LOV nr 893 af 21/06/2022
Justitsministeriet
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 13
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 11-19, og § 3, nr. 3-6.
Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 10, nr. 8 og 12.
Stk. 4. Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Stk. 5. Lovens § 7, nr. 1, har virkning for beregning af årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling, jf. SU-lovens § 22 og § 22 a, fra støtteåret 2022 og derefter.
Stk. 6. Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om danskbonus, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 7. Loven finder ikke anvendelse på begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 8. Regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 42, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 40, jf. denne lovs § 10, nr. 2.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 13
Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens ikrafttræden.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2 og 3.
Som nævnt i lovforslagets pkt. 2.5.1.1, er det i forarbejderne til solnedgangsklausulen vedrørende straffelovens § 81 d forudsat, at strafskærpelserne i § 81 d fortsat vil skulle gælde for sager om forhold omfattet af bestemmelsen, der er begået efter ikrafttræden af, men forud for ophævelsen af § 81 d, uanset om sagen pådømmes efter ophævelsen heraf. Der henvises til Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 157 som fremsat, side 18.
Nærværende lovforslags § 6, nr. 1, fastsætter nye regler for behandlingen af sådanne sager omfattet af straffelovens § 81 d, som denne var affattet efter § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020, hvor der endnu ikke er afsagt endelig dom på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden.
Den foreslåede § 6, nr. 1, vil således finde anvendelse på forhold omfattet af straffelovens § 81 d, der blev begået, mens bestemmelsen var i kraft, og hvorom der afsiges dom efter nærværende lovforslags ikrafttræden. I disse sager skal der ses bort fra strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d, stk. 2. Bestemmelsen om tillægsbøder i straffelovens § 81 d, stk. 3, vil fortsat finde anvendelse i sager, der ville have været omfattet af § 81 d, stk. 2.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 2 , at den foreslåede § 1, nr. 11-19, og § 3, nr. 3-6, træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.
De omtalte ændringer vedrører lovforslagets pkt. 2.2 om revision af disciplinærstraffesystemet.
Baggrunden for, at denne del af lovforslaget foreslås at træde kraft på et senere tidspunkt, er, at de nye regler forudsætter, at normalreaktionerne for overtrædelse af de nye disciplinærstraffe fastsættes på tværs af kriminalforsorgens institutioner, herunder således at der skelnes mellem typer af institutioner. Samtidig forudsætter de nye regler, at fængselspersonalet bliver uddannet til at kunne ikende de nye typer af disciplinærstraffe. Endelig forudsætter de nye regler, at der sikres en tilstrækkelig systemunderstøttelse i kriminalforsorgen.
Det foreslås i stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 8 og 12.
Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 3 og 4 i lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, foreslås ophævet og nyaffattet. Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 8 og 12.
Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de foreslåede nyaffattede bestemmelser i § 10, nr. 8 og 12, bør sættes i kraft samtidig med, at udlændinge- og integrationsministeren sætter lov nr. 1191 af 8. juni 2021 i kraft, således at den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland igangsættes samtidig.
Det foreslås i stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 3 og 4 i lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, foreslås ophævet og nyaffattet. Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 8 og 12.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der bør gælde en revisionsbestemmelse for forslagets § 10, nr. 8 og 12, som svarer til den revisionsbestemmelse, der er fastsat i § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, således at der vil ske en eventuel revision af den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 5 , at lovens § 7, nr. 1, har virkning for beregning af årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling, jf. SU-lovens § 22 og § 22 a, fra støtteåret 2022 og derefter.
De uddannelsessøgende ved Kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller transportbetjent overgår til lønnet uddannelse med fuld basisløn fra den 1. januar 2022 og har fået bagudbetalt fuld basisløn fra den 31. januar 2022 for januar 2022. De uddannelsessøgende vil derfor ikke i hele støtteåret 2022 være optaget på en SU-berettigende uddannelse.
Bestemmelsen vil fortsat være gældende for beregning af årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling for støtteåret 2021 og tidligere støtteår, uanset hvornår den endelige tildeling finder sted.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 6, at loven ikke finder anvendelse på ansøgninger om danskbonus, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslåede vil medføre, at ansøgninger indgivet inden lovens ikrafttræden, vil blive behandlet efter de hidtidige gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, hvilket vil indebære, at de udlændinge, som har indgivet en ansøgning om danskbonus efter integrationslovens § 22 forud for lovens ikrafttræden og som opfylder betingelserne i integrationslovens § 22, vil være berettigede til at modtage danskbonus efter de hidtil gældende regler.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 7 , at loven ikke finder ikke anvendelse på begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslåede vil medføre, at de hidtidige gældende regler vil finde anvendelse på begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 8 , at regler fastsat i medfør af § 9, stk. 42, i udlændingeloven forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingeloven § 9, stk. 41, jf. denne lovs § 10, nr. 2.
Efter udlændingelovens § 9, stk. 42, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren regler om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau, herunder regler om lovligt forfald, hvornår prøverne anses for bestået, udpegning af prøveafholdere, betingelser for at deltage i prøverne, opkrævning af gebyr for at deltage i prøverne, prøvernes indhold og gennemførelse, klagemuligheder, klagefrister og prøver der kan træde i stedet for danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau.
Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 902 af 6. juni 2020 om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge.
Som følge af lovforslagets § 10, nr. 2, hvorved det foreslås at ophæve stk. 41 i udlændingelovens § 9, vil udlændingelovens § 9, stk. 42 blive til § 9, stk. 41.
Det foreslåede betyder, at reglerne i bekendtgørelse nr. 902 af 6. juni 2020 om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, som er fastsat i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 42, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 41.