LOV nr 1451 af 10/12/2024
Justitsministeriet
Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven) § 7
Justitsministeren kan fastsætte regler om den tidsmæssige udstrækning af en auktionslederbeskikkelse, jf. §§ 5 og 6.
Forarbejder til Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven) § 7
RetsinformationDet foreslås i § 7, at justitsministeren kan fastsætte regler om den tidsmæssige udstrækning af en auktionslederbeskikkelse, jf. §§ 5 og 6.
Med den foreslåede bestemmelse er det forudsat, at der administrativt vil kunne fastsættes regler om, at en beskikkelse meddeles for en periode på 10 år, og at en meddelt beskikkelse vil kunne forlænges efter ansøgning for en ny 10-årig periode uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Hvis en auktionsleder på grund af f.eks. alderssvækkelse ikke længere vurderes egnet til at forestå frivillige offentlige auktioner, skal beskikkelse således kunne nægtes forlænget.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at der i forhold til beskikkelse af auktionsledere ikke lægges vægt på alder. Det vurderes ligeledes hensigtsmæssigt, at beskikkelsen tidsbegrænses til 10 år med mulighed for forlængelse.
Tilsvarende regulering ses i retsplejeloven for beneficerede advokater, ægtefælleskifteloven for autoriserede bobehandlere og dødsboskifteloven for autoriserede bobestyrere.
Det forudsættes endvidere, at der i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen fastsættes regler om, at en ansøgning om forlængelse skal indgives senest 1 år inden udløbet af en meddelt beskikkelse. En ansøgning, som er indgivet senere end 1 år inden udløbet af den meddelte beskikkelse, kan behandles, hvis fristoverskridelsen er rimeligt begrundet. Der forudsættes også fastsat regler om, hvornår ansøgning om forlængelse tidligst kan ske.
Herudover forudsættes, at der i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om en overgangsordning for auktionsledere, som er meddelt beskikkelse inden lovens ikrafttræden og som fylder 70 år. Disse vil efter ansøgning kunne få forlænget beskikkelsen for en periode på 10 år uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Manglende ansøgning vil medføre, at beskikkelse bortfalder ved udgangen af den måned, hvori auktionslederen fylder 70 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.