Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 65
Den foreslåede § 65 angiver de situationer, hvor beslutningskompetencen i henhold til dette lovforslag er henlagt til erhvervs- og vækstministeren. Ministeren træffer sine beslutninger efter indstilling fra bestyrelsen i Finansiel Stabilitet.
I medfør af nr. 1 omfatter dette for det første beslutninger om valg af afviklingsværktøjer, jf. § 12, for virksomheder eller enheder med systemisk betydning. Dette vil både gælde for et udpeget systemisk vigtigt finansielt institut og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut, jf. §§ 308 og 310 i lov om finansiel virksomhed, men også i tilfælde, hvor fx en flerhed af virksomheder eller enheder er nødlidende og skal afvikles, og det kan have systemisk betydning.
Det er desuden erhvervs- og vækstministeren, der med Folketingets bevilling, træffer beslutning om anvendelse af offentlige stabiliseringsinstrumenter, jf. kapitel 9.
Derudover skal erhvervs- og vækstministeren, jf. det foreslåede nr. 3 og 4, træffe beslutningen, hvis der skal anmodes om lån fra andre landes afviklingsfinansieringsordninger, eller når der skal træffes beslutning om, hvorvidt der skal ydes lån til andre landes afviklingsfinansieringsordninger, jf. det foreslåede § 58, stk. 6, hhv. § 59, stk. 4.
Desuden er det ministeren, der udsteder de bekendtgørelser, der gives hjemmel til i lovforslaget. For så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om forhøjelse af Afviklingsformuen, jf. § 57, stk. 3, sker dette ligeledes efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.
Det fremgår af stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren træffer sine beslutninger ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen i Finansiel Stabilitet.