Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 2

Til nr. 1

Den gældende fodnote i biobrændstofloven indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som biobrændstofloven gennemfører eller delvis gennemfører.

Biobrændstofloven gennemfører bl.a. dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.

Det foreslås, at fodnoten i biobrændstofloven ændres således, at det af fodnoten vil fremgå, at biobrændstofloven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (omarbejdning).

Da VE II-direktivet erstatter VE I-direktivet, foreslås det, at fodnoten ikke længere henviser til VE I-direktivet. Det følger af VE II-direktivets artikel 37, at VE I-direktivet ophæves med virkning fra den 1. juli 2021.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gennemfører dele af VE II-direktivet, som skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1, 1. pkt., i den gældende biobrændstoflov, at lovens formål er at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer til landtransport og at reducere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport med henblik på at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

I den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 8, er landtransport defineret som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift. Det følger af den gældende § 2, nr. 9, at transport defineres som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikke-vejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs. Definitionen af transport er således mere omfattende end definitionen af landtransport, der kun omfatter vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Biobrændstofloven har haft som hovedfokus at opfylde de krav til iblanding af vedvarende energi, der er stillet i VE I-direktivet. I den gældende biobrændstoflov er der ikke fastsat generelle målkrav, der er højere end det i VE I-direktivet fastsatte krav om mindst 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020.

Det følger af VE II-direktivets artikel 25, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at der anvendes mindst 14 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2030.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 1,

1. pkt. , at loven har til formål at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, VE-brændstoffer samt brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk med henblik på at integrere vedvarende energi, reducere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport og at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at det vil fremgå tydeligt af lovens formålsparagraf, at bæredygtige biobrændstoffer anvendes til opfyldelse af målkravet for transport, og at loven eller regler udstedt i medfør heraf indeholder regler vedrørende reducering af vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport.

Ved vugge til grav-emissioner forstås alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding af brændstoffet, uanset hvor disse emissioner finder sted. Med VE-brændstoffer forstås brændstoffer baseret på vedvarende energi, som ikke er af biologisk oprindelse, f.eks. PtX-brændstoffer. Med brændstoffer med lavt drivhusgasaftryk forstås brændstoffer, som har et lavere drivhusgasaftryk end det brændstof, det typisk erstatter. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til, bio- og VE-brændstoffer, idet også visse typer brændstoffer baseret på genanvendt kulstofbrændsel forventes at kunne bidrag til en reduktion af transportens vugge-til-grav emissioner.

Den foreslåede nyaffattelse vil endvidere indebære, at lovens formål vil være at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

Af afsnit 3.4.2. i de almindelige bemærkninger fremgår det, at Danmark i henhold til Energistyrelsens Basisfremskrivning 2020 uden nye tiltag vil få ca. 19 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2030. Danmark forventes altså – uden yderligere tiltag – at opfylde VE II-direktivets krav om en VE-andel i transportsektoren i 2030 på mindst 14 pct.

Den foreslåede nyaffattelse af § 1, 1. pkt., vil afspejle, at formålet med biobrændstofloven ikke kun er, at Danmark opfylder sine internationale klimaforpligtelser, men tillige, at formålet også er, at Danmark i medfør af bestemmelser i biobrændstofloven kan gå videre med reduktion af drivhusgasser fra transportsektoren, end de internationale klimaforpligtelser tilsiger.

Til nr. 3

Biobrændstoflovens § 2 indeholder en række definitioner.

Det foreslås med lovforslaget, at § 2 i biobrændstofloven nyaffattes.

Biobrændstofloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af begrebet affald.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 2, nr. 1, at »affald« i biobrændstofloven vil blive defineret som affald som defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om affald (affaldsdirektivet) med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på at opfylde denne definition.

Formålet med indsættelsen af definitionen på affald i biobrændstofloven er, at VE II-direktivets definition af affald implementeres i national ret. I henhold til artikel 2, nr. 23 i VE II-direktivet, definerer direktivet således affald som affald defineret i artikel 3, nr. 1, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på opfyldelse af denne definition.

Det følger af artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald og om ophævelse af visse direktivet, at affald er ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at VE II-direktivets definition på affald indsættes i biobrændstofloven.

Det følger af den gældende § 2, nr. 1, at avancerede biobrændstoffer defineres som biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter og andre brændstoffer, der er anført i bilag 1, del A. Den eksisterende definition af biobrændstoffer inkluderer såvel flydende som gasformige biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 2, at »avancerede biobrændstoffer« i biobrændstofloven vil blive definereret som flydende biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, der er anført i bilag 1, del A.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af avancerede biobrændstoffer, jf. direktivets artikel 2, nr. 34, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet.

Der er tale om en nyaffattelse af den gældende definition af avancerede biobrændstoffer, som er identisk med den gældende definition, bortset fra at gasformige biobrændstoffer, i overensstemmelse med definitionen i VE II-direktivet, ikke længe er omfattet af definitionen. Dette vurderes dog ikke i praksis at få nogen nævneværdig betydning, eftersom VE II-direktivets bestemmelser vedrørende avancerede biobrændstoffer også nævner biogas fremstillet af råprodukter, der er anført i bilag 1, del A.

Det følger af den gældende § 2, nr. 2, at biobrændstof defineres som flydende eller gasformigt brændstof til brug for transportsektoren fremstillet på grundlag af biomasse.

Den gældende definition af biobrændstoffer omfatter både flydende og gasformigt brændstof. Definitionen er identisk med VE I-direktivets definition af biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 3, at »biobrændstoffer« i biobrændstofloven vil blive definereret som flydende brændstof til transport, som er produceret på grundlag af biomasse.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af biobrændstoffer, jf. artikel 2, nr. 33, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet.

Den foreslåede definition af biobrændstoffer omfatter alene flydende brændstoffer til transport, der er produceret på grundlag af biomasse, hvilket er til forskel fra den gældende definition, der også omfatter gasformigt brændstof. Den foreslåede definition af biobrændstof er identisk med VE II-direktivets definition af biobrændstof og foreslås indsat med henblik på at sikre en korrekt implementering af VE II-direktivet.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af, hvad biobrændstoffer er. Ændringen foreslås alene på grund af VE II-direktivets opdeling af den tidligere definition af ”biobrændstoffer” i hhv. ”biobrændstoffer” og ”biogas”.

Efter den gældende biobrændstoflov er biogas en del af definitionen af biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 4, at »biogas« i biobrændstofloven vil blive definereret som gasformige brændsler produceret af biomasse.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af biogas, jf. artikel 2, nr. 28, og foreslås indsat med henblik på at sikre en korrekt implementering af VE II-direktivet.

I henhold til VE II-direktivet omfatter biobrændstoffer nu alene flydende brændstoffer til transport, som er produceret på grundlag af biomasse. Der er derfor med gennemførelsen af VE II-direktivet behov for en selvstændig definition af biogas.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af, hvad biogas er. Ændringen foreslås alene på grund af VE II-direktivets opdeling af den tidligere definition af ”biobrændstoffer” i hhv. ”biobrændstoffer” og ”biogas”.

Det følger af den gældende § 2, nr. 3, i biobrændstofloven, at biomasse defineres som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, skovbrug og tilknyttede industrier, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige del af industriaffald og kommunalt affald.

Den gældende definition af biomasse i biobrændstofloven er identisk med VE I-direktivets definition af biomasse.

Med den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 5, indsættes der en definition af biomasse, der definerer biomasse som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, fra fiskeri, fra akvakultur og fra den bionedbrydelige del af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse.

Den foreslåede definition af biomasse svarer til VE II-direktivets definition af biomasse. Dog er der efter konsultation mellem Energistyrelsen og Europa-Kommissionen foretaget enkelte præciseringer, da direktivets definition er sproglig og grammatisk upræcis og indebærer en risiko for misfortolkning.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af definitionen af begrebet biomasse er, at der med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås en nyaffattelse af biobrændstoflovens § 3. I den foreslåede nyaffattelse gives klima-, energi- og forsyningsministeren en bemyndigelse til bl.a. at fastsætte regler vedrørende biomassebrændsler anvendt i transportsektoren. Derfor bør biobrændstoflovens definition af biomasse være i overensstemmelse med VE II-direktivets definition af biomasse.

Med biologisk nedbrydelighed forstås, at det pågældende produkt eller materiale kan omsættes ved naturlige processer via mikroorganismer f.eks. bakterier og svampe og dermed indgå i et naturligt kredsløb.

Med biologisk oprindelse forstås, at der er tale om ikke fossilt organisk materiale, som stammer fra planter eller dyr. Hvis det organiske materiale er lagret i en geologisk formation, er der tale om fossil oprindelse. Eksempler på fossile ressourcer er kul, olie og naturgas.

Kommunalt affald skal forstås som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018. Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2 b, at kommunalt affald defineres som a) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra husholdninger, herunder papir og pap, glas, metal, bioaffald, træ, tekstiler, emballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt storskrald, herunder madrasser og møbler, og som b) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra andre kilder, når dette affald med hensyn til type og sammensætning er sammenligneligt med affald fra husholdninger.

Kommunalt affald omfatter ikke affald fra produktion, landbrug, skovbrug, fiskeri, septiktanke, spildevandsledninger og spildevandsbehandling, herunder spildevandsslam, udrangerede køretøjer eller bygge- og nedrivningsaffald.

Denne definition berører ikke fordelingen af ansvaret for affaldshåndtering mellem offentlige og private aktører.

Biobrændstofloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af biomassebrændsler.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 6, at der indsættes en definition af biomassebrændsler, der definerer biomassebrændsler som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

For indeværende bruges der ikke faste brændsler i transportsektoren, men der bruges gasformige brændsler i form af biogas.

Den foreslåede definition af biomassebrændsler er identisk med VE II-direktivets definition af biomassebrændsler og skal sikre, at denne del af VE II-direktivet implementeres korrekt i biobrændstofloven, da begrebet biomassebrændsler anvendes i forslaget til § 3, stk. 1, § 3, stk. 3, nr. 3 og 4, og § 3, stk. 7, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Med VE II-direktivet indføres begrebet biomassebrændsler som en ny kategori af biobrændstoffer. På den baggrund anvendes begrebet i den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 2, nr. 4, hvori det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til bl.a. at fastsætte regler om, at alene biobrændstoffer og biomassebrændsler anvendt til transport kan medregnes i iblandingskrav eller drivhusreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler udstedt i medfør af loven.

Det følger af den gældende § 2, nr. 4, i biobrændstofloven, at brændstof defineres som benzin, dieselolie, gas eller biobrændstof til transportsektoren.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 7, at brændstof defineres som energi i gasformig eller flydende form anvendt til transport.

Forslaget til definitionen af brændstof indebærer, at definitionen, til forskel fra den gældende definition, kommer til at omfatte alle former for energi anvendt til transport uanset form eller oprindelse – dog ikke elektricitet anvendt direkte til transport. Dette inkluderer de brændstoffer, som er omfattet af den nuværende definition, hvilket er benzin, dieselolie, gas og biobrændstoffer, men også biomassebrændsler, flydende eller gasformig energi basseret på vedvarende energikilder, som ikke er af biologisk oprindelse, genanvendt kulstofbrændsel m.v.

Formålet med nyaffattelsen af § 2, nr. 7, er at udvide definitionen til at inkludere de nye typer af energi, der i flydende form eller gasform i dag anvendes til transport, eller som i fremtiden forventes at ville kunne anvendes, herunder konverterede brændstoffer baseret på f.eks. el eller brint. På linje med den nuværende definition indeholder forslaget til nyaffattelsen ikke elektricitet, som anvendes direkte til transport i f.eks. elektriske køretøjer.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af brændstofleverandør.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 8, at brændstofleverandør defineres som en enhed, som leverer brændstof til markedet, og som er ansvarlig for ekspedition af brændstof gennem et punktopkrævningssted, eller i tilfælde af elektricitet, eller hvor der ikke opkræves nogen afgift, eller hvor det er behørigt begrundet, enhver anden relevant enhed udpeget af en medlemsstat.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af brændstofleverandør, jf. artikel 2, nr. 38. Definitionen foreslås indsat i biobrændstofloven, da det med lovforslaget foreslås at indsætte en bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 3, der bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om differentierede krav til forskellige brændstofleverandører i forhold til drivhusgasreduktionskrav eller iblandingskrav.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 5, at drivhusgasser defineres som CO2, CH4 og N2O.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 9, at drivhusgasser defineres som CO2, CH4 og N2O.

Forslaget vil indebære, at når udledning af drivhusgasser skal beregnes i henhold til biobrændstofloven eller regler udstedt i medfør af loven, skal drivhusgasserne CO2, CH4 og N2O medregnes.

Forslaget er identisk med biobrændstoflovens gældende definition af drivhusgasser. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 6, at en elleverandør defineres som den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af elektricitet gennem et punktafgiftsopkrævningssted, og som leverer elektricitet til brug i vejkøretøjer.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 10, at en elleverandør defineres som den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af elektricitet gennem et punktopkrævningssted, og som leverer elektricitet til brug i vejkørertøjer.

Nyaffattelsen er identisk med den gældende definition af elleverandør. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Elleverandører vil typisk være netvirksomheder, der leverer el til forbrugere.

Det følger af den gældende § 2, nr. 8, at landtransport defineres som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 11, at landtransport defineres som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Den foreslåede nyaffattelse er identisk med den gældende definition af landtransport. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden.

Bestemmelsen om iblandingsforpligtelsen i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, vedrører ”landtransport”, og bestemmelsen om reduktionsforpligtelsen af emissionen fra drivhusgasser vedrører ”transport”. Selv om området for landtransport og transport er næsten identiske, er der dog visse forskelle, hvorfor de to områder er nærmere defineret i lovforslaget. Begge områder omfatter landtransport, hvilket først og fremmest vil sige person-, vare- og lastbiler samt busser. Derudover omfatter de begge jernbanedrift. Dog kan den el, der forbruges til jernbanedrift, ikke tælle med i drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2.

Derudover omfatter landtransportområdet ikke ikkevejgående maskiner og traktorer, hvilket transportområdet gør.

Den foreslåede bestemmelse medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af restprodukter.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 12, at restprodukter defineres som et stof, som ikke er det slutprodukt eller de slutprodukter, der er det primære formål med produktionsprocessen, og processen er ikke bevidst ændret for at producere det.

Restprodukter anvendes bl.a. i definitionen af biomasse og i forbindelse med avancerede biobrændstoffer, og det ønskes derfor, at det præciseres, hvad der menes med restprodukter.

Den foreslåede definition af restprodukter er identisk med VE II-direktivets definition af restprodukter, jf. direktivets artikel 2, nr. 43, og skal sikre, at denne del af VE II-direktivet implementeres korrekt i biobrændstofloven.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug.

Det fremgår af forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 13, at restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug defineres som restprodukter, der genereres direkte af landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, og som ikke omfatter restprodukter fra tilknyttede erhvervssektorer eller tilknyttet forarbejdning.

Den foreslåede definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug er identisk med VE II-direktivets definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, jf. direktivets artikel 2, nr. 44.

Definitionen foreslås indsat i biobrændstofloven, da det fremgår af den foreslåede nyaffattelse af definitionen på biomasse, jf. forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 5, at biomasse bl.a. omfatter restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug. På den baggrund foreslås det, at der indsættes en definition af disse restprodukter.

Det følger af den gældende § 2, nr. 9, i biobrændstofloven, at transport defineres som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.

Det foreslås, at transport defineres i biobrændstoflovens § 2, nr. 14, som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.

Den foreslåede definition af transport i forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 14, er identisk med den gældende definition og foreslås alene nyaffattet af lovtekniske årsager. Det er ikke tilsigtet, at den foreslåede bestemmelse skal medføre en ændring af retstilstanden på området.

Bestemmelsen om reduktion af drivhusgasser i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, stk. 1, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, vedrører ”transport”, og bestemmelserne om iblandingskrav vedrører ”landtransport”. Selv om der er et overlap i definitionerne er der dog visse forskelle, hvorfor de to områder er nærmere defineret i lovforslaget. Begge områder omfatter vejtransport, hvilket først og fremmest vil sige person-, vare- og lastbiler samt busser. Derudover omfatter de begge jernbanedrift. Den el, der forbruges til jernbanedrift, kan dog ikke tælles med i drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3. ”

Derudover omfatter transportområdet ikkevejgående maskiner og traktorer, hvilket landtransportområdet ikke gør.

I den gældende biobrændstoflov er der ingen definition af UER. UER er en forkortelse for upstream emissions reduction – på dansk oversat til opstrømsemissonsreduktion.

Det fremgår af forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 15, at UER (Upstream emsission reduction)

• defineres som den opstrømsdrivhusgasemissionreduktion fra olie- eller gasforsyningskæden, som en brændstofleverandør gør gældende, målt i gCO2eq.

En UER er en klimakredit, der kan anvendes til opfyldelse af kravet om reduktion af drivhusgasser efter den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Det foreslås, at definitionen af UER indsættes i biobrændstofloven, da det med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 4, bemyndiges til at fastsætte regler om begrænsning for anvendelse af UER-kreditter.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af vedvarende energi.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 16, at vedvarende energikilder defineres som vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Definitionen af vedvarende energi foreslås indsat i biobrændstofloven, da begrebet vedvarende energi foreslås anvendt i forslaget til biobrændstoflovens § 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og i forslaget til § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4

Definitionen af vedvarende energi er identisk med VE II-direktivets definition af energi fra vedvarende energikilder, jf. direktivets artikel 2, nr. 1.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 10, at virksomhed defineres som den virksomhed, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, eller den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer til en gastankstation, eller selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 17, at virksomhed defineres som den virksomhed, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, eller den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer fra en gastankstation, eller selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet.

Med den foreslåede definition af virksomhed i biobrændstoflovens § 2, nr. 17, foreslås det, for så vidt angår de flydende brændstoffer, at de omfattede virksomheder vil være de virksomheder, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transportsektoren.

Disse virksomheder kan eksempelvis være raffinaderiselskaber, der samtidigt ejer og leverer brændstof til de enkelte tankstationer. Det kan også være ejere af de tankstationer, hvorfra brændstoffet sælges.

For så vidt angår gasformige brændstoffer i form af biogas eller gasformige biomassebrændsler, foreslås det præciseret, at de omfattede virksomheder vil være de naturgasleverandører, der er leverandør af gasformige brændstoffer fra en gastankstation. Dette omfatter ejere af gastankstationer.

Præciseringen her sker for at afklare, hvem der er omfattet i det tilfælde, hvor der ikke er ejermæssig sammenfald mellem ejeren af gastankstationen og dennes gasleverandør.

Der vil være enkelte busselskaber og transportselskaber, der selv angiver og betaler energiafgiften for det brændstof, de selv forbruger. Det er ikke intentionen med lovforslaget, at de bus- og transportselskaber, der selv betaler energiafgiften og ikke videresælger til transportsektoren, skal omfattes af loven og dermed af kravet om anvendelse af biobrændstoffer.

For så vidt angår de flydende brændstoffer, fastlægges det med den foreslåede bestemmelse, at definitionen kun gælder for de selskaber, der angiver og betaler energiafgift af brændstof, der sælges til transport. Med ”sælges til transport” skal forstås de tilfælde, hvor et selskab sælger flydende brændstof til et andet selskab med henblik på, at dette selskab videresælger brændstoffet til den endelige forbruger.

De virksomheder, der leverer brændstof til bus eller transportselskabet, der er omfattet af Skatteforvaltningens suspensionsordning (mulighed for selv at betale energiafgift under nærmere betingelser omkring oplagringsfaciliteter), vil dog blive omfattet af krav, der fastsættes i medfør af den foreslåede § 3, stk. 3. De mængder brændstof, der leveres til et bus- eller transportselskab, er altså ikke undtaget biobrændstoflovens krav om reduktion af drivhusgasser eller iblanding af biobrændstoffer. I disse tilfælde vil det derfor være det selskab, der leverer motorbrændstof til det forbrugende selskab, der vil være at anse som en virksomhed i lovens forstand.

Dette indebærer, at de virksomheder, der leverer brændstof til de ovenfor nævnte bus- og transportselskaber, også vil være omfattet af loven for de mængder brændstof, de leverer til de nævnte bus- og transportselskaberne.

Ved tankstation forstås en optankningsfacilitet, hvor ethvert brændstof, med undtagelse af LNG, kan tankes via et fast eller mobilt anlæg. Definitionen anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer artikel 2, nr. 8.

Dette skaber et klart grundlag for hvilke virksomheder, der er omfattet af loven. Fordelen ved den foreslåede ændring er, at det altid er helt klart hvilken virksomhed, der har betalt afgiften. Fordelen er endvidere, at afgiften betales så tæt på det endelige forbrug som muligt, da dette indebærer, at det selskab, der betaler afgiften, også har kendskab til, hvilken sektor brændstoffet sælges til.

Der er sket en ikke ubetydelig udvikling inden for selskabsstrukturen blandt de selskaber, der er omfattet af biobrændstofloven, ligesom der er kommet nye aktører på området i form af gasselskaber, der leverer både naturgas og biogas til transport. Med den foreslåede ændring forsøges der taget højde for den funktionelle og ejermæssige opdeling på gasmarkedet.

Det er ikke med lovforslaget tilsigtet at ændre væsentligt på hvilke virksomheder, der omfattes af loven. Et mindre selskab, der ikke selv importerer eller producerer brændstof, og som tidligere har fået leveret flydende brændstof fra et raffinaderi i Danmark, vil fortsat være omfattet af loven, da det typisk vil være det mindre selskab, der betaler energiafgiften og dermed vil blive omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Såfremt den mindre virksomhed selv indberetter og betaler sin energiafgift, vil den mindre virksomhed med lovforslaget fremover være omfattet af biobrændstofloven. Det er dog ikke alle mindre virksomheder, der selv indberetter og betaler energiafgiften og derved omfattes af den foreslåede definition.

Det følger af den gældende § 2, nr. 11, i biobrændstofloven, at vugge til grav-emissioner af drivhusgasser defineres som alle nettoemissioner af CO2, CH4 og N2O, der kan tilskrives brændstoffet, herunder alle iblandede komponenter, eller tilført energi. Det fremgår endvidere, at dette omfatter alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding, uanset hvor disse emissioner finder sted.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 18 , at vugge til grav-emissioner af drivhusgasser defineres som alle nettoemissioner af CO2, CH4 og N2O, der kan tilskrives brændstoffet, herunder alle iblandede komponenter, eller tilført energi. Det fremgår endvidere af forslaget, at dette omfatter alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding, uanset hvor disse emissioner finder sted.

Definitionen er relevant i biobrændstofloven, da begrebet anvendes i den gældende biobrændstoflovs § 1 og § 3 b, stk. 5, der med dette lovforslag bliver til § 3 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 6.

Den foreslåede definition er identisk med den gældende definition af vugge til grav-emissioner i biobrændstofloven og foreslås alene nyaffattet af lovtekniske årsager og medfører ingen ændringer af retstilstanden på området.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, 1. pkt., i biobrændstofloven, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer og mindst 5 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 5.

I Danmark har der været et iblandingskrav for bæredygtige biobrændstoffer til landtransport siden 2010. Bestemmelsen om iblandingskravet og regler fastsat i medfør af loven sikrer delvis gennemførelse af VE I-direktivets målsætning om 10 pct. vedvarende energi i landtransportsektoren i 2020, jf. direktivets artikel 3, stk. 4.

Den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at de af loven omfattede virksomheder, jf. § 2, nr. 10, har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold.

Af stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af lovens § 4. Af stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Hjemlen i § 4 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 2277 af 29. december 2020 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v., herefter benævnt biobrændstofbekendtgørelsen. Bæredygtighedskriterierne fremgår af bekendtgørelsens kapitel 2.

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, 1. pkt., at benzin og diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Af § 3, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at alt brændstof, der sælges til transport, dog ikke til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport.

Det følger af den gældende § 3, stk. 3, 1. pkt., at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at avancerede biobrændstoffer udgør mindst 0,9 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. Af stk. 3, 2. pkt., fremgår det, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Af § 3, stk. 3, 3. pkt., følger det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Det følger af den gældende § 3, stk. 4, at benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i bestemmelsens stk. 2, men indgår i forpligtelsen efter bestemmelsens stk. 1.

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, at ved opgørelsen af en virksomheds forpligtelser efter stk. 1 og 2, anses bidrag fra råprodukter og brændstoffer som anført i bilag 1, del A og B, for at være dobbelt så store som bidrag fra andre biobrændstoffer.

Det følger af den gældende § 3, stk. 6, at en virksomhed som minimum skal opfylde den procentsats, der er fastsat i stk. 1.

Det følger af den gældende § 3, stk. 7, at forpligtelsen efter stk. 1 ikke gælder ved salg til eksport og salg til andre virksomheder.

Det følger af den gældende § 3, stk. 8, at en virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter stk. 1 og 3 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 10 ved aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvis opfylder virksomhedens forpligtelser efter stk. 1 og 3.

Det følger af den gældende § 3, stk. 9, at bestemmelsens stk. 2 ikke finder anvendelse, hvis der foreligger veldokumenteret nedbrud i blandingsanlæg, ekstrem kulde eller force majeure.

Det følger af den gældende § 3, stk. 10, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en anden biobrændstofandel, der ikke overstiger de procentsatser, der er fastsat i stk. 1 og 3, såfremt særlige hensyn gør sig gældende. Det følger endvidere, at de særlige hensyn bl.a. kan være en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, at avancerede biobrændstoffer er uforholdsmæssigt dyre, mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 10, er i gældende ret udmøntet i biobrændstofbekendtgørelsen.

Det følger af den gældende § 3, stk. 11, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definition og krav til dokumentation af virksomhedernes opgørelser af biobrændstoffer nævnt i stk. 5.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 11, er i gældende ret udmøntet i bekendtgørelse nr. 1626 af 27. december 2019 om Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed (HB 2017) og i biobrændstofbekendtgørelsen.

Det følger af den gældende bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, at virksomheder så gradvis som muligt skal reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct. senest den 31. december 2020.

Det foreslås med lovforslaget, at § 3 i biobrændstofloven nyaffattes.

Nyaffattelsen foreslås bl.a. at indeholde en bred bemyndigelsesbestemmelse til klima-, energi- og forsyningsministeren, som erstatter de gældende iblandingsforpligtelser i § 3, stk. 1, 1. pkt., og reduktionsforpligtelsen i § 3 b, stk. 1.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af stk. 1, 1. pkt., at til opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i denne lov eller i regler, der er fastsat i medfør af denne lov, kan en virksomhed alene medregne biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der overholder krav til disses bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav fastsat i medfør af § 4.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde og er en videreførelse af gældende ret. Det vurderes hensigtsmæssigt at samle de krav, der fremgår af den gældende § 3, stk. 1, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt. og den gældende § 3 d.

Som tilfældet er efter de gældende bestemmelser, vil virksomhederne ligeledes efter den foreslåede bestemmelse fortsat alene kunne medregne biobrændstoffer og biomassebrændsler, der overholder krav fastsat i medfør af lovens § 4 til biobrændstoffers bæredygtighed. Hjemlen i § 4 er udmøntet i biobrændstofbekendtgørelsen.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Det fremgår af forslaget til stk. 1, 2. pkt. , at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde. Ligesom den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., og stk. 3, 3. pkt., indebærer den foreslåede bestemmelse, at forpligtelsen til opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i loven eller i regler, der er fastsat i medfør loven, skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Virksomhederne vil med forslaget på samme måde som i dag fortsat have fleksibilitet med hensyn til, hvornår i løbet af året de vil opfylde forpligtelsen, så længe forpligtelsen er opfyldt ved udgangen af kalenderåret. Dette vil indebære, at det vil være op til virksomhederne selv at sikre, at de på årsbasis har iblandet tilstrækkelig bæredygtig biobrændstof i benzin og øvrigt brændstof til at opfylde deres forpligtelser. Der vil således ikke være et krav om, at der til enhver tid skal være en bestemt pct. andel af bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende ret, og der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Det følger af forslaget til stk. 2, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler for transportområdet, herunder for luft- og søfart, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af vedvarende energi på transportområdet.

Den foreslåede bestemmelse er en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om en række områder inden for biobrændstofloven i en bekendtgørelse.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil bl.a. i medfør af bemyndigelsen kunne vælge om, der skal reguleres efter et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav til integration af vedvarende energi i transportsektoren samt størrelsen af disse krav.

Bestemmelsen vil således medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om en række forhold, der for indeværende er reguleret i biobrændstofloven.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen vil fastætte regler, der skal sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser i henhold til VE II-direktivet, der skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021. Ligeledes vil bemyndigelsen bl.a. give ministeren mulighed for at gennemføre den politiske aftale af 4. december 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om grøn omstilling af vejtransporten vedrørende bl.a. det i aftalen nævnte CO2-fortrængningskrav.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bestemmelse også kunne fastsætte regler om forhold inden for transportsektoren, der retter sig mod nationale målsætninger, der ikke nødvendigvis har sit udspring i EU-regler eller andre internationale regler.

Efter den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler for transportområdet, herunder for luft- og søfart, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af vedvarende energi på transportområdet. I bestemmelsen nævnes der eksempler på de områder, hvor ministeren kan fastsætte regler. Disse tjener udelukkende som eksempler, og ministeren vil derfor også kunne fastsætte regler om andet end de i bestemmelsen nævnte eksempler, så længe reglerne relaterer sig til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og anvendelse af vedvarende energi på transportområdet.

Med den foreslåede nyaffattelse af biobrændstoflovens § 3, stk. 2, foreslås der indført bemyndigelsesbestemmelser for dels at sikre, at VE II-direktivet implementeres rettidigt og for dels at kunne tage højde for udmøntningen af politiske aftaler om den fremtidige regulering af området. Anvendelsen af bemyndigelserne i lovforslagets forslag til biobrændstoflovens § 3, stk. 2, i form af udstedelse af en bekendtgørelse skal som udgangspunkt bygge på en politisk aftale. Derudover vil bekendtgørelser, hvori der vil blive udmøntet regler med hjemmel i den foreslåede § 3, stk. 2, inden udstedelse blive forelagt de partier, der er en del af den pågældende politiske aftale. Dog vil der gælde en undtagelse for regler vedrørende reduktionskrav eller iblandingskrav, der skal fastsættes som led i implementering af EU-regler, herunder VE II-direktivet og brændstofkvalitetsdirektivet, og hvor der er tale om minimums- eller totalharmonisering. Fastsættelse af regler, der følger direktivernes minimumsbestemmelser eller i tilfælde af totalharmonisering, vil ikke forudsætte en politisk aftale og ministeren vil dermed kunne fastsætte reglerne ved bekendtgørelse uden en politisk aftale.

I den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, er der fastsat et iblandingskrav for bæredygtige biobrændstoffer på 7,6 pct., der er fastsat for at opfylde VE I-direktivets krav om iblanding af 10 pct. vedvarende energi i 2020, og derudover er der i den gældende § 3 b, stk. 1, fastsat et drivhusgasreduktionskrav på 6 pct., der er fastsat for at opfylde brændstofkvalitetsdirektivet krav om drivhusgasreduktioner.

Det følger af den foreslåede stk. 2, nr. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse og størrelse af iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav.

I forlængelse af ovenstående kan der både anvendes konventionelle biobrændstoffer, også kaldet 1. generations biobrændstoffer, der typisk er lavet på sukkerrør, sukkerroer, korn, majs, palmeolie, sojaolie og rapsolie, 2. generations biobrændstoffer eller de såkaldte avancerede biobrændstoffer til opfyldelse af forpligtelsen på 7,6 pct.

1. generations biobrændstoffer er typisk lavet på affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, eller lignocellulose råprodukter.

Avancerede biobrændstoffer produceres ligesom 2. generations biobrændstoffer på bl.a. affalds- og restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, lignocellulosisk materiale og andre materialer, der typisk ikke har andre anvendelsesområder, bortset fra afbrænding. De avancerede biobrændstoffer adskiller sig ved, at de anvendte affalds- og restprodukter m.v. kræver anvendelse af ny teknologi, der kun er ved at bevæge sig fra forsøgsværker til produktion i fuld skala.

De avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstoffer regnes typisk for de bæredygtige biobrændstoffer, der har den højeste drivhusgasfortrængning. Både de avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstofferne er dobbelttællende i forhold til opfyldelse af iblandingskravet på 7,6 pct., hvilket indebærer, at iblandingskravet på 7,6 pct. vil kunne opfyldes ved anvendelsen af 3,8 pct. af disse dobbelttællende biobrændstoffer eller ved en kombination af disse brændstoftyper og 1. generations biobrændstoffer.

Af artikel 7 a, stk. 2, i brændstofkvalitetsdirektivet fremgår det, at brændstofleverandører skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. fra 2020. Kravet blev gennemført i dansk lov ved ændring af biobrændstofloven ved lov nr. 1607 af 22. december 2010.

Kravet indebærer, at alle virksomheder omfattet af loven fra 2020 skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. årligt målt i forhold til en referenceværdi fra 2010. Reduktionen kan ske ved anvendelse af f.eks. biobrændstoffer, men også ved elektricitet der leveres til brug i vejkøretøjer, samt ved anvendelse af UER-kreditter.

Bestemmelsen giver mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt øget integration af vedvarende energi i transportsektoren skal reguleres ved anvendelse af et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav eller en kombination heraf, og der henvises til afsnit 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for uddybning af emnet.

Der har været anvendt iblandingskrav i Danmark siden 2010 og drivhusgasreduktionskrav siden 2020. Disse krav har fungeret parallelt.

Den foreslåede bestemmelse sætter ikke grænser for, hvor højt eller lavt et iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte efter den foreslåede bestemmelse. Størrelsen af et krav fastsættes imidlertid som udgangspunkt som led i en politisk aftale. VE II-direktivet sætter ikke deciderede krav til størrelsen af krav til brændstofleverandørerne.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren bl.a., vil fastsætte et reduktionskrav på 6 pct. i henhold brændstofkvalitetsdirektivet i medfør af den foreslåede bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 1, uden en politisk aftale herom, da kravet følger af direktivets artikel 7 a, stk. 2, og der er tale om minimumsimplementering. Fastsættelse af reduktionskrav, der er højere eller lavere end fastsat i EU-regler, forudsætter en politisk aftale.

Det fremgår af kravet i artikel 7 a, stk. 2, i brændstofkvalitetsdirektivet, at brændstofleverandører skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. fra 2020.

Kravet indebærer, at alle virksomheder omfattet af biobrændstofloven fra 2020 skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. årligt målt i forhold til en referenceværdi fra 2010. Reduktionen kan ske ved anvendelse af f.eks. biobrændstoffer, men også ved elektricitet der leveres til brug i vejkøretøjer, samt ved brug af UER-kreditter.

Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere give mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at el kan bidrage til opfyldelse af både et nationalt iblandingskrav og et drivhusgasreduktionskrav eller for brugen af klimakreditter, herunder brug af infrastrukturkreditter m.v. Infrastrukturkreditter kan bruges til finansiering af opstilling af f.eks. ladestandere til eldrevne køretøjer. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bestemmelse få mulighed for at fastsætte regler om adgang til at medregne de indirekte drivhusgasreduktioner, som opstilling af f.eks. ladeinfrastruktur, herunder ladestandere m.v., i et drivhusreduktionskrav.

I VE II-direktivet fastsættes krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer og biogas svarende til en VE-andel på mindst 0,1 pct. i 2022, mindst 0,5 pct. i 2025 og mindst 1,75 pct. i 2030. Se afsnit 2.1.5.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for uddybning af kravet til avancerede biobrændstoffer og biogas. Med den foreslåede bemyndigelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne fastsætte krav til anvendelse af avancerede biobrændstoffer og biogas.

Efter den foreslåede bemyndigelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren få mulighed for at fastsætte krav om anvendelse af vedvarende energi og avancerede biobrændstoffer og biogas, der er lavere end de nuværende niveauer bortset fra de år, hvor der er fastsat specifikke målkrav i VE II-direktivet.

Ligeså vil klima-, energi- og forsyningsministeren få mulighed for at sætte krav, der er højere end både de nuværende målkrav i den gældende biobrændstoflov, men også højere end de målkrav, der er fastsat i VE II-direktivet.

Efter den gældende biobrændstoflov er der ikke mulighed for at begrænse anvendelsen af visse typer af biobrændstoffer. Denne begrænsning blev indført ved gennemførelsen af VE I-direktivet, der indeholder en ufravigelig bestemmelse om, at den enkelte medlemsstat ikke kan forbyde anvendelsen af biobrændstoffer, der lever op til bæredygtighedskriterierne i VE I-direktivet. Det skal bemærkes, at der ved denne vurdering ikke inddrages de ILUC-effekter, der er ved de enkelte biobrændstoftyper.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 2, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om begrænsning af anvendelse af visse typer af brændstoffer.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bemyndigelse kunne fastsætte regler om begrænsning af anvendelse af visse typer af biobrændstoffer. Det kan være i form af begrænsninger for anvendelsen af visse brændstoffer i medtælling mod et leverandørkrav. Bestemmelsen giver således mulighed for at kunne skelne mellem forskellige biobrændstoffer og biomassebrændsler produceret af fødevare- og foderafgrøder, idet der tages hensyn til den bedste tilgængelige dokumentation vedrørende ILUC.

Bestemmelsen giver også Klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at fastsætte eventuelle yderligere bæredygtighedskriterier for biomassebrændsel. Mens bæredygtighedskriterier for flydende biobrændstoffer er totalharmoniseret efter direktivets bestemmelser, så åbner VE II-direktivet mulighed for, at medlemslandene kan fastsætte yderligere kriterier for biomassebrændslers bæredygtighed, dvs. for brændsler baseret på fast biomasse og for biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der skelner mellem forskellige biobrændstoffer under iagttagelse af reglerne herom i VE II-direktivet, hvor det i denne forbindelse særligt er artikel 26, stk. 1, nr. 3, der er relevant. Artiklen fastlægger bl.a., at medlemsstaterne kan skelne mellem forskellige biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler produceret af fødevare- og foderafgrøder, idet der tages hensyn til den bedste tilgængelige dokumentation vedrørende ILUC. Det nævnes endvidere i artiklen, at medlemsstaterne f.eks. kan fastsætte en lavere grænse for andelen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassemassebrændsler, der er baseret på fødevare- eller foderafgrøder, som er produceret af olieholdige afgrøder.

For en nærmere beskrivelse af ILUC og VE II-direktivets artikel 16, stk. 1, nr. 3, henvises der til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil have mulighed for at fastsætte regler, som begrænser anvendelsen i medtælling mod et leverandørkrav af brændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere med forslaget få mulighed for at fastsætte nærmere regler om medtælling mod et leverandørkrav af biobrændstoffer fra bilag 1, del B, der, som nævnt, omhandler råprodukter i form af brugt madolie og animalsk fedt. Dette foreslås særligt under hensyn til, hvis tilgængeligheden af disse råprodukter ændres.

Efter den gældende biobrændstoflov kan der ikke sondres mellem de krav, herunder iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav, der fastsættes til de brændstofleverandører eller virksomheder, der er omfattet af loven.

En nyskabelse i VE II-direktivet er, at medlemsstaterne nu gives mulighed for at undtage eller skelne mellem forskellige brændstofleverandører og brændstoffer ved fastsættelsen af forpligtelsen for brændstofleverandører og derved sikre, at de varierende grader af modenhed og omkostningerne ved forskellige teknologier kan tages i betragtning.

Mange virksomheder af forskellige størrelser forsker og udvikler nye brændstoftyper med fokus på mindre udledning af drivhusgasser fra disse brændstoffer.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 3, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om differentierede krav til forskellige brændstofleverandører i forhold til drivhusgasreduktionskrav eller iblandingskrav.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er bl.a. at sikre, at der ikke lægges hindringer i vejen for udviklingen af sådanne nye brændstoftyper. Disse hindringer kunne f.eks. være i form af, at virksomheden også vil skulle opfylde en række af de andre krav i biobrændstofloven, eksempelvis i form af iblanding af avancerede biobrændstoffer.

Det skal bemærkes, at langt de fleste, hvis ikke alle, af de virksomheder, der i dag er omfattet af loven, er store, erfarne virksomheder, der har været længe i brændstofbranchen og ikke vil have de beskrevne udfordringer.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at virksomheder, der leverer brændstoffer i form af elektricitet eller vedvarende flydende eller gasformige transportbrændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, kan friholdes fra forpligtelsen til at overholde de minimumsandele af avancerede biobrændstoffer og biogas, der er fastsat i VE II-direktivet. Der henvises til afsnit 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en uddybning af emnet.

Den foreslåede bestemmelse er bl.a. tiltænkt de tilfælde, hvor en elleverandør udelukkende leverer el til markedet og ikke handler med flydende brændstoffer. I sådanne tilfælde kan klima-, energi- og forsyningsministeren med den foreslåede bestemmelse fastsætte regler om, at disse virksomheder ikke skal opfylde kravet om iblanding af avancerede biobrændstoffer og biogas.

Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en nedre grænse i form af antal solgte liter brændstof, der skal passeres for at være omfattet af biobrændstofloven. Da området for biobrændstoffer og andre drivhusgasreducerende brændstoffer er under konstant udvikling, kan det ikke udelukkes, at der kommer små forsøgsanlæg i Danmark, der i en periode kun vil producere små mængder bæredygtige biobrændstoffer. Såfremt disse omfattes af biobrændstofloven og de administrative og økonomiske konsekvenser, der ville følge heraf, kunne dette virke begrænsende for udviklingen af de nye brændstoftyper uden, at der vil være en tilsvarende gevinst for virksomheden eller samfundet ved at lade dem være omfattet af biobrændstofloven.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 4, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om begrænsning for anvendelse af UER-kreditter og opstrømsreduktioner.

UER'ere, der kan anvendes til opfyldelse af drivhusgasreduktionskrav i biobrændstofloven, er en helt ny slags klimakreditter, der først har kunnet anvendes til at opfylde drivhusgasreduktionskravet i 2020. De opstrømsreduktioner som UER'erne repræsenterer kan handles frit på markedet. I Danmark forventes det, at flere af de af loven forpligtede virksomheder vil gå sammen om at købe UER'ere og derefter fordele dem mellem de enkelte selskaber.

Der er ikke noget krav om, at virksomheder skal anvende UER'ere, og de opstrømsemissioner som UER'ere repræsenterer vil også kunne opnås på andre måder, f.eks. ved iblanding af bæredygtige biobrændstoffer, VE-brændstoffer eller brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk som f.eks. genanvendt kulstofbrændsel.

Da UER'erne er et nyt instrument, er det samtidigt vanskeligt at vurdere effekten af anvendelsen af UER'ere. Dertil kommer, at UER’ere ikke tæller med i det danske drivhusgasregnskab. Endelig er der visse vanskeligheder med at føre en effektiv kontrol i forhold til svindel og dobbelttælling.

Den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 4, vil gøre det muligt for klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte regler om at begrænse anvendelsen af UER'ere til opfyldelse af drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der foreslås ophævet og fremover reguleret efter den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 1.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 5, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om flertællingsmekanismer.

Den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 5, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om anvendelsen af flertællingsmekanismer i forbindelse med et leverandørkrav. Det drejer sig om de muligheder, som er nævnt i VE II-direktivets artikel 27 om bl.a. dobbelttælling af avancerede biobrændstoffer, biogas og 2. generations biobrændstoffer.

I VE I-direktivet har man ladet nogle brændstoftyper tælle dobbelt i forhold til det i Danmark gældende iblandingskrav. Både de såkaldte avancerede biobrændstoffer (der er lavet på affald eller restprodukter) og 2. generations biobrændstoffer (der laves med brugt madolie eller animalsk fedt som råprodukt) har kunnet tælle dobbelt. Dette indebærer, at såfremt en virksomhed vælger at opfylde det gældende iblandingskrav på 7,6 pct. udelukkende med dobbelttællende biobrændstoffer, vil man kunne nøjes med at iblande 3,8 pct. af disse biobrændstoffer.

Efter VE II-direktivet eksisterer der fortsat en mulighed for at lade de avancerede og 2. generations biobrændstoffer samt biogas være dobbelttællende i forhold til det nationale iblandingskrav.

I VE II-direktivet er det i artikel 25, stk. 1, fastsat, at andelen af avancerede biobrændstoffer samt biogas skal udgøre mindst 0,1, 0,5, og 1,75 pct. af energiforbruget i transportsektoren i hhv. 2022, 2025 og 2030.

Endvidere er det i VE II-direktivet fastsat, at bidrag fra el forbrugt i eldrevne køretøjer til vejtransport og el forbrugt i elektrificeret jernbanetransport nu kan tælle hhv. 4 og 1,5 gange mod det overordnede mål for transportområdet på 14 pct. i VE II-direktivet.

Endelig er det i VE II-direktivet fastsat, at bidraget fra brændstoffer, der leveres til luftfart og søfart, med undtagelse af brændstoffer, som er produceret af fødevare- og foderafgrøder, kan tælle med en faktor 1,2 mod det overordnede mål for transportområdet på 14 pct.

VE II-direktivet har ændret på reglerne for flertælling. Den gældende dobbelttælling videreføres i VE II-direktivet, men det er ikke længere obligatorisk, at avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstoffer skal være dobbelttællende i et leverandørkrav.

Det er i VE II-direktivet, i modsætning til VE I-direktivet, fastsat, at bidraget fra brændstoffer, der leveres til luftfart og søfart, med undtagelse af brændstoffer, som er produceret af fødevare- og foderafgrøder, skal sættes til 1,2 gange deres energiindhold. Der var ikke en lignende bestemmelse i VE I-direktivet, der gjorde det muligt at lade luft- og søfart bidrage til målene i direktivet.

Særligt den firedobbelte tælling af el til elektriske vejkøretøjer forventes at få betydning for Danmarks opfyldelse af det overordnede 14 pct.-mål i VE II-direktivet, men også dobbelttællingen for de avancerede biobrændstoffer forventes at komme til at spille en stor rolle i forhold til opfyldelsen af målet.

Flertællingsmekanismerne kan, sammen med de andre flertællingsmekanismer i VE II-direktivet, medføre et uklart billede af de initiativer, der foretages i forhold til iblanding af vedvarende energi i transportsektoren.

Det følger af forslaget til § 3, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en lavere andel af iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav end dem, der er fastsat i medfør af stk. 2, såfremt særlige hensyn gør sig gældende.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 3, stk. 10, vil den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 3, indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren også vil få de samme beføjelser i forhold til de drivhusgasreduktionskrav og iblandingskrav, der vil kunne fastsættes efter den foreslåede § 3, stk. 2, som ministeren har i forhold til de gældende iblandingskrav efter den gældende § 3, stk. 1 og 3.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 1, at et af de særlige hensyn kan være en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene.

Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde af, at der opstår en krisesituation, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, og der dermed kan være behov for at nedsætte forpligtelsesprocenten midlertidigt. Det kan ikke udelukkes, at en krisesituation vil kunne begrænse adgangen til biobrændstoffer, hvorefter der ikke kan skaffes biobrændstoffer nok til opretholdelse af forpligtelsesprocenten på 7,6 pct., som forventes videreført fra biobrændstofloven og fastsat i biobrændstofbekendtgørelsen, hvis der ikke samtidigt er sket en udvidelse af lagringsforpligtelsen til at omfatte biobrændstoffer.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 2, at et af de særlige hensyn kan være, at avancerede biobrændstoffer og biogas produceret af de råprodukter, der er anført i bilag 1, del A, er uforholdsmæssigt dyre.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at såfremt prisen på avancerede biobrændstoffer stiger meget, eller der ikke er tilstrækkelige mængder af avancerede biobrændstoffer til rådighed i forhold til udgangspunktet, har ministeren mulighed for at justere anvendelsesprocenten for avancerede biobrændstoffer helt ned til 0,0 pct.

Det følger endvidere af den foreslåede nyaffattelse, at den foreslåede § 3, stk. 3, nr. 2, også omfatter avanceret biogas, der er defineret som biogas, der er fremstillet af råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag 1, del A. Denne type biogas var også omfattet tidligere, men pga. den ændrede definition af biobrændstoffer, har det været nødvendigt med denne tilføjelse. Det er ikke tilsigtet, at tilføjelsen skal medføre nogen ændring af retstilstanden på området.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 3, at et af de særlige hensyn kan være mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport.

Det kan ikke helt udelukkes, at der f.eks. i forbindelse med en hurtig stigning i efterspørgslen efter biobrændstoffer, der opfylder bæredygtighedskriterierne, opstår en midlertidig mangel på biobrændstoffer på markedet, eller at brændstoffer bliver uforholdsmæssigt dyre som følge af en mangelsituation. I disse situationer kan ministeren vælge at nedsætte forpligtelsesprocenten i op til et enkelt år. Det vurderes dog, at sandsynligheden for at denne situation opstår er meget lille.

Med den nyaffattede stk. 3, nr. 3, foreslås det i forhold til den gældende bestemmelse, at der tilføjes ”biomassebrændsler til transport” til de biobrændstoffer, der er omfattet af bestemmelsen. Biomassebrændsler er en ny type af brændstoffer i VE II-direktivet, der defineres som gasformige eller faste brændsler lavet af biomasse. Biogas er alene gasformige brændstoffer lavet på biomasse.

Den foreslåede nyaffattelse vil sikre, at biomassebrændsler til transport også omfattes af den foreslåede bestemmelse. Biogas var også omfattet af den gældende bestemmelse, da biogas er en del af biobrændstoffer efter denne bestemmelse. VE II-direktivet udsondrer biogas fra biobrændstoffer, hvorfor der foreslås en ændring af bestemmelsens ordlyd. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af retstilstanden på området bortset fra, at det foreslås, at biomassebrændsler også skal være omfattet af bestemmelsen.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 4, at et af de særlige hensyn kan være i tilfælde af brug af andre vedvarende energiteknologier i transportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport.

De fire hensyn, som er opregnet i forslaget til stk. 3, nr. 1-4, er eksempler på hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten. De nævnte eksempler er ikke udtømmende. Øvrige særlige hensyn vil også kunne begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, såfremt de hviler på lignende overvejelser som de hensyn, der allerede er eksemplificeret i stk. 3, nr. 1-4. For at øvrige særlige hensyn kan begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, skal der dog være tale om ekstraordinære situationer.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget offentlig støtte, kan medregnes i et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der gør, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget offentlig støtte, kan anvendes i en virksomheds iblandings- eller drivhusreduktionsforpligtelse.

De eksisterende iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav betragtes efter definitionen i VE II-direktivets artikel 2, nr. 5, som en støtteordning til fremme af vedvarende energi i transportsektoren. Hensynet til EU-statsstøtteregler bør derfor tages i betragtning for så vidt angår de brændstoffer, der omfattes af et leverandørkrav. Det gælder særligt i forhold til at sikre støtteordningers incitamentsvirkning.

Det fremgår af Europa-Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020, EU-Tidende, C 200, 28. juni 2014, s. 1, at støtte til biobrændstoffer (gasformige og flydende), der samtidig er underlagt en forpligtelse med hensyn til forsyning eller blanding, i udgangspunktet ikke betragtes som forenelig med det indre marked, medmindre en medlemsstat kan påvise, at støtten er begrænset til bæredygtige biobrændstoffer, som er for dyre til at lancere på markedet med alene en forsynings- eller blandingsforpligtelse.

Af ovenstående grunde og af hensyn til at kunne sikre en fair og lige konkurrence for biobrændstoffer, biomassebrændsler, VE-brændstoffer m.v., som medtæller mod en leverandørforpligtelse, vurderes det at være hensigtsmæssigt med den foreslåede bemyndigelse i § 3, stk. 4.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af stk. 5 , at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definition og krav til dokumentation af virksomhedernes opgørelser af de biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der er anført i bilag 1, del A og B.

Det foreslåede stk. 5 bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om definition og dokumentation for de biobrændstoffer, som der i medfør af forslaget til biobrændstoflovens § 3, stk. 2, kan fastsættes regler om vedrørende dobbelttælling i forhold til virksomhedens biobrændstofforpligtelse.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om hvilke biobrændstoffer, biogas og biomassebrændsler, der vil kunne tælle dobbelt efter regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 5. Desuden vil der kunne fastsættes regler om virksomhedernes dokumentationskrav i forhold til, at biobrændstofferne og biomassebrændslerne opfylder kravene for at kunne tælle dobbelt. Dokumentationen indgår i den årlige rapport, som virksomhederne sender til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen vil blive udstedt således, at de tager højde for EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Ved udstedelse af regler i medfør af stk. 5 vil der blive taget hensyn til Kommissionens praksis på dette område. § 3, stk. 5, vil således ikke blive anvendt til at fastsætte særlige danske krav til definitionen af, hvad der kan henregnes til biobrændstoffer og biomassebrændsler, der tæller dobbelt. Bestemmelsen muliggør ikke, at der udstedes særlige danske dokumentationskrav, som hindrer anerkendelsen af biobrændstoffer og biomassebrændsler, som i øvrigt er anerkendt i EU.

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af det gældende § 3, stk. 11, hvor den eneste ændring er henvisningerne i bestemmelsen, og at begrebet biomassebrændsler foreslås indsat.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at en virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter regler fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 ved aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder virksomhedens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3.

Forslaget vil indebære, at der skabes mulighed for fleksibilitet for virksomhederne, og bestemmelsen vil medvirke til en omkostningseffektiv opfyldelse af forpligtelsen til afsætning af biobrændstof. Bestemmelsen vil indebære, at en virksomhed kan indgå aftale med en anden virksomhed om, at den helt eller delvist opfylder den første virksomheds forpligtelse til at afsætte biobrændstoffer. En virksomhed kan også indgå aftale med flere virksomheder, som hver især vil bidrage til, at den første virksomheds forpligtelse opfyldes helt eller delvist.

En virksomhed, som indgår en eller flere aftaler, som samlet opfylder dele af virksomhedens forpligtelse, skal selv opfylde den resterende del af forpligtelsen.

Virksomhederne skal sende en årlig rapport til ministeren som dokumentation for virksomhedens opfyldelse af forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer. Såfremt virksomheder har indgået en aftale efter forslaget til stk. 6 om at opfylde forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer for hinanden, vil omfanget skulle dokumenteres i rapporten.

Bestemmelsen har sammenhæng med den foreslåede ophævelse af den gældende § 3 c, jf. lovforslagets § 2, nr. 8, efter hvilken virksomheder kan aftale, at de i fællesskab, helt eller delvist, opfylder drivhusgasreduktionskravet i den gældende lovs § 3 b. § 3 b, stk. 1, foreslås også ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 6, og det deri indeholdte drivhusgasreduktionskrav foreslås flyttet til den foreslåede § 3, stk. 2.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 6, sker af lovtekniske grunde. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden i forhold til den gældende § 3, stk. 8, eller § 3 c.

Til nr. 5

Det følger af den gældende § 3 a, at virksomheder efter regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren hvert år skal rapportere til Energistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og den elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, der i Danmark er blevet leveret af virksomheden.

Det følger af den gældende § 3 e, at elleverandører kan vælge at bidrage til en virksomheds reduktionsforpligtelse efter § 3 b, hvis elleverandøren kan påvise, at denne på fyldestgørende vis kan måle og overvåge den elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer. Det følger endvidere af stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om metoden til beregning af elektricitet til brug i de elektriske vejkøretøjer.

Det foreslås, at »jf. § 3 e,« udgår i § 3 a.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der ikke henvises til § 3 e i § 3 a i biobrændstofloven. Baggrunden for forslaget er, at § 3 e foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

De krav, der fremgår af den gældende § 3 e, foreslås fremover fastsat i bekendtgørelse i medfør af biobrændstoflovens § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 6

Det fremgår af § 3 b, stk. 1, i den gældende biobrændstoflov, at virksomheder omfattet af loven så gradvist som muligt skal reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct.

Endvidere følger det af § 3 b, stk. 2-4, i biobrændstofloven, at klima-, energi- og forsyningsministeren har mulighed for at fastsætte krav om yderligere drivhusgasreduktioner end de drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1.

Det fremgår således af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at reduktionen efter stk. 1 skal være på 2 pct. senest den 31. december 2014 og 4 pct. senest den 31. december 2017.

Af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 3, fremgår det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at virksomhederne ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. yderligere skal reducere med 2 pct., som skal opfyldes senest den 31. december 2020 ved at levere elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, eller ved at anvende teknologi, der begrænser vugge til grav-emissionerne pr. energienhed fra leveret brændstof og energi.

Af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 4, fremgår det, at ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. og en eventuel forpligtelse fastsat efter stk. 3 kan klima-, energi- og forsyningsministeren med henblik på reduktioner inden for sektoren for brændstofforsyning fastsætte regler om en yderligere reduktion på 2 pct., som virksomhederne skal opfylde senest den 31. december 2020 ved at købe CO2-kreditter.

Det foreslås, at biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1-4, ophæves.

Biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, foreslås ophævet, da indholdet af § 3 b, stk. 1, med den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fremover fastsættes af klima-, energi- og forsyningsministeren i en bekendtgørelse.

I den gældende § 3 b, stk. 1, er der minimumsimplementeret regler efter brændstofkvalitetsdirektivet. Med lovforslaget bemyndiges ministeren til at fastsætte de nuværende bestemmelser i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, i en bekendtgørelse. Det er dermed ikke hensigten med lovforslaget at ændre på en virksomheds nuværende reduktionsforpligtelse, jf. brændstofkvalitetsdirektivet.

Endvidere foreslås biobrændstoflovens § 3 b, stk. 2-4, ophævet, da bestemmelserne udelukkende giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler om forhøjelse af drivhusgasreduktionskrav i en periode, der ligger forud for dette lovforslag, og der er derfor ikke længere mulighed for at anvende bestemmelserne.

Endvidere vil den foreslåede bestemmelse som konsekvens medføre, at biobrændstoflovens § 3 b, stk. 5 og 6, herefter bliver stk. 1 og 2.

Til nr. 7

Det fremgår af § 3 b, stk. 6, i den gældende biobrændstoflov, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om metoden til fastsættelse af grundlaget for reduktionsforpligtelsen, jf. stk. 1.

Det følger af den foreslåede ændring af § 3 b, stk. 6 , der bliver til stk. 2, at »reduktionsforpligtelse, jf. stk. 1,« ændres til »en drivhusgasreduktionsforpligtelse i medfør af § 3, stk. 2.«

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 6, hvor den nuværende § 3 b, stk. 1, foreslås ophævet. Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren forsat kan fastsætte regler om metoden til fastsættelse af grundlaget for en drivhusgasreduktionsforpligtelse fastsat i medfør af det foreslåede § 3, stk. 2.

Endvidere foreslås det, at det præciseres, at der er tale om en drivhusgasreduktionsforpligtelse. Forslaget skal sikre, at benævnelserne i biobrændstofloven så vidt muligt ensrettes.

Der er med den foreslåede ændring af § 3 b, stk. 6, der bliver til stk. 2, ikke tilsigtet nogen materielle ændringer af indholdet i bestemmelsen. Den foreslåede ændring af bestemmelsen er alene en konsekvensændring af den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, og en præcisering af betegnelsen drivhusgasreduktionsforpligtelse.

Til nr. 8

Det fremgår af § 3 c i den gældende biobrændstoflov, at virksomheder omfattet af biobrændstofloven kan aftale, at de i fællesskab helt eller delvist opfylder deres forpligtelse i § 3 b om at reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct.

Bestemmelsen indebærer, at flere virksomheder kan gå sammen om at opfylde deres individuelle krav om drivhusgasbesparelser. Dette kan foregå på flere forskellige måder.

Eksempelvis kan to virksomheder lægge deres samlede salg af brændstoffer omfattet af forpligtelsen sammen og derved sammen tilvejebringe de krævede 6 pct. drivhusgasreduktioner og indrapportere dette samlet til Energistyrelsen.

Efter den gældende § 3 c vil det også være muligt, at virksomhed A kan sælge eller overdrage en nærmere afgrænset mængde af virksomhedens opnåede drivhusgasbesparelser til virksomhed B, der kan bruge disse erhvervede drivhusgasbesparelser til at opfylde det på dem påhvilende drivhusgasreduktionskrav i biobrændstoflovens § 3 b. I dette tilfælde vil virksomhed A og B typisk indrapportere individuelt. Opfyldelsen i fællesskab efter biobrændstoflovens § 3 c vil også kunne foregå på andre måder.

En tilsvarende mulighed for fælles opfyldelse findes også i forhold til opfyldelse af det gældende iblandingskrav af bæredygtige biobrændstoffer i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 8.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at § 3 c ophæves. Bestemmelsen foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, indeholder en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og størrelsen af drivhusgaskrav og iblandingskrav. Der er derfor ikke længere behov for § 3 b, stk. 1-4.

Det er ikke hensigten med lovforslaget, at der ikke længere skal være mulighed for, at virksomheder i fællesskab skal kunne reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, der fastslår, at virksomhederne fortsat skal have mulighed for i fællesskab, helt eller delvist, at opfylde deres forpligtelse om at reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct. Den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, vil også danne grundlag for, at virksomhederne også fortsat vil kunne opfylde et iblandingskrav af biobrændstoffer i fællesskab.

Det fremgår af den gældende § 3 d, at en virksomhed alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed i regler fastsat i medfør af § 4, til opfyldelse af en forpligtelse efter § 3 b.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at biobrændstoflovens § 3 d ophæves.

Biobrændstoflovens § 3 d foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fastslår, at opfyldelsen af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler, der er fastsat i medfør af loven, alene kan ske ved biobrændstoffer og biomassebrændsler, herunder biogas, der overholder krav til disse brændstoffers bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav, der fastsættes i medfør af § 4.

Der er derfor ikke længere behov for den gældende § 3 d, da indholdet af denne bestemmelse foreslås at kunne blive udmøntet i bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 3, stk. 1.

Med den foreslåede ophævelse af bestemmelserne tilsigtes der ingen ændring af retstilstanden, og ophævelsen skal alene ses som en konsekvensændring af den foreslåede § 3, stk. 1 og 2.

Efter den gældende § 3 e, stk. 1, kan en elleverandør vælge at bidrage til at opfylde en virksomheds reduktionsforpligtelse efter § 3 b, hvis elleverandøren kan påvise, at denne på fyldestgørende vis kan måle og overvåge den elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer. Der er i den gældende biobrændstoflov ikke samme mulighed for, at el kan bidrage til en virksomheds iblandingsforpligtelse efter § 3 i den gældende biobrændstoflov.

Det fremgår af den gældende § 3 e, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om metoden til beregning af elektricitet til brug i de elektriske vejkøretøjer.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at § 3 e ophæves. Bestemmelsen foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og størrelsen af drivhusgaskrav og iblandingskrav. Med lovforslaget bemyndiges ministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende muligheden for at medtælle bidrag fra elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer, i en bekendtgørelse. Der er derfor ikke længere behov for § 3 e.

Den gældende § 3 e implementerer harmoniserede regler jf. brændstofkvalitetsdirektivet. Med lovforslaget bemyndiges ministeren, jf. forslaget til ny § 3, stk. 2, og ny § 4, stk. 1, til at fastsætte de nuværende bestemmelser i biobrændstoflovens § 3 e i en bekendtgørelse.

Det er dermed ikke hensigten med lovforslaget at ændre på muligheden for, at elleverandører kan vælge at bidrage til at opfylde en virksomheds reduktionsforpligtelse, jf. brændstofkvalitetsdirektivet.

Til nr. 9

Det fremgår af § 4, stk. 1, i den gældende biobrændstoflov, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der er omfattet af biobrændstofloven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om biobrændstoffer og disses bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser fra transport.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har med denne bestemmelse fastsat regler om, at de biobrændstoffer, som virksomhederne sælger til opfyldelse af deres forpligtelse, skal opfylde VE I-direktivets krav til bæredygtighed således, at reglerne implementerer VE I-direktivets krav til bæredygtighed, som de er fastlagt i VE I-direktivets artikel 17. Bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer er fastsat i den gældende biobrændstofbekendtgørelse.

Bestemmelsen har bl.a. sit udspring i energiaftalen fra februar 2008, hvoraf det fremgår, at det er en forudsætning, at der kun indgår biobrændstoffer, der opfylder EU’s bæredygtighedskriterier i opgørelsen af forpligtelsesprocenten for biobrændstoffer efter biobrændstofloven.

Kriterierne fremgår af VE I-direktivet, hvori der fastsættes krav til dels den samlede fortrængning af CO2, som biobrændstoffet giver anledning til i hele kæden fra dyrkning af råstoffet til anvendelse i et køretøj og dels oprindelsen af råmaterialet, herunder at det som udgangspunkt ikke må opdyrkes i våd- eller skovområder eller områder med høj biodiversitet.

Den gældende § 4, stk. 1, er udarbejdet med udgangspunkt i VE I-direktivet, og VE I-direktivet ophæves den 1. juli 2021.

Det fremgår af forslaget til nyaffattelse af § 4, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om VE-brændstoffer, biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport og deres bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser fra transport.

Med bestemmelsen bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren bl.a. til at fastsætte, at de biobrændstoffer eller biomassebrændsler, der anvendes til transport, opfylder EU’s krav til bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser, således at reglerne implementerer VE II-direktivets krav til bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner i forhold til en fossil reference.

Med bemyndigelsen vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kunne fastsætte andre regler som følge af EU-regler. Det vil bl.a. være relevant i henhold til brændstofkvalitetsdirektivet.

I medfør af forslaget til biobrændstoflovens § 3, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås det, at det er en forudsætning for opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler, der er fastsat i medfør af denne lov, alene kan medregnes biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der overholder krav til disses bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav.

Med bestemmelsen bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om VE-brændstoffer med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold der er omfattet af denne lov. Det kunne for eksempel være EU-regler vedr. VE-brændstoffer, som er dannet ved en konvertering af anden vedvarende energi.

I forhold til den gældende § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, foreslås det, at der ikke alene henvises til biobrændstoffer, men både til biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport. Forslaget til ændring skyldes, at biobrændstoffer i VE I-direktivet er defineret som flydende og gasformige brændstoffer til transportsektoren, der er fremstillet på grundlag af biomasse. Definitionen er ændret i VE II-direktivet og foreslås derfor også ændret i biobrændstofloven med dette lovforslag. Den foreslåede definition af biobrændstoffer vil fremover kun omfatte flydende brændstoffer lavet på biomasse, hvorimod de gasformige biobrændstoffer fremover defineres som biogas, der defineres som gasformige brændsler produceret af biomasse, eller biomassebrændsler, der defineres som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse, at biomassebrændsler til transport nu også omfattes af bestemmelsen, hvilket sikrer, at klima-, energi- og forsyningsministeren med den foreslåede bestemmelse fortsat vil kunne fastsætte regler for biomassebrændsler til transport, herunder biogas, inden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren i en bekendtgørelse vil fastsætte regler om, at det gældende massebalanceprincip tilpasses, så det er i overensstemmelse med de nye regler om massebalanceprincippet i VE II-direktivet.

Det følger af den gældende § 12 i biobrændstofbekendtgørelsen, som er en gennemførelse af VE I-direktivets artikel 18, stk. 1, der medfører, at en virksomhed skal dokumentere, at den opfylder bæredygtighedskriterierne i biobrændstofbekendtgørelse via et massebalanceprincip, der bl.a. tillader, at partier af råmaterialer eller biobrændstoffer med forskellige bæredygtighedskarakteristika kan blandes.

Dette indebærer, at forskellige flydende biobrændstoffer kan blandes i en beholder, f.eks. på et brændstofdepot, og udtages som det produkt, der blev blandet i beholderen. Blander man eksempelvis ligeligt bæredygtige biobrændstoffer lavet på hhv. rapsolie med bæredygtige biobrændstoffer og hhv. lavet på palmeolie, vil man have en beholder, der i princippet består af lige dele rapsolie og palmeolie. I beholderen er disse to brændstoffer naturligvis sammenblandet, og ethvert udtag fra beholderen vil rent fysisk være en ligelig blanding af de to brændstoftyper.

Massebalanceprincippet tilsiger, at så længe ejeren af beholderen har systematiseret sit bogholderi på en sådan måde, at denne på en sikker måde kan håndtere, hvad der er kommet ind og ud af beholderen, så kan ejeren sælge dele af indholdet i beholderen i overensstemmelse med det, der er blandet i beholderen. I dette eksempel indebærer det, at selv om indholdet i beholderen består af halvt rapsolie og halvt palmeolie, så vil ejeren kunne udtage en andel af beholderen og sælge dette som 100 pct. rapsolie eller palmeolie, så længe den solgte mængde ikke overstiger den mængde, der er tilgået af det pågældende råprodukt i beholderen.

Der findes frivillige ordninger i forhold til overholdelse af massebalanceprincippet. Det vil ofte være de samme frivillige ordninger, der både håndterer bæredygtighedskriterier og massebalanceprincippet hos den enkelte virksomhed.

Masebalanceprincippet betyder også, at der vil kunne lægges gas på gasnettet i en landsdel, og at det efterfølgende vil kunne tages ud af gasnettet i en anden landsdel ved hjælp af massebalanceprincippet.

Det forventes derudover, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 4, stk. 1, vil fastsætte nærmere regler om virksomhedernes indberetninger af oplysninger om gennemførte transaktioner samt brændstoffers bæredygtighedsegenskaber m.v., herunder deres drivhusgasemissioner for hele deres livscyklus fra produktionsstedet til den brændstofleverandør, der markedsfører brændstoffet.

Til nr. 10

Det fremgår af § 5, stk. 1, i biobrændstofloven, at en virksomhed årligt skal sende en rapport til klima-, energi- og forsyningsministeren som dokumentation for, at virksomheden det foregående kalenderår har opfyldt forpligtelsen efter den gældende § 3, stk. 1 og 3, § 3 b, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 10, eller § 3 b, stk. 2-4.

Rapporten danner grundlag for, at Energistyrelsen kan føre tilsyn med virksomhedernes overholdelse af de krav til iblanding af bæredygtige biobrændstoffer, avancerede biobrændstoffer og reduktion af drivhusgasser, der stilles efter loven.

Det fremgår af den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, at henvisningen til § 3, stk. 1 og 3, § 3 b, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 10, eller § 3 b, stk. 2-4, ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 1-3.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, er alene en konsekvensændring på baggrund af den foreslåede nyaffattelse af § 3, hvor iblandingskravet efter den gældende § 3, stk. 1, og drivhusgasreduktionskravet fra den gældende § 3 b, stk. 1, flyttes til regler udstedt i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, eller i medfør af den foreslåede § 3, stk. 3.

Der er således ikke med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, tilsigtet nogen materiel ændring af indholdet af bestemmelsen.

Til nr. 11

Det fremgår af den gældende § 5, stk. 2, i biobrændstofloven, at såfremt der er indgået en aftale mellem virksomheder som nævnt i § 3, stk. 8, eller § 3 c, skal dette fremgå af de rapporter, som de pågældende virksomheder årligt sender til klima-, energi- og forsyningsministeren efter § 5, stk. 1.

Det følger af den foreslåede ændring af § 5, stk. 2 , at henvisningen til § 3, stk. 8, eller § 3 c, i § 5, stk. 2, ændres til § 3, stk. 6.

Som det fremgår af forslaget til § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fremgår det af den gældende § 3 c, at virksomheder omfattet af biobrændstofloven kan aftale, at de i fællesskab helt eller delvist opfylder deres drivhusgasreduktionsforpligtelse i medfør af den gældende § 3 b, der indeholder krav om reduktion af vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct. En tilsvarende mulighed for fælles opfyldelse findes også i forhold til opfyldelse af det gældende iblandingskrav af bæredygtige biobrændstoffer i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 8.

Da § 3 c foreslås ophævet jf. lovforslagets § 2, nr. 8, er henvisningen i § 5, stk. 2, til § 3 c ikke længere relevant.

Der er ikke med den foreslåede ændring tilsigtet nogen ændring af rapporteringsforpligtelsen i henhold til den gældende § 5, stk. 2.

Til nr. 12

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 1, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, for overtrædelse af den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, 2 eller 3, der omhandler iblanding af bæredygtige biobrændstoffer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8 stk. 1, nr. 2, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, for overtrædelse af den gældende biobrændstoflovs forpligtelse i § 3 b, stk. 1, om at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof eller elektricitet til brug i vejkøretøjer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 3, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, såfremt virksomheden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter den gældende § 3, stk. 1, 2 eller 3, der omhandler iblanding af bæredygtige biobrændstoffer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 4, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, såfremt virksomheden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter den gældende § 3 b, stk. 1, der omhandler reduktion af emissioner fra drivhusgasser.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 9, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, hvis virksomeden i erhvervsmæssigt øjemed forsætligt anvender brændstof, der er købt i Danmark, og som ikke opfylder kravene i § 3, stk. 2.

Endelig fremgår det af strafbestemmelsen i § 8, stk. 2, i biobrændstofloven, at i regler, som udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne og påbud fastsat i medfør af reglerne.

Det foreslås, at § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9, ophæves.

§ 8, stk. 1, nr. 5-8, bliver herefter til § 8, stk. 1, nr. 1-4.

Som konsekvens af at forpligtelserne i de gældende § 3, stk. 1- 3, samt § 3 b, stk. 1, foreslås flyttet til den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bl.a. reduktion af emissioner fra drivhusgasser, foreslås § 8, stk. 1 nr. 1-4 ophævet.

Den foreslåede ophævelse er udelukkende en konsekvensændring af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 3, stk. 2, som giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler, som i dag er omfattet af de gældende § 3, stk. 1, 2 eller 3, samt § 3 b, stk. 1, i en bekendtgørelse. Den gældende § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9, vurderes dermed ikke længere at være nødvendig.

Det følger af biobrændstoflovens § 8, stk. 2, at der kan fastsættes påbud og bødestraf for overtrædelse af regler, som udstedes i medfør af loven.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 7, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter § 6, stk. 2.

Det følger af forslaget til ændring af § 8, stk. 1, nr. 7, der bliver nr. 3, at punktummet erstattes af et »eller«.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 12, hvor det foreslås at ophæve § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9. Forslaget om ophævelse af nr. 9 vil medføre, at eller skal fremgå af nr. 7, der bliver nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 12, frem for nr. 8, der bliver nr. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 12.

Til nr. 14

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 8, at »medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme påbud efter § 7, stk. 1, eller«.

Det følger af forslaget til ændring af § 8, stk. 1, nr. 8, der med lovforslaget bliver nr. 4, at »eller« erstattes af et punktum i bestemmelsen.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 12, hvor det foreslås at ophæve § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9.

Den foreslåede ændring vil medføre, at sætningskæden i § 8, stk. 1, afsluttes ved nr. 8, der bliver nr. 4.