Det fremgår af § 771, stk. 3, at politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant – som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer , som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt knive og blankvåben mv., skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180 – modtager besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.
Tilknytning
At der skal være ”tilknytning” betyder, at der skal foreligge en antagelse om en stærk tilknytning. Personer med bekendtskab eller en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe vil ikke være omfattet. Det er politiets skøn, som danner grundlag for vurderingen.
At der skal være tilknytning til en ”gruppe af personer” betyder, at der skal være mere end én person på hver side af konflikten. Det er ikke kun formaliserede grupper med fast struktur, som er omfattet af begrebet, men også mere løse grupperinger, hvis gruppen virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer.
At konflikten skal være ”voldelig” betyder, at der skal have været mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig, som skal have været præget af en vis styrke. Det betyder, at handlinger, som alene er omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold ikke vil kunne føre til, at konflikten anses for voldelig. Som udgangspunkt skal der være begået handlinger, der som minimum er omfattet af straffelovens § 245 om grov vold.
At konflikten skal være ”verserende” betyder, at der skal være en aktuel risiko for yderligere hændelser, uanset om et besøg hos arrestanten kan frygtes at have betydning for yderligere hændelser eller ej. Hvis der inden for de seneste tre måneder har været en eller flere voldelige hændelser, vil det i almindelighed kunne lægges til grund, at der er tale om en verserende konflikt, ligesom en ny voldelig hændelse i almindelighed vil betyde, at der er en verserende konflik i yderligere tre måneder. En længere periode uden angreb kan dog ikke i sig selv tages som udtryk for, at risikoen for nye angreb er drevet over. Det er en politifaglig vurdering, om der er tale om en verserende konflikt.
At der skal være tale om en ”konflikt” skal forstås bredt. Det betyder, at enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupperinger vil kunne udgøre en konflikt. Det betyder, at det er uden betydning, hvad årsagen til konflikten er, og hvad konflikten drejer sig om. Det er dog en betingelse, at der inden for den gruppe, som varetægtsarrestanten skønnes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt knive og blankvåben omfattet af knivlovens §§ 1 og 2, våbentyper omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, eller er begået brandstiftelse efter straffelovens § 180. Det er en politifaglig vurdering, om der er tale om en konflikt.