Til nr. 1

Efter straffelovens § 81 b kan straffen forhøjes indtil det halve, hvis en af de i straffeloven omhandlede lovovertrædelser begås på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben eller våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade efter straffelovens § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås at ændre ”straffen forhøjes indtil det halve” til ”straffen forhøjes med indtil det halve”.

Der er alene tale om en sproglig præcisering, der ikke har til formål at ændre på den retsstilling, der var lagt til grund ved indførelsen af bestemmelsen.

Det fremgår således klart af bestemmelsens forarbejder, at det er forudsat, at straffen skal kunne forhøjes med indtil det halve. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 190 som fremsat, side 46, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”straffen […] vil skulle forhøjes med det halve i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på 8 års fængsel – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved brug af skydevåben – er det således forudsat, at der fremover som udgangspunkt fastsættes en straf på 12 års fængsel."

Til nr. 2

Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, hvorefter straffen for overtrædelse af visse regler i straffeloven eller særlovgivningen skærpes, hvis overtrædelsen sker inden for bestemte, nærmere udpegede områder.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, som giver mulighed for at skærpe straffen for visse overtrædelser af straffeloven og særlovgivningen, hvis de begås i en skærpet strafzone, der udpeget i medfør af den foreslåede § 6 a i lov om politiets virksomhed, jf. forslaget til § 3.

Efter den foreslåede stk. 1 kan den i straffelovens § 119 (vold og trusler om vold mod offentligt ansatte mv.), § 123 (vidnetrusler), § 181 (brandstiftelse), § 132 a (videreførelse af en foreløbig forbudt eller opløst forening), § 132 b (overtrædelse af opholdsforbud), § 134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), § 244, stk. 1 (simpel vold), § 244, stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i gentagelsestilfælde), § 245 (grov vold), § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfælde), § 266 (trusler), § 276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291 (hærværk), § 293 (brugstyveri) og § 293 a (brugstyveri af motorkøretøj) fastsatte straf forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet strafzone. Det samme gælder straffen for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og lovgivningen om knive og blankvåben mv.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, når en strafbar handling af den ovennævnte karakter er begået inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overensstemmelse med politilovens § 6 a. Det er således ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare handling er begået inden for en skærpet strafzone.

En forbrydelse anses normalt for at være begået inden for en skærpet strafzone, hvis enten gerningsmanden eller forbrydelsens offer eller genstand befinder sig i zonen. Det er således uden betydning for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, om gerningsmanden bor inden for et område, som er udpeget som en skærpet strafzone, eller om vedkommende er uden tilknytning til området.

Det forudsættes, at strafniveauet for overtrædelser efter stk. 1, når de er begået inden for en skærpet strafzone, i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en skærpet strafzone.

Undtagelsesvis kan det imidlertid forekomme, hvis en forbrydelse i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, at en fordobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende forbrydelser begået uden for den skærpede strafzone. Dette gælder eksempelvis for visse forhold omfattet af straffelovens § 181 om brandstiftelse (f.eks. brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder), § 245, jf. § 247, om grov vold i gentagelsestilfælde, § 281, jf. § 286, stk. 1, om grov afpresning, eller § 288 om røveri. I disse tilfælde forudsættes straffen at skulle skærpes med en tredjedel.

Det forudsættes endvidere, at overtrædelser af de i stk. 1 nævnte bestemmelser, der i dag straffes med bøde, fremover i gentagelsestilfælde som udgangspunkt skal straffes med fængsel, når der er tale om gentagne overtrædelser, som er begået i den samme eller en anden skærpet strafzone. Det vil f.eks. omfatte berigelsesforbrydelser efter straffelovens §§ 276, 276 a og 281, hvor straffen er bøde, hvis der er tale om forbrydelser af mindre strafværdighed, samt besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer.

Strafskærpelsen finder anvendelse i forhold til enhver overtrædelse, som er omfattet af den foreslåede § 81 c, stk. 1. Det gælder også, selv om der er tale om en kriminalitetstype, der ikke konkret har været udslagsgivende for beslutningen om at udpege en skærpet strafzone.

Er et forhold samtidig omfattet af den foreslåede stk. 1 og straffelovens § 81 a (om strafforhøjelse og skærpelse af straffen ved banderelaterede konflikter) eller § 81 b (om strafforhøjelse for skyderi mv. på frit tilgængeligt sted) kan der rejses tiltale efter flere anvendelige bestemmelser og ske domfældelse under henvisning til flere bestemmelser samtidig. Straffen udmåles i disse tilfælde efter den bestemmelse, der konkret indebærer den højest forskyldte straf, dvs. strafniveauet efter den foreslåede stk. 1 eller efter straffelovens §§ 81 a eller 81 b.

Efter den foreslåede stk. 2 skal det ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i en skærpet strafzone og er egnet til skabe utryghed i denne zone.

Det er en betingelse, at en sådan overtrædelse er ”egnet til at skabe utryghed” i den skærpede strafzone, hvor forholdet er begået. Der vil i den forbindelse skulle foretages en vurdering i det enkelte tilfælde af, om overtrædelsen har været egnet til at fastholde området i utryghed eller øge utrygheden i området. Det er ikke en forudsætning, at den pågældende kriminalitet har været utryghedsskabende for konkrete beboere i området, men alene om overtrædelsen har været egnet til at fastholde eller øge utrygheden i området. Den foreslåede stk. 2 udelukker ikke en samtidig anvendelse af straffelovens §§ 81, 81 a eller 81 b.

Fastsættelsen af straffen efter den foreslåede § 81 c vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i sager omfattet af de foreslåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffelovens § 156, 1. pkt., straffes den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvis denne nægter eller undlader at opfylde pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme en lovlig tjenstlig befaling, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for bestemmelsen.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte et nyt stk. 2, der indebærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en ledende stilling.

Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud eller en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar, normalt f.eks. souschefer eller lignende.

Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har ledelsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karakter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellemleder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ikke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddannelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bistår mellemledere mv. med den daglige ledelse, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.

Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf for personer i en ledende stilling efter § 156 gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af § 156 begået af de pågældende personer. Det forudsættes således, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en person med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtforsømmelse efter § 156, herunder eklatante forsømmelser, som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år. På grund af den variation, som de forskelligartede sager om overtrædelse af straffelovens § 156 har, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.

Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter straffelovens § 157, 1. pkt., straffes den, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for bestemmelsen.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte et stk. 2, der indebærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en ledende stilling.

Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud eller en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar, normalt f.eks. souschefer eller lignende.

Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har ledelsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karakter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellemleder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ikke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddannelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bistår mellemledere mv. med den daglige ledelse, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.

Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf for personer i en ledende stilling efter § 157 gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af § 157 begået af de pågældende personer. Det forudsættes således, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en person med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtforsømmelse efter § 157, herunder eklatante forsømmelser, som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år. På grund af den variation, som de forskelligartede sager om overtrædelse af straffelovens § 157 har, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.

Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i straffeloven, som kriminaliserer, at en forælder sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold. Overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på forældre til børn og unge under 18 år. Det omfatter barnets og den unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig forstand har moderskab, faderskab eller medmoderskab til barnet, herunder adoptivforældre. Det er ikke afgørende, hvem der har forældremyndigheden. Bestemmelsen finder således også anvendelse på en forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Bestemmelsen forudsættes at finde anvendelse på børn og unge, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet.

Begrebet ”barnets sundhed og udvikling” skal forstås i overensstemmelse med servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger barnets eller den unges almentilstand, hvori der ikke blot indgår helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling kan f.eks. være mishandling eller andre alvorlige overgreb samt svigtende omsorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnet eller den unges basale behov for f.eks. mad, undervisning eller lægelig behandling.

Der vil ved vurderingen af, om der foreligger en alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling, skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser.

Det vil ikke være en betingelse for at blive straffet efter den foreslåede bestemmelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Behovet for at beskytte børn og unge tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind, inden barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe.

Barnets eller den unges alder og modenhed, herunder evne til at tage vare på sig selv, kan have betydning for vurderingen af, om barnets eller den unges sundhed og udvikling er i alvorlig fare. Faren for barnets udvikling bør endvidere ses i relation til forholdene i det land, barnet eller den unge forudsættes at leve sit liv i.

En domfældelse for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at forælderen har haft det fornødne forsæt.

Omfattet af den foreslåede bestemmelse er det forhold, at en forælder sender barnet af sted til udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Bestemmelsen vil i det tilfælde være overtrådt på det tidspunkt barnet eller den unge har forladt sit sædvanlige bopæls- eller opholdssted i Danmark for at begive sig på rejsen.

Omfattet er endvidere det forhold, at en forælder efterfølgende, men inden rejsen ophører, bliver bekendt med, at barnets sundhed eller udvikling er udsat for alvorlig fare under opholdet i udlandet, og forælderen desuagtet lader sit barn tage del i rejsen.

Der skal føres bevis for, at udlandsopholdet medfører eller har medført alvorlig fare for barnets sundhed eller udvikling, og at forælderen eller forældrene havde kendskab til de forhold, som denne alvorlige fare udspringer af i overensstemmelse med den almindelige forsætsvurdering.

Det er ikke en betingelse for, at en rejse er omfattet af bestemmelsen, at barnet eller den unge ufrivilligt er sendt af sted. Det afgørende er, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling bringes i alvorlig fare på grund af rejsen, ikke hvorvidt barnet har været indforstået med dette.

Det er uden betydning for anvendelsen af bestemmelsen, hvordan barnet er kommet til opholdsstedet i udlandet. Omfattet er således situationer, hvor barnet eller den unge selv er rejst til opholdsstedet, hvor forældrene har ledsaget barnet eller den unge, eller hvor forældrene har ladet en anden person bringe barnet eller den unge til opholdsstedet.

Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse i de tilfælde, hvor forældrene efterlader barnet eller den unge på et opholdssted, og i de tilfælde hvor den ene eller begge af forældrene bliver sammen med barnet eller den unge.

Det er ikke i sig selv afgørende for, om forældre kan ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at barnet eller den unge opdrages under eller påvirkes af værdier, som adskiller sig fra de danske, eller at barnet eller den unge er undergivet restriktioner, som ikke er sædvanlige i en dansk sammenhæng. Disse forhold vil imidlertid kunne indgå som momenter i den samlede vurdering af, om udlandsopholdet kan have alvorlige negative konsekvenser for navnlig barnets udvikling.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvortil det forurettede barn sendes på et udlandsophold, og uanset hvor forælderen eller forældrene til det pågældende barn befandt sig i forbindelse med fuldbyrdelsen af overtrædelsen. Det afgøres efter straffelovens §§ 6-9 a, om forholdet kan retsforfølges i Danmark.

Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante omstændigheder. Domstolene skal i forbindelse med straffens fastsættelse bl.a. tage højde for varigheden eller den forventede varighed af et udlandsophold, de omstændigheder, barnet har eller ville have befundet sig under på opholdet, og de mulige negative konsekvenser, opholdet har haft eller ville kunne få for barnet eller den unge. Straffen udmåles i overensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for lignende overtrædelser af straffeloven, som har en tilsvarende strafferamme, herunder navnlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af § 2, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af § 2, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, vil give politiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at den pågældende vil blive sendt til udlandet til forhold, der vil bringe den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare.

Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddrage et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige overtrædelser af paslovens § 2.

Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.4.3.4.3 ovenfor.

Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betydning for, om en sådan situation foreligger, vil eksempelvis være, at det pågældende barn selv henvender sig til myndighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden omsorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Der bør dog ligeledes ses på om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, ligesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.

I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situationen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende vægt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet ved afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 4, fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år. Fristen kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.

Med forslaget til § 2, stk. 2, fastsættes, at dette også skal gælde afgørelser truffet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).

Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Politiet kan efter den nugældende § 2, stk. 3, i pasloven under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 4.

Det følger af de specielle bemærkninger til den nugældende § 2, stk. 3, at der med særlige omstændigheder forstås konkrete hensyn, der taler med afgørende vægt for at tillade den pågældende at foretage en specifik rejse.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem, eller hvis det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, såfremt en arbejdsrelateret rejse ikke kan gennemføres.

Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 3, udvider adgangen til at udstede provisoriske pas efter denne bestemmelse til også at dække personer, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5.

»Særlige omstændigheder« skal imidlertid ikke forstås på samme måde som i de oven for omtalte situationer, hvor det provisoriske pas udstedes i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, da der er forskel på at søge at forhindre en person i at udrejse for at deltage i aktiviteter, der eksempelvis kan indebære en fare for statens sikkerhed, og på at forhindre et barn i at blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a af sine forældre.

Barnet skal i videst muligt omfang have mulighed for at fortsætte sin normale dagligdag, og der skal således mindre til for at politiet skal udstede et provisorisk pas i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 end efter § 2, stk. 1, nr. 4.

»Særlige omstændigheder«, efter hvilke der kan udstedes et provisorisk pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 5, falder således i denne type sager i to kategorier: Rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, og rejser hvor der er en risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af landet.

Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, er blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situation er udgangspunktet, at der skal udstedes et provisorisk pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det provisoriske pas i den situation kunne overdrages af politiet til barnet selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.

Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed og udvikling i alvorlig fare, men hvor tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der alligevel skal udstedes et provisorisk pas. Disse vil minde om de tilfælde, hvor der kan udstedes et provisorisk pas efter § 2, stk. 1, nr. 4, og kan eksempelvis være, hvis der opstår dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i udlandet. I den situation vil det bero på en konkret vurdering, om der skal udstedes et provisorisk pas.

Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for rejsen.

Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte udstedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge tilladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågældende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågældendes skole om, at den pågældende skal på lejrskole.

De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af provisorisk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at det provisoriske pas kun gives for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, jf. pasbekendtgørelsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas kan kræves forelagt retten af forældremyndighedsindehavere for det barn, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. lovforslagets § 2, nr. 6. Politiet skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.

På samme måde vil afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3), kunne indbringes for domstolene.

Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 5, 3. pkt., fastsættes, at spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, skal indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698. Ved behandlingen af sådanne sager finder reglerne i retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen anvendelse med de fornødne lempelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Med forslaget til § 4 a, stk. 6, fastsættes, at der udstedes nyt pas uden betaling, når der i medfør af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede § 6 a, stk. 1, indebærer, at politiet for en nærmere bestemt tidsperiode kan udpege et afgrænset geografisk område (skærpet strafzone), hvor den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c finder anvendelse. Udpegning af en skærpet strafzone vil således indebære, at straffen for visse typer af kriminalitet skærpes markant.

For så vidt angår den foreslåede strafskærpelse henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c vil finde anvendelse, når en strafbar handling af de ovennævnte typer er begået inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overensstemmelse med politilovens § 6 a. Det er ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare handling er begået inden for en skærpet strafzone. Det er dog en forudsætning, at politiets beslutning om udpegning af en skærpet strafzone er blevet offentliggjort på behørig vis.

En skærpet strafzone kan udpeges inden for et nærmere geografisk afgrænset område.

Det geografiske område fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at der er et ekstraordinært kriminalitetsbillede, som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området.

Det vil navnlig være relevant at oprette en skærpet strafzone inden for områder, der af politiet er udpeget som SUB-områder, eller andre afgrænsede områder med bymæssig bebyggelse, som oplever en usædvanlig kriminalitetsudvikling, som påvirker trygheden i området.

En skærpet strafzone kan således også anvendes i andre områder end SUB-områder, hvis en pludselig eskaleret kriminalitetstendens alvorligt skader sikkerheden og trygheden for personer, der bor eller færdes i det pågældende område.

Karakteren af et sted kan ikke alene danne grundlag for en beslutning om at udpege en skærpet strafzone. Det er et krav, at politiet begrunder, hvorfor der på det pågældende sted vurderes at være et ekstraordinært kriminalitetsbillede, som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for beboere og andre, der færdes i området, og hvorfor etablering af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området, jf. pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

En skærpet strafzone må ikke være større end påkrævet i forhold til det berørte område. Der kan således ikke træffes beslutning om en skærpet strafzone i f.eks. en hel kommune eller en hel større by. Områder med lav befolkningstæthed, f.eks. landområder og industriområder, hvor kriminalitet omfattet af ordningen ikke generelt vil virke utryghedsskabende på personer, som bor eller færdes i området, kan som udgangspunkt heller ikke udpeges som skærpet strafzone. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om skærpet strafzone i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning er opfyldt.

Det følger af den foreslåede § 6 a, stk. 2, at udpegning af en skærpet strafzone, jf. stk. 1, kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område er egnet til i væsentlig grad at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.

Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den konkrete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne er opfyldt.

Kravet om et ”ekstraordinært kriminalitetsbillede” indebærer, at der skal være tale om en situation, som går ud over det sædvanlige i forhold til kriminalitetsbilledet i det pågældende område og i andre sammenlignelige områder.

Det er ikke et krav, at der foreligger en mistanke om, at der vil blive begået strafbare handlinger, som vil være omfattet af straffelovens § 81 c, eller at der er en konkret mistanke mod enkeltpersoner. Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, hvis der for nylig inden for det relevante område er begået strafbare handlinger, der er omfattet af ordningen, eller der foreligger oplysninger om, at der er optræk til eller planlægges sådanne strafbare forhold, og der derfor vurderes at være et ekstraordinært kriminalitetsbillede.

Vurderingen af om det ekstraordinære kriminalitetsbillede i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed i området, vil være en politifaglig vurdering. Denne vurdering indebærer, at der skal foretages en objektiviseret bedømmelse af, om det kriminalitetsbillede, der konstateres i det pågældende område, har en karakter, der generelt må forventes at kunne føre til betydelig utryghed blandt personer, der bor eller færdes i området. Det skal ikke kunne påvises, at der konkret er personer, som føler sig utrygge som følge af situationen i området. Det vil således ikke være et krav, at personer, der bor eller færdes i området, konkret har givet udtryk for en følelse af utryghed, men henvendelser eller lignende fra personer, der oplever utryghed, vil kunne indgå i politiets vurdering.

Der er ikke med udtrykket ”personer, der bor eller færdes i området” tilsigtet en egentlig begrænsning i, hvem på det konkrete sted kriminalitetsbilledet skal være egnet til i væsentlig grad at skabe utryghed for. Begrebet omfatter således bredt personer med relation til det pågældende område.

Karakteren og omfanget af de aktuelt begåede og eventuelt tidligere begåede lovovertrædelser skal indgå i politiets skøn. Én eller ganske få strafbare handlinger – uanset karakteren heraf – vil ikke være nok til at oprette en skærpet strafzone.

Omvendt vil mindre alvorlige overtrædelser, der bliver begået systematisk inden for en kortere periode, efter omstændighederne kunne danne grundlag for en skærpet strafzone. Ved mere alvorlige lovovertrædelser vil der ikke gælde et krav om, at kriminaliteten begås systematisk, når blot der er tale om flere strafbare handlinger.

Det kan f.eks. være relevant at udpege en skærpet strafzone i en situation, hvor grupper af utilpassede unge dominerer et udsat boligområde og skaber utryghed for beboerne ved massivt brug af trusler, vold, afpresning, udøvelse af hærværk eller åbenlys salg af narkotika. Det kan også være relevant i situationer, hvor postvæsnet, brandvæsnet eller andre myndigheder på grund af chikane og uroligheder har svært ved at komme ind i visse områder uden at blive mødt med stenkast, trusler eller vold fra aggressive personer.

Politiet skal desuden vurdere, om en skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. Det vil sige, at politiet skal vurdere, om etableringen af en skærpet strafzone vil medvirke til at forebygge, at nogen begår strafbare handlinger omfattet af ordningen, og til at normalisere tilstanden og genskabe tryghed for beboere og andre, der færdes i området. I den forbindelse skal politiet vurdere, om der er andre redskaber, som vil være mere hensigtsmæssige til at opnå formålet.

Udpegning af en skærpet strafzone kan efter omstændighederne suppleres af andre politimæssige tiltag.

Beslutningen om at oprette en skærpet strafzone skal træffes i (umiddelbar) tidsmæssig sammenhæng med den kriminalitet, der danner grundlag for beslutningen. Det skal således være en tidsmæssig sammenhæng mellem de strafbare forhold, der danner grundlag for en beslutning om en skærpet strafzone, og det tidspunkt, hvor politiet træffer beslutning om at udpege en skærpet strafzone.

En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke begrundes med forhold, der ligger flere måneder forud. Det vil sige, at zonen som udgangspunkt skal udpeges, mens forholdene er aktuelle.

Der kan undtagelsesvist gå længere tid, hvis der i en mellemliggende periode er begået andre strafbare handlinger end dem, som kunne danne grundlag for udpegning af en skærpet strafzone, og disse strafbare handlinger sammen med de ældre forhold kan begrunde en beslutning om at udpege en skærpet strafzone.

Den foreslåede § 6 a, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at beslutningen om at udpege en skærpet strafzone træffes af politidirektøren (eller den, som denne bemyndiger hertil). Det forudsættes, at beslutningen træffes på ledelsesniveau.

En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke udstrækkes ud over 3 måneder, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis politiet vurderer, at der fortsat er et ekstraordinært kriminalitetsbillede af samme karakter, som dannede grundlag for udpegning af den skærpede strafzone til at starte med.

Hvis der er tale om et ekstraordinært kriminalitetsbillede af en anden karakter end det, der oprindeligt dannede grundlag for beslutningen om at udpege en skærpet strafzone, kan politiet træffe en ny beslutning ud fra en fornyet vurdering af situationen på dette tidspunkt.

Politiets beslutning om udpegning af skærpet strafzone kan tidligst gælde fra tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen. Det forudsættes imidlertid, at der som udgangspunkt er en vis tidsperiode, fra beslutningen offentliggøres, og til den skærpede strafzone får virkning.

Den foreslåede § 6 a, stk. 3, 2. pkt ., indebærer, at beslutningen om at udpege en skærpet strafzone skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort over det pågældende geografiske område.

Offentliggørelsen sker på politiets officielle hjemmeside, eller via tilsvarende medier, ligesom den pågældende politikreds udsteder en pressemeddelelse om den skærpede strafzone og de nærmere detaljer om zonen.

Der gælder ikke et krav om, at der skal skiltes med, at der er udpeget en skærpet strafzone i det område, hvor zonen gør sig gældende. Hvis politiet konkret vurderer, at det vil fremme effekten af strafskærpelseszonen, bør skiltning imidlertid anvendes i relevant omfang.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens § 3 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.