Lov om ændring af straffeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v. (Kriminalisering af udlandsophold, der bringer et barns sundhed eller udvikling i alvorlig fare) § 1

Til nr. 1

Efter straffelovens § 81 b kan straffen forhøjes indtil det halve, hvis en af de i straffeloven omhandlede lovovertrædelser begås på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben eller våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade efter straffelovens § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det foreslås at ændre ”straffen forhøjes indtil det halve” til ”straffen forhøjes med indtil det halve”.

Der er alene tale om en sproglig præcisering, der ikke har til formål at ændre på den retsstilling, der var lagt til grund ved indførelsen af bestemmelsen.

Det fremgår således klart af bestemmelsens forarbejder, at det er forudsat, at straffen skal kunne forhøjes med indtil det halve. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 190 som fremsat, side 46, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”straffen […] vil skulle forhøjes med det halve i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. I tilfælde, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på 8 års fængsel – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved brug af skydevåben – er det således forudsat, at der fremover som udgangspunkt fastsættes en straf på 12 års fængsel."

Til nr. 2

Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, hvorefter straffen for overtrædelse af visse regler i straffeloven eller særlovgivningen skærpes, hvis overtrædelsen sker inden for bestemte, nærmere udpegede områder.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, som giver mulighed for at skærpe straffen for visse overtrædelser af straffeloven og særlovgivningen, hvis de begås i en skærpet strafzone, der udpeget i medfør af den foreslåede § 6 a i lov om politiets virksomhed, jf. forslaget til § 3.

Efter den foreslåede stk. 1 kan den i straffelovens § 119 (vold og trusler om vold mod offentligt ansatte mv.), § 123 (vidnetrusler), § 181 (brandstiftelse), § 132 a (videreførelse af en foreløbig forbudt eller opløst forening), § 132 b (overtrædelse af opholdsforbud), § 134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), § 244, stk. 1 (simpel vold), § 244, stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i gentagelsestilfælde), § 245 (grov vold), § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfælde), § 266 (trusler), § 276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291 (hærværk), § 293 (brugstyveri) og § 293 a (brugstyveri af motorkøretøj) fastsatte straf forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet strafzone. Det samme gælder straffen for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og lovgivningen om knive og blankvåben mv.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige forsøg på og medvirken til lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, når en strafbar handling af den ovennævnte karakter er begået inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overensstemmelse med politilovens § 6 a. Det er således ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare handling er begået inden for en skærpet strafzone.

En forbrydelse anses normalt for at være begået inden for en skærpet strafzone, hvis enten gerningsmanden eller forbrydelsens offer eller genstand befinder sig i zonen. Det er således uden betydning for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, om gerningsmanden bor inden for et område, som er udpeget som en skærpet strafzone, eller om vedkommende er uden tilknytning til området.

Det forudsættes, at strafniveauet for overtrædelser efter stk. 1, når de er begået inden for en skærpet strafzone, i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en skærpet strafzone.

Undtagelsesvis kan det imidlertid forekomme, hvis en forbrydelse i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, at en fordobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende forbrydelser begået uden for den skærpede strafzone. Dette gælder eksempelvis for visse forhold omfattet af straffelovens § 181 om brandstiftelse (f.eks. brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder), § 245, jf. § 247, om grov vold i gentagelsestilfælde, § 281, jf. § 286, stk. 1, om grov afpresning, eller § 288 om røveri. I disse tilfælde forudsættes straffen at skulle skærpes med en tredjedel.

Det forudsættes endvidere, at overtrædelser af de i stk. 1 nævnte bestemmelser, der i dag straffes med bøde, fremover i gentagelsestilfælde som udgangspunkt skal straffes med fængsel, når der er tale om gentagne overtrædelser, som er begået i den samme eller en anden skærpet strafzone. Det vil f.eks. omfatte berigelsesforbrydelser efter straffelovens §§ 276, 276 a og 281, hvor straffen er bøde, hvis der er tale om forbrydelser af mindre strafværdighed, samt besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer.

Strafskærpelsen finder anvendelse i forhold til enhver overtrædelse, som er omfattet af den foreslåede § 81 c, stk. 1. Det gælder også, selv om der er tale om en kriminalitetstype, der ikke konkret har været udslagsgivende for beslutningen om at udpege en skærpet strafzone.

Er et forhold samtidig omfattet af den foreslåede stk. 1 og straffelovens § 81 a (om strafforhøjelse og skærpelse af straffen ved banderelaterede konflikter) eller § 81 b (om strafforhøjelse for skyderi mv. på frit tilgængeligt sted) kan der rejses tiltale efter flere anvendelige bestemmelser og ske domfældelse under henvisning til flere bestemmelser samtidig. Straffen udmåles i disse tilfælde efter den bestemmelse, der konkret indebærer den højest forskyldte straf, dvs. strafniveauet efter den foreslåede stk. 1 eller efter straffelovens §§ 81 a eller 81 b.

Efter den foreslåede stk. 2 skal det ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i en skærpet strafzone og er egnet til skabe utryghed i denne zone.

Det er en betingelse, at en sådan overtrædelse er ”egnet til at skabe utryghed” i den skærpede strafzone, hvor forholdet er begået. Der vil i den forbindelse skulle foretages en vurdering i det enkelte tilfælde af, om overtrædelsen har været egnet til at fastholde området i utryghed eller øge utrygheden i området. Det er ikke en forudsætning, at den pågældende kriminalitet har været utryghedsskabende for konkrete beboere i området, men alene om overtrædelsen har været egnet til at fastholde eller øge utrygheden i området. Den foreslåede stk. 2 udelukker ikke en samtidig anvendelse af straffelovens §§ 81, 81 a eller 81 b.

Fastsættelsen af straffen efter den foreslåede § 81 c vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i sager omfattet af de foreslåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffelovens § 156, 1. pkt., straffes den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvis denne nægter eller undlader at opfylde pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme en lovlig tjenstlig befaling, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for bestemmelsen.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte et nyt stk. 2, der indebærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en ledende stilling.

Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud eller en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar, normalt f.eks. souschefer eller lignende.

Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har ledelsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karakter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellemleder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ikke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddannelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bistår mellemledere mv. med den daglige ledelse, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.

Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf for personer i en ledende stilling efter § 156 gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af § 156 begået af de pågældende personer. Det forudsættes således, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en person med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtforsømmelse efter § 156, herunder eklatante forsømmelser, som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år. På grund af den variation, som de forskelligartede sager om overtrædelse af straffelovens § 156 har, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.

Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter straffelovens § 157, 1. pkt., straffes den, som gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for bestemmelsen.

Med lovforslaget foreslås det at indsætte et stk. 2, der indebærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en ledende stilling.

Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud eller en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar, normalt f.eks. souschefer eller lignende.

Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har ledelsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karakter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellemleder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ikke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddannelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bistår mellemledere mv. med den daglige ledelse, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.

Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf for personer i en ledende stilling efter § 157 gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af § 157 begået af de pågældende personer. Det forudsættes således, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en person med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtforsømmelse efter § 157, herunder eklatante forsømmelser, som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år. På grund af den variation, som de forskelligartede sager om overtrædelse af straffelovens § 157 har, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.

Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i straffeloven, som kriminaliserer, at en forælder sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold. Overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 år.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på forældre til børn og unge under 18 år. Det omfatter barnets og den unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig forstand har moderskab, faderskab eller medmoderskab til barnet, herunder adoptivforældre. Det er ikke afgørende, hvem der har forældremyndigheden. Bestemmelsen finder således også anvendelse på en forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Bestemmelsen forudsættes at finde anvendelse på børn og unge, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet.

Begrebet ”barnets sundhed og udvikling” skal forstås i overensstemmelse med servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger barnets eller den unges almentilstand, hvori der ikke blot indgår helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling kan f.eks. være mishandling eller andre alvorlige overgreb samt svigtende omsorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnet eller den unges basale behov for f.eks. mad, undervisning eller lægelig behandling.

Der vil ved vurderingen af, om der foreligger en alvorlig fare for barnets sundhed og udvikling, skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser.

Det vil ikke være en betingelse for at blive straffet efter den foreslåede bestemmelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Behovet for at beskytte børn og unge tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind, inden barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe.

Barnets eller den unges alder og modenhed, herunder evne til at tage vare på sig selv, kan have betydning for vurderingen af, om barnets eller den unges sundhed og udvikling er i alvorlig fare. Faren for barnets udvikling bør endvidere ses i relation til forholdene i det land, barnet eller den unge forudsættes at leve sit liv i.

En domfældelse for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at forælderen har haft det fornødne forsæt.

Omfattet af den foreslåede bestemmelse er det forhold, at en forælder sender barnet af sted til udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Bestemmelsen vil i det tilfælde være overtrådt på det tidspunkt barnet eller den unge har forladt sit sædvanlige bopæls- eller opholdssted i Danmark for at begive sig på rejsen.

Omfattet er endvidere det forhold, at en forælder efterfølgende, men inden rejsen ophører, bliver bekendt med, at barnets sundhed eller udvikling er udsat for alvorlig fare under opholdet i udlandet, og forælderen desuagtet lader sit barn tage del i rejsen.

Der skal føres bevis for, at udlandsopholdet medfører eller har medført alvorlig fare for barnets sundhed eller udvikling, og at forælderen eller forældrene havde kendskab til de forhold, som denne alvorlige fare udspringer af i overensstemmelse med den almindelige forsætsvurdering.

Det er ikke en betingelse for, at en rejse er omfattet af bestemmelsen, at barnet eller den unge ufrivilligt er sendt af sted. Det afgørende er, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling bringes i alvorlig fare på grund af rejsen, ikke hvorvidt barnet har været indforstået med dette.

Det er uden betydning for anvendelsen af bestemmelsen, hvordan barnet er kommet til opholdsstedet i udlandet. Omfattet er således situationer, hvor barnet eller den unge selv er rejst til opholdsstedet, hvor forældrene har ledsaget barnet eller den unge, eller hvor forældrene har ladet en anden person bringe barnet eller den unge til opholdsstedet.

Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse i de tilfælde, hvor forældrene efterlader barnet eller den unge på et opholdssted, og i de tilfælde hvor den ene eller begge af forældrene bliver sammen med barnet eller den unge.

Det er ikke i sig selv afgørende for, om forældre kan ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at barnet eller den unge opdrages under eller påvirkes af værdier, som adskiller sig fra de danske, eller at barnet eller den unge er undergivet restriktioner, som ikke er sædvanlige i en dansk sammenhæng. Disse forhold vil imidlertid kunne indgå som momenter i den samlede vurdering af, om udlandsopholdet kan have alvorlige negative konsekvenser for navnlig barnets udvikling.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvortil det forurettede barn sendes på et udlandsophold, og uanset hvor forælderen eller forældrene til det pågældende barn befandt sig i forbindelse med fuldbyrdelsen af overtrædelsen. Det afgøres efter straffelovens §§ 6-9 a, om forholdet kan retsforfølges i Danmark.

Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante omstændigheder. Domstolene skal i forbindelse med straffens fastsættelse bl.a. tage højde for varigheden eller den forventede varighed af et udlandsophold, de omstændigheder, barnet har eller ville have befundet sig under på opholdet, og de mulige negative konsekvenser, opholdet har haft eller ville kunne få for barnet eller den unge. Straffen udmåles i overensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for lignende overtrædelser af straffeloven, som har en tilsvarende strafferamme, herunder navnlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.