Kilde

Til nr. 1

Efter kildeskattelovens § 1 er personer, der har bopæl her i landet eller opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, udsendte danske statsborgere samt personer, der opholder sig på skibe med hjemsted her i landet, skattepligtige til Danmark og skal svare indkomstskat til staten.

Enhver, der er skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens §1, skal ifølge skattekontrollovens § 2, stk. 1, årligt oplyse Skatteforvaltningen om sine indkomstforhold, og dette gælder også, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse her i landet. Fristen for afgivelse af disse oplysninger til Skatteforvaltningen er for fysiske personer, der modtager en årsopgørelse, senest den 1. maj i året efter udløbet af indkomståret, jf. skattekontrollovens § 10, stk. 1. Visse fysiske personer har dog en længere frist og skal først indgive oplysninger senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb, jf. skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11. Det gælder bl.a. personer, som forudsættes at indgive et oplysningsskema og ikke kun en årsopgørelse, f.eks. en selvstændigt erhvervsdrivende.

Skattekontrollovens kapitel 8 indeholder med §§ 71-81 en række bestemmelser om administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt. Efter § 71 kan den skattepligtige blive afskåret fra at anvende TastSelv, mens Skatteforvaltningen efter § 72 kan anvende tvangsbøder til at fremtvinge en opfyldelse af oplysningspligten. Efter § 73 er der hjemmel til at pålægge den skattepligtige et skattetillæg, mens der efter § 74 kan foretages en skønsmæssig skatteansættelse (taksation). Endelig indeholder §§ 75-81 regler om revisorpålæg.

En skattepligtig person skal betale restskat, hvis den beregnede endelige indkomstskat overstiger det beløb, som personen har skullet betale i foreløbige skatter i løbet af indkomståret, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 1. Efter gældende regler skal der ved opkrævning af restskat ud over selve restskatten også opkræves et procenttillæg til staten, jf. § 61, stk. 2, 1. pkt. Procenttillægget beregnes en gang årligt og fastsættes som rentesatsen i opkrævningslovens § 7, stk. 2, 3. pkt., med tillæg af 1,5 procentpoint, jf. § 61, stk. 2, 2. pkt. Procenttillægget på restskat for indkomståret 2021 udgør 3,7 pct., jf. SKM2021.679.SKTST. Procenttillægget skal motivere den skattepligtige til at tilpasse sin forskudsskattebetaling til den endelige indkomstskat og kompensere staten for, at forskudsskatten har været sat for lavt.

Er et restskattebeløb, som en skattepligtig person skal indbetale til det offentlige, ikke blevet betalt rettidigt, skal der betales en månedlig rente til statskassen jf. kildeskattelovens § 63. Renten fastsættes i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdatoen. Rentesatsen er p.t. 8,4 pct. pr. år. Renter af skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om året og opkræves sammen med restskatten for de pågældende år. Ved en nedsættelse af skatteansættelsen modtager den skattepligtige tilsvarende en månedlig rente af den overskydende skat fra den 1. september i kalenderåret efter indkomståret, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt. Ved flere ansættelsesændringer for samme indkomstår vil de månedlige rentebetalinger udligne hinanden med den virkning, at der alene betales eller modtages månedlig rente svarende til den endelige skatteansættelse.

Ved en senere forhøjelse af skatteansættelsen for indkomståret betales månedlige renter af restskatten eller den yderligere restskat og procenttillægget efter kildeskattelovens § 61, stk. 2, jf. § 62 A, stk. 1, 3. pkt. Renten beregnes for personer fra den 1. september i året efter indkomståret og frem til udskrivningsdatoen for årsopgørelsen. Renten fastsættes i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint. Rentesatsen er p.t. 8,4 pct. pr. år. For personer, der er korrekt registreret som skattepligtige til Danmark og indgiver oplysninger om deres indkomst rettidigt, vil den første årsopgørelse normalt være udsendt, og en eventuel restskat vil være opkrævet, inden rentestarttidspunktet den 1. september.

Det foreslås, at der indsættes en ny regel i kildeskattelovens § 61, stk. 2, som 3. pkt., hvorefter der af restskat og procenttillæg efter 1. pkt. skal beregnes en rente svarende til renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse, hvis den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2.

Med indsættelsen af dette 3. pkt. i § 61, stk. 2, vil der således fremover altid skulle betales en månedlig rente af restskat og procenttillæg tilbage fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den første årsopgørelse, hvis Skatteforvaltningen inden udskrivningen har konstateret, at den skattepligtige person ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2. Forslaget vil betyde, at der fremover vil blive opkrævet månedlige renter tilbage i tid også hos de personer, hvis skattepligt først konstateres efter udløbet af det ordinære skatteansættelsestidspunkt for et givent indkomstår.

Hvis Skatteforvaltningen først efter udskrivningen af den første årsopgørelse konstaterer, at den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, vil skattepligten have været kendt, men omfanget af den skattepligtige indkomst har Skatteforvaltningen ikke haft kendskab til, hvorfor der vil blive udskrevet en ændret årsopgørelse, hvor der af restskat og procenttillæg allerede efter den gældende bestemmelse i kildeskattelovens § 62 A, stk. 1, 3. pkt., vil blive beregnet en rente svarende til renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen. I forhold til den foreslåede beregning af renter tilbage i tid vil det således som udgangspunkt ikke have nogen betydning, hvornår Skatteforvaltningen konstaterer, at den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2.

Hvis den første årsopgørelse trods en manglende rettidig opfyldelse af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 imidlertid udskrives senest den 1. september i kalenderåret efter indkomståret, vil den foreslåede regel ikke give anledning til, at der beregnes renter af restskatten og procenttillægget, idet reglen som nævnt indebærer, at der skal beregnes renter fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den første årsopgørelse.

Forslaget om at beregne renter tilbage i tid på den første årsopgørelse, hvis Skatteforvaltningen inden udskrivningen af årsopgørelsen har konstateret, at den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, vil tillige indebære endnu en administrativ retsfølge af en manglende rettidig opfyldelse af oplysningspligten, men retsfølgen vil nu være forankret i kildeskatteloven.

Konstateres det, at en med hensyn til skattepligten til Danmark for Skatteforvaltningen hidtil ukendt person er fuld eller begrænset skattepligtig til Danmark, vil Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse og i den første årsopgørelse opkræve den skyldige skat som restskat og procenttillæg, som efter forslaget skal forrentes med virkning tilbage i tid fra og med den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den første årsopgørelse, jf. den foreslåede regel i kildeskattelovens § 61, stk. 2, 3. pkt. Dermed sidestilles denne situation renteberegningsmæssigt med den situation, hvor der sker en senere forhøjelse af en for Skatteforvaltningen med hensyn til skattepligten til Danmark allerede kendt persons skatteansættelse for et givent indkomstår. Her betales nemlig, jf. kildeskattelovens § 62 A, i dag renter tilbage i tid af restskatten og procenttillægget. Renten beregnes for personer fra den 1. september i året efter det relevante indkomstår og frem til udskrivningsdatoen for den ændrede årsopgørelse.

Med ændringen vil der ske en harmonisering af renteberegningsreglerne på dette område, og det sikres, at der fremover altid skal beregnes en månedlig rente tilbage i tid af restskat og procenttillæg, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 1 og 2. Det vil også gælde i de tilfælde, hvor årsagen til, at den første årsopgørelse udskrives for sent, er, at personen ved en afgørelse fra Skatteforvaltningen er inddraget under dansk skattepligt, f.eks. i situationer, hvor en person har forsøgt at skjule sin skattepligt ved anvendelse af skattely.

Forslaget vil således afskaffe den hidtidige rentemæssige fordel, der har været for personer med skjult skattepligt, i forhold til personer, der har en for Skatteforvaltningen i forvejen kendt skattepligt og blot har fået en for lav skatteansættelse på første årsopgørelse som følge af manglende oplysninger om den korrekte skattepligtige indkomst.

Det foreslås, at den månedlige rente skal svare til renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for årsopgørelsen.

Renten vil ikke være fradragsberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 17 A, stk. 1.

Den foreslåede regel vil udgøre endnu en administrativ retsfølge af en manglende opfyldelse af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2, og den supplerer således de retsfølger, der allerede følger af §§ 71-81 i skattekontrollovens kapitel 8.

Lovforslaget har sin baggrund i, at der med de gældende regler ikke er et tilstrækkeligt incitament for personer med en for Skatteforvaltningen ukendt skattepligt til Danmark til at opfylde oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 og dermed muliggøre, at personen kan få en skatteansættelse inden for de sædvanlige tidsmæssige rammer for dannelsen af årsopgørelsen.

Personer, der fejlagtigt ikke er registreret som skattepligtige til Danmark, når typisk ikke at modtage deres første årsopgørelse inden den 1. september i året efter indkomstårets udløb (rentestarttidspunktet ved en forhøjet skatteansættelse). Da der som nævnt ovenfor ikke før udløbet af betalingsfristen beregnes månedlig rente af en restskat på første årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 2, sammenholdt med § 63, betaler en person, der uretmæssigt ikke er blevet registreret som skattepligtig til Danmark, ikke månedlig rente tilbage i tid af sin restskat for de indkomstår, hvor personen ikke var registreret som skattepligtig til Danmark. Da den pågældende persons skattepligt til Danmark var ukendt for Skatteforvaltningen, er der ikke indbetalt forskudsskat (A-skat, B-skat m.v. for personer), og hele indkomstskatten vil derfor blive opkrævet som restskat via første årsopgørelse, uden at der beregnes renter tilbage i tid.

Dermed stilles personer, der f.eks. gennem anvendelse af skattely har formået at skjule deres skattepligt til Danmark, rentemæssigt bedre end personer, der har en for Skatteforvaltningen kendt skattepligt til Danmark og blot har fået en for lav skatteansættelse på første årsopgørelse som følge af manglende kendskab til den korrekte skattepligtige indkomst. Ved et sådant ukendskab til den korrekte skattepligtige indkomst korrigeres skatteansættelsen i en ændret årsopgørelse, der resulterer i en restskat, som forrentes tilbage i tid, jf. ovenfor om kildeskattelovens § 62 A. Der er således en rentemæssig forskel på, om der for et givent indkomstår er tale om ukendskab til skattepligten til Danmark eller alene om ukendskab til de korrekte indkomstforhold for dette indkomstår, således at den for indkomståret allerede foretagne skatteansættelse efterfølgende må ændres. Denne rentemæssige forskelsbehandling er der behov for at rette op på for at øge incitamentet til at oplyse korrekt og rettidigt til Skatteforvaltningen og hurtigt få afklaret en eventuel tvivl om skattepligt til Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

I kildeskattelovens § 61, stk. 3, 1, pkt., er det om opkrævningen af restskat bestemt, at hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overføres den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år.

I kildeskattelovens § 61, stk. 5, 1. pkt., er det om opkrævningen af restskat bestemt, at hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2 og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58.

Reglerne kan føres tilbage til lov nr. 385 af 7. juni 1989, der i § 1, nr. 13, ophævede kildeskattelovens § 61, stk. 2-6, og i stedet indsatte nye bestemmelser som stk. 2-8. Dengang udgjorde beløbsgrænsen i kildeskattelovens § 61, stk. 3 og 5, 10.000 kr., som senere blev ændret til 18.300 kr. (2010-niveau). Af lovforslaget til ændringsloven, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A 4719, L 220 som fremsat, spalte 4738, fremgår, at det efter forslaget er restskatter og morarenter på til og med 10.000 kr., der skal indregnes, men at grænsen dog reguleres i henhold til personskattelovens § 20, jf. den i samme lovforslag foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 8. Det fremgår endvidere, at indregningen sker med tillæg af procenttillæg i henhold til § 61, stk. 2. Selv om at der er tale om en større restskat, og procenttillægget derfor er beregnet på baggrund af et større beløb, er det dog kun den del af procenttillægget, der svarer til den indregnede restskat, der overføres.

Ordlyden af kildeskattelovens § 61, stk. 3, 1. pkt., kan læses således, at beløbsgrænsen på 18.300 kr. (2010-niveau) justeres opad med den del af procenttillægget, der vedrører den indregnede restskat, jf. »grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2«. Imidlertid er hensigten, at denne del af procenttillægget indregnes, selv om denne del ikke kan rummes inden for indregningsgrænsen på 18.300 kr. (2010-niveau).

Det foreslås derfor, at der i kildeskattelovens § 61, stk. 3, 1. pkt., og § 61, stk. 5, 1. pkt., indsættes et komma efter »(2010-niveau)«.

Hermed opnås, at den nævnte hensigt tydeligt fremgår af ordlyden i de to bestemmelser.

Til nr. 3

I kildeskattelovens § 61, stk. 4, 1. pkt., er det bestemt, at et eventuelt resterende beløb efter stk. 3 med tillæg efter stk. 2 forfalder til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 61, stk. 4, 1. pkt., efter »stk. 3 med« indsættes »renter og«.

Hermed opnås, at de renter, der efter det i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 61, stk. 2, 3 pkt., foreslås beregnet af restskat og procenttillæg pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse, hvis den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, skal opkræves ved den ratevise betaling efter kildeskattelovens § 61, stk. 4.

Til nr. 4

I kildeskattelovens § 61. stk. 5, er det om opkrævningen af restskat bestemt, at hvis udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse er senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2 og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58. Er udskrivningsdatoen for årsopgørelsen først den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater, jf. dog § 62 C, stk. 1.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 61, stk. 5, 1. pkt., efter »stk. 2« indsættes », renter efter stk. 2«.

Hermed opnås, at de renter, der efter det i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 61, stk. 2, 3 pkt., foreslås beregnet af restskat og procenttillæg pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen, hvis den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, skal opkræves ved den ratevise betaling efter kildeskattelovens § 61, stk. 5.

Til nr. 5

Af skattekontrollovens § 74, stk. 1, fremgår, at hvis en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt har givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. I § 74, stk. 2, bestemmes, at ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Skatteforvaltningen skal forinden have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist. Kravet om forudgående anmodning efter 2. pkt. gælder dog ikke, hvis Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af oplysninger, som begrunder en gennemførelse af en uvarslet kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. § 5, stk. 4, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Kildeskattelovens § 62 B bestemmer, at hvis skatteansættelsen er fastsat skønsmæssigt efter skattekontrollovens § 74, beregnes en rente af restskatten svarende til renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret til udskrivningsdatoen.

Det foreslås, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 62 B om opkrævning af månedlige renter af restskatter fastsat ved taksation ophæves.

Forslaget er en konsekvens af forslaget i nr. 1.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 61, stk. 2, 3. pkt., også vil omfatte en restskat fastsat af Skatteforvaltningen ved taksation, da taksation netop foretages, fordi den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt, jf. skattekontrollovens § 74. Kildeskattelovens § 62 B om renter ved taksation som administrativ retsfølge af en manglende overholdelse af oplysningspligten, jf. skattekontrollovens § 74, er således en bestemmelse, der har samme renteregel, som foreslås indsat som § 61, stk. 2, 3. pkt., i kildeskatteloven, og § 62 B vil derfor blive overflødig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Efter kildeskattelovens § 65, stk. 1, 1. pkt., skal selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2 e, 2 h, 4 eller 5 a, indeholde en udbytteskat på 27 pct. ved enhver vedtagelse eller beslutning om udbetaling eller godskrivning af udbytte. Der gælder dog en række undtagelser hertil. Der henvises i kildeskattelovens § 65, stk. 1, 1. pkt., til disse undtagelser, idet det bl.a. er fastsat, at indeholdelse med 27 pct. ikke gælder, hvis andet følger af stk. 13 eller 14.

Henvisningen til stk. 13 i kildeskattelovens § 65 indebærer, at der skal indeholdes en udbytteskat på 44 pct. af udbytte af aktier, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 (hovedaktionæraktier), aktieavancebeskatningslovens § 4 A (datterselskabsaktier) eller aktieavancebeskatningslovens § 4 B (koncernselskabsaktier), når udbyttemodtageren er skattemæssigt hjemmehørende eller registreret i et af de lande, som er opregnet på EU’s sortliste over skattely.

Henvisningen til kildeskattelovens § 65, stk. 14, er en henvisning til, at reglerne om indeholdelse med 44 pct. ikke finder anvendelse, hvis den indeholdelsespligtige godtgør, at udbyttets retmæssige ejer er skattemæssigt hjemmehørende i et land, der er medlem af EU eller EØS, eller et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021 blev kildeskattelovens § 65, stk. 12, ophævet. Som følge heraf blev kildeskattelovens § 65, stk. 13 og 14, til kildeskattelovens § 65, stk. 12 og 13. Der blev dog ikke i den forbindelse foretaget den nødvendige konsekvensændring i kildeskattelovens § 65, stk. 1.

Det foreslås derfor at ændre kildeskattelovens § 65, stk. 1, 1. pkt., således at », 13 eller 14« ændres til »eller følger af stk. 12, jf. dog stk. 13,«.

Der er for det første tale om en konsekvensændring som følge af den ophævelse af kildeskattelovens § 65, stk. 12, der blev gennemført ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021.

For det andet foreslås en omformulering for at tydeliggøre, at reglen i kildeskattelovens § 65, stk. 13, ikke udgør en undtagelse til reglen i kildeskattelovens 65, stk. 1, men derimod en undtagelse til reglen i kildeskattelovens § 65, stk. 12.

Indholdet af reglen i kildeskattelovens § 65, stk. 13, er således, at reglen i kildeskattelovens § 65, stk. 12, om indeholdelse med 44 pct. ikke finder anvendelse under de i stk. 13 angivne betingelser. Konsekvensen er, at det i stedet er reglen i kildeskattelovens § 65, stk. 1, der finder anvendelse, og dermed, at der som udgangspunkt skal indeholdes 27 pct. i udbyttekildeskat.

Til nr. 7

Det fremgår af kildeskattelovens § 65, at danske selskaber ved udlodning af udbytte som udgangspunkt skal indeholde en skat på 27 pct. af udbyttet. Der gælder dog en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Efter kildeskattelovens § 65, stk. 6, kan det udbytteudloddende selskab indeholde en udbytteskat på 22 pct., når modtageren er et dansk selskab m.v., jf. stk. 6, 1. pkt., selskabet kan indeholde en udbytteskat på 15,4 pct., når der er tale om skattefri porteføljeaktier, jf. stk. 6, 2. pkt., og selskabet kan indeholde en udbytteskat på 15 pct., når modtageren er et danske investeringsselskab, et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning eller en dansk forening, jf. stk. 6, 3. og 4. pkt.

Fælles for undtagelserne er, at der gives mulighed for indeholdelse med en sats, der svarer til den endelige beskatning, som de pågældende selskaber og foreninger m.v. skal betale af udbytteindkomst.

Skatteministeren fastsætter regler om nødvendig dokumentation for, at indeholdelse med de nedsatte satser kan finde sted, herunder regler om offentliggørelse af en selskabsmandtalsdatabase, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 6, 5. pkt. Fælles for undtagelserne er således, at udbyttemodtager alene opnår ret til indeholdelse med den angivne lavere sats end de 27 pct., når bemyndigelsen til at fastsætte regler om dokumentation er blevet udnyttet, og de herefter fastsætte krav til dokumentation m.v. er opfyldt.

Der er ved bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat bl.a. fastsat nærmere regler om dokumentation m.v. for indeholdelse med 22 pct. Udover medtagelse i en af Skatteforvaltningen offentliggjort database vil indeholdelse med den nedsatte sats tillige kunne finde sted, hvis modtageren har betegnelsen A/S eller ApS i sit officielle navn, eller hvis modtageren afleverer en bekræftelse fra Skatteforvaltningen om at være omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningsloven.

For en mere uddybende beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.7.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås at ændre kildeskattelovens § 65, stk. 6, 5. pkt., således at der efter ordet »herunder« indsættes »for så vidt angår 1., 3. og 4. pkt. regler«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kravet om, at der ved fastsættelse af nærmere regler om dokumentation for, at der kan ske indeholdelse med en lavere sats end 27 pct., tillige skal indgå regler om offentliggørelse af en database, ikke vil skulle gælde i forhold til reglen om indeholdelse med 15,4 pct. af udbytte af skattefri porteføljeaktier.

Ud fra den betragtning, at der så vidt muligt bør stilles samme krav til dokumentation for indeholdelse med en nedsat sats, vil det ved fastsættelse af regler om dokumentation for indeholdelse med en sats på 15,4 pct. umiddelbart kunne være relevant at fastsætte regler, hvorefter det vil kunne ske, hvis aktionæren har betegnelsen A/S eller ApS i sit officielle navn, eller hvis aktionæren har afleveret en bekræftelse fra Skatteforvaltningen om at være omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, eller af fondsbeskatningsloven.

For de selskabsaktionærer, der alene skal betale en udbytteskat på 15,4 pct., men som har fået indeholdt en udbytteskat på 27 eller 22 pct., reguleres der i dag for den for meget betalte udbytteskat via selskabsaktionærens årsopgørelse. Hvis der fremover måtte opstå en situation, hvor selskabsaktionæren, selv om det med de regler, der fastsættes, vil blive muligt at foretage indeholdelse med 15,4 pct., alligevel har fået indeholdt en udbytteskat på 27 eller 22 pct., vil reguleringen for den meget betalte udbytteskat tilsvarende skulle ske via selskabsaktionærens årsopgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 8

Efter kildeskattelovens § 65, stk. 12, skal der indeholdes en udbytteskat på 44 pct. af udbytte af aktier, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 (hovedaktionæraktier), aktieavancebeskatningslovens § 4 A (datterselskabsaktier) eller aktieavancebeskatningslovens § 4 B (koncernselskabsaktier), når udbyttemodtageren er skattemæssigt hjemmehørende eller registreret i et af de lande, som er opregnet på EU’s sortliste over skattely.

Kildeskattelovens § 65, stk. 13, fastslår med en henvisning til kildeskattelovens § 65, stk. 13, at reglerne om indeholdelse med 44 pct. ikke finder anvendelse, hvis den indeholdelsespligtige godtgør, at udbyttets retmæssige ejer er skattemæssigt hjemmehørende i et land, der er medlem af EU eller EØS, eller et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021 blev kildeskattelovens § 65, stk. 12, ophævet. Som følge heraf blev kildeskattelovens § 65, stk. 13 og 14, til kildeskattelovens § 65, stk. 12 og 13. Der blev dog ikke i den forbindelse foretaget den nødvendige konsekvensændring i kildeskattelovens § 65, stk. 13.

Det foreslås at ændre kildeskattelovens § 65, stk. 13, således at »Stk. 13« ændres til »Stk. 12«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den ophævelse af kildeskattelovens § 65, stk. 12, der blev gennemført ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021.

Til nr. 9

Kildeskattelovens § 67, stk. 6, er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler for tilbagesøgning eller udbetaling af indeholdt udbytteskat. Bestemmelsen omhandler selskaber m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller fondsbeskatningsloven, og som efter kildeskattelovens § 65, stk. 3 eller 12, er fritaget for indeholdelse af udbytteskat.

Som hovedregel beror en fritagelse for at få indeholdt udbytteskat ved modtagelse af danske aktieudbytter på bestemmelsen i kildeskattelovens § 65, stk. 3. Henvisningen til kildeskatteloven § 65, stk. 12, vedrører investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, der ikke har valgt beskatning af danske aktieudbytter.

Kildeskattelovens § 65, stk. 12, er ophævet ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021, idet der ved samme lov blev vedtaget en ændring af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, hvorefter alle investeringsinstitutter med minimumsbeskatning er skattepligtige af udbytter fra danske aktier. Der blev dog ikke i den forbindelse foretaget den nødvendige konsekvensændring i kildeskattelovens § 67, stk. 6.

Det foreslås derfor, at »eller 12« udgår af kildeskattelovens § 67, stk. 6, 1. pkt.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den ophævelse af kildeskattelovens § 65, stk. 12, der blev gennemført ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021.

Til nr. 10

Det fremgår af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, at har nogen, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 2 eller selskabsskattelovens § 2, modtaget udbytte, royalty eller renter, som overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller direktiv 2003/49/EU om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties (herefter moder-/datterselskabsdirektivet eller rente-/royaltydirektivet), tilbagebetales beløbet inden for 6 måneder fra Skatteforvaltningens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling. Sker tilbagebetaling efter dette tidspunkt, tilkommer der den skattepligtige en rente svarende til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 pct. pr. påbegyndt måned.

Af kildeskattelovens § 69 B, stk. 2, fremgår det, at hvis Skatteforvaltningen på grund af modtagerens forhold ikke kan foretage en kontrol af, om betingelserne for tilbagebetaling af kildeskat er opfyldt, kan Skatteforvaltningen afbryde udbetalingsfristen på 6 måneder, jf. stk. 1, indtil modtagerens forhold ikke længere hindrer kontrol.

Efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 3, kan Skatteforvaltningen, hvis det skønnes, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for tab, kræve sikkerhedsstillelse fra modtageren. Skatteforvaltningen kan kun kræve sikkerhedsstillelse, hvis kravet om indeholdelse af kildeskat er omtvistet og ikke endeligt afgjort ved en administrativ klageinstans eller domstolene.

Der er en række andre tilfælde, hvor både fuldt og begrænset skattepligtige personer og selskaber m.v. kan rejse et krav om udbetaling af indeholdt kildeskat. Disse er imidlertid ikke omfattet af kildeskattelovens § 69 B.

Kildeskattelovens § 69 B finder bl.a. ikke anvendelse i de tilfælde, hvor begrænset skattepligtige personer eller selskaber m.v. kan få nedsat kildeskatten på udbytte til 15 pct., som følge af at Danmark og det land, hvor den pågældende udbyttemodtager er hjemmehørende, har indgået en aftale om udveksling af skatterelevante oplysninger efter anmodning – en såkaldt TIEA-aftale (Tax Exchange Information Agreement). I disse tilfælde følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 11, 2. pkt., og selskabsskattelovens § 2, stk. 8, 3. pkt., at kildeskatten udgør 15 pct. af udbyttet. Det vil sige, at en udbyttemodtager fra et af disse lande beskattes med 15 pct., selv om der er indeholdt 27 pct. Udbyttemodtageren vil således skulle rejse et krav om udbetaling af for meget indeholdt kildeskat.

Kildeskattelovens § 69 B finder heller ikke anvendelse i de tilfælde, hvor udbyttemodtageren er en udenlandsk stat eller statslig institution, idet reglerne om begrænset skattepligt til Danmark ikke omfatter sådanne modtagere. Yderligere finder bestemmelsen heller ikke anvendelse, hvor udbyttemodtageren er undtaget fra skattepligt efter selskabsskattelovens § 3 og dermed ikke er skattepligtig af udbyttet. Det gælder, f.eks. hvor udbyttemodtagen er staten, en statsinstitution, en region eller en kommune. Udbyttemodtagere vil i sådanne tilfælde skulle rejse et krav om eventuel tilbagesøgning af indeholdt udbytteskat efter reglerne i kildeskattelovens § 67, stk. 3, hvorefter der på begæring udbetales et beløb svarende til udbytteskatten.

Kildeskattelovens § 69 B finder heller ikke anvendelse i de tilfælde, hvor udbyttemodtageren er et dansk investeringsselskab, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, eller et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, som i medfør af lov nr. 1181 af 8. juni 2021 med virkning fra den 1. januar 2022 vil være skattepligtige af udbytter fra danske aktier. I sådanne tilfælde vil de danske investeringsselskaber og investeringsinstitutter med minimumsbeskatning skulle betale en skat på 15 pct. af modtagne danske aktieudbytter. Der er med hjemmel i kildeskattelovens § 65, stk. 6, fastsat regler om, at der af udbytte af aktier og andele, som modtages af danske investeringsselskaber, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19, og danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c, kan foretages indeholdelse med 15 pct. i udbytteskat, jf. § 33 i bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat. Hvis der ved en fejl måtte blive indeholdt mere end de 15 pct., vil det danske investeringsselskab eller investeringsinstitut med minimumsbeskatning kunne rejse et krav om udbetaling af for meget indeholdt kildeskat.

Endvidere finder kildeskattelovens § 69 B ikke anvendelse i de tilfælde, hvor udbyttemodtageren er andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, som i medfør af lov nr. 1179 af 8. juni 2021 med virkning fra og med indkomståret 2023 er skattepligtige af indtægter fra kilder her i landet. I sådanne tilfælde vil foreninger m.v. skulle betale en skat på 15 pct. af modtagne udbytter og 22 pct. af modtagne renter og royalties. Der vil med hjemmel i kildeskattelovens § 65, stk. 6, blive fastsat regler om, at der af udbytte og andele, der modtages af foreninger m.v., jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, kan foretages indeholdelse med 15 pct. i udbytteskat. For renter og royalties indeholdes en skat på 22 pct., jf. kildeskattelovens §§ 65 C og 65 D. Hvis der ved en fejl måtte blive indeholdt mere end 15 pct. udbytteskat eller mere end 22 pct. renteskat eller royaltyskat, vil foreninger m.v. kunne rejse et krav om udbetaling af den for meget indeholdt kildeskat.

I de tilfælde, hvor tilbagesøgningen af indeholdt kildeskat ikke er omfattet af kildeskattelovens § 69 B, sker forrentningen af krav om udbetaling af indeholdt kildeskat efter renteloven, hvilket er beskrevet i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit A.A.12.3. Forrentning af tilbagebetalingsbeløb fra Skatteforvaltningen. Ifølge disse regler vil der ske en rentetilskrivning, når der er gået mere end 30 dage fra den dag, hvor Skatteforvaltningen har modtaget anmodningen om tilbagebetaling af indeholdt kildeskat. Rentesatsen bestemmes efter rentelovens § 5, hvor det af stk. 1 fremgår, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i renteloven den officielle udlånsrente, som Nationalbanken fastsætter henholdsvis den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Det foreslås at nyaffatte kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 1 pkt., således at der, hvis der er modtaget udbytte, royalty eller renter, hvori der efter §§ 65-65 D er indeholdt en kildeskat, som overstiger den endelige skat, skal ske tilbagebetaling af det overskydende beløb inden 6 måneder fra Skatteforvaltningens modtagelse af anmodning om tilbagebetaling.

Med den foreslåede nyaffattelse vil reglerne om udbetalingsfrist og forrentning i de tilfælde, hvor personer og selskaber m.v. kan få udbetalt det beløb, hvormed den indeholdte kildeskat overstiger den endelige skat, blive ensartet. Forslaget indebærer endvidere, at Skatteforvaltningen generelt vil få mulighed for at afbryde udbetalingsfristen, hvis der på grund af modtagerens forhold ikke kan foretages en kontrol af, om betingelserne for tilbagebetaling af kildeskat er opfyldt, og Skatteforvaltningen vil også generelt kunne kræve sikkerhedsstillelse, såfremt det skønnes, at udbetalingen på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for tab.

Med den foreslåede ændring vil kildeskattelovens § 69 B således ikke blot skulle omfatte de tilfælde, hvor den endelige skat, som begrænset skattepligtige skal betale, er lavere end den indeholdte kildeskat, fordi skatten skal bortfalde eller kan kræves nedsat i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, moder-/datterselskabsdirektivet eller rente-/royaltydirektivet. Reglen vil også skulle finde anvendelse, hvor kravet om hel eller delvis udbetaling af det indeholdte kildeskattebeløb f.eks. udelukkende følger af en intern dansk hjemmel.

Den foreslåede ensretning af reglerne vil også omfatte tilfælde, hvor f.eks. en udbyttemodtager med henvisning til EU-rettens regler om kapitalens frie bevægelighed, jf. artikel 63 TEUF, rejser krav om hel eller delvis udbetaling af et indeholdt kildeskattebeløb.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 11

I kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 1. pkt., er det bestemt, at hvis nogen, der er skattepligtige efter § 2 eller selskabsskattelovens § 2, dvs. udenlandske personer og selskaber, har modtaget udbytte, royalty eller renter, hvori der efter kildeskattelovens §§ 65-65 D er indeholdt kildeskat, som overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, moder-/datterselskabsdirektivet eller rente-/royaltydirektivet, tilbagebetales beløbet inden 6 måneder fra Skatteforvaltningens modtagelse af anmodning om tilbagebetaling.

Sker tilbagebetaling efter dette tidspunkt, tilkommer der ifølge kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., den skattepligtige en rente svarende til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned. Renten efter § 7, stk. 2, fastsættes for kalenderåret, jf. § 7, stk. 2, 1. pkt., og offentliggøres senest den 15. december forud for det år, hvor den skal have virkning, jf. 2. pkt. Renten for et år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber i månederne juli, august og september i det foregående kalenderår, jf. 3. pkt. Den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrørende statistik over de monetære finansielle institutioners rentesatser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikkefinansielle selskaber (ECB/2001/18), jf. 4. pkt. Den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive rentesats for den udestående lånemasse opgjort med to decimaler, og det simple gennemsnit, jf. 3. pkt., nedrundes til nærmeste hele procentsats, og den beregnede rente divideres med 24 og afrundes nedad til én decimal, jf. 5. pkt.

Af SKM2021.676.SKTST fremgår, at rentesatsen efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, udgør 0,0 pct. for 2022. For 2022 udgør renten efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., derfor 0,4 pct. pr. måned, hvilket svarer til en årlig rente på 4,8 pct.

Hvis Skatteforvaltningen på grund af modtagerens forhold ikke kan foretage kontrol af, om betingelserne for tilbagebetaling af kildeskat er opfyldt, afbrydes udbetalingsfristen efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, indtil modtagerens forhold ikke længere hindrer kontrol, jf. § 69 B, stk. 2.

I kildeskattelovens § 69 B, stk. 3, er det bestemt, at hvis Skatteforvaltningen skønner, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for tab, kan Skatteforvaltningen kræve sikkerhedsstillelse af modtageren. Skatteforvaltningen kan kun kræve sikkerhedsstillelse, hvis kravet om indeholdelse af kildeskat er omtvistet og ikke endeligt afgjort ved en administrativ klageinstans eller domstolene.

Et krav om sikkerhedsstillelse forudsætter, at kravet er omtvistet og ikke endeligt afgjort ved en administrativ klageinstans eller domstolene. Har Skatteforvaltningen således administrativt afgjort, at det udbetalende selskab skal indeholde kildeskat, og har det udbetalende selskab indeholdt kildeskatten, men påklaget afgørelsen og fået medhold ved en højere instans, kan Skatteforvaltningen kræve sikkerhedsstillelse af det modtagende selskab, som anmoder om udbetaling af kildeskatten, hvis Skatteforvaltningen har indbragt afgørelsen for en højere instans.

Det foreslås, at kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., ændres, så »0,4 procentpoint« ændres til »0,2833 procentpoint«.

Det vil betyde, at den rente, der tilkommer den skattepligtige, hvis den for meget betalte udbytteskat, royaltyskat eller renteskat ikke tilbagebetales inden 6 måneder fra Skatteforvaltningens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling, jf. § 69 B, stk. 1, 1. pkt., ændres fra den nuværende rente, der er renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned, til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,2833 procentpoint pr. påbegyndt måned. Den årlige rente vil efter forslaget således skulle nedsættes fra 4,8 pct. til 3,4 pct.

Baggrunden for forslaget er, at behandlingen af ansøgninger om refusion af udbytteskat blev midlertidigt standset ultimo 2015 som følge af den omfattende, formodede svindel med refusion af angiveligt indeholdt udbytteskat. Ved genoptagelsen i marts 2016 blev kontrollen skærpet med henblik på at undgå yderligere formodet svindel. Tilgangen af nye ansøgninger overstiger afgangen af færdigbehandlede ansøgninger. Således var der i 2019 en væsentligt større tilgang end forventet, og i første kvartal af 2020 er tilgangen øget yderligere. Primo december 2021 var der ca. 93.000 uafsluttede anmodninger om refusion af udbytteskat. Kan sagerne ikke færdigbehandles, så udbetalingen af refusionsbeløb sker inden 6 måneder fra modtagelsen af hver enkelt ansøgning, skal der efter gældende regler, jf. kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., til den refusionsberettigede betales en rente på 0,4 pct. pr. påbegyndt måned.

Da der i et meget stort antal sager ikke vil kunne ske udbetaling af det refusionsbeløb, som den skattepligtige ansøger måtte have krav på, inden for fristen på 6 måneder, vil statskassen ud over det store tab, der allerede må forventes i forbindelse med sagerne om formodet svindel, lide et yderligere tab bestående af renter, der skyldes den forsinkelse i sagsbehandlingen, der kan henføres til disse sager. Den foreslåede ændring, hvorved renten nedsættes, har til formål at begrænse dette tab. Ændringen foreslås ikke kun at omfatte renten ved forsinket tilbagebetaling af udbytteskat, men tillige renten ved forsinket tilbagebetaling af royaltyskat og renteskat. Der modtages og behandles dog alene få anmodninger vedrørende royaltyskat og renteskat, og sagsbehandlingen vedrørende disse er så hurtig, at det ikke forventes, at det vil være aktuelt at skulle udbetale en rentegodtgørelse til skattepligtige som følge af en overskridelse af fristen på 6 måneder til behandlingen af ansøgninger om refusion af disse skatter.

Den foreslåede nedsættelse af rentesatsen ved forsinket udbetaling af refusionsbeløb vil også omfatte de tilfælde, der foreslås omfattet af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 1, om at nyaffatte bestemmelsen.

Den reducerede rentesats vil alene kunne anvendes fra og med ikrafttrædelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 12

Det fremgår af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, at har nogen, der er skattepligtig efter kildeskatteloven § 2 eller selskabsskattelovens § 2, modtaget udbytte, royalty eller renter, som overstiger den endelige skat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, moder-/datterselskabsdirektivet eller rente-/royaltydirektivet, skal beløbet tilbagebetales inden for 6 måneder fra Skatteforvaltningens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling. Sker tilbagebetaling efter dette tidspunkt, tilkommer der den skattepligtige en rente svarende til renten efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 pct. pr. påbegyndt måned.

Kildeskattelovens § 69 B finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor udbyttemodtageren er fritaget for udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 3, og er fuldt skattepligtig her til landet efter fondsbeskatningsloven eller selskabsskattelovens § 1 eller har fast driftssted her i landet efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Hvis udbyttemodtageren alligevel har fået indeholdt udbytteskat, vil det indeholdte beløb kunne tilbagesøges, men der udbetales ikke i disse tilfælde godtgørelse eller renter ved udbetalingen af indeholdt udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 6.

Det foreslås at indsætte et nyt 3. pkt. i kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, hvorefter 1. og 2. pkt. ikke finder anvendelse situationer, der er omfattet af kildeskattelovens § 67, stk. 1, 2 eller 6.

Forslaget er foranlediget af lovforslagets § 1, nr. 10, hvor det foreslås, at kildeskattelovens § 69 B skal finde anvendelse i tilfælde, dvs. også for danske skattepligtige, hvor den endelige skat af udbytter, renter og royalties er lavere end det beløb, der er indeholdt af den indeholdelsespligtige.

Efter det foreslåede 3. pkt. holdes for det første tilfælde omfattet af kildeskattelovens § 67, stk. 1, uden for anvendelsesområdet af kildeskattelovens § 69 B. Herefter vil der i tilfælde, hvor den skattepligtige fysiske person efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4, har erhvervet udbytte, hvori der efter kildeskattelovens § 65 er indeholdt udbytteskat, ske modregning af udbytteskatten i slutskatten, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra d. Er den indeholdte udbytteskat endelig betaling af skatten, jf. personskattelovens § 8 a, stk. 1, indgår beløbet ikke i slutskatten, og der foretages ikke modregning. Hvis der er indeholdt for meget udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 1, sammenholdt med kildeskattelovens § 60, stk. 1, modregnes beløbet i slutskatten. Hvis det i løbet af indkomståret viser sig, at den forventede indkomst er vurderet for højt, vil forskudsskatterne også være for høje. Hvis det vurderes, at de allerede betalte foreløbige skatter væsentlig vil overstige de ændrede forventninger til slutskatten, kan den skattepligtige inden udgangen af det kalenderår, hvori de foreløbige skatter er opkrævet, begære tilbagebetaling af de overskydende beløb, jf. kildeskattelovens § 55. Hvis Skatteforvaltningen vurderer, at det vil være urimeligt at afvente tilbagebetaling af overskydende skat i forbindelse med årsopgørelsen, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3, vil det overskydende beløb blive udbetalt straks. Der ydes ikke renter ved tilbagebetaling i henhold til kildeskattelovens § 55.

Efter det foreslåede 3. pkt. holdes for det andet tilfælde omfattet af kildeskattelovens § 67, stk. 2, uden for anvendelsesområdet af kildeskattelovens § 69 B. Herefter vil der i tilfælde, hvor den skattepligtige juridiske person efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, eller fondsbeskatningsloven, har erhvervet udbytte, hvori der efter kildeskattelovens § 65 er indeholdt udbytteskat, ske modregning af udbytteskatten i den indkomstskat, der af den skattepligtige skal betales for det indkomstår, i hvilket udbyttet er erhvervet. Hvis selskabet eller foreningen m.v. kan sandsynliggøre, at det indbetalte beløb med tillæg af udbytteskat vil overstige indkomstårets indkomstskat, kan det overskydende beløb under særlige omstændigheder tilbagebetales, før skatteansættelsen for indkomståret er foretaget, jf. selskabsskattelovens § 29 D, stk. 1. Der ydes ingen godtgørelse m.v., hvis det overskydende beløb udbetales i henhold til selskabsskattelovens § 29 D.

Efter det foreslåede 3. pkt. holdes for det tredje tilfælde omfattet af kildeskattelovens § 67, stk. 6, uden for anvendelsesområdet af kildeskattelovens § 69 B. Herefter vil tilfælde, hvor udbyttemodtageren er fritaget for udbytteskat og er fuldt skattepligtig her til landet efter fondsbeskatningsloven eller selskabsskattelovens § 1 eller har fast driftssted her i landet efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, ikke være omfattet af kildeskattelovens § 69 B. Der udbetales efter kildeskattelovens § 67, stk. 6, ikke godtgørelse eller renter ved udbetaling af udbytteskat, der måtte være indeholdt i sådanne tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Til nr. 1

I opkrævningslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., er det bestemt, at i de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter og afgifter.

Bestemmelsen i opkrævningslovens § 16 angiver, hvilke ind- og udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. der indgår i den samlede saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i kapitel 5.

Det drejer sig om følgende:

1. Skatter og afgifter omfattet af denne lovs § 1, stk. 1 og 2.

2. Betalinger efter selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven, toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

3. Gebyr og tilskud vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 53 og 53 a.

4. Betaling vedrørende batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk.

1. Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

2. Bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og betalinger.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., efter »§ 8, stk. 1, nr. 4,« indsættes »stk. 2 og 3,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 4, hvor der i opkrævningslovens § 8 foreslås indsat to nye stykker – stk. 2 og 3 – med en hjemmel for Skatteforvaltningen til at meddele fritagelse for betaling af renter i visse situationer. Med forslaget skal det således sikres, at det af § 1 om lovens anvendelsesområde fremgår, at de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 2 og 3, skal kunne anvendes på de renter, hvis betaling der skal kunne ske fritagelse for.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, gælder opkrævningsloven for opkrævning af skatter og afgifter, som virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret for hos Skatteforvaltningen, medmindre der er fastsat særlige regler i anden lovgivning eller EU-forordninger. Pligten til at være registreret for en given skat eller afgift er fastsat i lovgivningen om den pågældende skat eller afgift. F.eks. følger registreringspligten for punktafgifterne af bestemmelser i de enkelte punktafgiftslove, mens pligten til at være registreret for indeholdelse af kildeskat (f.eks. A-skat og udbytteskat m.v.) findes i kildeskattelovens § 85 og § 16 i bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat, ligesom pligten til at være registreret for moms følger af momslovens § 47. Opkrævningslovens regler kan i større eller mindre omfang gælde opkrævningen af en skat eller afgift, ved at der i den pågældende lov henvises til bestemmelser i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 3. Efter opkrævningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er afregningsperioden kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden, jf. 2. pkt. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der i medfør af 3. pkt. indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. 3. pkt. finder ifølge 4. pkt. dog ikke anvendelse, for så vidt angår indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til indkomstregisteret, og indeholdt udbytteskat, som skal indberettes efter skatteindberetningslovens § 29.

I opkrævningslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., er det bestemt, at angivelser vedrørende de i bilag 1, liste A, nævnte love skal indgives til Skatteforvaltningen senest den 15. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. Angivelser vedrørende den lov, som er nævnt i bilag 1, liste B, skal ifølge 2. pkt. indgives til Skatteforvaltningen senest den 10. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden, jf. dog stk. 6. I januar måned skal disse angivelser dog ifølge 3. pkt. indgives senest den 17. januar.

I opkrævningslovens § 2, stk. 3, er det bestemt, at såfremt den sidste rettidige angivelsesdag er en banklukkedag, anses den førstkommende bankdag som sidste rettidige angivelsesdag. Et krav på skatter og afgifter stiftes typisk på det tidligste tidspunkt, hvor kravet kan konstateres og opgøres. Hvis der eksempelvis er tale om moms, vil stiftelsestidspunktet være den 1. dag i måneden efter afgiftsperioden, jf. momslovens § 56, stk. 1, 1. og 2. pkt., hvorefter virksomheder for hver afgiftsperiode skal opgøre salgsmomsen og købsmomsen, og forskellen mellem disse er virksomhedens momstilsvar. Dette stiftelsestidspunkt vil også gælde, hvor kravet fastsættes ved en foreløbig fastsættelse, da afgørelsen om den foreløbige fastsættelse har til formål skønsmæssigt at fastsætte størrelsen på det krav, der vil være stiftet, medmindre virksomheden efterfølgende indgiver en angivelse eller indberetning, der indebærer, at der ikke er stiftet noget krav mod virksomheden, dvs. en såkaldt 0-angivelse. Hvis der er tale om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, vil stiftelsestidspunktet være tidspunktet for udbetalingen af A-indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, og det vil tilsvarende skulle anses som stiftelsestidspunktet, hvis kravet på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fastsættes foreløbigt.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 4, forfalder skatter og afgifter (tilsvaret) til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og tilsvaret skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. dog stk. 6. I stk. 6, 1. pkt., bestemmes, at for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven, hvor det sammenlagte tilsvar i henhold til indgivne angivelser, foretagne indberetninger til indkomstregisteret eller foreløbige fastsættelser, jf. § 4, af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat i en forudgående 12-måneders periode regnet fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., forfalder indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i kalenderåret til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Forfaldstidspunktet for indeholdt A-skat m.v. som nævnt i stk. 6, 1. pkt., finder ifølge 2. pkt. tilsvarende anvendelse for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Dette gælder ifølge 3. pkt. dog ikke, hvis den indeholdelsespligtiges samlede tilsvar ikke overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., jf. 1. pkt. Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er ifølge 4. pkt. forfaldsdagen. 1.-4. pkt. finder ikke anvendelse på regioner og kommuner.

Det fremgår af opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., at hvis Skatteforvaltningen efter angivelsesfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Tilsvarende gælder ifølge 2. pkt., hvis indkomstregisteret eller Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. I 3. pkt. er det bestemt, at tilsvaret skal betales senest 14 dage efter påkrav.

Bestemmelsen udgør en undtagelse til udgangspunktet i opkrævningslovens § 2, stk. 4, om, at den sidste rettidige betalingsdag følger angivelsesfristen for beløbet, idet sidste rettidige betalingsdag for beløb, der er skønsmæssigt fastsat ved en foreløbig fastsættelse efter § 4, er 14 dage efter påkrav. Derimod vil forfaldstidspunktet være uændret.

Formålet med en foreløbig fastsættelse af tilsvaret er dels at fremtvinge en angivelse eller indberetning, der er baseret på reelle tal fra virksomheden, i stedet for at skulle lægge Skatteforvaltningens skøn til grund og dels at sikre sig et grundlag for tvangsinddrivelse af det foreløbigt fastsatte tilsvar.

Betales et beløb, der opkræves efter opkrævningslovens regelsæt, ikke inden betalingsfristens udløb, skal virksomheden betale renter af beløbet efter rentesatsen i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 7, regnet fra dagen efter den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet betales. Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, er fastsat til basisrenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med en månedligt tillæg på 0,7 procentpoint. Basisrenten udgør p.t. 0 pct., hvilket svarer til en rentesats på p.t. 8,4 pct. årligt.

Skatter og afgifter omfattet af opkrævningslovens § 1, stk. 1 og 2, opkræves over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr.

1. Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, opkræves skatter og afgifter, hvor der i lovgivningen er fastsat en pligt til at være registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, efter opkrævningslovens regler. Rentesatsen på skattekontoen udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint, hvilket i 2021 svarer til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente). På skattekontoen sker opkrævningen efter et saldoprincip, hvor der af en debetsaldo beregnes en daglig rente, der tilskrives månedligt og lægges oven i saldoen, hvorved der beregnes rentes rente, hvilket giver en højere rente, jo mere betalingsfristen overskrides, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 1.

Tilsvaret i henhold til en foreløbig fastsættelse for en afregningsperiode debiteres skattekontoens saldo med rentevirkning fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag for afregningsperioden. Sker der efterfølgende en angivelse eller indberetning, vil det angivne eller indberettede beløb erstatte det skønsmæssigt fastsatte beløb. Har det skønsmæssigt fastsatte beløb været for højt eller for lavt fastsat i forhold til den efterfølgende angivelse fra virksomheden, betyder det, at morarenteberegningen er sket af en saldo, der har været enten for høj eller for lav. I sådanne tilfælde med en efterfølgende angivelse eller indberetning korrigeres der efterfølgende for, at der har været beregnet rente af en enten for højt eller for lavt fastsat debetsaldo. Det fremgår således af forarbejderne til reglerne om skattekontoen, at det har været hensigten, at der på skattekontoen skal foretages, hvad der kan betegnes som en fuld »tilbagerulning«. Det vil sige, at den hidtidige skønsmæssige fastsættelse og de hertil knyttede beregnede renter helt slettes. Det korrekte beløb indsættes med virkning tilbage i tid, og der beregnes herefter renter af dette beløb.

Når en virksomhed indgiver en angivelse eller indberetning efter at have modtaget en foreløbig fastsættelse for en given afregningsperiode, behandles virksomhedens angivelse eller indberetning således efter praksis på samme måde som en almindelig angivelse eller indberetning, der er indgivet for sent, og der foretages renteberegning med virkning fra sidste rettidige betalingsdag for tilsvar vedrørende den pågældende afregningsperiode, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, og rentebestemmelserne i §§ 7 og 16 c.

Det foreslås, at opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., nyaffattes, så det af bestemmelsen skal fremgå, at betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, jf. § 2, skal finde anvendelse for betalingen af det skønsmæssigt fastsatte beløb.

Sidste rettidige betalingsdag for et skatte- og afgiftskrav, der skønsmæssigt er fastsat i henhold til en skønsmæssig foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, vil derfor altid skulle være sammenfaldende med fristen for at indgive angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode.

Den foreslåede ændring vil betyde, at der ikke længere vil være forskel på sidste rettidige betalingsdag i situationen, hvor en virksomhed, efter at der er truffet afgørelse om foreløbig fastsættelse, afgiver en angivelse eller indberetning, og sidste rettidige betalingsdag i situationen, hvor den foreløbige fastsættelse ikke afløses af en angivelse eller indberetning. I henhold til praksis for førstnævnte situation foretages der renteberegning tilbage fra sidste rettidige betalingsdag for tilsvar vedrørende den pågældende afregningsperiode, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, og rentebestemmelserne i §§ 7 og 16 c. Den beskrevne praksis er baseret på pkt. 3.8 om skønsmæssige fastsættelser i lovforslaget til lov nr. 513 af 7. juni 2006, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 205 som fremsat, side 6565 f.

Med den foreslåede ændring vil der i alle situationer, hvor Skatteforvaltningen har gennemført en foreløbig fastsættelse for en periode, skulle betales rente fra den sidste rettidige betalingsdag, der gælder for den pågældende afregningsperiode.

Det foreslås således med den nye § 4, stk. 1, 3. pkt., at sidste rettidige betalingsdag for et skatte- og afgiftskrav, der skønsmæssigt er fastsat i henhold til en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, altid skal være sammenfaldende med fristen for at indgive angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode, og at denne betalingsfrist også skal gælde, hvis virksomheden, efter at en foreløbig fastsættelse er foretaget, indgiver en angivelse eller indberetning for den pågældende afregningsperiode. Herefter skal der i alle situationer, hvor Skatteforvaltningen har gennemført en foreløbig fastsættelse for en periode, betales rente fra den sidste rettidige betalingsdag, der gælder for den pågældende afregningsperiode. Herved bliver rentereglerne ens for virksomheder, der angiver til tiden eller angiver efter at have modtaget en foreløbig fastsættelse, men ikke betaler tilsvaret, og virksomheder, der ikke angiver og får fastsat tilsvaret foreløbigt af Skatteforvaltningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, gælder opkrævningsloven for opkrævning af skatter og afgifter, som virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret for hos Skatteforvaltningen, medmindre der er fastsat særlige regler i anden lovgivning eller EU-forordninger. Pligten til at være registreret for en given skat eller afgift er fastsat i lovgivningen om den pågældende skat eller afgift. F.eks. følger registreringspligten for punktafgifterne af bestemmelser i de enkelte punktafgiftslove, mens pligten til at være registreret for indeholdelse af kildeskat (f.eks. A-skat og udbytteskat m.v.) findes i kildeskattelovens § 85 og § 16 i bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat, ligesom pligten til at være registreret for moms følger af momslovens § 47. Opkrævningslovens regler kan i større eller mindre omfang gælde opkrævningen af en skat eller afgift, ved at der i den pågældende lov henvises til bestemmelser i opkrævningsloven, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 3.

I opkrævningslovens § 9, stk. 1, er der fastsat særlige regler for erhvervsdrivende, der lejlighedsvist modtager visse afgiftspligtige varer fra EU, men som ikke skal være autoriseret eller registreret hos Skatteforvaltningen som registrerede varemodtagere. De kan registreres som midlertidige varemodtagere. De skal angive og betale punktafgifterne af varerne senest ved varemodtagelsen. Tilsvarende regler er fastsat i opkrævningslovens § 9, stk. 2, for private, der lejlighedsvist får tilsendt visse afgiftspligtige varer, når de selv står for forsendelsen af varerne. De skal også angive og betale punktafgifterne af varerne senest ved modtagelsen af varerne. Er det sælgeren, som forestår forsendelsen, er det sælgeren, som skal betale afgiften og den danske moms (f.eks. ved internethandel).

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er afregningsperioden kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden, jf. 2. pkt. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der ifølge 3. pkt. indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. 3. pkt. finder ifølge 4. pkt. dog ikke anvendelse, for så vidt angår indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til indkomstregisteret, og indeholdt udbytteskat, som skal indberettes efter skatteindberetningslovens § 29.

Afregningsperioden kan således være fraveget i de enkelte skatte- og afgiftslove, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. For moms er det f.eks. i momslovens § 57 fastsat, at afregningsperioden er måneden for virksomheder, hvis de samlede momspligtige leverancer overstiger 50 mio. kr. årligt, og for virksomheder med momspligtige leverancer på samlet mellem 50 mio. kr. og 5 mio. kr. er afregningsperioden kvartalet, mens virksomheder, hvis samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 5 mio. kr., har første og andet halvår af kalenderåret som afregningsperioder.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., er angivelsesfristen for punktafgifterne, der er nævnt i bilag 1, liste A, til opkrævningsloven, den 15. i måneden efter afregningsperioden. For indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er angivelsesfristen den 10. i måneden efter den måned, som indkomsten vedrører, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., med henvisning til bilag 1, liste B. I januar måned skal disse angivelser dog først indgives den 17. januar, jf. § 2, stk. 2, 3 pkt. For store virksomheder er angivelsesfristen vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den sidste bankdag i den måned, som indkomsten vedrører, jf. § 2, stk. 6. En virksomhed anses ifølge stk. 6 for stor, hvis det samlede tilsvar af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat for en 12-måneders periode regnet fra oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr. For andre afgifter kan angivelsesfristen være fastsat i den pågældende afgiftslov. For momspligtige virksomheder, der afregner månedligt, er angivelsesfristen den 25. i måneden efter afgiftsperiodens udløb, idet angivelsen for juni dog skal dog foretages senest 1 måned og 17 dage efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 2. For virksomheder, der afregner moms kvartalsvis eller halvårligt, er angivelsesfristen den 1. i den tredje måned efter afregningsperiodens udløb, jf.§ 57, stk. 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 2, stk. 4, forfalder skatter og afgifter (tilsvaret) til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og tilsvaret skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. dog stk. 6. I stk. 6, 1. pkt., bestemmes, at for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven, hvor det sammenlagte tilsvar i henhold til indgivne angivelser, foretagne indberetninger til indkomstregisteret eller foreløbige fastsættelser, jf. § 4, af enten arbejdsmarkedsbidrag eller A-skat i en forudgående 12-måneders periode regnet fra og med oktober 2 år før kalenderåret til og med september i året før kalenderåret overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., forfalder indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i kalenderåret til betaling den sidste hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Forfaldstidspunktet for indeholdt A-skat m.v. som nævnt i stk. 6, 1. pkt., finder ifølge 2. pkt. tilsvarende anvendelse for indeholdelsespligtige med flere virksomheder, for hvilke der føres særskilt regnskab, og som har fået tildelt flere SE-numre. Dette gælder ifølge 3. pkt. dog ikke, hvis den indeholdelsespligtiges samlede tilsvar ikke overstiger henholdsvis 250.000 kr. eller 1 mio. kr., jf. 1. pkt. Sidste rettidige angivelses- og betalingsdag er ifølge 4. pkt. forfaldsdagen. 1.-4. pkt. finder ikke anvendelse på regioner og kommuner.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 5, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse og størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Når Skatteforvaltningen foretager en skønsmæssig fastsættelse, skal der samtidig tages stilling til periodiseringen af det skønnede skatte- eller afgiftstilsvar for at kunne afgøre, hvilken eller hvilke afregningsperioder eller angivelsesfrist eller -frister der skulle være anvendt ved en korrekt angivelse eller indberetning fra virksomheden. Hermed skal sikres, at der ikke fastsættes og efteropkræves skatte- eller afgiftstilsvar, uden at betingelserne for genoptagelse er opfyldt, eller at der fastsættes og opkræves skatte- eller afgiftstilsvar, der er bortfaldet ved forældelse.

Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter for en afregningsperiode er negativt, udbetales beløbet til virksomheden, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1. Tilsvarende gælder, hvis virksomheden ved en fejl har indbetalt for meget, eller når en godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret. Udbetalingen skal ske senest 3 uger efter rettidig modtagelse af angivelsen henholdsvis indberetningen eller, hvis tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, senest 3 uger efter, at virksomheden har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller Skatteforvaltningen har konstateret fejlen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2.

Bestemmelserne i opkrævningslovens § 5, stk. 1 og 2, omhandler såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter og afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse eller negativt tilsvar, og beløbet derfor skal indbetales eller tilbagebetales.

Bestemmelserne om efterangivelser anvendes i praksis, både hvor virksomheden efter at have indgivet den første – men urigtige – angivelse eller indberetning for en given periode på eget initiativ efterangiver det manglende beløb, og i tilfælde, hvor Skatteforvaltningen forhøjer tilsvaret, fordi virksomheden har indgivet en urigtig angivelse eller indberetning. Der sondres således ikke mellem, om ændringen af tilsvaret, der giver anledning til et efter- eller tilbagebetalingskrav mod virksomheden, sker på virksomhedens eller på Skatteforvaltningens initiativ.

Videre anvendes bestemmelsen i situationer, hvor virksomheden har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, og hvor beløbet derfor skal tilbagebetales. Derudover er bestemmelsen i praksis anvendt, hvor Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol fastsætter tilsvaret første gang for perioden, fordi virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for skatten eller afgiften eller ikke har foretaget en angivelse eller indberetning for afregningsperioden i henhold til gældende regler. I disse situationer, hvor en foreløbig fastsættelse efter § 4, stk. 1, som følge af den manglende registrering ikke foretages, opkræves beløbet til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. § 5.

I tilfælde, hvor virksomheden indgiver sin ordinære angivelse eller indberetning efter angivelsesfristen, men inden virksomhedens tilsvar er fastsat ved en foreløbig fastsættelse, jf. opkrævningslovens § 4, har Skatteforvaltningen i praksis anvendt den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og derfor beregnet renter fra udløbet af denne frist. Skatteforvaltningen vurderer dog nu, at opkrævningslovens § 5 også skal finde anvendelse i sådanne situationer. Skatteforvaltningen vurderer samtidig, at praksis i enkelte andre situationer også har været forkert, idet det vurderes, at opkrævningslovens § 5 også her har skullet finde anvendelse. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor en virksomhed registreres for moms, A-skat m.v. med tilbagevirkende kraft og i den forbindelse indgiver en angivelse eller indberetning, der således modtages for sent. Skatteforvaltningen vil udsende et styresignal om genoptagelse af sager, hvor der er sket renteopkrævning i strid med den betalingsfrist, der følger af § 5.

Betalingsfristen på 14 dage efter påkrav for krav, der skyldes efterangivelser, er en undtagelse fra udgangspunktet om, at sidste rettidige betalingsdag følger angivelsesfristen for beløbet, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I en række afgiftslove er der indsat bestemmelser, der minder om opkrævningslovens § 5 og tilsvarende har fastsat en betalingsfrist på 14 dage efter påkrav. Bestemmelserne omfatter virksomheder og i nogle tilfælde også privatpersoner. For privatpersoner og virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten for den pågældende afgift, finder opkrævningslovens § 5 ikke anvendelse, jf. herved § 1, stk. 1, om anvendelsesområdet for opkrævningsloven, og afgiften opkræves derudover heller ikke for en afregningsperiode.

I forbindelse med efterangivelser og ved manglende angivelser, hvor Skatteforvaltningen konstaterer og opkræver det beløb, der skulle være angivet, afkræves virksomheden beløbet til betaling efter 14 dage, jf. opkrævningslovens § 5. Betales beløbet inden udløbet af fristen, betales ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag, jf. forarbejderne til opkrævningslovens § 5, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 549, L 19 som fremsat, side 566.

Betales et beløb, der opkræves efter opkrævningslovens regelsæt, ikke inden betalingsfristens udløb, skal virksomheden betale renter af beløbet efter rentesatsen i opkrævningsloven. Renten, der er månedlig, men beregnes dagligt, er fastsat til basisrenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med en månedligt tillæg på 0,7 procentpoint. Basisrenten udgør p.t. 0 pct., hvilket svarer til en rentesats på p.t. 8,4 pct. årligt. Skatter og afgifter omfattet af opkrævningslovens § 1, stk. 1 og 2, opkræves over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1. Efter opkrævningslovens § 1, stk. 1, opkræves skatter og afgifter, hvor der i lovgivningen er fastsat en pligt til at være registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, efter opkrævningslovens regler. På skattekontoen sker opkrævningen efter et saldoprincip, hvor der af en debetsaldo beregnes en daglig rente, der tilskrives månedligt og lægges oven i saldoen, hvorved der beregnes rentes rente, hvilket giver en højere rente, jo mere betalingsfristen overskrides, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, hvorefter debetsaldoen forrentes efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, med daglig beregning og månedlig tilskrivning. Rentesatsen på skattekontoen udgøres af basisrenten med et tillæg på 0,7 procentpoint, hvilket i 2021 svarer til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente).

Opkrævningslovens § 5 om efterangivelser og manglende angivelser, hvor Skatteforvaltningen opkræver det beløb, der skulle være angivet, jf. ovenfor, omfatter skatter og afgifter, der opkræves efter reglerne i opkrævningsloven. Det vil f.eks. dreje sig om indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift, punktafgifter samt indeholdt udbytte-, rente- og royaltyskat.

Opkrævningslovens § 5 anvendes også på afgifter, som visse varemodtagere skal betale ved modtagelsen af visse varer fra EU, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 3.

Krav, der er rettet mod erhvervsdrivende, der er registreret for de pågældende skatter og afgifter, opkræves som nævnt ovenfor over skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1. Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. § 16 a, stk. 3. Krav, der opkræves over skattekontoen, debiteres saldoopgørelsen på skattekontoen fra den seneste rettidige betalingsdag, jf. § 16 a, stk. 4. Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8., om det såkaldte FIFO-princip, der indebærer, at virksomheden ikke kan øremærke sine indbetalinger. Krav, der er rettet mod erhvervsdrivende, der skulle have været registreret for de pågældende skatter og afgifter, opkræves ligeledes over skattekontoen, i det omfang de allerede har en sådan. Disse krav, der typisk opstår efter et kontrolbesøg, opkræves med 14 dages betalingsfrist fra afgørelsen og debiteres saldoopgørelsen på skattekontoen på det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen og kontrolsagen er afsluttet. Renten beregnes dagligt med en månedlig rentesats på basisrenten tillagt 0,7 procent, jf. § 16 c, stk. 1, jf. § 7, stk. 1 og 2. Da basisrenten i øjeblikket er på 0 procent, svarer renten til en årlig rente på 8,4 pct. (uden effekten af renters rente), jf. ovenfor. Renten tilskrives skattekontoens saldo månedligt, hvorved der betales rentes rente, når et månedsskifte er sket.

Private og ikkeregistreringspligtige virksomheder betaler også punktafgifter af visse varer, der modtages fra EU. Disse punktafgifter opgøres og opkræves ud fra oplysninger om den enkelte forsendelse. Modtagelsesdagen fastlægges ved modtagerens kvittering for modtagelsen. Svarer de modtagne varer ikke til det oplyste med hensyn til varetype og varemængde, skal differencen anføres på kvitteringen. Er forsendelsen mindre, tilbagebetales den for meget betalte afgift, og er forsendelsen større, opkræves den yderligere afgift med en 14 dages betalingsfrist. Opkrævningen af disse afgifter sker ved indbetalingskort. Rentebestemmelsen i opkrævningslovens § 7 og bestemmelsen i § 5 finder også anvendelse på krav, der opkræves over for private og ikkeregistreringspligtige varemodtagere, som skal angive og betale punktafgifterne ved varemodtagelsen, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 3. Efter gældende regler skal et krav ved en efteropkrævning betales senest 14 dage efter påkrav. Overskrides sidste rettidige betalingsdag, skal der betales rente efter opkrævningslovens § 7 fra den 15. dag. Da disse krav ikke opkræves over skattekontoen, beregnes der ikke rentes rente.

De almindelige regler om genoptagelse af en afgiftsansættelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, gælder også for efterangivelser, og den ordinære genoptagelsesfrist på 3 år løber fra udløbet af fristen for indgivelse af angivelse eller indberetning for den pågældende periode, jf. skatteforvaltningslovens § 31. Derimod gælder genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven ikke for kildeskatter, dvs. A-skat, udbytteskat, royaltyskat og renteskat m.v. I SKM2010.814.LSR fandt Landsskatteretten, at et selskabs pligt til at indeholde A-skat af arbejdsindlejede personer og selskabets hæftelse for manglende betaling af skat ikke omfattes af fristreglerne. Dette blev begrundet med, at der ikke er tale om »foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat«. De almindelige forældelsesregler efter forældelsesloven finder derfor anvendelse i forhold til kildeskatter. Krav afledt af et fastsat afgiftstilsvar forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a. Krav, der er afledt af ansættelser, der er foretaget inden forældelsesfristens udløb, forældes dog tidligst 1 år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen.

Det følger af § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer kan overdrages til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkeprocedure forgæves er gennemført. Efter § 2, stk. 4, underretter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt skyldneren inden kravet overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underretning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning. Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, skal Skatteforvaltningen udsende et rykkerbrev, hvis en debetsaldo overstiger 5.000 kr. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås at nyaffatte opkrævningslovens § 5, så det af stk. 1 kommer til at fremgå, at sidste rettidige betalingsdag for skatte- og afgiftskrav, der har deres baggrund i en efterangivelse, der skal korrigere en given angivelse eller indberetning, eller i en angivelse eller indberetning, der indgives efter fristen eller mangler at blive indgivet, så Skatteforvaltningen opkræver det beløb, der skulle have været angivet eller indberettet, altid har samme sidste rettidige betalingsdag som krav, der er angivet eller indberettet korrekt og rettidigt.

Det foreslås, at det i § 5, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at hvis en virksomhed ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., eller hvis et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke svarer til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, skal virksomheden betale det skyldige beløb.

Hvor anvendelsen af § 5, stk. 1, i dag forudsætter, at det konstateres, at virksomheden har afgivet en urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået for meget udbetalt i godtgørelse, indebærer den foreslåede nyaffattelse, at anvendelsen af bestemmelsen i stedet skal forudsætte, at virksomheden ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, eller at et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke svarer til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse. For at komme uden for anvendelsesområdet for opkrævningslovens § 5, stk. 1, efter den foreslåede nyaffattelse skal angivelsen eller indberetningen således være indgivet både rettidigt og med et korrekt indhold. Svigter blot en af disse betingelser – angivelsen er f.eks. korrekt, men for sen, eller angivelsen er urigtig, men rettidig – vil situationen blive reguleret af § 5, stk. 1.

Hvis virksomheden indgiver angivelsen eller indberetningen digitalt, anses den for modtaget den dag, hvor angivelsen eller indberetningen er modtaget i Skatteforvaltningens it-system. Virksomheden har bevisbyrden for, at angivelsen eller indberetningen er kommet frem rettidigt, hvorfor virksomheden bør indsende angivelsen eller indberetningen i så god tid, at angivelsen eller indberetningen ikke modtages for sent som følge af it-problemer, herunder problemer hos egen internetudbyder, eller problemer hos postvæsenet. Skyldes en forsinkelse it-problemer hos Skatteforvaltningen, må afsendelsestidspunktet lægges til grund som modtagelsestidspunkt, hvis der kan fremlægges pålidelige oplysninger om en rettidig afsendelse. Hvis angivelsen eller indberetningen indgives ved anvendelse af en papirblanket, vil modtagelsesdatoen være den dag, hvor papirblanketten modtages hos Skatteforvaltningen. Navnlig ved anvendelse af papirblanketter gælder, at virksomheden ved sin afsendelse må tage højde for, hvor lang tid der går med, at postvæsenet får afleveret brevet.

Videre foreslås, at det udtrykkeligt skal fremgå, at også beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, skal omfattes af bestemmelsen, hvis det konstateres, at beløbet ikke svarer til det korrekte beløb. Også i en sådan situation, hvor det viser sig, at der ikke er betalt det korrekte beløb i en situation, hvor tilsvaret skønsmæssigt er fastsat foreløbigt efter § 4, stk. 1, vil der ikke være indgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, men det foreslås at nævne denne situation udtrykkeligt i selve ordlyden, så fortolkningstvivl ikke kan opstå.

Alle tilfælde, hvor en virksomhed enten har afgivet en urigtig angivelse eller indberetning, for sent har afgivet sin angivelse eller indberetning eller slet ikke har foretaget nogen angivelse eller indberetning, vil således være omfattet af ordlyden, forudsat at Skatteforvaltningen kan konstatere det korrekte tilsvar, som virksomheden burde have angivet eller indberettet. Hermed omfatter nyaffattelsen både den situation, hvor virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for de skatter eller afgifter, som virksomheden skal betale, og den situation, hvor virksomheden er korrekt registreret, men ikke indgiver en korrekt angivelse eller en indberetning eller indgiver angivelsen eller indberetningen for sent. Også i situationen, hvor tilsvaret for perioden har været fastsat ved en skønsmæssig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, men hvor det skønsmæssigt fastsatte tilsvar viser sig ikke at være korrekt, og hvor virksomheden derfor indgiver en angivelse til erstatning for det foreløbigt fastsatte tilsvar, eller hvor Skatteforvaltningen efterfølgende selv konstaterer, hvilket beløb der er det korrekte tilsvar, vil med nyaffattelsen blive omfattet af opkrævningslovens § 5, stk. 1.

I den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at for betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v. og kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse skal betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, finde anvendelse.

Det for lidt betalte tilsvar og kravet på tilbagebetaling foreslås derfor forrentet med virkning fra udløbet af den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning.

Den foreslåede regel om forrentningen af krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse skyldes hensynet til at kunne systemunderstøtte reglen og har sin baggrund i Skatteforvaltningens angivelsesprocedure, hvorefter der for virksomheder, for hvilke der skal ske en korrektion af en tidligere indgivet angivelse, skal laves en positiv eller negativ efterangivelse, afhængigt af om virksomheden skal betale eller tilbagebetale et beløb for afregningsperioden eller have et beløb nedsat og tilbagebetalt, hvis beløbet allerede er blevet betalt. Angivelsesproceduren er udtryk for en »nettoløsning«, hvorefter der ikke tilbage i tid ændres i tilsvaret, men blot beregnes et reguleringsbeløb, som så enten debiteres eller krediteres saldoen på skattekontoen. Momsangivelsen reguleres af momslovens § 56, der i stk. 1, 2. pkt., bestemmer, at forskellen mellem salgsmomsen og købsmomsen er virksomhedens momstilsvar. Hvis virksomheden med urette indgiver en negativ momsangivelse for afgiftsperioden, idet angivelsen i stedet skulle have lydt på et positivt momsbeløb, vil der skulle laves en positiv efterangivelse, der både omfatter det beløb, der med urette blev angivet som negativ moms, og det positive momsbeløb. Dette gælder også, hvis beløbet vedrørende den med urette angivne negative moms allerede måtte være blevet udbetalt til virksomheden, således at der består et krav på tilbagebetaling, jf. om udbetalingsfristen opkrævningslovens § 12, stk. 2, 1. pkt., hvorefter udbetalingen af f.eks. negative momstilsvar som udgangspunkt skal ske senest 3 uger efter den rettidige modtagelse af angivelsen. Det vil komplicere systemunderstøttelsen, hvis den nævnte angivelsesprocedure skulle ændres for at kunne understøtte en renteregel, hvorefter forrentningen af tilbagebetalingskravet skal ske fra udløbet af udbetalingsdagen.

Det er virksomhederne, der har ansvaret for, at angivelser er korrekte og rettidige, og det gælder også, hvor angivelsen indeholder et krav på negativ moms eller på en godtgørelse. Kravet om rettidighed indebærer, at angivelsen skal ske inden angivelsesfristens udløb. Angivelsen kan dog også være sket forinden, idet den dog tidligst vil kunne indgives, når det krav, som angivelsen lyder på, er stiftet. Den renteregel, der foreslås for tilbagebetalingskrav, vil i nogle situationer indebære, at der beregnes renter fra et tidligere tidspunkt end den dag, hvor beløbet med urette blev udbetalt til virksomheden, mens der i andre situationer vil blive beregnet renter fra et senere tidspunkt. Sidstnævnte situation foreligger, hvor virksomheden indgiver sin angivelse umiddelbart efter afregningsperioden. Dette kan illustreres med nogle eksempler:

For en virksomhed, der anvender kvartalet som afgiftsperiode for moms, vil angivelsen skulle foretages senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 3, 2. pkt. For årets første kvartal vil angivelsen således skulle indgives senest den 1. juni, som også er sidste rettidige betalingsdag. Momskravet for første kvartal – hvad enten det er positivt eller negativt – vil være stiftet ved udløbet af kvartalet, dvs. den 1. april, som også vil være den tidligste angivelsesdag. Hvis virksomheden for første kvartal indgiver en momsangivelse lydende på negativ moms på sidste dag for rettidig angivelse, dvs. den

1. juni, og den negative moms udbetales af Skatteforvaltningen den 22. juni, hvor udbetalingen som udgangspunkt senest vil skulle ske, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2, vil et tilbagebetalingskrav, der skyldes, at Skatteforvaltningen efterfølgende konstaterer, at momsangivelsen var urigtig, idet der ikke efter momslovens § 56 bestod noget krav på negativ moms for første kvartal (der bestod måske i stedet et krav på positiv moms) eller alene et mindre krav på negativ moms, efter den foreslåede regel i opkrævningslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., skulle betales senest den 1. juni, hvorfor forrentningen af tilbagebetalingskravet vil ske fra og med den 2. juni. Dermed vil tilbagebetalingskravet blive forrentet med virkning fra et tidspunkt, hvor virksomheden endnu ikke havde fået udbetalt det beløb, som den med urette har angivet og fået udbetalt.

Hvis virksomheden derimod har indgivet den negative momsangivelse for første kvartal tidligst muligt, dvs. den 1. april – hvilket den vil have en interesse i, hvis den som følge af et likviditetsmæssigt behov ønsker en hurtig udbetaling – og beløbet er udbetalt inden for 3-ugers fristen i opkrævningslovens § 12, stk. 2, vil tilbagebetalingskravet derimod blive forrentet med virkning fra et tidspunkt, der ligger senere end udbetalingsdagen, hvorfor virksomheden i en periode rentefrit har haft beløbet til rådighed.

Den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, stk. 1, med bl.a. fjernelsen af betalingsfristen på 14 dage efter påkrav vil også få betydning, hvor kravet i forbindelse med en kontrol fastsættes skønsmæssigt efter § 5, stk. 2.

Det foreslås i opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke kan fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, skal Skatteforvaltningen kunne fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører, skønsmæssigt.

Hvis det ikke er muligt at fastsætte afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, vil Skatteforvaltningen skulle foretage en skønsmæssig fastsættelse af afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, således at denne afregningsperiode eller dag lægges til grund for, hvilken betalingsfrist og dermed hvilket rentestarttidspunkt der skal anvendes.

Det foreslås, at det af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 2. pkt., skal fremgå, at hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som negativt tilsvar eller godtgørelse, og kan størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, vil Skatteforvaltningen tilsvarende kunne fastsætte beløbet skønsmæssigt.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., er der tale om, at negative tilsvar indføjes i ordlyden.

Derudover foreslås, at det af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 3. pkt., skal fremgå, at stk. 1, 2. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse for betalingen af henholdsvis tilsvaret efter 1. pkt. og beløbet efter 2. pkt.

Det vil indebære, at betalingsfristen, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, skal finde anvendelse for betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v., der skønsmæssigt fastsættes, jf. § 5, stk. 2, 1. pkt. Det vil også indebære, at kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes, jf. § 5, stk. 2, 2. pkt., skal forfalde til betaling på den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning.

Den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5 vil med andre ord indebære, at det tilsvar, der opkræves efter opkrævningslovens § 5, med en rentemæssig virkning tilbage i tid vil blive debiteret skattekontoens saldoopgørelse med virkning fra den sidste rettidige betalingsdag, der skulle være anvendt ved en rettidig angivelse eller indberetning, således at der beregnes renter fra udløbet af denne dato. Tilsvarende vil det gælde for tilbagebetalingskrav, der skyldes en uberettiget udbetaling af negativt tilsvar eller godtgørelse, at tilbagebetalingskravet vil forfalde til betaling på den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og derfor debiteres skattekontoens saldoopgørelse med virkning fra denne dato tilbage i tid.

Ændringen sker dog af gode grunde i nutid, hvorfor det eller de krav, som debetsaldoen består af, tidligst vil kunne sendes til inddrivelse, når der ikke er sket betaling af beløbet ifølge debetsaldoen – der vil skulle overstige 5.000 kr. – inden for den betalingsfrist, der fastsættes i et rykkerbrev til virksomheden.

Med de foreslåede nyaffattelser af opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og § 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, vil der således i alle tilfælde, hvor en virksomhed ikke korrekt og rettidigt har angivet eller indberettet det skyldige tilsvar, skulle gælde samme sidste rettidige betalingsdag for tilsvaret, nemlig den sidste rettidige betalingsdag, der skal anvendes ved en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning. Hjemmelsmæssigt vil tilfælde, hvor virksomheden ikke rettidigt afgiver sin angivelse eller indberetning for en afregningsperiode, være omfattet af § 4, stk. 1, når Skatteforvaltningen ikke kender tilsvaret og derfor skønsmæssigt må fastsætte det foreløbigt. Tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, vil derimod hjemmelsmæssigt blive reguleret af § 5, stk. 1, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere det korrekte tilsvar, således at det manglende beløb kan efteropkræves. Endelig vil tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, hjemmelsmæssigt blive reguleret af § 5, stk. 2, hvis Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol ikke kan konstatere det korrekte tilsvar, fordi regnskabsmaterialet enten helt mangler eller mangler nødvendige oplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

Efter gældende regler kan Skatteforvaltningen, jf. opkrævningslovens § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, meddele fritagelse for betaling af renter efter opkrævningslovens § 7 og § 16 c, stk. 1 og 2. Der er tale om betaling af morarenter som følge af overskridelse af en betalingsfrist.

Til bestemmelsen er der i § 8, stk. 2, knyttet en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1. Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. Om fritagelse for betaling af renter fremgår det af bekendtgørelsens § 4, at Skatteforvaltningen kan fritage virksomheder for betaling af renter som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt overskridelsen af betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indbetaler beløbet, eller hvis overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold.

Bestemmelsen, der skal administreres restriktivt, anvendes til at fritage virksomheder, der hidtil har betalt rettidigt, for betaling af renter ved for sen betaling, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, eksempelvis ved pludseligt opstået sygdom, når fristoverskridelsen er kortvarig.

Hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v. for en afregningsperiode er negativt, eller virksomheden skal have udbetalt godtgørelse, udbetales beløbet efter reglerne i opkrævningslovens § 12. Hvis angivelsen eller indberetningen er modtaget rettidigt, sker udbetalingen senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen eller indberetningen for den pågældende periode, jf. § 12, stk. 2. Hvis Skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke kan foretage kontrol af angivelsen eller indberetningen, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol, jf. § 12, stk. 3, 1. pkt. Skønner Skatteforvaltningen, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgiftstab, kan Skatteforvaltningen afbryde udbetalingsfristen eller stille krav om sikkerhed, jf. § 12, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at der efter opkrævningslovens § 8, stk. 1, indsættes nye stykker som stk. 2 og 3.

Det foreslås med § 8, stk. 2, at Skatteforvaltningen, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, skal kunne meddele fritagelse for betaling af renter af krav efter § 5.

Med bestemmelsen skal Skatteforvaltningen gives adgang til at meddele fritagelse for betaling af renter af krav opkrævet efter opkrævningslovens § 5, når det efter en konkret vurdering af årsagen til fejlen og fejlens art skønnes urimeligt at fastholde forrentningen.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en fritagelse.

Adgangen til at meddele fritagelse for betaling af renter tænkes eksempelvis anvendt i følgende situation:

En virksomhed, der afregner moms månedligt, angiver rettidigt et negativt momstilsvar for januar måned 2023 på -100.000.000 kr. Beløbet skulle kun være -1.000.000 kr. Fejlen skyldes, at beløbet er blevet indberettet som et ørebeløb. Beløbet når ikke at blive udbetalt, inden virksomheden den 4. marts 2023 selv opdager fejlen og korrigerer angivelsen ved at indgive en positiv efterangivelse på 99.000.000 kr., der udligner det fejlagtige beløb.

Efter den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, stk. 1, vil der blive opkrævet renter af efterangivelsen på 99.000.000 kr. fra udløbet af den 25. februar 2023 frem til datoen for efterangivelsen, selv om virksomheden ikke har rådet over beløbet. I denne situation bør der kunne gives fritagelse for renter af efterangivelsen på 99.000.000 kr.

Efter lovforslagets § 2, nr. 3, vil der i alle tilfælde, hvor virksomheden ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning, skulle ske renteberegning af det for lidt betalte tilsvar eller det for meget udbetalte negative tilsvar eller godtgørelse fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag, som skal anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, og frem til betaling sker. Dette indebærer, at en virksomhed, der eksempelvis på baggrund af en forkert angivelse har fået udbetalt et negativt momsbeløb efter sidste rettidige angivelses- og betalingsfrist for afgiftsperioden og senere selv retter sin angivelsesfejl eller får den rettet af Skatteforvaltningen, hvorved momsen for afgiftsperioden forhøjes, skal betale rente af differencebeløbet helt tilbage fra udløbet af sidste rettidige betalingsfrist for afgiftsperioden, selv om virksomheden først har fået udbetalt den negative moms fra den første angivelse efter sidste rettidige betalingsfrist for afgiftsperioden og dermed ikke har haft det udbetalte beløb i hånden i hele den periode, hvor der efter forslaget beskrevet i pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget skal pålægges renter.

For en virksomhed, som angiver forkert og dermed med urette har fået udbetalt et beløb, som senere kræves tilbagebetalt, skal korrektionen af systemmæssige grunde ske via en efterangivelse efter opkrævningslovens § 5. Virksomheden må derfor ved sådanne urigtige angivelser tåle, at der efter omstændighederne beregnes renter af et beløb for en periode, hvor beløbet endnu ikke var udbetalt (dvs. fra sidste rettidige betalingsdato for afregningsperioden og indtil udbetalingen af det med urette udbetalte beløb).

Som det fremgår af pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, vil virksomheder dog ikke i alle tilfælde blive pålagt at betale renter af et tilbagebetalingskrav fra et tidspunkt, hvor f.eks. det angivne negative tilsvar, der giver anledning til et krav på tilbagebetaling, endnu ikke var udbetalt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis angivelsen sker tidligt i angivelsesperioden.

Det kan ikke afvises, at der i helt særlige situationer kan forekomme tilfælde, hvor det kan være urimeligt, at en virksomhed skal betale renter tilbage i tid af et tilbagebetalingskrav for en periode, hvor virksomheden ikke havde rådighed over beløbet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor fejlen ikke skyldes fejl hos virksomheden, eller hvor der er tale om en undskyldelig fejl hos virksomheden. Herudover kan der også forekomme andre situationer, hvor forslaget beskrevet i pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om altid at beregne renter fra udløbet af betalingsfristen for afregningsperioden kan virke urimeligt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved en virksomheds ophør dannes der ikke nye afgiftsperioder. Det betyder, at alle reguleringer, som efter virksomhedens ophør skal foretages af afgiftstilsvaret, skal ske ved indgivelse af efterangivelser, der i praksis behandles efter opkrævningslovens § 5. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Ved manglende betaling beregnes renter fra 15.-dagen regnet fra påkravsdatoen

Det fremgår af momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., at for varer og ydelser, som en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a anvender til både fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden. Bestemmelsen angår virksomheder med delvis fradragsret. Det fremgår af momsbekendtgørelsens § 17, at der ved beregningen af momsen for den enkelte afgiftsperiode i forbindelse med opgørelse af fradragsretten efter momslovens § 38, stk. 1, foretages en foreløbig opgørelse af den del af afgiften på virksomhedens indkøb, der kan medregnes til købsmomsen. Denne opgørelse foretages på grundlag af omsætningen i det foregående regnskabsår. Efter regnskabsårets udløb foretages endelig regulering af momsen. For ophørte virksomheder vil beløb, der skyldes reguleringer som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent, således skulle efterangives for hver af de afgiftsperioder for moms, som der skal foretages regulering i. Som nævnt foretages denne regulering med en efterangivelse, der i praksis behandles efter opkrævningslovens § 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af reglerne om virksomheder med delvis fradragsret.

Virksomheder med delvis fradragsret for moms har ret til tilbagebetaling af energiafgifter i samme omfang, hvori virksomheden har fradragsret for deres købsmoms. I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling ikke er kendt på godtgørelsestidspunktet, giver elafgiftslovens § 11 a, stk. 4, gasafgiftslovens § 12, stk. 4, kulafgiftslovens § 9, stk. 4, og mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 4, mulighed for, at virksomhederne kan opgøre en godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Når virksomhederne efterfølgende kender den endelige anvendelse eller fordeling, foretages en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb, og der sker på den baggrund en regulering, jf. elafgiftslovens § 11 a, stk. 5, gasafgiftslovens § 12, stk. 5, kulafgiftslovens § 9, stk. 5, og mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 4. Der foretages tilsvarende reguleringer af det tilbageberettigede beløb efter vandafgiftsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af reglerne om det tilbagebetalingsberettigede beløb efter energiafgiftslovene.

Finansielle virksomheder kan anvende den såkaldte 60/40-regel, som findes i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6. Reglen finder anvendelse i de tilfælde, hvor virksomheder er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, (finansielle virksomheder) og derved både udøver lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og andre aktiviteter, og hvor virksomhederne ikke ønsker eller kan foretage en opgørelse af det faktiske tidsforbrug for en eller flere ansatte. I disse tilfælde skal 60 pct. af disse ansattes samlede lønsum anses som værende anvendt til fuldt ud lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. De resterende 40 pct. skal anses som værende anvendt både til aktiviteter, der er i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomhederne, og til andre aktiviteter. Denne lønsum skal medregnes i lønsumsafgiftsgrundlaget efter at være blevet reduceret med den procentsats, som er udregnet efter momslovens § 38, stk. 1. Der er heller ikke fastsat regler for, hvorvidt og i givet fald hvornår reguleringer i lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms skal angives. I praksis har de finansielle virksomheder håndteret det efter samme principper som for regulering af momsen, det vil sige med anvendelse af en foreløbig fradragsprocent og efterfølgende indgivelse af efterangivelser vedrørende de enkelte afgiftsperioder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende indretningen af 60/40-reglen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 8, stk. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent og vedrører de i nr. 1-3 nævnte typer af tilsvar.

Det foreslåede betyder, at Skatteforvaltningen altid vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter pålagt krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent, når Skatteforvaltningen modtager en anmodning fra en ophørt virksomhed med delvis fradragsret, og der er tale om et tilsvar efter de foreslåede nr. 1-3.

Baggrunden for det foreslåede er, at reguleringer af købsmomsen, tilbagebetalingsberettigede beløb efter visse energiafgiftslove og lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms foreslås at skulle indgives i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår og afgiftsperioden for lønsumsafgiften i den 6. måned, jf. lovforslagets § 4, § 6, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2, § 11, § 12, nr. 2, og § 15, nr. 2. Formålet hermed er bl.a., at der ikke som følge af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, skal betales renter tilbage i tid af reguleringer som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms.

Ved en virksomheds ophør dannes der ikke nye afgiftsperioder. Virksomhederne vil derfor ikke kunne foretage den endelige regulering af købsmomsen eller tilbagebetalingsberettigede beløb for visse energiafgifter i den afgiftsperiode, som omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, hvis denne ligger efter ophør. Tilsvarende vil ikke kunne foretage den endelige regulering i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, hvis denne ligger efter ophør. Det er derfor nødvendigt, at virksomhederne får mulighed for at anmode om fritagelse for betaling af renter i disse situationer.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for købsmoms, der reguleres efter regler fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres købsmoms efter regler fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent ved en efterangivelse omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 2, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for lønsumsafgift, der reguleres efter regler fastsat i medfør af lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 7.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres lønsumsafgift efter regler fastsat i medfør af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 7, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms ved en efterangivelse omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vil skulle meddele fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for tilbagebetalingsberettigede beløb efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1, 12, 19, 21 og 23.

Det betyder, at ophørte virksomheder, der skal regulere deres tilbagebetalingsberettigede beløb efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven, jf. afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1, 12, 19, 21 og 23, som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms ved en efterangivelse, der i praksis vil være omfattet af den nyaffattede § 5 i opkrævningsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, kan anmode om fritagelse for betaling af renter, der pålægges deres efterangivelseskrav.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5

Opkrævningslovens § 8, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1 om Skatteforvaltningens adgang til, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, at meddele fritagelse for betaling af 1) afgift for foreløbig fastsættelse af tilsvar efter § 4, stk. 2, 2) gebyr efter § 6, 3) renter efter § 7 samt 4) renter efter § 16 c, stk. 1 og 2.

Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. Om fritagelse for betaling af renter fremgår det af bekendtgørelsens § 4, at Skatteforvaltningen kan fritage virksomheder for betaling af renter som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt overskridelsen af betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indbetaler beløbet, eller hvis overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1 i opkrævningslovens § 8, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres til en henvisning til stk. 1-3.

Formålet er, at skatteministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fritagelse efter de foreslåede bestemmelser i opkrævningslovens § 8, stk. 2 og 3. Det er tanken, at der med bemyndigelsen eksempelvis skal kunne fastsættes en beløbsgrænse for, hvornår der kan meddeles fritagelse for betaling af renter, jf. den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 8, stk. 2, eller regler om, hvorledes anmodningen om fritagelse skal indgives til Skatteforvaltningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.12.1 og 3.12.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Opkrævningsloven gælder for opkrævning af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser i anden lovgivning eller i EF-forordninger, jf. lovens § 1, stk. 1.

I opkrævningslovens § 1, stk. 2, er det bestemt, at i de tilfælde, der er nævnt i § 9 (om visse varemodtagere) og § 10 a (om skattepligtige borgeres eventuelle hæftelse ved køb af ydelser eller varer sammen med ydelser hos erhvervsdrivende), gælder loven, i det omfang det er fastsat i §§ 9 og 10 a. I de tilfælde, der er nævnt i § 16, gælder kapitel 5, § 8, stk. 1, nr. 4, § 12, stk. 5, og § 13 tillige betalinger vedrørende andet end skatter og afgifter.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 3, derudover for opkrævning af andre skatter og afgifter m.v. end de i stk. 1 nævnte, i det omfang der i anden lovgivning henvises til denne lov.

Loven gælder ifølge § 1, stk. 4, uanset stk. 1 ikke opkrævning af told og opkrævning efter aktiesparekontoloven.

Endelig bestemmes i § 1, stk. 5, at loven kun gælder for opkrævning af virksomhedens ejers, selskabets, fondens eller foreningens egne indkomstskatter, i det omfang dette er særligt fastsat i anden lovgivning.

Af opkrævningslovens § 16 fremgår, at ind- og udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i opkrævningslovens kapitel, hvis der er tale om følgende ind- og udbetalinger:

1. Skatter og afgifter omfattet af denne lovs § 1, stk. 1 og 2.

2. Betalinger efter selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven, toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

3. Gebyr og tilskud vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 53 og 53 a.

4. Betaling vedrørende batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk.

1. Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

2. Bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og betalinger.

Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, mens krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, jf. stk. 4.

Efter gældende regler udbetales et beløb, der henstår på en virksomheds skattekonto (en kreditsaldo), til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt.

Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., medmindre virksomheden anmoder om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 3. og 4. pkt. En kreditsaldo kan ikke udbetales, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. § 12, stk. 4, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 5. pkt.

Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, afventer udbetaling af en kreditsaldo forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsdag inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at beløb, som virksomheden har indbetalt til dækning af kommende krav på skattekontoen, ikke straks udbetales til virksomheden igen efter reglerne om udbetaling af en kreditsaldo.

For visse skatte- og afgiftskrav forfalder kravet samme dag, hvor kravet har sin sidste rettidige betalingsdag. Dette gælder eksempelvis for virksomheder, der har kvartalet som afregningsperiode. Her forfalder kvartalsmomsen den 1. dag i den tredje måned efter udløbet af perioden, og kravet skal indbetales senest samme dag.

Det foreslås, at ordet »forfaldne« i opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., udgår af bestemmelsen.

Med justeringen af bestemmelsen vil ordlyden blive bragt i overensstemmelse med, hvad der var forudsat ved gennemførelsen af reglerne om en skattekonto. Ordet er således overflødigt i forhold til at opretholde den forudsatte administration af bestemmelsen, og ordet skaber tvivl om, hvordan bestemmelsen skal forstås.

Det vil derfor være utvivlsomt, at virksomheder tidligst vil kunne foretage indbetalinger til skattekontoen 5 hverdage før sidste rettidige betalingsdag, hvis det skal undgås, at beløbet tilbagebetales til virksomheden. Virksomheder vil dog altid kunne foretage indbetalinger inden for den beløbsgrænse, som virksomheden har fastsat for udbetaling af en kreditsaldo på skattekontoen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Til nr. 1

Selskaber og foreninger m.v. er skattepligtige til Danmark efter reglerne i selskabsskattelovens afsnit 1. Ifølge selskabsskattelovens § 1 påhviler skattepligten selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet. Dette gælder ifølge § 1, stk. 1, nr. 1, for det første dansk indregistrerede aktieselskaber og anpartsselskaber. Efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, anses selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-6, også for at være hjemmehørende i Danmark, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. § 1, stk. 1, nr. 2-6, fastslår en skattepligt her i landet for en lang række andre selskaber og foreninger m.v. end de i § 1, stk.1, nr. 1, anførte indregistrerede aktieselskaber og anpartsselskaber. Med bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 6, er der indført fuld skattepligt til Danmark for selskaber og foreninger m.v., hvis deres ledelse har sæde her i landet, uanset om selskaberne og foreningerne m.v. er indregistreret i udlandet. Udenlandsk registrerede selskaber og foreninger m.v. kan således inddrages under dansk beskatning, hvis selskabets eller foreningens m.v. ledelse har sæde i Danmark. Dermed muliggøres bl.a., at Danmark kan udnytte beskatningsretten ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvorefter beskatningsretten tilkommer det land, hvori hjemstedet for den virkelige ledelse er.

Ifølge selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, er der endvidere skattepligt til Danmark af indkomst for selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet og udøver erhverv med fast driftssted i Danmark. Selskabsskattelovens § 2, stk. 2-5, indeholder nærmere bestemmelser om, hvornår et fast driftssted efter stk. 1, litra a, antages at foreligge. Ifølge § 2, stk. 2, foreligger et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag. Ifølge § 2, stk. 3, udgør uanset stk. 2 et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet, foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. omhandlede faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver gennem faste forretningssteder her i landet. Ifølge selskabsskattelovens § 2, stk. 4, foreligger et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v. Det er en betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person udøver her i landet, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter som omhandlet i stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler enten 1) indgås i navn af selskabet, foreningen m.v., 2) vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af selskabet, foreningen m.v., eller som selskabet, foreningen m.v. har brugsret til, eller 3) vedrører levering af tjenesteydelser fra selskabet, foreningen m.v. Ifølge § 2, stk. 5, finder stk. 4 ikke anvendelse, når repræsentanten driver erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at være en uafhængig repræsentant.

Hvis selskabet eller foreningen m.v. har indrettet sig sådan, at selskabet eller foreningen m.v. har en del af sin erhvervsvirksomhed i Danmark, selv om selskabet eller foreningen m.v. er hjemmehørende i udlandet, medfører reglerne om fast driftssted, at Danmark får beskatningsretten til den del af selskabets eller foreningens m.v. indkomst, der hidrører fra aktiviteterne i Danmark. Det er ikke alle former for aktiviteter, der medfører beskatningsret til indkomsten herfra, men fast driftssted antages at foreligge, når virksomheden udøves gennem et fast forretningssted, f.eks. en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en gas- eller oliekilde, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes. Begrebet fast driftssted i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, fortolkes som udgangspunkt i overensstemmelse med artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst.

Selskaber og foreninger m.v. med hjemsted i udlandet er også skattepligtige til Danmark, hvis de i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra b-h, anførte situationer foreligger. Efter litra b vil der eksempelvis være skattepligt til Danmark, hvis selskabet eller foreningen m.v. i egenskab af ejer, medejer, brugs- eller indtægtsnyder oppebærer indtægt af en her i landet beliggende fast ejendom.

Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningslovens § 21.

Undtaget fra skattepligten er ifølge selskabsskattelovens § 3, stk. 1 – med enkelte undtagelser – bl.a. staten og dens institutioner og regionerne og kommunerne samt regionale og kommunale virksomheder og institutioner.

Skattepligten for her i landet hjemmehørende skattepligtige selskaber og foreninger m.v. indtræder på tidspunktet for stiftelsen af selskabet eller foreningen m.v., jf. selskabsskattelovens § 4, stk. 1. For selskaber og foreninger m.v., der er stiftet før det tidspunkt, hvor selskabet og foreningen m.v. bliver hjemmehørende i Danmark, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor selskabet og foreningen m.v. bliver hjemmehørende her i landet, jf. § 4, stk. 3.

Skatteansættelsen finder ifølge selskabsskattelovens § 4, stk. 2, første gang sted for det indkomstår, som den første indkomstperiode udgør eller træder i stedet for, uden hensyn til dens længde. Den første indkomstperiode kan udgøre op til 18 måneder, jf. dog selskabsskattelovens § 10, stk. 5.

I selskabsskattelovens § 6 er det bestemt, at for selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet, og som i medfør af § 2, stk. 1, litra a, b eller f, undergives begrænset skattepligt her i landet, indtræder skattepligten på tidspunktet for påbegyndelsen af den virksomhed, der begrunder skattepligten. Skatteansættelsen finder første gang sted for det indkomstår, som den første indkomstperiode udgør eller træder i stedet for, uden hensyn til dennes længde. Den første indkomstperiode kan udgøre op til 18 måneder.

Selskabers skattepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret. Efter selskabsskattelovens § 10 er indkomståret som udgangspunkt sammenfaldende med kalenderåret. Men selskaber kan vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for. Et fremadforskudt indkomstår kan senest begynde den 1. april i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for.

Enhver, der er skattepligtig til Danmark, skal ifølge skattekontrollovens § 2, stk. 1, årligt oplyse Skatteforvaltningen om sine indkomstforhold, og dette gælder også, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse eller har hjemsted her i landet. Fristen for afgivelse af disse oplysninger til Skatteforvaltningen er for juridiske personer bortset fra dødsboer omfattet af dødsboskatteloven senest 6 måneder efter udløbet af indkomståret, jf. skattekontrollovens § 12, stk. 1. Udløber indkomståret i perioden fra og med den 1. februar til og med den 31. marts, skal oplysningerne gives senest den 1. september samme år, jf. § 12, stk. 2. For selskaber med kalenderåret som indkomstår er fristen for at indberette oplysningsskemaet således den 1. juli i året efter indkomståret. For virksomheder med fremadforskudt indkomstår skal oplysningsskemaet senest indsendes den 1. september i det kalenderår, som indkomståret udløber i. Det vil sige, at oplysningsskemaet vedrørende indkomståret 2020 for et selskab, der har fremadforskudt indkomstår, som begynder den 1. april 2020 og varer til den 31. marts 2021, senest skal indsendes den 1. september 2021, jf. § 12, stk. 2. Virksomheder med bagudforskudt indkomstår vil derimod være omfattet af § 12, stk. 1, da indkomståret for disse tidligst kan begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for, og derfor tidligst kan udløbe den 1. april året efter.

Skattekontrollovens kapitel 8 indeholder med §§ 71-81 en række bestemmelser om administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt. Efter § 71 kan den skattepligtige blive afskåret fra at anvende TastSelv, mens Skatteforvaltningen efter § 72 kan anvende tvangsbøder til at fremtvinge en opfyldelse af oplysningspligten. Efter § 73 er der hjemmel til at pålægge den skattepligtige et skattetillæg, mens der efter § 74 kan foretages en skønsmæssig skatteansættelse (taksation). Endelig indeholder §§ 75-81 regler om revisorpålæg.

Efter gældende regler betaler selskaber og foreninger m.v. et restskattetillæg, hvis den endelige indkomstskat for selskabet eller foreningen m.v. overstiger forskudsskatten, således at der skal opkræves en restskat, jf. selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4. Restskattetillægget beregnes ved at anvende den i stk. 10 fastsatte restskatteprocent på restskatten. Restskatteprocenten fastsættes ifølge stk. 10 én gang årligt og beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber i månederne januar til september i indkomståret med fradrag af en andel svarende til den i § 17, stk. 1, nævnte procent. Herefter ganges procenten med 480/360 og afrundes til én decimal, hvorefter der tillægges 2 procentpoint. Restskatteprocenten kan dog ikke overstige 10 pct. Restskatteprocenten for indkomståret 2021 udgør 4,3 pct., jf. SKM2021.673.SKTST. Restskattetillægget, der skal motivere selskabet og foreningen m.v. til at tilpasse sin forskudsskattebetaling til den endelige indkomstskat, skal også kompensere for, at forskudsskatten har været sat for lavt. Både restskatten og restskattetillægget for et indkomstår forfalder til betaling den 1. november i året efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1. Betalingen skal i begge tilfælde ske senest den 20. november, jf. § 30, stk. 4, 1. pkt. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det ifølge 2. pkt. efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Af selskabsskattelovens § 30, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at restskat, der pålignes selskaber og foreninger m.v. på grundlag af en ansættelse for det indkomstår, hvori selskabet eller foreningen m.v. opløses m.v. som nævnt i § 5, stk. 1, 1. pkt., eller § 7, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelse til selskabet eller foreningen m.v. om ansættelsen. I § 30, stk. 3, 2. pkt., er det bestemt, at ved opgørelsen af restskatten anvendes restskatteprocenten for det forudgående indkomstår frem til det tidspunkt, hvor indkomstårets sats for restskatteprocenten er offentliggjort efter § 29 B, stk. 12. Såfremt restskatten for det nærmest forudgående indkomstår ikke er forfalden efter stk. 1, forfalder denne samtidig, jf. § 30, stk. 3, 3. pkt. Der opkræves ifølge § 30, stk. 3, 4. pkt., intet restskattetillæg efter § 29 B, stk. 4, 3. pkt., i det omfang restskatten for det afsluttende indkomstår er indbetalt inden for den i § 5, stk. 3, angivne frist for indsendelse af anmeldelse. Har et selskab eller en forening m.v. overskydende skat for det afsluttende indkomstår, ydes ifølge § 30, stk. 3, 5. pkt., ingen godtgørelse efter § 29 B, stk. 5.

Hvor skattepligt til Danmark og dermed skattepligtig indkomst har været forsøgt gemt i skattely ved registrering af et dansk selskab i et skattelyland, vil Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrolsag træffe afgørelse om skattepligt til Danmark. Dette gælder også for de indkomstår, der ligger tilbage i tid, idet selskabets eller foreningens m.v. skattepligt til Danmark indtræder på det tidspunkt, hvor ledelsen får sæde i Danmark. Afgørelsen om skattepligt til Danmark for selskabet eller foreningen m.v. vil udløse en såkaldt førstegangsansættelse for det pågældende indkomstår med en restskat, der svarer til skatten af den indkomst, som uberettiget er henført under et andet lands beskatningsret. En sådan restskat forrentes efter gældende regler ikke tilbage i tid, fordi der er tale om restskat ved en førstegangsansættelse, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1 og 4, hvorefter der alene beregnes renter, hvis restskatten og det restskattetillæg, der som nævnt tillige opkræves, ikke betales rettidigt, jf. ovenfor.

Efter gældende regler betaler selskaber og foreninger m.v. derimod en månedlig rente af restskat ved forhøjelse af ansættelsen, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 2. Renten beregnes fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og frem til og med den måned, hvori den nye årsopgørelse udskrives. Ved en nedsættelse af skatteansættelsen modtager selskabet eller foreningen m.v. en tilsvarende månedlig rente af den overskydende skat fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Ved flere ansættelsesændringer for samme indkomstår vil de månedlige rentebetalinger udligne hinanden med den virkning, at der alene betales eller modtages månedlig rente svarende til den endelige skatteansættelse, idet der dog aldrig betales rente tilbage i tid af en restskat, som pålignes selskaber og foreninger m.v. ved en førstegangsansættelse, jf. ovenfor.

Der er ifølge selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 4. pkt., ikke fradragsret for de månedlige renter af restskat og restskattetillæg, jf. § 30, stk. 2, 3. pkt.

Det foreslås, at der i selskabsskattelovens § 30, stk. 1, indsættes 3 nye punktummer som 2.-4. pkt.

Det foreslås, at der som selskabsskattelovens § 30, stk. 1, 2. pkt., indsættes en ny bestemmelse, hvorefter der for selskaber og foreninger m.v., der ikke rettidigt har opfyldt deres oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, skal ske en forrentning af restskatten og tillægget efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, pr. påbegyndt måned fra den 1. november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen udskrives.

Dermed vil der fremover blive opkrævet renter tilbage i tid af restskat og restskattetillæg – også for de selskaber og foreninger m.v., hvis skattepligt først konstateres efter udløbet af det ordinære skatteansættelsestidspunkt for et givent indkomstår. Renten vil efter forslaget svare til den rentesats, der anvendes ved forhøjelse eller nedsættelse af en tidligere foretaget ansættelse af indkomsten for et selskab m.v. jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 4. pkt.

Forslaget om at beregne renter tilbage i tid på den første årsopgørelse, hvis Skatteforvaltningen inden udskrivningen af opkrævningen har konstateret, at den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2, vil derfor indføre endnu en administrativ retsfølge af en manglende rettidig opfyldelse af oplysningspligten, men retsfølgen vil være forankret direkte i selskabsskatteloven.

Konstateres det efter tidspunktet for skatteansættelsen for et givent indkomstår, at et med hensyn til skattepligten til Danmark for Skatteforvaltningen hidtil ukendt selskab m.v. har haft fuld eller begrænset skattepligt til Danmark, vil Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse for selskabet m.v. og i den første årsopgørelse opkræve den skyldige skat som restskat og med restskattetillæg, der efter forslaget begge skal forrentes med virkning tilbage i tid, nemlig fra forfaldstidspunktet for restskat og restskattetillæg for det pågældende indkomstår, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1, 1. pkt., hvorefter forfaldstidspunktet er den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved et forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Dermed sidestilles denne situation renteberegningsmæssigt med den situation, hvor der sker en senere forhøjelse af et for Skatteforvaltningen med hensyn til skattepligten til Danmark allerede kendt selskabs skatteansættelse for et givent indkomstår. Her betales nemlig, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 3. pkt., i dag renter tilbage i tid af restskatten og restskattetillægget. Renten beregnes for selskaber og foreninger m.v. fra den 1. november i året efter indkomståret og frem til udskrivningsdatoen for årsopgørelsen. For selskaber og foreninger m.v., der er korrekt registreret som skattepligtige til Danmark og indgiver oplysninger om deres indkomst rettidigt, vil den første årsopgørelse være udsendt, og en eventuel restskat vil derfor være opkrævet, inden rentestarttidspunktet den 1. november.

Selskaber og foreninger m.v., der fejlagtigt ikke er registreret som skattepligtige til Danmark, vil normalt ikke nå at modtage deres første årsopgørelse inden rentestarttidspunktet den 1. november i året efter indkomståret. Hvis den første årsopgørelse trods en manglende rettidig opfyldelse af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 imidlertid udskrives senest den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved et forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, vil den foreslåede regel ikke give anledning til, at der beregnes renter af restskatten og restskattetillægget, idet reglen som nævnt indebærer, at der skal beregnes renter pr. påbegyndt måned fra den 1. november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen udskrives.

Da der som nævnt ovenfor hidtil ikke har været beregnet rente med virkning tilbage i tid af en restskat og et restskattetillæg på den første årsopgørelse for et selskab eller en forening m.v., har et selskab eller en forening m.v., der ikke rettidigt var registreret med dansk skattepligt, indtil nu ikke betalt rente af en restskat og et restskattetillæg for eventuelle tidligere indkomstår, hvor selskabet eller foreningen m.v. fejlagtigt ikke var registreret som skattepligtigt til Danmark. Da skattepligten til Danmark var ukendt, har selskabet eller foreningen m.v. ikke betalt forskudsskat (acontoskat for selskaber og foreninger m.v.), og indkomstskatten vil derfor blive opkrævet som restskat via første årsopgørelse. Der er med de gældende regler ikke noget rentemæssigt incitament for selskaber og foreninger m.v. til at angive korrekt og rettidigt, dvs. opfylde deres oplysningspligt efter skattekontrollovens § 2.

I sagerne med de såkaldte »Panama Papers« kom det f.eks. frem, at nogle selskaber havde en klar og tydelig skattepligt til Danmark, selv om de i længere perioder havde ageret, som om at dette ikke var tilfældet. Med forslaget vil de for Skatteforvaltningen med hensyn til skattepligten hidtil ukendte selskaber og foreninger m.v., der f.eks. gennem anvendelse af skattely har formået at skjule deres skattepligt til Danmark, fremover ikke få en rentemæssig fordel i forhold til selskaber og foreninger m.v., hvis skattepligt i forvejen var kendt af Skatteforvaltningen, men som har fået en for lav skatteansættelse på første årsopgørelse som følge af Skatteforvaltningens manglende kendskab til den korrekte skattepligtige indkomst. Ved et sådant ukendskab til den korrekte skattepligtige indkomst korrigeres skatteansættelsen i en ændret årsopgørelse, der resulterer i en restskat, som forrentes tilbage i tid, jf. ovenfor om selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 3. pkt. Med forslaget skal der fremover ikke være en rentemæssig forskel på, om der for et givent indkomstår er tale om, at Skatteforvaltningen mangler kendskab til både indkomstforhold og skattepligt til Danmark eller alene mangler kendskab til de korrekte indkomstforhold for indkomståret, således at en allerede foretaget skatteansættelse efterfølgende må ændres.

I lighed med hvad der gælder i den gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 3. pkt., foreslås det, at forrentningen efter de foreslåede nye bestemmelser i § 30, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 6. pkt., skal ske efter opkrævningslovens § 7, stk.1, jf. stk. 2, pr. påbegyndt måned fra den 1. november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen udskrives. Rentesatsen efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, fastsættes løbende af Nationalbanken og udgør aktuelt 8,4 pct. p.a., jf. SKM2021.676.SKTST.

Det foreslås, at der med selskabsskattelovens § 30, stk. 1, 3. pkt., indsættes en ny bestemmelse, hvorefter renten efter den regel, der foreslås i 2. pkt., ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette svarer til, hvad der allerede gælder for de renter, der opkræves ved forhøjet skatteansættelse, jf. § 30, stk. 2, 3. pkt., jf. 4. pkt.

Det foreslås, at det i selskabsskattelovens § 30, stk. 1, 4. pkt., skal bestemmes, at hvis opkrævningen udskrives efter den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår efter den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, skal de beløb, der opkræves, forfalde til betaling den 1. i den måned, der følger efter udskrivningen af opkrævningen.

Den foreslåede bestemmelse vil ud over at fastsætte betalingsfristen for de foreslåede renter også indebære en lovfæstelse af den nuværende praksis hos Skatteforvaltningen, når den første årsopgørelse udskrives efter den 1. november, jf. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 og 3

I selskabsskattelovens § 30, stk. 2, er det bestemt, at hvis en forhøjet skatteansættelse medfører, at selskabet eller foreningen m.v. skal betale restskat eller yderligere restskat, forfalder beløbet og tillæg efter § 29 B, stk. 4, til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om forhøjelsen, dog tidligst det i stk. 1 nævnte tidspunkt. Medfører en forhøjet skatteansættelse for et selskab eller en forening m.v., at overskydende skat nedsættes eller bortfalder, forfalder beløbet og godtgørelse efter § 29 B, stk. 5, til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om forhøjelsen, dog tidligst det i stk. 1 nævnte tidspunkt. Beløb som nævnt i 1. og 2. pkt. forrentes efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, pr. påbegyndt måned fra den 1. november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen udskrives. Renten kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4, 3. pkt., er det bestemt, at ved betaling af restskat skal der betales et tillæg på den efter stk. 10 fastsatte restskatteprocent af restskatten.

I selskabsskattelovens § 29 B, stk. 5, 3. pkt., er det bestemt, at ved tilbagebetaling af overskydende skat ydes der selskabet eller foreningen m.v. en godtgørelse på den efter stk. 8 fastsatte godtgørelsesprocent af den overskydende skat.

Det foreslås, at der i selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., efter »§ 29 B, stk. 4,« indsættes »samt renter efter 3. pkt.«.

Det er med den foreslåede ændring formålet at præcisere, at de renter, der beregnes i medfør af § 30, stk. 2, 3. pkt., skal opkræves sammen med restskatten og restskattetillægget og derfor have samme forfaldstidspunkt, dvs. den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om forhøjelsen, dog tidligst det i stk. 1 nævnte tidspunkt.

Det foreslås også, at der i selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 2. pkt., efter »§ 29 B, stk. 5,« indsættes »samt renter efter 3. pkt.«

Formålet er at præcisere, at renter, der beregnes i medfør af § 30, stk. 2, 3. pkt., skal opkræves sammen med det krav på tilbagebetaling, som en forhøjet skatteansættelse giver anledning til, fordi en overskydende skat fra en forudgående skatteansættelse nedsættes eller bortfalder, skal opkræves sammen med tilbagebetalingskravet og godtgørelsen efter § 29 B, stk. 4, og derfor have samme forfaldstidspunkt, dvs. den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen om forhøjelsen, dog tidligst det i stk. 1 nævnte tidspunkt.

Til nr. 4

I selskabsskattelovens § 30, stk. 3, er det bestemt, at restskat, der pålignes selskaber og foreninger m.v. på grundlag af en ansættelse for det indkomstår, hvori selskabet eller foreningen m.v. opløses m.v. som nævnt i § 5, stk. 1, 1. pkt., eller § 7, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelse til selskabet eller foreningen m.v. om ansættelsen. Ved opgørelsen af restskatten anvendes restskatteprocenten for det forudgående indkomstår frem til det tidspunkt, hvor indkomstårets sats for restskatteprocenten er offentliggjort efter § 29 B, stk. 12. Såfremt restskatten for det nærmest forudgående indkomstår ikke er forfalden efter stk. 1, forfalder denne samtidig. Der opkræves intet restskattetillæg efter § 29 B, stk. 4, 3. pkt., i det omfang restskatten for det afsluttende indkomstår er indbetalt inden for den i § 5, stk. 3, angivne frist for indsendelse af anmeldelse. Har et selskab overskydende skat for det afsluttende indkomstår, ydes ingen godtgørelse efter § 29 B, stk. 5.

Det foreslås, at der i selskabsskattelovens § 30, stk. 3, 1. pkt., efter »§ 7,« indsættes »og tillæg efter § 29 B, stk. 4, samt renter efter 6. pkt.«

Formålet er dels at præcisere, at også tillægget efter § 29 B, stk. 4, opkræves sammen med restskatten, og at dette også skal gælde for de renter, der med lovforslagets § 3, nr. 6, foreslås hjemmel til at beregne, dvs. at disse beløb forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelse til selskabet eller foreningen m.v. om ansættelsen.

Til nr. 5

Selskaber og foreninger m.v. er skattepligtige til Danmark efter reglerne i selskabsskattelovens afsnit 1. Ifølge selskabsskattelovens § 1 påhviler skattepligten selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet. Dette gælder ifølge § 1, stk. 1, nr. 1, for det første dansk indregistrerede aktieselskaber og anpartsselskaber. Efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, anses selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-6, også for at være hjemmehørende i Danmark, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. § 1, stk. 1, nr. 2-6, fastslår en skattepligt her i landet for en lang række andre selskaber og foreninger m.v. end de i § 1, stk.1, nr. 1, anførte indregistrerede aktieselskaber og anpartsselskaber. Med bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 6, er der indført fuld skattepligt til Danmark for selskaber og foreninger m.v., hvis deres ledelse har sæde her i landet, uanset om selskaberne og foreningerne m.v. er indregistreret i udlandet. Udenlandsk registrerede selskaber og foreninger kan således inddrages under dansk beskatning, hvis selskabets eller foreningens m.v. ledelse har sæde i Danmark. Dermed muliggøres bl.a., at Danmark kan udnytte beskatningsretten ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvorefter beskatningsretten tilkommer det land, hvori hjemstedet for den virkelige ledelse er.

Ifølge selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, er der endvidere skattepligt til Danmark af indkomst for selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet og udøver erhverv med fast driftssted i Danmark. Selskabsskattelovens § 2, stk. 2-5, indeholder nærmere bestemmelser om, hvornår et fast driftssted efter stk. 1, litra a, antages at foreligge. Ifølge § 2, stk. 2, foreligger et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når selskabet, foreningen m.v. udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag. Ifølge § 2, stk. 3, udgør uanset stk. 2 et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som selskabet, foreningen m.v. udøver på det i 1. pkt. omhandlede faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som selskabet, foreningen m.v. eller fysiske eller juridiske personer, hvormed selskabet, foreningen m.v. har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver gennem faste forretningssteder her i landet. Ifølge selskabsskattelovens § 2, stk. 4, foreligger et fast driftssted efter stk. 1, litra a, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af selskabet, foreningen m.v. og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af selskabet, foreningen m.v. Det er en betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person udøver her i landet, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter som omhandlet i stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler enten 1) indgås i navn af selskabet, foreningen m.v., 2) vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af selskabet, foreningen m.v., eller som selskabet, foreningen m.v. har brugsret til, eller 3) vedrører levering af tjenesteydelser fra selskabet, foreningen m.v. Ifølge § 2, stk. 5, finder stk. 4 ikke anvendelse, når repræsentanten driver erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig repræsentant og handler for selskabet, foreningen m.v. inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at være en uafhængig repræsentant.

Hvis selskabet eller foreningen m.v. har indrettet sig sådan, at selskabet eller foreningen m.v. har en del af sin erhvervsvirksomhed i Danmark, selv om selskabet eller foreningen m.v. er hjemmehørende i udlandet, medfører reglerne om fast driftssted, at Danmark får beskatningsretten til den del af selskabets eller foreningens m.v. indkomst, der hidrører fra aktiviteterne i Danmark. Det er ikke alle former for aktiviteter, der medfører beskatningsret til indkomsten herfra, men fast driftssted antages at foreligge, når virksomheden udøves gennem et fast forretningssted, f.eks. en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en gas- eller oliekilde, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes. Begrebet fast driftssted i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, fortolkes som udgangspunkt i overensstemmelse med artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst.

Selskaber og foreninger m.v. med hjemsted i udlandet er også skattepligtige til Danmark, hvis de i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra b-h, anførte situationer foreligger. Efter litra b vil der eksempelvis være skattepligt til Danmark, hvis selskabet eller foreningen m.v. i egenskab af ejer, medejer, brugs- eller indtægtsnyder oppebærer indtægt af en her i landet beliggende fast ejendom.

Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningslovens § 21.

Undtaget fra skattepligten er ifølge selskabsskattelovens § 3, stk. 1 – med enkelte undtagelser – bl.a. staten og dens institutioner og regionerne og kommunerne samt regionale og kommunale virksomheder og institutioner.

Skattepligten for her i landet hjemmehørende skattepligtige selskaber og foreninger m.v. indtræder på tidspunktet for stiftelsen af selskabet eller foreningen m.v., jf. selskabsskattelovens § 4, stk. 1. For selskaber og foreninger m.v., der er stiftet før det tidspunkt, hvor selskabet og foreningen m.v. bliver hjemmehørende i Danmark, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor selskabet og foreningen m.v. bliver hjemmehørende her i landet, jf. § 4, stk. 3.

Skatteansættelsen finder ifølge selskabsskattelovens § 4, stk. 2, første gang sted for det indkomstår, som den første indkomstperiode udgør eller træder i stedet for, uden hensyn til dens længde. Den første indkomstperiode kan udgøre op til 18 måneder, jf. dog selskabsskattelovens § 10, stk. 5.

Af selskabsskattelovens § 5, stk. 1, fremgår, at når her i landet hjemmehørende selskaber og foreninger m.v. opløses, fortsætter skattepligten indtil tidspunktet for opløsningen. Ved overgang til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 6, eller undtagelse fra beskatning efter § 3 fortsætter skattepligten efter de hidtil gældende regler indtil tidspunktet for overgangen eller undtagelsen. Af § 5, stk. 2, fremgår, at hvis det sædvanlige indkomstår for et selskab m.v. udløber inden den 31. december i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), og finder opløsning som nævnt i stk. 1 sted efter det sædvanlige indkomstårs udløb, men inden vedkommende kalenderårs udløb, udgør det sidste indkomstår hele perioden fra indkomstårets begyndelse, og indtil opløsning finder sted. Likvidator eller ledelsen, såfremt en likvidator ikke er valgt eller beskikket, skal ifølge § 5, stk. 3, inden 1 måned efter opløsningen overgangen eller undtagelsen, jf. stk. 1, indsende en anmeldelse til Skatteforvaltningen med opgørelse af indkomsten for det afsluttende indkomstår. Udløber fristen for anmeldelse inden udløbet af fristen for at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. §§ 12 og 13, afkortes den sidstnævnte frist til udløbet af fristen for anmeldelsen. Skatteforvaltningen kan efter anmodning give udsættelse med fristen for anmeldelse, hvis særlige forhold taler herfor. Undlades anmeldelse, ifalder den eller de ansvarlige personer en bøde, der fastsættes af Skatteforvaltningen, medmindre denne eller de ansvarlige selv ønsker sagen afgjort ved rettergang. Indsendelse af anmeldelsen med den nævnte opgørelse kan fremtvinges ved pålæg af daglige bøder, hvis størrelse fastsættes af Skatteforvaltningen. Bøderne tilfalder statskassen. I selskabsskattelovens § 5, stk. 4, er det bestemt, at overgang m.v., jf. stk. 1, sidestilles med ophør af virksomhed og salg til handelsværdi af de aktiver og passiver, der er i behold hos selskabet eller foreningen m.v. på tidspunktet for overgangen. Af § 5, stk. 5, 1. pkt., fremgår, at hvis et selskab eller en forening m.v. ophører med at være skattepligtig efter § 1, eller hvis et selskab eller en forening m.v. efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i udlandet, Grønland eller Færøerne, finder § 5, stk. 1-3, og ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1, tilsvarende anvendelse. Af selskabsskattelovens § 5, stk. 5, 2. pkt., fremgår, at skattebetalingen efter 1. pkt. for en fysisk person, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1, litra c, nedsættes, i det omfang den fysiske person har betalt skat af gevinst og tab på aktierne i selskabet som følge af aktieavancebeskatningslovens §§ 38 og 39 A. Af selskabsskattelovens § 5, stk. 6, fremgår, at for skattepligtige foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse, når foreningen m.v. helt eller delvis ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Af § 5, stk. 7, fremgår, at hvis et selskab eller en forening m.v. ophører med at være skattepligtig efter § 1, eller hvis et selskab eller en forening m.v. efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i udlandet, Grønland eller Færøerne, anses aktiver og passiver, som ikke fortsat er omfattet af dansk beskatning, for afhændet på fraflytningstidspunktet. Salgssummen ansættes til handelsværdien på fraflytningstidspunktet. Af § 5, stk. 8, fremgår, at stk. 7 finder tilsvarende anvendelse, hvis et europæisk selskab (SE-selskab) eller et europæisk andelsselskab (SCE-selskab), der ikke beskattes efter § 1, stk. 1, nr. 3, ophører med at være skattepligtigt efter § 1, som følge af at selskabet flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til et land, der er medlem af EU. Ifølge § 5, stk. 9, finder stk. 1-8 ikke anvendelse ved overgang til eller ophør med beskatning efter § 3, stk. 4, eller § 3 A. Stk. 1, 2 og 4-8 finder ikke anvendelse for tilfælde omfattet af § 5 F. Endelig fremgår det af § 5, stk. 10, at ved et livsforsikringsselskabs overgang til undtagelse fra beskatning efter § 3, stk. 1, nr. 9 eller 18, medregnes egen oparbejdet goodwill ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I selskabsskattelovens § 6 er det bestemt, at for selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet, og som i medfør af § 2, stk. 1, litra a, b eller f, undergives begrænset skattepligt her i landet, indtræder skattepligten på tidspunktet for påbegyndelsen af den virksomhed, der begrunder skattepligten. Skatteansættelsen finder første gang sted for det indkomstår, som den første indkomstperiode udgør eller træder i stedet for, uden hensyn til dennes længde. Den første indkomstperiode kan udgøre op til 18 måneder.

I selskabsskattelovens § 7 er det bestemt, at når udenlandske selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet, og som i medfør af § 2, stk. 1, litra a, b eller f, undergives begrænset skattepligt her i landet, opløses eller ophører med at drive skattepligtig virksomhed her i landet, fortsætter skattepligten indtil tidspunktet for opløsningen eller ophøret. Reglerne i § 5, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Selskabers skattepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret. Efter selskabsskattelovens § 10 er indkomståret som udgangspunkt sammenfaldende med kalenderåret. Men selskaber kan vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for. Et fremadforskudt indkomstår kan senest begynde den 1. april i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for.

Efter gældende regler betaler selskaber og foreninger m.v. et restskattetillæg, hvis selskabets endelige indkomstskat overstiger forskudsskatten, således at der skal opkræves en restskat, jf. selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4. Restskattetillægget beregnes ved at anvende den i stk. 10 fastsatte restskatteprocent på restskatten. Restskatteprocenten fastsættes ifølge stk. 10 én gang årligt og beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber i månederne januar til september i indkomståret med fradrag af en andel svarende til den i § 17, stk. 1, nævnte procent. Herefter ganges procenten med 480/360 og afrundes til én decimal, hvorefter der tillægges 2 procentpoint. Restskatteprocenten kan dog ikke overstige 10 pct. Restskatteprocenten for indkomståret 2021 udgør 4,3 pct., jf. SKM2021.673.SKTST. Restskattetillægget, der skal motivere selskabet til at tilpasse sin forskudsskattebetaling til den endelige indkomstskat, skal også kompensere for, at forskudsskatten har været sat for lavt. Både restskatten og restskattetillægget for et indkomstår forfalder til betaling den 1. november i året efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1. Betalingen skal i begge tilfælde ske senest den 20. november, jf. § 30, stk. 4, 1. pkt. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det ifølge 2. pkt. efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Af selskabsskattelovens § 30, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at restskat, der pålignes selskaber og foreninger m.v. på grundlag af en ansættelse for det indkomstår, hvori selskabet eller foreningen m.v. opløses m.v. som nævnt i § 5, stk. 1, 1. pkt., eller § 7, forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelse til selskabet eller foreningen m.v. om ansættelsen. I § 30, stk. 3, 2. pkt., er det bestemt, at ved opgørelsen af restskatten anvendes restskatteprocenten for det forudgående indkomstår frem til det tidspunkt, hvor indkomstårets sats for restskatteprocenten er offentliggjort efter § 29 B, stk. 12. Såfremt restskatten for det nærmest forudgående indkomstår ikke er forfalden efter stk. 1, forfalder denne samtidig, jf. § 30, stk. 3, 3. pkt. Der opkræves ifølge § 30, stk. 3, 4. pkt., intet restskattetillæg efter § 29 B, stk. 4, 3. pkt., i det omfang restskatten for det afsluttende indkomstår er indbetalt inden for den i § 5, stk. 3, angivne frist for indsendelse af anmeldelse. Har et selskab overskydende skat for det afsluttende indkomstår, ydes ifølge § 30, stk. 3, 5. pkt., ingen godtgørelse efter § 29 B, stk. 5.

Hvor skattepligt til Danmark og dermed skattepligtig indkomst har været forsøgt gemt i skattely ved registrering af et dansk selskab eller en dansk forening m.v. i et skattelyland, vil Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrolsag træffe afgørelse om skattepligt til Danmark. Dette gælder også for de indkomstår, der ligger tilbage i tid, idet selskabets eller foreningens m.v. skattepligt til Danmark indtræder på det tidspunkt, hvor ledelsen får sæde i Danmark. Afgørelsen om skattepligt til Danmark for selskabet eller foreningen m.v. vil udløse en såkaldt førstegangsansættelse for det pågældende indkomstår med en restskat, der svarer til skatten af den indkomst, som uberettiget er henført under et andet lands beskatningsret. En sådan restskat forrentes efter gældende regler ikke tilbage i tid, fordi der er tale om restskat ved en førstegangsansættelse, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1 og 4, hvorefter der alene beregnes renter, hvis restskatten og det restskattetillæg, der som nævnt tillige opkræves, ikke betales rettidigt, jf. ovenfor.

Efter gældende regler betaler selskaber og foreninger m.v. derimod en månedlig rente af restskat ved forhøjelse af ansættelsen, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 2. Renten beregnes fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og frem til og med den måned, hvori den nye årsopgørelse udskrives. Ved en nedsættelse af skatteansættelsen modtager selskabet eller foreningen m.v. en tilsvarende månedlig rente af den overskydende skat fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Ved flere ansættelsesændringer for samme indkomstår vil de månedlige rentebetalinger udligne hinanden med den virkning, at der alene betales eller modtages månedlig rente svarende til den endelige skatteansættelse, idet der dog aldrig betales rente tilbage i tid af en restskat, som pålignes selskaber og foreninger m.v. ved en førstegangsansættelse, jf. ovenfor.

Der er ifølge selskabsskattelovens § 30, stk. 2, 4. pkt., ikke fradragsret for de månedlige renter af restskat og restskattetillæg, jf. § 30, stk. 2, 3. pkt.

Selskabsskattelovens § 33 bestemmer, at hvis et selskab eller en forening m.v. er opløst og formuen udloddet til aktionærerne eller medlemmerne, uden at der er afsat tilstrækkelige midler til dækning af den selskabet eller foreningen påhvilende indkomstskat, er aktionærerne og medlemmerne tillige med likvidator eller, hvor en sådan ikke er valgt eller beskikket, bestyrelsen solidarisk ansvarlige for skattens betaling. Mod likvidator (bestyrelsen) kan det solidariske ansvar ikke gøres gældende for et større beløb end summen af de til aktionærer eller medlemmer foretagne udlodninger, og aktionærer eller medlemmer er kun ansvarlige i det omfang, hvori de har modtaget udlodning fra sammenslutningen. Dette gælder dog ikke ved opløsning af aktieselskaber og anpartsselskaber efter selskabslovens § 216 og virksomheder med begrænset hæftelse, der opløses efter denne bestemmelse, jf. § 20 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Selskabsskattelovens § 33 gælder også for udenlandske selskaber og foreninger m.v. med skattepligt til Danmark.

Det foreslås, at der i selskabsskattelovens § 30, stk. 3, indsættes to nye punktummer som 6. og 7. pkt. Det foreslås med selskabsskattelovens § 30, stk. 3, 6. pkt., at der for selskaber og foreninger m.v., for hvilke der ikke rettidigt er givet oplysning til Skatteforvaltningen efter §§ 5 og 7, skal ske forrentning af restskatten og tillægget efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, pr. påbegyndt måned fra den 1. november i kalenderåret eller ved forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, og til og med den måned, hvori opkrævningen udskrives.

Reglen i selskabsskattelovens § 30, stk. 1, om forfaldstidspunktet for restskat og restskattetillæg for den første årsopgørelse finder ikke anvendelse for det indkomstår, hvor selskabet eller foreningen m.v. opløses m.v. som nævnt i § 5, stk. 1, 1. pkt., og § 7, idet restskat i en sådan situation forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelse til selskabet eller foreningen m.v. om ansættelsen, jf. § 30, stk. 3, 1. pkt.

Foretages skatteansættelsen for et selskab eller en forening m.v., der er opløst m.v., først efter at formuen er udloddet til kapitalejerne eller medlemmerne, vil Skatteforvaltningen kunne rette kravet på restskat, restskattetillæg og de foreslåede renter heraf mod kapitalejerne og medlemmerne tillige med likvidator eller, hvor en sådan ikke er valgt eller beskikket, bestyrelsen, i det omfang dette er muligt i medfør af selskabsskattelovens § 33 om solidarisk hæftelse i sådanne opløsningssituationer. Som nævnt ovenfor finder bestemmelsen i § 33 også anvendelse for udenlandske selskaber og foreninger m.v. med skattepligt til Danmark.

Det foreslås med selskabsskattelovens § 30, stk. 3, 7. pkt., at renten ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Det fremgår af momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., at for varer og ydelser, som en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a anvender både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden.

Momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., angår med andre ord delvis fradragsret for virksomhedernes købsmoms i situationer, hvor virksomhederne har både momspligtige og momsfrie leverancer. Når virksomheder har delvis fradragsret for moms, kan virksomhederne tage fradrag for den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomhederne. Det betyder, at den enkelte virksomhed på baggrund af fordelingen i sin omsætning skal opgøre en fradragsprocent, som kan anvendes på de delvist fradragsberettigede indkøbte varer og ydelser.

Efter momslovens § 38, stk. 4, er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Bemyndigelsen er bl.a. udmøntet i momsbekendtgørelsens § 17, som regulerer opgørelsen af den delvise fradragsret.

Det fremgår af momsbekendtgørelsens § 17, at der ved beregningen af momsen for den enkelte afgiftsperiode i forbindelse med opgørelse af fradragsretten efter momslovens § 38, stk. 1, foretages en foreløbig opgørelse af den del af afgiften på virksomhedens indkøb, der kan medregnes til købsmomsen. Denne opgørelse foretages på grundlag af omsætningen i det foregående regnskabsår. Efter regnskabsårets udløb foretages endelig regulering af momsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret og for beskrivelse af sammenhængen mellem reguleringen for investeringsgoder og delvis fradragsret henvises til pkt. 3.9.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede ændring af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren vil kunne fastsætte de nærmere regler for, hvilken foreløbig fradragsprocent der skal anvendes efter stk. 1, tidspunktet for opgørelsen af den endelige fradragsprocent og tidspunktet for angivelsen af regulering af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent efter stk. 1.

Formålet med ændringen er at udvide skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, til at omfatte følgende tre yderligere elementer: 1) Hvilken foreløbig fradragsprocent der skal anvendes efter stk. 1, 2) tidspunktet for opgørelsen af den endelige fradragsprocent og 3) tidspunktet for angivelse af regulering af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent efter stk. 1.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil skulle udmøntes ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17.

For så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent efter stk. 1 er det hensigten, at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle ske, og hvordan reguleringen vil skulle foretages.

Det er hensigten, at den endelige regulering af momsen vil skulle foretages i den ordinære afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det vil medføre, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent ikke fremadrettet vil skulle ske som efterangivelser. Det skyldes, at kravet vil opstå i den afgiftsperiode, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil dermed ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Hvis virksomhederne ikke foretager reguleringen i den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne dog fortsat skulle foretage en efterangivelse af reguleringen. Hvis virksomheden skal betale mere i moms, vil det betyde, at der ved en efterangivelse skal beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode, jf. den foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5 i lovforslagets § 2, nr. 3.

Det vil herudover medføre, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent hverken vil kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Hvis den foretagne regulering af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent viser sig ikke at være korrekt, vil efterfølgende reguleringer heraf skulle ske via efterangivelser, som vil være omfattet af de foreslåede renteregler i opkrævningslovens § 5 som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 3. Der vil således i disse tilfælde skulle beregnes renter tilbage til den oprindelige angivelsesfrist for den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår, hvis reguleringen resulterer i, at virksomhederne skal betale mere i afgift. Hvis virksomhederne undlader at foretage reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent, vil virksomhederne ligeledes skulle indgive en efterangivelse med reguleringen, som ligeledes vil være omfattet af de foreslåede renteregler i opkrævningslovens § 5 som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 3. Hvis reguleringen resulterer i, at virksomhederne skal betale mere i moms, vil der skulle regnes renter tilbage til den oprindelige angivelsesfrist for den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes årsregnskab.

Hvis reguleringerne medfører, at virksomhederne skal have penge tilbage, sker tilbagebetalingerne efter opkrævningslovens § 12, hvor der er en frist på 3 uger for Skatteforvaltningens udbetaling af beløbet.

For ophørte virksomheder er det hensigten, at skatteministeren fastsætter regler om, at virksomhederne, når den endelige fradragsprocent kendes, vil skulle efterangive reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Det foreslås i lovforslagets § 6, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2, § 12, nr. 2, og § 15, nr. 2, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven vil skulle ske på samme måde. Det betyder, at disse reguleringer vil skulle indgå i opgørelsen af momsen for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår. Tilsvarende vil det for ophørte virksomheder betyde, at reguleringer af tilbagebetalingsbeløbet som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven vil skulle efterangives og periodiseres til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms. Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 4, vil virksomhederne af disse reguleringer ligeledes kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Ved at fastsætte et specifikt tidspunkt for, hvornår reguleringens skal foretages, gives Skatteforvaltningen bedre forudsætninger for at føre kontrol. Det skyldes, at Skatteforvaltningen på den måde får viden om, at reguleringer som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for moms og foreløbige angivelser efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Momsregistrerede virksomheder skal afregne deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det bemærkes, at bemyndigelsen foreslås afgrænset til kun at angå tidspunktet for angivelsen af regulering af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent. Dermed vil alle andre justeringer af momsen, som på den ene eller anden måde knytter sig til den delvise fradragsret, fortsat skulle ske via efterangivelser, som skal periodiseres tilbage til udgiftstidspunktet (den ordinære afgiftsperiode for den foreløbigt opgjorte moms, som skal reguleres), og som dermed vil være underlagt de nye renteregler som følger af den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 5, hvor renterne beregnes fra den sidste rettidige betalingsdag for den afgiftsperiode, som efterangivelsen angår. Virksomhederne vil således f.eks. ikke kunne benytte de ovenfor foreslåede regler om regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent til at flytte på omkostningsbasen eller til at genoplive et glemt fradrag.

Eksempelvis vil en virksomhed, som inden reguleringen foretages, opdager, at der taget fuldt fradrag af nogle fællesomkostninger, som der burde være taget delvis fradrag af, ikke kunne medtage ændringen af placeringen af disse omkostninger, når virksomheden foretager reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent. Hvis virksomheden i eksemplet under pkt. 3.9.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget havde taget fuldt fradrag for skranken indkøbt i 2021 og herefter opdager, at skranken bruges både i kiropraktorvirksomheden og butikken, vil virksomheden have taget et for stort fradrag for skranken. Virksomheden vil uanset det foreslåede skulle foretage en efterangivelse, hvor den korrigerer for det for store fradrag for skranken. Ved efterangivelsen vil virksomheden skulle angive forskellen fra det fulde fradrag og ned til den delvise fradragsprocent. Hvis efterangivelsen indgives, inden den endelige fradragsprocent for regnskabsåret kendes, vil virksomheden efterfølgende skulle regulere den foretagne korrektion ved reguleringen af momsen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent i det efterfølgende regnskabsår. Efterangivelsen vil være omfattet af de foreslåede renteregner i opkrævningslovens § 5 som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 3. Der vil således skulle beregnes renter tilbage til den sidste rettidige betalingsdag for den afgiftsperiode, som reguleringen vedrører. Hvis virksomheden i eksemplet under pkt. 3.9.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget ikke havde foretaget fradrag for skranken, fordi den alene var anset for at vedrøre kiropraktorvirksomheden, men virksomheden opdager, at der er delvis fradragsret, fordi den også er anvendt til de fradragsberettigede aktiviteter, vil virksomheden ikke kunne bruge årsreguleringen til at genoplive dette glemte fradrag. Der skal foretages en efterangivelse af fradraget til den afgiftsperiode, hvor indkøbet af skranken er foretaget. Hvis den pågældende afgiftsperiode ligger uden for den ordinære genoptagelsesfrist på 3 år, kan der ikke ske genoptagelse af fradraget.

For så vidt angår, hvilken foreløbig fradragsprocent virksomhederne skal anvende efter stk. 1, foreslås det, at skatteministeren vil kunne fastsætte, hvilken foreløbig fradragsprocent virksomhederne skal anvende i indeværende regnskabsår.

Det er i den forbindelse hensigten, at det fastsættes, at der skal anvendes samme foreløbige fradragsprocent i hele regnskabsåret. Det bemærkes dog, at hvis en virksomhed i indeværende regnskabsår finder ud af, at den i halvdelen af året har anvendt en forkert foreløbig fradragsprocent, vil den skulle indgive efterangivelser, hvor den korrigerer hver enkel afgiftsperiode. Hvis virksomheden i eksemplet under pkt. 3.9.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget fejlagtigt havde opgjort den endelige fradragsprocent for 2020 til 55 pct. og derfor havde en foreløbig fradragsprocent på 55 pct. på sine angivelser i første halvår af 2021, ville virksomheden skulle indgive efterangivelser for alle de afgiftsperioder, hvor den havde brugt den forkerte foreløbige fradragsprocent. I efterangivelserne vil den skulle korrigere fra 55 pct. til 50 pct. I den resterende del af 2021 vil virksomheden skulle anvende den korrekte foreløbige fradragsprocent på 50 pct. Når virksomheden efterfølgende opgør sin endelige fradragsprocent for 2021, vil virksomheden kunne regulere hele 2021 fra 50 pct. til 40 pct.

Baggrunden herfor er, at det ikke fremgår tydeligt af momsbekendtgørelsens § 17, om der skal anvendes samme fradragsprocent i hele regnskabsåret.

Det er hensigten, at virksomhederne vil skulle anvende den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår som foreløbig fradragsprocent i indeværende regnskabsår, hvis denne er opgjort på tidspunktet, hvor virksomheden skal indgive den første afgiftsangivelse i indeværende regnskabsår. Hvis den endelige fradragsprocent i det foregående regnskabsår ikke er opgjort på det tidspunkt, hvor virksomheden skal indgive den første afgiftsangivelse i det indeværende regnskabsår, er det hensigten, at virksomheden i stedet vil skulle anvende den endeligt opgjorte fradragsprocent for regnskabsåret før det foregående regnskabsår.

Det vil betyde, at virksomhederne i indeværende regnskabsår som udgangspunkt vil skulle anvende den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår. Hvis den ikke er opgjort, når virksomhederne skal indgive deres første afgiftsangivelse for indeværende regnskabsår, vil virksomhederne i stedet skulle anvende den endeligt opgjorte fradragsprocent for regnskabsåret før det foregående regnskabsår. Det skal ses i sammenhæng med, at virksomhederne skal anvende samme foreløbige fradragsprocent på hele regnskabsåret. Hvis den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår ikke er opgjort, inden virksomhederne indgiver den første afgiftsangivelse i indeværende regnskabsår, bliver de nødt til at anvende den opgjorte fradragsprocent for regnskabsåret før det foregående regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for eksempel på, hvilken foreløbig fradragsprocent virksomhederne vil skulle bruge.

For så vidt angår tidspunktet for opgørelsen af den endelige fradragsprocent er det hensigten, at den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår senest vil skulle opgøres samtidig med udløbet af angivelsesfristen for den afgiftsperiode, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Dermed vil virksomhederne have mulighed for at opgøre den endelige fradragsprocent for det foregående regnskabsår tidligere end den 6. måned. Det bemærkes dog, at virksomhederne i det indeværende regnskabsår alene vil kunne anvende den endeligt opgjorte fradragsprocent for det foregående regnskabsår, hvis de har opgjort fradragsprocenten inden deres første afgiftsangivelse for indeværende regnskabsår.

For betydningen af reguleringen af opgørelsen af den endelige fradragsprocent for reguleringen af investeringsgoder henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Efter chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2, skal den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, betale afgift af varerne.

Bestemmelsen blev indsat i chokoladeafgiftsloven ved § 2, nr. 9, i lov nr. 1059 af 17. december 2002. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det med denne bestemmelse blev foreslået, at betalings- og hæftelsesreglerne skulle harmoniseres, således at det på linje med de øvrige punktafgiftslove skulle fremgå, at den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, skal betale afgiften af varerne, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, L 66 som fremsat, side 1330.

Det fremgår ikke af chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2, hvornår betalingen af afgiften skal ske. I overensstemmelse med de lignende bestemmelser i den øvrige punktafgiftslovgivning, herunder f.eks. øl- og vinafgiftslovens § 31, stk. 1, vil betalingen i praksis skulle ske senest 14 dage efter påkrav.

Betales beløbet inden udløbet af fristen, beregnes der ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag.

Det foreslås at ændre § 29, stk. 2, derved, at der efter »varerne« indsættes »senest 14 dage efter påkrav«.

Det vil således fremadrettet komme til at fremgå af bestemmelsen, at den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.

Der er tale om en præcisering af bestemmelsen, da opkrævningen af den manglende afgift allerede i praksis sker med frist til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 15, at elafgiften tilbagebetales efter § 11, stk. 1 og 3, i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms af elektricitet, varme eller kulde.

Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. elafgiftslovens § 11 a, stk. 8.

Det foreslås i elafgiftslovens § 11, stk. 15 , at henvisningen til § 11 a, stk. 8, ændres til en henvisning til § 11 a, stk. 9.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i elafgiftslovens § 11 a. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Til nr. 2

Det fremgår af elafgiftslovens § 11 a, hvordan tilbagebetaling af afgift på elektricitet foregår.

Det fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 1, at momsregistrerede virksomheder som hovedregel kan få tilbagebetalt afgiften efter elafgiftsloven af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Det betyder, at virksomheden ikke kan få godtgørelse for elektricitet, der er solgt til anden forbruger.

Det fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 15, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms for elektricitet, varme eller kulde.

Elafgiftslovens § 11 a, stk. 4, er en undtagelse fra hovedreglen om, at der altid skal ske afgiftsgodtgørelse på baggrund af de faktisk anvendte mængder.

I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling ikke er kendt, og godtgørelsen dermed ikke kan fastlægges, giver § 11 a, stk. 4, mulighed for at opgøre en foreløbig godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Det endeligt opgjorte tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden angives efter § 11 a, stk. 5.

Det fremgår af § 11 a, stk. 3, at der ydes godtgørelse efter en forholdsmæssig fordeling af leverancen.

Det fremgår af elafgiftslovens § 11 a, stk. 5, at virksomheden efter udløbet af en opgørelsesperiode foretager en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb. Beløbet anføres på virksomhedens angivelse efter momsloven for den sidste afgiftsperiode i opgørelsesperioden. Overstiger beløbet den foreløbige tilbagebetaling til virksomheden efter § 11 a, stk. 4, kan virksomheden modregne det overskydende beløb i den opgjorte moms. Har virksomheden modtaget for store tilbagebetalinger efter § 11 a, stk. 4, tillægges beløbet den opgjorte moms.

Det følger af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Det foreslås, at der i elafgiftslovens § 11 a indsættes et nyt stk. 6, hvoraf det fremgår, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms skal angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af afgiftstilsvaret.

Det betyder, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af reguleringen.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, udvidet, således at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Som det fremgår ovenfor vedrørende lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås bemyndigelsen udmøntet ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17, hvor skatteministeren bl.a. vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Det foreslås, at den endelige regulering af momsen vil skulle foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Det foreslås herudover, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle indgå i den ordinære angivelse for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for yderligere vedrørende den foreslåede ordning for regulering af momstilsvaret som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Angivelse af reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil ligeledes skulle ske i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Dermed vil reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det foreslåede vil medføre, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den afgiftsperiode for moms, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for moms, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Ophørte virksomheder vil dog, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, skulle efterangive reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Hvis virksomhederne ikke foretager en regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med efterangivelsen vil skulle beregnes renter tilbage fra den sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for moms, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Momsregistrerede virksomheder skal angive deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For en beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode for moms reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Til nr. 1

Reglerne for afgift af røgfri tobak ændres fra og med den 1. oktober 2022, jf. § 1, nr. 1-3 og 5-12, og § 15, stk. 2, i lov nr. 2616 af 28. december 2021, jf. lovforslagets § 18, nr. 1 og 2. Ændringerne består i, at afgiftssatserne sammenlægges til én, og at der indføres en stempelmærkeordning for røgfri tobak. I den forbindelse kan der opstå situationer, hvor virksomhederne bliver forpligtede til at betale afgift af de samme varer to gange, eller hvor virksomheden ikke får mulighed for godtgørelse af afgift af varer, som virksomhederne er pålagt at tilintetgøre, og som derfor ikke bliver solgt til forbrugere.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.14.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås at indsætte et nyt afsnit efter afsnit IX i forbrugsafgiftsloven, som Afsnit IX a, Godtgørelse af afgift af røgfri tobak.

Det foreslås, at afsnittet skal indeholde én bestemmelse, § 14. Bestemmelsen vil skulle indeholde muligheder for godtgørelse af afgift for røgfri tobak i forbindelse med sammenlægningen af afgiftssatserne for røgfri tobak og indførelse af stempelmærkeordning og den overgangsperiode, som indføres i den sammenhæng.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 1, 1. pkt., at virksomheder, der har været registreret som registrerede varemodtagere efter § 16 a, stk. 3, for afgift af varer omfattet af § 13, vil kunne få godtgørelse af afgift af de varer, virksomhederne har på lager den 1. oktober 2022, og som de har angivet eller skal angive afgift af efter forbrugsafgiftslovens § 16 a, stk. 4.

Formålet med ændringen er at give registrerede varemodtagere mulighed for at få godtgjort afgift af de varer, som de har betalt afgift af efter angivelsesordningen, men som de ikke har nået at udlevere inden den 1. oktober 2022, og af de varer, som de har påført stempelmærker med henblik på udlevering fra og med den 1. oktober 2022. Hvis de registrerede varemodtagere vælger at omregistrere sig til oplagshavere i forbindelse med indførelsen af stempelmærkeordningen, skal de varer, som de udleverer fra og med den 1. oktober 2022, være påsat stempelmærker. Stempelmærker bestilles hos Skatteforvaltningen, og afgiften for varerne betales i forbindelse hermed. Virksomhederne skal derfor betale afgift for at kunne bestille stempelmærker. Det vil betyde, at disse virksomheder vil være pålagt at betale afgift af varerne to gange. Samtidig vil registrerede varemodtagere, som i overgangsperioden registrerer sig som oplagshavere, kunne bestille stempelmærker til påsætning på deres varer med henblik på at forberede sig på den kommende stempelmærkeordning. De registrerede varemodtagere vil være forpligtede til at opgøre den afgiftspligtige mængde af de varer, de har modtaget i afgiftsperioden (måneden), jf. forbrugsafgiftslovens § 16 a, stk. 4. Det betyder, at de registrerede varemodtagere skal angive afgiften af de varer, de sætter stempelmærker på, samtidig med at de efter forbrugsafgiftslovens § 14 b som affattet ved § 1, nr. 6, i lov nr. 2616 af 28. december 2021 vil være forpligtede til at stille sikkerhed for afgiften af de stempelmærker, de bestiller. Afgiften af de udleverede stempelmærker forfalder til betaling den 1. oktober, og vil skulle betales senest den 15. oktober 2022, som følge af den i lovforslagets § 18, nr. 1 og 2, foreslåede udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet. Det vil betyde, at virksomhederne vil være pålagt at betale afgift af varerne to gange.

Tilsvarende vil virksomheder, som er registrerede varemodtagere, men som fra og med den 1. oktober 2022 vælger ikke at udøve aktiviteter, som kræver registrering for afgift, og som ophører med deres virksomhed, således at deres varer ikke bliver udleveret til forbrugere, kunne anmode om godtgørelse, hvis de har et lager af afgiftspligtige varer den 1. oktober 2022.

Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at virksomhederne får mulighed for at få godtgjort afgiften af de varer, som virksomhederne har på lager den 1. oktober 2022, og som de har angivet og betalt afgift af, eller som de skal angive og betale afgift af. De varer, som virksomheden i overgangsperioden har påsat stempelmærker – og som virksomheden har angivet og betalt afgift af, eller som de skal angive og betale afgift af – må virksomheden først udlevere fra og med den 1. oktober 2022. Disse varer anses for at være på lager den 1. oktober 2022, uanset at de udleveres i løbet af denne dag.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 1, 2. pkt., at den i 1. pkt. nævnte godtgørelse vil kunne opnås ved, at virksomhederne på afgiftsangivelsen for afgiftsperioden september måned angiver godtgørelse af afgiften af de varer, som virksomhederne har på lager den 1. oktober 2022, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret for september måned.

Formålet med ændringen er at fastsætte, at godtgørelsen af afgiften vil skulle ske via virksomhedernes almindelige afgiftsangivelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de registrerede varemodtagere på deres afgiftsangivelse for september måned skal opgøre den mængde afgiftspligtige varer, som virksomheden har på lager, og som virksomheden enten tidligere har angivet og betalt afgift af, eller som virksomheden på afgiftsangivelsen for september måned angiver og betaler afgift af.

Eksempel:

En registreret varemodtager modtager 200 kg røgfri tobak i juli 2022, 300 kg røgfri tobak i august 2022 og 100 kg røgfri tobak i september 2022 svarende til i alt 600 kg røgfri tobak for hele overgangsperioden. Den 1. oktober 2022 har virksomheden i alt 150 kg røgfri tobak tilbage på sit lager, hvoraf de 50 kg røgfri tobak er påsat stempelmærker. Af de 150 kg røgfri tobak på lageret er der betalt afgift af 50 kg i juli 2022 og 75 kg i august 2022. De resterende 25 kg indgår således i den samlede mængde af afgiftspligtige varer for september 2022, som virksomheden skal angive og betale senest den 15. oktober 2022, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, jf. § 2, stk. 2.

Når virksomheden skal opgøre den afgiftspligtige mængde for september 2022, skal virksomheden således angive den samlede mængde af røgfri tobak, som den registrerede varemodtager har modtaget i september 2022 (100 kg). Samtidig skal virksomheden på sin afgiftsangivelse for september 2022 opgøre mængden af varer, som virksomheden fortsat har på lager, og angive godtgørelse af afgiften af disse varer. I det konkrete eksempel vil virksomheden have 150 kg røgfri tobak på lager (50 kg fra juli 2022, 75 kg fra august 2022 og 25 kg fra september 2022). Når begge oplysninger er angivet på virksomhedens afgiftsangivelse for september 2022, vil godtgørelsen blive modregnet i den samlede afgiftsbetaling. På den måde indgår den godtgørelsesberettigede afgift for lagerbeholdningen den 1. oktober 2022 i opgørelsen af afgiftstilsvaret for september måned. I det konkrete eksempel vil virksomheden således få udbetalt afgift svarende til 50 kg røgfri tobak.

Det bemærkes, at hvis registrerede varemodtagere har varer på lager, som er blevet gjort uanvendelige som varer, må disse ikke medtages i forbindelse med opgørelsen af varer, som virksomheden har på lager den 1. oktober 2022, også selv om der er betalt afgift af varerne. Det skyldes, at registrerede varemodtagere efter de almindelige afgiftsregler ikke har mulighed for at få godtgørelse for sådanne varer.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 2, 1. pkt., at hvis der er betalt afgift af varer omfattet af § 13, som affattet ved § 2, nr. 3, i lov nr. 1588 af 27. december 2019, efter reglerne i forbrugsafgiftslovens § 15, stk. 1, eller § 16 a, stk. 3, vil afgiften kunne godtgøres, hvis alle tre betingelser er opfyldt (det foreslåede stk. 2, 1. pkt., nr. 1-3).

Det betyder, at der for de varer, hvor der efter de angivelses- og indbetalingsregler, som er fastsat i forbrugsafgiftslovens § 15, stk. 1, og § 16 a, stk. 3, er betalt afgift af røgfri tobak omfattet af den gældende § 13, kan opnås godtgørelse af afgiften i visse tilfælde. De gældende angivelses- og indbetalingsregler i § 15, stk. 1, og § 16 a, stk. 3, finder anvendelse, indtil de bliver erstattet af den stempelmærkeordning, der indføres med lov nr. 2616 af 28. december 2021, og som, jf. lovforslagets § 18, nr. 1 og 2, foreslås at træde i kraft den 1. oktober 2022. Det indebærer, at angivelses- og indbetalingsreglerne skal finde anvendelse til og med afgiftsperioden for september måned 2022, hvor angivelsen og indbetalingen skal ske senest den førstkommende bankdag efter den 15. oktober 2022.

Formålet med forslaget er at give mulighed for godtgørelse af afgift for varer, der befinder sig hos grossister eller i detailhandlen i forbindelse med reglerne om begrænsning af salg i forbindelse med sammenlægning af afgiftssatserne for røgfri tobak og indførelsen af stempelmærkeordningen.

Anmodning om godtgørelse skal ske via den generelle godtgørelsesblanket (blanket nr. 29.002).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.14 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 2, nr. 1, at det vil være en betingelse for godtgørelse, at varerne tages retur fra og med den 1. oktober 2022 til og med den 31. oktober 2022 af den virksomhed, som har betalt afgiften til Skatteforvaltningen.

Formålet med forslaget er, at det alene vil være de virksomheder, der den 1. oktober 2022 var registrerede for afgift af røgfri tobak, der kan opnå godtgørelse af afgift, og at afgiften kun kan godtgøres for de varer, som tages retur i forbindelse med reglerne om begrænsning af salg. Det foreslåede vil således både omfatte de virksomheder, der den 1. juli 2022 var registreret som registrerede varemodtagere, og registrerede oplagshavere. Hensigten med det foreslåede stk. 2 er således, at der alene skal kunne godtgøres afgift af varer, som detailhandlere og grossister ved lov er pålagt ikke at sælge eller opbevare, således at virksomhederne, som har fremstillet eller indført varer, skal tage varerne retur.

Det bemærkes, at varerne anses for at være taget retur, hvis der er indgået aftale om returnering, og varerne har forladt detailhandleren eller grossisten. Det betyder f.eks., at varerne kan være under transport den 31. december 2022 og således ikke behøver at befinde sig netop hos den virksomhed, der har betalt afgiften af varerne, den 31. december 2022 for at være omfattet af bestemmelsen.

At det er den virksomhed, der har betalt afgiften til Skatteforvaltningen, der kan anmode om godtgørelse, betyder, at det alene vil være den afgift, som virksomheden oprindeligt har betalt til Skatteforvaltningen, som kan godtgøres. Virksomheder, der anmoder om godtgørelse af afgift, skal således kunne dokumentere, hvilken afgift der oprindelig er betalt af varerne. Dette er særligt relevant i denne situation, da røgfri tobak efter gældende regler bliver pålagt afgift efter to forskellige satser. Kardusskrå og snus til nasalt brug er således pålagt en afgift på 126,93 kr. pr. kg, mens anden røgfri tobak er pålagt en afgift på 461,37 kr. pr. kg, jf. forbrugsafgiftslovens § 13. Den kommende samlede afgiftssats på al røgfri tobak er identisk med den høje sats og udgør derfor 461,37 kr. pr. kg. I situationer, hvor der er betalt den lave afgift af de returnerede varer, vil virksomhederne således alene kunne få godtgjort denne afgift.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 2, nr. 2, at det vil være en betingelse for godtgørelse, at køberen er godtgjort eller godtgøres varens pris inklusive afgiften.

Formålet med forslaget er, at godtgørelse af afgift bør ske ud fra samme principper, som gælder for oplagshavere efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 6, der har mulighed for at opnå fradrag for varer, der tages retur. Efter § 14 a, stk. 6, nr. 4, er det en betingelse, at køberen godtgøres varernes pris inklusive afgiften.

Hensynet bag dette er, at virksomhederne som udgangspunkt antages at overvælte afgiften i priserne. Det vil således være køberen af varerne, som belastes af afgiften, medmindre denne godtgøres varens pris inklusive afgiften. Hvis ikke den virksomhed, der anmoder om godtgørelse, godtgjorde varens pris inklusive afgiften, ville den anmodende virksomhed opnå en utilsigtet økonomisk fordel i forbindelse med godtgørelsen. Godtgørelsen af køberen kan både ske, ved at der udstedes en kreditnota, eller ved at de returnerede varer ombyttes med nye stemplede varer (en såkaldt gratis erstatningsleverance).

Virksomhederne skal kunne dokumentere, at køberen af varerne er blevet godtgjort varernes fulde pris inklusive afgiften, f.eks. ved at fremlægge kreditnotaer eller lignende, der indeholder de samme oplysninger som foreskrevet for fakturaer. Hvis godtgørelsen af køberen sker ved ombytning, skal den virksomhed, der anmoder om godtgørelse, kunne fremvise tilstrækkelig dokumentation for den gratis erstatningsleverance og vil skulle sende en kopi af ombytningsrapporten til detailhandleren. Herudover skal virksomheden sikre, at der kun sker ombytning af beskattede varer. Det bemærkes, at den afgift, der kan godtgøres, vil være den afgift, der er betalt af de varer, der er taget retur. Der er efter gældende regler to forskellige satser for afgift af røgfri tobak, hvor der efter der efter de kommende regler alene vil være en afgiftssats (som er på niveau med den høje afgift). Hvis der således er betalt lav afgift af varerne, der tages retur, vil der af de varer, der ombyttes til, således være betalt en højere afgift. Dette ændrer ikke på, at den afgift, som virksomheden kan anmode om godtgørelse for, vil være den afgift, virksomheden oprindelig har betalt efter den nugældende angivelsesordning. Virksomheden skal kunne dokumentere, hvilken afgift der oprindelig er betalt.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 2, nr. 3, at det vil være en betingelse for godtgørelse, at varen tilintetgøres eller påsættes stempelmærke.

Formålet med forslaget er, at afgiften alene godtgøres i situationer, hvor varerne efter godtgørelsen ikke skal kunne erhverves/forbruges, uden at der er betalt afgift.

Hvis varerne tilintetgøres, vil de selvsagt ikke længere eksistere, og dermed vil de hverken kunne erhverves eller forbruges.

Hvis varerne påsættes stempelmærker, vil der blive betalt afgift over stempelmærkeordningen. På den måde vil varerne igen kunne sendes på markedet med en pris, som afspejler, at der er betalt afgift af varerne, men dog uden at der betales dobbelt afgift af varerne.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 3, 1. pkt., at anmodning om godtgørelse efter stk. 2 senest vil skulle indgives til Skatteforvaltningen den 1. september 2023.

Formålet med forslaget er, at virksomhederne får passende tid til at opgøre mængden af de varer, som de skal anmode om afgiftsgodtgørelse for samtidig med, at der sættes en passende begrænsning for, hvor lang tid der kan gå, før virksomhederne anmoder om godtgørelse.

Baggrunden for, at der indsættes en frist for, hvornår virksomhederne skal have anmodet om godtgørelse, er kontrolmæssige hensyn. Røgfri tobak skal være påført stempelmærker indenfor en given frist efter § 13 d, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 2616 af 28. december 2021. Det fremgår heraf, at varer senest 1 måned efter fremstillingen af varen her i landet eller modtagelsen af varen fra udlandet skal være pakket i detailsalgspakninger. Detailsalgspakninger skal påføres et stempelmærke ved pakning af varen heri eller senest ved modtagelsen fra udlandet, hvis de afgiftspligtige varer modtages fra udlandet i detailsalgspakninger. Hvis de registrerede virksomheder kan have varer uden stempelmærker liggende med begrundelse om, at det er varer, de skal anmode om godtgørelse om, vil det være svært for Skatteforvaltningen at kontrollere, hvorvidt virksomhederne overholder kravet i § 13 d, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 1, i lov nr. 2616 af 28. december 2021.

Det følger af det foreslåede § 14, stk. 3, 2. pkt., at det skal være en betingelse for godtgørelse efter stk. 2, at Skatteforvaltningen kan overvære tilintetgørelsen.

Formålet med forslaget er, at virksomhederne ikke må kunne opnå godtgørelse, hvis de tilintetgør varerne, uden at Skatteforvaltningen har haft mulighed for at vurdere, hvorvidt de ønsker at overvære tilintetgørelsen. Skatteforvaltningen kan efter en konkret vurdering og som et led i den normale proces for godtgørelse af afgift vælge at overvære tilintetgørelsen, således at Skatteforvaltningen har mulighed for at kontrollere, at de varer, der afgiftsgodtgøres, faktisk bliver destrueret.

Det foreslåede betyder, at tilintetgørelsen af varerne med afgiftsgodtgørelse ikke kan ske, før virksomhederne har fået at vide fra Skatteforvaltningen, at varerne kan tilintetgøres. Varerne må således først blive tilintetgjort, når der foreligger stillingtagen fra Skatteforvaltningen.

Til nr. 2-4

Forbrugsafgiftslovens § 14 b, stk. 1, 5.-7. pkt., indeholder regler om, hvornår detailsalgspakninger med stempelmærker må udleveres, og hvornår afgiften af stempelmærker, der er udleveret inden afgiftens ikrafttræden, skal betales. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 14 b, stk. 1, 5. pkt., at de stempelmærkede detailsalgspakninger først må udleveres fra afgiftens ikrafttræden, hvilket efter den i lovforslagets § 18, nr. 1 og 2, foreslåede udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet vil blive den 1. oktober 2022.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 14 b, stk. 1, 6. pkt., at afgiften for stempelmærker udleveret indtil den 30. september 2022 forfalder den 1. oktober 2022 og skal betales senest den 15. oktober 2022.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 14 b, stk. 1, 7. pkt., at den 15. oktober 2022 vil anses for sidste rettidige betalingsdag for afgift, der er forfalden efter 6. pkt.

De foreslåede bestemmelser i § 14 b, stk. 1, 5.-7. pkt., vil medføre, at forbrugsafgiftslovens § 14 b, stk. 1, 5.-7. pkt., konsekvensændres som følge af ændringen foreslået i lovforslagets § 18, nr. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af gasafgiftslovens § 11, stk. 1, at til dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet efter § 10 skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet, jf. § 12, stk. 8, og godtgøre, at gas, for hvilken der er ydet tilbagebetaling efter § 10, stk. 2, 1. pkt., ikke er anvendt som motorbrændstof.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 21, stk. 1, nr. 2, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder gasafgiftslovens § 3, stk. 1, § 12, stk. 8, § 14, eller § 19, stk. 2-4.

Det foreslås i gasafgiftslovens i § 11, stk. 1, og § 21, stk. 1, nr. 2, at henvisningen til § 12, stk. 8, ændres til en henvisning til § 12, stk. 9.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 8, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i gasafgiftslovens § 12. Det foreslåede medfører ikke ændringer i den materielt gældende retstilstand.

Til nr. 2

Det fremgår af gasafgiftslovens § 12, hvordan tilbagebetaling af afgift på gas foregår.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10, stk. 1, at momsregistrerede virksomheder som hovedregel kan få tilbagebetalt afgiften efter gasafgiftsloven af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige gas. Det betyder, at virksomheden ikke kan få godtgørelse for den gas, der er solgt til anden forbruger.

Det fremgår af gasafgiftslovens § 10, stk. 2, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms for gas og varme.

Gasafgiftslovens § 12, stk. 4, er en undtagelse fra hovedreglen om, at der altid skal ske godtgørelse af afgiften på baggrund af de faktisk anvendte mængder.

I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling ikke er kendt, og godtgørelsen dermed ikke kan fastlægges, giver § 12, stk. 4, mulighed for at opgøre en foreløbig godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Det endeligt opgjorte tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden angives efter § 12, stk. 5.

Det fremgår af § 12, stk. 3, at der ydes godtgørelse for en forholdsmæssig fordeling af leverancen.

Det fremgår desuden af gasafgiftslovens § 12, stk. 5, at virksomheden efter udløbet af en opgørelsesperiode foretager en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb. Beløbet anføres på virksomhedens angivelse efter momsloven for den sidste afgiftsperiode i opgørelsesperioden. Overstiger beløbet den foreløbige tilbagebetaling til virksomheden efter § 12, stk. 4, kan virksomheden modregne det overskydende beløb i den opgjorte moms. Har virksomheden modtaget for store tilbagebetalinger efter § 12, stk. 4, tillægges beløbet den opgjorte moms.

Det følger af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Det foreslås, at der i gasafgiftslovens § 12 indsættes et nyt stk. 6, hvoraf fremgår, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms skal angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af afgiftstilsvaret.

Det betyder, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af reguleringen.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, udvidet, således at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Som det fremgår ovenfor vedrørende lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås bemyndigelsen udmøntet ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17, hvor skatteministeren bl.a. vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske og hvordan reguleringen skal foretages.

Det foreslås, at den endelige regulering af momstilsvaret vil skulle foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Det foreslås herudover, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle indgå i den ordinære angivelse for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for yderligere vedrørende den foreslåede ordning for regulering af momstilsvaret som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Angivelse af reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil ligeledes skulle ske i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Dermed vil reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det foreslåede vil medføre, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den afgiftsperiode for moms, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for moms, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Ophørte virksomheder vil dog, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, skulle efterangive reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Hvis virksomhederne ikke foretager en regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med efterangivelsen vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for moms, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Momsregistrerede virksomheder skal angive deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For en beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode for moms reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af kulafgiftslovens § 9, stk. 2, at opgørelsesperioden for tilbagebetalingsbeløb vedrørende leverancer, der både anvendes til formål, der er tilbagebetalingsberettigede efter loven, og til formål, der ikke er tilbagebetalingsberettigede, er dog kalenderåret, jf. stk. 3-6. For virksomheder, der ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12-måneders periode.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 9, stk. 2, at en henvisning til stk. 3-6 ændres til en henvisning til stk. 3-7.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 9, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i kulafgiftslovens § 9. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Til nr. 2

Det fremgår af kulafgiftslovens § 9, hvordan tilbagebetaling af afgift på kul foregår.

Det fremgår af kulafgiftslovens § 10, stk. 1, at momsregistrerede virksomheder som hovedregel kan få tilbagebetalt afgiften efter kulafgiftsloven af de af virksomheden forbrugte varer. Det betyder, at virksomheden ikke kan få godtgørelse for de varer, der er solgt til anden forbruger.

Det fremgår af kulafgiftslovens § 8, stk. 2, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms for varer og varme.

Kulafgiftslovens § 9, stk. 4, er en undtagelse fra hovedreglen om, at der altid skal ske godtgørelse af afgiften på baggrund af de faktisk anvendte mængder.

I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling imidlertid ikke er kendt, og godtgørelsen dermed ikke kan fastlægges, giver § 9, stk. 4, mulighed for at opgøre en foreløbig godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Det endeligt opgjorte tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden angives efter § 9, stk. 5.

Det fremgår af § 9, stk. 3, at der ydes godtgørelse for en forholdsmæssig fordeling af leverancen.

Det fremgår desuden af kulafgiftslovens § 9, stk. 5, at virksomheden efter udløbet af en opgørelsesperiode foretager en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden. Beløbet anføres på virksomhedens angivelse efter momsloven for den sidste afgiftsperiode i opgørelsesperioden. Overstiger beløbet den foreløbige tilbagebetaling til virksomheden efter § 9, stk. 4, kan virksomheden modregne det overskydende beløb i den opgjorte moms. Har virksomheden modtaget for store tilbagebetalinger efter § 9, stk. 4, tillægges beløbet den opgjorte moms.

Det følger af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Det foreslås, at der i kulafgiftslovens § 9 indsættes et nyt stk. 6, hvoraf det fremgår, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms skal angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af afgiftstilsvaret.

Det betyder, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af reguleringen.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, udvidet, således at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Som det fremgår af ovenfor vedrørende lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås bemyndigelsen udmøntet ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17, hvor skatteministeren bl.a. vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Det foreslås, at den endelige regulering af momstilsvaret vil skulle foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Det foreslås herudover, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle indgå i den ordinære angivelse for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for yderligere vedrørende den foreslåede ordning for regulering af momstilsvaret som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Angivelse af reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil ligeledes skulle ske i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Dermed vil reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det foreslåede vil medføre, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den afgiftsperiode for moms, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for moms, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Ophørte virksomheder vil dog, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, skulle efterangive reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Hvis virksomhederne ikke foretager en regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med efterangivelsen vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for moms, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Momsregistrerede virksomheder skal angive deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For en beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode for moms reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Det fremgår af kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder kulafgiftslovens § 2, stk. 1 eller 2, § 5, stk. 16 og 17, § 9, stk. 9, § 10 a, stk. 1, 2. pkt., § 11, stk. 1, 2 eller 3, eller § 17, stk. 2, 3 eller 4.

Det foreslås i kulafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, at henvisningen til § 9, stk. 9, ændres til en henvisning til § 9, stk. 10.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 9, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i kulafgiftslovens § 9. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Kilde

Til nr. 1

Efter lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 3, stk. 7, skal afgiften af forsikringer her i landet til hjemmehørende lystfartøjer, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, betales af forsikringstageren, jf. stk. 8. Af § 3, stk. 8, fremgår, at forsikringstageren er den, der lader fartøjet forsikre.

Efter § 7, stk. 2, 1. pkt., skal forsikringstageren efter udgangen af den måned, hvori præmien forfalder til betaling, og senest den 15. i den efterfølgende måned til Skatteforvaltningen angive størrelsen af forsikringssummen og afgiften heraf.

Det fremgår imidlertid ikke af loven, hvornår afgiften skal indbetales. Angivelses- og indbetalingsfristen for forsikringstagere fremgik tidligere af bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 om afgift af lystfartøjsforsikringer tegnet i udlandet. Indbetalingsfristen fremgik af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, hvoraf fremgik, at afgiften skulle indbetales til Skatteforvaltningen inden den i lovens § 7, stk. 1, angivne frist. Bekendtgørelsen var udstedt i medfør af § 3, stk. 3, og § 11, stk. 2, i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 31. marts 1993. Af den på daværende tidspunkt gældende § 7, stk. 1, fremgik, at de i måneden angivne afgifter skulle indbetales senest den 15. i den følgende måned, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 31. marts 1993. § 7 blev imidlertid ophævet ved § 5, nr. 1, i lov nr. 165 af 15. marts 2000 som følge af indførelsen af opkrævningsloven. Derved henviste § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen til en ophævet bestemmelse, og indbetalingsfristen for betalinger af forsikringstagere fremgik således ikke nogetsteds i lovgivningen. I praksis var indbetalingsfristen dog fortsat som angivet i den ophævede § 7, stk. 1. Ved lov nr. 1888 af 29. december 2015 blev bestemmelser om angivelse m.v. for forsikringstagere fra bekendtgørelse nr. 14 af 7. januar 1994 overført til selve loven. Ved § 3, nr. 9, i lov nr. 1888 af 29. december 2015 fik § 7 sin gældende ordlyd. Der blev dog i den forbindelse ikke indsat en indbetalingsfrist. I praksis er indbetalingsfristen dog den samme som angivelsesfristen og således den 15. i måneden efter, at præmien forfaldt til betaling.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 2, som bestemmelsens 2. pkt., hvorefter afgiften vil skulle betales til Skatteforvaltningen inden udløbet af angivelsesfristen efter 1. pkt.

Det betyder, at afgiften vil skulle betales senest samtidig med fristen for indgivelsen af angivelsen, hvilket efter § 7, stk. 2,

1. pkt., er efter udgangen af den måned, hvori præmien forfalder til betaling, og senest den 15. i den efterfølgende måned.

Der er tale om en præcisering, da dette er indbetalingsfristen i praksis.

Til nr. 2

Det fremgår af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 10, stk. 1, at hvis det konstateres, at en forsikringsvirksomhed, en repræsentant eller en forsikringstager, jf. § 3, stk. 8, har afgivet urigtig angivelse efter § 6, således at forsikringsvirksomheden, repræsentanten eller forsikringstageren, jf. § 3, stk. 8, har betalt for lidt i afgift, afkræves forsikringsvirksomheden, repræsentanten eller forsikringstageren, jf. § 3, stk. 8, det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 10, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler forsikringsvirksomheden eller repræsentanten, ikke kan opgøres på grundlag af forsikringsvirksomhedens eller repræsentantens regnskaber, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftsbeløbet.

Bestemmelserne i lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 10 omhandler såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en forsikringsvirksomhed, en repræsentant eller en forsikringstager har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at forsikringsvirksomheden, repræsentanten eller forsikringstageren har betalt for lidt i afgift.

Forsikringsvirksomheder og repræsentanter er registreringspligtige, jf. § 3, stk. 6. Det betyder, at opkrævningslovens regler finder anvendelse for disse virksomheder og personer, jf. afgrænsningen af opkrævningsloven i opkrævningslovens § 1, stk. 1.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 5, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Bestemmelserne i opkrævningslovens § 5, stk. 1 og 2, omhandler således også såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter og afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, hvorfor beløbet derfor skal indbetales eller tilbagebetales.

Bestemmelserne om efterangivelser anvendes, både hvor virksomheden efter at have indgivet den første angivelse for en given periode på eget initiativ efterangiver det manglende beløb, og hvor Skatteforvaltningen forhøjer tilsvaret, fordi virksomheden har indgivet en urigtig angivelse eller indberetning. Videre anvendes bestemmelsen i situationer, hvor virksomheden har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, og beløbet derfor skal tilbagebetales.

Derudover er bestemmelsen i praksis anvendt, hvor Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol fastsætter tilsvaret første gang for perioden, fordi virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for skatten eller afgiften eller ikke har foretaget en angivelse eller indberetning for afregningsperioden i henhold til gældende regler. I disse situationer opkræves beløbet til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I forbindelse med efterangivelser efter opkrævningslovens § 5 afkræves virksomheden beløbet til betaling senest efter 14 dage. Betales beløbet inden udløbet af fristen, betales ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag, jf. opkrævningslovens § 5, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 549, L 19 som fremsat, side 566.

For så vidt angår forsikringsvirksomheder og repræsentanter er urigtige angivelser og muligheden for at foretage skønsmæssige ansættelser fastsat i både lystfartøjsforsikringsafgiftsloven og opkrævningsloven.

Det foreslås at nyaffatte lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 10 således, at hvis en forsikringstager, jf. § 3, stk. 8, ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse, således at forsikringstageren har betalt for lidt i afgift, finder opkrævningslovens § 5 tilsvarende anvendelse.

Det betyder, at hvis forsikringstagere afgiver en ukorrekt angivelse og/eller en ikke rettidig angivelse, således at forsikringstageren har betalt for lidt i afgift, vil opkrævningslovens § 5 skulle finde anvendelse. Det vil således efter det foreslåede alene være forsikringstagere, jf. § 3, stk. 8, som er omfattet af bestemmelsen.

Forsikringstageren skal, jf. lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 7, stk. 2, angive afgiften til Skatteforvaltningen senest den 15. i måneden efter, at præmien forfaldt til betaling. Det fremgår imidlertid ikke af loven, hvornår afgiften skal indbetales. I praksis er indbetalingsfristen dog den samme som angivelsesfristen og således den 15. i måneden efter, at præmien forfaldt til betaling.

Hvis præmien forfaldt til betaling i februar måned, ville afgiften således skulle angives senest den 15. marts. Det vil således være denne dag, at afgiften senest skal indbetales, ligesom det også vil være fra og med udløbet af denne dag, at renterne skal beregnes, hvis der indgives en efterangivelse.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 10, nr. 1.

Med det foreslåede vil forsikringstagerens ukorrekte og/eller ikke rettidige angivelse skulle håndteres efter opkrævningslovens § 5. Opkrævningslovens § 5 foreslås nyaffattet med lovforslagets § 2, nr. 3, hvilket indebærer, at betalingsfristen, og dermed også renteberegningstidspunktet, i forbindelse med for lidt betalt afgift vil være tidspunktet for den rettidige angivelse, hvilket for forsikringstagere er senest den 15. i måneden efter, at præmien forfaldt til betaling, jf. ovenfor.

Det foreslåede betyder herudover, at forsikringsvirksomheder og repræsentanter ikke længere vil være omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 10. Reguleringen af forsikringsvirksomheders og repræsentanters ikke korrekte og/eller ikke rettidige angivelse samt Skatteforvaltningens mulighed for skønsmæssige ansættelser vil fremadrettet alene ske i opkrævningslovens § 5, som foreslås nyaffattet ved lovforslagets § 2, nr. 3.

Baggrunden for, at forsikringsvirksomheder og repræsentanter foreslås ikke at skulle være omfattet af bestemmelsen længere, er, at disse virksomheder og personer er registreringspligtige, jf. § 3, stk. 6. Forsikringsvirksomheder og repræsentanter er således omfattet af opkrævningslovens regler, og i tilfælde af angivelse af urigtige oplysninger vil de være omfattet af opkrævningslovens § 5. Det er derfor ikke nødvendigt at have en særskilt bestemmelse for disse virksomheder og personer i lystfartøjsforsikringsafgiftsloven. Dette er ligeledes baggrunden for, at § 10, stk. 2, ikke er en del af den foreslåede nyaffattede lystfartøjsforsikringsafgiftslovs § 10.

Med det foreslåede vil forsikringsvirksomheder og repræsentanter fortsat være omfattet af opkrævningslovens § 5. Opkrævningslovens § 5 foreslås dog nyaffattet med lovforslagets § 2, nr. 3, hvilket indebærer, at betalingsfristen i forbindelse med for lidt betalt tilsvar af afgift vil være fristen for den rettidige angivelse. Lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 10, stk. 2, angår Skatteforvaltningens mulighed for at foretage skønsmæssige ansættelser for forsikringsvirksomheder eller repræsentanter. En sådan hjemmel findes tilsvarende i opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Der henvises i øvrigt i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og lovforslagets § 2, nr. 3.

Kilde

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, hvilken lønsum der udgør afgiftsgrundlaget efter loven. Det fremgår af stk. 2, nr. 1, at afgiftsgrundlaget er lønsum for virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer eller valuta.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., at virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden skal foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter både § 4, stk. 1 og 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling, jf. stk. 4, 2. pkt. Skatteministeren kan i medfør af 3. pkt. fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt.

Reglerne om opgørelsen af afgiftsgrundlaget for lønsumsafgiften er udmøntet i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4. For virksomheder omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, fremgår det af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. pkt., at afgiftsgrundlaget beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden. Bestemmelsens 2. pkt. regulerer, hvordan selve lønsummen opgøres, hvis virksomheden har ansatte, der både udøver aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter. Her skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Det fremgår af bestemmelsens 4. pkt., at virksomheder omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, der ikke ønsker eller kan foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget for ansatte, der helt eller delvist udøver aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden, skal foretage en fordeling i henhold til stk. 6 for disse ansatte.

Af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, fremgår, at i disse tilfælde skal 60 pct. af disse ansattes samlede lønsum anses som værende anvendt til fuldt ud lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. De resterende 40 pct. anses som værende anvendt både til aktiviteter, der er i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomhederne og til andre aktiviteter, og denne lønsum skal medregnes i afgiftsgrundlaget for lønsumsafgiften efter at være blevet reduceret med den fradragsprocentsats for moms, som er udregnet efter momslovens § 38, stk. 1, dog uden at der i denne sats medregnes omsætningen af aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7.

Reglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, betegnes som 60/40-reglen.

Momslovens § 38, stk. 1, angår delvis fradragsret for moms. Når virksomheder har delvis fradragsret for moms, kan der foretages fradrag for den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden, jf. momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt. Det er således denne fradragsprocent for delvis fradragsret for moms, som virksomhederne bruger ved opgørelsen af lønsumsafgiften efter 60/40-reglen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.11.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i lønsumsafgiftslovens § 4, indsættes et nyt stk. 7, hvoraf det fremgår, at skatteministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilken foreløbig fradragsprocent, der skal anvendes ved opgørelsen af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1, og tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Formålet med ændringen er at give skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om: 1) Hvilken foreløbig fradragsprocent, der skal anvendes ved opgørelsen af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1, og 2) tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for den delvise fradragsret for moms.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil skulle udmøntes ved ændringer i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4.

For så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms er det hensigten, at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår og hvordan reguleringen af lønsumsafgiften for virksomheder, der anvender 60/40-reglen, skal foretages.

Det er hensigten, at den endelige regulering af lønsumsafgiften vil skulle foretages i den ordinære afgiftsperiode for lønsumsafgiften for den 6. måned. Det foreslåede betyder, at regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms hverken vil kunne ske tidligere eller senere end afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

For ophørte virksomheder er det hensigten, at skatteministeren fastsætter regler om, at virksomhederne, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, vil skulle efterangive reguleringen af lønsumsafgiften og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Ved at fastsætte et specifikt tidspunkt for, hvornår reguleringen af lønsumsafgiften skal foretages, gives Skatteforvaltningen bedre forudsætninger for at føre kontrol. Det skyldes, at Skatteforvaltningen på den måde får viden om, at reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms foretages i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det vil herudover medføre, at reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den lønsumsafgiftsperiode, hvor reguleringen skal indgå, og altså i afgiftsperioden for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for lønsumsafgiften, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Hvis virksomhederne ikke foretager reguleringen i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse af reguleringen. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med en efterangivelse vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for lønsumsafgiften, jf. den i lovforslaget § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Det bemærkes, at bemyndigelsen foreslås afgrænset til kun at angå tidspunktet for angivelsen af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for virksomheder, der anvender 60/40-reglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6. Dermed vil alle andre justeringer af lønsumsafgiften fortsat skulle ske via efterangivelser og dermed være underlagt de nye renteregler, som følger af den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, hvorefter renterne beregnes fra udløbet af den sidste rettidige betalingsdag for den afgiftsperiode, som efterangivelsen angår.

For så vidt angår, hvilken fradragsprocent virksomhederne skal anvende, foreslås det, at skatteministeren vil kunne fastsætte, hvilken fradragsprocent virksomhederne vil skulle anvende i indeværende regnskabsår.

Det er hensigten, at det fastsættes, at der skal anvendes samme fradragsprocent for hele regnskabsåret.

Baggrunden herfor er, at det ikke fremgår tydeligt af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, om der skal anvendes samme fradragsprocent i hele regnskabsåret.

Det er hensigten, at virksomhederne ved beregning af lønsumsafgiften for indeværende regnskabsår vil skulle bruge den ved regnskabsårets begyndelse senest endeligt opgjorte fradragsprocent som opgjort efter momsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, 1. pkt. Det betyder, at virksomhederne i det indeværende regnskabsår skal bruge den endelige fradragsprocent, som de opgjorde i den 6. måned i det foregående regnskabsår, og som dermed er den endelige fradragsprocent for regnskabsåret før det foregående regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for eksempel på, hvilken foreløbig fradragsprocent virksomhederne vil skulle bruge.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 2, at opgørelsesperioden for tilbagebetalingsbeløb vedrørende leverancer, der både anvendes til formål, der er tilbagebetalingsberettigede efter loven, og til formål, der ikke er tilbagebetalingsberettigede, er kalenderåret, jf. stk. 3-7. For virksomheder, der ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12-måneders periode.

Det foreslås i mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 2, at henvisningen til stk. 3-7 ændres til en henvisning til stk. 3-8.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 12, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i mineralolieafgiftslovens § 12. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Til nr. 2

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, hvordan tilbagebetaling af afgift på mineralolie foregår.

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, at momsregistrerede virksomheder som hovedregel kan få tilbagebetalt afgiften efter mineralolieafgiftsloven af de af virksomheden forbrugte varer. Det betyder, at virksomheden ikke kan få godtgørelse for de varer, der er solgt til anden forbruger.

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms for olieprodukter og varme.

Mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 4, er en undtagelse fra hovedreglen om, at der altid skal ske godtgørelse af afgiften på baggrund af de faktisk anvendte mængder.

I de tilfælde, hvor den endelige anvendelse eller fordeling ikke er kendt, og godtgørelsen dermed ikke kan fastlægges, giver § 12, stk. 4, mulighed for at opgøre en foreløbig godtgørelse på baggrund af det foregående års forbrug. Det endeligt opgjorte tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden angives efter § 12, stk. 5.

Det fremgår af § 12, stk. 3, at der ydes godtgørelse for en forholdsmæssig fordeling af leverancen.

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 5, at virksomheden efter udløbet af en opgørelsesperiode foretager en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb. Beløbet anføres på virksomhedens angivelse efter momsloven for den sidste afgiftsperiode i opgørelsesperioden. Overstiger beløbet den foreløbige tilbagebetaling til virksomheden efter § 12, stk. 4, kan virksomheden modregne det overskydende beløb i den opgjorte moms. Har virksomheden modtaget for store tilbagebetalinger efter § 12, stk. 4, tillægges beløbet den opgjorte moms.

Det følger af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Det foreslås, at der i mineralolieafgiftslovens § 12 indsættes et nyt stk. 6, hvoraf det fremgår, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms skal angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af afgiftstilsvaret.

Det betyder, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af reguleringen.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, udvidet, således at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Som det fremgår ovenfor vedrørende lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås bemyndigelsen udmøntet ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17, hvor skatteministeren bl.a. vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Det foreslås, at den endelige regulering af momstilsvaret vil skulle foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Det foreslås herudover, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle indgå i den ordinære angivelse for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for yderligere vedrørende den foreslåede ordning for regulering af momstilsvaret som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Angivelse af reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil ligeledes skulle ske i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Dermed vil reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det foreslåede vil medføre, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den afgiftsperiode for moms, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for moms, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Ophørte virksomheder vil dog, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, skulle efterangive reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Hvis virksomhederne ikke foretager en regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med efterangivelsen vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for moms, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Momsregistrerede virksomheder skal angive deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For en beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode for moms reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Det fremgår af mineralolieafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 6, § 3, stk. 2, stk. 11, 3. pkt., eller stk. 12, § 4, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 2. pkt., eller stk. 5, 2. og 3. pkt., § 4 b, stk. 4, stk. 5, 2. pkt., eller stk. 6, § 12, stk. 10, § 14, stk. 1-7 eller 8, § 22, stk. 2, 3 eller 4, eller § 29, stk. 3.

Det foreslås i mineralolieafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at henvisningen til § 12, stk. 10, ændres til en henvisning til § 12, stk. 11.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 12, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i mineralolieafgiftslovens § 12. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Kilde

Det fremgår af motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 9, stk. 1, at hvis det konstateres, at en forsikringsvirksomhed eller en repræsentant har afgivet urigtig angivelse efter §§ 5 eller 5 a, således at forsikringsvirksomheden eller repræsentanten har betalt for lidt i afgift, afkræves forsikringsvirksomheden eller repræsentanten det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 9, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler forsikringsvirksomheden eller repræsentanten, ikke kan opgøres på grundlag af forsikringsvirksomhedens eller repræsentantens regnskaber, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftsbeløbet.

Bestemmelserne i motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 9 omhandler således også såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en forsikringsvirksomhed, en repræsentant eller en forsikringstager har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at forsikringsvirksomheden, repræsentanten eller forsikringstageren har betalt for lidt i afgift.

For så vidt angår forsikringsvirksomheder og repræsentanter gælder, at disse virksomheder og personer skal lade sig registrere for afgift, jf. § 2, stk. 6. Det betyder, at opkrævningslovens regler finder anvendelse for disse virksomheder og personer.

Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I § 5, stk. 2, er bestemt, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Bestemmelserne i opkrævningslovens § 5, stk. 1 og 2, omhandler såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter og afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, og beløbet derfor skal indbetales eller tilbagebetales.

Bestemmelserne om efterangivelser anvendes, både hvor virksomheden efter at have indgivet den første angivelse for en given periode på eget initiativ efterangiver det manglende beløb, og hvor Skatteforvaltningen forhøjer tilsvaret, fordi virksomheden har indgivet en urigtig angivelse eller indberetning. Videre anvendes bestemmelsen i situationer, hvor virksomheden har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, hvorfor beløbet skal tilbagebetales.

Derudover er bestemmelsen i praksis anvendt, hvor Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol fastsætter tilsvaret første gang for perioden, fordi virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for skatten eller afgiften eller ikke har foretaget en angivelse eller indberetning for afregningsperioden i henhold til gældende regler. I disse situationer opkræves beløbet til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I forbindelse med efterangivelser efter opkrævningslovens § 5 afkræves virksomheden beløbet til betaling efter 14 dage. Betales beløbet inden udløbet af fristen, betales ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag, jf. opkrævningslovens § 5, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 549, L 19 som fremsat, side 566.

For så vidt angår forsikringsvirksomheder og repræsentanter er deres eventuelle urigtige angivelser og Skatteforvaltningens mulighed for at foretage skønsmæssige ansættelser fastsat i både motoransvarsforsikringsafgiftsloven og opkrævningsloven.

Det foreslås at ophæve motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 9 .

Det betyder, at forsikringsvirksomheders og repræsentanters urigtige angivelse af motoransvarsforsikringsafgift eller Skatteforvaltningens mulighed for skønsmæssige ansættelser foreslås alene at ville være reguleret i opkrævningslovens § 5, som foreslås nyaffattet ved lovforslagets § 2, nr. 3, hvilket indebærer, at betalingsfristen i forbindelse med for lidt betalt tilsvar af afgift vil være fristen for den rettidige angivelse.

Der henvises i øvrigt pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og lovforslagets § 2, nr. 3.

Kilde

Til nr. 1

Efter spiritusafgiftslovens § 35 kan Skatteforvaltningen inddrage adgangen til at indkøbe afgiftsfri varer, hvis varer, der er fritaget for afgift efter § 15, anvendes til andet formål, end hvad de er bestemt til.

I den øvrige punktafgiftslovgivning med tilsvarende bestemmelser fremgår det også, at virksomhederne afkræves afgiften af de pågældende varer. Det drejer sig blandt andet om øl- og vinafgiftslovens § 31, stk. 2, og § 29, stk. 2, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. I praksis afkræves virksomhederne dog også afgiften af varer omfattet af spiritusafgiftsloven, der er indkøbt til afgiftsfrie formål, men som er blevet anvendt til andet formål, end hvad de er bestemt til. I den forbindelse anvendes hjemlen til opkrævning i spiritusafgiftslovens § 36, sk. 2.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i spiritusafgiftslovens § 35 som bestemmelsens 2. pkt., hvorefter virksomheden afkræves afgiften af de nævnte varer til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Det betyder, at hvis Skatteforvaltningen finder varer, som er fritaget for afgift efter spiritusafgiftslovens § 15, men som er blevet brugt til andre formål end afgiftsfritagne formål, vil Skatteforvaltningen kunne afkræve afgiften af disse varer til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Hensigten med det foreslåede er at bringe spiritusafgiftsloven i overensstemmelse med den øvrige punktafgiftslovgivning, herunder f.eks. øl- og vinafgiftslovens § 31, stk. 2, samt at tydeliggøre, at der er hjemmel til at opkræve afgiften.

Der er tale om en præcisering, da Skatteforvaltningen allerede afkræver virksomhederne afgiften af varer til betaling senest 14 dage efter påkrav, hvis de har indkøbt dem til afgiftsfrie formål, men brugt varer til andre formål end det, de var bestemt til.

Til nr. 2

Efter spiritusafgiftslovens § 36, stk. 1, må denatureringsmidler og stoffer, der er tilsat i henhold til § 15, stk. 2, hverken helt eller delvis fjernes. Den, der helt eller delvis fjerner sådanne denatureringsmidler eller stoffer, skal betale afgift af varerne.

Det fremgår imidlertid ikke af spiritusafgiftslovens § 36, stk. 1, hvornår afgiften skal betales. Det er udgangspunktet i punktafgiftslovgivningen, at afgiften skal betales senest 14 dage efter påkrav. Det er i praksis også tilfældet for afgift af varer, hvor denatureringsmidler eller stoffer er blevet fjernet.

Betales beløbet inden udløbet af fristen, beregnes der ikke renter. Hvis virksomheden overskrider betalingsfristen, skal virksomheden betale rente fra udløbet af betalingsfristen, hvilket vil sige fra og med den 15. dag.

Det foreslås at ændre § 36, stk. 1, 2. pkt., således at der efter »varerne« indsættes »senest 14 dage efter påkrav«. Det betyder, at det fremadrettet kommer til at fremgå af bestemmelsen, at den, der helt eller delvis fjerner sådanne denatureringsmidler eller stoffer, skal betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.

Der er tale om en præcisering af bestemmelsen, da opkrævningen af den manglende afgift allerede i praksis sker med frist til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at afgiften tilbagebetales efter stk. 1 i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms af vand. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af ledningsført vand i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 6.

Det foreslås i vandafgiftsloven § 9, stk. 2, at henvisningen til stk. 6 ændres til en henvisning til stk. 7.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 15, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 3 i vandafgiftslovens § 9. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Til nr. 2

Det fremgår af vandafgiftslovens § 9, hvordan tilbagebetaling af afgift på vand foregår.

Det fremgår af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, at momsregistrerede virksomheder som hovedregel kan få tilbagebetalt afgiften efter vandafgiftsloven af det af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand. Det betyder, at virksomheden ikke kan få godtgørelse for det vand, der er solgt til anden forbruger.

Det følger af § 9, stk. 3, at tilbagebetalingsbeløbet opgøres for den afgiftsperiode, som virksomheden anvender ved angivelsen af momsen. Tilbagebetalingsbeløbet for en afgiftsperiode omfatter afgiften efter vandafgiftsloven af de af virksomheden i afgiftsperioden modtagne leverancer af afgiftspligtigt vand.

Det fremgår af § 9, stk. 2, at afgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for købsmoms af vand.

Det følger af momslovens § 38, stk. 4, at skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler for opgørelse af den delvise fradragsret efter stk. 1 og 2.

Det foreslås, at der i vandafgiftslovens § 9 indsættes et stk. 4, hvoraf det fremgår, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms skal angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af afgiftstilsvaret.

Det betyder, at regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle angives efter reglerne fastsat i medfør af momslovens § 38, stk. 4, for så vidt angår tidspunktet for angivelse af reguleringen.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås skatteministerens bemyndigelse i momslovens § 38, stk. 4, udvidet, således at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Som det fremgår ovenfor vedrørende lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås bemyndigelsen udmøntet ved ændringer i momsbekendtgørelsens § 17, hvor skatteministeren bl.a. vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår reguleringen af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal ske, og hvordan reguleringen skal foretages.

Det foreslås, at den endelige regulering af momstilsvaret vil skulle foretages i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Det foreslås herudover, at reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil skulle indgå i den ordinære angivelse for den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for yderligere vedrørende den foreslåede ordning for regulering af momstilsvaret som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Angivelse af reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil ligeledes skulle ske i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedernes regnskabsår.

Dermed vil reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke kunne ske tidligere eller senere end den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det foreslåede vil medføre, at reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den afgiftsperiode for moms, hvor reguleringen skal indgå, og altså i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for moms, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Ophørte virksomheder vil dog, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, skulle efterangive reguleringen af det tilbagebetalingsberettigede beløb og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode for moms ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Hvis virksomhederne ikke foretager en regulering af det tilbagebetalingsberettigede beløb for den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret i den afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for moms, der omfatter den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med en efterangivelse vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for moms, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Momsregistrerede virksomheder skal angive deres moms enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt. For en beskrivelse af, i hvilken afgiftsperiode for moms reguleringen som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent skal indgå, henvises til pkt. 3.9.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 3

Det fremgår af vandafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 4, stk. 1, 2 eller 4, § 9, stk. 6, § 12, stk. 1, § 15 a, § 17, stk. 2, 3 eller 4.

Det foreslås i vandafgiftslovens § 20, stk. 1, nr. 2, at henvisningen til § 9, stk. 6, ændres til en henvisning til § 9, stk. 7.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 15, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 3 i vandafgiftslovens § 9. Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden.

Kilde

I angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 3. pkt., er det bestemt, at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., udgør 350 mio. kr. i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023.

I angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 er det bestemt, at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., udgør 10 mio. kr. i perioden fra og med den 25. marts 2020 til og med den 6. maj 2020, udgør 100 mia. kr. i perioden fra og med den 7. maj 2020 til og med den 31. januar 2022 og udgør 350 mio. kr. i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023.

En kreditsaldo udbetales til virksomhedens NemKonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo, og kreditsaldoen ikke overstiger denne beløbsgrænse, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 2. pkt. højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., jf. 3. pkt. Virksomheder kan uanset 3. pkt. anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. 4. pkt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 5. pkt. ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør, jf. § 16 c, stk. 5, 6. pkt. Fristen efter 6. pkt. kan ikke afbrydes eller suspenderes, jf. 7. pkt.

Det foreslås, at angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 ophæves.

Forslaget herom skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 19, stk. 1, der indebærer, at ophævelsen af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 vil træde i kraft den 15. juni 2022.

Ovennævnte forslag betyder, at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., der efter gældende regler udgør 350 mio. kr. i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023, alene vil gælde til og med den 14. juni 2022. Fra og med den 15. juni 2022 vil det således være den almindelige beløbsgrænse på 200.000 kr. i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., der er gældende.

Der henvises til pkt. 3.13 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Det fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 12, at til dokumentation af tilbagebetalingsbeløb skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, og virksomheden skal desuden tilrettelægge sit regnskab på en sådan måde, at det kan danne grundlag for opgørelsen af tilbagebetalingsbeløb. § 11 a, stk. 9 og 10, i elafgiftsloven og § 11, stk. 2 og 3, i gasafgiftsloven finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i CO2-afgiftslovens § 9, stk. 12, at henvisningen til § 11 a, stk. 9 og 10, ændres til en henvisning til § 11 a, stk. 10 og 11.

Ændringen er en konsekvens af, at der som følge af lovforslagets § 6, nr. 2, foreslås indsat et nyt stykke efter stk. 5 i elafgiftslovens § 11 a. Det foreslåede medfører ikke ændringer i den materielt gældende retstilstand.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 15, stk. 2, i lov nr. 2616 af 28. december 2021, at lovens § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12, § 2, nr. 2, og § 12 træder i kraft den 1. juli 2022.

Det følger af den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, at § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12, og § 12 i lov nr. 2616 af 28. december 2021 udgår af § 15, stk. 2, i lov nr. 2616 af 28. december 2021.

Det betyder, at § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12, og § 12 i lov nr. 2616 af 28. december 2021 ikke skal træde i kraft den 1. juli 2022, da bestemmelser jf. lovforslagets § 18, nr. 2, foreslås at skulle træde i kraft den 1. oktober 2022.

Den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, lov nr. 2616 af 28. december 2021 ændrer ikke ved, at § 2, nr. 2, i lov nr. 2616 af 28. december 2021, der ændrer en fodnote til momsloven, fortsat vil træde i kraft den 1. juli 2022.

Til nr. 2

Det fremgår af § 15, stk. 2, i lov nr. 2616 af 28. december 2021, at lovens § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12, § 2, nr. 2, og § 12 træder i kraft den 1. juli 2022.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 3, at lovens § 1, nr. 1-3, 5 og 7-12, og § 12 i lov nr. 2616 af 28. december 2021 først træder i kraft den 1. oktober 2022.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, vil medføre, at de nye afgifter på nikotinprodukter og nikotinholdige væsker og sammenlægningen af afgiftssatserne for røgfri tobak først træder i kraft den 1. oktober 2022.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.15 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 15. juni 2022, jf. dog stk. 2 og 3.

For så vidt angår den i lovforslagets § 1, nr. 10, 11 og 12, foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for forrentningen m.v. ved tilbagebetaling af kildeskatter og nedsættelse af rentesatsen i udbyttesager m.v. indebærer disse, at rentenedsættelsen vil få virkning fra den 15. juni 2022 for både igangværende og nye sager om anmodninger om refusion af udbytteskat m.v., så rentesatsen fra det tidspunkt vil være nedsat fra 4,8 pct. til 3,4 pct. Er der i en igangværende sag krav på renter efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., vil renten, der beregnes pr. påbegyndt måned, for juni 2022 blive beregnet ud fra en rentesats på 4,8 pct. p.a., mens den for juli 2022 vil blive beregnet ud fra en rentesats på 3,4 pct. p.a.

Det betyder herudover, at § 7 og § 18 vil træde i kraft den 15. juni 2022, og at ikrafttrædelsestidspunktet for indførelse af afgifter på nikotinprodukter og nikotinholdige væsker samt sammenlægningen af afgiftssatser for røgfri tobak og den dertilhørende stempelmærkeordning dermed udskydes med 3 måneder fra den 1. juli 2022 til den 1. oktober 2022. Tilsvarende vil bestemmelsen om godtgørelse af afgift af røgfri tobak træde i kraft den 15. juni 2022. Bestemmelsen angår dog varer, der er på lager den 1. oktober 2022 eller som virksomhederne tager retur fra og med den 1. oktober 2022 til og med den 31. januar 2023.

For så vidt angår den i lovforslagets § 16 foreslåede ophævelse af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 indebærer lovforslagets § 19, stk. 1, at beløbsgrænsen for kreditsaldoen på skattekontoen fra og med den 15. juni 2022 vil blive nedsat fra 350 mio. kr. til den normale beløbsgrænse på 200.000 kr.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 5, der vedrører ophævelsen af kildeskattelovens § 62 B, skal træde i kraft den 15. december 2022.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5, foreslås kildeskattelovens § 62 B om opkrævning af månedlige renter af restskatter fastsat ved taksation ophævet som en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 1, idet den foreslåede nye bestemmelse i kildeskattelovens § 61, stk. 2, 3. pkt., også vil omfatte en restskat fastsat af Skatteforvaltningen ved taksation, da taksation netop foretages, fordi den skattepligtige ikke rettidigt har opfyldt sin oplysningspligt, jf. skattekontrollovens § 74. Det foreslås i § 19, stk. 4, nedenfor, at bl.a. lovens § 1, nr. 1, skal have virkning for årsopgørelser, der udskrives den 15. december 2022 eller senere. Ophævelsen af kildeskattelovens § 62 B må derfor først ske, når rentebestemmelsen i kildeskattelovens § 61, stk. 2, 3. pkt., jf. lovens § 1, nr. 1, har fået virkning.

Det foreslås i stk. 3, at lovens §§ 4, 6, 8, 9, 11, 12, 15 og 17 træder i kraft den 1. januar 2023.

Det foreslåede betyder, at de i lovforslagets § 4, nr. 1, og § 11, nr. 1, foreslåede udvidelser af skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for reguleringer af momsen og lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent vil træde i kraft den 1. januar 2023.

Som det fremgår af lovforslagets § 6, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2, § 12, nr. 2, og § 15, nr. 2, foreslås det, at reguleringerne af det tilbagebetalingsberettigede beløb efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og vandafgiftsloven som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms vil skulle ske efter reglerne i momslovens § 38, stk. 4. Det betyder, at virksomheder, der foretager foreløbige angivelser og efterfølgende foretager en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms, ikke vil blive pålagt at skulle betale renter fra sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode.

Med lovforslagets § 17 foretages en ændring af CO2-afgiftsloven, som er en konsekvens af den i lovforslagets § 6, nr. 2, foreslåede ændring af elafgiftsloven.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 1, nr. 1, 3 og 4, der vedrører kildeskattelovens § 61, stk. 2, 3. pkt., stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., og at lovens § 3, nr. 1, 4 og 5, der vedrører selskabsskattelovens § 30, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3, 1., 6. og 7. pkt., skal have virkning for årsopgørelser, der udskrives den 15. december 2022 eller senere.

Forslaget skyldes behovet for ændringer i flere af Skatteforvaltningens systemer.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at skatteministeren skal fastsætte, fra og med hvilken dag opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., som affattet ved lovens § 2, nr. 2, skal have virkning.

Forslaget skyldes behovet for at sikre den nødvendige systemmæssige understøttelse af bestemmelsen. Det er således uklart, hvornår de nødvendige systemtilpasninger vil kunne være gennemført.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at indtil opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., som affattet ved lovens § 2, nr. 2, skal have virkning, skal der gælde, hvad der bestemmes i opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021.

Forslaget skyldes, at opkrævningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., med den foreslåede ikrafttrædelsesdato den 15. juni 2022 vil blive nyaffattet med virkning fra denne dato, men indtil bestemmelsen med den nyaffattede ordlyd skal finde anvendelse, jf. lovforslagets § 19, stk. 5, 1. pkt., vil der være behov for at kunne anvende bestemmelsen med den ordlyd, der er gældende i dag, dvs. ordlyden inden den ændrede affattelse ved lovens § 2, nr. 2.

Det foreslås i stk. 6, at opkrævningslovens § 5, som affattet ved lovens § 2, nr. 3, fra og med den 15. juni 2022 skal have virkning for

1. udbytteskat, renteskat og royaltyskat,

2. situationer, hvor en virksomhed indgiver sin første angivelse efter angivelsesfristen for afregningsperioden, men inden en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4 er foretaget,

3. situationer, hvor en virksomhed har indgivet sin første angivelse rettidigt, hvorefter virksomheden ændrer den tidligere angivelse til et højere beløb efter angivelsesfristen for afregningsperioden, men inden sidste rettidige betalingsdato og inden en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4 er foretaget,

4. situationer, hvor en virksomhed indgiver sin første angivelse efter angivelsesfristen for afregningsperioden, men inden sidste rettidige betalingsdato og inden en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4 er foretaget, og

5. situationer, hvor en virksomhed efter at have været drevet uregistreret registreres med tilbagevirkende kraft og dermed for sent indgiver sin første angivelse.

I chokoladeafgiftslovens § 14 er det bestemt, at registrerede oplagshavere efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive vægten af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 6, 7 og 8, og indbetale afgiften til Skatteforvaltningen. Efter § 2, stk. 4, i opkrævningsloven, hvilken lov bl.a. gælder for opkrævningen af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder, selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser i anden lovgivning eller i EF-forordninger, er sidste rettidige angivelses- og betalingsfrist identiske, men efter chokoladeafgiftslovens § 15, stk. 2, 1. pkt., skal afgiften af den tilgang af varer, der i en måned er sket til en virksomhed, som opgør den afgiftspligtige vægt efter § 7, stk. 1, være indbetalt senest den 15. i den 2. måned efter varernes tilgang. Efter chokoladeafgiftslovens § 15, stk. 2, er der således ikke sammenfald mellem angivelsesfristen og betalingsfristen. Lovforslagets § 19, stk. 6, nr. 3 og 4, omhandler sådanne situationer, hvor angivelses- og betalingsfristen ikke er identiske.

For disse krav og situationer er Skatteforvaltningen i stand til at anvende opkrævningslovens § 5 med den foreslåede nyaffattelse allerede fra og med lovens ikrafttræden den 15. juni 2022.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at skatteministeren skal fastsætte, fra og med hvilken dag lovens § 2, nr. 3, der vedrører opkrævningslovens § 5, skal have virkning for andre krav og situationer end de i stk. 6 nævnte.

For situationer, hvor en virksomhed som følge af en for sen angivelse har fået foretaget en foreløbig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, og herefter indsender en angivelse, der skal afløse den foreløbige fastsættelse, og situationer med efterangivelser som følge af en urigtig første angivelse, jf. dog ovenfor om stk. 6, nr. 3 og 4, vil skatteministeren derfor skulle fastsætte, hvornår opkrævningslovens § 5 med den nyaffattede ordlyd skal have virkning.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at skatteministeren skal kunne bestemme, at lovens § 2, nr. 3, der vedrører opkrævningslovens § 5, skal have virkning fra forskellige tidspunkter for de enkelte krav, situationer og systemer, som skal reguleres af og understøtte anvendelsen af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at indtil lovens § 2, nr. 3, der vedrører opkrævningslovens § 5, skal have virkning, jf. 1. og 2. pkt., skal der gælde, hvad der bestemmes i opkrævningslovens § 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021.

Forslaget skyldes, at indtil opkrævningslovens § 5 med den nyaffattede ordlyd skal finde anvendelse for de krav og situationer, der ikke omfattes af lovforslagets § 19, stk. 6, vil der være behov for at kunne anvende bestemmelsen med den ordlyd, der er gældende i dag, dvs. ordlyden inden den ændrede affattelse ved lovens § 2, nr. 3.

Lovens § 19, stk. 7, skyldes behovet for at sikre den nødvendige systemmæssige understøttelse af regelændringen med nyaffattelsen af opkrævningslovens § 5. Det er således uklart, hvornår de nødvendige systemtilpasninger vil kunne være gennemført. Derudover vil der være behov for fortsat at kunne anvende den gældende bestemmelse i opkrævningslovens § 5 til og med dagen før den dag, hvor bestemmelsen med nyaffattelsen skal have virkning.

Hvis skatteministeren f.eks. bestemmer, at opkrævningslovens § 5 med den foreslåede nyaffattelse skal have virkning fra og med den

1. januar 2023 for situationer, hvor en virksomhed indgiver en efterangivelse, dvs. søger at berigtige en tidligere angivelse, vil opkrævningslovens § 5, som den er affattet i dag, fortsat skulle have virkning til og med den 31. december 2022.

Det foreslås i stk. 8, at er der for skattepligtige, der ved lovens ikrafttræden bliver omfattet af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, inden lovens ikrafttræden begyndt at påløbe renter af krav på tilbagebetaling af skat af udbytte, royalty eller renter, påløber der fra og med dagen for lovens ikrafttræden og til og med dagen for udbetalingen en daglig rente beregnet efter rentesatsen efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11.

Forslaget indebærer, at er der allerede inden lovens ikrafttrædelse begyndt at påløbe renter af krav på tilbagebetaling af skat af udbytte, royalty eller renter, og bliver den skattepligtige ved lovens ikrafttræden omfattet af kildeskattelovens § 69 B, jf. den i lovens § 1, nr. 10, foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for kildeskattelovens § 69 B, vil der fortsat skulle påløbe daglige renter, uanset at forrentningen af refusionskrav, der tilhører skattepligtige, der omfattes af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, først påbegyndes, når der er gået 6 måneder efter Skatteforvaltningens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.

Renterne skal efter det foreslåede stk. 8 beregnes ved anvendelse af rentesatsen efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., som denne bestemmelse er affattet ved lovens § 1, nr. 11, og renterne vil påløbe med denne sats fra og med dagen for lovens ikrafttræden og til og med dagen for udbetalingen.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovens § 1, nr. 10, sker forrentningen af krav på udbetaling af indeholdt kildeskat i de tilfælde, hvor tilbagesøgningen af indeholdt kildeskat ikke er omfattet af kildeskattelovens § 69 B, efter renteloven, hvilket er beskrevet i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit A.A.12.3. Ifølge disse regler vil der ske en rentetilskrivning, når der er gået mere end 30 dage fra den dag, hvor Skatteforvaltningen har modtaget anmodningen om tilbagebetaling af indeholdt kildeskat. Rentesatsen bestemmes efter rentelovens § 5, hvor det af stk. 1 fremgår, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i renteloven den officielle udlånsrente, som Nationalbanken fastsætter henholdsvis den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Hvis anmodningen om tilbagebetaling er indgivet den 16. maj 2022, vil 30.-dagen være den 15. juni 2022. I denne situation vil der ved ikrafttrædelsen ikke være udløst noget rentekrav efter de ovenfor beskrevne regler og heller ikke blive det efterfølgende, idet den skattepligtige fra og med ikrafttrædelsesdagen den 15. juni 2022 omfattes af kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt. Hvis anmodningen om tilbagebetaling derimod er indgivet før den 16. maj 2022, vil der være påbegyndt en renteberegning efter de ovenfor beskrevne regler om daglige renter, og denne forrentning vil som nævnt ovenfor fortsætte, men med rentesatsen efter kildeskattelovens § 69 B, stk. 1, 2. pkt., som denne bestemmelse er affattet ved lovens § 1, nr. 11.

Lovens § 19, stk. 8, skyldes, at det kunne være uklart, hvordan eksisterende rentekrav for skattepligtige, der ikke tidligere var omfattet af kildeskattelovens § 69 B, skulle behandles.

Det foreslås i stk. 9, at regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, i opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af opkrævningslovens § 8, stk. 4, jf. lovens § 2, nr. 4.

Overgangsreglen skyldes, at forslaget om at indsætte to nye stykker – stk. 2 og 3 – i opkrævningslovens § 8 (jf. lovforslagets § 2, nr. 4) har den konsekvens, at den gældende bestemmelse i § 8, stk. 2, bliver til § 8, stk. 4.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.