Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 56 af 15/01/2026

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Overgangsloven § 161

Delingsrådet består af 1 formand og 3 andre medlemmer. Formanden og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2. Formanden skal være landsdommer. 1 medlem beskikkes efter indstilling af KL (Kommunernes Landsforening). 1 medlem beskikkes efter indstilling af Danske Regioner. 1 medlem beskikkes efter indstilling af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker efter reglerne i stk. 2 1 stedfortræder for hvert medlem af Delingsrådet.

Stk. 4. Stedfortræderen indtræder ved medlemmets forfald.

Stk. 5. Har både medlemmet og stedfortræderen forfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren efter reglerne i stk. 2 beskikke 1 yderligere stedfortræder for et medlem af Delingsrådet.

Detaljer

Forarbejder til Overgangsloven § 161

Bestemmelsen omhandler Delingsrådets sammensætning. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.

Det foreslås i § 161, stk. 1, 1. pkt., at Delingsrådet består af en formand og 3 andre medlemmer.

Det foreslås i § 161, stk. 1, 2. pkt., at formanden og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Det foreslås i § 161, stk. 2, 1. pkt., at formanden skal være landsdommer. Herved sikres, at Delingsrådet, der skal afgøre tvister mellem myndigheder, der kan få økonomiske konsekvenser for de pågældende myndigheders opgavevaretagelse, får en formand med den særlige uvildighed og upartiskhed, der hører til hvervet som landsdommer.

Det foreslås i § 161, stk. 2, 2. pkt., at 1 medlem beskikkes efter indstilling af KL (Kommunernes Landsforening).

Det vil efter bestemmelsen ikke være udelukket at beskikke et medlem, der er ansat i en kommune eller er medlem af en kommunalbestyrelse, men vedkomende medlem vil kunne være inhabilt i sager i Delingsrådet, der vedrører den pågældende kommune, jf. § 167.

Det foreslås i § 161, stk. 2, 3. pkt., at 1 medlem beskikkes efter indstilling af Danske Regioner.

Det vil efter bestemmelsen ikke være udelukket at beskikke et medlem, der er ansat i en region eller er medlem af et regionsråd, men vedkommende medlem vil kunne være inhabilt i sager i Delingsrådet, der vedrører den pågældende region, jf. § 167.

Det foreslås i § 161, stk. 2, 4. pkt., at 1 medlem beskikkes efter indstilling af indenrigs- og sundhedsministeren.

Det foreslås i § 161, stk. 3, at indenrigs- og sundhedsministeren beskikker efter reglerne i stk. 2 en stedfortræder for hvert medlem af Delingsrådet. At stedfortræderen beskikkes efter reglerne i stk. 2, vil indebære, at stedfortræderen for et medlem vil skulle beskikkes efter indstilling fra det i stk. 2 nævnte organ, der har indstillet medlemmet.

Det foreslås i § 161, stk. 4, at stedfortræderen indtræder ved medlemmets forfald. Stedfortræderen vil skulle indtræde ved ethvert forfald, uanset forfaldets årsag og varighed. Stedfortræderen vil også skulle indtræde ved et forfald, der kun gælder et enkelt møde. Også fravær begrundet i medlemmets inhabilitet anses som forfald.

Det foreslås i § 161, stk. 5, at har både medlemmet og stedfortræderen forfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren efter reglerne i stk. 2 beskikke en yderligere stedfortræder for et medlem af Delingsrådet. At stedfortræderen beskikkes efter reglerne i stk. 2, indebærer, at stedfortræderen vil skulle beskikkes efter indstilling fra de i stk. 2 nævnte organer.