Anklagemyndigheden skal – efter drøftelse med politiet – altid overveje, om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelovens § 771-722, kan ophæves, når der er afsagt dom i 1. instans.
I ankesager er det statsadvokaten, der – efter drøftelse med politiet og anklagemyndigheden i kredsen – bestemmer, om der kan ske hel eller delvis ophævelse af brev- og besøgskontrol.
Der kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed mv. være behov for i nogle sager efter en helt konkret vurdering at opretholde brev- og besøgskontrol efter dom i 1. instans. Det vil særligt være relevant i sager med flere tiltalte, hvor en eller flere af de tiltalte ikke har ønsket at udtale sig, og hvor der er tale om alvorlig kriminalitet, f.eks. banderelateret eller organiseret kriminalitet.
Hvis der ikke er grundlag for helt at ophæve brev- og besøgskontrol, skal det overvejes, om kontrollen kan ophæves delvist, f.eks. for arrestantens nærmeste familie, herunder mindreårige børn.
Anklagemyndigheden skal endvidere, når der er afsagt dom i 1. instans – efter indstilling fra politiet – give Kriminalforsorgen meddelelse om, hvorvidt der fortsat overfor de under punkt 2.1. nævnte grupper af varetægtsarrestanter, der er undergivet brev- og besøgskontrol, skal tages særlige forholdsregler med henblik på at hindre ulovlig kommunikation.