Nye afgørelser fra Planklagenævnet: Strenge krav til landskab, hegn og fuld åbenhed i miljøsager

Nye afgørelser fra Planklagenævnet: Strenge krav til landskab, hegn og fuld åbenhed i miljøsager

Planklagenævnet har i en række nylige afgørelser sat en klar retning for fortolkningen af central miljø- og planlovgivning. Tre sager belyser især nævnets strenge linje, når det gælder beskyttelsen af værdifulde landskaber, borgernes ret til aktindsigt og de juridiske konsekvenser af at udskifte ældre bebyggelse under nye lokalplaner. Afgørelserne understreger, at hensynet til almene, planlægningsmæssige principper vejer tungt, selv når de står over for velbegrundede individuelle interesser.

Denne artikel dykker ned i de fulde afgørelsestekster for at analysere de juridiske principper og de praktiske konsekvenser for kommuner, borgere og virksomheder.

Værnet om det åbne land: Landskabelige hensyn trumfer individuelle støjgener

I en principiel sag fra Lejre Kommune blev en ansøgning om landzonetilladelse til en 134 meter lang og 3 meter høj støjvold afvist, på trods af at ansøgeren oplevede støjgener over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Sagen illustrerer den klassiske afvejning mellem en enkelt borgers legitime ønske om at forbedre sine boligforhold og de overordnede samfundsmæssige hensyn til at beskytte det åbne land.

Planklagenævnet stadfæstede kommunens afslag og lagde afgørende vægt på ejendommens placering i et område, der i kommuneplanen er udpeget som "særligt værdifuldt landbrugsområde" og "landskabskarakterområde". Nævnet fandt, at støjvolden ville udgøre et fremmedelement i landskabet. I afgørelsen hedder det:

"Nævnet lægger herved vægt på, at den ansøgte støjvold har en sådan størrelse, at den vil fremstå markant i landskabet og være et betydeligt landskabselement. Støjvolden vil derfor efter nævnets vurdering medføre en så uhensigtsmæssig påvirkning af landskabet, at det ikke kan opvejes af formålet med støjdæmpning for den konkrete ejendom."

Nævnet tillagde desuden præcedensvirkningen stor betydning. En tilladelse ville kunne åbne for en uønsket udvikling med lignende anlæg, hvilket ville stride mod landzonereglernes hovedformål om at forhindre spredt og uplanlagt bebyggelse. Klagerens henvisning til andre støjvolde i området blev afvist med henvisning til, at disse var etableret som led i en lokalplan og dermed ikke var juridisk sammenlignelige. Afgørelsen cementerer, at beskyttelsen af udpegede værdifulde landskaber har en meget høj prioritet, og at individuelle gener skal være af ekstraordinær karakter for at kunne retfærdiggøre markante indgreb. Læs resumé af afgørelsen om støjvolden

Grænser for fortolkning: Hvornår er nyt "nyt"?

En sag fra Aarhus Kommune fastlægger en skarp grænse mellem vedligeholdelse og nyopførelse, hvilket har stor praktisk betydning for grundejere i områder med nye, restriktive lokalplaner. En grundejer havde udskiftet et 40 år gammelt raftehegn med et nyt hegn af samme type og placering. Kommunen vurderede, at dette var i strid med en nyere lokalplan fra 2020, der dels krævede levende hegn i skel, dels en afstand på 2,5 meter til skel for faste hegn.

Grundejeren argumenterede for, at der var tale om almindelig vedligeholdelse af et "eksisterende lovligt forhold", som derfor ikke var omfattet af den nye lokalplan. Planklagenævnet var uenig og fastslog, at en komplet udskiftning skal betragtes som nyopførelse. Nævnet konkluderede tørt:

"Planklagenævnet finder på den baggrund, at der er tale om nyopførelse og ikke vedligeholdelse eller reparation af et eksisterende hegn. Dette gælder uanset, om hegnet har samme placering som det tidligere hegn."

Konsekvensen er, at det nye hegn skal overholde den gældende lokalplan, jf. planlovens § 18. Da hegnet både var fast (i strid med krav om levende hegn) og placeret i skel (i strid med afstandskrav), blev det anset for ulovligt opført. Sagen understreger, at grundejere ikke kan påberåbe sig hævdvundne rettigheder, når de foretager en fuldstændig udskiftning af en bygningsdel eller et anlæg. Rådet må være at konsultere den gældende lokalplan, før man udskifter hegn, carporte eller andre mindre byggerier, da "som det plejer" ikke længere er en garanti for lovlighed. Se resumé af afgørelsen om hegn

Retten til indsigt: Myndigheders pligt til fuld gennemsigtighed

En tredje afgørelse fra Aarhus Kommune skærper kravene til kommunernes håndtering af anmodninger om aktindsigt i miljøsager. En borger havde anmodet om aktindsigt i alt materiale vedrørende en lokalplan, herunder specifikt de dokumenter, som kommunen havde uploadet til Planklagenævnets egen klageportal i en verserende klagesag.

Kommunen udleverede materiale ad flere omgange, men undlod at udlevere de dokumenter, der var uploadet til portalen. Planklagenævnet fandt dette kritisabelt og ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fastslog først, at en anmodning om aktindsigt i en plansag utvetydigt skal behandles efter miljøoplysningsloven, da planer kan påvirke miljøet. Nævnet udtaler:

"På baggrund af den meget brede forståelse af miljøoplysningsbegrebet, som bl.a. kommer til udtryk i praksis, finder Planklagenævnet, at vedtagelse af en plan som klart udgangspunkt er en foranstaltning (planer), som vil kunne påvirke miljøelementer som f.eks. landskaber, naturområder og kystområder, jf. miljøoplysningslovens § 3, nr. 3."

Ved at sammenholde det udleverede materiale med indholdet på sin egen portal kunne nævnet konstatere, at der manglede centrale dokumenter som kortbilag, beregninger og byrådsindstillinger. Afgørelsen er en vigtig påmindelse til myndigheder om, at pligten til at give aktindsigt er vidtgående. Dokumenter, som en myndighed har afgivet til en anden instans, anses stadig for at være i myndighedens besiddelse og er omfattet af aktindsigtsanmodninger. Sagen illustrerer borgernes stærke retsstilling under miljøoplysningsloven og Planklagenævnets vilje til at håndhæve denne ret effektivt. Læs resumé af afgørelsen om aktindsigt

Sammenfattende konklusion og praktiske konsekvenser

De tre afgørelser tegner et billede af en retsanvendelse, der prioriterer planlægningens overordnede formål og borgernes retssikkerhed. For grundejere og virksomheder er budskabet klart: Værnet om landskabelige værdier er stærkt, og man kan ikke forvente at få tilladelse til indgreb i følsomme områder, selv med velbegrundede personlige motiver. Ligeledes er det afgørende at forstå, at udskiftning af eksisterende anlæg juridisk set er nybyggeri, der skal leve op til nutidens krav.

For kommunerne understreger afgørelserne vigtigheden af præcise kommuneplanudpegninger, da disse tillægges afgørende vægt. Samtidig er sagen om aktindsigt en klar advarsel om, at en grundig og fuldstændig sagsbehandling er påkrævet for at leve op til miljøoplysningslovens krav om gennemsigtighed. Samlet set styrker afgørelserne forudsigeligheden i plan- og miljøretten ved at cementere en streng, principfast praksis.