Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 4
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastsætter, at en fysisk person eller juridisk enhed, der er fritaget efter reglerne i § 5, uanset fritagelsen kan vælge at tilslutte sig frivilligt efter reglerne i § 4. En sådan frivillig tilslutning indebærer at den pågældendes fritagelse ophører. Den frivillige tilslutning indebærer endvidere, at fritagelse fra tilslutning kun kan ske ved fornyet indgivelse af anmodning om fritagelse.
Frivillig tilslutning af en juridisk enhed med CVR- nummer kan komme på tale hvis den juridiske enhed er fritaget fra obligatorisk tilslutning efter § 3 på grund begrænset bredbåndshastighed, og den juridiske enhed f.eks. senere flytter til et område med bedre bredbåndshastighed og derfor ønsker at tilslutte sig.
Den foreslåede stk. 2 vedrører personer, der ikke omfattes af den obligatoriske ordning. Som eksempler på personer, der kan tilslutte sig efter stk. 2, kan nævnes: En person, der arbejder i Danmark, men har sin bopæl i udlandet. En hjemløs person uden fast ophold. En person, der ved den obligatoriske ordnings ikrafttrædelse, er registreret udrejst af Danmark. En person, der er bosiddende i udlandet, herunder et andet EU-land, på Færøerne eller i Grønland. En frivillig tilslutning forudsætter, at den pågældende har cpr. nummer og den fornødne digitale signatur.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsætter, at fysiske personer, der ikke omfattes af reglerne i § 3, stk. 1, kan tilslutte sig frivilligt. Den pågældende kan vælge at tilbagekalde sin tilmelding, indtil reglerne om obligatorisk tilmelding træder i kraft. Efter ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1 er den frivillige tilslutning bindende, medmindre den pågældende efter anmodning fritages for tilslutningen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 fastsætter, at fysiske personer, der bliver omfattet af obligatorisk tilslutning, indtil obligatorisk tilslutning er trådt i kraft jf. forslagets § 3, stk. 1, frivilligt kan tilslutte sig Offentlig Digital Post og de pågældende kan vælge at tilbagekalde deres tilmelding. Efter ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1 vil de pågældende automatisk blive omfattet af den obligatoriske tilslutning, uanset om de måtte have tilbagekaldt deres eventuelle frivillige tilslutning til postløsningen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 fastsætter, at juridiske enheder, der bliver omfattet af obligatorisk tilslutning, indtil obligatorisk tilslutning er trådt i kraft jf. forslagets § 3, stk. 2, frivilligt kan tilslutte sig Offentlig Digital Post, og de pågældende kan vælge at tilbagekalde deres tilmelding. Efter ikrafttrædelsen af § 3, stk. 2 vil de pågældende automatisk blive omfattet af den obligatoriske tilslutning, uanset om de måtte have tilbagekaldt deres eventuelle frivillige tilslutning til postløsningen.
Tilmelding efter stk. 3 og 4 sker rent praktisk ved, at den pågældende i postløsningen markerer, at vedkommende ønsker at anvende postløsningen til at kommunikere med offentlige afsendere. Tilmeldingen vil også omfatte myndigheder, der bliver offentlige afsendere på et tidspunkt, der ligger efter den pågældendes tilmelding, jf. § 7.
Frivillig tilslutning omfattes af retsvirkningerne af den foreslåede § 10.
Efter lovens ikrafttræden jf. § 12 stk. 1, betyder en frivillig tilslutning således, at en fysisk person eller juridisk enhed accepterer at modtage digital post fra alle tilsluttede offentlige afsendere, som den pågældende kommunikerer med.