Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote til titlen til lov om fremme af vedvarende energi (herefter benævnt VE-loven) indeholder en opregning af de direktiver, som VE-loven helt eller delvist gennemfører.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til VE-lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 155, side 125, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011, EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, L 158, side 193, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1010/2019/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, L 170, side 115, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af fodnoten er, at to af de direktiver, der er anført i den gældende fodnote, vil være ophævet og erstattet af andre direktiver den 30. juni 2021, som er den forventede ikrafttrædelsesdato for dette lovforslag, jf. lovforslagets § 11, stk. 1. Endvidere er en række af de andre af de direktiver, der er anført i den gældende fodnote, ændret i videre omfang end det, der fremgår af den gældende fodnote.

Den foreslåede nyaffattelse af fodnoten indebærer, at det vil fremgå af denne, at direktiv 2009/72/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet, at direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder den 30. juni 2021 ophæves, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet er ændret ved direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle er ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 og ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1010/2019/EU af 5. juni 2019, og at Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter senest er ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013.

Til nr. 2

§ 1 i VE-loven indeholder lovens formålsbestemmelse. Det følger af § 1, stk. 2, at loven særligt skal medvirke til at sikre opfyldelse af nationale og internationale målsætninger om at forøge andelen af energi, som produceres ved anvendelse af vedvarende energikilder.

Det følger af den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, i VE-loven, at der efter »produceres ved« indsættes »bæredygtig«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det af formålsbestemmelsen kommer til at fremgå, at den vedvarende energi, som skal medvirke til at sikre opfyldelse af nationale og internationale målsætninger om at forøge andelen af vedvarende energi, skal produceres ved en bæredygtig anvendelse af de vedvarende energikilder.

Den foreslåede ændring skal bl.a. sikre, at formålsparagraffen i VE-loven afspejler EU’s målsætning, som denne bl.a. fremgår af VE II-direktivet, om bæredygtig anvendelse af vedvarende energikilder. Den foreslåede indsættelse af begrebet bæredygtig i lovens formålsbestemmelse skal således sammenholdes med lovforslagets forslag til indsættelse af ny § 56 c i VE-loven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte krav om overholdelse af de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

Det fremgår af § 2, stk. 2, i VE-loven, at der ved ”vedvarende energikilder” bl.a. forstås vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, stk. 2, at der ved ”vedvarende energikilder” forstås vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi, geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Den foreslåede nyaffattelse af afgrænsningen af begrebet vedvarende energikilder sammenholdt med den foreslåede ophævelse af bemyndigelsen i lovens § 2, stk. 3, til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, vil sikre, at lovens definition og anvendelse af begrebet vedvarende energikilder som udgangspunkt er identisk med VE II-direktivets definition af begrebet. Om det hidtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i § 2, stk. 3, se bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 2, stk. 3, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder.

Formålet med den gældende bemyndigelse er at sikre at ministeren, i de tilfælde hvor det bliver relevant, kan fastsætte definitionen af vedvarende energikilder i national lovgivning med henblik på at sikre overensstemmelse med VE I-direktivets definition af begrebet vedvarende energikilder. Bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med den gældende definition af vedvarende energikilder i § 2, stk. 2, i VE-loven, der ikke er udtømmende beskrevet og ikke fuldt ud sammenfaldende med VE I-direktivets definition af vedvarende energikilder.

Bemyndigelsen er dels blevet udmøntet i bekendtgørelse om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet, der i forbindelse med afgrænsningen af begrebet oprindelsesgaranti for VE-elektricitet angiver vindkraft, solenergi, aerotermisk energi, geotermisk energi, hydrotermisk energi og havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas som relevante kilder til vedvarende energi, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1323 af 30. november 2010. Dels er bemyndigelsen udmøntet i Elmærkningsbekendtgørelsen, der definerer begrebet VE-elektricitet som elektricitet, som er fremstillet som nævnt i § 1 i bekendtgørelse om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet, jf. § 1, stk. 2, nr. 8, i bekendtgørelse nr. 1322 af 30. november 2010. Begge bekendtgørelser implementerer VE I-direktivets bestemmelser vedrørende oprindelsesgaranti.

Det foreslås, at § 2, stk. 3, ophæves.

Forslaget til ophævelse skal ses i sammenhæng med forslaget til nyaffattelse af definitionen af vedvarende energikilder i § 2, stk. 2, i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Her foreslås det, at definitionen af vedvarende energikilder ændres, så definitionen følger den definition, der fremgår af VE II-direktivet.

Ophævelsen vil medføre, at ministeren ikke længere vil have mulighed for at fastsætte nærmere regler om, hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder.

Da det med lovforslaget er foreslået, at definitionen i § 2, stk. 2, i VE-loven ændres til den definition, der følger af VE II-direktivet, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, er der således ikke længere behov for, at ministeren kan fastsætte en anden definition af vedvarende energikilder med henblik på at sikre overensstemmelse med den tilsvarende definition i VE II-direktivet.

Til nr. 5

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner.

Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 1 og 2 , ophæves, og at der i stedet indsættes nye numre 1-4.

VE-loven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af begrebet affald.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 1, nr. 1, at »affald« i VE-loven vil blive defineret som affald som defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om affald (affaldsdirektivet), med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på at opfylde denne definition.

Formålet med indsættelsen af definitionen på affald i VE-loven er at implementere VE II-direktivets definition af affald i national ret. I henhold til artikel 2, nr. 23, definerer direktivet således »affald« som affald defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald, med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på opfyldelse af denne definition.

Det følger af artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald, at affald er ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at VE II-direktivets definition på affald indsættes i VE-loven.

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 1, i VE-loven, at »biogas« i VE-loven defineres som gas, der dannes ved nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at »biogas« i VE-loven vil blive definereret som gasformige brændsler produceret af biomasse. Der er tale om en nyaffattelse af den gældende definition på biogas i VE-loven.

Den foreslåede definition i stk. 1, nr. 2, 1. pkt., er identisk med VE II-direktivets definition af biogas, jf. artikel 2, nr. 28, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet. Den foreslåede indsættelse skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, hvorved der foreslås indsat en bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om overholdelse af bl.a. VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner ved anvendelse af biomassebrændsler, herunder biogas, til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler.

Det følger af den foreslåede indsættelse af stk. 1, nr. 2, 2. pkt., at der ved »biogas« i §§ 43 b-43 j dog skal forstås gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

VE II-direktivets definition af biogas er bredere end den gældende definition i VE-loven, der alene medtager gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold. VE-II-direktivets definition omfatter også gas fremstillet ved termisk forgasning af biologisk materiale. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at lovens afgrænsning af de pågældende støtteordninger er i overensstemmelse med de statsstøttegodkendelser, der ligger til grund for ordningerne.

Det følger af det gældende § 5, stk. 1, nr. 2, i VE-loven, at begrebet biomasse i VE-loven defineres som materiale, som fremgår af lovens bilag 1. Begrebet biomasse anvendes i reguleringen af en række støtteordninger i lovens §§ 44-47 om energi produceret fra forskellige anlæg, der anvender biomasse.

Den gældende definition af begrebet biomasse afgrænser hvilke typer af biomasse, der kan anvendes til støtteberettiget energiproduktion i overensstemmelse med de statsstøttegodkendelser, der ligger til grund for de pågældende støtteordninger. Definitionen af biomasse efter bilag 1 svarer til det, der i regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven, jf. bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald, defineres som biomasseaffald. Biomasseaffald er eksempelvis rent træ (herunder spåner og savsmuld), træaffald fra produktion og bearbejdning af rent, limet træ med et indhold af lim, der ikke overstiger 1 pct. målt som vægtprocent af tørstof, halm, kerner og sten fra frugter og bær og frugtrester m.v. Organisk affald fra eksempelvis husholdninger eller virksomheder, herunder industriaffald, er ikke omfattet af begrebet biomasse efter bilag 1 eller i miljøbeskyttelseslovens forstand.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af definitionen af »biomasse« i stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at begrebet biomasse vil skulle forstås som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, fra fiskeri, fra akvakultur og fra den bionedbrydelige del af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse.

Den foreslåede definition af biomasse svarer til VE II-direktivets definition af biomasse. Dog er der efter konsultation mellem Energistyrelsen og Europa-Kommissionen foretaget enkelte præciseringer, da direktivets definition er sproglig og grammatisk upræcis og indebærer risiko for misfortolkning.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af definitionen af begrebet biomasse i VE-loven er, at der med lovforslaget foreslås indsat en ny § 56 c i VE-loven, der skal muliggøre implementering af VE II-direktivets artikel 29-31, jf. lovforslagets § 1, nr. 16. Derfor bør definition af biomasse i VE-loven som udgangspunkt svare til VE II-direktivets definition.

Med biologisk nedbrydelighed forstås, at det pågældende produkt eller materiale kan omsættes ved naturlige processer via mikroorganismer, f.eks. bakterier og svampe, og dermed indgå i et naturligt kredsløb.

Med biologisk oprindelse forstås, at der er tale om ikke fossilt organisk materiale, som stammer fra planter eller dyr. Hvis det organiske materiale er lagret i en geologisk formation, er der tale om fossil oprindelse. Eksempler på fossile ressourcer er kul, olie og naturgas.

Det følger bl.a. af den foreslåede definition, at bionedbrydeligt kommunalt affald af biologisk oprindelse er omfattet af begrebet biomasse.

Kommunalt affald skal forstås som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018. Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2 b, at kommunalt affald defineres som a) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra husholdninger, herunder papir og pap, glas, metal, bioaffald, træ, tekstiler, emballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt storskrald, herunder madrasser og møbler, og som b) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra andre kilder, når dette affald med hensyn til type og sammensætning er sammenligneligt med affald fra husholdninger.

Kommunalt affald omfatter ikke affald fra produktion, landbrug, skovbrug, fiskeri, septiktanke, spildevandsledninger og spildevandsbehandling, herunder spildevandsslam, udrangerede køretøjer eller bygge- og nedrivningsaffald.

Denne definition berører ikke fordelingen af ansvaret for affaldshåndtering mellem offentlige og private aktører.

Det følger af forslaget til stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at biomasse i §§ 43 g, 43 h, 45 a og 47 skal forstås som den biomasse, der fremgår af bilag 1.

Den foreslåede definition af biomasse i § 5, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., i VE-loven, jf. ovenfor, er bredere end den gældende definition i VE-loven, der følger af bilag 1. Bilag 1 omfatter dog alene biomasse, der er støtteberettiget. Det foreslås, at den nuværende definition i VE-loven af biomasse for støtteberettiget biomasse bibeholdes i et bilag 1 til VE-loven, og at der i forslaget til § 5, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. indsættes en henvisning til bilag 1. På den baggrund foreslås det, at biomasse i §§ 43 g, 43 h, 45 a, 45 b og 47, defineres som biomasse, der fremgår af bilag 1. Den biomasse, der finder anvendelse for de støtteordninger, der er omfattet af de pågældende bestemmelser, fremgår af bilag 1 til VE-loven.

Den gældende VE-lov indeholder ikke en definition af biomassebrændsler.

Det foreslås, at der i stk. 1, nr. 4, indsættes en definition på biomassebrændsler, der definerer biomassebrændsler som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

Der har ikke tidligere været en definition af biomassebrændsler i VE-loven, men da begrebet anvendes i VE II-direktivet og i forslaget til § 56 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, findes det nødvendigt, at definitionen indsættes i VE-loven.

Nr. 3 bliver herefter nr. 5.

Til nr. 6

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner, men ikke en definition af flydende biobrændsler.

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, nr. 6, at flydende biobrændsler skal forstås som flydende brændstof til energiformål, bortset fra transport, herunder elektricitet og opvarmning og køling, fremstillet på grundlag af biomasse.

Den foreslåede definition implementerer artikel 2, nr. 32, i VE II-direktivet.

Begrebet flydende biobrændsler foreslås med lovforslagets § 1, nr. 16, anvendt i forslaget til § 56 c i VE-loven. På den baggrund foreslås det, at definitionen af flydende biobrændsler indsættes i VE-loven.

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 7-10.

Til nr. 7

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner, men ikke en definition af VE-fællesskaber.

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, nr. 11 , at VE-fællesskaber skal forstås som en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne juridiske person, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste.

Det foreslås at indsætte en definition af VE-fællesskaber, der næsten er identisk med VE II-direktivets definition af VE-fællesskaber i artikel 2, nr. 16. Med henblik på korrekt gennemførelse af bestemmelsen bør definitionen dog af selskabsretlige grunde afvige fra VE II-direktivets definition i artikel 2, nr. 16. For det første bør ”retlig enhed” ændres til ”juridisk person”. For det andet bør ”aktionærer” og ”medlemmer” ændres til ”kapitalejere” og ”deltagere”. Det er vurderingen, at begge modifikationer bør ske af hensyn til korrekt anvendelse af dansk juridisk terminologi. For så vidt angår henvisningen til deltagerne i et VE-fællesskab bør denne følge den danske selskabsret og i den forbindelse ikke indskrænke muligheden for valg af selskabsform for VE-fællesskabet. En fysisk eller juridisk person kan således bl.a. deltage i en forening, et interessentskab eller et a.m.b.a. En fysisk eller juridisk person kan ligeledes være kapitalejer i et anpartsselskab eller et aktieselskab. Efter definitionen i artikel 2, nr. 16, kan både fysiske personer, små og mellemstore virksomheder, og lokale myndigheder, herunder kommuner, indgår i VE-fællesskaber. Ordlyden medfører, at lokale myndigheder i Danmark omfatter kommuner, mens stat og regioner ikke kan indgå i VE-fællesskaber, da hverken stat eller regioner i forbindelse med VE-fællesskaber anses for at falde ind under begrebet lokal myndighed.

Med den foreslåede definition anses VE-fællesskabet efter ordlyden som uafhængig, det vil sige uafhængigt af de individuelle deltagere og andre traditionelle markedsaktører, der deltager i fællesskabet, som kapitalejere eller deltagere, eller som samarbejder på anden vis såsom gennem investeringer. For yderligere herom henvises der til gældende ret i afsnit 3.3.1.

Begrebet VE-fællesskaber foreslås med lovforslagets § 1, nr. 9, anvendt i forslaget til indsættelse af § 21 a i VE-loven. På den baggrund foreslås det, at definitionen af VE-fællesskaber indsættes i VE-loven.

Nr. 8 bliver herefter nr. 12.

Til nr. 8

Den gældende overskrift til kapitel 2 i VE-loven, der omfatter §§ 6-21, og vedrører bl.a. den gældende værditabsordning, salgsoptionsordning, ordning om VE-bonus, grøn pulje og garantifond, har ordlyden ”Foranstaltninger til fremme af udbygningen med vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker”.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 2 affattes som: ”Foranstaltninger til fremme af udbygningen med vedvarende energi”.

Med ændringen af overskriften til kapitel 2 udvides overskriften til at omfatte andre energiformer end de 4, der er nævnet i den gældende overskrift.

Ved den ændrede overskrift til kapitel 2 sikres, at kapitlet kan omfatte foranstaltninger til fremme af de former for vedvarende energi, som fremgår af definition af vedvarende energi i VE-loven. Derfor skal den foreslåede ændring ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvorved der foreslås indsat en definition af vedvarende energikilder, som er identisk med VE II-direktivets definition heraf.

Til nr. 9

Den juridiske person, VE-fælleskab, er ikke reguleret i VE-loven.

Det foreslås, at der efter § 21 indsættes en overskrift , der affattes som: ”Bemyndigelser til fastsættelse af foranstaltninger til fremme af udbygning med vedvarende energi”.

Det foreslås, at der indføres en bemyndigelse i en ny bestemmelse i § 21 a i VE-loven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler vedrørende VE-fællesskaber, som ejer anlæg, der producerer vedvarende energi, som ikke er elektricitet. Reglerne kan omfatte bestemmelser om VE-fællesskabers ret til bl.a. at producere, forbruge, lagre og sælge vedvarende energi.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 21 a er at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om gennemførelse af de obligatoriske bestemmelser i VE II-direktivets artikel 22 for VE-fællesskaber.

De obligatoriske bestemmelser i artikel 22 er hhv. stk. 1 om slutkunders ret til at deltage i VE-fællesskaber samtidig med, at de bl.a. bevarer deres rettigheder eller forpligtelser som slutkunder, stk. 2 om VE-fællesskabers rettigheder til at producerer, forbruge, lagre, sælge og dele vedvarende energi og stk. 4 om den befordrende ramme, som medlemsstaterne skal tilvejebringe for at fremme og lette udviklingen af VE-fællesskaber.

Hjemlen til at fastsætte regler om VE-fællesskaber i medfør af den foreslåede § 21 a foreslås afgrænset af VE II-direktivets obligatoriske bestemmelser i artikel 22 som nævnt ovenfor.

Den foreslåede ændring indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om de VE-fællesskaber, som ejer anlæg, der producerer vedvarende energi, som ikke er elektricitet, til gennemførelse af de obligatoriske bestemmelser i VE II-direktivets artikel 22.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler ved bekendtgørelse om VE-fællesskaber, som gennemfører bestemmelserne i artikel 22.

For nærmere om de obligatoriske bestemmelser henvises til gældende ret i afsnit 3.3.1.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede ordning i afsnit 3.3.3.

Til nr. 10

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet sagsbehandlingstid for myndighedernes meddelelse af tilladelser for anlæg, der udnytter energi fra vand og vind på havet, med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

Adgangen til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone tilkommer alene den danske stat. Adgangen til at foretage forundersøgelser og efterfølgende udnyttelse af energi kan derfor kun finde sted efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det er Energistyrelsen, der varetager statens højhedsret til søterritoriet i forbindelse med tilladelse til forundersøgelser, etablering og drift af elproduktionsanlæg. Det betyder, at tilladelse til etablering og drift af anlægget samtidig er en tilladelse til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.

For elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energi fra vand og vind på havet, meddeles tilladelse til at foretage forundersøgelser i medfør af § 22 i VE-loven (forundersøgelsestilladelse). Når forundersøgelserne er afsluttet, indsendes en forundersøgelsesrapport til Energistyrelsen, som tager stilling til, om forundersøgelsesrapporten kan godkendes, jf. § 24 i VE-loven.

På baggrund af den godkendte forundersøgelsesrapport kan opstiller ansøge om tilladelse til etablering i medfør af § 25 i VE-loven (etableringstilladelse). Etableringstilladelsen erstatter en tilladelse meddelt i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekters (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 25. juni 2020 (miljøvurderingsloven), § 25 (VVM-tilladelse), jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 913 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekters (VVM) af 30. august 2019 (miljøvurderingsbekendtgørelsen).

Hvis opstiller skal etablere elforsyningsnet på søterritoriet, meddeler Energistyrelsen tilladelse hertil i medfør af § 22 a i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020 med senere ændringer (lov om elforsyning).

Derudover skal opstiller indhente tilladelse fra øvrige relevante myndigheder, f.eks. godkendelse af afmærkning af hensyn til flysikkerhed, som meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i medfør af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017 med senere ændringer, og accept af sejladsrisiko, der meddeles af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse 1629 af 17. december 2018 med senere ændringer.

Anlægget må først tages i drift med henblik på udnyttelse af energi, når Energistyrelsen har meddelt tilladelse hertil i medfør af § 29 i VE-loven (elproduktionstilladelse). For at opstiller kan udøve elproduktion fra anlæg over 25 MW, kræver det bevilling i medfør af § 10 i lov om elforsyning (elproduktionsbevilling), som udstedes af Energistyrelsen. Elproduktionstilladelse og elproduktionsbevilling meddeles efter praksis samtidigt.

For de projekter, hvor opstiller selv etablerer ilandføring og tilslutning til elnettet, skal opstiller desuden indhente nødvendige kommunale tilladelser, herunder byggetilladelse, landzonetilladelse og eventuelle dispensationer.

Kræver projektet etablering eller udvidelse af landanlæg som forudsætning for tilslutning til elnettet, skal netoperatøren ansøge Miljøstyrelsen om tilladelse hertil i medfør af miljøvurderingslovens § 25 (VVM-tilladelse). Der har hidtil været praksis for, at opstiller benytter netoperatørens VVM-tilladelse til etablering af ilandføring og tilslutning til elnettet, der hører til anlægget på havet.

En ansøgning om repowering vil efter gældende ret blive behandlet efter den relevante sektorlovgivning, som en ansøgning om at foretage projektændringer. Tidfristen for tilladelsesprocessen for repowering-projekter skal derfor forstås i sammenhæng med gældende regler om projektændringer. Repowering er fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet. Der henvises til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, for en nærmere beskrivelse af sammenhængen mellem repowering og projektændringer.

Anlæg med en elkapacitet på under 150 kW kan være underlagt samme lovgivning som anlæg på havet med en elkapacitet over 150 kW, men tilladelsesprocessen kan være kortere end for større anlæg, fordi der ikke altid vil blive stillet samme krav til anlæggets etablering og drift, som følge af anlæggets karakter. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt anlægget kræver VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, og eksempelvis vil anlægget ikke kræve elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning.

Det følger af den foreslåede § 29 a, nr. 1 , i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29, for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal afgøres inden for en nærmere fastsat periode samt undtagelser hertil.

Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, vil muliggøre en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at gennemføre tidsfrister for tilladelsesprocessen på tværs af alle relevante myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

For repowering-projekter gælder det efter VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, at sådanne usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge tidsfristen med op til et år, kan være tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist med op til et år.

Det bemærkes i øvrigt, at behandling af tilladelser under tidsfristen fortsat er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud, uanset at tidsfristen måtte give mere tid, end der er nødvendigt for sagsbehandlingen.

Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere administrationsomkostningerne. Der gives bemyndigelse til, at kravet om, at tilladelserne skal meddeles inden for en nærmere fastsat periode, kan indføres for at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen i en rammebekendtgørelse vil fastsætte regler om, at tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29 i VE-loven med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal behandles og afgøres inden for to år. For repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW vil tidsfristen være begrænset til ét år.

Disse tidsfrister vil kunne forlænges med varigheden af forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, samt med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

Forundersøgelsestilladelsen, jf. § 22 i VE-loven, falder uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i artikel 16, idet der ikke er tale om en tilladelse til at opføre et vedvarende energianlæg. Forundersøgelsestilladelsen er en tilladelse til at foretage forundersøgelsesaktiviteter på søterritoriet, som staten har højhedsret over, i form af geotekniske og geofysiske undersøgelser. Tilladelsen danner alene grundlag for at kunne søge om efterfølgende tilladelser i de tilfælde, hvor Energistyrelsen godkender resultaterne af forundersøgelserne, og opstiller vælger at udnytte tilladelsen.

Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten, jf. § 24 i VE-loven, er omfattet af tilladelsesprocessen i VE II-direktivets artikel 16, idet dette processkridt indebærer en godkendelse af opstillers miljøkonsekvensrapport. Godkendelsen udgør således en del af grundlaget for, at Energistyrelsen efterfølgende kan meddele etableringstilladelse. Varigheden af ansøgningsproceduren for godkendelse af forundersøgelsesrapporten kan imidlertid forlænge tidsfristen, eftersom en myndigheds godkendelse af en miljøkonsekvensrapport, følger af forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1 og er en forudsætning for at kunne etablere projektet.

Etableringstilladelsen, jf. § 25 i VE-loven, er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Tilladelsen erstatter en tilladelse meddelt i medfør af miljøvurderingslovens § 25 (VVM-tilladelse), jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 9. Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, indebærer, at procedurer knyttet til etableringstilladelsen, der følger af forpligtelser i henhold til EU-miljøretten, kan forlænge tidsfristen med varigheden af disse procedurer. I praksis betyder det, at de procedurer, der følger af EU-miljøretten, som i tid ligger forud for ansøgning om etableringstilladelse, kan forlænge den samlede tidsfrist.

Elproduktionstilladelsen, jf. § 29 i VE-loven er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Det samme gør sig gældende for elproduktionsbevillingen, jf. § 10 i lov om elforsyning.

For anlæg på havet, hvor ansøgningerne i tilladelsesprocessen behandles serielt, vil tidsfristerne i VE II-direktivet beregnes fra tidspunktet, hvor alle ansøgninger, i første serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling, foreligger fyldestgørende. Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven nedenfor, samt de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, for en nærmere beskrivelse af seriel sagsbehandlingen af ansøgninger.

Det indebærer, at det alene er myndighedernes sagsbehandlingstid, der vil indgå i beregningen af tidsfristen. Den tid, det tager opstillere at indlevere tilstrækkelige oplysninger til, at en ansøgning om tilladelse anses for fyldestgørende, vil således ikke være omfattet af tidsfristen.

Tilsvarende gælder, at tiden mellem to eller flere serier af ansøgninger i en seriel sagsbehandling ikke indgår i beregningen af tidsfristen. I denne periode vil opstillere af vedvarende energianlæg på havet typisk bruge tid på at modne projektet, herunder træffe endelig investeringsbeslutning, foretage udbud og indgå kontrakter med leverandører samt påbegynde anlægsarbejdet. Dette indebærer, at tiden mellem første serie af ansøgninger og anden serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling ikke skal tælle med i beregning af tidsfristen. I praksis indebærer det, at tiden fra meddelelse af etableringstilladelse og ansøgning om elproduktionstilladelse samt elproduktionsbevilling er undtaget tidsfristen.

Det vil sige, at alle nødvendige oplysninger vil skulle være tilgængelige for de respektive myndigheder, før tidsfristen kan påbegyndes. Adgangen for myndighederne til at starte egen sagsbehandling, så snart ansøgningen foreligger fyldestgørende, berøres ikke af, at tidsfristen først gælder, når alle ansøgninger i første serie af ansøgninger er indgivet fyldestgørende. Det er alene de fagkompetente myndigheder, der vil kunne afgøre, hvorvidt en ansøgning inden for eget fagområde anses for fyldestgørende.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om, at tilladelser til anlæg, der udnytter vand og vind på havet, med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, behandles samtidigt med ansøgninger efter anden lovgivning. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

Adgangen til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone tilkommer alene den danske stat. Adgangen til at foretage forundersøgelser og opnå efterfølgende ret til udnyttelse af energi kan derfor kun finde sted efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det er Energistyrelsen, der varetager statens højhedsret til søterritoriet i forbindelse med tilladelse til forundersøgelser, etablering og drift af elproduktionsanlæg. Det betyder, at tilladelse til etablering og drift af anlægget samtidig er en tilladelse til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.

Hovedparten af de ansøgninger, der er nødvendige for at opføre og drive anlæg på havet, behandles af Energistyrelsen. Det følger af Energistyrelsens praksis, at styrelsen vejleder opstiller om processerne for så vidt angår de dele af anlægget, der etableres på søterritoriet, og styrelsen fungerer således som kontaktpunkt, som beskrevet i de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5. For anlæg på havet bliver myndighedernes krav til anlæggets etablering og drift formidlet i de tilladelser, som meddeles af Energistyrelsen. Koordinationen mellem myndighederne sker på Energistyrelsens foranledning og sikrer, at relevante myndigheders krav til anlæggets etablering og drift fremgår af tilladelserne.

Energistyrelsen vejleder ikke om tilladelsesprocesserne for de dele af anlægget, der etableres på land. Tilladelsesprocesserne for henholdsvis de dele af anlægget, der etableres på land og de dele af anlægget, der etableres på havet, forløber uafhængigt af hinanden.

Det følger af den foreslåede i § 29 a, nr. 2, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om tilladelser, der er ansøgt efter §§ 25 og 29 for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, behandles samtidig med ansøgninger efter anden relevant lovgivning samt undtagelser hertil.

Den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven, vil muliggøre en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at gennemføre samtidighed i forhold til påbegyndelse af tidsfristen for sagsbehandlingen på tværs af alle relevante myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder. Usædvanlige omstændigheder er alene beskrevet med eksempel for repowering-projekter, hvor det beskrives som f.eks. tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

At ansøgning om tilladelser efter §§ 25 og 29 i VE-loven behandles samtidigt med ansøgninger efter anden relevant lovgivning betyder, at alle ansøgninger til tilladelser til at opføre og drive et vedvarende energianlæg på havet skal behandles parallelt.

Den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven, vil skulle bidrage til at muliggøre en realisering af de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, samt sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på tværs af en eller flere myndigheder med henblik på at kunne imødekomme tidsfristerne.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29 i VE-loven for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal behandles samtidigt med ansøgninger efter anden lovgivning samt undtagelser hertil, for at imødekomme de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7.

Tilladelsesprocessen for anlæg på havet bevirker imidlertid, at der ikke kan gælde samtidighed i behandlingen af alle ansøgninger i tilladelsesprocessen.

Sagsbehandlingen af ansøgningerne for anlæg på havet forventes at kunne behandles serielt, således at de tilladelser, der knytter sig til etablering af anlægget behandles særskilt og forskudt i tid i forhold til de tilladelser, der knytter sig til anlæggets drift. For anlæg på havet vil behandlingen af ansøgninger ske serielt, det vil sige i serier bestående af flere ansøgninger, dog således at sagsbehandlingen inden for en serie sker samtidig. Dette skyldes, at ansøgning om elproduktionstilladelse, jf. § 29 i VE-loven, forudsætter opfyldelse af vilkår fastsat i den meddelte etableringstilladelse, jf. § 25 i VE-loven, hvilket indebærer, at ansøgninger ikke kan indleveres samtidigt.

Første serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling består af etableringstilladelsen, jf. § 25 i VE-loven, godkendelse af afmærkning af hensyn til flysikkerhed i medfør af luftfartsloven og accept af sejladsrisiko i medfør af lov om sikkerhed til søs. Disse ansøgninger kan behandles samtidig på tværs af hhv. Energistyrelsen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Søfartsstyrelsen. Det forventes, at ansøgning om byggetilladelse i medfør af byggeloven til etablering af de dele af anlægget, der etableres på land, vil kunne behandles samtidig med de øvrige ansøgninger i første serie i den serielle sagsbehandling.

Anden serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling består af elproduktionstilladelsen, jf. § 29 i VE-loven og elproduktionsbevillingen, jf. § 10 i lov om elforsyning, som begge behandles af Energistyrelsen. Disse ansøgninger behandles ligeledes samtidigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af den gældende § 43 b, stk. 7, at ansøger for at modtage tilskud efter stk. 2 og 3 skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 b, stk. 7, i VE-loven, at henvisningen i denne bestemmelse til § 50, stk. 5, og § 50 a i VE-loven ændres til en henvisning til §§ 50 a, 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at § 50, stk. 5, 2. og 3. pkt., foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og at disse bestemmelser foreslås videreført i henholdsvis §§ 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven for støtteordningen omfattet af lovens § 43 b, og i § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, for støtteordningerne omfattet af lovens §§ 43 c og 43 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 20, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 12

Det følger af den gældende § 43 c, stk. 6, at ansøger for at modtage tilskud skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af den gældende § 43 d, stk. 4, at ansøger for at modtage tilskud skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 43 c, stk. 6, og § 43 d, stk. 4, i VE-loven, at disse bestemmelsers henvisninger til § 50 a i VE-loven ændres til henvisninger til § 50 a, § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at § 50, stk. 5, 2. og 3. pkt., foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og at disse bestemmelser foreslås videreført i henholdsvis §§ 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven for støtteordningen omfattet af lovens § 43 b, og i § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, for støtteordningerne omfattet af lovens §§ 43 c og 43 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 20, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 13

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 1, 1. pkt., i VE-loven, at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4, eller § 43 g, stk. 4, som senest den 1. januar 2018 leverer elektricitet til elforsyningsnettet, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i 2018.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 1, 1. pkt., at der efter »biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med den foreslåede ændring i § 43 h, stk. 1, 1. pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet af biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 2, 1. pkt., at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4, eller § 43 g, stk. 4, som efter den 1. januar 2018 har leveret elektricitet til elforsyningsnettet, og for anlæg omfattet af § 43 f, stk. 5, eller § 43 g, stk. 5, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i de første 12 måneder, anlægget har leveret elektricitet til elforsyningsnettet fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 2, 1. pkt., at der efter »kWh fra anvendelse af biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med ændringen af stk. 2, 1. pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 3, 1. pkt., at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4 eller 5, eller § 43 g, stk. 4 eller 5, som efter den 1. januar 2018 har idriftsat udvidelser, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i de første 12 måneder, efter anlægget har idriftsat udvidelsen, jf. dog stk. 4.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 3, 1. pkt., at der efter »biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med ændringen af stk. 3, 1.pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Til nr. 14

Det følger af den gældende § 50, stk. 3, 1. pkt., at der ikke ydes pristillæg efter §§ 45 a og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af affald. Det fremgår af den gældende stk. 3, 2. pkt., at der endvidere ikke ydes pristillæg eller andre ydelser efter §§ 43 b-43 g og 45 a-47, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser. Det fremgår af den gældende stk. 3, 3. pkt., at 2. pkt. dog ikke gælder pristillæg efter § 45 b, når elektricitet er produceret af et kraft-varme-værk, som ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Det følger af § 1, nr. 8, i lov nr. 1532 af 18. december 2018 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Pristillæg til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse, digitalisering m.v.), at § 50, stk. 3, 1. pkt., i VE-loven affattes således, at der ydes pristillæg efter §§ 45 a, 45 b og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af affald.

§ 1, nr. 8, blev sat i kraft 29. juni 2020 ved bekendtgørelse nr. 972 om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Pristillæg til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse, digitalisering m.v.) og i lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning (Ændring af støtteordninger til anvendelse af biogas). Ved samme ikrafttrædelsesbekendtgørelse blev § 1, nr. 23, i lov nr. 1566 af 27. december 2019 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning (Ændring af støtteordninger til anvendelse af biogas), sat i kraft. § 1, nr. 23, i lov nr. 1566, indeholder en nyaffattelse af § 50, stk. 3.

Ikrafttrædelsen af ændringen i VE-lovens § 50, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 8, i lov nr. 1532 var en fejl. Det foreslås derfor, at VE-lovens § 50, stk. 3, nyaffattes for at undgå tvivl om gældende ret og sikre klart hjemmelsgrundlag.

Det følger af forslaget til nyaffattelse af stk. 3, 1. pkt., at d er ikke ydes pristillæg efter §§ 45 a og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af forbrændingsegnet affald.

I forhold til gældende ret foreslås det, at der i stk. 3, 1. pkt. efter »afbrænding af« indsættes »forbrændingsegnet«.

Det følger af bekendtgørelse om affald, jf. bekendtgørelsens § 3, nr. 23, at forbrændingsegnet affald er affald, der ikke er egnet til materialenyttiggørelse, og som kan destrueres ved forbrænding, uden at forbrænding heraf giver anledning til udledning af forurenende stoffer i uacceptabelt omfang. Det fremgår endvidere, at forbrændingsegnet affald ikke omfatter affald, som det efter lovgivningen er forbudt at forbrænde og affald, der efter lovgivningen, herunder et regulativ vedtaget af kommunalbestyrelsen, skal indsamles eller anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering, eller som konkret anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering.

Formålet med forslaget til ændringen er at sikre, at affald i § 50, stk. 3, i VE-loven, som henviser til §§ 45 a og 47, forstås som forbrændingsegnet affald og ikke som forslaget til definition af affald, som foreslås indsat i § 5, stk. 1, nr. 1, i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Definitionen af forbrændingsegnet affald fremgår af § 3, nr. 20, i bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald.

Det følger af forslaget til nyaffattelse af stk. 3, 2. pkt., at der endvidere ikke ydes pristillæg eller andre ydelser efter §§ 43 b-43 g og 45 a-47, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Bestemmelsen har til formål at forhindre, at virksomhederne får dækket de samme omkostninger to gange, idet der kan være et vist overlap mellem de omkostninger, der ydes tilskud til efter pristillæggene m.v. i medfør af lov om vedvarende energi, og de investeringsomkostninger, der kan opnås tilskud til efter lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser. Forbuddet mod kumulation af investerings- og driftsstøtte sikrer, at tildelingen af driftsstøtte efter loven ikke fører til en overskridelse af det maksimalt tilladte støtteniveau i henhold til EU’s miljørammebestemmelser.

Det følger af forslaget til stk. 3, 2. pkt., at stk. 2 dog ikke gælder pristillæg efter § 45 b, når elektricitet er produceret af et kraft-varme-værk, som ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Med støtteordningen i § 45 b kan der ydes pristillæg til de eksisterende biomasseanlæg, som ikke er berettiget til pristillæg efter 45 a. Støttemodtagere omfattet af § 45 b vil udover de nuværende støttemodtagere efter §§ 45 og 46, som ikke er berettiget til tilskud efter forslagets § 45 a, stk. 2 og 3, være de anlæg, som modtager tilsagn om pristillæg efter forslaget til § 45 a, stk. 2 og 3, og som efter udløbet af deres tilsagnsperiode kan ansøge om at modtage pristillæg til de fortsatte meromkostninger ved at anvende biomasse til elproduktion.

Forslaget til § 50, stk. 3, vil, ligesom tilfældet er for den gældende, betyde at der vil kunne opnås driftsstøtte i form af pristillæg § 45 b for den elektricitet baseret på vedvarende energi, de afregner som leveret til elforsyningsnettet, hvis der samtidig ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4 i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Til nr. 15

Det følger af gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og om, at opfyldelse af disse kriterier er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i §§ 43 b-d, f og g, 45 a, 45 b og 47 i VE-loven.

I henhold til disse støtteordninger kan der ydes støtte til hhv. salg af biogas til transport, til anvendelse af biogas til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion, til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, og til anvendelse af solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., er dels udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Det fremgår af bekendtgørelsen, at bæredygtig produktion af biogas hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter. Endvidere fastsættes et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Energiafgrøder er i bilag 1 til bekendtgørelsen defineret som biomasse i form af helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. I henhold til § 3 a i bekendtgørelsen må tilskudsberettiget biogas, der sælges til transport, dog ikke være produceret af korn, majs, roer eller jordskokker.

Bemyndigelserne i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning til at udstede regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier er udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1627 af 27. december 2019 om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse, § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1628 af 27. december 2019 om pristillæg til opgraderet biogas leveret til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til et bygasnet og § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til disse bestemmelser er tilsagn om og udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det foreslås, at § 50, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af §§ 56 c-56 e i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og nyaffattelsen af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 9. Det foreslåede § 56 c, stk. 1, nr. 7, i VE-loven vil således videreføre og udvide den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner og om, at modtagelse af pristillæg for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, er betinget af opfyldelsen af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16. Den foreslåede § 56 e vil videreføre den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af støtte efter §§ 47 og 49 i VE-loven. Den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven vil videreføre den tilsvarende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven til fastsættelse af regler vedrørende biogas til transport, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 9.

Ophævelsen af § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven er, sammenholdt med ovennævnte forslag til indsættelse af § 56 c og § 56 d i VE-loven og nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, af ren lovteknisk karakter og vil således bl.a. indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt. Baggrunden for disse ændringer af lovteknisk karakter er dels, at der med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås indsat et nyt kapitel 6 c i VE-loven, der omhandler bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for al regulering omfattet af VE-loven eller regler udstedt i medfør af VE-loven. Dels vurderes det hensigtsmæssigt at samle al regulering af krav til biogas til transport om opfyldelse af kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner i biobrændstofloven. Med lovforslagets § 1, nr. 16, jf. forslaget til § 56 c i VE-loven, foreslås den eksisterende bemyndigelse udvidet. For mere om bemyndigelsens rækkevidde henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16.

Ophævelsen skal endelig ses i sammenhæng med overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 11, stk. 4, der indebærer, at de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af det gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af den foreslåede § 56 c i VE-loven.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 3. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Bemyndigelsen giver ministeren hjemmel til som betingelse for opnåelse af støtte at fastsætte krav om eksempelvis begrænsning af udslip af metan og andre drivhusgasser fra anlæg, der anvender, producerer eller sælger biogas. Ministeren kan endvidere fastsætte det som betingelse for opnåelse af støtte, at anlæggene indfører rutinemæssig egenkontrol for at identificere lækager, periodisk lader et godkendt målerfirma kvantificere f.eks. metantabet fra anlægget og iværksætter de nødvendige tiltag for at nedbringe metanudslip fra identificerede kilder til lækage. Herudover giver bemyndigelsen hjemmel til fastsættelse af regler om myndighedstilsyn og –kontrol, herunder ved udtagelse af anlæg til stikprøvekontrol, og om brugerbetaling heraf. For nærmere om bestemmelsens anvendelsesområde henvises til bemærkningerne til § 50, stk. 5, 3. pkt., jf. herved Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 39 som fremsat, side 37-39.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 3. pkt., er ikke udmøntet.

Det foreslås, at § 50, stk. 5, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 3. pkt., skal dels ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af en ny § 56 f, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, der bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser, anvender eller sælger biogas, herunder om at modtagelse af pristillæg eller tilskud efter §§ 43 b-43 g i denne lov er betinget af overholdelse af disse regler, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Dels skal den foreslåede ophævelse ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 58 i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, der bl.a. vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn og kontrol med overholdelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 56 f. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til nr. 20.

Ophævelsen af § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven sammenholdt med ovennævnte indsættelse af en ny § 56 f i loven og ændring af lovens § 58 er af ren lovteknisk karakter og vil således bl.a. indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 3. pkt. Der er dermed ikke tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen i den gældende § 50, stk. 5, 3. pkt. Baggrunden for disse ændringer er, at der med lovforslagets § 1, nr. 16, ligeledes foreslås indsat et nyt kapitel 6 c i VE-loven, der omhandler bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for al regulering omfattet af VE-loven eller regler udstedt i medfør af VE-loven.

Til nr. 16

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i §§ 43 b-d, f og g, 45 a, 45 b og 47 i VE-loven.

Det følger endvidere af den gældende bestemmelse i § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i § 35 g i lov om naturforsyning.

Der kan i henhold til ovennævnte støtteordninger ydes støtte til salg af biogas til transport, til anvendelse af biogas til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion, herunder rumopvarmning, rumafkøling, varmt brugsvand og anden varmeproduktion, som ikke er omfattet af de øvrige støtteordninger, til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til opgraderet biogas leveret til naturgasnettet, til renset bygas leveret til bygasnet, og til anvendelse af solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder.

Bemyndigelserne i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning er i gældende ret udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Bekendtgørelsen implementerer kriterier for bæredygtig produktion af biogas i form af krav til den maksimale brug af visse typer energiafgrøder i biogasproduktionen. De energiafgrøder, der indgår i reguleringen, beskrives i bekendtgørelsens bilag 1 og omfatter helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at produktionen hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter. Bekendtgørelsen fastsætter et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Fra den 1. august 2015 til og med den 31. juli 2018 måtte der per indberetningsperiode højst blive anvendt 25 pct. energiafgrøder i biogasproduktionen. Fra den 1. august 2018 til og med den 31. juli 2021 må der per indberetningsperiode højst anvendes 12 pct. energiafgrøder. Kravet udløber den 31. juli 2021. Der er foretaget en evaluering af anvendelsen af energiafgrøder i biogasproduktionen, og niveauet fra den 1. august 2021 og frem afhænger af, hvad der træffes politisk beslutning om.

Endvidere er den del af bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, der vedrører fastsættelse af regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier, udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1627 af 27. december 2019 om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse og i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til disse bestemmelser er tilsagn om og udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Bemyndigelsen i § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning er udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1628 af 27. december 2019 om pristillæg til opgraderet biogas, der leveres til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til bygasnet, hvorefter tilsagn om og udbetaling af støtte efter den pågældende støtteordning i § 35 g i loven er betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det fremgår af bemærkningerne til § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning, at bemyndigelsen bl.a. forventes udnyttet til implementering af VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner og til fastsættelse af ny energiafgrødegrænse for støttet produktion af biogas, jf. herved Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 39 som fremsat, side 37-38.

Gældende ret indeholder ikke hjemmel til at fastsætte krav om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler eller for tilsvarende anvendelse af flydende biobrændsler uden for området for handel med kvoter for drivhusgasemissioner. Inden for kvoteområdet er der i bekendtgørelse nr. 1619 om bæredygtighed m.v. af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som anvendes til aktiviteter omfattet af lov om CO2-kvoter af 15. december 2016, fastsat regler vedrørende overholdelse af bæredygtighedskriterier for driftsledere og luftfartsoperatører omfattet af kvotesystemet.

Det foreslås med lovforslaget, at der indsættes et nyt kapitel 6 c i VE-loven med overskriften »Bæredygtighed og reduktion af drivhusgasemissioner m.v.«.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 56 c, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal fastsætte regler om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, der anvendes i anlæg til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, herunder opgraderet biogas leveret til gassystemet. Undtaget fra den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde er biomassebrændsler, herunder biogas, der anvendes i transportsektoren, jf. det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil nedenfor.

Forslaget vil udvide den gældende bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for at modtage støtte til anvendelse af bl.a. biogas og fast biomasse således, at ministeren også vil kunne fastsætte tilsvarende krav, for så vidt angår ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, der leveres med henblik på opvarmning, køling eller kraft-varme-produktion.

Bemyndigelsen omfatter ikke fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for rå biogas eller opgraderet biogas m.v., der anvendes i transportsektoren. For mere om denne undtagelse henvises til det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil. Regler vedrørende rå biogas eller opgraderet biogas, der anvendes i transportsektoren, reguleres som udgangspunkt i biobrændstofloven og i regler udstedt i medfør heraf. Dog reguleres opfyldelse af disse kriterier som en forudsætning for opnåelse af tilskud efter § 43 b i VE-loven, jf. det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil nedenfor.

Således vil klima-, energi- og forsyningsministeren i henhold til den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for al anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændstoffer, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, herunder opgraderet biogas leveret til gassystemet, der leveres med henblik på opvarmning, køling og kraft-varme-produktion, uanset om denne anvendelse er omfattet af en støtteordning eller ej. Efter gældende ret kan krav om opfyldelse heraf alene fastsættes som betingelse for modtagelse af støtte og kun i relation til anvendelsen af biomassebrændsler.

Det forudsættes, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ved udmøntning af bemyndigelsen i forslaget til § 56 c, stk. 1, vil inddrage Miljøministeriet i forhold til den nærmere udformning af kravene til biomasse fra skovbrug og anden træbiomasse.

Formålet med den foreslåede udvidelse af bemyndigelsen til også at omfatte fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler og for flydende biobrændsler er at muliggøre, at al anvendelse, uanset om den er støttet eller ej, af biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler kan tælle med som bidrag til opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter VE II-direktivets artikel 3.

Forslaget skal således ses i lyset af bestemmelsen i VE II-direktivets artikel 29, stk. 1, sammenholdt med Danmarks forpligtelser i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1 og 4. I henhold til artikel 29, stk. 1, litra a-c, er opfyldelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i artikel 29, stk. 2-7 og 10, en forudsætning for, at energi fra bl.a. biomassebrændsler og flydende biobrændsler kan tages i betragtning dels som Danmarks bidrag til opfyldelse af det fælles EU-mål om, at andelen af energi fra vedvarende energikilder senest i 2030 skal udgøre mindst 32 pct. af Unionens endelige energiforbrug, jf. artikel 3, stk. 1, i direktivet, dels til opfyldelse af Danmarks forpligtelse efter artikel 3, stk. 4, til at sikre, at mindst 30 pct. af det udvidede endelige energiforbrug stammer fra vedvarende energikilder fra og med 2021. For nærmere om disse forpligtelser, herunder den såkaldte nationale integrerede energi- og klimaplan, som bl.a. danner grundlag for Danmarks bidrag efter artikel 3, stk. 1, se pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger. For nærmere om artikel 29, se pkt. 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Endvidere er formålet med den foreslåede bestemmelse at give klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til fastsættelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, der går videre end VE II-direktivets kriterier.

Den foreslåede bemyndigelse indebærer dels, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved bekendtgørelse vil kunne fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændsler. Dels vil ministeren i medfør af hjemlen kunne fastsætte regler om, at anvendelse af hhv. biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling og brændsler, skal opfylde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat af ministeren.

Hjemlen giver mulighed for fastsættelse af regler, der implementerer VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, herunder direktivets afgrænsning af hvilke anlæg, der omfattes af direktivets krav, eventuelt senere ændringer af VE II-direktivets kriterier og andre EU-standarder på området.

Endvidere gives ved bemyndigelsen hjemmel til, at ministeren, til udmøntning af en politisk aftale, fastsætter nationale bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der supplerer eller går længere end direktivets minimumskriterier. Den konkrete udmøntning vil ske ved bekendtgørelse efter forelæggelse for den relevante aftalekreds.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse bl.a. vil blive udmøntet til fastsættelse af regler ved bekendtgørelse, der sikrer opfyldelse af VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner i forbindelse med enhver anvendelse af biomassebrændsler eller flydende brændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, jf. nærmere herom i bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i stk. 2, nr. 1-8, nedenfor. Disse regler skal senest træde i kraft samtidig med fristen den 30. juni 2021 for implementering af VE II-direktivet. Det forventes derfor, at bekendtgørelsen vil træde i kraft den 30. juni 2021 samtidig med den forventede ikrafttræden af dette lovforslag, jf. lovforslagets § 11, stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelse forventes endvidere anvendt til udmøntning af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, der den 2. oktober 2020 er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet som opfølgning på Klimaaftale for energi og industri m.v. af 22. juni 2020.

For en nærmere gennemgang af indholdet i aftalen henvises til de specielle bemærkninger til § 56 c, stk. 2, nr. 1-5 og stk. 2, nedenfor, og de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.2 og 3.6.3.

Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere indebære, at ministeren på et senere tidspunkt bl.a. vil kunne ændre eller supplere ovennævnte krav og kriterier for bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner eller ændre kredsen af aktører, der er omfattet af lovgivningens krav og kriterier. Dette vil eksempelvis kunne ske på baggrund af retningslinjer fra Kommissionen om fortolkningen af VE II-direktivets krav til opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, eller ved udstedelse af delegerede retsakter i henhold til direktivet, eller som følge af ændrede EU-regler på området, eller efter en evaluering af kravene eller såfremt den teknologiske udvikling måtte gøre det nødvendigt.

Udmøntning af den foreslåede bemyndigelse i § 56 c, stk. 1, vil bl.a. kunne ske ved fastsættelse af regler på en række områder, der er fremhævet i den ikke udtømmende opregning i stk. 2, nr. 1-8.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 1, at ministeren kan fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, i overensstemmelse med VE II-direktivets bæredygtighedskriterier fastsat i artikel 29, stk. 2-7, og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i artikel 29, stk. 10, litra d, jf. nærmere herom afsnit 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Drivhusgasemissionsbesparelsen for biomassebrændsler og flydende biobrændsler fastsættes ud fra standardværdier eller gennem en beregningsmetode. Den procentvise besparelse af drivhusgasser skal beregnes i forhold til en fossil reference.

For så vidt angår landbrugsbiomasse, vil den konkrete udmøntning ved bekendtgørelse af direktivets krav i artikel 29, stk. 2, om indførelse af overvågnings- eller håndteringsplaner for at afhjælpe virkningerne for jordbundens kvalitet og kulstofindholdet i jorden ske under iagttagelse af de forventede retningslinjer herom fra Kommissionen og efter inddragelse af den relevante aftalekreds.

Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren på et senere tidspunkt vil kunne ændre eller supplere bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biomassebrændsler. Det kan bl.a. ske på baggrund af politiske aftaler, som følge af nødvendige tekniske ændringer, herunder eksempelvis ændrede opgørelsesmetoder, eller på baggrund af nye eller ændrede retningslinjer fra EU-Kommissionen.

Bemyndigelsen skal endvidere anvendes til at implementere VE II-direktivets bæredygtighedskriterier i artikel 29, stk. 2-7, og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i artikel 29, stk. 10, litra a-c, for flydende biobrændsler. For flydende biobrændsler gælder et princip om totalharmonisering, og der vil derfor ikke kunne fastsættes yderligere kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, ligesom kredsen af aktører, der omfattes af kravene, ikke vil kunne udvides. For så vidt angår flydende biobrændsler, vil klima-, energi- og forsyningsministeren derfor alene kunne fastsætte krav, der er identiske med VE II-direktivets kriterier i artikel 29, stk. 2-7 og 10.

For mere om VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for flydende biobrændsler henvises til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Endelig vil den foreslåede bemyndigelse kunne anvendes til udmøntning af Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi, hvor det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af forslaget til § 56 c, stk. 2, nr. 1, i VE-loven vil fastsætte regler om, at der ud over de bæredygtighedskriterier, der for skovbiomasse følger af VE II-direktivet, vil blive stillet krav om, at særligt værdifulde områder identificeres og beskyttes og at der tages hensyn til særlige arter. De særlige arter forventes bl.a. at kunne være beskyttede arter eller arter, der fremgår af den danske rødliste over danske plante-, dyre- og svampearter, der er blevet vurderet til at være i risiko for at uddø, og tilsvarende lister i andre lande.

Herudover forventes det, at ministeren vil anvende den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte et særligt dansk klimakrav, der skal bidrage til, at skovkulstoflagrene ikke går tilbage på kortere og mellemlang sigt. Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at det særlige klimakrav kan opfyldes på tre måder. Enten ved a) dokumentation enten for kildeområdet eller for oprindelseslandet af at skovkulstoflageret er opretholdt, b) dokumentation af at skovene i kildeområdet er skovcertificeret efter f.eks. FSC, PEFC eller tilsvarende skovcertificering eller c) dokumentation af at der kun anvendes restprodukter til energiformål. Det forventes i denne forbindelse, at restprodukter er rester fra træindustri, anden produktion som f.eks. frugtplantager, dokumenteret naturplejebiomasse, samt rester fra skovbrug. Rester fra skovbrug er hugstrester i form af toppe og grene og tyndingstræ. Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler i bekendtgørelse for dokumentation af, at der er tale om rester fra skovbrug. Dette kan forventes at skulle dokumenteres på én af to måder: ved at dokumentere, at der ikke anvendes træ over 20 cm i diameter eller ved at dokumentere at højst 50 pct. af det afsatte træ fra kildeområdet er afsat til energiformål. Der vil kunne fastsættes undtagelser for disse regler i tilfælde af f.eks. stormfald, barkbilleangreb eller sygdom.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse og i henhold til Aftale om bæredygtighed m.v. for træbiomasse vil fastsætte regler for træbiomasse om besparelser af drivhusreduktioner, der er skærpet i forhold til VE II-direktivets. For det første forventes det, at kravene til besparelser af drivhusreduktioner, til forskel fra VE II-direktivets, også vil omfatte eksisterende anlæg. Herudover forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om at drivhusgasbesparelserne i produktionskæden fra den 30. juni 2021 vil være 75 pct., 80 pct. fra 1. januar 2025 og 83 pct. fra 1. januar 2028.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 2, at ministeren vil skulle fastsætte regler om størrelser på anlæg omfattet af krav om opfyldelse af kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bemyndigelsen skal bl.a. anvendes til at implementere VE II-direktivets krav til hvilke anlæg, der skal overholde bæredygtighedskriterierne. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren for gasformige biomassebrændsler og faste biomassebrændsler, undtaget træbiomasse, vil fastsætte regler om størrelse på anlæg, der er i overensstemmelse med VE II-direktivets minimumskrav. Det følger af direktivet, at biomassebrændsler skal opfylde direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, hvis de anvendes i anlæg til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 20 MW eller derover for faste biomassebrændsler og i anlæg med en effekt på 2 MW eller derover for gasformige biomassebrændsler.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 2, fastsætte regler om, at alle anlæg, der producerer elektricitet, varme eller køling ved anvendelse af træbiomasse i anlæg med en installeret effekt på 5 MW eller derover, fra den 30. juni 2021 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og krav til besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler, der sænker grænsen til anlæg på 2,5 MW eller derover gældende fra den 1. januar 2023.

Herudover forventes det, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende det foreslåede stk. 2, nr. 2, til at fastsætte krav om, at virksomheder, der anvender træbiomasse til energiformål i anlæg på 20 MW eller derover, fra den 30. juni 2020 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes endvidere, at ministeren vil fastsætte regler om, at grænsen fra den 1. januar 2021 sænkes til anlæg på 2,5 MW eller derover.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår dog af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have accept fra aftalekredsen, for at kunne sænke grænserne ud over de grænser, der fremgår af aftalen.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte en definition af kapacitet for anlæg samt regler for hvornår, sammenkoblede anlæg anses for et anlæg.

Det forventes, at der vil blive udstedt regler om, at der med kapacitet menes energiindhold pr. tidsenhed i tilført biomassebrændsel til anlægget. Dette gælder uanset, om biomassen afbrændes på anlægget til produktion af el, varme, køling eller procesenergi eller om energiindholdet indgår i det biomassebrændsel, som anlægget producerer.

Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at kapaciteten (megawatt) skal beregnes som et samlet anlæg, hvis flere anlæg har tæt fysisk sammenhæng på enten samme matrikel eller tilstødende matrikler.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 3, at ministeren fastsætter regler om typer af biomassebrændsler og flydende biobrændsler omfattet af krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at de typer af biomassebrændsler og flydende biobrændsler, der omfattes af krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, som udgangspunkt er de biomassebrændsler, der omfattes i henhold til VE II-direktivet. Bemyndigelsen kan dog også anvendes til udmøntning af politiske aftaler, der indeholder krav til biomassebrændsler, der ikke er omfattet af VE II-direktivets krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. For flydende biobrændsler gælder det, at VE II-direktivets krav skal implementeres, og at der ikke kan stilles yderligere nationale krav.

Det følger af VE II-direktivet, at primær biomasse fra landbrug, restprodukter fra landbrug, primær biomasse fra skovbrug, restprodukter fra skovbrug og restprodukter fra akvakultur og fiskeri skal overholde de relevante bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner i direktivet, hvis anvendelsen af disse biomassebrændsler skal kunne medtælles som energi fra vedvarende energikilder, og hvis anvendelsen skal kunne blive berettiget til statsstøtte. For restprodukter fra træindustri og andre affalds- og restprodukter gælder der i VE II-direktivet udelukkende et krav om overholdelse af kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bionedbrydeligt kommunalt affald af biologisk oprindelse er dog i henhold til direktivets artikel 29, stk. 1, 3. afsnit, også undtaget fra krav om opfyldelse af kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 3, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at rester fra træindustrien, herunder savværker, og træbiomasse fra ikkeskov omfattes af krav om overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier for hhv. træbiomasse fra skovbrug og træbiomasse fra ikkeskov og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Træbiomasse fra ikkeskov kan bl.a. være træagtig biomasse fra f.eks. læhegn og små træbevoksede arealer i det åbne land.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 4, at ministeren kan fastsætte krav om, at biomassebrændsler, der anvendes til energiformål i virksomheder, skal opfylde bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Forslaget vil medføre, at ministeren kan fastsætte krav om overholdelse af kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, herunder til dokumentation og kontrol heraf, for virksomheder, der anvender biomassebrændsler til energiformål. Ministeren vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsætte regler om hvilke virksomheder, der kan omfattes, f.eks. baseret på anlægsstørrelse og hvilke typer af biomassebrændsler, som reglerne skal gælde for.

Bemyndigelsen foreslås for at gøre det muligt at udmønte politiske aftaler, der indeholder krav til anvendelse af biomassebrændsler til energiformål i virksomheder, der går længere end de krav, der efter gældende ret er til biogas, der anvendes til procesformål i virksomheder. Al biomassebrændsel anvendt til energiformål i virksomheder vil kunne omfattes af regler udstedt i medfør af bemyndigelsen.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 2, nr. 4, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at træbiomasse, der anvendes i anlæg på 20 MW eller til energiformål i virksomheder, fra den 30. juni 2021 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner. Det forventes, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at sænke grænsen til anlæg på 2,5 MW eller derover med virkning fra den 1. januar 2023.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have aftalekredsens accept før grænserne kan sænkes ud over det, der fremgår af aftalen.

Energiformål i virksomheder kan være produktionsprocesser, f.eks. til brænding, smeltning, brygning m.v., men kan også være til rumopvarmning, opvarmning af brugsvand eller produktion af elektricitet til en virksomhed.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 5, at ministeren fastsætter regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om og dokumentation for opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i medfør af nr. 1, herunder dokumentation for, at der er etableret en forudgående, uafhængig kontrol af de oplysninger, der indberettes.

Det forventes, at ministeren bl.a. vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte et krav om, at aktørerne årligt skal indsende oplysninger, der dokumenterer opfyldelse af de relevante bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes, at der vil blive oprettet en digital platform, som oplysningerne skal indsendes igennem til Energistyrelsen. Hjemlen i § 58 b i VE-loven vil blive anvendt til at udstede regler om, at indsendelse af oplysningerne skal ske digitalt igennem en nærmere bestemt digital løsning. Oplysninger om geografisk oprindelse og typen af råprodukt for hver virksomhed, der anvender biomassebrændsel til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler vil være en del af den forventede indberetning i henhold til regler fastsat i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 5. Disse oplysninger skal i henhold til VE II-direktivets artikel 30, stk. 3, 2. afsnit, stilles til rådighed for forbrugerne på relevante hjemmesider og ajourføres én gang om året. Den foreslåede bemyndigelse vil kunne udnyttes til at stille krav om, at aktørerne offentliggør disse oplysninger på egne hjemmesider, eller at oplysningerne vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside eller begge steder.

Endvidere forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om, at aktørerne skal indberette dokumentation pr. anlæg. Dette skyldes, at beregningen af drivhusgasemissionsbesparelser skal foretages for hele transportkæden og altså frem til det anlæg, der skal anvende biomassebrændslet eller den flydende biobrændsel.

Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at aktørerne skal dokumentere, at der har været etableret en uafhængig kontrol, og at de skal sikre en tilstrækkelig standard for den uafhængige kontrol af de oplysninger, som forelægges Energistyrelsen. Det forventes endvidere, at der fastsættes krav om, at aktører efter anmodning fra Energistyrelsen skal stille de data, der er anvendt til at udarbejde oplysninger, til rådighed for Energistyrelsen.

Herudover forventes det, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at den uafhængige kontrol (verifikation) af aktørernes oplysninger skal kunne bekræfte, at de systemer, der anvendes af aktørerne, er nøjagtige, pålidelige og sikret mod svindel, herunder ved en kontrol, som sikrer, at materialer ikke bevidst ændres eller kasseres, så partiet eller en del deraf kan blive til affald eller et restprodukt. Det forventes endvidere at være et krav, at den uafhængige kontrol skal evaluere frekvensen og metoden i prøveudtagningen og dataenes pålidelighed.

Det forventes endvidere, at Energistyrelsen i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 1- 3, udarbejder en bekendtgørelse indeholdende en såkaldt håndbog om dokumentation for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, hvor kravene til bl.a. dokumentation vil blive uddybet.

Hvis den aktør, der bliver pålagt at indberette oplysninger om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser, er en fysisk person, vil oplysningerne skulle behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 679/2016/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter benævnt databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at det er nødvendigt med hjemmel til at kunne fastsætte regler om indberetning af oplysninger om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser, også for fysiske personer. Det vurderes desuden, at den behandling af personfølsomme oplysninger, der kan ske i medfør af de senere fastsatte regler, kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, og som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er blevet pålagt med henblik på gennemførelse af artikel 30 og 31 i VE II-direktivet. Reglerne for indberetningen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. I forbindelse med udarbejdelsen af de nærmere regler vedrørende indberetning vil der blive taget hensyn til, at behandlingen er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder proportionalitetsprincippet og princippet om formålsbegrænsning. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 28.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 5, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at den forelagte dokumentation for træbiomasse skal verificeres af en uafhængig tredjepart (en verifikator). Det forventes, at certificeringsordninger, som er godkendt af Kommissionen til formålet, vil kunne bruges til at dokumentere overholdelse af de krav, som følger af VE II-direktivet. Det forventes, at overholdelse også vil kunne dokumenteres på anden måde end certificering. Overholdelse af alle relevante krav, herunder de særlige danske krav, forventes at skulle bekræftes af en uafhængig tredjepart. Energistyrelsen forventes endvidere at stille kvalifikationskrav til verifikator.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 6, at ministeren fastsætter regler om metoder for beregning af drivhusgaseffekten af biomassebrændsler og flydende biobrændsler.

Det forventes, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte krav om, at de beregningsmetoder, der følger af VE II-direktivets artikel 31, stk. 1, skal følges. Beregningsmetoderne skal anvendes ved beregning af drivhusgaseffekten af flydende biobrændsler og biomassebrændsler. Den eksakte beregningsmetode afhænger af, om der findes en standardværdi for den pågældende produktionsvej. Standardværdierne fremgår af bilag V og VI til VE II-direktivet.

Det forventes, at beregningsmetoderne vil fremgå af den håndbog, som Energistyrelsen udarbejder.

EU-Kommissionen gennemgår løbende bilag V og VI med henblik på, hvis det er berettiget, at tilføje eller revidere værdier for produktionsveje for bl.a. flydende biobrændsler og biomassebrændsler. EU-Kommissionen er endvidere bemyndiget til at ændre bilag V og VI ved at tilføje eller ændre standardværdier eller justere metoden.

Energistyrelsens håndbog vil løbende blive holdt ajour og følge eventuelle nye regler vedtaget af EU-Kommissionen på området.

Det følger af det foreslåede stk. 2, nr. 7, at ministeren fastsætter regler om, at modtagelse af ydelser efter §§ 43 c-43 g, § 45 a eller § 45 b i VE-loven vil være betinget af opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Den foreslåede bestemmelse har bl.a. til formål at muliggøre gennemførelse af artikel 29, stk. 1, litra c, i VE II-direktivet. I henhold til denne bestemmelse er opfyldelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i artikel 29, stk. 2-7 og 10, en forudsætning for, at der vil kunne ydes finansiel støtte (jf. direktivets definition på en støtteordning i artikel 2, nr. 5) til forbrug af bl.a. biomassebrændsler eller flydende biobrændsler efter eksisterende eller fremtidige støtteordninger. Dette gælder, uanset om et retskrav på støtte baseres på tilsagn meddelt før VE II-direktivets vedtagelse eller gennemførelse, eller om der er tale om senere meddelte tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler, der betinger opnåelse af støtte til anvendelse af biomassebrændsler eller flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler af, at nærmere fastsatte bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner der implementerer VE II-direktivets kriterier, er opfyldt.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren på denne baggrund vil fastsætte regler, der indebærer, at overholdelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner er en betingelse for opnåelse af støtte i henhold til §§ 43 c og 43 d-43 g, § 45 a eller § 45 b i VE-loven, for så vidt angår den del af støtten, der omfatter produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, dvs. som udgangspunkt ikke procesformål.

Ministeren vil endvidere kunne anvende bemyndigelsen til fortsat at kunne fastsætte regler om, at overholdelse af kriterier for anvendelse af energiafgrøder til produktion af biogas er en betingelse for opnåelse af støtte.

Biomassebrændsler, der anvendes til procesformål, er undtaget fra VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, jf. afsnit 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bemyndigelse viderefører dog gældende ret, herunder for så vidt angår fastsættelse af energiafgrødekrav til biogas, der anvendes til procesformål. Det forventes derfor, at ministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse vil fastsætte regler om, at opnåelse af tilskud i henhold til § 43 c i VE-loven til biogas, der anvendes til procesformål i virksomheder og for opnåelse af tilskud til procesformål i medfør af § 43 d er betinget af, at den anvendte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i den gældende bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas, og som forventes videreført i en ny bekendtgørelse om bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser.

§ 43 d i VE-loven sikrer et tilskud til biogas til opvarmning, herunder rumopvarmning, rumafkøling og varmt brugsvand og til fremstillingsprocesser, som ikke falder ind under definitionen på »proces« i den danske afgiftslovgivning. Men der kan være tale om formål, der falder uden for VE-direktivets anvendelsesområde, selvom formålet ikke er omfattet af definitionen på proces i den danske afgiftslovgivning. Det kan f.eks. være, at en virksomhed producerer rumvarme til sine egne lokaler eller varmt vand til fremstillingsprocesser i virksomheden. For så vidt angår tilskud til varmeproduktion, rumafkøling eller varmt brugsvand, der videredistribueres fra den støtteberettigede virksomhed og falder ind under VE-direktivets anvendelsesområde, forventes det, at overholdelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner vil blive stillet som betingelse for modtagelse af tilskud.

For bemyndigelse vedrørende overimplementering af direktivet med henblik på at kunne stille krav om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til energiformål i virksomheder, uanset om de er støttede eller ej, se den foreslåede bestemmelse i § 56 c, stk. 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil nedenfor.

Fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren som opfølgning på politiske aftaler eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg nationale regler, der supplerer eller skærper direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, vil den foreslåede hjemmel endvidere give ministeren mulighed for fastsættelse af regler om, at overholdelse af disse yderligere eller skærpede kriterier er en forudsætning for opnåelse af støtte til anvendelse af biomassebrændsler. Ministeren vil herved bl.a. kunne fastsætte ændrede energiafgrødegrænser for produktionen af biogas, såfremt der indgås politisk aftale herom eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 7, som opfølgning på politiske aftaler eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg, kunne fastsætte regler om, at også biogas anvendt til procesformål skal overholde VE-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser som forudsætning for modtagelse af tilskud.

Såfremt de fastsatte krav ikke overholdes, vil der med hjemmel i § 55, stk. 4, i VE-loven kunne tilbageholdes støtte eller kræves tilbagebetaling af støtte for relevant tidsrum og mængde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 7, er en delvis videreførelse af de gældende bestemmelser i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af denne bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Disse ændringer er som udgangspunkt af ren lovteknisk karakter. Den foreslåede bestemmelse vil således indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i lovens § 50, stk. 5, 2. pkt., til i relation til biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, at fastsætte regler om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for opnåelse af støtte efter de gældende støtteordninger på området.

Der er således ikke tiltænkt en materiel ændring af hjemlen i gældende ret til at fastsætte regler om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for opnåelse af støtte efter de gældende støtteordninger i §§ 43 b-43 g, § 45 a eller § 45 b.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i §§ 56 d og e i VE-loven, der vil videreføre den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af støtte efter §§ 43 b, 47 og 49 i VE-loven.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 8, at ministeren kan fastsætte regler om myndighedskontrol og tilsyn med opfyldelse af krav og kriterier fastsat i medfør af dette stykke, herunder om indhentelse af oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, og om fastsættelse af krav til og kontrol af verifikatorer, der udfører kontrol af aktørernes dokumentation.

I forhold til kontrol skal hjemlen bl.a. bruges til at fastsætte bestemmelser om indhentelse af supplerende oplysninger fra den pågældende virksomhed eller fysiske person.

Hvis den aktør, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet indhenter oplysninger om med hjemmel i det foreslåede stk. 2, nr. 8, er en fysisk person, vil oplysningerne skulle behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at det er nødvendigt med hjemmel til at kunne fastsætte regler om indhentelse af oplysninger i forbindelse med myndighedskontrol og tilsyn med opfyldelse af krav til bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner, også for fysiske personer, og at behandlingerne kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er blevet pålagt med henblik på gennemførelse af artikel 30, stk. 3, i VE II-direktivet. Reglerne for kontrol, tilsyn og indhentelse af oplysninger vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. I forbindelse med udarbejdelsen af de nærmere regler vedrørende kontrol, tilsyn og indhentelse af oplysninger vil der blive taget hensyn til, at behandlingen er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder proportionalitetsprincippet og princippet om formålsbegrænsning. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 28.

Det forventes, at der alene føres tilsyn med aktørerne, hvis Energistyrelsens kontrol af indsendte oplysninger eller andet giver anledning til det, herunder i form af stikprøvekontrol. Energistyrelsen vil i medfør af forslaget både kunne føre tilsyn med aktører, der vælger at anvende en certificeringsordning, og med aktører, der vælger at dokumentere overholdelse på anden vis.

Det forventes endvidere, at Energistyrelsen vil stille visse krav til de verifikatorer, der skal kvalitetssikre den dokumentation, som aktørerne skal indberette til Energistyrelsen. For skovbiomasse forventes det, at der vil blive stillet krav om, at verifikator skal være akkrediteret til at certificere efter mindst en skovcertificering, f.eks. FSC, PEFC eller lignende, og akkrediteret efter et ”chain-of-custody scheme”, f.eks. SBP eller lignende, og være godkendt til monitorering efter EU’s tømmerforordning. Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at Energistyrelsen i nødvendigt omfang vil føre kontrol med verifikatorer.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at både verifikator og Energistyrelsen kan stille spørgsmål til aktører vedrørende opfyldelse af kravene til bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner og bede om supplerende materiale, hvis det skønnes nødvendigt.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte krav om, at importerede eller nationalt producerede træpiller, træbriketter eller brænde skal opfylde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 2, herunder krav til kontrol og dokumentation m.v. heraf, med mindre importøren eller producenten kan dokumentere, at træpillerne, træbriketterne eller brændet ikke skal anvendes til at producere elektricitet, varme eller køling.

Det forudsættes, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeren ved udmøntning af bemyndigelsen i det foreslåede stk. 3, vil inddrage Miljøministeriet.

Ministerens hele eller delvise udmøntning af den foreslåede bemyndigelse vil indebære en overimplementering af VE II-direktivet. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende den foreslåede bemyndigelse i § 56, stk. 3, til udmøntning af dele af Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi. Det forventes, at ministeren i medfør af bestemmelsen og i henhold til aftalen vil fastsætte regler om, at importører og producenter af mindst 20.000 ton træpiller årligt skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner. Det forventes endvidere, at aktørerne vil blive underlagt de samme krav til kontrol og dokumentation m.v., som pålægges aktører, der producerer energi ved anvendelse af biomassebrændsler. Det forventes, at importører og producenter af træbriketter og brænde omfattes fra 1. januar 2023, og at grænsen på samme tidspunkt sænkes til import/produktion af mindst 5000 ton årligt.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår dog af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have aftalekredsens accept før grænserne kan sænkes ud over det, der fremgår af aftalen.

Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi har til formål at sikre, at træbiomasse, der anvendes til energiformål, er så bæredygtig som muligt og overholder fastsatte krav til besparelser af drivhusgasemissioner. Træpiller, træbriketter og brænde, der sælges til andre formål, men hvor det enten ikke kan dokumenteres eller ikke kan dokumenteres på tilfredsstillende vis, vil blive omfattet af kravene. Kravet om dokumentation for anden anvendelse skal sikre mod omgåelse af reglerne. Det forventes, at Energistyrelsen vil fastsætte nærmere regler om, hvad der kan udgøre fyldestgørende dokumentation.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en institution under ministeriet eller en anden offentlig myndighed til i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 1, nr. 8, at føre kontrol og tilsyn med opfyldelse af de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan uddelegere hele eller dele af den forventede myndighedskontrol til en institution under ministeriet eller en anden offentlig myndighed.

Det forventes, at Energistyrelsen vil varetage hovedparten af opgaven med at føre kontrol og tilsyn med reglerne for bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner for flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der forventes udstedt i medfør af den foreslåede § 56, stk. 1 og stk. 2.

Der skal dog fortages en undersøgelse af, hvordan kontrol og tilsynsopgaven bedst administreres, så virksomhederne oplever en ensartet og enkel myndighedskontrol. Miljøministeriet har allerede erfaring med kontrol på området, og det kan blive relevant at uddelegere til dem.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i medfør af § 71 i VE-loven kunne påbyde, at forhold, der strider mod regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 c, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Efterkommes et sådant påbud ikke, vil dette i henhold til § 72, nr. 6, i VE-loven kunne straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om bødestraf i medfør § 73 i VE-loven for juridiske og fysiske personers overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 c.

De aktører, der kan blive mødt med et påbud eller en bødestraf, er aktører, der i henhold til regler udstedt i medfør af forslaget til § 56 c i VE-loven er forpligtede til at indberette dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Bemyndigelsen til klima-, energi- og forsyningsministeren til i medfør af den foreslåede § 56 c at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen i medfør af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

(§ 56 d)

Det følger bl.a. af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til den statsstøtteordning for salg af biogas til transport, der er reguleret i lovens § 43 b.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Bekendtgørelsen implementerer kriterier for bæredygtig produktion af biogas i form af krav til den maksimale brug af visse typer energiafgrøder i biogasproduktionen. De energiafgrøder, der indgår i reguleringen, beskrives i bekendtgørelsens bilag 1 og omfatter helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at produktionen hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter.

Bekendtgørelsen fastsætter et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Fra den 1. august 2015 til og med den 31. juli 2018 måtte der per indberetningsperiode højst blive anvendt 25 pct. energiafgrøder i biogasproduktionen. Fra den 1. august 2018 til og med den 31. juli 2021 må der per indberetningsperiode højst anvendes 12 pct. energiafgrøder. Der er foretaget en evaluering af anvendelsen af energiafgrøder i biogasproduktionen, og niveauet fra den 1. august 2021 og frem afhænger af, hvad der træffes politisk beslutning om.

Endvidere er den del af bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, der vedrører fastsættelse af regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier, bl.a. udmøntet i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til bestemmelsen i § 11, stk. 3, nr. 2, er udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at det dokumenteres, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det følger af det foreslåede § 56 d, 1. pkt., at biomassebrændsler, herunder biogas, der anvendes i transportsektoren, ikke er omfattet af § 56 c om fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 1, vil kunne fastsætte regler om overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af brændsler, herunder opgraderet biogas, der anvendes i transportsektoren. Baggrunden herfor er, at denne regulering som udgangspunkt fortsat vil ske i biobrændstofloven, jf. nærmere herom den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og de specielle bemærkninger hertil.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af tilskud efter § 43 b.

§ 43 b i VE-loven indeholder regler vedrørende tilskud til salg af biogas til brug for transport.

Der er med forslaget tale om en videreførelse af bestemmelsen i den gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., for så vidt angår støtteordningen for biogas til transport, jf. § 43 b i VE-loven, som sker af lovtekniske grunde.

Forslaget til § 56 d, 2. pkt. indebærer ikke materielle ændringer. Det foreslås dog, at bestemmelsen ikke alene henviser til bæredygtighedskriterier, men også til kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser. Dette skyldes, at man i VE I-direktivet både knyttede kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser til begrebet bæredygtighedskriterier. Dette er ændret med VE II-direktivet, hvor der sondres mellem bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af tilskud efter støtteordningen, der fremgår af § 43 b i VE-loven, vil kræve, at de anvendte biomassebrændsler overholder de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser.

(§ 56 e)

Det følger bl.a. af § 50, stk. 5, 1. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til og den nødvendige dokumentation for at modtage pristillæg og andre ydelser efter støtteordningerne i §§ 47 og 49.

Lovens § 47 omhandler elektricitet produceret på anlæg, hvor der alene anvendes solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder bortset fra biogas og biomasse. § 49 indeholder bestemmelser om en pulje til små VE-teknologier, som er til fremme af udbredelsen af elproduktionsanlæg med en mindre elproduktionskapacitet, herunder solceller, bølgekraftanlæg og andre VE-anlæg, som anvender energikilder eller teknologier af betydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet.

Af § 50, stk. 5, 2. pkt., fremgår, at ministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og om, at modtagelse af ydelserne er betinget af opfyldelsen af disse kriterier. Hjemlen i § 50, stk. 5, 2. pkt., har endnu ikke været udmøntet i forhold til støtteordningerne i §§ 47 og 49. Dette skyldes, at der indtil videre ikke har været behov for at fastsætte bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i relation til disse støtteordninger.

Det følger af forslaget til § 56 e, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af pristillæg eller andre ydelser efter §§ 47 og 49 i VE-loven er betinget af opfyldelsen af de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner, herunder om dokumentation og kontrol m.v. heraf.

Forslaget til § 56 e er en videreførelse af den gældende bestemmelse i lovens § 50, stk. 5, 2. pkt., for så vidt angår støtteordningerne i §§ 47 og 49.

Baggrunden for at nyaffatte § 50, stk. 5, 2. pkt., i en ny bestemmelse er, at det med lovforslaget foreslås, at § 50, stk. 5, 2. pkt. ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og de specielle bemærkninger dertil. Den del af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., der vedrører biomassebrændsler, foreslås med lovforslaget medtaget i den foreslåede § 56 c, stk. 1, nr. 7. Støtteordningerne, der fremgår af §§ 47 og 49, vedrører ikke anvendelse af biomassebrændsler og er derfor ikke omfattet af den foreslåede § 56 c.

Da det ikke kan udelukkes, at der på grund af den teknologiske udvikling på et tidspunkt viser sig behov for fastsættelse af krav til bæredygtighed og til besparelse af drivhusgasemissioner for energi produceret ved anvendelse af de energikilder, der er omfattet af støtteordningerne i §§ 47 og 49 i VE-loven, foreslås den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., derfor videreført uændret i forslaget til § 56 e.

Det foreslås dog, at bestemmelsen ikke alene henviser til bæredygtighedskriterier, men også til kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser. Dette skyldes, at man i VE I-direktivet både knyttede kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser til begrebet bæredygtighedskriterier. Dette er ændret med VE II-direktivet, hvor der sondres mellem bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

(§ 56 f)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 3. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Tilsvarende følger det af den gældende bestemmelse i § 35 d, stk. 4, 3. pkt., i lov om naturgasforsyning, at ministeren kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer eller opgraderer biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Om bestemmelsens anvendelsesområde, se bemærkningerne til den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven er ikke udmøntet.

Det følger af forslaget til en ny bestemmelse i § 56 f, 1. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser eller anvender biogas.

Den foreslåede bestemmelse er en udvidelse i forhold til gældende ret, der alene bemyndiger ministeren til fastsættelse af regler om udslip af drivhusgasser for anlæg, der modtager støtte til anvendelsen af biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at ministeren kan fastsætte regler om overholdelse af krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser eller anvender biogas, uanset om der er tale om støttet anvendelse eller produktion eller ej.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at der under produktion og anvendelse af biogas kan opstå udslip af drivhusgasser, særligt metan, til atmosfæren som følge af utætheder i anlæg, der producerer biogas, samt i de anlæg der anvender biogassen, såsom opgraderings- og kraftvarmeanlæg. Da metan er en kraftig drivhusgas, er det vigtigt, at disse metanlækager reduceres mest muligt. Disse hensyn vil gøre sig gældende i forhold til såvel anlæg, der modtager støtte til anvendelse og produktion, som anlæg der i fremtiden måtte producere og anvende biogas uden støtte.

Det forventes, at ministeren vil bruge bemyndigelsen til bl.a. at fastsætte regler om metantab, som skal overholdes af de anlæg, som producerer og anvender biogassen.

Energistyrelsen igangsatte i juli 2019 en målrettet indsats for at reducere metanudslippet fra biogasanlæg og anlæg, der anvender biogas. Denne indsats forventes afsluttet i foråret 2021. Formålet med indsatsen er at få udarbejdet egenkontrolprogrammer og få foretaget metanlækagemålinger på en række biogasanlæg i Danmark. Under denne indsats bliver der dannet et solidt datagrundlag, kvalitetssikret og udviklet målemetoder samt samlet erfaringer og viden omkring sporing, måling og reduktion af metanlækager. Disse erfaringer skal bidrage til fremtidig målrettet og effektiv regulering på området.

Som en del af indsatsen skal der ses nærmere på forskellige metoder til kvantificering af metanlækager fra anlæg, der anvender og producerer biogas. Det foreslås derfor, at der kan fastlægges krav til både begrænsning og kontrol af udslip af drivhusgasser. Da Energistyrelsens målrettede indsats for at reducere metanudslip fra anlæggene bl.a. skal arbejde med kvalitetssikring og udvikling af målemetoder, og da der løbende udvikles på målemetoder for metantab, kan krav om begrænsning dog blive aktuelt på sigt. Indtil da vurderes det tilstrækkeligt at fastsætte krav til kontrol af metantab fra anlæggene. Fastlæggelsen af kravene kan bl.a. baseres på erfaringerne fra Energistyrelsens målrettede indsats for at reducere metanudslippet.

Krav om kontrol vil bl.a. kunne omfatte, at anlæggene indfører rutinemæssig egenkontrol for at identificere lækager, periodisk lader et godkendt målefirma kvantificere f.eks. metantabet fra anlægget, iværksætter de nødvendige tiltag for at nedbringe metanudslip fra identificerede kilder til lækage, samt at Energistyrelsen årligt udtager et antal anlæg til stikprøvekontrol.

Det følger af det foreslåede 2. pkt. , at ministeren endvidere kan fastsætte regler om, at modtagelse af pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven skal være betinget af overholdelse af regler fastsat af ministeren om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser, anvender eller sælger biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en uændret videreførelse af gældende ret, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af støtte efter de pågældende støtteordninger er betinget af overholdelse af krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra de anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas. Det foreslås dog, at bestemmelsen præciseres, så det tydeligt fremgår, at også anlæg, hvor biogas renses, er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, hvor det foreslås at indsætte et § 58, nr. 3, i VE-loven, der indfører brugerbetaling.

Det vil fremgå af de meddelte tilsagn om støtte, at det er en betingelse for udbetaling af støtte, at de til enhver tid gældende regler om udslip af metan og eventuelle andre drivhusgasser overholdes både af det anlæg, der modtager støtten, og af det anlæg, som producerer biogassen. I tilfælde hvor støttemodtager og biogasproducent ikke er samme enhed, vil støttemodtageren være ansvarlig for at indhente den nødvendige dokumentation fra biogasproducenten.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i medfør af § 71 i VE-loven kunne påbyde, at forhold, der strider mod regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 f, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Efterkommes et sådant påbud ikke, vil dette i henhold til § 72, nr. 6, i VE-loven kunne straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om bødestraf i medfør af § 73 i VE-loven for juridiske og fysiske personers overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 f.

De aktører, der kan blive mødt med et påbud eller en bødestraf, er aktører, der i henhold til regler udstedt i medfør af forslaget til § 56 f i VE-loven er forpligtede til at indberette dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Bemyndigelsen til klima-, energi- og forsyningsministeren til i medfør af den foreslåede § 56 f at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen i medfør af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

Til nr. 17

Det følger af den gældende § 58 i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven, og ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger af den foreslåede ændring, at »nærmere« udgår af ordlyden af § 58.

Der er med den foreslåede ændring tale om en sproglig præcisering af ordensmæssig karakter. Da der ikke allerede findes materielle bestemmelser om brugerbetaling for dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af ansøgninger om tilladelser eller ved udførelse af tilsyn i VE-loven, er det misvisende, at der i bestemmelsen står, at ministeren kan fastsætte nærmere regler.

Til nr. 18

Det følger af § 58, nr. 1, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven.

Det følger af den foreslåede ændring af § 58, nr. 1, i VE-loven, at »§ 29, stk. 1, og« ændres til »§ 29, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der i § 58 foreslås indsat et nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer ikke materielle ændringer.

Til nr. 19

Det følger af den gældende § 58, nr. 2, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger af den foreslåede ændring af § 58, nr. 2, i VE-loven, at »tilladelser.« ændres til » tilladelser og«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der i § 58 foreslås indsat et nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer ikke materielle ændringer.

Til nr. 20

Det følger af den gældende § 58 i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven, og ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger endvidere af gældende ret, jf. § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven, at ministeren kan fastsætte regler om brugerbetaling for myndighedernes tilsyn og kontrol med regler fastsat i medfør af disse bestemmelser om krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 58, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte regler om betaling til dækning af omkostninger til udførelse af tilsyn og kontrol i henhold til regler udstedt i medfør af § 56 c, stk. 1, nr. 8, og § 56 f, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

De opgaver, der vil kunne finansieres efter regler udstedt i medfør af bestemmelsen, er dels opgaver, som Energistyrelsen får i forbindelse med Energistyrelsens kontrol i henhold til regler udstedt i medfør af § 56 c, stk. 2, nr. 6, og § 56 c, stk. 3, af, om overholdelse af de ved bekendtgørelse fastsatte bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser sikres af aktørerne, herunder at de krævede oplysninger indberettes korrekt. Formålet med hjemlen er at give mulighed for, at dette tilsyn kan brugerfinansieres. Det vil i givet fald være de virksomheder eller fysiske personer, der undergår tilsynet, som skal betale omkostningerne efter en timesats, som ikke overstiger omkostningerne ved administrationen. Dermed sikres det, at hver virksomhed eller fysisk person betaler de omkostninger, som er forbundet med behandling af den enkelte aktørs sag, og der er således ikke tale om et fiskalt gebyr.

Myndighedsbehandlingen vil kunne indebære vurdering af indsendt materiale, afholdelse af møder om sagen, herunder eventuelle rejseomkostninger, udarbejdelse af dokumenter m.v. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om betaling for dækninger af omkostninger ved kontrol og tilsyn med overholdelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 56 e, der vedrører begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Formålet hermed er at give mulighed for, at udgiften til f.eks. metanlækagemålinger i forbindelse med Energistyrelsens tilsyn og kontrol med udslip af drivhusgasser kan brugerfinansieres. Det forventes, at der udelukkende vil fastsættes brugerbetaling, der ikke overstiger omkostningerne ved administrationen, og at der således ikke vil være tale om et fiskalt gebyr.

Det forventes, at der føres tilsyn med aktørerne, hvis Energistyrelsens kontrol af indsendte oplysninger eller andet giver anledning til det samt i form af stikprøvekontrol. Tilsyn og kontrol vil også kunne omfatte certificeringsorganer, som foretager uafhængig revision i henhold til en frivillig ordning

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote i biobrændstofloven indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som biobrændstofloven gennemfører eller delvis gennemfører.

Biobrændstofloven gennemfører bl.a. dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.

Det foreslås, at fodnoten i biobrændstofloven ændres således, at det af fodnoten vil fremgå, at biobrændstofloven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (omarbejdning).

Da VE II-direktivet erstatter VE I-direktivet, foreslås det, at fodnoten ikke længere henviser til VE I-direktivet. Det følger af VE II-direktivets artikel 37, at VE I-direktivet ophæves med virkning fra den 1. juli 2021.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gennemfører dele af VE II-direktivet, som skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1, 1. pkt., i den gældende biobrændstoflov, at lovens formål er at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer til landtransport og at reducere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport med henblik på at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

I den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 8, er landtransport defineret som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift. Det følger af den gældende § 2, nr. 9, at transport defineres som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikke-vejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs. Definitionen af transport er således mere omfattende end definitionen af landtransport, der kun omfatter vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Biobrændstofloven har haft som hovedfokus at opfylde de krav til iblanding af vedvarende energi, der er stillet i VE I-direktivet. I den gældende biobrændstoflov er der ikke fastsat generelle målkrav, der er højere end det i VE I-direktivet fastsatte krav om mindst 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020.

Det følger af VE II-direktivets artikel 25, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at der anvendes mindst 14 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2030.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 1,

1. pkt. , at loven har til formål at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, VE-brændstoffer samt brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk med henblik på at integrere vedvarende energi, reducere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport og at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at det vil fremgå tydeligt af lovens formålsparagraf, at bæredygtige biobrændstoffer anvendes til opfyldelse af målkravet for transport, og at loven eller regler udstedt i medfør heraf indeholder regler vedrørende reducering af vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport.

Ved vugge til grav-emissioner forstås alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding af brændstoffet, uanset hvor disse emissioner finder sted. Med VE-brændstoffer forstås brændstoffer baseret på vedvarende energi, som ikke er af biologisk oprindelse, f.eks. PtX-brændstoffer. Med brændstoffer med lavt drivhusgasaftryk forstås brændstoffer, som har et lavere drivhusgasaftryk end det brændstof, det typisk erstatter. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til, bio- og VE-brændstoffer, idet også visse typer brændstoffer baseret på genanvendt kulstofbrændsel forventes at kunne bidrag til en reduktion af transportens vugge-til-grav emissioner.

Den foreslåede nyaffattelse vil endvidere indebære, at lovens formål vil være at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser.

Af afsnit 3.4.2. i de almindelige bemærkninger fremgår det, at Danmark i henhold til Energistyrelsens Basisfremskrivning 2020 uden nye tiltag vil få ca. 19 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2030. Danmark forventes altså – uden yderligere tiltag – at opfylde VE II-direktivets krav om en VE-andel i transportsektoren i 2030 på mindst 14 pct.

Den foreslåede nyaffattelse af § 1, 1. pkt., vil afspejle, at formålet med biobrændstofloven ikke kun er, at Danmark opfylder sine internationale klimaforpligtelser, men tillige, at formålet også er, at Danmark i medfør af bestemmelser i biobrændstofloven kan gå videre med reduktion af drivhusgasser fra transportsektoren, end de internationale klimaforpligtelser tilsiger.

Til nr. 3

Biobrændstoflovens § 2 indeholder en række definitioner.

Det foreslås med lovforslaget, at § 2 i biobrændstofloven nyaffattes.

Biobrændstofloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af begrebet affald.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 2, nr. 1, at »affald« i biobrændstofloven vil blive defineret som affald som defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om affald (affaldsdirektivet) med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på at opfylde denne definition.

Formålet med indsættelsen af definitionen på affald i biobrændstofloven er, at VE II-direktivets definition af affald implementeres i national ret. I henhold til artikel 2, nr. 23 i VE II-direktivet, definerer direktivet således affald som affald defineret i artikel 3, nr. 1, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på opfyldelse af denne definition.

Det følger af artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald og om ophævelse af visse direktivet, at affald er ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at VE II-direktivets definition på affald indsættes i biobrændstofloven.

Det følger af den gældende § 2, nr. 1, at avancerede biobrændstoffer defineres som biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter og andre brændstoffer, der er anført i bilag 1, del A. Den eksisterende definition af biobrændstoffer inkluderer såvel flydende som gasformige biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 2, at »avancerede biobrændstoffer« i biobrændstofloven vil blive definereret som flydende biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, der er anført i bilag 1, del A.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af avancerede biobrændstoffer, jf. direktivets artikel 2, nr. 34, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet.

Der er tale om en nyaffattelse af den gældende definition af avancerede biobrændstoffer, som er identisk med den gældende definition, bortset fra at gasformige biobrændstoffer, i overensstemmelse med definitionen i VE II-direktivet, ikke længe er omfattet af definitionen. Dette vurderes dog ikke i praksis at få nogen nævneværdig betydning, eftersom VE II-direktivets bestemmelser vedrørende avancerede biobrændstoffer også nævner biogas fremstillet af råprodukter, der er anført i bilag 1, del A.

Det følger af den gældende § 2, nr. 2, at biobrændstof defineres som flydende eller gasformigt brændstof til brug for transportsektoren fremstillet på grundlag af biomasse.

Den gældende definition af biobrændstoffer omfatter både flydende og gasformigt brændstof. Definitionen er identisk med VE I-direktivets definition af biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 3, at »biobrændstoffer« i biobrændstofloven vil blive definereret som flydende brændstof til transport, som er produceret på grundlag af biomasse.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af biobrændstoffer, jf. artikel 2, nr. 33, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet.

Den foreslåede definition af biobrændstoffer omfatter alene flydende brændstoffer til transport, der er produceret på grundlag af biomasse, hvilket er til forskel fra den gældende definition, der også omfatter gasformigt brændstof. Den foreslåede definition af biobrændstof er identisk med VE II-direktivets definition af biobrændstof og foreslås indsat med henblik på at sikre en korrekt implementering af VE II-direktivet.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af, hvad biobrændstoffer er. Ændringen foreslås alene på grund af VE II-direktivets opdeling af den tidligere definition af ”biobrændstoffer” i hhv. ”biobrændstoffer” og ”biogas”.

Efter den gældende biobrændstoflov er biogas en del af definitionen af biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 4, at »biogas« i biobrændstofloven vil blive definereret som gasformige brændsler produceret af biomasse.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af biogas, jf. artikel 2, nr. 28, og foreslås indsat med henblik på at sikre en korrekt implementering af VE II-direktivet.

I henhold til VE II-direktivet omfatter biobrændstoffer nu alene flydende brændstoffer til transport, som er produceret på grundlag af biomasse. Der er derfor med gennemførelsen af VE II-direktivet behov for en selvstændig definition af biogas.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af, hvad biogas er. Ændringen foreslås alene på grund af VE II-direktivets opdeling af den tidligere definition af ”biobrændstoffer” i hhv. ”biobrændstoffer” og ”biogas”.

Det følger af den gældende § 2, nr. 3, i biobrændstofloven, at biomasse defineres som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, skovbrug og tilknyttede industrier, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige del af industriaffald og kommunalt affald.

Den gældende definition af biomasse i biobrændstofloven er identisk med VE I-direktivets definition af biomasse.

Med den foreslåede nyaffattelse af § 2, nr. 5, indsættes der en definition af biomasse, der definerer biomasse som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, fra fiskeri, fra akvakultur og fra den bionedbrydelige del af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse.

Den foreslåede definition af biomasse svarer til VE II-direktivets definition af biomasse. Dog er der efter konsultation mellem Energistyrelsen og Europa-Kommissionen foretaget enkelte præciseringer, da direktivets definition er sproglig og grammatisk upræcis og indebærer en risiko for misfortolkning.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af definitionen af begrebet biomasse er, at der med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås en nyaffattelse af biobrændstoflovens § 3. I den foreslåede nyaffattelse gives klima-, energi- og forsyningsministeren en bemyndigelse til bl.a. at fastsætte regler vedrørende biomassebrændsler anvendt i transportsektoren. Derfor bør biobrændstoflovens definition af biomasse være i overensstemmelse med VE II-direktivets definition af biomasse.

Med biologisk nedbrydelighed forstås, at det pågældende produkt eller materiale kan omsættes ved naturlige processer via mikroorganismer f.eks. bakterier og svampe og dermed indgå i et naturligt kredsløb.

Med biologisk oprindelse forstås, at der er tale om ikke fossilt organisk materiale, som stammer fra planter eller dyr. Hvis det organiske materiale er lagret i en geologisk formation, er der tale om fossil oprindelse. Eksempler på fossile ressourcer er kul, olie og naturgas.

Kommunalt affald skal forstås som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018. Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2 b, at kommunalt affald defineres som a) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra husholdninger, herunder papir og pap, glas, metal, bioaffald, træ, tekstiler, emballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt storskrald, herunder madrasser og møbler, og som b) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra andre kilder, når dette affald med hensyn til type og sammensætning er sammenligneligt med affald fra husholdninger.

Kommunalt affald omfatter ikke affald fra produktion, landbrug, skovbrug, fiskeri, septiktanke, spildevandsledninger og spildevandsbehandling, herunder spildevandsslam, udrangerede køretøjer eller bygge- og nedrivningsaffald.

Denne definition berører ikke fordelingen af ansvaret for affaldshåndtering mellem offentlige og private aktører.

Biobrændstofloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af biomassebrændsler.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 6, at der indsættes en definition af biomassebrændsler, der definerer biomassebrændsler som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

For indeværende bruges der ikke faste brændsler i transportsektoren, men der bruges gasformige brændsler i form af biogas.

Den foreslåede definition af biomassebrændsler er identisk med VE II-direktivets definition af biomassebrændsler og skal sikre, at denne del af VE II-direktivet implementeres korrekt i biobrændstofloven, da begrebet biomassebrændsler anvendes i forslaget til § 3, stk. 1, § 3, stk. 3, nr. 3 og 4, og § 3, stk. 7, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Med VE II-direktivet indføres begrebet biomassebrændsler som en ny kategori af biobrændstoffer. På den baggrund anvendes begrebet i den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 2, nr. 4, hvori det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til bl.a. at fastsætte regler om, at alene biobrændstoffer og biomassebrændsler anvendt til transport kan medregnes i iblandingskrav eller drivhusreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler udstedt i medfør af loven.

Det følger af den gældende § 2, nr. 4, i biobrændstofloven, at brændstof defineres som benzin, dieselolie, gas eller biobrændstof til transportsektoren.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 7, at brændstof defineres som energi i gasformig eller flydende form anvendt til transport.

Forslaget til definitionen af brændstof indebærer, at definitionen, til forskel fra den gældende definition, kommer til at omfatte alle former for energi anvendt til transport uanset form eller oprindelse – dog ikke elektricitet anvendt direkte til transport. Dette inkluderer de brændstoffer, som er omfattet af den nuværende definition, hvilket er benzin, dieselolie, gas og biobrændstoffer, men også biomassebrændsler, flydende eller gasformig energi basseret på vedvarende energikilder, som ikke er af biologisk oprindelse, genanvendt kulstofbrændsel m.v.

Formålet med nyaffattelsen af § 2, nr. 7, er at udvide definitionen til at inkludere de nye typer af energi, der i flydende form eller gasform i dag anvendes til transport, eller som i fremtiden forventes at ville kunne anvendes, herunder konverterede brændstoffer baseret på f.eks. el eller brint. På linje med den nuværende definition indeholder forslaget til nyaffattelsen ikke elektricitet, som anvendes direkte til transport i f.eks. elektriske køretøjer.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af brændstofleverandør.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 8, at brændstofleverandør defineres som en enhed, som leverer brændstof til markedet, og som er ansvarlig for ekspedition af brændstof gennem et punktopkrævningssted, eller i tilfælde af elektricitet, eller hvor der ikke opkræves nogen afgift, eller hvor det er behørigt begrundet, enhver anden relevant enhed udpeget af en medlemsstat.

Den foreslåede definition er identisk med VE II-direktivets definition af brændstofleverandør, jf. artikel 2, nr. 38. Definitionen foreslås indsat i biobrændstofloven, da det med lovforslaget foreslås at indsætte en bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 3, der bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om differentierede krav til forskellige brændstofleverandører i forhold til drivhusgasreduktionskrav eller iblandingskrav.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 5, at drivhusgasser defineres som CO2, CH4 og N2O.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 9, at drivhusgasser defineres som CO2, CH4 og N2O.

Forslaget vil indebære, at når udledning af drivhusgasser skal beregnes i henhold til biobrændstofloven eller regler udstedt i medfør af loven, skal drivhusgasserne CO2, CH4 og N2O medregnes.

Forslaget er identisk med biobrændstoflovens gældende definition af drivhusgasser. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 6, at en elleverandør defineres som den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af elektricitet gennem et punktafgiftsopkrævningssted, og som leverer elektricitet til brug i vejkøretøjer.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 10, at en elleverandør defineres som den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af elektricitet gennem et punktopkrævningssted, og som leverer elektricitet til brug i vejkørertøjer.

Nyaffattelsen er identisk med den gældende definition af elleverandør. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Elleverandører vil typisk være netvirksomheder, der leverer el til forbrugere.

Det følger af den gældende § 2, nr. 8, at landtransport defineres som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 11, at landtransport defineres som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift.

Den foreslåede nyaffattelse er identisk med den gældende definition af landtransport. Nyaffattelsen sker af lovtekniske årsager og medfører ingen ændring af retstilstanden.

Bestemmelsen om iblandingsforpligtelsen i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, vedrører ”landtransport”, og bestemmelsen om reduktionsforpligtelsen af emissionen fra drivhusgasser vedrører ”transport”. Selv om området for landtransport og transport er næsten identiske, er der dog visse forskelle, hvorfor de to områder er nærmere defineret i lovforslaget. Begge områder omfatter landtransport, hvilket først og fremmest vil sige person-, vare- og lastbiler samt busser. Derudover omfatter de begge jernbanedrift. Dog kan den el, der forbruges til jernbanedrift, ikke tælle med i drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2.

Derudover omfatter landtransportområdet ikke ikkevejgående maskiner og traktorer, hvilket transportområdet gør.

Den foreslåede bestemmelse medfører ingen ændring af retstilstanden på området.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af restprodukter.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 12, at restprodukter defineres som et stof, som ikke er det slutprodukt eller de slutprodukter, der er det primære formål med produktionsprocessen, og processen er ikke bevidst ændret for at producere det.

Restprodukter anvendes bl.a. i definitionen af biomasse og i forbindelse med avancerede biobrændstoffer, og det ønskes derfor, at det præciseres, hvad der menes med restprodukter.

Den foreslåede definition af restprodukter er identisk med VE II-direktivets definition af restprodukter, jf. direktivets artikel 2, nr. 43, og skal sikre, at denne del af VE II-direktivet implementeres korrekt i biobrændstofloven.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug.

Det fremgår af forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 13, at restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug defineres som restprodukter, der genereres direkte af landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, og som ikke omfatter restprodukter fra tilknyttede erhvervssektorer eller tilknyttet forarbejdning.

Den foreslåede definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug er identisk med VE II-direktivets definition af restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, jf. direktivets artikel 2, nr. 44.

Definitionen foreslås indsat i biobrændstofloven, da det fremgår af den foreslåede nyaffattelse af definitionen på biomasse, jf. forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 5, at biomasse bl.a. omfatter restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug. På den baggrund foreslås det, at der indsættes en definition af disse restprodukter.

Det følger af den gældende § 2, nr. 9, i biobrændstofloven, at transport defineres som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.

Det foreslås, at transport defineres i biobrændstoflovens § 2, nr. 14, som drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.

Den foreslåede definition af transport i forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 14, er identisk med den gældende definition og foreslås alene nyaffattet af lovtekniske årsager. Det er ikke tilsigtet, at den foreslåede bestemmelse skal medføre en ændring af retstilstanden på området.

Bestemmelsen om reduktion af drivhusgasser i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, stk. 1, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, vedrører ”transport”, og bestemmelserne om iblandingskrav vedrører ”landtransport”. Selv om der er et overlap i definitionerne er der dog visse forskelle, hvorfor de to områder er nærmere defineret i lovforslaget. Begge områder omfatter vejtransport, hvilket først og fremmest vil sige person-, vare- og lastbiler samt busser. Derudover omfatter de begge jernbanedrift. Den el, der forbruges til jernbanedrift, kan dog ikke tælles med i drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3. ”

Derudover omfatter transportområdet ikkevejgående maskiner og traktorer, hvilket landtransportområdet ikke gør.

I den gældende biobrændstoflov er der ingen definition af UER. UER er en forkortelse for upstream emissions reduction – på dansk oversat til opstrømsemissonsreduktion.

Det fremgår af forslaget til biobrændstoflovens § 2, nr. 15, at UER (Upstream emsission reduction)

• defineres som den opstrømsdrivhusgasemissionreduktion fra olie- eller gasforsyningskæden, som en brændstofleverandør gør gældende, målt i gCO2eq.

En UER er en klimakredit, der kan anvendes til opfyldelse af kravet om reduktion af drivhusgasser efter den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der med forslaget ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Det foreslås, at definitionen af UER indsættes i biobrændstofloven, da det med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 4, bemyndiges til at fastsætte regler om begrænsning for anvendelse af UER-kreditter.

Den gældende biobrændstoflov indeholder ikke en definition af vedvarende energi.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 16, at vedvarende energikilder defineres som vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Definitionen af vedvarende energi foreslås indsat i biobrændstofloven, da begrebet vedvarende energi foreslås anvendt i forslaget til biobrændstoflovens § 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og i forslaget til § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4

Definitionen af vedvarende energi er identisk med VE II-direktivets definition af energi fra vedvarende energikilder, jf. direktivets artikel 2, nr. 1.

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 10, at virksomhed defineres som den virksomhed, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, eller den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer til en gastankstation, eller selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet.

Det fremgår af den foreslåede § 2, nr. 17, at virksomhed defineres som den virksomhed, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, eller den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer fra en gastankstation, eller selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet.

Med den foreslåede definition af virksomhed i biobrændstoflovens § 2, nr. 17, foreslås det, for så vidt angår de flydende brændstoffer, at de omfattede virksomheder vil være de virksomheder, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transportsektoren.

Disse virksomheder kan eksempelvis være raffinaderiselskaber, der samtidigt ejer og leverer brændstof til de enkelte tankstationer. Det kan også være ejere af de tankstationer, hvorfra brændstoffet sælges.

For så vidt angår gasformige brændstoffer i form af biogas eller gasformige biomassebrændsler, foreslås det præciseret, at de omfattede virksomheder vil være de naturgasleverandører, der er leverandør af gasformige brændstoffer fra en gastankstation. Dette omfatter ejere af gastankstationer.

Præciseringen her sker for at afklare, hvem der er omfattet i det tilfælde, hvor der ikke er ejermæssig sammenfald mellem ejeren af gastankstationen og dennes gasleverandør.

Der vil være enkelte busselskaber og transportselskaber, der selv angiver og betaler energiafgiften for det brændstof, de selv forbruger. Det er ikke intentionen med lovforslaget, at de bus- og transportselskaber, der selv betaler energiafgiften og ikke videresælger til transportsektoren, skal omfattes af loven og dermed af kravet om anvendelse af biobrændstoffer.

For så vidt angår de flydende brændstoffer, fastlægges det med den foreslåede bestemmelse, at definitionen kun gælder for de selskaber, der angiver og betaler energiafgift af brændstof, der sælges til transport. Med ”sælges til transport” skal forstås de tilfælde, hvor et selskab sælger flydende brændstof til et andet selskab med henblik på, at dette selskab videresælger brændstoffet til den endelige forbruger.

De virksomheder, der leverer brændstof til bus eller transportselskabet, der er omfattet af Skatteforvaltningens suspensionsordning (mulighed for selv at betale energiafgift under nærmere betingelser omkring oplagringsfaciliteter), vil dog blive omfattet af krav, der fastsættes i medfør af den foreslåede § 3, stk. 3. De mængder brændstof, der leveres til et bus- eller transportselskab, er altså ikke undtaget biobrændstoflovens krav om reduktion af drivhusgasser eller iblanding af biobrændstoffer. I disse tilfælde vil det derfor være det selskab, der leverer motorbrændstof til det forbrugende selskab, der vil være at anse som en virksomhed i lovens forstand.

Dette indebærer, at de virksomheder, der leverer brændstof til de ovenfor nævnte bus- og transportselskaber, også vil være omfattet af loven for de mængder brændstof, de leverer til de nævnte bus- og transportselskaberne.

Ved tankstation forstås en optankningsfacilitet, hvor ethvert brændstof, med undtagelse af LNG, kan tankes via et fast eller mobilt anlæg. Definitionen anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer artikel 2, nr. 8.

Dette skaber et klart grundlag for hvilke virksomheder, der er omfattet af loven. Fordelen ved den foreslåede ændring er, at det altid er helt klart hvilken virksomhed, der har betalt afgiften. Fordelen er endvidere, at afgiften betales så tæt på det endelige forbrug som muligt, da dette indebærer, at det selskab, der betaler afgiften, også har kendskab til, hvilken sektor brændstoffet sælges til.

Der er sket en ikke ubetydelig udvikling inden for selskabsstrukturen blandt de selskaber, der er omfattet af biobrændstofloven, ligesom der er kommet nye aktører på området i form af gasselskaber, der leverer både naturgas og biogas til transport. Med den foreslåede ændring forsøges der taget højde for den funktionelle og ejermæssige opdeling på gasmarkedet.

Det er ikke med lovforslaget tilsigtet at ændre væsentligt på hvilke virksomheder, der omfattes af loven. Et mindre selskab, der ikke selv importerer eller producerer brændstof, og som tidligere har fået leveret flydende brændstof fra et raffinaderi i Danmark, vil fortsat være omfattet af loven, da det typisk vil være det mindre selskab, der betaler energiafgiften og dermed vil blive omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Såfremt den mindre virksomhed selv indberetter og betaler sin energiafgift, vil den mindre virksomhed med lovforslaget fremover være omfattet af biobrændstofloven. Det er dog ikke alle mindre virksomheder, der selv indberetter og betaler energiafgiften og derved omfattes af den foreslåede definition.

Det følger af den gældende § 2, nr. 11, i biobrændstofloven, at vugge til grav-emissioner af drivhusgasser defineres som alle nettoemissioner af CO2, CH4 og N2O, der kan tilskrives brændstoffet, herunder alle iblandede komponenter, eller tilført energi. Det fremgår endvidere, at dette omfatter alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding, uanset hvor disse emissioner finder sted.

Det følger af forslaget til § 2, nr. 18 , at vugge til grav-emissioner af drivhusgasser defineres som alle nettoemissioner af CO2, CH4 og N2O, der kan tilskrives brændstoffet, herunder alle iblandede komponenter, eller tilført energi. Det fremgår endvidere af forslaget, at dette omfatter alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding, uanset hvor disse emissioner finder sted.

Definitionen er relevant i biobrændstofloven, da begrebet anvendes i den gældende biobrændstoflovs § 1 og § 3 b, stk. 5, der med dette lovforslag bliver til § 3 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 6.

Den foreslåede definition er identisk med den gældende definition af vugge til grav-emissioner i biobrændstofloven og foreslås alene nyaffattet af lovtekniske årsager og medfører ingen ændringer af retstilstanden på området.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, 1. pkt., i biobrændstofloven, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer og mindst 5 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 5.

I Danmark har der været et iblandingskrav for bæredygtige biobrændstoffer til landtransport siden 2010. Bestemmelsen om iblandingskravet og regler fastsat i medfør af loven sikrer delvis gennemførelse af VE I-direktivets målsætning om 10 pct. vedvarende energi i landtransportsektoren i 2020, jf. direktivets artikel 3, stk. 4.

Den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at de af loven omfattede virksomheder, jf. § 2, nr. 10, har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold.

Af stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af lovens § 4. Af stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Hjemlen i § 4 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 2277 af 29. december 2020 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v., herefter benævnt biobrændstofbekendtgørelsen. Bæredygtighedskriterierne fremgår af bekendtgørelsens kapitel 2.

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, 1. pkt., at benzin og diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Af § 3, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at alt brændstof, der sælges til transport, dog ikke til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport.

Det følger af den gældende § 3, stk. 3, 1. pkt., at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at avancerede biobrændstoffer udgør mindst 0,9 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. Af stk. 3, 2. pkt., fremgår det, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Af § 3, stk. 3, 3. pkt., følger det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Det følger af den gældende § 3, stk. 4, at benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i bestemmelsens stk. 2, men indgår i forpligtelsen efter bestemmelsens stk. 1.

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, at ved opgørelsen af en virksomheds forpligtelser efter stk. 1 og 2, anses bidrag fra råprodukter og brændstoffer som anført i bilag 1, del A og B, for at være dobbelt så store som bidrag fra andre biobrændstoffer.

Det følger af den gældende § 3, stk. 6, at en virksomhed som minimum skal opfylde den procentsats, der er fastsat i stk. 1.

Det følger af den gældende § 3, stk. 7, at forpligtelsen efter stk. 1 ikke gælder ved salg til eksport og salg til andre virksomheder.

Det følger af den gældende § 3, stk. 8, at en virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter stk. 1 og 3 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 10 ved aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvis opfylder virksomhedens forpligtelser efter stk. 1 og 3.

Det følger af den gældende § 3, stk. 9, at bestemmelsens stk. 2 ikke finder anvendelse, hvis der foreligger veldokumenteret nedbrud i blandingsanlæg, ekstrem kulde eller force majeure.

Det følger af den gældende § 3, stk. 10, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en anden biobrændstofandel, der ikke overstiger de procentsatser, der er fastsat i stk. 1 og 3, såfremt særlige hensyn gør sig gældende. Det følger endvidere, at de særlige hensyn bl.a. kan være en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, at avancerede biobrændstoffer er uforholdsmæssigt dyre, mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 10, er i gældende ret udmøntet i biobrændstofbekendtgørelsen.

Det følger af den gældende § 3, stk. 11, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definition og krav til dokumentation af virksomhedernes opgørelser af biobrændstoffer nævnt i stk. 5.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 11, er i gældende ret udmøntet i bekendtgørelse nr. 1626 af 27. december 2019 om Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed (HB 2017) og i biobrændstofbekendtgørelsen.

Det følger af den gældende bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, at virksomheder så gradvis som muligt skal reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct. senest den 31. december 2020.

Det foreslås med lovforslaget, at § 3 i biobrændstofloven nyaffattes.

Nyaffattelsen foreslås bl.a. at indeholde en bred bemyndigelsesbestemmelse til klima-, energi- og forsyningsministeren, som erstatter de gældende iblandingsforpligtelser i § 3, stk. 1, 1. pkt., og reduktionsforpligtelsen i § 3 b, stk. 1.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af stk. 1, 1. pkt., at til opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i denne lov eller i regler, der er fastsat i medfør af denne lov, kan en virksomhed alene medregne biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der overholder krav til disses bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav fastsat i medfør af § 4.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde og er en videreførelse af gældende ret. Det vurderes hensigtsmæssigt at samle de krav, der fremgår af den gældende § 3, stk. 1, 2. pkt., stk. 3, 2. pkt. og den gældende § 3 d.

Som tilfældet er efter de gældende bestemmelser, vil virksomhederne ligeledes efter den foreslåede bestemmelse fortsat alene kunne medregne biobrændstoffer og biomassebrændsler, der overholder krav fastsat i medfør af lovens § 4 til biobrændstoffers bæredygtighed. Hjemlen i § 4 er udmøntet i biobrændstofbekendtgørelsen.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Det fremgår af forslaget til stk. 1, 2. pkt. , at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde. Ligesom den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., og stk. 3, 3. pkt., indebærer den foreslåede bestemmelse, at forpligtelsen til opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i loven eller i regler, der er fastsat i medfør loven, skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Virksomhederne vil med forslaget på samme måde som i dag fortsat have fleksibilitet med hensyn til, hvornår i løbet af året de vil opfylde forpligtelsen, så længe forpligtelsen er opfyldt ved udgangen af kalenderåret. Dette vil indebære, at det vil være op til virksomhederne selv at sikre, at de på årsbasis har iblandet tilstrækkelig bæredygtig biobrændstof i benzin og øvrigt brændstof til at opfylde deres forpligtelser. Der vil således ikke være et krav om, at der til enhver tid skal være en bestemt pct. andel af bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende ret, og der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Det følger af forslaget til stk. 2, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler for transportområdet, herunder for luft- og søfart, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af vedvarende energi på transportområdet.

Den foreslåede bestemmelse er en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om en række områder inden for biobrændstofloven i en bekendtgørelse.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil bl.a. i medfør af bemyndigelsen kunne vælge om, der skal reguleres efter et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav til integration af vedvarende energi i transportsektoren samt størrelsen af disse krav.

Bestemmelsen vil således medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om en række forhold, der for indeværende er reguleret i biobrændstofloven.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen vil fastætte regler, der skal sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser i henhold til VE II-direktivet, der skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021. Ligeledes vil bemyndigelsen bl.a. give ministeren mulighed for at gennemføre den politiske aftale af 4. december 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om grøn omstilling af vejtransporten vedrørende bl.a. det i aftalen nævnte CO2-fortrængningskrav.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bestemmelse også kunne fastsætte regler om forhold inden for transportsektoren, der retter sig mod nationale målsætninger, der ikke nødvendigvis har sit udspring i EU-regler eller andre internationale regler.

Efter den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler for transportområdet, herunder for luft- og søfart, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af vedvarende energi på transportområdet. I bestemmelsen nævnes der eksempler på de områder, hvor ministeren kan fastsætte regler. Disse tjener udelukkende som eksempler, og ministeren vil derfor også kunne fastsætte regler om andet end de i bestemmelsen nævnte eksempler, så længe reglerne relaterer sig til anvendelse af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser og anvendelse af vedvarende energi på transportområdet.

Med den foreslåede nyaffattelse af biobrændstoflovens § 3, stk. 2, foreslås der indført bemyndigelsesbestemmelser for dels at sikre, at VE II-direktivet implementeres rettidigt og for dels at kunne tage højde for udmøntningen af politiske aftaler om den fremtidige regulering af området. Anvendelsen af bemyndigelserne i lovforslagets forslag til biobrændstoflovens § 3, stk. 2, i form af udstedelse af en bekendtgørelse skal som udgangspunkt bygge på en politisk aftale. Derudover vil bekendtgørelser, hvori der vil blive udmøntet regler med hjemmel i den foreslåede § 3, stk. 2, inden udstedelse blive forelagt de partier, der er en del af den pågældende politiske aftale. Dog vil der gælde en undtagelse for regler vedrørende reduktionskrav eller iblandingskrav, der skal fastsættes som led i implementering af EU-regler, herunder VE II-direktivet og brændstofkvalitetsdirektivet, og hvor der er tale om minimums- eller totalharmonisering. Fastsættelse af regler, der følger direktivernes minimumsbestemmelser eller i tilfælde af totalharmonisering, vil ikke forudsætte en politisk aftale og ministeren vil dermed kunne fastsætte reglerne ved bekendtgørelse uden en politisk aftale.

I den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, er der fastsat et iblandingskrav for bæredygtige biobrændstoffer på 7,6 pct., der er fastsat for at opfylde VE I-direktivets krav om iblanding af 10 pct. vedvarende energi i 2020, og derudover er der i den gældende § 3 b, stk. 1, fastsat et drivhusgasreduktionskrav på 6 pct., der er fastsat for at opfylde brændstofkvalitetsdirektivet krav om drivhusgasreduktioner.

Det følger af den foreslåede stk. 2, nr. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse og størrelse af iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav.

I forlængelse af ovenstående kan der både anvendes konventionelle biobrændstoffer, også kaldet 1. generations biobrændstoffer, der typisk er lavet på sukkerrør, sukkerroer, korn, majs, palmeolie, sojaolie og rapsolie, 2. generations biobrændstoffer eller de såkaldte avancerede biobrændstoffer til opfyldelse af forpligtelsen på 7,6 pct.

1. generations biobrændstoffer er typisk lavet på affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, eller lignocellulose råprodukter.

Avancerede biobrændstoffer produceres ligesom 2. generations biobrændstoffer på bl.a. affalds- og restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, lignocellulosisk materiale og andre materialer, der typisk ikke har andre anvendelsesområder, bortset fra afbrænding. De avancerede biobrændstoffer adskiller sig ved, at de anvendte affalds- og restprodukter m.v. kræver anvendelse af ny teknologi, der kun er ved at bevæge sig fra forsøgsværker til produktion i fuld skala.

De avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstoffer regnes typisk for de bæredygtige biobrændstoffer, der har den højeste drivhusgasfortrængning. Både de avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstofferne er dobbelttællende i forhold til opfyldelse af iblandingskravet på 7,6 pct., hvilket indebærer, at iblandingskravet på 7,6 pct. vil kunne opfyldes ved anvendelsen af 3,8 pct. af disse dobbelttællende biobrændstoffer eller ved en kombination af disse brændstoftyper og 1. generations biobrændstoffer.

Af artikel 7 a, stk. 2, i brændstofkvalitetsdirektivet fremgår det, at brændstofleverandører skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. fra 2020. Kravet blev gennemført i dansk lov ved ændring af biobrændstofloven ved lov nr. 1607 af 22. december 2010.

Kravet indebærer, at alle virksomheder omfattet af loven fra 2020 skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. årligt målt i forhold til en referenceværdi fra 2010. Reduktionen kan ske ved anvendelse af f.eks. biobrændstoffer, men også ved elektricitet der leveres til brug i vejkøretøjer, samt ved anvendelse af UER-kreditter.

Bestemmelsen giver mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt øget integration af vedvarende energi i transportsektoren skal reguleres ved anvendelse af et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav eller en kombination heraf, og der henvises til afsnit 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for uddybning af emnet.

Der har været anvendt iblandingskrav i Danmark siden 2010 og drivhusgasreduktionskrav siden 2020. Disse krav har fungeret parallelt.

Den foreslåede bestemmelse sætter ikke grænser for, hvor højt eller lavt et iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte efter den foreslåede bestemmelse. Størrelsen af et krav fastsættes imidlertid som udgangspunkt som led i en politisk aftale. VE II-direktivet sætter ikke deciderede krav til størrelsen af krav til brændstofleverandørerne.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren bl.a., vil fastsætte et reduktionskrav på 6 pct. i henhold brændstofkvalitetsdirektivet i medfør af den foreslåede bemyndigelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 2, nr. 1, uden en politisk aftale herom, da kravet følger af direktivets artikel 7 a, stk. 2, og der er tale om minimumsimplementering. Fastsættelse af reduktionskrav, der er højere eller lavere end fastsat i EU-regler, forudsætter en politisk aftale.

Det fremgår af kravet i artikel 7 a, stk. 2, i brændstofkvalitetsdirektivet, at brændstofleverandører skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. fra 2020.

Kravet indebærer, at alle virksomheder omfattet af biobrændstofloven fra 2020 skal reducere deres drivhusgasemissioner med mindst 6 pct. årligt målt i forhold til en referenceværdi fra 2010. Reduktionen kan ske ved anvendelse af f.eks. biobrændstoffer, men også ved elektricitet der leveres til brug i vejkøretøjer, samt ved brug af UER-kreditter.

Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere give mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at el kan bidrage til opfyldelse af både et nationalt iblandingskrav og et drivhusgasreduktionskrav eller for brugen af klimakreditter, herunder brug af infrastrukturkreditter m.v. Infrastrukturkreditter kan bruges til finansiering af opstilling af f.eks. ladestandere til eldrevne køretøjer. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bestemmelse få mulighed for at fastsætte regler om adgang til at medregne de indirekte drivhusgasreduktioner, som opstilling af f.eks. ladeinfrastruktur, herunder ladestandere m.v., i et drivhusreduktionskrav.

I VE II-direktivet fastsættes krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer og biogas svarende til en VE-andel på mindst 0,1 pct. i 2022, mindst 0,5 pct. i 2025 og mindst 1,75 pct. i 2030. Se afsnit 2.1.5.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for uddybning af kravet til avancerede biobrændstoffer og biogas. Med den foreslåede bemyndigelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne fastsætte krav til anvendelse af avancerede biobrændstoffer og biogas.

Efter den foreslåede bemyndigelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren få mulighed for at fastsætte krav om anvendelse af vedvarende energi og avancerede biobrændstoffer og biogas, der er lavere end de nuværende niveauer bortset fra de år, hvor der er fastsat specifikke målkrav i VE II-direktivet.

Ligeså vil klima-, energi- og forsyningsministeren få mulighed for at sætte krav, der er højere end både de nuværende målkrav i den gældende biobrændstoflov, men også højere end de målkrav, der er fastsat i VE II-direktivet.

Efter den gældende biobrændstoflov er der ikke mulighed for at begrænse anvendelsen af visse typer af biobrændstoffer. Denne begrænsning blev indført ved gennemførelsen af VE I-direktivet, der indeholder en ufravigelig bestemmelse om, at den enkelte medlemsstat ikke kan forbyde anvendelsen af biobrændstoffer, der lever op til bæredygtighedskriterierne i VE I-direktivet. Det skal bemærkes, at der ved denne vurdering ikke inddrages de ILUC-effekter, der er ved de enkelte biobrændstoftyper.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 2, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om begrænsning af anvendelse af visse typer af brændstoffer.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bemyndigelse kunne fastsætte regler om begrænsning af anvendelse af visse typer af biobrændstoffer. Det kan være i form af begrænsninger for anvendelsen af visse brændstoffer i medtælling mod et leverandørkrav. Bestemmelsen giver således mulighed for at kunne skelne mellem forskellige biobrændstoffer og biomassebrændsler produceret af fødevare- og foderafgrøder, idet der tages hensyn til den bedste tilgængelige dokumentation vedrørende ILUC.

Bestemmelsen giver også Klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at fastsætte eventuelle yderligere bæredygtighedskriterier for biomassebrændsel. Mens bæredygtighedskriterier for flydende biobrændstoffer er totalharmoniseret efter direktivets bestemmelser, så åbner VE II-direktivet mulighed for, at medlemslandene kan fastsætte yderligere kriterier for biomassebrændslers bæredygtighed, dvs. for brændsler baseret på fast biomasse og for biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der skelner mellem forskellige biobrændstoffer under iagttagelse af reglerne herom i VE II-direktivet, hvor det i denne forbindelse særligt er artikel 26, stk. 1, nr. 3, der er relevant. Artiklen fastlægger bl.a., at medlemsstaterne kan skelne mellem forskellige biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler produceret af fødevare- og foderafgrøder, idet der tages hensyn til den bedste tilgængelige dokumentation vedrørende ILUC. Det nævnes endvidere i artiklen, at medlemsstaterne f.eks. kan fastsætte en lavere grænse for andelen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassemassebrændsler, der er baseret på fødevare- eller foderafgrøder, som er produceret af olieholdige afgrøder.

For en nærmere beskrivelse af ILUC og VE II-direktivets artikel 16, stk. 1, nr. 3, henvises der til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil have mulighed for at fastsætte regler, som begrænser anvendelsen i medtælling mod et leverandørkrav af brændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere med forslaget få mulighed for at fastsætte nærmere regler om medtælling mod et leverandørkrav af biobrændstoffer fra bilag 1, del B, der, som nævnt, omhandler råprodukter i form af brugt madolie og animalsk fedt. Dette foreslås særligt under hensyn til, hvis tilgængeligheden af disse råprodukter ændres.

Efter den gældende biobrændstoflov kan der ikke sondres mellem de krav, herunder iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav, der fastsættes til de brændstofleverandører eller virksomheder, der er omfattet af loven.

En nyskabelse i VE II-direktivet er, at medlemsstaterne nu gives mulighed for at undtage eller skelne mellem forskellige brændstofleverandører og brændstoffer ved fastsættelsen af forpligtelsen for brændstofleverandører og derved sikre, at de varierende grader af modenhed og omkostningerne ved forskellige teknologier kan tages i betragtning.

Mange virksomheder af forskellige størrelser forsker og udvikler nye brændstoftyper med fokus på mindre udledning af drivhusgasser fra disse brændstoffer.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 3, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om differentierede krav til forskellige brændstofleverandører i forhold til drivhusgasreduktionskrav eller iblandingskrav.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er bl.a. at sikre, at der ikke lægges hindringer i vejen for udviklingen af sådanne nye brændstoftyper. Disse hindringer kunne f.eks. være i form af, at virksomheden også vil skulle opfylde en række af de andre krav i biobrændstofloven, eksempelvis i form af iblanding af avancerede biobrændstoffer.

Det skal bemærkes, at langt de fleste, hvis ikke alle, af de virksomheder, der i dag er omfattet af loven, er store, erfarne virksomheder, der har været længe i brændstofbranchen og ikke vil have de beskrevne udfordringer.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at virksomheder, der leverer brændstoffer i form af elektricitet eller vedvarende flydende eller gasformige transportbrændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, kan friholdes fra forpligtelsen til at overholde de minimumsandele af avancerede biobrændstoffer og biogas, der er fastsat i VE II-direktivet. Der henvises til afsnit 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en uddybning af emnet.

Den foreslåede bestemmelse er bl.a. tiltænkt de tilfælde, hvor en elleverandør udelukkende leverer el til markedet og ikke handler med flydende brændstoffer. I sådanne tilfælde kan klima-, energi- og forsyningsministeren med den foreslåede bestemmelse fastsætte regler om, at disse virksomheder ikke skal opfylde kravet om iblanding af avancerede biobrændstoffer og biogas.

Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en nedre grænse i form af antal solgte liter brændstof, der skal passeres for at være omfattet af biobrændstofloven. Da området for biobrændstoffer og andre drivhusgasreducerende brændstoffer er under konstant udvikling, kan det ikke udelukkes, at der kommer små forsøgsanlæg i Danmark, der i en periode kun vil producere små mængder bæredygtige biobrændstoffer. Såfremt disse omfattes af biobrændstofloven og de administrative og økonomiske konsekvenser, der ville følge heraf, kunne dette virke begrænsende for udviklingen af de nye brændstoftyper uden, at der vil være en tilsvarende gevinst for virksomheden eller samfundet ved at lade dem være omfattet af biobrændstofloven.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 4, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om begrænsning for anvendelse af UER-kreditter og opstrømsreduktioner.

UER'ere, der kan anvendes til opfyldelse af drivhusgasreduktionskrav i biobrændstofloven, er en helt ny slags klimakreditter, der først har kunnet anvendes til at opfylde drivhusgasreduktionskravet i 2020. De opstrømsreduktioner som UER'erne repræsenterer kan handles frit på markedet. I Danmark forventes det, at flere af de af loven forpligtede virksomheder vil gå sammen om at købe UER'ere og derefter fordele dem mellem de enkelte selskaber.

Der er ikke noget krav om, at virksomheder skal anvende UER'ere, og de opstrømsemissioner som UER'ere repræsenterer vil også kunne opnås på andre måder, f.eks. ved iblanding af bæredygtige biobrændstoffer, VE-brændstoffer eller brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk som f.eks. genanvendt kulstofbrændsel.

Da UER'erne er et nyt instrument, er det samtidigt vanskeligt at vurdere effekten af anvendelsen af UER'ere. Dertil kommer, at UER’ere ikke tæller med i det danske drivhusgasregnskab. Endelig er der visse vanskeligheder med at føre en effektiv kontrol i forhold til svindel og dobbelttælling.

Den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 4, vil gøre det muligt for klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte regler om at begrænse anvendelsen af UER'ere til opfyldelse af drivhusgasreduktionskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3 b, der foreslås ophævet og fremover reguleret efter den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 1.

Af forslaget til stk. 2, 2. pkt., nr. 5, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om flertællingsmekanismer.

Den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 5, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om anvendelsen af flertællingsmekanismer i forbindelse med et leverandørkrav. Det drejer sig om de muligheder, som er nævnt i VE II-direktivets artikel 27 om bl.a. dobbelttælling af avancerede biobrændstoffer, biogas og 2. generations biobrændstoffer.

I VE I-direktivet har man ladet nogle brændstoftyper tælle dobbelt i forhold til det i Danmark gældende iblandingskrav. Både de såkaldte avancerede biobrændstoffer (der er lavet på affald eller restprodukter) og 2. generations biobrændstoffer (der laves med brugt madolie eller animalsk fedt som råprodukt) har kunnet tælle dobbelt. Dette indebærer, at såfremt en virksomhed vælger at opfylde det gældende iblandingskrav på 7,6 pct. udelukkende med dobbelttællende biobrændstoffer, vil man kunne nøjes med at iblande 3,8 pct. af disse biobrændstoffer.

Efter VE II-direktivet eksisterer der fortsat en mulighed for at lade de avancerede og 2. generations biobrændstoffer samt biogas være dobbelttællende i forhold til det nationale iblandingskrav.

I VE II-direktivet er det i artikel 25, stk. 1, fastsat, at andelen af avancerede biobrændstoffer samt biogas skal udgøre mindst 0,1, 0,5, og 1,75 pct. af energiforbruget i transportsektoren i hhv. 2022, 2025 og 2030.

Endvidere er det i VE II-direktivet fastsat, at bidrag fra el forbrugt i eldrevne køretøjer til vejtransport og el forbrugt i elektrificeret jernbanetransport nu kan tælle hhv. 4 og 1,5 gange mod det overordnede mål for transportområdet på 14 pct. i VE II-direktivet.

Endelig er det i VE II-direktivet fastsat, at bidraget fra brændstoffer, der leveres til luftfart og søfart, med undtagelse af brændstoffer, som er produceret af fødevare- og foderafgrøder, kan tælle med en faktor 1,2 mod det overordnede mål for transportområdet på 14 pct.

VE II-direktivet har ændret på reglerne for flertælling. Den gældende dobbelttælling videreføres i VE II-direktivet, men det er ikke længere obligatorisk, at avancerede biobrændstoffer og 2. generations biobrændstoffer skal være dobbelttællende i et leverandørkrav.

Det er i VE II-direktivet, i modsætning til VE I-direktivet, fastsat, at bidraget fra brændstoffer, der leveres til luftfart og søfart, med undtagelse af brændstoffer, som er produceret af fødevare- og foderafgrøder, skal sættes til 1,2 gange deres energiindhold. Der var ikke en lignende bestemmelse i VE I-direktivet, der gjorde det muligt at lade luft- og søfart bidrage til målene i direktivet.

Særligt den firedobbelte tælling af el til elektriske vejkøretøjer forventes at få betydning for Danmarks opfyldelse af det overordnede 14 pct.-mål i VE II-direktivet, men også dobbelttællingen for de avancerede biobrændstoffer forventes at komme til at spille en stor rolle i forhold til opfyldelsen af målet.

Flertællingsmekanismerne kan, sammen med de andre flertællingsmekanismer i VE II-direktivet, medføre et uklart billede af de initiativer, der foretages i forhold til iblanding af vedvarende energi i transportsektoren.

Det følger af forslaget til § 3, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en lavere andel af iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav end dem, der er fastsat i medfør af stk. 2, såfremt særlige hensyn gør sig gældende.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 3, stk. 10, vil den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 3, indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren også vil få de samme beføjelser i forhold til de drivhusgasreduktionskrav og iblandingskrav, der vil kunne fastsættes efter den foreslåede § 3, stk. 2, som ministeren har i forhold til de gældende iblandingskrav efter den gældende § 3, stk. 1 og 3.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 1, at et af de særlige hensyn kan være en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene.

Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde af, at der opstår en krisesituation, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, og der dermed kan være behov for at nedsætte forpligtelsesprocenten midlertidigt. Det kan ikke udelukkes, at en krisesituation vil kunne begrænse adgangen til biobrændstoffer, hvorefter der ikke kan skaffes biobrændstoffer nok til opretholdelse af forpligtelsesprocenten på 7,6 pct., som forventes videreført fra biobrændstofloven og fastsat i biobrændstofbekendtgørelsen, hvis der ikke samtidigt er sket en udvidelse af lagringsforpligtelsen til at omfatte biobrændstoffer.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 2, at et af de særlige hensyn kan være, at avancerede biobrændstoffer og biogas produceret af de råprodukter, der er anført i bilag 1, del A, er uforholdsmæssigt dyre.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at såfremt prisen på avancerede biobrændstoffer stiger meget, eller der ikke er tilstrækkelige mængder af avancerede biobrændstoffer til rådighed i forhold til udgangspunktet, har ministeren mulighed for at justere anvendelsesprocenten for avancerede biobrændstoffer helt ned til 0,0 pct.

Det følger endvidere af den foreslåede nyaffattelse, at den foreslåede § 3, stk. 3, nr. 2, også omfatter avanceret biogas, der er defineret som biogas, der er fremstillet af råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag 1, del A. Denne type biogas var også omfattet tidligere, men pga. den ændrede definition af biobrændstoffer, har det været nødvendigt med denne tilføjelse. Det er ikke tilsigtet, at tilføjelsen skal medføre nogen ændring af retstilstanden på området.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 3, at et af de særlige hensyn kan være mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport.

Det kan ikke helt udelukkes, at der f.eks. i forbindelse med en hurtig stigning i efterspørgslen efter biobrændstoffer, der opfylder bæredygtighedskriterierne, opstår en midlertidig mangel på biobrændstoffer på markedet, eller at brændstoffer bliver uforholdsmæssigt dyre som følge af en mangelsituation. I disse situationer kan ministeren vælge at nedsætte forpligtelsesprocenten i op til et enkelt år. Det vurderes dog, at sandsynligheden for at denne situation opstår er meget lille.

Med den nyaffattede stk. 3, nr. 3, foreslås det i forhold til den gældende bestemmelse, at der tilføjes ”biomassebrændsler til transport” til de biobrændstoffer, der er omfattet af bestemmelsen. Biomassebrændsler er en ny type af brændstoffer i VE II-direktivet, der defineres som gasformige eller faste brændsler lavet af biomasse. Biogas er alene gasformige brændstoffer lavet på biomasse.

Den foreslåede nyaffattelse vil sikre, at biomassebrændsler til transport også omfattes af den foreslåede bestemmelse. Biogas var også omfattet af den gældende bestemmelse, da biogas er en del af biobrændstoffer efter denne bestemmelse. VE II-direktivet udsondrer biogas fra biobrændstoffer, hvorfor der foreslås en ændring af bestemmelsens ordlyd. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af retstilstanden på området bortset fra, at det foreslås, at biomassebrændsler også skal være omfattet af bestemmelsen.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 3, nr. 4, at et af de særlige hensyn kan være i tilfælde af brug af andre vedvarende energiteknologier i transportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport.

De fire hensyn, som er opregnet i forslaget til stk. 3, nr. 1-4, er eksempler på hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten. De nævnte eksempler er ikke udtømmende. Øvrige særlige hensyn vil også kunne begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, såfremt de hviler på lignende overvejelser som de hensyn, der allerede er eksemplificeret i stk. 3, nr. 1-4. For at øvrige særlige hensyn kan begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, skal der dog være tale om ekstraordinære situationer.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget offentlig støtte, kan medregnes i et iblandingskrav eller et drivhusgasreduktionskrav.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der gør, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget offentlig støtte, kan anvendes i en virksomheds iblandings- eller drivhusreduktionsforpligtelse.

De eksisterende iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav betragtes efter definitionen i VE II-direktivets artikel 2, nr. 5, som en støtteordning til fremme af vedvarende energi i transportsektoren. Hensynet til EU-statsstøtteregler bør derfor tages i betragtning for så vidt angår de brændstoffer, der omfattes af et leverandørkrav. Det gælder særligt i forhold til at sikre støtteordningers incitamentsvirkning.

Det fremgår af Europa-Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020, EU-Tidende, C 200, 28. juni 2014, s. 1, at støtte til biobrændstoffer (gasformige og flydende), der samtidig er underlagt en forpligtelse med hensyn til forsyning eller blanding, i udgangspunktet ikke betragtes som forenelig med det indre marked, medmindre en medlemsstat kan påvise, at støtten er begrænset til bæredygtige biobrændstoffer, som er for dyre til at lancere på markedet med alene en forsynings- eller blandingsforpligtelse.

Af ovenstående grunde og af hensyn til at kunne sikre en fair og lige konkurrence for biobrændstoffer, biomassebrændsler, VE-brændstoffer m.v., som medtæller mod en leverandørforpligtelse, vurderes det at være hensigtsmæssigt med den foreslåede bemyndigelse i § 3, stk. 4.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af stk. 5 , at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definition og krav til dokumentation af virksomhedernes opgørelser af de biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der er anført i bilag 1, del A og B.

Det foreslåede stk. 5 bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om definition og dokumentation for de biobrændstoffer, som der i medfør af forslaget til biobrændstoflovens § 3, stk. 2, kan fastsættes regler om vedrørende dobbelttælling i forhold til virksomhedens biobrændstofforpligtelse.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om hvilke biobrændstoffer, biogas og biomassebrændsler, der vil kunne tælle dobbelt efter regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 5. Desuden vil der kunne fastsættes regler om virksomhedernes dokumentationskrav i forhold til, at biobrændstofferne og biomassebrændslerne opfylder kravene for at kunne tælle dobbelt. Dokumentationen indgår i den årlige rapport, som virksomhederne sender til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen vil blive udstedt således, at de tager højde for EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Ved udstedelse af regler i medfør af stk. 5 vil der blive taget hensyn til Kommissionens praksis på dette område. § 3, stk. 5, vil således ikke blive anvendt til at fastsætte særlige danske krav til definitionen af, hvad der kan henregnes til biobrændstoffer og biomassebrændsler, der tæller dobbelt. Bestemmelsen muliggør ikke, at der udstedes særlige danske dokumentationskrav, som hindrer anerkendelsen af biobrændstoffer og biomassebrændsler, som i øvrigt er anerkendt i EU.

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af det gældende § 3, stk. 11, hvor den eneste ændring er henvisningerne i bestemmelsen, og at begrebet biomassebrændsler foreslås indsat.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at en virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter regler fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 ved aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder virksomhedens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3.

Forslaget vil indebære, at der skabes mulighed for fleksibilitet for virksomhederne, og bestemmelsen vil medvirke til en omkostningseffektiv opfyldelse af forpligtelsen til afsætning af biobrændstof. Bestemmelsen vil indebære, at en virksomhed kan indgå aftale med en anden virksomhed om, at den helt eller delvist opfylder den første virksomheds forpligtelse til at afsætte biobrændstoffer. En virksomhed kan også indgå aftale med flere virksomheder, som hver især vil bidrage til, at den første virksomheds forpligtelse opfyldes helt eller delvist.

En virksomhed, som indgår en eller flere aftaler, som samlet opfylder dele af virksomhedens forpligtelse, skal selv opfylde den resterende del af forpligtelsen.

Virksomhederne skal sende en årlig rapport til ministeren som dokumentation for virksomhedens opfyldelse af forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer. Såfremt virksomheder har indgået en aftale efter forslaget til stk. 6 om at opfylde forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer for hinanden, vil omfanget skulle dokumenteres i rapporten.

Bestemmelsen har sammenhæng med den foreslåede ophævelse af den gældende § 3 c, jf. lovforslagets § 2, nr. 8, efter hvilken virksomheder kan aftale, at de i fællesskab, helt eller delvist, opfylder drivhusgasreduktionskravet i den gældende lovs § 3 b. § 3 b, stk. 1, foreslås også ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 6, og det deri indeholdte drivhusgasreduktionskrav foreslås flyttet til den foreslåede § 3, stk. 2.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 6, sker af lovtekniske grunde. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden i forhold til den gældende § 3, stk. 8, eller § 3 c.

Til nr. 5

Det følger af den gældende § 3 a, at virksomheder efter regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren hvert år skal rapportere til Energistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og den elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, der i Danmark er blevet leveret af virksomheden.

Det følger af den gældende § 3 e, at elleverandører kan vælge at bidrage til en virksomheds reduktionsforpligtelse efter § 3 b, hvis elleverandøren kan påvise, at denne på fyldestgørende vis kan måle og overvåge den elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer. Det følger endvidere af stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om metoden til beregning af elektricitet til brug i de elektriske vejkøretøjer.

Det foreslås, at »jf. § 3 e,« udgår i § 3 a.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der ikke henvises til § 3 e i § 3 a i biobrændstofloven. Baggrunden for forslaget er, at § 3 e foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

De krav, der fremgår af den gældende § 3 e, foreslås fremover fastsat i bekendtgørelse i medfør af biobrændstoflovens § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 6

Det fremgår af § 3 b, stk. 1, i den gældende biobrændstoflov, at virksomheder omfattet af loven så gradvist som muligt skal reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct.

Endvidere følger det af § 3 b, stk. 2-4, i biobrændstofloven, at klima-, energi- og forsyningsministeren har mulighed for at fastsætte krav om yderligere drivhusgasreduktioner end de drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1.

Det fremgår således af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at reduktionen efter stk. 1 skal være på 2 pct. senest den 31. december 2014 og 4 pct. senest den 31. december 2017.

Af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 3, fremgår det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at virksomhederne ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. yderligere skal reducere med 2 pct., som skal opfyldes senest den 31. december 2020 ved at levere elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, eller ved at anvende teknologi, der begrænser vugge til grav-emissionerne pr. energienhed fra leveret brændstof og energi.

Af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 4, fremgår det, at ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. og en eventuel forpligtelse fastsat efter stk. 3 kan klima-, energi- og forsyningsministeren med henblik på reduktioner inden for sektoren for brændstofforsyning fastsætte regler om en yderligere reduktion på 2 pct., som virksomhederne skal opfylde senest den 31. december 2020 ved at købe CO2-kreditter.

Det foreslås, at biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1-4, ophæves.

Biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, foreslås ophævet, da indholdet af § 3 b, stk. 1, med den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fremover fastsættes af klima-, energi- og forsyningsministeren i en bekendtgørelse.

I den gældende § 3 b, stk. 1, er der minimumsimplementeret regler efter brændstofkvalitetsdirektivet. Med lovforslaget bemyndiges ministeren til at fastsætte de nuværende bestemmelser i biobrændstoflovens § 3 b, stk. 1, i en bekendtgørelse. Det er dermed ikke hensigten med lovforslaget at ændre på en virksomheds nuværende reduktionsforpligtelse, jf. brændstofkvalitetsdirektivet.

Endvidere foreslås biobrændstoflovens § 3 b, stk. 2-4, ophævet, da bestemmelserne udelukkende giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler om forhøjelse af drivhusgasreduktionskrav i en periode, der ligger forud for dette lovforslag, og der er derfor ikke længere mulighed for at anvende bestemmelserne.

Endvidere vil den foreslåede bestemmelse som konsekvens medføre, at biobrændstoflovens § 3 b, stk. 5 og 6, herefter bliver stk. 1 og 2.

Til nr. 7

Det fremgår af § 3 b, stk. 6, i den gældende biobrændstoflov, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om metoden til fastsættelse af grundlaget for reduktionsforpligtelsen, jf. stk. 1.

Det følger af den foreslåede ændring af § 3 b, stk. 6 , der bliver til stk. 2, at »reduktionsforpligtelse, jf. stk. 1,« ændres til »en drivhusgasreduktionsforpligtelse i medfør af § 3, stk. 2.«

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 6, hvor den nuværende § 3 b, stk. 1, foreslås ophævet. Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren forsat kan fastsætte regler om metoden til fastsættelse af grundlaget for en drivhusgasreduktionsforpligtelse fastsat i medfør af det foreslåede § 3, stk. 2.

Endvidere foreslås det, at det præciseres, at der er tale om en drivhusgasreduktionsforpligtelse. Forslaget skal sikre, at benævnelserne i biobrændstofloven så vidt muligt ensrettes.

Der er med den foreslåede ændring af § 3 b, stk. 6, der bliver til stk. 2, ikke tilsigtet nogen materielle ændringer af indholdet i bestemmelsen. Den foreslåede ændring af bestemmelsen er alene en konsekvensændring af den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, og en præcisering af betegnelsen drivhusgasreduktionsforpligtelse.

Til nr. 8

Det fremgår af § 3 c i den gældende biobrændstoflov, at virksomheder omfattet af biobrændstofloven kan aftale, at de i fællesskab helt eller delvist opfylder deres forpligtelse i § 3 b om at reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct.

Bestemmelsen indebærer, at flere virksomheder kan gå sammen om at opfylde deres individuelle krav om drivhusgasbesparelser. Dette kan foregå på flere forskellige måder.

Eksempelvis kan to virksomheder lægge deres samlede salg af brændstoffer omfattet af forpligtelsen sammen og derved sammen tilvejebringe de krævede 6 pct. drivhusgasreduktioner og indrapportere dette samlet til Energistyrelsen.

Efter den gældende § 3 c vil det også være muligt, at virksomhed A kan sælge eller overdrage en nærmere afgrænset mængde af virksomhedens opnåede drivhusgasbesparelser til virksomhed B, der kan bruge disse erhvervede drivhusgasbesparelser til at opfylde det på dem påhvilende drivhusgasreduktionskrav i biobrændstoflovens § 3 b. I dette tilfælde vil virksomhed A og B typisk indrapportere individuelt. Opfyldelsen i fællesskab efter biobrændstoflovens § 3 c vil også kunne foregå på andre måder.

En tilsvarende mulighed for fælles opfyldelse findes også i forhold til opfyldelse af det gældende iblandingskrav af bæredygtige biobrændstoffer i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 8.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at § 3 c ophæves. Bestemmelsen foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, indeholder en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og størrelsen af drivhusgaskrav og iblandingskrav. Der er derfor ikke længere behov for § 3 b, stk. 1-4.

Det er ikke hensigten med lovforslaget, at der ikke længere skal være mulighed for, at virksomheder i fællesskab skal kunne reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, der fastslår, at virksomhederne fortsat skal have mulighed for i fællesskab, helt eller delvist, at opfylde deres forpligtelse om at reducere vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct. Den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, vil også danne grundlag for, at virksomhederne også fortsat vil kunne opfylde et iblandingskrav af biobrændstoffer i fællesskab.

Det fremgår af den gældende § 3 d, at en virksomhed alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed i regler fastsat i medfør af § 4, til opfyldelse af en forpligtelse efter § 3 b.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at biobrændstoflovens § 3 d ophæves.

Biobrændstoflovens § 3 d foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fastslår, at opfyldelsen af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler, der er fastsat i medfør af loven, alene kan ske ved biobrændstoffer og biomassebrændsler, herunder biogas, der overholder krav til disse brændstoffers bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav, der fastsættes i medfør af § 4.

Der er derfor ikke længere behov for den gældende § 3 d, da indholdet af denne bestemmelse foreslås at kunne blive udmøntet i bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 3, stk. 1.

Med den foreslåede ophævelse af bestemmelserne tilsigtes der ingen ændring af retstilstanden, og ophævelsen skal alene ses som en konsekvensændring af den foreslåede § 3, stk. 1 og 2.

Efter den gældende § 3 e, stk. 1, kan en elleverandør vælge at bidrage til at opfylde en virksomheds reduktionsforpligtelse efter § 3 b, hvis elleverandøren kan påvise, at denne på fyldestgørende vis kan måle og overvåge den elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer. Der er i den gældende biobrændstoflov ikke samme mulighed for, at el kan bidrage til en virksomheds iblandingsforpligtelse efter § 3 i den gældende biobrændstoflov.

Det fremgår af den gældende § 3 e, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om metoden til beregning af elektricitet til brug i de elektriske vejkøretøjer.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at § 3 e ophæves. Bestemmelsen foreslås ophævet, da den foreslåede § 3, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen og størrelsen af drivhusgaskrav og iblandingskrav. Med lovforslaget bemyndiges ministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende muligheden for at medtælle bidrag fra elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer, i en bekendtgørelse. Der er derfor ikke længere behov for § 3 e.

Den gældende § 3 e implementerer harmoniserede regler jf. brændstofkvalitetsdirektivet. Med lovforslaget bemyndiges ministeren, jf. forslaget til ny § 3, stk. 2, og ny § 4, stk. 1, til at fastsætte de nuværende bestemmelser i biobrændstoflovens § 3 e i en bekendtgørelse.

Det er dermed ikke hensigten med lovforslaget at ændre på muligheden for, at elleverandører kan vælge at bidrage til at opfylde en virksomheds reduktionsforpligtelse, jf. brændstofkvalitetsdirektivet.

Til nr. 9

Det fremgår af § 4, stk. 1, i den gældende biobrændstoflov, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der er omfattet af biobrændstofloven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om biobrændstoffer og disses bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser fra transport.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har med denne bestemmelse fastsat regler om, at de biobrændstoffer, som virksomhederne sælger til opfyldelse af deres forpligtelse, skal opfylde VE I-direktivets krav til bæredygtighed således, at reglerne implementerer VE I-direktivets krav til bæredygtighed, som de er fastlagt i VE I-direktivets artikel 17. Bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer er fastsat i den gældende biobrændstofbekendtgørelse.

Bestemmelsen har bl.a. sit udspring i energiaftalen fra februar 2008, hvoraf det fremgår, at det er en forudsætning, at der kun indgår biobrændstoffer, der opfylder EU’s bæredygtighedskriterier i opgørelsen af forpligtelsesprocenten for biobrændstoffer efter biobrændstofloven.

Kriterierne fremgår af VE I-direktivet, hvori der fastsættes krav til dels den samlede fortrængning af CO2, som biobrændstoffet giver anledning til i hele kæden fra dyrkning af råstoffet til anvendelse i et køretøj og dels oprindelsen af råmaterialet, herunder at det som udgangspunkt ikke må opdyrkes i våd- eller skovområder eller områder med høj biodiversitet.

Den gældende § 4, stk. 1, er udarbejdet med udgangspunkt i VE I-direktivet, og VE I-direktivet ophæves den 1. juli 2021.

Det fremgår af forslaget til nyaffattelse af § 4, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om VE-brændstoffer, biobrændstoffer eller biomassebrændsler til transport og deres bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser fra transport.

Med bestemmelsen bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren bl.a. til at fastsætte, at de biobrændstoffer eller biomassebrændsler, der anvendes til transport, opfylder EU’s krav til bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser, således at reglerne implementerer VE II-direktivets krav til bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner i forhold til en fossil reference.

Med bemyndigelsen vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kunne fastsætte andre regler som følge af EU-regler. Det vil bl.a. være relevant i henhold til brændstofkvalitetsdirektivet.

I medfør af forslaget til biobrændstoflovens § 3, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås det, at det er en forudsætning for opfyldelse af de iblandingskrav og drivhusgasreduktionskrav, der er fastsat i biobrændstofloven eller i regler, der er fastsat i medfør af denne lov, alene kan medregnes biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der overholder krav til disses bæredygtighed eller drivhusgasreduktionskrav.

Med bestemmelsen bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om VE-brændstoffer med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold der er omfattet af denne lov. Det kunne for eksempel være EU-regler vedr. VE-brændstoffer, som er dannet ved en konvertering af anden vedvarende energi.

I forhold til den gældende § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, foreslås det, at der ikke alene henvises til biobrændstoffer, men både til biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport. Forslaget til ændring skyldes, at biobrændstoffer i VE I-direktivet er defineret som flydende og gasformige brændstoffer til transportsektoren, der er fremstillet på grundlag af biomasse. Definitionen er ændret i VE II-direktivet og foreslås derfor også ændret i biobrændstofloven med dette lovforslag. Den foreslåede definition af biobrændstoffer vil fremover kun omfatte flydende brændstoffer lavet på biomasse, hvorimod de gasformige biobrændstoffer fremover defineres som biogas, der defineres som gasformige brændsler produceret af biomasse, eller biomassebrændsler, der defineres som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse, at biomassebrændsler til transport nu også omfattes af bestemmelsen, hvilket sikrer, at klima-, energi- og forsyningsministeren med den foreslåede bestemmelse fortsat vil kunne fastsætte regler for biomassebrændsler til transport, herunder biogas, inden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren i en bekendtgørelse vil fastsætte regler om, at det gældende massebalanceprincip tilpasses, så det er i overensstemmelse med de nye regler om massebalanceprincippet i VE II-direktivet.

Det følger af den gældende § 12 i biobrændstofbekendtgørelsen, som er en gennemførelse af VE I-direktivets artikel 18, stk. 1, der medfører, at en virksomhed skal dokumentere, at den opfylder bæredygtighedskriterierne i biobrændstofbekendtgørelse via et massebalanceprincip, der bl.a. tillader, at partier af råmaterialer eller biobrændstoffer med forskellige bæredygtighedskarakteristika kan blandes.

Dette indebærer, at forskellige flydende biobrændstoffer kan blandes i en beholder, f.eks. på et brændstofdepot, og udtages som det produkt, der blev blandet i beholderen. Blander man eksempelvis ligeligt bæredygtige biobrændstoffer lavet på hhv. rapsolie med bæredygtige biobrændstoffer og hhv. lavet på palmeolie, vil man have en beholder, der i princippet består af lige dele rapsolie og palmeolie. I beholderen er disse to brændstoffer naturligvis sammenblandet, og ethvert udtag fra beholderen vil rent fysisk være en ligelig blanding af de to brændstoftyper.

Massebalanceprincippet tilsiger, at så længe ejeren af beholderen har systematiseret sit bogholderi på en sådan måde, at denne på en sikker måde kan håndtere, hvad der er kommet ind og ud af beholderen, så kan ejeren sælge dele af indholdet i beholderen i overensstemmelse med det, der er blandet i beholderen. I dette eksempel indebærer det, at selv om indholdet i beholderen består af halvt rapsolie og halvt palmeolie, så vil ejeren kunne udtage en andel af beholderen og sælge dette som 100 pct. rapsolie eller palmeolie, så længe den solgte mængde ikke overstiger den mængde, der er tilgået af det pågældende råprodukt i beholderen.

Der findes frivillige ordninger i forhold til overholdelse af massebalanceprincippet. Det vil ofte være de samme frivillige ordninger, der både håndterer bæredygtighedskriterier og massebalanceprincippet hos den enkelte virksomhed.

Masebalanceprincippet betyder også, at der vil kunne lægges gas på gasnettet i en landsdel, og at det efterfølgende vil kunne tages ud af gasnettet i en anden landsdel ved hjælp af massebalanceprincippet.

Det forventes derudover, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 4, stk. 1, vil fastsætte nærmere regler om virksomhedernes indberetninger af oplysninger om gennemførte transaktioner samt brændstoffers bæredygtighedsegenskaber m.v., herunder deres drivhusgasemissioner for hele deres livscyklus fra produktionsstedet til den brændstofleverandør, der markedsfører brændstoffet.

Til nr. 10

Det fremgår af § 5, stk. 1, i biobrændstofloven, at en virksomhed årligt skal sende en rapport til klima-, energi- og forsyningsministeren som dokumentation for, at virksomheden det foregående kalenderår har opfyldt forpligtelsen efter den gældende § 3, stk. 1 og 3, § 3 b, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 10, eller § 3 b, stk. 2-4.

Rapporten danner grundlag for, at Energistyrelsen kan føre tilsyn med virksomhedernes overholdelse af de krav til iblanding af bæredygtige biobrændstoffer, avancerede biobrændstoffer og reduktion af drivhusgasser, der stilles efter loven.

Det fremgår af den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, at henvisningen til § 3, stk. 1 og 3, § 3 b, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 10, eller § 3 b, stk. 2-4, ændres til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 1-3.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, er alene en konsekvensændring på baggrund af den foreslåede nyaffattelse af § 3, hvor iblandingskravet efter den gældende § 3, stk. 1, og drivhusgasreduktionskravet fra den gældende § 3 b, stk. 1, flyttes til regler udstedt i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, eller i medfør af den foreslåede § 3, stk. 3.

Der er således ikke med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, tilsigtet nogen materiel ændring af indholdet af bestemmelsen.

Til nr. 11

Det fremgår af den gældende § 5, stk. 2, i biobrændstofloven, at såfremt der er indgået en aftale mellem virksomheder som nævnt i § 3, stk. 8, eller § 3 c, skal dette fremgå af de rapporter, som de pågældende virksomheder årligt sender til klima-, energi- og forsyningsministeren efter § 5, stk. 1.

Det følger af den foreslåede ændring af § 5, stk. 2 , at henvisningen til § 3, stk. 8, eller § 3 c, i § 5, stk. 2, ændres til § 3, stk. 6.

Som det fremgår af forslaget til § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, fremgår det af den gældende § 3 c, at virksomheder omfattet af biobrændstofloven kan aftale, at de i fællesskab helt eller delvist opfylder deres drivhusgasreduktionsforpligtelse i medfør af den gældende § 3 b, der indeholder krav om reduktion af vugge til grav-emissionerne fra drivhusgasser med mindst 6 pct. En tilsvarende mulighed for fælles opfyldelse findes også i forhold til opfyldelse af det gældende iblandingskrav af bæredygtige biobrændstoffer i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 8.

Da § 3 c foreslås ophævet jf. lovforslagets § 2, nr. 8, er henvisningen i § 5, stk. 2, til § 3 c ikke længere relevant.

Der er ikke med den foreslåede ændring tilsigtet nogen ændring af rapporteringsforpligtelsen i henhold til den gældende § 5, stk. 2.

Til nr. 12

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 1, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, for overtrædelse af den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, 2 eller 3, der omhandler iblanding af bæredygtige biobrændstoffer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8 stk. 1, nr. 2, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, for overtrædelse af den gældende biobrændstoflovs forpligtelse i § 3 b, stk. 1, om at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof eller elektricitet til brug i vejkøretøjer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 3, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, såfremt virksomheden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter den gældende § 3, stk. 1, 2 eller 3, der omhandler iblanding af bæredygtige biobrændstoffer.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 4, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, såfremt virksomheden afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter den gældende § 3 b, stk. 1, der omhandler reduktion af emissioner fra drivhusgasser.

Det fremgår af strafbestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 9, i biobrændstofloven, at en virksomhed straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, hvis virksomeden i erhvervsmæssigt øjemed forsætligt anvender brændstof, der er købt i Danmark, og som ikke opfylder kravene i § 3, stk. 2.

Endelig fremgår det af strafbestemmelsen i § 8, stk. 2, i biobrændstofloven, at i regler, som udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne og påbud fastsat i medfør af reglerne.

Det foreslås, at § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9, ophæves.

§ 8, stk. 1, nr. 5-8, bliver herefter til § 8, stk. 1, nr. 1-4.

Som konsekvens af at forpligtelserne i de gældende § 3, stk. 1- 3, samt § 3 b, stk. 1, foreslås flyttet til den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bl.a. reduktion af emissioner fra drivhusgasser, foreslås § 8, stk. 1 nr. 1-4 ophævet.

Den foreslåede ophævelse er udelukkende en konsekvensændring af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 3, stk. 2, som giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler, som i dag er omfattet af de gældende § 3, stk. 1, 2 eller 3, samt § 3 b, stk. 1, i en bekendtgørelse. Den gældende § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9, vurderes dermed ikke længere at være nødvendig.

Det følger af biobrændstoflovens § 8, stk. 2, at der kan fastsættes påbud og bødestraf for overtrædelse af regler, som udstedes i medfør af loven.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af retstilstanden på området.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 7, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter § 6, stk. 2.

Det følger af forslaget til ændring af § 8, stk. 1, nr. 7, der bliver nr. 3, at punktummet erstattes af et »eller«.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 12, hvor det foreslås at ophæve § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9. Forslaget om ophævelse af nr. 9 vil medføre, at eller skal fremgå af nr. 7, der bliver nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 12, frem for nr. 8, der bliver nr. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 12.

Til nr. 14

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 8, at »medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme påbud efter § 7, stk. 1, eller«.

Det følger af forslaget til ændring af § 8, stk. 1, nr. 8, der med lovforslaget bliver nr. 4, at »eller« erstattes af et punktum i bestemmelsen.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 12, hvor det foreslås at ophæve § 8, stk. 1, nr. 1-4 og 9.

Den foreslåede ændring vil medføre, at sætningskæden i § 8, stk. 1, afsluttes ved nr. 8, der bliver nr. 4.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote i lov om naturgasforsyning indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som lov om naturgasforsyning gennemfører.

Lov om naturgasforsyning gennemfører bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF.

Det følger af den foreslåede ændring, at fodnoten i lov om naturgasforsyning ændres, således at det af fodnoten vil fremgå, at lov om naturgasforsyning indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet.

Da VE II-direktivet erstatter VE I-direktivet, foreslås det, at fodnoten ikke længere henviser til VE I-direktivet. Dette følger af VE II-direktivets artikel 37, hvoraf det fremgår af VE I-direktivet ophæves med virkning fra den 1. juli 2021.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gennemfører dele af VE II-direktivet, som skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021.

Til nr. 2

Efter den gældende § 2, stk. 2, i lov om naturgasforsyning finder loven også anvendelse på biogas, gas fra biomasse og andre typer gas, i det omfang sådanne gasser teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres gennem naturgassystemet.

Det foreslås at indsætte et andet punktum i § 2. Det følger af den foreslåede § 2, stk. 2, 2. pkt., at loven derudover finder anvendelse på brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet for så vidt angår oprindelsesgarantier efter § 36.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at loven derudover finder anvendelse på brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet for så vidt angår oprindelsesgarantier efter § 36.

Den foreslåede ændring har sammenhæng med den foreslåede § 36, jf. lovforslagets § 3, nr. 6, hvor der foreslås regler om oprindelsesgarantier. Det fremgår af bemærkninger til den foreslåede § 36, at med gas menes som udgangspunkt gas, herunder brint, som er omfattet af lovens anvendelsesområde i gældende § 2. Ved at foreslå en udvidelse af anvendelsesområdet i § 2 vil der derved skabes hjemmel til, at brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet, vil være omfattet af oprindelsesgarantisystemet for gas fra vedvarende energikilder.

Hensigten med den foreslåede ændring er at gennemføre VE II-direktivets artikel 19, stk. 1 og 7. Som det fremgår heraf, skal der tillige etableres et oprindelsesgarantisystem for brint fra vedvarende energikilder. På nuværende tidspunkt omfatter anvendelsesområdet i gældende § 2 ikke brint, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet. For at sikre en tilstrækkelig implementering af VE II- direktivet foreslås derfor en udvidelse af naturgasforsyningslovens anvendelsesområde, således at loven også finder anvendelse på brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet for så vidt angår oprindelsesgarantier efter § 36. Dette kan eksempelvis være brint fra vedvarende energikilder, som transporteres på lastbiler.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 1 og 7, i dansk ret.

Til nr. 3

Lov om naturgasforsyning indeholder en række definitioner i § 6.

Begrebet biogas er ikke defineret i lov om naturgasforsyning. Begrebet biogas er i lov om naturgasforsyning hidtil blevet fortolket i overensstemmelse med den gældende definition af begrebet biogas i § 5, nr. 1, i VE-loven, hvorefter begrebet biogas defineres som gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

Med lovforslaget foreslås indsat to nye definitioner i naturgasforsyningslovens § 6.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt § 6, nr. 1, 1. pkt., at »biogas« i lov om naturgasforsyning vil blive defineret som gasformige brændsler produceret af biomasse.

Den foreslåede definition i 1. pkt., er identisk med VE II-direktivets definition af biogas, jf. artikel 2, nr. 28, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet. Den foreslåede indsættelse skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, hvorved der foreslås indsat en bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om overholdelse af bl.a. VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner ved anvendelse af biomassebrændsler, herunder biogas, til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler.

Det følger af den foreslåede indsættelse af nr. 1, 2. pkt., at der ved »biogas« i §§ 35 g og 35 h i lov om naturgasforsyning dog skal forstås gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

VE II-direktivets definition af biogas er bredere end den gældende fortolkning og anvendelse af begrebet biogas i lov om naturgasforsyning, hvorefter biogas alene omfatter gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold. VE-II-direktivets definition omfatter også gas fremstillet ved termisk forgasning af biologisk materiale. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at lovens afgrænsning af de pågældende støtteordninger er i overensstemmelse med de statsstøttegodkendelser, der ligger til grund for ordningerne.

Lov om naturgasforsyning definerer ikke begrebet biomasse. Begrebet anvendes i beskrivelsen af lovens anvendelsesområde i § 1, stk. 2.

Det følger af den foreslåede indsættelse af definitionen af »biomasse« i nr. 2, at begrebet biomasse vil skulle forstås som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, fra fiskeri, fra akvakultur og fra den bionedbrydelige del af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse.

Den foreslåede definition af biomasse svarer til VE II-direktivets definition af biomasse. Dog er der efter konsultation mellem Energistyrelsen og Europa-Kommissionen foretaget enkelte præciseringer, da direktivets definition er sproglig og grammatisk upræcis og indebærer risiko for misfortolkning.

Det foreslås at indsætte denne definition i lov om naturgasforsyning, da definitionen af begrebet biogas, som med dette ændringsnummer ligeledes foreslås indsat i loven, jf. bemærkningerne til den foreslåede indsættelse af et nyt § 6, nr. 1, ovenfor, henviser til begrebet biomasse. Såvel begrebet biomasse som begrebet biogas har dermed betydning for afgrænsningen af støtteordningen i § 35 g i lov om naturgasforsyning. Opfyldelse af VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner er en forudsætning for opnåelse af støtte til anvendelse af biomassebrændsler til bl.a. produktion af brændsler. Dette vil indebære, at opnåelse af støtte i henhold til § 35 g i lov om naturgasforsyning forudsætter, at den leverede opgraderede eller rensede biogas, der anvendes til produktion af elektricitet, varme og køling, opfylder VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. Derfor bør definitionen af biomasse i lov om naturgasforsyning svare til VE II-direktivets definition.

Med biologisk nedbrydelighed forstås, at det pågældende produkt eller materiale kan omsættes ved naturlige processer via mikroorganisme, f.eks. bakterier og svampe, og dermed indgå i et naturligt kredsløb.

Med biologisk oprindelse forstås, at der er tale om ikke fossilt organisk materiale, som stammer fra planter eller dyr. Hvis det organiske materiale er lagret i en geologisk formation, er der tale om fossil oprindelse. Eksempler på fossile ressourcer er kul, olie og naturgas.

Kommunalt affald skal forstås som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018. Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2 b, at kommunalt affald defineres som a) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra husholdninger, herunder papir og pap, glas, metal, bioaffald, træ, tekstiler, emballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt storskrald, herunder madrasser og møbler, og som b) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra andre kilder, når dette affald med hensyn til type og sammensætning er sammenligneligt med affald fra husholdninger.

Kommunalt affald omfatter ikke affald fra produktion, landbrug, skovbrug, fiskeri, septiktanke, spildevandsledninger og spildevandsbehandling, herunder spildevandsslam, udrangerede køretøjer eller bygge- og nedrivningsaffald.

Denne definition berører ikke fordelingen af ansvaret for affaldshåndtering mellem offentlige og private aktører.

Som følge af den foreslåede ændring vil de gældende § 6, nr. 1-7 herefter blive § 6, nr. 3-9.

Til nr. 4

Lov om naturgasforsyning indeholder en række definitioner i § 6.

Begrebet gas fra vedvarende energikilder er ikke defineret i lov om naturgasforsyning. Begrebet gas fra vedvarende energikilder er i lov om naturgasforsyning hidtil blevet fortolket i overensstemmelse med den gældende definition af begrebet energi fra vedvarende energikilder i § 2, stk. 2, i VE-loven, hvorefter begrebet energi fra vedvarende energikilder forstås bl.a. vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi samt geotermisk varme.

Med lovforslaget foreslås indsat en ny definition om gas fra vedvarende energikilder som nyt nummer i gældende § 6.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt § 6, nr. 10, at »gas fra vedvarende energikilder« i lov om naturgasforsyning vil blive defineret som gas, der fremstilles ved anvendelse af vedvarende energikilder, som defineret i VE-loven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at gas fra vedvarende energikilder bliver defineret i lov om naturgasforsyning med en henvisning til definition af energi fra vedvarende energikilder i VE-loven.

Den foreslåede definition henviser til definitionen i VE-loven, jf. gældende § 2, stk. 2, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3. Den foreslåede definition skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås en ændring af definitionen vedvarende energikilder, således at det skal forstås som vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 1, i dansk ret.

Den foreslåede definition af gas fra vedvarende energi vil ikke bevirke materielle ændringer i loven, men vil alene være en præcisering af, hvad der i loven forstås ved vedvarende energikilder.

Som følge af lovforslagets § 3, nr. 3 og den foreslåede ændring vil de gældende § 6, nr. 8-28, herefter blive § 6, nr. 11-31.

Til nr. 5

Det følger af den gældende § 35 d, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer eller opgraderer biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg efter § 35 g.

Det foreslås, at der i § 35 d, stk. 4, efter »producerer« indsættes »renser«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det præciseres, at § 35 d, stk. 4, også omfatter situationer, hvor biogas renses.

Biogas leveret til naturgasnettet opgraderes, mens biogas leveret til bygasnettet omtales som renset. Det bør derfor helt tydeligt fremgå af naturgasforsyningslovens § 35 d, stk. 4, at det er hensigten, at også renset biogas leveret til bygasnet er omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 6

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om oprindelsesgarantier i lov om naturgasforsyning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 6 c om oprindelsesgaranti for gas fra vedvarende energikilder. Det følger af den foreslåede overskrift, at kapitlet omhandler: »Oprindelsesgaranti for gas fra vedvarende energikilder«.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 1 , 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning udsteder oprindelsesgarantier med henblik på at garantere oprindelsen af gas fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning udsteder oprindelsesgarantier med henblik på at garantere oprindelsen af gas fra vedvarende energikilder.

Med gas menes som udgangspunkt gas, herunder brint, som er omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. den gældende § 2, stk. 2. Der udstedes derved som udgangspunkt alene oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder, hvis gassen, herunder brint, er omfattet af dette anvendelsesområde. Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 2, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, hvor det foreslås, at loven også finder anvendelse på brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet for så vidt angår oprindelsesgarantier efter § 36.

Ved forståelsen af oprindelsesgaranti henvises til den foreslåede § 36, stk. 2, nedenfor.

I forhold til afgrænsningen af, hvem der kan få udstedt oprindelsesgarantier, forudsættes det, at pågældende anmoder klima-, energi- og forsyningsministeren herom og opfylder betingelserne, som er nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Med udstedelse menes at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer afgørelse om en oprindelsesgaranti til den, som anmoder herom, og herefter udstedes oprindelsesgarantien til anmoder. Anmoderen vil i almindelighed være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Udstedelse af en oprindelsesgaranti vil være en afgørelse baseret på automatisk behandling. Der vil være tale om en afgørelse, som ikke er baseret på skøn, men om betingelserne for udstedelse af oprindelsesgarantier er til stede, som er nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Det bemærkes i øvrigt, at oprindelsesgarantisystemet til enhver tid vil skulle overholde de gældende regler om databeskyttelse.

Det bemærkes i øvrigt, at afgørelser om udstedelse af oprindelsesgarantier vil overholde de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, herunder om krav til begrundelse, om klagevejledning ved afslag, og om partshøring, hvis betingelserne i gældende §§ 19 og 20 i forvaltningsloven er opfyldt.

Det bemærkes i øvrigt, at udstedelse af oprindelsesgarantier er en afgørelse, som kan påklages til Energiklagenævnet og følger de almindelige regler om klage efter den gældende § 51 i lov om naturgasforsyning.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 1, 2 og 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 1, 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren overfører, annullerer og fører tilsyn med oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren overfører, annullerer og fører tilsyn med oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder.

Med overførsel menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om overførsel af en oprindelsesgaranti. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse. Overførslen vil i almindelighed ske mellem udsteder og producenter af energi fra vedvarende energikilder.

Med annullering menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om annullering af en oprindelsesgaranti, når oprindelsesgarantien er anvendt. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse.

Med anvendt menes, at oprindelsesgarantien dokumenterer forbruget af en specifik mængde gas fra vedvarende energikilder over for en slutkunde, og oprindelsesgarantien annulleres hermed.

Overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti er en beslutning, og dermed ikke en afgørelse som kan påklages til Energiklagenævnet. Dette følger af, at det kun er afgørelser, som kan påklages efter den gældende § 51.

Med hensyn til tilsyn skal det forstås bredt. Det vil sige, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at rammerne for oprindelsesgarantisystemet generelt er indrettet på en måde, så risikoen for svindel er minimeret, og det skal sikres, at oprindelsesgarantisystemet er transparent. Ministeren skal derudover føre tilsyn med de udstedte oprindelsesgarantier. Tilsynet vil være rettet mod den, der anmoder om udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier. Tilsynet vil tage udgangspunkt i de oplysninger, som fremgår af oprindelsesgarantisystemet, eller som ministeren har hjemmel til at indhente efter gældende § 45.

Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren konstaterer ulovlige forhold i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier, som er uden for ministerens ressortområdet, er ministeren forpligtet til at orientere den relevante myndighed, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Det bemærkes i øvrigt, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udstede et påbud over for forhold, der strider mod regler eller afgørelser i henhold til loven, jf. gældende § 47 b. Ministeren kan pålægge udstederen at berigtige oplysninger i en oprindelsesgaranti, hvis det påvises, at oplysninger, som skal gives efter regler fastsat efter den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 2, er urigtige eller vildledende, jf. gældende § 45. Den der undlader at efterkomme et påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold, straffes med bøde ifølge gældende § 49, stk. 1, nr. 6.

Det bemærkes i øvrigt, at den, der anmoder om overførsel eller annullering af en oprindelsesgaranti eller som der føres tilsyn i relation til, kan lade sig repræsentere af en fuldmagtstager efter de almindelige aftaleretlige principper. Fuldmagtsgiver kan eksempelvis være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 5 og 6.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 2, at ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at oprindelsesgaranti bliver defineret i lov om naturgasforsyning, hvorefter ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 12, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 3, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en generel bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bemyndigelse kan bredt rumme, hvad der forstås ved udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder.

Det forventes, at der ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsættes nærmere regler om gas fra vedvarende energikilder, der injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet, samt brint fra vedvarende energikilder, som ikke injiceres i og transporteres gennem naturgassystemet.

Det bemærkes, at klima-, energi- og forsyningsministeren er forpligtet til at udnytte bemyndigelsen i hele den foreslåede stk. 3 med henblik på at opfylde VE II-direktivet artikel 19.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at udstedelse, overførsel og annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier sker på et objektivt ikkediskriminerende grundlag.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der skal ske anerkendelse af oprindelsesgarantier, der er udstedt af andre medlemsstater. Oprindelsesgarantier, som er udstedt i overensstemmelse med regler herom i en anden EU-medlemsstat, vil således kunne anvendes i Danmark. Dog vil ministeren meddele et afslag, hvis der er begrundet tvivl om oprindelsesgarantiens nøjagtighed, pålidelighed eller korrekthed. Såfremt en udenlandsk oprindelsesgaranti ikke anerkendes, skal Kommissionen underrettes om afslaget og begrundelse herfor.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ikke anerkender oprindelsesgarantier, der er udstedt af et tredjeland. Dette gælder dog ikke, hvis Unionen har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om gensidig anerkendelse af oprindelsesgarantier udstedt i Unionen og kompatible oprindelsesgarantiordninger, der er etableret i dette tredjeland. Dette gælder kun, hvor energi importeres og eksporteres direkte.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der kun udstedes én oprindelsesgaranti for hver produceret energienhed for gas fra vedvarende energikilder. Energienheden for en oprindelsesgaranti er en standardstørrelse på 1 MWh. Det forudsættes videre, at ministeren udsteder ét elektronisk dokument, som udgør oprindelsesgarantien.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at enhver brug af en oprindelsesgaranti skal finde sted senest 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen af den omhandlende gas fra vedvarende energikilder har fundet sted.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at oprindelsesgarantien annulleres, når den er anvendt, eller hvis den ikke er blevet anvendt, annulleres automatisk senest 18 måneder efter produktionen af energienheden. Oprindelsesgarantien betragtes som anvendt, når energileverandøren dokumenterer over for slutkunden, at forbruget af gas kommer fra en vedvarende energikilde. Det skal forstås således, at oprindelsesgarantien anvendes i forbindelse med, at gasproducenten, sælger gas til slutkunden, og i den forbindelse kan gasleverandøren over for slutkunden dokumentere, at gassen er produceret fra vedvarende energikilder.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om tilsyn med oprindelsesgarantier. Det forventes således, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der skal iværksattes stikprøvekontrolundersøgelser. Det forventes videre, at ministeren fastsætter regler om, at ministeren i kraft af sit tilsyn skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Der er tale om en utvetydig pligt for ministeren, som skal sikre en effektiv håndhævelse af reglerne om oprindelsesgarantier, dog er der valgt en bagatelgrænse således, at ministeren ikke vil være forpligtet til at håndhæve forhold, som har underordnet betydning.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ved tilsynet skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren etablerer et enkelt og gennemsigtigt digitalt oprindelsesgarantisystem.

Det bemærkes i øvrigt, at i medfør af gældende § 44 b, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller fastsat i henhold til loven skal ske digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af et bestemt digitalt system. Det er hensigten, at der i medfør af den gældende § 44 b fastsættes regler om, at der efter anmodning om udstedelse af en oprindelsesgaranti for gas, samt udstedelse, overførsel og annullering anvendes et digitalt system.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 2, 3, 5, 6 og 9-11, i dansk ret.

Den foreslåede § 36, stk. 3, 2. pkt ., indeholder en liste over de forhold, som klima-, energi- og forsyningsministeren skal fastsætte regler om. Ministeren kan derudover, inden for anvendelsesområdet af den foreslåede § 36, stk. 1, fastsætte regler om andre forhold i medfør af den foreslåede § 36, stk. 3, 1. pkt.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvilke betingelser der kan stilles til oprindelsesgarantisystemet generelt. Der vil ikke være tale om betingelser, som er konkret rettet mod konkrete afgørelser om oprindelsesgarantier.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der ved oprettelse som kontohaver i det digitale system kan stilles krav om sikkerhedsstillelse.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at overførsel kun kan ske til kontohavere, som er oprettet i oprindelsesgarantisystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantier skal indeholde.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantier skal indeholde.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at selve oprindelsesgarantien vil indeholde oplysninger om den energikilde, gassen fra den vedvarende energikilde er produceret, begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen, henvisning til VE II-direktivet, navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor gassen fra den vedvarende energikilde er produceret, om anlægget har fået investeringsstøtte, og om energienheden på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteordningens art, datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift, udsteder, udstedelsesdato og udstedelsesland og entydigt identifikationsnummer. Det forventes, at disse oplysninger skal være i overensstemmelse med oplysninger, som indberettes til Stamdataregistret.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 7, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 36, stk. 3, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger efter stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn med oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren kan opkræve gebyr ved udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti over for den, der anmoder herom samt i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier. Gebyret skal dække ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier samt ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, der kan henføres til ministerens arbejde med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn i forbindelse med oprindelsesgarantisystemerne, og som er nødvendige herfor. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan herved inddrage samtlige administrative omkostninger forbundet med at udstede, overføre eller annullere den pågældende oprindelsesgaranti.

Formålet er at sikre, at nødvendige omkostninger, som kan henføres til opgaverne med at udstede, overføre og annullere oprindelsesgarantier og opgaverne med tilsyn med oprindelsesgarantier, bliver pålagt den, der anmoder om udstedelse samt i forbindelse med overførsel og annullering af oprindelsesgarantier eller den, som et tilsyn er rettet mod.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at gebyrerne forudsættes fastsat på basis af faste og variable omkostninger, som hidrører fra opgaver i forbindelse med udstedelse, overførsel, annullering og tilsyn efter stk. 1. Det er hensigten, at gebyrerne fastlægges på grundlag af et forudgående budget. Ved årets udgang vil der ske en regulering af gebyrerne, for derved at kunne udligne en eventuel difference, baseret på enhver tid gældende timetakst.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Kilde

Til nr. 1

Efter den gældende § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om Energinet skal Energinet bl.a. varetage administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om elforsyning.

Det følger af den foreslåede ændring af § 2, stk. 2, 2. pkt., at der indsættes efter »lov om elforsyning,«: »administrative opgaver vedrørende gas fra vedvarende energikilder i medfør af lov om naturgasforsyning,«.

Bestemmelsen vil medføre, at Energinet varetager administrative opgaver vedrørende gas fra vedvarende energikilder i medfør af lov om naturgasforsyning.

Den foreslåede ændring har sammenhæng med den foreslåede § 36, jf. lovforslagets § 3, nr. 6, hvor det foreslås regler om oprindelsesgarantier i lov om naturgasforsyning. Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil bemyndige Energinet i medfør af gældende § 54 i lov om naturgasforsyning til at udøve de beføjelser, som ministeren vil få tillagt i medfør af den foreslåede § 36 i lov om naturgasforsyning. Energinet vil derfor skulle varetage administrationen af oprindelsesgarantier for gas fra vedvarende energikilder, og derfor foreslås den foreslåede ændring af § 2, stk. 2, i lov om Energinet, som beskriver Energinets opgaver, så den kan rumme den nye foreslåede opgave.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote i lov om varmeforsyning indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som lov nr. 1215 af 14. august 2020 om varmeforsyning gennemfører.

Loven gennemfører bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF.

Det følger af den foreslåede ændring, at fodnoten i loven ændres, således at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet.

VE II-direktivet erstatter VE I-direktivet. Dette følger af VE II-direktivets artikel 37, hvoraf det fremgår, at VE I-direktivet ophæves med virkning fra den 1. juli 2021. Det foreslås derfor, at fodnoten ikke længere henviser til VE I-direktivet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gennemfører dele af VE II-direktivet, som skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021.

Til nr. 2

Den gældende formålsbestemmelse i loven stammer hovedsageligt fra lov nr. 258 af 8. juni 1979 (den oprindelige lov om varmeforsyning) og skal afspejle de hovedmålsætninger, der er for dansk energipolitik, nemlig at reducere energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler og bremse væksten i energiforbruget. I 1979-loven fremgik alene olieafhængighed, men alle fossile brændsler er senere tilføjet.

Tilføjelsen i stk. 2 om at fremme samproduktion af varme og elektricitet mest muligt er indsat ved lov nr. 382 af 13. juni 1990 (hovedloven), fordi samproduktion af el og varme på det tidspunkt ville medføre væsentlige

miljømæssige og samfundsøkonomiske fordele i kraft af den mere effektive ressourceudnyttelse.

Med formålsbestemmelsen afgrænses lovens anvendelsesområde og formål til at handle om energianvendelse til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand. Herved regulerer lov om varmeforsyning ikke energianvendelse til andre formål end rumopvarmning. Det vil sige, at bl.a. såkaldt procesvarme, som udgør varme til brug for virksomheders produktion af produkter og tjenesteydelser, som udgangspunkt ikke er omfattet af loven.

Procesvarme omfatter ikke virksomheders køb af varme til brug for bygningens rumvarme og aftag af almindeligt varmt brugsvand. Dermed er varmeforsyning gennem ledninger til virksomheders og borgeres bygninger til brug for rumopvarmning og varmt brugsvand omfattet af loven, mens varmeforsyning til virksomheders produktion, som udgangspunkt, ikke er omfattet af loven.

I nogle tilfælde produceres og distribueres rumvarme og procesvarme af de samme varmeforsyningsvirksomheder. Det fremgår af Energistyrelsens vejledning til bekendtgørelse nr. 1792 af 27. december 2018 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (projektbekendtgørelsen), at anlæg, hvis hovedformål er at levere energi til andet end opvarmning af bygninger, f.eks. til fremstilling af industri-, landbrugs- eller gartnerprodukter, ikke er kollektive varmeforsyningsanlæg i varmeforsyningslovens forstand. Det følger endvidere af vejledningen, at såfremt et anlæg leverer energi både til opvarmning/varmt vand og til procesformål, skal kommunen vurdere, hvad hovedformålet med anlæggets energiproduktion er. Udgangspunktet for kommunens vurdering vil være, til hvilket formål over halvdelen af energiproduktionen går.

Det forslås at indsætte en ny bestemmelse i varmeforsyningslovens § 1, stk. 3 , hvorefter lovens formål endvidere er at fremme anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder ved varmeproduktion til brug for virksomheders produktion og tjenesteydelser.

Formålet med ændringen er at udvide lovens anvendelsesområde til også at omfatte fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i varme til proces. Behovet for at udvide lovens anvendelsesområde er opstået, fordi den foreslåede definition af fjernvarme i lovforslagets § 5, nr. 3, vil medføre, at lovens anvendelsesområde udvides til også at omfatte fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder ved varmeproduktion til brug for virksomheders produktion og tjenesteydelser (procesvarme). Se mere herom under bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 3.

Begrebet energi fra vedvarende energikilder skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition af energi fra vedvarende energikilder og vedvarende energi i lovforslagets § 5, nr. 3, som er en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr.

1. Se mere herom under bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3.

Ændringen af lovens formålsbestemmelse har sammenhæng med den foreslåede ændring af § 5, nr. 6, om oprindelsesgarantier, hvor klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning skal udstede en oprindelsesgaranti med henblik på at garantere oprindelsen af energi til varme fra vedvarende energikilder. Bestemmelsen omfatter også udstedelse af oprindelsesgarantier til fjernvarme. Fjernvarme skal i denne forbindelse forstås i overensstemmelse med den foreslåede definitionen i § 5, nr. 3. Det er hensigten at muliggøre udstedelse af oprindelsesgarantier for al varme, herunder også varme til proces. Idet reglerne om oprindelsesgarantier for varme foreslås indføjet i loven (se mere herom under ændringen til § 5, nr. 6 nedenfor), er det nødvendigt at udvide lovens formålsbestemmelse og anvendelsesområde til også at omfatte procesvarme.

Det er med den foreslåede udvidelse af lovens formålsbestemmelse ikke hensigten at ændre på øvrige dele af loven. Kommunerne skal derfor fortsat vurdere anlæggets hovedformål i forhold til godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Det er dermed ikke hensigten, at der med udvidelsen af lovens formål skal ske godkendelse af anlæg, efter bekendtgørelse nr. 1794 af 2. december 2020 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (projektbekendtgørelsen), hvis hovedformål er procesvarme.

Til nr. 3

Den gældende varmeforsyningslov indeholder ikke en definitionsbestemmelse.

Det følger af den foreslåede § 1 a, nr. 1, i lov om varmeforsyning, at der ved fjernvarme forstås termisk energi i form af damp eller varmt vand fra centrale eller decentrale produktionssteder, der distribueres gennem et net til flere bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller procesopvarmning.

Formålet med ændringen er at præcisere, hvordan begrebet fjernvarme skal forstås. Den foreslåede definition medfører, at begrebet fjernvarme omfatter energianvendelse til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand (rumopvarmning og varmt brugsvand) og energianvendelse til andre formål end rumopvarmning, herunder varme til brug for virksomheders produktion af produkter og tjenesteydelser (procesopvarmning). Procesopvarmning er ikke omfattet af begrebet kollektive varmeforsyningsanlæg i loven, da reglerne om kollektive varmeforsyningsanlæg ikke har til formål at regulere procesopvarmning.

Det er med den foreslåede definition hensigten at opretholde gældende ret for godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg efter projektbekendtgørelsen. Det er således fortsat kun kollektive varmeforsyningsanlæg, der skal godkendes efter projektbekendtgørelsen.

Det følger af den foreslåede § 1 a, nr. 2, at der ved overskudsvarme skal forstås uundgåelig varme produceret som biprodukt fra industri- eller elproduktionsanlæg eller i tertiærsektoren, der ville blive bortledt uudnyttet i luft eller vand uden adgang til et fjernvarmesystem.

Formålet med ændringen er at præcisere, hvad der i gældende ret skal forstås ved begrebet overskudsvarme. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der med overskudsvarme bl.a. menes overskudsvarme fra datacentre, industrielle processer, transformerstationer, supermarkeder, m.v.

Ifølge VE II-direktivets artikel art. 2, nr. 9, omfatter definitionen også overskudsvarme fra kraftvarmeproduktion. Definitionen i den foreslåede § 1 a, nr. 2, adskiller sig herved, da definitionen ikke inkluderer varme fra kraftvarmeproduktion som overskudsvarme. Baggrunden herfor er, at opfattelsen af overskudsvarme i gældende ret ikke indebærer varme fra en kraftvarmeproduktionsproces, da de danske kraftvarmeværker er etableret med det formål både at producere kraft (el) og varme. Definitionen af overskudsvarme i dansk ret kan derfor ikke meningsfuldt defineres præcis efter direktivets ordlyd.

Definitionen af overskudsvarme uden varme fra en kraftvarmeproduktionsproces vedbliver fremadrettet, da der i dansk politik ikke er intentioner om at definere varme fra en kraftvarmeproduktionsproces som overskudsvarme. Det er derfor hensigtsmæssigt at udskille varme fra kraftvarmeproduktionsproces i definitionen på overskudsvarme, da kraftvarme og overskudsvarme er to forskellige varmeprodukter.

Det følger af den foreslåede § 1 a, nr. 3, at der ved energi fra vedvarende energikilder eller vedvarende energi skal forstås energi fra vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Bestemmelsen har sammenhæng med den foreslåede udvidelse af lovens formål i lovforslagets § 5, nr. 2, hvorefter lovens formål endvidere er at fremme anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder ved varmeproduktion til brug for virksomheders produktion og tjenesteydelser. Definitionen har endvidere sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 6 om oprindelsesgaranti for varme fra vedvarende energikilder. Endelig har definitionen sammenhæng med den eksisterende bestemmelse i § 20, b stk. 2, hvorefter klima-, energi, - og forsyningsministeren kan bestemme at en række nærmere definerede anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for en række nærmere bestemte ydelser, såfremt de bl.a. er baseret på vedvarende energi.

Nærværende lovforslag indebærer, at lov om varmeforsyning anvender begreberne energi fra vedvarende energikilder, varme fra vedvarende energikilder og vedvarende energi. Den foreslåede bestemmelse i lovens § 1 a, nr. 3 bevirker, at disse begreber skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition.

Definitionen er en delvis gennemførelse af VE II-direktivets art. 2, nr. 1.

Den foreslåede definition af energi fra vedvarende energikilder og vedvarende energi bevirker ikke materielle ændringer i loven, men er alene en præcisering af, hvad der i loven forstås ved de to begreber.

Til nr. 4

Den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning fastsætter, at følgende anlæg anses som kollektive varmeforsyningsanlæg: fjernvarmeforsyningsanlæg, solvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v., herunder varmepumper til kombineret produktion af varme og køling og kraftvarmeanlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder. Bestemmelsen opremser således de varmeproducerende anlæg, som anses som kollektive varmeforsyningsanlæg.

Loven regulerer i dag ikke energianvendelse til andre formål end rumopvarmning, som er levering af energi til bygnings opvarmning og forsyning med varmt brugsvand.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3 , at ordlyden ”Fjernvarmeforsyningsanlæg, solvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v., herunder” ændres til ”Varmeproduktionsanlæg, herunder solvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v.”, og at ”køling og” i bestemmelsen ændres til ”køling, samt”.

Det betyder, at et kollektivt varmeforsyningsanlæg i § 2, stk. 1, nr. 3 fremadrettet vil omfatte varmeproduktionsanlæg, herunder solvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v., herunder varmepumper til kombineret produktion af varme og køling, samt kraftvarmeanlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder.

Ordlyden af oplistningen af varmeproducerende anlæg, som anses som kollektive varmeforsyningsanlæg, foreslås ændret, fordi den gældende bestemmelse anvender ordet fjernvarme i oplistningen. Formålet med ændringen er at konsekvensrette anvendelse af begrebet fjernvarme i loven som følge af den foreslåede ændring af lovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, og den foreslåede definition af fjernvarme i lovforslagets § 5, nr. 3, som blandet andet omfatter procesvarme, hvilket ikke tidligere har været omfattet af loven. Se mere herom under lovbemærkningerne til § 5 nr. 2 og 3.

Det er med den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, nr. 3, ikke hensigten at ændre på, hvilke varmeproducerende anlæg, der anses som kollektive varmeforsyningsanlæg. Ændringen skal alene sikre, at de varmeproducerende anlæg nævnt i lovens § 2, stk. 1, nr. 3, ikke anvender ordet fjernvarme, idet den foreslåede definition af fjernvarme i lovforslagets § 5, nr. 3, omfatter procesvarme. Procesvarme er nærmere beskrevet under lovbemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 3, under den foreslåede definition af fjernvarme.

På den baggrund foreslås det, at ordet fjernvarmeforsyningsanlæg udskiftes med ordet varmeproduktionsanlæg. De øvrige sproglige ændringer af bestemmelsen er alene konsekvenser af denne udskiftning af fjernvarmeforsyningsanlæg med varmeproduktionsanlæg.

Til nr. 5

Den gældende bestemmelse i § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om varmeforsyning vedrører aktiviteter, der kan medvirke til at fremme tilslutningen til fjernvarme, for eksempel iværksættelse af informations- og oplysningskampagner. Det følger således af § 29, stk. 1, at energi-, forsynings- og klimaministeren kan pålægge virksomheder, der driver et af loven omfattet anlæg, at udføre aktiviteter med henblik på at fremme tilslutningen til fjernvarme, udføre forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for anvendelsen af miljøvenlige produktionsteknologi inden for varmeforsyning, og udføre udredningsopgaver om den fremtidige energianvendelse i forsyningsområderne. Loven regulerer ikke energianvendelse til andre formål end rumopvarmning. Bestemmelsen i § 29, stk., 1, nr. 1, har dermed ikke til hensigt at regulere procesopvarmning.

Det følger af den foreslåede ændring af § 29, stk. 1, nr. 1, at ”fjernvarme” ændres til ”kollektiv varmeforsyning”. Formålet med ændringen er at konsekvensrette anvendelsen af begrebet fjernvarme i loven som følge af den foreslåede ændring af lovens anvendelsesområde i lovforslagets § 5, nr. 2, og den foreslåede definitionsbestemmelse af fjernvarme i lovforslagets § 5, nr. 3, hvorefter lovens formål og definitionen af fjernvarme omfatter både rum- og procesopvarmning. Se mere herom under lovbemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2 og 3.

Den foreslåede ændring af § 29, stk. 1, nr. 1, vil medføre, at bestemmelsen omfatter aktiviteter med henblik på at fremme tilslutningen til kollektiv varmeforsyning, som ikke omfatter varme til proces. Det er i øvrigt ikke hensigten at ændre på indholdet af bestemmelsen.

Til nr. 6

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om oprindelsesgarantier i lov om varmeforsyning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 7 a om oprindelsesgaranti for varme fra vedvarende energikilder. Det følger af den foreslåede overskrift, at kapitlet omhandler: »Oprindelsesgaranti for varme fra vedvarende energikilder«.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 1 , 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning udsteder oprindelsesgarantier med henblik på at garantere oprindelsen af energi til varme fra vedvarende energikilder.

Med varme menes som udgangspunkt fjernvarme, herunder rum- og procesvarme, som det er defineret i den foreslåede § 1 a, nr. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 3. Der udstedes derved som udgangspunkt alene oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder, hvis varmen er omfattet af dette anvendelsesområde. Det er dog ikke hensigten at begrænse anvendelsen af begrebet varme i bestemmelsen til kun at omfatte fjernvarme. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være relevant at udstede oprindelsesgarantier for andre opvarmningsformer end fjernvarme, vil dette være muligt. I så fald vil der ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler herom.

I forhold til afgrænsningen af, hvem der kan få udstedt oprindelsesgarantier, forudsættes det, at pågældende anmoder klima-, energi- og forsyningsministeren herom og opfylder betingelserne, som er nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Med udstedelse menes at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer afgørelse om en oprindelsesgaranti til den, som anmoder herom, og herefter udsteder ministeren oprindelsesgarantien til anmoder. Anmoderen vil i almindelighed være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Udstedelse af en oprindelsesgaranti vil være en afgørelse baseret på automatisk behandling. Der vil være tale om en afgørelse, som ikke er baseret på skøn, men på om betingelserne for udstedelse af oprindelsesgarantier er til stede. Disse betingelser vil blive nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Det bemærkes i øvrigt, at afgørelser om udstedelse af oprindelsesgarantier vil overholde de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, herunder om krav til begrundelse, om klagevejledning ved afslag og om partshøring, hvis betingelserne i gældende § 19 og § 20 i forvaltningsloven er opfyldt.

Det bemærkes i øvrigt, at udstedelse af oprindelsesgarantier er en afgørelse, som kan påklages til Energiklagenævnet og følger de almindelige regler om klage efter den gældende § 26 i lov om varmeforsyning.

Det bemærkes i øvrigt, at oprindelsesgarantisystemet til enhver tid vil skulle overholde de gældende regler om databeskyttelse.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 1, 2, og 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 1, 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren overfører, annullerer og fører tilsyn med oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder.

Med overførsel menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om overførsel af en oprindelsesgaranti. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse. Overførslen vil i almindelighed ske mellem udsteder og producenter af energi fra vedvarende energikilder.

Med annullering menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om annullering af en oprindelsesgaranti, når oprindelsesgarantien er anvendt. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse.

Med anvendt menes, at oprindelsesgarantien dokumenterer forbruget af en specifik mængde varme fra vedvarende energikilder over for en slutkunde, og oprindelsesgarantien annulleres hermed.

Overførsel og annullering af oprindelsesgarantier er en beslutning og dermed ikke en afgørelse, som kan påklages til Energiklagenævnet. Dette følger af, at det kun er afgørelser, som kan påklages efter den gældende § 26, stk. 1.

Med hensyn til tilsyn skal det forstås bredt. Det vil sige, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at rammerne for oprindelsesgarantisystemet generelt er indrettet på en måde, så risikoen for svindel er minimeret, og det skal sikres, at oprindelsesgarantisystemet er transparent. Ministeren skal derudover føre tilsyn med de udstedte oprindelsesgarantier. Tilsynet vil være rettet mod den, der anmoder om udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier. Tilsynet vil tage udgangspunkt i de oplysninger, som fremgår af oprindelsesgarantisystemet, eller som ministeren har hjemmel til at indhente efter den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 3. Såfremt ministeren konstaterer ulovlige forhold i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier, som er uden for ministerens ressortområdet, er ministeren forpligtet til at orientere den relevante myndighed, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 30, stk. 4, jf. nærmere nedenfor, hvoraf det fremgår, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist.

Det bemærkes i øvrigt, at den, der anmoder om overførsel og annulleringen af en oprindelsesgaranti eller som der føres tilsyn i relation til, kan lade sig repræsentere af en fuldmagtstager efter de almindelige aftaleretlige principper. Fuldmagtsgiver kan eksempelvis være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 5 og 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 2, at der ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Produktionen af en given andel eller mængde af energi henviser i denne sammenhæng til produktion af varme produceret fra vedvarende kilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 12, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 3, at der ved varme fra vedvarende energikilder forstås energi fra vedvarende energikilder eller vedvarende energi, som defineret i den foreslåede § 1 a, nr. 3, jf. lovforslagets § 5, nr. 3.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 4 , at klima, energi-, og forsyningsministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af den foreslåede stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist.

Muligheden for at påbyde forhold bragt i orden kan anvendes af klima-, energi- og forsyningsministeren både i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Bestemmelsen indebærer eksempelvis, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde den, der anmoder om en oprindelsesgaranti, at berigtige oplysninger afgivet i forbindelse med anmodning om en oprindelsesgaranti, hvis ministeren finder, at oplysningerne er urigtige eller vildledende. Endvidere kan ministeren påbyde betaling af manglende dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti. Endeligt kan ministeren i forbindelse med annullering af en oprindelsesgaranti påbyde, at producenten af vedvarende energikilder oplyser slutkunderne om annulleringen af den pågældende oprindelsesgaranti.

I forbindelse med påbuddet kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte en nærmere angiven frist for at efterkomme påbuddet. Hvis ministeren ikke fastsætter en nærmere angiven frist, skal påbuddet efterkommes straks. Ved straks menes uden ugrundet ophold.

Ved en overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 30, stk. 5, vil der således først blive udstedt et påbud. Såfremt påbuddet ikke efterkommes uden ugrundet ophold, vil der kunne straffes med bøde, jf. gældende § 34, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 5, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bemyndigelse kan bredt rumme, hvad der forstås ved udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder.

Det forventes, at der fastsættes nærmere regler ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse for fjernvarme, da det vurderes, at det på nuværende tidspunkt alene er relevant at udstede oprindelsesgarantier for fjernvarme. Det er dog ikke hensigten at begrænse anvendelsen af begrebet varme i bestemmelsen til kun at omfatte fjernvarme. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være relevant at udstede oprindelsesgarantier for andre opvarmningsformer end fjernvarme, vil dette være muligt. I så fald vil der ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler herom.

Det bemærkes, at klima-, energi- og forsyningsministeren er forpligtet til at udnytte bemyndigelsen i hele den foreslåede stk. 5 med henblik på at opfylde VE II-direktivet artikel 19, stk. 5 og 6.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier sker på et objektivt ikkediskriminerende grundlag.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der skal ske anerkendelse af oprindelsesgarantier, der er udstedt af andre medlemsstater. Oprindelsesgarantier, som er udstedt i overensstemmelse med regler herom i en anden EU-medlemsstat, vil således kunne anvendes i Danmark. Dog vil ministeren meddele et afslag, hvis der er begrundet tvivl om oprindelsesgarantiens nøjagtighed, pålidelighed eller korrekthed. Såfremt en udenlandsk oprindelsesgaranti ikke anerkendes, skal Kommissionen underrettes om afslaget og begrundelse herfor.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ikke anerkender oprindelsesgarantier, der er udstedt af et tredjeland. Dette gælder dog ikke, hvis Unionen har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om gensidig anerkendelse af oprindelsesgarantier udstedt i Unionen og kompatible oprindelsesgarantiordninger, der er etableret i dette tredjeland. Dette gælder kun, hvor energi importeres og eksporteres direkte.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der kun udstedes én oprindelsesgaranti for hver produceret energienhed for varme fra vedvarende energikilder. Energienheden for en oprindelsesgaranti er en standardstørrelse på 1 MWh.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren udsteder ét elektronisk dokument, som udgør oprindelsesgarantien.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at enhver brug af en oprindelsesgaranti skal finde sted senest 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen af den omhandlende varme fra vedvarende energikilder har fundet sted. Det vil være betinget af, at slutkunden efterspørger varme fra vedvarende energikilder, og varmeproducenten kan herved bruge oprindelsesgarantien som dokumentation herfor.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at oprindelsesgarantien annulleres, når den er anvendt, eller hvis den ikke er blevet anvendt, annulleres automatisk senest 18 måneder efter produktionen af energienheden. Oprindelsesgarantien betragtes som anvendt, når energileverandøren dokumenterer over for slutkunden, at forbruget af varme kommer fra en vedvarende energikilde. Det skal forstås således, at oprindelsesgarantien anvendes i forbindelse med, at varmeproducenten sælger varme til slutkunden, og i den forbindelse kan producenten over for slutkunden dokumentere, at varmen er produceret fra vedvarende energikilder.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om tilsyn med oprindelsesgarantier. Det forventes således, at ministeren fastsætter regler om, at der skal iværksættes stikprøvekontrolundersøgelser. Det forventes videre, at ministeren fastsætter regler om, at ministeren i kraft af sit tilsyn skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Der er tale om en utvetydig pligt for ministeren, som skal sikre en effektiv håndhævelse af reglerne om oprindelsesgarantier, dog er der valgt en bagatelgrænse således, at ministeren ikke vil være forpligtet til at håndhæve forhold, som har underordnet betydning.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ved tilsynet skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren etablerer et enkelt og gennemsigtigt digitalt oprindelsesgarantisystem.

Det bemærkes i den forbindelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af gældende § 25 a, i lov om varmeforsyning, kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller fastsat i henhold til loven skal ske digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af et bestemt digitalt system. Det er hensigten, at der i medfør af den gældende § 25 a fastsættes regler om, at der efter anmodning om udstedelse af en oprindelsesgaranti for varme, samt udstedelse, overførsel og annullering anvendes et digitalt system.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 2. 3, 5, 6 og 9-11, i dansk ret.

Den foreslåede § 30, stk. 5, 2. pkt ., indeholder en liste over de forhold, som klima-, energi- og forsyningsministeren skal fastsætte regler om. Ministeren kan derudover, inden for anvendelsesområdet af den foreslåede § 30, stk. 1, fastsætte regler om andre forhold i medfør af den foreslåede § 30, stk. 5, 1. pkt.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvilke betingelser der kan stilles til oprindelsesgarantisystemet generelt. Der vil ikke være tale om betingelser, som er rettet mod konkrete afgørelser om oprindelsesgarantier.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der ved oprettelse som kontohaver i det digitale system kan stilles krav om sikkerhedsstillelse.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at overførsel kun kan ske til kontohavere, som er oprettet i oprindelsesgarantisystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantier skal indeholde.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at selve oprindelsesgarantien vil indeholde oplysninger om den energikilde, fra hvilken varme fra den vedvarende energikilde er produceret, begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen, henvisning til VE II-direktivet, navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor varme fra den vedvarende energikilde er produceret, om anlægget har fået investeringsstøtte, og om energienheden på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteordningens art, datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift, udsteder, udstedelsesdato og udstedelsesland og entydigt identifikationsnummer. Det forventes, at disse oplysninger skal være i overensstemmelse med oplysninger, som indberettes til Energidata Online, som er Energistyrelsens digitale indberetningssystem for kvotevirksomheder og energiproducenter. Undtagelsesvist kan indberetning foretages på skemaer, som mailes til Energistyrelsen.

De ovenstående krav til oprindelsesgarantiens oplysninger følger direkte af VE II-direktivets artikel 19, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 7, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indhentning af nødvendige oplysninger i forbindelse med tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om indhentning af nødvendige oplysninger fra den vedvarende energiproducent i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at en producent efter anmodning skal meddele ministeren alle oplysninger, som ministeren finder nødvendige vedrørende tilsyn med oprindelsesgarantier. Det kunne f.eks. være økonomiske oplysninger og regnskabsoplysninger med relation til køb og salg af oprindelsesgarantier.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 5, nr. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger efter stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn med oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at ministeren kan opkræve gebyr ved udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti over for den, der anmoder herom samt i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier. Gebyret skal dække ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier samt ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, der kan henføres til klima-, energi- og forsyningsministerens arbejde med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn i forbindelse med ordningen vedrørende oprindelsesgarantier, og som er nødvendige herfor. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan herved inddrage samtlige administrative omkostninger forbundet med at udstede, overføre eller annullere den pågældende oprindelsesgaranti.

Formålet er at sikre, at nødvendige omkostninger, som kan henføres til opgaverne med at udstede, overføre og annullere oprindelsesgarantier og opgaverne med tilsyn med oprindelsesgarantier, bliver pålagt den, der anmoder om udstedelse samt i forbindelse med overførsel og annullering af oprindelsesgarantier eller den, som et tilsyn er rettet mod.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at gebyrerne fastsættes på basis af faste og variable omkostninger, som hidrører fra opgaver i forbindelse med udstedelse, overførsel, annullering og tilsyn efter stk. 1. Det er hensigten, at gebyrerne fastlægges på grundlag af et forudgående budget. Ved årets udgang vil der ske en regulering af gebyrerne, for derved at kunne udligne en eventuel difference, baseret på enhver tid gældende timetakst.

Det bemærkes i øvrigt, at gældende § 20, stk. 2, i lov om varmeforsyning, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om, at andre udgifter og omkostninger end de i § 20, stk. 1, nævnte kan indregnes i de priser, som opkræves hos de tilsluttede forbrugere for levering af rumvarme og varmt brugsvand (varmepriserne). Det fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, side 29, at bemyndigelsen bl.a. indebærer, at der kan fastsættes regler om, at grønne omkostninger kan indregnes i varmeprisen, og at det handler om omkostninger, som et forsyningsselskab foretager til at opnår en »grøn« profil. Det er hensigten, at der med hjemmel i den eksisterende bemyndigelse i § 20, stk. 2, fastsættes regler om, at varmeforsyningsvirksomheders betaling af gebyrer for oprindelsesgarantier kan indregnes i varmepriserne.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote i lov om fjernkøling indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som loven gennemfører.

Loven gennemfører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.

Det følger af den foreslåede ændring, at fodnoten i loven ændres, således at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gennemfører dele af VE II-direktivet, som skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2021.

Til nr. 2

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en bestemmelse i loven med en definition af begrebet fjernkøling.

Det følger af den foreslåede § 1, stk. 1, at der ved fjernkøling forstås termisk energi i form af afkølede væsker fra centrale eller decentrale produktionssteder, der distribueres gennem et net til flere bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller proceskøling.

Ændringen vil medføre, at begrebet fjernkøling i loven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf skal forstås i overensstemmelse med definitionen i den foreslåede § 1, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse bevirker ikke materielle ændringer i loven, men er alene en præcisering af, hvad der i loven forstås ved fjernkøling.

Definitionen er en delvis gennemførelse af VE II-direktivet art. 2, nr. 19.

Til nr. 3

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om oprindelsesgarantier i lov om fjernkøling.

Det foreslås, at der indsættes et nyt afsnit om oprindelsesgarantier for køling fra vedvarende energikilder.

Det følger af den foreslåede overskrift, at kapitlet omhandler: »Oprindelsesgaranti for køling fra vedvarende energikilder«.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 1, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning udsteder oprindelsesgarantier med henblik på at garantere oprindelsen af energi til køling fra vedvarende energikilder.

Med køling menes som udgangspunkt fjernkøling, som det er defineret i den foreslåede § 1, stk. 1, jf. lovforslagets § 6, nr. 2. Der udstedes derved som udgangspunkt alene oprindelsesgarantier for køling fra vedvarende energikilder, hvis kølingen er omfattet af dette anvendelsesområde. Det er dog ikke hensigten at begrænse anvendelsen af begrebet køling i bestemmelsen til kun at omfatte fjernkøling. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være relevant at udstede oprindelsesgarantier for andre kølingsformer end fjernkøling, vil dette være muligt. I så fald vil der ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler herom.

I forhold til afgrænsningen af, hvem der kan få udstedt oprindelsesgarantier, forudsætter det, at pågældende anmoder klima-, energi- og forsyningsministeren herom og opfylder betingelserne, som er nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Med udstedelse menes at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer afgørelse om en oprindelsesgaranti til den, som anmoder herom, og herefter udsteder ministeren oprindelsesgarantien til anmoder. Anmoderen vil i almindelighed være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Udstedelse af en oprindelsesgaranti vil være en afgørelse baseret på automatisk behandling. Der vil være tale om en afgørelse, som ikke er baseret på skøn, men på om betingelserne for udstedelse af oprindelsesgarantier er til stede. Disse betingelser vil blive nærmere fastsat ved udmøntningen af bemyndigelsen ved den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 1, jf. nærmere nedenfor.

Det bemærkes i øvrigt, at afgørelser om udstedelse af oprindelsesgarantier vil overholde de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, herunder om krav til begrundelse, om klagevejledning ved afslag og om partshøring, hvis betingelserne i gældende § 19 og § 20 i forvaltningsloven er opfyldt.

Det bemærkes i øvrigt at udstedelse af oprindelsesgarantier er en afgørelse, som kan påklages til Energiklagenævnet og følger de almindelige regler om klage efter den gældende § 7 i lov om fjernkøling.

Det bemærkes i øvrigt, at oprindelsesgarantisystemet til enhver tid vil skulle overholde de gældende regler om databeskyttelse.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 1, 2 og 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 1, 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren overfører, annullerer og fører tilsyn med oprindelsesgarantier for køling fra vedvarende energikilder.

Med overførsel menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om overførsel af en oprindelsesgaranti. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse. Overførslen vil i almindelighed ske mellem udsteder og producenter af energi fra vedvarende energikilder.

Med annullering menes, at klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om annullering af en oprindelsesgaranti, når oprindelsesgarantien er anvendt. Der er tale om en processuel beslutning som led i sagens behandling, som ikke er at betragte som en afgørelse.

Med anvendt menes, at oprindelsesgarantien dokumenterer forbruget af en specifik mængde køling fra vedvarende energikilder over for en slutkunde, og oprindelsesgarantien annulleres hermed.

Overførsel og annullering af oprindelsesgarantier er en beslutning og dermed ikke en afgørelse, som kan påklages til Energiklagenævnet. Dette følger af, at det kun er afgørelser, som kan påklages efter den gældende § 7, stk. 1.

Med hensyn til tilsyn skal det forstås bredt. Det vil sige, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at rammerne for oprindelsesgarantisystemet generelt er indrettet på en måde, så risikoen for svindel er minimeret, og det skal sikres, at oprindelsesgarantisystemet er transparent. Ministeren skal derudover føre tilsyn med de udstedte oprindelsesgarantier. Tilsynet vil være rettet mod den, der anmoder om udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier. Tilsynet vil tage udgangspunkt i de oplysninger, som fremgår af oprindelsesgarantisystemet, eller som ministeren har hjemmel til at indhente efter den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 3.

Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren konstaterer ulovlige forhold i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier, som er uden for ministerens ressortområdet, er ministeren forpligtet til at orientere den relevante myndighed, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Det bemærkes i øvrigt, at den, der anmoder om udstedelse af en oprindelsesgaranti eller anmoder om overførsel og annulleringen af en oprindelsesgaranti eller som der føres tilsyn i relation til, kan lade sig repræsentere af en fuldmagtstager efter de almindelige aftaleretlige principper. Fuldmagtsgiver kan eksempelvis være en producent af energi fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 5 og 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 2, at der ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 12, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 3, at ved køling fra vedvarende energikilder forstås vedvarende energi, som defineret i lov om fremme af vedvarende energikilder.

Den foreslåede definition henviser til definitionen i VE-loven, jf. gældende § 2, stk. 2, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3. Den foreslåede definition skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås en ændring af definitionen vedvarende energikilder, således at det skal forstås som vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 1, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist.

Muligheden for at påbyde forhold bragt i orden kan anvendes af klima-, energi- og forsyningsministeren både i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Bestemmelsen indebærer eksempelvis, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde den, der anmoder om en oprindelsesgaranti, at berigtige oplysninger afgivet i forbindelse med anmodning om en oprindelsesgaranti, hvis ministeren finder, at oplysningerne er urigtige eller vildledende. Endvidere kan ministeren påbyde betaling af manglende dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti. Endeligt kan ministeren i forbindelse med annullering af en oprindelsesgaranti påbyde, at producenten af vedvarende energikilder oplyser slutkunderne om annulleringen af den pågældende oprindelsesgaranti.

I forbindelse med påbuddet kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte en nærmere angiven frist for at efterkomme påbuddet. Hvis ministeren ikke fastsætter en nærmere angiven frist, skal påbuddet efterkommes straks. Med straks menes uden ugrundet ophold.

Ved en overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 6 b, stk. 5, vil der således først blive udstedt et påbud. Såfremt påbuddet ikke efterkommes uden ugrundet ophold, vil der kunne straffes med bøde. Se mere herom under bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 7.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 5, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for køling fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bemyndigelse kan bredt rumme, hvad der forstås ved udstedelse, overførsel, annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for køling fra vedvarende energikilder.

Det forventes, at der fastsættes nærmere regler ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse for fjernkøling, da det vurderes, at det på nuværende tidspunkt alene er relevant at udstede oprindelsesgarantier for fjernkøling. Det er dog ikke hensigten at begrænse anvendelsen af begrebet køling i bestemmelsen til kun at omfatte fjernkøling. Hvis det på et senere tidspunkt viser sig at være relevant at udstede oprindelsesgarantier for andre former for køling end fjernkøling, vil dette være muligt. I så fald vil der ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler herom.

Det bemærkes, at klima-, energi- og forsyningsministeren er forpligtet til at udnytte bemyndigelsen i hele den foreslåede stk. 5 med henblik på at opfylde VE II-direktivet artikel 19, stk. 5 og 6.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at udstedelse, overførsel og annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier sker på et objektivt ikkediskriminerende grundlag.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der skal ske anerkendelse af oprindelsesgarantier, der er udstedt af andre medlemsstater. Oprindelsesgarantier, som er udstedt i overensstemmelse med regler herom i en anden EU-medlemsstat, vil således kunne anvendes i Danmark. Dog vil ministeren meddele et afslag, hvis der er begrundet tvivl om oprindelsesgarantiens nøjagtighed, pålidelighed eller korrekthed. Såfremt en udenlandsk oprindelsesgaranti ikke anerkendes, skal Kommissionen underrettes om afslaget og begrundelse herfor.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ikke anerkender oprindelsesgarantier, der er udstedt af et tredjeland. Dette gælder dog ikke, hvis Unionen har indgået en aftale med det pågældende tredjeland om gensidig anerkendelse af oprindelsesgarantier udstedt i Unionen og kompatible oprindelsesgarantiordninger, der er etableret i dette tredjeland. Dette gælder kun, hvor energi importeres og eksporteres direkte.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der kun udstedes én oprindelsesgaranti for hver produceret energienhed for køling fra vedvarende energikilder. Energienheden for en oprindelsesgaranti er en standardstørrelse på 1 MWh.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren udsteder ét elektronisk dokument, som udgør oprindelsesgarantien.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at enhver brug af en oprindelsesgaranti skal finde sted senest 12 måneder efter den kalendermåned, hvori produktionen af den omhandlende køling fra vedvarende energikilder har fundet sted. Det vil være betinget af, at slutkunden efterspørger køling fra vedvarende energikilder, og køleproducenten kan herved bruge oprindelsesgarantien som dokumentation herfor.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at oprindelsesgarantien annulleres, når den er anvendt, eller hvis den ikke er blevet anvendt, annulleres automatisk senest 18 måneder efter produktionen af energienheden. Oprindelsesgarantien betragtes som anvendt, når energileverandøren dokumenterer over for slutkunden, at forbruget af køling kommer fra en vedvarende energikilde. Det skal forstås således, at oprindelsesgarantien anvendes i forbindelse med, at køleproducenten, sælger køling til slutkunden, og i den forbindelse kan producenten over for slutkunden dokumentere, at køling er produceret fra vedvarende energikilder.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om tilsyn med oprindelsesgarantier. Det forventes således, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der iværksættes stikprøvekontrolundersøgelser. Det forventes videre, at ministeren fastsætter regler om, at ministeren i kraft af sit tilsyn skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Der er tale om en utvetydig pligt for ministeren, som skal sikre en effektiv håndhævelse af reglerne om oprindelsesgarantier, dog er der valgt en bagatelgrænse således, at ministeren ikke vil være forpligtet til at håndhæve forhold, som har underordnet betydning.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ministeren ved tilsynet skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 6 b, stk. 4, hvoraf det fremgår, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist.

Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren etablerer et enkelt og gennemsigtigt digitalt oprindelsesgarantisystem.

Det bemærkes, at der med dette lovforslag foreslås at indsætte en ny generel bestemmelse om anvendelsen af obligatorisk digital kommunikation. Se mere herom under bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 6. Den nye bestemmelse bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller fastsat i henhold til loven skal ske digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af et bestemt digitalt system. Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om, at der efter anmodning om udstedelse af en oprindelsesgaranti for køling, samt udstedelse, overførsel og annullering, anvendes et digitalt system.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 2, 3, 5, 6 og 9-11, i dansk ret.

Den foreslåede § 6 b, stk. 5, 2. pkt ., indeholder en liste over de forhold, som klima-, energi- og forsyningsministeren skal fastsætte regler om. Ministeren kan derudover, inden for anvendelsesområdet af den foreslåede § 6 b, stk. 1, fastsætte regler om andre forhold i medfør af den foreslåede § 6 b, stk. 5, 1. pkt.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, hvilke betingelser der kan stilles til oprindelsesgarantisystemet generelt. Der vil ikke være tale om betingelser, som er rettet mod konkrete afgørelser om oprindelsesgarantier.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal sikre, at oprindelsesgarantisystemet er i overensstemmelse med CEN – EN 16325. CEN – EN 16325 er en europæisk standard, som fastlægger tekniske krav og bidrager til lettelse af standardiseringsprocessen for oprindelsesgarantier i medfør af VE II-direktivet.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at der ved oprettelse som kontohaver i det digitale system kan stilles krav om sikkerhedsstillelse.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at overførsel kun kan ske til kontohavere, som er oprettet i oprindelsesgarantisystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 6, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantier skal indeholde.

Det forudsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at selve oprindelsesgarantien vil indeholde oplysninger om den energikilde, fra hvilken køling fra den vedvarende energikilde er produceret, begyndelses- og afslutningsdatoerne for produktionen, henvisning til VE II-direktivet, navn, beliggenhed, type og kapacitet for det anlæg, hvor køling fra den vedvarende energikilde er produceret, om anlægget har fået investeringsstøtte, og om energienheden på anden måde har nydt godt af en national støtteordning, samt støtteordningens art, datoen for, hvornår anlægget blev sat i drift, udsteder, udstedelsesdato og udstedelsesland og entydigt identifikationsnummer. Det forventes, at disse oplysninger skal være i overensstemmelse med oplysninger, som indberettes til Energidata Online, som er Energistyrelsens digitale indberetningssystem for kvotevirksomheder og energiproducenter. Undtagelsesvist kan indberetning foretages på skemaer, som mailes til Energistyrelsen.

De ovenstående krav til oprindelsesgarantiens oplysninger følger direkte af VE II-direktivets artikel 19, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse vil være en bemyndigelsesbestemmelse, som muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 19, stk. 7, i dansk ret.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indhentning af nødvendige oplysninger fra den vedvarende energiproducent i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at en producent efter anmodning skal meddele ministeren alle oplysninger, som ministeren finder nødvendige vedrørende tilsyn med oprindelsesgarantier. Det kunne f.eks. være økonomiske oplysninger og regnskabsoplysninger med relation til køb og salg af oprindelsesgarantier.

Det følger af den foreslåede § 6 b, stk. 5, nr. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger efter stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn med oprindelsesgarantier.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at ministeren kan opkræve gebyr ved udstedelse, overførsel og annullering af en oprindelsesgaranti over for den, der anmoder herom samt i forbindelse med tilsynet med oprindelsesgarantier. Gebyret skal dække ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier samt ministerens nødvendige omkostninger i forbindelse med tilsyn med oprindelsesgarantier.

Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, der kan henføres til klima-, energi- og forsyningsministerens arbejde med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn i forbindelse med ordningen vedrørende oprindelsesgarantier, og som er nødvendige herfor. Ministeren kan herved inddrage samtlige administrative omkostninger forbundet med at udstede, overføre eller annullere den pågældende oprindelsesgaranti.

Formålet er at sikre, at nødvendige omkostninger, som kan henføres til opgaverne med at udstede, overføre og annullere oprindelsesgarantier og opgaverne med tilsyn med oprindelsesgarantier, bliver pålagt den, der anmoder om udstedelse samt i forbindelse med overførsel og annullering af oprindelsesgarantier eller den, som et tilsyn er rettet mod.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at gebyrerne forudsættes fastsat på basis af faste og variable omkostninger, som hidrører fra opgaver i forbindelse med udstedelse, overførsel, annullering og tilsyn efter stk. 1. Det er hensigten, at gebyrerne fastlægges på grundlag af et forudgående budget. Ved årets udgang vil der ske en regulering af gebyrerne, for derved at kunne udligne en eventuel difference, baseret på enhver tid gældende timetakst.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Til nr. 4

Overskriften til §§ 7 og 8 i lov om fjernkøling er benævnt ved ”Klageadgang m.v.”. Overskriften dækker således over regler vedrørende Energiklagenævnets behandling af klager samt Energiklagenævnets kompetencer og sammensætning i forbindelse med behandling af klager over afgørelser truffet efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Det følger af den foreslåede ændring, at overskriften Klageadgang m.v. ændres til at hedde Klageadgang og administrative bestemmelser m.v.

Den foreslåede ændring af overskriften vil medføre, at overskriften også rummer administrative bestemmelser. Dette er nødvendigt, eftersom det i lovforslagets § 6, nr. 6, er foreslået, at der indsættes en ny administrativ bestemmelse om obligatorisk digital kommunikation og denne bestemmelse foreslås indsat som en ny § 8 a under overskriften.

Til nr. 5

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler i loven om betaling af gebyr ved indbringelse af klage for Energiklagenævnet.

Det følger af den foreslåede § 7, stk. 5, at klima- energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr ved indbringelse af klage over afgørelser truffet efter den foreslåede § 6 b, stk. 5, om oprindelsesgarantier for Energiklagenævnet.

Der er tale om et omkostningsbestemt gebyr. Det er således hensigten, at gebyret dækker omkostningerne i forbindelse med sagsbehandlingen af klagen. Ved omkostninger i forbindelse med sagsbehandlingen af klagen forstås omkostninger, der kan henføres til det administrative arbejde i forbindelse med sagsbehandling. Det er klager, som skal betale omkostningerne i form af gebyret. Det er hensigten, at gebyret fastsættes efter en timesats, som ikke overstiger omkostningerne ved administrationen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 5, er at give hjemmel til at fastsætte regler for opkrævning af gebyr i forbindelse med klage over afgørelser i forhold til udstedelse af oprindelsesgarantier for Energiklagenævnet. Der vil dog som udgangspunkt ikke blive stillet krav om gebyr ved indbringelse af klage fra forbrugere.

Den foreslåede ændring har sammenhæng med den foreslåede § 6 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 6 nr. 3, hvori det foreslås, at der indsættes regler om, at ministeren kan udstede oprindelsesgarantier. En sådan udstedelse vil udgøre en afgørelse efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Det vil derfor også være muligt at påklage afgørelsen til Energiklagenævnet, jf. lovens § 7, stk. 1.

Til nr. 6

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om obligatorisk digital kommunikation i lov om fjernkøling. Det er således efter gældende ret muligt at indgive ansøgninger, m.v. til myndighederne på papir, telefonisk eller ved personligt fremmøde i overensstemmelse med gældende regler.

Det følger af den foreslåede ændring af § 8 a, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren får en generel bemyndigelse til at fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af loven, bestemmelser fastsat i henhold til loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven, skal ske digitalt. Ministeren kan herunder udstede regler om anvendelse af et bestemt digitalt system. Ved fastsættelse af regler efter 1. pkt. skal der fastsættes regler om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse personer og virksomheder.

Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan anvende bestemmelsen til at fastsætte regler om digitale løsninger i forbindelse med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier. Det er endvidere hensigten, at ministeren kan anvende bestemmelsen til at fastætte regler om pligtmæssig brug af selvbetjeningsløsninger i ansøgningssager m.v. inden for lovens område.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8 a, stk. 1, 1. pkt. vil medføre, at der ved bekendtgørelse kan fastsættes regler om, at borgere og virksomheder har pligt til at kommunikere digitalt med den ansvarlige myndighed efter loven, herunder via bestemte digitale systemer, som f.eks. almindelig e-mail ved f.eks. forespørgsler, ansøgninger, anmeldelser, indberetninger, og at svaret fra myndigheden sendes digtalt. De ansvarlige myndigheder er de myndigheder, som er tillagt kompetencer efter loven. Det er i første omgang Klima, Energi- og Forsyningsministeriet. Endvidere er det Energistyrelsen, som i medfør af bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser har fået tillagt en række af ministerens kompetencer efter lov om fjernkøling.

Endvidere omfattes kommunikation til og fra Energiklagenævnet. Energiklagenævnet hører under Erhvervsministeriet, jf. kongelig resolution af 8. juni 2016. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter derfor regler for Energiklagenævnet efter nærmere forhandling med erhvervsministeren. Endvidere omfattes kommunikation til og fra Forsyningstilsynet, i det omfang ministeren fastsætter regler om kommunikation med tilsynet.

Energi-, forsynings- og klimaministeren kan anvende bestemmelsen i § 8 a, stk. 1, 2. pkt., til at fastsætte regler om anvendelse af et bestemt digitalt system inden for lovens område, eksempelvis ved at anvende bestemmelsen til at fastsætte regler om pligtmæssig brug af et digitalt system i ansøgningssager m.v., og at svaret fra myndigheden, sendes digitalt.

Med digitalt system menes, at der kan laves regler om brug af bestemte digitale systemer, herunder selvbetjeningsløsninger, særlige digitale formater, digital signatur eller lignende.

Klima-, energi- og forsyningsministeren skal efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, 3. pkt., fastsætte regler om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse personer og virksomheder, når der fastsættes regler om digital kommunikation. Fritagelse kan ske, hvis der foreligger særlige forhold. Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes kan borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.v., hvor hjælp og vejledning fra myndigheden eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet løsning, fritages. Der kan således foreligge særlige forhold for nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren ikke kan anvende digital kommunikation. Tilsvarende vil der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende digital kommunikation, og som derfor er forpligtet til at anvende denne.

Udover særlige forhold hos borgeren, kan også helt ekstraordinært situationer, såsom IT-problemer (nedbrud, midlertidig kapacitetsnedgang m.v.) eller anden lignende force majeure begivenhed, kunne føre til fritagelse. Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den gøres tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt.

Det følger af det EU-retlige effektivitetsprincip, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning ikke må fastsætte regler, der i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten. I de tilfælde, hvor der f.eks. stilles krav om anvendelse af en dansk digital signatur, og det vurderes at være i strid med EU-retten, vil udenlandske virksomheder og borgere blive undtaget fra at kommunikere digitalt med de danske myndigheder.

Med den foreslåede § 8 a, stk. 1, 4. pkt. , gives der mulighed for, at der i forbindelse med fastsættelsen af regler om obligatorisk digital kommunikation kan fastsættes regler om klageadgang, der afviger fra den klagestruktur, der i øvrigt gælder på det enkelte område.

Der vil bl.a. kunne fastsættes regler om, at klagen først skal sendes til myndigheden, der har truffet afgørelse, med henblik på, at myndigheden kan vurdere, om afgørelsen skal ændres, eller om afgørelsen skal oversendes til den overordnede myndighed med en udtalelse. Ministeren vil ligeledes efter bestemmelsen kunne fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en underordnet myndighed, herunder afvisning af henvendelser, meddelelser m.v., der ikke er indgivet via den digitale selvbetjeningsordning, ikke kan påklages til anden forvaltningsmyndighed. I et sådan tilfælde vil myndighedens afgørelser være den endelige administrative afgørelse i sagen. Muligheden for at fastsætte særlige klageregler, herunder afskære klageadgangen, knytter sig alene til klager over afgørelser m.v. truffet i medfør af regler udstedt efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, 4. pkt., samt den sagsbehandling, der knytter sig dertil. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at afskære klageadgang, der i øvrigt følger af lovgivningen.

Det følger af den foreslåede § 8 a, stk. 2 , at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelesen.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed bliver kommunikation i den digitale løsning offentligretligt reguleret og sker med samme retsvirkninger som ved fremsendelse af postomdelte breve, der anses for at være kommet frem, når de er lagt i adressatens fysiske postkasse. Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede retsvirkninger.

En meddelelse vil normalt være tilgængelig for adressaten på det tidspunkt, hvor adressaten kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i modtagelsessystemet eller i et datasystem.

En ansøgning, indberetning m.v., der er tilgængelig i myndighedens system eksempelvis kl. 23:59 den 30. november, er således kommet frem den 30. november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder i myndigheden, og gør sig bekendt med meddelelsen på dette tidspunkt, der ligger uden for normal arbejdstid/åbningstid. Det kan med digital selvbetjening præcist registreres, hvornår en ansøgning indberetning m.v. er kommet frem. Hvorvidt fremkomsten er rettidig må bedømmes efter de gældende forvaltningsretlige regler og eventuelle tidsfrister fastsat i eller i medfør af særlovgivningen. I de tilfælde, hvor myndigheden har behov for at gøre sig bekendt med en meddelelse inden et bestemt tidspunkt, må der fastsættes en tidsfrist, der indeholder såvel en dato som et præcist klokkeslæt for, hvornår anmeldelsen skal være indgivet for at være kommet frem rettidigt.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme borgeren eller virksomheden til skade, at ansøgningen, indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

En sådan bestemmelse er blandt andet relevant i forhold til ansøgningsfrister og forældelse m.v. Der bør fra myndighedens side udvises fleksibilitet i forhold til at udsætte frister en rimelig tid, hvis it-problemerne opstår tæt på fristen for indgivelse af en meddelelse.

Den offentlige myndighed vil, som tilfældet er i dag, skulle sikre, at en ansøgning, indberetning eller lignende, der indgives til en forkert offentlig myndighed, henvises til den rette myndighed, jf. forvaltningslovens regler herom.

Til nr. 7

Der findes på nuværende tidspunkt ikke regler om straf af bøde for at undlade at efterkomme påbud, da loven ikke indeholder regler om udstedelse af påbud. Det følger af § 9, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at indhente godkendelse efter § 5. Det følger endvidere af stk. 2, at i regler, der udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Endelig fremgår det af stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det følger af den foreslåede ændring af § 9, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme påbud efter § 6 b, stk. 4, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den, der ikke, efter påbud, bringer forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af § 6 b, stk. 5, i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist, kan straffes med bøde.

Ændringen har således sammenhæng med den foreslåede § 6 b, stk. 4, jf. lovforslagets § 6 nr. 3, hvorefter ministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af den foreslåede § 6 b, stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist. Ved en overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 6 b, stk. 5, vil der således først blive udstedt et påbud. Såfremt påbuddet ikke efterkommes uden ugrundet ophold, vil der kunne gives en bødestraf.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 3, for en nærmere redegørelse af kredsen af mulige ansvarssubjekter samt en uddybning af gerningsindholdet, herunder eksempler på hvilken adfærd, der vil kunne udløse et påbud, og dermed en bødestraf, såfremt påbuddet ikke efterkommes.

Kilde

Til nr. 1

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en definition af repowering. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

I praksis anvendes repowering som et uformelt begreb i industrien for vedvarende energi, som kan dække forhold såsom afvikling at et eksisterende vedvarende energianlæg og opførelse af et nyt, eventuelt med genanvendelse af det oprindelige ”site” eller udskiftning af dele af anlægget for højere effektivitet eller effekt.

Det følger af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, at repowering er fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet.

Det foreslås, at der sker en tekstnær lovimplementering af definitionen i artikel 2, nr. 10, i VE II-direktivet. Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, er derfor en tekstnær afskrift af definitionen i VE II-direktivets artikel 2, nr. 10, dog med undtagelse af betegnelsen ”elproduktionsanlæg” og ”VE-elektricitet”. Dette skyldes, anvendelsen af betegnelsen ”kraftværker” i en dansk kontekst almindeligvis anvendes mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet. Betegnelsen ”VE-elektricitet” anvendes i stedet for ”vedvarende energi” for at sikre en ensartet begrebsanvendelse i lov om elforsyning, idet repowering i VE II-direktivet angår kraftværker og dermed produktion af elektricitet.

Repowering som defineret i den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, vil blive anvendt i den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, om kontaktpunkt eller kontaktpunkter. Endvidere vil repowering blive behandlet separat i fastsættelsen af tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, efter den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, samt efter den foreslåede § 29 a, nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 7. februar 2020, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 738 af 30. maj 2020 (VE-loven), jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og den foreslåede § 18 e i undergrundsloven, jf. lovforslagets § 8, nr. 3.

Med den foreslåede § 5, nr. 26, i elforsyningsloven, forudsættes det ikke, at opstillere herefter har en særlig ret til at foretage repowering.

Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at sikre en ensartet anvendelse af begrebet på tværs af EU under hensyn til at kunne imødekomme et voksende behov for at foretage repowering af eksisterende vedvarende energianlæg.

Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, vil medføre en ensartet anvendelse af begrebet og dermed en højere grad af gennemsigtighed og forudsigelighed.

VE II-direktivet præciserer ikke definitionen af repowering, hvilket kan medføre uklarhed om definitionens anvendelsesområde. Situationen kan opstå, hvor et vedvarende energianlæg eksempelvis bliver opført på samme placering, som et tidligere vedvarende energianlæg, men hvor infrastrukturen ikke er bevaret eller ikke er relevant. Udfordringen ved, at denne type projekter vil kunne blive omfattet af VE II-direktivets definition er, at ansøgningen i henhold til VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, skal sagsbehandles på den halve tid i forhold til et nyt anlægsprojekt. For at undgå denne type utilsigtede situationer, skal definitionen af repowering forstås som en fornyelse af et "bestående anlæg". Bestående anlæg skal forstås som det anlæg, der allerede er meddelt tilladelse til at opføre og drive. Derudover er det en forudsætning, at repowering projektet som udgangspunkt må forventes at medføre genanvendelse af eksempelvis placering, projektkomponenter og infrastruktur i et omfang, hvor der kan siges at være tale om ændringer af et bestående projekt og ikke et nyt anlægsprojekt.

Almindelig vedligeholdelse af anlægget som en del af driften falder uden for definitionen af repowering. Repowering omfatter desuden ikke levetidsforlængelse i det omfang, der ikke samtidig sker en form for fornyelse af det bestående anlæg. Levetidsforlængelse skal i denne sammenhæng forstås som en forlængelse af tidsbegrænsede driftstilladelser.

Da der ikke i gældende ret findes en praksis for repowering, vil det være en konkret vurdering, hvorvidt et projekt efter omstændighederne er omfattet af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning.

Som konsekvens af indsættelsen af § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, bliver § 5, nr. 26-32 til § 5, nr. 27-33, i lov om elforsyning.

Til nr. 2

Efter den gældende § 5, nr. 32, i lov om elforsyning defineres »VE-elektricitet« som elektricitet, der fremstilles ved anvendelse af vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi.

Det følger af den foreslåede ændring af § 5, nr. 31, der bliver nr. 32, at »omfattet af« ændres til »som defineret i«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det udtrykkeligt vil fremgå af bestemmelsen, at definitionen for vedvarende energikilder i lov om elforsyning henviser til definitionen for vedvarende energikilder i VE-loven.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lov om elforsyning, jf. Folketingstidende 2008-09 A L55, som fremsat side 1544, at der foreslås en definition af VE-elektricitet, fordi der også efter vedtagelsen af VE-loven vil være enkelte henvisninger til VE-elektricitet i elforsyningsloven. Det fremgår videre, at definitionen henviser til VE-loven, således at definitionen bliver ens i de to love.

Imidlertid kan formuleringen i gældende § 5, nr. 32, »omfattet af« skabe uklarhed om, der henvises til VE-loven i sin helhed eller alene til definitionen vedvarende energikilder i VE-loven. Derfor foreslås en præcisering, så det udtrykkeligt henvises til definitionen for vedvarende energikilder i VE-loven.

Der er ikke tiltænkt nogen materielle ændringer af definitionen af VE-elektricitet i lov om elforsyning.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 1, i dansk ret.

Til nr. 3

Den juridiske person, VE-fællesskab, er ikke reguleret i dansk ret.

Leveringspligten i § 6 b, stk. 1, i lov om elforsyning, forpligter elhandelsvirksomheder, som tilbyder levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, til, på anmodning om levering og mod betaling at levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Efter den gældende § 6 b, stk. 13, i lov om elforsyning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om undtagelser fra leveringspligten i stk. 1, herunder om levering af elektricitet til deltagere og kapitalejere i borgerenergifællesskaber og levering af elektricitet i forbindelse med aggregering.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af § 6 b, stk. 13 , i lov om elforsyning, at der efter »borgerenergifællesskaber«: indsættes »og i VE-fællesskaber«.

Formålet med ændringen er, at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om undtagelse til leveringspligten for levering af elektricitet til kapitalejere og deltagere i VE-fællesskaber.

Definitionen på VE-fællesskab foreslås indsat i § 5, nr. 11, i VE-loven ved dette lovforslags § 1, nr. 7. Det følger heraf, at VE-fællesskab skal forstås en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne juridiske person, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste. For yderligere om definitionen af VE-fællesskaber henvises i øvrigt til bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 7.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om undtagelse af levering af elektricitet til kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber.

For levering af elektricitet til kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber forventes undtagelsen afgrænset til levering af elektricitet, der er produceret i det VE-fællesskab, hvor husholdningsforbrugeren er kapitalejer eller deltager. Afgrænsningen skal sikre, at det alene er levering af elektricitet, der er produceret i VE-fællesskabet, der undtages fra leveringspligten. Dette bevirker, at kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber i de fleste tilfælde vil have behov for at få leveret mere elektricitet til sig end den elektricitet, der produceres i VE-fællesskabet. I dette tilfælde vil leveringen af elektricitet ud over den elektricitet, der stammer fra VE-fællesskabets produktion, skulle ske på et leveringspligtigt produkt. For denne residual vil elhandelsvirksomheden således være forpligtet til at levere elektricitet inden for rammerne af udgangspunktet i § 6 b, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til gældende ret, Klima- Energi og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning i afsnit 3.3.1-3.3.3.

Til nr. 4

Den juridiske person, VE-fællesskab, er ikke reguleret i dansk ret.

Efter den gældende § 9 i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler vedrørende aktive kunder, borgerenergifællesskaber og aggregatorvirksomheder. Reglerne efter 1. pkt. kan omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug og lagring af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og regler om balanceansvar og balancering. Efter 2. pkt., kan reglerne efter 1. pkt. indeholde forpligtelser for elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og transmissionsvirksomheder. Reglerne efter § 9 er udmøntet i borgerenergifællesskabsbekendtgørelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af § 9, 1. pkt., i lov om elforsyning at der efter »borgerenergifællesskaber« indsættes: », VE-fællesskaber«.

Formålet med ændringen er at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler til gennemførelse af VE II-direktivets bestemmelser i artikel 22 for så vidt angår VE-fællesskaber, som ejer VE-anlæg, der producerer elektricitet, og som ikke kan betragtes som et borgerenergifællesskab, som defineret ved § 5, nr. 5, i lov om elforsyning.

Det foreslås, at hjemlen til at fastsætte regler om VE-fællesskaber i medfør af § 9 afgrænses af VE II-direktivets obligatoriske bestemmelser i artikel 22. For nærmere herom henvises til gældende ret i afsnit 3.3.1.

De obligatoriske bestemmelser i artikel 22 er hhv. stk. 1 om slutkunders ret til at deltage i VE-fællesskaber, samtidig med, at de bl.a. bevarer deres rettigheder eller forpligtelser som slutkunder, stk. 2 om VE-fællesskabers rettigheder til at producerer, forbruge, lagre, sælge og dele vedvarende energi og stk. 4 om den befordrende ramme, som medlemsstaterne skal tilvejebringe for at fremme og lette udviklingen af VE-fællesskaber.

Den foreslåede ændring indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om visse VE-fællesskaber til gennemførelse af dele af VE II-direktivets bestemmelser i artikel 22.

Således kan ministeren med den foreslåede ændring fastsætte regler ved bekendtgørelse for VE-fællesskaber, hvor der indgår en mellemstor virksomhed som deltager eller kapitalejer. VE-fællesskaber, som ejer et VE-anlæg, der producerer elektricitet, hvor der ikke indgår en mellemstor virksomhed som kapitalejer eller deltager i fællesskabet, betragtes som et borgerenergifællesskab.

Det forventes, at den foreslåede ændring til bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at VE-fællesskabets deling af produceret elektricitet i VE-fællesskabet og levering af elektricitet til VE-fællesskabet vil ske på grundlag af de almindelige markedsregler gennem en aftale mellem en elhandelsvirksomhed og et VE-fællesskab, hvor elhandelsvirksomheden varetager ansvar for både produktion og forbrug i VE-fællesskabet, og elhandelsvirksomheden varetager balanceansvaret for VE-fællesskabets produktion.

Et VE-fællesskab vil også selv kunne etablere sig som elhandelsvirksomhed. VE-fællesskabet vil i denne situation som udgangspunkt være omfattet af regler for elhandelsvirksomheder i lov om elforsyning og bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelser i lov om elforsyning.

Den foreslåede ændring indebærer ligeledes, at der vil blive fastsat regler, der forpligter netvirksomhederne til at samarbejde med VE-fællesskaberne om at lette deres deling af elektricitet samt, inden for rammerne af lov om elforsyning forpligter netvirksomhederne til at samarbejde om at udvikle en tarif til VE-fællesskaberne, så de afspejler de reelle omkostninger eller besparelser, som VE-fællesskabets produktion og forbrug bevirker på netdriften.

Bemyndigelsen til at fastsætte regler forventes udmøntet i bekendtgørelsesregler om VE-fællesskabers deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug og lagring af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og regler om balanceansvar og balancering.

Ligeledes forventes ministeren at fastsætte regler, der forpligter netvirksomhederne til at samarbejde med VE-fællesskaberne om at lette deres deling af elektricitet, samt inden for rammerne af lov om elforsyning forpligter netvirksomhederne til at samarbejde om at udvikle en tarif til VE-fællesskaberne, så de afspejler de reelle omkostninger eller besparelser, som VE-fællesskabets produktion og forbrug bevirker på netdriften.

Der henvises i øvrigt til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser i de almindelige bemærkningers afsnit 3.3.2.

Til nr. 5

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om kontaktpunkt eller kontaktpunkter, der på anmodning fra opstillere vejleder om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

For anlæg på havet bliver myndighedernes krav til anlæggets etablering og drift, for så vidt angår de dele af anlægget, der etableres på havet, formidlet i de tilladelser, som meddeles af Energistyrelsen. Energistyrelsen har således allerede en praksis, hvorefter styrelsen vejleder om, hvilke tilladelser opstiller skal ansøge om, og koordinerer mellem forskellige myndigheder for at sikre, at alle relevante myndigheders krav til anlæggets etablering og drift fremgår af tilladelserne.

I medfør af forvaltningslovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer, ligger vejledningspligten for tilladelserne hos de forskellige ansvarlige myndigheder, der udsteder tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. Vejledning om de forskellige, relevante tilladelser findes derfor inden for de ansvarlige myndigheders eget fagområde og ressort.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at oprette eller udpege et eller flere kontaktpunkter, der vil gennemføre VE II-direktivets artikel 16, stk. 1 og 2, om oprettelse eller udpegning af et eller flere kontaktpunkter, som på anmodning af opstillere vil vejlede om alle relevante processer for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder samt de aktiver, der vil være nødvendige for deres tilslutning til nettet.

Det er endvidere kontaktpunktets opgave at forsyne opstillere med alle nødvendige oplysninger til at opføre og drive et vedvarende energi-anlæg og inddrage andre administrative myndigheder, hvor det vil være relevant.

Den foreslåede, § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at lette processen for opstillere af vedvarende energianlæg ved at mindske kompleksiteten og øge gennemsigtigheden og effektiviteten, også for VE-egenforbrugere og VE-fællesskaber. Ved VE-egenforbrugere forstås en slutkunde, som producerer vedvarende elektricitet til eget forbrug, og som kan lagre eller sælge egenproduceret vedvarende elektricitet, uden at det udgør slutkundens primære forretnings- eller erhvervsmæssige virksomhed. Ved VE-fællesskaber forstås en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne retlige enhed, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, skal give hjemmel til at sikre, at en opstiller ikke er nødt til at kontakte de enkelte administrative organer for at kunne få vejledning om processen for ansøgning om tilladelser, medmindre opstilleren foretrækker at gøre dette. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, skal tilskynde til en mere effektiv håndtering af procedurer og bidrage til, at administrationsomkostningerne vil kunne reduceres for opstillerne.

Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til, i en bekendtgørelse, at fastsætte regler om, at der vil skulle være en central indgang til vejledning om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, hvilket forventes at medføre, at særligt mindre opstillere af vedvarende energianlæg vil opleve mindre kompleksitet og øget gennemsigtighed for den administrative proces.

Klima-, energi- og forsyningsministeren forventes at udpege Energistyrelsen som kontaktpunkt. For projekter på havet betyder det, at den praksis som gælder for de dele af anlægget, der er beliggende på havet, udvides til også at omfatte de dele af anlægget, der er beliggende på land, således at Energistyrelsen er kontaktpunkt for hele projektet. For projekter på land medfører det en ny praksis, hvorefter Energistyrelsens vil være kontaktpunkt for alle typer vedvarende energianlæg.

Bestemmelsen vil ikke medføre ændringer i opgave- og kompetencefordeling for og mellem de relevante myndigheder. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, berører ikke myndighedernes forpligtigelser i henhold til forvaltningsretten og dermed vejledningsforpligtelsen, jf. forvaltningslovens § 7. Kontaktpunktet vil vejlede om alle relevante processer, herunder hvilke trin opstillere skal igennem for at etablere og drive et vedvarende energianlæg, men forventes ikke at ville give fagspecifik vejledning. For spørgsmål af faglig karakter eller specifikke spørgsmål inden for et fagområde forventes det derfor, at kontaktpunktet vil formidle kontakt til de relevante fagkompetente myndigheder. Kontaktpunktet vil være et tilbud til opstillere, og anvendelsen vil derfor være valgfri.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en hjemmeside, der samler relevante informationer for opstillere, som vil opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. For nuværende håndterer de ansvarlige myndigheder oplysning, vejledning og ansøgning om egne tilladelser efter egen model.

Det digitale selvbetjeningssystem, Byg og Miljø, er et eksempel på en portal, som anvendes for bygge- og miljøansøgninger. Byg og Miljø har til formål at give en hurtigere og mere enkel sagsbehandling ved ansøgning om miljøgodkendelse og byggetilladelse. Systemet guider ansøgere igennem ansøgningsprocessen, så myndighederne modtager de oplysninger, de har brug for at kunne træffe afgørelse. Når ansøger har registreret alle oplysninger, sendes ansøgningen automatisk til den rette myndighed. Det betyder, at sagsbehandlingstiden bliver kortere, fordi myndigheden fra starten modtager en ansøgning med alle relevante oplysninger, hvilket indebærer, at ansøgere kan igangsætte investeringer tidligere.

Efter byggelovens § 16, stk. 3, skal ansøgning om byggetilladelse indgives til kommunen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed, som på nuværende tidspunkt er Byg og Miljø. Ligeledes fremgår det af godkendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 2, at ansøgninger skal indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjening, Byg og Miljø. Al kommunikation i forbindelse med en byggesag og en miljøsag foregår igennem Byg og Miljø, hvor ansøgere også vil modtage afgørelser fra kommunen på ansøgninger om byggetilladelse og miljøgodkendelse. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunen. Det vil sige, at ansøgning om byggetilladelse og miljøgodkendelse altid skal ske gennem dette selvbetjeningssystem.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan oprette, administrere og fastsætte krav til en hjemmeside, som bl.a. indeholder oplysninger om processen, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5.

Hjemmesiden vil gennemføre VE II-direktivets artikel 16, stk. 2 og 3, om, at kontaktpunktet skal stille en procedurehåndbog til rådighed for initiativtagere til projekter til produktion af energi fra vedvarende energikilder, samt at opstillere gennem hjemmesiden skal kunne fremsende ansøgninger i digital form. Procedurehåndbogen skal som minimum omhandle mindre projekter og VE-egenforbrugeres projekter og skal gøres tilgængelig online.

Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til, i en bekendtgørelse, at fastsætte krav til en hjemmeside, hvor der vil være information til opstillere om alle relevante processer for ansøgning om og tildeling af tilladelser, der derved vil udgøre en procedurehåndbog. Derudover vil det være muligt for opstillere at indgive ansøgninger om tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen eller som minimum finde vejledning om, hvor ansøgninger om relevante tilladelser kan indleveres online. Hjemmesiden forventes at henvise til relevante myndigheder for fagspecifik vejledning.

Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at lette processen for opstillere og øge gennemsigtigheden ved at sikre en central indgang for opstillere til relevant information på tværs af myndigheder til brug for udarbejdelse af ansøgninger om de relevante tilladelser. Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, skal fremme forståelsen for procedurer for initiativtagere til projekter og borgere, der ønsker at investere i vedvarende energi.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om at vejlede opstillere på en gennemsigtigt måde ved at samle et overblik over relevant information til brug for udarbejdelse af ansøgninger om de relevante tilladelser, samt ved at sikre en central indgang til fagspecifik information hos de ansvarlige myndigheder. Det forventes, at opstillere gennem hjemmesiden skal kunne indgive ansøgninger til tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen. Der vil kunne være undtagelser hertil, hvor myndigheder har lovkrav om, at ansøgningerne skal kunne indgives på en bestemt måde, eller på en bestemt hjemmeside. Det forventes, at hjemmesiden vil integrere eksisterende digitale løsninger. For øvrige ansøgninger om tilladelser omfattet af den administrative proces vil der være henvisninger til, hvor disse ansøgninger vil kunne indgives. Det er frivilligt for opstillere at anvende hjemmesiden og muligheden for online ansøgning via hjemmesiden.

Kontaktpunktet forventes gennem hjemmesiden at vejlede om at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, men forventes ikke at give fagspecifik vejledning. For fagspecifik vejledning, der hører under Energistyrelsen, vil der ligeledes blive henvist til fagspecifik vejledning hos den rette del af Energistyrelsen.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet frist for myndighedernes sagsbehandlingstid for ansøgninger om tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive vedvarende energianlæg, der producerer elektricitet. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

For flere af tilladelserne er der efter gældende ret ingen tidsfrist for sagsbehandlingen. Den samlede sagsbehandlingstid for tilladelserne vurderes at kunne varetages inden for normalvist 1-2 år.

De følgende tilladelser er relevante med henblik på at etablere og drive de fleste elproducerende, vedvarende energianlæg på land. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventeligt skal ansøges om:

– Byggetilladelse, jf. byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (vindmøller er undtaget, jf. bekendtgørelses nr. 565 af 2. juni 2014 (kraftværksbekendtgørelsen)).

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017 med senere ændringer (luftfartsloven), der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Miljøgodkendelse, jf. lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019 (miljøbeskyttelsesloven), der meddeles af den pågældende kommune eller Miljøstyrelsen.

For så vidt angår elproducerende geotermianlæg suppleres listen ovenfor med følgende:

– Godkendelse af plan for indvindingsvirksomheden, jf. undergrundsloven, der gives af Energistyrelsen.

– Boretilladelse, jf. undergrundsloven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Tilladelse til udledning af spildevand, jf. miljøbeskyttelsesloven.

De følgende tilladelser er relevante med henblik på at etablere og drive de fleste elproducerende, vedvarende energianlæg på havet. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventeligt skal ansøges om:

– Byggetilladelse for projektets landanlæg jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse for anlæg på havet, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Tilladelse vedr. afmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse 1629 af 17. december 2018 med senere ændringer, der meddeles af Søfartsstyrelsen.

– Elproduktionstilladelse, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

Derudover kan der for det enkelte projekt være behov for supplerende, specifikke tilladelser og dispensationer afhængig af projektets beliggenhed eller omgivelser, i henhold til eksempelvis lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 med senere ændringer (naturbeskyttelsesloven), eller museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014 med senere ændringer.

Energistyrelsens tilladelser kan for projekter på land omfatte både en etableringstilladelse og en elproduktionsbevilling. Etableringstilladelsen udstedes i henhold til bekendtgørelse om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg (kraftværksbekendtgørelsen) med hjemmel i § 11 i lov om elforsyning. Etableringstilladelsen er en tilladelse til selve anlægget. Elproduktionsbevillingen gives i henhold til § 10 i lov om elforsyning til den pågældende opstillers virksomhed. En elproduktionsbevilling er en tilladelse til at producere elektricitet fra et anlæg med en kapacitet på over 25 MW.

Relevante tilladelser inden for Transport- og Boligministeriets område kan for et vedvarende energianlæg omfatte både en byggetilladelse og en attest til luftfartsafmærkning eller dispensation fra servitut. En byggetilladelse udstedes i henhold til bygningsreglementet med hjemmel i byggeloven. I henhold til byggelovens § 16 C, stk. 1, er kommunen bygningsmyndighed, og det er i den forbindelse kommunen, der træffer afgørelse i byggesager, herunder udsteder byggetilladelser.

Indflyvningen til flyvepladser er beskyttet ved såkaldte hindringsplaner. Planerne indebærer bl.a., at der er højdebegrænsninger inden for landingsarealet med henblik på sikker start og landing ved ind- og udflyvning over landingsarealet. Arealer omkring landingsarealet pålægges også højdebegrænsninger (ved servitut) med hensyn til bebyggelse, beplantning, master, ledninger og andre luftfartshindringer. I sø- og isflyvehavne kan planen også omfatte selve havneområdet. Hindringer, f.eks. vindmøller, kan derfor kun opstilles på sådanne arealer, hvis der enten er givet en dispensation eller udstedt attest derom af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, herunder med angivelse af krav til lysafmærkning, jf. luftfartslovens § 64, stk. 2, og § 65, stk. 2 og 3.

Uden for hindringsplanerne gælder det, at alt byggeri, master, vindmøller m.m. med en totalhøjde over 100 meter (også kaldet luftfartshindringer) – skal anmeldes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og må først opføres, når der foreligger en attest derom fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. § 67 a i luftfartsloven. Attesten angiver, hvilke krav til lysafmærkning af luftfartshindringen der skal opfyldes, for at hindringen kan anses for forenelig med hensynet til luftfartssikkerheden.

Nærmere regler for udstedelse af attest og krav til lysafmærkning af vindmøller er fastsat i Bestemmelser om luftfartsafmærkning af vindmøller (BL 3-11) med tilhørende ”Vejledning til BL 3-11 Bestemmelser om luftfartsafmærkning af vindmøller”. BL 3-11 supplerer Bestemmelser om luftfartshindringer (BL 3-10). BL 3-10 indeholder generelle bestemmelser for alle luftfartshindringer, herunder krav til lysafmærkning af andre VE-anlæg end vindmøller. Det påhviler ejeren af en luftfartshindring, herunder VE-anlæg som vindmøller, der er beliggende uden for en flyveplads’ indflyvningsplan, at sikre, at hindringen afmærkes, og at afmærkningen vedligeholdes, hvis hindringen enten a) har en højde på 150 m eller derover over terræn (hindring på land) eller normal vandstand (Dansk Vertikal Reference - DVR90) (hindring på vand), eller b) har en højde på 100 m og indtil 150 m, og afmærkningen er påkrævet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. BL 3-10, pkt. 4.2.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen foretager høring af berørte flyvepladser, Naviair og Forsvaret før endelig udstedelse af en attest eller dispensation.

Søfartsstyrelsens tilladelse vedrører farvandsafmærkning af hensyn til sikkerheden til søs. Tilladelsen udstedes i henhold til bekendtgørelse om farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk afmærkningsområde m.v. (afmærkningsbekendtgørelsen) og har hjemmel i lov om sikkerhed til søs.

Miljøstyrelsens tilladelser vedrører miljøgodkendelse til virksomheder og brancher optaget på godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2. Miljøgodkendelsens udstedes i henhold til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, jf. bekendtgørelse nr. 1534 af 9. december 2019 (godkendelsesbekendtgørelsen), med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Miljøgodkendelsen meddeles af den pågældende kommune eller Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens tilladelser vedrører også spildevandstilladelser, der enten kan meddeles som udledningstilladelse, tilslutningstilladelser eller nedsivningstilladelser. En udledningstilladelse eller tilslutningstilladelse meddeles i henhold til spildevandsbekendtgørelsen med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 28. Udledningstilladelsen og tilslutningstilladelsen meddeles som hovedregel af den pågældende kommunalbestyrelse. En nedsivningstilladelse meddeles i henhold til spildevandsbekendtgørelsen med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19. Nedsivningstilladelsen meddeles af den pågældende kommune.

For byggetilladelser og miljøgodkendelser gælder visse servicemål for kommunernes sagsbehandling heraf. Det fremgår af en aftale mellem en tidligere regering og Kommunernes Landsforening om servicemål for kommunal erhvervsrettet sagsbehandling, der skal ses i forlængelse af ”Aftale om kommunernes økonomi for 2015” (servicemålsaftalen). Servicemålene i aftalen angiver den tid, som en opstiller skal påregne i den enkelte kommune for at få behandlet en ansøgning om byggetilladelse. For så vidt angår byggesager, fastsætter aftalen forskellige servicemål alt afhængigt af byggeriets kompleksitet. For mindre kompliceret byggeri gælder et servicemål på 40 kalenderdage. For mere kompliceret byggeri gælder et servicemål på 50-60 kalenderdage. For miljøgodkendelser differentieres der mellem godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1- og bilag 2-virksomheder. For bilag 1-virksomheder fastsættes servicemålet til 200 dage, mens det for bilag 2 virksomheder fastsættes til 130 dage. De fastsatte servicemål, for henholdsvis byggetilladelser og miljøgodkendelser, opgøres som gennemsnitlige sagsbehandlingstider for kommunerne under ét.

Servicemålene for bygge- og miljøsager er betragteligt kortere end fristerne i VE II-direktivet. Det fremgår imidlertid af det tekniske bilag til servicemålsaftalen, at servicemålene ikke gælder for sager, der indebærer VVM-pligt, eller hvor der er behov for vedtagelse af en ny lokalplan.

For byggetilladelser gælder endvidere, at opstillere skal have påbegyndt byggearbejdet inden for ét år, fra byggetilladelsen er givet. Dette fremgår af byggelovens § 16, stk. 10, hvorefter en byggetilladelse bortfalder, hvis det arbejde, som tilladelsen omfatter, ikke er påbegyndt inden ét år fra tilladelsens dato. Et byggearbejde betragtes som påbegyndt, når arbejdet på byggepladsen fysisk påbegyndes, som f.eks. ved udgravning til fundament. Der er ikke krav om, at byggeriet skal fortsætte kontinuerligt, når det først er påbegyndt.

Der findes ikke i gældende ret særskilte regler om tilladelsesprocessen for repowering-projekter. En ansøgning om repowering vil efter gældende ret blive behandlet efter den relevante sektorlovgivning, som en ansøgning om at foretage projektændringer. Tidfristen for tilladelsesprocessen for repowering-projekter skal derfor forstås i sammenhæng med gældende regler om projektændringer.

På energiområdet er muligheden for at foretage ændringer i bestående vedvarende energianlæg reguleret i § 11 i lov om elforsyning, § 25 i VE-loven samt § 10, stk. 3 i undergrundsloven. § 11 i lov om elforsyning og § 25 VE-loven foreskriver, at etablering af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kun kan foretages efter forudgående tilladelse fra energi-, forsynings- og klimaministeren. Ifølge § 10, stk. 3, i undergrundsloven, skal væsentlige ændringer og tilføjelser til en godkendt plan for indvindingsvirksomheden godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren, inden disse iværksættes.

På VVM-området findes reglerne om projektændringer i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 25. juni 2020 (miljøvurderingsloven) § 16, hvorefter et projekt omfattet af lovens bilag 2 ikke påbegyndes, før myndigheden skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. VVM-myndigheden træffer efter miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, hvorvidt en projektændring kan anses at have væsentlig skadelig indvirkning på miljøet jf. bilag 2, punkt 13, litra a, og dermed er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse i medfør af § 16.

Muligheden for ombygning eller anden forandring i eksisterende byggeri reguleres i byggeloven og tilhørende bygningsreglement (BR18). Ifølge byggelovens § 2, stk. 1, litra b, finder loven anvendelse ved ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser. Ifølge § 5, nr. 4, i bygningsreglementet kan ombygninger og andre forandringer i eksisterende byggeri, som ikke ændrer de bærende konstruktioners virkemåde eller forudsætningerne for de brandmæssige forhold, som udgangspunkt foretages uden ansøgning om byggetilladelse, medmindre ombygningen eller forandringen medfører en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet.

Der findes ikke i gældende ret særskilte regler om tilladelsesprocessen for anlæg med en elkapacitet på under 150 kW. Disse anlæg kan være underlagt samme lovgivning som anlæg med en elkapacitet over 150 kW, men tilladelsesprocessen vil typisk være kortere end for større anlæg, fordi der ikke altid vil være krav om tilladelser til etablering og drift. For anlæg på land kræves der eksempelvis ikke etableringstilladelse efter § 11 i lov om elforsyning til anlæg, der producerer elektricitet baseret på vedvarende energi, og som har en effekt på under 10 MW, jf. bekendtgørelse om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg, jf. kraftværksbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 3. Ligeledes kræver anlæg på under 25 MW ikke bevilling til at udøve elproduktion i henhold til § 10 i lov om elforsyning. For anlæg på havet er der ingen kapacitetsgrænse i forhold til etableringstilladelsen eller elproduktionstilladelsen, jf. hhv. § 25 og § 29 i VE-loven. Elproducerende anlæg er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra a og må ikke påbegyndes, før den relevante miljømyndighed skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Myndigheden træffer i henhold til miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, hvorvidt projektet er omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt et anlæg med en elkapacitet under 150 kW vil være underlagt krav om miljøvurdering.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med relevante ministre kan fastsætte nærmere regler om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil.

Formålet med bestemmelsen er at gennemføre samtidighed for sagsbehandling, herunder ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at forhandle med relevante ministre på tværs af alle de relevante ministerier og myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder. Usædvanlige omstændigheder er alene beskrevet med eksempel for repowering-projekter, hvor det beskrives som f.eks. tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne. Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

Det bemærkes i øvrigt, at behandling af tilladelser under tidsfristen fortsat er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, dvs. at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud, uanset at tidsfristen måtte give mere tid, end der er nødvendigt for sagsbehandlingen.

Den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere opstillernes administrationsomkostninger. Reglerne om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil skal bidrage til at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

For så vidt angår de dele af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, der vedrører repowering-projekter, har de baggrund i et ønske om at imødekomme et behov for at foretage repowering af eksisterende vedvarende energianlæg gennem fastlæggelse af strømlinede tilladelsesprocedurer.

Dette sikres bl.a. ved, at de relevante myndigheder indfører tidsfrister for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen og ved at koordinere påbegyndelse af samtidig sagsbehandling relevante myndigheder imellem. Den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, skal bidrage til at sikre overholdelsen af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7. Koordineringen mellem myndighederne gennem kontaktpunktet giver mulighed for at effektivisere tilladelsesprocesserne med henblik på at kunne imødekomme de i VE II-direktivets fastsatte frister.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen, efter forhandling med relevante ministre, vil fastsætte regler i en rammebekendtgørelse om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, med henblik på overholdelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4, 5, 6 og 7. Rammebekendtgørelsen vil omfatte regler om tidsfrister for tilladelsesproceduren for ansøgning om at opføre, foretage repowering af og drive vedvarende energianlæg. Dette vil i praksis medføre, ud over fastsættelse af tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, at de relevante sagsbehandlende myndigheder skal koordinere påbegyndelse af tidsfristen for deres sagsbehandling af tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen gennem kontaktpunktet med henblik på, at de relevante tidsfrister for tilladelsesprocessen kan imødekommes.

Rammebekendtgørelsen vil beskrive nærmere vilkår gældende for den samlede generelle tidsfrist for elproducerende anlæg på to år og den samlede tidsfrist på ét år gældende for repowering-projekter og for anlæg med en elkapacitet på under 150 kW, herunder at der skal koordineres med kontaktpunktet om påbegyndelse af tidsfristen med henblik på at imødekomme den samlede tidsfrist for alle myndighedernes relevante tilladelser.

Der skelnes i VE II-direktivets forstand mellem hele den administrative proces, som kontaktpunktet skal vejlede om, og selve tilladelsesprocessen. Differentieringen mellem den administrative proces og tilladelsesprocessen er relevant, da det alene er tilladelsesprocessen, der er underlagt tidsfrister i medfør af VE II-direktivet. Tidsfristen gælder endvidere alene for elproducerende anlæg. Den administrative proces vil omfatte alle aspekter for ansøgning om og tildeling af alle tilladelser. Tilladelsesprocessen vil omfatte de relevante administrative tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet samt de aktiver, der vil være nødvendige for deres tilslutning til nettet. Tilladelsesprocessen vil således være en del af den administrative proces. Relevante administrative tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen tolkes som projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets type, beliggenhed eller omgivelser. F.eks. vil tilvejebringelse af nødvendigt plangrundlag i henhold til lov om planlægning (planloven) i form af lokalplan og tillæg til kommuneplanen ikke være omfattet af tilladelsesprocessen, da plangrundlaget ikke vil udgøre en projektrettet tilladelse til etablering eller drift af et konkret anlæg, men udelukkende vil sikre, at de nødvendige planlægningsmæssige rammer vil være til stede. Plangrundlaget vil imidlertid være en forudsætning for efterfølgende projektrettede, administrative tilladelser. Tilsvarende gælder for tilvejebringelse af nødvendigt plangrundlag i henhold til lov om maritim fysisk planlægning.

Derudover vil konkrete projekter kunne have behov for supplerende, specifikke tilladelser eller dispensationer på baggrund af projektets beliggenhed eller kontekst. Der kan eksempelvis være tale om en dispensation i medfør af museumsloven eller naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Det er vurderet, at det ikke er muligt at lave en udtømmende liste over eventuelle dispensationer eller særlige tilladelser for specifikke projekter. Tilladelsesprocessen vil ikke omfatte selve anlægsfasen for et projekt og dermed heller ikke procedurer, der ligger inden for eller efter denne periode. Eksempelvis vil en veterinærtilladelse efter forordningen om animalske biprodukter for biogas-projekter ikke være omfattet af tilladelsesprocessen, da den tidsmæssigt ligger efter et anlæg er færdigbygget og taget i brug.

Opstillere forventes med de undtagelser, der vil følge af bekendtgørelsen udstedt på baggrund af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at kunne få behandlet sine ansøgninger om tilladelser til at etablere og drive vedvarende energianlæg inden for en samlet tidsfrist. Bekendtgørelsen på baggrund af bemyndigelsen vil ikke ændre i selve sagsbehandlingen af tilladelserne, og eventuel manglende imødekommelse af tidsfristerne håndteres derfor også af de relevante myndigheder med de klagemuligheder og konsekvenser, der er fastsat i de relevante myndigheders egen lovgivning. Tidsfristerne i VE II-direktivet vurderes imidlertid ikke at stille strengere krav til myndighedernes sagsbehandling i forhold til gældende praksis.

For at imødekomme den samlede tidsfrist vil det være afgørende at fastlægge tidfristens påbegyndelse. Varigheden af tidsfristen vil være ens for alle typer vedvarende energianlæg, der producerer elektricitet, herunder biogasanlæg, solcelleanlæg, vindmølleanlæg og geotermianlæg. Der vil i en bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, blive fastsat en generel frist på to år. For anlæg med en elkapacitet under 150 kW og repowering-projekter vil der blive fastsat en tidsfrist på ét år. Beregningen af fristen vil kunne være forskellig for anlæggene, afhængig af de relevante tilladelser, samt af hvorvidt der vil være mulighed for samtidighed i indleveringen og sagsbehandlingen af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

For indlevering af ansøgninger om tilladelser vil gælde, at en ansøgning vil skulle være fyldestgørende, før tidsfristen vil kunne påbegyndes. Det skyldes, at det alene vil være myndighedernes sagsbehandlingstid, der vil indgå i beregningen af tidsfristen. Den tid, det vil tage opstillere at indlevere tilstrækkelige oplysninger til, at en ansøgning om tilladelse anses for fyldestgørende, eller den tid, hvor opstiller modner projektet, vil ikke være omfattet af tidsfristen. Det vil sige, at alle nødvendige oplysninger vil skulle være tilgængelige for de respektive myndigheder, før sagsbehandlingen vil kunne påbegyndes. Adgangen for myndighederne til at starte egen sagsbehandling, så snart ansøgningen foreligger fyldestgørende, berøres ikke af, at tidsfristen først gælder, når alle ansøgninger er indgivet fyldestgørende. Det er alene de fagkompetente myndigheder, der vil kunne afgøre, hvorvidt en ansøgning inden for eget fagområde anses for fyldestgørende.

Tidsfristen vil ikke berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler. Det betyder, at tilladelser vil kunne være omfattet af tilladelsesprocessen, men vil kunne undtages tidskravet i ovennævnte situationer. Eksempelvis vil procedurer, der følger af miljøvurderingsloven, kunne forlænge tidsfristen med varigheden af disse procedurer, da de er omfattet af gældende EU-miljøret. For de procedurer, som vil kunne forlænge tidsfristen, og som tidsmæssigt ligger før ansøgning om øvrige tilladelser for et elproducerende vedvarende energianlæg, vil forlængelsen af tidsfristen ske i starten af tilladelsesprocessen. I disse tilfælde vil tidsfristen først starte, når opstiller ansøger om de øvrige efterfølgende tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen og har indleveret fyldestgørende ansøgninger hertil.

Kommunernes servicemål for bygge- og miljøsager forventes ikke at udgøre en udfordring for implementeringen af tidsfristen. Der er en forventning om, at størstedelen af vedvarende energianlæg ikke vil være omfattet af disse servicemål af den årsag, at etableringen af de fleste vedvarende energianlæg vil være omfattet af VVM-pligt eller kræve vedtagelse af en ny lokalplan. De resterende projekter, som vil kunne være omfattet af servicemålene, forventes at være mindre projekter, f.eks. husstandsmøller, da der ikke er VVM-pligt for sådanne projekter. Servicemålene er imidlertid ikke til hinder for implementering af VE II-direktivets frister, da servicemålene indgår som led i en politisk aftale. Ligeledes forventes implementering af VE II-direktivets tidsfrister ikke at medføre hindringer for servicemålene, da direktivets tidsfrister ikke forringer forpligtelser, der måtte påhvile myndighederne i medfør af andre aftaler. Påbegyndelsen og varigheden af VE II-direktivets tidsfrister er alene gældende for VE II-direktivets tilladelsesproces, og anses ikke som en hindring for, at kommunerne samtidig og fortsat vil kunne tilstræbe efterlevelse af servicemålene.

Ligeledes forventes der ikke at være udfordringer med, at en byggetilladelse bortfalder inden for et år fra den dato, byggetilladelsen er givet, hvis de arbejder, som tilladelsen omfatter, ikke er påbegyndt. En byggetilladelse kan ikke meddeles, før der foreligger dokumentation for andre nødvendige godkendelser, der udgør en forudsætning for tilladelsen. Andre nødvendige godkendelser kan indhentes sideløbende med eller som en del af byggetilladelsen. De tilladelser, som byggetilladelsen er afhængig af, vil derfor foreligge, når byggetilladelsen bliver givet.

Det vil ikke være et krav til opstillere, at ansøgningerne skal indleveres samtidig. Det vil være en mulighed, som vil sikre samtidighed i sagsbehandlingen for at lette implementeringen af tidsfristerne og tilgodese opstillere med en samlet hurtig sagsbehandling. Dog vil det gælde, at hvor der ikke vil være noget juridisk til hinder for at indlevere fyldestgørende ansøgninger samtidig, vil fristen begynde at løbe, når alle ansøgninger er modtaget i fyldestgørende stand. Dette forventes at give et incitament for opstillere af elproducerende vedvarende energianlæg til at indlevere ansøgningerne samtidigt i det omfang, det er muligt. Kontaktpunktet vil kunne have en koordinerende rolle for kommunikation mellem de relevante myndigheder om, hvornår samtlige relevante ansøgninger er indleveret fyldestgørende.

Ved samtidighed i sagsbehandlingen forstås, at der f.eks. for en solcellepark med en effekt på over 25 MW samtidig foreligger fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse til den relevante kommune og fyldestgørende ansøgning om etableringstilladelse og elproduktionsbevilling til Energistyrelsen, eller at der for en vindmøllepark på land samtidig foreligger fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse til den relevante kommune, ansøgning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om attest til luftfartsafmærkning eller dispensation fra servitut og ansøgning til Energistyrelsen om elproduktionsbevilling, således at sagsbehandlingen kan foregå parallelt. Uanset om opstiller vælger af udnytte denne mulighed for samtidig indlevering af fyldestgørende ansøgninger, vil tidsfristen først begynde at løbe, når alle ansøgninger er indleveret fyldestgørende. Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser og ikke samtidighed i tidspunktet for afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

For ansøgninger, hvor det ikke vil være juridisk muligt at indlevere og behandle ansøgninger samtidig, fordi ansøgninger er indbydes afhængige, vil fristen begynde at løbe, når de første tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen, i første serie af ansøgninger, er ansøgt fyldestgørende. Seriel sagsbehandling vil f.eks. være i forbindelse med ansøgninger om tilladelser til anlæg på havet, hvor ansøgningen om etableringstilladelse og ansøgning om elproduktionstilladelse efter gældende ret ikke kan indgives på samme tid, idet meddelelse af elproduktionstilladelsen forudsætter opstillers opfyldelse af vilkårene i etableringstilladelsen. Der vil i disse tilfælde af seriel sagsbehandling kunne være behov for en ekstra tæt koordination mellem flere myndigheder for at imødekomme den samlede tidsfrist i tilladelsesprocessen. For anlæg på havet, hvor ansøgningerne i tilladelsesprocessen behandles serielt, meddeles hovedparten af tilladelserne af Energistyrelsen, og det vurderes derfor at være sjældne tilfælde, hvor der vil være behov for en ekstra tæt koordination mellem flere myndigheder for at imødekomme en samlet tidsfrist. Der vil kunne blive behov for vejledning herom og konkrete aftaler mellem myndighederne i disse tilfælde for at imødekomme tidsfristerne.

Ved seriel sagsbehandling vil tiden mellem meddelelse af flere tilladelser, der behandles samtidig, ikke være omfattet af tidsfristen.

De følgende tilladelser for vedvarende energianlæg på land forventes at være omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen og vurderes at kunne sagsbehandles parallelt. Der er tale om projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets beliggenhed eller kontekst. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Byggetilladelse, jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (vindmøller er undtaget, jf. kraftværksbekendtgørelsen).

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Miljøgodkendelse, jf. miljøbeskyttelsesloven, der meddeles af den pågældende kommune eller af Miljøstyrelsen.

For projekter på land er det formodningen, at samtlige relevante ansøgninger om tilladelser, der forventes at indgå i tilladelsesprocessen, kan indleveres og dermed sagsbehandles samtidig. Det bemærkes dog, at for så vidt angår elproducerende geotermianlæg vil tilladelserne efter undergrundsloven kunne behandles serielt, mens hovedparten af de øvrige tilladelser forventes at kunne sagsbehandles samtidigt.

De følgende tilladelser for elproducerende anlæg på havet forventes at være omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen og vurderes at kunne sagsbehandles parallelt. Der er tale om projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets beliggenhed eller kontekst. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Byggetilladelse for projektets landanlæg jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune).

– Etableringstilladelse for anlæg på havet, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Tilladelse vedr. farvandsafmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs, der meddeles af Søfartsstyrelsen.

De følgende tilladelser for elproducerende anlæg på havet vurderes derefter at kunne sagsbehandles parallelt, følgende en modningsperiode, hvor projektet udvikles, og opstiller ikke har ansøgninger til behandling hos myndigheder. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Elproduktionstilladelse, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

Derudover kan der afhængig af det konkrete projekts udformning, placering og kontekst være tale om særlige tilladelser eller dispensationer efter anden speciallovgivning. Det kan eksempelvis være et behov for en dispensation efter museumsloven eller naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16.

Der vil med den foreslåede definition af repowering i § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, ikke være behov for at ændre på myndighedernes praksis for vurdering af, om realisering af en ændring forudsætter nye tilladelser efter gældende regler om projektændringer, herunder eksempelvis om ændringen skal karakterises som væsentlig. Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, jf. lovforslaget § 7, nr. 1, for en nærmere beskrivelse af reglerne om projektændringer.

Tilladelsesprocessen for repowering-projekter forudsættes at adskille sig fra tilladelsesprocessen for nye anlægsprojekter, og at der som følge heraf kan meddeles tilladelse hertil inden for ét år i stedet for to år, eksempelvis fordi en eller flere eksisterende tilladelser eller vurderinger kan genanvendes, eventuelt med ændringer, så der ikke skal genansøges om tilladelserne.

For ansøgninger om repowering-projekter bevirker den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 1, at sagsbehandlingsfristen på ét år alene vil blive relevant i de tilfælde, hvor realiseringen af repowering-projektet som minimum, efter eksisterende regler om projektændringer, kræver nye tilladelser til ændringer af bestående anlæg, der producerer VE-elektricitet.

Myndighedernes tidsfrist på ét år vil ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor karakteren eller omfanget af repowering-projektet bevirker, at ansøgningen om repowering af et bestående anlæg må sidestilles med en ansøgning om et nyt anlægsprojekt. I disse tilfælde vil sagsbehandlingsfristen på to år finde anvendelse. Det beror på en konkret vurdering, som foretages af de relevante myndigheder, hvorvidt en ansøgning om repowering af et bestående anlæg skal sidestilles med en ansøgning om et nyt anlægsprojekt.

En ansøgning om levetidsforlængelse, uden at der samtidig sker fornyelse af det bestående anlæg, vil ikke være underlagt krav om en tidsfrist på ét år, idet forholdet ikke falder ind under den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning.

Udskiftning af projektkomponenter i et bestående anlæg, der kan gennemføres inden for rammerne af allerede meddelte tilladelser, kan falde inden for definitionen af repowering. Til en sådan udskiftning vil der ikke være knyttet nogen tidsfrist for sagsbehandling og afgørelse, idet udskiftningen ikke kræver nye tilladelser til at foretage udskiftningen.

Sagsbehandlingsfristen på ét år for behandling af ansøgning om repowering-projekter vil finde anvendelse for forhold omfattet af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning. Dette indebærer, at ansøgningen skal vedrøre fornyelse af et bestående anlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet. Derudover forudsættes det, at repowering-projektet som udgangspunkt medfører genanvendelse af eksempelvis placering, projektkomponenter og infrastruktur i et omfang, hvor der kan siges at være tale om ændringer af et bestående projekt og ikke et nyt anlægsprojekt.

Da lovforslaget ikke vil ændre ved varetagelsen af opgaven omkring tilladelser og ansvarsfordelingen, vil tidsfristerne blive implementeret af de relevante myndigheder, herunder Energistyrelsen. Eventuel manglende imødekommelse af tidsfristerne håndteres derfor også af de relevante myndigheder. VE II-direktivet indeholder ikke særlige krav om sanktioner ved myndighedernes manglende overholdelse af VE II-direktivets artikel 16.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontaktpunktet eller kontaktpunkternes virke.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om kontaktpunktet eller kontaktpunkternes virke.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om løbende at kunne tilpasse kravene til kontaktpunktets virke med henblik på til enhver tid at sikre den bedst mulige vejledning af opstillere.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at kontaktpunktet foruden at vejlede om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, også vil kunne udføre andre funktioner i forbindelse med vejledningen, inden for den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte klare regler for, hvad opstillere vil kunne forvente af kontaktpunktet, som f.eks. at koordinere påbegyndelse af tidsfristen for sagsbehandlingen mellem de relevante myndigheder for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen eller inddrage andre administrative myndigheder, hvor det er relevant.

Kontaktpunktet vil kunne have en koordinerende rolle med at modtage besked fra de ansvarlige myndigheder, der behandler ansøgninger og udsteder tilladelser, når de pågældende myndigheder har modtaget fyldestgørende ansøgninger, og tidsfristen dermed vil kunne påbegyndes. Som følge heraf bør opstillere få mulighed for at kunne følge med i påbegyndelsen af tidsfristen ved at tage kontakt til kontaktpunktet herom.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet sagsbehandlingstid for myndighedernes meddelelse af tilladelse til etablering af nye elproduktionsanlæg og elproduktionsbevilling. Efter gældende ret, kan etablering af nye anlæg og væsentlige ændringer i bestående anlæg efter § 11 i lov om elforsyning alene ske, hvis der er givet tilladelse hertil. Dvs. en forudgående tilladelse til at etablere anlægget, med undtagelse af de anlæg oplistet i § 1 i bekendtgørelse nr. 565 af 2. juni 2014 om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg. For elproducerende anlæg med en kapacitet på over 25 MW, skal der endvidere ansøges om en elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning, for at kunne producere elektricitet.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 2, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning, for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal afgøres inden for en nærmere fastsat periode samt undtagelser til tidsfristen, som beskrevet i de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE-II direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfristerne vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

For repowering-projekter gælder det efter VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, at etårsperioden kan forlænges med op til ét år, hvor dette er behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder, såsom af tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere administrationsomkostningerne. Kravet om at tilladelserne skal meddeles inden for en nærmere fastsat periode indføres for at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 11 a, stk. 4, nr. 2, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal afgøres inden for to år, begrænset til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW. Denne tidsfrist vil kunne forlænges med varigheden af forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, samt med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samtidig sagsbehandling for myndighedernes behandling af ansøgninger om etableringstilladelse og elproduktionsbevilling. Efter gældende ret kan etablering af nye anlæg og væsentlige ændringer i bestående anlæg efter § 11 i lov om elforsyning alene ske, hvis der er givet tilladelse hertil. Dvs. en forudgående tilladelse til at etablere anlægget, med undtagelse af de anlæg oplistet i § 1 i bekendtgørelse nr. 565 af 2. juni 2014 om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg. For elproducerende anlæg med en kapacitet på over 25 MW, skal der endvidere ansøges om en elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning, for at kunne producere elektricitet.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning, for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal behandles samtidig med ansøgninger efter anden relevant lovgivning samt undtagelser hertil.

Lignende regler vil blive indsat for andre tilladelser omfattet af art. 16 i VE II-direktivet, af de relevante myndigheder i deres egen lovgivning, for at sikre, at relevante myndigheder vil kunne behandle ansøgninger samtidig.

Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser og ikke samtidighed i afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, skal bidrage til at muliggøre en realisering de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, samt sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på tværs af en eller flere myndigheder med henblik på at kunne imødekomme de i artikel 16 fastsatte tidsfrister.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, som udgangspunkt skal behandles samtidig med ansøgninger efter anden lovgivning, med undtagelse af projekter der kræver seriel sagsbehandling, for at imødekomme de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Den gældende overskrift før § 63 a i lov om elforsyning er »Oprindelsesgaranti og miljømærkning«.

Det følger af den foreslåede ændring af overskriften før § 63 a, at overskriften ændres til »Oprindelsesgaranti for VE-elektricitet og miljømærkning«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af overskriften vil fremgå, at kapitlet vedrører oprindelsesgaranti for VE-elektricitet og miljømærkning.

Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at overskriften derved vil være i overensstemmelse med overskriften i VE II-direktivets artikel 19.

Den foreslåede ændring vil være en gennemførelse af overskriften i VE II-direktivets artikel 19.

Til nr. 7

Det fremgår af gældende § 63 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier for elektricitet, herunder om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde, og betingelser for udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgaranti.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 1, at det foreslås, at »elektricitet« ændres til »VE-elektricitet«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af bestemmelsen vil fremgå, at elektriciteten i oprindelsesgarantien er VE-elektricitet, dvs. elektricitet fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at bestemmelsen derved vil være i overensstemmelse med VE II-direktivets artikel 19 i sin helhed.

Til nr. 8

Der findes ikke i dag regler i lov om elforsyning, som definerer en oprindelsesgaranti.

Det følger af den foreslåede § 63 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at oprindelsesgaranti bliver defineret i lov om elforsyning, hvorefter ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 12, i dansk ret.

Som følge af den foreslåede ændring vil gældende stk. 2-7 herefter blive stk. 3-8.

Til nr. 9

Efter den gældende § 63 a, stk. 3, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 2 skal meddeles af leverandøren af elektricitet for den enkelte levering eller på anden måde ved levering fra en elbørs eller import fra en virksomhed uden for Den Europæiske Union og EØS-landene. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 2, er oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 3, der bliver til stk. 4, at »stk. 2« ændres til »stk. 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 3, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 3.

Til nr. 10

Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren regler om dokumentation af oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver til stk. 5, 1. pkt., at »og 2« ændres til »og 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 4, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 4.

Til nr. 11

Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren herudover regler om tilsyn og kontrol med oprindelsesgarantier som nævnt i stk. 1 og rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver til stk. 5, 2. pkt., at »stk. 2« ændres til »stk. 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 4, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 4.

Til nr. 12

Efter den gældende § 63 a, stk. 5, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende tilsyn og kontrol som nævnt i stk. 4. Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren herudover regler om tilsyn og kontrol med oprindelsesgarantier som nævnt i stk. 1 og rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 5, der bliver til stk. 6, at »stk. 4« ændres til »stk. 5«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 5, da der henvises til stk. 4, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 5.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 5.

Til nr. 13

Efter den gældende § 63 a, stk. 6, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde den, der har udarbejdet oplysningerne at berigtige forholdene, når det påvises, at foreskrevne oplysninger som nævnt i stk. 1 eller 2 er urigtige eller vildledende. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 6, der bliver til stk. 7, at »eller 2« ændres til »eller 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 6, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 6.

Til nr. 14

Efter den gældende § 63 a, stk. 7, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1 eller meddeler oplysninger som nævnt i stk. 2, skal afholde nødvendige omkostninger ved udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgarantier og ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 7, der bliver til stk. 8, at »stk. 2« ændres til »stk. 3«, og efter »oplysningerne« indsættes »og overholdelse af betingelserne«.

Den foreslåede ændring, hvor »stk. 2« ændres til »stk. 3« har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 7, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 7.

Den foreslåede ændring, hvor der efter »oplysningerne« indsættes »og overholdelse af betingelserne« vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan, ud over hvad ministeren fastsætter regler om efter gældende stk. 7, vil kunne fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1, skal afholde nødvendige omkostninger ved kontrol og tilsyn ved overholdelse af betingelserne.

Klima-, energi- og forsyningsministerens beføjelser efter den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 7, vil blive delegeret til Energinet i medfør af gældende § 92.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der er sket en udvikling af tilsynsopgaven med overholdelse af betingelserne således, at tilsynsopgaven med rammerne for oprindelsesgarantisystemet vil få et større omfang, og der forventes øget handel med oprindelsesgarantier på tværs af landegrænserne, og den foreslåede ændring vil sikre et forsat troværdigt oprindelsesgarantisystem. Derfor er der behov for, at det vil fremgå udtrykkeligt, at klima-, energi- og forsyningsministeren også har hjemmel til at opkræve gebyr for tilsyn med overholdelse af betingelserne.

For så vidt angår hvornår, der kan opkræves betaling for kontrol og tilsyn med overholdelse af betingelserne, kan dette eksempelvis være, at der er stillet krav om sikkerhedsstillelse, og at kontohaveren er oprettet i oprindelsesgarantisystemet.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at ministeren kan opkræve betaling over for den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1. Betalingen skal dække nødvendige omkostninger i forbindelse med kontrol og tilsyn med overholdelse af betingelserne.

Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, der kan henføres til Energinets arbejde med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn og kontrol i forbindelse med ordningen vedrørende oprindelsesgarantier og som er nødvendige herfor. Energinet kan herved inddrage samtlige administrative omkostninger forbundet med at udstede, overføre eller annullere den pågældende oprindelsesgaranti.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Til nr. 15

Efter den gældende § 84, stk. 1, 2. pkt., i lov om elforsyning kan ministeren fra kollektive elforsyningsvirksomheder, elhandelsvirksomheder, aggregatorvirksomheder, borgerenergifællesskaber og elproducenter indhente oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af ministerens opgaver efter loven, efter bestemmelser fastsat i henhold til loven eller efter EU-retsakter eller internationale forpligtelser om forhold omfattet af loven.

Ministerens beføjelser efter § 84 er delegeret til Energistyrelsen i medfør af delegationsbekendtgørelsen. Dette betyder, at ministerens adgang til at indhente oplysninger efter denne bestemmelse er delegeret til Energistyrelsen, og giver dermed Energistyrelsen adgang til at indhente oplysninger efter bestemmelsen.

Det følger af den foreslåede ændring af § 84, stk. 1, 2. pkt., at der efter »borgerenergifællesskaber« indsættes », VE-fællesskaber«.

Ved den foreslåede ændring udvides ministerens (Energistyrelsens) adgang til at indhente oplysninger. Det bliver således muligt at indhente oplysninger hos VE-fællesskaber. VE-fællesskaber er en ny aktør, som følger af VE II-direktivet, og der er derfor tale om en udvidelse af den eksisterende bestemmelse.

I medfør af artikel 22 i VE II-direktivet kan VE-fællesskabet beskæftige sig med produktion, forbrug, lagring, salg og deling af vedvarende energi. Definitionen af VE-fællesskaber indsættes ved § 1, nr. 7, i lovforslaget, som nyt nr. 11 i § 5 i VE-loven. Forslaget til ændringer af § 84, stk. 1, 2. pkt. skal derfor ses i sammenhæng hermed.

Der henvises i øvrigt til gældende ret i afsnit. 3.3.1.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote i undergrundsloven indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som loven gennemfører. Loven gennemfører bl.a. dele af VE I-direktivet.

Det foreslås, at formuleringen af fodnoten ændres således, at det kommer til at fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten nu vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet i stedet for VE I-direktivet.

Til nr. 2

Undergrundsloven indeholder en række definitioner i § 1 a. Geotermisk energi er ikke blandt disse og er i øvrigt heller ikke defineret andre steder i dansk ret.

Det foreslås med lovforslagets § 8, nr. 2, at der indsættes en ny bestemmelse i § 1 a, nr. 4, således at geotermisk energi defineres som energi, som lagres i form af varme under jordens faste overflade.

Med den foreslåede bestemmelse indarbejdes definitionen på geotermisk energi i VE II-direktivet i dansk ret med henblik på at sikre overensstemmelse med EU-retten.

Den foreslåede bestemmelse er i god overensstemmelse med den almindelige forståelse af begrebet geotermisk energi. Det bemærkes dog, at geotermisk energi allerede er forekommende i undergrunden fra naturens side i modsætning til energi eller andet, der kan lagres i undergrunden ved hjælp af teknologiske løsninger. En sådan anden anvendelse af undergrunden til lagring af energi eller andet er omfattet af bestemmelserne i lovens kapitel 6 om anden anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil være en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 3, i dansk ret.

Til nr. 3

Der er på nuværende tidspunkt ikke regler i undergrundsloven, der giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler om tidsfrister og samtidighed for ministerens behandling af ansøgninger om godkendelser efter lovens § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, i relation til elproducerende geotermianlæg.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, nr. 3, at der indsættes en ny § 18 e , hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger om godkendelser efter § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, angående elproducerende geotermianlæg skal afgøres inden for en af ministeren fastsat frist, og at sådanne ansøgninger skal behandles samtidig med andre ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.

Den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 8, nr. 3, vil medføre, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om en absolut sagsbehandlingsfrist for godkendelse af plan for indvindingsvirksomheden efter lovens § 10, stk. 2, for godkendelse af væsentlige ændringer og tilføjelser til sådanne planer efter § 10, stk. 3, og for godkendelse af udstyr, program og udførelsesmåde ved arbejder, der udføres i forbindelse med virksomhed omfattet af loven, jf. § 28, stk. 1, for så vidt angår elproducerende geotermianlæg. Derudover vil ministeren også kunne fastsætte regler om, at disse ansøgninger skal behandles samtidig med andre ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udnyttet til at fastsætte regler om, at den samlede sagsbehandlingstid i form af tilladelsesprocessen for de projektrettede godkendelser efter lovens § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, maksimalt må udgøre to år i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, 1. pkt., eller et år i overensstemmelse med artikel 16, stk. 5, 1. pkt., i VE II-direktivet. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3.1. for en beskrivelse af begrebet tilladelsesprocessen. Samtidig vil ministeren også kunne fastsætte regler om, hvornår denne periode kan forlænges til op til et år, jf. artikel 16, stk. 4, 2. pkt., og artikel 16, stk. 5, 2. pkt., i VE II-direktivet.

Derudover forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om, at godkendelserne efter lovens § 10, stk. 1 og 2, og § 28, stk. 1, skal behandles samtidig med ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning i form af etableringstilladelse og elproduktionstilladelse efter lov om elforsyning, tilladelse til udledning efter miljøbeskyttelsesloven, byggetilladelse efter byggeloven og attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning efter luftfartsloven.

Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser i modsætning til samtidighed for afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser. Derudover kan der afhængig af det konkrete projekts placering og kontekst også være tale om tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning som f.eks. museumsloven og naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16.

For elproducerende geotermianlæg vil der være tale om seriel sagsbehandling med samtidig påbegyndelse af tidsfristen for de relevante myndigheders sagsbehandling i de konkrete faser. Tidsfristen for sagsbehandling vil alene omfatte myndighedernes faktiske sagsbehandlingstid af de enkelte ansøgninger og ikke tiden mellem myndighedernes sagsbehandling. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3.3.

Videre vil den foreslåede bestemmelse også kunne finde anvendelse ved fastsættelse af tidsfrister ved behandling af ansøgning om godkendelser efter undergrundslovens § 10, stk. 1 og 2, og § 28, stk. 1, og samtidighed i sagsbehandlingen i forbindelse med projekter, der kan karakteriseres som repowering, når der er tale om elproducerende geotermianlæg. For nærmere om begrebet repowering henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Ministeren vil alene kunne anvende den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler i forbindelse med godkendelser efter loven angående elproducerende geotermianlæg.

Den foreslåede bestemmelse muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 1, og stk. 4 - 6, for så vidt angår elproducerende geotermianlæg i dansk ret.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote til titlen til lov om fremme af energibesparelser i bygninger indeholder en udtømmende opregning af de direktiver, som loven gennemfører.

Loven indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning nr. 1024/2012/EU om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/844/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne og direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2002/EU af 11. december 2018 om ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet.

Det foreslås, at fodnoten til titlen til loven affattes på ny, så den vil indeholde en opdateret oversigt over de gældende EU-forskrifter, som udgør lovens EU-retlige baggrund.

Den foreslåede nyaffattelse skyldes vedtagelsen af VE II-direktivet, ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1999/2018/EU af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 663/2009/EF og nr. 715/2009/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og 2015/652/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 525/2013/EU, og ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU.

Den foreslåede nyaffattelse indebærer, at fodnoten vil blive forkortet i overensstemmelse med god praksis, således at ændringsretsakter til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF ikke anføres enkeltvis.

Til nr. 2

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en bestemmelse i lov om fremme af energibesparelser i bygninger med en definition af begrebet ”energi fra vedvarende energikilder”.

I loven indgår bestemmelser, som er fastsat med henblik på at gennemføre dele af VE I-direktivet og i den forbindelse benyttes begrebet ”energi fra vedvarende energikilder”.

Det fremgår af § 1, at lovens primære formål er at fremme energibesparelser, øge effektiviteten inden for al anvendelse af energi i bygninger og øge andelen af energi fra vedvarende energikilder, samt at medvirke til at reducere vandforbruget i bygninger. Af bestemmelsens forarbejder fremgår, at formuleringen ”øge andelen af energi fra vedvarende energikilder” er indsat i formålsparagraffen for at tydeliggøre VE-direktivets målsætning om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder i bygninger gennem fastsættelse af mål, der øger andelen af energi fra vedvarende energikilder, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 84 som fremsat, side 32.

I lovens kapitel 8 om supplerende krav til offentlige bygninger er der i § 21 fastsat bestemmelser om klima-, energi- og forsyningsministerens adgang til at fastsætte regler om offentlige institutioner og virksomheder m.v., herunder om, at opførelse og gennemrenovering af bygninger sker på en måde, der øger andelen af energi fra vedvarende energikilder.

Det følger af forarbejderne til § 21, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 84 som fremsat, side 39-40, at bemyndigelserne om fremme af øget andel af energi fra vedvarende energikilder er indsat med henblik på at tydeliggøre ministerens adgang til at sikre, at gennemførelsen af artikel 13, stk. 5 i VE I-direktivet sker på en sådan måde, at nye offentlige bygninger og eksisterende offentlige bygninger, der skal gennemrenoveres, på nationalt, regionalt og lokalt plan kommer til at danne forbillede i forbindelse med gennemførelsen af direktivet og at dette bl.a. sker gennem lov om fremme af energibesparelser i bygninger. Bestemmelsen i VE I-direktivets artikel 13, stk. 5 er uden indholdsmæssige ændringer videreført med VE II-direktivet.

I lovens kapitel 9 a er der i §§ 24 b-24 e, fastsat bestemmelser om godkendelsesordninger for virksomheder, der installerer eller monterer små VE-anlæg.

Det følger af forarbejderne til §§ 24 b-24 e, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 84 som fremsat, side 44-47, at bestemmelserne har til henblik at sikre, at ministeren har hjemmel til at fastsætte regler, som implementerer VE I-direktivets artikel 14, stk. 3 og 4, samt bilag IV og VII. Disse bestemmelser i VE I-direktivet omhandler medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at certificeringsordninger eller tilsvarende kvalificeringsordninger er til rådighed for installatører af små biomassekedler og -ovne, solcellesystemer og solvarmesystemer, systemer til overfladenær udnyttelse af geotermisk energi og varmepumper. Bestemmelserne er uden indholdsmæssige ændringer videreført med VE II-direktivet.

”Energi fra vedvarende energikilder” er nærmere defineret i VE II-direktivet som energi fra vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi (solvarme og solceller) og geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Det foreslås, at der i lovens § 2 efter stk. 2, indsættes et nyt stykke, hvorefter ”energi fra vedvarende energikilder” defineres. Definition sætter rammen for, hvordan begrebet ”energi fra vedvarende energikilder” skal forstås og dermed også for implementeringen af de ovenfor nævnte bestemmelser i VE I-direktivet, som uden indholdsmæssige ændringer er videreført med VE II-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse, som bliver § 2, stk. 3 , medfører, at der indføres en definition af begrebet ”energi fra vedvarende energikilder”, således at loven afgrænses i overensstemmelse med direktivet.

Indsættelse af den foreslåede definition vil føre til, at det i loven tydeliggøres, hvad der forstås ved ”energi fra vedvarende energikilder”, og at bestemmelserne i § 21 og §§ 24 b - 24 e, for så vidt angår dette begreb skal forstås i overensstemmelse med definitionen i VE II-direktivet.

Som konsekvens af indsættelsen af § 2, stk. 3 i loven, bliver § 2, stk. 3 herefter til § 2, stk. 4.

Til nr. 3

Det fremgår af § 24 e, stk. 1, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og nærmere betingelser for udførelse af erhvervet for virksomheder og personer, som i medfør af national lovgivning eller administrative bestemmelser, som gennemfører artikel 14, stk. 3 i VE I-direktivet, er certificerede eller på tilsvarende måde kvalificerede til i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, at udøve følgende erhverv:

1. Virksomhed som godkendt installatør eller montør af små VE-anlæg og

2. relevant medarbejder i en virksomhed, der er godkendt installatør eller montør af små VE-anlæg.

I § 24 e, stk. 1 henvises der således til artikel 14, stk. 3, i VE I-direktivet. Det følger af artikel 14, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at certificeringsordninger eller tilsvarende kvalificeringsordninger senest den 31. december 2012 bliver eller er til rådighed for installatører af små biomassekedler og -ovne, solcellesystemer og solvarmesystemer, systemer til overfladenær udnyttelse af geotermisk energi samt varmepumper. Endvidere fremgår det, at disse ordninger efter behov kan tage hensyn til eksisterende ordninger og strukturer og skal være baseret på de kriterier, der er fastlagt i direktivets bilag IV om certificering af installatører. Herudover fremgår det, at hver medlemsstat anerkender certificeringer, der er givet af andre medlemsstater i overensstemmelse med disse kriterier. Denne bestemmelse er med VE II-direktivet videreført i artikel 18, stk. 3 uden indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås, at § 24 e, stk. 1, ændres, således at der henvises til artikel 18, stk. 3, i VE II-direktivet i stedet for til artikel 14, stk. 3, i VE I-direktivet.

Den foreslåede ændring vil føre til, at bestemmelsens henvisning til VE-direktivet opdateres til den aktuelle bestemmelse i det seneste direktiv. Idet VE I-direktivets artikel 14, stk. 3, uden indholdsmæssige ændringer er videreført med VE II-direktivets artikel 18, stk. 3, vil den foreslåede ændring ikke have indholdsmæssig betydning.

Kilde

Til nr. 1

Den gældende lov om CO2-kvoter indeholder en EU-fodnote til lovens titel, som opregner de direktiver og forordninger, lov om CO2-kvoter gennemfører. Om VE I-direktivet indeholder fodnoten følgende sætning: »Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16.«

Det foreslås, at EU-fodnoten affattes på ny, således at den citerede sætning udgår. Den nyaffattede bestemmelse vil dermed indeholde en opdateret oversigt over de gældende EU-forskrifter, som udgør lovens EU-retlige baggrund.

Forslaget er begrundet i, at de bestemmelser, som sætningen refererer til, er indeholdt i § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter. Denne bestemmelse foreslås imidlertid ophævet, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, hvorefter det ikke længere ville være korrekt at bibeholde fodnotens sætning om, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører VE I-direktivet.

For en uddybning af baggrunden for ændringsforslaget henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Den gældende § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed, herunder om dokumentation af biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed. Denne bestemmelse blev indført ved lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter med henblik på at kunne implementere VE I-direktivets krav til bæredygtighed inden for lov om CO2-kvoters område.

Baggrunden for bestemmelsens indførelse har været, at Kommissionens forordning 601/2012/EU om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (»MR-forordningen«), overlader det til medlemsstaterne at beskrive de kriterier for biomasses bæredygtighed, der skal være opfyldt, for at virksomheder under kvoteordningen kan holde anvendelsen af biomasse uden for den kvotepligtige del af deres CO2-regnskab.

Den gældende § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter udgør således en hjemmel til at implementere VE I-direktivet på lov om CO2-kvoters område, men giver ikke ministeren adgang til at fastsætte andre bæredygtighedskrav, end de der følger af VE I-direktivet, idet disse er fuldt harmoniserede, jf. artikel 17, stk. 8, i VE I-direktivet. Der henvises til Folketingstidende 2012-2013, tillæg A, L 7 som fremsat, side 30, om den daværende bestemmelse (§ 26, stk. 4, 2. pkt.). En senere nyaffattelse af denne bestemmelse, lov om CO2-kvoters nuværende § 26, stk. 2, har ikke tilsigtet ændringer i gældende ret. Der henvises til Folketingstidende 2014-2015, tillæg A, L 11 som fremsat, side 18.

Lov om CO2-kvoters § 26, stk. 2, er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1619 af 15. december 2016 om bæredygtighed m.v. af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som anvendes til aktiviteter omfattet af lov om CO2-kvoter (»CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen«). Hjemlen er desuden udnyttet til en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 2134 af 21. december 2020 om CO2-kvoter m.v. (»kvotebekendtgørelsen«), som i § 17, stk. 3, henviser til CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen.

Det foreslås at ophæve lov om CO2-kvoters § 26, stk. 2.

Denne lovændring foreslås som en følge af ændringer i EU-retten, der fra 1. januar 2022 vil gøre det overflødigt med nationale bestemmelser til implementering af kriterier fra VE-direktivet specifikt på kvoteområdet. Ifølge de nye EU-regler fastsættes de relevante kriterier fremover i direkte gældende EU-ret, der implementerer VE II-direktivets kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelse på kvoteområdet. Der henvises til Kommissionens gennemførelsesforordning 2020/2085 af 14. december 2020 om ændring og berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2066 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (»MR-ændringsforordningen«), jf. især artikel 1, pkt. 1, 6, 7 og 10, artikel 3, samt præmis 1 og 10.

De foreslåede ændringer har til hensigt at bringe lov om CO2-kvoter i overensstemmelse med disse ændringer i EU-retten. Ændringen medfører samtidig en regelforenkling, da der undgås en dobbeltregulering i dansk lovgivning, hvorefter kriterierne for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelse, i tillæg til den direkte gældende EU-ret, skal fastsættes både i den almindelige VE-lovgivning, der gælder generelt for virksomheder i Danmark, og beskrives i bestemmelser, der udelukkende henvender sig til kvotevirksomheder.

Virksomheder under CO2-kvotehandelsordningen (EU ETS) kan dermed ved køb og anvendelse af biomasse fremover orientere sig i den VE-lovgivning, der vil gælde generelt for virksomheder i Danmark, der anvender biomasse.

Kvotevirksomhederne kan endvidere orientere sig i direkte gældende EU-ret, hvilket især vil sige MR-forordningen og de hertil knyttede vejledningsdokumenter fra Kommissionen, om hvilke kriterier der som minimum skal være opfyldt, for at udledning af drivhusgasser fra biomasse kan holdes uden for den kvotepligtige del af virksomhedens CO2-regnskab. Der henvises herom til MR-forordningens nærmere bestemmelser, herunder artikel 38, stk. 2, og artikel 54, stk. 4, i den affattelse der vil gælde fra 1. januar 2022.

Som følge af den foreslåede ophævelse af lov om CO2-kvoters§ 26, stk. 2, bortfalder også CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen, som er udstedt med denne hjemmel. Ændringerne vil ifølge lovforslagets § 11, stk. 2, få virkning fra 1. januar 2022.

I det omfang, at der måtte blive behov for at fastsætte nationale regler vedrørende biomasses anvendelse specifikt på kvoteområdet, herunder om kvotevirksomheders dokumentationspligter, kan disse blive fastsat med hjemmel i klima-, energi- og forsyningsministerens generelle bemyndigelser i lov om CO2-kvoter til at fastsætte nærmere regler om overvågning, verifikation og rapportering af drivhusgasudledning, jf. lovens kapitel 6, herunder § 26, stk. 1.

For en uddybning af ændringsforslagets baggrund henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 30. juni 2021, jf. dog stk. 2. Derved opfyldes implementeringsfristen for VE II-direktivet, jf. artikel 36, hvoraf det følger, at medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft senest den 30. juni 2021.

Det foreslås i stk. 2 , at ændringerne ifølge lovforslagets § 10 træder i kraft den 1. januar 2022.

Ikrafttrædelsestidspunktet har sin baggrund i, at § 10 udelukkende indeholder ændringer, som vedrører lov om CO2-kvoter, og at den foreslåede ikrafttrædelsesdato følger af EU-retten på kvoteområdet, jf. MR-ændringsforordningens artikel 3.

Den foreslåede bestemmelse om ikrafttræden har til følge, at bestemmelser på kvoteområdet, som implementerer VE I-direktivet, skal forblive i kraft frem til udgangen af 2021. Dette tidspunkt er begrundet i Kommissionens vurdering om, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis der midt i et kalenderår skete en væsentlig ændring af de VE-relaterede krav til biomasse på kvoteområdet, herunder de hertil knyttede dokumentations- og rapporteringspligter.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at regler fastsat i medfør af § 2, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 7. februar 2020, som ændret senest ved lov nr. 2065 af 21. december 2020, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af nye forskrifter.

Bekendtgørelse nr. 1322 af 30. november 2010 om deklaration af elektricitet til forbrugerne (Elmærkningsbekendtgørelsen), som ændret ved bekendtgørelse nr. 403 af 28. april 2011, og bekendtgørelse nr. 1323 af 30. november 2010 om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 138 af 10. februar 2012, er udstedt bl.a. i medfør af § 2, stk. 3, i VE-loven.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den gældende § 2, stk. 3, i VE-loven, der med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås ophævet, ikke bortfalder, men er gældende indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af andre regler.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at regler fastsat i medfør af § 50, stk. 5, 2. pkt., i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 7. februar 2020, som ændret senest ved lov nr. 2065 af 21. december 2020, forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 56 c i lov om fremme af vedvarende energi, jf. denne lovs § 1, nr. 16.

Bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion, bekendtgørelse nr. 1627 af 27. december 2019 om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse og bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas er udstedt bl.a. i medfør af § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, der med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås ophævet, ikke samtidigt bortfalder, men er gældende indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 56 c, stk. 2, nr. 7.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at regler udstedt i medfør af § 3, stk. 10 og 11, i biobrændstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 10. februar 2020, som ændret senest ved lov nr. 2209 af 29. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 3 eller stk. 7, i biobrændstofloven, jf. denne lovs § 2, nr. 4.

Bekendtgørelse nr. 1625 af 27. december 2019 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v. er udstedt i medfør af bl.a. § 3, stk. 10 og 11, i biobrændstofloven.

Bekendtgørelse nr. 1626 af 27. december 2019 om Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed (HB 2017) er udstedt i medfør af bl.a. § 3, stk. 11, i biobrændstofloven.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bekendtgørelserne, der er udstedt med hjemmel i den gældende § 3, stk. 10 eller 11, der med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås rykket til § 3, stk. 3 og stk. 7, fortsat er gyldige indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3, stk. 3 eller 7, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 6, at regler fastsat i medfør af § 3 b, stk. 5 og 6, i biobrændstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 10. februar 2020, som ændret senest ved lov nr. 2209 af 29. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3 b, stk. 1 eller stk. 2, i biobrændstofloven, jf. denne lovs § 2, nr. 5.

Bekendtgørelse nr. 370 af 18. april 2017 om fastlæggelse af beregningsmetoder og indberetningskrav i henhold til biobrændstofloven, er udstedt bl.a. i medfør af biobrændstoflovens § 3 b, stk. 5 og 6.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i den gældende § 3 b, stk. 5 og 6, der med lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås rykket til § 3 b, stk. 1 og 2, fortsat er gyldig indtil den ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 3 b, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 5.

Det følger af det foreslåede stk. 7, at regler fastsat i medfør af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 10. februar 2020, som ændret senest lov nr. 2209 af 29. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør nyaffattelsen af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. denne lovs § 2, nr. 9.

Bekendtgørelse nr. 1625 af 27. december 2019 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v. er udstedt i medfør af bl.a. § 4, stk. 1, i biobrændstofloven.

Bekendtgørelse nr. 370 af 18. april 2017 om fastlæggelse af beregningsmetoder og indberetningskrav i henhold til biobrændstofloven, er udstedt bl.a. i medfør af biobrændstoflovens § 4.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bekendtgørelserne, der er udstedt med hjemmel i den gældende § 4, stk. 1, der med lovforslagets § 2, nr. 9, foreslås nyaffattet, fortsat er gyldige indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af nyaffattelsen af § 4, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 9.

Det følger af det foreslåede stk. 8, at regler fastsat i medfør af § 63 a, stk. 2-4 og 7, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 2211 af 29. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 63 a, stk. 3-5 og 8, jf. denne lovs § 7, nr. 8-11 og 14.

Bekendtgørelse nr. 1322 af 30. november 2010, som ændret ved bekendtgørelse nr. 403 af 28. april 2011, om deklaration af elektricitet til forbrugerne, bekendtgørelse nr. 1323 af 30. november 2010, som ændret ved § 1 i nr. 138 af 10. februar 2012, om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet og bekendtgørelse nr. 447 af 20. maj. 2016 om oprindelsesgaranti for elektricitet fra højeffektivt kraftvarmeproduktion, er udstedt i medfør af gældende § 63 a, stk. 2-4 og 7, i elforsyningsloven.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i gældende § 63 a, stk. 2-4 og 7, der med lovforslagets § 7, nr. 8-11 og 14, foreslås rykket til § 63 a, stk. 3-5 og 8, fortsat er gyldige indtil den ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 63 a, stk. 3-5 og 8, som affattet ved lovforslagets § 7, nr. 8-11 og 14.

Det følger af det foreslåede stk. 9, at regler fastsat i medfør af § 2, stk. 3, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1300 af 3. september 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 2, stk. 4, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, som affattet ved denne lovs § 9, nr. 2.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af den gældende bestemmelse i § 2, stk. 3, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, der med lovforslagets § 9, nr. 2, bliver til § 2, stk. 4, ikke samtidigt bortfalder, men er gældende indtil den ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 2, stk. 4.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, fordi hovedlovene ikke gælder eller kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.