LOV nr 630 af 11/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 5
I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 726 af 13. juni 2023 og senest ved § 2 i lov nr. 1769 af 28. december 2023, foretages følgende ændringer:
1. § 49, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ophæves.
2. I overskriften før § 49 a ændres »2016-2023« til: »2019-2034«.
3. § 49 a, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren skal fastsætte regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 skal fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 1.«
4. § 49 b ophæves.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| PensionslovenLBK nr 1123 af 21/10/2024 |
Forarbejder til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 5
Til nr. 1
Det fremgår af § 49, stk. 1, nr. 2, i lov om social pension, at pensionstillægget efter § 12, stk. 1, udgør årligt 83.076 kr. for enlige og 41.436 kr. for gifte og samlevende. I perioden 2016-2023 forhøjes pensionstillægget med et kompensationstillæg, jf. § 49 b.
Det foreslås, at § 49, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., ophæves.
Forslaget betyder, at henvisningen til § 49 b udgår, fordi det i indeværende lovforslag foreslås, at denne paragraf ophæves, da nedsættelserne for finansårene 2016-2023 udgår, da de ikke længere er relevante.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Overskriften før § 49 a i lov om social pension vedrører §§ 49 a-c og er affattet således, at det fremgår, at afsnittet handler om bestemmelser om beløb og regulering for årene 2016-2023.
§§ 49 a-c i loven omhandler således regulering af beløb til beregning af pension for forskellige perioder. Det drejer sig om fradrag ved den årlige regulering af forskellige beløb efter lovens § 49, stk. 3, jf. § 49 a, forhøjelse af pensionstillægget med et kompensationstillæg, jf. § 49 b, samt forhøjelse af visse fradragsbeløb for folkepensionister, jf. § 49 c.
Lovens § 49 c, stk. 1, indeholder bl.a. en forhøjelse af fradragsbeløb i indtægtsgrundlaget for pensionstillæg, varmetillæg, helbredstillæg og mediecheck fra og med 2019 til og med år 2034.
Det foreslås i overskriften før § 49 a at ændre »2016-2023« til »2019-2034«.
Forslaget betyder, at overskriften ændres således, at den bliver i overensstemmelse med de årstal, der er beskrevet i de bestemmelser, der efterfølger overskriften. Ændringen har således ikke betydning for gældende ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af § 49 a, stk. 1, i lov om social pension, at ved den årlige regulering, jf. § 49, stk. 3, anvendes den beregnede procentsats efter § 49, stk. 3, med fradrag af en procentsats, jf. § 49 a, stk. 2, ved regulering af de beløb, der er nævnt i § 49, stk. 1, nr. 1, 2 og 8, og § 48 a, stk. 1.
Det drejer sig om
-
grundbeløbet for folkepension efter lovens § 12, stk. 1, jf. § 49, stk. 1, nr. 1,
-
pensionstillægget for folkepension efter lovens § 12, stk. 1, jf. § 49, stk. 1, nr. 2,
-
førtidspension og seniorpension efter lovens § 16 for enlige, gifte og samlevende, herunder pensionstillæg, jf. § 49, stk. 1, nr. 8, og
-
tidlig pension, jf. § 48 a, stk. 1.
De beløb, der er nævnt i lovens § 49, stk. 1, nr. 1, 2 og 8, samt § 48 a, stk. 1, reguleres således efter § 49, stk. 3, en gang årligt den 1. januar. De beløb, der er nævnt i § 49, stk. 1, nr. 1 og 2, reguleres med 2,0 procent tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent og § 49 a, mens beløbene, der er nævnt i § 49, stk. 1, nr. 8, og § 48 a, stk. 1, i lov om social pension reguleres med 1,7 procent tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent og § 49 a.
Efter lovens § 49 a, stk. 2, gælder der forskellige tilpasningsprocenter for forskellige finansår. For finansåret 2016 udgør procentsatsen 0,3, for finansåret 2017 udgør procentsatsen 0,4, og for finansårene 2018-2023 udgør procentsatsen 0,75.
Det foreslås, at § 49 a, stk. 2 , affattes således, at det fremgår, at beskæftigelsesministeren vil skulle fastsætte regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 skal fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 1.
Forslaget betyder, at beskæftigelsesministeren efter et nyvalg vil skulle fastsætte regler på bekendtgørelsesniveau om mindre regulering af de berørte pensioners ydelser.
Forslaget betyder yderligere, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering af de berørte pensioners ydelser på 0,45 procentpoint. Det vil således ikke være muligt at gennemføre en mindre eller større regulering af de relevante pensioner end den anførte.
Endvidere betyder forslaget, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering for enten finansåret 2026 eller 2027.
Endelig betyder forslaget, at nedsættelserne af satsreguleringen for finansårene 2016-2023 udgår, da bestemmelsen ikke er relevant og er udtømt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af § 49 b i lov om social pension, at pensionstillæg, jf. § 49, stk. 1, nr. 3, forhøjes hver 1. januar i perioden 2016-2023 med et kompensationstillæg. Kompensationstillægget udgør et beløb, der svarer til den mindre samlede stigning af grundbeløbet og pensionstillægget i det pågældende år som følge af fradraget af en procentsats, jf. § 49 a.
Det foreslås, at § 49 b ophæves.
Forslaget betyder, at nedsættelserne af satsreguleringen for finansårene 2016-2023 udgår, da bestemmelsen ikke er relevant og er udtømt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.