Nye Grænser i Strafferetten: Fra Offerstatus ved Skyderier til EMD-Kritik af Dansk Udvisningspraksis

Nye Grænser i Strafferetten: Fra Offerstatus ved Skyderier til EMD-Kritik af Dansk Udvisningspraksis

Nylige afgørelser inden for strafferetten har trukket skarpe linjer op for centrale juridiske spørgsmål, der spænder fra anerkendelse af ofre under traumatiske hændelser til Danmarks internationale forpligtelser i udvisningssager. En række afgørelser fra Erstatningsnævnet præciserer den hårfine grænse for, hvornår man kan anses som erstatningsberettiget offer, mens en principiel dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) retter en kritisk projektør mod dansk udvisningspraksis. Denne artikel analyserer disse afgørelser og deres vidtrækkende konsekvenser.

Offererstatningsloven: Den hårfine grænse for anerkendelse som offer

To afgørelser fra Erstatningsnævnet, der begge udspringer af den samme tragiske skudepisode i et shoppingcenter, illustrerer med al tydelighed, hvor afgørende de konkrete omstændigheder er for, om man kan anerkendes som indirekte skadelidt efter Offererstatningsloven. Grænsen mellem at være et vidne og et offer er juridisk set snæver.

I den ene sag anerkendte nævnet en ansøger som indirekte skadelidt. Vedkommende befandt sig på en rulletrappe, der bevægede sig nedad mod gerningsmanden, som stod for enden og skød mod personer på selvsamme rulletrappe. Selvom det ikke kunne lægges til grund, at gerningsmanden sigtede direkte mod ansøgeren, var dennes situation unik. Nævnet konkluderede, at "ansøger havde været så tæt på begivenhedernes centrum, at ansøger med rette havde følt en overhængende risiko for selv at lide personskade." Det afgørende var den dynamiske og uundgåelige bevægelse mod farekilden, som skabte en konkret og personlig trussel. Læs resumé af afgørelsen

I skærende kontrast hertil står en anden afgørelse fra samme hændelse, hvor en ansøger fik afslag. Denne person så gerningsmanden på få meters afstand, hvorefter vedkommende flygtede og gemte sig i et baglokale. Her fandt nævnet ikke, at ansøgeren var omfattet af loven. Begrundelsen var, at "det ikke kunne dokumenteres, at ansøger havde været i kontakt med skadevolder, herunder at skadevolder skød i den retning, hvor ansøger befandt sig, eller at skadevolder sigtede direkte på ansøger." Nævnet understregede, at det ikke var tilstrækkeligt, at gerningsmanden sigtede i den generelle retning. Den psykiske belastning ved at gemme sig i uvished i flere timer var heller ikke nok til at konstituere en status som indirekte skadelidt. Disse to sager viser, at den juridiske vurdering kræver mere end blot tilstedeværelse og frygt; der skal foreligge en objektivt konstaterbar, personlig og overhængende fare. Se afgørelsesresumé

Offererstatningslovens rækkevidde i udlandet: Begrebet "lukket dansk miljø"

To andre afgørelser fra Erstatningsnævnet belyser anvendelsen af Offererstatningslovens § 1, stk. 3, som udvider lovens dækning til forbrydelser begået i udlandet, hvis offeret har bopæl i Danmark og forbrydelsen er begået i et "lukket dansk miljø". Praksis viser en fortolkning, der lægger vægt på relationen mellem parterne og deres tilknytning til Danmark.

I en sag blev en kvinde udsat for vold af sin danske kæreste under en ferie på Malta. Nævnet fandt, at sagen var omfattet af loven. Begrundelsen var klar: Begge parter var danske statsborgere med bopæl i Danmark, de var kærester og boede på samme hotelværelse. Nævnet lagde vægt på, at "det ikke beroede på en tilfældighed, at parterne opholdt sig sammen, da ansøgeren blev udsat for vold". Afgørelsen fastslår, at når danske statsborgere i en nær relation rejser sammen, følger Offererstatningslovens beskyttelse med, uanset om volden sker på et diskotek eller på hotelværelset. Læs resumé af afgørelsen om vold i udlandet

En mere kompleks sag testede grænserne for begrebet yderligere. Her var en ung kvinde blevet udsat for vold og seksuelle overgreb af sin far i Marokko. Selvom offeret kun havde haft begrænset ophold i Danmark, fandt nævnet, at der var tale om et "lukket dansk miljø". Nævnet lagde vægt på en række faktorer: begges danske statsborgerskab, at tilknytningen til Danmark aldrig var opgivet, forsøg på at kontakte den danske ambassade, rejsen tilbage til Danmark for at søge hjælp, og efterfølgende anbringelse i Danmark. Særligt afgørende var det, at "skadevolder blev dømt i Danmark". Denne afgørelse viser, at den juridiske tilknytning til Danmark, herunder retsforfølgning i Danmark, kan være en tungtvejende faktor i vurderingen af, om et miljø i udlandet kan betragtes som "dansk". Se resumé af afgørelsen om 'lukket dansk miljø'

Principiel EMD-dom: Menneskerettigheder vejer tungere end udvisning

Den mest principielle afgørelse i denne periode kommer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Miari mod Danmark. Sagen omhandlede en statsløs palæstinenser, der kom til Danmark som 13-årig og efter 34 års ophold blev idømt tre års fængsel for narkotikakriminalitet og udvist med et indrejseforbud på seks år. De danske domstole havde ikke fundet, at mandens forværrede mentale helbred eller hans rolle som omsorgsperson for sin syge mor var omstændigheder, der kunne tillægges vægt.

EMD var lodret uenig og fandt, at udvisningen udgjorde en krænkelse af retten til privatliv efter EMRK artikel 8. Domstolen fastslog, at de danske myndigheder ikke havde foretaget en tilstrækkelig afvejning af mandens stærke personlige tilknytning til Danmark mod den offentlige interesse i at udvise ham. EMD konkluderede, at "den seksårige udvisning med indrejseforbud udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens privatliv, især i lyset af hans stærke tilknytning til Danmark". Dommen er en klar besked til Danmark om, at i sager om udvisning af personer med langvarig og stærk tilknytning til landet – såkaldte 'settled migrants' – skal der foretages en dybdegående og reel proportionalitetsvurdering, hvor alle individuelle forhold, herunder helbred og familieforhold, inddrages med betydelig vægt. Læs resumé af EMD-afgørelsen

Praktiske konsekvenser og fremadrettede perspektiver

Disse afgørelser har betydelige praktiske konsekvenser. For ofre for alvorlige forbrydelser som skyderier, er grænsen for erstatning nu skarpere defineret: En følelse af generel fare er ikke nok; der skal påvises en konkret og personlig trussel. Samtidig er retsbeskyttelsen for danskere, der udsættes for vold af andre danskere i udlandet, blevet styrket.

Den mest vidtrækkende konsekvens følger af EMD-dommen. Den tvinger anklagemyndigheden og de danske domstole til at revurdere deres tilgang til udvisningssager. Fremadrettet skal der anlægges en mere holistisk og individuel vurdering, hvor hensynet til den enkeltes menneskerettigheder vejer tungere. Dette vil sandsynligvis føre til færre udvisninger eller kortere indrejseforbud i sager, der ligner Miari mod Danmark, og markerer et vigtigt skift i balancen mellem statens ret til at kontrollere indvandring og individets ret til privat- og familieliv.