Til nr. 1

Det følger af udleveringslovens § 21, stk. 1, at justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2 og § 2 a eller §§ 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling.

Det foreslås, at den i bestemmelsen indeholdte adgang til bemyndigelse udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der foreslås indsat en generel bemyndigelsesbestemmelse, som omfatter alle beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Det er i dag justitsministeren, der træffer afgørelse i sager om udlevering til andre lande end de nordiske lande.

Der foreslås med stk. 1 indført en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at de beføjelser, der i loven er tillagt justitsministeren, kan udøves af Rigsadvokaten, statsadvokaterne eller politidirektørerne.

Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til administrativt at overføre kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering mv. fra Justitsministeriets departement til Rigsadvokaten. Da det imidlertid på længere sigt kan vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos andre dele af anklagemyndigheden, f.eks. hos statsadvokaterne, giver den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tillige mulighed herfor.

I stk. 2 foreslås indsat en bemyndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 eller i medfør af udleveringslovens § 18 h, stk. 4, 1. pkt. (om afgørelser om udlevering truffet af politidirektøren på grundlag af en nordisk arrestordre). Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at afskære klageadgang over sådanne afgørelser.

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen til at påklage afgørelser efter udleveringsloven til Justitsministeriets departement i forbindelse med, at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i sager, der behandles efter udleveringsloven. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således at fravige den generelle ordning i retsplejelovens § 98, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2.1. og 2.1.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter lovens § 54, stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen til at påklage afgørelser efter lovens § 54, stk. 1, til Justitsministeriets departement i forbindelse med, at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i denne type sager. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således at fravige den generelle ordning i retsplejelovens § 98, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Lov om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder i dag en række bestemmelser, hvorved kompetencen til at træffe afgørelser i medfør af loven tillægges justitsministeren.

Der foreslås i § 2, stk. 2 , indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at træffe afgørelse om samtykke til overførsel i henhold til konventionen om overførsel af domfældte kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed. Dette gælder både i sager, hvor Danmark er domsland, og i sager hvor Danmark er fuldbyrdelsesland.

Desuden foreslås der i § 6, 2. pkt., indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at bestemme ved hvilken byret sager, der efter loven skal afgøres af en domstol, skal behandles, i de tilfælde hvor den pågældende ikke har bopæl her i landet, kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed.

Endelig foreslås der i § 10, stk. 1 , indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til i konkrete tilfælde at beslutte, at straf mv., som er pålagt i en anden stat, kan fuldbyrdes her i landet, selv om der ikke gælder en konvention eller overenskomst mellem Danmark og den pågældende stat, kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsministeriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvokaterne. Kompetencen efter § 2, stk. 2, i sager om overførsel af domfældte fra Danmark til afsoning i en anden stat (dvs. hvor Danmark er domsland) påtænkes dog ikke henlagt til Rigsadvokaten.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Lov om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder i dag en række bestemmelser, hvorved kompetencen til at træffe afgørelser i medfør af loven tillægges justitsministeren.

Der foreslås i § 3, stk. 3, 1. pkt., indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at bestemme, at fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om frihedsstraf skal ske efter konventionens regler om fortsat fuldbyrdelse og ikke reglerne om omsætning, jf. § 3, stk. 2, kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed.

Desuden foreslås i § 10, stk. 3 , indsat en bemyndigelse til, at kompetencen til at bestemme, i hvilket omfang lovens kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri nævnte konventioner skal fraviges i forbindelse med konkrete aftaler om overførsel af domfældte efter § 10, stk. 1, kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsministeriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvokaterne.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 10, stk. 4, at justitsministeren i nødvendigt omfang i forbindelse med en aftale som nævnt i § 10, stk. 1, kan indgå på, at der på tilsvarende betingelser kan ske fuldbyrdelse i en anden stat af straf mv., der er fastsat her i landet vedrørende personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

Der foreslås i § 10, stk. 4, indsat en bemyndigelse til, at denne kompetence kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden administrativ myndighed.

Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at overføre kompetencen efter bestemmelsen fra Justitsministeriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvokaterne.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Der foreslås i en ny § 12 b indsat en bemyndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet efter loven i henhold til de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser, jf. lovforslagets § 3, nr. 1-3. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at afskære klageadgang over sådanne afgørelser.

Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at afskære adgangen til at påklage afgørelser efter loven til Justitsministeriets departement i forbindelse med, at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser, der træffes af rigsadvokaten som 1. instans, kan påklages til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i denne type sager. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således at fravige den generelle ordning i retsplejelovens § 98, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., at afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, uanset § 392, stk. 2, kan kæres uden særlig tilladelse.

Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen i retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., til § 392, stk. 2, er forkert, og det foreslås som følge heraf, at der henvises til de rette bestemmelser i retsplejeloven, som er § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, hvor det fremgår, at landsrettens og Sø- og Handelsrettens kendelser kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., at kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt kæretilladelse efter §§ 389, 391 eller 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Det følger af retsplejelovens § 148 a, stk. 4, som blev indsat ved lov nr. 1867 af 29. december 2015 om ændring af retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase m.v.), at rettens beslutning om fritagelse fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for højere ret.

Efter retsplejelovens § 389 a, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 737 af 26. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Revision af reglerne om behandling af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med samstemmende påstand m.v.), kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Efter retsplejelovens § 392 a, stk. 2, kan Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger, der ikke er afsagt efter reglerne i § 253, ligeledes kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Det foreslås af hensyn til sagernes fremme, at hvis der er meddelt kæretilladelse efter retsplejelovens § 148 a, stk. 4, § 389 a, stk. 1, eller § 392 a, stk. 2, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2016.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at de foreslåede ændringer ikke gælder for Færøerne og Grønland. De foreslåede ændringer af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovforslagets §§ 1 og 3, kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.