LOV nr 630 af 11/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 2
I lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 12. februar 2021, som ændret ved § 11 i lov nr. 876 af 12. maj 2021 og § 10 i lov nr. 452 af 20. april 2022, foretages følgende ændringer:
1. § 17, stk. 8, 2. pkt., ophæves.
2. I § 17 indsættes som stk. 12:
»Stk. 12. Beskæftigelsesministeren skal fastsætte regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 skal fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 8.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 2
Til nr. 1
Det fremgår af § 17, stk. 4, 1. pkt. i lov om fleksydelse, at fleksydelsen højst kan udgøre et beløb svarende til den indtægt, som personen har haft i beregningsperioden.
Det fremgår af lovens § 17, stk. 4, 2. pkt., 3. pkt., stk. 5 og 6, hvordan beløbet efter stk. 4, 1. pkt. beregnes.
Det fremgår af lovens § 17, stk. 8, 1. og 2. pkt., at beløbet efter § 17, stk. 4-6 reguleres en gang om året den første mandag i januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der fradrages derudover en procentsats på 0,75 i finansårene 2020-2023.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 17, stk. 8, 2. pkt., ophæves.
Forslaget betyder, at den nuværende mindre regulering for finansårene 2020-2023 i lovens § 17, stk. 8, 2. pkt., ophæves, da bestemmelsen ikke er relevant og er udtømt. Denne regulering vil derfor udgå af loven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 17, stk. 4, 1. pkt. i lov om fleksydelse, at fleksydelsen højst kan udgøre et beløb, der svarer til den indtægt, som personen har haft i beregningsperioden.
Det fremgår yderligere af lovens § 17, stk. 4, 2. pkt., 3. pkt., stk. 5 og stk. 6, hvordan beløbet efter stk. 4, 1. pkt. beregnes.
Endelig fremgår det af lovens § 17, stk. 8, at det beløb, der følger af § 17, stk. 4-6, reguleres en gang om året den første mandag i januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og at der derudover fradrages en procentsats på 0,75 i finansårene 2020-2023. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 74 l indsættes som stk. 12, hvorefter beskæftigelsesministeren vil skulle fastsættes regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 vil skulle fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 8.
Forslaget betyder, at beskæftigelsesministeren efter et nyvalg vil skulle fastsætte regler på bekendtgørelsesniveau om mindre regulering af fleksydelsens højeste beløb i henhold til lov om fleksydelse.
Forslaget betyder yderligere, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering af fleksydelsens højeste beløb på 0,45 procentpoint. Det vil således ikke være muligt at gennemføre en mindre eller større regulering end den anførte.
Endelig betyder det, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering for enten finansåret 2026 eller 2027.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.