Lov om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret, integrationsloven og hjemrejseloven (Indførelse af almindelig klageadgang på visumområdet, karensperiode i visse visumsager, tilvejebringelse af hjemmel til at udstede langtidsvisum til diplomater m.v., forskellige justeringer af reglerne for beskæftigelse, privat indkvartering og indkvartering i egenfinansieret bolig for asylansøgere, tydeliggørelse af hjemmelen for iværksættelse af separat indkvartering af gifte eller samlevende mindreårige udlændinge, fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige og genindførelse af erklæringsadgang for tidligere danske statsborgere m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 4 a, stk. 2, kan der i medfør af Schengenkonventionens artikel 18 udstedes visum til længerevarende ophold med gyldighed begrænset til Danmark (langtidsvisum), dog højst med en gyldighedsperiode på 1 år, til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 8, § 9, § 9 a, stk. 2 eller 3, § 9 c, stk. 1, § 9 d, § 9 f, §§ 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, med henblik på at udlændingen kan indrejse her i landet og få udstedt et opholdskort med biometriske kendetegn.

Der er herudover ikke hjemmel til at udstede langtidsvisum, herunder ikke til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immunitet for internationale organisationer, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, eller udlændinge omfattet af Wienerkonventionen om konsulære forbindelser.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 4 a indsættes et stk. 3, i henhold til hvilket, der i medfør af Schengenkonventionens artikel 18 kan udstedes visum til længerevarende ophold med gyldighed begrænset til Danmark (langtidsvisum), dog højst med en gyldighedsperiode på 1 år, til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, Wienerkonventionen om konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, jf. § 47, stk. 1, med henblik på at udlændingen kan indrejse her i landet og få udstedt et opholdskort.

Det betyder, at udlændinge, der i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter over for internationale organisationer nyder diplomatiske rettigheder, og som på baggrund heraf er meddelt opholdstilladelse af udenrigsministeren jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, fremover umiddelbart vil kunne få udstedt et langtidsvisum (D-visum) med henblik på at indrejse i Danmark og få udstedt et opholdskort.

Det betyder endvidere, at de pågældendes familiemedlemmer og private tjenestepersonale, der tiltræder deres funktion i Danmark, og som er omfattet af artikel 1 h i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, artikel 1 j i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser eller af mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, ligeledes fremover umiddelbart vil kunne få udstedt et langtidsvisum (D-visum) med henblik på at indrejse i Danmark og få udstedt et opholdskort.

Idet den foreslåede bestemmelse forudsætter meddelelse af opholdstilladelse forud for udstedelse af langtidsvisum, indebærer forslaget, at udlændinge, der ønsker at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, uanset om de er visumfrie eller visumpligtige, fremadrettet som udgangspunkt vil skulle indgive en sådan ansøgning til Udenrigsministeriets Protokol eller via en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i hjem- eller opholdslandet forud for deres indrejse i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 2

Udlændingelovens § 4 c indeholder regler om fastsættelse af karensperioder for udlændinge, der på nærmere angivne måder benytter visumophold til andet end det tiltænkte formål. Karensperioden er enten 3 eller 5 år og regnes fra tidspunktet for udlændingens udrejse af Schengenområdet. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om undtagelse til fastsættelse af karens, f.eks. hvis udlændingen godtgør, at overskridelsen af det udstedte visum skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til udlændingens overskridelse af det udstedte visums gyldighed.

Der er efter de gældende regler ikke mulighed for at meddele karens til en udlænding, der tidligere har misbrugt et visum til under visumopholdet her i landet at føde et barn uden at have indgået en forudgående aftale om fødslen med et privat fødested.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 4 c indsættes et nyt stk. 7, hvorefter en udlænding ikke kan få visum efter § 4, stk. 1, i 3 år, hvis udlændingen efter indrejsen føder et barn her i landet, uden forinden indrejsen at have indgået aftale med et privat fødested om fødslen, jf. dog det foreslåede stk. 8.

Det betyder, at udlændinge, der tidligere har misbrugt et visum til under opholdet her i landet at føde et barn uden forudgående aftale herom med et privat fødested, vil ifalde karens og dermed været afskåret fra på ny at opnå Schengenvisum til Danmark i en periode på 3 år.

Udlændingen vil i disse tilfælde kunne anses for at have tilbageholdt oplysningen om eller skjult graviditeten for myndighederne i forbindelse med den tidligere visumansøgning med det formål at opnå et visum til Danmark og indrejse og føde her i landet uden forudgående aftale med et privat fødested, herunder om betalingen.

Misbruget består således i, at udlændingen ikke i forbindelse med den tidligere visumansøgnings indgivelse har oplyst, at vedkommende var gravid og at det reelle formål med visumopholdet var at føde her i landet, ligesom der ikke inden indrejsen var indgået en forudgående aftale med et privat fødested om fødslen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det efter den foreslåede bestemmelse ikke er afgørende, om fødslen under det tidligere visumophold har fundet sted på et offentligt hospital. Det afgørende er, om der forud for udlændingens indrejse i Danmark på visum er tilbageholdt oplysninger for de danske myndigheder, og om der er indgået en forudgående aftale med et privat fødested om fødslen, herunder om betalingen. Hjemmefødsler, der finder sted i private hjem i Danmark, uden en forudgående aftale med et privat fødested, vil således også være omfattet af den foreslåede bestemmelse om karens.

Karensreglen i den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om udlændingen udrejser i overensstemmelse med sit visum eller benytter sig af en eventuel mulighed for at få udsat udrejsefristen og dermed får forlænget sit ophold i Danmark. Det afgørende efter den foreslåede bestemmelse er således, om der forud for udlændingens indrejse i Danmark på visum er indgået en forudgående aftale med et privat fødested om fødslen, herunder om betalingen, eller om udlændingen må anses for at have tilbageholdt oplysninger om graviditeten og den forestående fødsel i forbindelse med den tidligere visumansøgnings indgivelse, med det formål at opnå et visum til Danmark og indrejse og føde her i landet uden forudgående aftale med et privat fødested, herunder om betalingen.

Ansøgere vil således ifalde karens for opnåelse af visum til Danmark, selvom de udrejser i overensstemmelse med visummets gyldighed, når de uden forudgående aftale med et privat fødested føder under opholdet i Danmark.

Perioden på 3 år regnes fra udlændingens udrejse af Schengenområdet. Dette svarer til, hvordan de eksisterende karensperioder i udlændingelovens § 4 c, stk. 1, på henholdsvis 3 og 5 år beregnes.

Det foreslås endvidere, at der i udlændingelovens § 4 c indsættes et nyt stk. 8 , hvorefter stk. 7 ikke finder anvendelse, hvis udlændingen godtgør, at fødslen her i landet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion.

Det betyder, at den foreslåede karensbestemmelse i udlændingelovens § 4 c, stk. 7, kan fraviges, hvis udlændingen godtgør, at fødslen her i landet, skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion, og proportionalitetsbetragtninger således med stor vægt taler imod, at udlændingen pålægges karens.

Omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last vil f.eks. kunne foreligge i situationer, hvor udlændingen har haft til hensigt at udrejse inden fødslen, men ikke har haft mulighed herfor som følge af udefra kommende omstændigheder, såsom for tidlig fødsel, flyforsinkelse eller flyaflysning, strejker, vejrmæssige forhold, alvorlig sygdom m.v. I sådanne situationer vil udlændingen, på trods af fødslen i Danmark, ikke fremover være afskåret fra at få visum efter den sædvanlige praksis, der gælder for ansøgere af den pågældende nationalitet.

Det vil således f.eks. ikke kunne lægges udlændingen til last, hvis den pågældende som følge af alvorlig sygdom, ud fra en lægelig vurdering, under det tidligere visumophold, er blevet frarådet at rejse hjem inden fødslen. Udlændinge, der på denne baggrund har født i Danmark, vil således ikke kunne pålægges karens i forbindelse med fremtidige visumansøgninger.

Det vil endvidere ikke kunne lægges en udlænding – der har planlagt sit visumbesøg således, at hun kan opholde sig her i landet og rejse hjem igen i god tid inden fødslen – til last, at hun under opholdet føder før termin. Henset til, at det til enhver tid påhviler en visumansøger at tilrettelægge sit besøg, således at udrejse kan ske i overensstemmelse med det udstedte visum, påhviler det en gravid ansøger selv at være opmærksom på, at det ikke er usædvanligt, at fødslen kan finde sted fra uge 37 + 0 til uge 41 + 6, og at fødsler inden for dette tidsinterval betragtes som fødsler til forventet termin. Ansøgeren bør således selv være opmærksom på risikoen for at føde til forventet termin, når den pågældende planlægger sit ophold her i landet. Ansøgeren bør i tilfælde, hvor hjemrejse alene kan ske med fly, eksempelvis også være opmærksom på, at de fleste flyselskaber har regler for, hvor langt henne i graviditeten, man må flyve, og at reglerne kan være forskellige afhængig af såvel flyselskab som den destination man rejser til og fra.

At de omstændigheder, der førte til, at udlændingen fødte her i landet under et tidligere visumophold, ikke kan lægges ansøgeren til last, vil f.eks. kunne godtgøres ved lægeerklæring fra det hospital eller fødested, hvor fødslen fandt sted, og hvoraf det fremgår, at den pågældende under det tidligere ophold fødte for tidligt, eller at den pågældende ikke kunne udrejse inden fødslen sammenholdt med, at den pågældendes visumbesøg og hjemrejse oprindeligt var planlagt til at skulle finde sted i god tid inden det forventede fødselstidspunkt.

Det vil endvidere kunne godtgøres ved attestation fra flyselskabet eller ved fremlæggelse af lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at udlændingen som følge af alvorlig sygdom ikke havde mulighed for at rejse hjem inden fødselstidspunktet, hvorfor fødslen fandt sted i Danmark.

Hvis udlændingen således på grund af de ovennævnte udefra kommende omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last, ikke har haft mulighed for at udrejse inden fødslen, vil udlændingen ikke fremover være afskåret fra at få visum efter den sædvanlige praksis, der gælder for ansøgere af den pågældende nationalitet.

Ganske særlige grunde vil – som praksis er i dag i forhold til de gældende karensregler – f.eks. kunne foreligge, hvis den herboende nærtstående vært, som ansøgeren ønsker at besøge er livstruende syg eller i tilfælde af at dødsfald, begravelse eller lignende hos ansøgerens herboende nærtstående familie begrunder ønsket om at få visum til Danmark. Udlændingens tilknytning til den herboende vært og eventuelt herboende børn indgår som et væsentligt moment ved vurderingen af, om der kan gives visum i et sådant tilfælde.

Ganske særlige grunde vil endvidere kunne være, hvis proportionalitetsbetragtninger med stor vægt taler imod, at udlændingen pålægges karens. Myndighederne vil således ikke skulle pålægge karens, hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum i en periode på 3 år efter en konkret vurdering må anses for en åbenbart uforholdsmæssig reaktion over for den omstændighed, at udlændingen har født et barn under et tidligere visumophold her i landet, uden forudgående aftale med et privat fødested. Eksempelvis vil proportionalitetsbetragtninger med stor vægt tale imod, at udlændingen pålægges karens, hvis den herboende af forældrene i givet fald i den 3-årige periode vil stå alene med ansvaret for flere, meget små børn, eller hvis den herboende af forældrene i perioden vil stå alene med ansvaret for et barn med et større fysisk eller psykisk handicap.

Endvidere vil ganske særlige grunde foreligge, hvis et afslag på visum vil medføre en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser.

Et afslag på visum vil f.eks. kunne medføre en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i tilfælde, hvor der måtte være fastsat eller aftalt samvær mellem en udenlandsk forælder og dennes herboende mindreårige barn med så langt mellemrum, at forælderen – idet det familieliv, som udlændingen søger at udøve med et herboende barn ikke har et tilstrækkeligt omfang eller den fornødne kvalitet til, at udlændingen har krav på en opholdstilladelse – i stedet vil kunne henvises til at udøve familielivet med barnet under et besøgsophold, og et sådant besøgsophold ikke vil kunne gennemføres i den udenlandske forælders opholdsland. Tilsvarende vil kunne gøre sig gældende, hvis den udenlandske forælder i Danmark skal deltage i et retsmøde, en forældreevneundersøgelse el.lign. med henblik på at opnå samvær med et herboende barn.

Forhold, der afgørende vil kunne tale for meddelelse af visum med henblik på besøg hos et herboende barn – herunder et barn, hvis anden forælder udlændingen fortsat er gift med – vil også kunne være, at barnet lider af en alvorlig sygdom, der umuliggør barnets rejse til udlandet.

Forhold, der ligeledes vil kunne tale afgørende for meddelelse af visum til den anden af barnets forældre med henblik på besøg hos et herboende barn, vil kunne være, hvis den herboende forælder f.eks. som følge af alvorlig sygdom er ude af stand til at tage vare på barnet.

Afslag på visum til en ægtefælle vil ligeledes kunne medføre en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i relation til kravet på beskyttelse af familieliv efter EMRK artikel 8. Dette vil f.eks. kunne gøre sig gældende, hvor den herboende ægtefælle i en kortere periode vil være forhindret i at udøve familielivet i et andet land på grund af f.eks. alvorlig sygdom, men hvor hindringen ikke har en varighed, der vil kunne danne grundlag for opholdstilladelse.

Endvidere vil ægtefæller kunne have krav på beskyttelse af deres familieliv, hvor der er uoverstigelige hindringer af en karakter, som ville kunne begrunde opholdstilladelse, men hvor parret vælger at udøve familielivet gennem besøgsophold i stedet. Sådanne uoverstigelige hindringer vil f.eks. kunne være, at den herboende ægtefælle som flygtning ikke vil have mulighed for at rejse til et fælles hjemland, at den herboende opfylder betingelserne for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, eller at udlændingens herboende mindreårige børn har opnået en væsentlig selvstændig tilknytning til landet.

Det vil i vurderingen af, om der foreligger ganske særlige grunde, kunne indgå som et element, om udlændingen, der har født under det tidligere visumophold i Danmark, kan dokumentere, at vedkommende efterfølgende har betalt for fødslen.

Det vil i den forbindelse kunne tillægges betydning, om betalingen for fødslen er sket i nær tilknytning til fødslen eller først flere måneder eller år efter, selve fødslen fandt sted i Danmark, herunder i forbindelse med, at udlændingen på ny søger visum til Danmark.

Der vil også med den foreslåede bestemmelse, i overensstemmelse med sædvanlig praksis, være mulighed for under henvisning til ganske særlige omstændigheder at fravige karensreglen, hvis udlændingens tilstedeværelse i Danmark er helt nødvendig, f.eks. fordi den pågældende skal vidne i en retssag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 4 e, stk. 1, kan en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse efter udlændingelovens § 47, stk. 2, om at meddele afslag på en ansøgning om visum eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum, jf. stk. 3, meddeles ansøgeren alene ved brug af en standardformular til underretning om begrundelse for afslag på eller annullering eller inddragelse af visum. Afgørelsen udfærdiges i overensstemmelse med reglerne i visumkodeksen.

Efter udlændingelovens § 4 e, stk. 2, finder stk. 1 ikke anvendelse, hvis udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i udlændingelovens § 2, stk. 4 (EU-reglerne).

Udlændinge- og integrationsministeren kan i medfør af udlændingelovens § 4 e, stk. 3, fastsætte regler om, hvilke typer af afgørelser der er omfattet af stk. 1. Bemyndigelsen er udnyttet i visumbekendtgørelsens § 29.

Det foreslås at ophæve udlændingelovens § 4 e .

Det betyder, at en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation ikke længere vil kunne meddele en afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum alene ved brug af standardformularen optrykt som bilag VI til visumkodeksen.

En dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om at meddele afslag på en ansøgning om visum eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum, jf. udlændingelovens § 47, stk. 2, vil således fremadrettet skulle udarbejdes under iagttagelse af forvaltningslovens krav til begrundelse.

Det betyder, at de danske repræsentationer i udlandet fremadrettet vil skulle supplere standardformularens afslagsbegrundelser med bl.a. en henvisning til relevante retsregler og – særligt for så vidt angår de afgørelser om afslag, der baseres på et skøn – en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen. Repræsentationerne vil således i alle sådanne afgørelser skulle udarbejde en individuelt begrundet afgørelse, der er i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om begrundelse, sådan som repræsentationerne allerede gør i dag i hovedparten af de sager, hvor de meddeler afslag på visum.

Det betyder desuden, at udlændinge- og integrationsministeren ikke længere vil kunne fastsætte regler om, hvilke af repræsentationernes afgørelser om afslag på eller om at annullere eller inddrage et allerede meddelt visum der kan meddeles alene ved brug en standardformular.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvori det foreslås at ophæve udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 2. pkt., om, at en afgørelse, der er meddelt ansøgeren alene ved brug af en standardformular, jf. § 4 e, stk. 1, anses for påklaget til Udlændingestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 4

Efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, uden arbejdstilladelse kan tage beskæftigelse i Danmark på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, såfremt visse betingelser herfor er opfyldt.

Efter udlændingelovens § 14 a, stk. 2, nr. 4, er udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, udelukket fra adgangen til beskæftigelse efter stk. 1.

Det foreslås, at udlændingelovens § 14 a, stk. 2, nr. 4, affattes til udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Det betyder, at udlændingelovens § 14 a, stk. 1, ikke vil gælde for udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i lovens § 10, men som er henvist til tålt ophold, fordi de ikke udrejser frivilligt og ikke kan udsendes tvangsmæssigt på grund af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31.

Den foreslåede ændring indebærer således, at alle udlændinge, der er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, og som er henvist til tålt ophold, fremadrettet ikke vil have mulighed for at kunne tage beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a.

Det betyder, at den undtagne persongruppe udvides til at gælde alle udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, og som ikke kan udsendes af landet på baggrund af refoulementsforbuddet i § 31.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 5

Efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, uden arbejdstilladelse kan tage beskæftigelse i Danmark på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, såfremt visse betingelser herfor er opfyldt. Det er efter de gældende regler ikke muligt at tidsbegrænse godkendelsen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 14 a indsættes et nyt stk. 3 , hvoraf det fremgår, at godkendelse til beskæftigelse efter stk. 1 meddeles for højst 1 år og herefter kan forlænges for perioder på op til 1 år ad gangen. En ansøgning om forlængelse af godkendelse til beskæftigelse efter stk. 1 skal indgives før godkendelsens udløb.

Den foreslåede ændring indebærer, at en godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, fremover vil skulle meddeles for en periode på højst et år med mulighed for forlængelse med et år ad gangen. Det vil således ikke længere være muligt for en udlænding at opnå en tidsubegrænset godkendelse til beskæftigelse efter bestemmelsen i § 14 a.

Forlængelse vil skulle ske, hvis betingelserne i udlændingelovens § 14 a, stk. 1, fortsat er opfyldt, hvilket betyder, at der fortsat skal være tale om ansættelse på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, samt at betingelserne i udlændingelovens § 14 a, stk. 1, nr. 1-4, fortsat skal være opfyldt. Det er endvidere en betingelse for forlængelse, at udlændingen ikke er blevet omfattet af undtagelserne i udlændingelovens § 14 a, stk. 2.

Hvis der f.eks. ikke har været lovformelige forhold og kontinuerlige, sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår i perioden for førstegangsgodkendelsen, herunder hvis arbejdsgiveren ikke har indbetalt rettidigt skat, vil dette tale imod en forlængelse af en godkendelse til beskæftigelse, idet det som udgangspunkt vil have formodningen imod sig, at samme arbejdsgiver i forlængelsesperioden vil ændre løn- og ansættelsesvilkårene og indbetale korrekt og rettidig skat, når det ikke blev gjort under førstegangsgodkendelsen.

Der vil endvidere ikke kunne ske forlængelse af et ansættelsesforhold, såfremt den oprindelige godkendelse er opnået ved svig, herunder også selv om forlængelsesansøgningen ikke baserer sig på svigagtige oplysninger. Der vil i princippet være tale om en ny ansøgning om godkendelse til beskæftigelse baseret på ikke svigagtige forhold, men der vil i sådanne tilfælde skulle meddeles afslag på godkendelse, idet der tidligere har været opnået godkendelse som følge af misbrug af reglerne. Det bemærkes dog i den forbindelse, at er det tidligere ansættelsesforhold opnået på baggrund af svigagtige oplysninger fra arbejdsgiveren, og var udlændingen ikke bekendt hermed, vil udlændingen efter den foreslåede bestemmelse ikke være afskåret fra på ny at opnå en godkendelse til beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver.

En godkendelse af en forlængelse af et ansættelsesforhold forudsætter, at der er tale om den samme ansættelse på samme vilkår som tidligere, da der ellers vil være tale om et nyt ansættelsesforhold på nye løn- og ansættelsesvilkår, der vil forudsætte en ny godkendelse efter udlændingelovens § 14 a. Det betyder, at der i forbindelse med en forlængelse ikke på ny behøver at blive indgået en kontrakt mellem udlændingen og Udlændingestyrelsen om ansættelsesforholdet. Udlændingestyrelsen vil dog skulle gøre udlændingen opmærksom på, at kontrakten fortsat er gældende og i den forbindelse orientere udlændingen om vilkårene for beskæftigelsen. Hvis udlændingen i forbindelse med indgåelse af kontrakten såvel mundtligt som skriftlig er blevet vejledt om, at vilkårene i kontrakten også vil gælde i en eventuel forlængelsessituation, vil vejledningen i forlængelsessituationen efter en konkret vurdering alene kunne gives skriftligt.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at en ansøgning om forlængelse vil skulle indgives til Udlændingestyrelsen, inden den oprindelige godkendelse udløber. Ansøgningen bør tidligst indgives 1-2 måneder før godkendelsens udløb og skal være vedlagt en ansættelseskontrakt som dokumentation for, at der fortsat foreligger et aktuelt tilbud om ansættelse.

Hvis en ansøgning om forlængelse af godkendelse til beskæftigelse er indgivet rettidigt, vil udlændingen kunne fortsætte i beskæftigelse, mens ansøgningen behandles af Udlændingestyrelsen, og indtil styrelsen træffer afgørelse. Hvis Udlændingestyrelsen efterfølgende træffer afgørelse om at forlænge godkendelsen, vil udlændingen herefter kunne fortsætte sin beskæftigelse. Hvis Udlændingestyrelsen imidlertid træffer afgørelse om ikke at forlænge godkendelsen, vil udlændingen, fra tidspunktet hvor udlændinge gøres bekendt med afgørelsen om ikke at forlænge godkendelse til beskæftigelse, ikke længere have adgang til beskæftigelse i Danmark efter udlændingelovens § 14 a.

Såfremt en ansøgning ikke bliver indgivet rettidigt, og godkendelsen således er udløbet, vil retten til beskæftigelse ophøre på tidspunktet for godkendelsens udløb. Hvis udlændingen herefter fortsætter sin beskæftigelse, vil der derved være tale om beskæftigelse uden fornøden tilladelse, hvilket efter omstændighederne vil kunne straffes efter udlændingelovens § 59, stk. 3 og 5.

Hvis en godkendelse til beskæftigelse ikke bliver forlænget, og udlændingen er i beskæftigelse, påhviler det udlændingen selv at opsige sin beskæftigelse uden ugrundet ophold og fratræde sin stilling.

Det forudsættes imidlertid, at Udlændingestyrelsen orienterer arbejdsgiveren og Skattestyrelsen, hvis godkendelsen til beskæftigelse ikke forlænges. Det bemærkes, at en arbejdsgiver efter udlændingelovens § 59, stk. 5, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis den pågældende beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

Det forudsættes endvidere, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med kontraktindgåelsen vejleder den pågældende udlænding om, at beskæftigelsen bør kunne opsiges med kort varsel, således at det, i tilfælde, hvor udlændingen ikke får forlænget sin godkendelse til beskæftigelse, er muligt for udlændingen at opsige og udtræde af sit ansættelsesforhold uden at misligholde sin ansættelseskontrakt. Ligesom det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en meddelelse af selve godkendelse til beskæftigelse efter § 14 a vejleder ansøgeren om reglerne for forlængelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af udlændingelovens § 14 a, stk. 4, at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som har taget beskæftigelse efter stk. 1 og ikke længere opfylder betingelserne herfor eller ikke overholder vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 3, ikke længere har ret til at tage beskæftigelse.

Det foreslås, at udlændingelovens § 14 a, stk. 4 , som bliver stk. 5, nyaffattes, således at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som har taget beskæftigelse efter denne bestemmelse, ikke længere har ret til at tage beskæftigelse i følgende tilfælde:

1. Godkendelsen efter stk. 1 er opnået ved svig.

2. Betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt.

3. Udlændingen efter tidspunktet for godkendelse efter stk. 1 bliver omfattet af en af undtagelserne i stk. 2.

4. Vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 4, ikke overholdes.

5. Udlændingen udebliver fra sit indkvarteringssted omfattet af § 42 a, stk. 5, eller uden tilladelse har taget ophold uden for et indkvarteringssted.

6. Udlændingen ikke betaler de udgifter, som den pågældende måtte være blevet pålagt at betale i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1 pkt.

Det betyder, at en godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1 – udover i de tilfælde en godkendelse efter gældende ret kan inddrages – fremover tillige vil kunne inddrages, hvis godkendelsen til beskæftigelse er opnået ved svig, hvis udlændingen bliver omfattet af udelukkelsesgrundene i § 14 a, stk. 2, hvis udlændingen udebliver fra sit indkvarteringssted, samt hvis udlændingen ikke betaler udgifterne til ophold på et indkvarteringssted, som den pågældende måtte være blevet pålagt at betale i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1 pkt., som følge af beskæftigelsesforholdet.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 1 , kan en godkendelse til beskæftigelse inddrages, hvis den er opnået ved svig.

Udlændingestyrelsen vil således kunne inddrage en godkendelse, hvis en udlænding eller vedkommendes arbejdsgiver mundtligt eller skriftligt, f.eks. i et ansøgningsskema, forsætligt angiver urigtige oplysninger med henblik på at opnå en godkendelse. Svig kan endvidere foreligge, hvis udlændingen fortier oplysninger, herunder oplysninger om forhold, der indebærer, at vedkommende efter udlændingelovens § 14 a, stk. 2, vil være udelukket fra ordningen.

Det bemærkes dog i den forbindelse, at hvis et ansættelsesforhold har været opnået på baggrund af svigagtige oplysninger fra arbejdsgiveren, og udlændingen ikke var bekendt hermed, vil udlændingen efter den foreslåede bestemmelse få inddraget sin oprindelige godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, men udlændingen vil herefter have mulighed for på ny at opnå en godkendelse til beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver.

Efter den foreslåede § 14 a, stk. 5, nr. 2 , der er en videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 4, kan Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om, at en godkendelse efter stk. 1 inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, medmindre helt særlige grunde taler derimod.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen oprindeligt opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 14 a, stk. 1, for at opnå godkendelse til beskæftigelse, men en eller flere af betingelserne senere ophører med at være opfyldt, vil godkendelsen således som udgangspunkt kunne inddrages.

Efter den foreslåede § 14 a, stk. 5, nr. 3 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne træffe afgørelse om at inddrage en godkendelse til beskæftigelse, såfremt udlændingen bliver omfattet af den persongruppe, der er udelukket fra beskæftigelse efter § 14 a, stk. 2, nr. 1-7.

Dette er i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter en tilladelse til beskæftigelse kan inddrages som følge af, at en udlænding bliver omfattet af den udelukkede persongruppe i stk. 2, idet en udlænding herved ikke længere vil anses for at opfylde betingelserne for en godkendelse til beskæftigelse.

Den foreslåede ændring indebærer således en særskilt hjemmel til, at Udlændingestyrelsen som hidtil vil kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse, hvis udlændingen, efter styrelsen har meddelt godkendelse til beskæftigelse, bliver omfattet af en af udelukkelsesgrundende i udlændingelovens § 14 a, stk. 2. Det betyder, at det kommer til at fremgå direkte af § 14, a, stk. 5, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse i tilfælde, hvor en udlænding, efter godkendelsen er meddelt, f.eks. bliver udvist ved dom, jf. udlændingelovens § 14 a, stk. 2, nr. 2.

Efter den foreslåede § 14 a, stk. 5, nr. 4 , der er en videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 4, vil Udlændingestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en godkendelse efter stk. 1 inddrages, såfremt vilkårene i den med Udlændingestyrelsen indgåede kontrakt, jf. stk. 4, ikke overholdes.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen på et tidspunkt, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, ikke overholder vilkårene i kontrakten, herunder særligt ophører med at medvirke til oplysningen af sin asylsag eller udrejse, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen.

Medvirken indebærer, at udlændingen kommer til aftalte møder med myndighederne og for eksempel afgiver forklaring og fremlægger de dokumenter, som er medbragt til Danmark, eller som vedkommende med rimelighed vil kunne fremskaffe uden at eksponere sig over for hjemlandets myndigheder. Medvirken indebærer endvidere, at udlændingen deltager i sprogtest, aldersundersøgelse, torturundersøgelse eller anden undersøgelse, og at vedkommende samtykker til indhentelse af udlændingens asylsag i andre europæiske lande.

I udsendelsesfasen indebærer medvirken, at udlændingen underskriver en erklæring om, at den pågældende vil medvirke til udrejsen. Desuden skal den pågældende meddele de fornødne oplysninger til, at myndighederne kan fremskaffe rejsedokumentation til udrejsen, om nødvendigt give møde på hjemlandets ambassade i Danmark med henblik på at få udstedt rejsedokument eller lade sig fremstille for en delegation fra hjemlandet med henblik på at fastslå identiteten.

Kravet om medvirken skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor udlændingen ansøger om at kunne tage beskæftigelse, ligesom det som hovedregel er en betingelse, at udlændingen efter at være meddelt godkendelse løbende medvirker til sagens behandling efter udlændingelovens regler.

Hvis udlændingen på et tidspunkt ophører med at medvirke, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen. Dog skal udlændingen kunne beholde sin godkendelse, såfremt den pågældende straks genoptager sin medvirken til sagens behandling eller gennemførelse af en udsendelse. Også i tilfælde, hvor der er forløbet en længere periode mellem en første undladelse af medvirken og en efterfølgende undladelse af medvirken, kan der efter omstændighederne ses bort fra den manglende medvirken, hvis udlændingen straks genoptager sin medvirken.

Herudover vil kravet om medvirken kunne fraviges i helt særlige tilfælde, herunder hvis udlændingen på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet ikke kan blive udsendt tvangsmæssigt, og de danske udlændingemyndigheder således ikke kan effektuere afgørelsen om udsendelse. Kravet om medvirken vil dog genindtræde, så snart berostillelsen af den tvangsmæssige udsendelse til det givne land ophæves.

Manglende medvirken på grund af lovligt forfald (som f.eks. sygdom) skal heller ikke have konsekvenser. Også i tilfælde af længerevarende, alvorlig sygdom vil der efter omstændighederne kunne ses bort fra manglende medvirken, herunder hvis den pågældende er så svækket, at krav om medvirken savner mening, fordi den pågældende ikke ville kunne udsendes på grund af sin tilstand. For så vidt angår betingelserne for medvirken, kan der i øvrigt henvises til Folketingstidende 2012-2013, A, L 130, som fremsat, side 30-31.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 5 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse, hvis udlændingen udebliver fra sit indkvarteringssted omfattet af § 42 a, stk. 5, eller uden tilladelse har taget ophold uden for et indkvarteringssted.

Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor udlændingen uden tilladelse har taget ophold et sted uden for et indkvarteringssted, herunder steder omfattet af udlændingelovens § 42 k. stk. 1, eller § 42 l, stk. 1 eller 3, uanset om Udlændingestyrelsen måtte være blevet gjort bekendt med opholdsstedets adresse.

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse i de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen, f.eks. som følge af at udlændingen ikke reagerer på henvendelser fra styrelsen eller centeret, ikke er bekendt med, hvor vedkommende opholder sig, eller hvor udlændingen efter at have været udeblevet fra sit indkvarteringssted dukker op igen.

Af praktiske grunde og for at undgå unødvendig sagsbehandling forudsættes det med den foreslåede ordning, at Udlændingestyrelsen først vil iværksætte en sag om inddragelse af godkendelse til beskæftigelse, når udlændingen har været udeblevet eller har taget ophold uden for et indkvarteringssted i ikke mindre end 14 dage og ikke inden for denne periode har taget ophold på indkvarteringsstedet. Udlændingestyrelsen vil dog kunne inddrage en godkendelse, inden der er gået 14 dage, såfremt de konkrete omstændigheder tilsiger det. Dette vil f.eks. være relevant i tilfælde, hvor udlændingen gentagne gange udebliver fra sit indkvarteringssted.

Efter den foreslåede § 14 a, stk. 5, nr. 6 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse, hvis udlændingen ikke efterkommer et pålæg fra Udlændingestyrelsen om at betale for udgifter til eget og familiens ophold på et indkvarteringssted efter § 42 a, stk. 4, 1. pkt.

Det betyder f.eks., at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse til beskæftigelse, hvis udlændingen modtager løn for beskæftigelsen, men nægter at betale for sin og familiens ophold på et indkvarteringssted. Det vil efter en konkret vurdering tillige kunne danne grundlag for inddragelse af en godkendelse efter § 14 a, stk. 1, såfremt udlændingen gentagne gange betaler de pålagte udgifter for sent. Det forudsættes imidlertid, at der ikke foreligger undskyldende omstændigheder, og at udlændingen er blevet gjort bekendt med, at manglende betaling kan medføre inddragelse af godkendelsen.

Udlændingestyrelsens afgørelse efter den foreslåede § 14 a, stk. 5, kan påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 7

Efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, udvises, hvis udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af bl.a. § 42 a, stk. 7, 4. pkt.

Efter udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., straffes overtrædelse af bl.a. § 42 a, stk. 7, 4. pkt., med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Det foreslås i § 25 a, stk. 1, nr. 1 , og § 60, stk. 1, 1. pkt. , at ændre henvisningen til § 42 a, stk. 7, 4. pkt., til en henvisning til § 42 a, stk. 7, 5. pkt.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås indsat et nyt punktum efter § 42 a, stk. 7, 2. pkt., hvorefter 4. pkt. bliver til 5. pkt. Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.

Til nr. 8

Efter udlændingelovens § 34, stk. 2, nr. 4, kan politiet bestemme, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. bl.a. § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Efter udlændingelovens § 36, stk. 2, 1. pkt., kan en udlænding frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. bl.a. § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Efter udlændingelovens § 36, stk. 5, drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt, hvis bl.a. de i § 42 a, stk. 7, 3. pkt., nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Efter udlændingelovens § 36, stk. 6, skal en udlænding, der af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, eller Flygtningenævnet er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og hvor politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., så vidt muligt frihedsberøves, såfremt bl.a. de i § 42 a, stk. 7, 3. pkt., nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken til udrejsen.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan bl.a. Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bl.a. stk. 6. Efter § 46 a, stk. 6, nr. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelse efter bl.a. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., ikke påklages.

Efter udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., straffes overtrædelse af de i medfør af bl.a. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., givne pålæg med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.

Det foreslås i § 34, stk. 2, nr. 4, § 36, stk. 2, 1. pkt., § 36, stk. 5, § 36, stk. 6, § 46 a, stk. 6, nr. 1 , der bliver stk. 7, nr. 1, og § 60, stk. 1, 1. pkt. , at ændre henvisningen til § 42 a, stk. 7, 3. pkt., til en henvisning til § 42 a, stk. 7, 4. pkt.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås indsat et nyt pkt. efter § 42 a, stk. 7, 2. pkt., hvorefter 3. pkt. bliver til 4. pkt. Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af bestemmelserne.

Til nr. 9

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., træffer Udlændingestyrelsen bestemmelse om indkvarteringen af udlændinge omfattet af § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Ved indkvarteringen skal Udlændingestyrelsen så vidt muligt tage hensyn til, om der er tale om nyankomne asylansøgere eller asylansøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse efter § 7, jf. § 42 a, stk. 7, 2. pkt. Hvis en udlænding ikke efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, kan Udlændingestyrelsen pålægge udlændingen at tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt. Reglerne finder også anvendelse i forhold til indkvartering af mindreårige udlændinge, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold.

Det foreslås, at der i § 42 a, stk. 7 , indsættes et nyt 3. pkt., hvoraf det fremgår, at indkvarteringen af en mindreårig udlænding, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, sker separat af hensyn til den mindreåriges tarv, herunder hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode, medmindre hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering, og dette ikke er i strid med hensynet til den mindreåriges tarv.

Med lovforslaget tydeliggøres det retlige grundlag for den nuværende praksis, hvorefter Udlændingestyrelsen iværksætter separat indkvartering af en gift eller samlevende mindreårig udlænding af hensyn til den mindreåriges tarv, herunder hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode, medmindre hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering, og dette ikke er i strid med hensynet til den mindreåriges tarv.

Det tydeliggøres for det første, at Udlændingestyrelsen som led i styrelsens faktiske forvaltningsvirksomhed vil kunne træffe bestemmelse om separat indkvartering af en mindreårig udlænding omfattet af § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, af hensyn til den mindreåriges tarv, herunder hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode, medmindre hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering, og dette ikke er i strid med hensynet til den mindreåriges tarv, jf. § 42 a, stk. 7, 1. pkt., jf. det foreslåede 3. pkt.

Det tydeliggøres for det andet, at Udlændingestyrelsen efterfølgende vil kunne træffe afgørelse om separat indkvartering, når de samme hensyn gør sig gældende, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., som med lovforslaget bliver til 4. pkt., jf. det foreslåede 3. pkt.

Religiøs vielse uden borgerlig gyldighed skal forstås som en indstiftelse af et ægteskabslignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Det er ikke en forudsætning, at der er underskrevet en form for ægteskabskontrakt.

Andet ægteskabslignende forhold skal forstås som en forbindelse mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold.

Lovforslaget indebærer en normering af Udlændingestyrelsens skønsmæssige beføjelse, således at kun hensynet til den mindreåriges tarv og hensynet til familiens enhed kan indgå i vurderingen af, om indkvartering af en mindreårig udlænding skal ske separat. Normeringen indebærer, at øvrige hensyn, som kan varetages ved indkvarteringen, herunder det i § 42 a, stk. 7, 2. pkt., nævnte hensyn til, hvor i asylprocessen udlændingen befinder sig, ikke vil kunne indgå i vurderingen af, om der skal iværksættes separat indkvartering af en mindreårig udlænding.

Det forudsættes med lovforslaget, at Udlændingestyrelsens nuværende praksis for iværksættelse af separat indkvartering af en mindreårig udlænding, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, videreføres.

Udlændingestyrelsen vil således som det klare udgangspunkt skulle træffe bestemmelse om separat indkvartering efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., jf. den foreslåede bestemmelse i 3. pkt., af udlændinge, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, hvis den ene eller begge parter er under 18 år. Bestemmelsen herom vil ofte blive truffet blot få timer efter parternes ankomst, og Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag vil derfor ofte være meget begrænset.

Såfremt begge parter er under 18 år, vil parterne, medmindre særlige forhold taler herimod, kunne indkvarteres på samme børnecenter, men ikke på samme værelse. Indkvartering vil skulle ske efter de normale principper for indkvartering på det pågældende center, herunder på kønsopdelte værelser. Fylder den ene part 18 år under opholdet i asylsystemet, vil denne efter nuværende praksis skulle flyttes til en børneafdeling i et opholdscenter, mens den anden part vil skulle forblive indkvarteret på et børnecenter.

Formålet med iværksættelse af separat indkvartering er at sikre, at indkvarteringen i asylsystemet ikke bidrager til at fastholde en mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangssamliv, samt – ud fra hensynet til, at samtykke til ægteskab o. lign. meddeles af personer, som er tilstrækkeligt modne og forstår betydningen af dispositionen – at give den mindreårige en betænkningsperiode, hvor den mindreårige har rammerne for at overveje, om forholdet er frivilligt og udtryk for den mindreåriges egne ønsker. Det bagvedliggende hensyn er hensynet til den mindreåriges tarv. Den separate indkvartering vil endvidere varetage hensynet til at forhindre overtrædelser af de retlige normer for samlivsforhold, som gælder i Danmark, herunder navnlig reglerne om den seksuelle lavalder og forbud mod tvangsægteskaber og tvangssamliv.

I den indledningsvise indkvartering er det klare udgangspunkt, at parterne indkvarteres separat. Udgangspunktet om separat indkvartering beror på hensynet til at sikre, at den mindreårige ikke udsættes for tvang under den indledningsvise indkvartering i asylsystemet, hvor Udlændingestyrelsen endnu ikke har haft mulighed for grundigt at vurdere, om samlivet er frivilligt. Udlændingestyrelsen vil dog allerede ved den indledningsvise indkvartering, hvor styrelsens beslutningsgrundlag ofte vil være begrænset, skulle vurdere, om der foreligger helt særlige omstændigheder, der tilsiger, at parterne skal indkvarteres sammen, herunder hvis parterne har børn, og den mindreårige f.eks. på grund af et handicap er klart afhængig af sin partners pasning og pleje og bistand til at drage omsorg for børnene, eller hvis parterne er traumatiserede, og relevante fagpersoner vurderer, at den fortsatte forældreevne og omsorg over for parternes børn er aldeles afhængig af, at begge parter bor sammen med børnene i den indledningsvise indkvartering.

Udlændingestyrelsen vil i forlængelse af den indledningsvise separate indkvartering skulle træffe afgørelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt., der med lovforslaget bliver til 4. pkt., såfremt parterne ikke er enige i, at indkvarteringen skal ske separat. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vil skulle vejlede parterne om muligheden for at få truffet en afgørelse om spørgsmålet. Det forudsætter et helt utvivlsomt grundlag – vurderet under behørig hensyntagen til parternes situation – at antage, at et par selv ønsker separat indkvartering. Såfremt der således blot er indikationer, herunder stiltiende, på at den ene eller begge af parterne ikke ønsker separat indkvartering, vil Udlændingestyrelsen skulle træffe en afgørelse herom, forinden den separate indkvartering vil kunne effektueres.

Ligesom det kan være tilfældet for bestemmelsen om den indledningsvise indkvartering efter 1. pkt., jf. ovenfor, vil også grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse efter 3. pkt., der med forslaget bliver til 4. pkt., kunne være relativt begrænset. Det vil navnlig være tilfældet, når der er behov for at træffe en sådan afgørelse som en foreløbig afgørelse af hensyn til hurtigt at skabe et grundlag for at effektuere den indledningsvise separate indkvartering. Afgørelsen vil dog skulle træffes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder. Når der træffes en foreløbig afgørelse, vil Udlændingestyrelsen efterfølgende skulle træffe afgørelse på ny, når der foreligger et bedre grundlag.

En afgørelse efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt., som med lovforslaget bliver til 4. pkt., vil indebære, at forvaltningslovens regler om partsrettigheder, herunder partshøring, begrundelse, vejledningspligt og klagevejledning, skal iagttages. Partshøring vil skulle gennemføres med hver af parterne for sig. Udlændingestyrelsen vil i forbindelse med partshøringen skulle vejlede om, hvad et tvangsægteskab er, at tvangsægteskaber er ulovlige i Danmark, samt om tilgængelige muligheder for rådgivning, konfliktmægling, psykologhjælp og hotlines m.v. til unge, der oplever at blive udsat for tvangsægteskab, social kontrol, trusler, vold m.v. og herunder om de gældende regler for skilsmisse i Danmark.

Såfremt der ikke foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv mellem en mindreårig udlænding og vedkommendes partner, vil parterne skulle indkvarteres separat. Det vil være tilfældet, såfremt den yngste af parterne er under 15 år, jf. også den seksuelle lavalder i straffelovens § 222, eller hvis der er tale om et tvangsægteskab eller et tvangssamliv.

Udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger et tvangselement, er, om ægteskabet er indgået frivilligt. Der vil dog kunne være konkrete tilfælde, hvor det ikke er afgørende, at et forhold ikke er indgået eller etableret efter begge parters ønske, eksempelvis fordi der er forløbet flere år siden indgåelsen af forholdet, de pågældende har levet sammen i den mellemliggende periode, og det findes ubetænkeligt at lægge til grund, at begge parter på indkvarteringstidspunktet ønsker at fortsætte forholdet. Et forhold, der oprindeligt blev indgået under tvang, kan således godt have udviklet sig til et frivilligt forhold, ligesom det modsatte naturligvis kan være tilfældet. Det bemærkes i den forbindelse, at arrangerede ægteskaber godt kan være indgået uden tvang, og at alene ægteskaber, der indgås og består mod eget ønske, eller i øvrigt består mod eget ønske, vil skulle anses for tvangsægteskaber.

I vurderingen af, om forholdet er frivilligt, vil Udlændingestyrelsen skulle inddrage den mindreåriges synspunkter og forklaringer, som disse kommer til udtryk i forbindelse med partshøringen, jf. også Danmarks forpligtelse efter Børnekonventionens artikel 12, stk. 1, til at inddrage barnets synspunkter i alle forhold vedrørende barnet. Vurderingen af, om forholdet er frivilligt, vil dog ikke alene kunne støttes på parternes egne forklaringer, og der vil derfor skulle foretages en samlet vurdering på baggrund af alle de relevante oplysninger i sagen. Det vil bl.a. kunne indgå i denne vurdering, hvilken alder parterne har, herunder aldersforskellen, hvor længe de har kendt hinanden, og hvor længe parret har levet sammen, herunder om de har levet sammen inden indgåelse af et eventuelt ægteskab, religiøs vielse eller andet ægteskabslignende forhold. Det vil endvidere, i relation til ægteskaber, herunder religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold, kunne indgå, hvor længe ægteskabet har været planlagt, hvilken alder parterne havde ved ægteskabets indgåelse, parternes eventuelle slægtskab, og om ægteskabet er indgået med parternes familiers medvirken. Det vil ligeledes skulle indgå i vurderingen, hvad parterne hver især selv har oplyst om ægteskabet, herunder troværdigheden af de afgivne forklaringer og hvad relevante fagpersoner observerer og oplyser herom. Endvidere vil myndighedernes kendskab til de generelle kulturelle normer og normer for ægteskab i parternes hjemlande kunne indgå som et blandt flere momenter i vurderingen, ligesom parternes personlige forhold, herunder arbejds- og uddannelsesmæssige forhold, vil kunne indgå.

Selvom den yngste af parterne er over 15 år, og der ikke umiddelbart kan konstateres et element af tvang, og der således kan være tale om et beskyttelsesværdigt familieliv, vil udgangspunktet være, at der iværksættes separat indkvartering ud fra et hensyn til at give den mindreårige en betænkningsperiode samt til beskyttelsen af de retlige normer for samlivsforhold, som gælder i Danmark. Udlændingestyrelsen vil dog skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om adskillelsen af parterne er saglig og proportional. Såfremt hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering, og dette ikke er i strid med den mindreåriges tarv, vil parterne skulle indkvarteres sammen. Det vil i denne vurdering bl.a. skulle indgå, hvilken alder parterne har, herunder hvor stor aldersforskellen er, om parterne har børn sammen eller venter barn, og om der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. helbreds- og trivselsmæssige forhold. Såfremt Udlændingestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering finder, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at indkvartere parterne separat, vil parterne skulle indkvarteres sammen.

Parternes alder vil kunne indgå som et moment i den konkrete vurdering af, om det er sagligt og proportionalt at opretholde den separate indkvartering. Det vil kunne have betydning, hvor tæt på myndighedsalderen den yngste part er, og hvor stor aldersforskellen på parterne er. Såfremt den ene af parterne f.eks. er 17 år og dermed tæt på myndighedsalderen, og den anden part er under 20 år, vil der således kunne gøres undtagelse fra udgangspunktet om separat indkvartering. Derimod vil en situation, hvor den ene part f.eks. er 16 år og den anden part er over 30 år, i almindelighed medføre, at der på grund af aldersforskellen mellem parterne vil skulle ske en separat indkvartering. Der er tale om en samlet vurdering, hvori bl.a. vil kunne indgå relevant fagpersonales observationer vedrørende den mindreåriges individuelle modenhed og udvikling.

Det vil også kunne indgå i vurderingen, om parret venter barn sammen; i visse tilfælde også selv om kvinden er gravid med et barn, som har et andet biologisk ophav end den pågældende partner. Det vil i den forbindelse kunne tillægges betydning, hvor langt henne i graviditeten kvinden er, og om der foreligger oplysninger om særlige behov for støtte fra partneren, f.eks. som følge af traumer eller helbredsmæssige forhold.

Uanset at den mindreårige er gravid, og at samlivet må antages at være frivilligt, vil der dog som udgangspunkt skulle ske separat indkvartering, hvis der er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder, der taler imod fælles indkvartering. Der vil dog skulle gøres undtagelse, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder, herunder hvis parterne er traumatiserede, og den fortsatte omsorg for det (endnu ufødte) barn er afhængig af, at forældrene bor sammen. Omvendt vil et par, der venter barn sammen, som udgangspunkt skulle indkvarteres sammen, såfremt forholdet må antages at være frivilligt, og der ikke er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder, der taler imod fælles indkvartering. I tilfælde af separat indkvartering af et par, hvor kvinden er gravid, vil Udlændingestyrelsen af egen drift have pligt til med korte intervaller at revurdere indkvarteringsafgørelsen, herunder proportionaliteten af adskillelsen.

Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om parterne har fælles børn, samt om en af parterne har et særbarn med væsentlig tilknytning til sin forælders partner, eller om forælderen har et væsentligt behov for sin partners støtte til at drage omsorg for barnet. Det vil på samme måde kunne indgå i vurderingen, om en eller begge forældre aktuelt er faktiske omsorgspersoner for et barn. I sådanne tilfælde vil der – foruden hensynet til den mindreårige partner – være et væsentligt hensyn at tage til de pågældende børn. Det gælder i særlig grad, hvis der er tale om mindre børn – hvilket må antages at være tilfældet som følge af, at der er tale om forældre, hvor den ene er mindreårig – eller hvis der er oplyst om særlige omsorgsbehov, traumer m.v. hos børnene. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form af observationer/udtalelser fra relevant social- eller sundhedsfagligt personale. Det bemærkes i den forbindelse, at asylansøgende børn generelt må anses for særligt sårbare, også selv om de er ledsaget af deres forældre. Det vil i den forbindelse have betydning, om hensynet til børnene henholdsvis den mindreårige forælder samstemmende taler for, at begge parter indkvarteres sammen med børnene. I bekræftende fald vil parret som det klare udgangspunkt skulle indkvarteres sammen. I modsat fald, det vil sige såfremt hensynet til den mindreårige partner taler imod fælles indkvartering, vil parterne derimod skulle indkvarteres separat. I sådanne tilfælde vil Udlændingestyrelsen skulle sikre, at der er adgang til regelmæssig kontakt mellem den forælder, som indkvarteres adskilt fra familien, og familien.

Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der er oplyst om væsentlige helbreds- eller trivselsmæssige forhold vedrørende en af parterne, der taler for en fælles indkvartering. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form af udtalelser fra parterne selv og udtalelser fra relevant social- eller sundhedsfagligt personale med kendskab til parrets forhold. Det vil skulle tillægges væsentlig betydning, hvis det på baggrund af f.eks. udtalelser fra relevant social- eller sundhedsfagligt personale må antages, at en separat indkvartering i det konkrete tilfælde kan have alvorlige konsekvenser for den mindreåriges trivsel eller helbred. Sådanne konsekvenser kan f.eks. være betinget af en parts traumer, alvorlige sygdom eller handicap m.v. I sådanne særlige tilfælde vil parterne – såfremt der er tale om et frivilligt samliv – efter en konkret vurdering, hvor også indgår parternes alder, kunne indkvarteres sammen. Et par vil således normalt skulle indkvarteres sammen, hvis det må antages, at samlivet er frivilligt, der ikke er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder, der taler imod fælles indkvartering, og en separat indkvartering i det konkrete tilfælde kan have alvorlige konsekvenser for den mindreåriges trivsel eller helbred. Endvidere vil trivselsmæssige hensyn til den mindreårige i helt særlige tilfælde kunne være så tungtvejende, at et par vil skulle indkvarteres sammen, selv om der er tungtvejende hensyn til den mindreåriges alder, der isoleret set taler imod fælles indkvartering, og parret ikke har børn eller venter barn. Sådanne tilfælde vil dog forudsætte et meget sikkert grundlag i sagens konkrete omstændigheder.

Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen vil skulle gennemføre en afgørelse om separat indkvartering under behørig hensyntagen til den fortsatte eksistens af et eventuelt beskyttelsesværdigt familieliv, og parterne vil derfor som udgangspunkt skulle indkvarteres på asylcentre relativt tæt på hinanden. Det forudsættes med lovforslaget, at Udlændingestyrelsen vil anmode indkvarteringsoperatørerne om at tage stilling til, om der er grundlag for at give de pågældende udlændinge ekstra tilbud i form af f.eks. psykologsamtaler og samtaler med en socialrådgiver.

Herudover vil varigheden af adskillelsen skulle indgå som et selvstændigt moment i vurderingen af, om en separat indkvartering (fortsat) er saglig og proportional, idet intensiteten af indgrebet forøges og vægten af hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode alt andet lige formindskes, når varigheden af adskillelsen bliver længere. Afhængigt af en sags konkrete omstændigheder – herunder varigheden af adskillelsen – vil hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode således kunne ophøre med at være et sagligt hensyn, eller indgrebet vil kunne blive uproportionalt til varetagelsen af hensynet. Hvis den separate indkvartering konkret måtte være af længere varighed, vil Udlændingestyrelsen derfor have pligt til løbende at revurdere afgørelsen om den separate indkvartering. Det samme gælder, hvis afgørelsen om separat indkvartering er truffet på et tidligt tidspunkt i indkvarteringen, hvor Udlændingestyrelsens grundlag for afgørelsen var begrænset, eller hvis konkrete grunde i øvrigt tilsiger, at afgørelsen revurderes. Parterne vil desuden have mulighed for at søge om genoptagelse af deres indkvarteringssag på et hvilket som helst tidspunkt.

Til nr. 10

Efter udlændingelovens § 42 k, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, har ret til at flytte i egen bolig, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, såfremt visse betingelser herfor er opfyldt.

Efter § 42 k, stk. 2, nr. 4, er udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, udelukket fra adgangen til at flytte i egen bolig efter stk. 1.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 k, stk. 2, nr. 4 , affattes til udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Det betyder, at udlændingelovens § 42 k, stk. 1, ikke vil gælde for udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i lovens § 10, men som er henvist til tålt ophold, fordi de ikke udrejser frivilligt og ikke kan udsendes tvangsmæssigt på grund af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31.

Den foreslåede ændring indebærer således, at alle udlændinge, der er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, og som er henvist til tålt ophold, fremadrettet ikke vil have mulighed for at flytte i egen bolig efter udlændingelovens § 42 k.

Det betyder, at den undtagne persongruppe udvides til at gælde alle udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, og som ikke kan udsendes af landet på baggrund af refoulementsforbuddet i § 31.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 11

Det fremgår af udlændingelovens § 42 k, stk. 6, at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som er flyttet i egen bolig efter stk. 1 og ikke længere opfylder betingelserne herfor eller ikke overholder vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 5, skal tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.

Det foreslås, at § 42 k, stk. 6 , nyaffattes, således at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som er flyttet i egen bolig efter denne bestemmelse, skal tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse i følgende tilfælde:

1. Godkendelsen efter stk. 1 er opnået ved svig.

2. Betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt.

3. Udlændingen efter tidspunktet for godkendelse efter stk. 1 bliver omfattet af en af undtagelserne i stk. 2.

4. Vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 5, ikke overholdes.

5. Udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Det betyder, at en godkendelse til at flytte i egen bolig efter § 42 k, stk. 6 – udover i de tilfælde en godkendelse efter gældende ret kan inddrages – fremover tillige vil kunne inddrages, hvis godkendelsen til at flytte i egen bolig er opnået ved svig, hvis udlændingen bliver omfattet af udelukkelsesgrundene i § 42 k, stk. 2, samt hvis udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 k, stk. 6, nr. 1 , kan en godkendelse til at flytte i egen bolig inddrages, hvis den er opnået ved svig.

Udlændingestyrelsen vil således kunne inddrage en godkendelse, hvis en udlænding mundtligt eller skriftligt, f.eks. i et ansøgningsskema, forsætligt angiver urigtige oplysninger med henblik på at opnå en godkendelse. Svig kan endvidere foreligge, hvis udlændingen fortier oplysninger, herunder oplysninger om forhold, der indebærer, at vedkommende efter § 42 k, stk. 2, vil være udelukket fra ordningen.

Efter den foreslåede § 42 k, stk. 6, nr. 2 , der er en videreførelse af den gældende § 42 k, stk. 6, kan Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om, at en godkendelse efter stk. 1 inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, medmindre helt særlige grunde taler derimod.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen oprindeligt opfyldte betingelserne i § 42 k, stk. 1, for at opnå godkendelse til at flytte i egen bolig, men en eller flere af betingelserne senere ophører med at være opfyldt, vil godkendelsen således som udgangspunkt kunne inddrages.

Efter den foreslåede § 42 k, stk. 6, nr. 3 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne træffe afgørelse om at inddrage en godkendelse til at flytte i egen bolig, såfremt udlændingen bliver omfattet af den persongruppe, der er udelukket fra at flytte i egen bolig efter § 42 k, stk. 2, nr. 1-7.

Dette er i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter en godkendelse til at flytte i egen bolig kan inddrages som følge af, at en udlænding bliver omfattet af den udelukkede persongruppe i stk. 2, idet en udlænding herved ikke længere vil anses for at opfylde betingelserne for en godkendelse til at flytte i egen bolig.

Den foreslåede ændring indebærer således en særskilt hjemmel til, at Udlændingestyrelsen som hidtil vil kunne inddrage en godkendelse til at flytte i egen bolig, hvis udlændingen, efter styrelsen har meddelt godkendelse til indkvartering i egen bolig, bliver omfattet af en af udelukkelsesgrundene i § 42 k, stk. 2. Det betyder, at det kommer til at fremgå direkte af § 42 k, stk. 6, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse i tilfælde, hvor en udlænding, efter godkendelsen er meddelt, f.eks. bliver udvist ved dom, jf. udlændingelovens § 42 k, stk. 2, nr. 2.

Efter den foreslåede § 42 k, stk. 6, nr. 4 , der er en videreførelse af den gældende § 42 k, stk. 6, vil Udlændingestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en godkendelse efter stk. 1 inddrages, såfremt vilkårene i den med Udlændingestyrelsen indgåede kontrakt, jf. stk. 5, ikke overholdes.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen på et tidspunkt, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt godkendelse til at flytte i egen bolig efter § 42 k, stk. 1, ikke overholder vilkårene i kontrakten, herunder særligt ophører med at medvirke til oplysningen af sin asylsag eller udrejse, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen.

Medvirken indebærer, at udlændingen kommer til aftalte møder med myndighederne og for eksempel afgiver forklaring og fremlægger de dokumenter, som er medbragt til Danmark, eller som vedkommende med rimelighed vil kunne fremskaffe uden at eksponere sig over for hjemlandets myndigheder. Medvirken indebærer endvidere, at udlændingen deltager i sprogtest, aldersundersøgelse, torturundersøgelse eller anden undersøgelse, og at vedkommende samtykker til indhentelse af udlændingens asylsag i andre europæiske lande.

I udsendelsesfasen indebærer medvirken, at udlændingen underskriver en erklæring om, at den pågældende vil medvirke til udrejsen. Desuden skal den pågældende meddele de fornødne oplysninger til, at myndighederne kan fremskaffe rejsedokumentation til udrejsen, om nødvendigt give møde på hjemlandets ambassade i Danmark med henblik på at få udstedt rejsedokument eller lade sig fremstille for en delegation fra hjemlandet med henblik på at fastslå identiteten.

Kravet om medvirken skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor udlændingen ansøger om at kunne flytte i egen bolig, ligesom det som hovedregel er en betingelse, at udlændingen efter at være meddelt godkendelse løbende medvirker til sagens behandling efter udlændingelovens regler.

Hvis udlændingen på et tidspunkt ophører med at medvirke, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen. Dog skal udlændingen kunne beholde sin godkendelse, såfremt den pågældende straks genoptager sin medvirken til sagens behandling eller gennemførelse af en udsendelse. Også i tilfælde, hvor der er forløbet en længere periode mellem en første undladelse af medvirken og en efterfølgende undladelse af medvirken, kan der efter omstændighederne ses bort fra den manglende medvirken, hvis udlændingen straks genoptager sin medvirken.

Herudover vil kravet om medvirken kunne fraviges i helt særlige tilfælde, herunder hvis udlændingen på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet ikke kan blive udsendt tvangsmæssigt, og de danske udlændingemyndigheder således ikke kan effektuere afgørelsen om udsendelse. Kravet om medvirken vil dog genindtræde, så snart berostillelsen af den tvangsmæssige udsendelse til det givne land ophæves.

Manglende medvirken på grund af lovligt forfald (som f.eks. sygdom) skal heller ikke have konsekvenser. Også i tilfælde af længerevarende, alvorlig sygdom vil der efter omstændighederne kunne ses bort fra manglende medvirken, herunder hvis den pågældende er så svækket, at krav om medvirken savner mening, fordi den pågældende ikke ville kunne udsendes på grund af sin tilstand. For så vidt angår betingelserne for medvirken, kan der i øvrigt henvises til Folketingstidende 2012-2013, A, L 130, som fremsat, side 30-31.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 k, stk. 6, nr. 5 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne inddrage en godkendelse til at flytte i egen bolig, hvis udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse til at flytte i egen bolig i de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen, f.eks. som følge af at udlændingen ikke reagerer på henvendelser fra styrelsen eller centeret, ikke er bekendt med, hvor vedkommende opholder sig, eller hvor udlændingen efter at have været udeblevet fra sit indkvarteringssted dukker op igen og tager ophold i overensstemmelse med den meddelte godkendelse. Ændringen indebærer tillige, at en godkendelse vil kunne inddrages såfremt udlændingen uden tilladelse har taget ophold på en ny adresse, uanset om Udlændingestyrelsen måtte være blevet gjort bekendt med den pågældende adresse.

Af praktiske grunde og for at undgå unødvendig sagsbehandling forudsættes det med den foreslåede ordning, at Udlændingestyrelsen først vil iværksætte en sag om inddragelse af godkendelse til at flytte i egen bolig, når udlændingen har været udeblevet eller har taget ophold uden for det godkendte indkvarteringssted i ikke mindre end 14 dage og ikke inden for denne periode har taget ophold på indkvarteringsstedet. Udlændingestyrelsen vil dog kunne inddrage en godkendelse, inden der er gået 14 dage, såfremt de konkrete omstændigheder tilsiger det. Dette vil f.eks. være relevant i tilfælde, hvor udlændingen gentagne gange udebliver fra sit indkvarteringssted.

Udlændingestyrelsens afgørelse efter den foreslåede § 42 k, stk. 6, kan påklages til Udlændingenævnet, jf. § 46 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 12

Efter udlændingelovens § 42 l, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen efter ansøgning afgørelse om, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, kan indkvartere sig privat, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, såfremt visse betingelser herfor er opfyldt.

Efter § 42 l, stk. 2, nr. 5, er udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, udelukket fra adgangen til privat indkvartering efter stk. 1.

Det foreslås, at udlændingelovens § 42 l, stk. 2, nr. 5 , affattes til udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i § 10, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31.

Det betyder, at udlændingelovens § 42 l, stk. 1 og 3, ikke gælder for udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i lovens § 10, men som er henvist til tålt ophold, fordi de ikke udrejser frivilligt og ikke kan udsendes tvangsmæssigt på grund af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31.

Den foreslåede ændring indebærer således, at alle udlændinge, der er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, og som er henvist til tålt ophold, fremadrettet ikke vil have mulighed for privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 1.

Det betyder, at den undtagne persongruppe udvides til at gælde alle udlændinge, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, og som ikke kan udsendes af landet på baggrund af refoulementsforbuddet i § 31.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af udlændingelovens § 42 l, stk. 6, at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som er indkvarteret i medfør af denne paragraf og ikke længere opfylder betingelserne herfor eller ikke overholder vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 4, skal tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.

Det foreslås, at § 42 l, stk. 6 , nyaffattes, således at Udlændingestyrelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, træffer afgørelse om, at en udlænding, som er indkvarteret privat efter denne bestemmelse, skal tage ophold på et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse i følgende tilfælde:

1. Godkendelsen efter stk. 1 eller 3 er opnået ved svig.

2. Betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt.

3. Udlændingen efter tidspunktet for godkendelse efter stk. 1 bliver omfattet af en af undtagelserne i stk. 2.

4. Vilkårene i den indgåede kontrakt, jf. stk. 4, ikke overholdes.

5. Udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1 eller 3, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Det betyder, at en godkendelse til privat indkvartering efter § 42 l, stk. 6 – udover i de tilfælde en godkendelse efter gældende ret kan inddrages – fremover tillige vil kunne inddrages, hvis godkendelsen til privat indkvartering er opnået ved svig, hvis udlændingen bliver omfattet af udelukkelsesgrundene i § 42 l, stk. 2, samt hvis udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1 eller 3, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 l, stk. 6, nr. 1 , kan en godkendelse til privat indkvartering inddrages, hvis den er opnået ved svig.

Udlændingestyrelsen vil således kunne inddrage en godkendelse, hvis en udlænding mundtligt eller skriftligt, f.eks. i et ansøgningsskema, forsætligt angiver urigtige oplysninger med henblik på at opnå en godkendelse. Svig kan endvidere foreligge, hvis udlændingen fortier oplysninger, herunder oplysninger om forhold, der indebærer, at vedkommende efter § 42 l, stk. 2, vil være udelukket fra ordningen.

Efter den foreslåede § 42 l, stk. 6, nr. 2 , der er en videreførelse af den gældende § 42 l, stk. 6, kan Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om, at en godkendelse efter bestemmelsen inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, medmindre helt særlige grunde taler derimod.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen oprindeligt opfyldte betingelserne i § 42 l, stk. 1 eller 3, for at opnå godkendelse til privat indkvartering, men en eller flere af betingelserne senere ophører med at være opfyldt, vil godkendelsen således som udgangspunkt kunne inddrages.

Efter den foreslåede § 42 l, stk. 6, nr. 3 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne træffe afgørelse om at inddrage en godkendelse til privat indkvartering, såfremt udlændingen bliver omfattet af den persongruppe, der er udelukket fra privat indkvartering efter § 42 l, stk. 2, nr. 1-6.

Dette er i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter en godkendelse til at flytte i egen bolig kan inddrages som følge af, at en udlænding bliver omfattet af den udelukkede persongruppe i stk. 2, idet en udlænding herved ikke længere vil anses for at opfylde betingelserne for en godkendelse til at flytte i egen bolig.

Den foreslåede ændring indebærer således en særskilt hjemmel til, at Udlændingestyrelsen som hidtil vil kunne inddrage en godkendelse til privat indkvartering, hvis udlændingen, efter styrelsen har meddelt godkendelse til privat indkvartering, bliver omfattet af en af udelukkelsesgrundende i § 42 l, stk. 2. Det betyder, at det kommer til at fremgå direkte af § 42 l, stk. 6, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse i tilfælde, hvor en udlænding, efter godkendelsen er meddelt, f.eks. bliver udvist ved dom, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 2, nr. 2.

Efter den foreslåede § 42 l, stk. 6, nr. 4 , der er en videreførelse af den gældende § 42 l, stk. 6, vil Udlændingestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en godkendelse efter stk. 1 inddrages, såfremt vilkårene i den med Udlændingestyrelsen indgåede kontrakt, jf. stk. 4, ikke overholdes.

Dette indebærer som hidtil, at hvis udlændingen på et tidspunkt, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt godkendelse til privat indkvartering efter § 42 l, stk. 1 eller 3, ikke overholder vilkårene i kontrakten, herunder særligt ophører med at medvirke til oplysningen af sin asylsag eller udrejse, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen.

Medvirken indebærer, at udlændingen kommer til aftalte møder med myndighederne og for eksempel afgiver forklaring og fremlægger de dokumenter, som er medbragt til Danmark, eller som vedkommende med rimelighed vil kunne fremskaffe uden at eksponere sig over for hjemlandets myndigheder. Medvirken indebærer endvidere, at udlændingen deltager i sprogtest, aldersundersøgelse, torturundersøgelse eller anden undersøgelse, og at vedkommende samtykker til indhentelse af udlændingens asylsag i andre europæiske lande.

I udsendelsesfasen indebærer medvirken, at udlændingen underskriver en erklæring om, at den pågældende vil medvirke til udrejsen. Desuden skal den pågældende meddele de fornødne oplysninger til, at myndighederne kan fremskaffe rejsedokumentation til udrejsen, om nødvendigt give møde på hjemlandets ambassade i Danmark med henblik på at få udstedt rejsedokument eller lade sig fremstille for en delegation fra hjemlandet med henblik på at fastslå identiteten.

Kravet om medvirken skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor udlændingen ansøger om at kunne indkvartere sig privat, ligesom det som hovedregel er en betingelse, at udlændingen efter at være meddelt godkendelse løbende medvirker til sagens behandling efter udlændingelovens regler.

Hvis udlændingen på et tidspunkt ophører med at medvirke, vil det som det klare udgangspunkt bevirke, at den pågældende ikke længere er omfattet af ordningen. Dog skal udlændingen kunne beholde sin godkendelse, såfremt den pågældende straks genoptager sin medvirken til sagens behandling eller gennemførelse af en udsendelse. Også i tilfælde, hvor der er forløbet en længere periode mellem en første undladelse af medvirken og en efterfølgende undladelse af medvirken, kan der efter omstændighederne ses bort fra den manglende medvirken, hvis udlændingen straks genoptager sin medvirken.

Herudover vil kravet om medvirken kunne fraviges i helt særlige tilfælde, herunder hvis udlændingen på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet ikke kan blive udsendt tvangsmæssigt, og de danske udlændingemyndigheder således ikke kan effektuere afgørelsen om udsendelse. Kravet om medvirken vil dog genindtræde, så snart berostillelsen af den tvangsmæssige udsendelse til det givne land ophæves.

Manglende medvirken på grund af lovligt forfald (som f.eks. sygdom) skal heller ikke have konsekvenser. Også i tilfælde af længerevarende, alvorlig sygdom vil der efter omstændighederne kunne ses bort fra manglende medvirken, herunder hvis den pågældende er så svækket, at krav om medvirken savner mening, fordi den pågældende ikke ville kunne udsendes på grund af sin tilstand. For så vidt angår betingelserne for medvirken, kan der i øvrigt henvises til Folketingstidende 2012-2013, A, L 130, som fremsat, side 30-31.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 l, stk. 6, nr. 5 , vil Udlændingestyrelsen fremover kunne inddrage en godkendelse til privat indkvartering, hvis Udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. stk. 1, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted.

Den foreslåede ændring indebærer, at Udlændingestyrelsen vil kunne inddrage en godkendelse til privat indkvartering, i de tilfælde hvor Udlændingestyrelsen, f.eks. som følge af at udlændingen ikke reagerer på henvendelser fra styrelsen eller centeret, ikke er bekendt med, hvor vedkommende opholder sig, eller hvor udlændingen efter at have været udeblevet fra sit indkvarteringssted dukker op igen og tager ophold i overensstemmelse med den meddelte godkendelse. Ændringen indebærer tillige, at en godkendelse vil kunne inddrages såfremt udlændingen uden tilladelse har taget ophold på en ny adresse, uanset om Udlændingestyrelsen måtte være blevet gjort bekendt med den pågældende adresse.

Af praktiske grunde og for at undgå unødvendig sagsbehandling forudsættes det med den foreslåede ordning, at Udlændingestyrelsen først vil iværksætte en sag om inddragelse af godkendelse til privat indkvartering, når udlændingen har været udeblevet eller har taget ophold uden for det godkendte indkvarteringssted i ikke mindre end 14 dage og ikke inden for denne periode har taget ophold på indkvarteringsstedet. Udlændingestyrelsen vil dog kunne inddrage en godkendelse, inden der er gået 14 dage, såfremt de konkrete omstændigheder tilsiger det. Dette vil f.eks. være relevant i tilfælde, hvor udlændingen gentagne gange udebliver fra sit indkvarteringssted.

Udlændingestyrelsens afgørelse efter den foreslåede § 42 l, stk. 6, kan påklages til Udlændingenævnet, jf. § 46 a, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 14

Udlændingelovens § 45 a indeholder regler om udveksling af oplysninger mellem udlændingemyndighederne og efterretningstjenesterne.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 45 a indsættes et stk. 5 , i henhold til hvilket Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne uden udlændingens samtykke kan udveksle oplysninger fra en sag omfattet af § 47, stk. 1, i det omfang dette kan have betydning for efterretningstjenesternes varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver eller udenrigsministerens behandling af sager efter § 47, stk. 1.

Det betyder, at Udenrigsministeriet fremover uden en udlændings samtykke vil kunne videregive oplysninger fra en sag om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 47, stk. 1, til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og at styrelsen uden udlændingens samtykke vil kunne behandle disse oplysninger. Udenrigsministeriet vil endvidere fremover efter omstændighederne kunne videregive og udveksle oplysninger med efterretningstjenesterne med henblik på kontrol, ligesom efterretningstjenesterne vil kunne behandle og udveksle oplysninger indbyrdes og med Udenrigsministeriet vedrørende den foretagne kontrol til brug for den videre behandling af sagen i Udenrigsministeriet.

Herved opnås, at Udenrigsministeriet fremover i forbindelse med behandlingen af alle ansøgninger om opholdstilladelse efter Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, vil kunne anmode Styrelsen for International Rekruttering og Integration om bistand til at kontrollere ansøgerne ved opslag i Schengeninformationssystemet (SIS II) og de nationale databaser, og således sikre forudgående kontrol af alle ansøgere – ikke kun de visumpligtige – inden der meddeles opholdstilladelse og på den baggrund udstedes langtidsvisum med henblik på indrejse i Danmark.

Udenrigsministeriet vil endvidere kunne foretage høringer af efterretningstjenesterne på baggrund af kriterier fastsat af efterretningstjenesterne, og når der er oplysninger i sagen, der i øvrigt indikerer, at en ansøger udgør en fare for statens sikkerhed eller på anden måde er af efterretningsmæssig interesse, ligesom efterretningstjenesterne kan høres, hvis der i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse eller i øvrigt uden for selve ansøgningssituationen tilgår Udenrigsministeriet oplysninger, der indikerer, at udlændingen kan udgøre en fare for statens sikkerhed.

Det forudsættes i den forbindelse, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene vil skulle foretage samme form for kontrol af udlændinge, der søger opholdstilladelse i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, som styrelsen allerede i dag foretager af udlændinge, der søger om opholds- og arbejdstilladelse på styrelsens område, med den undtagelse, at Udenrigsministeriet selv vil skulle forestå eventuelle høringer af efterretningstjenesterne.

Det bemærkes, at Udenrigsministeriet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og efterretningstjenesterne efter den foreslåede bestemmelse som udgangspunkt vil kunne behandle alle oplysninger fra en sag, der er omfattet af § 47, stk. 1. Sådanne oplysninger vil typisk omfatte – men ikke nødvendigvis være begrænset til – kopi af dataside fra ansøgers pas, Note Verbale fra den udsendende stat eller – hvis anmodning kommer fra en international organisation – et brev, der bekræfter ansættelse i København, bilagt et udfyldt skema fra den udsendende stat eller den internationale organisation. Herudover kan der bilægges eventuel vielsesattest og fødselsattest vedrørende barn, hvis familie også skal medfølge eller tilslutte sig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4 og 6 og § 53 a.

Det foreslås i § 46 a, stk. 1 , at ændre henvisning til stk. 4 og 6 til en henvisning til stk. 4, 5 og 7.

Herefter kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4, 5 og 7 og § 53 a.

Forslaget er en konsekvens af, at der i udlændingelovens § 46 a indsættes et nyt stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, hvorefter Udlændingestyrelsens afgørelser om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger, jf. § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, kan påklages til Ankestyrelsen.

Med den foreslåede ændring sikres det, at der sker en korrekt henvisning til de sager, som ikke kan påklages til Udlændingenævnet.

Til nr. 16

Det følger af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at bl.a. klager over afslag på afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger efter § 42 a, stk. 1 og 2, kan påklages til Udlændingenævnet.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 46 a indsættes et nyt stk. 5 , hvorefter Udlændingestyrelsens afgørelser om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger, jf. § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, kan påklages til Ankestyrelsen. Kapitel 9 og 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse på afgørelser, der træffes i medfør af 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. indebærer, at Ankestyrelsen fremover vil skulle behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Den foreslåede ændring medfører, at Udlændingestyrelsens afgørelser om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, vil kunne påklages til Ankestyrelsen, herunder også f.eks. delvise afslag på afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger m.v. Udlændingestyrelsens forhåndstilkendegivelser om, hvorvidt styrelsen vil afholde udgifterne, vil, som det er tilfældet i dag, ikke i sig selv kunne påklages.

Som følge af, at kompetencen til at behandle en klage over en afgørelse om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger truffet efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, flyttes fra Udlændingenævnet til Ankestyrelsen, vil der være behov for udveksling af nødvendige og relevante oplysninger mellem det sted, hvor udlændingen er indkvarteret, Udlændingestyrelsen, og Ankestyrelsen m.fl. Der kan være tale om oplysninger vedrørende f.eks. helbred, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold om en eller flere identificerbare fysiske personer, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse eller som har tilknytning til personer, som er under Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse.

Videregivelse af oplysninger i disse tilfælde vil skulle ske i overensstemmelse med databeskyttelsesloven, jf. lov nr. 502 af 23. maj 2018, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

Der vil efter den foreslåede ændring både blive behandlet almindelige ikke-følsomme personoplysninger med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og behandling af følsomme personoplysninger med hjemmel i forordningens artikel 9, stk. 2, litra f, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at de almindelige klageregler i kapitel 9 og 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vil finde anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, i det omfang, det er relevant i forhold til sagsbehandlingen.

Det betyder, at en klage fremover vil skulle indgives til Udlændingestyrelsen, som først vil skulle genoverveje, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Såfremt klagen ikke giver Udlændingestyrelsen anledning til at ændre afgørelsen, vil styrelsen skulle sende klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen. Udlændingestyrelsen vil i forbindelse med genvurderingen og forud for, at sagen oversendes til Ankestyrelsen, skulle sørge for, at sagen er fuldt oplyst. Det betyder, at Udlændingestyrelsen bl.a. vil skulle foretage en fornyet partshøring efter reglerne i forvaltningslovens § 19, stk. 1, såfremt klagebemærkningerne eller styrelsens genvurdering giver anledning hertil.

Det vil fortsat være sagens parter, som i udgangspunktet er den udlænding, som er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, som er klageberettigede i sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser og sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2.

Såfremt der er tale om et afslag på godkendelse af afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, som allerede er iværksat, vil operatøren dog være selvstændigt klageberettiget for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der skal afholde udgiften til behandlingen eller foranstaltningen.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i konkrete afgørelser om f.eks. mindreårige kan være andre end udlændingen eller indkvarteringsoperatøren, som vil være klageberettiget, og at de generelle forvaltningsretlige principper om partsbegrebet naturligt generelt finder anvendelse ved vurderingen af, hvem der er klageberettiget.

Den foreslåede ændring medfører også, at Ankestyrelsen vil skulle behandle sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, efter § 52 b, jf. dog § 53, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter konkrete sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, i udgangspunktet vil skulle afgøres på et møde med beskikkede medlemmer.

Sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, vil tillige være omfattet af reglerne om udvidet votering, såfremt sagen af Ankestyrelsens direktør skønnes at være af principiel eller generel betydning, jf. § 55, stk. 2, nr. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den foreslåede ændring medfører i øvrigt, at der fremover vil være en klagefrist på 4 uger for sager om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4.

Klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om afholdelse af udgifter til sundhedsmæssige ydelser eller sociale foranstaltninger efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, vil ikke have opsættende virkning, jf. § 72 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 17

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 1. pkt., kan en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. § 47, stk. 2, påklages til Udlændingestyrelsen.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 2. pkt., anses en afgørelse, der er meddelt ansøgeren alene ved brug af en standardformular, jf. § 4 e, stk. 1, for påklaget til Udlændingestyrelsen.

Det foreslås at ophæve udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 2. pkt .

Det betyder, at der ikke fremadrettet vil være kategorier af afgørelser om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, der bliver automatisk påklaget til Udlændingestyrelsen. Der vil i stedet være almindelig klageadgang i forhold til alle repræsentationernes afgørelser om afslag på eller om annullering eller inddragelse af visum. Der vil således ikke blive tale om at afskære klageadgangen, men alene om at ensrette den.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 3, hvori det foreslås at ophæve udlændingelovens § 4 e om en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations meddelelse af afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum ved brug af en standardformular.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 18

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan bl.a. Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingeloven påklages til Udlændingenævnet, jf. dog bl.a. stk. 6.

Efter § 46 a, stk. 6, nr. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelse efter bl.a. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., ikke påklages. Denne begrænsning i klageadgangen gælder både for afgørelser om separat indkvartering af gifte eller samlevende mindreårige udlændinge og for øvrige afgørelser om indkvartering af udlændinge efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 46 a, stk. 6, nr. 1, hvorefter en afgørelse efter § 42 a, stk. 7, 4. pkt., om separat indkvartering, jf. § 42 a, stk. 7, 3. pkt., dog kan påklages.

Det betyder, at Udlændingestyrelsens afgørelser om, at indkvarteringen af en mindreårig udlænding, der er samlevende eller har indgået ægteskab, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold, sker separat af hensyn til den mindreåriges tarv, herunder hensynet til at give den mindreårige en betænkningsperiode, medmindre hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering, og dette ikke er i strid med den mindreåriges tarv, vil kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det bemærkes, at adgangen til at påklage Udlændingestyrelsens afgørelser om separat indkvartering både vil omfatte en foreløbig og en endelig afgørelse efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver 4. pkt., samt eventuelle efterfølgende revurderinger heraf. Det bemærkes endvidere, at Udlændingenævnets klagebehandling vil skulle angå spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for separat indkvartering på afgørelsestidspunktet for den påklagede afgørelse var opfyldt, og således ikke spørgsmålet om lovligheden af efterfølgende afgørelser.

Til nr. 19

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 8, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om klagefrist for de typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 5, 1. pkt.

Det foreslås i § 46 a, stk. 8 , at ændre stk. 5, 1. pkt. til stk. 6, således at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagefrist for de typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 6.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af dels lovforslagets § 1, nr. 16, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i udlændingelovens § 46 a, hvorefter stk. 5 bliver stk. 6, og dels lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at ophæve § 46 a, stk. 5, 2. pkt., der bliver til stk. 6, 2. pkt. Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Til nr. 20

Efter udlændingelovens § 47, stk. 1, meddeles opholdstilladelse til personer, som i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer nyder diplomatiske rettigheder, samt disses private tjenestepersonale, der tiltræder deres funktion i Danmark, og som er omfattet af artikel 1 h i Wienerkonventionen eller af mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, af udenrigsministeren. Opholdstilladelse til familiemedlemmer til personer omfattet af 1. pkt. meddeles ligeledes af udenrigsministeren.

Udenrigsministeriet meddeler endvidere i medfør af bekendtgørelse nr. 83 af 11. december 1972 af Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser opholdstilladelse til udsendte konsulatsembedsmænd og konsulatfunktionærer samt disses familier og private tjenestepersonale.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 47, stk. 1, 1. pkt. , således, at personer omfattet af Wienerkonventionerne om konsulære forbindelser, samt disses private tjenestepersonale, der tiltræder deres funktion i Danmark, og som er omfattet af artikel 1 j i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser, indsættes i bestemmelsen.

Det betyder, at opholdstilladelse til personer, som i medfør af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, Wienerkonventionen om konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer nyder diplomatiske rettigheder, samt disses private tjenestepersonale, der tiltræder deres funktion i Danmark, og som er omfattet af artikel 1 h i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, artikel 1 j i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser eller af mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, meddeles af udenrigsministeren. Opholdstilladelse til familiemedlemmer til personer omfattet af 1. pkt. meddeles ligeledes af udenrigsministeren.

Udenrigsministerens kompetence til at meddele opholdstilladelse til personer, der i medfør af Wienerkonventionen om konsulære forbindelser nyder diplomatiske rettigheder, samt disses familiemedlemmer og private tjenestepersonale kommer således til at fremgå direkte af udlændingeloven.

Der tilsigtes med den foreslåede tilføjelse ikke nogen ændring i praksis for, hvornår der meddeles opholdstilladelse til udlændinge efter Wienerkonventionen om konsulære forbindelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 21

Efter udlændingelovens § 47, stk. 1, meddeles opholdstilladelse til personer, som i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer nyder diplomatiske rettigheder, samt disses private tjenestepersonale, der tiltræder deres funktion i Danmark, og som er omfattet af artikel 1 h i Wienerkonventionen eller af mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, af udenrigsministeren. Opholdstilladelse til familiemedlemmer til personer omfattet af 1. pkt. meddeles ligeledes af udenrigsministeren.

Udenrigsministeriet meddeler endvidere i medfør af bekendtgørelse nr. 83 af 11. december 1972 af Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser opholdstilladelse til udsendte konsulatsembedsmænd og konsulatfunktionærer samt disses familier og private tjenestepersonale.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 47 indsættes et nyt stk. 2 , hvorefter afgørelser efter § 4 a, stk. 3, træffes af udenrigsministeren i forlængelse af, at en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, Wienerkonventionen om konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, jf. stk. 1.

Det betyder, at udenrigsministeren, der allerede i dag har kompetence til at meddele opholdstilladelse til udlændinge i medfør af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, og Wienerkonventionen om konsulære forbindelser – i forlængelse af en sådan afgørelse – også får kompetence til at træffe afgørelse om udstedelse af langtidsvisum i medfør af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 4 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, til den pågældende personkreds. .

Det betyder således, at udenrigsministerens afgørelser om langtidsvisum vil skulle træffes i umiddelbar forlængelse af en meddelt opholdstilladelse.

Det bemærkes, at det forudsættes, at langtidsvisummet vil blive udstedt af en diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet, der behandler disse visumsager, efter bemyndigelse fra udenrigsministeren i forlængelse af, at udenrigsministeren i medfør af udlændingelovens § 47, stk. 1, har meddelt en opholdstilladelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 22

Efter udlændingelovens § 47, stk. 2, kan der efter aftale mellem udlændinge- og integrationsministeren og udenrigsministeren gives danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet bemyndigelse til at træffe afgørelse i sager om visum og til at udstede og meddele opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Efter aftale med et andet land kan udenrigsministeren efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet til at udstede visum efter § 4 a, stk. 2, opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Udenrigsministeren kan efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren indgå repræsentationsaftaler med udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet i overensstemmelse med visumkodeksens artikel 8.

Det foreslås, at henvisningen til § 4 a, stk. 2, i udlændingelovens § 47, stk. 2, 2. pkt. , ændres til en henvisning til § 4 a, stk. 2 og 3.

Det betyder, at udenrigsministeren efter aftale med et andet land og efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren kan bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet til også at udstede visum efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 4 a, stk. 3, om udstedelse af langtidsvisum, jf. lovforslagets § 1, nr.1.

Udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet, som udenrigsministeren efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren har indgået en aftale med, og som kan bemyndiges til at udstede visum efter udlændingelovens § 4 a, stk. 2, opholdstilladelser og arbejdstilladelser, vil fremover også kunne bemyndiges til at udstede langtidsvisum efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 4 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Der vil være tale om at udstede langtidsvisum til Danmark på baggrund af en afgørelse herom truffet af udenrigsministeren efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 4 a, stk. 3. De udenlandske repræsentationer vil således ikke skulle træffe afgørelse om langtidsvisum, men vil alene kunne bemyndiges til at udstede et sådan visum.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 23

Efter udlændingelovens § 56 b, stk. 1, kan en uledsaget mindreårig udlænding, der er fyldt 12 år, og en repræsentant for en uledsaget mindreårig udlænding, jf. § 56 a, stk. 1, klage over børn og unge-udvalgets afgørelser efter bl.a. § 62 l, stk. 1, om anbringelse på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, i lov om social service.

Det foreslås, at henvisningen i § 56 b, stk. 1 , til § 62 l, stk. 1, ændres til § 62 l, stk. 1, 1. pkt.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 27, foreslås at indsætte et nyt 2. og 3. punktum i § 62 l, stk. 1, om fuldbyrdelse af afgørelser efter 1. pkt. Med forslaget tydeliggøres det, at det alene er børn og unge-udvalgets afgørelser om anbringelse efter § 62 l, stk. 1, 1. pkt., der kan påklages til Ankestyrelsen.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 27. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelig bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr. 27.

Til nr. 24

Efter udlændingelovens § 56 b, stk. 1, kan en uledsaget mindreårig udlænding, der er fyldt 12 år, og en repræsentant for en uledsaget mindreårig udlænding, jf. § 56 a, stk. 1, klage over børn og unge-udvalgets afgørelser efter regler fastsat i medfør af bl.a. § 62 l, stk. 8.

Efter udlændingelovens § 56 e, stk. 1, kan en uledsaget mindreårig udlænding, der er fyldt 12 år, og en repræsentant for en uledsaget mindreårig udlænding, jf. § 56 a, stk. 1, klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter regler fastsat i medfør af bl.a. § 62 l, stk. 8

Det foreslås i § 56 b, stk. 1 , og § 56 e, stk. 1 , at ændre henvisningen til § 62 l, stk. 8, til en henvisning til § 62 l, stk. 10.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 28, foreslås indsat et nyt stk. 7 og 8 efter § 62 l, stk. 6, hvorefter stk. 7-10 bliver til stk. 9-12. Der tilsigtes således ikke en indholdsmæssig ændring af bestemmelserne.

Til nr. 25

Efter udlændingelovens § 58 h, stk. 1, forestår Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Af Schengenkonventionens artikel 25, stk. 1, følger, at et Schengenland, der påtænker at udstede opholdstilladelse til en udlænding, der er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II), skal konsultere det indberettende land herom. Af artiklens stk. 2 følger, at der skal ske konsultationer mellem et indberettende land og et land, der har udstedt opholdstilladelse til en udlænding, der er indberettet som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS II), med henblik på en afklaring af, hvorvidt vedkommende udlænding skal have sin opholdstilladelse inddraget.

Det foreslås, at Udenrigsministeriet indsættes i udlændingelovens § 58 h, stk. 1 .

Herefter forestår Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udenrigsministeriet konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Der foreslås således indført en hjemmel til, at også Udenrigsministeriet vil få kompetence til at kunne forestå konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Det betyder, at hvis der i forbindelse med den kontrol, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration i medfør af den foreslåede ordning, jf. lovforslagets pkt. 2.1.3, fremover vil skulle foretage af udlændinge, der søger opholdstilladelse i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konuslære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, fremkommer oplysninger om, at en udlænding er indberettet til SIS II, vil Udenrigsministeriet i medfør af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, have kompetencen til at kunne forestå konsultationer af et andet Schengenland med henblik på at vurdere, om opholdstilladelse kan meddeles.

Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at Udenrigsministeriet i forbindelse med vurderingen af, om opholdstilladelse i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, kan meddeles, i fornødent omfang har mulighed for at tage behørigt hensyn til andre Schengenlandes interesser, idet en udlænding ikke på en og samme tid kan have en opholdstilladelse og være indberettet som uønsket i SIS II.

Udenrigsministeriet vil kun kunne udstede opholdstilladelse til en udlænding i medfør af Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster, jf. udlændingelovens § 47, stk. 1, der er registreret som uønsket i SIS II, efter forudgående konsultationer med det medlemsland, der har indberettet den pågældende udlænding som uønsket.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 26

Det følger af udlændingelovens § 58 h, stk. 2, at Rigspolitichefen sletter en udlænding, der er indberettet efter udlændingelovens § 58 g, i Schengeninformationssystemet (SIS II), hvis Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering eller Integration efter de i stk. 1 nævnte konsultationer finder, at udlændingen bør slettes som uønsket i SIS II.

Det foreslås, at Udenrigsministeriet indsættes i udlændingelovens § 58 h, stk. 2 .

Herefter sletter Rigspolitichefen, hvis Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller Udenrigsministeriet efter de i stk. 1 nævnte konsultationer finder, at en i medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes som uønsket i SIS II, den pågældende i SIS II.

Der foreslås således indført en hjemmel til, at Rigspolitiet kan slette nationale SIS II-indberetninger på en udlænding, hvis Udenrigsministeriet efter de i stk. 1 nævnte konsultationer finder, at udlændingen bør slettes som uønsket i SIS II.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 58 h, stk. 2, er en konsekvens af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, om, at også Udenrigsministeriet skal kunne foretage konsultationer med andre Schengenlande i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Det betyder, at Udenrigsministeriet fremover vil have adgang til at anmode Rigspolitichefen om at slette udlændinge, der er indberettet som uønsket til Schengeninformationssystemet (SIS II), hvis Udenrigsministeriet på baggrund af de konsultationer, Udenrigsministeriet med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 58 h, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, fremover vil have kompetence til at kunne forestå med et andet Schengenland, finder, at en udlænding ikke længere skal være indberettet som uønsket til Schengeninformationssystemet (SIS II).

Det bemærkes, at Rigspolitichefen kun kan slette nationale SIS II-indberetninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 27

Det er i udlændingelovens kapitel 9 b (§§ 62 l-62 v) ikke reguleret, hvilken myndighed der er ansvarlig for fuldbyrdelsen af afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7. Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser efter disse bestemmelser vil derfor for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med processuelt ophold kunne ske efter servicelovens regler herom og for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med ulovligt ophold efter principperne i serviceloven.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 62 l, stk. 1 , indsættes et 2. pkt. , hvor det fastslås, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser truffet efter § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, som bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, fuldbyrdes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det fremover – ligesom efter servicelovens regler – vil være kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for, at afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., foreløbige afgørelser om anbringelser efter stk. 1, jf. stk. 3, samt afgørelser om ændring af anbringelsessted under opholdet og foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted, der træffes efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, som bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, fuldbyrdes.

Det foreslås endvidere, at der i bestemmelsen indsættes et 3. pkt. , hvorefter kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller anbringelsessted, jf. § 66, stk. 1, i lov om social service, for at eftersøge og medtage en uledsaget mindreårig udlænding med henblik på fuldbyrdelse af disse afgørelser.

Kommunen vil således i de helt særlige tilfælde, hvor dette måtte være nødvendigt af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings tarv, uden retskendelse og mod behørig legitimation have adgang til f.eks. et indkvarteringssted for uledsagede mindreårige udlændinge, en døgninstitution, eller et opholdssted for at eftersøge og medtage en uledsaget mindreårig udlænding med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om anbringelse efter § 62 l, stk. 1, 1. pkt., en foreløbig afgørelse om anbringelse efter stk. 1, jf. stk. 3, eller en afgørelse, der er truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, som bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, om ændring af anbringelsessted under opholdet og foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted.

Kommunalbestyrelsens udøvelse af de beføjelser, der følger af de foreslåede bestemmelser, vil – ligesom en fuldbyrdelse efter servicelovens regler – skulle ske i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Heraf følger bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter den foreslåede bestemmelse, således kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Indgrebet skal endvidere foretages så skånsomt som muligt.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i tæt sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 28. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.8 og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 28.

Til nr. 28

Det er i udlændingelovens kapitel 9 b (§§ 62 l-62 v) ikke reguleret, hvilken myndighed der er ansvarlig for fuldbyrdelsen af afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., eller afgørelser om ændring af anbringelsessted truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, ligesom det ikke er reguleret, hvilke beføjelser den ansvarlige myndighed har i forbindelse med fuldbyrdelsen. Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser efter disse bestemmelser vil derfor for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med processuelt ophold kunne ske efter servicelovens regler herom, og for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med ulovligt ophold efter principperne i serviceloven.

Det foreslås, at der i § 62 l efter stk. 6, indsættes nedenstående nye stykker 7 og 8. Stk. 7-10 bliver herefter stk. 9-12.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 62 l indsættes et nyt stk. 7 , som fastsætter, at fuldbyrdelse af afgørelser truffet efter stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 10, nr. 7, skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre den uledsagede mindreårige udlændinges tarv. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå den uledsagede mindreårige udlændings og den pågældendes repræsentants, jf. § 56 a, stk. 1, eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til den pågældendes behov i afgørende grad taler imod.

Bestemmelsen vil indebære, at det vil blive tydeliggjort i udlændingeloven, at fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse og ændring af anbringelsessted uden samtykke samt foreløbige afgørelser herom skal varetage den uledsagede mindreårige udlændings tarv og skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det vil bl.a. indebære, at afhentningen af den uledsagede mindreårige udlænding på indkvarteringsstedet eller på anbringelsesstedet skal tilrettelægges og gennemføres på en måde, der er så skånsom som muligt over for den uledsagede mindreårige udlænding, indkvarteringsstedet, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn og unge på indkvarteringsstedet eller anbringelsesstedet og med størst mulig hensyntagen til den uledsagede mindreårige udlændings integritet. Der kan f.eks. være behov for, at den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. § 56 a, stk. 1, kontaktpædagoger eller andre, som den uledsagede mindreårige udlænding er tryg ved, er til stede ved afhentningen af den pågældende og sammen med sagsbehandler ledsager den uledsagede mindreårige udlænding.

Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunen skulle afsøge mulighederne for at opnå den uledsagede mindreårige udlændings og den pågældendes repræsentants, jf. § 56 a, stk. 1, eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til den uledsagede mindreårige udlændings tarv vil tale afgørende imod.

Herved forstås, at kommunen både forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal effektueres, som udgangspunkt vil skulle søge at inddrage den uledsagede mindreårige udlænding og den pågældendes repræsentant, jf. § 56 a, stk. 1, med henblik på så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en skånsom fuldbyrdelse. Der vil efter omstændighederne også kunne være behov for inddragelse af andre personer i den uledsagede mindreårige udlændings netværk. Det vil især gælde personer i netværket, som den uledsagede mindreårige udlænding er nært knyttet til, og som opholder sig sammen med den uledsagede mindreårige udlænding på indkvarteringsstedet eller på anbringelsesstedet, herunder f.eks. store søskende, pædagoger m.v. Vedrører sagen fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke vil tæt inddragelse af den nuværende institution ofte kunne bidrage til at understøtte en god og skånsom proces for den uledsagede mindreårige udlænding.

Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare baggrunden, formål og indhold af afgørelsen. Kommunen kan også med fordel forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt konkret forventes at forløbe.

Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at kommunen ad flere omgange forsøger at opnå den uledsagede mindreårige udlændings, den pågældendes repræsentants, jf. § 56 a. stk. 1, og eventuelle andre medlemmer af den pågældendes familie eller netværks frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor vedholdende, kommunen vil skulle være, vil altid bero på en konkret og individuel vurdering under hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings tarv, samt hvorvidt der vurderes at være en overhængende risiko for, at den uledsagede mindreårige udlænding vil forsvinde fra indkvarteringsstedet, inden afgørelsen vil blive fuldbyrdet.

Kommunen vil således så vidt muligt skulle søge at undgå, at det bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med beføjelser, som følger af de foreslåede ændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 27 og 28.

Det følger af den foreslåede ordning, at kommunen i særlige tilfælde vil kunne undlade at afsøge mulighederne for at opnå den uledsagede mindreårige udlændings, den pågældendes repræsentants, jf. § 56 a, stk. 1, andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til den uledsaget mindreårige udlændings tarv taler afgørende imod. Herved forstås, at undladelsen alene vil kunne ske af hensyn til den uledsaget mindreårige udlændings tarv, og at der skal være tale om tungtvejende grunde.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på den uledsagede mindreårige udlændings sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller omsorgssvigt, hvis der eksisterer en overhængende risiko for, at den uledsagede mindreårige vil forsvinde fra indkvarteringsstedet, eller hvis den uledsaget mindreårige udlændings øjeblikkelige behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke vil kunne afvente kommunens forsøg på at opnå de pågældendes frivillige medvirken.

Det følger endvidere af den foreslåede ordning, at hvis der vil blive behov for at fuldbyrde en afgørelse tvangsmæssigt, herunder med politiets bistand, jf. den foreslåede bestemmelse i § 62 l, stk. 8, jf. længere nede, hvortil der henvises, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af den uledsagede mindreårige udlænding og eventuelle andre personer ikke vil være muligt at opnå frivillig medvirken til, at afgørelsen fuldbyrdes, vil kommunen skulle foretage en afvejning af på den ene side hensynet til den uledsagede mindreårige udlændings behov for støtte og på den anden side hensynet til at beskytte den uledsagede mindreårige udlænding mod en fuldbyrdelse, som den pågældende vil kunne opleve som indgribende.

Kommunen vil som led i denne afvejning skulle vurdere, om det af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings tarv vil være afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings tarv vil være bedre at arbejde yderligere med den pågældende udlænding og eventuelt andre personer i den uledsagede mindreårige udlændings netværk med henblik på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens effektuering.

Der vil ved afvejningen skulle tages højde for den uledsagede mindreårige udlændings alder, modenhed og funktionsevne. Er der således f.eks. tale om en uledsaget mindreårig udlænding under skolealderen, vil dette som hovedregel skulle tale imod fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand, da den uledsagede mindreårige udlænding pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og overskue en sådan situation og vil kunne opleve en tvangsfuldbyrdelse som særdeles voldsom.

Der vil dog kunne være situationer, hvor det af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings behov vil være nødvendigt at gennemtvinge afgørelsen med politiets bistand, også selvom der er tale om en uledsaget mindreårig udlænding under skolealderen, der vil have vanskeligt ved at forstå og overskue situationen, og som vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles indgribende, f.eks. hvis der eksisterer en overhængende risiko for, at den uledsagede mindreårige udlænding vil forsvinde fra indkvarteringsstedet, når den pågældende bliver bekendt med afgørelsen om anbringelse, men inden der er sket fuldbyrdelse af afgørelsen.

Er der tale om en uledsaget mindreårig udlænding, som skal flyttes mod sin vilje fra f.eks. et anbringelsessted til et andet anbringelsessted for at modtage en mere specialiseret pædagogisk behandling, som den uledsagede mindreårig udlænding ikke vil kunne få under sit fortsatte ophold på det oprindelige anbringelsessted, bør støtten som hovedregel og altovervejende udgangspunkt alene skulle gennemføres i dialog med den uledsagede mindreårig udlænding, den pågældendes repræsentant, jf. § 56 a, stk. 1, og anbringelsesstedet og uden politiets bistand. Kun i helt særlige tilfælde, hvor den uledsagede mindreårige udlændings behov for ændret støtte er meget betydeligt og som udgangspunkt akut, vil der ud fra hensynet til den uledsagede mindreårige udlændings tarv kunne være grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets bistand.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, som således vil finde anvendelse.

Kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter den foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 62 l, må således kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt stk. 8 , der efter 1. pkt. , fastslår, at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter § 62 l, stk. 1, 3. pkt.

Dette indebærer, at politiet vil kunne yde bistand til kommunen ved gennemførelse af afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, som bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, det vil sige om, politiets bistand ved gennemførslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings tarv og står i rimeligt forhold til formålet med afgørelsen.

Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på den uledsagede mindreårige udlændings tarv, jf. det foreslåede § 62 l, stk. 7. Heraf følger bl.a., at kommunen kan anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender udrykningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden samtykke eller om ændring af anbringelsessted uden samtykke ofte vil være en voldsom oplevelse for den uledsagede mindreårige udlænding, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil.

Rammerne for politiets magtanvendelse fremgår navnlig af politilovens §§ 15 og 16. Heraf følger det bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til andre myndigheder, herunder kommunerne, vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelsen findes nødvendig og forsvarlig. Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige, og at eventuel en magtanvendelse skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Det foreslås endvidere i bestemmelsens 2. pkt. , at regler fastsat i medfør af § 64, stk. 5, 2. pkt., i lov om social service finder tilsvarende anvendelse for politiets bistand efter 1. pkt.

Efter servicelovens § 64, stk. 5, 2. pkt., fastsætter social- og ældreministeren efter aftale med justitsministeren nærmere regler i en bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen i forbindelse med kommunens fuldbyrdelse af bl.a. tvangsanbringelser efter serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Bestemmelsen er ikke udmøntet.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at regler, der eventuelt vil blive fastsat i medfør af servicelovens § 64, stk. 5, 2. pkt., tillige vil finde anvendelse ved politiets bistand efter den foreslåede § 62 l, stk. 8, 1. pkt., således at der gælder ens regler for politiets bistand til kommunen ved fuldbyrdelse af afgørelser om tvangsanbringelser og afgørelser om ændring af anbringelsessted efter henholdsvis serviceloven og udlændingeloven.

Det foreslås i bestemmelsens 3. og 4. pkt. , at fuldbyrdelse af en afgørelse, truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 10, nr. 7, hvor politiet yder bistand til kommunen efter 1. pkt., skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en oversigt over anvendelsen af bestemmelsen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen løbende, som i dag efter reglerne i serviceloven, skal registrere og indberette eventuelle sager, hvor politiet yder bistand til kommunen ved afhentning af en uledsaget mindreårig udlænding uden retskendelse og mod behørig legitimation på et anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, der bliver § 62 l, stk. 10, nr. 7, om ændring af anbringelsessted under opholdet og foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted.

Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand. Den uledsagede mindreårige udlænding vil skulle gøres bekendt med registreringen, og den uledsagede mindreårige udlændings oplevelse af situationen vil skulle indgå i indberetningen til Ankestyrelsen.

På baggrund af kommunernes indberetninger vil Ankestyrelsen skulle udarbejde en samlet oversigt over kommunernes anvendelse af politiets bistand. Denne oversigt vil skulle indgå i den rapport, som Ankestyrelsen årligt udarbejder efter servicelovens § 64, stk. 7, og oversender til Folketinget.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.8 og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 27.

Kilde

Til nr. 1

Fra den 1. september 2015 til og med den 31. august 2020 gjaldt der en erklæringsadgang, hvorefter tidligere danske statsborgere, der havde mistet deres statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerskab, kunne generhverve dansk statsborgerskab ved erklæring, hvis de ikke var idømt en ubetinget frihedsstraf i perioden mellem fortabelsen af den danske indfødsret og afgivelse af erklæring om generhvervelse, jf. § 3, stk. 1 og 2, i lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret.

Efter bestemmelsens stk. 3, var det endvidere en betingelse for de tidligere danske statsborgere, der var født i udlandet, og som var fyldt 22 år, hvor der ikke var truffet en afgørelse vedrørende bevarelse af dansk indfødsret, at de pågældende inden det fyldte 22. år havde haft bopæl her i riget eller ophold her i riget af sammenlagt mindst 1 års varighed.

Efter § 3, stk. 4, omfattede erhvervelsen af dansk statsborgerskab ved erklæring også den pågældendes børn, herunder adoptivbørn, uanset at disse ikke selv tidligere har været danske statsborgere, medmindre det udtrykkeligt var angivet, at et barn ikke skulle være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Der var dog en forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende havde del i forældremyndigheden over barnet, at barnet var ugift, og at barnet var under 18 år. Med lov nr. 1562 af 13. december 2016 om ændring af lov om dansk indfødsret (Krav om forældremyndighedsindehavers samtykke og vandel, når børn som bipersoner erhverver dansk indfødsret m.v.) blev det endvidere en betingelse, at den anden forældremyndighedsindehaver meddelte samtykke til, at barnet erhvervede indfødsret med den erklærende, hvis barnet var undergivet fælles forældremyndighed, og med lov nr. 63 af 28. januar 2020 om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om udenrigstjenesten (Børns erhvervelse af statsborgerskab i områder med indrejse- og opholdsforbud, vandelskrav for bipersoner, fortabelse af dansk indfødsret og begrænsning af adgang til bistand fra udenrigstjenesten m.v.) blev der endvidere indført et vandelskrav for barnet, således at det var en betingelse, at barnet opfyldte det samme vandelskrav, som blev stillet til den erklærende. Der gjaldt ikke tidligere et vandelskrav for en erklærendes børn.

Der henvises til pkt. 2.9.1.2. i lovforslagets bemærkninger.

Den foreslåede § 5 A i lovforslagets § 2 viderefører muligheden for, at tidligere danske statsborgere, som har fortabt dansk indfødsret efter den nu ophævede § 7 i indfødsretsloven, kan generhverve dansk statsborgerskab ved at afgive erklæring herom.

Bestemmelsen vil gælde for en 5-årig periode fra den 1. juli 2021 og medfører, at tidligere danske statsborgere kan generhverve dansk statsborgerskab ved at afgive erklæring herom over for Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvis de pågældende opfylder en række betingelser for at kunne afgive erklæring. Vilkårene for afgivelse af erklæring foreslås at være de samme som for den tidligere erklæringsadgang.

Det vil således med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 være en betingelse, at den danske indfødsret er fortabt i medfør af den tidligere gældende § 7 i indfødsretsloven, at betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt, og at den skriftlige erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret er afgivet til Udlændinge- og Integrationsministeriet inden den 1. juli 2026.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil det endvidere være en betingelse for at afgive erklæring, at den erklærende ikke i perioden mellem fortabelsen af den danske indfødsret og erklæringens afgivelse er idømt en ubetinget frihedsstraf.

Hvis en person i perioden mellem fortabelsen af det danske statsborgerskab og generhvervelsen heraf er idømt en ubetinget frihedsstraf og derfor ikke kan generhverve sit danske statsborgerskab ved erklæring ifølge overgangsordningen, vil den pågældende i visse tilfælde kunne ansøge om dansk indfødsret ved naturalisation med henblik på forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil det endvidere være en betingelse for tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i udlandet, at generhvervelsen sker under iagttagelse af bestemmelsen i indfødsretslovens § 8.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil medføre, at indfødsretten også tilkommer de pågældendes børn, herunder adoptivbørn, uanset at disse ikke selv tidligere har været danske statsborgere, medmindre andet udtrykkeligt er angivet. Det er dog en forudsætning for eventuelle børns erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har del i forældremyndigheden over børnene, samt at børnene er ugifte og under 18 år. Desuden forudsætter bestemmelsen, at den anden forældremyndighedsindehaver meddeler sit samtykke, og, hvis der er tale om et adoptivbarn, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret. Endelig indeholder bestemmelsen et vandelskrav svarende til det, som stilles til den erklærende. Er de fastsatte forudsætninger ikke opfyldt, erhverver barnet ikke dansk statsborgerskab sammen med den erklærende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.2 i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 12, stk. 1, 4. pkt., i indfødsretsloven, at der ikke betales gebyr for børn, der er omfattet af forældres erklæring eller ansøgning om dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens § 5 og § 6, stk. 2.

Det foreslås, at indfødsretslovens § 12, stk. 1, 4. pkt., ændres således, at der også henvises til den foreslåede nye bestemmelse § 5 A i indfødsretsloven.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det udtrykkeligt fremgår af § 12 i indfødsretsloven, at der heller ikke skal betales gebyr for børn, der er omfattet af en forælders erklæring efter den foreslåede erklæringsadgang, når denne føres ind i indfødsretsloven. Der har under den tidligere erklæringsordning heller ikke være betalt gebyr for børn omfattet af en forælders erklæring.

Kilde

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i integrationslovens § 22, stk. 1, har en udlænding, der er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4, og som ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter §§ 22-25 i lov om en aktiv socialpolitik, efter ansøgning ret til at få udbetalt en skattefri engangsbonus på 6.494 kr. (2021-niveau) for bestået prøve i dansk mindst på niveau med Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-læsning trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne eller tilsvarende eller højere prøve i dansk. Danskprøven skal være bestået efter den 1. januar 2018.

Det foreslås, at integrationslovens § 22, stk. 1 , nyaffattes, således at en udlænding omfattet af § 2, stk. 2, 3 eller 4, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. § 16, stk. 1, 2 eller 9, ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik og efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i dansk, efter ansøgning kan modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit engangsbeløb på 6.494 kr. (2021-niveau).

Betingelsen om, at den relevante danskprøve skal være bestået efter 1. januar 2018, er en videreførelse af overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 3, i lov nr. 320 af 25. april 2018.

Den foreslåede bestemmelse vil bringe ordlyden i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslag L 120 af 13. december 2017, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 120 som fremsat, side 7, hvorefter målgruppen for danskbonus efter integrationsloven er: "flygtninge og familiesammenførte, der har fået tilbudt et integrationsprogram efter integrationslovens § 16 indeholdende tilbud om danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud, men som ikke modtager ydelser efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik."

Efter den foreslåede bestemmelse vil alene udlændinge, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. § 16, stk. 1, 2 eller 9, være omfattet af § 22 om danskbonus efter integrationsloven. Øvrige forudsætninger er i medfør af forslaget som hidtil, at udlændinge, der ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, og som efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i dansk, efter ansøgning kan modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit engangsbeløb på 6.494 kr. (2021-niveau). Det er således også præciseret, at mindreårige uledsagede flygtninge, der har fået tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram i medfør af § 16, stk. 9, vil have ret til danskbonus efter § 22 i integrationsloven, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne i bestemmelsen. Det er fortsat en betingelse, at den relevante danskprøve er bestået efter den

1. januar 2018.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3 i lovforslagets bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

I bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at lovens §§ 1 og 2 træder i kraft den 1. juli 2021.

Endvidere foreslås det i bestemmelsens stk. 3 , at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

Det betyder, at lovforslagets § 3 om berigtigelse af bestemmelsen om den personkreds, der efter ansøgning kan modtage danskbonus efter integrationsloven, vil træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Ordlyden af bestemmelsen i § 22 i integrationsloven, jf. lovforslagets § 3, er formuleret sådan, at danskbonus efter ansøgning kan udbetales til andre end udlændinge, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationslovens § 16. Der er derfor behov for tidligst muligt at berigtige ordlyden af bestemmelsen i § 22 i integrationsloven i overensstemmelse med lovens forarbejder således, at det udtrykkeligt fremgår, at det er udlændinge omfattet af § 2, stk. 2, 3 eller 4, der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. § 16, stk. 1, 2 eller 9, der udgør persongruppen omfattet af muligheden for danskbonus, såfremt bestemmelsens øvrige betingelser er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.10.2.

Det bemærkes, at ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Det bemærkes i den forbindelse, at der først fra lovens ikrafttræden vil kunne træffes administrative afgørelser om danskbonus efter den foreslåede bestemmelse i integrationslovens § 22 og dermed i overensstemmelse med lovens forarbejder, hvorfor ikrafttrædelsen heraf søges gennemført tidligst muligt, jf. lovens § 4, stk. 1, jf. stk. 3.

Bestemmelsens stk. 2 betyder, at lovforslagets § 1 om ændring af udlændingeloven og lovforslagets § 2 om ændring af indfødsretsloven træder i kraft den 1. juli 2021.

Det betyder for så vidt angår lovforslagets element om udstedelse af langtidsvisum til udenlandske diplomater m.fl. bl.a., at udenrigsministeren fra den 1. juli 2021 i medfør af Schengenkonventionens artikel 18 kan udstede visum til længerevarende ophold med gyldighed begrænset til Danmark (langtidsvisum), dog højst med en gyldighedsperiode på 1 år, til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter Wienerkonventionerne om diplomatiske eller konsulære forbindelser eller mellemfolkelige overenskomster indgået i medfør af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, jf. § 47, stk. 1, med henblik på at udlændingen kan indrejse her i landet og få udstedt et opholdskort, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 21. Ligesom udenrigsministeren fra den 1. juli 2021 efter aftale med et andet land og efter aftale med udlændinge- og integrationsministeren vil kunne bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet til også at udstede langtidsvisum, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

For så vidt angår lovforslagets element om at indføre almindelig klageadgang i alle visumsager betyder det, at alle afgørelser om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, der træffes af de danske repræsentationer i udlandet fra den 1. juli 2021, aktivt vil skulle påklages til Udlændingestyrelsen, hvis ansøgeren ønsker at klage over afgørelen. Ingen afgørelser om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, der træffes af de danske repræsentationer i udlandet fra den 1. juli 2021, vil således længere blive påklaget automatisk til Udlændingestyrelsen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, 17 og 19.

For så vidt angår ansøgninger om beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, ansøgninger om adgang til at flytte i egen bolig efter udlændingelovens § 42 k og ansøgninger om adgang til privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 l indebærer den foreslåede bestemmelse, at såfremt en ansøgning er indgivet forud for lovens ikrafttræden, men der endnu ikke er truffet endelig afgørelse i sagen, vil ansøgningen skulle behandles efter de foreslåede ændringer i denne lov.

For så vidt angår lovforslagets element om fuldbyrdelse af en afgørelse om anbringelse af en uledsaget mindreårig udlænding betyder det, at de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 23, 24, 27 og 28, om, hvilken myndighed der er ansvarlig for fuldbyrdelsen af afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 8, nr. 7, der bliver til § 62 l, stk. 10, nr. 7, herunder hvilke beføjelser kommunen har i forbindelse med fuldbyrdelse af disse afgørelser, gælder fra lovens ikrafttræden.

Det bemærkes, at fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, forud for denne lovs ikrafttræden for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med processuelt ophold vil kunne ske efter servicelovens regler herom og for så vidt angår uledsagede mindreårige udlændinge med ulovligt ophold efter principperne i serviceloven. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.8. Denne lovs foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 23, 24, 27 og 28, ændrer således ikke på de berørte personers retsstilling, men indebærer alene, at der i udlændingeloven indføres en klar lovhjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan fuldbyrde afgørelser om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 10, nr. 7, og i den forbindelse tillægges en række beføjelser, der i dag følger af serviceloven. Ligesom de foreslåede bestemmelser indebærer, at der indføres en klar lovhjemmel i udlændingeloven til, at politiet kan yde bistand ved fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, 1. pkt., og afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 62 l, stk. 10, nr. 7.

Kilde

Det foreslås i § 5, stk. 1 , at udlændingelovens § 4 c, stk. 7 og stk. 8, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om visum, eller for udlændinge, som inden lovens ikrafttræden har født her i landet under et visumophold.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der ikke vil kunne gives afslag på visum med karens i 3 år til en udlænding, der inden lovens ikrafttræden har indgivet en visumansøgning, og som efterfølgende under det ophold, som visumansøgningen medfører visum til, føder et barn her i landet uden forinden indrejsen at have indgået aftale med et privat fødested om fødslen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at der ikke kan gives afslag på visum med karens i 3 år til udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har født her i landet under et tidligere visumophold.

Det er således en afgørende forudsætning for at meddele afslag efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 4 c, stk. 7, at såvel ansøgningen som den karensbærende adfærd, det vil sige fødslen under et tidligere visumophold uden forudgående aftale med et privat fødested, er henholdsvis indgivet og har fundet sted efter lovens ikrafttræden.

Det betyder, at den foreslåede karensregel i udlændingelovens § 4 c, stk. 7, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding har søgt om visum før lovens ikrafttræden, men indrejser efter lovens ikrafttræden og føder et barn her i landet uden forinden indrejsen at have indgået aftale med et privat fødested om fødslen.

Det betyder endvidere, at den foreslåede karensregel i udlændingelovens § 4 c, stk. 7, heller ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding inden lovens ikrafttræden har såvel indgivet visumansøgningen som født et barn her i landet uden forinden indrejsen at have indgået aftale med et privat fødested om fødslen.

Det bemærkes dog, at udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har løjet over for myndighederne om en graviditet og født et barn her i landet, efter de gældende regler om afslag på visum efter visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, jf. visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, på baggrund af en konkret og individuel vurdering vil kunne meddeles afslag på en ansøgning om visum under henvisning til, at der på baggrund af udlændingens adfærd under det tidligere ophold er en formodning for, at den pågældende ikke rejser hjem eller i øvrigt kan forventes at ville overholde betingelserne for et eventuelt meddelt visum.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets bemærkninger.

Det foreslås i § 5, stk. 2 , at udlændingelovens § 14 a, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, har virkning for udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er meddelt en godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14, stk. 1. For disse udlændinge træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at godkendelsen til beskæftigelse, vil være gyldig i et år fra lovens ikrafttræden med mulighed for forlængelse, medmindre der er grundlag for at inddrage godkendelsen efter udlændingelovens § 14 a, stk. 5.

Dette indebærer, at godkendelser til beskæftigelse, der forud for lovens ikrafttræden er meddelt uden tidsbegrænsning, overgår til at være tidsbegrænsede på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det indebærer endvidere, at godkendelser til beskæftigelse, der er meddelt forud for lovens ikrafttræden, vil være gyldige i et år fra lovens ikrafttræden med mulighed for forlængelse, medmindre der er grundlag for at inddrage godkendelsen efter den foreslåede § 14 a, stk. 5.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen for de udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden allerede har en gyldig godkendelse til beskæftigelse, der er meddelt på baggrund af de regler, der var gældende forud for lovens ikrafttræden, fremsender en ny afgørelse til de pågældende, hvoraf det fremgår, at udlændingens godkendelse til beskæftigelse vil være gyldig i et år fra lovens ikrafttræden, og at udlændingen herefter har mulighed for at få godkendelsen forlænget. Afgørelsen skal endvidere indeholde en vejledning om reglerne for forlængelse af en godkendelse til beskæftigelse efter § 14 a.

Det foreslås i § 5, stk. 3 , at udlændingelovens § 14 a, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, får virkning for udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er i beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 14 a.

Det betyder, at de udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden har en gyldig godkendelse til beskæftigelse efter § 14 a, stk. 1, kan få inddraget godkendelsen efter reglerne i den foreslåede § 14 a, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Dette indebærer, at udlændinge, der forud for lovens ikrafttræden er meddelt godkendelse til beskæftigelse efter udlændingelovens § 14 a, stk. 1, på tidspunktet for lovens ikrafttræden – udover på baggrund af de eksisterende inddragelsesgrunde, hvorefter en godkendelse kan inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, eller vilkårene i den indgåede kontrakt ikke overholdes – vil kunne få inddraget godkendelsen til beskæftigelse, medmindre helt særlige grunde taler derimod, hvis godkendelsen er opnået ved svig, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 1, hvis udlændingen bliver omfattet af udlændingeloves § 14 a, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 3, hvis udlændingen udebliver fra indkvarteringsstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 5, eller hvis udlændingen ikke betaler de udgifter, som den pågældende måtte være blevet pålagt at betale i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1 pkt., jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 14 a, stk. 5, nr. 6.

For så vidt angår udlændinge, der er blevet meddelt godkendelse til beskæftigelse forud for lovens ikrafttræden, og som ikke betaler de udgifter, den pågældende er blevet pålagt at betale i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 4, 1. pkt., vil Udlændingestyrelsen på tidspunktet for lovens ikrafttræden kunne inddrage godkendelsen til beskæftigelse, såfremt udlændingen på tidspunktet for lovens ikrafttræden fortsat ikke betaler de udgifter som den pågældende er blevet pålagt at betale af Udlændingestyrelsen. Forfalden gæld, der er stiftet inden lovens ikrafttræden, vil imidlertid ikke kunne danne grundlag for inddragelse.

Det foreslås i § 5, stk. 4 , at udlændingeloves § 42 k, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, får virkning for udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indkvarteret i egen bolig i medfør af udlændingelovens § 42 k.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen fra lovens ikrafttræden vil kunne inddrage en godkendelse til at flytte i egen bolig, såfremt betingelserne i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 k, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, er opfyldt.

Dette indebærer, at udlændinge, der forud for lovens ikrafttræden er meddelt godkendelse til at flytte i egen bolig efter udlændingelovens § 42 k, stk. 1, på tidspunktet for lovens ikrafttræden – udover på baggrund af de eksisterende inddragelsesgrunde, hvorefter en godkendelse kan inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, eller vilkårene i den indgåede kontrakt ikke overholdes – vil kunne få inddraget godkendelsen til indkvartering i egen bolig, medmindre helt særlige grunde taler derimod, hvis godkendelsen er opnået ved svig, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 k, stk. 6, nr. 1, hvis udlændingen bliver omfattet af udlændingelovens § 42 k, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 k, stk. 6. nr. 3, eller hvis Udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. udlændingelovens § 42 k, stk. 1, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 k, stk. 6, nr. 5.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen for de udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden allerede har en gyldig godkendelse til at flytte i egen bolig, skriftligt vejleder om de nye betingelser for godkendelsen.

Det foreslås i § 5, stk. 5 , at udlændingeloves § 42 l, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, får virkning for udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er indkvarteret privat i medfør af udlændingelovens § 42 l.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen fra lovens ikrafttræden vil kunne inddrage en godkendelse til privat indkvartering, såfremt betingelserne i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 l, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 13, er opfyldt.

Dette indebærer, at udlændinge, der forud for lovens ikrafttræden er meddelt godkendelse til privat indkvartering efter udlændingelovens § 42 l, stk. 1 eller 3, på tidspunktet for lovens ikrafttræden – udover på baggrund af de eksisterende inddragelsesgrunde, hvorefter en godkendelse kan inddrages, såfremt betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, eller vilkårene i den indgåede kontrakt ikke overholdes – vil kunne få inddraget godkendelsen, medmindre helt særlige grunde taler derimod, hvis godkendelsen er opnået ved svig, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 l, stk. 6, nr. 1, hvis udlændingen bliver omfattet af udlændingelovens § 42 l, stk. 2, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 l, stk. 6. nr. 3, eller hvis udlændingen udebliver fra det indkvarteringssted, Udlændingestyrelsen har godkendt, jf. udlændingelovens § 42 l, stk. 1 eller 3, eller uden tilladelse tager ophold uden for dette indkvarteringssted, jf. den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 42 l, stk. 6, nr. 5.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen for de udlændinge, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden allerede har en gyldig godkendelse til privat indkvartering, skriftligt vejleder om de nye betingelser for godkendelsen.

Det foreslås i § 5, stk. 6 , at udlændingelovens § 46 a, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16, ikke finder anvendelse for klager eller anmodninger om genoptagelse af afgørelser, der er indgivet før lovens ikrafttræden. Sådanne sager behandles af Udlændingenævnet.

Det betyder, at klager over eller anmodninger om genoptagelse over Udlændingestyrelsens afgørelser om afholdelse af udgifter til sociale foranstaltninger og sundhedsmæssige ydelser truffet efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, vedrørende udlændinge, som er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 3 og 4, vil skulle behandles af Ankestyrelsen i stedet for Udlændingenævnet, såfremt klagen eller anmodningen indgives efter denne lovs ikrafttræden.

Sager, der er afgjort af Udlændingestyrelsen, henholdsvis Udlændingenævnet, før denne lovs ikrafttræden vil derfor skulle behandles af Ankestyrelsen, såfremt klagen eller anmodningen om genoptagelse af afgørelsen indgives efter denne lovs ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelses stk. 6 betyder endvidere, at klager eller anmodninger om genoptagelse over afgørelser, som fra og med denne lovs ikrafttræden ikke længere vil skulle behandles af Udlændingenævnet, men i stedet af Ankestyrelsen, vil skulle færdigbehandles af Udlændingenævnet, hvis klagen eller genoptagelsesanmodningen er indgivet før denne lovs ikrafttræden og fortsat er verserende ved lovens ikrafttræden.

Når Udlændingenævnet har truffet afgørelse i en sag, der efter den foreslåede bestemmelse skal færdigbehandles i nævnet, vil sagen blive omfattet af den ændrede kompetencefordeling. En anmodning om genoptagelse af sagen vil derfor skulle behandles af Ankestyrelsen i stedet for af Udlændingenævnet.

Det foreslås i § 5, stk. 7 , at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 9.

Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 8, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om klagefrist for påklage til Udlændingestyrelsen af en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 98 af 28. januar 2020 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum.

Som følge af lovforslagets § 1, nr. 16, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i udlændingelovens § 46 a, bliver udlændingelovens § 46 a, stk. 8, til § 46 a, stk. 9.

Den foreslåede § 5, stk. 7, betyder, at reglerne i bekendtgørelse nr. 98 af 28. januar 2020, som er fastsat i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 8, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 46 a, stk. 9.

Det foreslås i § 5, stk. 8 , at regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 62 l, stk. 7-9, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 62 l, stk. 9-11.

Efter udlændingelovens § 62 l, stk. 7, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om foreløbige afgørelser efter stk. 3, herunder regler om skriftlig meddelelse af foreløbige afgørelser til repræsentanten, jf. § 56 a, stk. 1, om varigheden af afgørelsernes gyldighed og om styrelseschefen for Ankestyrelsens adgang til at træffe foreløbige afgørelser.

Efter udlændingelovens § 62 l, stk. 8, kan udlændinge- og integrationsministeren efter forhandling med børne- og socialministeren fastsætte regler om 1) børn og unge-udvalgets behandling af sager om anbringelse m.v., herunder om retten til at udtale sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse, 2) fornyet afgørelse ved opretholdelse af længerevarende foranstaltninger, 3) den uledsagede mindreårige udlændings adgang til bisidder, 4) den uledsagede mindreårige udlændings adgang til gratis advokatbistand, 5) afholdelse af samtale med en uledsaget mindreårig udlænding, inden der træffes afgørelse om anbringelser, 6) orientering om retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig, 7) ændring af anbringelsessted m.v. under opholdet og foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted m.v., 8) anbringelse af en uledsaget mindreårig udlænding, der er indkvarteret på et privat opholdssted efter Udlændingestyrelsens anvisning herom, jf. § 42 a, stk. 7, og 9) Ankestyrelsens beføjelse til at tage sager om særlig støtte til uledsagede mindreårige udlændinge op af egen drift.

Bemyndigelserne er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1019 af 28. august 2017 om ro og orden på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne.

Efter udlændingelovens § 62 l, stk. 9, kan børne- og socialministeren (nu social- og ældreministeren) efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens betaling for uledsagede mindreårige udlændinges ophold på anbringelsessteder, når opholdet er led i en anbringelse efter stk. 1. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1017 af 19. august 2017 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i kriminalforsorgens institutioner.

Som følge af lovforslagets § 1, nr. 28, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 7 og 8 i udlændingelovens § 62 l, bliver udlændingelovens § 62 l, stk. 7-10, til § 62 l, stk. 9-12.

Den foreslåede § 5, stk. 8, betyder, at reglerne i bekendtgørelse nr. 1019 af 28. august 2019, som er fastsat i medfør af bl.a. udlændingelovens § 62 l, stk. 7 og 8, og reglerne i bekendtgørelse nr. 1017 af 19. august 2017, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 62 l, stk. 9, 10 eller 11.

Kilde

Efter udlændingelovens § 66 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Efter § 5 i lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret), som bl.a. indførte muligheden for, at tidligere danske statsborgere under visse omstændigheder kunne generhverve dansk indfødsret ved afgivelse af skriftlig erklæring herom, gjaldt den tidligere erklæringsadgang ikke for Færøerne og Grønland, men kunne ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ved kongelig anordning nr. 761 af 30. juli 2019 om ikrafttræden for Færøerne af ændringer af lov om dansk indfødsret blev bl.a. lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret) sat i kraft for Færøerne.

Ved kongelig anordning nr. 1677 af 24. november 2020 om ikrafttræden for Grønland af ændringer af lov om dansk indfødsret blev bl.a. lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret) sat i kraft for Grønland.

Efter § 68 i integrationsloven gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Det foreslås på den baggrund, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens §§ 1 og 2 ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det betyder, at lovens § 3 om ændring af integrationsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, da integrationsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Det betyder endvidere, at lovens § 1 om ændring af udlændingeloven og lovens § 2 om ændring af indfødsretsloven heller ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at disse bestemmelser dog ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.