Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen

Det følger af det foreslåede stk. 1, at loven finder anvendelse på projektering og anlæg af en inddæmmet ø, der placeres i den eksklusive økonomiske zone i Nordsøen (energiøen).

Det foreslåede stk. 1 har til formål at definere anvendelsesområdet for loven, så det klart fremgår, at loven vil angå projektering og anlæg af selve den inddæmmede ø i den eksklusive økonomiske zone. Anlæg af energiøen i Nordsøen vil alene udgøre en del af de samlede anlægsarbejder med tilknytning til projektet med etablering af en energiø i Nordsøen. Foruden anlægget af energiøen vil der også skulle etableres havvindmøller, eltransmissionsnet samt forbindelser til udvalgte nabolande. Disse øvrige elementer tilknyttet energiøen i Nordsøen vil efter det foreslåede stk. 1 ikke være omfattet af loven, jf. også nærmere nedenfor under det foreslåede stk. 3. Således vil loven efter det foreslåede stk. 1 kun finde anvendelse på projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen.

Det foreslåede stk. 1 anvender begrebet en inddæmmet ø, hvorved der vil skulle forstås et kunstigt anlagt anlæg. Valget af realisering i form af en inddæmmet ø bunder i Tillægsaftalen af 4. februar 2021, og med den foreslåede bestemmelse vil valget af denne konstruktionstype forankres i loven. Tillægsaftalen af 4. februar 2021 tager ikke nærmere stilling til, hvordan beslutningen om konstruktionstype og ejerskab udmøntes i konkrete udbudsrammer. I overensstemmelse med den linje vil det foreslåede stk. 1 heller ikke tage stilling hertil.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at energiøen placeres i den eksklusive økonomiske zone i Nordsøen. Betegnelsen med dens ophæng i oversigtskortet over energiøens forventede placering i Nordsøen (bilag 1 til den foreslåede lov), jf. det foreslåede stk. 2, vil kunne anvendes som en definition af anlægget i lovforslaget.

Indsættelsen af betegnelsen energiøen” i det foreslåede stk. 1 er dermed påtænkt at skulle tjene som samlebetegnelse for den inddæmmede ø omfattet af loven, og det er påtænkt, at muligheden for at henvise til denne samlebetegnelse vil kunne lette retsanvendelsen.

Projekterings- og anlægsarbejde for energiøen i Nordsøen vil efter lovforslaget omfatte alle skridt mod en færdiganlagt energiø. Dette beskrives nærmere under den foreslåede bestemmelse om projektering og meddelelse af anlægstilladelse i lovforslagets §§ 2-4. Energiøen vil blive anlagt som en inddæmmet ø, jf. også lovforslagets § 1, stk. 2. Herudover kendes den endelige konstruktionsmodel for energiøen endnu ikke, ligesom størrelsen af og design for energiøen heller ikke er fastlagt.

Ved Klimaaftalen 2020 og med Tillægsaftalen af 4. februar 2021 blev det besluttet, at der til energiøen skal tilkobles mindst 3 GW havvindmøller med mulighed for på sigt at tilkoble 10 GW havvindmøller. Det betyder, at energiøen som minimum skal have en størrelse, der kan facilitere tilkoblingen af 3 GW havvindmøller, men at der også allerede nu vil kunne gives tilladelse til en større energiø, jf. lovforslagets § 4. Det bemærkes, at energiøens endelige størrelse ikke er afklaret og ej heller er tiltænkt afklaret med dette lovforslag. Meddelelse af tilladelse til anlæg af energiøen efter § 4, stk. 2, vil, for så vidt angår energiøens størrelse, ske inden for rammerne af politiske aftaler. Størrelsen af energiøen vil afhænge af de tilkoblede GW havvindmøller, men kan også afhænge af ønsker og behov for arealer, indretning og faciliteter på energiøen.

Af hensyn til fleksibilitet, der tillader den mest samfundsmæssigt hensigtsmæssige realisering af projektet, beskrives forholdet omkring energiøens størrelse og dets betydning for arealer, indretning og faciliteter ikke nærmere i den foreslåede bestemmelse. Uanset dette og uanset energiøens størrelse og dens betydning for arealer, indretning og faciliteter er det påtænkt, at hele energiøen omfattes af definitionen i den foreslåede bestemmelse.

Det følger dernæst af lovforslagets § 1, stk. 2, at energiøens forventede placering i Nordsøen fremgår af lovens bilag 1, og at den nærmere placering fastlægges ved meddelelse af tilladelse til anlæg af energiøen, jf. § 4, stk. 1 og stk. 2.

Henvisningen til oversigtskortet over energiøens forventede placering i Nordsøen, jf. det foreslåede bilag 1 i det foreslåede stk. 2, tjener til at illustrere placeringen af det anlæg, som det foreslåede stk. 1 angår, og som loven herefter ville skulle finde anvendelse på.

Baggrunden for den forventede placering i bilag 1 er aftalepartiernes beslutning fra november 2020 om at igangsætte forberedelser til forundersøgelser af et stort bruttoområde i Nordsøen, inden for hvilket 3 GW havvindkapacitet og en energiø-konstruktion skal placeres, samt Tillægsaftalen af 4. februar 2021. Aftalepartierne enedes i Tillægsaftalen af 4. februar 2021 om at indsnævre området for placeringen af energiøen og de første 3 GW havvindmøller. I første fase vil de nærmeste havvindmøller ligge ca. 80 km fra den jyske vestkyst, mens energiøen vil ligge ca. 100 km fra den jyske vestkyst, jf. bilag 1. Med det foreslåede stk. 2 vil energiøens placering i Nordsøen i overensstemmelse med Tillægsaftalen af 4. februar 2021 blive lovfæstet.

I tilknytning til det foreslåede stk. 1 fremgår det af det foreslåede stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på elproduktionsanlæg, eltransmissionsnettet, herunder kabler, og udlandsforbindelser, der skal kobles til energiøen i Nordsøen. Det foreslåede stk. 3 har til formål at afgrænse lovens anvendelsesområde negativt ved konkret at udelade etableringen af elproduktionsanlæg, eltransmissionsnettet, herunder kabler, og udlandsforbindelser fra lovens foreslåede anvendelsesområde. Det foreslåede stk. 3 indeholder således en oplistning af, hvilke dele af det samlede energiø-projekt for Nordsøen, der ikke vil være omfattet af loven.

Efter lovforslagets foreslåede stk. 3 vil elproduktionsanlæg ikke være omfattet af lovforslaget. Ved elproduktionsanlæg forstås havvindmøller, og begrebet vil dække over de kommende havvindmølleparker, der vil blive tilkoblet energiøen i Nordsøen. Virkningen af det foreslåede stk. 3 vil være, at etableringen af elproduktionsanlæg vil følge reglerne i bl.a. VE-loven. VE-lovens kapitel 3 indeholder flere centrale regler om etableringen af havvindmølleparker, herunder bl.a. adgangen til at foretage forundersøgelser (§ 22), give etableringstilladelser (§ 25) og udstede elproduktionstilladelser (§ 29), som også vil finde anvendelse for de havvindmølleparker med interne ledningsanlæg, der tilkobles energiøen i Nordsøen. Interne ledningsanlæg er de kabler, som går fra havvindmølleparkerne til energiøen, hvor kablerne vil blive tilsluttet (i bilag 1 til den foreslåede lov benævnt relateret infrastruktur”). For en nærmere gennemgang af VE-lovens relevante bestemmelser henvises til afsnit 3.6.1. i de almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede stk. 3 vil eltransmissionsnettet, herunder kabler, og udlandsforbindelser heller ikke være omfattet af lovforslaget. Ved eltransmissionsnettet forstås de søkabler, som går fra energiøen til et tilslutningspunkt på land. Tilslutningspunktet på land kendes endnu ikke for energiøen i Nordsøen. Ved udlandsforbindelse forstås anlægsarbejdet vedrørende de elektriske forbindelser (interkonnektorer), herunder søkabler, som skal etableres fra energiøen til andre deltagende nabolande, som måtte ønske at modtage el fra havvindmølleparkerne i kraft af tilkobling til energiøen i Nordsøen. Virkningen af det foreslåede stk. 3 i relation til eltransmissionsnettet, herunder kabler, og udlandsforbindelser vil være, at etableringen af disse dele navnlig vil være reguleret i lov om Energinet. I medfør af bl.a. § 4 og § 4 a, i lov om Energinet vil etableringen af ovennævnte kræve tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. For en nærmere gennemgang af lov om Energinet henvises til pkt. 3.6.2. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at foretage den forberedelse og projektering, herunder afholdelse af udbud, samt de øvrige dispositioner, som er nødvendige for projektering og anlæg af energiøen.

Den foreslåede bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren vil være relativ bred. For en nærmere beskrivelse af vurderingen bag behovet for denne bredde henvises til afsnit 3.1.2. i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren vil bl.a. omfatte forberedelsesskridt. Et sådant skridt, som vil kunne favnes af bemyndigelsen, vil eksempelvis være behovet for, at klima-, energi- og forsyningsministeren iværksætter identifikation af egnede sandressourcer og eventuelt en proces med at indhente indvindingstilladelse hertil, hvis det vurderes hensigtsmæssigt for projektets realisering. Den foreslåede bestemmelse vil dog ikke indebære, at der fra råstofloven overføres tilladelseskompetencer fra miljøministeren til klima-, energi- og forsyningsministeren. Det endelige tekniske design og materialevalg i konstruktionen af energiøen er endnu ikke fastlagt. Dette afklares først af byderne ved gennemførelse af en udbudsproces. Sand kan dog være en nødvendig ressource i konstruktionen af energiøen. Det undersøges derfor, om et sådant opdrag til at identificere en sandressource bør placeres hos staten som part i projektet, og hvis det viser sig at være den mest hensigtsmæssige løsning for samfundsøkonomien og for realisering af projektet inden for tidsplanen, bør det være muligt at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren hertil.

Den foreslåede bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren påtænkes desuden anvendt til at gennemføre udbud af energiøen, hvilket derfor fremgår af bestemmelsens ordlyd som et eksempel på et projekteringsskridt, som bestemmelsen vil kunne favne. Udbuddet vil eksempelvis kunne gennemføres således, at partnerskabet med staten først udbydes og entreprisekontrakten derefter udbydes, men også samlet, således at staten udbyder både medejerskab til energiøen i Nordsøen og en entreprisekontrakt. Det bemærkes, at udbud af havvindmølleparker tilkoblet energiøen forventes konkurrenceudsat med udbud efter VE-loven.

Energiøen vil skulle ejes i fællesskab med et privat aktør. Et offentlig-privat partnerskab er ikke fast defineret, men det betegner typisk en samarbejdsmodel, hvor det offentlige og en privat part indgår et partnerskabsbaseret samarbejde om etablering, drift og vedligeholdelse af et aktiv samt eventuel finansiering.

De nærmere selskabsretlige forhold og forhold omkring finansiering af selskabet, herunder fordelingen af økonomisk ansvar, afklares og fastlægges i samspil mellem kontrakter og et ændringsforslag til dette lovforslag i nødvendigt omfang. Den foreslåede bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren vil desuden omfatte projekteringsskridt i bred forstand. Bemyndigelsen vil i denne henseende også kunne omfatte, at staten påtager sig bygherreopgaver relateret til VVM-processen, såfremt dette vurderes hensigtsmæssigt.

Den foreslåede bestemmelse vil yderligere bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at træffe beslutninger om øvrige dispositioner, der er nødvendige for at sikre anlæggelsen af energiøen i Nordsøen, eksempelvis af tidsmæssige og økonomiske årsager. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan eksempelvis med bemyndigelsen foretage bestilling af nødvendige bygherreleverancer, som af tidsmæssige årsager bør ske allerede i projekteringsfasen. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan eksempelvis også foretage dispositioner omkring kontrol med kritisk infrastruktur, hvor det er nødvendigt for projektering og anlæg af energiøen. Energiøen i Nordsøen forventes at få status som kritisk infrastruktur, jf. også Tillægsaftalen af 4. februar 2021, hvilket vil stille særlige krav til beredskab og sikkerhed.

Med den foreslåede bemyndigelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne erhverve tekniske anlæg og iværksætte nødvendig dataindsamling med henblik på varetagelse af sejladssikkerheden i anlægsperioden. Bydere i det kommende udbud vil kunne formulere forskellige zoner på energiøen. Her vil eksempelvis en zone kunne dedikeres til aktiviteter omkring innovation, herunder med sigte på erhvervelse og udbygning med ny teknologi. Den foreslåede bemyndigelse i § 2 er tiltænkt også at kunne favne sådanne tiltag, hvor det måtte høre under klima-, energi- og forsyningsministeren at foretage dispositionen som led i projekteringen og anlæggelsen af energiøen i Nordsøen.

I den sammenhæng bemærkes det, at udbudsvinders beføjelser vil forankres i den tilladelse til anlæg af energiøen, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne meddele efter lovforslagets § 4. Det er ikke tiltænkt, at klima-, energi- og forsyningsministeren med § 2 vil kunne foretage dispositioner, der vil angå forhold underlagt anlægstilladelsen eller andre tilladelser efter §§ 3 og 4. Klima-, energi- og forsyningsministerens instrumenter vil i denne henseende være fastsættelsen af vilkår efter den foreslåede § 4, stk. 4.

Endelig bemærkes det, at det efter ordlyden foreslås, at bemyndigelsen afgrænses til den forberedelse og projektering samt de øvrige dispositioner, som er nødvendige for projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen.

Efter havretskonventionens artikel 56, stk. 1, litra a, tilkommer adgangen til at udnytte energi fra vind i den eksklusive økonomiske zone den enkelte stat. Endvidere følger det af havretskonventionens artikel 60, stk. 1, at udnyttelsen af energi fra vind i den eksklusive økonomiske zone kan ske ved etablering af installationer og anlæg.

I dansk lovgivning reguleres den eksklusive økonomiske zone bl.a. i lov nr. 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zoner. Ifølge lovens § 3 har Danmark i de eksklusive økonomiske zoner suveræne rettigheder med hensyn til aktiviteter til økonomisk udnyttelse og efterforskning af zonerne, såsom udvinding af energi fra vind, jf. § 3, 1.pkt. Endvidere fremgår af lovens § 3, 2. pkt., at Danmark har jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med hensyn til anlæg og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet. Endelig har Danmark sådanne andre rettigheder i de eksklusive økonomiske zoner, som tilkommer Danmark i medfør af folkeretten. Af forarbejderne til § 3, jf. Folketingstidende 1995/1996, tillæg A, spalte 3174, fremgår endvidere, at Danmarks udnyttelse af disse rettigheder er eller vil blive fastlagt ved selvstændig lovgivning eller administrativ regulering.

Ovennævnte indebærer, at Danmark i medfør af international ret har adgang til at regulere etableringen af anlæg, installationer og kunstige øer til brug for udnyttelsen af vind i den eksklusive økonomiske zone. Denne adgang, som reguleres ved selvstændig lovgivning, omfatter både adgangen til at meddele tilladelser til forundersøgelser med henblik på at vurdere muligheden for at etablere sådanne anlæg, installationer og kunstige øer samt adgangen til at meddele tilladelser til selve anlægsarbejdet af disse anlæg, installationer og kunstige øer.

Med henblik på at give klima-, energi- og forsyningsministeren adgang til at tillade udbudsvinderens forundersøgelser af energiøen, foreslås det i § 3, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter ansøgning fra udbudsvinderen meddeler tilladelse til gennemførelse af forundersøgelser til energiøen i Nordsøen.

Med den foreslåede § 3, stk. 1, vil udbudsvinderen efter ansøgning kunne få tilladelse til at gennemføre forundersøgelser af området, hvori energiøen skal anlægges. Typen af forundersøgelser, der vil kunne gives tilladelse til, vil eksempelvis kunne omfatte geotekniske og geofysiske forundersøgelser, forundersøgelser af vind-, bølge- og strømforhold samt miljø-og naturmæssige forundersøgelser. Det vil dog tilkomme udbudsvinderen at vurdere, om og hvilke typer forundersøgelser, der vil være relevante at gennemføre med henblik på realiseringen af det konkrete projekt.

Det foreslåede stk. 1 vil tage sigte på, at ansøgeren til forundersøgelser vil skulle findes gennem udbudsprocessen, jf. lovforslagets § 2. Udbudsvinderen” vil i relation til den foreslåede § 3, stk. 1, dermed skulle forstås bredt, og udbudsvinder” vil i relation til det foreslåede stk. 1 også omfatte udbudsretlige ændringer i udbudsvinderens konstellation og identitet, som foretages i medfør af udbudsreglerne og udbudsmaterialet, herunder kontrakter.

I medfør af det foreslåede stk. 2 kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte vilkår for tilladelsen til forundersøgelser, herunder om de forhold, som skal undersøges, om forundersøgelsernes forløb og tidsrum samt om overholdelsen af miljø- og sikkerhedskrav.

Det foreslåede stk. 2 vil indebære, at der til forundersøgelsestilladelsen vil kunne fastsættes vilkår. Vilkårene vil navnlig skulle sikre, at de tilladte forundersøgelser vil blive gennemført i overensstemmelse med natur-og miljøbeskyttelsesregler samt sikkerhedsregler i forhold til sejllads og anden skibstrafik på havet. De vilkår, som vil kunne fastsættes, forventes at svare til de vilkår, som fastsættes for forundersøgelser for arealer til større havvindmøller i medfør af VE-lovens § 22, stk. 8.

For så vidt angår gældende ret henvises til gennemgangen heraf i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 3. Det foreslås i § 4, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren meddeler tilladelse til anlæg af energiøen.

Det foreslåede stk. 1 vil have til formål at udfylde den retlige ramme for anlæg af energiøen med henblik på den udnyttelse af vind i den eksklusive økonomiske zone, som følger af havretskonventionens artikel 56 og 60 samt af § 3 i lov om eksklusive økonomiske zone. Den foreslåede § 4, stk. 1, vil indebære, at rettigheder til etablering af sådanne anlæg og installationer, som efter havretskonventionen tilkommer staten, vil blive udmøntet af klima-, energi- og forsyningsministeren for så vidt angår anlægget af energiøen. Energiøen vil blive anlagt i den eksklusive økonomiske zone, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, og oversigtkort over energiøens forventede placering i Nordsøen (bilag 1 til den foreslåede lov).

Der er endnu ikke taget stilling til energiøens præcise konstruktion, størrelse, og design (funktionalitet og faciliteter). Dette forventes nærmere afklaret ved kommende markedsdialoger og politiske drøftelser samt på baggrund af en udbudsproces, hvor private aktører vil byde ind med konkrete projekter, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 2. Disse forhold vil tilsammen bidrage til en afklaring af energiøens konstruktion, størrelse og design, hvorefter klima, energi- og forsyningsministeren vil kunne meddele tilladelse efter lovforslagets § 4, stk. 1. Tilladelsen efter det foreslåede stk. 1 vil dermed blive meddelt på baggrund af et konkret projekt med kendskab til energiøens konstruktion, størrelse og design, jf. også lovforslagets § 4, stk. 2. Det er forventningen, at den valgte bygherre, efter tilladelsen er meddelt, vil skulle foretage yderligere detailprojektering af energiøen. Det vil kunne indebære, at der undervejs i tilladelsesprocessen vil kunne forekomme opdateringer af den oprindelige projektbeskrivelse og ansøgning. I det omfang detailprojekteringen ikke vil kunne rummes inden for den allerede meddelte tilladelse efter den foreslåede § 4, stk. 1, vil der skulle indgives yderligere ansøgninger og herefter meddeles anlægstilladelse efter den foreslåede § 4, stk. 1.

En tilladelse til en større ø vil endvidere på et senere tidspunkt kunne meddeles ved en tilladelse efter den foreslåede § 4, stk. 1, og under iagttagelse af lovforslagets §§ 7 og 8 om natur-og miljøbeskyttelse. Det foreslåede stk. 1 vil dermed ikke indeholde nogen begrænsninger i forhold til, hvilken dimensionering af energiøen, herunder til innovationszone, som klima-, energi og forsyningsministeren vil kunne meddele tilladelse til.

Endelig er det forventningen, at energiøens design vil rumme en række funktioner og faciliteter, såfremt byderne i udbudsprocessen vil byde ind med et sådant projekt. Således har der bl.a. været overvejelser om, at energiøen vil kunne indeholde en havn, helikopterplads, mandskabsbeboelse og veje mv. Det foreslåede stk. 1 vil også omfatte denne del af energiøen. Lovgivning vedrørende eksempelvis havne og byggeloven vil ikke umiddelbart finde anvendelse i den eksklusive økonomiske zone. De hensyn, der ved kysten og på land varetages af disse regelsæt, vil i stedet skulle varetages gennem lovforslagets § 4, stk. 1.

Det kan i den forbindelse ikke udelukkes, at der vil være behov for yderligere lovregulering af tilladelseskompetencen med henblik på at imødekomme de behov for funktioner og faciliteter, som vil skulle rummes på energiøen. Dette reguleringsbehov vil kunne vedtages som lovændringer til dette lovforslag eller ved fastsættelse af regler for tilladelsesprocessen efter lovforslagets § 5, jf. nærmere nedenfor.

Om den foreslåede § 4, stk. 1, sammenhæng med lovgivning inden for andre myndigheders ressort bemærkes navnlig følgende: Efter lovforslagets § 8, stk. 2, vil VVM-tilladelsen i miljøvurderingslovens § 25 blive erstattet af tilladelsen i den foreslåede § 4. Det vil indebære, at tilladelsen efter den foreslåede § 4, stk. 1, vil udgøre VVM-tilladelse i miljøvurderingslovens forstand. Tilladelsen i den foreslåede § 4, stk. 1, vil blive meddelt under overholdelse af betingelserne i miljøvurderingsloven, jf. lovforslagets § 8, stk. 1, 2. pkt.

Eventuelle miljøtilladelser efter miljølovgivningen, herunder f.eks. udledningstilladelser og tilladelser til klapning, vil dog falde uden for den foreslåede § 4, stk. 1. Disse tilladelser vil skulle indhentes særskilt hos de relevante miljømyndigheder af udbudsvinder. De foreløbige analyser og forventninger til energiøens konstruktion og design har ikke afdækket et særligt behov for indhentelsen af sådanne tilladelser for så vidt angår udledning, idet det dog ikke vil kunne udelukkes, at der vil være behov for indhentelse af tilladelser vedrørende klapning og/eller nyttiggørelse, jf. havmiljølovens § 26 og råstoflovens § 20 b.

Den foreslåede § 4, stk. 1, vil erstatte den eventuelle tilladelse, som vil skulle meddeles efter fiskerlovens § 77, stk. 1. Herved vil anlægstilladelsen i lovforslagets § 4, stk. 1, skulle opfylde kravet om tilladelse i fiskerilovens § 77, stk. 1. Efter fiskerilovens § 77, stk. 1, er der et krav om tilladelse forud for gennemførelsen af foranstaltninger eller indgreb, der kan forårsage ulemper eller hindre fiskeriet i saltvandsområder, gøre bundforholdene uegnede til fiskeri eller i øvrigt påvirke fauna og flora på fiskeriterritoriet. Det er endnu ikke afdækket, om energiøen vil have en sådan virkning på fiskeriterritoriet, idet væsentlige parametre som energiøens størrelse og dimensioner under vandet endnu ikke kendes.

Efter det foreslåede stk. 2 meddeles tilladelsen, der fastsætter den konkrete placering, konstruktion, størrelse og design af energiøen, på baggrund af udbudsvinderens projektbeskrivelse og ansøgning om tilladelse til anlæg af energiøen.

Den forventede placering af energiøen følger af aftaleparternes beslutning af 20. november 2020 og af Tillægsaftale af 4. februar 2021. I medfør af det foreslåede stk. 2 vil klima-, energi- og forsyningsministeren inden for disse rammer kunne meddele tilladelse til anlæg af energiøen på en konkret placering angivet ved koordinater eller lignende, hvorved energiøen vil blive placeret præcist i Nordsøen.

Ved konkret konstruktion vil der skulle forstås en nærmere beskrivelse af energiøens konstruktion med angivelse af en byggeproces, herunder særligt for så vidt angår konstruktionens placering på havbunden, samt en beskrivelse af materialevalg for konstruktionen og konstruktionens dimensioner. Ved størrelse vil der skulle forstås energiøens samlede overflade eller arealstørrelse, som angivet i hektar eller anden lignende angivelse af størrelse. Endelig vil ved design bl.a. skulle forstås det visuelle format for energiøen samt anlæg af eventuelle bygninger, servicehavn mv. på energiøen. Sidstnævnte vil eksempelvis kunne omfattes af supplerende ansøgninger jf. også bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 3.

For så vidt angår forståelsen af ? udbudsvinderen” i det foreslåede stk. 2, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 1.

I medfør af den foreslåede § 4, stk. 3, meddeler klima-, energi- og forsyningsministeren supplerende tilladelser til dispositioner, som er nødvendige for gennemførelsen af projektering og anlæg af energiøen.

Formålet med den foreslåede § 4, stk. 3, er at sikre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne meddele tilladelse til energiøens anlæg i sin helhed, jf. dog lovforslagets § 1, stk. 3. Det foreslåede stk. 4 vil dermed indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne meddele supplerende tilladelser, som dels vil være en forudsætning for anlægget af energiøen, og som dels vil angå tilladelse til de funktioner og faciliteter, som vil blive placeret ved eller på energiøen. Det vil eksempelvis være tilladelser vedrørende etablering af en mindre havn på energiøen, mandsskabsbeboelse eller lignende. Dog bemærkes det, at den endelige konstruktion, design og type af faciliteter på øen endnu ikke er fastsat. Da meddelelsen af sådanne tilladelser vil kunne kræve inddragelse af andre myndigheder, vil det være nødvendigt, at det foreslåede stk. 3 også giver mulighed for at kunne meddele supplerende tilladelser, sådan at anlægget af energiøens afgørende konstruktion ikke vil skulle afvente projektets mindre dele. Eventuelle supplerende tilladelser vil også skulle meddeles i overensstemmelse med gældende natur- og miljølovgivning, herunder miljøvurderingslovens bestemmelser om VVM. Som følge af ovennævnte vil der være et vist sammenfald mellem lovforslagets § 4, stk. 1, og lovforslagets § 4, stk. 3. Den foreslåede § 4, stk. 3, vil navnlig omfatte dispositioner, som ikke er reguleret ved anden lovgivning. Det foreslåede stk. 3 vil ikke indebære, at der eksempelvis vil overføres kompetencer til klima-, energi- og forsyningsministeriet fra transportministeren inden for havne-, bygge- og vejområdet.

Det foreslås i stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren i tilladelserne efter stk. 1 og stk. 3 kan fastsætte vilkår, herunder frister knyttet til arbejdets udførelse. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i tilladelserne endvidere fastsætte vilkår for den efterfølgende vedligeholdelse og drift af energiøen.

Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at der i tilladelserne vil kunne fastsættes nødvendige og relevante vilkår, som vil sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af anlægget af energiøen i Nordsøen i overensstemmelse med gældende ret og med fokus på tidsstyring.

De vilkår, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte efter det foreslåede stk. 4, vil navnlig angå krav til konstruktion, indretning, installationer, opstilling, nedtagning og sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg. Vilkårene vil også kunne angå økonomiske, tekniske og sikkerhedsmæssige forhold, herunder om ophold og beboelse samt natur- og miljømæssige forhold i forbindelse med anlæg, vedligeholdelse og drift. Med det foreslåede stk. 4 vil der dermed også kunne fastsættes de fornødne vilkår om naturbeskyttelseshensyn, som også vil blive udmøntet nærmere ved de regler, der bl.a. vil kunne fastsættes i medfør af lovforslagets § 7, jf. lovforslagets § 5. Disse vilkår vil både kunne fastsættes i relation til anlægsarbejdet og i relation til den efterfølgende drift af energiøen. Vilkårene vil også kunne fastsætte, at anlægsarbejdet skal udføres i overensstemmelse med dansk lovgivning, som ellers ikke ville finde anvendelse grundet energiøens placering i den eksklusive økonomiske zone.

Det foreslåede stk. 4 vil som nævnt give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte vilkår vedrørende den efterfølgende drift, selvom lovforslaget som udgangspunkt kun vil angå projektering og anlæg. Vilkårene om drift efter lovforslaget vil imidlertid ikke angå den selskabs- eller forretningsmæssige drift af det selskab, der måtte eje energiøen, ligesom vilkårene heller ikke vil sætte de finansielle rammer for driften af dette selskab. Eventuelle vilkår om drift vil i stedet angå, at driften af energiøen vil skulle ske i overensstemmelse med national lovgivning, herunder lovgivning som ikke specifikt finder anvendelse i den eksklusive økonomiske zone, men som vilkår i tilladelsen vil fastsætte også skal finde anvendelse for energiøen.

Oplistningen af ovennævnte vilkår, som vil kunne fastsættes i medfør af det foreslåede stk. 4, vil dog ikke være udtømmende, og der vil med hjemmel i stk. 4 også kunne fastsættes lignende relevante og nødvendige vilkår.

Det bemærkes, at hjemmel til at stille lignende vilkår ved tilladelse til etablering af andre energi-projekter, herunder f.eks. vindmølleparker på havet, er indeholdt i VE-loven, jf. lovens § 25, stk. 3, og at lovforslagets § 4, stk. 4, vil videreføre denne praksis, herunder navnlig for så vidt angår vilkår om drift.

Efter den foreslåede § 5 kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte nærmere regler om krav til ansøgninger og tilladelser efter §§ 3 og 4.

For så vidt angår ansøgnings- og tilladelsesprocessen for miljøkonsekvensvurderingen (VVM), som vil danne grundlag for meddelelse af anlægstilladelsen efter lovforslagets § 4, vil miljøvurderingsloven indeholde en række bestemmelser, som allerede vil tage stilling til ansøgnings- og tilladelsesprocessen, jf. f.eks. miljøvurderingslovens §§ 18-19 samt §§ 24-27 og gennemgangen i de almindelige bemærkningers afsnit 3.2.1.

Lovforslagets § 5 vil ikke fravige eller udvide adgangen til at fastsætte regler i forhold til miljøvurderingsloven. Imidlertid vil der være et behov for kunne fastsætte nærmere regler om kravene til ansøgninger og tilladelser i lovforslagets §§ 3 og 4, herunder om udarbejdelse af projektbeskrivelse, ansøgninger og supplerende ansøgninger, som går ud over sigtet for miljøvurderingsloven. Det vil eksempelvis kunne angå tilrettelæggelsen af ansøgnings- og tilladelsesprocessen i relation til tekniske, sikkerhedsmæssige eller finansielle og økonomiske anliggender. Det vil endvidere være behov for at fastsætte regler i relation til ansøgningernes opfyldelse af kravene i habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, jf. lovforslagets § 7.

Det fremgår af miljøvurderingslovens § 36, at afgørelser efter lovens § 21 skal offentliggøres. Afgørelser efter miljøvurderingslovens § 21 angår screeningsafgørelser, hvor den kompetente myndighed på grundlag af bygherrens ansøgning træffer afgørelse om, hvorvidt et projekt omfattet af bilag 2 på grund af dets art, dimensioner eller placering er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse forud for påbegyndelse af projektet.

Endvidere fremgår det af miljøvurderingslovens § 37, stk. 1, at når der er truffet afgørelse om at give eller nægte tilladelse til et projekt omfattet af projekter, som skal miljøvurderes, skal en række oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden og de berørte myndigheder. Disse oplysninger omfatter bl.a. indholdet af afgørelsen og de betingelser, der eventuelt er knyttet hertil, og de begrundelser og overvejelser, der ligger til grund for afgørelsen, jf. § 37, stk. 1, nr. 1 og 2.

Offentliggørelsen efter miljøvurderingslovens §§ 36 og 37 er begrundet i at styrke offentlighedens adgang til rettidige miljøoplysninger og dermed øge gennemsigtigheden i miljøprocessen.

I overensstemmelse med ovennævnte følger det af den foreslåede § 6, at tilladelser og andre afgørelser efter §§ 3 og 4 offentliggøres samtidig med, at de meddeles modtageren. Afgørelserne og tilladelser vil blive offentliggjort digitalt på en relevant hjemmeside for energiøen.

Såfremt anlægget af energiøen vil være omfattet af miljøvurderingsloven, vil offentliggørelse af screeningsafgørelsen og anlægstilladelsen efter lovforslagets § 4, stk. 1, allerede følge af miljøvurderingslovens §§ 36 og 37, ligesom kravene til offentliggørelse af indhold i anlægstilladelsen også følger af § 37, stk. 1. Den foreslåede § 6 vil ikke fravige miljøvurderingsloven for så vidt angår offentliggørelse eller kravene hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil dog på to områder have et selvstændigt indhold i forhold til de regler om offentliggørelse, som vil følge af miljøvurderingsloven. Først vil den foreslåede bestemmelse sikre en offentlighed om anlægstilladelsen i det tilfælde, at miljøvurderingsloven ikke vil finde anvendelse. Dernæst vil den foreslåede bestemmelse sikre, at andre tilladelser, eksempel forundersøgelsestilladelser efter lovforslagets § 3, stk. 1, også vil blive offentliggjort.

Den foreslåede § 6 vil ikke omfatte påbud udstedt efter lovforslagets § 15. Det vil på baggrund af en konkret vurdering tilkomme klima-, energi- og forsyningsministeren at tage stilling til, om påbud vedrørende energiøen vil blive offentliggjort. Offentliggørelse af påbud vil i den forbindelse skulle afgøres efter de almindelige regler om tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven samt efter reglerne i persondataloven.

Den foreslåede § 6 vil også have en sammenhæng med lovforslagets § 13 om frister for domstolsprøvelse, idet fristen for indbringelse af afgørelser og tilladelser vil løbe fra tidspunktet for offentliggørelse, jf. nærmere i bemærkningerne til lovforslagets § 13. Offentliggørelse i den foreslåede § 6 vil dermed have fristbegyndende virkning i forhold til fristen for indbringelse af tilladelser og andre afgørelser for domstolene.

Det EU-retlige naturbeskyttelsesområde omfatter navnlig habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Habitatdirektivets artikel 6 indeholder en beskyttelse mod forringelse af naturtyper og levesteder og et krav om vurdering af planer og projekter, der kan påvirke et Natura 2000-områdes integritet væsentligt. Hvis et område er udpeget som fuglebeskyttelsesområde, er det omfattet af beskyttelseskravene i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4. Det følger af habitatdirektivets artikel 7, som udstrækker habitatdirektivets beskyttelse til også at omfatte fuglebeskyttelsesområder.

Ifølge habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, skal medlemslandene træffe passende foranstaltninger over for nuværende og fremtidige aktiviteter for at forhindre forringelser af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som lokaliteterne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for habitatdirektivets målsætninger.

Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, angår projekter og planers samspil med direktivet. I medfør af bestemmelsen skal alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold for stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de, hvis det anses for nødvendigt, har hørt offentligheden.

I tilknytning hertil indeholder habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, fravigelsesbestemmelser til stk. 3. Af bestemmelsen fremgår således, at hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter EU-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.

Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra EU-Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

Efter habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at indføre en beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter og plantearter, der er omfattet af direktivets bilag IV. En tilsvarende forpligtelse gælder efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 5 for så vidt angår fugle, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa.

Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b, indeholder forbud mod forsætlige forstyrrelser af de dyrearter på habitatdirektivets bilag IV, som er naturligt hjemmehørende i Danmark, mens artikel 12, stk. 1, litra d, indeholder forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de bilag IV-arter, som er naturligt hjemmehørende i Danmark. Fuglebeskyttelsesdirektivet indeholder lignende bestemmelse i artikel 5 om forbud mod forsætlige forstyrrelser af fugle og beskyttelse af æg og reder.

Habitatdirektivets artikel 16 og fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 9 indeholder fravigelsesbestemmelser for ovennævnte forbud. I medfør af habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, kan medlemsstaterne fravige artikel 12, hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde. Herudover fastsætter artikel 16, stk. 1, på baggrund af hvilke formål, der kan ske fravigelse. Disse formål omfatter bl.a. hensynet til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, jf. habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra c.

Efter den foreslåede § 7 fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren regler med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse.

Den foreslåede § 7 vil sikre, at der i loven vil være den fornødne hjemmel for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om at gennemføre eller anvende de EU-retlige regler, herunder forordninger, direktiver og beslutninger, der vil have relevans for anlægget af energiøen i Nordsøen. Ligeledes vil lovforslagets § 7 sikre en hjemmel til at fastsætte regler om opfyldelse af internationale konventioner. Sigtet med den foreslåede § 7 vil dog navnlig være miljøforhold og naturbeskyttelsesforhold, der vil skulle varetages i forbindelse med projekteringen og anlægget af energiøen i Nordsøen, herunder ved udarbejdelse af VVM-vurdering af projekters virkning og vurderinger af virkninger på udpegede Natura 2000-områder og fastsættelse af vilkår om naturbeskyttelse i forbindelse med meddelelse af tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4.

De regler, som klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter efter lovforslagets § 7 vil udelukkende angå energiøen, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. For så vidt angår naturbeskyttelse, vil formålet med den foreslåede bestemmelse navnlig være at muliggøre gennemførelsen af implementeringen af medlemsstaternes forpligtelser efter habitatdirektivets artikel 6 og 12 ved meddelelse af tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4, samt at der vil kunne indføres de nødvendige strafbestemmelser for overtrædelse heraf, som følger af miljøstraffedirektivet. Den foreslåede bestemmelse vil også kunne anvendes til at gennemføre implementering af fremtidige EU-regler inden for naturbeskyttelse, jf. nærmere nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse vil indeholde en pligt for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler, der vil sikre, at der i forbindelse med klima-, energi- og forsyningsministerens behandling af tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4 foretages en vurdering af projektets eventuelle påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder og af beskyttede arters yngle- og rasteområder.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed navnlig muliggøre gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4 samt 12, stk. 1, og vil være hjemmel til at udstede regler om bl.a. beskyttelse af Natura 2000-området samt bilag IV-arter, herunder om den nærmere fremgangsmåde for vurderinger af energiø-projektet i overensstemmelse med habitatdirektivet.

For så vidt angår fastsættelsen af regler, der vil skulle implementere artikel 6, stk. 2, vil disse alene kunne fastsættes i relation til tilladelsesordningen for energiøen. De regler, der vil blive fastsat i medfør af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, vil følge ordlyden af habitatdirektivet og vil fastsætte, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne foretage de nødvendige vurderinger og skridt i forhold til disse bestemmelser.

I relation til habitatdirektivets artikel 12, vil klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, der vil implementere artikel 12, stk. 1, litra b og d, og som vil angå levestedsbestemmelsen af bilag IV-arterne. De fastsatte regler vil dermed indeholde forbuddet mod at meddele tilladelse efter lovforslagets §§ 3 og 4, hvis de ansøgte projekter forsætligt vil forstyrre de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a, i deres naturlige udbredelsesområde, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser ynglepleje, overvintrer eller vandrer, eller vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i habitatdirektivets bilag IV, litra a.

Der vil ikke efter lovforslaget kunne fastsættes regler vedrørende beskyttelsen i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a og c. Disse bestemmelser er allerede implementeret i dansk ret ved naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 1, jagtlovens § 6 a, stk. 1, og artsfredningsbekendtgørelsen, og denne beskyttelse vil ved meddelelse af tilladelse og anlæg af energiøen fortsat være gældende og henhøre under Miljøministeriets ressort.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil efter lovforslagets § 7 dog kunne fastsætte regler, der implementerer fravigelsesbestemmelsen i habitatdirektivets artikel 16, så der under visse konkrete betingelser og til konkrete formål alligevel vil kunne meddeles tilladelse til energiøen. I forhold til naturbeskyttelseslovens 29 a, stk. 2, og jagtlovens § 6 a, stk. 2, vil de regler, der vil blive fastsat efter lovforslagets § 7, føre til, at disse to bestemmelser ikke vil finde anvendelse.

Således vil der efter lovforslagets § 7 kunne fastsættes regler, der i forbindelse med ansøgningen om tilladelse til anlæg af energiøen vil vurdere aktiviteternes forhold til de forbud, som er indeholdt i naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk., 2, ligesom de fastsatte regler vil kunne dispensere under de samme snævre betingelser, som er fastsat i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. stk. 4.

Ved regler fastsat efter lovforslagets § 7 vil der også kunne fastsættes strafbestemmelser for overtrædelse af habitatdirektivets bestemmelser. Der henvises særligt til bemærkningerne til lovforslagets § 17 om straf.

I det omfang der vil blive indført ny EU-regulering inden for naturbeskyttelsesområdet, som vil stille andre eller lignende krav til vurderinger forud for forundersøgelser og anlægsarbejdet og til håndteringen af den realiserede energiø, vil klima-, energi- og forsyningsministeren med den foreslåede § 7 også kunne fastsætte regler, der vil sikre den rette implementering i relation til anlægget af energiøen.

Miljøvurderingsloven indeholder en række bestemmelser om den miljøkonsekvensvurdering (VVM) for et projekt, som skal foretages, før der kan meddeles tilladelse til det pågældende projekt. De projekter, som er omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering (VVM), er indeholdt i miljøvurderingslovens bilag 1, mens bilag 2 indeholder de projekter, der på baggrund af en forudgående screeningsafgørelse og vurdering af projektet kan blive omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering (VVM).

I miljøvurderingslovens § 17 fastlægges den såkaldte VVM-myndighed”. Det er VVM-myndigheden, som er sagsbehandlingsmyndighed for bygherrens ansøgninger om projekter og de dertil knyttede afgørelser og tilladelser efter lovens afsnit III. Det vil for bilag 2-projekter omfatte screeningsafgørelsen efter § 21, og det vil for de projekter, som er omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering, omfatte VVM-tilladelsen efter § 25.

I medfør af miljøvurderingslovens § 17, stk. 4, er klima-, energi- og forsyningsministeren myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 1 eller 2, og som angår etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.

Efter § 15, stk. 4, kan miljøministeren fastsætte regler om, at en afgørelse om tilladelse efter § 25 helt eller delvis kan erstattes af en tilladelse, som udstedes i medfør af anden lov for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2. For en yderligere gennemgang af miljøvurderingslovens bestemmelser henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.1.

Den nærmere udmøntning af bl.a. miljøvurderingslovens § 15, stk. 4, er fastsat miljøvurderingsbekendtgørelsen. Af miljøvurderingsbekendtgørelsens § 2, nr. 1, fremgår, at der ved VVM-myndighed forstås den myndighed, som efter lovens § 17 eller bekendtgørelsens § 3 skal træffe afgørelse efter § 21 eller § 25 om et konkret projekt omfattet af miljøvurderingsloven. Endvidere fremgår det, at VVM-myndigheden omfatter Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet under Naturstyrelsen og Energistyrelsen, som har fået delegeret henholdsvis miljøministerens og klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence til at træffe afgørelse efter lovens §§ 21 og 25 for projekter på havet. Miljøvurderingsbekendtgørelsen opremser endvidere i § 10 den sektorlovgivning, hvor tilladelsen i miljøvurderingslovens § 25 er blevet erstattet af en bemyndigelse til at meddele tilladelse i den pågældende sektorlovgivning.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for sagsbehandlingen af energiøen efter lov om miljøvurdering af planer og programmer (VVM). Meddelelse af tilladelser og andre afgørelser efter loven sker i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Med det foreslåede stk. 1 vil kompetencen som VVM-myndighed for energiøen blive tildelt klima-, energi- og forsyningsministeren. At klima-, energi- og forsyningsministeren vil være VVM-myndighed for sagsbehandlingen af energiøen vil indebære, at udbudsvinderens ansøgninger og projektbeskrivelser for energiøen vil skulle indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren (forventes delegeret til Energistyrelsen efter lovforslagets § 10), som herefter vil træffe de tilladelser og andre afgørelser, som vil være knyttet til miljøvurderingsloven. Det vil navnlig være screeningafgørelsen i miljøvurderingslovens § 21 (såfremt udbudsvinder anmoder herom) og tilladelsen i miljøvurderingslovens § 25, som ved lovforslagets § 8, stk. 1, vil skulle træffes efter lovforslagets § 4.

Vedrørende screeningsafgørelsen i miljøvurderingslovens § 21 bemærkes det særligt, at klima-, energi- og forsyningsministeren med det foreslåede stk. 1 vil få kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt anlægget af energiøen i Nordsøen vil være omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse. Såfremt det er tilfældet, vil der gælde et krav om, at der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM), inden der efter lovforslagets § 4 vil blive meddelt tilladelse til anlæg af energiøen. Screeningsafgørelsen efter § 21 træffes på baggrund af ansøgning fra udbudsvinderen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgningsskemaet til miljøvurderingsbekendtgørelsen (bilag 1) ikke anvendes for ansøgninger, der behandles af Energistyrelsen. Udbudsvinder vil dog også efter miljøvurderingslovens § 19, stk. 4, kunne anmode om, at energiøen vil blive miljøvurderet efter reglerne i miljøvurderingsloven. Såfremt det er tilfældet, vil der ikke blive truffet en screeningsafgørelse.

Lovforslagets § 8 vil ikke give klima-, energi og forsyningsministeren hjemmel til at fravige miljøvurderingsloven. Bestemmelserne i miljøvurderingsloven vil således skulle overholdes i det omfang, projektet vil være omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering. I den forbindelse vil miljøkonsekvensprocessen (VVM) skulle gennemføres i overensstemmelse med miljøvurderingslovens regler. Det vil bl.a. indebære, at kravene til ansøgning og projektansøgning i miljøvurderingslovens §§ 18 og 19 vil finde direkte anvendelse, ligesom bestemmelserne om krav til indhold og proces for miljøkonsekvensrapporten, herunder høring af offentligheden og berørte stater i miljøvurderingslovens § 20, §§ 23-25 og §§ 31-38, også vil finde anvendelse. Om det nærmere forhold mellem lovforslaget § 8 og miljøvurderingslovens § 25 henvises særligt til de specielle bemærkninger nedenfor om lovforslagets § 8, stk. 2.

Lovforslagets § 10 om klageadgang vil afskære den administrative klageadgang for tilladelser og andre afgørelser, som vil blive truffet efter lovforslaget, eller som udspringer heraf. Lovforslagets § 10 vil også omfatte klima-, energi- og forsyningsministerens screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, idet klima-, energi- og forsyningsministeren med hjemmel i den foreslåede § 8 vil få kompetencen til at træffe afgørelsen efter loven. Som følge heraf vil en screeningsafgørelse vedrørende energiøen ikke kunne indbringes for Energiklagenævnet. Der vil dog fortsat være adgang til at indbringe en sådan afgørelse for domstolene inden for en 6 måneders frist, jf. lovforslagets § 13.

Miljøvurderingslovens § 46 indeholder endvidere regler om tilsyn og indebærer, at VVM-myndigheden er tilsynsmyndighed bl.a. for så vidt angår overholdelsen af miljøvurderingsloven og af de regler, der er fastsat i medfør heraf. Den kompetente myndighed er ligeledes tilsynsmyndighed for overholdelse af de afgørelser, der er truffet efter miljøvurderingslovens §§ 21 og 25, og overholdelsen af vilkår fastsat i afgørelserne, jf. § 27. Tilsynsmyndigheden påser også, at påbud og forbud efter miljøvurderingsloven og regler fastsat i medfør heraf overholdes, jf. miljøvurderingslovens § 46, stk. 2, jf. nærmere under de specielle bemærkninger til lovforslagets § 14. Lovforslagets foreslåede § 8, stk. 1, vil i relation til tilsynet i miljøvurderingsloven indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren også er tilsynsmyndighed for så vidt angår energiøen.

Efter det foreslåede stk. 2 erstatter klima-, energi- og forsyningsministerens tilladelse efter § 4 tilladelsen i § 25 i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Ansøgning om tilladelse efter lovforslagets § 4 vil skulle meddeles under overholdelse af bestemmelserne i miljøvurderingsloven. Det foreslåede stk. 2 vil dermed ikke tilsidesætte miljøvurderingslovens bestemmelser, jf. også bemærkningerne til det foreslåede stk. 1 ovenfor. Det foreslåede stk. 2 vil derimod indebære, at tilladelsen i lovforslagets § 4 vil skulle opfylde de samme krav, som vil skulle opfyldes for meddelelse af en § 25-tilladelse efter miljøvurderingslovens bestemmelser. En tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 vil skulle træffes på grundlag af bygherrens ansøgning, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger, resultaterne af de høringer, der er foretaget, og myndighedens begrundede konklusion, jf. miljøvurderingslovens § 25.

En tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 vil også skulle omfatte den begrundede konklusion og indeholde alle de miljømæssige betingelser, der vil være knyttede hertil, en beskrivelse af alle projektets særkender og de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, som bygherren skal gennemføre, og eventuelle overvågningsforanstaltninger, jf. miljøvurderingslovens § 27.

Det foreslås i stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en myndighed eller institution, der er oprettet under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, eller anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister til at udøve beføjelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede stk.1 vil svare til den almindeligt forekommende hjemmel i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets lovgivning til at delegere beføjelser til en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder. Eksempelvis vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af VE-lovens § 70 kunne bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt klima-, energi- og forsyningsministeren.

Den foreslåede adgang til delegation vil give mulighed for en til enhver tid fleksibel organisering af ministeriets opgaver. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil således med den foreslåede bestemmelse kunne delegere sine beføjelser efter loven og regler udstedt i medfør af loven til enhver myndighed og institution inden for ministeriets administrative hierarki uanset dennes placering i hierarkiet. Derudover vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne delegere opgaver til andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister. Uden for Klima, Energi- og Forsyningsministeriet vil der alene kunne ske delegation til statslige myndigheder.

Med lovforslagets §§ 2, 8 og 14 foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren henholdsvis bemyndiges til at foretage den forberedelse og projektering, herunder afholdelse af udbud, samt de øvrige dispositioner, som er nødvendige for projektering og anlæg af energiøen i Nordsøen, udpeges som VVM-myndighed for energiø-projektet og gives beføjelser til at føre tilsyn med overholdelse af anlægstilladelsens vilkår. Disse er centrale opgaver, hvor det kan forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil benytte den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., til at delegere sine beføjelser til Energistyrelsen.

Med lovforslagets foreslåede §§ 3 og 4 vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne meddele tilladelse til anlæg af energiøen i Nordsøen. I § 4, stk. 4, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren i tilladelsen kan fastsætte vilkår, herunder vilkår for anlægsarbejdet og for den efterfølgende vedligeholdelse og drift af energiøen i Nordsøen. Med den foreslåede § 5 vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere få beføjelser til at fastsætte nærmere regler om kravene til ansøgninger og tilladelserne i lovforslagets §§ 3 og 4. Det kan forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil bemyndige Energistyrelsen til at meddele tilladelsen efter de foreslåede §§ 3 og 4.

I stk. 2 foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en myndighed bemyndiges til at udøve efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil omhandle de tilfælde, hvor klima-, energi- og forsyningsministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser til andre statslige myndigheder uden for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Der består i disse tilfælde ikke et over-/underordnelsesforhold mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og den pågældende myndighed. Ved andre statslige myndigheders varetagelse af f.eks. myndighedsopgaver efter delegation vil klima-, energi- og forsyningsministeren bevare sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen i relation til de delegerede opgaver, da myndigheden på det delegerede område funktionelt vil høre under klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det foreslås i stk. 1, at klima-, energi og forsyningsministerens tilladelser og andre afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af heraf ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. I det foreslåede stk. 2 fastsættes det, at tilladelser og afgørelser, som er truffet af en myndighed, til hvilken klima-, energi- og forsyningsministeren har delegeret en beføjelse, jf. § 9, stk. 1, ikke kan påklages til ministeren eller anden administrativ myndighed.

Lovforslagets foreslåede § 10 vil indebære, at tilladelser og andre afgørelser alene kan indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom. Dette vil gøre sig gældende, uanset om tilladelsen eller afgørelsen er truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren eller af en myndighed, til hvilken klima-, energi- og forsyningsministeren har delegeret en beføjelse efter den foreslåede § 9, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle forstås bredt og vil omfatte alle tilladelser og andre afgørelser, som vil blive truffet vedrørende energiøen i medfør af loven og regler udstedt i medfør heraf. Det vil eksempelvis indebære, at den foreslåede bestemmelse vil afskære klageadgangen for screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21. Denne afgørelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren efter lovforslaget § 8 få kompetence til at træffe. Endvidere vil den foreslåede bestemmelse afskære klageadgangen for tilladelser og supplerende tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4. Påbud udstedt efter lovforslagets § 15 vil endvidere være omfattet af bestemmelsen, så påbud ikke vil kunne påklages administrativt. I medfør af det foreslåede stk. 1 vil klageadgangen også afskæres for regler fastsat i medfør af loven. Det vil eksempelvis være tilfældet for opkrævninger af gebyr for omkostninger ved tilsyn og sagsbehandling, som indeholdt i de regler, der vil kunne fastsættes efter lovforslagets § 16.

En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af hensyn til projektets fremdrift samt grundet projektets særlige karakter. Processen ved danske domstole forudsættes at leve op til kravene i Århus-konventionen, hvorefter offentligheden skal have adgang til administrative eller retlige procedurer for at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger eller undladelser, der er i strid med nationale bestemmelser, der vedrører miljøet. Der henvises endvidere til de specielle bemærkninger til § 13 om frister for domstolsprøvelse og til lovforslagets afsnit 3.5.1.2. for yderligere om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser bag forslaget om afskæring af klageadgang.

Efter § 20, stk. 1, i råstofloven må efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen kun ske efter tilladelse fra miljøministeren. Beføjelsen til at meddele tilladelse efter råstoflovens § 20 er delegeret til Miljøstyrelsen. Tilladelse til råstofindvinding efter råstoflovens § 20, stk. 1, omfatter også indvinding af sand, jf. råstoflovens § 2. Råstoflovens § 20, stk. 2, indeholder en præcisering af de tilladelser til råstofindvinding, som miljøministeren kan meddele tilladelse til. Ud over indvindingstilladelse omfatter bestemmelsen også en forudgående efterforskningstilladelse til større anlægsprojekter, jf. råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 3.

Det følger af råstoflovens § 26, stk. 2, at afgørelser efter lovens § 20 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Råstoflovens § 26 a indeholder endvidere en oplistning af kredsen af klageberettigede for afgørelser efter loven.

Den konkrete konstruktion af energiøen kendes endnu ikke, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 1, stk. 2. Det er dog forventningen, at der til brug for anlægget af energiøen vil være et behov for opfyldning med sand, idet energiøen vil blive anlagt som en inddæmmet ø. Anvendelsen af sand til brug for anlægget af energiøen vil formentlig forudsætte, at der opnås tilladelse til først efterforskning og dernæst indvinding af sand i medfør af ovennævnte regler i råstofloven. Det er endnu ikke afklaret, hvordan denne konkrete proces for indvinding af sand vil blive tilrettelagt for energiøen, idet dette afventer yderligere drøftelser med markedet i løbet af 2021.

Efter den foreslåede § 11 kan miljøministerens tilladelser efter § 20 i lov om råstoffer i sager vedrørende projektering og anlæg af energiøen ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede § 11 vil kun angå klageadgang for afgørelser truffet efter råstoflovens § 20. Miljøministerens (delegeret til Miljøstyrelsen) sagsbehandling af ansøgninger om efterforskning og indvinding af sand vil derimod ikke blive berørt af lovforslaget. Sagsbehandlingen vil i denne henseende følge af råstofloven. Den foreslåede § 11 vil dog fravige klageadgangen i råstofloven, så afgørelser truffet i medfør af råstoflovens § 20 ikke kan indbringes administrativt til Miljø- og Fødevareklagenævnet i medfør af råstoflovens § 26. Den foreslåede bestemmelse vil omfatte efterforskning- og indvindingstilladelser efter råstoflovens § 20. En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af hensyn til projektets fremdrift samt grundet projektets særlige karakter.

I stedet vil sådanne tilladelser kunne indbringes for domstolene. Fristen for indbringelse for domstolene vil følge af lovforslagets § 13. Herved vil klageadgangen for tilladelser til energiøen efter råstofloven svare til den foreslåede klageadgang for anlægstilladelsen og andre supplerende tilladelser efter lovforslaget, jf. den foreslåede § 10. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5.2. om råstofloven. I det omfang at kompetencen til at træffe afgørelser efter råstofloven er delegeret til anden myndighed, vil den foreslåede § 11 indebære, at denne myndigheds afgørelser heller ikke vil kunne indbringes for ministeren.

Museumslovens § 28 a regulerer undervandskultur på den dybe havbund og indeholder bl.a. en pligt til at anmelde sådanne fund samt bestemmelser om kulturministerens tilladelse til at ændre i tilstanden af undervandskulturarv. I medfør af § 28 a, stk. 1, tilhører fund af fortidsminder, herunder vrag af skibe, skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at være gået tabt for mere end 100 år siden, gjort på den dybe havbund, jf. stk. 2, af danske statsborgere eller af et dansk indregistreret fartøj, den danske stat, medmindre andre lande eller private kan bevise deres ejendomsret. Efter museumslovens § 28 a, stk. 2, skal den dybe havbund forstås som den havbund og dennes undergrund, der ligger uden for grænserne for national jurisdiktion.

I medfør af museumslovens § 28 a, stk. 3, skal fund omfattet af stk. 1 anmeldes til kulturministeren. Endvidere fremgår det af museumslovens § 28 a, stk. 4, at der ikke uden kulturministerens (delegeret til Slots-og Kulturstyrelsen) tilladelse må foretages ændringer i tilstanden af undervandskulturarv, jf. stk.1, som tilhører den danske stat, danske statsborgere eller juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark.

Tilladelser efter museumslovens § 28 a, stk. 4, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet og fristen for klage er 4 uger fra tilladelsens offentliggørelse, jf. § 12, stk. 5, jf. § 10, nr. 39, i bekendtgørelse nr. 1442 af 12. december 2010 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Kulturarvsstyrelsen. I medfør af denne bekendtgørelses § 13, stk. 2, må en tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet, medmindre andet er tilkendegivet i afgørelsen.

Det følger af det foreslåede § 12, at kulturministerens tilladelser efter § 28 a, stk. 4, i museumsloven i sager vedrørende projektering og anlæg af energiøen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at adgangen til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over kulturministerens tilladelser efter § 28 a, stk. 4, i museumsloven i sager vedrørende projektering og anlæg af energiøen vil blive afskåret.

Den foreslåede § 12 vil kun angå klageadgang for tilladelser truffet efter museumslovens § 28 a, stk. 4. Kulturministerens sagsbehandling af tilladelser efter museumslovens § 28 a, stk. 4, vil derimod ikke blive berørt af lovforslaget. Sagsbehandlingen vil i denne henseende følge af museumsloven. Den foreslåede § 12 vil dog fravige klageadgangen i museumsloven, så tilladelser truffet i medfør af museumslovens § 28 a, stk. 4, ikke kan indbringes administrativt til Miljø- og Fødevareklagenævnet i medfør af bekendtgørelse nr. 1442 af 12. december 2010 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Kulturarvsstyrelsen. Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle tilladelser efter museumslovens § 28 a, stk. 4, vedrørende projektering og anlæg af energiøen og uanset, om der måtte opstå et behov for at ansøge om tilladelse til – både før og efter meddelelse af anlægstilladelse efter lovforslagets § 4. Som følge af afskæringen af den administrative klageadgang vil en tilladelse efter museumslovens § 28 a, stk. 4, kunne benyttes med det samme.

En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af hensyn til projektets fremdrift samt grundet projektets særlige karakter. I stedet for administrativ klageadgang vil sådanne tilladelser kunne indbringes direkte for domstolene og inden for den foreslåede frist på 6 måneder i lovforslagets § 13. Herved vil klageadgangen for tilladelser til ændring af undervandskultur ved projektering og anlæg af energiøen svare til den foreslåede klageadgang for forundersøgelsestilladelser, anlægstilladelsen og andre supplerende tilladelser efter lovforslaget, jf. lovforslagets § 10. I det omfang, at kompetencen til at træffe afgørelser efter museumsloven vil være delegeret til anden myndighed, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at denne myndigheds tilladelser og afgørelser heller ikke vil kunne indbringes for ministeren.

Efter det foreslåede stk. 1 skal søgsmål til prøvelse af tilladelser og andre afgørelser efter denne lov og efter regler fastsat i medfør heraf samt tilladelser nævnt i §§ 11 og 12 være anlagt senest 6 måneder efter meddelelsen til modtageren. Er tilladelsen eller afgørelsen offentliggjort, regnes fristen fra offentliggørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte fristen for domstolsprøvelse af tilladelser og andre afgørelser efter lovforslaget og regler udstedt i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse vil også fastsætte fristen for tilladelser givet af miljøministeren efter råstoflovens § 20 og kulturministerens tilladelser efter museumslovens § 28 a, stk. 4.

Den foreslåede frist afbrydes ved sagsanlæg, det vil sige ved at indgive stævning til retten. Fristen foreslås at være 6 måneder og regnes fra dagen, hvor tilladelsen eller anden afgørelser er meddelt modtageren, eller, hvis afgørelsen er offentliggjort, fra tidspunktet fra offentliggørelsen. Den foreslåede § 13 skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 6, som vil indebære, at tilladelser og andre afgørelser efter §§ 3 og 4 offentliggøres samtidig med, at de meddeles til modtageren. Den foreslåede § 6 vil omfatte forundersøgelsestilladelsen, anlægstilladelsen og supplerende tilladelser, jf. lovforslagets §§ 3 og 4. Fristen vil herudover omfatte tilladelser og afgørelser fastsat efter regler i medfør af loven, som f.eks. afgørelser om gebyr, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 16.

Formålet med den foreslåede § 13 er at sikre, at retstilstanden ikke er uvis over længere tid. Med den foreslåede frist vil det sikres, at der efter en vis periode ikke ved domstolene vil kunne rejses tvivl om rigtigheden af en tilladelse eller anden afgørelse efter loven, regler fastsat i medfør af loven eller i de tilladelser, der er nævnt i §§ 11 og 12. Den foreslåede frist vil gælde ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende tilladelse eller afgørelse. Fristen i den foreslåede § 13 kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende tilladelse eller anden afgørelse.

Det foreslås i stk. 2, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.

Det foreslåede stk. 2 har til formål at sikre overholdelsen af kravet i Århuskonventionen og VVM-direktivet om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre, og forpligtelsen til at påse dette påhviler samtlige retsinstanser. Det foreslåede stk. 2 skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og direktivet, herunder den praksis fra EU-domstolen, der knytter sig hertil, jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C- 260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C- 530/11, EU-Kommissionen mod Storbritannien.

Det foreslåede stk. 2 skal endvidere ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020. Udgangspunktet efter retsplejelovens § 312, stk. 1, jf. § 316, er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, såfremt omkostningerne i modsat fald vurderes at være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v. er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.

Efter miljøvurderingslovens § 56, stk. 1, er den kompetente myndighed efter miljøvurderingsloven også tilsynsmyndighed. I medfør af miljøvurderingslovens § 56, stk. 2, 1. pkt., påser tilsynsmyndigheden overholdelsen af miljøvurderingsloven og regler udstedt i medfør af miljøvurderingsloven. Den kompetente myndighed efter miljøvurderingsloven er ligeledes tilsynsmyndighed for de afgørelser, der er truffet efter miljøvurderingslovens §§ 21 og 25, og for, at vilkår, jf. § 27, fastsat i tilladelser overholdes, jf. § 56, stk. 2, 2. pkt. Miljøvurderingslovens § 21 angår screeningsafgørelsen, hvor den kompetente myndighed træffer afgørelse om, hvorvidt et projekt skal miljøkonsekvensvurderes eller ej, mens miljøvurderingslovens § 25 angår tilladelsen til at påbegynde et projekt omfattet af miljøvurderingsloven.

I medfør af det foreslåede stk. 1 fører klima-, energi- og forsyningsministeren tilsyn med overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat i medfør heraf. Klima-, energi- og forsyningsministeren fører ligeledes tilsyn med tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven, herunder at vilkår i disse tilladelser og afgørelser overholdes.

Som anført oven for er der efter miljøvurderingslovens § 56 tillagt den kompetente myndighed efter miljøvurderingsloven en tilsynsforpligtelse for så vidt angår overholdelsen af miljøvurderingslovens regler og bekendtgørelser udstedt i medfør af miljøvurderingsloven. Dette tilsyn omfatter også screeningafgørelsen og tilladelsen til projektets anlæggelse. Ved lovforslagets § 8 vil klima-, energi- og forsyningsministeren blive kompetent myndighed efter miljøvurderingsloven. Lovforslagets § 8, stk. 1, vil i sig selv indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren bliver tilsynsmyndighed for screeningsafgørelsen og tilladelsen efter lovforslagets § 4. Den foreslåede § 8, stk. 1, vil dermed ikke fravige miljøvurderingslovens regler om tilsyn. Det foreslåede stk. 1 vil imidlertid have et bredere anvendelsesområde end det tilsyn, som vil følge af miljøvurderingsloven.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil nærmere indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil pålægges pligt til at føre tilsyn med overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat i medfør af loven. Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil endvidere indeholde bestemmelser om klima-, energi- og forsyningsministeren adgang til at føre tilsyn med, at tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven og efter regler fastsat i medfør heraf, herunder at vilkår i disse tilladelser og afgørelser, overholdes. Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil bl.a. bidrage til, at anlægget af energiøen udføres i overensstemmelse med den meddelte tilladelse efter lovforslagets § 4.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil omfatte alle tilladelser og andre afgørelser efter lovforslaget, herunder efter regler fastsat i medfør heraf. Tilsynet vil som følge heraf spænde bredere end tilsynet efter miljøvurderingslovens § 56, idet klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lovforslagets § 4, stk. 4, i tilladelser og andre afgørelser også vil kunne fastsætte vilkår vedrørende krav til konstruktion, indretning, installationer, opstilling, drift, nedtagning og sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg, samt økonomiske, tekniske, sikkerheds- og miljømæssige forhold i forbindelse med etablering og drift, herunder ophold og beboelse, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 4.

Efter lovforslagets § 4, stk. 4, vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne fastsætte vilkår i tilladelser, som ikke nødvendigvis vil være omfattet af miljøvurderingslovens regler, såsom i forundersøgelsestilladelser til energiøen. Disse tilladelser kan indeholde vilkår, som vil fastsætte krav til forundersøgelsernes gennemførelse, herunder navnlig af hensyn til beskyttelse af dyrelivet i området.

Omfanget og organisering af klima-, energi- og forsyningsministerens tilsynsudøvelse forventes at afhænge af, hvordan ejerskabet af energiøen vil blive organiseret i anlægsfasen af energiøen. Det er forventningen, at tilsynet med anlægget af energiøen også vil blive reguleret i kontrakter om ejerskab og/eller entreprise. Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil dermed udgøre et supplement til eventuelle kontraktvilkår om tilsyn.

I henhold til anden lovgivning er der også allerede tillagt andre myndigheder tilsynsmæssige beføjelser i forhold til anlægsarbejder på havet. Bl.a. vil der inden for Erhvervsministeriets område være tilsyn for så vidt angår arbejds- og sikkerhedsmæssige forhold, jf. eksempelvis kapitel 6 i lov om nr. 1629 af 17. december 2018 om sikkerhed til søs. Sådanne tilsynsbeføjelser vil ikke berøres af den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 9 om delegation, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige myndigheder og institutioner til at udøve beføjelser, der ved loven er tillagt klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsyn efter stk. 1.

Ved det foreslåede stk. 2, vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte nærmere regler om tilsyn. Ministeren vil således bl.a. kunne fastsætte regler om omfanget og karakteren af tilsynet, herunder regler om indsendelse af dokumentation til brug for tilsynet.

Efter den foreslåede § 15 kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde, at forhold, der strider mod loven, eller mod regler fastsat i medfør heraf, eller mod tilladelser eller afgørelser truffet i henhold til nævnte regler, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angivet frist.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at disse forhold bringes i orden, så anlægget af energiøen sker i overensstemmelse med lovforslaget, regler fastsat i medfør af loven samt i overensstemmelse med de fastsatte vilkår i tilladelser eller andre afgørelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne udstede påbud, når der eksempelvis konstateres forhold, der angår manglende overholdelse af vilkår i tilladelsen vedrørende miljø- eller sikkerhedsmæssige forhold. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i denne henseende kunne meddele påbud til modtageren af tilladelsen eller afgørelsen.

De tilladelser og afgørelser, som vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil navnlig omfatte de tilladelser, som vil skulle meddeles efter lovforslagets §§ 3 og 4. Modtageren af tilladelsen eller afgørelsen vil i denne henseende både kunne være en privat aktør eller et fælles statsligt selskab. Ud over meddelelse af påbud til modtageren af ovennævnte tilladelser og andre afgørelser vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne meddele påbud til aktører, som i kraft af deres arbejde med anlægget af energiøen vil blive omfattet af loven og regler fastsat i medfør heraf, eller som vil udføre det arbejde, der er givet tilladelse til efter de foreslåede §§ 3 og 4. Det vil f.eks. være entreprenører, som vil udføre arbejdet omfattet af anlægstilladelsen.

Det bemærkes, at den foreslåede § 15 ikke vil omfatte adgangen til at meddele påbud efter anden lovgivning, herunder eksempelvis miljølovgivningen. Den foreslåede § 15 vil være begrænset til meddelelse af påbud vedrørende forhold, der vil udspringe af lovforslaget. Dette er begrundet i, at bestemmelser om påbud ofte vil være indeholdt i anden lovgivning, og at andre myndigheder i den forbindelse vil kunne meddele påbud for eventuelle overtrædelser af denne lovgivning. Eksempelvis indeholder havmiljølovens § 52 a, stk. 1, bestemmelser om, at miljøministeren kan meddele påbud til skibe, hvis der er sket eller er fare for udtømning eller udledning fra skibet. En sådan anden lovgivning med påbudsbestemmelser vil fortsat være gældende for anlægget af energiøen, hvor det vil være relevant, og denne anden lovgivning vil ikke blive berørt af den foreslåede § 15. I ovennævnte eksempel vedrørende havmiljøloven vil det indebære, at miljøministeren fortsat vil kunne meddele påbud til skibe, som skal bistå i anlægsarbejdet af energiøen, hvis bestemmelserne i havmiljølovens § 52 a, stk. 1, er opfyldt.

Da den foreslåede § 15 også vil indeholde hjemmel til at udstede påbud for manglende overholdelse af vilkår i tilladelser og afgørelser, herunder hvor disse vilkår vil kunne angå eksempelvis miljø- eller sikkerhedsmæssige forhold, vil der givetvis kunne være et vist sammenfald mellem klima-, energi- og forsyningsministerens påbudsbeføjelser efter den foreslåede § 15 og andre myndigheders påbudsbeføjelser efter anden lovgivning. I denne henseende vil særlovgivning på området gå forud for meddelelse af påbud efter lovforslaget.

I forbindelse med påbuddet vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte en nærmere angiven frist for at efterkomme påbuddet. Hvis ministeren ikke vil fastsætte en nærmere angiven frist, vil påbuddet skulle efterkommes straks. Ved straks menes uden ugrundet ophold.

Efterkommes påbud efter den foreslåede § 15 ikke, vil dette i henhold til lovforslagets § 17 kunne straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 17. Som følge af lovforslagets § 10, hvorefter der ikke er administrativ klageadgang for afgørelser og tilladelser efter loven, vil klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelser om påbud efter det foreslåede § 15 ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, herunder Energiklagenævnet.

I medfør af miljøvurderingslovens § 42 kan miljøministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration og tilsyn efter loven for projekter. Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til efter forhandling med vedkommende ressortminister at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration for så vidt angår projekter (VVM), herunder til dækning af myndighedernes omkostninger til tilsyn samt behandling af sager om tilladelser. Bemyndigelsen forudsættes anvendt til fastsættelse af gebyrer, som alene kan dække myndighedernes faktiske omkostninger.

Af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, fremgår endvidere, at miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under Miljøministeriet og en under Klima, Energi- Forsyningsministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministrene.

Det følger af den foreslåede § 16, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyrer til dækning af omkostningerne ved 1) behandling af ansøgning om tilladelser efter §§ 3 og 4 samt ved 2) tilsyn efter § 14.

Den foreslåede § 16, nr. 1, vil angå opgaver, som klima-, energi- og forsyningsministeren eller en anden myndighed, jf. lovforslagets § 9, vil skulle udføre som tilladelsesmyndighed. Det vil indebære, at miljøministeren vil skulle fastsætte regler om gebyrer efter miljøvurderingslovens § 42 for de myndighedsopgaver, der henhører under miljøvurderingsloven, mens der for øvrige myndighedsopgaver, som vil relatere sig til tilladelsesopgaver ud over miljøvurderingsloven, vil skulle fastsættes regler om gebyrer i medfør af den foreslåede § 16, nr. 1.

Den foreslåede § 16, nr. 1, vil dermed ikke ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem myndigheder, som følger af miljøvurderingslovens § 42. Udgangspunktet om, at miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration, fastholdes derfor. Dog bemærkes det, at miljøvurderingslovens 43, stk. 1, giver adgang til, at miljøministeren kan delegere kompetencen til at fastsætte regler om betaling for administration af og tilsyn med de processer, som fremgår af miljøvurderingsloven, og som knytter sig til de konkrete projekter, der henhører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets kompetence, til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet Såfremt denne delegationsbeføjelse udnyttes, vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kunne udstede regler om fastsættelse af gebyrer for al myndighedssagsbehandling, som vil angå anlægget af energiøen.

De regler, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte efter den foreslåede § 16, nr. 1, vil bl.a. kunne angå beregningen af gebyrets størrelse, ligesom det er tilfældet for miljøvurderingslovens § 42. Gebyret vil alene skulle dække de faktiske omkostninger i forbindelse med behandling af tilladelser. Det vil sige antallet af timer, som myndigheden vil bruge på sagsbehandling i forbindelse med meddelelse af tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4 samt eventuelle omkostninger til indhentning af ekspertbistand på f.eks. miljøområdet eller af mere teknisk karakter. Reglerne vil dermed også kunne fastsætte en konkret timetakst.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte behandlingen af ansøgninger om tilladelser efter §§ 3 og 4. Bestemmelsen vil skulle forstås bredt, sådan at den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle sagsbehandlingsskridt fra modtagelsen af ansøgning frem mod meddelelse af tilladelsen. Det vil eksempelvis angå, om ansøgningen lever op til det indsendte projekt, og om betingelser for meddelelse af tilladelsen i lovforslaget §§ 3 og 4 er til stede.

Behandlingen af ansøgningen om VVM-tilladelse og sagsbehandlingen af VVM-processen vil dog være omfattet af miljøvurderingslovens § 42, jf. nærmere ovenfor. I medfør af lovforslagets § 8, stk. 2, vil VVM-tilladelsen efter miljøvurderingsloven således erstatte tilladelsen efter lovforslagets § 4. Da der forventes en samlet ansøgning om anlægstilladelse, hvori VVM tilladelsen indgår, er der behov for, at der med hjemmel i både lovforslagets § 16, nr. 2, og miljøvurderingslovens § 42 fastsættes samlede regler for opkrævningen af gebyrer herfor. Som nævnt ovenfor er det miljøministeren, som kan fastsætte regler herom efter miljøvurderingslovens § 42. Denne kompetence kan dog i medfør af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, delegeres for konkrete projekter og projekttyper til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Den foreslåede § 16, nr. 2, svarer til de regler om gebyrer, som følger af VE-lovens § 58, hvorefter der også opkræves gebyrer for myndighedsbehandlingen af forundersøgelsestilladelser og etableringstilladelser til statslige udbud af havvindmøller.

Det følger af den foreslåede § 16, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om gebyrer til dækning af omkostninger til tilsyn, som udføres i medfør af lovforslagets § 14. Tilsynet i lovforslagets § 14, stk. 1, vil angå overholdelse af loven og af de regler, der er fastsat i medfør af loven. Ministeren vil ligeledes efter lovforslagets § 14, stk. 1, kunne føre tilsyn med tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven, herunder at vilkår i disse tilladelser og afgørelser overholdes. Det vil sige, at tilsynet vil være begrænset til et tilsyn vedrørende projekteringen og anlægget af energiøen. På samme vis som den foreslåede § 16, nr. 1, vil miljøvurderingslovens § 42 finde anvendelse for så vidt angår fastsættelse af regler om gebyrer for tilsyn, der følger af miljøvurderingsloven. Det vil indebære, at der efter den foreslåede § 16, nr. 2, vil kunne fastsættes regler om gebyrer ved tilsyn, som går videre end miljøvurderingslovens regler. Det kan eksempelvis være tilsyn, som vil angår selve anlægsarbejdet samt sikkerhedsmæssige forhold i den forbindelse. Som nævnt ovenfor er det miljøministeren, som kan fastsætte regler om fastsættelse af gebyrer ved tilsyn efter miljøvurderingsloven, jf. miljøvurderingslovens § 42. Denne kompetence kan dog i medfør af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, delegeres for konkrete projekter og projekttyper til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

I medfør af den foreslåede § 16, nr. 2, vil klima-, energi og forsyningsministeren kunne fastsætte regler om, hvem der vil skulle afholde omkostningerne forbundet med tilsynet. For så vidt angår eksempelvis tilsyn med tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven, kan ministeren fastsætte regler om, at opkrævningen af gebyrer for tilsynet rettes mod modtageren af disse tilladelser og afgørelser. I den forbindelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kunne fastsætte regler om, hvordan omkostningerne ved tilsyn mellem flere aktører kan fordeles.

Den foreslåede bemyndigelse forudsættes anvendt til fastsættelse af gebyrer, som alene kan dække de faktiske omkostninger i forbindelse med det udførte tilsyn. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil herefter efter bestemmelsen eksempelvis kunne fastsætte regler om gebyr ud fra antallet af timer, som myndigheden bruger på tilsynet samt eventuelle omkostninger til indhentning af ekspertbistand på f.eks. miljøområdet eller af mere teknisk karakter. Der vil også i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at gebyret kan dække eventuelle rejseomkostninger til og fra energiøen, som måtte være nødvendige for udøvelsen af tilsynet for myndigheden og for den indhentede ekspertbistand.

I medfør af den foreslåede § 16 vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne fastsætte regler om, at andre myndigheder, som i medfør af lovforslagets § 9 måtte få delegeret hele eller dele af opgaverne efter lovforslagets §§ 2, 3, 4 og 14 vil kunne få dækket deres faktiske omkostninger ved disse opgaver. Det bemærkes, at lovforslagets § 10 vil afskære administrativ klageadgang for afgørelser truffet i medfør af lovforslaget og regler udstedt i medfør heraf. Den foreslåede § 16 vil også være omfattet heraf, hvorefter opkrævning af gebyrer ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Efter § 3, 2. pkt., i lov om eksklusive økonomiske zoner har Danmark jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med hensyn til anlæg og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet. Ifølge forarbejderne (Folketingstidende 1995/1996, tillæg A, spalte 3175) er § 3 i lov om eksklusive økonomiske zoner en rammebestemmelse, hvor de nærmere rettigheder for Danmark vil blive udfyldt ved særskilt lovgivning eller administrativ regulering.

I tilknytning hertil fremgår det endvidere af Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488 af 2007 om Dansk straffemyndighed, side 47, at Danmark efter lovens § 3 har jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med hensyn til anlæggelse af og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet. Videre følger det af betænkningen, at retsvirkningerne af den udvidede jurisdiktionskompetence i forhold til Danmarks eksklusive økonomiske zone er, at de nævnte anlæg mv. betragtes som dansk territorium for så vidt angår udstrækningen af dansk ret.

Lovovertrædelser, der begås på disse steder, herunder i forbindelse med anlæggelsen af disse steder, er dermed undergivet dansk straffemyndighed i kraft af straffelovens § 6, nr. 1, om territorialprincippet. Ifølge straffelovens § 6, nr. 1, omfatter den danske straffemyndighed handlinger, som foretages i den danske stat.

Af den foreslåede § 17, stk. 1, følger, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) påbegynder forundersøgelser, anlæg af energiøen eller andre dispositioner uden tilladelse efter lovens §§ 3 og 4, 2) tilsidesætter vilkår i en tilladelse eller andre afgørelser i medfør af loven eller 3) undlader at efterkomme påbud efter lovens § 15.

Den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, vil vedrøre straf for overtrædelse af visse af lovens bestemmelser. I medfør af § 3 i lov om eksklusive økonomiske zoner har Danmark jurisdiktion i den eksklusive økonomiske zone. Det vil også omfatte strafferetlig jurisdiktion. Den foreslåede § 17, stk. 1, vil udgøre selvstændig lovgivning for så vidt angår lovovertrædelser, der begås på energiøen. Da de foreslåede lovovertrædelser i § 17, stk. 1, nr. 1-3, navnlig vil angå forhold, som vil kunne overtrædes i anlægsfasen, og dermed på et tidspunkt, hvor der endnu ikke vil være en energiø, vil § 16, stk. 1, også finde anvendelse i energiøens anlægsfase. Lovovertrædelser efter den foreslåede § 17, stk. 1, vil dermed kunne begås og straffes uden, at der endnu er et konkret fysisk sted i form af en energiø, hvorpå lovovertrædelser vil kunne begås.

Hermed vil den foreslåede § 17, stk. 1, indebære, at overtrædelse af gerningsindholdet i nr. 1-3, jf. nærmere nedenfor, vil kunne straffes, såfremt en overtrædelse begås i den eksklusive økonomiske zone, og uanset om der vil være en færdig energiø-konstruktion på tidspunktet for lovovertrædelsen. Hermed vil den foreslåede § 17, stk. 1, i princippet udstrække jurisdiktionen i lovforslaget til hele den eksklusive økonomiske zone, dog særligt i tilknytning til energiøens forventede placering, jf. oversigtskortet over energiøens forventede placering i Nordsøen (bilag 1 til den foreslåede lov). Da lovforslaget imidlertid kun vil angå anlæg af energiøen, er det klima-, energi- og forsyningsministerens vurdering, at dette er sagligt begrundet. Således vil ovennævnte sikre, at lovovertrædelser, der begås i anlægsfasen, også vil kunne straffes, herunder hvor de bliver begået ved eksempelvis skibstransport til og fra energiøen i dennes anlægsfase. Hertil kommer, at kredsen af ansvarssubjekter efter den foreslåede bestemmelse vil være en relativ mindre kreds, jf. nedenfor. Det bemærkes, at lovovertrædelser efter den foreslåede § 17, stk. 1, som begås på søterritoriet og på land i kraft af dansk jurisdiktion i sig selv vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, vil rette sig mod virksomheder (juridiske selskaber) og fysiske personer, som ikke overholder det nærmere beskrevne gerningsindhold i det foreslåede stk. 1, nr. 1-3, jf. nærmere nedenfor. Ansvarssubjektet for den foreslåede bestemmelse er snævert i den forstand, at det kun er virksomheder og fysiske personer, som har en tilknytning til anlægget af energiøen, som vil kunne opfylde gerningsindholdet i den foreslåede bestemmelse. Eksempelvis vil den virksomhed eller fysiske person, som har fået tilladelse til anlæg af energiøen, og som ikke overholder vilkårene i tilladelsen, kunne straffes, ligesom andre virksomheder eller fysiske personer, som den pågældende har entreret med, og som vil udføre arbejdet i tilladelserne, også vil kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse.

For så vidt angår gerningsindholdet i det foreslåede nr. 1-3, vil bestemmelsen på flere punkter svare indholdsmæssigt til VE-lovens § 72, stk. 1, og miljøvurderingslovens § 56, stk. 1. Både VE-lovens § 72, stk. 1, og miljøvurderingslovens § 56, stk. 1, indeholder således bestemmelser om straf i situationer, hvor projekter påbegyndes uden tilladelse, hvor vilkår i tilladelser tilsidesættes, og hvor påbud ikke efterkommes.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der påbegynder forundersøgelser, anlæg af energiøen eller andre dispositioner uden tilladelse efter §§ 3 og 4.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, vil have til formål at indføre hjemmel til bødestraf i loven for at sikre, at navnlig forundersøgelser og anlægsarbejde vedrørende energiøen ikke påbegyndes, uden at de nødvendige tilladelser i medfør af loven vil være meddelt af klima-, energi- og forsyningsministeren. Fastsættelse af bødens størrelse vil ske i overensstemmelse med straffelovens bestemmelser herom.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at der fastsættes straf i form af bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning for den, som tilsidesætter vilkår i en tilladelse eller andre afgørelser i medfør af loven. Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil bl.a. omfatte tilsidesættelse af vilkår om sikkerhedsmæssige eller miljømæssige forhold, ligesom det også vil omfatte tilsidesættelse af vilkår om eksempelvis koordinering med og indhentelse af tilladelser fra andre myndigheder, inden anlægsarbejdet vil skulle påbegyndes.

Endelig foreslås det i stk. 1, nr. 3, at der fastsættes straf i form af bøde for den, som undlader at efterkomme påbud efter § 15. Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

Efter det foreslåede stk. 2 kan der i regler, der udstedes i medfør af loven, fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne eller af vilkår og påbud fastsat i medfør af reglerne. Ligesom det foreslåede stk. 1 vil det foreslåede stk. 2 rette sig mod virksomheder (juridiske selskaber) og fysiske personer. For en gennemgang af ansvarssubjekterne henvises til bemærkningerne ovenfor til det foreslåede stk. 1. Det bemærkes, at § 3 i lov om eksklusive økonomiske zoner også giver mulighed for at udfylde rammebestemmelsen ved administrativ regulering. Det foreslåede stk. 2 vil netop indeholde hjemmel til bødestraf, som vil skulle medvirke til at sikre lovforslagets overholdelse, når lovforslaget vil blive udmøntet ved administrativ regulering i form af bekendtgørelser.

I modsætning til det foreslåede stk. 1 vil det foreslåede stk. 2 ikke i sig selv indeholde straffebestemmelser, men det foreslåede stk. 2 vil i stedet give mulighed for at fastsætte bødestraf i bekendtgørelser om f.eks. krav til projektansøgerens ansøgning efter lovforslagets 5 samt om regler om beskyttelse af udpegede naturbeskyttelsesområder og beskyttede dyrearter i medfør af lovforslagets § 7. For så vidt angår sidstnævnte, vil det eksempelvis kunne angå fastsættelse af strafbestemmelse ved bekendtgørelse, som fastsætter straf for forsætlig forstyrrelse af beskyttede dyrearter i habitatdirektivets bilag IV, litra a. Sådanne bestemmelser ses bl.a. i § 7 i bekendtgørelse nr. 1476 af 13. december 2010 om konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter ved projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det foreslåede stk. 3 har det formål at sikre, at juridiske personer kan pålægges bødestraf for såvel overtrædelse af loven som overtrædelse af bekendtgørelser udstedt i medfør af loven. For så vidt angår overtrædelse af loven, vil det eksempelvis kunne angå tilsidesætte af de vilkår, som kan fastsættes i medfør af lovforslagets § 4, stk. 4. For så vidt angår overtrædelse af bekendtgørelser, vil det eksempelvis kunne angår forhold i medfør af lovforslaget § 5 om fastsættelse af regler med krav til projektansøgers ansøgning samt lovforslagets § 7 om fastsættelse af regler, der bl.a. vil implementere naturbeskyttelsesdirektiverne.

Det foreslås med lovforslagets § 18, at loven træder i kraft den 1. januar 2022. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at princippet om fælles ikrafttrædelse af erhvervsrettet regulering overholdes.