Lov om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Nedsættelse af rentekompensation og udvidelse af anvendelsesområdet for forrentning m.v. i sager om refusion af udbytteskat m.v., harmonisering af tidspunktet for renteberegning ved opkrævning af skatter og afgifter i visse situationer og ændring af reglerne om regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Nedsættelse af rentekompensation og udvidelse af anvendelsesområdet for forrentning m.v. i sager om refusion af udbytteskat m.v., harmonisering af tidspunktet for renteberegning ved opkrævning af skatter og afgifter i visse situationer og ændring af reglerne om regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms m.v.) § 2

Til nr. 1

I opkrævningslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., er det bestemt, at i de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter og afgifter.

Bestemmelsen i opkrævningslovens § 16 angiver, hvilke ind- og udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. der indgår i den samlede saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i kapitel 5.

Det drejer sig om følgende:

1. Skatter og afgifter omfattet af denne lovs § 1, stk. 1 og 2.

2. Betalinger efter selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven, toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

3. Gebyr og tilskud vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 53 og 53 a.

4. Betaling vedrørende batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk.

1. Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

2. Bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og betalinger.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., efter »§ 8, stk. 1, nr. 4,« indsættes »stk. 2 og 3,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 4, hvor der i opkrævningslovens § 8 foreslås indsat to nye stykker – stk. 2 og 3 – med en hjemmel for Skatteforvaltningen til at meddele fritagelse for betaling af renter i visse situationer. Med forslaget skal det således sikres, at det af § 1 om lovens anvendelsesområde fremgår, at de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 2 og 3, skal kunne anvendes på de renter, hvis betaling der skal kunne ske fritagelse for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, gælder opkrævningsloven for opkrævning af skatter og afgifter, som virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret for hos Skatteforvaltningen, medmindre der er fastsat særlige regler i anden lovgivning eller EU-forordninger. Pligten til at være registreret for en given skat eller afgift er fastsat i lovgivningen om den pågældende skat eller afgift. F.eks. følger registreringspligten for punktafgifterne af bestemmelser i de enkelte punktafgiftslove, mens pligten til at være registreret for indeholdelse af kildeskat (f.eks. A-skat og udbytteskat m.v.) findes i kildeskattelovens § 85 og § 16 i bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat, ligesom pligten til at være registreret for moms følger af momslovens § 47. Opkrævningslovens regler kan i større eller mindre omfang gælde opkrævningen af en skat eller afgift, ved at der i den pågældende lov henvises til bestemmelser i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 3. Efter opkrævningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er afregningsperioden kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden, jf. 2. pkt. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der i medfør af 3. pkt. indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. 3. pkt. finder ifølge 4. pkt. dog ikke anvendelse, for så vidt angår indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til indkomstregisteret, og indeholdt udbytteskat, som skal indberettes efter skatteindberetningslovens § 29.

I opkrævningslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., er det bestemt, at angivelser vedrørende de i bilag 1, liste A, nævnte love skal indgives til Skatteforvaltningen senest den 15. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. Angivelser vedrørende den lov, som er nævnt i bilag 1, liste B, skal ifølge 2. pkt. indgives til Skatteforvaltningen senest den 10. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden, jf. dog stk. 6. I januar måned skal disse angivelser dog ifølge 3. pkt. indgives senest den 17. januar.

I opkrævningslovens § 2, stk. 3, er det bestemt, at såfremt den sidste rettidige angivelsesdag er en banklukkedag, anses den førstkommende bankdag som sidste rettidige angivelsesdag. Et krav på skatter og afgifter stiftes typisk på det tidligste tidspunkt, hvor kravet kan konstateres og opgøres. Hvis der eksempelvis er tale om moms, vil stiftelsestidspunktet være den 1. dag i måneden efter afgiftsperioden, jf. momslovens § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., hvorefter virksomheder for hver afgiftsperiode skal opgøre salgsmomsen og købsmomsen, og forskellen mellem disse er virksomhedens momstilsvar. Dette stiftelsestidspunkt vil også gælde, hvor kravet fastsættes ved en foreløbig fastsættelse, da afgørelsen om den foreløbige fastsættelse har til formål skønsmæssigt at fastsætte størrelsen på det krav, der vil være stiftet, medmindre virksomheden efterfølgende indgiver en angivelse eller indberetning, der indebærer, at der ikke er stiftet noget krav mod virksomheden, dvs. en såkaldt 0-angivelse. Hvis der er tale om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, vil stiftelsestidspunktet være tidspunktet for udbetalingen af A-indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, og det vil tilsvarende skulle anses som stiftelsestidspunktet, hvis kravet på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fastsættes foreløbigt.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 4, forfalder skatter og afgifter (tilsvaret) til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og tilsvaret skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. dog stk. 6. I stk. 6, 1. pkt., bestemmes, at for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven, hvor det sammenlagte tilsvar i henhold til indgivne angivelser, foretagne indberetninger til indkomstregisteret eller foreløbige fastsættelser, jf. § 4, af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat i en forudgående 12-måneders periode regnet fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., forfalder indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i kalenderåret til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Forfaldstidspunktet for indeholdt A-skat m.v. som nævnt i stk. 6, 1. pkt., finder ifølge 2. pkt. tilsvarende anvendelse for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Dette gælder ifølge 3. pkt. dog ikke, hvis den indeholdelsespligtiges samlede tilsvar ikke overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., jf. 1. pkt. Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er ifølge 4. pkt. forfaldsdagen. 1.-4. pkt. finder ikke anvendelse på regioner og kommuner.

Det fremgår af opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., at hvis Skatteforvaltningen efter angivelsesfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Tilsvarende gælder ifølge 2. pkt., hvis indkomstregisteret eller Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. I 3. pkt. er det bestemt, at tilsvaret skal betales senest 14 dage efter påkrav.

Bestemmelsen udgør en undtagelse til udgangspunktet i opkrævningslovens § 2, stk. 4, om, at den sidste rettidige betalingsdag følger angivelsesfristen for beløbet, idet sidste rettidige betalingsdag for beløb, der er skønsmæssigt fastsat ved en foreløbig fastsættelse efter § 4, er 14 dage efter påkrav. Derimod vil forfaldstidspunktet være uændret.

Formålet med en foreløbig fastsættelse af tilsvaret er dels at fremtvinge en angivelse eller indberetning, der er baseret på reelle tal fra virksomheden, i stedet for at skulle lægge Skatteforvaltningens skøn til grund og dels at sikre sig et grundlag for tvangsinddrivelse af det foreløbigt fastsatte tilsvar.

Betales et beløb, der opkræves efter opkrævningslovens regelsæt, ikke inden betalingsfristens udløb, skal virksomheden betale renter af beløbet efter rentesatsen i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 7, regnet fra dagen efter den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet betales. Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, er fastsat til basisrenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med en månedligt tillæg på 0,7 procentpoint. Basisrenten udgør p.t. 0 pct., hvilket svarer til en rentesats på p.t. 8,4 pct. årligt.

Skatter og afgifter omfattet af opkrævningslovens § 1, stk. 1 og 2, opkræves over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr.

1. Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, opkræves skatter og afgifter, hvor der i lovgivningen er fastsat en pligt til at være registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, efter opkrævningslovens regler. Rentesatsen på skattekontoen udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint, hvilket i 2021 svarer til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente). På skattekontoen sker opkrævningen efter et saldoprincip, hvor der af en debetsaldo beregnes en daglig rente, der tilskrives månedligt og lægges oven i saldoen, hvorved der beregnes rentes rente, hvilket giver en højere rente, jo mere betalingsfristen overskrides, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 1.

Tilsvaret i henhold til en foreløbig fastsættelse for en afregningsperiode debiteres skattekontoens saldo med rentevirkning fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag for afregningsperioden. Sker der efterfølgende en angivelse eller indberetning, vil det angivne eller indberettede beløb erstatte det skønsmæssigt fastsatte beløb. Har det skønsmæssigt fastsatte beløb været for højt eller for lavt fastsat i forhold til den efterfølgende angivelse fra virksomheden, betyder det, at morarenteberegningen er sket af en saldo, der har været enten for høj eller for lav. I sådanne tilfælde med en efterfølgende angivelse eller indberetning korrigeres der efterfølgende for, at der har været beregnet rente af en enten for højt eller for lavt fastsat debetsaldo. Det fremgår således af forarbejderne til reglerne om skattekontoen, at det har været hensigten, at der på skattekontoen skal foretages, hvad der kan betegnes som en fuld »tilbagerulning«. Det vil sige, at den hidtidige skønsmæssige fastsættelse og de hertil knyttede beregnede renter helt slettes. Det korrekte beløb indsættes med virkning tilbage i tid, og der beregnes herefter renter af dette beløb.

Når en virksomhed indgiver en angivelse eller indberetning efter at have modtaget en foreløbig fastsættelse for en given afregningsperiode, behandles virksomhedens angivelse eller indberetning således efter praksis på samme måde som en almindelig angivelse eller indberetning, der er indgivet for sent, og der foretages renteberegning med virkning fra sidste rettidige betalingsdag for tilsvar vedrørende den pågældende afregningsperiode, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, og rentebestemmelserne i §§ 7 og 16 c.

Det foreslås, at opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., nyaffattes, så det af bestemmelsen skal fremgå, at betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, jf. § 2, skal finde anvendelse for betalingen af det skønsmæssigt fastsatte beløb.

Sidste rettidige betalingsdag for et skatte- og afgiftskrav, der skønsmæssigt er fastsat i henhold til en skønsmæssig foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, vil derfor altid skulle være sammenfaldende med fristen for at indgive angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode.

Den foreslåede ændring vil betyde, at der ikke længere vil være forskel på sidste rettidige betalingsdag i situationen, hvor en virksomhed, efter at der er truffet afgørelse om foreløbig fastsættelse, afgiver en angivelse eller indberetning, og sidste rettidige betalingsdag i situationen, hvor den foreløbige fastsættelse ikke afløses af en angivelse eller indberetning. I henhold til praksis for førstnævnte situation foretages der renteberegning tilbage fra sidste rettidige betalingsdag for tilsvar vedrørende den pågældende afregningsperiode, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, og rentebestemmelserne i §§ 7 og 16 c. Den beskrevne praksis er baseret på pkt. 3.8 om skønsmæssige fastsættelser i lovforslaget til lov nr. 513 af 7. juni 2006, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 205 som fremsat, side 6565 f.

Med den foreslåede ændring vil der i alle situationer, hvor Skatteforvaltningen har gennemført en foreløbig fastsættelse for en periode, skulle betales rente fra den sidste rettidige betalingsdag, der gælder for den pågældende afregningsperiode.

Det foreslås således med den nye § 4, stk. 1, 3. pkt., at sidste rettidige betalingsdag for et skatte- og afgiftskrav, der skønsmæssigt er fastsat i henhold til en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, altid skal være sammenfaldende med fristen for at indgive angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode, og at denne betalingsfrist også skal gælde, hvis virksomheden, efter at en foreløbig fastsættelse er foretaget, indgiver en angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode. Herefter skal der i alle situationer, hvor Skatteforvaltningen har gennemført en foreløbig fastsættelse for en periode, betales rente fra den sidste rettidige betalingsdag, der gælder for den pågældende afregningsperiode. Herved bliver rentereglerne ens for virksomheder, der angiver til tiden eller angiver efter at have modtaget en foreløbig fastsættelse, men ikke betaler tilsvaret, og virksomheder, der ikke angiver og får fastsat tilsvaret foreløbigt af Skatteforvaltningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, gælder opkrævningsloven for opkrævning af skatter og afgifter, som virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret for hos Skatteforvaltningen, medmindre der er fastsat særlige regler i anden lovgivning eller EU-forordninger. Pligten til at være registreret for en given skat eller afgift er fastsat i lovgivningen om den pågældende skat eller afgift. F.eks. følger registreringspligten for punktafgifterne af bestemmelser i de enkelte punktafgiftslove, mens pligten til at være registreret for indeholdelse af kildeskat (f.eks. A-skat og udbytteskat m.v.) findes i kildeskattelovens § 85 og § 16 i bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat, ligesom pligten til at være registreret for moms følger af momslovens § 47. Opkrævningslovens regler kan i større eller mindre omfang gælde opkrævningen af en skat eller afgift, ved at der i den pågældende lov henvises til bestemmelser i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 3.

I opkrævningslovens § 9, stk. 1, er der fastsat særlige regler for erhvervsdrivende, der lejlighedsvist modtager visse afgiftspligtige varer fra EU, men som ikke skal være autoriseret eller registreret hos Skatteforvaltningen som registrerede varemodtagere. De kan registreres som midlertidige varemodtagere. De skal angive og betale punktafgifterne af varerne senest ved varemodtagelsen. Tilsvarende regler er fastsat i opkrævningslovens § 9, stk. 2, for private, der lejlighedsvist får tilsendt visse afgiftspligtige varer, når de selv står for forsendelsen af varerne. De skal også angive og betale punktafgifterne af varerne senest ved modtagelsen af varerne. Er det sælgeren, som forestår forsendelsen, er det sælgeren, som skal betale afgiften og den danske moms (f.eks. ved internethandel).

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er afregningsperioden kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden, jf. 2. pkt. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der ifølge 3. pkt. indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. 3. pkt. finder ifølge 4. pkt. dog ikke anvendelse, for så vidt angår indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til indkomstregisteret, og indeholdt udbytteskat, som skal indberettes efter skatteindberetningslovens § 29.

Afregningsperioden kan således være fraveget i de enkelte skatte- og afgiftslove, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. For moms er det f.eks. i momslovens § 57 fastsat, at afregningsperioden er måneden for virksomheder, hvis de samlede momspligtige leverancer overstiger 50 mio. kr. årligt, og for virksomheder med momspligtige leverancer på samlet mellem 50 mio. kr. og 5 mio. kr. er afregningsperioden kvartalet, mens virksomheder, hvis samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 5 mio. kr., har første og andet halvår af kalenderåret som afregningsperioder.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., er angivelsesfristen for punktafgifterne, der er nævnt i bilag 1, liste A, til opkrævningsloven, den 15. i måneden efter afregningsperioden. For indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er angivelsesfristen den 10. i måneden efter den måned, som indkomsten vedrører, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., med henvisning til bilag 1, liste B. I januar måned skal disse angivelser dog først indgives den 17. januar, jf. § 2, stk. 2, 3 pkt. For store virksomheder er angivelsesfristen vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den sidste bankdag i den måned, som indkomsten vedrører, jf. § 2, stk. 6. En virksomhed anses ifølge stk. 6 for stor, hvis det samlede tilsvar af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat for en 12-måneders periode regnet fra oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr. For andre afgifter kan angivelsesfristen være fastsat i den pågældende afgiftslov. For momspligtige virksomheder, der afregner månedligt, er angivelsesfristen den 25. i måneden efter afgiftsperiodens udløb, idet angivelsen for juni dog skal dog foretages senest 1 måned og 17 dage efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 2. For virksomheder, der afregner moms kvartalsvis eller halvårligt, er angivelsesfristen den 1. i den tredje måned efter afregningsperiodens udløb, jf.§ 57, stk. 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 4, forfalder skatter og afgifter (tilsvaret) til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og tilsvaret skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. dog stk. 6. I stk. 6, 1. pkt., bestemmes, at for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven, hvor det sammenlagte tilsvar i henhold til indgivne angivelser, foretagne indberetninger til indkomstregisteret eller foreløbige fastsættelser, jf. § 4, af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat i en forudgående 12-måneders periode regnet fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., forfalder indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i kalenderåret til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Forfaldstidspunktet for indeholdt A-skat m.v. som nævnt i stk. 6, 1. pkt., finder ifølge 2. pkt. tilsvarende anvendelse for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Dette gælder ifølge 3. pkt. dog ikke, hvis den indeholdelsespligtiges samlede tilsvar ikke overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., jf. 1. pkt. Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er ifølge 4. pkt. forfaldsdagen. 1.-4. pkt. finder ikke anvendelse på regioner og kommuner.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 5, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse og størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Når Skatteforvaltningen foretager en skønsmæssig fastsættelse, skal der samtidig tages stilling til periodiseringen af det skønnede skatte- eller afgiftstilsvar for at kunne afgøre, hvilken eller hvilke afregningsperioder eller angivelsesfrist eller -frister der skulle være anvendt ved en korrekt angivelse eller indberetning fra virksomheden. Hermed skal sikres, at der ikke fastsættes og efteropkræves skatte- eller afgiftstilsvar, uden at betingelserne for genoptagelse er opfyldt, eller at der fastsættes og opkræves skatte- eller afgiftstilsvar, der er bortfaldet ved forældelse.

Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter for en afregningsperiode er negativt, udbetales beløbet til virksomheden, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis virksomheden ved en fejl har indbetalt for meget, eller når en godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret. Udbetalingen skal ske senest 3 uger efter rettidig modtagelse af angivelsen henholdsvis indberetningen eller, hvis tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, senest 3 uger efter, at virksomheden har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller Skatteforvaltningen har konstateret fejlen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2.

Bestemmelserne i opkrævningslovens § 5, stk. 1 og 2, omhandler såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter og afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse eller negativt tilsvar, og beløbet derfor skal indbetales eller tilbagebetales.

Bestemmelserne om efterangivelser anvendes i praksis, både hvor virksomheden efter at have indgivet den første – men urigtige – angivelse eller indberetning for en given periode på eget initiativ efterangiver det manglende beløb, og i tilfælde, hvor Skatteforvaltningen forhøjer tilsvaret, fordi virksomheden har indgivet en urigtig angivelse eller indberetning. Der sondres således ikke mellem, om ændringen af tilsvaret, der giver anledning til et efter- eller tilbagebetalingskrav mod virksomheden, sker på virksomhedens eller på Skatteforvaltningens initiativ.

Videre anvendes bestemmelsen i situationer, hvor virksomheden har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, og hvor beløbet derfor skal tilbagebetales. Derudover er bestemmelsen i praksis anvendt, hvor Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol fastsætter tilsvaret første gang for perioden, fordi virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for skatten eller afgiften eller ikke har foretaget en angivelse eller indberetning for afregningsperioden i henhold til gældende regler. I disse situationer, hvor en foreløbig fastsættelse efter § 4, stk. 1, som følge af den manglende registrering ikke foretages, opkræves beløbet til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. § 5.

I tilfælde, hvor virksomheden indgiver sin ordinære angivelse eller indberetning efter angivelsesfristen, men inden virksomhedens tilsvar er fastsat ved en foreløbig fastsættelse, jf. opkrævningslovens § 4, har Skatteforvaltningen i praksis anvendt den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og derfor beregnet renter fra udløbet af denne frist. Skatteforvaltningen vurderer dog nu, at opkrævningslovens § 5 også skal finde anvendelse i sådanne situationer. Skatteforvaltningen vurderer samtidig, at praksis i enkelte andre situationer også har været forkert, idet det vurderes, at opkrævningslovens § 5 også her har skullet finde anvendelse. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor en virksomhed registreres for moms, A-skat m.v. med tilbagevirkende kraft og i den forbindelse indgiver en angivelse eller indberetning, der således modtages for sent. Skatteforvaltningen vil udsende et styresignal om genoptagelse af sager, hvor der er sket renteopkrævning i strid med den betalingsfrist, der følger af § 5.

Betalingsfristen på 14 dage efter påkrav for krav, der skyldes efterangivelser, er en undtagelse fra udgangspunktet om, at sidste rettidige betalingsdag følger angivelsesfristen for beløbet, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I en række afgiftslove er der indsat bestemmelser, der minder om opkrævningslovens § 5 og tilsvarende har fastsat en betalingsfrist på 14 dage efter påkrav. Bestemmelserne omfatter virksomheder og i nogle tilfælde også privatpersoner. For privatpersoner og virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten for den pågældende afgift, finder opkrævningslovens § 5 ikke anvendelse, jf. herved § 1, stk. 1, om anvendelsesområdet for opkrævningsloven, og afgiften opkræves derudover heller ikke for en afregningsperiode.

I forbindelse med efterangivelser og ved manglende angivelser, hvor Skatteforvaltningen konstaterer og opkræver det beløb, der skulle være angivet, afkræves virksomheden beløbet til betaling efter 14 dage, jf. opkrævningslovens § 5. Betales beløbet inden udløbet af fristen, betales ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag, jf. forarbejderne til opkrævningslovens § 5, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 549, L 19 som fremsat, side 566.

Betales et beløb, der opkræves efter opkrævningslovens regelsæt, ikke inden betalingsfristens udløb, skal virksomheden betale renter af beløbet efter rentesatsen i opkrævningsloven. Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, er fastsat til basisrenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med en månedligt tillæg på 0,7 procentpoint. Basisrenten udgør p.t. 0 pct., hvilket svarer til en rentesats på p.t. 8,4 pct. årligt. Skatter og afgifter omfattet af opkrævningslovens § 1, stk. 1 og 2, opkræves over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1. Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, opkræves skatter og afgifter, hvor der i lovgivningen er fastsat en pligt til at være registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, efter opkrævningslovens regler. På skattekontoen sker opkrævningen efter et saldoprincip, hvor der af en debetsaldo beregnes en daglig rente, der tilskrives månedligt og lægges oven i saldoen, hvorved der beregnes rentes rente, hvilket giver en højere rente, jo mere betalingsfristen overskrides, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, hvorefter debetsaldoen forrentes efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, med daglig beregning og månedlig tilskrivning. Rentesatsen på skattekontoen udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint, hvilket i 2021 svarer til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente).

Opkrævningslovens § 5 om efterangivelser og manglende angivelser, hvor Skatteforvaltningen opkræver det beløb, der skulle være angivet, jf. ovenfor, omfatter skatter og afgifter, der opkræves efter reglerne i opkrævningsloven. Det vil f.eks. dreje sig om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift, punktafgifter samt indeholdt udbytte-, rente- og royaltyskat.

Opkrævningslovens § 5 anvendes også på afgifter, som visse varemodtagere skal betale ved modtagelsen af visse varer fra EU, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 3.

Krav, der er rettet mod erhvervsdrivende, der er registreret for de pågældende skatter og afgifter, opkræves som nævnt ovenfor over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1. Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. § 16 a, stk. 3. Krav, der opkræves over skattekontoen, debiteres saldoopgørelsen på skattekontoen fra den seneste rettidige betalingsdag, jf. § 16 a, stk. 4. Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8., om det såkaldte FIFO-princip, der indebærer, at virksomheden ikke kan øremærke sine indbetalinger. Krav, der er rettet mod erhvervsdrivende, der skulle have været registreret for de pågældende skatter og afgifter, opkræves ligeledes over skattekontoen, i det omfang de allerede har en sådan. Disse krav, der typisk opstår efter et kontrolbesøg, opkræves med 14 dages betalingsfrist fra afgørelsen og debiteres saldoopgørelsen på skattekontoen på det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen og kontrolsagen er afsluttet. Renten beregnes dagligt med en månedlig rentesats på basisrenten tillagt 0,7 procent, jf. § 16 c, stk. 1, jf. § 7, stk. 1 og 2. Da basisrenten i øjeblikket er på 0 procent, svarer renten til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente), jf. ovenfor. Renten tilskrives skattekontoens saldo månedligt, hvorved der betales rentes rente, når et månedsskifte er sket.

Private og ikkeregistreringspligtige virksomheder betaler også punktafgifter af visse varer, der modtages fra EU. Disse punktafgifter opgøres og opkræves ud fra oplysninger om den enkelte forsendelse. Modtagelsesdagen fastlægges ved modtagerens kvittering for modtagelsen. Svarer de modtagne varer ikke til det oplyste med hensyn til varetype og varemængde, skal differencen anføres på kvitteringen. Er forsendelsen mindre, tilbagebetales den for meget betalte afgift, og er forsendelsen større, opkræves den yderligere afgift med en 14 dages betalingsfrist. Opkrævningen af disse afgifter sker ved indbetalingskort. Rentebestemmelsen i opkrævningslovens § 7 og bestemmelsen i § 5 finder også anvendelse på krav, der opkræves over for private og ikkeregistreringspligtige varemodtagere, som skal angive og betale punktafgifterne ved varemodtagelsen, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 3. Efter gældende regler skal et krav ved en efteropkrævning betales senest 14 dage efter påkrav. Overskrides sidste rettidige betalingsdag, skal der betales rente efter opkrævningslovens § 7 fra den 15. dag. Da disse krav ikke opkræves over skattekontoen, beregnes der ikke rentes rente.

De almindelige regler om genoptagelse af en afgiftsansættelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, gælder også for efterangivelser, og den ordinære genoptagelsesfrist på 3 år løber fra udløbet af fristen for indgivelse af angivelse eller indberetning for den pågældende periode, jf. skatteforvaltningslovens § 31. Derimod gælder genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven ikke for kildeskatter, dvs. A-skat, udbytteskat, royaltyskat og renteskat m.v. I SKM2010.814.LSR fandt Landsskatteretten, at et selskabs pligt til at indeholde A-skat af arbejdsindlejede personer og selskabets hæftelse for manglende betaling af skat ikke omfattes af fristreglerne. Dette blev begrundet med, at der ikke er tale om »foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat«. De almindelige forældelsesregler efter forældelsesloven finder derfor anvendelse i forhold til kildeskatter. Krav afledt af et fastsat afgiftstilsvar forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a. Krav, der er afledt af ansættelser, der er foretaget inden forældelsesfristens udløb, forældes dog tidligst 1 år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen.

Det følger af § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer kan overdrages til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkeprocedure forgæves er gennemført. Efter § 2, stk. 4, underretter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt skyldneren inden kravet overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underretning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning. Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, skal Skatteforvaltningen udsende et rykkerbrev, hvis en debetsaldo overstiger 5.000 kr. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås at nyaffatte opkrævningslovens § 5, så det af stk. 1 kommer til at fremgå, at sidste rettidige betalingsdag for skatte- og afgiftskrav, der har deres baggrund i en efterangivelse, der skal korrigere en given angivelse eller indberetning, eller i en angivelse eller indberetning, der indgives efter fristen eller mangler at blive indgivet, så Skatteforvaltningen opkræver det beløb, der skulle have været angivet eller indberettet, altid har samme sidste rettidige betalingsdag som krav, der er angivet eller indberettet korrekt og rettidigt.

Det foreslås, at det i § 5, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at hvis en virksomhed ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., eller hvis et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke svarer til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, skal virksomheden betale det skyldige beløb.

Hvor anvendelsen af § 5, stk. 1, i dag forudsætter, at det konstateres, at virksomheden har afgivet en urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået for meget udbetalt i godtgørelse, indebærer den foreslåede nyaffattelse, at anvendelsen af bestemmelsen i stedet skal forudsætte, at virksomheden ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, eller at et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke svarer til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse. For at komme uden for anvendelsesområdet for opkrævningslovens § 5, stk. 1, efter den foreslåede nyaffattelse skal angivelsen eller indberetningen således være indgivet både rettidigt og med et korrekt indhold. Svigter blot en af disse betingelser – angivelsen er f.eks. korrekt, men for sen, eller angivelsen er urigtig, men rettidig – vil situationen blive reguleret af § 5, stk. 1.

Hvis virksomheden indgiver angivelsen eller indberetningen digitalt, anses den for modtaget den dag, hvor angivelsen eller indberetningen er modtaget i Skatteforvaltningens it-system. Virksomheden har bevisbyrden for, at angivelsen eller indberetningen er kommet frem rettidigt, hvorfor virksomheden bør indsende angivelsen eller indberetningen i så god tid, at angivelsen eller indberetningen ikke modtages for sent som følge af it-problemer, herunder problemer hos egen internetudbyder, eller problemer hos postvæsenet. Skyldes en forsinkelse it-problemer hos Skatteforvaltningen, må afsendelsestidspunktet lægges til grund som modtagelsestidspunkt, hvis der kan fremlægges pålidelige oplysninger om en rettidig afsendelse. Hvis angivelsen eller indberetningen indgives ved anvendelse af en papirblanket, vil modtagelsesdatoen være den dag, hvor papirblanketten modtages hos Skatteforvaltningen. Navnlig ved anvendelse af papirblanketter gælder, at virksomheden ved sin afsendelse må tage højde for, hvor lang tid der går med, at postvæsenet får afleveret brevet.

Videre foreslås, at det udtrykkeligt skal fremgå, at også beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, skal omfattes af bestemmelsen, hvis det konstateres, at beløbet ikke svarer til det korrekte beløb. Også i en sådan situation, hvor det viser sig, at der ikke er betalt det korrekte beløb i en situation, hvor tilsvaret skønsmæssigt er fastsat foreløbigt efter § 4, stk. 1, vil der ikke være indgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, men det foreslås at nævne denne situation udtrykkeligt i selve ordlyden, så fortolkningstvivl ikke kan opstå.

Alle tilfælde, hvor en virksomhed enten har afgivet en urigtig angivelse eller indberetning, for sent har afgivet sin angivelse eller indberetning eller slet ikke har foretaget nogen angivelse eller indberetning, vil således være omfattet af ordlyden, forudsat at Skatteforvaltningen kan konstatere det korrekte tilsvar, som virksomheden burde have angivet eller indberettet. Hermed omfatter nyaffattelsen både den situation, hvor virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for de skatter eller afgifter, som virksomheden skal betale, og den situation, hvor virksomheden er korrekt registreret, men ikke indgiver en korrekt angivelse eller en indberetning eller indgiver angivelsen eller indberetningen for sent. Også i situationen, hvor tilsvaret for perioden har været fastsat ved en skønsmæssig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, men hvor det skønsmæssigt fastsatte tilsvar viser sig ikke at være korrekt, og hvor virksomheden derfor indgiver en angivelse til erstatning for det foreløbigt fastsatte tilsvar, eller hvor Skatteforvaltningen efterfølgende selv konstaterer, hvilket beløb der er det korrekte tilsvar, vil med nyaffattelsen blive omfattet af opkrævningslovens § 5, stk. 1.

I den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at for betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v. og kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse skal betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, finde anvendelse.

Det for lidt betalte tilsvar og kravet på tilbagebetaling foreslås derfor forrentet med virkning fra udløbet af den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning.

Den foreslåede regel om forrentningen af krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse skyldes hensynet til at kunne systemunderstøtte reglen og har sin baggrund i Skatteforvaltningens angivelsesprocedure, hvorefter der for virksomheder, for hvilke der skal ske en korrektion af en tidligere indgivet angivelse, skal laves en positiv eller negativ efterangivelse, afhængigt af om virksomheden skal betale eller tilbagebetale et beløb for afregningsperioden eller have et beløb nedsat og tilbagebetalt, hvis beløbet allerede er blevet betalt. Angivelsesproceduren er udtryk for en »nettoløsning«, hvorefter der ikke tilbage i tid ændres i tilsvaret, men blot beregnes et reguleringsbeløb, som så enten debiteres eller krediteres saldoen på skattekontoen. Momsangivelsen reguleres af momslovens § 56, der i stk. 1, 2. pkt., bestemmer, at forskellen mellem salgsmomsen og købsmomsen er virksomhedens momstilsvar. Hvis virksomheden med urette indgiver en negativ momsangivelse for afgiftsperioden, idet angivelsen i stedet skulle have lydt på et positivt momsbeløb, vil der skulle laves en positiv efterangivelse, der både omfatter det beløb, der med urette blev angivet som negativ moms, og det positive momsbeløb. Dette gælder også, hvis beløbet vedrørende den med urette angivne negative moms allerede måtte være blevet udbetalt til virksomheden, således at der består et krav på tilbagebetaling, jf. om udbetalingsfristen opkrævningslovens § 12, stk. 2, 1. pkt., hvorefter udbetalingen af f.eks. negative momstilsvar som udgangspunkt skal ske senest 3 uger efter den rettidige modtagelse af angivelsen. Det vil komplicere systemunderstøttelsen, hvis den nævnte angivelsesprocedure skulle ændres for at kunne understøtte en renteregel, hvorefter forrentningen af tilbagebetalingskravet skal ske fra udløbet af udbetalingsdagen.

Det er virksomhederne, der har ansvaret for, at angivelser er korrekte og rettidige, og det gælder også, hvor angivelsen indeholder et krav på negativ moms eller på en godtgørelse. Kravet om rettidighed indebærer, at angivelsen skal ske inden angivelsesfristens udløb. Angivelsen kan dog også være sket forinden, idet den dog tidligst vil kunne indgives, når det krav, som angivelsen lyder på, er stiftet. Den renteregel, der foreslås for tilbagebetalingskrav, vil i nogle situationer indebære, at der beregnes renter fra et tidligere tidspunkt end den dag, hvor beløbet med urette blev udbetalt til virksomheden, mens der i andre situationer vil blive beregnet renter fra et senere tidspunkt. Sidstnævnte situation foreligger, hvor virksomheden indgiver sin angivelse umiddelbart efter afregningsperioden. Dette kan illustreres med nogle eksempler:

For en virksomhed, der anvender kvartalet som afgiftsperiode for moms, vil angivelsen skulle foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 3, 2. pkt. For årets første kvartal vil angivelsen således skulle indgives senest den 1. juni, som også er sidste rettidige betalingsdag. Momskravet for første kvartal – hvad enten det er positivt eller negativt – vil være stiftet ved udløbet af kvartalet, dvs. den 1. april, som også vil være den tidligste angivelsesdag. Hvis virksomheden for første kvartal indgiver en momsangivelse lydende på negativ moms på sidste dag for rettidig angivelse, dvs. den

1. juni, og den negative moms udbetales af Skatteforvaltningen den 22. juni, hvor udbetalingen som udgangspunkt senest vil skulle ske, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2, vil et tilbagebetalingskrav, der skyldes, at Skatteforvaltningen efterfølgende konstaterer, at momsangivelsen var urigtig, idet der ikke efter momslovens § 56 bestod noget krav på negativ moms for første kvartal (der bestod måske i stedet et krav på positiv moms) eller alene et mindre krav på negativ moms, efter den foreslåede regel i opkrævningslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., skulle betales senest den 1. juni, hvorfor forrentningen af tilbagebetalingskravet vil ske fra og med den 2. juni. Dermed vil tilbagebetalingskravet blive forrentet med virkning fra et tidspunkt, hvor virksomheden endnu ikke havde fået udbetalt det beløb, som den med urette har angivet og fået udbetalt.

Hvis virksomheden derimod har indgivet den negative momsangivelse for første kvartal tidligst muligt, dvs. den 1. april – hvilket den vil have en interesse i, hvis den som følge af et likviditetsmæssigt behov ønsker en hurtig udbetaling – og beløbet er udbetalt inden for 3-ugers fristen i opkrævningslovens § 12, stk. 2, vil tilbagebetalingskravet derimod blive forrentet med virkning fra et tidspunkt, der ligger senere end udbetalingsdagen, hvorfor virksomheden i en periode rentefrit har haft beløbet til rådighed.

Den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, stk. 1, med bl.a. fjernelsen af betalingsfristen på 14 dage efter påkrav vil også få betydning, hvor kravet i forbindelse med en kontrol fastsættes skønsmæssigt efter § 5, stk. 2.

Det foreslås i opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke kan fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, skal Skatteforvaltningen kunne fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører, skønsmæssigt.

Hvis det ikke er muligt at fastsætte afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, vil Skatteforvaltningen skulle foretage en skønsmæssig fastsættelse af afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, således at denne afregningsperiode eller dag lægges til grund for, hvilken betalingsfrist og dermed hvilket rentestarttidspunkt der skal anvendes.

Det foreslås, at det af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 2. pkt., skal fremgå, at hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som negativt tilsvar eller godtgørelse, og kan størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, vil Skatteforvaltningen tilsvarende kunne fastsætte beløbet skønsmæssigt.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., er der tale om, at negative tilsvar indføjes i ordlyden.

Derudover foreslås, at det af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 3. pkt., skal fremgå, at stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse for betalingen af henholdsvis tilsvaret efter 1. pkt. og beløbet efter 2. pkt.

Det vil indebære, at betalingsfristen, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, skal finde anvendelse for betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v., der skønsmæssigt fastsættes, jf. § 5, stk. 2, 1. pkt. Det vil også indebære, at kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes, jf. § 5, stk. 2, 2. pkt., skal forfalde til betaling på den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning.

Den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5 vil med andre ord indebære, at det tilsvar, der opkræves efter opkrævningslovens § 5, med en rentemæssig virkning tilbage i tid vil blive debiteret skattekontoens saldoopgørelse med virkning fra den sidste rettidige betalingsdag, der skulle være anvendt ved en rettidig angivelse eller indberetning, således at der beregnes renter fra udløbet af denne dato. Tilsvarende vil det gælde for tilbagebetalingskrav, der skyldes en uberettiget udbetaling af negativt tilsvar eller godtgørelse, at tilbagebetalingskravet vil forfalde til betaling på den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og derfor debiteres skattekontoens saldoopgørelse med virkning fra denne dato tilbage i tid.

Ændringen sker dog af gode grunde i nutid, hvorfor det eller de krav, som debetsaldoen består af, tidligst vil kunne sendes til inddrivelse, når der ikke er sket betaling af beløbet ifølge debetsaldoen – der vil skulle overstige 5.000 kr. – inden for den betalingsfrist, der fastsættes i et rykkerbrev til virksomheden.

Med de foreslåede nyaffattelser af opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og § 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, vil der således i alle tilfælde, hvor en virksomhed ikke korrekt og rettidigt har angivet eller indberettet det skyldige tilsvar, skulle gælde samme sidste rettidige betalingsdag for tilsvaret, nemlig den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning. Hjemmelsmæssigt vil tilfælde, hvor virksomheden ikke rettidigt afgiver sin angivelse eller indberetning for en afregningsperiode, være omfattet af § 4, stk. 1, når Skatteforvaltningen ikke kender tilsvaret og derfor skønsmæssigt må fastsætte det foreløbigt. Tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, vil derimod hjemmelsmæssigt blive reguleret af § 5, stk. 1, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere det korrekte tilsvar, således at det manglende beløb kan efteropkræves. Endelig vil tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, hjemmelsmæssigt blive reguleret af § 5, stk. 2, hvis Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol ikke kan konstatere det korrekte tilsvar, fordi regnskabsmaterialet enten helt mangler eller mangler nødvendige oplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

Efter gældende regler kan Skatteforvaltningen, jf. opkrævningslovens § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, meddele fritagelse for betaling af renter efter opkrævningslovens § 7 og § 16 c, stk. 1 og 2. Der er tale om betaling af morarenter som følge af overskridelse af en betalingsfrist.

Til bestemmelsen er der i § 8, stk. 2, knyttet en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1. Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. Om fritagelse for betaling af renter fremgår det af bekendtgørelsens § 4, at Skatteforvaltningen kan fritage virksomheder for betaling af renter som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt overskridelsen af betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indbetaler beløbet, eller hvis overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold.

Bestemmelsen, der skal administreres restriktivt, anvendes til at fritage virksomheder, der hidtil har betalt rettidigt, for betaling af renter ved for sen betaling, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, eksempelvis ved pludseligt opstået sygdom, når fristoverskridelsen er kortvarig.

Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v. for en afregningsperiode er negativt, eller virksomheden skal have udbetalt godtgørelse, udbetales beløbet efter reglerne i opkrævningslovens § 12. Hvis angivelsen eller indberetningen er modtaget rettidigt, sker udbetalingen senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen eller indberetningen for den pågældende periode, jf. § 12, stk. 2. Hvis Skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke kan foretage kontrol af angivelsen eller indberetningen, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol, jf. § 12, stk. 3, 1. pkt. Skønner Skatteforvaltningen, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgiftstab, kan Skatteforvaltningen afbryde udbetalingsfristen eller stille krav om sikkerhed, jf. § 12, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at der efter opkrævningslovens § 8, stk. 1, indsættes nye stykker som stk. 2 og 3.

Det foreslås med § 8, stk. 2, at Skatteforvaltningen, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, skal kunne meddele fritagelse for betaling af renter af krav efter § 5.

Med bestemmelsen skal Skatteforvaltningen gives adgang til at meddele fritagelse for betaling af renter af krav opkrævet efter opkrævningslovens § 5, når det efter en konkret vurdering af årsagen til fejlen og fejlens art skønnes urimeligt at fastholde forrentningen.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en fritagelse.

Adgangen til at meddele fritagelse for betaling af renter tænkes eksempelvis anvendt i følgende situation:

En virksomhed, der afregner moms månedligt, angiver rettidigt et negativt momstilsvar for januar måned 2023 på -100.000.000 kr. Beløbet skulle kun være -1.000.000 kr. Fejlen skyldes, at beløbet er blevet indberettet som et ørebeløb. Beløbet når ikke at blive udbetalt, inden virksomheden den 4. marts 2023 selv opdager fejlen og korrigerer angivelsen ved at indgive en positiv efterangivelse på 99.000.000 kr., der udligner det fejlagtige beløb.

Efter den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, stk. 1, vil der blive opkrævet renter af efterangivelsen på 99.000.000 kr. fra udløbet af den 25. februar 2023 frem til datoen for efterangivelsen, selv om virksomheden ikke har rådet over beløbet. I denne situation bør der kunne gives fritagelse for renter af efterangivelsen på 99.000.000 kr.

Efter lovforslagets § 2, nr. 3, vil der i alle tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, skulle ske renteberegning af det for lidt betalte tilsvar eller det for meget udbetalte negative tilsvar eller godtgørelse fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag, som skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og frem til betaling sker. Dette indebærer, at en virksomhed, der eksempelvis på baggrund af en forkert angivelse har fået udbetalt et negativt momsbeløb efter sidste rettidige angivelses- og betalingsfrist for afgiftsperioden og senere selv retter sin angivelsesfejl eller får den rettet af Skatteforvaltningen, hvorved momsen for afgiftsperioden forhøjes, skal betale rente af differencebeløbet helt tilbage fra udløbet af sidste rettidige betalingsfrist for afgiftsperioden, selv om virksomheden først har fået udbetalt den negative moms fra den første angivelse efter sidste rettidige betalingsfrist for afgiftsperioden og dermed ikke har haft det udbetalte beløb i hånden i hele den periode, hvor der efter forslaget beskrevet i pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget skal pålægges renter.

For en virksomhed, som angiver forkert og dermed med urette har fået udbetalt et beløb, som senere kræves tilbagebetalt, skal korrektionen af systemmæssige grunde ske via en efterangivelse efter opkrævningslovens § 5. Virksomheden må derfor ved sådanne urigtige angivelser tåle, at der efter omstændighederne beregnes renter af et beløb for en periode, hvor beløbet endnu ikke var udbetalt (dvs. fra sidste rettidige betalingsdato for afregningsperioden og indtil udbetalingen af det med urette udbetalte beløb).

Som det fremgår af pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, vil virksomheder dog ikke i alle tilfælde blive pålagt at betale renter af et tilbagebetalingskrav fra et tidspunkt, hvor f.eks. det angivne negative tilsvar, der giver anledning til et krav på tilbagebetaling, endnu ikke var udbetalt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis angivelsen sker tidligt i angivelsesperioden.

Det kan ikke afvises, at der i helt særlige situationer kan forekomme tilfælde, hvor det kan være urimeligt, at en virksomhed skal betale renter tilbage i tid af et tilbagebetalingskrav for en periode, hvor virksomheden ikke havde rådighed over beløbet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor fejlen ikke skyldes fejl hos virksomheden, eller hvor der er tale om en undskyldelig fejl hos virksomheden. Herudover kan der også forekomme andre situationer, hvor forslaget beskrevet i pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om altid at beregne renter fra udløbet af betalingsfristen for afregningsperioden kan virke urimeligt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved en virksomheds ophør dannes der ikke nye afgiftsperioder. Det betyder, at alle reguleringer, som efter virksomhedens ophør skal foretages af afgiftstilsvaret, skal ske ved indgivelse af efterangivelser, der i praksis behandles efter opkrævningslovens § 5. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Ved manglende betaling beregnes renter fra 15.-dagen regnet fra påkravsdatoen

Det fremgår af momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., at for varer og ydelser, som en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a anvender til både fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden. Bestemmelsen angår virksomheder med delvis fradragsret. Det fremgår af momsbekendtgørelsens § 17, at der ved beregningen af momsen for den enkelte afgiftsperiode i forbindelse med opgørelse af fradragsretten efter momslovens § 38, stk. 1, foretages en foreløbig opgørelse af den del af afgiften på virksomhedens indkøb, der kan medregnes til købsmomsen. Denne opgørelse foretages på grundlag af omsætningen i det foregående regnskabsår. Efter regnskabsårets udløb foretages endelig regulering af momsen. For ophørte virksomheder vil beløb, der skyldes reguleringer som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent, således skulle efterangives for hver af de afgiftsperioder for moms, som der skal foretages regulering i. Som nævnt foretages denne regulering med en efterangivelse, der i praksis behandles efter opkrævningslovens § 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af reglerne om virksomheder med delvis fradragsret.

Virksomheder med delvis fradragsret for moms har ret til tilbagebetaling af energiafgifter i samme omfang, hvori virksomheden har fradragsret for deres købsmoms. I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling ikke er kendt på godtgørelsestidspunktet, giver elafgiftslovens § 11 a, stk. 4, gasafgiftslovens § 12, stk. 4, kulafgiftslovens § 9, stk. 4, og mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 4, mulighed for, at virksomhederne kan opgøre en godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Når virksomhederne efterfølgende kender den endelige anvendelse eller fordeling, foretages en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb, og der sker på den baggrund en regulering, jf. elafgiftslovens § 11 a, stk. 5, gasafgiftslovens § 12, stk. 5, kulafgiftslovens § 9, stk. 5, og mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 4. Der foretages tilsvarende reguleringer af det tilbageberettigede beløb efter vandafgiftsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af reglerne om det tilbagebetalingsberettigede beløb efter energiafgiftslovene.

Finansielle virksomheder kan anvende den såkaldte 60/40-regel, som findes i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6. Reglen finder anvendelse i de tilfælde, hvor virksomheder er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, (finansielle virksomheder) og derved både udøver lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, og hvor virksomhederne ikke ønsker eller kan foretage en opgørelse af det faktiske tidsforbrug for en eller flere ansatte. I disse tilfælde skal 60 pct. af disse ansattes samlede lønsum anses som værende anvendt til fuldt ud lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. De resterende 40 pct. skal anses som værende anvendt både til aktiviteter, der er i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomhederne, og til andre aktiviteter. Denne lønsum skal medregnes i lønsumsafgiftsgrundlaget efter at være blevet reduceret med den procentsats, som er udregnet efter momslovens § 38, stk. 1. Der er heller ikke fastsat regler for, hvorvidt og i givet fald hvornår reguleringer i lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms skal angives. I praksis har de finansielle virksomheder håndteret det efter samme principper som for regulering af momsen, det vil sige med anvendelse af en foreløbig fradragsprocent og efterfølgende indgivelse af efterangivelser vedrørende de enkelte afgiftsperioder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af 60/40-reglen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 8, stk. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent og vedrører de i nr. 1-3 nævnte typer af tilsvar.

Det foreslåede betyder, at Skatteforvaltningen altid vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter pålagt krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent, når Skatteforvaltningen modtager en anmodning fra en ophørt virksomhed med delvis fradragsret, og der er tale om et tilsvar efter de foreslåede nr. 1-3.

Baggrunden for det foreslåede er, at reguleringer af købsmomsen, tilbagebetalingsberettigede beløb efter visse energiafgiftslove og lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms foreslås at skulle indgives i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår og afgiftsperioden for lønsumsafgiften i den 6. måned, jf. lovforslagets § 4, § 6, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2, § 11, § 12, nr. 2, og § 15, nr. 2. Formålet hermed er bl.a., at der ikke som følge af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, skal betales renter tilbage i tid af reguleringer som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms.

Ved en virksomheds ophør dannes der ikke nye afgiftsperioder. Virksomhederne vil derfor ikke kunne foretage den endelige regulering af købsmomsen eller tilbagebetalingsberettigede beløb for visse energiafgifter i den afgiftsperiode, som omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, hvis denne ligger efter ophør. Tilsvarende vil ikke kunne foretage den endelige regulering i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, hvis denne ligger efter ophør. Det er derfor nødvendigt, at virksomhederne får mulighed for at anmode om fritagelse for betaling af renter i disse situationer.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for købsmoms, der reguleres efter regler fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres købsmoms efter regler fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent ved en efterangivelse omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 2, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for lønsumsafgift, der reguleres efter regler fastsat i medfør af lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 7.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres lønsumsafgift efter regler fastsat i medfør af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 7, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms ved en efterangivelse omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for tilbagebetalingsberettigede beløb efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1, 12, 19, 21 og 23.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres tilbagebetalingsberettigede beløb efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven, jf. afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1, 12, 19, 21 og 23, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms ved en efterangivelse, der i praksis vil være omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5

Opkrævningslovens § 8, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1 om Skatteforvaltningens adgang til, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, at meddele fritagelse for betaling af 1) afgift for foreløbig fastsættelse af tilsvar efter § 4, stk. 2, 2) gebyr efter § 6, 3) renter efter § 7 samt 4) renter efter § 16 c, stk. 1 og 2.

Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. Om fritagelse for betaling af renter fremgår det af bekendtgørelsens § 4, at Skatteforvaltningen kan fritage virksomheder for betaling af renter som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt overskridelsen af betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indbetaler beløbet, eller hvis overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1 i opkrævningslovens § 8, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres til en henvisning til stk. 1-3.

Formålet er, at skatteministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fritagelse efter de foreslåede bestemmelser i opkrævningslovens § 8, stk. 2 og 3. Det er tanken, at der med bemyndigelsen eksempelvis skal kunne fastsættes en beløbsgrænse for, hvornår der kan meddeles fritagelse for betaling af renter, jf. den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 8, stk. 2, eller regler om, hvorledes anmodningen om fritagelse skal indgives til Skatteforvaltningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 og 3.12.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Opkrævningsloven gælder for opkrævning af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser i anden lovgivning eller i EF-forordninger, jf. lovens § 1, stk. 1.

I opkrævningslovens § 1, stk. 2, er det bestemt, at i de tilfælde, der er nævnt i § 9 (om visse varemodtagere) og § 10 a (om skattepligtige borgeres eventuelle hæftelse ved køb af ydelser eller varer sammen med ydelser hos erhvervsdrivende), gælder loven, i det omfang det er fastsat i §§ 9 og 10 a. I de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter og afgifter.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 3, derudover for opkrævning af andre skatter og afgifter m.v. end de i stk. 1 nævnte, i det omfang der i anden lovgivning henvises til denne lov.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 4, uanset stk. 1 ikke opkrævning af told og opkrævning efter aktiesparekontoloven.

Endelig bestemmes i § 1, stk. 5, at loven kun gælder for opkrævning af virksomhedens ejers, selskabets, fondens eller foreningens egne indkomstskatter, i det omfang dette er særligt fastsat i anden lovgivning.

Af opkrævningslovens § 16 fremgår, at ind- og udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i opkrævningslovens kapitel, hvis der er tale om følgende ind- og udbetalinger:

1. Skatter og afgifter omfattet af denne lovs § 1, stk. 1 og 2.

2. Betalinger efter selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven, toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

3. Gebyr og tilskud vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 53 og 53 a.

4. Betaling vedrørende batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk.

1. Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

2. Bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og betalinger.

Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, mens krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, jf. stk. 4.

Efter gældende regler udbetales et beløb, der henstår på en virksomheds skattekonto (en kreditsaldo), til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt.

Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., medmindre virksomheden anmoder om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 3. og 4. pkt. En kreditsaldo kan ikke udbetales, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. § 12, stk. 4, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 5. pkt.

Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, afventer udbetaling af en kreditsaldo forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsdag inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at beløb, som virksomheden har indbetalt til dækning af kommende krav på skattekontoen, ikke straks udbetales til virksomheden igen efter reglerne om udbetaling af en kreditsaldo.

For visse skatte- og afgiftskrav forfalder kravet samme dag, hvor kravet har sin sidste rettidige betalingsdag. Dette gælder eksempelvis for virksomheder, der har kvartalet som afregningsperiode. Her forfalder kvartalsmomsen den 1. dag i den tredje måned efter udløbet af perioden, og kravet skal indbetales senest samme dag.

Det foreslås, at ordet »forfaldne« i opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., udgår af bestemmelsen.

Med justeringen af bestemmelsen vil ordlyden blive bragt i overensstemmelse med, hvad der var forudsat ved gennemførelsen af reglerne om en skattekonto. Ordet er således overflødigt i forhold til at opretholde den forudsatte administration af bestemmelsen, og ordet skaber tvivl om, hvordan bestemmelsen skal forstås.

Det vil derfor være utvivlsomt, at virksomheder tidligst vil kunne foretage indbetalinger til skattekontoen 5 hverdage før sidste rettidige betalingsdag, hvis det skal undgås, at beløbet tilbagebetales til virksomheden. Virksomheder vil dog altid kunne foretage indbetalinger inden for den beløbsgrænse, som virksomheden har fastsat for udbetaling af en kreditsaldo på skattekontoen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.