Til nr. 1

Det foreslås, at pensioner overalt i loven ændres til udslusningsfængsler.

Baggrunden for den foreslåede navneændring er at tydeliggøre, at den dømtes ophold på en sådan institution er en normal del af afsoningen. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt nogle indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 2

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 1, at fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring fuldbyrdes efter reglerne i loven.

Straffuldbyrdelsesloven regulerer de rettigheder og pligter under ophold i fængsel.

Det følger bl.a. af lovens § 45, at en indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Sundhedsbehandling af indsatte i fængsler skal som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen ske i overensstemmelse med de grundlæggende regler om patienters retsstilling i sundhedsloven, herunder reglerne om medinddragelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og tavshedspligt.

Behandlingen er også underlagt de samme patientsikkerhedsmæssige garantier som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen. Det gælder kravet til sundhedspersoner om at udøve sit virke med omhu og samvittighedsfuldhed, reglerne om forbeholdt virksomhed, anvendelse af medhjælp og journalføringspligt i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og reglerne om tilsyn, klage og erstatning i sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Det følger af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, at kriminalforsorgens institutioner må fordele, opsplitte og udlevere lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. Det betyder, at kriminalforsorgens institutioner i et vist omfang uden tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen må have medicinskabe eller -rum, hvorfra sundhedspersoner, der opfylder visse nærmere uddannelseskrav, kan ekspedere lægemidler efter en læges ordination til de indsatte. Kriminalforsorgens institutioner har ligeledes mulighed for at håndtere håndkøbslægemidler uden for eventuelle medicinskabe til de indsatte.

Lægemidler til brug i kriminalforsorgens institutioner, der er omfattet af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner.

Efter de gældende regler må kriminalforsorgen ikke udføre lægemidler til en anden stat, uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, jf. lægemiddellovens § 39, stk. 1. Kriminalforsorgen må heller ikke indføre lægemidler fra en anden stat til Danmark uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er Sundhedsministeriets vurdering, at der – for at sikre danske standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier i fængslet i Kosovo – vil være behov for, at visse danske regler på sundhedsområdet med de nødvendige justeringer og fravigelser sættes i kraft for behandlingen i fængslet.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 1 , hvorefter regeringen kan indgå traktat af 26. april 2022 mellem Kongeriget Danmark og Republikken Kosovo om anvendelse af fængslet i Gjilan til fuldbyrdelse af straffe idømt i Danmark, jf. bilag 1, med tilhørende samarbejdsaftale.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Folketinget giver samtykke til, til at regeringen kan ratificere traktaten med Kosovo med tilhørende samarbejdsaftale om brugen af fængslet i Gjilan i Kosovo til fuldbyrdelse af danske fængselsstraffe, jf. grundlovens § 19.

Det foreslås i § 1 a, stk. 2 , at justitsministeren med henblik på at gennemføre den traktat og tilhørende samarbejdsaftale, som er nævnt i stk. 1, kan fastsætte regler om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal ske i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af denne traktat.

Bestemmelsen forudsættes udmøntet således, at Direktoratet for Kriminalforsorgen bemyndiges til at bestemme, at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring kan ske i fængslet i Kosovo.

Der er ikke med bestemmelsen foretaget en nærmere afgrænsning af målgruppen for afsoning i fængslet i Kosovo. Der vil i forbindelse med udmøntningen af bestemmelsen blive fastsat nærmere regler for, hvilke personer som kan afsone i Kosovo. Det forudsættes i den forbindelse, at personer, som er dømt for terror eller krigsforbrydelser, ikke vi skulle afsone i fængslet i Kosovo, ligesom personer, som er terminalt syge eller har en alvorlig psykisk lidelse med behov for lægehjælp uden for fængslet, ikke vil skulle afsone i fængslet. Det er desuden hensigten, at fængslet alene vil skulle anvendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU eller EØS. Ordningen vil blive implementeret således, at dømte uden børn i Danmark placeres i fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Der vil hvert i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret vurdering, således at afsoning i fængslet sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder den indsattes ret til privat- og familieliv. Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det antages, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning i Kosovo.

Fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo vil kunne ske uden den pågældendes samtykke.

Justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilken myndighed som vil skulle træffe bestemmelse om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo. En beslutning om, at en person vil skulle afsone i fængslet i Kosovo, vil være at anse for en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil være omfattet af forvaltningslovens § 11, stk. 2, nr. 1 og 2. Der vil således ikke være adgang til partsaktindsigt. Der vil dermed heller ikke skulle ske partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, ligesom begrundelsen for afgørelser i de pågældende sager alene vil skulle indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. § forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås i § 1 a, stk. 3 , at straffuldbyrdelsesloven og regler fastsat i medfør heraf finder anvendelse ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, jf. dog stk. 4.

Hermed fastsættes et klart udgangspunkt om, at de indsatte, som afsoner i fængslet i Kosovo, vil bevare de samme rettigheder og pligter i straffuldbyrdelsesloven, som hvis de afsonede fængselsstraffen eller forvaringsdommen i et dansk fængsel. Med ordningen vil de indsatte således i udgangspunktet have samme ret til f.eks. besøg, udgang, beskæftigelse, sundhedsbehandling, m.v., som de ville have ved afsoning i et dansk fængsel. Det forudsættes desuden, at de almindelige forvaltningsretlige regler, som gælder for forvaltningsmyndigheder, herunder bl.a. offentlighedsloven, forvaltningsloven, arkivloven samt uskrevne retsgrundsætninger tillige vil finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af straf i Kosovo.

Med bestemmelsen fastsættes i øvrigt et udgangspunkt om, at de regler, som er fastsat i medfør af straffuldbyrdelsesloven, tillige vil finde anvendelse ved fuldbyrdelse af straffen i Kosovo.

Det foreslås i § 1 a, stk. 4 , 1. pkt., at justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsættes nærmere regler for fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, herunder regler for sagsbehandlingen i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo samt regler for selve driften af fængslet i Kosovo.

Der vil bl.a. være mulighed for at fastsætte tilpasse reglerne for afviklingen af besøg og udgang for at sikre, at de pågældende – med de begrænsninger som afvikling af besøg over landegrænser vil have – har mulighed for at modtage besøg og komme på udgang i et omfang svarende til straffuldbyrdelseslovens regler, ligesom der vil kunne fastsættes regler for, at udgang som udgangspunkt vil skulle finde sted i Danmark, medmindre formålet med udgangstilladelsen tilsiger, at det sker i Kosovo. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangstilladelsen er at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg, i Kosovo, eller hvis der er tale om udgang til et retsmøde i Kosovo.

Der vil desuden – afhængig af de nærmere sikkerhedsmæssige foranstaltninger og vurderingen heraf – kunne fastsættes regler, som giver mulighed for at føre videosamtaler med nærtstående i et vist omfang i forbindelse med udståelse af straf i Kosovo. Der forventes desuden etableret fysiske rammer for besøg svarende til besøgsrammerne i et dansk fængsel. Endelig vil der kunne fastsættes regler om muligheden for transportstøtte til besøg for f.eks. børn af indsatte.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i 1 a, stk. 4, 2. pkt. , hvorefter ministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at §§ 67-72 i denne lov finder anvendelse ved transport af de indsatte på Republikken Kosovos territorium til og fra de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at institutionslederen vil kunne ikende de indsatte disciplinærstraf for forseelser begået under transport til og fra fængslet i Gjilan i Kosovo.

Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om, at der som disciplinærstraf vil kunne anvendes advarsel, bøde og strafcelle, jf. den nuværende § 68, samt midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 13.

Justitsministeren vil ikke kunne fastsætte regler om, at lovens §§ 67-72 vil finde anvendelse i videre omfang, end hvis forseelsen er begået i fængselsfaciliteterne i Gjilan. Omvendt vil der kunne fastsættes regler om, at lovens §§ 67-72 vil finde anvendelse i mere begrænset omfang, end hvis forseelsen er begået i fængselsfaciliteterne i Gjilan.

Det foreslås endvidere i § 1 a, stk. 4, 3. pkt. , at ministeren, jf. 1. og 2. pkt., kan fastsætte regler om fravigelse af regler i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2. Justitsministeren bemyndiges desuden til at kunne fastsætte regler om fravigelse af visse regler i straffuldbyrdelsesloven i det omfang, det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bemyndigelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor indholdet af den regel, som ønskes fraveget, er uforenelig med fuldbyrdelsen af straffen i Kosovo med de begrænsninger, der måtte ligge heri. Der vil således ikke kunne ikke ske fravigelse af regler i straffuldbyrdelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf på baggrund af rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som ønskes fraveget, vil medføre helt uforholdsmæssigt bebyrdende omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for den indsattes forhold under afsoning af straffen.

Der forudsættes, at der med bestemmelsen f.eks. vil kunne fastsættes nærmere regler for sundhedsbehandlingen af de indsatte. Der vil således bl.a. blive fastsat regler om, at de indsatte som udgangspunkt skal modtage behandling i fængslet i Kosovo under ansvar af en dansk autoriseret læge og efter danske sundhedsregler eller, hvis nødvendigt, i Danmark. Det forudsættes i den forbindelse, at sundhedsministeren vil fastsætte regler, som sikrer, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det følger af traktatens artikel 19, stk. 2, at sundhedsbehandlingen i visse tilfælde kan udføres på et kosovarisk hospital. Det gælder, hvis behandlingen ikke kræver mere end 3 dages indlæggelse, eller hvor behandling i fængslet eller i Danmark ikke er mulig grundet den indsattes helbredstilstand (akutte tilfælde). Hvis der fastsættes regler herom, vil behandlingen i sådanne tilfælde blive forestået af kosovariske myndigheder og være underlagt kosovarisk ret. Behandlingen vil skulle ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler, som er nødvendige for at sikre, at sundhedsbehandlingen i det kosovariske sundhedssystem lever op til Danmarks internationale forpligtelser. Dette skal bl.a. sikre, at der samlet set ydes de fornødne processuelle garantier i forbindelse med f.eks. fejlbehandling.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler om, at indsatte ikke har ret til nødvendig sundhedsbehandling.

Endvidere vil der kunne fastsættes regler om fravigelse af reglerne for valg af afsoningsinstitution og overførsel mellem afsoningsinstitutioner, således at der på baggrund af nogle nærmere bestemte kriterier kan ske afsoning i fængslet i Kosovo uafhængigt af den dømtes bopæl i Danmark, og således at mulighederne for at blive overført til anden afsoningsinstitution i visse tilfælde vil kunne indskrænkes ved afsoning i fængslet i Kosovo. Afgørelser herom vil dog i alle tilfælde skulle træffes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Der vil også være mulighed for at tilpasse reglerne om disciplinærstraf, idet det bl.a. følger af straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, nr. 5, at der kan ikendes disciplinærstraf ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ligesom det fremgår af § 67, stk. 1, nr. 7, at der kan ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen. Kriminalitet begået i Kosovo – herunder i fængslet – vil som udgangspunkt falde under kosovarisk straffemyndighed og således blive strafforfulgt i Kosovo, hvorfor der kan opstå behov for at tilpasse reglerne for disciplinærstraf i de tilfælde, hvor det er knyttet op på en strafferetlig overtrædelse.

Da fængslet i Kosovo hovedsageligt vil blive indrettet med dobbeltceller, vil der i øvrigt kunne ske fravigelse af det i straffuldbyrdelsesloven fastsatte udgangspunkt om, at den indsatte har ret til at afsone sin straf uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte, således at dømte, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo, og som ønsker at afsone uden eller med begrænset fællesskab, alene vil kunne udstå straffen uden eller med begrænset fællesskab i det omfang, det er muligt i fængslet i Kosovo af hensyn til den fulde udnyttelse af kapaciteten i fængslet. Der kan således ikke ske overførsel fra fængslet i Kosovo til et fængsel eller en arrest i Danmark med henvisning til, at man ønsker at afsone uden eller med begrænset fællesskab.

Der vil kunne opstå øvrige tilfælde, hvor afsoningen i Kosovo nødvendiggør en fravigelse af straffuldbyrdelseslovens regler. Det vil skulle tillægges afgørende betydning ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold grundlæggende svarer til forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes.

Det foreslås i § 1, a, stk. 5, 1. pkt., at sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke regler på sundhedsområdet, der skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af indsatte, der foretages i de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren vil først kunne udmøntes, når justitsministeren har fastsat regler om, i hvilke situationer, der vil skulle ske sundhedsbehandling i fængslet i Kosovo og i hvilke situationer reglerne om sundhedsbehandling i straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf bør fraviges. Dette forudsættes alene at være i akutte tilfælde, hvor behandlingen skal ske på et kosovarisk hospital eller hvor behandlingen alene vil kræve 3 dages indlæggelse.

Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at fastsætte regler om de sundhedsfaglige og patientsikkerhedsmæssige forhold i fængslet i Kosovo. Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren skal sikre, at det med de nødvendige tilpasninger og fravigelser bliver muligt at lade regler, som gælder for andre behandlingssteder i Danmark, herunder fængsler, og som varetager hensynet til patientsikkerheden, også skal finde anvendelse for fængslet i Kosovo. Bemyndigelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler for den sundhedsfaglige behandling, der foregår i det kosovariske sundhedsvæsen.

Det er efter Sundhedsministeriets vurdering vanskeligt på forhånd at klarlægge i fuldt omfang, hvilke regler der med de nødvendige tilpasninger og fravigelser vil skulle gælde for at sikre patientsikkerheden, og der kan således ikke udtømmende i fuldt omfang redegøres for, hvilke regler bemyndigelsen vil blive anvendt til at sætte i kraft. Hvilke regler, der konkret anses for nødvendige at sætte i kraft, vil bl.a. afhænge af lokale forhold, patientsikkerhedsmæssige standarder, sprog m.v. De samme hensyn vil også kunne begrunde, at reglerne ikke sættes i kraft, fordi de vil kunne være umulige eller uforholdsmæssigt vanskelige af implementere eller overholde.

Det forudsættes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet til at sikre, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det forudsættes således, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte, at reglerne i sundhedslovens pkt. III om patienters retsstilling vil skulle finde anvendelse. Det gælder reglerne om patienters medinddragelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og tavshedspligt. Herved sikres det, at indsatte i fængslet i Kosovo på samme måde som patienter i det øvrige sundhedsvæsen og i fængsler i Danmark sikres de grundlæggende rettigheder.

Det er også forventningen, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat regler om, at regler om sundhedspersoners pligter vil skulle gælde. Det vil bl.a. gælde reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) om, at autoriserede sundhedspersoner under udøvelsen af deres virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v., reglerne om forbeholdt virksomhed for visse grupper af sundhedspersoner, og regler om anvendelse af medhjælp og journalføringspligt. Herved sikres det, at de krav, der gælder til sundhedspersoner og deres medhjælp, der udøver deres virksomhed i det danske sundhedsvæsen såvel som i fængsler i Danmark, også gælder for de sundhedspersoner, som foretager behandling af indsatte i fængslet i Kosovo.

Den foreslåede bemyndigelse forventes også anvendt til at sikre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med den behandling, der foretages i fængslet. Det gælder reglerne i sundhedsloven om styrelsens tilsyn med behandlingssteder, gebyrer for tilsynet, adgang til oplysninger og lokaler, såvel som reglerne i autorisationsloven om tilsyn med sundhedspersoner, herunder regler om sanktioner m.v. Sættes reglerne i kraft, vil det bl.a. betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de sundhedsmæssige forhold i fængslet kan bringe patientsikkerheden i fare, kan give påbud til behandlingsstedet i fængslet under Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvori der opstilles sundhedsmæssige krav til den pågældende virksomhed, eller give påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvis. Styrelsen for Patientsikkerheds organisatoriske tilsyn vil omfatte tilsyn med al sundhedsfaglig behandling, som foretages i fængslet, uanset om behandlingen udføres af dansk autoriserede sundhedspersoner eller kosovarisk personale, idet den danske institutionsledelse vil have ansvar for, at al behandling udført i fængslet sker inden for fagligt forsvarlige rammer.

Det vil også betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne føre tilsyn med de dansk autoriserede sundhedspersoner, som udfører behandling i fængslet, og at styrelsen i forbindelse med dette tilsyn vil kunne iværksætte tilsynsforanstaltninger over for den dansk autoriserede sundhedspersonen på baggrund af deres sundhedsfaglige virke. Sundhedsbehandling foretaget i fængslet vil således kunne indgå i vurderingen af dansk autoriseret sundhedspersoners faglige virksomhed og egnethed på lige fod med behandlinger, som foretages på behandlingssteder i Danmark. Det er hensigten, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne føre et reaktivt tilsyn og et frekvensbaseret tilsyn. Det frekvensbaserede tilsyn vil skulle træde i stedet for det risikobaserede, jf. nedenfor.

Derudover forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at sikre de indsattes klage- og erstatningsadgang over den sundhedsfaglige behandling, de har modtaget i fængslet. Det gælder bl.a. reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven) om muligheden for at klage til Styrelsen for Patientklager over behandlingssteder og behandlingsforløb og til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Det vil også gælde reglerne om den særlige patienterstatningsordning for behandlings- og lægemiddelskader.

Det forventes også, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at lov om lægemidler skal gælde helt eller delvist. Det gælder bl.a. reglerne for kriminalforsorgens institutioners fordeling, opsplitning og udlevering af lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. I forlængelse heraf vil bemyndigelsen forventeligt blive anvendt til at fastsætte regler om, at lægemidler til brug i den kriminalforsorgsinstitution, der er placeret i Kosovo, skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner med de eventuelle nødvendige tilpasninger og fravigelser. Det vil desuden kunne være relevant at sætte lægemiddellovgivningens regler om indberetning af bivirkninger i kraft.

I forbindelse med fastsættelse af regler efter § 1 a, stk. 5, 1. pkt., foreslås det i § 1 a, stk. 5, 2. pkt. , at ministeren i denne forbindelse kan fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af regler, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Det betyder for det første, at love og regler fastsat i medfør heraf vil kunne sættes i kraft helt eller delvist. Hermed sikres det, at der ikke sættes bestemmelser i love i kraft, som ikke er relevante eller i praksis ikke vil kunne overholdes eller implementeres. Det betyder også, at de love og bestemmelser, som påtænkes sat i kraft, vil kunne sættes i kraft med de tilpasninger, som vurderes at være nødvendige for, at reglerne vil kunne implementeres og fungere i praksis. Der vil f.eks. kunne være tale om, at opgaver, som efter loven er pålagt én myndighed overlades til en anden, hvis det f.eks. af praktiske grund forekommer mest hensigtsmæssigt.

Der vil også kunne være tale om fravigelser af regler om sprogkrav, som ikke vil kunne overholdes som følge af fængslets placering i udlandet. Derudover vil der eksempelvis kunne være tale om tilpasninger af reglerne om Styrelsen for Patientsikkerheds risikobaserede tilsyn med behandlingssteder, f.eks. med henblik på at sikre et frekvensbaseret tilsyn i stedet for et risikobaseret tilsyn. Der vil også kunne være tale om tilpasning af love og bekendtgørelsers anvendelsesområde, f.eks. den territoriale eller organisatoriske afgrænsning, som kan være til hinder for, at reglerne ikke vil kunne gælde for forhold uden for Danmark. Det skal understreges, at der ikke som fravigelse eller tilpasning vil kunne ses fuldstændigt bort fra grundlæggende patientrettigheder, herunder regler om patienters retsstilling, tilsyn- klage- og erstatningsadgang, derved at de ikke sættes i kraft. Fravigelse vil derimod kunne omfatte fravigelse af særlige krav til måden, metoden, omfang eller lignende, som rettigheden udøves på. Der kan eksempelvis være tale om måden en klagesag behandles eller en tilsynssag føres på, krav til journalføring og indsigt.

Det bemærkes, at der, i takt med at ordningen gennemføres, også kan vise sig behov for, at sætte øvrige love på sundhedsområdet med de nødvendige tilpasninger i kraft, hvis det måtte være nødvendigt for sikre, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Med § 1 a, stk. 6, foreslås det, at sundhedsministeren endvidere kan fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsyningen i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af stk. 1.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor de gældende regler på sundhedsområdet i Danmark er til hinder for, at de påtænkte sundhedsfaglige aktiviteter i fængslet kan lade sig gøre. Et eksempel herpå er reglerne for udførsel af lægemidler fra Danmark til andre stater, der i praksis forventes at være til hinder for, at lægemidler kan udføres fra Danmark til fængslet.

Med henblik på at muliggøre anvendelsen af lægemidler markedsført i Danmark forventes bestemmelsen anvendt til at fastsætte regler om kriminalforsorgens mulighed og vilkår for udførsel af lægemidler, herunder lægemidler med euforiserende stoffer, fra Danmark til den kriminalforsorgsinstitution, der er placeret i Kosovo. Der vil i forlængelse heraf blive fastsat regler, som skal sikre, at lægemidler, der er udført af kriminalforsorgen til fængslet i Kosovo, som udgangspunkt ikke genindføres til Danmark.

Der kan, i takt med at ordningen gennemføres, også vise sig behov for at fravige andre regler på sundhedsområdet i Danmark. Anvendelsen af bestemmelsen vil dog være begrænset til det nødvendige for, at de sundhedsfaglige aktiviteter i et fængsel i Kosovo kan lade sig gøre.

Det foreslås i § 1 a, stk. 7 , at databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Således vil fængslet i Kosovo skulle overholde de samme databeskyttelsesregler som fængsler i Danmark, herunder betingelser for og krav til behandling af personoplysninger, regler om registrerede rettigheder og betingelserne for overførsel af personoplysninger til tredjelande.

Den foreslåede bestemmelse indebærer i øvrigt, at Datatilsynet får beføjelse til at føre tilsyn med behandlingen af personoplysninger i fængslet, som foretages i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring, jf. databeskyttelseslovens § 27 og retshåndhævelseslovens § 37.

Det foreslås i § 1 a, stk. 8, at justitsministeren kan fastsætte regler for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Det er hensigten, at der bl.a. skal fastsættes nærmere regler om formålet med behandling af personoplysninger, der udveksles med fængslet i Kosovo, og at databeskyttelseslovgivningens regler om tredjelandsoverførsler gælder for videregivelse eller udlevering af personoplysninger til andre myndigheder i Kosovo, andre tredjelande eller internationale organisationer. Det er endvidere hensigten, at det skal fastsættes procedurer for videregivelse af personoplysninger fra fængslet til andre myndigheder i Kosovo, andre tredjelande og internationale organisationer. Desuden er det hensigten, at der i nødvendigt omfang skal kunne fastsættes andre bestemmelser om behandling af personoplysninger i fængslet med henblik på at gennemføre relevante dele af traktaten og samarbejdsaftalen med Kosovo om fuldbyrdelse af danske straffe i fængslet.

Det foreslås i 1 a, stk. 9 , at Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter den danske forvaltningsmyndighed, som udøves i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at Folketingets Ombudsmands virksomhed kommer til at omfatte den forvaltningsvirksomhed, som de danske myndigheder er ansvarlige for, og som udøves i henhold til dansk ret, herunder straffuldbyrdelsesloven samt regler udstedt i medfør heraf, ved fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo.

På tilsvarende vis vil ombudsmandens kompetence omfatte den forvaltningsvirksomhed, som udøves af danske forvaltningsmyndigheder efter øvrig dansk ret, herunder reglerne om arbejdsmiljø, sundhedsbehandling, samt reglerne i udlændingeloven og hjemrejseloven.

I det omfang det kosovarisk ansatte personale udøver forvaltningsvirksomhed, herunder anvender magt m.v., efter dansk ret, vil personalet blive betragtet som en del af den danske myndighed, og forvaltningsvirksomheden vil dermed være omfattet af ombudsmandens kompetence, uanset at de pågældende vil være ansat af de kosovariske myndigheder.

Ombudsmandens kompetence vil ikke omfatte den forvaltningsvirksomhed, som udøves af kosovariske myndigheder. Kompetencen til at føre tilsyn vil derimod kunne henhøre under den kosovariske ombudsmand, for så vidt denne er kompetent i henhold til kosovarisk lovgivning, jf. også traktatens artikel 30. Ombudsmanden vil inden for rammerne af databeskyttelseslovgivningen, herunder databeskyttelsesforordningens artikel 49, i almindelighed kunne udveksle nødvendige oplysninger med den kosovariske ombudsmand til brug for udøvelsen af ombudsmandens kompetence.

Det foreslås i § 1 a, stk. 10, 1. pkt., at Folketingets Ombudsmands virksomhed efter stk. 9 udøves i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden vil således kunne bedømme, om danske forvaltningsmyndigheder m.v. i Kosovo handler i strid med gældende dansk ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver, jf. ombudsmandslovens § 21. Ombudsmanden vil også kunne bedømme forhold vedrørende en institutions eller myndigheds indretning og drift samt forhold vedrørende behandlingen af og aktiviteterne for institutionens eller myndighedens brugere ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter, jf. ombudsmandslovens § 18.

Folketingets Ombudsmand vil i overensstemmelse med de almindelige regler i ombudsmandsloven kunne modtage klager fra enhver samt tage sager op af egen drift, jf. ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I førstnævnte tilfælde gælder det almindelige princip i ombudsmandslovens § 14, hvorefter ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse. I sager, hvor ombudsmanden efter praksis inddrager kriminalforsorgens områdekontor ved behandling af en sag eller en klage over et fængsel eller en arrest, vil ombudsmanden i sager vedrørende fængslet i Kosovo kunne rette henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Ombudsmanden vil i relation til fængslet i Kosovo skulle varetage opgaven som Danmarks nationale forebyggende mekanisme, jf. den valgfri protokol til FN’s torturkonvention, i relation til fængslet i Kosovo, herunder som i Danmark med inddragelse af DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder.

Til brug for udøvelsen af ombudsmandens kompetence vil ombudsmanden have ret til at forlange oplysninger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestesteder og lokaler samt afholde samtaler med bl.a. indsatte og personale, jf. lovens § 19. Det vil være de danske myndigheder, herunder den danske institutionsleder, som vil være ansvarlig for, at ombudsmanden får adgang til oplysninger i henhold til § 19.

De oplysninger, som ombudsmanden anmoder om, vil skulle være på enten dansk eller engelsk. Det vil i den forbindelse være de danske myndigheder, herunder den danske institutionsleder, som er ansvarlig for, at ombudsmanden på forlangende får oplysningerne på et af disse sprog. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af traktatens artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdssproget i fængslet vil være engelsk, og at dokumenter i relevant omfang vil skulle udformes eller oversættes til dansk eller engelsk.

Den danske institutionsleder vil skulle sikre, at der er tolk til stede, hvis brugerne og ombudsmandens besøgshold ikke taler det samme sprog. Tilsvarende gælder, hvis personalet og besøgsholdet ikke taler samme sprog.

Folketingets Ombudsmand vil over for de danske forvaltningsmyndigheder kunne anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombudsmandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand vil således kunne fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Ombudsmanden vil desuden kunne give Folketinget og vedkommende minister m.v. meddelelse om mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser, som ombudsmanden i særlige tilfælde bliver opmærksom på, jf. lovens § 12.

Det foreslås i § 1 a, stk. 10, 2. pkt., at Folketingets Ombudsmand i den forbindelse kan påse, at danske myndigheder overholder forpligtelsen til at sikre, at de indsatte som overdrages til de kosovariske myndigheder behandles i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Ombudsmanden vil ikke føre tilsyn med den forvaltningsvirksomhed, som udøves af de kosovariske myndigheder, men ombudsmanden vil kunne påse, at danske myndigheder sikrer overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser også i det omfang, det påhviler Danmark at sikre, at kosovariske myndigheder overholder disse.

Ombudsmanden vil i den forbindelse kunne påse de kontrolforanstaltninger, som de danske myndigheder har iværksat med henblik på at sikre, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes, ligesom ombudsmanden vil kunne foretage en vurdering af, om disse kontrolforanstaltninger må anses for egnede og tilstrækkelige til at sikre dette.

Det vil også i denne situation være de danske myndigheder, herunder institutionslederen, som vil være ansvarlig for indhentelsen af oplysninger fra de udenlandske myndigheder, herunder f.eks. sundhedsoplysninger eller oplysninger om strafforfølgning eller -fuldbyrdelse vedrørende strafbare forhold begået under afsoningen i Kosovo, i det omfang ombudsmanden anmoder om dette med henblik på at sikre, at ombudsmanden kan føre et tilsyn.

Det foreslås i § 1 a, stk. 11 , at udsendte medarbejdere, der bistår med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, vil kunne oppebære udetillæg m.v. efter regler, der fastsættes af vedkommende ressortminister. Det samme gælder for udsendte medarbejdere, der behandler sager i Kosovo efter udlændingelovgivningen.

Bestemmelsen indebærer, at medarbejdere, der udsendes til visse former for tjeneste i Kosovo med henblik på at bistå med arbejdet vedrørende fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring af dømte, kan oppebære en tilsvarende godtgørelse (udetillæg) m.v. som fastsat for ansatte i udenrigstjenesten. Det samme gælder for udsendte medarbejdere, der behandler sager i Kosovo efter udlændingelovgivningen, herunder sagsbehandling af udlændinges asylsager eller udsendelsessager m.v.

De nærmere regler for udetillæg m.v. til de udsendte medarbejdere fastsættes af vedkommende ressortminister, herunder på grundlag af de principper, der gælder for udsendte i udenrigstjenesten. Der henvises til § 7 i lov om udenrigstjenesten, ligesom en tilsvarende bestemmelse findes for forsvarets personel, jf. § 11, stk. 2, i lov om forsvarets personel.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.4.

Til nr. 3

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminalforsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås, at der foretages en ændring i straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 3 , således at »skal der være« ændres til »hører«, og at »og en institution i Kosovo« indsættes efter »kriminalforsorgsområder«.

Ændringen indebærer, at institutionen i Kosovo vil blive etableret som en selvstændig myndighed umiddelbart under Direktoratet for Kriminalforsorgen, således at institutionen ikke vil indgå i et kriminalforsorgsområde.

Der vil være tale om en særegen myndighedsopbygning, idet forvaltningsvirksomheden vil blive varetaget af ansatte i den danske kriminalforsorg, som arbejder i fængslet, og af lokalt ansatte, som er ansat af den kosovariske myndighed. Det kosovarisk ansatte personale vil dog, i det omfang de udøver forvaltningsvirksomhed i henhold til dansk ret, være at anse for en del af den danske myndighed. Både det dansk ansatte personale og de kosovarisk ansatte vil skulle udøve deres beføjelser i henhold til reglerne i straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf. Forvaltningsvirksomheden vil i øvrigt være underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) og forvaltningsloven samt uskrevne retsgrundsætninger og principper. Det kosovarisk ansatte personale vil dog være underlagt kosovariske ansættelsesretlige regler.

Institutionen i Kosovo være underlagt en dansk ledelse, der vil være ansvarlig for, at afsoningen sker i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf, anden dansk lovgivning samt Danmarks internationale forpligtelser.

Institutionslederen vil skulle påse, at den behandling af de indsatte, som i henhold til traktaten sker efter kosovariske regler, herunder under transport på kosovarisk territorium eller i forbindelse med hospitalsindlæggelse i Kosovo eller ved strafforfølgning og -fuldbyrdelse af strafbare forhold begået i Kosovo, sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Heri ligger, at institutionslederen vil skulle følge op på eventuelle klager fra de indsatte i forbindelse med behandlingen uden for fængslet, ligesom institutionslederen – under inddragelse af øvrige relevante myndigheder – løbende vil skulle påse, om de indsatte bliver behandlet i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser uden for fængslet under fuldbyrdelsen af straffen. Institutionslederen vil i den forbindelse være ansvarlig for at påtale eventuelle krænkelser eller lignende over for den kosovariske administrative chef, hvilket i yderste konsekvens vil kunne håndteres som et traktatbrud.

Institutionslederen vil ikke være forpligtet til at føre et generelt tilsyn med det kosovariske sundhedsvæsen. Institutionslederen vil dog være forpligtet til at påse, at den behandling som de indsatte modtager på et kosovarisk hospital er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Institutionslederen vil på tilsvarende vis være forpligtet til at påse, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes i forbindelse med transport af de indsatte uden for fængslet og ved strafforfølgning og -fuldbyrdelse af strafbare forholdet begået i Kosovo.

Som det følger af traktatens artikel 18, stk. 5, vil institutionslederen kunne deltage under transport og vil i den forbindelse løbende kunne påse, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes. Institutionslederen vil endvidere kunne indhente oplysninger om strafforfølgningen i Kosovo, jf. traktatens artikel 24, stk. 4. Endelig vil fængslets sundhedsfaglige klinik kunne modtage sundhedsjournaler vedrørende den sundhedsbehandling, som har fundet sted i det kosovariske sundhedsvæsen, jf. traktatens artikel 19, stk. 9.

Den nærmere udmøntning af institutionslederens forpligtelser til at påse overholdelsen af Danmarks internationale forpligtelser i forbindelse med de indsattes ophold uden for fængsel vil, forud for ibrugtagelsen af fængslet i Kosovo, blive klarlagt i retningslinjer, som vil blive udarbejdet i samarbejde mellem Justitsministeriet, kriminalforsorgen og øvrige relevante myndigheder.

Der er desuden tale om en sproglig ændring fra »skal der være« til »hører«, der skal ses i sammenhæng med den forslåede tilføjelse til bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.2.

Til nr. 4

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminalforsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås i § 2, stk. 5 , at institutionen i Kosovo kan udøve de beføjelser og er underlagt de forpligtelser, der i denne lov er tillagt kriminalforsorgsområderne

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fængslet i Kosovo vil have de samme beføjelser og vil være underlagt de samme forpligtelser, som i dag er tillagt kriminalforsorgsområderne efter straffuldbyrdelsesloven eller bestemmelser udstedt i medfør deraf.

De kompetencer, som normalt udføres af det overordnede kriminalforsorgsområde vil i stedet skulle varetages af institutionslederen, dog således at visse opgaver af større betydning vil kunne behandles af direktoratet, jf. lovens § 2, stk. 5, 2. pkt., eller i henhold til det almindelige over-/underordnelsesforhold.

Det forudsættes i den forbindelse, at direktoratet i højere grad end tilfældet er med kriminalforsorgsområderne i dag vil være tilbøjelig til at udnytte adgangen til call-in, således at direktoratet i højere grad vil beslutte at overtage institutionens kompetencer i enkeltsager eller grupper af sager.

Den foreslåede ordning vil indebære, at de indsatte vil kunne klage over afgørelser truffet af institutionen, såfremt der er hjemmel til at påklage afgørelser truffet af et kriminalforsorgsområde, jf. bekendtgørelser udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.2.

Til nr. 5

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og i den forbindelse kan fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, 2. pkt., at der endvidere kan fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4, herunder om andelen af vederlaget, der skal opspares for indsatte, der er udvist af landet ved dom.

Den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at der kan fastsættes regler om andelen af vederlaget, der skal opspares for indsatte, der er udvist af landet ved dom.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative regler om tvungen opsparing for udvisningsdømte.

Det vil blive fastsat, at andelen af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse øges fra 15 pct. til som udgangspunkt 50 pct. for udvisningsdømte.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at de yderligere tvangsopsparede midler (35 pct. af tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse) alene vil kunne anvendes til dækning af hjemrejseudgifter, og at den øgede tvangsopsparing vil skulle udbetales, hvis effektueringen af udsendelsen af den pågældende efter løsladelse umiddelbart må anses for udsigtsløs. Den forskelsbehandling, der sker isoleres dermed til hjemrejseudgifter.

Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med hjemrejse modregnes i det opsparede beløb, hvis ikke den indsatte selv afholder udgifterne.

Det vil derudover blive fastsat, at en udvisningsdømt indsat, som har et beløb stående på opsparingskontoen ved løsladelsen, skal have beløbet udbetalt senest ved hjemrejsen.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at udvisningsdømte har højere udgifter til hjemrejse end ikke-udvisningsdømte har til udgang og løsladelse.

Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. I det omfang kriminalforsorgsområdet kan konstatere, at den yderligere tvungne opsparing (15-50 pct. af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse) åbenbart overstiger de samlede udgifter, som den pågældende vil skulle afholde i forbindelse med hjemrejse, forudsættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at tilbageholde yderligere beløb til opsparingen. Et sådant beløb vil skulle udbetales til den indsatte.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.8.

Til nr. 6

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede § 42, stk. 5, 3. pkt., at der desuden kan fastsættes regler om løsladelsesbeløb, herunder at visse indsatte, der er udvist af landet ved dom, ikke er omfattet heraf

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative regler om løsladelsesbeløb.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at udvisningsdømte, der straks efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne, eller efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse ikke har krav på løsladelsesbeløb.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at denne gruppe af udvisningsdømte ikke har samme behov som øvrige udvisningsdømte for at få udbetalt et beløb i forbindelse med løsladelse, da der i den øvrige lovgivning på anden måde er taget hånd om denne gruppe af udvisningsdømtes behov for småfornødenheder under selve udsendelsen, når den forestås af udlændingemyndighederne, og under varetægtsfængsling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.8.

Til nr. 7

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. pkt., at justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at det i forbindelse med sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning.

Det følger af den foreslåede ændring af § 50, 2. pkt., at det i forbindelse med sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Den foreslåede ændring af § 50, 2. pkt., vil medføre, at der kan fastsættes regler om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der foreslås ingen ændringer af, at der ved udeblivelse forstås, at den domfældte ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og at dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last – f.eks. i et tilfælde, hvor den domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign. – er den pågældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, forudsættes det, at der i medfør af den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 50 vil blive fastsat regler i udgangsbekendtgørelsen om, at udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

Det forudsættes endvidere, der i den forbindelse vil blive fastsat en undtagelse, hvorefter fratagelse af muligheden for at kunne meddeles tilladelse til udgang vil skulle ske i et kortere tidsrum i tilfælde, hvor fratagelse af muligheden for tilladelse til udgang i 6 måneder vil være uforholdsmæssig, herunder hvor den indsatte alene skal afsone en fængselsstraf af en varighed tæt på eller under 6 måneder.

Den gældende ordning, hvorefter særlige omstændigheder kan begrunde tilladelse til udgang, uanset om der er truffet afgørelse om fratagelse af mulighed for udgang på grund af udeblivelse fra afsoning, vil blive fastholdt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 8

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 1, at kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel er som hidtil en udgangsform. Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra fængsel eller arresthus i et bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.

Der vil udelukkende kunne træffes afgørelse om udstationering for personer, der er idømt ubetinget fængselsstraf.

Det er ikke et krav, at den ubetingede fængselsstraf er idømt ved samme dom, når blot den samlede fængselsstraf er mere end 6 måneder.

Der indføres med den foreslåede bestemmelse en pligt for kriminalforsorgen til af egen drift at behandle spørgsmålet om udstationering i alle relevante sager, dvs. sager hvor de tidsmæssige betingelser er opfyldt, jf. ovenfor.

Udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse er, at udstationering skal ske til egen bopæl med fodlænke, medmindre det vurderes mere formålstjenligt, at udstationering sker til en af kriminalforsorgens udslusningsfængsler. Det kan eksempelvis være sager, hvor den indsatte ikke har egnet bopæl, eller hvor personer i indsattes husstand ikke vil give samtykke til, at der sker udstationering til egen bopæl med fodlænke. Der kan også være tale om sager, hvor den indsatte har behov for pædagogisk støtte, som personalet i et udslusningsfængsel kan give den pågældende under udstationering.

Tilsvarende vil gøre sig gældende, hvis afsoneren undtagelsesvis skal udstationeres direkte fra et lukket fængsel, eller hvor den indsatte har afsonet i lang tid, og hvor det vurderes, at den indsatte har brug for en mere gradvis overgang fra fængsel til egen bopæl med fodlænke og det derfor findes mest formålstjenligt, hvis den pågældende indledningsvis udstationeres til et udslusningsfængsel.

Selvom det på det tidspunkt, hvor der resterer otte måneder til forventet prøveløsladelse, vurderes mere formålstjenligt, at den indsatte udstationeres til udslusningsfængsel kan forholdene ændre sig i løbet af udstationeringen til udslusningsfængsel, således at det på senere tidspunkt vurderes, at den pågældende bør udstationeres til egen bopæl med fodlænke.

Det er for det første en betingelse for udstationering, at en tredjedel af straffen er udstået. Det har i den forbindelse ikke betydning hvor straffen er udstået.

Den tid, som den indsatte har været placeret i arresthus, herunder som varetægtsarrestant, samt den tid, som den pågældende har været anbragt i anden institution efter straffuldbyrdelseslovens § 78, indgår i beregningen.

Det er for det andet en betingelse for udstationering, at der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen.

Der bør således f.eks. ikke træffes afgørelse om udstationering, hvis den dømte, f.eks. på grund af et massivt alkoholmisbrug eller misbrug af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, vurderes at være ude af stand til at overholde de vilkår, der gælder for udstationering.

Et yderligere eksempel på en sag, hvor der vil kunne foreligge misbrugsrisiko, kan være, hvis en indsat er dømt for vold mod sin nabo og ikke har været på fri fod mellem dom og afsoning. I en sådan sag vil det helt klare udgangspunkt være, at den indsatte ikke vil kunne udstationeres til samme bopæl med fodlænke. Tilsvarende vil en indsat, som har fået udgangskarantæne eksempelvis pga. ny kriminalitet begået under udgang eller som i øvrigt har begået kriminalitet under afsoningen, som det helt klare udgangspunkt heller ikke kunne udstationeres på grund af risikoen for misbrug af udstationeringen.

Det er for det tredje en betingelse for udstationering, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt – dvs. ud over misbrugsrisikoen – taler imod udstationering.

I vurderingen af misbrugsrisikoen og hensynet til retshåndhævelsen vil bl.a. skulle indgå kriminalitetens art og straffens længde, evt. tidligere straffe, evt. disciplinærsager under afsoning, udelukkelse fra fællesskab, overførsel fra åbent til lukket fængsel, stofmisbrug samt udgangsmisbrug med deraf følgende udgangskarantæne.

Efter den foreslåede ordning vil det ikke være et krav, at den indsatte lever op til de almindelige betingelser for udgang efter straffuldbyrdelseslovens § 46.

Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt i lyset af de kapacitetsmæssige forhold i kriminalforsorgen. Udstationering til udslusningsfængsel forudsætter således, at der er den fornødne kapacitet i et af kriminalforsorgens udslusningsfængsler.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede udstationeringsordning forudsætter etablering og drift af ca. 63 yderligere pladser. Der vil således være en periode, hvor dømte – af kapacitetsmæssige årsager – ikke vil kunne udstationeres til udslusningsfængslerne, og dermed forsat vil skulle afsone i de almindelige åbne og lukkede fængsler på trods af, at de opfylder de retlige betingelser for udstationering efter den foreslåede ordning.

Kriminalforsorgen forventer, at der i løbet af 1. kvartal 2023 vil være etableret og idriftsat en række udslusningsfængsler, som kan imødekomme en stor del af kapacitetsbehovet og dermed muliggøre udstationering i større omfang. Den samlede etablering af alle nye udslusningsfængsler forventes etableret og idriftsat i 3. kvartal 2023. Det forventede idriftsættelsestidspunkt er dog behæftet med en vis usikkerhed.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 2, at udstationering efter stk. 1 tidligst kan ske 8 måneder før forventet prøveløsladelse.

Der ligger heri for det første en tidsmæssig betingelse om, at der tidligst vil kunne ske udstationering 8 måneder før forventet prøveløsladelse. Det gælder alle former for prøveløsladelse efter afsoning af tidsbestemt straf, således straffelovens § 38, stk. 1 § 38, stk. 2 eller § 40 a.

Der ligger for det andet en betingelse om, at der skal være en forventning om, at den indsatte vil opfylde betingelserne for prøveløsladelse. Denne betingelse vil skulle være opfyldt i hele udstationeringsperioden. Indsatte, som forventes løsladt på endt straf, fordi prøveløsladelse skønnes utilrådelig, vil ikke kunne udstationeres efter den foreslåede bestemmelse.

Indsatte som er udstationeret til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller udslusningsfængsel vil dog fortsat opfylde betingelserne for udstationering, hvis de i udstationeringsperioden uden egen skyld ophører med at opfylde betingelserne for prøveløsladelse selvom udstationeringsperioden derfor vil blive udstrakt til mere end 8 måneder. Hvis den indsatte derimod selv er skyld i, at betingelserne om prøveløsladelse ikke længere er opfyldt vil udgangspunktet være, at der skal ske tilbagekaldelse af tilladelsen til udstationering, og at den indsatte dermed skal tilbageføres til et fængsel med henblik på afsoning af reststraffen.

Såfremt forholdene ændrer sig efter afslag på prøveløsladelse, således at den indsatte senere opfylder betingelserne for prøveløsladelse, vil betingelsen om, at der skal være en forventning om, at den indsatte vil opfylde betingelserne for prøveløsladelse være opfyldt.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 3, at udstationering til egen bolig under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter, at der er sikret den indsatte passende beskæftigelse og underhold.

Beskæftigelseskravet er begrundet i resocialiseringshensyn. Om den dømte er beskæftiget som lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende, studier eller lignende er uden betydning. Den dømtes arbejde, uddannelse eller lignende bør som udgangspunkt have et tidsmæssigt omfang af minimum 20 timer og maksimalt 37 timer ugentlig.

En person, der ikke har en form for beskæftigelse, vil som udgangspunkt ikke kunne udstationeres til egen bolig under intensiv overvågning og kontrol. Beskæftigelseskravet vil dog kunne anses for at opfyldt ved deltagelse i dagcenteraktiviteter, programvirksomhed i kriminalforsorgens regi eller lignende. Det samme kan gøre sig gældende, hvis det f.eks. er nødvendigt at den indsatte passer sine børn, alvorligt syge familiemedlemmer eller er beskæftiget med en anden aktivitet, som fastlægges i forbindelse med udstationeringen. I sådanne tilfælde kan beskæftigelseskravet anses for opfyldt, uanset at den pågældendes beskæftigelsesaktivitet(er) udgør mindre end 20 timer ugentlig

Under alle omstændigheder vil det være en betingelse for udstationering til egen bolig med fodlænke, at den indsatte har et forsørgelsesgrundlag.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 4 , at udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 desuden forudsætter, at den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationeringen kan gennemføres, og at personer over 18 år, der har samme bopæl som den indsatte, meddeler samtykke dertil.

Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol er en alternativ måde at udstå en idømt fængselsstraf på, og derfor bør denne afsoningsform indebære stort set samme begrænsning i den dømtes bevægelsesfrihed som strafafsoning i et fængsel. Dette forudsætter ikke blot, at den dømte har en bolig, hvor den pågældende kan pålægges at opholde sig under udståelsen, men ligeledes, at boligen er af en sådan beskaffenhed, at det er praktisk muligt at kontrollere, om den pågældende i udstationeringsperioden opholder sig på bopælen i de tidsrum, som tilsynsmyndigheden foreskriver

Bor den dømte f.eks. på hotel, herberg, i campingvogn eller lignende boligforhold af midlertidig karakter, vil denne betingelse som udgangspunkt ikke være opfyldt. Der må imidlertid i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af den dømtes boligforhold med henblik på at afklare, om udstationering kan finde sted til egen bopæl med den fornødne intensive overvågning og kontrol.

Den modtager, der som led i den elektroniske overvågning og kontrol med den dømte skal placeres i dennes hjem, skal tilsluttes strømforsyningen, hvorfor det er et krav, at der i den dømtes bolig er indlagt strøm. Er dette ikke tilfældet, kan der ikke ske udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol.

Det er endvidere en betingelse for udstationering til egen bopæl, at personer, der har samme bopæl som den dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at udstationering kan finde sted på den fælles bopæl. Samtykke fra f.eks. den dømtes ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn over 18 år m.fl., der er direkte berørt af den dømtes udstationering til bopælen, vil således skulle indhentes. Dette skyldes, at der i boligen skal installeres elektronisk overvågningsudstyr, ligesom den overvågning og kontrol, der vil finde sted i udstationeringsperioden, bl.a. består i uanmeldte kontrolbesøg på bopælen. Disse foranstaltninger nødvendiggør, at kriminalforsorgen har adgang til den dømtes bopæl.

Det følger af den foreslåede § 50 b, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol og til udslusningsfængsel, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v., og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat nærmere regler om udstationering.

Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om behandlingen af sager om udstationering.

Der vil derudover blive fastsat regler om vilkår for udstationering, herunder at der i den sidste halvdel af udstationeringsperioden vil kunne fastsættes lempeligere vilkår.

Dømte, der udstationeres til udslusningsfængsel, vil med den foreslåede ordning som udgangspunkt blive undergivet de samme regler, som gælder for udgang fra åbent fængsel (fængselsvilkår) i den første del af udstationeringsperioden, mens de i den sidste del af udstationeringsperioden typisk vil være undergivet de regler for udgang, der gælder for udslusningsfængslet (svarende til de gældende pensionsvilkår).

Dømte, der udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol, vil med den foreslåede ordning i den første del af udstationeringsperioden som udgangspunkt blive undergivet fodlænkevilkår, mens den dømte i sidste del af perioden typisk vil være undergivet natlænkevilkår.

Der vil endvidere blive fastsat nærmere regler om tilsynet med dømte, der udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol. Der vil i den forbindelse blive fastsat nærmere regler om tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af udåndingsprøver og urinprøver m.v.

Der vil desuden blive fastsat regler om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering, herunder betingelser for tilbagekaldelse, samt virkningen af en tilbagekaldelse.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Der vil endelig i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3, blive fastsat en administrativ klageadgang for afslag på udstationering efter den foreslåede § 50 a.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.7.

Til nr. 9

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, at en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang end nævnt i 1. pkt.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 3, at en udenlandsk indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, at en indsat, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og om hvem politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, ikke har ret til at modtage besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det følger af den foreslåede § 51 stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om forbud mod besøg i et tidsrum af op til 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der foreslås ingen ændringer i, at der ved udeblivelse forstås, at den domfældte ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last – f.eks. i et tilfælde, hvor den domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign. – er den pågældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, forudsættes det, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat regler i besøgsbekendtgørelsen om, at en indsat ikke har ret til at modtage i besøg i en periode på op til 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

Det forudsættes endvidere, at det i den forbindelse vil blive fastsat, at begrænsningen ikke vil omfatte besøg fra den dømtes nærtstående, samt ikke vil påvirke den indsattes ret til at modtage besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenlandske indsattes ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter og den indsattes ret til at have sit barn med sig i institutionen efter straffuldbyrdelseslovens § 54.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Til nr. 10

Kriminalforsorgen kan i dag bl.a. videregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til PET, hvis bestemte betingelser er opfyldte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1. Herudover kan PET som nævnt under pkt. 2.12.1.2 under nærmere angivne betingelser kræve oplysninger udleveret fra bl.a. kriminalforsorgen til varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13, jf. PET-lovens § 4.

PET har således i dag forskellige muligheder for at få oplysninger fra kriminalforsorgens registre og systemer til varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13.

Imidlertid har PET ikke en direkte elektronisk adgang til sådanne oplysninger i kriminalforsorgens registre og systemer.

Det følger af den foreslåede § 66 b, stk. 2, at Politiets Efterretningstjeneste kan indhente oplysninger om indsatte direkte fra registre og systemer i kriminalforsorgen, i det omfang indhentelsen må antages at have betydning for varetagelsen af efterretningstjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Kapitel 2 i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) finder anvendelse for indhentning af oplysninger efter 1. pkt.

Kriteriet »må antages at have betydning« skal forstås på samme måde som det, der fremgår af PET-lovens § 4. Begreberne »registre og systemer« skal forstås bredt. Det omfatter først og fremmest sagsbehandlingssystemer, men det afgørende efter bestemmelsen er, om der er tale om oplysninger, som er i kriminalforsorgens besiddelse, uanset om oplysningerne findes i et sagsbehandlingssystem.

Det bemærkes i den forbindelse, at PET’s direkte elektroniske adgang bl.a. forudsættes så vidt muligt afgrænset til søgninger på bestemte personer eller persongrupper, der er fastsat på forhånd mellem PET og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Samtidig forudsættes det, at søgemulighederne afgrænses til de pågældende personer og de dele af registrene og systemerne, hvor der må antages at være oplysninger af betydning for PET’s opgavevaretagelse vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Endvidere forudsættes det, at der i fornødent omfang føres kontrol med de elektroniske søgninger, som de pågældende PET-medarbejdere foretager.

PET’s adgang vil herudover blive afgrænset således, at det alene vil være få medarbejdere hos PET, som f.eks. forbindelsesofficerer fra PET eller lignende, der får direkte elektronisk adgang til kriminalforsorgens registre og systemer med henblik på at kunne fremsøge oplysninger om de relevante persongrupper og videregive disse internt i PET. Øvrige medarbejdere hos PET – udover forbindelsesofficeren eller lignende – vil således ikke i medfør af bestemmelsen kunne tildeles direkte elektronisk adgang til kriminalforsorgens registre og systemer.

Som nævnt under lovforslagets pkt. 2.12.3 vil PET’ indhentelse og behandling af personoplysninger generelt skulle ske i overensstemmelse med reglerne i PET-loven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer på denne baggrund ikke, at PET kan behandle personoplysninger i videre omfang, end hvad der efter gældende ret er muligt efter reglerne i PET-loven. Samtidig vil den foreslåede bestemmelse ikke indebære, at kriminalforsorgen vil skulle videregive oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af PET-lovens § 4.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at de oplysninger, som PET vil kunne indhente direkte fra kriminalforsorgens registre og systemer efter den foreslåede bestemmelse, ikke vil gå ud over, hvad kriminalforsorgen på anmodning vil være forpligtet til at udlevere til PET efter gældende ret i dag.

Den foreslåede ordning indebærer desuden ikke ændringer i Tilsynet for Efterretningstjenesternes mulighed for at føre kontrol med PET efter kapitel 9 i PET-loven eller Datatilsynets mulighed for at føre kontrol med kriminalforsorgen efter retshåndhævelseslovens § 37.

Bestemmelsen indebærer, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne kan føre kontrol med PET's indhentning af oplysninger efter den forslåede bestemmelse i § 66 b, stk. 2, da kriminalforsorgens videregivelse af oplysningerne er omfattet af PET-lovens § 4, jf. PET-lovens § 18.

Hvis Tilsynet med Efterretningstjenesterne som led i sin tilsynsvirksomhed finder, at PET har indhentet oplysninger i strid med den forslåede bestemmelse, underretter Tilsynet med Efterretningstjenesterne Direktoratet for Kriminalforsorgen herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.12.1.

Til nr. 11

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, indsættes en henvisning til undtagelsesbestemmelsen i stk. 2. Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, hvor det foreslås, at indsætte en ny bestemmelse i § 67, stk. 2.

Til nr. 12

Det følger af den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 67, at en indsat skal ikendes disciplinærstraf i de tilfælde, som er opregnet i bestemmelsens nr. 1-12.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 2, at kriminalforsorgsområdet i helt særlige tilfælde kan undlade at ikende disciplinærstraf efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det bliver muligt at undlade at ikende disciplinærstraf, uanset at der er grundlag herfor efter den gældende § 67, stk. 1.

Med udtrykket »helt særlige omstændigheder« sigtes til situationer, hvor en undladelse af ikendelse af disciplinærstraf – selv i form af en advarsel – ud fra en faglig vurdering ikke vurderes at være hensigtsmæssig ud fra et ordens- og sikkerhedsmæssigt hensyn. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en indsat over lang tid ikke har begået disciplinære forseelser, eller hvor der i øvrigt iagttages gode fremskridt hos den indsatte på trods af den begåede disciplinærforseelse, og hvor det samtidig fagligt vurderes at være kontraproduktivt at ikende en disciplinærstraf.

En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er dog i alle tilfælde, at den pågældende disciplinære forseelse er af beskeden karakter, eksempelvis hvis forseelsen udgør en overtrædelse af rygeforbuddet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.1.

Til nr. 13

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 68 er det muligt at ikende disciplinærstraf i form af bøde, advarsel eller strafcelle.

Det følger af den foreslåede ændring af § 68, stk. 1, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni, indføres som nye disciplinærstraffe.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der indføres 4 nye typer af disciplinærstraffe. Disse udgør midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling samt midlertidig begrænsning af retten til telefoni. For en definition af de nye typer af disciplinærstraffe henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Ændringen vil indebære, at det vil være muligt at ikende de nye typer af disciplinærstraf i de tilfælde, hvor den indsatte har overtrådt én eller flere af de opregnede forhold i lovens § 67, nr. 1-12.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 14

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 3, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke vil kunne håndhæves effektivt over for indsatte i åbne fængsler, da disse indsatte har adgang til at leje en fastmonteret mobiltelefon til brug i eget opholdsrum, jf. § 9 i telefonbekendtgørelsen.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 4, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke kan ikendes over for livstids- og forvaringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, eller som er afskåret kontakt efter § 59 b.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke kan ikendes over for livstids- og forvaringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, eller som er afskåret kontakt efter § 59 b. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte er underlagt særlige regler om udgang, besøg, brevveksling og telefoni, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, hvorefter sådanne indsatte i 10 år ikke uden tilladelse må modtage eksempelvis besøg og desuden alene må modtage besøg fra nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Derudover må den omfattede gruppe af indsatte som udgangspunkt ikke komme på udgang i de første 10 år af afsoningen. Endelig kan gruppen af indsatte afskæres fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum. Den omfattede gruppe af indsatte vil således allerede være eller kunne være underlagt de begrænsninger, som de nævnte disciplinærstraffe medfører.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 5, at disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner.

Bestemmelsen regulerer valget af type af disciplinærstraf, eksempelvis om en indsat skal ikendes bøde eller midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes foreslås, at disciplinærstraffene kan ikendes i forening, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, således at f.eks. bøde og midlertidigt udgangsforbud kan ikendes i forening.

Ved valget af type af disciplinærstraf indebærer bestemmelsen, at der skal lægges vægt på to momenter. Disse udgør »overtrædelsens art og omfang«, samt »i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner«.

Ved »overtrædelsens art og omfang« forstås, at valget af disciplinærstraf skal være proportionalt med den disciplinærforseelse, som den pågældende har begået. Herved forudsættes, at de hårdere sanktioner, f.eks. en relativt høj bøde kombineret med en midlertidig begrænsning af den indsattes ret til besøg, alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor der foreligger en grovere disciplinærforseelse, herunder forseelser der sker i gentagelsestilfælde.

Fastsættelsen af disciplinærstraffen skal desuden ske under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner. Det indebærer, at valget af type af disciplinærstraf – ud over kravet om, at straffen skal fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang – i relevant omfang skal foretages under hensyn til, i hvilket type afsoningsinstitution den indsatte afsoner, herunder om der er tale om åbent eller lukket fængsel.

Eksempelvis kan en indsat, der afsoner i lukket fængsel, opleve en ikendelse af strafcelle som mindre begrænsende, end hvis strafcelle anvendes over for en person, der afsoner i åbent fængsel. Det skyldes, at den indsatte i et lukket fængsel i forvejen afsoner i lukket regime, hvor der er mindre adgang til fællesskab, end den indsatte der afsoner i åbent regi. Omvendt kan en indsat, der afsoner i lukket fængsel, opleve en disciplinærstraf som et midlertidig udgangsforbud som værende mere begrænsende, end en indsat der afsoner i åbent regi.

Med momentet sigtes der desuden til, at fastsættelsen af disciplinærstraffen skal ske under hensyn til, hvad der konkret må antages at være en mærkbar disciplinærstraf over for den indsatte. Således vil det eksempelvis have en begrænset mærkbar effekt at ikende disciplinærstraf i form af en midlertidig begrænsning af retten til udgang, hvis den indsatte i forvejen ikke har en udgangstilladelse. Dette gør sig ligeledes gældende for de andre typer af nye disciplinærstraffe. Den nærmere fastlæggelse af, hvornår det giver mening at anvende de nye typer af disciplinærstraffe vil blive fastsat på bekendtgørelsesniveau.

Det skal samtidig sikres, at disciplinærstraffesystemet er gennemsigtigt for den indsatte, og at disciplinærstraffene desuden ikendes på lige vilkår mellem de indsatte. Det forudsættes dermed som efter gældende praksis, at de såkaldte normalreaktionsskemaer anvendes, og at disse bl.a. som følge af det ovenfor angivne kan have et forskelligt indhold afhængig af den type afsoningsinstitution, som den indsatte afsoner i.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 6, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse.

Bestemmelsen vil indebære, at der skal ikendes en mere markant og skærpet sanktion, når en disciplinærforseelse begås tredje gang. Det samme vil gøre sig gældende sjette gang, niende gang osv. Bestemmelsen angår således selve udmålingen af disciplinærstraffen, eksempelvis en bødes størrelse eller længden på et midlertidigt udgangsforbud.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om de tre begåede forhold kan anses som ligeartede. Således vil der også skulle ikendes en mere markant og skærpet sanktion i det tredje tilfælde, uanset at den tredje forseelse har en anden karakter end de to forudgående

Det forudsættes desuden med bestemmelsen, at der i overensstemmelse med gældende praksis kan indtræde forældelse mellem de pågældende forseelser, således at der eksempelvis ikke tillægges den tredje forseelse skærpende betydning, hvis der er gået lang tid mellem forseelserne.

Den skærpede og markante reaktion, som ikendes i medfør af bestemmelsen, vil i alle tilfælde skulle være proportional med den konkrete forseelses karakter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.3.

Til nr. 15

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 3, kan disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle ikendes i forening.

Med den foreslåede ændring af § 68, stk. 3, indskrives midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni indsættes i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at disciplinærstraf i form af bøde, midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni og strafcelle kan ikendes i forening.

Efter bestemmelsen vil det eksempelvis ved fastsættelsen af disciplinærstraffen kunne bestemmes, at den indsatte skal ikendes en bøde sammen med et midlertidigt udgangsforbud. Det forudsættes i alle tilfælde, at disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.3.

Til nr. 16

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 69, stk. 1, 2. pkt., at en disciplinærstraf i form af bøde højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

Det følger af den foreslåede ændring af § 69, stk. 1, 2. pkt., at angivelse af »en uges« ændres til »to ugers« i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bødens maksimum forhøjes til det dobbelte, således at bøden fremover højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for to ugers beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 17

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af et midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af det midlertidige forbud således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette, at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete forseelse.

Det følger af den foreslåede § 69 a, stk. 2, at hvis den indsatte er ikendt midlertidigt udgangsforbud, kan der alene meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.

Den foreslåede bestemmelse definerer det midlertidige udgangsforbud. Et midlertidigt udgangsforbud indebærer således, at den indsatte ikke må komme på udgang.

Hvis der er allerede er meddelt tilladelse til udgang, vil den foreslåede bestemmelse føre til, at udgangstilladelsen suspenderes.

Uanset ovenstående udgangspunkt kan der meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor. Det forudsættes, at bestemmelsen forstås i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, 2. pkt.

Således vil der eksempelvis navnlig foreligge helt særlige omstændigheder, hvor der er tale om spørgsmål om udgang til et særligt formål som nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er, at den indsatte skal deltage i retsmøder, eller hvis vedkommende skal deltage i en nærtstående persons begravelse eller lignende.

Der er dog også mulighed for at tillade udgang i andre tilfælde, hvor nægtelse heraf vil være særligt indgribende for den indsatte. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis en indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden for de næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation i så fald kan blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte mister sit arbejde i forbindelse med, at tilladelsen til frigang bortfalder.

På den anden side vil kravet om helt særlige omstændigheder normalt ikke kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes udgang med henblik på indgåelse af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 b, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til besøg som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til besøg som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til besøg således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til besøg, må alene modtage besøg af nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse definerer den midlertidige begrænsning af retten til besøg. En midlertidig begrænsning af retten til besøg indebærer således, at den indsatte alene må modtage besøg af nærtstående.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at modtage besøg fra andre end nærtstående i den pågældende periode. Et besøg fra en nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at den pågældende ikke har fået afslag på besøg på grund af andre forhold, jf. f.eks. besøgsbekendtgørelsen § 4.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til besøg ikke påvirker den indsattes ret til at modtage besøg efter § 51, stk. 2 og 3, og berører ikke den indsattes ret efter § 54.

En midlertidig begrænsning af retten til besøg vil således ikke finde anvendelse på den ret, som den indsatte har efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenlandske indsattes ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Det foreslås desuden, at en midlertidig begrænsning af retten til besøg ikke skal berøre den indsattes ret til at have sit barn med sig i institutionen efter lovens § 54.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 c, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til brevveksling som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til brevveksling således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 c, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, alene må brevveksle med nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse definerer den midlertidige begrænsning af retten til brevveksling. En midlertidig begrænsning af retten til brevveksling indebærer således, at den indsatte alene må brevveksle med nærtstående.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at brevveksle med andre end nærtstående i den pågældende periode. Brevveksling med nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at brevvekslingen ikke i medfør af andre regler er begrænset, eksempelvis som følge af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Det følger af den foreslåede § 69 c, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling ikke påvirker den indsattes ret til at brevveksle efter § 56, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den indsatte – uanset ikendelsen af en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling – fortsat ukontrolleret vil kunne brevveksle med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 d, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til telefoni som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til telefoni som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til telefoni således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede § 69 d, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til telefoni, alene må telefonere med nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse, definerer den midlertidige begrænsning af retten til telefoni. En midlertidig begrænsning af retten til telefoni indebærer således, at den indsatte alene må telefonere med nærtstående. Muligheden for at telefonere med nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at denne ret ikke i medfør af andre regler er begrænset eksempelvis som følge af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at telefonere med andre end nærtstående i den pågældende periode.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke påvirker den indsattes mulighed for at telefonere med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den indsatte, uanset ikendelse af en midlertidig begrænsning af retten til telefoni, fortsat ukontrolleret kan telefonere med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1. Dette dog under forudsætning af, at den indsatte har ret til at telefonere efter lovens § 57, stk. 1, det vil sige, at det er praktisk muligt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 18

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1, 1. pkt., at ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger.

Den følger af den foreslåede ændring af § 70, stk. 1, 1. pkt., at »4 uger« ændres til »14 dage, jf. dog stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 70, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at varigheden af strafcelle fremover som udgangspunkt højst kan være 14 dage. Samtidig indsættes der i bestemmelse en henvisning til den foreslåede undtagelse i stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.4.

Til nr. 19

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 2, at der i særlige tilfælde kan ikendes strafcelle i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger

Den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 2, vil indebære, at strafcelle uanset den foreslåede ændring af stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, i særlige tilfælde kan ikendes i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Ved »særlige tilfælde« forstås eksempelvis, at der er tale om grove gentagelsestilfælde, eller hvor ikendelse af strafcelle på mere end 14 dage findes nødvendigt for at håndtere særligt udfordrende eller udadreagerende indsatte.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.4.

Til nr. 20

Overdragelse af en person til strafforfølgning eller -fuldbyrdelse mellem to landes myndigheder inden for et andet lands territoriale grænser er ikke nærmere reguleret i dansk ret.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens §§ 75, 75 a og 76, at der i visse tilfælde kan ske strafafbrydelse under nogle nærmere anførte betingelser. Efter § 75, stk. 1, afbrydes fuldbyrdelsen af en fængselsstraf, hvis den dømte udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig straffuldbyrdelsen, eller hvis den dømte anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer. Det fremgår af § 75 a, stk. 1, at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder eller er idømt fængselsstraf for overtrædelse af hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4, og som i den forbindelse er udvist af landet, skal udsendes straks. Endelig følger det af § 76 kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, tillade, at en straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes i en række nærmere bestemte situationer.

Det foreslås i § 75 b, stk. 1 , at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan beslutte, at en person, som afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i medfør af regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, skal overdrages til Republikken Kosovo til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Med bestemmelsen vil der forud for overdragelse af den dømte til de kosovariske myndigheder skulle foretages en konkret vurdering af, om overdragelsen i det enkelte tilfælde vil være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det vil være justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, der træffer beslutning om, hvorvidt den konkrete overdragelse kan finde sted. Der vil være tale om den samme vurdering, som foretages efter udleveringslovens § 6, stk. 1-3.

Overdragelse vil alene kunne ske på vilkår om, at den pågældende tilbageføres til fængslet i Gjilan i Kosovo eller kriminalforsorgen i øvrigt, når strafforfølgelsen eller fuldbyrdelsen af den kosovariske fængselsstraf er overstået.

Der vil i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske overdragelse til de kosovariske myndigheder bl.a. skulle tages stilling til, om den pågældende ved overdragelsen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. herved blandt andet EMRK artikel 3, og om den pågældende i relation til selve strafforfølgningen udsættes for åbenbar retsfornægtelse (”flagrant denial of justice”), jf. herved blandt andet EMRK artikel 6.

Bestemmelsen omfatter Danmarks samlede internationale forpligtelser.

Det vil skulle påses, at behandlingen af de indsatte i forbindelse med strafforfølgning og -fuldbyrdelse efter kosovarisk ret sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Såfremt de kosovariske myndigheder fremsætter anmodning om overdragelse forud for udsendelsen af den indsatte til sit hjemland eller returnering til Danmark, vil anmodningen skulle behandles efter reglerne i den foreslåede § 75 b, stk. 1. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, vil også i den forbindelse skulle træffe beslutning om, hvorvidt en overdragelse til de kosovariske myndigheder kan ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Det foreslås i § 75 b, stk. 2 , at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring, der sker i medfør af regler fastsat efter § 1 a, stk. 2, afbrydes, hvis justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemmer, at den pågældende skal overdrages til Republikken Kosovo til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf i medfør af stk. 1.

Strafafbrydelsen vil gælde fra det tidspunkt, hvor den faktiske overdragelse af den pågældende fra fængslet i Gjilan i Kosovo til de kosovariske myndigheder finder sted. Tidspunktet for beslutningen om overdragelse i henhold til § 75 b, stk. 1, er således ikke afgørende for, hvornår strafafbrydelse kan finde sted. Det vil dog være sådan, at afbrydelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraffen eller forvaringen vil bero på beslutningen om, at der skal ske overdragelse til de kosovariske myndigheder.

Det vil være justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, som i forlængelse af beslutningen om overdragelse til de kosovariske myndigheder, træffer bestemmelse om strafafbrydelse i forbindelse med den faktiske overdragelse af den pågældende.

Det vil ikke været et krav, at den pågældende skal samtykke til, at straffen afbrydes, i forbindelse med overdragelse til de kosovariske myndigheder.

Det foreslås i § 75 b, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte regler om overdragelsen til Republikken Kosovo efter stk. 1, om strafafbrydelse efter stk. 2 og om genoptagelse af strafafsoning efter § 77, stk. 3.

Bestemmelsen vil indebære, at der administrativt kan fastsættes regler om de nærmere rammer for processen i forbindelse med overdragelsen til de kosovariske myndigheder, herunder de tidsmæssige rammer for beslutningen, samt de nærmere kriterier, herunder tidspunktet for strafafbrydelse samt genoptagelse af straffuldbyrdelsen. Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse bl.a. blive fastsat regler om overdragelse i lyset af bestemmelserne i kapitel 5 i udleveringsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.7.

Til nr. 21

Efter straffuldbyrdelseslovens § 77, stk. 1, genoptages straffuldbyrdelsen, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den pågældende. Efter § 77, stk. 2, genoptages straffuldbyrdelsen, hvis en udlænding, der har fået afbrudt straffuldbyrdelsen, jf. § 75 a, stk. 1, på ny uden lovligt grundlag opholder sig her i landet inden for 5 år efter gennemførelse af udsendelsen.

Det foreslås i § 77, stk. 3 , at straffuldbyrdelsen genoptages, når en person, der har fået afbrudt straffuldbyrdelsen, jf. § 75 b, stk. 2, på ny overdrages til kriminalforsorgen fra Republikken Kosovo med henblik på genoptagelse af straffuldbyrdelsen

Den foreslåede bestemmelse vil således udvide anvendelsesområdet for § 77, så det tydeligt fremgår, at den også omfatter den situation, hvor en udlændings fuldbyrdelse af fængselsstraf er blevet afbrudt efter den foreslåede § 75 b, stk. 2.

Genoptagelse af straffuldbyrdelsen vil både kunne ske i fængslet i Gjilan i Kosovo eller i en anden af kriminalforsorgens institutioner i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.7.

Til nr. 22

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, at justitsministeren fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.

Det følger af den foreslåede ændring af § 79, stk. 2, at justitsministeren også fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige sociale hensyn.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage. Formålet er derudover at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nærmest forudgående onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag eller 2. pinsedag.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at løsladelser op til en weekend vanskeliggør, at løsladte med behov for at opsøge kommunen, banken og lignende kan gøre dette, inden disse lukker for weekenden. Det kan øge risikoen for, at den løsladte begår ny kriminalitet med henblik på at få adgang til bolig, penge, mad, tobak, narkotika m.v., eller det kan medføre, at den løsladte mister motivationen til at opsøge den hjælp, som vedkommende er berettiget til i det offentlige system.

Hvis lovforslaget vedtages, vil det blive fastsat i løsladelsesbekendtgørelsen, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage. Det vil derudover blive fastsat, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nærmest forudgående onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag eller 2. pinsedag. Der vil ikke i den forbindelse skulle foretages en konkret vurdering af, om den pågældende indsatte har behov for at nå på kommunen, i banken m.v.

De gældende regler om mulighed for at undlade fremrykning på baggrund af undvigelse eller udeblivelse vil i den forbindelse blive fastholdt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.9.

Til nr. 23

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 1 pkt., at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde eller deltage i behandlings- eller uddannelsesprogram i det fastsatte antal timer inden for den udmålte længstetid.

Efter de gældende regler kan samfundstjeneste udføres som ulønnet arbejde hos institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller har almennyttige formål.

Det følger af den foreslåede ændring af § 101, stk. 2, 1. pkt., at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde i private virksomheder eller institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller har almennyttige formål.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at samfundstjeneste i form af ulønnet arbejde også skal kunne udføres hos private erhvervsvirksomheder. Det er ikke et krav, at den private erhvervsvirksomhed er offentligt støttet eller har et almennyttigt formål.

Der foreslås ingen ændringer i, at vilkår om samfundstjeneste gennemføres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 1.

Det er således fortsat kriminalforsorgen, der skal udmønte samfundstjenesten, herunder visitere den dømte til et relevant arbejdssted samt føre kontrol og tilsyn med, at afviklingen af samfundstjenesten sker i overensstemmelse med den idømte straf.

Det er endvidere kriminalforsorgens opgave at sørge for, at samfundstjenestesteder forinden indstilles og godkendes af De Regionale Arbejdsmarkedsråd, bl.a. med henblik på at sikre, at afviklingen af samfundstjeneste hos private erhvervsvirksomheder ikke får karakter af konkurrenceforvridende statsstøtte.

Kriminalforsorgen skal i den forbindelse sikre, at alle private virksomheder har mulighed for at blive indstillet til og godkendt af De Regionale Arbejdsmarkedsråd, og selve udvælgelsen skal ske på klare, ikke-diskriminerende og objektive kriterier. Hvis det i praksis viser sig, at afvikling af samfundstjenesten i private virksomheder kan antages at påvirke samhandelen og konkurrencevilkårene, vil der være tale om statsstøtte i TEUF artikel 107, stk. 1’s forstand. I sådanne tilfælde skal foranstaltningen bringes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler.

Det bemærkes, at EU-statsstøttereglerne vedr. kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI), herunder Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, kan anvendes som den relevante EU-retlige statsstøttehjemmel for at bringe foranstaltningen i overensstemmelse med det indre marked.

Der foreslås derudover ingen ændringer i, at mindst to tredjedele af det fastsatte antal timer skal gennemføres som ulønnet arbejde, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 2. pkt.

Der foreslås endelig ingen ændringer i, at samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og tidligst må være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.3.

Til nr. 24

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 112, at visse endelige administrative afgørelser inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kan kræves indbragt til prøvelse for retten. Adgangen til domstolsprøvelse gælder alene for de i § 112, stk. 1, nævnte administrative afgørelser, som omfatter bl.a. afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage samt afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse.

Efter § 113 sker indbringelse af sagen for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.

Det foreslås i § 113, stk. 1, 5. pkt. , at sager, som indbringes af en dømt, som er indsat til fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, indbringes for Københavns Byret.

Bestemmelsen indebærer, at klager efter straffuldbyrdelseslovens § 112 vil skulle indbringes for Københavns Byret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.

Til nr. 25

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 116, stk. 1, at sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestemmelse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt, jf. § 116, stk. 2.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 3 , at bestemmer retten, at en sag, som er indbragt for Københavns Byret i medfør af § 113, stk. 1, 5. pkt., jf. § 1 a, stk. 2, skal behandles mundtligt, kan retten træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse i forbindelse med behandlingen under kære, jf. straffuldbyrdelseslovens § 120, stk. 3.

Det tilkommer i hvert enkelt tilfælde retten at beslutte, om gennemførelsen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne som udgangspunkt gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtvejende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet sker ved fysisk fremmøde.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 4, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 3, kan retten bestemme, at den dømtes advokat møder i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end den dømte.

Bestemmelsen vil indebære, at retten kan bestemme, at advokaten skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end den dømte. Retten kan i den forbindelse bestemme, at den dømtes advokat skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Advokaten vil dog fortsat have ret til at deltage fra samme sted som den dømte.

Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 5 , at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 3, kan retten bestemme, at justitsministeren møder i retten eller deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen vil indebære, at retten kan bestemme, at justitsministeren skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede. Retten kan i den forbindelse bestemme, at justitsministeren skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Det forudsættes i den forbindelse, at Direktoratet for Kriminalforsorgen deltager på vegne af justitsministeren.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.

Til nr. 26

I straffuldbyrdelseslovens § 112 er der fastsat en særlig udvidet adgang til domstolsprøvelse for en række forvaltningsretlige afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven. Afgørelser, som ikke er omfattet af § 112, kan indbringes for domstolene ved et almindeligt civilt sagsanlæg i medfør af grundlovens § 63 om domstolenes adgang til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedernes grænser.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 123, stk. 2 , at bestemmelserne i § 113, stk. 1, 5. pkt., og § 116, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse på øvrige afgørelser efter denne lov, som er indbragt til prøvelse for retten

Bestemmelsen indebærer, at reglerne om værneting, samt reglerne om anvendelse af telekommunikation med billede, som finder anvendelse på sager, som indbringes for retten i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112, og hvor den dømte udstår straffen i fængslet i Kosovo, tillige finder anvendelse på sager, som indbringes for retten i medfør af grundlovens § 63.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.

Til nr. 1

Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved dommen gives et opholdsforbud efter § 79 b, stk. 2, og et kontaktforbud efter § 79 b, stk. 3.

Efter straffelovens § 79 b, stk. 3, 1. pkt., indebærer et kontaktforbud, at den dømte ikke må søge at kontakte personer, der er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i § 79 b, stk. 1. Kontaktforbuddet omfatter dog ikke den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. straffelovens § 79 b, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i straffelovens § 79 b, stk. 3, hvorefter et kontaktforbud endvidere ikke omfatter andre indsatte, som den, der har et kontaktforbud, er placeret på afdeling med under afsoning af en frihedsstraf, imens de opholder sig i en af kriminalforsorgens institutioner.

Det foreslåede indebærer, at personer, som er idømt et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan placeres på samme afdeling som andre terrordømte, uden at de derved sættes i en situation, hvor de som følge heraf overtræder deres kontaktforbud. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at de specialiserede modtagelsesafdelinger for terrordømte samt højsikkerhedspladser for særligt farlige terrordømte vil råde over specialiseret personale, der blandt andet skal sikre, at kontakt mellem indsatte på afdelingen sker under forsvarlige og kontrollerede forhold. Det forudsættes desuden, at samplacering alene finder sted på baggrund af en konkret sikkerhedsvurdering og efter høring af Politiets Efterretningstjeneste.

Den foreslåede ændring skal ligeledes ses i sammenhæng med etableringen af et nyt sikkerhedsregime for terrordømte og bekymringsindberettede, der baserer sig på principperne om ret og pligt, hvor samarbejdsvillige terrordømte og radikaliserede indsatte integreres med andre indsatte, hvis det vurderes sikkerhedsmæssigt forsvarligt, mens særligt farlige terrordømte og bekymringsindberettede samles i højsikkerhedsafdelinger med specialiseret personale.

Det betyder, at kontaktforbuddet ikke vil være overtrådt, hvis en indsat, som ved sin dom er givet et kontaktforbud, har kontakt med andre terrordømte, som han af kriminalforsorgen under sin afsoning er blevet placeret på samme afdeling med. Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor den indsatte kontakter terrordømte, som den pågældende afsoner sammen med, mens vedkommende er på udgang, eller mens sådanne andre terrordømte er på udgang. Sådan kontakt vil fortsat udgøre en overtrædelse af forbuddet.

Kontaktforbuddet vil derudover – i overensstemmelse med de gældende regler – være overtrådt, hvis den dømte søger at kontakte personer, der er omfattet af kontaktforbuddet, som enten er løsladt eller afsoner på en anden afdeling end den pågældende.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.5.

Til nr. 2 og 3

Det fremgår af straffelovens § 119, stk. 1, at den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Det fremgår endvidere af straffelovens § 119 b, at den, der med genstande angriber nogen af de i § 119 nævnte personer, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 119, stk. 5, og 119 b, stk. 2, at hvis der øves vold, der er omfattet af § 119, stk. 1, eller § 119 b, stk. 1, mod en person, der er ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det dobbelte.

Formålet med ændringen er at skærpe straffen for vold begået mod ansatte i kriminalforsorgens institutioner.

Den foreslåede strafskærpelse vil omfatte alle tilfælde, hvor en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner udsættes for vold under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme. Ansatte i f.eks. arresthusene, transport- og bevogtningsenhederne, fængslerne samt pensionerne vil således være omfattet af den af strafskærpelsen beskyttede personkreds. Modsat vil ansatte i f.eks. Kriminalforsorgen i Frihed ikke være omfattet. Udover tilfælde, hvor volden begås i kriminalforsorgens institutioner, vil det f.eks. også kunne være ved transport af indsatte til og fra retten, i forbindelse med bevogtning af den indsatte under en evt. hovedforhandling, ved ledsaget udgang af indsatte eller ved andre situationer, hvor den ansatte på grund af de fysiske forhold eller sin funktion, ikke blot kan fjerne sig fra voldelige indsatte og på den måde undgå konflikt, når der opstår farlige situationer.

Det bemærkes, at den beskyttede personkreds i den foreslåede bestemmelse i § 119, stk. 5, er alt personale ansat i kriminalforsorgens institutioner, som er beskyttet efter straffelovens § 119, stk. 1. Derimod vil ansatte, som alene falder inden for beskyttelsen i straffelovens § 119, stk. 2, ikke være omfattet af den beskyttede personkreds.

Strafskærpelsen vil konkret medføre, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for tilsvarende forhold af vold begået mod ansatte i kriminalforsorgens institutioner.

Det betyder eksempelvis, at en sag om vold mod en fængselsbetjent efter straffelovens § 119, stk. 1, der i dag ville udløse en straf på 3 måneders fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle udløse en straf på 6 måneders fængsel.

Der er i øvrigt ikke tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.10.

Til nr. 1

Det fremgår af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og 1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller 2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller 3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, om unddragelse fra strafforfølgning eller -fuldbyrdelse anvendes typisk, når 1) vedkommende har holdt sig skjult for politiet eller har flugtplaner, 2) vedkommende har tilknytning til Danmark og til andre lande, eller 3) vedkommende ingen tilknytning har til Danmark.

Det fremgår af retsplejelovens § 769, stk. 1, at bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning kun har virkning indtil sagens afgørelse i retten. På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor. Ved bestemmelsen herom finder reglerne i bl.a. § 762 tilsvarende anvendelse, medmindre tiltalte erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning. Betingelserne for varetægtsfængsling efter sagens afgørelse er således som udgangspunkt de samme som før sagens afgørelse.

Det følger af den foreslåede § 769, stk. 3, at hvis der er afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, kan den tiltalte desuden varetægtsfængsles, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Den foreslåede § 769, stk. 3, vil medføre, at tiltalte kan varetægtsfængsles i visse sager, hvor der er afsagt en helt eller delvist fældende dom, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse for det første være en betingelse for varetægtsfængsling, at den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale. Strafferammen for den pådømte forbrydelse har ikke betydning.

For det andet vil det være en betingelse for varetægtsfængsling, at der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der vil som udgangspunkt være bestemte grunde til at antage, at den tiltalte vil udeblive, hvis vedkommende tidligere er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Dette vil særligt kunne oplyses ved dokumentation fra Kriminalregisteret, hvoraf det fremgår, hvorvidt den tiltalte har modtaget eller vedtaget et bødeforlæg eller tidligere er dømt for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 110 b om udeblivelse fra afsoning. Om der er tale om længerevarende eller kortvarige udeblivelser fra afsoning, vil som det klare udgangspunkt være uden betydning.

Ved vurderingen af, om der er bestemte grunde til at antage, at den tiltalte vil udeblive uden lovlig grund skal der derudover lægges afgørende vægt på vedkommendes personlige forhold. Der vil efter omstændighederne kunne lægges vægt på sociale, familiære, erhvervsmæssige, økonomiske og bopælsmæssige forhold. Disse forholds ustabilitet kan tale for en risiko for udeblivelse.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende regler om varetægtsfængsling, herunder retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, jf. § 769, stk. 1, hvorefter en sigtet kan varetægtsfængsles, når der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse er det ikke et krav, at der skal være en risiko for unddragelse ved flugt eller skjul, for at der kan ske varetægtsfængsling. Efter den foreslåede bestemmelse er det tilstrækkeligt, at der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, men der stilles ikke i øvrigt krav om, at vedkommende mere aktivt vil forsøge at unddrage sig straffens fuldbyrdelse.

Det er med den foreslåede bestemmelse forudsat, at der med henblik på at fastholde en fornøden fasthed og konsekvens i retshåndhævelsen er behov for at varetægtsfængsle tiltalte, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger sådanne individuelle forhold, som medfører, at det trods det nævnte retshåndhævelseshensyn ikke er påkrævet, at den pågældende varetægtsfængsles efter den fældende dom. Det vil i den forbindelse kunne indgå i vurderingen, at det er lang tid siden, at den tiltalte er udeblevet fra afsoning.

Den foreslåede bestemmelse vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med sager, som er fremmet til dom i tiltales fravær, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Er den tiltalte varetægtsfængslet efter dommen i medfør af den foreslåede bestemmelse, følger det af retsplejelovens § 999, stk. 2, at straffedommen skal fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

Der henvises til i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 769, stk. 3, at indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og der i medfør af stk. 1 eller 2 er truffet afgørelse om anvendelse af varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt. Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger finder § 762, § 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765 og 766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og stk. 2 og 3, § 768 og § 769, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Hvis retten har truffet afgørelse om, at ankesagen skal afgøres uden mundtlig hovedforhandling, kan retten ved udløb af en frist efter 2. pkt., jf. § 767, stk. 1, bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. § 767, stk. 2, 2.-4. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 769, stk. 3, der bliver stk. 4, at henvisningen til stk. 1 eller 2 ændres til stk. 1-3, og at der efter henvisningen til stk. § 769, stk. 2, indsættes en henvisning til stk. 3.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 1.

Endvidere indebærer ændringen, at retsplejelovens § 765 (om mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling) vil kunne finde anvendelse på sager omfattet af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Til nr. 3

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 775, stk. 1. pkt., er det muligt at ikende disciplinærstraf i form af bøde, advarsel eller strafcelle.

Det følger af den foreslåede ændring af § 775, stk. 1, at der efter »bøde« indsættes », midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af muligheden for telefoni«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der indføres 4 nye typer af disciplinærstraffe. Disse udgør midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling samt midlertidig begrænsning af retten til telefoni.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Til nr. 4

Det fremgår af retsplejelovens § 775, stk. 2, 1. pkt., at ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden til et tidsrum af højst 4 uger.

Det følgende af den foreslåede ændring af § 775, stk. 2, at »4 uger« ændres til »14 dage, jf. dog stk. 3«.

Den foreslåede ændring, vil indebære, at varigheden af strafcelle fremover som udgangspunkt højst kan være 14 dage.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Til nr. 5

Det foreslås i § 775, stk. 3, at der i særlige tilfælde kan ikendes strafcelle i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at strafcelle uanset den foreslåede ændring af stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, i særlige tilfælde kan ikendes i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Ved »særlige tilfælde« forstås eksempelvis, at der er tale om grove gentagelsestilfælde, eller hvor ikendelse af strafcelle på mere end 14 dage findes nødvendigt for at håndtere særligt udfordrende eller udadreagerende varetægtsarrestanter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Til nr. 6

Det foreslås i § 775, stk. 6, at bestemmelserne i § 68, stk. 3, 5 og 6, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

Det indebærer, at bestemmelsen om, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus ligeledes vil finde anvendelse på varetægtsarrestanter.

Det indebærer desuden, at disciplinærstraffen skal fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner. Det forudsættes med bestemmelsen, at der herved lægges vægt på de samme momenter, som følger af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Det indebærer endelig, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse. Det forudsættes med bestemmelsen, at den skal forstås og anvendes på samme måde som straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Til nr. 7

Det fremgår af retsplejelovens § 809, stk. 2, at retten kan træffe bestemmelse om, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution, hvis det er påkrævet.

Det fremgår af retsplejelovens § 811, stk. 2, at justitsministeren efter forhandlinger med social- og ældreministeren og sundhedsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af § 809, stk. 2, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil.

Det foreslås, at »hospital for sindslidende« i § 809, stk. 2, og § 811, stk. 2, 1. pkt., ændres til »psykiatrisk afdeling«.

De foreslåede ændringer er udtryk for en sproglig modernisering, da hospital for sindslidende er en forældet betegnelse. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 8

Det fremgår af retsplejelovens § 811, stk. 3, at justitsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af magt og sikringsmidler over for personer, der er indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af en kendelse truffet af retten, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er indlagt på et hospital for sindslidende m.v. i medfør af en kendelse truffet af retten, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.

Det foreslås, at »et hospital for sindslidende« i § 811, stk. 3 , 1. og 2. pkt., ændres til: »en psykiatrisk afdeling«.

De foreslåede ændringer er udtryk for en sproglig modernisering, da hospital for sindslidende er en forældet betegnelse. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 1

Det fremgår af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Dette omfatter bl.a. gæld i form af straffesagsomkostninger.

Det foreslås, at der i § 197, stk. 2, nr. 3, efter »erstatningspådragende forhold« indsættes », medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesager«.

Ved ”sagsomkostninger pålagt i straffesager” forstås sagsomkostninger pålagt i medfør af retsplejelovens § 1008.

Det foreslåede medfører, at gæld i form af straffesagsomkostninger vil kunne saneres i medfør af konkurslovens § 197, stk. 1, i højere grad end efter de gældende regler, idet forekomst af gæld i form af straffesagsomkostninger ikke længere vil føre til nægtelse af gældssanering. Dette vil ligeledes være tilfældet, selvom gælden i form af straffesagsomkostninger udgør en ikke uvæsentlig del af den samlede gæld. Gæld i form af straffesagsomkostninger sidestilles på den måde med anden gæld.

I forbindelse med begæring om gældssanering efter konkursloven vil de almindelige krav om gældssanering fortsat være gældende, herunder bl.a., at en væsentlig del af gælden fortsat ikke må være pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, herunder eksempelvis bøder eller erstatning til ofre for forbrydelser, medmindre der er tale om gæld fra sagsomkostninger pålagt i straffesager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.4.

Til nr. 1

Det fremgår af § 13, stk. 2, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at eftergivelse af gæld til det offentlige i almindelighed ikke kan ske, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Dette omfatter bl.a. gæld i form af straffesagsomkostninger.

Det foreslås, at det i § 13, stk. 2, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsættes, at eftergivelse af gæld til det offentlige i almindelighed ikke kan ske, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, medmindre der er tale om gæld fra sagsomkostninger pålagt i straffesager.

Ved ”sagsomkostninger pålagt i straffesager” forstås sagsomkostninger pålagt i medfør af retsplejelovens § 1008.

Det foreslåede medfører, at gæld i form af straffesagsomkostninger vil kunne eftergives efter § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i højere grad end efter de gældende regler, idet forekomst af gæld i form af straffesagsomkostninger ikke længere vil føre til nægtelse af eftergivelse. Dette vil ligeledes være tilfældet, selvom gælden i form af straffesagsomkostninger udgør en ikke uvæsentlig del af den samlede gæld. Gæld i form af straffesagsomkostninger sidestilles på den måde med anden gæld.

I forbindelse med anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil de almindelige krav om eftergivelse efter lovens § 13, stk. 1-5, fortsat være gældende, herunder bl.a. at en væsentlig del af gælden fortsat ikke må være pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, herunder eksempelvis bøder eller erstatning til ofre for forbrydelser, medmindre der er tale om gæld fra sagsomkostninger pålagt i straffesager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.4.

Til nr. 1

Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-19) blev der indsat en ny § 81 d i straffeloven.

Det fremgik af straffelovens § 81 d, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i en række straffelovsbestemmelser, kunne forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Det fremgik af straffelovens § 81 d, stk. 2, at hvis en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser havde fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget var opnået eller søgt opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien, kunne straffes forhøjes således, at den blev fire gange så høj.

Det fremgik endvidere af straffelovens § 81 d, stk. 3, at der ved udmåling af tillægsbøde efter § 50, stk. 2, i forbindelse med overtrædelser omfattet af § 81 d, stk. 2, skulle lægges vægt på den opnåede eller tilsigtede vinding. Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at tillægsbøden skulle beregnes med udgangspunkt i den opnåede eller tilsigtede vinding og fastsættes i overensstemmelse med strafskærpelsen i stk. 2.

Bestemmelsen i straffelovens § 81 d er ophævet pr. 1. januar 2022 i medfør af solnedgangsklausulen i § 4, stk. 4, i lov nr. 349 af 2. april 2020, som ændret ved lov nr. 289 af 27. februar 2021. Det er imidlertid forudsat i bemærkningerne til solnedgangsklausulen, at strafskærpelserne i straffelovens § 81 d fortsat vil gælde for sager om forhold omfattet af bestemmelsen, der er begået efter ikrafttræden af, men forud for ophævelsen af § 81 d, uanset om sagen pådømmes efter ophævelsen heraf.

Det foreslås med ændringen af § 4 i lov nr. 349 af 2. april 2020, som ændret ved lov nr. 289 af 27. februar 2021 og lov nr. 431 af 16. marts 2021, at ændre reglerne for behandlingen af sager vedrørende straffelovens § 81 d, stk. 2, der pådømmes fra og med lovforslagets ikrafttræden den 1. juli 2022.

Med den foreslåede stk. 4, foreslås det, at der ved pådømmelse fra og med 1. juli 2022 af forhold omfattet af § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020 – dvs. forhold omfattet af den nu ophævede § 81 d i straffeloven – ikke skal ske strafskærpelse efter straffelovens § 81 d, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020.

Forslaget vil have virkning for straffesager om forhold omfattet af den ophævede § 81 d, stk. 2, i straffeloven, som er begået, mens straffelovens § 81 d var i kraft, og hvor der endnu ikke er afsagt endelig dom på tidspunktet for nærværende lovforslags ikrafttræden. Ved pådømmelsen af disse forhold vil domstolene – i stedet for strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d, stk. 2 – alene skulle anvende strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d, stk. 1, som denne bestemmelse var affattet efter § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020.

Virkningen heraf vil være, at straffen som udgangspunkt vil skulle forhøjes til omkring det dobbelte i forhold til den straf, der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Med den foreslåede stk. 5 , foreslås det, at straffelovens § 81 d, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020, uanset den foreslåede stk. 4, fortsat finder anvendelse.

Forslaget vil have virkning for forhold omfattet af straffelovens § 81 d, der er begået, mens bestemmelsen stadig var i kraft, hvorom der på tidspunktet for nærværende lovforslags ikrafttræden ikke er afsagt endelig dom, og som uden dette lovforslag ville kunne medføre strafskærpelse efter straffelovens § 81 d, stk. 2.

I sager vedrørende sådanne forhold vil der fortsat skulle idømmes en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2. Tilsvarende forudsættes det fortsat – uanset at der skal ses bort fra strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d, stk. 2 – at tillægsbøden som udgangspunkt skal forhøjes til det firedobbelte i forhold til praksis om forhold, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark, dvs. til det firedobbelte af den opnåede eller tilsigtede vinding.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.5.

Til nr. 1

Det fremgår af § 24, stk. 3, nr. 4, i SU-loven, at højeste fribeløb udgør 39.128 kr. (2022-niveau) for hver måned i støtteåret eller uddannelsesperioden, hvor den uddannelsessøgende ved politiets grunduddannelse eller Kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller transportbetjent gennemgår perioder med praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte, eller har lønnet orlov fra uddannelsen.

Det foreslås, at SU-lovens § 24, stk. 3, nr. 4 , ændres, således at »eller Kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller transportbetjent« udgår.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Kriminalforsorgens uddannelser til fængselsbetjent eller transportbetjent ikke længere er omfattet af de uddannelser, hvortil der gives det højeste fribeløb i måneder med lønnet praktik eller lønnet orlov fra uddannelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.14.

Til nr. 1

Det fremgår af integrationslovens § 22, stk. 1, at en udlænding omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4 (flygtninge og familiesammenførte), der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. integrationslovens § 16, stk. 1, 2 eller 9, ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik (selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp) og efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i dansk, kan efter ansøgning modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit engangsbeløb på 6.494 kr. (2021-niveau).

Efter § 22, stk. 2, kan danskbonus efter stk. 1 kun udbetales én gang. En udlænding, der tidligere har opnået ret til dansktillæg eller danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik, kan ikke modtage danskbonus igen efter stk. 1.

Efter § 22, stk. 3, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren nærmere regler for, hvilke prøver i dansk der er på tilsvarende niveau eller højere niveau end dem, der er nævnt i stk. 1.

Det foreslås, at integrationslovens § 22 ophæves.

Den foreslåede ophævelse af integrationslovens § 22 vil medføre, at selvforsørgede flygtninge eller familiesammenførte, som er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2 eller 3, og som ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, ikke længere vil kunne ansøge om at modtage danskbonus, selvom den pågældende har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Det foreslås endvidere, at adgangen til efter ansøgning at modtage danskbonus skal ophæves fra den 1. juli 2022. Ansøgninger om danskbonus indgivet inden lovens ikrafttræden vil dog skulle behandles efter de hidtil gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, hvilket vil indebære, at de udlændinge, som har indgivet en ansøgning om danskbonus efter integrationslovens § 22 forud for lovens ikrafttræden, og som opfylder betingelserne i integrationslovens § 22, vil være berettigede til at modtage danskbonus efter de hidtil gældende regler i lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 2

Det fremgår af integrationslovens § 45, stk. 10, at staten refunderer 100 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til danskbonus efter integrationslovens § 22.

Bestemmelsen indebærer, at kommunerne fuldt ud får dækket deres udgifter til danskbonus.

Det foreslås, at integrationslovens § 45, stk. 10 ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus. Integrationslovens § 45, stk. 11 vil herefter blive stk. 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 3

Det fremgår af integrationslovens § 48, stk. 1, 4. punkt, at det beløb, der er anført i § 22, stk. 1, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra den 1. januar 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås, at integrationslovens § 48, stk. 1, 4. pkt. ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 1

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 2, at loven omfatter arbejde, der udføres for en arbejdsgiver. Det følger af arbejdsmiljølovens § 90, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det følger af den foreslåede § 3 a, stk. 1, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejdsmiljøloven finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Med bemyndigelsen vil det blive fastlagt, at arbejdsmiljøloven, på samme måde som i Danmark, vil gælde for de dansk ansatte, som skal beskæftiges i Kosovo i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo.

Med bemyndigelsen vil det endvidere blive fastlagt, hvordan arbejdsmiljøloven skal omfatte det arbejde, som indsatte udfører i et fængsel i Kosovo.

Bestemmelsen indebærer, at beskæftigelsesministeren kan fastlægge mere præcise rammer for, hvordan den danske arbejdsmiljølov kan finde anvendelse i fængslet i Kosovo i forhold til dels de dansk ansatte, dels de indsatte, når disse er beskæftiget med arbejde på værksteder m.v. Bestemmelsen vil endvidere blive udnyttet til at fastlægge rammerne for, hvordan Arbejdstilsynet kan føre tilsyn med disse forhold, herunder metoder, omfang og kadence.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om lovens anvendelse, herunder om fravigelse af regler i loven, i det omfang det er nødvendigt som følge af de særlige omstændigheder ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Bestemmelsen indebærer, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om fravigelse af arbejdsmiljølovens regler i det omfang, det er nødvendigt som følge af de særlige omstændigheder ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i et fængsel i Kosovo.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.9.

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen vurderes at være omfattet af FN’s flygtningekonvention af 28. juli 1951.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis det vurderes, at udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kan opholdstilladelse efter stk. 1-3 nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Det er en forudsætning for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, at ansøgningen indgives i Danmark. At en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal indgives her i landet fremgår i øvrigt udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 1.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 7 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 4, i hjemrejseloven, vil kunne indgive en ansøgning om asyl og meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. En udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil som følge heraf desuden kunne nægtes opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil have samme adgang til at indgive en ansøgning om asyl, som en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation, og at ansøgningen vil have samme retsvirkning, som hvis den havde været indgivet her i landet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 2

Det fremgår af § 9, stk. 41, i udlændingeloven, at danskbonus efter integrationslovens § 22 ikke anses som hjælp efter integrationsloven.

Det foreslås at ophæve § 9, stk. 41.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 2, kan en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, kun indgives af en udlænding, der opholder sig i Danmark og er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2. Det er efter de gældende regler således ikke muligt at indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, hvis man ikke opholder sig i Danmark på ansøgningstidspunktet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 9 b, stk. 2, 1. pkt., ændres, således at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil kunne indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Den foreslåede ændring medfører, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens§ 48 e, stk. 2, vil kunne indgive en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i udlandet i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil have samme adgang til at indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation.

Forslaget ændrer ikke i øvrigt på betingelserne for indgivelse af ansøgning om humanitær opholdstilladelse for så vidt angår udlændinge, der ikke afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det bemærkes, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil have indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, og således som udgangspunkt ikke vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, uanset om betingelserne for en humanitær opholdstilladelse i øvrigt måtte være opfyldt. Udlændingen vil dog kunne henvises til muligheden for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domstolene, jf. udlændingelovens § 50.

Såfremt ansøgeren ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten, eller retten ikke finder anledning til at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet vurdere, om den pågældende vil være i en situation, hvor det vil stride mod EMRK artikel 3 at udsende den pågældende, og i så fald henvise den pågældende til tålt ophold, indtil vedkommende kan udsendes af landet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 4

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 2. pkt. vil indebære en ajourføring af henvisningen til bestemmelsen i udlændingelovens § 9.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 10, nr. 2, hvori udlændingelovens § 9, stk. 41, foreslås ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 5

Det fremgår af § 11, stk. 3, nr. 5, 2. pkt., at danskbonus efter integrationslovens § 22 ikke anses som hjælp efter integrationsloven.

Det foreslås, at § 11, stk. 3, nr. 5, 2. pkt . udgår.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13.

Til nr. 6

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er udvist.

Bestemmelsen omfatter bl.a. udvisning på grund af kriminalitet ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, 25 a, stk. 1, eller 25 c.

Indrejseforbuddets anvendelsesområde og varighed fastsættes i den afgørelse, hvorved indrejseforbuddet meddeles.

Udvisning ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c, er ikke omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og et indrejseforbud, der meddeles efter bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 1, gælder alene for Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at et indrejseforbud regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som indrejseforbuddet vedrører. Et indrejseforbud, der alene er gældende i Danmark beregnes derfor fra den faktiske dato, hvor den pågældende forlader dansk territorium.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., indsættes en henvisning til de foreslåede 4. og 5. pkt., i § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 10, nr. 7.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 7, foreslås indsat et 4. og 5. pkt., i udlændingelovens § 32, stk. 6, hvorefter indrejseforbuddet for en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller dom til forvaring eller som er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen derfra, og at såfremt udlændingen er tilbageført her til landet, regnes indrejseforbuddet fra datoen for den efterfølgende udrejse eller udsendelse af Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.13.

Til nr. 7

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er udvist.

Bestemmelsen omfatter bl.a. udvisning på grund af kriminalitet ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, 25 a, stk. 1, eller 25 c.

Indrejseforbuddets anvendelsesområde og varighed fastsættes i den afgørelse, hvorved indrejseforbuddet meddeles.

Udvisning ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c, er ikke omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og et indrejseforbud, der meddeles efter bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 1, gælder således alene for Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at et indrejseforbud regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som forbuddet vedrører. Et indrejseforbud, der alene er gældende i Danmark beregnes derfor fra den faktiske dato, hvor den pågældende forlader dansk territorium.

Dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 6 , 4. pkt., hvorefter indrejseforbuddet for en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring eller som er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen derfra.

Baggrunden for forslaget er, at de gældende indrejseforbudsregler vil betyde, at et indrejseforbud meddelt en udlænding, der skal afsone i Kosovo, eller som skal varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, vil skulle regnes fra tidspunktet, hvor udlændingen transporteres fra Danmark til Kosovo, og ikke – som formålet med reglen tilsiger – fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen efter afsoningen eller varetægtsfængslingen.

Forslaget indebærer, at beregningen af indrejseforbuddet knytter sig til udrejsen eller udsendelsen af det land, hvor udlændingen har afsonet sin fængselsstraf eller dom til forvaring, eller hvor udlændingen har været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler.

Det foreslås desuden, at der i § 32, stk. 6 , 5. pkt., indsættes en bestemmelse om, at såfremt udlændingen er tilbageført her til landet, regnes indrejseforbuddet dog fra datoen for den efterfølgende udrejse af Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at der kan være tilfælde, hvor udlændingen af forskellige årsager ikke kan udrejse eller udsendes af Kosovo, og hvor det dermed er nødvendigt at tilbageføre pågældende enten midlertidigt eller mere permanent til Danmark.

Det kan f.eks. være en udlænding, der ikke vil medvirke til udrejsen, og som ikke kan tvangsmæssigt udsendes eller en udlænding, der efter afsoning er henvist til tålt ophold i Danmark. Det kan også være en udlænding, over for hvem en varetægtsfængsling efter hjemrejseloven ikke kan iværksættes eller opretholdes i Kosovo, eksempelvis fordi der ikke er reel udsigt til udsendelse. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor det af hensyn til rejserute, antallet af transiteringer mv. vurderes mest hensigtsmæssigt at tilbageføre en udlænding kortvarigt til Danmark med henblik på at effektuere udsendelsen herfra.

Beregning af indrejseforbuddet vil i disse tilfælde knytte sig til udrejsen af Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.13.

Til nr. 8

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. pkt., Stadfæstes en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter § 33 b eller § 53 a, stk. 2, 4. pkt., eller frafaldes en sådan klage, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 3, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede § 33, stk. 9.

Baggrunden for forslaget er, at der med lovforslagets § 10, nr. 12 foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 33, stk. 9. Der er således tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 13, nr. 3, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 7 og 11, og at det i lovforslagets § 13, nr. 4, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring, jf. stk. 5, 2. pkt.

Det følger af § 33, stk. 6, at har en udlænding været udsat for menneskehandel, fastsætter Udlændingestyrelsen efter anmodning udrejsefristen til 30 dage, medmindre særlige grunde taler derimod. Udrejsefristen kan efter anmodning fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, eller hvis udlændingen samarbejder om en forberedt hjemsendelse. Udrejsefristen kan højst udgøre 120 dage.

Det følger af § 33, stk. 7, at stk. 6 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der har været udsat for menneskehandlet og er udvist ved dom.

Det foreslås at ændre henvisningen i udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., således at stk. 7 ændres til stk. 8.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 10, foreslås indsat et nyt stk. 6 i udlændingelovens § 33, hvorfor de nuværende stk. 6 og 7 bliver til stk. 7 og 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 10

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring, jf. stk. 5, 2. pkt.

Dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 33, stk. 6, 1. pkt., om, at såfremt udlændingen i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, vedrører udrejsefristen, jf. stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, udrejse derfra.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens bestemmelser om bedømmelse af en udrejsefrist vedrører udrejse fra Danmark. Udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller som varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, vil således have udrejst i overensstemmelse med sin udrejsefrist på tidspunktet for løsladelsen i Kosovo, da den pågældende ikke opholder sig på dansk territorium.

Forslaget indebærer, at en udrejsefrist, der er fastsat for en udlænding, der skal afsone eller varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, som udgangspunkt vil skulle vedrøre udrejse fra Kosovo.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 33, stk. 6, 2. pkt., om, at såfremt udlændingen under fuldbyrdelsen af fængselsstraffen eller forvaringen er tilbageført her til landet med henblik på at udrejse, vedrører udrejsefristen dog udrejse af Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at der kan være tilfælde, hvor det af praktiske hensyn til rejseplanlægning mv. er mest hensigtsmæssigt eller ligefrem nødvendigt at udrejsen sker fra Danmark.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det i praksis ikke er muligt at rejse til destinationslandet fra Kosovo, eller hvor antallet af transiteringer mv. gør det mest hensigtsmæssigt, at udrejsen sker fra Danmark.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsens bedømmelse af udrejsefristen vil vedrøre udrejse fra Danmark, hvis udlændingen under afsoningen i Kosovo tilbageføres til Danmark med henblik på at udrejse herfra.

For udlændinge, der efter afsoning tilbageføres til Danmark, vil udrejsefristen skulle regnes fra tidspunktet for, at udlændingen har færdigafsonet fængselsstraffen i Kosovo. Dette ændrer dog ikke på, at udlændingen i dette tilfælde vil have pligt til at udrejse fra Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 11

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring.

Det følger af § 33, stk. 6, at har en udlænding været udsat for menneskehandel, fastsætter Udlændingestyrelsen efter anmodning udrejsefristen til 30 dage, medmindre særlige grunde taler derimod. Udrejsefristen kan efter anmodning fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, eller hvis udlændingen samarbejder om en forberedt hjemsendelse. Udrejsefristen kan højst udgøre 120 dage.

Det følger af § 33, stk. 7, at stk. 6 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der har været udsat for menneskehandlet og er udvist ved dom.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 33, stk. 7, der bliver til stk. 8, således at henvisningen til stk. 6 ændres til stk. 7.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 10, foreslås indsat et nyt stk. 6 i udlændingelovens § 33, hvorfor de nuværende stk. 6 og 7 bliver til stk. 7 og 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 12

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 33 indsættes et stk. 9 , om, at stadfæstes en afgørelse efter § 53 a, stk. 1, nr. 1, eller frafaldes en klage over sådan en afgørelse, fastsættes der ikke en udrejsefrist.

Baggrunden for forslaget er, at det ved § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget at indsætte et nyt stk. 8 i udlændingelovens § 33.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 10, nr. 10 at indsætte en ny bestemmelse i § 33, stk. 6, der medfører konsekvensrettelser af de følgende stykker. Bestemmelsen i § 33, stk. 8, der blev vedtaget i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, men som endnu ikke er sat i kraft, vil således rettelig blive til stk. 9.

Da der ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes. Samtidig vil der skulle indsættes en ikrafttrædelsesbestemmelse og en revisionsbestemmelse, der var fastsat for § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Sådanne ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser er foreslået i lovforslagets § 13.

Der skal med forslaget ikke ske materielle ændringer i forhold til, hvad der blev vedtaget i § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021.

Forslaget indebærer, at der ikke vil skulle fastsættes en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 2, i afgørelser efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Det vil således gælde, at en udlænding, som følge af en endelig afgørelse om overførsel efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, der endnu ikke er sat i kraft, vil have pligt til at udrejse af landet i medfør af hjemrejselovens § 1, som fastslår princippet om, at en udlænding skal udrejse, når den pågældende ikke har det fornødne opholdsgrundlag her i landet.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den vedtagne bestemmelse i § 53 a, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft, hvorved Flygtningenævnet tillægges kompetence til at behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelser efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk.1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 13, nr. 3, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 8 og 12, og at det i lovforslagets § 13, nr. 4, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 13

Efter udlændingelovens § 33 a, stk.1, har en udlænding ret til at blive her i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 d eller en ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5 eller 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 4, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 3, § 9 n, stk. 2, § 9 p, stk. 2, eller § 9 q, stk. 11.

Efter udlændingelovens § 33 a, stk. 2 kan en udlænding meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen af en anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet inden udrejsefristens udløb.

Efter udlændingelovens § 33 a, stk. 3, kan en udlænding, når ganske særlige grunde taler derfor, meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen af følgende sager: 1) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet efter udrejsefristens udløb. 2) Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b. 3) Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q til en udlænding med indrejseforbud, jf. § 10, stk. 4. 4) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 33 a indsættes et stk. 4, hvorefter stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller en dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil have ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling (processuelt ophold), uanset at vedkommende opholder sig i udlandet på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at det af udlændingelovens § 33, stk. 1-3, forudsættes, at udlændingen opholder sig i Danmark ved indgivelsen af ansøgningen. Der vil således efter de gældende regler ikke kunne meddeles en udlænding ret til at opholde sig i Danmark under behandlingen af en ansøgning, såfremt den pågældende opholder sig uden for Danmark på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Den foreslåede bestemmelse vil alene have betydning i det tilfælde, hvor en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo, eller i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, er anbragt i fængslet i Kosovo, tilbageoverføres fra Kosovo til Danmark for herefter at blive løsladt.

En udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil med forslaget blive stillet som en udlænding, der i en tilsvarende situation afsoner en fængselsstraf eller forvaring eller er varetægtsfængslet i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 14

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 8, at Hjemrejsestyrelsen, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre en udlændings udrejse, kan pålægge en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven. En udlænding, der ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt., kan om nødvendigt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6, til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven. Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt. kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Klagen tillægges opsættende virkning, hvis påklage sker, inden 7 dage efter at pålægget er meddelt udlændingen.

Sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen kan i forbindelse med en undersøgelse omfattet af stk. 8 uden udlændingens samtykke behandle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang, behandlingen er nødvendig for udlændingens udrejse, jf. bestemmelsens stk. 9.

Hjemrejsestyrelsen kan desuden uden udlændingens samtykke videregive oplysninger omfattet af stk. 8 og 9 til andre lande og private aktører i det omfang, videregivelsen er nødvendig for udlændingens udrejse, jf. stk. 10.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 37 a, stk. 11, hvorefter stk. 8-10 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det er fortsat i vidt omfang nødvendigt med dokumentation for, at en udlænding ikke er smittet med eksempelvis covid-19, når udlændinge uden lovligt ophold skal udrejse af Danmark. Det er derfor afgørende at sikre, at en undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven, herunder covid-19, kan pålægges og eventuelt gennemtvinges, uanset at udlændingen har afsonet eller været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i en anden stat end Danmark og skal udrejse derfra.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding, der afsoner eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre udlændingens udrejse derfra.

Forslaget indebærer endvidere, at hvis udlændingen ikke efterkommer pålægget om at lade sig undersøge for eksempelvis covid-19, kan politiet om nødvendigt og ved anvendelse af den fornødne magt fremstille udlændingen for en sundhedsperson med henblik på at gennemføre undersøgelsen.

Politiets magtanvendelse vil skulle ske i overensstemmelse med de generelle betingelser i politiloven. Politiets magtanvendelse vil således skulle være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.

Forslaget indebærer videre, at sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen kan behandle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang, det er nødvendigt for udrejsen fra den stat, hvor udlændingen har afsonet eller har været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler, og at oplysningerne kan videregives til andre lande og private aktører i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens udrejse derfra.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i ordningen, hvorfor det forudsættes, at ordningen vil skulle administreres på samme måde, som hvis udlændingen afsonede eller var varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler på dansk territorium.

Det bemærkes, at det efter bestemmelsen i § 37 a, stk. 8, er forudsat, at udlændingen fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6. Der tilsigtes med forslaget inden ændringer hertil. Det forudsættes således fortsat, at udlændingen fremstilles for en sundhedsperson, der er omfattet af sundhedslovens § 6.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.15.

Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., får en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om asyl, udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes. Der gælder en række undtagelser til Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, herunder har Udlændingestyrelsen ikke forsørgelsesforpligtelse over for udlændinge, der har ret til forsørgelse efter anden lovgivning, herunder når udlændingen afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet, jf. § 42 a, stk. 3, nr. 4, 1. pkt.

Det foreslås, at i § 42 a, stk. 1, 1. pkt ., ændres »indgiver« til »har indgivet« således, at det efter bestemmelsen ikke er en forudsætning, at ansøgeren opholder sig i Danmark på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

En udlænding, der opholder sig her i landet og har indgivet en ansøgning om asyl, vil således som i dag få dækket udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, som udgangspunkt vil være under Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, hvis vedkommende efterfølgende vil komme til at opholde sig i Danmark.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., har Udlændingestyrelsen ikke forsørgelsesforpligtelse over for udlændinge, der afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet. Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt kan således først blive relevant, hvis udlændingen tilbageføres tilbage til Danmark og ikke længere er frihedsberøvet.

Forslaget indebærer derudover ikke ændringer i forhold til, hvilke persongrupper Udlændingestyrelsen har forsørgelsesforpligt over for.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 16

Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, optages der omgående fingeraftryk af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, jf. dog stk. 11.

Efter udlændingelovens § 40 b, stk. 1, optages der personfotografi af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7 eller om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter § 7 eller § 8, jf. dog stk. 11.

Det følger af henholdsvis § 40 a, stk. 10, og § 40 b, stk. 10, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og at indgrebet om nødvendigt kan ske med den fornødne magtanvendelse. Såfremt det i forbindelse med optagelse af fingeraftryk er nødvendigt at anvende magt, herunder fysisk fastholdelse, bistår politiet.

Efter udlændingelovens § 46, stk. 1, træffes afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af bl.a. § 46, stk. 2-5 og 9, af Udlændingestyrelsen.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsen har kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk efter § 40 a, stk. 2, nr. 4, og optagelse af personfotografi efter § 40 b, stk. 2, nr. 3, og afgørelse om meddelelse af indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 6, og om forkortelse af et allerede meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 9, træffes af Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 46, stk. 3, indsættes et 2. pkt. , hvorefter Hjemrejsestyrelsen under en udlændings afsoning af fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., eller anbringelse i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, kan træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1 nr. 1, og § 40 b, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Hjemrejsestyrelsen, som Udlændingestyrelsen, efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil kunne optage fingeraftryk og personfotografi af en udlænding, der indgiver en ansøgning om asyl jf. udlændingelovens § 7, under afsoning af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2 eller anbringelse i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser om optagelse af fingeraftryk efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer en hjemmel til i fornødent omfang at anvende magt i forbindelse med optagelse af fingeraftryk og personfotografi. Såfremt det i konkrete tilfælde skulle blive nødvendigt at anvende magt vil såvel Hjemrejsestyrelsen som Udlændingestyrelsen kunne bistås af kriminalforsorgen, der i henhold til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 48, stk. 5, i relevant omfang vil kunne anvende den fornødne magt, herunder fysisk fastholdelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 17

Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, optages der omgående fingeraftryk af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, jf. dog stk. 11. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 4, endvidere optages fingeraftryk af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende.

Efter udlændingelovens § 40 b, stk. 1, optages der personfotografi af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7 eller om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter § 7 eller § 8, jf. dog stk. 11. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 3, optages personfotografi af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse og fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende.

Det følger af henholdsvis § 40 a, stk. 10, og § 40 b, stk. 10, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og at indgrebet om nødvendigt kan ske med den fornødne magtanvendelse. Såfremt, der i forbindelse med optagelse af fingeraftryk er nødvendigt at anvende magt, herunder fysisk fastholdelse, bistår politiet.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af bl.a. §§ 46 a-49, træffes af Udlændingestyrelsen.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsen har kompetencen til bl.a. at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk efter § 40 a, stk. 2, nr. 4, og optagelse af personfotografi efter § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 4, kan udlændinge- og integrationsministeren delegere kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlændinge, som ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, til vedkommende politidirektør.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 48 indsættes et stk. 5 , hvorefter kriminalforsorgen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen kan forestå optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, under en udlændings afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller anbringelse i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4. Indgrebet skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og kan om nødvendigt ske med den fornødne magtanvendelse

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. medføre, at kriminalforsorgen efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil kunne optage fingeraftryk og personfotografi af en udlænding, der indgiver en ansøgning om asyl jf. udlændingelovens § 7, under afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller anbringelse i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4. Derudover vil kriminalforsorgen kunne optage fingeraftryk og personfotografi, hvis det skønnes hensigtsmæssigt med henblik på fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende, jf. udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, samt § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke tilsigter nogen overdragelse af kompetence fra Udlændingestyrelsen til kriminalforsorgen eller Hjemrejsestyrelsen, men at bestemmelsen alene giver mulig for, at kriminalforsorgen vil kunne bistå udlændingemyndighederne med opgaven i forhold til at optage fingeraftryk, hvis der skulle opstå et praktisk behov herfor.

Det bemærkes, at det er en forudsætning for kriminalforsorgens optagelse af fingeraftryk og personfotografi, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har anmodet kriminalforsorgen herom. Det betyder, at det er Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, der efter henholdsvis udlændingelovens § 46, stk. 1, eller den foreslåede § 46, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 16, vil være ansvarlig for at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 1, og stk. 2, nr. 3.

Den foreslåedes bestemmelses 2. pkt. medfører, at kriminalforsorgen ved varetagelsen af opgaver efter 1. pkt., hvis andet ikke er muligt, vil kunne anvende den fornødne magt, herunder fysisk fastholdelse. Idet Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen ikke har mulighed for at anvende magt i deres varetagelse af opgaver, forudsættes det i øvrigt, at kriminalforsorgen vil kunne bistå udlændingemyndighederne, såfremt det i forbindelse med udlændingemyndighedernes optagelse af fingeraftryk og personfotografi skulle blive nødvendigt.

Kriminalforsorgens magtanvendelse vil skulle opfylde de almindelige betingelser, der gælder for kriminalforsorgens anvendelse af magt over for indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 62. Det betyder bl.a., at magtanvendelsen vil skulle være nødvendig for at gennemføre optagelsen af fingeraftryk og personfotografi, hvilket navnlig vil kunne være tilfældet, såfremt ansøgeren vedholdent modsætter sig optagelsen. Dertil kommer, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Den danske institutionsleder vil være ansvarlig for, at magtanvendelsen sker i overensstemmelse med dansk lovgivning samt Danmarks internationale forpligtelser.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.12 og 2.1.16.

Til nr. 18

Efter udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 1. pkt., skal Udlændingestyrelsen gøre en udlænding bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 2. pkt., bemyndiger udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte regler, hvorefter Udlændingestyrelsen allerede forud for en afgørelse om, at udlændingens asylsag skal behandles her i landet, skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

Det foreslås, at i § 48 a, stk. 3, 2. pkt ., udgår betingelsen om, at en asylansøger opholder sig her i landet for at være omfattet af udlændinge- og integrationsministerens kompetence til at fastsætte regler.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler, hvorefter Udlændingestyrelsen forud for en afgørelse om, at en udlændings asylsag skal behandles her i landet, vil skulle gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, når asylansøgeren afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4.

Det forudsættes, at udlændinge- og integrationsministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte tilsvarende regler for udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, som der fastsættes for udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Danmark.

Den foreslåede ændring medfører således, at en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen eller varetægtsfængslingen indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil være stillet ligesom en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 19

Det følger af udlændingelovens § 50, stk. 1, at er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Det følger af stk. 2, at straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85, jf. stk. 3.

Det følger af udlændingelovens § 50 a, stk. 1, at er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Det følger af stk. 2, at er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens § 50 c, stk. 1, om, at i sager efter §§ 50 og 50 a, kan retten træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Bestemmelsen indebærer, at retten vil kunne bestemme, at sager efter udlændingelovens §§ 50 og 50 a skal gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis udlændingen afsoner eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo.

Det tilkommer i hvert enkelt tilfælde retten at beslutte, om gennemførelsen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne som udgangspunkt gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtvejende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet sker ved fysisk fremmøde.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 50 c, stk. 2, om, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 1, kan udlændingens advokat møde i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Bestemmelsen indebærer, at retten vil kunne bestemme, at advokaten skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen. Retten kan i den forbindelse bestemme, at udlændingens advokat skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Advokaten vil dog fortsat have ret til at deltage fra samme sted som udlændingen.

Endelig foreslås det i § 50 c, stk. 3, om, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 1, kan anklagemyndigheden møde i retten eller deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Der foreslås ingen ændringer i reglerne om værneting, hvorfor sager efter udlændingelovens §§ 50 og 50 a vil skulle indbringes for den byret, som har pådømt sagen i første instans, jf. straffelovens § 59, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.11.

Til nr. 20

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., at hvis Udlændingestyrelsen afslår at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, træffer afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer afgørelse efter § 32 b eller § 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet.

Det foreslås, at § 53 a, stk. 2, 3. pkt. , ændres således, at udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, omfattes af bestemmelsen.

Det betyder, at hvis Udlændingestyrelsen afslår at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet eller afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, træffer afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer afgørelse efter § 32 b eller § 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, vil afgørelsen anses for påklaget til Flygtningenævnet.

Den foreslåede ændring medfører, at en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller en afgørelse efter § 32 b eller 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, endvidere vil blive automatisk påklaget til Flygtningenævnet, når afgørelsen er truffet over for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

En udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen eller varetægtsfængslingen efter hjemrejselovens regler indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, vil således være stillet ligesom en udlænding, der i en tilsvarende situation afsoner en fængselsstraf, dom til forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejseloven i Danmark efter de gældende regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 21

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at en påklage over Udlændingestyrelsens afgørelse som nævnt i § 53 a, stk. 1, nr. 1-6, har opsættende virkning.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 6. pkt., finder 5. pkt. ikke anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Såfremt udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, vil en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald efter § 21 b, stk. 1, således ikke have opsættende virkning.

Det foreslås, at § 53 a, stk. 2, 6. pkt., ændres således, at der efter »udlandet« indsættes », medmindre udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4«, hvorefter 5. pkt. ikke finder anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, medmindre udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det betyder, at en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald efter § 21 b, stk. 1, vil have opsættende virkning efter 5. pkt., såfremt klageren opholder sig i udlandet som følge af afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller hvis den pågældende er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Den foreslåede ændring medfører således, at udlændinge, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil blive stillet, som hvis de havde afsonet fængselsstraffen eller forvaringen eller var varetægtsfængslet i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 22

Efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs (de såkaldte ÅG- og ÅGH-sager). Udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 1-6, oplister en række eksempler på, hvornår en ansøgning vil kunne anses for åbenbart grundløs.

Efter § 53 b, stk. 2, kan Udlændingestyrelsen, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag for Dansk Flygtningehjælp efter stk. 1, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs. Udlændingestyrelsen kan endvidere bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

Det er i bemærkningerne til § 53 b, stk. 2, 2. pkt., forudsat, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgeren som udgangspunkt skal foregå i Dansk Flygtningehjælps lokaler under anvendelse af en anden tolk end den Udlændingestyrelsen har anvendt. Der henvises herved til Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, L 152 som fremsat, side 98.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 53 b indsættes et stk. 4, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgere, der afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler, der fraviger fra det nuværende udgangspunkt om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler, der afholdes i forbindelse med forelæggelser fra Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1 og 2, foregår fysisk. Der vil således kunne fastsættes regler om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgeren afholdes f.eks. via telefonmøde eller telekommunikation med billede.

Hensigten med bestemmelsen er at tilvejebringe mulighed for, at samtalerne mellem Dansk Flygtningehjælp og ansøgeren praktisk kan gennemføres, uden det er nødvendigt, at ansøgeren transporteres til Danmark, eller en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp rejser til Kosovo.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det væsentligt, at åbenbart grundløs- og åbenbart grundløs haste-proceduren anvendes så fleksibelt som muligt, og at der er et tilstrækkeligt grundlag for, at sagsbehandlingen vil kunne afvikles hurtigt.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler, hvorefter det vil være udgangspunktet, at Dansk Flygtningehjælps samtaler efter udlændingelovens § 53 b afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsform. Der vil ligeledes kunne fastsætte regler, hvorefter samtalerne i konkrete tilfælde afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel. Dette vil f.eks. kunne være af hensyn til sagens fremme.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes undtagelser til et udgangspunkt om, at samtalerne ikke afholdes fysisk. Der vil således kunne fastsættes regler om, at en samtale kan afvikles fysisk, hvis særlige grunde taler derfor. Særlige grunde kan f.eks. foreligge, hvis hensynet til vurderingen af ansøgerens troværdighed afgørende taler for, at mødet afholdes fysisk, og mødet vil kunne gennemføres uden en uhensigtsmæssig forsinkelse af sagens afvikling. Ligeledes vil der f.eks. kunne foreligge særlige grunde, hvis det vurderes afgørende for en vurdering af sagen, at samtalen afholdes fysisk for at etablere den nødvendige tillid og tryghed mellem ansøgeren og repræsentanten for Dansk Flygtningehjælp, og mødet vil kunne gennemføres uden en uhensigtsmæssig forsinkelse af sagen. Dette vil kunne være i sager, hvor ansøgeren vil have vanskeligt ved at fortælle om sine oplevelser, f.eks. fordi sagen omhandler meget private forhold såsom seksuel orientering eller traumatiske oplevelser som seksuelle overgreb, hadforbrydelser, menneskehandel eller tortur.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt Dansk Flygtningehjælp finder, at en vurdering af ansøgerens troværdighed er af væsentlig betydning for sagen, og at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, vil Dansk Flygtningehjælp efter de gældende regler kunne nedlægge veto mod sagens fortsatte behandling i åbenbart grundløs-proceduren. Der vil således ved fastsættelse af regler efter den foreslåede bestemmelse skulle tages behørigt hensyn til balancen mellem hensynet til en effektiv fremme af sagerne og hensynet til Dansk Flygtningehjælps muligheder for at vurdere ansøgerens troværdighed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 23

Udlændingelovens § 56 indeholder forskellige regler om Flygtningenævnets sagsbehandling, herunder regler om, hvornår en sag kan behandles på skriftligt grundlag, om Flygtningenævnets formands kompetence til at beslutte, at en sag skal undergives særlig hurtig behandling, og om, at Flygtningenævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed.

Efter udlændingelovens § 56, stk. 2, har udlændingen som udgangspunkt ret til mundtligt at forelægge sin sag for nævnet.

Efter udlændingelovens § 56, stk. 9, fastsætter Flygtningenævnet selv sin forretningsorden.

Det foreslås, at der i § 56 indsættes et stk. 10, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at Flygtningenævnets behandling af en klage over en afgørelse truffet over for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, foretages uden for Danmark.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler, hvorefter Flygtningenævnets mundtlige behandling af klager fra udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil skulle foregå i Kosovo.

Udlændinge- og Integrationsministeren vil efter bestemmelsen kunne fastsætte regler, hvorefter Flygtningenævnets behandling af alle sager, som vedrører udlændinge, der afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som behandles på mundtlige nævnsmøder, som udgangspunkt vil skulle afvikles i Kosovo. Udlændinge- og Integrationsministeren vil herunder kunne fastsætte regler om, i hvilke tilfælde dette udgangspunkt vil kunne fraviges. Dette vil eksempelvis kunne være i tilfælde, hvor det af sikkerhedsmæssige årsager ikke vurderes forsvarligt at afvikle et nævnsmøde i udlandet.

Der vil ligeledes efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte regler, hvorefter der i konkrete tilfælde vil skulle ske afvikling af det mundtlige nævnsmøde i udlandet, såfremt hensynet til sagens fremme afgørende taler for det. Der vil i forbindelse med vurderingen heraf skulle lægges vægt på, hvorvidt en behandling af sagen i Danmark i det konkrete tilfælde ikke vil være mulig eller væsentligt vil forsinke sagens afvikling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 1

Hjemrejseloven udgør det primære retsgrundlag for Hjemrejsestyrelsens administration af udsendelsesområdet. Hjemrejseloven regulerer forhold, der knytter sig til myndighedernes arbejde med udlændinge, der skal udrejse af landet. Loven indeholder således bl.a. bestemmelser om rettigheder og pligter for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, herunder for udlændinge, der er udvist ved dom.

Loven indeholder bl.a. regler om udrejsepligt og udrejse med bistand fra myndigheder, pligt til at medvirke til en frivillig udrejse og mulighed for at modtage hjemrejsestøtte i den forbindelse.

Det følger således af hjemrejselovens § 1, stk. 1, at en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at udrejse.

Hjemrejselovens § 1, stk. 1, fastslår princippet om, at en udlænding skal udrejse, når den pågældende ikke har ret til at opholde sig her i landet. Det følger af bemærkningerne til hjemrejselovens § 1, stk. 1, jf. Folketingstidende 2021-21, tillæg A, L 203 som fremsat, side 110, at der ved udrejse forstås, at udlændingen skal forlade Danmarks territorium.

Hjemrejseloven indeholder endvidere bestemmelser, der bl.a. gør det muligt at varetægtsfængsle en udlænding med henblik på udsendelse, ligesom der efter loven kan foretages tvangsindgreb i form af eksempelvis tvangsmæssig fremstilling for en ambassade eller beslaglæggelse af en udlændings genstande.

Dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone eller varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo, når straffen er afsonet eller snarest muligt herefter under en varetægtsfængsling med henblik på udsendelse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at hjemrejseloven i sin helhed skal læses i sammenhæng med § 1, og at loven dermed i sin helhed relaterer sig til udrejse fra Danmark.

Det er på denne baggrund vurderingen, at hjemrejseloven ikke uden særskilt regulering vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding afsoner eller er anbragt i fængslet i Kosovo efter hjemrejelovens regler er overført til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring i en anden stat og forudsættes at udrejse derfra.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 1, hvorefter hjemrejseloven finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4.

Forslaget indebærer, at hjemrejseloven i sin helhed vil skulle finde anvendelse i forbindelse med en udlændings afsoning i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, eller en udlændings anbringelse i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 4, i hjemrejseloven.

Dermed sikres det, at hjemrejselovens rettigheder og pligter også vil gælde domsudviste udlændinge, der afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo, lige som hjemrejselovens bestemmelser om eksempelvis varetægtsfængsling og øvrige tvangsindgreb vil kunne bringes i anvendelse under og efter afsoning i Kosovo.

Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle administrere reglerne i hjemrejseloven på samme måde, som hvis udlændingen afsonede eller var varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Danmark.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 2, hvorefter en udlænding omfattet af stk. 1 har pligt til at udrejse derfra, hvor udlændingen i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4.

Forslaget indebærer, at en udlænding omfattet af stk. 1 har pligt til at udrejse derfra, hvor udlændingen efter regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller er anbragt i fængslet i Kosovo efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Der vil være tilfælde, hvor en udlænding af forskellige årsager ikke kan udrejse eller udsendes af Kosovo. Det kan derfor være nødvendigt at tilbageføre udlændingen enten midlertidigt eller mere permanent til Danmark.

Det kan f.eks. være en udlænding, der ikke vil medvirke til udrejsen, og som ikke kan tvangsmæssigt udsendes, eller en udlænding, der efter afsoning er henvist til tålt ophold i Danmark. Det kan også være en udlænding, over for hvem en varetægtsfængsling efter hjemrejseloven ikke kan iværksættes eller opretholdes, eksempelvis fordi der ikke er reel udsigt til udsendelse. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor det af hensyn til rejserute, antallet af transiteringer mv. vurderes mest hensigtsmæssigt at tilbageføre en udlænding (kortvarigt) til Danmark med henblik på at effektuere udsendelsen herfra. For disse udlændinge vil det fortsat skulle gælde, at pågældende er forpligtet til at udrejse fra Danmark i medfør af hjemrejselovens § 1, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 3, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om udlændingens udrejse efter stk. 2, herunder regler om fravigelse af regler i denne lov, i det omfang det er nødvendigt for at sikre udrejsen.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler om udlændingens udrejse af Kosovo, herunder regler om fravigelse af regler i loven i det omfang, det er nødvendigt for at sikre udrejsen.

Udlændinge- og integrationsministeren vil med forslaget ikke få bemyndigelse til at kunne fastsætte skærpede regler for domsudviste udlændinge, der afsoner eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo.

Der vil ikke kunne fastsættes eller fraviges regler alene på baggrund af rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som ønskes fraveget, vil medføre uforholdsmæssige omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for udlændingen.

Der vil eksempelvis kunne fastsættes nærmere regler om, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller en dom til forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler efter hjemrejselovens regler i Kosovo, vil være omfattet af muligheden for at modtage hjemrejsestøtte. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter hjemrejselovens § 8 om hjemrejsestøtte gælder et krav om, at udlændingen opholder sig i Danmark.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 4, hvorefter justitsministeren efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at en udlænding, der er varetægtsfængslet efter denne lovs § 14, stk. 1 og 2, med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning, skal anbringes i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af § 1 a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Der vil i hvert tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af, om den pågældende udlænding kan varetægtsfængsles i Kosovo inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder bl.a. retten til respekt for privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Da der er tale om udvisningsdømte, hvor retten på tidspunktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, og da det i øvrigt er en betingelse for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2, at der er reel udsigt til udsendelse af den pågældende, må det dog antages, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne varetægtsfængsles i Kosovo med henblik på udsendelse derfra.

Det vil ikke være en betingelse for varetægtsfængsling i fængselsfaciliteterne i Kosovo, at den domsudviste udlænding har afsonet i Kosovo.

Det foreslås i § 1 a, stk. 5, 1. pkt. , at justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af varetægtsfængsling efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne tilpasse reglerne om varetægtsfængslingens gennemførelse. Der vil bl.a. være mulighed for at fastsætte nærmere regler for afviklingen af besøg og udgang for at sikre, at de pågældende – med de begrænsninger som afvikling af besøg over landegrænser vil have – har mulighed for at modtage besøg og komme på udgang i et omfang svarende til varetægtsbekendtgørelsens regler, ligesom der vil kunne fastsættes regler for, at udgang som udgangspunkt vil skulle finde sted i Danmark, medmindre formålet med udgangstilladelsen tilsiger, at det sker i Kosovo. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangstilladelsen er at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg, i Kosovo, eller hvis der er tale om udgang til et retsmøde i Kosovo.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 5, 2. pkt ., hvorefter justitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at retsplejelovens § 775 finder anvendelse ved transport af udlændinge på Republikken Kosovos territorium til og fra de fængselsfaciliteter, som er omfattet af § 1 a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at institutionslederen vil kunne ikende de udlændinge, der er varetægtsfængslede efter hjemrejselovens regler i Kosovo, disciplinærstraf for forseelser begået under transport til og fra fængslet.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 5, 3. pkt., hvorefter justitsministeren, jf. 1. og 2. pkt., kan fravige retsplejelovens bestemmelser og regler fastsat i medfør heraf om varetægtsfængsling i det omfang, det er nødvendigt for varetægtsfængslingens gennemførelse efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Forslaget indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om fravigelse af regler i det omfang, det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af en varetægtsfængsling efter hjemrejseloven i fængslet i Kosovo. Der vil ikke kunne ske fravigelse af regler alene på baggrund af rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som ønskes fraveget, vil medføre helt uforholdsmæssigt bebyrdende omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for udlændingen.

Der vil alene kunne fastsættes regler om fravigelse af bestemmelser, der relaterer sig til den praktiske gennemførelse af varetægtsfængslingen, herunder varetægtsfængsledes rettigheder og pligter. Der vil således ikke med den foreslåede bestemmelse kunne foretages ændringer i de materielle betingelser for at varetægtsfængsle en udlænding efter hjemrejseloven.

Det vil ved udstedelsen af reglerne skulle tillægges afgørende betydning, at de varetægtsfængsledes forhold i Kosovo grundlæggende svarer til de forhold, der gælder for varetægtsfængslede i et fængsel eller arresthus i Danmark, ligesom Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 1 a, stk. 6, hvorefter justitsministeren efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at § 75 b, stk. 1 og 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der er anbragt efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det følger af traktatens artikel 24, stk. 1, at strafbare forhold, som begås under afsoning eller varetægtsfængsling efter hjemrejselovens regler i Kosovo, som udgangspunkt behandles efter den kosovariske straffelovgivning. Såfremt en udlænding idømmes en fængselsstraf i Kosovo i forbindelse med afsoningen eller varetægtsfængsling efter hjemrejselovens regler i Kosovo, skal den pågældende snarest muligt overføres (overdrages) til et kosovarisk fængsel med henblik på fuldbyrdelse af den kosovariske fængselsstraf, jf. traktatens artikel 25, stk. 1.

Efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 75 b, stk. 1, jf. lovforslagets pkt. 1, nr. 20, kan personer, der udestår fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo, overdrages til de kosovariske myndigheder med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf. Nærmere regler herom vil blive fastsat i medfør af § 75 b, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om, at udlændinge, som er varetægtsfængslet med henblik på udsendelse i fængslet i Kosovo, vil kunne overdrages til Republikken Kosovo til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf.

Dette vil indebære, at der kan fastsættes regler om, at der kan træffes en afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 75 b, stk. 1, over for udlændinge, som er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Det følger af stk. 2, at afgørelser, træffes i henhold til straffuldbyrdelsesloven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det følger af stk. 3, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområderne, jf. stk. 1, eller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Afgørelser truffet i medfør af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 75 b, stk. 3, kan således ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer videre, at der vil kunne fastsættes regler om, at de regler om overdragelsen til Republikken Kosovo af indsatte under den danske straffuldbyrdelse, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 75 b, stk. 3, vil finde tilsvarende anvendelse for overdragelsen af udlændinge, der er varetægtsfængslet i Kosovo med henblik på udsendelse som følge af en beslutning ved endelig dom om udvisning henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.7.

Det foreslås i § 1 a, stk. 7, at § 1 a, stk. 5-9, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med anbringelse og gennemførelse af varetægtsfængsling i de fængselsfaciliteter, der er nævnt § 1, a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første medføre, at straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 5, vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Dette vil indebære, at sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke regler på sundhedsområdet, der skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af udlændinge, der er varetægtsfængslet efter hjemrejseloven i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Sundhedsministeren kan i denne forbindelse fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af regler, i det omfang det er nødvendigt for varetægtsfængslingens gennemførelse.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.1.4 og § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil for det andet medføre, at § 1 a, stk. 6, vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Dette vil indebære, at sundhedsministeren endvidere kan fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsyningen i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.1.4 og § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil for det tredje medføre, at § 1 a, stk. 7, vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Dette vil indebære, at databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af personoplysninger i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.1.5 og § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil for det fjerde medføre, at § 1 a, stk. 8, vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Dette indebærer, at justitsministeren kan fastsætte regler for behandling af personoplysninger i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.1.5 og § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil for det femte medføre, at § 1 a, stk. 9, vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, der gennemføres i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Dette vil indebære, at Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter den danske forvaltningsmyndighed, som udøves i forbindelse med varetægtsfængsling efter hjemrejseloven i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets pkt. 2.1.6 og § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.10.

Til nr. 2

Politiet er i hjemrejseloven tillagt en række opgaver forbundet med anvendelse af tvang og magtanvendelse.

Det følger af hjemrejselovens § 1, at en udlænding, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller efter reglerne i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at udrejse. Det følger af stk. 3, at en udlænding omfattet af stk. 1 om nødvendigt udrejser med bistand fra Hjemrejsestyrelsen, og at politiet om nødvendigt bistår Hjemrejsestyrelsen.

Politiets bistand efter hjemrejselovens § 1 omfatter bl.a. transport af frihedsberøvede udlændinge, vurdering af sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse med en ledsaget udsendelse, herunder udfærdigelse af en sikkerhedsvurdering, samt fysisk ledsagelse under udsendelsen.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og unde eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, når udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, eller udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Det følger af § 14, stk. 3, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet herfor og alene er iværksat med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Det følger af hjemrejselovens § 17, at retten kan bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til at fastlægge sin identitet eller til at tilvejebringe rejsedokumenter til sin udrejse, skal fremstilles for hjemlandets myndigheder eller et andet lands repræsentation, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af udlændingen. Politiets bistand omfatter forelæggelse af sagen for retten med henblik på indhentelse af retskendelse til tvangsfremstilling samt fysisk ledsagelse til den faktiske fremstilling.

Det følger af § 17, stk. 2, sidste pkt., at retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt finder tilsvarende anvendelse ved rettens behandling af sagen. Det indebærer bl.a., at retsplejelovens § 469 finder anvendelse, hvorefter sager om administrativ frihedsberøvelse forelægges for byretten på det sted, hvor den pågældende har bopæl. I sager efter udlændingelovgivningen vil det betyde det sted, hvor udlændingen er indkvarteret eller tilbageholdt.

Det følger af hjemrejselovens § 18, stk. 1, 1. pkt., at dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som i øvrigt må antages at være af betydning for sagens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding.

Politiets bistand efter hjemrejselovens § 18, stk. 1, 1. pkt., omfatter, hvis der ikke foreligger samtykke, forelæggelse af sagen for retten med henblik på indhentelse af retskendelse til ransagning og beslaglæggelse samt effektuering af det egentlige tvangsindgreb.

Det følger af § 18, stk. 2, at retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Det betyder bl.a., at beslaglæggelse af en genstand som udgangspunkt skal ske med udlændingens samtykke. Hvis samtykket ikke kan opnås, vil beslaglæggelse og ransagning skulle ske efter retskendelse, medmindre øjemedet ville forspildes ved at afvente en sådan kendelse. I sidstnævnte tilfælde indbringes sagen efterfølgende for retten med henblik på rettens godkendelse af indgrebet, alene hvis udlændingen anmoder herom.

Spørgsmål om ransagning og beslaglæggelse indbringes for retten det sted, hvor genstanden antages at befinde sig.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 21 a, hvorefter kriminalforsorgen under en udlændings afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., eller anbringelse i henhold til regler fastsat i medfør af denne lovs § 1 a, stk. 4, kan bistå Hjemrejsestyrelsen med varetagelsen af opgaver. Kriminalforsorgen kan om nødvendigt anvende den fornødne magtanvendelse.

Forslaget indebærer, at ansatte i fængslet i Kosovo vil kunne bistå Hjemrejsestyrelsen ved opgaver efter hjemrejseloven, der indebærer anvendelse af tvang eller magtanvendelse. Kriminalforsorgen vil således kunne bistå Hjemrejsestyrelsen ved ransagning og beslaglæggelse af genstande samt bistand til effektuering af tvangsfremstillinger for hjemlandets myndigheder m.v., der foregår i Kosovo ved anvendelse af videoudstyr.

Kriminalforsorgens magtanvendelse vil skulle opfylde de almindelige betingelser, der gælder for kriminalforsorgens anvendelse af magt over for indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 62. Det betyder bl.a., at magtanvendelsen vil skulle være nødvendig og ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, vil være et uforholdsmæssigt indgreb.

Institutionslederen vil være overordnet ansvarlig at sikre, at de indsatte behandles i overensstemmelse med dansk lovgivning og Danmarks internationale forpligtelser. Dette indebærer bl.a., at institutionsleder vil være ansvarlig for de ansattes magtanvendelse over for de indsatte, herunder også den magtanvendelse, som de ansatte bistår Hjemrejsestyrelsen med i forbindelse med hjemrejsesagsbehandlingen. Institutionslederen vil ligeledes være ansvarlig for behandlingen af udlændinge, der er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler.

Den praktiske tilrettelæggelse af kriminalforsorgens bistand til magtanvendelse vil blive fastsat lokalt mellem udlændingemyndighederne og kriminalforsorgen.

Politiets bistand ved forelæggelse af sager for retten, herunder spørgsmål om iværksættelse og opretholdelse af varetægtsfængsling efter § 14 samt ved indhentelse af retskendelser til tvangsfremstilling eller beslaglæggelse er ikke omfattet. Det vil således fortsat være politiet, der bistår Hjemrejsestyrelsen efter samme retningslinjer, som hvis udlændingen befandt sig i Danmark.

Politiets ledsagelse og deltagelse i forbindelse med fysiske fremstillinger for hjemlandets myndigheder, jf. § 17, er heller ikke omfattet. Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt udlændingen skal fremstilles for hjemlandets myndigheder, vil det skulle foregå på en repræsentation i Danmark. Det vil derfor være dansk politi, der ledsager ved transporten til og fra Kosovo, lige som det vil være dansk politi, der deltager ved den fysiske fremstilling.

Det vil desuden være dansk politi, der bistår Hjemrejsestyrelsen ved ledsagede udsendelser, herunder ved vurdering af sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse med en ledsaget udsendelse, udfærdigelse af en sikkerhedsvurdering, samt fysisk ledsagelse under udsendelsen.

Transport af udlændinge på kosovarisk territorium, herunder f.eks. fra lufthavnen til fængslet, foretages af kosovarisk personale og efter kosovariske regler, herunder kosovariske regler om magtanvendelse, dog således, at transport og eventuel magtanvendelse sker inden for Danmarks internationale forpligtelser.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 21 b, stk. 1, hvorefter sager efter §§ 14, 17 og 18 indbringes for Københavns Byret, hvis udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af denne lovs § 1 a, stk. 4.

Forslaget indebærer, at sager om varetægtsfængsling med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 1 og 2, tvangsfremstilling, jf. § 17 og beslaglæggelse, jf. § 18 vil skulle indbringes for Københavns Byret. Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i forbindelse med behandlingen af sager efter hjemrejseloven, der skal forelægges for retten. Det vil således bl.a. fortsat gælde, at forelæggelse af sager for retten vil ske af politiet efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås i § 21 b, stk. 2, at bestemmer retten, at en sag, som er indbragt for Københavns Byret i medfør af stk. 1, skal behandles mundtligt, kan retten træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen omfatter således sager vedrørende udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller som er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo, og som derfor indbringes for Københavns Byret i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Det tilkommer i hvert enkelt tilfælde retten at beslutte, om gennemførelsen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne som udgangspunkt gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtvejende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet sker ved fysisk fremmøde.

Det foreslås i § 21 b, stk. 3, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 2, kan udlændingens advokat møde i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Endelig foreslås det i § 21 b, stk. 4, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 2, kan anklagemyndigheden møde i retten eller deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.11.

Til nr. 1

Der følger af § 1, nr. 3, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven en henvisning til § 33, stk. 8.

Det følger af § 1, nr. 4, at der i § 33, stk. 8, indsættes en bestemmelse om, at stadfæstes en afgørelse efter § 53 a, stk. 1, nr. 1, eller frafaldes en klage over sådan en afgørelse, fastsættes der ikke en udrejsefrist.

Det foreslås, at § 1, nr. 3 og 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at der i nærværende lovforslags § 10 nr. 10, foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 33, stk. 6, som medfører konsekvensrettelser af de følgende stykker. Bestemmelsen i § 33, stk. 8, der blev vedtaget i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, men som endnu ikke er sat i kraft, vil således rettelig blive til stk. 9. Der skal derfor foretages en justering af bestemmelsen og henvisningen hertil.

Da der ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelserne i § 1, nr. 3 og 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, nr. 8 og 12.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens ikrafttræden.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2 og 3.

Som nævnt i lovforslagets pkt. 2.5.1.1, er det i forarbejderne til solnedgangsklausulen vedrørende straffelovens § 81 d forudsat, at strafskærpelserne i § 81 d fortsat vil skulle gælde for sager om forhold omfattet af bestemmelsen, der er begået efter ikrafttræden af, men forud for ophævelsen af § 81 d, uanset om sagen pådømmes efter ophævelsen heraf. Der henvises til Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 157 som fremsat, side 18.

Nærværende lovforslags § 6, nr. 1, fastsætter nye regler for behandlingen af sådanne sager omfattet af straffelovens § 81 d, som denne var affattet efter § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020, hvor der endnu ikke er afsagt endelig dom på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden.

Den foreslåede § 6, nr. 1, vil således finde anvendelse på forhold omfattet af straffelovens § 81 d, der blev begået, mens bestemmelsen var i kraft, og hvorom der afsiges dom efter nærværende lovforslags ikrafttræden. I disse sager skal der ses bort fra strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d, stk. 2. Bestemmelsen om tillægsbøder i straffelovens § 81 d, stk. 3, vil fortsat finde anvendelse i sager, der ville have været omfattet af § 81 d, stk. 2.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 2 , at den foreslåede § 1, nr. 11-19, og § 3, nr. 3-6, træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

De omtalte ændringer vedrører lovforslagets pkt. 2.2 om revision af disciplinærstraffesystemet.

Baggrunden for, at denne del af lovforslaget foreslås at træde kraft på et senere tidspunkt, er, at de nye regler forudsætter, at normalreaktionerne for overtrædelse af de nye disciplinærstraffe fastsættes på tværs af kriminalforsorgens institutioner, herunder således at der skelnes mellem typer af institutioner. Samtidig forudsætter de nye regler, at fængselspersonalet bliver uddannet til at kunne ikende de nye typer af disciplinærstraffe. Endelig forudsætter de nye regler, at der sikres en tilstrækkelig systemunderstøttelse i kriminalforsorgen.

Det foreslås i stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 8 og 12.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 3 og 4 i lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, foreslås ophævet og nyaffattet. Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 8 og 12.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de foreslåede nyaffattede bestemmelser i § 10, nr. 8 og 12, bør sættes i kraft samtidig med, at udlændinge- og integrationsministeren sætter lov nr. 1191 af 8. juni 2021 i kraft, således at den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland igangsættes samtidig.

Det foreslås i stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Baggrunden for forslaget er, at bestemmelserne i § 1, nr. 3 og 4 i lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, foreslås ophævet og nyaffattet. Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 8 og 12.

Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der bør gælde en revisionsbestemmelse for forslagets § 10, nr. 8 og 12, som svarer til den revisionsbestemmelse, der er fastsat i § 2, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, således at der vil ske en eventuel revision af den samlede vedtagne ordning om overførsel til et tredjeland.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 5 , at lovens § 7, nr. 1, har virkning for beregning af årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling, jf. SU-lovens § 22 og § 22 a, fra støtteåret 2022 og derefter.

De uddannelsessøgende ved Kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller transportbetjent overgår til lønnet uddannelse med fuld basisløn fra den 1. januar 2022 og har fået bagudbetalt fuld basisløn fra den 31. januar 2022 for januar 2022. De uddannelsessøgende vil derfor ikke i hele støtteåret 2022 være optaget på en SU-berettigende uddannelse.

Bestemmelsen vil fortsat være gældende for beregning af årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling for støtteåret 2021 og tidligere støtteår, uanset hvornår den endelige tildeling finder sted.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 6, at loven ikke finder anvendelse på ansøgninger om danskbonus, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslåede vil medføre, at ansøgninger indgivet inden lovens ikrafttræden, vil blive behandlet efter de hidtidige gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, hvilket vil indebære, at de udlændinge, som har indgivet en ansøgning om danskbonus efter integrationslovens § 22 forud for lovens ikrafttræden og som opfylder betingelserne i integrationslovens § 22, vil være berettigede til at modtage danskbonus efter de hidtil gældende regler.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 7 , at loven ikke finder ikke anvendelse på begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det foreslåede vil medføre, at de hidtidige gældende regler vil finde anvendelse på begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 8 , at regler fastsat i medfør af § 9, stk. 42, i udlændingeloven forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingeloven § 9, stk. 41, jf. denne lovs § 10, nr. 2.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 42, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren regler om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau, herunder regler om lovligt forfald, hvornår prøverne anses for bestået, udpegning af prøveafholdere, betingelser for at deltage i prøverne, opkrævning af gebyr for at deltage i prøverne, prøvernes indhold og gennemførelse, klagemuligheder, klagefrister og prøver der kan træde i stedet for danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 902 af 6. juni 2020 om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge.

Som følge af lovforslagets § 10, nr. 2, hvorved det foreslås at ophæve stk. 41 i udlændingelovens § 9, vil udlændingelovens § 9, stk. 42 blive til § 9, stk. 41.

Det foreslåede betyder, at reglerne i bekendtgørelse nr. 902 af 6. juni 2020 om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, som er fastsat i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 42, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der udstedes i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 41.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov. Derfor vil det ikke være relevant at sætte lovens § 2 i kraft for hverken Færøerne eller Grønland, og det foreslås på den baggrund, at lovens § 2 ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Færøerne og Grønland har egne retsplejelove, hvorfor det ikke vil være relevant at sætte lovens § 3 i kraft for hverken Færøerne eller Grønland, og det foreslås på den baggrund, at lovens § 3 ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Gældsinddrivelsesloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, hvorfor § 5 heller ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 349 af 2. april 2020, hvori der foreslås ændringer med dette lovforslags § 6, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, idet Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 157 som fremsat, side 18. De foreslåede ændringer i lov nr. 349 af 2. april 2020, jf. dette lovforslags § 6, vil således heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.

SU-loven, der ændres med dette lovforslags § 7, gælder ikke for Færøerne eller Grønland, og indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland. Derfor gælder denne lovs § 7 heller ikke for Færøerne og Grønland.

Efter integrationslovens § 68 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Det foreslås på den baggrund, at loven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland.

Det betyder, at lovens § 8 om ændring af integrationsloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, da integrationsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Efter arbejdsmiljølovens § 90 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Det betyder, at lovens § 9 om ændring af arbejdsmiljøloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, da arbejdsmiljøloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 2, at lovens § 4, § 10, nr. 1, 3-4 og 6-23, og §§ 11 og 12 ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.

Efter konkurslovens § 265 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det betyder, at lovens § 4 om ændring af konkursloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.

Efter udlændingelovens § 66 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Eftersom integrationsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, vil lovens i § 10, nr. 2 og 5, om ændringer i udlændingeloven, der henviser til integrationsloven, heller ikke gælde for Færøerne og Grønland og vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Det betyder, at lovforslagets § 10, nr. 2 og 5, om ændring af udlændingeloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Efter hjemrejselovens § 31 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det betyder, at lovforslagets § 11 om ændringer af hjemrejseloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.

Efter § 4 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det betyder, at lovforslagets § 12 ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 3, at lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft på Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Straffuldbyrdelsesloven kan ikke sættes i kraft for Grønland. For Grønland findes de gældende regler om fuldbyrdelse af straf i kriminallov for Grønland.