Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 452 af 20/04/2022

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.) § 10

I lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 12. februar 2021, som ændret ved § 11 i lov nr. 876 af 12. maj 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 22 b, stk. 1, indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.) § 10

Til nr. 1

Efter de gældende regler i lov om fleksydelse har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til fleksydelse som en tilsvarende ustraffet person.

Efter den gældende § 22 b i lov om fleksydelse udelukkes en person dog fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis pågældende ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i lov om fleksydelse § 22 b, stk. 1, efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Med forslaget udvides karantæneordningen efter § 22 b i lov om fleksydelse til også at omfatte situationer, hvor en person ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Personen vil således ikke kunne få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år efter, at personen har udstået den idømte fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har modtaget fleksydelse i den 3-årige karantæneperiode, vil Udbetaling Danmark skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Eksempel:

Hvis en person har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter den 14. maj 2024, og personen modtager fleksydelse for perioden 1.- 31. maj 2026, vil personen skulle tilbagebetale fleksydelse udbetalt til pågældende for perioden 1.- 31. maj 2026.

Efter § 28 i lov om fleksydelse fastsætter Udbetaling Danmark en frist for tilbagebetaling efter lovens § 27. Er tilbagebetaling ikke sket inden denne frist, kan Udbetaling Danmark træffe afgørelse om, at den pågældende mister sin fremtidige ret til fleksydelse. Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksydelse kan tilbageholdes i delpension, pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og i fleksydelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.