VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Transportministeren bemyndiges til at gennemføre anlægsprojektet med ombygning på og omkring Aarhus H, jf. stk. 2, og til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelse af anlægsprojektet.
Stk. 2. Anlægsprojektet gennemføres inden for det område, der fremgår af kortet i lovens bilag 1, og består af følgende delprojekter:
Fornyelse af jernbanens spor og konstruktioner.
Hastighedsopgradering af jernbanen.
Sporkapacitetsudvidelse ved Aarhus H.
Perronforlængelse på Aarhus H.
Etablering af et omkørselsspor 8 på spor 7 på Aarhus H.
Implementering af nyt signalsystem og forberedende arbejder dertil.
Elektrificering af jernbanen og forberedende arbejder dertil.
Anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. dog § 5, stk. 1.
Anlægsprojektet nævnt i § 1 kræver ikke dispensation eller tilladelse efter §§ 19, 27, 28 og 33 i lov om miljøbeskyttelse, § 8 i lov om forurenet jord, § 65, stk. 1 og 2, jf. §§ 3, 16 og 17, i lov om naturbeskyttelse og § 35, stk. 1, i lov om planlægning.
Stk. 2. Reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning og kapitel 8 og 8 a i museumsloven finder ikke anvendelse ved gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1.
Stk. 3. Hensynene bag de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, varetages ved gennemførelsen af projektet af anlægsmyndigheden efter denne lov.
Kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelse vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13, lov om miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord eller lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer eller regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet i henhold til de love, der er nævnt i stk. 1, kan påklages af anlægsmyndigheden til transportministeren.
Stk. 3. Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter de love, der er nævnt i stk. 1, i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet nævnt i § 1.
Stk. 4. Transportministerens afgørelser i klagesager efter stk. 2 og i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter stk. 3, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter lovene nævnt i stk. 1, inden for Aarhus Kommune, herunder om, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form.
Stk. 6. De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.
Ved ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1 anvendes reglerne om ændringer eller udvidelser af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter i kapitel 6 a i jernbaneloven og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 3, 4, 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, jf. stk. 1.
Transportministeren kan fastsætte regler om forurening og gener fra anlægsprojektet nævnt i § 1. I det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under Transportministeriet, kan ministeren fastsætte regler om anlægsmyndighedens eller anlægsmyndighedens entreprenørers egenkontrol og om tilsyn og håndhævelse, herunder at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler fastsat efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt og afgørelser truffet i medfør heraf finder ikke anvendelse på forurening og gener fra de dele af anlægsprojektet, der omfattes af regler udstedt efter stk. 1.
Fastsætter transportministeren regler i medfør af § 6, fastsætter transportministeren samtidig regler om, at beboere, der kan udsættes for gener som følge af regler udstedt i medfør af § 6, skal tilbydes kompensation. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter m.v.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, at beboere, der er særlig udsat for gener som følge af transportministerens regulering af forholdene i medfør af § 6, skal tilbydes genhusning eller overtagelse af deres bolig. Transportministeren kan herunder bestemme, at kommunalbestyrelsen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig. Transportministeren kan desuden fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophør, og kan herunder bestemme, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.
Stk. 3. Opnås der ikke en aftale mellem anlægsmyndigheden og den berettigede efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2, træffer Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer i Jylland afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2.
Stk. 4. Sager om kompensation, genhusning og overtagelse efter stk. 3 behandles i øvrigt af ekspropriations- og taksationsmyndighederne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 5. Kompensation og beløb ydet i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 og beløb ydet i forbindelse med genhusning, som er udbetalt eller udbetales af anlægsmyndigheden i anledning af gener og ulemper fra anlægsarbejderne, indgår ikke ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser.
Stk. 6. Har transportministeren fastsat regler efter stk. 1 og 2, herunder om genhusning, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra gennemførelsen af projektet.
Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af anlægsprojektet, betales af ledningsejeren, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale eller kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter §§ 37 og 38, jf. § 40, i lov om vandforsyning m.v.
I forbindelse med gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1 skal anlægsmyndigheden tage hensyn til ledninger omfattet af § 8 og så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed mellem anlægsmyndigheden i det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under Transportministeriet, og ejere af ledninger omfattet af § 8 om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Stk. 3. Transportministeren kan i særlige tilfælde lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for ledningsejerens regning.
Tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 8 og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 9 afgøres, hvis der ikke kan indgås aftale herom, af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 2. Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom tilsvarende anvendelse.
Transportministeren fører i det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under ministeriet, tilsyn med, at anlægsmyndigheden overholder bestemmelserne i denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt afgørelser truffet i medfør heraf.
Stk. 2. Transportministeren kan som led i udøvelse af tilsynet efter stk. 1 udstede påbud til anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører om at gennemføre anlægsprojektet som nævnt i § 1 inden for rammerne af denne lov, regler udstedt og afgørelser truffet i medfør af loven samt de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. § 2.
Stk. 3. Transportministeren kan bemyndige en myndighed under ministeriet, en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister eller Aarhus Kommune til at udøve tilsynet efter stk. 1 og 2. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynet til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov og forskrifter udstedt i medfør af loven skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten og offentliggjort.
Stk. 2. Ved søgsmål om miljøforhold, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.
Manglende efterkommelse af påbud udstedt efter § 11, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven træder i kraft den 1. juli 2022.
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1735 af 17. august 2021, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 2397 af 14. december 2021 og senest ved § 2 i lov nr. 2613 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:
»38) Kompensation og beløb ydet for gener og ulemper eller i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af § 7, stk. 1 og 2, i lov om ombygning af Aarhus H.«
/ Trine Bramsen
Bilag 1
Det foreslås i stk. 1, at transportministeren bemyndiges til at gennemføre anlægsprojektet med ombygning på og omkring Aarhus H, jf. stk. 2 samt til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelse af anlægsprojektet.
Bestemmelsen udgør hjemlen til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af det samlede jernbaneprojekt, som uddybet i § 1, stk. 2. Bestemmelsen medfører ikke i sig selv, at de omtalte anlæg og dispositioner kan udføres uden nødvendige godkendelser, tilladelser eller dispensationer i henhold til af anden lovgivning, medmindre anden lovgivning er fraveget ved nærværende lov, jf. lovens §§ 3, 4 og 6.
Transportministeren forventes at delegere bygherreopgaven til en myndighed under Transportministeriet.
Det foreslås i stk. 2, at anlægsprojektet består af følgende delprojekter:
Fornyelse af jernbanens spor og konstruktioner.
Hastighedsopgradering af jernbanen.
Sporkapacitetsudvidelse ved Aarhus H.
Perronforlængelse på Aarhus H.
Etablering af et omkørselsspor 8 på spor 7 på Aarhus H.
Implementering af nyt signalsystem samt forberedende arbejder dertil.
Elektrificering af jernbanen samt forberedende arbejder dertil.
Derudover følger det af stk. 2, at anlægsprojektet gennemføres inden for det område, der fremgår af lovens bilag 1. Af kortet fremgår, at projektområdet afgrænses mod syd og vest af henholdsvis I-signalet mod Fredericia (KM 105,068) og mod Aalborg (KM 112,400), vest for Broen L. Mod nordøst afgrænses projektområdet øst for Aarhus Hovedbanegård, hvor havnebanen drejer fra til området på Aarhus Havn beliggende på matrikel 2209a.
Delprojekterne, som det samlede anlægsprojekt består af, jf. § 1, stk. 2, nr. 1-7, vil dog alene blive gennemført i området umiddelbart øst for Aarhus H og mod syd til I-signalet mod Fredericia (KM 105,068) samt mod vest til Aalborg (KM 112,400), vest for Broen L. Selve bygge- og anlægsarbejderne udføres således i denne del af projektområdet.
For så vidt angår området umiddelbart øst for Aarhus H, hvor havnebanen drejer fra til området på Aarhus Havn, indgår dette område i projektområdet, idet matrikel 2209a skal anvendes som midlertidig arbejdsplads til håndtering af bl.a. skærver og som mellemdepot for materialer til de øvrige og mindre arbejdspladser. Området og arbejdspladsen på matrikel 2209a er således omfattet af anlægsloven, men der udføres ikke egentlige bygge- og anlægsarbejder i området.
Anlægsaktiviteter, der ikke er udføres som led i gennemførelse af delprojekterne nævnt i stk. 2, nr. 1-7, eller som ikke ligger inden for projektområdet, jf. lovens bilag 1, er således ikke omfattet af anlægsloven. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1, 3.2 og 9 i de almindelige bemærkninger, der indeholder en beskrivelse af projektet og en beskrivelse af projektets indvirkninger på miljøet.
I § 2 foreslås det, at anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. dog § 5, stk. 1.
For en nærmere beskrivelse af projektet henvises der til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger. For en sammenfatning af de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger henvises til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger.
Med Folketingets vedtagelse af lovforslaget bemyndiges transportministeren til at gennemføre projektet i overensstemmelse med bestemmelserne i lovforslagets § 1 og inden for projektområdet, jf. lovens bilag 1, og projektbeskrivelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger. Projektets indvirkninger på miljøet er beskrevet og vurderet i de miljømæssige undersøgelser af projektet, dvs. miljøkonsekvensvurderingerne, som ligger til grund for Folketingets vedtagelse af loven. For en nærmere beskrivelse af projektets miljøkonsekvensvurderingsmateriale henvises til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger.
Anlægsloven udgør tilladelse til projektet, jf. jernbanelovens § 38 a, stk. 3, 1. pkt., og træder dermed i stedet for den administrative tilladelse, som projektet ellers skulle have haft i henhold til de almindelige regler om miljøkonsekvensvurderinger, jf. jernbanelovens kapitel 6 a.
Ved meddelelse af en administrativ tilladelse efter de almindelige regler i jernbanelovens kapitel 6 a ville det være en forudsætning, eventuelt formuleret som et vilkår, at projektet etableres i overensstemmelse med de forudsætninger, der er lagt til grund i miljøkonsekvensvurderingerne, og således holder sig inden for de miljømæssige vurderinger, der fremgår af anlægsprojektets miljøkonsekvensrapporter.
Bestemmelsen i § 2 har et tilsvarende formål i forhold til gennemførelsen af projektet. Det er en forudsætning, at projektet udføres inden for rammerne af de miljømæssige vurderinger, der fremgår af og er lagt til grund i projektets miljøkonsekvensrapporter.
I henhold til den foreslåede bestemmelse påhviler det således anlægsmyndigheden – og i praksis anlægsmyndighedens entreprenører – at udføre de pågældende bygge- og anlægsarbejder på en sådan måde, at indvirkningerne på miljøet holdes inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Transportministeren fører tilsyn hermed, jf. lovforslagets § 11, stk. 1. Denne kompetence kan dog delegeres til en statslig myndighed eller Aarhus Kommune, jf. den foreslåede § 11, stk. 3, 1. pkt.
Såfremt der efter anlægslovens vedtagelse sker ændringer i anlægsprojektet, indebærer bestemmelsen i § 2 ikke en begrænsning i adgangen til at gennemføre ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, når dette i anlægsfasen sker i overensstemmelse med anlægslovens § 5 og reglerne om ændringer eller udvidelse af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf anvendelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.
De arealer, hvorpå anlægsprojektet skal gennemføres, er omfattet af en række bestemmelser i den almindelige plan-, natur- og miljølovgivning, herunder bl.a. naturbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og museumsloven, som regulerer adgangen til at foretage fysiske arbejder eller indgreb på arealer. Der henvises til afsnit 3.5.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 3, at anlægsprojektet ikke kræver dispensation eller tilladelse efter en række konkrete bestemmelser i plan-, natur- og miljølovgivningen m.v., samt at andre bestemmelser ikke finder anvendelse.
Bestemmelsen har til formål at skabe klarhed om forholdet mellem anlægsloven og de regler i plan-, natur- og miljølovgivningen, der stiller krav om tilladelse eller dispensation m.v. inden foretagelse af fysiske dispositioner nær visse naturtyper samt fra den eksisterende kommunale planlægning.
Selv om bestemmelsen vil indebære, at dele af den almindelige plan-, natur- og miljølovgivning m.v. fraviges, varetages hensynene bag disse regler stadigvæk i anlægsprojektet ved, at anlægsmyndigheden ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven og de retningslinjer, der fremgår af lovforslagets bemærkninger samt rammerne beskrevet i miljøkonsensrapporterne for projektet. Disse rammer sikrer samlet en varetagelse af de hensyn, som normalt ville blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Der henvises for en beskrivelse af de relevante arbejder, som gennemføres i anlægsprojektet, og som normalt kan kræve tilladelse efter de omhandlede bestemmelser, til afsnit 3 og 9 i de almindelige bemærkninger samt de udarbejdede miljøkonsekvensrapporter, der ligger til grund for projektet.
Særligt i forhold til miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, som fastsat i bekendtgørelse nr. 448 af 11. april 2019 om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, bemærkes, at det i anlægsprojektets miljøkonsekvensrapporter er vurderet, at projektet ikke vil medføre hverken midlertidig eller varig forringelse af tilstanden i målsatte overfladevandområder eller grundvandsforekomster eller hindre opfyldelsen af de konkret fastsatte mål for vandforekomsterne. Dette afklares og håndteres i nødvendigt omfang endeligt ved detailprojekteringen. I forbindelse med detailprojekteringen vil anlægsmyndigheden således udføre supplerende undersøgelser, således at det sikres, at anlægsprojektet bliver gennemført i overensstemmelse med vandrammedirektivet. Der henvises i øvrigt herom til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.5.2, afsnit 9, herunder særligt afsnit 9.8 og 9.12, samt til afsnit 10.3.
Fravigelsen af dele af den almindelige plan-, natur- og miljølovgivning m.v. er i overensstemmelse med, hvad der normalt er praksis ved anlægslove, og har tillige det formål at sikre fremdriften i projektet, således at de betydelige økonomiske og trafikale konsekvenser, som forsinkelse af projektet vil medføre, i videst muligt omfang ikke indtræder.
De bestemmelser og krav om tilladelse, godkendelse eller dispensation i den øvrige lovgivning, som ikke udtrykkeligt fraviges, finder stadig anvendelse for anlægsprojektet, herunder også reglerne om tilsyn, håndhævelse og straf for overtrædelse af regler, som ikke er fraveget. Tilsvarende gælder for andre regler, f.eks. om erstatning eller om miljøskade, i de respektive love. Forslaget til § 4 om klageadgange finder dog efter omstændighederne anvendelse på afgørelser vedrørende anlægsprojektet truffet efter disse regler.
Bestemmelsen i § 3 gælder ikke kun i forhold til projektets permanente anlæg, men også i forhold til arbejder i midlertidige projektområder, som f.eks. arbejdspladser. Bestemmelsen finder alene anvendelse indtil anlægsprojektet i sin helhed er færdigt. Ved den efterfølgende administration efter de nævnte love, skal det lægges til grund, at anlægget kan drives og vedligeholdes på normal vis, når projektet er gennemført, og hvis der som led i driftsfasen skal foretages nye ændringer i tilstanden i f.eks. et fredet område eller et naturområde, finder de normale regler anvendelse.
Det foreslås i stk. 1, at anlægsprojektet nævnt i § 1 ikke kræver dispensation eller tilladelse efter §§ 19, 27, 28 og 33 i lov om miljøbeskyttelse, § 8 i lov om forurenet jord, § 65, stk. 1 og 2, jf. §§ 3, 16 og 17, i lov om naturbeskyttelse og § 35, stk. 1, i lov om planlægning.
Bestemmelsen vil indebære, at der uanset naturbeskyttelseslovens § 3 og uden dispensation kan ændres i tilstanden af en række af de naturtyper, som berøres i forbindelse med anlægsprojektet. Tilsvarende gælder for arbejder inden for sø- og åbeskyttelseslinjen samt skovbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 16 og 17.
Bestemmelsen vil endvidere indebære, at der ikke skal indhentes landzonetilladelse efter planlovens § 35 til opførelse af de anlæg, der er omfattet af lovforslaget, herunder til de midlertidige anlæg og installationer.
Bestemmelsen vil derudover indebære, at gennemførelse af anlægsprojektet ikke vil være omfattet af krav om tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, herunder i forbindelse med eventuelt behov for mellemlagring af forurenet jord inden bortskaffelse.
Bestemmelsen vil endvidere indebære, at der ikke skal indhentes tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, til at stoffer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet, må påvirkes, så de kan forurene vandet, ligesom der ikke skal indhentes tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1 eller 2, til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.
Bestemmelsen vil desuden indebære, at anlægsmyndigheden ikke skal indhente en godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 33 med henblik på udførelse af arbejder efter nærværende lovs § 1, f.eks. i forbindelse med genanvendelse af forurenet jord i projektet.
Endelig vil bestemmelsen indebære, at der ikke efter § 8 i jordforureningsloven skal indhentes tilladelse fra Aarhus Kommune til ændret anvendelse af forurenede arealer inden for projektområdet eller til opgravning og håndtering af jord.
Det foreslås i stk. 2, at reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning, og kapitel 8 og 8 a i museumsloven ikke finder anvendelse ved gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1.
Fravigelsen af reglerne om kommune- og lokalplaner er begrundet i, at anlægsloven udgør den retlige ramme for anlægsprojektet, og gennemførelsen af anlægsprojektet kræver derfor ikke fysisk planlægning efter planloven. Det er derfor heller ikke påkrævet at vedtage nye planer eller ændre i eksisterende planlægning for at kunne gennemføre anlægsprojektet. Arbejder, afværgeforanstaltninger mv., der fremgår af afsnit 3.2 og afsnit 9 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt anlægsprojektets miljøkonsekvensrapporter, der skal udføres for at gennemføre anlægsprojektet, både i det permanente og det midlertidige projektområde, kræver heller ikke dispensation eller lignende fra en eksisterende planlægning.
Herudover foreslås det, at museumslovens kapitel 8 og 8 a fraviges. Bevaringsværdige hensyn efter museumsloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af anlægsprojektet, varetages således af anlægsmyndigheden efter denne lov.
Anlægsmyndigheden vil således blive bemyndiget til helt eller delvist at fravige beskyttelsen af fortidsminder, der er beskyttet efter museumsloven. Det bemærkes, at anlægsmyndigheden under alle omstændigheder vil følge principperne i museumsloven, jf. § 3, stk. 3.
Som følge af museumsloven skal anlægsmyndigheden, hvis der under anlægsarbejdet fremkommer arkæologiske fund, standse arbejdet i det omfang, det berører fortidsmindet. Fundet vil herefter blive anmeldt til Kulturministeriet, som vil blive anmodet om at vurdere, hvorvidt arbejdet kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en nærmere undersøgelse.
Anlægsmyndigheden vil i stedet efter denne lov vurdere de bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven i forhold til det konkrete projekt. For at sikre den nødvendige sagkundskab, skal anlægsmyndigheden i forbindelse med anvendelsen af denne bestemmelse inddrage de relevante instanser, herunder Slots- og Kulturstyrelsen, til belysning af sagerne.
I stk. 3 foreslås det, at hensynene bag de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, varetages af anlægsmyndigheden efter denne lov.
Selv om lovforslagets § 3, stk. 1, vil indebære, at dele af den almindelige plan-, natur- og miljølovgivning m.v. fraviges, varetages hensynene bag disse regler stadigvæk i projektet ved, at anlægsmyndigheden ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, samt rammerne i de miljømæssige undersøgelser.
Det er hensigten, at anlægsmyndigheden fortsat vil gennemføre projektet i dialog med de kommunale og statslige myndigheder omkring hensigtsmæssig arealanvendelse, adgangsforhold, beskyttelsesforhold og lignende.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens kapitel 11 kan kommunalbestyrelsens afgørelser og beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Tilsvarende gælder som udgangspunkt for afgørelser truffet af miljøministeren efter nærmere fastsatte bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat med hjemmel i loven.
Ifølge naturbeskyttelseslovens kapitel 12 kan bl.a. kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, Fredningsnævnets afgørelser efter naturbeskyttelsesloven § 50, stk. 1, miljøministerens afgørelser efter nærmere fastsatte bestemmelser i naturbeskyttelsesloven eller regler fastsat med hjemmel i loven som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Efter kapitel 16 i vandløbsloven kan vandløbsmyndighedens (kommunalbestyrelsens) afgørelser, bortset fra afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål, og miljøministerens afgørelser efter § 37 a som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dog kan afgørelser efter lovens kapitel 11 a (om miljøskade) som udgangspunkt ligeledes påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ifølge kapitel 13 i vandforsyningsloven kan bl.a. kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven samt miljøministerens afgørelser efter nærmere fastsatte bestemmelser i loven som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ifølge kapitel 10 i jordforureningsloven kan kommunalbestyrelsens og regionsrådets afgørelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Tilsvarende kan miljø- og fødevareministerens afgørelser efter en række nærmere fastsatte bestemmelser i loven påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageadgangen over afgørelser truffet i medfør af jordforureningsloven eller regler udstedt i medfør af loven er imidlertid i vidt omfang afskåret, men f.eks. kan påbud efter lovens kapitel 5 påklages.
Efter byggeloven kan bl.a. kommunalbestyrelsens afgørelser truffet i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, som udgangspunkt påklages til Nævnenes Hus, jf. lovens § 23.
Ifølge kapitel 8 i bygningsfredningsloven kan Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser, for så vidt angår beføjelser efter loven, som kulturministeren har bemyndiget styrelsen til at udøve, som udgangspunkt påklages til kulturministeren.
Efter kapitel VI i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019, fører Ankestyrelsen tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder i det omfang, der ikke er særlige klage- og tilsynsmyndigheder, der kan tage stilling til den pågældende sag. Af samme lovs kapitel VII følger det, at Indenrigs- og Boligministeriet er rekursinstans i forhold til en række nærmere angivne afgørelser om sanktioner, samtykke og godkendelse, som træffes af Ankestyrelsen, samt at Indenrigs- og Boligministeriet er øverste tilsynsmyndighed i forhold til Ankestyrelsens dispositioner eller undladelser som led i udøvelsen af tilsynet. Det følger af § 1, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at reglerne viger for anden lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelse vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13, lov om miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord eller lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer eller regler udstedt i medfør af disse love, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Med bestemmelsen foreslås det, at reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage i de nævnte love fraviges, således at klage over afgørelser efter de nævnte love i forbindelse med det samlede anlægsprojekt ikke følger de normale regler i de respektive love og afskæres. En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af fremdriftshensyn. Det vil fortsat være muligt at indbringe afgørelserne til Folketingets Ombudsmand, hvilket ikke vil have opsættende virkning. Afgørelserne kan desuden fortsat indbringes for domstolene, dog med de frister, der fremgår af lovforslagets § 12, stk. 1.
Bestemmelsen er ikke begrænset til arbejder i projektområdet, idet bestemmelsen også omfatter andre afgørelser efter de i § 4, stk. 1, nævnte love, når disse påvirker adgangen til at gennemføre projektet eller kan medføre forsinkelse eller lignende. I et sådan tilfælde skal det dog være uproblematisk at vurdere, at en afgørelse kan siges at påvirke projektet.
Behandlingen af sagerne er i øvrigt fortsat reguleret af de nævnte love, hvor disse ikke er fraveget efter lovforslagets § 3, dvs. at de regler, der gælder for ansøgninger, regler om tilsyn og straf og om fremgangsmåden ved afgørelser ligeledes gælder uændret. Tilsvarende gælder de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer m.v. efter lovene.
Afskæring af klageadgangen gælder alene for afgørelser efter de nævnte love vedrørende anlægsprojektet i anlægsfasen. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis der f.eks. i driftsfasen efter anlægsprojektet er gennemført måtte være behov for afgørelser efter de nævnte love.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet i henhold til de love, der er nævnt i stk. 1, kan påklages af anlægsmyndigheden til transportministeren.
Transportministerens behandling af klagesager efter stk. 2 er fortsat reguleret af de i stk. 1 nævnte love, dvs. at de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer m.v. efter lovene, fortsat gælder. Hvor det ved udøvelsen af et skøn er muligt efter de pågældende love at inddrage hensynet til en ansøger, en bygherre eller et samfundsmæssigt hensyn til anlægsprojektet, vil transportministeren også kunne inddrage og lægge afgørende vægt på disse hensyn ved afgørelse af klagesagen. Ministeren vil i den forbindelse kunne udnytte sin viden om anlægsprojektet.
Det foreslås i stk. 3, at transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser, der er nævnt i stk. 1, i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet nævnt i § 1.
Adgangen til at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser vedrører alene kompetencen til at træffe afgørelse i en nærmere bestemt enkeltsag (call in), som verserer hos kommunalbestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte love. Bestemmelsen kan bl.a. blive udnyttet, hvor en sag på grund af væsentlige hensyn til fremdriften i byggeriet kræves behandlet og afgjort af en myndighed, der har betydelig indsigt i sammenhængen og rammerne for anlægsprojektet. Bestemmelsen kan endvidere navnlig være relevant i forhold til stk. 2, hvis kommunen ikke træffer afgørelse i en sag, der er af væsentlig betydning for fremdriften i anlægsprojektet.
Transportministeren skal – ligesom efter stk. 2 – træffe afgørelse efter bestemmelserne i og praksis efter de love, der er nævnt i stk. 1, idet hensynet til anlægsprojektet, herunder til at undgå væsentlig forsinkelse eller fordyrelse af anlægsprojektet dog, hvis det er muligt efter de pågældende love, kan tillægges betydning. Selvom transportministeren beslutter at træffe afgørelse i en nærmere bestemt sag, ændrer denne beslutning ikke på de almindelige regler om tilsyn og håndhævelse. Transportministeren kan dog også beslutte at overtage kompetencen i en tilsynssag.
Det foreslås i stk. 4, at transportministerens afgørelser i klagesager efter stk. 2 og i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter stk. 3, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen vil ikke ændre ved, at sagerne kan indbringes for Folketingets Ombudsmand eller domstolene. I tilfælde af søgsmål vedrørende transportministerens afgørelser efter stk. 3 og 4 gælder reglerne om søgsmålsfrist og omkostninger i lovforslagets § 12.
I stk. 5 foreslås det, at transportministeren til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter lovene nævnt i stk. 1, inden for Aarhus Kommune, herunder om, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form.
Det foreslåede vil indebære, at transportministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen til brug for ministerens behandling af klagesager efter stk. 2, eller call in-sager efter stk. 3, har pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de i stk. 1 nævnte love, inden for Aarhus Kommune.
Bestemmelsen skal sikre, at transportministeren kan få de oplysninger, som kommunalbestyrelsen er i besiddelse af – eller som kommunalbestyrelsen med rimelighed kan pålægges at tilvejebringe – til brug for transportministerens behandling af sagen. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 1, hvorefter miljøministeren kan pålægge kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter loven, inden for den enkelte kommunes område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Det foreslås i stk. 6, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.
Baggrunden for bestemmelsen er, at fravigelsen af reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage i stk. 1, kan indebære, at de kommunale tilsynsmyndigheder får en kompetence, som de ikke har efter gældende lovgivning i forhold til andre bygge- og anlægsprojekter. Da dette ikke er hensigten, foreslås det i stk. 6, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1. Der henvises til ovenstående begrundelse for at fravige reglerne om klageadgang i de i stk. 1 nævnte love.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hverken Ankestyrelsen eller Indenrigs- og Boligministeriet har kompetence til at føre tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, herunder sagsbehandlingsregler, hvor vurderingen af lovligheden bedst kan foretages sammen med en vurdering af lovligheden af afgørelsen, f.eks. begrundelse, lovlige/saglige kriterier og officialmaksimen.
Det er alene afgørelser efter stk. 1, som de kommunale tilsynsmyndigheder afskæres fra at føre tilsyn med. Det vil indebære, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke vil kunne påse kommunernes overholdelse af f.eks. reglerne i forvaltningsloven om inhabilitet, partsaktindsigt, partshøring m.v. samt aktindsigt efter offentlighedsloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5 i de almindelige bemærkninger.
I stk. 1. foreslås det, at reglerne om ændringer eller udvidelser af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet.
I medfør af bl.a. § 38 k, stk. 4, § 38 p og § 38 q i jernbanelovens kapitel 6 a er udstedt bekendtgørelse om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter, for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter (bekendtgørelse nr. 451 af 8. maj 2017 som ændret ved bekendtgørelse nr. 53 af 22. januar 2018).
Det er Folketinget, der med vedtagelsen af anlægsloven meddeler tilladelse til anlægsprojektet, jf. jernbanelovens § 38 a, stk. 3, (VVM-tilladelse). Det betyder, at anlægsprojektet herefter som udgangspunkt skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. lovforslagets § 2. Lovforslagets § 5, stk. 1, fastlægger VVM-kompetencen i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at gennemføre ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet i anlægsfasen.
Lovforslaget er således ikke til hinder for, at andre anlægsmetoder med andre afledte miljømæssige konsekvenser, end dem som er beskrevet i loven, anvendes. Nye anlægsmetoder med andre miljømæssige konsekvenser end dem, der allerede er belyst i loven og projektets miljøkonsekvensrapporter, skal i så fald vurderes i overensstemmelse med lovforslagets § 5, stk. 1.
Det følger i forvejen af reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a, at disse finder anvendelse ved ændringer eller udvidelser af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter, også når anlægsprojektet er vedtaget ved anlægslov. Af lovforslagets § 5, stk. 1 følger, at reglerne om ændringer eller udvidelser af anlægsprojekter i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf også finder anvendelse på anlægsprojektet, jf. lovforslagets § 1.
Det følger bl.a. af disse regler, at ændringer eller udvidelser, der kan være til skade for miljøet, skal anmeldes til Trafikstyrelsen, som i overensstemmelse med reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a vil skulle vurdere, om den anmeldte ændring eller udvidelse skal undergives supplerende miljømæssige vurderinger, inden Trafikstyrelsen tager stilling til, om ændringen eller udvidelsen kan tillades, eventuelt på vilkår.
I henhold til jernbanelovens § 38 o fører Trafikstyrelsen tilsyn i forhold til projekter (ændringer eller udvidelser), hvor der skal ske anmeldelse til styrelsen og eventuelt meddeles tilladelse. Trafikstyrelsen skal i disse sager føre tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf og med, at vilkår m.v. for projekternes gennemførelse overholdes, jf. jernbanelovens § 38 o.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 5, stk. 2, at bestemmelserne i §§ 3, 4, 6 og 7 tilsvarende finder anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, der er tilladt efter reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen vil bl.a. medføre, at tilladte projektændringer og -udvidelser, herunder nye eller ændrede afværgeforanstaltninger, også kan gennemføres uden anvendelse af den i § 3 nævnte lovgivning, og at klageadgangen efter de i § 4 nævnte love tilsvarende er afskåret for afgørelser, som vedrører ændringen eller udvidelsen af anlægsprojektet, samt at der er mulighed for at fastsætte regler om regulering af forurening og gener samt kompensation efter §§ 6 og 7.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 3, 4, 6 og 7 med tilhørende bemærkninger samt til afsnit 3.3, 3.5.2 og 3.6 i de almindelige bemærkninger.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 65 er det som udgangspunkt kommunalbestyrelsen i en given kommune, der fører tilsyn med, om reglerne i miljøbeskyttelsesloven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes. Kommunalbestyrelsen har dermed kompetencen til at regulere forhold vedr. forurening og gener, herunder støj fra anlægsarbejder.
I stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at transportministeren kan fastsætte regler om forurening og gener fra anlægsprojektet nævnt i § 1.
Med den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til, at transportministeren kan udstede regler om forurening og gener fra gennemførelse af anlægsprojektet. Bestemmelsen omfatter alene forurening og gener, som normalt ville skulle reguleres efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og ikke andre forureninger og gener, som fremkommer ved gennemførelsen af anlægsprojektet, f.eks. forurening der er reguleret i vandforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at transportministeren kan varetage beskyttelseshensynene efter miljøbeskyttelsesloven i medfør af loven ved at fastsætte grænseværdier for den tilladelige forurening og gene, der udgår fra en eller flere af projektets byggepladser i projektområdet, herunder anlægsarbejder i og langs jernbanesporet, ved broer m.v. Transportministeren vil i givet fald herved tage udgangspunkt i principperne i miljøbeskyttelsesloven, og der tilsigtes som udgangspunkt ikke et lavere beskyttelsesniveau end normalt, medmindre væsentlige hensyn til projektets gennemførelse tilsiger det.
Bestemmelsen vil således medføre, at projektet i et tilfælde, hvor en lokal forskrift, et påbud eller et vilkår i en afgørelse eksempelvis kan medføre en væsentlig forsinkelse eller fordyrelse af projektet, ved transportministerens regeludstedelse kan prioriteres højere end hensynet til de lokale interesser, som normalt vil blive varetaget i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf ud fra en samlet afvejning af de modstående hensyn.
Transportministeren skal endvidere ved fastsættelse af regler, herunder grænser for forurening eller gener, sørge for, at relevante EU-retlige regler overholdes. Transportministeren kan i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede bestemmelse inddrage andre offentlige myndigheder, som er sagkyndige på det relevante område.
Der henvises nærmere til afsnit 3.6.2 i de almindelige bemærkninger om fastsættelsen af grænseværdier for forurening og gener.
Gennemførelsen af anlægsprojektet vil blive tilrettelagt således, at projektet ikke påfører omgivelserne unødige miljømæssige gener. Selvom det i videst muligt omfang vil blive forsøgt at sikre, at projektets mest støjende aktiviteter udføres i dagtimerne, vil det være nødvendigt, at visse støjende aktiviteter gennemføres uden for dagtimerne, herunder i nattetimerne, og på baggrund af de udarbejdede miljøkonsekvensrapporter for projektet er det derfor Transportministeriets og Banedanmarks vurdering, at det kan blive nødvendigt at bringe bestemmelsen i anvendelse – f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af visse støjende anlægsarbejder i området ved banegraven. Det kan endvidere vise sig at, at det vil være nødvendigt at anvende bestemmelsen i forbindelse med gennemførelsen af andre dele af projektet på andre arbejdspladser, herunder i forbindelse med kommende arbejder på de broer, der ligger i projektområdet.
Bestemmelsen er derfor medtaget for at sikre muligheden for at fastsætte særlige regler for projektet, hvis der måtte opstå en situation, som ellers ville indebære en forsinkelse eller fordyrelse af projektet.
I stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at i det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under Transportministeriet, kan ministeren fastsætte regler om anlægsmyndighedens eller anlægsmyndighedens entreprenørers egenkontrol og om tilsyn og håndhævelse, herunder at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler fastsat efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen vil give transportministeren mulighed for at fastsætte regler om egenkontrol på anlægsmyndighedens eller anlægsmyndighedens entreprenørers regning. Egenkontrollen gennemføres af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.
Transportministeren kan tillige fastsætte regler om tilsyn og håndhævelse, herunder at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler fastsat efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Transportministeren kan i den forbindelse bl.a. bestemme, at miljøbeskyttelseslovens tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser helt eller delvist også finder anvendelse i forhold til de udstedte regler.
Ministeren kan f.eks. også udpege tilsynsmyndigheden samt bestemme, at tilsynsmyndigheden kan meddele påbud til den ansvarlige om at give oplysninger, foretage målinger eller andre undersøgelser for egen regning mv. Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, hvorefter den, der er ansvarlig for en virksomhed, der kan give anledning til forurening, efter anmodning skal give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold. Myndighederne kan herunder bl.a. påbyde den ansvarlige for egen regning at foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer, der udsendes til omgivelserne samt støj og rystelser, og at klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening.
I stk. 2 foreslås det, at miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt og afgørelser truffet i medfør heraf ikke finder anvendelse på forurening og gener fra de dele af anlægsprojektet, der omfattes af regler udstedt efter stk. 1.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er at gøre det klart, at hvis transportministeren fastsætter regler om gener og forurening, overgår byggepladserne, herunder anlægsarbejder i og langs jernbanesporet, ved broer m.v., i forureningsmæssig henseende til at være reguleret af disse regler, og miljøbeskyttelsesloven samt regler, påbud eller forbud udstedt i medfør heraf rettet til byggepladsen finder ikke længere anvendelse.
Hvis der på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse eller udstedes regler, verserer klagesager om lovligheden af afgørelser, herunder forbud eller påbud meddelt af Aarhus Kommune, vil Miljø- og Fødevareklagenævnet efter omstændighederne kunne færdigbehandle disse efter de gældende regler. Sådanne afgørelser får imidlertid ikke fremadrettet virkning for gennemførelse af anlægsprojektet, når transportministeren har truffet afgørelse eller udstedt regler.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7 med tilhørende bemærkninger og til afsnit 3.6. i de almindelige bemærkninger.
Efter naboretlige regler skal naboer til fast ejendom have erstatning, hvis de udsættes for gener og ulemper, der overstiger, hvad der må tåles som led i den almindelige samfundsudvikling (den naboretlige tålegrænse). Lovforslaget lægger op til, at der kan indføres en lovbestemt kompensationsordning til beboere, som udsættes for gener, der er større, end hvad miljøbeskyttelsesloven og reglerne udstedt i medfør heraf normalt tillader.
I stk. 1 foreslås det, at når transportministeren fastsætter regler efter § 6, fastsætter transportministeren samtidig regler om, at anlægsmyndigheden skal tilbyde kompensation til beboere, der kan udsættes for gener som følge af regler udstedt i medfør af § 6. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter m.v.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at transportministeren kan fastsætte regler om kompensation til beboere for gener og ulemper forbundet med gennemførelsen af projektet, hvis transportministeren beslutter at regulere gener eller forurening ved udstedelse af regler i medfør af lovforslagets § 6. Transportministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter mv. Beboere er som udgangspunkt personer over 18 år, der har folkeregisteradresse i en bolig, som er påvirket af forurening eller gener, samtidig med at beboerne rent faktisk bor i boligen.
Der vil således blive fastsat regler om kompensation, når den foreslåede bestemmelse i § 6 udnyttes på en måde, der giver projektets entreprenører adgang til forurenende eller særligt geneforvoldende anlægsarbejde, f.eks. om aftenen og natten.
Hensigten med bestemmelsen er at fastsætte regler om den praktiske tilrettelæggelse af ordningen, herunder om udarbejdelse af støjudbredelseskort, anlægsmyndighedens tilbud om kompensation, beboernes indsendelse af de nødvendige oplysninger, udbetalingen m.v.
I stk. 2 foreslås det, at transportministeren kan fastsætte regler om, at anlægsmyndigheden skal tilbyde beboere, der er særligt udsat for gener som følge af transportministerens regulering af forholdene i medfør af § 6, genhusning eller overtagelse af deres bolig. Transportministeren kan herunder bestemme, at kommunalbestyrelsen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig. Transportministeren kan desuden fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophør, og kan herunder bestemme, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.
Den foreslåede bestemmelse indebærer dermed, at transportministeren kan fastsætte regler om, at anlægsmyndigheden skal tilbyde beboere, der er særligt udsat for gener som følge af regulering efter § 6, genhusning eller overtagelse af deres bolig. Endvidere kan transportministeren fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen i bopælskommunen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig af de boliger, som kommunalbestyrelsen har anvisningsret til efter almenboligloven eller får til rådighed efter byfornyelsesloven. Transportministeren kan desuden fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophører, herunder om at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.
Med bestemmelsen er det hensigten, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår beboere er berettiget til genhusning, herunder vedrørende beboere med særlige behov, regler om processen ved anmodning om genhusning, om genhusningsaftalens omfang samt om dokumentation for flytteudgifter og andre udgifter, der skal godtgøres af anlægsmyndigheden.
Transportministeren kan herudover bl.a. fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal anvise en genhusningsbolig, hvis den enkelte beboer ikke selv kan finde et egnet forslag. Kommunen kan anvise såvel de boliger, som kommunen har anvisningsret til efter almenboligloven, som lejligheder, som kommunen får til rådighed efter byfornyelsesloven. Lejemålet mellem beboer og udlejer indgås efter de almindelige regler herom, ligesom forholdet mellem kommunen og udlejerne fortsat reguleres af de almindelige regler. Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse heraf, men giver udtrykkelig hjemmel til, at det kan pålægges kommunen at anvise de pågældende beboere en bolig til brug for midlertidig genhusning, selv om det ikke måtte være muligt at anvise hertil efter almenboligloven og byfornyelsesloven.
Transportministeren kan endelig fastsætte nærmere regler om, hvornår en aftale om genhusning mellem beboeren og anlægsmyndigheden skal ophøre, herunder bestemme, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.
Stk. 2 vil endvidere indebære, at transportministeren kan fastsætte regler om, at beboere, der ejer deres bolig, kan anmode anlægsmyndigheden om at købe boligen til markedsprisen (overtagelse). Dette kunne eksempelvis være personer, der måtte være særligt følsomme over for gener m.v. Dette vil være relevant ved særlige personlige forhold, herunder dokumenterede helbredsmæssige eller særlige familiemæssige forhold. Det forventes, at der ved fastsættelsen af regler herom vil blive taget udgangspunkt i de betingelser, der følger af jernbanelovens § 33 om fremrykket ekspropriation. Det er endvidere en forudsætning, at det er ejeren, som har fast bopæl i boligen.
Ved anmodning om overtagelse overtager anlægsmyndigheden den pågældende bolig til eje og kan gensælge boligen på et senere tidspunkt. Eventuelle værditab eller værdistigninger er den tidligere ejer uvedkommende. Overtagelse forudsætter, at beboeren er ejer af boligen, og det er retligt muligt for anlægsmyndigheden at købe boligen. Det kan f.eks. være udelukket for andelsboliger, visse ejerlejligheder, almene boligbyggerier mv., eller hvor ejerforeningsvedtægter udelukker anlægsmyndigheden som ejer.
I stk. 3 foreslås det, at opnås der ikke en aftale mellem anlægsmyndigheden og den berettigede efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2, træffer Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer i Jylland afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2.
Bestemmelsen vil indebære, at anlægsmyndighedens afgørelser, der træffes efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2, kan indbringes for Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer i Jylland. Anlægsmyndighedens afgørelser, der træffes efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2, vil ikke kunne påklages til transportministeren eller anden administrativ myndighed.
Efter bestemmelsen træffer Ekspropriationskommissionen afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter reglerne udstedt i medfør af § 7, stk. 1 og 2, hvis der ikke kan opnås enighed mellem parterne, eller der opstår uenighed om en indgået aftale. Ekspropriationskommissionen kan, hvis kommissionen finder det hensigtsmæssigt, behandle sådanne sager på skriftligt grundlag efter en høring af parterne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom.
Hvis en sag indbringes for Ekspropriationskommissionen af beboeren eller ejeren, betaler anlægsmyndigheden kompensation i overensstemmelse med sit tilbud, indtil endelig afgørelse foreligger. Genhusning kan først iværksættes fra det tidspunkt, hvor der foreligger en aftale eller en afgørelse herom, og der i mellemtiden udbetales kompensation. Hvis en beboer indbringer en sag om kompensation for Ekspropriationskommissionen og efter en periode ønsker at overgå til genhusning, er vedkommende ikke afskåret herfra. Ekspropriationskommissionen afgør herefter, om den hidtil udbetalte kompensation skal forhøjes.
Kommissionen behandler sagen efter den regulering, der er udstedt efter forslaget til §§ 6 og 7.
I stk. 4 foreslås det, at sager om kompensation, genhusning og overtagelse efter stk. 3 i øvrigt behandles af ekspropriations- og taksationsmyndighederne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Dette vil betyde, at sager om kompensation, genhusning og overtagelse i øvrigt behandles af ekspropriations- og taksationsmyndighederne efter reglerne i ekspropriationsprocesloven.
I stk. 5 foreslås det, at kompensation og beløb ydet i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 samt beløb ydet i forbindelse med genhusning, som er udbetalt eller udbetales af anlægsmyndigheden i anledning af gener og ulemper fra anlægsarbejderne, ikke indgår ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og ikke medfører reduktion af sådanne ydelser.
Reglen vil også gælde i den situation, hvor Ekspropriationskommissionen, jf. stk. 3, eller de almindelige domstole træffer afgørelse om kompensation og beløb ydet ved genhusning efter regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2. Bestemmelsen omfatter alle offentlige ydelser og indebærer, at der skal bortses fra kompensation for forurening og gener fra gennemførelsen af projektet ved tilkendelse, beregningen af størrelsen og udbetalingen af disse ydelser. Bestemmelsen gælder for alle beløb, som beboere og ejere modtager fra anlægsmyndigheden, enten som kompensation for gener som følge af anlægget af projektet eller i forbindelse med genhusning, herunder beløb til dækning af flytteudgifter, og beløb til brug for etablering af særlige og nødvendige indretninger m.v.
I stk. 6 foreslås det, at har transportministeren fastsat regler efter stk. 1 og 2, herunder om genhusning, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra gennemførelsen af projektet.
Bestemmelsen vil indebære, at når der er udstedt regler i medfør af stk. 1 og 2, herunder om genhusning, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra anlægget af projektet.
Bestemmelsen vil indebære, at regler udstedt i medfør af stk. 1, herunder om genhusning, og at forurening og gener fra anlægget af projektet ikke efter lov om byfornyelse og udvikling af byer kan betyde, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en bygning er forbundet med sundhedsfare (kondemnering), jf. byfornyelseslovens §§ 75-76, og at der efter disse regler skal ydes genhusning, jf. byfornyelseslovens §§ 61-63. Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen ved administration af byfornyelsesloven skal bortse fra forurening og gener fra gennemførelsen af projektet. De øvrige regler i byfornyelseslovens kapitel 9 finder heller ikke anvendelse.
Bestemmelsen har ingen betydning for byfornyelseslovens regler i øvrigt, og det er fortsat muligt at træffe afgørelse om kondemnering af andre grunde end forurening og gener, der udgår fra gennemførelsen af projektet, herunder på grund af sætningsskader, brand- eller sammenstyrtningsfare som følge af gravearbejde m.v.
Det bemærkes, at denne bestemmelse også vil gælde for verserende sager efter byfornyelseslovens kapitel 9 ved lovens ikrafttræden. Når transportministeren har udstedt regler efter forslaget til stk. 1 og 2, vil kapitel 9 i byfornyelsesloven ikke finde anvendelse ved verserende spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra anlægget af projektet. Beboerne vil herefter kunne genhuses efter de nye mere gunstige regler, og eventuelle kondemneringssager m.v. efter kapitel 9 i byfornyelsesloven bortfalder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 med tilhørende bemærkninger og til afsnit 3.6. i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret følger det af § 77, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje om gæsteprincippet, at arbejder på ledninger i eller over offentlige veje, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, betales af ledningsejeren, medmindre andet er særligt bestemt ved aftale, kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til ekspropriationsprocesloven eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40. Tilsvarende bestemmelser findes i § 70 i lov om private fællesveje for så vidt angår ledninger i eller over private fællesveje og udlagte private fællesveje i byer og bymæssige områder.
Gæsteprincippet gælder i henhold til retspraksis også for ledninger i eller over andre arealer end vejarealer. Højesteret har i dom af 22. september 2009 (UfR 2009.2978 H - dommen om Motorring 3) udtalt, at gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende regel, der finder anvendelse i tilfælde, hvor der uden vederlag er givet tilladelse til at anbringe en ledning på en ejendom. Reglen indebærer, at ledningsejeren som ”gæst” skal bekoste ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af arealejerens ændrede benyttelse af det areal, hvor ledningen er anbragt. En erhverver af fast ejendom indtræder som udgangspunkt i overdragerens rettigheder og forpligtelser vedrørende ejendommen. Ledninger, der oprindeligt var anbragt som ”gæster” på private arealer, var således også efter ekspropriation omfattet af gæsteprincippet. Højesteret udtalte, at gæsteprincippet har fundet udtryk i vejlovens § 106 (den nugældende vejlovs § 77). Denne bestemmelse omfatter arbejder, der er iværksat af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som myndigheden kan varetage.
Af retspraksis om gæsteprincippet kan bl.a. endvidere fremhæves, at Højesteret i en dom af 4. september 2007 (UfR 2007.3009 H - dommen om Flintholm Station) har udtalt, at gæsteprincippet i vejlovens § 106 (den nugældende vejlovs § 77), også finder anvendelse for veje, hvor ledningsarbejder udføres i forbindelse med et ”sammensat anlægsprojekt”, uanset hvilke dele af projektet, der gør ledningsarbejderne nødvendige.
Der skal som følge af anlægsprojektet udføres arbejde på ledninger, f.eks. flytning af ledninger på offentlige eller private ejendomme. For at sikre, at anlægsprojektet i henseende til betaling for ledningsomlægninger ikke stilles ringere, end eksempelvis vejmyndigheden ville være stillet ved et vejprojekt, foreslås det med bestemmelsen, at der sker regulering og præcisering af, hvorledes omkostningerne skal afholdes i henseende til ledningsomlægninger.
Med stk. 1 foreslås det, at arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af anlægsprojektet, betales af ledningsejeren, jf. dog stk. 2.
Med stk. 2 foreslås det, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale eller kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40.
Med de foreslåede bestemmelser i § 8 skabes der således i loven klarhed over, at gæsteprincippet finder anvendelse i forbindelse med ledningsarbejder, som er nødvendiggjort af anlægsprojektet omfattet af denne anlægslov, jf. lovforslagets § 1, uanset om berørte ledningsanlæg ligger i eller over vejarealer, jernbanearealer eller andre offentlige eller private ejendomme, og uanset om det er anlægsprojektet, der gør det nødvendigt at foretage ledningsarbejder. Med bestemmelserne imødegås endvidere en eventuel tvivl med hensyn til, om et anlægsarbejde i forbindelse med gennemførelsen af det samlede anlægsprojekt skal betragtes som et ”sammensat anlægsprojekt” i den betydning, som Højesteret har tillagt dette i dommen om Flintholm Station, jf. ovenfor.
Højesteret har i dom af 16. februar 2017 (UfR 2017.1536 H – dommen om Cityringen) fastslået, at cityringlovens § 7, stk. 5, nr. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med vejlovens gæsteprincip og den praksis, der knytter sig hertil. I begrundelsen for dommen anføres det bl.a., at når en lovbestemmelse (som § 7, stk. 5, i cityringloven) er baseret på et almindeligt retsprincip som gæsteprincippet, er der en klar formodning for, at bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med det til enhver tid værende indhold af dette retsprincip, som løbende fastlægges af domstolene og i eventuel senere lovgivning. Det samme vil gøre sig gældende ved fortolkningen og anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 8.
Det følger af vejlovens § 79, stk. 1, at i forbindelse med en vejmyndigheds arbejder efter vejlovens § 77, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, skal vejmyndigheden tage hensyn til ledninger i eller over vejarealet.
Af vejlovens § 79, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden så tidligt som skal muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan arbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for vejmyndigheden og ledningsejeren.
Forsyningsledninger er vigtige infrastrukturanlæg, og det er anerkendt i gældende ret, at anlægsmyndigheder i forbindelse med anlægsprojekter skal vise hensyn til ledningerne, herunder så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både myndigheden og ledningsejeren. Formålet er at sikre, at ledningsejeren får mulighed for at fremsætte forslag til eventuelle ændringer af det planlagte anlægsarbejde, når dette medfører, at ledningsejeren skal afholde udgifter til arbejder på eller flytning af ledningen. Ledningsejeren skal således inddrages med henblik på at undersøge, hvordan et anlægsarbejde kan tilrettelægges på den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige måde.
I stk. 1 foreslås det, at i forbindelse med gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1 skal anlægsmyndigheden tage hensyn til ledninger omfattet af § 8 og så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.
Bestemmelsen indebærer, at anlægsmyndigheden skal koordinere anlægsarbejdet med ledningsarbejderne bl.a. ved at indgå i en dialog med ledningsejerne og ved at udarbejde ledningsprotokoller m.v.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 9, stk. 1, svarer, for så vidt angår ledninger i eller over offentlige vejarealer, til bestemmelserne i vejlovens § 79, stk. 1 og 2.
I stk. 2 foreslås det, at kan der ikke opnås enighed mellem anlægsmyndigheden, i det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under Transportministeriet, og ejere af ledninger omfattet af § 8 om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Med bestemmelsen fastsættes det, hvad der skal gælde, såfremt der ikke kan opnås enighed med ledningsejeren om, hvordan planlagte anlægsarbejder på arealer, hvori og hvorover ledninger er anbragt, skal tilrettelægges. Transportministeren kan i så fald påbyde ledningsejeren at udføre de ledningsarbejder, som er nødvendige for gennemførelse af anlægsarbejdet. Bestemmelsen skal sikre, at anlægsprojektet kan gennemføres inden for de fastlagte tidsrammer.
Anlægsmyndigheden skal derfor, hvis forholdene gør det nødvendigt, rette henvendelse om udstedelse af et påbud til transportministeren, som afgør, om der er grundlag for at meddele påbud til ledningsejeren. Transportministeren har tilsvarende kompetence i andre anlægslove, herunder lov om en Cityring og lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.
Det forudsættes, at anlægsmyndigheden forinden har søgt at drøfte det planlagte anlægsarbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både anlægsprojektet og ledningsejeren, jf. lovforslagets § 9, stk. 1.
I stk. 3 foreslås det, at transportministeren i særlige tilfælde kan lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for ledningsejerens regning.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, hvor ledningsejeren ikke inden for en i forhold til anlægsprojektet rimelig frist udfører de påbudte ledningsarbejder og dermed forsinker anlægsprojektet. Særlige tilfælde vil således, f.eks. kunne foreligge, hvis en forsinkelse af færdiggørelsen af ledningsarbejder medfører store fordyrelser f.eks. i form af erstatninger eller kompensation til andre entreprenører, der bliver forsinket i udførelsen af deres arbejdsopgave. Det vil omkostningsmæssigt kunne komme ledningsejeren til skade, såfremt ledningsejeren ikke udfører eller bistår i forbindelse med ledningsarbejdet, herunder som minimum ved tekniske anvisninger (manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligt). Transportministeren vil i givet fald være forpligtet til at lade arbejderne på ledningerne udføre ved en anden med faglig indsigt i det pågældende ledningsarbejde. Transportministeren har tilsvarende kompetence i de anlægslove, som er nævnt ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3, svarer desuden, for så vidt angår ledninger i eller over offentlige vejarealer, til bestemmelsen i vejlovens § 79, stk. 4.
I forbindelse med prøvelsen af et anlægsprojekt efter ekspropriationsproceslovens § 13, stk. 1, kan ekspropriationskommissionen tage stilling til bl.a. ledningsomlægninger. Det forudsættes, at anlægsmyndigheden og ledningsejeren så vidt muligt indgår aftaler om tekniske løsninger for ledningsarbejder uden inddragelse af ekspropriationskommissionen, men hvis parterne ikke kan nå til enighed, kan projektet forelægges kommissionen. Dette gælder dog ikke, hvis transportministeren har meddelt påbud til ledningsejeren om udførelse af bestemte ledningsarbejder, jf. lovforslagets § 9, stk. 2, da ekspropriationskommissionen ikke har kompetence til at efterprøve ministerens afgørelser.
Ekspropriationskommissionen kan også tage stilling til spørgsmål om udgifter forbundet med ledningsarbejder, jf. ekspropriationsproceslovens § 17, stk. 4, om andre økonomiske tab end ekspropriationserstatning. Taksationskommissionen har kompetence til som rekursinstans at behandle tvister om betaling for ledningsarbejder, som har været behandlet af ekspropriationskommissionen.
I stk. 1 foreslås det, at tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 8 og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 9 afgøres, hvis der ikke kan indgås aftale herom, af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til ekspropriationsprocesloven har kompetencen til at afgøre tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af den foreslåede § 8, og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 9, uanset om det konkrete anlægsarbejde, som nødvendiggør ledningsarbejder, i øvrigt skal behandles af ekspropriationskommissionen i forbindelse med ekspropriation af fast ejendom til anlægsprojektet.
Med stk. 2 foreslås det, at ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom tilsvarende anvendelse.
Erstatningen kan helt bortfalde, hvis indgrebet skønnes at medføre større fordele for ejeren end det tab, der påføres ejeren ved foranstaltningen.
Det foreslås i stk. 1, at transportministeren, i det tilfælde, at bygherreopgaven delegeres til en myndighed under ministeriet, fører tilsyn med, at anlægsmyndigheden overholder bestemmelserne i denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt afgørelser truffet i medfør heraf.
Anlægsmyndigheden har ved udførelsen af anlægsprojektet ansvaret for at sikre, at udførelsen sker i overensstemmelse med anlægsloven og inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Anlægsmyndigheden fører i den forbindelse tilsyn med projektets entreprenører. Såfremt anlægsmyndighedens entreprenører ikke overholder bestemmelserne i denne lov, eller regler og afgørelser udstedt i medfør heraf, kan anlægsmyndigheden anmelde dette til transportministeren, f.eks. med henblik på at der udstedes påbud, jf. den foreslåede stk. 2.
Transportministerens tilsynsopgave efter stk. 1 omfatter det overordnede tilsyn med, at anlægsmyndigheden overholder sine forpligtelser som anlægsmyndighed for anlægsprojektet nævnt i § 1. I den forbindelse fører transportministeren tilsyn med, at anlægsmyndigheden sikrer, at anlægsprojektet gennemføres inden for rammerne af projektets miljøkonsekvensvurderinger, jf. lovforslagets § 2.
Tilsynet efter stk. 1 omfatter desuden tilsyn med overholdelsen af transportministerens afgørelser, som træffes i medfør af lovforslagets § 4, stk. 2, hvorefter transportministeren kan behandle anlægsmyndighedens klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovforslaget § 4, stk. 1, eller efter overtagelse af kommunalbestyrelsens beføjelser i en konkret sag (call-in) i medfør af lovforslagets § 4, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 ændrer ikke i øvrigt ved de almindelige tilsynsregler i lovgivningen. I det omfang regler i plan-, natur- og miljølovgivningen m.v. ikke er udtrykkeligt fraveget ved anlægsloven eller i medfør af anden lov og dermed fortsat gælder for anlægsprojektet, vil der i medfør af disse regler kunne træffes en række konkrete afgørelser om tilladelser og godkendelser m.v. over for anlægsmyndigheden samt anlægsmyndighedens entreprenører. De kompetente myndigheder har fortsat tilsynskompetencen i forhold til de regler, som ikke er fraveget, og i forhold til konkrete afgørelser truffet af statslige og kommunale myndigheder efter disse regler. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.5.2 og bemærkningerne til lovforslagets §§ 3 og 4.
Transportministeren har som tilsynsmyndighed efter stk. 1 pligt til at reagere på henvendelser fra borgere og myndigheder, som finder, at anlægsloven, transportministerens afgørelser efter anlægsloven eller eventuelle vilkår i sådanne afgørelser ikke overholdes. Der vil dog være tilfælde, hvor et ulovligt forhold er af så underordnet betydning, at ministeren ikke har pligt til at reagere. Grænsen for, hvornår et forhold er af underordnet betydning, ligger ikke fast og vil variere afhængigt af, hvilken type af miljømæssige indvirkninger på omgivelserne m.v., der konkret er tale om.
Særligt om ændringer og udvidelser af anlægsprojektet bemærkes, at i tilfælde, hvor der ifølge den foreslåede § 5, stk. 1, skal ske anmeldelse af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet og eventuelt meddeles tilladelse hertil af Trafikstyrelsen, er det styrelsen, der fører tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i jernbanelovens kapitel 6 a og regler udstedt i medfør heraf og med, at vilkår m.v. for at gennemføre ændringen eller udvidelsen, herunder vilkår fastsat i styrelsens afgørelse herom, overholdes. Bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1, ændrer ikke herved. Der henvises herom til lovforslagets § 5, stk. 1, med tilhørende bemærkninger samt til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Med stk. 2 foreslås det, at transportministeren som led i udøvelse af tilsynet efter stk. 1 kan udstede påbud til anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører om at gennemføre anlægsprojektet, som nævnt i § 1, inden for rammerne af denne lov, og regler og afgørelser udstedt i medfør af loven, samt de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. § 2.
Da der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse, skal denne leve op til forvaltningslovens regler. Såfremt transportministeren, jf. den foreslåede stk. 3, delegerer tilsynet efter den foreslåede stk. 1 til en myndighed under ministeriet, en anden statslig myndighed eller Aarhus Kommune, vil delegationen ligeledes omfatte kompetencen til at udstede påbud. I praksis vil det således være den relevante tilsynsmyndighed, som eventuelt udsteder påbud som led i udøvelsen af tilsynet.
Det forudsættes, at tilsynsmyndigheden tilrettelægger tilsynet således, at de mindst indgribende tilsynsmidler bringes i anvendelse først og øges om nødvendigt, f.eks. hvis bygherren ikke imødekommer krav. Det forudsættes således, at tilsynsmyndigheden forud for udstedelsen af et påbud går i dialog om bestemte forhold, herunder enten mundtligt eller skriftligt henstiller eller indskærper bestemte forhold, før der udstedes et påbud.
Tilsynsmyndigheden kan i sidste ende beslutte at politianmelde anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører, såfremt et udstedt påbud ikke overholdes, jf. den foreslåede § 13.
Med stk. 3 foreslås det, at transportministeren kan bemyndige en myndighed under ministeriet, en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister eller Aarhus Kommune til at udøve tilsynet efter stk. 1 og 2. Transportministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynet til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen vil således indebære, at transportministeren kan delegere tilsynet efter stk. 1 og stk. 2, til en myndighed under ministeriet, en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister eller Aarhus Kommune. Bestemmelsen vil endvidere indebære, at ministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynsbeføjelsen til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Med stk. 1 foreslås det, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov, og forskrifter udstedt i medfør af loven, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt adressaten og offentliggjort.
Med den foreslåede søgsmålsfrist sikres det, at der efter en vis periode ikke kan rejses tvivl ved domstolene om rigtigheden af en afgørelse efter loven. Fristen gælder ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende afgørelse. Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende afgørelse.
Alle afgørelser i medfør af loven vil – i anonymiseret form i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt – blive bekendtgjort på afgørelsesmyndighedens hjemmeside.
Søgsmålsfristen regnes fra dagen, hvor afgørelsen bekendtgøres eller er meddelt den pågældende afhængig af, hvilket tidspunkt der ligger sidst.
I stk. 2 foreslås det, at ved søgsmål om miljøforhold, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af loven, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter. Forpligtelsen påhviler alle retsinstanser.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven. Udgangspunktet i retsplejeloven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, hvis omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v., er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.
Bestemmelsen har til hensigt at sikre overholdelse af kravet i Århuskonventionen om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og VVM-direktivet samt EU-Domstolens praksis, der knytter sig hertil, jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C-530/11, Kommissionen mod Storbritannien.
Der henvises herudover til afsnit 10.2 i de almindelige bemærkninger.
I stk. 1 foreslås det, at manglende efterkommelse af påbud udstedt efter § 11, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Lovforslagets § 11, stk. 2, fastslår, at transportministeren som led i udøvelse af tilsynet efter lovens § 11, stk. 1, kan udstede påbud til anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører om at gennemføre anlægsprojektet, som nævnt i § 1, inden for rammerne af denne lov, og regler og afgørelser udstedt i medfør af loven, samt de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. § 2. Bestemmelsen tager således sigte på tilfælde, hvor enten anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører ikke efterkommer påbud udstedt efter lovens § 11, stk. 2.
Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor transportministeren efter lovforslagets § 11, stk. 3, har delegeret tilsynet efter § 11, stk. 1 og 2, til en anden myndighed. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 11 med tilhørende bemærkninger.
Bestemmelsen skal sikre overholdelse af bestemmelserne i lovforslaget samt VVM-direktivets artikel 10 a og artikel 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (2008/99/EF) af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (miljøstraffedirektivet).
Ved fastsættelse af bødens størrelse efter stk. 1 og 2 skal sikres overholdelse af miljøstraffedirektivets artikel 5, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i direktivets artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende virkning.
Særligt om ændringer og udvidelser af anlægsprojektet bemærkes, at i tilfælde, hvor der ifølge den foreslåede § 5, stk. 1, skal ske anmeldelse af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet og eventuelt meddeles tilladelse hertil af Trafikstyrelsen efter reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a, kan der pålægges straf ifølge jernbanelovens § 116, stk. 2, nr. 1-4. Bestemmelsen i lovens § 13, stk. 1, ændrer ikke herved.
I stk. 2 foreslås det, at der i forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Dette svarer til miljøbeskyttelseslovens hovedregel om straf i form af bøde for overtrædelse af loven. Bestemmelsen kan navnlig være relevant ved forskrifter, der udstedes i medfør af lovens § 6, stk. 1.
Bødens fastsættelse vil bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder i det enkelte tilfælde, og bødeniveauet skal svare til niveauet for en tilsvarende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor enten anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører overtræder forskrifter udstedt efter loven.
Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 38) i ligningslovens § 7, hvorefter kompensation og beløb ydet for gener og ulemper eller i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af § 7, stk. 1 og 2, i lov om ombygning af Aarhus H er skattefri.
Anlægsmyndigheden vil efter de foreslåede regler kunne udbetale visse beløb skattefrit. Det drejer sig om erstatning eller kompensation for støjgener samt beløb ved genhusning (udgift til genhusningsbolig, flytteudgifter). Der ydes kun kompensation og beløb ved genhusning til private beboere.
Skattefriheden omfatter alle beløb, der udbetales af anlægsmyndigheden på dette grundlag.
Den foreslåede bestemmelse gælder ikke for beløb, som ejeren af en beboelsesejendom modtager, hvis ejendommen overtages af anlægsmyndigheden. Sådanne beløb behandles skattemæssigt på samme måde som en salgssum efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Det vil for boliger, som bebos af ejeren, typisk betyde skattefrihed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.8 samt for den foreslåede kompensationsordning til afsnit 3.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt lovforslagets §§ 6 og 7 og bemærkningerne hertil.