Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen § 13

Efter det foreslåede stk. 1 skal søgsmål til prøvelse af tilladelser og andre afgørelser efter denne lov og efter regler fastsat i medfør heraf samt tilladelser nævnt i §§ 11 og 12 være anlagt senest 6 måneder efter meddelelsen til modtageren. Er tilladelsen eller afgørelsen offentliggjort, regnes fristen fra offentliggørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte fristen for domstolsprøvelse af tilladelser og andre afgørelser efter lovforslaget og regler udstedt i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse vil også fastsætte fristen for tilladelser givet af miljøministeren efter råstoflovens § 20 og kulturministerens tilladelser efter museumslovens § 28 a, stk. 4.

Den foreslåede frist afbrydes ved sagsanlæg, det vil sige ved at indgive stævning til retten. Fristen foreslås at være 6 måneder og regnes fra dagen, hvor tilladelsen eller anden afgørelser er meddelt modtageren, eller, hvis afgørelsen er offentliggjort, fra tidspunktet fra offentliggørelsen. Den foreslåede § 13 skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 6, som vil indebære, at tilladelser og andre afgørelser efter §§ 3 og 4 offentliggøres samtidig med, at de meddeles til modtageren. Den foreslåede § 6 vil omfatte forundersøgelsestilladelsen, anlægstilladelsen og supplerende tilladelser, jf. lovforslagets §§ 3 og 4. Fristen vil herudover omfatte tilladelser og afgørelser fastsat efter regler i medfør af loven, som f.eks. afgørelser om gebyr, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 16.

Formålet med den foreslåede § 13 er at sikre, at retstilstanden ikke er uvis over længere tid. Med den foreslåede frist vil det sikres, at der efter en vis periode ikke ved domstolene vil kunne rejses tvivl om rigtigheden af en tilladelse eller anden afgørelse efter loven, regler fastsat i medfør af loven eller i de tilladelser, der er nævnt i §§ 11 og 12. Den foreslåede frist vil gælde ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende tilladelse eller afgørelse. Fristen i den foreslåede § 13 kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende tilladelse eller anden afgørelse.

Det foreslås i stk. 2, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.

Det foreslåede stk. 2 har til formål at sikre overholdelsen af kravet i Århuskonventionen og VVM-direktivet om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre, og forpligtelsen til at påse dette påhviler samtlige retsinstanser. Det foreslåede stk. 2 skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og direktivet, herunder den praksis fra EU-domstolen, der knytter sig hertil, jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C- 260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C- 530/11, EU-Kommissionen mod Storbritannien.

Det foreslåede stk. 2 skal endvidere ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020. Udgangspunktet efter retsplejelovens § 312, stk. 1, jf. § 316, er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, såfremt omkostningerne i modsat fald vurderes at være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v. er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.