Lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Som følge af bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a-d, omfatter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, ægtefællesammenføring til herboende udlændinge, der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge, og som har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246.

Det foreslås i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, at ændre »216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246« til: »215, 215 a, 216, eller 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a«.

Forslaget vil indebære, at også herboende udlændinge – der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge – som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter gældende regler, dvs. før den foreslåede skærpelse af udlændingelovens § 11, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, som betingelse for at få familiesammenført en evt. ægtefælle til Danmark som udgangspunkt ikke må være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215 (børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2 (tvangsægteskaber) eller stk. 3 (tildækningstvang), eller § 260 a (religiøse vielser af mindreårige).

Kravet vil, som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, ikke blive stillet, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person

1. ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

2. ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246,

3. ikke har forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og gælden ikke overstiger 100.000 kr.,

4. ikke i de sidste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse har modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor,

5. har underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf. integrationslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at acceptere indholdet heraf,

6. har bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau,

7. har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse og

8. fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor opholdstilladelse vil kunne meddeles.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 16, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, hvis den herboende person opfylder mindst en af følgende betingelser:

1. Den herboende person har bestået en medborgerskabsprøve, jf. integrationslovens § 41 b, eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.

2. Den herboende person har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og 6 måneder forud for meddelelsen af opholdstilladelse.

3. Den herboende person har haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 280.908,00 kr. de seneste 2 år forud for det tidspunkt, hvor opholdstilladelse vil kunne meddeles. Det angivne beløb er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 17, at betingelserne i stk. 15, nr. 1-8, og stk. 16, anses for opfyldt, når den herboende person er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 11, stk. 3 og 4, eller efter § 11, stk. 12, 13 eller 17.

Bestemmelsen henviser til de enhver tid gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og betyder, at de overførte betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16, ikke skal påses opfyldt i forbindelse med ægtefællesammenføringssagen, hvis den herboende person er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter det gældende regelsæt. Er den herboende person derimod meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter et tidligere gældende regelsæt, er ægtefællesammenføring som udgangspunkt betinget af, af de overførte betingelser er opfyldt.

Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 18, at betingelserne i stk. 15, nr. 7 og 8, og stk. 16, nr. 2 og 3, anses for opfyldt, hvis den herboende person har nået folkepensionsalderen eller fået tildelt førtidspension, seniorpension eller tidlig pension. Hvis en herboende person over 18 år har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af et stærkt tilknytningsforhold til Danmark, anses betingelserne i stk. 15, nr. 7 og 8, og stk. 16, nr. 2 og 3, for opfyldt på tilsvarende vilkår, som den herboende efter § 11, stk. 13, ville kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse.

Efter udlændingelovens § 11, stk. 13, kan der, uanset at betingelserne i stk. 3, nr. 1, 5, 6, 8 og 9, og stk. 4, nr. 1-4, ikke er opfyldt, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, der har et stærkt tilknytningsforhold til Danmark. Det drejer sig om udlændinge, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret, udlændinge, der har danske forældre, og udlændinge, der har tilknytning til det danske mindretal i Argentina.

Det foreslås, at udlændingelovens § 9, stk. 17, nyaffattes således, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16, anses for opfyldt, hvis den herboende person er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, 5, 12 eller 13, på baggrund af en ansøgning indgivet den 27. januar 2022 eller senere.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 16, stk. 3, hvorefter bl.a. forslagene i lovforslagets § 1, nr. 1 og 9, om at skærpe hhv. udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, og udlændingelovens § 11, finder anvendelse for ansøgninger indgivet den 27. januar 2022 eller senere.

Forslaget om at nyaffatte § 9, stk. 17, vil indebære, at Udlændingestyrelsen i forbindelse en ansøgning om ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, ikke vil skulle påse, om den herboende udlænding opfylder de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, der fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16, forudsat at den herboende har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en ansøgning indgivet den 27. januar 2022 eller senere. Det er allerede påset i forbindelse med meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, at den pågældende lever op til disse krav, herunder det foreslåede krav om, at udlændingen ikke må være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Hvis den herboende person har indgivet sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse før den 27. januar 2022 og således opnået tidsubegrænset opholdstilladelse efter et tidligere regelsæt, vil Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ægtefællesammenføringssag derimod skulle stille de overførte betingelser, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, herunder det foreslåede nye krav om, at den herboende person ikke må være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Indsættelsen af en dato for ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i bestemmelsen vil sikre, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilke udlændinge der er omfattet af bestemmelsen.

Endvidere foreslås nogle tekniske justeringer, idet alene udlændingelovens § 11, stk. 3, 5, 12 og 13, er hjemmelsbestemmelser, mens § 11, stk. 4 og 17, som bestemmelsen henviser til i dag, og som foreslås at udgå af bestemmelsen, er materielle bestemmelser, der inddrages i vurderingen af, om der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Den foreslåede henvisning til § 11, stk. 5, vil præcisere, at også udlændinge, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse allerede efter 4 år, fordi de grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 11, stk. 3, og alle de supplerende betingelser i udlændingelovens § 11, stk. 4, er opfyldt, er omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 17. Det betyder, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ægtefællesammenføringsansøgning ikke vil skulle påse, om de overførte betingelser i § 9, stk. 15 og 16, er opfyldt, forudsat at der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter det gældende regelsæt, dvs. ansøgt om tidsubegrænset opholdstilladelse den 27. januar 2022 eller senere.

Som hidtil vil bestemmelsen også omfatte udlændinge, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, men hvor en eller flere betingelser er fraveget. Det kan eksempelvis være en udlænding, der har nået folkepensionsalderen, og hvor beskæftigelseskravene derfor ikke er stillet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, eller en handicappet udlænding, hvor en eller flere betingelser ikke er krævet opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, tilsiger det, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 9, stk. 23, kan opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2 (børnesammenføring), medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 216, 218, 219, 222, 223, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller § 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 235, 237, 243-246, 250, 260, 260 a 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 9, stk. 23 , således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 215 a om forbud mod at sende sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller at lade sit barn tage del i et sådant udlandsophold.

Ændringen vil indebære, at herboende personer, der efter bestemmelsen i straffelovens § 215 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at have sendt sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller at have ladet sit barn tage del i et sådant udlandsophold, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Det samme gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig retsfølge for at have overtrådt bestemmelsen i straffelovens § 215 a og ville være idømt frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig retsfølge.

Ændringen vil navnlig finde anvendelse i de tilfælde, hvor den pågældende er udlænding og ikke er udvist i forbindelse med dommen, eller hvor den pågældende er dansk statsborger og har en udenlandsk ægtefælle, der ønsker at få sit eller sine udenlandske børn til Danmark.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4, 5, 7 og 8

Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, skal der som udgangspunkt betales gebyr for at ansøge om opholdstilladelse og om forlængelse af opholdstilladelse på bl.a. familiesammenførings- og erhvervsområdet og for at ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse. Der skal også betales gebyr for at indgive en ansøgning om virksomhedscertificering, jf. § 9 h, stk. 3.

Størrelsen af gebyrerne efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved Styrelsens for International Rekruttering og Integrations og Udlændingestyrelsens behandling af ansøgninger om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse. Dette fremgår af § 9 h, stk. 4, 1.-3. pkt.

Størrelsen af gebyret efter § 9 h, stk. 3, for at indgive en ansøgning om virksomhedscertificering og en ansøgning om forlængelse af en virksomhedscertificering fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved Styrelsen for International Rekruttering og Integrations behandling af ansøgninger om certificering og forlængelse af certificering, jf. § 9 h, stk. 4., 4. pkt.

Gebyrerne efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1 og 3, fastsættes således omkostningsbestemt.

Samtidig fremgår det af udlændingelovens § 9 h, stk. 2 og 3, og stk. 13, 2.-4. pkt., at bl.a. disse gebyrer skal satsreguleres.

Det fremgår således af udlændingelovens § 9 h, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter og regulerer gebyrerne efter stk. 1, jf. stk. 4.

Videre fremgår det af udlændingelovens § 9 h, stk. 3, at gebyret for indgivelse af ansøgning om virksomhedscertificering efter § 9 a, stk. 18, og forlængelse af en sådan certificering fastsættes og reguleres af udlændinge- og integrationsministeren, jf. stk. 4, 4. pkt.

Af udlændingelovens § 9, stk. 13, 2. pkt. fremgår det, at beløb fastsat efter stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, og stk. 3, og de beløb, der er angivet i stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, reguleres fra og med 2016 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Endelig fremgår det af udlændingelovens § 9, stk. 13, 3. og 4. pkt., at beløb fastsat efter stk. 1, nr. 1-3, 12, 13, 18 og 19, reguleres fra og med 2017 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og at beløb fastsat efter stk. 1, nr. 10, 11, 15 og 17, reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Når gebyrer fastsættes omkostningsbestemt, skal gebyret ikke satsreguleres, og ved beregningen af de omkostningsbestemte gebyrer, der er blevet fastsat, er gebyrerne heller ikke blevet satsreguleret. Det er således misvisende, når det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 2 og 3, og stk. 13, 2.-4. pkt., at de omkostningsbestemte gebyrer satsreguleres.

Det foreslås derfor, at det udgår af § 9 h, stk. 2, at gebyrerne i § 9 h, stk. 1, skal reguleres.

Det foreslås endvidere, at det udgår af § 9 h, stk. 3, at gebyret for indgivelse af ansøgning om virksomhedscertificering efter § 9 a, stk. 18, og forlængelse af en sådan certificering, skal reguleres.

Videre foreslås det at ændre § 9 h, stk. 13, 2. pkt., således at det ikke længere fremgår af bestemmelsen, at beløb fastsat efter stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, og stk. 3, satsreguleres. Det vil herefter fremgå af bestemmelsen, at alene de beløb, der er angivet i stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, skal satsreguleres. Det drejer sig om hhv. et beløb, der angiver bagatelgrænsen for, hvornår en ansøgning ikke skal afvises som følge af manglende indbetaling af et udestående gebyr, og gebyret for at ansøge om genoptagelse og klage over afgørelser på au pair-området.

Endelig foreslås det at ophæve § 9 h, stk. 13, 3. og 4. pkt., hvoraf det fremgår, at beløb fastsat efter stk. 1, nr. 1-3, 10-13, 15 og 17-19 satsreguleres.

Der er alene tale om forslag til ændringer af teknisk karakter, da gebyrerne er blevet beregnet og fastsat omkostningsbestemt i overensstemmelse med bestemmelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 4.

Til nr. 6

Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, skal der som udgangspunkt betales gebyr for at ansøge om opholdstilladelse og om forlængelse af opholdstilladelse på bl.a. familiesammenførings- og erhvervsområdet og for at ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse. Der skal også betales gebyr for at indgive en ansøgning om virksomhedscertificering, jf. § 9 h, stk. 3.

Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 8, afvises ansøgningen, hvis betingelsen i stk. 1 og 3 ikke er opfyldt, medmindre den udestående gebyrindbetaling udgør højst 200 kr. eller det indbetalte gebyr svarer til en anden sagskategori end den, ansøgningen vedrører, jf. stk. 1. I sådanne tilfælde vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr. Indbetales det udestående gebyr ikke inden for fristen, afvises ansøgningen.

Gebyrerne reguleres årligt pr. 1. januar, men kan også reguleres ekstraordinært i løbet af året. Det skete f.eks. i tilknytning til lov nr. 742 af 8. juni 2018 om ændring af udlændingeloven (Reform af reglerne om ægtefællesammenføring med nyt integrationskrav i stedet for tilknytningskravet, skærpet boligkrav m.v.), der trådte i kraft den 1. juli 2018.

Det er i praksis almindeligt forekommende, at gebyret indbetales nogle dage inden indgivelsen af ansøgningen, og det er kun muligt at indbetale den gebyrsats, der gælder på det tidspunkt.

I efteråret 2020 blev en tidligere uensartet praksis i hhv. Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration afstemt, så begge styrelser nu efteropkræver et udestående gebyr i en situation, hvor der er indbetalt gebyr kort tid før en regulering, mens ansøgningen først indgives efter reguleringen. Det gælder både i forbindelse med den årlige gebyrregulering og i forbindelse med en ekstraordinær gebyrregulering. Der henvises nærmere til udlændinge- og integrationsministerens brev af 17. september 2020 til Udlænding- og Integrationsudvalget (2019-20), UUI Alm. del, bilag 172.

Det foreslås at indsætte den beskrevne praksis i udlændingelovens § 9 h, stk. 8,

1. pkt.

Forslaget vil indebære, at det kommer til at fremgå af udlændingeloven, at en udlænding ikke vil få afvist sin ansøgning i en situation, hvor der er indbetalt korrekt gebyr på tidspunktet for indbetalingen, men hvor gebyret kort efter reguleres med virkning fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. I sådanne tilfælde vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr. Hvis det udestående gebyr ikke er indbetalt ved udløbet af fristen, vil ansøgningen blive afvist, og det indbetalte beløb vil blive tilbagebetalt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, at der, medmindre der er grundlag for at inddragelse opholdstilladelsen efter § 19, efter ansøgning kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis udlændingen ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246.

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, således at bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens §§ 215 (børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2 (tvangsægteskaber) og stk. 3 (tildækningstvang), og § 260 a (religiøse vielser af mindreårige).

Ændringen vil indebære, at udlændinge, der er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i straffeloven, vil være udelukket fra tidsubegrænset opholdstilladelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det er som udgangspunkt en betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen opfylder en række grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, og at udlændingen endvidere opfylder to af fire betingelser vedrørende medborgerskab, beskæftigelse, indkomst og bestået danskprøve, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4.

En af disse betingelser er efter udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, at udlændingen har bestået Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, indsættes ”eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau”.

Dette gælder allerede i dag, og forslaget er således alene en teknisk rettelse, der vil præcisere, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, også er opfyldt, hvis udlændingen består en danskprøve på samme eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

Til nr. 11

Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Både udlændinge med opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold og udlændinge med opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, at en tidsubegrænset opholdstilladelse – ligesom opholdstilladelser meddelt med mulighed for varigt ophold, når udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end 2 år – efter praksis først bortfalder, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det gælder uanset, om opholdstilladelsen oprindeligt er meddelt med mulighed for varigt ophold eller med henblik på midlertidigt ophold.

Det foreslås derfor, at der i udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., præciseres at en tidsubegrænset opholdstilladelse først bortfalder, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Der er alene tale om en præcisering, og det gælder således allerede i dag, at en tidsubegrænset opholdstilladelse først anses for at bortfalde efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Dette vil som hidtil også gælde for udlændinge, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, udlændinge med tilknytning til det danske mindretal i Argentina, og udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret. Udlændinge med et af disse opholdsgrundlag kan opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter 1 års ophold i Danmark.

Til nr. 12

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse uanset bestemmelsen i § 17 først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter 1) §§ 7 eller 8 (asyl og kvoteflygtninge), 2) § 9 b (humanitært ophold), 3) § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde), i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b (humanitært ophold), 4) § 9 c (ganske særlige grunde m.v.), når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 om asyl, 5) § 9 e (ophold efter Kosovonødloven), når tilladelsen er meddelt tidsubegrænset, 6) § 9 (familiesammenføring) eller § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde), som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3, eller 7) et andet grundlag end nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 17 a, stk. 1, indsættes en henvisning til den foreslåede § 17 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås indsat et nyt stk. 4 i udlændingelovens § 17 a, hvorefter stk. 1 og 2 kun finder anvendelse for udlændinge, der ikke benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a, jf. lovforslagets § 13, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 13

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 2, 1. pkt., kan det efter ansøgning bestemmes, at opholdstilladelsen for en udlænding omfattet af stk. 1 først skal anses for bortfaldet, efter en periode på op til 12 måneder efter den i stk. 1 nævnte periode.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 17 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede § 17 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås indsat et nyt stk. 4 i udlændingelovens § 17 a, hvorved stk. 1 og 2 kun finder anvendelse for udlændinge, der ikke benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter repatrieringslovens § 14 a, jf. lovforslagets § 13, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14.

Til nr. 14

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse uanset bestemmelsen i § 17 først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter 1) §§ 7 eller 8 (asyl og kvoteflygtninge), 2) § 9 b (humanitært ophold), 3) § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde), i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b (humanitært ophold), 4) § 9 c (ganske særlige grunde mv.), når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 om asyl, 5) § 9 e (ophold efter Kosovonødloven), når tilladelsen er meddelt tidsubegrænset, 6) § 9 (familiesammenføring) eller § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde), som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3, eller 7) et andet grundlag end nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning.

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 2, 1. pkt., kan det efter ansøgning bestemmes, at opholdstilladelsen for en udlænding omfattet af stk. 1 først skal anses for bortfaldet, efter en periode på op til 12 måneder efter den i stk. 1 nævnte periode. Ansøgning efter 1. pkt., som indgives efter den periode, der er nævnt i stk. 1, afvises, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 3, finder stk. 1 og 2 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr. 6, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 17 a indsættes et nyt stk. 4, hvorefter stk. 1 og 2, 1. pkt., kun finder anvendelse for en udlænding, der ikke benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede nye bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 13, nr. 9, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a, hvorefter hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, vil kunne udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 17 a, stk. 4, indebærer, at en udlænding ikke vil være omfattet af fortrydelsesretten i § 17 a, stk. 1 og stk. 2, såfremt den pågældende benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 5, finder stk. 4 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4, nr. 2, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Det foreslås, at henvisningerne til stk. 4 og stk. 4, nr. 2, i udlændingelovens § 17 a, stk. 5 , der bliver stk. 6, ændres til henvisninger til stk. 5 og stk. 5, nr. 2.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås indsat et nyt stk. 4 i udlændingelovens § 17 a, hvorefter stk. 4-6 bliver stk. 5-7.

Der er således alene tale om konsekvensændringer uden indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 16

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 6, kan en udlænding kun én gang bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1-5.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1-5 i udlændingelovens § 17 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til en henvisning til stk. 1-6.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås indsat et nyt stk. 4 i udlændingelovens § 17 a, hvorefter stk. 4-6 bliver stk. 5-7.

Der er således tale om en konsekvensændring uden indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 17

Det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af § 42 a, stk. 7, 4. pkt., jf. § 60, stk. 1, straffelovens §§ 119, 243, 244, 266, 276-283 eller 290, toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, lov om våben og eksplosivstoffer eller lov om knive og blankvåben m.v., eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold.

Det foreslås, at ændre udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 , således, at der indsættes en henvisning til hjemrejselovens 23, stk. 1, jf. § 13, stk. 3.

Ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 blev udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., ophævet. Bestemmelsen indeholdt en henvisning til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt. Den situation, der er reguleret i udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., var således særskilt reguleret for de udlændinge, der var omfattet af § 42 a, stk. 8, 4. pkt.

Med ophævelsen af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., blev bestemmelsen indholdsmæssigt flyttet til hjemrejselovens § 13, stk. 3. De udlændinge, der var omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt., blev med lov nr. 982 af 26. maj 2021 således omfattet af hjemrejselovens § 13, stk. 3, og kan ved overtrædelse heraf straffes efter hjemrejselovens § 23, stk. 1. Ved en fejl blev en henvisning til hjemrejselovens § 23, stk. 1, jf. § 13, stk. 3, ikke konsekvensrettet i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Den foreslåede ændring vil betyde, at en udlænding kan udvises efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, hvis den pågældende straffes for overtrædelse af hjemrejselovens § 23, stk. 1, jf. § 13, stk. 3. Der er tale om en videreførelse af retstilstanden fra før lov nr. 982 af 26. maj 2021.

Til nr. 18

Det følger af udlændingelovens § 33 b, stk. 2, 1. pkt., at klage over en afgørelse, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 53 a, stk. 2, 4. pkt., kun kan tillægges opsættende virkning, hvis særlige grunde taler derfor.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 33 b, stk. 2, 1. pkt., således at henvisningen til udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., ændres til 5. pkt.

Ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 blev der indsat et nyt 4. pkt. i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, om, at for så vidt angår udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, anses afgørelsen først for påklaget til Flygtningenævnet efter 14 dage fra tidspunktet for, at Udlændingestyrelsens afgørelse er kommet til udlændingens kundskab. Det tidligere 4. pkt. blev herefter til 5. pkt.

Ved en fejl blev henvisningen til udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., der blev til 5. pkt., ikke konsekvensrettet i udlændingelovens § 33 b, stk. 2, 1. pkt.

Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 19

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet, med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 5.

Det foreslås, at ændre henvisningen i udlændingelovens § 36, stk. 1.

1. pkt., til stk. 5 til en henvisning til stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det i lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås at ophæve § 36, stk. 3, hvorefter stk. 4 og 5 bliver til stk. 3 og 4.

Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Det bemærkes, at det med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt. ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt 1. og 2. pkt. Bestemmelsen i § 1, nr. 20, sættes imidlertid i kraft efter udlændinge- og integrationsministerens nærmere bestemmelse, jf. lovforslagets § 16, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20, og § 16, stk. 2.

Til nr. 20

Det følger af hjemrejselovens § 16, stk. 1, at såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter 1. pkt. for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 2.

Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 5.

Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal afvises, udvises, overføres eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet eller Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 34, stk. 1, i dag træffe bestemmelse om, at udlændingen skal pålægges at 1) deponere sit pas, eller anden rejselegitimation og billet, 2) stille en fastsat sikkerhed, 3) tage ophold efter nærmere bestemmelse og 4) give møde på nærmere angivne tidspunkter, når det må anses for nødvendigt at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Efter udlændingelovens § 34, stk. 2, kan en udlænding endvidere pålægges at give møde hos politiet, Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen på nærmere angivne tidspunkter (meldepligt), hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen, og såfremt udlændingen er omfattet af en af bestemmelserne i udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 1-4.

En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan pålægges yderligere kontrolforpligtelser såsom f.eks. meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 1, nr. 4, eller stk. 2-4, herunder hvis udlændingen ikke medvirker til sin udrejse.

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 36, stk. 1 , indsættes et nyt 1. punktum, hvorefter politiet med henblik på at sikre muligheden for overførsel efter § 29, stk. 1, kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder eller unddrager sig overførslen, eller at den pågældende vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det ved § 1, nr. 5, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget, at indsætte et nyt 1. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 1, nr. 21, at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3.

Henvisningerne i den vedtagne bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., vil som følge af ophævelsen af udlændingelovens § 36, stk. 3, ikke være korrekte.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 5, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes. Samtidig vil der skulle indsættes en ikrafttrædelsesbestemmelse og en revisionsbestemmelse, der svarer til den ikrafttrædelsesbestemmelse og den revisionsbestemmelse, der var fastsat for § 1, nr. 5, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Sådanne ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser er foreslået i lovforslagets § 16, stk. 2 og 8.

Der skal med forslaget ikke ske materielle ændringer i forhold til, hvad der blev vedtaget i § 1, nr. 5, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021.

Den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt. vil medføre, at politiet vil kunne bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse af en udlænding, der skal overføres i henhold til den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder eller unddrager sig overførslen, eller at den pågældende forsvinder eller vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen, og de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke vurderes at være tilstrækkelige til at sikre, at overførslen kan gennemføres, jf. § 36, stk. 4.

De gældende regler om foranstaltninger med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken efter udlændingelovens § 34 vil tillige omfatte udlændinge omfattet af den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Det bemærkes, at politiet fortsat vil have enekompetencen til at magt eller tvangsindgreb på udlændingeområdet. Politiet vil derfor skulle træffe den endelige afgørelse om iværksættelse af frihedsberøvelse efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen, ligesom politiet vil stå for at foretage den faktiske frihedsberøvelse.

Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden efter den foreslåede ordning fortsat vil have ansvaret for fremstillinger for retten af udlændinge efter udlændingelovens § 37, stk. 1, og for effektuering af løsladelse af en frihedsberøvet udlænding. Det er endvidere politiet, som møder i retten i sager om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 22, hvorved det foreslås, at der i udlændingelovens § 36, som et nyt stk. 4, indsættes en bestemmelse om, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., skal lægges vægt på, om der er en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførslen, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen, og at en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel.

Ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden eller unddragelse, vil der skulle lægges vægt på, om der er en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførslen efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

En væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, vil foreligge, når den pågældende ikke vil medvirke under eller lægger hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter vil være grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel.

Herudover vil der kunne lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, og om den pågældende over for udlændingemyndighederne har givet udtryk for, at vedkommende ikke vil følge en afgørelse om overførsel.

Endelig vil der kunne lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke på dette tidspunkt har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold, og om den pågældende har indgivet ansøgning om asyl i flere andre lande før indgivelse af asylansøgningen i Danmark, eller om den pågældende under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i et andet land.

Det vil være et krav for frihedsberøvelse, at foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken, f.eks. meldepligt efter udlændingelovens § 34, ikke vurderes at være tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse. Det vil bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om der er grundlag for frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 1, 1. pkt., eller om mindre indgribende foranstaltninger kan anses for tilstrækkelige for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Det forhold, at udlændingen alene er genstand for en afgørelse om overførsel efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde frihedsberøvelse.

Den foreslåede ændring har til formål at sikre, at overførsel efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft, vil kunne gennemføres, selvom udlændingen ikke medvirker hertil.

Frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 1, 1. pkt., vil skulle ske efter reglerne i udlændingelovens § 37. Det tilsigtes med ordningen, at reglerne om domstolsprøvelse, beskikkelse af advokat m.v. i medfør af udlændingelovens § 37, stk. 1-8, ligeledes vil skulle finde anvendelse for udlændinge omfattet af den foreslåede ordning. En iværksat frihedsberøvelse vil således altid skulle være af så kort varighed som muligt og inden for de grænser for frihedsberøvelsens samlede varighed, der er fastsat i udlændingelovens § 37, stk. 8.

De gældende regler i udlændingelovens §§ 37 a-37 e om bl.a. adgangen til domstolsprøvelse og legemsundersøgelse, isolation samt brev- og besøgskontrol over for udlændinge, der frihedsberøves vil tillige omfatte udlændinge, der frihedsberøves efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås endvidere at nyaffatte et nyt 2. punktum , således at politiet vil kunne bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 5.

Baggrunden for forslaget er, at det ved § 1, nr. 6, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget, at der foretages en ændring af henvisningen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 1, nr. 21, at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3.

Den ændring af henvisningen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., som blev vedtaget med lov nr. 1191 af 8. juni 2021, vil som følge af ophævelsen af udlændingelovens § 36, stk. 3, ikke være korrekt.

Der vil således skulle ske en justering, så henvisningen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., vil være korrekt, når lov nr. 1191 af 8. juni 2021 sættes i kraft.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 6, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes. Samtidig vil der skulle indsættes en ikrafttrædelsesbestemmelse og en revisionsbestemmelse, der svarer til den ikrafttrædelsesbestemmelse og den revisionsbestemmelse, der var fastsat for § 1, nr. 6, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Sådanne ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser er foreslået i lovforslagets § 16, stk. 2 og 8.

Nyaffattelsen af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., vil således alene indeholde ændringer i henvisningerne. Der vil ikke ske materielle ændringer i bestemmelsen og der er således tale om en videreførelse af gældende ret.

Forslaget indebærer, at den del af Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, hvorefter en udlænding kan frihedsberøves for at sikre overførselsprocedurerne efter forordningen, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, fortsat vil være gennemført i dansk ret. Efter artikel 2, stk. 1, litra n, betyder ”risiko for, at den pågældende forsvinder” tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, der er baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at tro, at en ansøger eller en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, vil forsvinde.

Ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal der særligt lægges vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i et andet medlemsland. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 side 17, som fremsat.

Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 side 17, som fremsat.

Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 side 17, som fremsat.

Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i et andet medlemsland, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 side 17, som fremsat.

Det forhold alene, at udlændingen er genstand for en afgørelse om afvisning eller overførsel, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde en frihedsberøvelse. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 side 17, som fremsat.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 16, stk. 2, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 20, 22 og 23, og at det i lovforslagets § 16, stk. 8, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 1, nr. 20, 22 og 23, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 16 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 3, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), og som er udvist efter § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Det foreslås, at udlændingelovens § 36, stk. 3 , ophæves. Som konsekvens heraf bliver stk. 4 og 3 til stk. 3 og 4.

Hjemrejseloven understøtter Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven regulerer således bl.a. forhold, der knytter sig til udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge, herunder effektiv fuldbyrdelse af en afgørelse om udvisning.

Da udlændingelovens § 36, stk. 3, har til formål at give mulighed for frihedsberøvelse af en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist efter § 25 a, stk. 1, med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af en afgørelse om udvisning, foreslås det i § 12, nr. 3, at der i hjemrejseloven indsættes en ny bestemmelse efter § 16, stk. 7, der svarer til udlændingelovens § 36, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 12, nr. 3.

Til nr. 22

Det fremgår af hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter

1. pkt. for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 2.

Det fremgår af hjemrejselovens § 16, stk. 2, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1 navnlig skal lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 5.

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 5, at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges særlig vægt på, om den pågældende udlænding har indgivet ansøgning om asyl i flere andre medlemsstater, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.

Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, om den pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, eller om den pågældende tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel.

Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger, som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b.

Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i en andet medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 36 , som et nyt stk. 4, indsættes en bestemmelse om, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., skal lægges vægt på, om der er en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførslen, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen, og at en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorved der foreslås at indsætte et nyt 1. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 1, om adgang til frihedsberøvelse af udlændinge omfattet af den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Baggrunden for forslaget er, at det ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget, at indføre nyt stk. 4 i udlændingelovens § 36.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 1, nr. 21, at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3.

Henvisningerne i den vedtagne bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 4, vil som følge af ophævelsen af udlændingelovens § 36, stk. 3, ikke være korrekt.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 7, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes. Samtidig vil der skulle indsættes en ikrafttrædelsesbestemmelse og en revisionsbestemmelse, der svarer til den ikrafttrædelsesbestemmelse og den revisionsbestemmelse, der var fastsat for § 1, nr. 7, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Sådanne ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser er foreslået i lovforslagets § 16, stk. 2 og 8.

Forslaget indebærer, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter den foreslåede § 36, stk. 1, 1. pkt., vil skulle lægges vægt på, om der er en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen. En væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, vil foreligge, når den pågældende ikke vil medvirke under eller lægger hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 16, stk. 2, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 20, 22 og 23, og at det i lovforslagets § 16, stk. 8, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 1, nr. 20, 22 og 23, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 16 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23

Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 5, 1. pkt., at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., skal særlig lægges vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.

Det foreslås at ændre henvisningen til 1. pkt., til 2. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 5, 1. pkt .

Baggrunden for forslaget er, at der med forslagets § 1, nr. 20 vil blive indsat et nyt 1. pkt. i udlændingelovens § 36.

Der er således tale om en konsekvensrettelse.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 16, stk. 2, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 20, 22 og 23, og at det i lovforslagets § 16, stk. 8, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 1, nr. 20, 22 og 23, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 16 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24

Det fremgår af udlændingelovens § 37 a, stk. 2, at retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16.

Det foreslås, at udlændingelovens § 37 a, stk. 2, ændres, således at retsplejelovens § 776 a om, at kriminalforsorgen kan fotografere og optage fingeraftryk af varetægtsarrestanter med henblik på senere identifikation, vil finde tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis administrative frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16.

Baggrunden for ændringen er, at kriminalforsorgen har hjemmel til tvangsmæssigt at fotografere og optage fingeraftryk af udlændinge, der er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14 og 15, men ikke til at fotografere og optage fingeraftryk af udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16 er opretholdt af retten i medfør af udlændingelovens § 37.

Kriminalforsorgen vil med forslaget få mulighed for tvangsmæssigt at fotografere og optage fingeraftryk af udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16, ligesom de af justitsministeren fastsatte regler om gennemførelse af fotografering og optagelse af fingeraftryk i medfør af retsplejelovens § 776 a, stk. 2, ligeledes vil finde anvendelse.

Det bemærkes, at retsplejelovens § 776 a finder anvendelse, uanset grundlaget for varetægtsfængslingen og uanset den varighed, som varetægtsfængslingen på indsættelsestidspunktet forventes at have, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, Tillæg A, L 21 som fremsat, side 51. Det samme vil således gøre sig gældende for udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16.

Det er således ikke en betingelse, at der eksisterer en særlig risiko for, at den pågældende vil unddrage sig varetægtsfængslingen eller at varetægtsfængslingen forventes udstrakt over en given varighed, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, Tillæg A, L 21 som fremsat, side 51. Det samme vil gøre sig gældende for udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16.

De udlændinge, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, men hvis frihedsberøvelse endnu ikke er opretholdt i medfør af udlændingelovens § 37, vil fortsat være omfattet af varetægtsbekendtgørelsen.

Det bemærkes, at de til enhver tid gældende databeskyttelsesregler vil gælde for databehandlingen af de optagne data.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 8, 1. pkt., at Hjemrejsestyrelsen, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre en udlændings udrejse, kan pålægge en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Det følger af § 37 a, stk. 8, 2. pkt., at en udlænding, der ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt., om nødvendigt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed kan fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6, til undersøgelse for en sygdom omfattet af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Det foreslås, at henvisningerne til »lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme« i udlændingelovens § 37 a, stk. 8, 1. og 2. pkt., ændres til »epidemiloven«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af, at lov om epidemier m.v. (epidemiloven), jf. lov nr. 285 af 27. februar 2021 med senere ændringer, trådte i kraft 1. marts 2021. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer.

Til nr. 26

Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen under visse betingelser skal bestemme, medmindre særlige grunde taler imod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning.

Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen skal træffe bestemmelse herom, hvis 1) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, hvor den pågældende er indkaldt, 2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, jf. stk. 7, 5. pkt., og hjemrejselovens § 13, stk. 3, 3) udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 2, 4) udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, 5) udlændingen ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg om underretningspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 4, 6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 2, 1. pkt., eller hjemrejselovens § 9, stk. 2, 1. pkt., eller 7) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 a, stk. 11, således at henvisningen til udlændingelovens § 32, stk. 1, ændres til en henvisning til udlændingelovens § 26 c.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens § 32, stk. 1, om indrejseforbud blev nyaffattet ved lov nr. 821 af 9. juni 2020, og at den del af bestemmelsen, hvorefter en afgørelse om udvisning medfører, at udlændingens ret til ophold bortfalder, udgik og blev indsat som udlændingelovens § 26 c.

Ved en fejl er henvisningen i udlændingelovens § 42 a, stk. 11, til § 32, stk. 1, ikke konsekvensrettet til en henvisning til udlændingelovens § 26 c.

Det er vurderingen, at fejlen har ikke haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Der er således tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 27

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., at en udlænding over 18 år, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1 eller 2, og som har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c eller hjemrejselovens § 5 stk. 1, eller forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1, får udbetalt en tillægsydelse, jf. stk. 11, jf. dog stk. 12.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., således at det fremgår, at en udlænding over 18 år, der får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter § 42 a, stk. 1 eller 2, og som har overholdt sin kontrakt efter § 42 c, eller som har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1, får udbetalt en tillægsydelse, jf. stk. 11, jf. dog stk. 12.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens § 42 b, stk. 8, 1. pkt., blev ændret ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, således at bestemmelsen henviser til situationer, hvor en udlænding ikke har ret til at opholde sig her i landet, og hvor udlændingen har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, og forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgave, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1. Ved en fejl blev der ved henvisningen til forpligtelserne efter hjemrejselovens regler indsat et »eller« i stedet for et »og«, således at det af bestemmelsens ordlyd fremgår, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, får udbetalt tillægsydelse, hvis udlændingen overholder sin kontrakt, jf. hjemrejselovens § 5, stk. 1, eller hvis udlændingen overholder forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, vil rettelig skulle have udbetalt tillægsydelse, hvis udlændingen overholder sin kontrakt, jf. hjemrejselovens § 5, stk. 1, og samtidig overholder forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Fejlen har ikke haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Den foreslåede ændring har således alene til formål at bringe bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse med, hvad der er forudsat i bemærkningerne til ændringen ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, jf. Folketingstidende 2020-2021, tillæg A, L 203, lovforslag som fremsat, side 218-219. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 28

Det fremgår af udlændingelovens § 42 b, stk. 11, 1. pkt., at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udbetaler ydelser, jf. stk. 1, 3, 8 og 9, jf. dog stk. 12. Det fremgår endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at indkvarteringsoperatøren, medmindre særlige grunde taler derimod, skal beslutte, at tillægsydelse efter stk. 8 ikke udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt, jf. § 42 c eller hjemrejselovens § 5, stk. 1, eller forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver efter hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 42 b, stk. 11, 2. pkt ., således at det fremgår, at indkvarteringsoperatøren, medmindre særlige grunder taler derimod, skal beslutte, at tillægsydelse efter stk. 8 ikke udbetales, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt efter § 42 c, eller hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver efter hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens § 42 b, stk. 11, 2. pkt., blev ændret ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, således at bestemmelsen henviser til situationer, hvor en udlænding ikke har ret til at opholde sig her i landet, og hvor udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgave, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1. Ved en fejl blev der ved henvisningen til forpligtelserne efter hjemrejselovens regler indsat et »eller« i stedet for et »og«, således at det af bestemmelsens ordlyd fremgår, at indkvarteringsoperatøren skal beslutte, at en udlænding ikke skal have udbetalt tillægsydelse, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt, jf. hjemrejselovens § 5, stk. 1, eller hvis udlændingen ikke har overholdt forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgave, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Indkvarteringsoperatøren vil rettelig skulle beslutte, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, at der ikke udbetales tillægsydelser efter stk. 8 til udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, og som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, hvis udlændingen ikke har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og hvis udlændingen samtidig ikke har overholdt forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver, jf. hjemrejselovens § 9, stk. 1.

Fejlen har ikke haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Den foreslåede ændring har således alene til formål at bringe bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse med, hvad der er forudsat i bemærkningerne til ændringen ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, jf. Folketingstidende 2020-2021, tillæg A, L 203, lovforslag som fremsat, side 219. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 29

Det fremgår af udlændingelovens § 42 e, stk. 3, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, jf. stk. 3, dog ikke udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, hvis ganske særlige grunde taler derfor, kan deltage i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af bestemmelsens stk. 1 og 2 om aktivering.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 42 e, stk. 3, indsættes en henvisning til udlændingelovens § 42 a, stk. 2, og at det samtidigt udgår, at bestemmelsen ikke omfatter udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslagets § 1, nr. 30, foreslås at indsætte en tilsvarende undtagelsesbestemmelse i § 42 e, stk. 6, der undtager udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, fra § 42 e, stk. 1-3. Der skal derfor ikke være en undtagelsesbestemmelse i § 42 e, stk. 3, ligesom at bestemmelsen skal henvise til udlændingelovens § 42 a, stk. 2, der tilsvarende omhandler de udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Til nr. 30

Det fremgår af udlændingelovens § 42 e, stk. 1, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, kan deltage i aktivering i form af udførelse af andre end de i § 42 d, stk. 1, nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirken til gennemførelsen af den i §§ 42 f og 42 g nævnte undervisning.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 e, stk. 2, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, kan deltage i aktivering i form af en af indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., tilrettelagt intern produktionsvirksomhed, særligt tilrettelagt praktik af kortere varighed og ulønnet humanitært arbejde eller andet ulønnet frivilligt arbejde. Dette gælder dog ikke, hvis Hjemrejsestyrelsen drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 1.

Det fremgår derudover af udlændingelovens § 42 e, stk. 3, at en udlænding over 17 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, jf. stk. 3, dog ikke udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, hvis ganske særlige grunde taler derfor, kan deltage i særskilt tilrettelagt aktivering, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

Det fremgår herudover af udlændingelovens § 42 e, stk. 4, at indkvarteringsoperatøren, jf. § 42 a, stk. 5, 2. pkt., bestemmer, om en udlænding skal deltage i aktivering som nævnt i stk. 1-3.

Det fremgår endelig af udlændingelovens § 42 e, stk. 5, at stk. 1-4 ikke gælder for udlændinge over 18 år, som er indkvarteret på et modtagecenter, medmindre udlændingen har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for udlændingens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 42 e indsættes en ny bestemmelse som stk. 6, der fastsætter, at § 42 e, stk. 1-4, ikke gælder for udlændinge over 18 år, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Baggrunden for forslaget er, at Hjemrejsestyrelsen i medfør af hjemrejselovens § 5 kan beslutte, at der skal udarbejdes en hjemrejsekontrakt for udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, jf. stk. 3, og ikke har ret til at opholde sig her i landet.

Baggrunden for forslaget er endvidere, at bestemmelserne i udlændingelovens § 42 e, stk. 1 og 2, som de aktuelt er formuleret, omfatter udlændinge over 18 år, der har fået afslag på eller frafaldet en ansøgning efter udlændingeloven § 7, og udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og at disse udlændinge imidlertid kun skal være omfattet af hjemrejselovens § 5 om hjemrejsekontrakt og ikke udlændingelovens regler om aktivering. Dette med henblik på, at fortolkningstvivl undgås.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlændinge, der er fyldt 18 år, og som enten har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, ikke omfattes af udlændingelovens regler om aktivering i § 42 e, stk. 1-3, da disse udlændinge kun er omfattet af hjemrejselovens regler om hjemrejsekontrakten.

Til nr. 31

Det følger af udlændingelovens § 42 f, stk. 2, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, eller som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, dog ikke for udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, medmindre særlige grunde taler derimod, skal deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. herved § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning.

Det foreslås, at § 42 f, stk. 2, affattes således, at en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 42 a, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 3, og som er registreret som asylansøger her i landet efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, eller som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, dog ikke udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning, medmindre særlige grunde taler derimod. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 er under behandling her i landet, jf. § 48 e, stk. 2, kan endvidere deltage i danskundervisning.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens § 42 f, stk. 2, ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 blev ændret således, at udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, og udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, er undtaget fra bestemmelsen, jf. § 25, nr. 56 i lov nr. 982 af 26. maj 2021. I lov nr. 982 af 26. maj 2021 er det dog ikke præciseret i § 25 nr. 56, om ændringen skal indsættes i udlændingelovens § 42 f, stk. 2, 1. eller 2. pkt. Den manglende præcisering har ikke haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen, og nyaffatttelsen har således alene til formål at præcisere, at ændringen rettelig skulle være foretaget i udlændingelovens § 42 f, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 42 f, stk. 2, 1. pkt., vil som hidtil indebære en pligt for alle asylansøgere over 18 år, der er registreret som asylansøger her i landet, eller som har opholdt sig her i landet i over 3 måneder fra tidspunktet for indgivelse af asylansøgningen, til at deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning, medmindre særlige grunde taler derimod. Dog vil reglen ikke gælde for udlændinge, der har fået afslag på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Asylansøgere i den indledende fase (Dublinfasen) vil som hidtil skulle deltage i undervisning i engelsk sprog eller anden undervisning, når de pågældende har opholdt sig her i landet som asylansøgere i over 3 måneder, uden at der er truffet afgørelse om afvisning, overførsel eller tilbageførsel eller udvisning og i givet fald udvisning efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., og uden at de pågældende er registreret som asylansøgere efter udlændingelovens § 48 e, stk. 1.

Afviste asylansøgere eller øvrige udlændinge uden lovligt vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Udlændinge over 18 år, der er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt. eller stk. 2, jf. stk. 3, og som ikke har ret til at opholde sig her i landet, vil derimod være omfattet af hjemrejselovens § 5, hvorefter der kan indgås en hjemrejsekontrakt, som bl.a. regulerer adgangen til sprogundervisning og anden undervisning for udlændinge uden lovligt ophold.

Undervisningen i engelsk sprog eller anden undervisning vil som hidtil skulle udbygge asylansøgernes sproglige færdigheder og vil skulle forberede udlændingen til en tilværelse i hjemlandet. Ud over undervisning i engelsk vil undervisningen således kunne indeholde modersmålsundervisning eller kurser i øvrigt, som bibringer asylansøgeren færdigheder, der kan hjælpe vedkommende til at starte selvstændighed virksomhed eller opnå beskæftigelse ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Undervisningen vil som hidtil skulle anføres i asylansøgerens kontrakt, jf. udlændingelovens § 42 c, stk. 3, nr. 3. Overholder asylansøgeren ikke kontrakten, skal indkvarteringsoperatøren, medmindre særlige grunde taler derimod, beslutte, at asylansøgeren ikke kan få udbetalt tillægsydelse, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 11.

Det vil som hidtil være muligt for centrene at udbyde aktivering og anden voksenundervisning, jf. udlændingelovens § 42 f, stk. 3, f.eks. undervisning i fremmedsprog, IT, håndgerning og maskinkendskab.

Ved tilrettelæggelsen af uddannelses- og aktiveringstilbuddene vil der som hidtil skulle tages hensyn til asylansøgerens alder, nationalitet, køn, uddannelsesniveau, helbred m.v.

Særlige grunde til ikke at skulle deltage i undervisningen i engelsk sprog eller anden undervisning, vil som hidtil kunne foreligge, hvis asylansøgeren allerede besidder den viden og de færdigheder, som kan opnås ved deltagelse i undervisningen, f.eks. hvis den pågældende forud for asylansøgningen har opholdt sig længere tid her i landet. Særlige grunde vil endvidere kunne foreligge, såfremt en asylansøger ikke er i stand til at følge undervisningen på grund af alvorlig sygdom, psykiske lidelser, eksempelvis som følge af tortur, stærke krigsoplevelser eller lignende, eller høj alder.

Den foreslåede bestemmelse i § 42 f, stk. 2, 2. pkt. vil som hidtil indebære, at en udlænding, som efter Udlændingestyrelsens afgørelse kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling, jf. § 48 e, stk. 2, vil kunne modtage danskundervisning som supplement til engelskundervisning.

Tilbuddet vil som hidtil navnlig være relevant for, men ikke begrænset til, asylansøgere, der er i målgruppen for beskæftigelse og adgangen til at flytte ud af asylcentrene.

Til nr. 32

Det følger af udlændingelovens § 45 d, stk. 1, nr. 2, at reglerne i udlændingelovens kapitel 7 b finder anvendelse på domstolenes behandling af sager om frihedsberøvelse efter § 36 af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 45 d, stk. 1, nr. 2, således at henvisningen til udlændingelovens § 36 ændres til hjemrejselovens § 16, stk. 7. Det foreslås desuden, at "udlændingelovens" indsættes efter "efter".

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021. Bestemmelsen om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, blev samtidig indført i hjemrejselovens § 16, stk. 7. Ved en fejl blev henvisningen til udlændingelovens § 36 i udlændingelovens § 45 d, stk. 1, nr. 2, ikke konsekvensrettet til hjemrejselovens § 16, stk. 7.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af overførslen af den daværende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., til hjemrejselovens § 16, stk. 7, og en deraf følgende præcisering af, at der kan ske frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16, stk. 7, med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 33

Det følger af udlændingelovens § 45 d, stk. 2, at sager omfattet af udlændingelovens kapitel 7 b indbringes for Københavns Byret af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil. I afgørelsen af sagen ved byretten deltager 3 dommere. Retten kan dog bestemme, at der i behandlingen af en sag om frihedsberøvelse efter § 36, jf. stk. 1, nr. 2, alene deltager 1 dommer. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan lade personer, der er ansat i Politiets Efterretningstjeneste møde for sig i retten som rettergangsfuldmægtig.

Det fremgår af udlændingelovens § 45 d, stk. 3, at sagens indbringelse for retten har opsættende virkning, når udlændingen opholder sig her i landet. Sagens indbringelse for retten hindrer dog ikke iværksættelse og opretholdelse af frihedsberøvelse efter § 36, jf. stk. 1, nr. 2, medmindre retten bestemmer det

Det følger af udlændingelovens § 45 d, stk. 4, at udlændingelovens §§ 37 a-e tilsvarende finder anvendelse i sager om frihedsberøvelse efter § 36, jf. stk. 1, nr. 2.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 45 d, stk. 2, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, således at henvisningen til udlændingelovens § 36, jf. stk. 1, nr. 2, ændres til en henvisning til hjemrejselovens § 16, stk. 7, jf. udlændingelovens § 45 d, stk. 1, nr. 2.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens bestemmelse i § 36, stk. 1, 3. pkt., om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021. Bestemmelsen om frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, blev samtidig indført i hjemrejselovens § 16, stk. 7. Ved en fejl blev henvisningen til udlændingelovens § 36 i udlændingelovens § 45 d, stk. 2, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, ikke konsekvensrettet til hjemrejselovens § 16, stk. 7.

Der er således tale om en konsekvensrettelse som følge af overførslen af den daværende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., til hjemrejselovens § 16, stk. 7. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 34

Det fremgår af udlændingelovens § 46, stk. 8, at en afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 4, træffes af den myndighed, som har truffet den afgørelse, som udrejsefristen knytter sig til, eller, hvis forlængelsen sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, jf. § 5, stk. 2 eller 3, i hjemrejseloven, af Hjemrejsestyrelsen.

Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som fremsat, side 228, fremgår, at afgørelser om forlængelse af udrejsefrister, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, følger klageadgangen for den materielle afgørelse, og at det betyder, at såfremt den materielle afgørelse ikke kan påklages, kan afgørelsen om forlængelse eller ej af udrejsefristen heller ikke påklages.

Udlændingelovens regler om kompetence- og klageregler m.v. er fastsat i udlændingelovens § 46 a. Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens, Hjemrejsestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4, 5 og 7, og § 53 a.

Udlændingelovens § 46 a, stk. 7, nr. 1-9, angiver de afgørelsestyper, der ikke kan påklages.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 46 a, stk. 7, indsættes et nr. 10, hvorefter det ikke er muligt at påklage Hjemrejsestyrelsens afgørelser om at forlænge en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 4, hvis forlængelsen sker som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, jf. § 5, stk. 2 eller 3, i hjemrejseloven.

Baggrunden for forslaget er at undgå fortolkningstvivl om, hvorvidt en afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 4, som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller som følge af at Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse herom, kan påklages, da det følger af den almindelige klageregel i udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at det er udgangspunktet, at Udlændingestyrelsens, Hjemrejsestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser kan påklages til Udlændingenævnet, medmindre det fremgår af andre bestemmelser, at en anden myndighed er klageinstans, eller at klageadgangen er afskåret.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der med forslaget ikke længere vil kunne opstå tvivl om, hvorvidt Hjemrejsestyrelsens afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 4, som følge af indgåelse af en hjemrejsekontrakt eller som følge af, at Hjemrejsestyrelsen træffer afgørelse herom, kan påklages.

Til nr. 35

Det følger af udlændingelovens § 52 c, stk. 1, at Udlændinge- og Integrationsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Udlændingenævnet.

Det foreslås at ændre § 52 c, stk. 1, således at henvisningen til Udlændinge- og Integrationsministeriet ændres til Hjemrejsestyrelsen, dog Udlændingestyrelsen hvis Hjemrejsestyrelsen har truffet afgørelse i 1. instans.

Baggrunden for forslaget er, at Udlændingenævnets sekretariat siden den 1. august 2020 organisatorisk har været placeret som et sekretariat i Hjemrejsestyrelsen. Medarbejderne i Udlændingenævnets sekretariat er således ansat i Hjemrejsestyrelsen, der – i stedet for Udlændinge- og Integrationsministeriet – stiller sekretariatsbistand til rådighed for Udlændingenævnet.

Da Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet i medfør af hjemrejselovens § 22, stk. 1, har Udlændingestyrelsen siden den 1. juni 2021 stillet sekretariatsbistand til rådighed for Udlændingenævnet i de sager, hvor der er indbragt en klage til Udlændingenævnet over en afgørelse truffet af Hjemrejsestyrelsen.

Udlændingestyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for Udlændingenævnet for at sikre den fornødne myndighedshabilitet hos Udlændingenævnets sekretariat.

Der er alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen bringes i overensstemmelse med den aktuelle organisatoriske opdeling i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Til nr. 36

Det følger af udlændingelovens § 53, stk. 16, at Udlændinge- og Integrationsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Flygtningenævnet.

Det foreslås at ændre § 53, stk. 16, således at henvisningen til Udlændinge- og Integrationsministeriet ændres til Hjemrejsestyrelsen.

Baggrunden for forslaget er, at Flygtningenævnets sekretariat siden den 1. august 2020 organisatorisk har været placeret som et kontor i Hjemrejsestyrelsen. Medarbejderne ved Flygtningenævnets sekretariat er således ansat i Hjemrejsestyrelsen, der – i stedet for Udlændinge- og Integrationsministeriet – stiller sekretariatsbistand til rådighed for Flygtningenævnet.

Der er alene tale om, at ordlyden af bestemmelsen bringes i overensstemmelse med den aktuelle organisatoriske opdeling i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Til nr. 37

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at påklage af en afgørelse til Flygtningenævnet som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, har opsættende virkning.

Det foreslås at ændre henvisningen til stk. 1, nr. 1-6 i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., således at der i stedet henvises til stk. 1, nr. 1-7.

Det fremgår af § 1, nr. 17 i L 226 af 29. april 2021, at henvisningen i § 53 a, stk. 2, 4. pkt. skal ændres fra »1-6« til »1-7«. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget blev der i ændringsforslaget i forbindelse med betænkningen ved en fejl i § 1, nr. 20 skrevet, at »stk. 2, 4. pkt.« skulle ændres til »stk. 1, 5. pkt.«. Ændringen skulle imidlertid have været at »stk. 2, 4. pkt.« skulle ændres til »stk. 2, 5. pkt.«. Da der ikke er et 5. pkt. i stk. 1, der indeholder en henvisning til nr. 1-6, er ændringen ikke blevet gennemført. Baggrunden for forslaget er derfor, at gennemføre den i L 226 af 29. april 2021 forslåede ændring med den korrekte henvisning til stk. 2, 5. pkt.

Forslaget vil have den virkning, at udlændinge, hvorom Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at de kan overføres til et tredjeland efter den foreslåede ordning, vil have ret til at opholde sig her i landet under Flygtningenævnets behandling af klagesagen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 15, nr. 2.

Det foreslås desuden i § 16, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelsen. På den måde kan bestemmelsen sættes i kraft samtidig med at udlændinge- og integrationsministeren sætter lov nr. 1191 af 8. juni 2021 i kraft.

Kilde

Til nr. 1

Efter straffelovens § 244, stk. 1, straffes den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, med bøde eller fængsel indtil 3 år. Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, hvis forhold, der er omfattet af stk. 1, begås gentagne gange over en periode af en person i eller nært knyttet til forurettedes husstand, uden at forholdet er omfattet af § 245.

Det foreslås i straffelovens § 244, stk. 2 , at ændre ”der” til ”som”.

Der er tale om en rent sproglig ændring, der har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for gentagen simpel vold mod børn begået af en person i eller nært knyttet til barnets husstand, jf. § 244, stk. 2, forhøjes med ca. en tredjedel sammenlignet med det gældende strafniveau. Forhøjelsen vil alene finde anvendelse, hvis den forurettede er under 18 år.

Det betyder, at der i sager, hvor der i dag f.eks. udmåles en straf på fængsel i 3 måneder, fremover vil skulle udmåles en straf på 4 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er med lovforslaget i øvrigt ikke tilsigtet ændringer i de forhold, der i almindelighed anses som skærpende eller formildende omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 245, stk. 1, straffes den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.

Det foreslås, at der indsættes et nyt punktum i straffelovens § 245, stk. 1 , hvorefter det skal betragtes som en særligt skærpende omstændighed, hvis legemsangrebet eller mishandlingen er begået mod en person under 18 år, af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.

Det forudsættes med bestemmelsen, at strafniveauet for grov vold eller mishandling, jf. § 245, som begås mod en person under 18 år, af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand, forhøjes med ca. en tredjedel sammenlignet med det gældende strafniveau i sådanne sager.

Det betyder, at der i sager, hvor der i dag f.eks. udmåles en straf på fængsel i 6 måneder, fremover vil skulle udmåles en straf på 8 måneder.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der er med lovforslaget i øvrigt ikke tilsigtet ændringer i de forhold, der i almindelighed anses som skærpende eller formildende omstændigheder.

Der skal ved vurderingen af, om en person ”tilhører eller er nært knyttet til gerningspersonens husstand”, lægges vægt på de samme forhold som ved vurderingen af, om en sag om gentagen simpel vold er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2.

Det betyder, at det skærpede strafniveau finder anvendelse på vold begået af personer i den forurettedes husstand, f.eks. forældres, stedforældres eller plejeforældres vold mod deres børn eller sted-/plejebørn, vold mellem søskende eller vold mellem samlevende. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse på vold begået af personer med en nær tilknytning til husstanden. Det kan eksempelvis være tidligere ægtefæller, der stadig jævnligt kommer i husstanden, f.eks. fordi deres fællesbørn har bopæl der, eller en onkel, der er involveret i opdragelsen af børnene. Ved vurderingen af, om gerningsmanden er en person i eller nært knyttet til forurettedes husstand, kan det bl.a. indgå, om gerningsmanden har eller tidligere har haft folkeregisteradresse på samme adresse som forurettede, om der er et afhængighedsforhold mellem gerningsmanden og forurettede, om gerningsmanden og forurettede er beslægtet, samt om gerningsmanden jævnligt kommer i forurettedes hjem.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Udgangspunktet er, at en tidligere straffet person kan modtage samme ydelse som andre modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse. Der henvises til afsnit 2.4.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for ydelsernes størrelse.

Efter § 10 h, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik kan en person alene modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 på et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det er ikke et krav for nedsættelse af ydelsen i 3 år, at personen har været i ydelsessystemet på noget tidspunkt forud for domsfældelse for at blive omfattet af § 10 h, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Karantæneperioden har således betydning for alle personer, som ved endelig dom bliver idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, uanset om de pågældende på noget tidspunkt har været i ydelsessystemet.

Perioden på 3 år, jf. § 10 h, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. § 10 h, stk. 2.

Det betyder, at hvis personen søger om f.eks. kontanthjælp dagen efter, at fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået, vil personen alene være berettiget til kontanthjælp på et niveau, som svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i en periode på 3 år. Hvis personen ansøger om hjælp 1½ år efter udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, vil personen i 1½ år alene være berettiget til kontanthjælp på niveau med selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Personen vil således først kunne modtage den fulde ydelse, når der er gået 3 år fra udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Det følger af § 10 i, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at for personer, der er omfattet af § 10 h, stk. 1, og som modtager uddannelses- eller kontanthjælp, finder §§ 13 f, 13 g, 25 b-25 e, 26 og 34 tilsvarende anvendelse som for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22.

Hvis en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, er omfattet af § 10 h, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, er gift med en anden uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager, vil ægteparret efter § 10 i, stk. 1, få beregnet hjælp efter § 26, stk. 2, således at ægteparret mindst modtager det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 22, stk. 2.

Et ægtepar, hvor begge modtager uddannelses- eller kontanthjælp, men hvor den ene ægtefælle i ægteparret er omfattet af § 10 h, stk. 1, bliver behandlet på samme måde som et ægtepar, hvor en eller begge modtog selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 10 i, stk. 1.

Det betyder, at for et ægtepar, som modtager uddannelses- eller kontanthjælp, hvor en eller begge ægtefæller er omfattet af § 10 h, stk. 1, vil hjælpen til ægteparret blive beregnet efter § 26, stk. 1 eller 2, i lov om aktiv socialpolitik, på baggrund af satserne i §§ 22-25. Ægtefællerne anses ikke for at udnytte deres arbejdsmuligheder efter § 13, stk. 1-6, og § 13 a, når ægteparret har modtaget hjælp efter § 11 i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år, og den pågældende ægtefælle ikke har dokumenteret, at han eller hun har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, jf. § 13 f, stk. 1.

Det betyder, at begge ægtefæller i et ægtepar, hvor den ene er omfattet af § 10 h, stk. 1, og den anden er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil få hjælpen beregnet som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til, jf. lovens § 26, stk. 1, og vil skulle opfylde arbejdskravet på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, for at de kan vedblive med at modtage fuld hjælp, når de som par har modtaget hjælp i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år, jf. § 13 f, stk. 1.

Det samme gælder, hvis den ene ægtefælle er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, hvor den pågældende er omfattet af § 10 h, stk. 1, og den anden er berettiget til uddannelses- eller kontanthjælp, og uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen nedsættes således, at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, dog således at begge mindst vil modtage det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. lovens § 26, stk. 2.

Hvis en eller begge ægtefæller i et sådant ægtepar ikke opfylder arbejdskravet på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, beregnes hjælpen til parret efter § 26, stk. 8 og 9, og § 34, stk. 3. En evt. danskbonus efter § 22, stk. 4-8, og tilsvarende beløb til en ægtefælle, jf. § 26, stk. 2, holdes ude af beregningen, dvs. at den ægtefælle, der har opnået danskbonus, beholder det, jf. § 26, stk. 8, i loven.

Ugifte personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, er ikke omfattet af 225-timersreglen.

Det betyder, at en ugift person, der er omfattet af § 10 i, stk. 1, og hvor personen samtidig er omfattet af § 10 h, stk. 1, ikke et omfattet af 225-timersreglen.

Enlige og samlevende personer anses som ugifte i relation til 225-timersreglen.

Efter de gældende regler er alle personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, som udgangspunkt omfattet af et individuelt loft for, hvor meget den samlede hjælp højst må udgøre pr. måned (kontanthjælpsloftet).

I relation til loftet over hjælpen vil personer, der er omfattet af § 10 h, stk. 1, blive indplaceret på loftstørrelser på samme måde som personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 25 b, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik. Gifte modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse samt uddannelseshjælpsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere, som er gift med en modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, og hvor ægteparret har fået nedsat hjælpen efter § 13 f, stk. 3 og 4, som følge af manglende opfyldelse af kravet om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, er omfattet af loftsstørrelserne i lovens § 25 b, stk. 5, nr. 1-6, hvor indplaceringen afhænger af, om personen er den ægtefælle, der har fået nedsat hjælpen efter 225-timersreglen eller ikke har forsørgelsespligt over for børn og i givet fald antallet af børn.

De gældende regler for særlig støtte efter § 34 til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse finder også anvendelse for personer, der er omfattet af § 10 h, stk. 1.

For en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdom til en person i jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, jf. § 69 t, i lov om aktiv socialpolitik, kan arbejdsgiverens refusion alene beregnes af den nedsatte ydelse til personen, jf. § 10 h, stk. 1, da der er tale om en afledt ret. Da personen i jobafklaringsforløb således alene har ret til den nedsatte ydelse i 3-årsperioden, jf. § 10 h, stk. 1, vil arbejdsgiveren ligeledes alene have ret til at få beregnet refusion af den nedsatte ydelse i 3-årsperioden.

For personer, der modtager ledighedsydelse og er omfattet af § 10 h, stk. 1 og 2, får § 74 a, stk. 4, først virkning, når personen igen kan modtage ledighedsydelse efter satserne i § 74 a, stk. 2 eller 3. Dette følger af § 10 i, stk. 2.

Efter de gældende regler i § 74 a, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik kan en person, der modtager ledighedsydelse efter § 74 a, stk. 3, nr. 1 og 2, svarende til kontanthjælpssatserne for personer, der er fyldt 30 år, og som er hhv. forsørger eller ikkeforsørger, modtage ledighedsydelse på den høje sats efter § 74 a, stk. 2, når den pågældende har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for 18 måneder.

Det følger af § 10 i, stk. 2, at en person, der er omfattet af karantæneordningen efter § 10 h, stk. 1, først vil kunne modtage den høje sats for ledighedsydelse efter § 74 a, stk. 2, når 3-årsperioden efter § 10 h, stk. 2, er gået, uanset om den pågældende har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for 18 måneder, før 3-årsperioden udløber.

Det betyder, at en person, der i 3-årsperioden har været ansat i 9 måneder i et fleksjob, først bliver omfattet af § 74 a, stk. 4, fra det tidspunkt, hvor 3-årsperioden er udløbet, og dermed først får den høje ledighedsydelse efter § 74 a, stk. 2, fra dette tidspunkt.

Det foreslås, at der i § 10 h, stk. 1, indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget betyder, at reglen om, at en person alene kan modtage ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 i lov om aktiv socialpolitik, på et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har modtaget ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 i lov om aktiv socialpolitik, på et niveau, der overstiger niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i den 3-årige karantæneperiode, vil kommunen skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling efter lovens § 91, stk. 3, af den del af ydelsen, der overstiger niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte ydelse mod bedre vidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 og 3

Efter § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, er det en betingelse for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, at personen lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år.

Efter § 11, stk. 6, gælder en karantæneperiode på 3 år for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Ophold i karantæneperioden kan ikke medregnes i beregningen af den samlede opholdstid efter § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. I den 3-årige karantæneperiode kan der udbetales ydelser på et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne for modtagelse af hjælpen i øvrigt er opfyldt.

Efter § 11, stk. 7, regnes den 3-årige karantæneperiode for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås, at der i § 11, stk. 6, indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.,«.

Det foreslås endvidere, at der i § 11, stk. 7 , indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

De foreslåede ændringer betyder, at § 11, stk. 6 og 7, i lov om aktiv socialpolitik, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge for overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter de gældende regler i § 69 d, stk. 3, og § 69 o, stk. 3, er satserne for sanktioner for f.eks. ophør med arbejde uden rimelig grund fordelt på 3 forskellige sanktionssatser, hvis en person modtager nedsatte ydelser efter §§ 10 f eller h.

Det forslås, at henvisningen i § 69 d, stk. 3, og § 69 o, stk. 3, til §§ 10 f eller h ændres til §§ 10 f, 10 h eller 10 j.

Baggrunden for forslaget er, at en person, der er omfattet af de nedsatte ydelser efter § 10 j, også skal være omfattet af de 3 sanktionssatser efter § 69 d, stk. 3, og § 69 o, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Det betyder, at en person, som uden rimelig grund f.eks. ophører i sit arbejde, vil få en sanktion efter §§ 69 d, stk. 3, eller 69 o, stk. 3, hvis personen modtager en nedsat ydelse efter § 10 j, i lighed med hvad der gælder, hvis personen er omfattet af §§ 10 f eller 10 h.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Som udgangspunkt modtager en tidligere straffet person pension på samme niveau som en tilsvarende ustraffet person.

Ved lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.) blev der indført en ny bestemmelse om ydelsesnedsættelse til bandekriminelle.

Det fremgår således af § 46 f, stk. 1, i lov om social pension, at pension efter lovens §§ 31 og 32 c i en periode på 3 år højst udgør et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Perioden regnes, jf. § 46 f, stk. 2, i lov om social pension, fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.

Det følger af § 46 f, stk. 3, i lov om social pension, at Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i 3-årsperioden. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte pension mod bedre vidende.

Det fremgår af § 31, stk. 4, i lov om social pension, at det beregnede grundbeløb og pensionstillæg højst kan udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når pensionisten er omfattet af §§ 46 d, 46 f eller 46 g i lov om social pension.

Det fremgår af § 32 c, stk. 2, i lov om social pension, at førtidspensionen og seniorpensionen højst kan udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når pensionisten er omfattet af §§ 46 d, 46 f eller 46 g i lov om social pension.

Det fremgår af § 48 f, i lov om social pension, at bestemmelserne i §§ 40, 41 a og 46-48 finder tilsvarende anvendelse for en modtager af tidlig pension.

Det foreslås at ændre § 46 d, stk. 1 , og § 46 f, stk. 1 , ved at tilføje en henvisning til § 48 a til bestemmelserne.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 4, nr. 6, om den foreslåede nedsættelse af tidlig pension og skal sikre korrekt henvisning.

Med tilføjelserne tydeliggøres det, at tidlig pension højst kan udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når pensionisten er omfattet af §§ 46 d eller 46 f i lov om social pension.

Der er alene tale om en tydeliggørelse som følge af lovforslagets § 4, nr. 6, og der er således ikke tiltænkt nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 46, d, stk. 1, i lov om social pension, at pensionen efter §§ 31 eller 32 c i en periode på 3 år højst kan udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af 10 udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Det følger af § 46 d, stk. 2, i lov om social pension, at perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden nævnt i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

Det fremgår af § 34, stk. 1, i lov om social pension, at hvis pensionen ikke har været udbetalt under ophold i boformer m.v., jf. § 46, genoptages udbetalingen med virkning fra 1 måned før opholdets ophør. Hvis pensionisten før opholdet fik udbetalt sin pension forud, genoptages udbetalingen dog med virkning fra opholdets ophør.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 46 d, stk. 2, efter 1. pkt., indsættes et nyt punktum, hvor det præciseres, at i tilfælde, hvor udbetalingen af pension genoptages med virkning fra 1 måned før opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., regnes perioden på 3 år efter § 46 d, stk. 1, dog fra dette tidspunkt.

Forslaget vil indebære, at en person, som løslades efter endt afsoning den 13. juli 2022, og som er omfattet af § 34, stk. 1, 1. pkt., og derfor vil få genoptaget sin pensionsudbetaling fra den 13. juni 2022, også vil få den 3-årige karantæneperiode efter § 46 d, stk. 1, regnet fra den 13. juni 2022.

I tilfælde, hvor pensionen undtagelsesvist er forudbetalt, genoptages pensionsudbetalingen med virkning fra opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 2. pkt. Udbetalingen af pension vil i disse tilfælde blive genoptaget fra opholdets ophør, og den 3-årige periode efter § 46 d, stk. 1, vil således blive regnet fra denne dato, jf. § 46 d, stk. 2, 1. pkt.

Forslaget vil indebære, at der vil blive overensstemmelse mellem beregningen af den 3-årige karantæneperiode efter § 46 d, stk. 1, og reglerne om genoptagelse af udbetaling af pension efter § 34, stk. 1.

Forslaget vil medføre, at beregningen af den 3-årige karantæneperiode reelt vil skulle gælde for den første pensionsudbetaling, uanset om pensionen bliver udbetalt forud eller bagud, og pensionsmodtagere vil således blive stillet ens, uanset om pensionen betales forud eller bagud.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af § 46 f, stk. 1, i lov om social pension, at pension efter §§ 31 og 32 c i en periode på 3 år højst kan udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås, at der i § 46 f, stk. 1, efter »straffelovens § 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget vil indebære, at reglen om, at en person alene kan modtage pension efter lov om social pension på et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om socialpolitik, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Udbetaling Danmark vil tilsvarende skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt pension i 3-årsperioden, hvis den udbetalte pension i denne periode overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte pension mod bedre vidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af § 46 f, stk. 1, i lov om social pension, at pension efter lovens §§ 31 og 32 c i en periode på 3 år højst udgør et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Perioden regnes, jf. § 46 f, stk. 2, i lov om social pension, fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.

Det fremgår af § 34, stk. 1, i lov om social pension, at hvis pensionen ikke har været udbetalt under ophold i boformer m.v., jf. § 46, genoptages udbetalingen med virkning fra 1 måned før opholdets ophør. Hvis pensionisten før opholdet fik udbetalt sin pension forud, genoptages udbetalingen dog med virkning fra opholdets ophør.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 46 f, stk. 2, indsættes et nyt punktum, hvor det præciseres, at i tilfælde, hvor udbetalingen af pension genoptages med virkning fra 1 måned før opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., regnes perioden på 3 år efter § 46, stk. 1, dog fra dette tidspunkt.

Forslaget vil indebære, at en person, som løslades efter endt afsoning den 13. juli 2022, og som er omfattet af § 34, stk. 1, 1. pkt., og derfor vil få genoptaget sin pensionsudbetaling fra den 13. juni 2022, også vil få den 3-årige karantæneperiode regnet fra den 13. juni 2022.

I tilfælde, hvor pensionen undtagelsesvist er forudbetalt, genoptages pensionsudbetalingen med virkning fra opholdets ophør, jf. § 34, stk. 1, 2. pkt. Udbetalingen af pension vil i disse tilfælde blive genoptaget fra opholdets ophør, og den 3-årige periode efter § 46 f, stk. 1, vil således blive regnet fra denne dato, jf. § 46 f, stk. 2, 1. pkt.

Forslaget vil indebære, at der vil blive overensstemmelse mellem beregningen af den 3-årige karantæneperiode efter § 46 f, stk. 1, og reglerne om genoptagelse af udbetaling af pension efter § 34, stk. 1.

Forslaget vil medføre, at beregningen af den 3-årige karantæneperiode reelt skulle gælde for den første pensionsudbetaling, uanset om pensionen bliver udbetalt forud eller bagud, og pensionsmodtagere vil således blive stillet ens, uanset om pensionen betales forud eller bagud.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af § 48 a, stk. 1, i lov om social pension, at tidlig pension udgør 13.550 kr. pr. måned (2020-niveau).

Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at Udbetaling Danmark forud for udbetaling af tidlig pension skal nedsætte pensionen med de beregnede beløb efter §§ 32 e-32 k.

Det foreslås, at der i § 48 a, stk. 1, indsættes efter » (2020-niveau)«: », jf. dog stk. 2 og 3«.

Forslaget er en konsekvens af, at bestemmelsen i stk. 2 er en undtagelse til stk. 1, og at der efter forslaget til det nye § 48 a, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 6, indsættes endnu en undtagelse til stk. 1.

Til nr. 6

Det fremgår af § 48 a, stk. 1, i lov om social pension, at tidlig pension udgør 13.550 kr. pr. måned (2020-niveau).

Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at Udbetaling Danmark forud for udbetaling af tidlig pension skal nedsætte pensionen med de beregnede beløb efter §§ 32 e-32 k.

Det fremgår af § 48 f i lov om social pension, at bestemmelserne i §§ 40, 41 a og 46-48 finder tilsvarende anvendelse for en modtager af tidlig pension.

Det foreslås i et nyt § 48 a, stk. 3, at tidlig pension højst kan udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når den tidlige pensionist er omfattet af §§ 46 d, 46 f eller 46 g.

Med tilføjelsen tydeliggøres det, at tidlig pension på lige fod med folkepension, førtidspension og seniorpension skal nedsættes til et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, hvis den tidlige pensionist er omfattet af §§ 46 d eller 46 f.

Udbetaling Danmark vil tilsvarende skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt tidlig pension i 3-årsperioden, hvis den udbetalte pension i denne periode overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte pension mod bedre vidende.

Det fremgår allerede af § 48 f i lov om social pension, at tidlig pension er omfattet af §§ 46 d og 46 f, ligesom der allerede henvises til § 48 a i § 46 g, og der er således ikke tiltænkt nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af § 48 f i lov om social pension, at bestemmelserne i §§ 40, 41 a og 46-48 finder tilsvarende anvendelse for en modtager af tidlig pension.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 2202 af 29. december 2020 om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse af ret til tidlig pension).

Det foreslås i § 48 f, at »§§ 46-48« ændres til »46-46 c, 46 e og 47-48«.

Med forslaget foreslås det at udelade en henvisning til §§ 46 d og 46 f i § 48 f.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter det foreslås at indsætte en henvisning til § 48 a om tidlig pension i §§ 46 d og 46 f, hvorfor det med forslaget vil være overflødigt at henvise til bestemmelserne, og der er ikke tiltænkt nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende regler i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til udbetaling af pension som en tilsvarende ustraffet person.

Det fremgår dog af § 45 f, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., at det beregnede grundbeløb og pensionstillæg, jf. § 29, i en periode på 3 år højst kan udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Perioden regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. bestemmelsens stk. 2.

Det følger endvidere af § 45 f, stk. 3, at Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden, hvis den udbetalte pension overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i 3-årsperioden. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte pension mod bedre vidende.

Det foreslås i § 45 f, stk. 1 , efter »straffelovens § 81 a« at tilføje: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget vil indebære, at reglen om, at en person alene kan modtage førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. på et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om socialpolitik, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Udbetaling Danmark vil tilsvarende skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt pension i 3-årsperioden, hvis den udbetalte pension i denne periode overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik. Det er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at personen skal have modtaget den for meget udbetalte pension mod bedre vidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til udbetaling af fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed som en tilsvarende ustraffet person.

Det fremgår dog af § 132, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at udbetaling af fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed i en periode på 3 år højst kan udbetales på et niveau, der svarer til ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Kommunen skal efter § 132, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt tilskud, der overstiger ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik. Udbetaling Danmark samkører eller sammenstiller oplysninger og videregiver dem til kommunen, således at kommunen vil kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling efter § 132, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det følger af § 132, stk. 2, at perioden på 3 år regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger om udbetaling af tilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås, at i § 132, stk. 1, indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget betyder, at reglen om 3 års nedsættelse af fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed, på samme måde som ved forhold omfattet af straffelovens § 81 a som beskrevet ovenfor, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Forslaget betyder således, at en person, der ved endelig dom er blevet idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., kun vil kunne få udbetalt fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed på et niveau, der svarer til ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i tidsrummet fra personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og 3 år frem.

Hvis personen på et tidspunkt i den 3-årige periode eksempelvis får udbetalt 18.936 kr. pr. måned i fleksløntilskud (beregnet fleksløntilskud), og personen burde have fået udbetalt 12.437 kr. pr. måned (2021-sats for enlige forsørgere), vil kommunen skulle kræve 6.499 kr. pr. måned tilbagebetalt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til hhv. arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn som en tilsvarende ustraffet person.

Det fremgår dog af § 87 b, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem udelukkes fra at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn af en arbejdsløshedskasse i en periode på 3 år, hvis pågældende ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås således, at der i lovens § 87 b, stk. 1, efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Med forslaget vil karantæneordningen efter § 87 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., blive udvidet til også at omfatte situationer, hvor en person ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Medlemmet vil således ikke have ret til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn, i tidsrummet fra personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og 3 år frem.

Det vil ikke være et krav for udelukkelsen i 3 år, at personen har været i ydelsessystemet på noget tidspunkt forud for domsfældelse for at blive omfattet af udvidelsen af § 87 b. Karantæneperioden vil således få betydning for alle personer, som ved endelig dom bliver idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., uanset om de pågældende på noget tidspunkt har været i ydelsessystemet.

Det forhold, at et medlem af en arbejdsløshedskasse er udelukket fra arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn i en 3-årsperiode, vil ikke være til hinder for, at pågældende kan medregne indkomst og beskæftigelse, der ligger i 3-årsperioden, til opfyldelse af betingelserne for ret til dagpenge, når 3-årsperioden er udløbet, eller at pågældende i 3-årsperioden vil kunne optjene anciennitet i forhold til senere at kunne gå på efterløn.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at et medlem af en arbejdsløshedskasse har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn i den 3-årige karantæneperiode, vil arbejdsløshedskassen skulle træffe afgørelse om, at medlemmet skal betale ydelsesbeløbet tilbage.

Eksempel:

Hvis et medlem har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter den 14. maj 2024, og medlemmet modtager arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn for perioden 1.-31. maj 2026, vil medlemmet skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn udbetalt til pågældende for perioden 1.-31. maj 2026.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i barselsloven har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til dagpenge efter barselsloven som en tilsvarende ustraffet person.

Det fremgår af barselslovens § 49 c, stk. 1, at en person dog ikke har ret til dagpenge efter loven i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under barsel, kan efter barselslovens § 39 få udbetalt de dagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra Udbetaling Danmark. Da en lønmodtager efter barselslovens § 49 c ikke har ret til dagpenge efter barselsloven i 3-årsperioden, har en arbejdsgiver, der udbetaler løn under fravær til personen, ikke ret til refusion af barselsdagpengene efter barselslovens § 39.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 49 c, stk. 1 , efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget betyder, at reglen om 3 års udelukkelse fra ret til dagpenge efter barselslovens § 49 c, stk. 1, på samme måde som ved forhold omfattet af straffelovens § 81 a som beskrevet oven for, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Forslaget betyder således, at en person, der ved endelig dom er blevet idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., ikke vil have ret til at modtage barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark, i tidsrummet fra personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og 3 år frem.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har modtaget dagpenge efter barselsloven i den 3-årige karantæneperiode, vil Udbetaling Danmark skulle træffe afgørelse om, at personen skal betale dagpengene tilbage, jf. barselslovens § 49 c, stk. 3.

Barselslovens § 49 c, stk. 3, retter sig mod dagpenge efter loven udbetalt til personen selv. Hvis en eventuel arbejdsgiver har nået at få udbetalt refusion, afgøres et evt. tilbagebetalingskrav efter lovens almindelige regel i § 49, hvorefter modtageren ud over uberettiget at have modtaget beløbet også skal have modtaget det mod bedre vidende.

Eksempel:

Hvis en person har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter den 14. maj 2024, og personen modtager barselsdagpenge for perioden 1.- 31. maj 2026, vil personen skulle tilbagebetale barselsdagpenge udbetalt til pågældende for perioden 1.- 31. maj 2026.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i lov om sygedagpenge har en tidligere straffet person, som udgangspunkt samme ret til sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge som en tilsvarende ustraffet person.

Det fremgår af § 71 c i lov om sygedagpenge, at en person dog ikke har ret til sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdom, kan efter sygedagpengelovens § 54 få udbetalt de dagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen. Da en lønmodtager efter § 71 c ikke har ret til sygedagpenge fra kommunen i 3-årsperioden, har en arbejdsgiver, der udbetaler løn under fravær til lønmodtageren, ikke ret til refusion af sygedagpengene efter lovens § 54.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 71 c, stk. 1 , efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget betyder, at reglen om 3 års udelukkelse fra ret til sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 71 c, stk. 1, på samme måde som ved forhold omfattet af straffelovens § 81 a som beskrevet oven for, fremover også vil gælde for personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Forslaget betyder således, at en person, der ved endelig dom er blevet idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., ikke vil have ret til at modtage sygedagpenge fra kommunen, i tidsrummet fra personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og 3 år frem.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har modtaget dagpenge fra kommunen efter sygedagpengeloven i den 3-årige karantæneperiode, vil kommunen skulle træffe afgørelse om, at personen skal betale sygedagpengene tilbage, jf. sygedagpengelovens § 71 c, stk. 3.

Sygedagpengelovens § 71 c, stk. 3, retter sig mod sygedagpenge fra kommunen udbetalt til personen selv. Hvis en eventuel arbejdsgiver har nået at få udbetalt refusion, afgøres et evt. tilbagebetalingskrav efter sygedagpengelovens almindelige regel i § 71, hvorefter modtageren ud over uberettiget at have modtaget beløbet også skal have modtaget det mod bedre vidende.

Eksempel:

Hvis en person har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter den 14. maj 2024, og personen modtager sygedagpenge for perioden 1.- 31. maj 2026, vil personen skulle tilbagebetale sygedagpenge udbetalt til pågældende for perioden 1.- 31. maj 2026.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i lov om fleksydelse har en tidligere straffet person som udgangspunkt samme ret til fleksydelse som en tilsvarende ustraffet person.

Efter den gældende § 22 b i lov om fleksydelse udelukkes en person dog fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis pågældende ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.1.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i lov om fleksydelse § 22 b, stk. 1, efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Med forslaget udvides karantæneordningen efter § 22 b i lov om fleksydelse til også at omfatte situationer, hvor en person ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Personen vil således ikke kunne få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år efter, at personen har udstået den idømte fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har modtaget fleksydelse i den 3-årige karantæneperiode, vil Udbetaling Danmark skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Eksempel:

Hvis en person har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter den 14. maj 2024, og personen modtager fleksydelse for perioden 1.- 31. maj 2026, vil personen skulle tilbagebetale fleksydelse udbetalt til pågældende for perioden 1.- 31. maj 2026.

Efter § 28 i lov om fleksydelse fastsætter Udbetaling Danmark en frist for tilbagebetaling efter lovens § 27. Er tilbagebetaling ikke sket inden denne frist, kan Udbetaling Danmark træffe afgørelse om, at den pågældende mister sin fremtidige ret til fleksydelse. Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksydelse kan tilbageholdes i delpension, pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og i fleksydelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

I § 1 i lov om Udbetaling Danmark er oplistet de lovgivningsområder, som Udbetaling Danmark varetager opgaver efter. I de i § 1 nævnte love fremgår det, om Udbetaling Danmark varetager hele eller dele af administrationen af loven.

Der er ikke tillagt Udbetaling Danmark konkrete sagsbehandlingsopgaver efter lov om Udbetaling Danmark, som fastlægger de overordnede rammer for Udbetaling Danmarks administration og sagsbehandling. Lov om Udbetaling Danmark indeholder således bestemmelser, der går på tværs af de forskellige love, bl.a. bestemmelser om vejledning af borgeren, samarbejdet mellem Udbetaling Danmark og kommunerne, ledelse, tilsyn og regnskab og revision.

Det foreslås, Udbetaling Danmark vil skulle varetage visse opgaver vedrørende hjemrejsestøtte efter hjemrejseloven. Det foreslås derfor, at hjemrejseloven tilføjes i § 1, stk. 1, i lov om Udbetaling Danmark.

Efter forslaget vil administrationen af ordningen vedrørende hjemrejsebistand blive omfattet af de gældende bestemmelser i lov om Udbetaling Danmark, som fastlægger de overordnede rammer for Udbetaling Danmarks administration og sagsbehandling. Derudover er der fastsat nærmere regler for Udbetaling Danmarks administration af ordningen i hjemrejsestøttebekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 12, nr. 5.

Til nr. 2

Efter § 12 i, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark skal Udbetaling Danmark samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået udbetalt en offentlig ydelse i den 3-årige periode, hvor de som følge af dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.

Det fremgår endvidere af § 12 i, stk. 3, at Udbetaling Danmark i en 13-årig periode skal samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, og som har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik eller ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, at personerne ikke modtager hjælp i form af uddannelseshjælp eller kontanthjælp uden at opfylde opholdskravet, jf. § 11, stk. 3-5, i lov om aktiv socialpolitik.

De gældende bestemmelser i § 12 i, stk. 2 og 3, omfatter ikke den persongruppe, som den foreslåede karantæneordning for voldsdømte personer skal gælde for.

Det foreslås derfor, at der i § 12 i, stk. 2 og 3, efter »§ 81 a« indsættes: »§ 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. «

Forslaget indebærer, at Udbetaling Danmark vil skulle udføre de samme opgaver i forhold til personer, der er udelukket fra eller har karantæne i ydelsessystemet, uanset om udelukkelsen eller karantænen har baggrund i en dom for bandekriminalitet efter straffelovens § 81 a eller en dom for vold efter straffelovens § 244, stk. 2, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 12 i, stk. 5, 3. pkt., i lov om Udbetaling Danmark, at kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås, at der i § 12 i, stk. 5, 3. pkt ., efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Forslaget medfører, at kriminalforsorgen fremover vil have pligt til at underrette Udbetaling Danmark ved løsladelse af personer, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Til nr. 4

Det foreslås tilføjet i § 12 i, stk. 5, som 4. pkt., at Anklagemyndigheden skal underrette Udbetaling Danmark, hvis en person ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., og den pågældende på tidspunktet for den endelige dom har udstået fængselsstraffen.

Det betyder, at Udbetaling Danmark tidligst muligt vil blive gjort bekendt med, at en person skal omfattes af den foreslåede karantæneperiode i ydelsessystemet for voldsdømte og dermed af Udbetaling Danmarks registersamkøring, jf. § 12 i, stk. 2 og 3, fra tidspunktet for den endelige dom. Med tilføjelsen i § 12 i, stk. 5, vil der blive taget højde for eventuelle situationer, hvor en person, som skal omfattes af karantæneordningen for voldsdømte, har udstået fængselsstraffen ved varetægtsfængsling og derfor ikke skal indsættes til afsoning.

Der henvises til afsnit 2.4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af § 12 i, stk. 5, 4. pkt., der bliver 5. pkt., at beskæftigelsesministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om underretning af Udbetaling Danmark om oplysninger om løsladelse eller udskrivning af en person, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås, at der i § 12 i, stk. 5, 4. pkt., der bliver 5. pkt., efter »§ 81 a« indsættes: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

Derved vil bemyndigelsen til, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om underretning af Udbetaling Danmark ved løsladelse af personer, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter, fremover omfatte både den nuværende personkreds af dømte bandekriminelle og personkredsen i den foreslåede karantæneordning for voldsdømte.

Kilde

Til nr. 1

Der kan efter hjemrejselovens § 8, stk. 1, gives hjemrejsestøtte til en udlænding, der, jf. § 3, stk. 2, medvirker til sin udrejse, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger desuden af hjemrejselovens § 8, stk. 2, at hjemrejsestøtte efter stk. 1 kan ydes til 1) en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet eller har frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, 2) en udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, 3) en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2 er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, og 4) en udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter hjemrejselovens § 8, stk. 6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte (hjemrejsestøttebekendtgørelsen).

Hjemrejsestøttebekendtgørelsen fastsætter bl.a. bestemmelserne for hjemrejsestøtte ved frivillig udrejse for en udlænding, der har fået sin opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, fordi grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede, herunder på baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, samt for udlændingens eventuelle familiemedlemmer, som ligeledes har fået deres opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne inddraget eller nægtet forlænget som konsekvens heraf.

Det følger af hjemrejsestøttebekendtgørelsens § 6, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen efter ansøgning yder hjemrejsestøtte til en udlænding, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3-5. Der kan kun udbetales hjemrejsestøtte, hvis udlændingen ikke har midler hertil, jf. stk. 7.

Det følger videre af hjemrejsestøttebekendtgørelsens § 7, stk. 2-5, at hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 4, udbetales i to dele, således at første del af støtten udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Den resterende del af støtten udbetales 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Det foreslås i hjemrejselovens § 8 a, stk. 1, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at hjemrejsestøtte, jf. § 8, stk. 2, nr. 2-4, kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til det land, som udlændingen udrejser til, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Baggrunden for forslaget er, at der aktuelt opleves udfordringer med at udbetale økonomisk støtte til visse sanktionsbelagte lande, hvilket kan påvirke ordningens attraktivitet negativt og bevirke, at færre ønsker at medvirke til deres udrejse.

Virkningen af forslaget vil blive, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om udbetaling af hjemrejsestøtte til personer, der vender tilbage til lande, hvortil udbetalingen af hjemrejsestøtten i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Bemyndigelsen forventes at ville blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor der vil blive fastsat nærmere regler om betingelserne og fremgangsmåden for en alternativ og fleksibel udbetaling af hjemrejsestøtten til de pågældende lande.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af hjemrejselovens § 12, stk. 2, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Det fremgår af hjemrejselovens § 13, stk. 2, nr. 1, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler derimod, hvis 1) udlændingen har fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men udlændingen ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31.

Det følger af hjemrejselovens § 13, stk. 5, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, har pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, hvis udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 2, nr. 1, og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises til at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Det foreslås at ændre hjemrejselovens § 12, stk. 2, § 13, stk. 2, nr. 1, og § 13, stk. 5, således at henvisningen til udlændingelovens § 32, stk. 1, ændres til en henvisning til udlændingelovens § 26 c.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens bestemmelse i § 32, stk. 1, om indrejseforbud, blev nyaffattet ved lov nr. 821 af 9. juni 2020, og at den del af bestemmelsen, som hjemler at en afgørelse om udvisning medfører, at udlændingens ret til ophold bortfalder, er blevet udskilt til udlændingelovens § 26 c.

Ved en fejl blev henvisningen til udlændingelovens § 32, stk. 1, i den dagældende udlændingelovs § 34, stk. 4, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og § 42 a, stk. 11, ikke konsekvensrettet til udlændingelovens § 26 c. Bestemmelserne i udlændingelovens dagældende § 34, stk. 4, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og § 42 a, stk. 11, blev ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 ophævet og overført til hjemrejseloven, og fejlen vedrørende udlændingelovens § 26 c blev ikke ved den lejlighed ændret.

Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Der er således tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 3

Det følger af udlændingelovens § 36, stk. 3, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), og som er udvist efter § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Det foreslås, at der som nyt stk. 8 i hjemrejselovens § 16 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udlænding, som har indgivet ansøgning om asyl, og som er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Baggrunden for forslaget er, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at bestemmelser, som regulerer frihedsberøvelse med henblik på at sikre muligheden for udvisning, bør fremgå af hjemrejseloven, idet hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver og derfor bør indeholde bestemmelser om udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge, herunder effektiv fuldbyrdelse af en afgørelse om udvisning. Den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 16, stk. 8, er således en videreførelse af bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 3, som samtidig foreslås ophævet, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 21.

Forslaget indebærer, at frihedsberøvelsen vil ske med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning. Der vil som udgangspunkt skulle ske frihedsberøvelse i alle tilfælde, hvor en asylansøger er administrativt udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1. Der skal således ikke i forbindelse med afgørelsen om frihedsberøvelse foretages en vurdering af afgørelsen om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5634.

Forslaget medfører, at der ikke vil skulle træffes afgørelse om frihedsberøvelse i tilfælde, hvor dette på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den pågældendes personlige forhold vil virke særlig belastende for asylansøgeren. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5635, og gældende ret vil således blive videreført.

Der vil heller ikke skulle ske frihedsberøvelse, hvis det er overvejende sandsynligt, at den pågældende asylansøger som værende af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl, idet udlændinge, der meddeles asyl, ikke kan udsendes til hjemlandet eller et andet land, hvor de er i risiko for forfølgelse. Der er i sådanne tilfælde ikke udsigt til en endelig fuldbyrdelse af udvisningsafgørelsen i form af udsendelse. Afgørelsen af, om der i det konkrete tilfælde bør ske frihedsberøvelse, skal imidlertid ikke indebære en selvstændig vurdering af den enkelte asylansøgers asylgrundlag. Der vil således som udgangspunkt alene kunne blive tale om, at frihedsberøvelse undlades af denne grund, hvis der er tale om, at den pågældende asylansøger er af en nationalitet eller befolkningsgruppe, hvorfra alle – eller et meget stort antal – personer efter Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets praksis bliver meddelt asyl. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet løbende orienterer Hjemrejsestyrelsen skriftligt om relevant praksis hos asylmyndighederne. I tvivlstilfælde vil Hjemrejsestyrelsen kunne forelægge konkrete sager for Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5634, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at asylansøgere, der er administrativt udvist, i tilfælde af afslag på asyl pålægges at udrejse straks, idet de pågældendes udrejse i sådanne tilfælde må betragtes som påtrængende, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.

Efter hjemrejselovens § 21, stk. 4, vil vedkommende politidirektør skulle træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter politiet har kompetence til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5635, og gældende ret vil således blive videreført.

Bestemmelserne i udlændingelovens § 37 vil som hidtil finde anvendelse på den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at en asylansøger, medmindre den pågældende forinden løslades, fortsat vil skulle fremstilles for retten inden tre døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse med henblik på, at retten tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt. Er udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, vil der i rettens kendelse blive fastsat en frist for fortsat tilbageholdelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 3, 2. pkt. Denne frist vil senere kunne blive forlænget af retten, dog højst med 4 uger ad gangen, jf. udlændingelovens § 37, stk. 3, 3. pkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet i forbindelse med politiets forelæggelse for retten af spørgsmålet om frihedsberøvelse – herunder om forlængelse af frihedsberøvelsen – afgiver en skriftlig udtalelse til politiet om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om frihedsberøvelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer i anvendelsen af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af hjemrejselovens § 21, stk. 1, at afgørelser efter hjemrejseloven træffes af Hjemrejsestyrelsen, jf. dog stk. 2-5.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2-5 i hjemrejselovens § 21, stk. 1, ændres til en henvisning til stk. 2-6.

Baggrunden for forslaget er, at der med lovforslagets § 12, nr. 5, indsættes en ny bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 6, der vil betyde bl.a., at Udbetaling Danmark forestår udbetaling af hjemrejsebistand og i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen vil kunne træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren.

Henvisningen i hjemrejselovens § 21, stk. 1, til stk. 2-5, skal derfor konsekvensrettes, således at der også henvises til den foreslåede § 21, stk. 6, jf. lovforslagets § 12, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Der kan efter hjemrejselovens § 8 gives hjemrejsestøtte til visse udlændinge, der medvirker til udrejsen.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter § 8, stk. 6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte (hjemrejsestøttebekendtgørelsen).

Hjemrejsestøttebekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler vedrørende Udbetaling Danmarks administration af ordningen vedrørende hjemrejsebistand.

Der er i lov om Udbetaling Danmark fastsat regler om, hvorvidt det er kommunerne eller staten, der skal finansiere administrationsudgifterne i Udbetaling Danmark, og hvordan opkrævning af finansiering nærmere skal ske mv. For så vidt angår helt nye ydelser, er det ikke reguleret i lov om Udbetaling Danmark, om det er staten eller kommunen, der skal finansiere administrationsudgifter.

Det fremgår således af § 25 i lov om Udbetaling Danmark, at staten dækker udgifterne til Udbetaling Danmarks opgaver på sagsområder, der overføres fra staten, og at udgifterne til sådanne opgaver dækkes gennem indbetaling af administrationsbidrag til Udbetaling Danmark, som skal kunne afholdes inden for bevillingen til opgaven på finansloven for det år, som bidragene skal dække. Det fremgår videre, at bestyrelsen for Udbetaling Danmark fastsætter størrelsen af bidragene.

Det er imidlertid vurderingen, at der ikke er den nødvendige hjemmel for Udbetaling Danmark til at få tillagt myndighedsansvaret til at administrere ordningen vedrørende hjemrejsebistand samt de nødvendige regler for hvilke bestemmelser i lov om Udbetaling Danmark, der skal regulere opkrævning af administrationsgebyr mv. til hjemrejsebistand.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 6, hvorefter Udbetaling Danmark forestår udbetaling af hjemrejsebistand og i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen kan træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren.

Udbetaling Danmarks administration af hjemrejsebistand efter hjemrejseloven vil skulle svare til Udbetaling Danmarks administration af reintegrationsbistand efter repatrieringsloven.

Udbetaling Danmark vil således skulle foretage visse sagsbehandlingsskridt i forbindelse med udbetaling af hjemrejsebistanden, herunder indhente oplysninger om eventuelle kriminelle forhold, årligt anmode om bekræftelse af, at den pågældende er i live og fortsat opfylder betingelserne for hjemrejsebistand, m.v. De nærmere regler for administration af hjemrejsebistandsordningen er fastsat i bekendtgørelse om hjemrejsestøtte, jf. bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021.

Hjemrejsestøtteordningen er en ny ordning og vil således ikke uden udtrykkelig henvisning til § 25 i lov om Udbetaling Danmark være omfattet af bestemmelsen om statslige administrationsbidrag.

Det foreslås derfor endvidere, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 7, hvorefter staten afholder udgifterne til Udbetaling Danmarks administration af hjemrejsebistand gennem betaling af et administrationsbidrag efter § 25 i lov om Udbetaling Danmark.

Forslaget betyder, at udgifterne til administration af ordningen vil blive afholdt af staten, og at reglerne om administrationsbidrag i § 25 i lov om Udbetaling Danmark vil gælde.

Desuden vil §§ 26 og 27 i lov om Udbetaling Danmark finde anvendelse. Udbetaling Danmark vil således kunne opkræve statens finansiering af ordningen direkte fra staten via Statens Koncernbetalinger (SKB).

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at »jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.« ændres til » jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 12, nr. 6, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 12, nr. 8, hvorefter det foreslås, at der vil kunne fastsættes regler om, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter bl.a. § 8 ikke kan påklages.

Det følger af den foreslåede ændring af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at »§§ 7 og 8« ændres til »§§ 7 og 8, stk. 2, nr. 1 og 6«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Hjemrejselovens § 22 indeholder forskellige regler om klageadgang.

Det foreslås, at der i hjemrejselovens § 22 indsættes en ny bestemmelse som stk. 8, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om klageadgang for afgørelser efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte.

Det er hensigten, at de nærmere regler om klageadgang vil blive fastsat i bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af hjemrejselovens § 24, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 4, § 13, stk. 6, § 16, stk. 8, 2. pkt., § 22, stk. 3, 2. pkt., og § 23, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslås, at ændre henvisningen til stk. 8 i hjemrejselovens § 24, stk. 2, til stk. 9.

Baggrunden for forslaget er, at det i lovforslagets § 12, nr. 3, foreslås at indsætte et nyt stykke efter hjemrejselovens § 16, stk. 7. § 16, stk. 8, bliver som konsekvens heraf til § 16, stk. 9.

Forslaget indebærer, at henvisningen i bestemmelsen bliver korrekt.

Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 12, nr. 3.

Kilde

Til nr. 1

Ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 om ændring af repatrieringsloven m.v. blev der indført en række bestemmelser i repatrieringsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen og Udbetaling Danmark i forbindelse med hhv. udbetaling af den sidste del af hjælp til repatriering og den løbende, månedlige reintegrationsbistand skal indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den repatrierede person er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, og som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand. Bestemmelserne hjemler desuden adgang til tilbageholdelse og bortfald af den tilbageværende repatrieringsstøtte under visse nærmere omstændigheder.

Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 9, at en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, kan udvises, hvis udlændingen idømmes en ubetinget frihedsstraf, der er fastsat efter straffelovens § 81 d, der muliggør forhøjede fængselsstraffe, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Straffelovens § 81 d og udlændingelovens § 22, nr. 9, blev ophævet den 1. januar 2022, jf. lov nr. 289 af 27. februar 2021 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven.

Det foreslås, at »§ 22, nr. 4-9« overalt i repatrieringsloven ændres til »§ 22, nr. 4-8«.

Forslaget vedrører repatrieringslovens § 7, stk. 4 og 5, samt § 10, stk. 6 og 7.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse som følge af ophævelsen af udlændingelovens § 22, nr. 9.

Til nr. 2

Det følger af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., at hjælp til etablering efter stk. 1, nr. 4, udbetales i to dele, således at der ved tilbagevenden udbetales indtil 51.007 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og indtil 15.556 kr. pr. person, der ikke er fyldt 18 år.

Det følger videre af repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, 1. pkt., at hjælp til udgifter til sygeforsikring, jf. stk. 1, nr. 6, udbetales i to dele, således at hjælp til udgifter til det første år udbetales ved tilbagevenden.

Af repatrieringslovens § 7 a, stk. 4, 2. pkt., fremgår, at hjælpen (dækning af behandlingsudgifter) udgør 7.500 kr. pr. år i op til 4 år til personer, der er fyldt 18 år, og udbetales i to dele, således at hjælpen til udgifter til det første år udbetales ved tilbagevenden.

Endelig følger det af repatrieringslovens § 7 a, stk. 5, 1. pkt., at hjælp til udgifter til skolegang efter stk. 1, nr. 9, udbetales i to dele, således at der ved tilbagevenden udbetales 25 pct. af beløbet, der i alt kan ydes efter stk. 1, nr. 9.

Det foreslås, at der i § 7 a, stk. 2, 1. pkt., stk. 3.

1. pkt., stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede § 14 a i repatrieringsloven om undtagelsen til den todelte udbetaling af hjælp til repatriering.

Forslaget er således en konsekvens af, at der med lovforslagets § 13, nr. 9, foreslås indsat en ny bestemmelse i repatrieringsloven, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at hjælp til repatriering, jf. § 7 a, kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 13, nr. 9.

Til nr. 3

Det følger af repatrieringslovens § 9, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering.

Det foreslås at ændre repatrieringslovens § 9, stk. 2, således at ”ved fortrudt repatriering” ændres til ”efter stk. 1”.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at udlændinge- og integrationsministeren efter den nuværende regulering kun har mulighed for at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering. Udlændinge- og integrationsministeren har således ikke efter gældende ret mulighed for at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling for så vidt angår de øvrige tilfælde, hvor en person efter repatrieringslovens § 9, stk. 1, er tilbagebetalingspligtig, herunder tilbagebetalingskrav som følge af afbrudt sagsbehandlingsforløb inden udrejsen og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 6, m.v. Formålet med ændringen er at udvide bemyndigelsesbestemmelsen i repatrieringslovens § 9, stk. 2, således at udlændinge- og integrationsministeren har mulighed for at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af hjælp til repatriering i overensstemmelse med det fulde omfang af bestemmelsen om tilbagebetaling i repatrieringslovens § 9, stk. 1.

Forslaget indebærer, at det vil være muligt for udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte nærmere regler om tilbagebetalingskrav for de øvrige situationer, der følger af repatrieringslovens § 9, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen er forpligtet til at kræve hjælp til repatriering tilbagebetalt.

Som følge af udvidelsen af bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes det, at § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1675 af 13. august 2021 om kommunalbestyrelsernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter repatrieringsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen efter reglerne i bekendtgørelsen opkræver hjælp til repatriering, der som følge af fortrudt repatriering er tilbagebetalingspligtig i henhold til repatrieringsloven, tilsvarende ændres. Ændringen vil medføre, at bekendtgørelsens regler om bl.a. opkrævning af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, bortfald af tilbagebetalingskrav samt overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden m.v. tilsvarende vil finde anvendelse på øvrige tilbagebetalingskrav efter repatrieringslovens § 9, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af repatrieringslovens § 9 b, stk. 5, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet og politiet kan underrette kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori personen senest har haft bopæl, når det er nødvendigt i en sag om, hvorvidt en person, der er vendt tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, er omfattet af stk. 1 eller 3.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9 b, stk. 5, 1. pkt., ændres, således at »eller det tidligere opholdsland« ændres til », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning«.

Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af ændringen af repatrieringslovens § 2, der ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 blev udvidet, således at repatriering også blev mulig til lande, hvortil en person har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer således, at ordlyden af bestemmelsen bringes i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i repatrieringsloven, der henviser til, at det, foruden repatriering til hjemlandet og det tidligere opholdsland, tilsvarende er muligt at repatriere til et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Til nr. 5

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, hvis personen 1) ikke har midler, som kan dække behovet for reintegrationsbistand, 2) ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl, 3) har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og 4) på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredsmæssige tilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning yde en supplerende løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, og som er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr. måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr. Anmodningen er uigenkaldelig.

Det foreslås, at der i repatrieringslovens § 10, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede § 10, stk. 13, jf. lovforslagets § 13, nr. 6.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 13, nr. 6, foreslås indsat et nyt stk. 13 i repatrieringslovens § 10, hvorefter stk. 1 og 3, 1. pkt., ikke finder anvendelse for personer, der benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a, jf. lovforslagets § 13, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 13, nr. 9.

Til nr. 6

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, hvis personen 1) ikke har midler, som kan dække behovet for reintegrationsbistand, 2) ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl, 3) har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og 4) på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredsmæssige tilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning yde en supplerende løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, og som er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr. måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr. Anmodningen er uigenkaldelig.

Det foreslås, at der i repatrieringslovens § 10 indsættes et nyt stk. 13, hvorefter stk. 1 og 3, 1. pkt., ikke finder anvendelse for en person, der benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede nye bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 13, nr. 9, hvor der foreslås indsat en ny bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om, at hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, vil kunne udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter. De nærmere regler herom, herunder regler om, at det ikke vil være muligt at modtage reintegrationsbistand for personer, der benytter sig af fleksibel udbetaling, forventes udmøntet i en bekendtgørelse.

Den foreslåede nye bestemmelse i repatrieringslovens § 10, stk. 13, indebærer, at en udlænding ikke vil kunne modtage reintegrationsbistand efter repatrieringslovens § 10, stk. 1 og 3, 1. pkt., såfremt den pågældende benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 14 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 3, 5 og 8, er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Det følger videre af repatrieringslovens § 14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 4, og § 7, stk. 3, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med 2015 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Af repatrieringslovens § 14, stk. 3, følger, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6 og 9, og § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Endelig følger det af repatrieringslovens § 14, stk. 4, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2 og 10, er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås, at henvisningen til § 7, stk. 2, i repatrieringslovens § 14, stk. 1-4, ændres til § 7 a, stk. 1.

Formålet med ændringen er at rette op på en manglende henvisning i repatrieringslovens § 14 til repatrieringslovens § 7 a, der ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 videreførte den hidtidige ydelsesstruktur, der tidligere fremgik af repatrieringslovens § 7. Det er således hensigten med ændringen at tydeliggøre, at de pågældende satser, der nu fremgår af repatrieringslovens § 7 a, fortsat satsreguleres som hidtil en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget medfører, at hjælp til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2-6, og nr. 8-10, som hidtil vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Til nr. 8

Det følger af repatrieringslovens § 14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 4, og § 7, stk. 3, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med 2015 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås, at henvisningen til § 7, stk. 3, i repatrieringslovens § 14, stk. 2, ændres til § 7 a, stk. 2.

Formålet med ændringen er at rette op på en manglende henvisning i repatrieringslovens § 14 til repatrieringslovens § 7 a, der ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 videreførte den hidtidige ydelsesstruktur, der tidligere fremgik af repatrieringslovens § 7. Det er således hensigten med ændringen at tydeliggøre, at de pågældende satser, der nu fremgår af repatrieringslovens § 7 a, fortsat satsreguleres som hidtil en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget medfører, at hjælp til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, som hidtil vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Til nr. 9

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af repatrieringslovens § 3, stk. 1 eller 6. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk. 11, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, at hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. repatrieringslovens§ 7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4, udbetales i to dele, således at første del af hjælpen udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. For udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den resterende støtte efter fortrydelsesfristens udløb. For andre udlændinge udbetales den resterende del af støtten til etablering 12 måneder efter udrejsen af Danmark

Det foreslås i repatrieringslovens § 14 a, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at hjælp til repatriering, jf. § 7 a, kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Baggrunden for bestemmelsen er, at der aktuelt opleves udfordringer med at udbetale støtte til visse sanktionsbelagte lande, hvilket kan påvirke repatrieringsordningens attraktivitet negativt, ligesom udfordringerne kan skade tilliden til ordningen. Det er således hensigten med bestemmelsen at indføre et frivilligt alternativ til den eksisterende udbetalingsform efter repatrieringsordningen, som udlændinge, der repatrierer til visse lande, kan vælge.

Virkningen af forslaget vil være, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om udbetaling af hjælp til repatriering til personer, der repatrierer til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvortil udbetalingen af hjælpen til repatriering i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Reintegrationsbistand vil ikke være omfattet af muligheden for fleksibel udbetaling.

Bemyndigelsen forventes at ville blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor der fastsættes nærmere regler om betingelserne og fremgangsmåden for en alternativ og fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering til de pågældende lande.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Ved indførelsen af hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, er det forudsat, at udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, fortsat skal kunne modtage hjælp til dækning af udgifter, som det hidtil var muligt for personkredsen efter repatrieringsloven.

Hjemrejsestøtte efter hjemrejseloven er efter gældende regler skattepligtige, hvis modtageren er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2. Ydelser efter hjemrejseloven er endvidere ikke omfattet af begrænset skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1.

Asylansøgere m.v., der ikke har opnået lovligt opholdsgrundlag i Danmark, er ikke fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 2, og § 8, stk. 3, hvorefter skattepligten først indtræder, når der meddeles opholdstilladelse.

Personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, når deres opholdsgrundlag inddrages eller nægtes forlænget, er fortsat fuldt skattepligtige til Danmark, indtil de fraflytter landet, uanset at opholdsgrundlaget ikke længere er til stede. Ydelser, som de erhverver ret til inden fraflytningen fra Danmark, vil derfor være skattepligtig indkomst, medmindre de pågældende ydelser er særskilt skattefritaget.

Ydelser efter repatrieringsloven er efter gældende regler omfattet af skattefritagelsen i ligningslovens § 7, nr. 9. Ydelser til udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, blev tidligere reguleret i repatrieringsloven, men er videreført i hjemrejseloven. Ydelser efter hjemrejseloven, herunder ydelser til denne personkreds, er imidlertid ikke omfattet af skattefritagelsen i ligningslovens § 7, nr. 9, selvom det med hjemrejseloven var hensigten at fortsætte samme mulighed for at yde støtte til personkredsen, der hidtil var reguleret i repatrieringsloven, i hjemrejseloven.

Det foreslås derfor at tilføje ydelser efter hjemrejseloven til de ydelser, der er skattefrie efter ligningslovens § 7, nr. 9.

Det foreslås at ændre ligningslovens § 7, nr. 9, ved at ændre »samt ydelser efter lov om repatriering« til: », og ydelser efter repatrieringsloven og hjemrejseloven«.

Det følger af den foreslåede ændring, at ydelser efter hjemrejseloven ikke vil skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det svarer til, hvad der gælder for lignende ydelser efter repatrieringsloven. Den foreslåede ændring betyder dermed, at hjemrejsestøtte, der ydes i medfør af hjemrejseloven, altid vil være skattefri.

Forslaget indebærer desuden, at repatrieringsloven vil blive benævnt med sin populærtitel i stedet for lov om repatriering.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1, nr. 5, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, at der i udlændingelovens § 36, stk. 1, indsættes et nyt punktum før 1. pkt., hvorefter politiet med henblik på at sikre muligheden for overførsel efter § 29, stk. 1, kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er væsentlig risiko for, at den pågældende udlænding forsvinder eller unddrager sig overførslen, eller at den pågældende vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 10.

Det følger af § 1, nr. 6, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at henvisningen til stk. 5 i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres til stk. 6.

Det følger af § 1, nr. 7, lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at der indsættes et nyt stykke 5 i § 36, hvorefter der ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1, 1. pkt., skal lægges vægt på, om der foreligger en væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførslen, eller om den pågældende vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen. En væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførslen, foreligger, når den pågældende ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførslen. Det betyder, at § 36, stk. 5, bliver § 36, stk. 6.

Det følger af § 1, nr. 8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at henvisningen til 1. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 5, 1. pkt. – der bliver til stk. 6, 1. pkt. – ændres til 2. pkt.

Det foreslås, at § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at der ved § 1, nr. 5-8 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget en række ændringer af udlændingelovens § 36.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 1, nr. 21, at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3.

Henvisningerne i de bestemmelser, der er vedtaget i § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, vil som følge af ophævelsen af udlændingelovens § 36, stk. 3, ikke være korrekte.

Der skal derfor foretages en justering af bestemmelserne i § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, så henvisningerne i de bestemmelser, der er vedtaget i § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, vil være korrekte, når loven sættes i kraft.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelserne i § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20-23.

Til nr. 2

Det følger af § 1, nr. 18 , i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, at henvisningen til »1-6« i udlændingelovens § 53 a, stk. 1, 5. pkt., ændres til »1-7«.

Det foreslås, at § 1, nr. 18, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at der ved en fejl blev henvist til udlændingelovens § 53 a, stk. 1, 5. pkt. Der skulle rettelig have været henvist til § 53 a, stk. 2, 5. pkt. Henvisningen i bestemmelsen i § 1, nr. 18 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er således ikke er korrekt.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 18 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes.

Forslaget skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 37, hvor det foreslås, at henvisningen til »1-6« i § 53 a, stk. 2, 5. pkt., ændres til »1-7«, og § 16, stk. 2, hvor det foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for bestemmelsens ikrafttrædelse.

Kilde

Det foreslås i § 16, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. maj 2022, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2 , at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 20, 22, 23 og 37.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 5-8 og nr. 18 i lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, foreslås ophævet og nyaffattet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20, 22, 23 og 37 og § 15.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de foreslåede nyaffattede bestemmelser i § 1, nr. 20, 22, 23 og 37, bør sættes i kraft samtidig med, at udlændinge- og integrationsministeren sætter lov nr. 1191 af 8. juni 2021 i kraft, således at den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland og mulighed for frihedsberøvelse i forbindelse hermed igangsættes samtidig.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at § 1, nr. 1-3 og 9, ikke finder anvendelse for ansøgninger, der indgives før lovforslagets fremsættelse den 27. januar 2022. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

De hidtil gældende regler vil også finde anvendelse for ansøgninger, der indgives den 27. januar 2022 eller senere, og som – under forudsætning af at loven vedtages – måtte blive færdigbehandlet inden lovens ikrafttræden.

Det betyder, at de foreslåede skærpelser af udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2, om ægtefællesammenføring, § 9, stk. 23, om familiesammenføring med børn, og § 11, stk. 3, nr. 3, om tidsubegrænset opholdstilladelse, vil gælde for ansøgninger, der indgives den 27. januar 2022 eller senere, og som ikke er færdigbehandlet inden lovens ikrafttræden.

Forslaget vil også betyde, at der i ansøgninger om familiesammenføring med børn, der er indgivet før lovforslagets fremsættelse, ikke vil kunne meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 23, med henvisning til, at den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens § 215 a. Ansøgningen vil dog skulle vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 22, hvorefter der ikke kan gives opholdstilladelse til et barn efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt dette åbenbart vil stride mod ansøgerens tarv.

Udlændinge, der har indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse før lovforslagets fremsættelse, og som er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, vil ikke være udelukket fra at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, men ville kunne være udelukket fra at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i et nærmere bestemt tidsrum, jf. § 11 a, jf. § 11, stk. 9.

Endvidere vil herboende udlændinge, der inden lovforslagets fremsættelse har ansøgt om at få ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, ikke skulle opfylde kravet om ikke at være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a.

Udlændingestyrelsen har orienteret om de nye, forventede regler på hjemmesiden www.nyidanmark.dk under høringen af myndigheder og organisationer forud for fremsættelsen af lovforslaget og igen samtidig med fremsættelsen af lovforslaget. Der er i den forbindelse orienteret om, at ansøgninger indgivet den 27. januar 2022 eller senere, og som ikke er færdigbehandlede på ikrafttrædelsestidspunktet, vil blive behandlet efter de nye regler, og at et gebyr ikke vil blive tilbagebetalt.

Det foreslås i § 16, stk. 4, at § 3, nr. 1-3, § 4, nr. 3, og §§ 5-11 ikke finder anvendelse for domme efter straffelovens § 244, stk. 2, der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden. En person, der efter lovens ikrafttræden dømmes for vold efter straffelovens § 244, stk. 2, begået mod en person under 18 år i nære relationer inden lovens ikrafttræden, vil med bestemmelsen ikke være omfattet af den foreslåede 3-årige karantæne i ydelsessystemet.

Det foreslås i § 16, stk. 5 , at § 12, nr. 1, og § 13, nr. 9, finder anvendelse for alle ansøgninger om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, og hjemrejsestøtte, jf. hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden eller senere er under behandling.

Bestemmelsen medfører, at alle ansøgninger om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, og hjemrejsestøtte, jf. hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden eller senere er indgivet til hhv. kommunalbestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, vil være omfattet af lovforslaget. Det vil omfatte ansøgninger, hvor kommunalbestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har modtaget ansøgninger om hjælp til repatriering eller hjemrejsestøtte, men hvor der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan bevilliges støtte. Sager, hvor der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er truffet endelig afgørelse om bevilling af hjælp til repatriering eller hjemrejsestøtte, vil ikke være omfattet af loven.

Det foreslås i § 16, stk. 6, at lovens § 14 har virkning fra og med den 1. juni 2021, dvs. fra hjemrejselovens ikrafttræden.

Ved indførelsen af hjemrejseloven ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 var det forudsat, at udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, fortsat skulle kunne modtage hjælp til dækning af udgifter, som det hidtil var muligt for personkredsen efter repatrieringsloven.

Det har ikke været tiltænkt, at ydelser efter hjemrejseloven skal være skattepligtige. Ændringen har alene begunstigende virkning for ydelsesmodtagerne og foreslås derfor gennemført med tilbagevirkende kraft.

Af ordensmæssige grunde foreslås det i § 16, stk. 7, at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 42 e, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 42 e, stk. 7, jf. denne lovs § 1, nr. 30.

Det foreslås i § 16, stk. 8 , at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 1, nr. 20, 22, 23 og 37, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 5-8, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, foreslås nyaffattet med lovforslagets § 1, nr. 20, 22, 23 og 37.

Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der bør gælde en revisionsbestemmelse for forslagets § 1, nr. 20, 22, 23 og 37, som svarer til den revisionsbestemmelse, der er fastsat i § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, således at der vil ske en eventuel revision af den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland og muligheden for frihedsberøvelse i forbindelse hermed.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1, 12 og 15 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets §§ 2-11, 13 og 14 vedrører love, som ikke gælder for Færøerne eller Grønland. Lovforslagets §§ 2-11, 13 og 14 gælder således ikke for Færøerne eller Grønland og vil heller ikke kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland. Det bemærkes dog, at repatrieringslovens § 16, jf. § 19, helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov. Derfor foreslås det, at lovens § 2 ikke gælder for Færøerne og Grønland.