Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 34

Finansiel Stabilitet kan suspendere kontraktlige ophørsrettigheder, jf. dog § 35, over for kontraktparter, der har kontrakt med en virksomhed eller enhed under afvikling, og virksomhedens eller enhedens datterselskaber, jf. dog stk. 2. Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter. Suspensionen for datterselskaberne gælder, indtil udløbet af hverdagen efter meddelelse om suspension er meddelt i den medlemsstat, hvor datterselskaberne er registreret.

Stk. 2. Suspension over for datterselskaber, jf. stk. 1, kan ske, hvis

  1. kontrakten garanteres eller på anden måde understøttes af virksomheden eller enheden under afvikling,

  2. adgangen til at bringe kontrakten til ophør beror på den økonomiske situation hos virksomheden eller enheden under afvikling eller dennes insolvens eller

  3. Finansiel Stabilitet har udøvet eller påtænker at udøve beføjelsen til at overføre rettigheder, aktiver eller forpligtelser fra virksomheden eller enheden under afvikling til en anden juridisk person og alle dattervirksomhedens rettigheder og forpligtelser i relation til den pågældende kontrakt overføres eller påtænkes overført til erhververen eller Finansiel Stabilitet på anden måde sikrer opfyldelsen af forpligtelsen.

Stk. 3. Muligheden for suspension i medfør af stk. 1 og 2 gælder ikke over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 34

Forslaget til § 34 gennemfører dele af artikel 71 i BRRD direktivet.

Bestemmelsens formål er at sikre, at modparter ikke kan gøre en ophørsgrund gældende i forbindelse med iværksættelse af afviklingsforanstaltninger. Ophørsrettigheden kan suspenderes på linje med forpligtelser i lovforslagets § 32.

Udover ophør af kontrakter som følge af, at kontrakten er endeligt opfyldt, angår bestemmelsen kontraktophør af enhver art. Bestemmelsen angår både ophævelse af kontrakter som følge af misligholdelse og opsigelse af kontrakter på baggrund af kontraktens bestemmelser. Bestemmelsen omfatter også kontrakter, der allerede er misligholdte på tidspunkt for iværksættelse af afviklingsforanstaltninger.

Bestemmelsen skal sammen med de forslåede §§ 30-33 sikre, at afviklingsforanstaltninger kan gennemføres, at der i forbindelse hermed kan disponeres over virksomhedens aftaler, og at dette ikke hindres af, at et stort antal af virksomhedens aftaler bringes til forfald på baggrund af afviklingen.

Finansiel Stabilitet skal udøve rettigheden i medfør af bestemmelsen, under størst muligt hensyn til effektiviteten og omsætningen på de finansielle markeder, således at indgrebene i de pågældende kontrakter udøves så følgevirkningerne for det øvrige marked begrænses mest muligt.

Desuden fastsætter bestemmelsen suspensionsperiodens længde, der regnes fra tidspunktet for offentliggørelsen, jf. § 50, af suspensionsmeddelelsen og frem til udløbet af den efterfølgende arbejdsdag.

Suspensionsadgangen angår tillige virksomhedens eller enhedens datterselskaber. Suspension af ophørsrettigheder i relation til datterselskaber forudsætter, jf. stk. 2, at rettigheden er garanteret eller understøttet af virksomheden eller enheden under afvikling. Endvidere skal kontraktpartens ophørsrettighed være relateret til den økonomiske situation i virksomheden eller enheden under afvikling. Endelig er det en betingelse, at den aftale ifølge hvilken ophørsadgangen gøres gældende, ikke skal benyttes til overføring fra virksomheden eller enheden under afvikling.

Hvis suspensionen gøres gældende over for forpligtelser for datterselskaber etableret i andre lande i unionen, forlænges fristen således at denne løber frem til udløbet af første arbejdsdag efter offentliggørelse af afviklingsmeddelelsen i det pågældende land.

Endelig undtager bestemmelsens stk. 3, suspension over for betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, operatører af sådanne systemer, centrale modparter og centralbanker, det vil bl.a. sige clearing- og afviklingssystemer, der er væsentlige for opretholdelsen af den finansielle infrastruktur.