LBK nr 56 af 15/01/2026
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Overgangsloven § 167
Et medlem er udelukket fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, der vedrører en kommune eller en region, hvor den pågældende er ansat eller medlem af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Vedrører sagen en kommune, der ligger inden for Region Sjællands eller Region Hovedstadens områder, er et medlem udelukket fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, hvor vedkommende er ansat eller medlem af den pågældende kommunalbestyrelse, regionsrådet for Region Sjælland eller Region Hovedstaden eller det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Forarbejder til Overgangsloven § 167
Bestemmelsen omhandler inhabilitet for Delingsrådets medlemmer. Bestemmelsen supplerer de inhabilitetsregler, der følger af forvaltningsloven, herunder forvaltningslovens kapitel 2 om speciel inhabilitet, og almindelige retsgrundsætninger.
Efter forvaltningslovens § 3 er den, der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende har en af de i bestemmelsen opregnede særlige interesser i sagens udfald, og der ikke foreligger omstændigheder, hvor bestemmelserne ikke finder anvendelse.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 2, foreligger inhabilitet dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 3, må den, der er inhabil i forhold til en sag, ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.
Det følger af forvaltningslovens § 4, stk. 2, at for medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder bestemmelserne i § 3, selv om stedfortræder ikke kan indkaldes. Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens sammensætning ville give anledning til væsentlig betænkelighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser.
Det foreslås i § 167, stk. 1, at et medlem er udelukket fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, der vedrører en kommune eller en region, hvor den pågældende er ansat eller medlem af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
Bestemmelsen vil indebære, jf. udtrykket ”i sager, der vedrører en kommune eller en region”, at et medlem vil være udelukket fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, der vedrører overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter eller ansatte fra en kommune, hvor den pågældende er ansat eller er medlem af kommunalbestyrelsen, eller til en region, hvor den pågældende er ansat eller er medlem af regionsrådet.
Det foreslås i § 167, stk. 2, at vedrører sagen en kommune, der ligger inden for Region Sjællands eller Region Hovedstadens område, er et medlem udelukket fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, hvor vedkommende er ansat eller medlem af den pågældende kommunalbestyrelse, regionsrådet for Region Sjælland eller Region Hovedstaden eller det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Bestememlsen vil indebære, at ansættelse eller medlemskab af det folkevalgte organ i såvel den kommune, hvorfra overførslen af aktiver, passiver, rettigheder og pligter i givet fald vil skulle ske, som i Region Sjælland, Region Hovedstaden eller det forberedende regionsråd for Region Østdanmark vil udelukke medlemmet fra at deltage i Delingsrådets forhandlinger og afstemning i den pågældende sag.
Det forhold, at et medlem af Delingsrådet is gift eller lever i ægteskabslignende forhold med en person, der er ansat i eller medlem af det folkevalgte organ i den kommune eller region, som sagen vedrører, jf. stk. 1 og 2, medfører ikke i sig selv, at vedkommende er inhabil. Vedkommendes inhabilitet vil i givet fald skulle bedømmes efter de inhabilitetsregler, der følger af forvaltningsloven, herunder forvaltningslovens kapitel 2 om speciel inhabilitet, og almindelige retsgrundsætninger.
Medlemmet må ikke selv deltage i behandlingen eller afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6, stk. 3, 1. pkt.