Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 8
gennemfører dele af artikel 74 i BRRD.
Der skal efter anvendelsen af afviklingsværktøjerne foretages en sammenligning mellem den behandling, kapitalejere og kreditorer faktisk har fået, og den behandling, de ville have fået ved konkursbehandling, jf. det foreslåede stk. 1. Hvis det fastslås, at kapitalejere og kreditorer har modtaget et mindre beløb til afregning af deres fordringer end det, de ville have modtaget ved konkursbehandling, har de ret til at få differencen udbetalt fra Afviklingsformuen, jf. § 49.
Finansiel Stabilitet sikrer, at der foretages en sådan værdiansættelse snarest muligt efter iværksættelse af afviklingsforanstaltningerne. Finansiel Stabilitet skal således foranledige værdiansættelsen igangsat, så snart det er praktisk muligt. Dette vil fx afhænge af de iværksatte afviklingsforanstaltninger og evt. tid til udpegelsen af vurderingspersoner.
Værdiansættelsen skal i medfør af det foreslåede stk. 2 indeholde en opdeling af kreditorerne i klasser i overensstemmelse med deres placering i konkursordenen, jf. kapitel 10 i konkursloven og dette lovforslags § 13, og et skøn over den behandling, hver klasse af kapitalejere og kreditorer ville have kunnet forvente at få, hvis virksomheden eller enheden tages under konkursbehandling. Dette skal sammenholdes med den behandling, kapitalejere og kreditorer har modtaget i forbindelse med afviklingen. Ved restrukturering eller afvikling af et realkreditinstitut skal der i denne værdiansættelse tages højde for reglerne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
En vurdering af aktiver og passiver i tilfælde af, at en virksomhed eller enhed var gået konkurs i stedet, er behæftet med nogen usikkerhed. Eventuelle krav anmeldt i en proklama-periode medtages således ikke i opgørelsen. Med henblik på at sikre en ensartet værdiansættelsesmetode for virksomhedens eller enhedens aktiver ved en konkurs skal værdiansættelsen som udgangspunkt beregnes skematisk på grundlag af aktivernes bogførte værdi. Det er tanken, at der skal fastsættes procentnedslag for de enkelte aktivtyper svarende til den metode, som er blevet anvendt ved en Bankpakke III værdiansættelse i Danmark. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) skal udarbejde udkast til tekniske standarder om værdiansættelsen i forbindelse med konkurs, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 9.
Værdiansættelsen, jf. § 8, svarer til den værdiansættelse som blev anvendt under Bankpakke III, hvor aktiverne blev overdraget til Finansiel Stabilitet til umiddelbare overdragelsesværdier.
Værdiansættelsen ved konkursbehandling skal i medfør af det foreslåede stk. 3 tage udgangspunkt i, at virksomheden eller enheden under afvikling ville havde været konkursbehandlet på det tidspunkt, hvor afviklingsforanstaltningerne blev iværksat, og at afviklingsforanstaltningerne ikke var blevet iværksat. Ved værdiansættelsen skal der ses bort fra enhver ekstraordinær offentlig finansiel støtte til virksomheden eller enheden under afvikling, jf. nærmere bemærkningerne til det foreslåede § 224 a i lov om finansiel virksomhed, jf. forslaget til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven.
Kommissionen skal i medfør af artikel 45, stk. 15, litra a, i BRRD udstede bindende tekniske standarder om værdiansættelsen af aktiver og passiver. I medfør af det foreslåede § 9 kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte nærmere regler herom, hvor Kommissionens standarder vil blive inddraget.