LOV nr 565 af 10/05/2022
Transportministeriet
Lov om ombygning af Aarhus H § 13
Manglende efterkommelse af påbud udstedt efter § 11, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Lov om ombygning af Aarhus H § 13
RetsinformationI stk. 1 foreslås det, at manglende efterkommelse af påbud udstedt efter § 11, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Lovforslagets § 11, stk. 2, fastslår, at transportministeren som led i udøvelse af tilsynet efter lovens § 11, stk. 1, kan udstede påbud til anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører om at gennemføre anlægsprojektet, som nævnt i § 1, inden for rammerne af denne lov, og regler og afgørelser udstedt i medfør af loven, samt de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. § 2. Bestemmelsen tager således sigte på tilfælde, hvor enten anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører ikke efterkommer påbud udstedt efter lovens § 11, stk. 2.
Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor transportministeren efter lovforslagets § 11, stk. 3, har delegeret tilsynet efter § 11, stk. 1 og 2, til en anden myndighed. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 11 med tilhørende bemærkninger.
Bestemmelsen skal sikre overholdelse af bestemmelserne i lovforslaget samt VVM-direktivets artikel 10 a og artikel 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (2008/99/EF) af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (miljøstraffedirektivet).
Ved fastsættelse af bødens størrelse efter stk. 1 og 2 skal sikres overholdelse af miljøstraffedirektivets artikel 5, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i direktivets artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende virkning.
Særligt om ændringer og udvidelser af anlægsprojektet bemærkes, at i tilfælde, hvor der ifølge den foreslåede § 5, stk. 1, skal ske anmeldelse af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet og eventuelt meddeles tilladelse hertil af Trafikstyrelsen efter reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a, kan der pålægges straf ifølge jernbanelovens § 116, stk. 2, nr. 1-4. Bestemmelsen i lovens § 13, stk. 1, ændrer ikke herved.
I stk. 2 foreslås det, at der i forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Dette svarer til miljøbeskyttelseslovens hovedregel om straf i form af bøde for overtrædelse af loven. Bestemmelsen kan navnlig være relevant ved forskrifter, der udstedes i medfør af lovens § 6, stk. 1.
Bødens fastsættelse vil bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder i det enkelte tilfælde, og bødeniveauet skal svare til niveauet for en tilsvarende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor enten anlægsmyndigheden eller anlægsmyndighedens entreprenører overtræder forskrifter udstedt efter loven.
Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.