Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1192 af 08/06/2021

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret, integrationsloven og hjemrejseloven (Indførelse af almindelig klageadgang på visumområdet, karensperiode i visse visumsager, tilvejebringelse af hjemmel til at udstede langtidsvisum til diplomater m.v., forskellige justeringer af reglerne for beskæftigelse, privat indkvartering og indkvartering i egenfinansieret bolig for asylansøgere, tydeliggørelse af hjemmelen for iværksættelse af separat indkvartering af gifte eller samlevende mindreårige udlændinge, fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige og genindførelse af erklæringsadgang for tidligere danske statsborgere m.v.) § 4

I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, foretages følgende ændring:

1 I § 12, stk. 1, nr. 3, og § 16, stk. 3 og 4, ændres »§ 42 a, stk. 7, 3. pkt.« til: »§ 42 a, stk. 7, 4. pkt.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret, integrationsloven og hjemrejseloven (Indførelse af almindelig klageadgang på visumområdet, karensperiode i visse visumsager, tilvejebringelse af hjemmel til at udstede langtidsvisum til diplomater m.v., forskellige justeringer af reglerne for beskæftigelse, privat indkvartering og indkvartering i egenfinansieret bolig for asylansøgere, tydeliggørelse af hjemmelen for iværksættelse af separat indkvartering af gifte eller samlevende mindreårige udlændinge, fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige og genindførelse af erklæringsadgang for tidligere danske statsborgere m.v.) § 4

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

I bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at lovens §§ 1 og 2 træder i kraft den 1. juli 2021.

Endvidere foreslås det i bestemmelsens stk. 3 , at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

Det betyder, at lovforslagets § 3 om berigtigelse af bestemmelsen om den personkreds, der efter ansøgning kan modtage danskbonus efter integrationsloven, vil træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Ordlyden af bestemmelsen i § 22 i integrationsloven, jf. lovforslagets § 3, er formuleret sådan, at danskbonus efter ansøgning kan udbetales til andre end udlændinge, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationslovens § 16. Der er derfor behov for tidligst muligt at berigtige ordlyden af bestemmelsen i § 22 i integrationsloven i overensstemmelse med lovens forarbejder således, at det udtrykkeligt fremgår, at det er udlændinge omfattet af § 2, stk. 2, 3 eller 4, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. § 16, stk. 1, 2 eller 9, der udgør persongruppen omfattet af muligheden for danskbonus, såfremt bestemmelsens øvrige betingelser er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.10.2.

Det bemærkes, at ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Det bemærkes i den forbindelse, at der først fra lovens ikrafttræden vil kunne træffes administrative afgørelser om danskbonus efter den foreslåede bestemmelse i integrationslovens § 22 og dermed i overensstemmelse med lovens forarbejder, hvorfor ikrafttrædelsen heraf søges gennemført tidligst muligt, jf. lovens § 4, stk. 1, jf. stk. 3.

Bestemmelsens stk. 2 betyder, at lovforslagets § 1 om ændring af udlændingeloven og lovforslagets § 2 om ændring af indfødsretsloven træder i kraft den 1. juli 2021.

Det betyder for så vidt angår lovforslagets element om udstedelse af langtidsvisum til udenlandske diplomater m.fl. bl.a., at udenrigsministeren fra den 1. juli 2021 i medfør af Schengenkonventionens artikel 18 kan udstede visum til længerevarende ophold med gyldighed begrænset til Danmark (langtidsvisum), dog højst med en gyldighedsperiode på 1 år, til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter Wienerkonventionerne om diplomatiske eller konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, jf. § 47, stk. 1, med henblik på at udlændingen kan indrejse her i landet og få udstedt et opholdskort, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 21. Ligesom udenrigsministeren fra den 1. juli 2021 efter aftale med et andet land og efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren vil kunne bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet til også at udstede langtidsvisum, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

For så vidt angår lovforslagets element om at indføre almindelig klageadgang i alle visumsager betyder det, at alle afgørelser om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, der træffes af de danske repræsentationer i udlandet fra den 1. juli 2021, aktivt vil skulle påklages til Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren ønsker at klage over afgørelen. Ingen afgørelser om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, der træffes af de danske repræsentationer i udlandet fra den 1. juli 2021, vil således længere blive påklaget automatisk til Udlændingestyrelsen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, 17 og 19.

For så vidt angår ansøgninger om beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, ansøgninger om adgang til at flytte i egen bolig efter udlændingelovens § 42 k og ansøgninger om adgang til privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 l indebærer den foreslåede bestemmelse, at såfremt en ansøgning er indgivet forud for lovens ikrafttræden, men der endnu ikke er truffet endelig afgørelse i sagen, vil ansøgningen skulle behandles efter de foreslåede ændringer i denne lov.

For så vidt angår lovforslagets element om fuldbyrdelse af en afgørelse om anbringelse af en uledsaget mindreårig udlænding betyder det, at de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 23, 24, 27 og 28, om, hvilken myndighed der er ansvarlig for fuldbyrdelsen af afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, der bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, herunder hvilke beføjelser kommunen har i forbindelse med fuldbyrdelse af disse afgørelser, gælder fra lovens ikrafttræden.

Det bemærkes, at fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, forud for denne lovs ikrafttræden for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med processuelt ophold vil kunne ske efter servicelovens regler herom og for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med ulovligt ophold efter principperne i serviceloven. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.8. Denne lovs foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 23, 24, 27 og 28, ændrer således ikke på de berørte personers retsstilling, men indebærer alene, at der i udlændingeloven indføres en klar lovhjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan fuldbyrde afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 10, nr. 7, og i den forbindelse tillægges en række beføjelser, der i dag følger af serviceloven. Ligesom de foreslåede bestemmelser indebærer, at der indføres en klar lovhjemmel i udlændingeloven til, at politiet kan yde bistand ved fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 10, nr. 7.