Bestemmelsen fastsætter skifterettens saglige kompetence for så vidt angår familieretlige og visse andre boer.
Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til gældende ret. Det foreslås dog som noget nyt, at skifteretten skal kunne behandle sager om deling af ægtefællers fællesbo, uanset om bodelene er negative, jf. nedenfor om forslaget til stk. 1, nr. 1. Endvidere foreslås det som noget nyt, at et skifte kan angå en del af boet, jf. nedenfor om forslaget til stk. 2.
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med redaktionelle ændringer af stk. 1, nr. 4, og stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Bestemmelsens stk. 3 svarer indholdsmæssigt til § 66 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten skal have kompetencen til at dele ægtefællers fællesbo, opløse ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløse ugifte samlevendes sameje om flere aktiver og opløse visse andre boer.
Det foreslås, at sådanne boer skal behandles med bistand fra en bobehandler, jf. lovforslagets kapitel 3 (om ægtefællers fællesbos behandling ved bobehandler) og henvisningen hertil i stk. 3 (om andre boer end ægtefællers fællesbo). Henvisning til bobehandler skal dog ikke ske, hvis parterne forliges eller boet på anden måde afsluttes under et indledende møde i skifteretten, jf. lovforslagets kapitel 2.
Er boet allerede delt ved parternes aftale eller ved en udenlandsk afgørelse, som anerkendes i Danmark, kan skifteretten ikke behandle sagen. Det samme gælder, hvis den, der anmoder om skifte, har udvist en sådan passivitet, at adgangen til skifte af boet er bortfaldet. Skifteretten må i sådanne tilfælde, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt der er noget at dele, træffe afgørelse om sin kompetence efter lovforslagets § 14, eller, hvis en bodelingsaftale mellem ægtefæller ønskes tilsidesat, ændret eller fortolket, henvise vedkommende til at få sagen behandlet efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.
I bestemmelsens stk. 1 fastslås skifterettens kompetence til at behandle deling af fællesboer mellem ægtefæller samt opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at skifteretten behandler sager om deling af ægtefællers fællesbo, uanset om bodelene er negative.
Skifterettens kompetence til at behandle sager om deling af ægtefællers fællesbo, hvor en eller begge bodele er positive, svarer til gældende ret.
Derimod er det nyt, at skifteretten får kompetence til at behandle sager om deling af ægtefællers fællesbo, selv om begge bodele er negative. I dag kan offentligt skifte i en sådan situation alene indledes for at få konstateret, om bodelene er negative, idet dog spørgsmål om krydsende udtagelsesret, jf. den gældende fællesboskiftelovs § 63, stk. 2, i praksis behandles ved skifteretterne, uanset at begge bodele er negative.
Efter forslaget får skifteretten generelt kompetence til at behandle sager om deling af ægtefællers fællesbo, selv om begge bodele er negative. Som eksempler på tilfælde, hvor det kan være relevant at inddrage skifteretten i behandlingen af en sag, hvor begge bodele er negative, kan nævnes, at ægtefællerne er uenige om, til hvilken bodel et aktiv hører, eller om den indbyrdes hæftelse for fælles gæld. Et offentligt skifte kan desuden være nødvendigt for at få dokumentation for, at fællesboet er delt, så der ikke efterfølgende opstår tvivl vedrørende formueforholdet, f.eks. fordi nogle af aktiverne senere stiger i værdi.
Det er en forudsætning for skifterettens behandling af sager efter § 1, stk. 1, nr. 1, at der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt bosondringsdekret eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse, jf. lovforslagets § 10. Det er også en forudsætning, at der ikke er indgået en fuldstændig bodelingsaftale mellem ægtefællerne.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at skifteretten behandler sager om opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver. Skifteretten er således kompetent for så vidt angår spørgsmål om, hvorvidt der i ægteskaber med særeje er opstået sameje om flere aktiver erhvervet under eller før ægteskabet. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at skifteretten behandler sager om opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør. Det er som efter den gældende fællesboskiftelovs § 82 et krav, at der er tale om et bo, for at få skifterettens bistand til deling af aktiverne.
For så vidt angår spørgsmål om opløsning af sameje om et enkelt aktiv kan en eventuel tvist, både ved ægteskaber med særeje og i ugifte samlivsforhold, fortsat ikke behandles af skifteretten. Opløsning af sameje om et enkelt aktiv må derfor fortsat ske på samme måde som opløsning af sameje mellem andre (f.eks. søskende), dvs. normalt ved en frivillig auktion gennem fogedretten, medmindre andet er aftalt, og eventuelle tvister om, hvad der er aftalt, vil skulle behandles af fogedretten eller civilretten.
De foreslåede regler i lovforslagets kapitel 2 og 3 om møder i skifteretten om fællesboskifte og om fællesboets behandling ved bobehandler er umiddelbart knyttet til § 1, stk. 1, nr. 1, da bestemmelserne i disse kapitler gør brug af ordet »ægtefælle« og angår »fællesboskifte«. Som det fremgår af det foreslåede stk. 3, behandles boer som omhandlet i stk. 1, nr. 2-4, imidlertid efter samme regler.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at skifteretten behandler sager om opløsning af andre boer end nævnt i nr. 1-3, herunder interessentskabsboer og lignende, som ikke behandles efter konkursreglerne. Bestemmelsen er sammen med nr. 2 og 3 en videreførelse af gældende ret, jf. fællesboskiftelovens § 82. Kravet om, at der skal være et bo, indebærer som udtrykkeligt nævnt i nr. 2 og 3, at der skal være tale om en flerhed af aktiver. Sager omfattet af nr. 4 skal også behandles efter de regler, der foreslås for fællesboskifter, jf. det foreslåede stk. 3.
Der foreslås i stk. 2 som noget nyt indført adgang til, at en anmodning om bistand til skifte kan begrænses til en del af boet (partielt skifte). Bestemmelsen skal understøtte mulighederne for at foretage et privat skifte, således at parterne privat kan skifte den del af boet, som de kan nå til enighed om. Er der enkelte elementer, som parterne ikke kan nå til enighed om, kan de gå til skifteretten og få foretaget et partielt skifte. Er der alene uenighed mellem ægtefæller om et enkelt aktiv eller et enkelt spørgsmål, må dette dog søges løst under en sag om en enkelttvist, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Tvister mellem andre end ægtefæller om et enkelt aktiv eller et enkelt spørgsmål hører efter forslaget ikke under skifteretten, hvilket svarer til gældende ret. Sådanne tvister mellem andre end ægtefæller vil derfor også fremover skulle indbringes for de almindelige domstole.
Hvis der er indledt offentligt skifte af en del af boet, vil bobehandlingen efter anmodning fra en part (herunder en anden part end den, der oprindelig anmodede om skifte) efterfølgende kunne udvides til at omfatte en større del af boet eller eventuelt hele boet. Dette forudsætter dog, at de almindelige betingelser for skifte af den yderligere del af boet er opfyldt, herunder at der ikke foreligger en bindende aftale eller afgørelse om deling af den yderligere del af boet, og at retten til at kræve bodeling af den yderligere del af boet ikke er bortfaldet ved passivitet.
Det bemærkes i den forbindelse, at behandling ved skifteretten af deling af ægtefællers fællesbo, jf. stk. 1, nr. 1, og opløsning af ægtefællernes sameje om flere særejeaktiver, jf. stk. 1, nr. 2, kun kan ske som én samlet bobehandling. Hvis en sag om deling af ægtefællers fællesbo er indbragt for skifteretten, og en af ægtefællerne indgiver anmodning om skifterettens bistand til opløsning af ægtefællernes sameje om flere særejeaktiver, anses anmodningen således som en anmodning om at inddrage opløsningen af ægtefællernes sameje om flere særejeaktiver under den verserende bobehandling. Tilsvarende gælder, at hvis en sag om opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver er indbragt for skifteretten, og en af ægtefællerne indgiver anmodning til skifteretten om bistand til deling af ægtefællernes fællesbo, anses anmodningen som en anmodning om at inddrage delingen af ægtefællernes fællesbo under den verserende bobehandling.
En anmodning om at udvide bobehandlingen til at omfatte en større del af boet udløser ikke betaling af ny retsafgift efter den foreslåede § 34 a i retsafgiftsloven (lovforslagets § 85, nr. 4). Derimod skal skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven beregnes af den del af boet, der på noget tidspunkt har været omfattet henvisningen til bobehandler. Hvis parterne efter henvisningen til bobehandler således udvider bobehandlingen til at omfatte en større del af boet, skal afgiften beregnes efter de aktiver, der efter udvidelsen er omfattet af bobehandlingen. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 34 b.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets kapitel 2-5 med undtagelse af §§ 10 og 44 skal finde tilsvarende anvendelse i sager som nævnt i stk. 1, nr. 2-4, dvs. sager om opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver og opløsning af visse andre boer.
Lovforslagets kapitel 2 angår møder i skifteretten om fællesboskifte før henvisning til bobehandler. Henvisningen i det foreslåede stk. 3 indebærer, at de foreslåede regler finder tilsvarende anvendelse på andre boer, som behandles af skifteretten i medfør af § 1. Dette gælder dog ikke lovforslagets § 10 om, hvornår anmodning om bistand til deling af ægtefællers fællesbo tidligst kan indgives til skifteretten.
Lovforslagets kapitel 3 og 4 angår ægtefællers fællesbos behandling ved bobehandler og skifterettens behandling af boopgørelser. Henvisningen i det foreslåede stk. 3 indebærer, at de foreslåede regler finder tilsvarende anvendelse på andre boer, som behandles af skifteretten i medfør af § 1.
Lovforslagets kapitel 5 angår omkostninger ved bobehandlingen i sager mellem ægtefæller. Henvisningen i det foreslåede stk. 3 indebærer, at de foreslåede regler finder tilsvarende anvendelse på andre boer, som behandles af skifteretten i medfør af § 1. Dette gælder dog ikke lovforslagets § 44 om en ægtefælles subsidiære hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet.
Det foreslåede stk. 3 svarer som nævnt indholdsmæssigt til § 66 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Henvisningen til lovforslagets kapitel 6, der indeholder regler om bobehandlere, er dog udgået som overflødig, idet de foreslåede regler i lovforslagets kapitel 6 efter deres indhold ikke er begrænset til skifte af ægtefællers fællesbo. Det er samtidig præciseret, at lovforslagets § 10 ikke finder anvendelse i andre sager end sager om ægtefællers fællesbo.
Det bemærkes, at henvisningen i § 66 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast til lovudkastets §§ 5-8 ikke er medtaget i lovforslaget, idet lovforslagets §§ 4-8 (som erstatter §§ 5-8 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast) er formuleret således, at de direkte omfatter alle boer omfattet af § 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen fastsætter skifterettens saglige kompetence for så vidt angår sager om enkelttvister under en bobehandling eller et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver samt visse andre tvister mellem ægtefæller.
Bestemmelsen udvider skifterettens kompetence i forhold til gældende ret, jf. nærmere nedenfor.
Bestemmelsens stk. 1, 2 og 4 bygger på §§ 2 og 68 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet der dog ud over en vis omstrukturering og visse præciseringer også er foretaget enkelte indholdsmæssige ændringer. Det foreslås således, at skifteretten også skal have kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, hvorimod tvister vedrørende et enkelt særejeaktiv, der rejses uafhængigt af en bodeling eller et særejekompensationskrav, ikke skal være omfattet af skifterettens kompetence.
Bestemmelsens stk. 3 svarer til § 3 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten skal have kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo som nævnt i lovforslagets § 1 eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.
Det foreslås endvidere som noget nyt, at skifteretten skal behandle tvister mellem ægtefæller om særejekompensationskrav (»urimeligt ringe«-reglen) samt sager om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af bodelingsaftaler. Sådanne tvister behandles i dag ved de almindelige domstole, heraf nogle som ægteskabssager, jf. retsplejelovens kapitel 42.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten behandler sager om enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af et bo efter lovforslagets § 1 eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.
Skifteretten vil således være kompetent til at behandle alle enkelttvister i forbindelse med bobehandlingen, der opstår under et skifte efter lovforslagets § 1, og parterne vil ikke være tvunget til forumskifte, idet bestemmelsen indebærer, at den skifteret, der behandler boet, ikke blot har saglig, men også international og stedlig kompetence til at behandle sådanne tvister.
Forslaget indebærer bl.a., at enkelttvister mellem ugifte samlevende, der opstår ved en opløsning af sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør, vil høre under skifterettens kompetence, hvis de ugifte samlevende har et bo, der behandles ved skifteretten. Som eksempler kan nævnes en tvist om et kompensationskrav eller om den indbyrdes hæftelse for fælles gæld.
Af bestemmelsen følger endvidere, at skifteretten har kompetence til at behandle alle enkelttvister, der opstår under ægtefællers private deling af fællesboet. I forhold til gældende ret foreslås således den ændring, at skifterettens kompetence i sådanne tilfælde er obligatorisk og ikke forudsætter enighed mellem ægtefællerne. Vederlagskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 23 (jf. det foreslåede nr. 3) hører dog allerede efter gældende ret obligatorisk under skifterettens kompetence også i tilfælde af privat deling af ægtefællers fællesbo.
Endvidere vil skifteretten som noget nyt også have kompetence til at behandle enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver.
Skifteretten vil derimod fortsat ikke have kompetence til at behandle sager om enkelttvister (f.eks. om et kompensationskrav eller om den indbyrdes hæftelse for fælles gæld) mellem ugifte samlevende, der ikke skifter, eller som skifter privat. Det samme gælder andre boer (herunder interessentskabsboer), der skiftes privat. Sådanne enkelttvister vil i givet fald i stedet skulle indbringes for de almindelige domstole, hvilket svarer til gældende ret.
Skifterettens kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte, omfatter også tilfælde, hvor sagens udfald kan have betydning for, om der i det hele taget foreligger et bo. Som eksempel kan nævnes en tvist om fortolkningen eller gyldigheden af en særejeægtepagt eller en særejebestemmelse, hvor den ene part hævder, at der er særeje om alle ægtefællernes ejendele (eller om alle ejendele, som ægtefællerne ikke allerede har delt ved aftale). Som et andet eksempel kan nævnes en tvist om ejerskabet til flere særejeaktiver.
Skifterettens kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte, forudsætter, at boet ikke allerede er delt. Er der tvist herom, kan skifteretten imidlertid under sagen tage stilling til, om boet er delt. Hvis skifteretten kommer frem til, at boet ikke er delt, behandler og afgør skifteretten herefter den pågældende enkelttvist. Hvis skifteretten derimod kommer frem til, at boet er delt, afviser skifteretten at behandle den pågældende enkelttvist. Hvis det er nødvendigt for at tage stilling til kompetencen til at behandle en enkelttvist, kan skifteretten i den forbindelse også tage stilling til gyldigheden af en bodelingsaftale. I et sådant tilfælde vil skifteretten således om nødvendigt skulle træffe afgørelse om bodelingsaftalens gyldighed og ikke – som det efter omstændighederne kan være tilfældet ved en anmodning om offentligt skifte efter lovforslagets § 1 – henvise den ægtefælle, der ønsker bodelingsaftalen tilsidesat, til at anlægge en selvstændig sag om bodelingsaftalens gyldighed efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.
Skifterettens kompetence efter det foreslåede stk. 1 omfatter alle enkelttvister i forbindelse med bodelingen, herunder f.eks. om fordelingen af aktiver og passiver, om kompensationskrav, om refusionskrav, om omfanget af særejer og rettigheder omfattet af lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, og om i hvilket omfang gæld kan tages i betragtning.
Tvister som nævnt i nr. 1 kan forekomme i alle boer omfattet af lovforslagets § 1. Tvister som nævnt i nr. 2-4 kan derimod kun forekomme ved skifte af ægtefællers fællesbo, mens tvister som nævnt i nr. 5 og 6 kan forekomme dels ved skifte af ægtefællers fællesbo, dels i forbindelse med opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver.
Efter nr. 1 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver. Som eksempler kan nævnes tvister om, hvilke aktiver og passiver der indgår i boet, om værdiansættelsen af et aktiv eller passiv og om, hvem der skal have udlagt et aktiv eller passiv.
For så vidt angår skifte af ægtefællers fællesbo kan som yderligere eksempler nævnes tvister om anvendelsen af de materielle delingsregler i lovforslagets §§ 59-62 om forlods udtagelse af genstande til personligt brug eller til børnenes brug eller af bohave mv. og skævdeling ved omstødelse af ægteskab eller kortvarigt ægteskab samt om anvendelsen af lovforslagets § 63 om krydsende udtagelsesret, eksempelvis til familiens bolig.
Efter nr. 2 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om opgørelsen af bodelene og i givet fald den del heraf, der indgår i bodelingen. Som eksempler kan nævnes tvister om, til hvis bodel et aktiv eller passiv hører (herunder om, hvorvidt der er opstået sameje om et aktiv, og om fortolkningen og gyldigheden af gaveægtepagter), om afgrænsningen af bodelene over for eventuelle særejer (herunder om fortolkningen og gyldigheden af særejeægtepagter og særejebestemmelser), om omfanget af rettigheder efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, og om forlods udtagelse af pensionsrettigheder efter lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 b og 16 c (herunder om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 16 h).
Efter nr. 3 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om vederlagskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 23.
Efter nr. 4 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om pensionskompensationskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 d-16 f.
Efter nr. 5 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om afgrænsningen af særejer over for hinanden (afgrænsningen af særejer over for fælleseje er omfattet af nr. 2), herunder om, til hvis særeje et aktiv hører, om, hvorvidt der er opstået sameje om et særejeaktiv, og om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter og særejebestemmelser.
Efter nr. 6 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om særejekompensationskrav, jf. lovforslagets § 67, der viderefører ægteskabslovens § 56 med de ændringer, der følger af forslaget om, at sådanne kompensationskrav fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten. Dette er en ændring i forhold til gældende ret.
Som for de øvrige numre i stk. 1 er det en forudsætning, at sagen indbringes enten under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1 eller i forbindelse med privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver. Herudover kan en selvstændig sag om særejekompensationskrav imidlertid indbringes for skifteretten efter det foreslåede stk. 2.
Opregningen i nr. 1-6 er ikke udtømmende. Som eksempel på en tvist, som ikke er direkte nævnt, kan nævnes krav om godtgørelse i anledning af omstødelse af ægteskab, jf. ægteskabslovens § 26. Også behandlingen af et sådant krav (der er sjældent forekommende) vil være omfattet af bestemmelsen.
Som et andet eksempel kan nævnes en tvist om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på ægtefællers formueordning. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er noget til hinder for, at en dansk skifteret anvender udenlandske regler om opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver. Opregningen i nr. 1-6 vil i en sådan situation skulle forstås på den måde, at de enkelte numre omfatter tilsvarende tvister efter de anvendelige udenlandske regler. Da opregningen som nævnt ikke er udtømmende, vil skifteretten endvidere i en sådan situation kunne behandle andre former for enkelttvister, som måtte være relevante under en bodeling, der sker efter udenlandsk materiel ret. Det bemærkes, at skifteretten altid anvender danske processuelle regler.
Et sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1 vil kunne angå en eller flere tvister.
Om skifterettens behandling af enkelttvister under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver henvises i øvrigt til lovforslagets § 66 om, hvornår sagen tidligst kan indbringes for skifteretten, og om skifterettens mulighed for at afvise at behandle en sag om en enkelttvist under et privat skifte, hvis den efter sit omfang og karakter bør behandles under et skifte efter lovforslagets § 1.
Bestemmelsens stk. 2 angår selvstændige sager om visse familieformueretlige tvister, der opstår mellem ægtefæller uafhængigt af, om der er et bo at dele. Der er tale om sager, som i dag hører under de almindelige domstole, og det foreslås, at de fremover skal høre under skifteretten.
Stk. 2 angår alene sager mellem ægtefæller, ikke sager mellem ugifte samlevende eller mellem parterne i andre boer. Tvister mellem andre end ægtefæller om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af en bodelingsaftale må i givet fald indbringes for de almindelige domstole.
Tvister om ægtefællers bodelingsaftaler kan ikke behandles som en enkelttvist efter det foreslåede stk. 1, uanset om tvisten opstår under privat skifte eller under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1. Der må i givet fald i stedet anlægges en selvstændig sag efter stk. 2. Skifteretten kan imidlertid som led i en afgørelse om sin kompetence til at behandle et bo efter lovforslagets § 1 tage stilling til, om skifte er udelukket som følge af en foreliggende bodelingsaftale. Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til stk. 1 kan skifteretten endvidere om nødvendigt som led i en afgørelse om sin kompetence til at behandle en enkelttvist under et privat skifte tage stilling til, om sagsanlæg efter stk. 1 er udelukket som følge af en foreliggende bodelingsaftale.
Stk. 2, nr. 1, angår ligesom stk. 1, nr. 6, særejekompensationskrav, jf. lovforslagets § 67, og det er som nævnt en ændring i forhold til gældende ret, at sådanne krav fremover skal behandles ved skifteretten og ikke længere som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse. Under en sådan sag om et særejekompensationskrav vil der også, i det omfang det er relevant for at kunne tage stilling til kravet, kunne træffes afgørelse om afgrænsning af særejer, herunder i givet fald om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter og særejebestemmelser. Bestemmelsen skal endvidere forstås på den måde, at skifteretten har kompetence, selv om der alene er nedlagt subsidiær påstand om særejekompensation, mens den principale påstand angår ejerskabet til et særejeaktiv.
Med hensyn til de tidsmæssige betingelser for, at et sådant krav kan indbringes for skifteretten, henvises til lovforslagets § 67, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen skal ligesom stk. 1, nr. 6, forstås på den måde, at den omfatter den type af krav, som i dansk ret reguleres af lovforslagets § 67, stk. 1. Bestemmelsen omfatter således også tilsvarende krav, som gøres gældende i medfør af udenlandsk ret i tilfælde, hvor danske lovvalgsregler indebærer, at spørgsmålet skal afgøres efter udenlandsk ret.
Stk. 2, nr. 2, angår sager om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af bodelingsaftaler. Bestemmelsen gælder, uanset om aftalen er indgået før eller efter separation eller skilsmisse, og hvad enten en part påberåber sig ægteskabslovens § 58 eller aftalelovens kapitel 3, herunder § 36. I dag behandles sager om anfægtelse af bodelingsaftaler indgået med henblik på separation eller skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 58, som en ægteskabssag, jf. retsplejelovens § 448, hvorimod andre sager om anfægtelse af bodelingsaftaler behandles som en almindelig civil sag.
I tilfælde, hvor skifteretten ikke behandler et bo efter lovforslagets § 1 og der heller ikke foregår privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, har skifteretten kun kompetence i de tilfælde, der fremgår af det foreslåede stk. 2. Skifteretten har således f.eks. ikke kompetence til at afgøre en selvstændig sag om ejerskabet til et enkelt aktiv, hvis skifteretten ikke behandler et bo efter lovforslagets § 1 og der heller ikke foregår privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver eller er fremsat krav om særejekompensation. En sådan tvist vil derfor i givet fald skulle indbringes for de almindelige domstole. Det samme gælder, hvis en ægtefælle under ægteskabet, uden at der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse mv., ønsker at føre retssag om fortolkningen eller gyldigheden af en ægtepagt eller særejebestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten kan henvise en sag om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af en bodelingsaftale, der også angår andet end bodelingen (såkaldte pakkeaftaler eller blandede aftaler), til de almindelige domstole.
Den foreslåede bestemmelse skal på den ene side sikre, at skifterettens ekspertise udnyttes for så vidt angår sager, der reelt alene angår bodelingsspørgsmål, men på den anden side sikre, at skifteretten ikke gøres kompetent på andre områder.
Hvis en aftale også omfatter andet end bodelingen, vil det vil f.eks. kunne dreje sig om ægtefællebidrag.
Anfægtelse af aftaler, der kun angår ægtefællebidrag, kan behandles som en ægteskabssag ved de almindelige domstole efter retsplejelovens § 448, nr. 5 (som foreslås ændret ved lovforslagets § 81, nr. 7).
Hvis der anlægges sag om en bodelingsaftale, der indeholder spørgsmål om ægtefællebidrag, bør skifteretten som udgangspunkt henvise sagen til de almindelige domstole. I tilfælde, hvor spørgsmålet om gyldigheden af aftalen reelt alene går på bodelingen, bør skifteretten dog behandle sagen. Et eksempel kunne være, at det i bodelingsaftalen er gengivet, hvad der skal betales i ægtefællebidrag, men hvor dette ikke er kædet sammen med resultatet af selve bodelingen.
Stk. 3 er en del af de foreslåede regler om skifterettens saglige kompetence, som skal påses af skifteretten ex officio. Skifteretten kan således også af egen drift henvise en sag til de almindelige domstole i medfør af stk. 3. I grænsetilfælde vil skifteretten dog også kunne tage hensyn til parternes synspunkter med hensyn til, om sagen bør behandles ved skifteretten eller de almindelige domstole.
Det foreslås i stk. 4, at sager som nævnt i stk. 1 og 2 skal behandles efter retsplejelovens regler om civile retssager, jf. dog lovforslagets § 5 om international kompetence. Det foreslås endvidere, at lovforslagets §§ 68 og 72 skal finde tilsvarende anvendelse i sådanne sager.
Lovforslagets § 68 om, at retsmøder i skifteretten foregår for lukkede døre, gælder således også i retssager efter lovforslagets § 2. Det samme gælder forbuddet om ved offentlig gengivelse af domme og kendelser at offentliggøre identiteten på nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen.
Endvidere gælder lovforslagets § 72 om adgang til at anvende vidnetvang over for en part også i retssager efter lovforslagets § 2.
Det foreslåede stk. 1 indebærer som nævnt, at en skifteret, der behandler et bo efter lovforslagets § 1, har international og stedlig kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af boet. Hvis en sag om en enkelttvist er indbragt for skifteretten i forbindelse med privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, og boet efterfølgende indbringes for en anden skifteret til bobehandling efter lovforslagets § 1, bør den skifteret, hvor sagen om en enkelttvist verserer, endvidere som udgangspunkt henvise sagen til den skifteret, hvor boet behandles.
Med lovforslagets § 5 foreslås en særlig regel om skifterettens internationale kompetence i sager om enkelttvister under privat deling af ægtefællers fællesbo og sameje om flere særejeaktiver, jf. stk. 1, og i selvstændige sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. stk. 2.
I øvrigt behandles sager omfattet af § 2 efter retsplejelovens almindelige regler om civile retssager. Sagen anlægges således ved indlevering af stævning til skifteretten, jf. retsplejelovens § 348, og der skal betales retsafgift efter retsafgiftslovens kapitel 1, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 85, nr. 7).
Henlæggelsen af kompetencen til skifteretten indebærer ikke, at retsplejelovens § 226 er fraveget, og der er således mulighed for efter anmodning fra en part at henvise en sag af principiel karakter til behandling ved landsretten som første instans. Der er også mulighed for i givet fald at behandle sagen med flere juridiske dommere i byretten efter reglerne i retsplejelovens § 12, stk. 3.
Sager efter § 2 behandles efter retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav (småsagsprocessen), i det omfang det følger af retsplejelovens §§ 400-402.
Retsplejelovens almindelige regler om appel finder anvendelse på skifterettens afgørelse af sager efter lovforslagets § 2 og på skifterettens afgørelser under behandlingen af en sådan sag. Behandlingen og afgørelsen af flere sager efter § 2, der verserer samtidig ved skifteretten, vil kunne forenes efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav, jf. retsplejelovens kapitel 23.
Sager efter § 2 afgøres ved dom, og retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger i kapitel 30 finder anvendelse, herunder således at den tabende part som udgangspunkt skal betale sagsomkostninger til den vindende part. Det forudsættes således, at den gældende praksis, hvorefter der kun ganske sjældent tilkendes sagsomkostninger i forbindelse med afgørelsen af tvister i forbindelse med ægtefælleskifter, ikke videreføres i forhold til sager efter § 2. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis begge ægtefæller f.eks. ved sammenblanding af formuen eller uklare aftaler i væsentlig grad har medvirket til den retsuvished, der førte til tvisten, kan det efter den almindelige regel i retsplejelovens § 312, stk. 2, tale for, at den tabende part ikke pålægges at betale sagsomkostninger til den vindende part.
De almindelige regler i retsplejelovens kapitel 31 om fri proces finder ligeledes anvendelse i sager efter § 2. De foreslåede særlige regler om fri proces til bobehandlingen, jf. lovforslagets § 81, nr. 2-5, omfatter således ikke sager efter § 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen fastslår, at loven ikke gælder for dødsboer eller skifte af længstlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens denne lever. Sådanne skifter behandles efter reglerne i dødsboskifteloven, jf. denne lovs § 1. Det gælder, selv om deling af et fællesbo indgår i behandlingen.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret og svarer med en redaktionel ændring til § 4 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen omhandler danske skifteretters internationale kompetence i sager om behandling af et bo efter lovforslagets § 1.
Bestemmelsen udvider skifteretternes internationale kompetence i forhold til gældende ret samtidig med, at justitsministerens adgang til at henvise et bo til behandling ved en dansk skifteret ophæves. Bestemmelsen indeholder endvidere som noget nyt en særskilt regulering af den internationale kompetence i sager om behandling af en sammenslutnings bo.
Bestemmelsen bygger i et vist omfang på §§ 8, 66 og 67 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast, men adskiller sig herfra på en række punkter. Der foreslås således en videre kompetence for skifteretten, men til gengæld foreslås justitsministerens adgang til at henvise et bo til behandling ved en dansk skifteret ikke videreført. Desuden foreslås det at angive den internationale kompetence direkte og ikke gennem henvisning til reglerne om stedlig kompetence og at angive kompetencen i én samlet bestemmelse for alle boer, og der foreslås en mere udførlig bestemmelse om den internationale kompetence i sager om behandling af en sammenslutnings bo.
Det foreslås i stk. 1, at anmodning om skifte efter lovforslagets § 1 kan indgives til en dansk skifteret, hvis en af parterne har bopæl i Danmark.
I forhold til gældende ret er det nyt, at skifteretten obligatorisk har international kompetence, når blot en af parterne har bopæl i Danmark. Efter gældende ret har skifteretten kun obligatorisk international kompetence, hvis den part, mod hvem anmodningen om skifte er rettet, har bopæl i Danmark, eller hvis den part, der anmoder om skifte, har bopæl i Danmark i den retskreds, hvor parterne senest har haft fælles bopæl. I andre tilfælde er der efter gældende ret kun international kompetence i Danmark, hvis justitsministeren bestemmer det.
Med bopæl forstås processuel bopæl, jf. retsplejelovens § 235, stk. 2, dvs. den pågældendes varige hjem for sig selv og sin eventuelle husstand, hvor den pågældendes ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor den pågældende opholder sig, når ikke særlige grunde – f.eks. ferie, studie- eller forretningsrejser, sygdom eller strafafsoning – medfører midlertidigt ophold et andet sted.
Det kræves således ikke, at den pågældende har domicil i Danmark i internationalprivatretlig forstand.
På den anden side er midlertidigt ophold i Danmark, f.eks. i studieøjemed, ikke tilstrækkeligt, når den pågældende har bevaret sin bopæl i udlandet.
Det foreslås i stk. 2, at hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, men mindst en af dem har tilknytning til Danmark, kan parterne, når tvisten er opstået, aftale, at en anmodning om skifte kan indgives her i landet. Bestemmelsen som sådan er ny, men justitsministeren har efter gældende ret mulighed for i sådanne tilfælde at henvise sagen til behandling ved en dansk skifteret. Efter forslaget får parterne imidlertid en direkte adgang til, når tvisten er opstået, at aftale, at anmodning om skifte kan indgives her i landet, og spørgsmålet vil ikke længere skulle forelægges for Justitsministeriet.
Modsætningsvis kan parterne ikke med retsvirkning indgå aftale om værneting i Danmark, før tvisten er opstået.
Det er en betingelse, at mindst en af parterne har tilknytning til Danmark. Tilknytningen til Danmark kan f.eks. bestå i en parts danske statsborgerskab, at retsforholdet mellem parterne (f.eks. formueforholdet mellem ægtefæller) er underlagt dansk ret, eller at der er betydelige aktiver i Danmark.
Det foreslåede stk. 2 giver ikke parterne mulighed for – heller ikke når tvisten er opstået – at aftale, at danske domstole ikke skal have kompetence til at behandle en anmodning om skifte. Hvis der er indgivet anmodning om skifte i udlandet på grundlag af en aftale mellem parterne om kompetence i det pågældende land, vil almindelige processuelle principper om litis pendens dog efter omstændighederne kunne være til hinder for skiftebehandling her i landet.
I stk. 3 foreslås en særlig regel om danske skifteretters internationale kompetence i sager om skifte efter lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo. De foreslåede regler i stk. 1 og 2 om international kompetence i Danmark på grundlag af henholdsvis en parts bopæl og parternes aftale finder ikke anvendelse på skifte af sådanne boer.
Det foreslåede stk. 3 angår kun skifte af en sammenslutnings bo. Ved en sammenslutning forstås f.eks. et interessentskab. En sammenslutning skal ses i modsætning til tilfælde, hvor der blot består et sameje om flere aktiver, og den internationale kompetence ved skifte af et sameje om flere aktiver reguleres af stk. 1 og 2.
Det foreslås, at anmodning om skifte af en sammenslutnings bo kan indgives til en dansk skifteret, hvis sammenslutningen har hjemting her.
Det fremgår af retsplejelovens § 238, stk. 1, at en sammenslutning har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, dvs. det faktiske hovedsæde, hvorfra sammenslutningen ledes. Det fremgår videre, at en sammenslutning, der ikke har noget hovedkontor, har hjemting i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.
En anmodning om opløsning af en sammenslutning kan således for det første indbringes for en dansk skifteret, hvis sammenslutningens faktiske hovedsæde er i Danmark. En sådan anmodning kan endvidere indbringes for en dansk skifteret, hvis sammenslutningen ikke har noget hovedkontor noget sted i verden og mindst ét medlem af sammenslutningens bestyrelse eller direktion har bopæl i Danmark.
Det foreslås i stk. 4, at en anmodning om skifte af den del af et bo, der befinder sig her i landet, kan indgives til en dansk skifteret, hvis de pågældende aktiver ikke inddrages under en bobehandling i udlandet. Bestemmelsen som sådan er ny, men justitsministeren har efter gældende ret mulighed for i sådanne tilfælde at henvise sagen til behandling ved en dansk skifteret. Efter forslaget får en part imidlertid en direkte adgang til under de angivne betingelser at indgive anmodning om skifte her i landet, og spørgsmålet vil ikke længere skulle forelægges for Justitsministeriet. Det vil i givet fald påhvile den, der anmoder om skifte i Danmark, at sandsynliggøre, at aktiverne ikke vil blive inddraget under en bobehandling i udlandet.
Der foreslås ikke lovregler om litis pendens, og det vil være overladt til domstolene at træffe afgørelse herom ud fra almindelige processuelle principper.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår danske skifteretters internationale kompetence i sager efter lovforslagets § 2, stk. 1, om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, og selvstændige sager mellem ægtefæller efter § 2, stk. 2, om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler.
I forhold til gældende ret udvider bestemmelsen skifterettens internationale kompetence i samme omfang som beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 4. Herudover sker der en udvidelse af den internationale kompetence med hensyn til nogle af de sager, som efter gældende ret hører under de almindelige domstole, men som efter lovforslaget hører under skifterettens kompetence, jf. lovforslagets § 2.
Bestemmelsen har ikke noget direkte modstykke i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, hvor det må antages at være forudsat, at den internationale kompetence i disse sager skulle afgøres efter retsplejelovens almindelige regler, jf. herved lovudkastets § 68, stk. 1.
Bestemmelsen omfatter sager efter lovforslagets § 2, stk. 1, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, samt selvstændige sager mellem ægtefæller efter lovforslagets § 2, stk. 2, om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af lovforslagets § 2, stk. 1, at sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo omfattet af lovforslagets § 1, i givet fald skal indbringes for den skifteret, der behandler boet.
Det foreslås i stk. 1, at en sådan sag kan anlægges ved en dansk skifteret, hvis en af ægtefællerne (sagsøgeren eller sagsøgte) har bopæl i Danmark. Med hensyn til, hvad der forstås ved bopæl, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at hvis ingen af ægtefællerne har bopæl i Danmark, men mindst en af dem har tilknytning til Danmark, kan ægtefællerne, når tvisten er opstået, aftale, at sagen kan anlægges her i landet. Modsætningsvis kan ægtefællerne ikke med retsvirkning indgå aftale om værneting i Danmark, før tvisten er opstået. Det er endvidere en betingelse, at mindst en af ægtefællerne har tilknytning til Danmark. Tilknytningen til Danmark kan f.eks. bestå i en ægtefælles danske statsborgerskab, at formueforholdet mellem ægtefællerne er underlagt dansk ret, eller at der er betydelige aktiver i Danmark.
I forhold til gældende ret, hvor sager omfattet af lovforslagets § 2, stk. 2, hører under de almindelige domstole, er der for disse sagers vedkommende i de fleste tilfælde tale om en vis udvidelse af den internationale kompetence. Det gælder sager om særejekompensationskrav og sager om anfægtelse af bodelingsaftaler indgået med henblik på separation eller skilsmisse, der i dag behandles som ægteskabssager, hvor den internationale kompetence fremgår af retsplejelovens § 448 c. I sager om anfægtelse af bodelingsaftaler i øvrigt, der i dag behandles som almindelige civile sager, er udvidelsen af den internationale kompetence noget større, idet der i sådanne sager efter gældende ret typisk kun vil være international kompetence i Danmark, hvis sagsøgte har hjemting i Danmark.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens stedlige kompetence i sager om behandling af et bo efter lovforslagets § 1 i tilfælde, hvor parterne ikke har aftalt noget om værnetinget.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til gældende ret, jf. fællesboskiftelovens § 64 a. Dog foreslås justitsministerens adgang til at bestemme, hvilken skifteret der skal behandle sagen, hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, ikke videreført. I stedet foreslås det, at sagen i sådanne tilfælde skal indbringes for Københavns Byret (medmindre parterne aftaler andet, jf. herom lovforslagets § 7).
Bestemmelsen bygger på §§ 5, 66 og 67 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, men er opbygget anderledes end disse bestemmelser, idet det foreslås at angive den stedlig kompetence i én samlet regel for alle boer, og idet der foreslås en mere udførlig bestemmelse om den stedlige kompetence i sager om behandling af en sammenslutnings bo. Endvidere er forslaget om, at justitsministeren i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, skal træffe afgørelse om den stedlige kompetence, ikke medtaget.
Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, når tvisten er opstået, jf. lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen angår som nævnt sager om behandling af et bo efter lovforslagets § 1. Bestemmelsen bliver dermed indirekte også afgørende for værnetinget for sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo, eftersom sådanne sager skal anlægges ved den skifteret, hvor boet behandles, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Hvad angår den stedlige kompetence i sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og selvstændige sager omfattet af lovforslagets § 2, stk. 2, anvendes retsplejelovens almindelige værnetingsregler. Dette indebærer navnlig, at sagen kan anlægges ved sagsøgtes hjemting, jf. retsplejelovens § 235, eller et aftalt værneting, jf. retsplejelovens § 245. Hvis sagsøgte ikke har hjemting i Danmark og parterne ikke har aftalt noget om værnetinget, kan sagen anlægges ved sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren heller ikke har hjemting i Danmark, ved Københavns Byret, jf. princippet i retsplejelovens § 247, stk. 2.
Det foreslåede stk. 1 angår tilfælde, hvor parterne har eller tidligere har haft fælles bopæl i Danmark, og hvor mindst en af parterne fortsat har bopæl i samme retskreds. Det foreslås, at en anmodning om skifte efter lovforslagets § 1 i sådanne tilfælde skal indgives til skifteretten på dette sted.
Det er uden betydning, hvor lang tid der er forløbet, siden parterne havde fælles bopæl i den pågældende retskreds, når blot de ikke siden har haft fælles bopæl et andet sted. Sagsanlæg efter stk. 1 kan således kun ske i den retskreds, hvor parterne senest har haft fælles bopæl (eller fortsat har fælles bopæl).
Det er ligeledes uden betydning, om begge parter i en mellemliggende periode har været fraflyttet retskredsen, når blot mindst en af parterne på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen til skifteretten har bopæl i den pågældende retskreds.
Med hensyn til, hvad der forstås ved bopæl, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2 angår tilfælde, hvor parterne aldrig har haft fælles bopæl i Danmark, eller hvor ingen af dem længere bor i den retskreds i Danmark, hvor de senest har haft fælles bopæl. Det foreslås, at en anmodning om skifte efter lovforslagets § 1 i sådanne tilfælde skal indgives til skifteretten på det sted, hvor den, anmodning er rettet mod, har bopæl, eller, hvis denne ikke har bopæl i Danmark, på det sted, hvor den, der indgiver anmodningen har bopæl. Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, skal anmodningen indgives til Københavns Byret.
I stk. 3 foreslås en særlig regel om skifterettens stedlige kompetence i sager om skifte efter lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo. De foreslåede regler i stk. 1 og 2 om stedlig kompetence på grundlag af en parts bopæl mv. finder ikke anvendelse på skifte af sådanne boer.
Det foreslåede stk. 3 angår kun skifte af en sammenslutnings bo. Ved en sammenslutning forstås f.eks. et interessentskab. En sammenslutning skal ses i modsætning til tilfælde, hvor der blot består et sameje om flere aktiver, og den stedlige kompetence ved skifte af et sameje om flere aktiver reguleres af stk. 1 og 2.
Det foreslås, at anmodning om skifte af en sammenslutnings bo indgives til skifteretten på det sted, hvor sammenslutningen har hjemting.
Det fremgår af retsplejelovens § 238, stk. 1, at en sammenslutning har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, dvs. det faktiske hovedsæde, hvorfra sammenslutningen ledes. Det fremgår videre, at en sammenslutning, der ikke har noget hovedkontor, har hjemting i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.
En anmodning om opløsning af en sammenslutning kan således for det første indbringes for skifteretten på det sted, hvor sammenslutningens faktiske hovedsæde er beliggende. Hvis sammenslutningen ikke har noget hovedkontor, kan en sådan anmodning i stedet indbringes for skifteretten på det sted, hvor mindst ét medlem af sammenslutningens bestyrelse eller direktion har bopæl.
Om den stedligt kompetente skifterets adgang til at henvise sagen til behandling ved en anden skifteret henvises til lovforslagets § 8.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår parternes aftale om skifterettens stedlige kompetence i sager om behandling af et bo efter lovforslagets § 1.
Bestemmelsen udvider parternes mulighed for at aftale værnetinget i forhold til gældende ret, idet parterne efter forslaget som noget nyt også kan indgå en værnetingsaftale i tilfælde, hvor parterne har eller tidligere har haft fælles bopæl i Danmark og mindst en af dem fortsat har bopæl i samme retskreds.
Bestemmelsen svarer til §§ 6 og 66 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet det dog er præciseret, at parterne først kan indgå aftale om værnetinget, når tvisten er opstået, og idet der foreslås én samlet regel for alle boer.
Bestemmelsen angår parternes aftaler om den stedlige kompetence i sager om behandling af et bo efter lovforslagets § 1. Om parternes mulighed for i sådanne sager at indgå aftaler om den internationale kompetence henvises til lovforslagets § 4, stk. 2.
Det foreslås, at parterne, når tvisten er opstået, kan aftale, ved hvilken skifteret boet skal behandles. Der gælder ikke andre begrænsninger i parternes adgang til at indgå en sådan værnetingsaftale, og det kræves således f.eks. ikke, at boet har nogen tilknytning til den valgte skifteret.
Der kan ikke indgås en selvstændig værnetingsaftale med hensyn til sager om enkelttvister, der opstår under behandlingen af et bo efter lovforslagets § 1, idet sådanne sager obligatorisk skal anlægges ved den skifteret, hvor boet behandles, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Med hensyn til adgangen til at indgå værnetingaftaler i sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og selvstændige sager omfattet af lovforslagets § 2, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen giver skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, mulighed for efter anmodning fra en part at henvise boet til en anden retskreds, hvis skifteretten finder, at behandling af boet dér vil være væsentligt mere hensigtsmæssig
Bestemmelsen er ny og svarer med redaktionelle ændringer til §§ 7 og 66 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast.
Bestemmelsen kan principielt også anvendes, hvis værnetinget beror på parternes aftale efter lovforslagets § 7, men skifteretten bør dog være tilbageholdende hermed, så det undgås, at en part gennem en anmodning til skifteretten om henvisning efter lovforslagets § 8 reelt kan fragå en værnetingsaftale med den eller de øvrige parter.
Skifterettens afgørelse om at henvise eller ikke at henvise sagen til en anden skifteret kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 2
(Møder i skifteretten om fællesboskifte)
Kapitel 2 omhandler skifterettens indledende behandling af anmodninger om bistand til deling af ægtefællers fællesbo. Med undtagelse af § 10 finder kapitlets regler tilsvarende anvendelse i andre boer, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Den grundlæggende hensigt med de foreslåede regler er at sikre, at skiftet kommer godt i gang.
De foreslåede regler er generelt udtryk for en ny, samlet regulering af skifterettens indledende behandling i sager om ægtefælleskifte mv. før en eventuel henvisning til bobehandler.
Bestemmelsen angår anmodningen til skifteretten om bistand til deling af ægtefællers fællesbo. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 9, 1. pkt., og § 10 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet det dog samtidig foreslås, at anmodningen skal være vedlagt dokumentation for, at betingelserne i lovforslagets § 10 om, hvornår en anmodning om skifte af ægtefællers fællesbo tidligst kan indgives, er opfyldt.
Det foreslås i stk. 1, at en anmodning til skifteretten om bistand til deling af et fællesbo skal indeholde angivelse af ægtefællernes navne, adresser, fødselsdatoer og om muligt personnumre.
Når anmodningen indgives, skal der endvidere vedlægges dokumentation for, at betingelsen i § 10 er opfyldt, dvs. at statsforvaltningen er blevet anmodet om at meddele separation eller skilsmisse, at der er afsagt bosondringsdekret, eller at der er anlagt sag om ægteskabets omstødelse.
Eftersom lovforslagets § 10 ikke gælder i andre boer end ægtefællers fællesboer, gælder kravet om vedlæggelse af dokumentation for opfyldelse af betingelsen i § 10 heller ikke for anmodninger om bistand til skifte af andre boer end ægtefællers fællesbo.
Samtidig med anmodningens indgivelse skal der betales en retsafgift på 400 kr., og anmodningen kan ikke behandles, før retsafgiften er betalt, jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens § 34 a).
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten kan afvise sagen, hvis anmodningen ikke opfylder betingelserne i stk. 1.
Skifteretten bør vurdere, om den har tilstrækkelige oplysninger til at indkalde til et møde, jf. lovforslagets § 11, eller om sagen må afvises, f.eks. fordi ægtefællerne ikke er tilstrækkeligt identificeret, eller fordi betingelsen i lovforslagets § 10 ikke er opfyldt.
Skifterettens afgørelse om afvisning af sagen kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår tidspunktet for, hvornår en ægtefælle tidligst kan anmode skifteretten om bistand til deling af fællesboet. I modsætning til de øvrige regler i kapitel 2 finder bestemmelsen ikke tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen fremrykker dette tidspunkt i forhold til gældende ret, jf. fællesboskiftelovens § 64, for så vidt angår separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskab. Derimod foreslås der ingen ændringer for så vidt angår bosondring, hvor det ligesom i dag vil være en betingelse for at anmode om skifte, at der er afsagt dekret om bosondring.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 9, 2. pkt., i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at anmodning om bistand til deling af et fællesbo tidligst kan indgives til skifteretten, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 37, stk. 2, når der er afsagt dekret om bosondring, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 40, eller når der er anlagt sag om ægteskabets omstødelse, jf. ægteskabslovens § 23, stk. 3.
Forslaget indebærer, at det i modsætning til i dag ikke længere vil være en betingelse for at anmode skifteretten om bistand til deling af fællesboet, at der foreligger en separa- tions- eller skilsmissebevilling, en endelig separations- eller skilsmissedom eller en endelig dom om ægteskabets omstødelse.
Der foreslås som nævnt ingen ændringer med hensyn til bosondring. Det fremgår i den forbindelse af lov om ægteskabets retsvirkninger § 40, stk. 3 (som ikke foreslås ændret), at skifte kan indledes, selv om kendelsen om bosondring kæres, men at en ægtefælle dog ikke kan forlange at modtage udlæg for sin boslod i den anden ægtefælles bodel, før afgørelsen om bosondring er endelig.
Skulle en separations- eller skilsmissesag ikke blive gennemført, f.eks. fordi en ægtefælle fortryder, eller en af dem dør, inden sagen om separation eller skilsmisse er afgjort, bortfalder skifteanmodningen. I så fald hæver skifteretten sagen, og der vil i den forbindelse skulle tages stilling til omkostningerne ved skiftebehandlingen, jf. nærmere lovforslagets kapitel 5.
Forslaget indebærer i den forbindelse, at et skifte princi- pielt vil kunne afsluttes, inden der endeligt er meddelt separation eller skilsmisse, men det må dog forventes sjældent at ske i praksis.
Flytter ægtefællerne sammen igen, vil betydningen af et gennemført skifte skulle afgøres efter samme retningslinjer som dem, der i dag gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne efter en separation har delt boet med henblik på skilsmisse, men efterfølgende genoptager samlivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens indkaldelse til vejlednings- og forligsmøde og ægtefællernes pligt til at deltage personligt i mødet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsens stk. 1 svarer til § 11 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Bestemmelsens stk. 2 lovfæster den pligt for ægtefællerne til at deltage personligt i vejlednings- og forligsmødet, som Ægtefælleskifteudvalget har forudsat.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten skal indkalde ægtefællerne til et vejlednings- og forligsmøde snarest muligt efter modtagelsen af en anmodning om bistand til deling af fællesboet, medmindre mødet undtagelsesvist findes upåkrævet. Et møde kan f.eks. være upåkrævet, hvis begge ægtefæller er repræsenteret ved advokat og erklærer, at sagen bør henvises direkte til bobehandler, jf. lovforslagets § 17.
Indkaldelsen skal indeholde oplysning om reglerne om indsendelse af oplysninger forud for mødet og om skifterettens mulighed for ved manglende oplysninger at indhente oplysninger fra offentlige myndigheder, jf. lovforslagets § 12.
Indkaldelsen bør endvidere i relevant omfang indeholde oplysning om mulighederne for retsmægling og fri proces.
Med hensyn til indholdet af mødet henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at ægtefællerne skal møde personligt, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet. Fritagelse for personligt møde kan f.eks. være begrundet i, at en ægtefælle befinder sig i udlandet og ikke har mulighed for at deltage i mødet ved anvendelse af telekommunikation. Fritagelse kan også være begrundet i, at en ægtefælle er fysisk eller psykisk svækket, eventuelt i en sådan grad, at ægtefællen må antages ikke at være i stand til at forstå betydningen af vejlednings- og forligsmødet.
Det foreslåede stk. 2 om personlig mødepligt finder tilsvarende anvendelse på eventuelle senere møder under skifterettens indledende behandling af en anmodning om skifte, jf. lovforslagets § 15, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår ægtefællernes pligt til forud for vejlednings- og forligsmødet at indsende oplysninger til skifteretten samt skifterettens mulighed for selv at indhente oplysninger fra offentlige myndigheder. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring af stk. 1 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at ægtefællerne senest 7 dage før vejlednings- og forligsmødet skal indsende oplysninger om forhold af betydning for skiftet. Formålet hermed er at sikre, at skifteretten har et godt grundlag for at vejlede ægtefællerne på det indledende møde og eventuelt bistå dem med at udfærdige en aftale.
Oplysningerne skal indsendes til skifteretten, men bør også sendes til modparten med henblik på, at denne kan forberede sig på at komme med eventuelle bemærkninger på mødet.
Som hovedeksempler på oplysninger af betydning for skiftet nævner bestemmelsen oplysninger om egne og i videst muligt omfang om ægtefællens aktiver og passiver og disses skønnede værdi samt om, hvilke spørgsmål der er uenighed om.
Det vil i den forbindelse normalt være naturligt at fremsende en specifikation af de personlige skatteoplysninger, herunder indtægtsoplysninger, indberetninger fra pengeinstitutter og værdipapirdepoter samt en R 75-udskrift (dvs. en udskrift af de personlige skatteoplysninger mv. fra den pågældendes skattemappe) eller et tilsvarende dokument indeholdende oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.
Det forudsættes, at Domstolsstyrelsen til brug for indsendelse af oplysninger udarbejder en formular, således at ægtefællerne lettere vil kunne opfylde forpligtelserne efter bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at hvis oplysningerne ikke indsendes eller indsendes i utilstrækkeligt omfang, kan skifteretten af egen drift uden ægtefællernes samtykke indhente de nødvendige oplysninger fra offentlige myndigheder. Formålet hermed er så vidt muligt at skabe det nødvendige grundlag for, at vejlednings- og forligsmødet tjener sit formål, og at skifteretten har reel mulighed for at vejlede og hjælpe til forlig.
Ægtefællerne har det primære ansvar for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, jf. det foreslåede stk. 1, men i mangel heraf vil skifteretten skulle indhente basale oplysninger om ægtefællernes økonomiske forhold. Skifteretten bør i givet fald navnlig indhente en R-75-udskrift fra SKAT og oplysninger om ægtepagter fra Ægtepagtregistret.
Skifterettens afgørelse om indhentelse af oplysninger kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79, men skifteretten vil normalt iværksætte indhentelsen af oplysningerne uden forudgående underretning af ægtefællerne, og det vil i tilfælde af en efterfølgende kære være op til landsrettens vurdering, om en ægtefælle, efter at oplysningerne er indhentet, har retlig interesse i en prøvelse af skifterettens afgørelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår en ægtefælles udeblivelse fra vejlednings- og forligsmødet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Bestemmelsen finder endvidere tilsvarende anvendelse på eventuelle senere møder under skifterettens indledende behandling af en anmodning om skifte, jf. lovforslagets § 15, stk. 3.
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med en redaktionel ændring af stk. 1 til stk. 1 og 3 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Bestemmelsens stk. 3 er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast, og stk. 2 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast er ikke medtaget i lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten som udgangspunkt skal afvise sagen, hvis den ægtefælle, der har anmodet om bistand til skifte, udebliver fra mødet, medmindre den anden ægtefælle er mødt og ønsker sagen fremmet.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten som udgangspunkt hæver sagen, hvis begge ægtefæller udebliver.
De foreslåede stk. 1 og 2 går grundlæggende ud på, at hvis begge ægtefæller udebliver, eller hvis én af ægtefællerne udebliver og den mødte ægtefælle ikke ønsker sagen fremmet, afslutter skifteretten som udgangspunkt sagen. Når blot én ægtefælle er mødt og ønsker sagen fremmet, skal skifteretten derimod altid fortsætte behandlingen af sagen.
Ægtefællerne har som udgangspunkt pligt til at møde personligt, jf. lovforslagets § 11, stk. 2. En ægtefælle, der ikke personligt er mødt, anses således som udeblevet, selv om ægtefællen giver møde ved en advokat eller anden mødeberettiget rettergangsfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 260.
Hvis skifteretten i medfør af § 11, stk. 2, fritager en ægtefælle for at møde personligt, er en ægtefælle dog kun udeblevet, hvis ægtefællen hverken møder personligt eller ved en advokat eller anden mødeberettiget rettergangsfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 260. Skifteretten kan også på selve vejlednings- og forligsmødet i medfør af § 11, stk. 2, fritage en ægtefælle for personligt møde.
En ægtefælle kan med skifterettens tilladelse deltage i vejlednings- og forligsmødet ved anvendelse af telekommunikation, jf. lovforslagets § 69. Ægtefællen anses i givet fald som deltager i mødet på samme måde som ved fremmøde i retten, jf. retsplejelovens § 32 c, og er således i givet fald ikke udeblevet.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten undtagelsesvis kan undlade at tillægge en ægtefælles udeblivelse virkning efter den foreslåede bestemmelse. Der tages herved navnlig hensyn til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, eller om der i øvrigt må antages at foreligge undskyldende omstændigheder.
I de tilfælde, hvor skifteretten trods en eller begge ægtefællers udeblivelse fortsætter behandlingen af sagen, skal skifteretten indkalde til et nyt vejlednings- og forligsmøde med begge ægtefæller, medmindre skifteretten nu anser et sådant møde for upåkrævet, jf. lovforslagets § 11, stk. 1.
I de tilfælde, hvor én ægtefælle er mødt og ønsker sagen fremmet, mens den anden ægtefælle er udeblevet, kan skifteretten i givet fald efter anmodning fra den mødte ægtefælle pålægge den udeblevne ægtefælle at møde til det nye vejlednings- og forligsmøde efter retsplejelovens regler om vidnepligt for tredjemand, jf. lovforslagets § 72. Hvis ægtefællen trods et sådant pålæg udebliver fra det nye vejlednings- og forligsmøde, kan skifteretten anvende samme tvangsmidler over for ægtefællen som over for vidner, jf. retsplejelovens § 178.
Skifterettens afgørelser efter den foreslåede § 13, hvad enten de går ud på afvisning, ophævelse eller fortsættelse af sagen, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår behandlingen af indsigelser mod skifterettens kompetence. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsens 1. pkt. svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Bestemmelsens 2. pkt. er nyt i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen fastslår udtrykkeligt, at skifteretten er kompetent til at afgøre spørgsmål om indsigelser mod skifterettens kompetence, herunder når det gøres gældende, at boet er delt ved aftale eller på anden måde, jf. 1. pkt. Afgørelsen træffes ved kendelse, jf. 2. pkt.
En indsigelse kan f.eks. gå ud på, at hele boet allerede er delt ved aftale eller ved udenlandsk dom, der anerkendes her i landet, at der ikke er noget fællesbo, fordi der i ægteskabet var særeje omfattende samtlige ægtefællernes ejendele, at skifteretten ikke har stedlig eller international kompetence, eller at der på grund af passivitet ikke længere er noget krav på bodeling.
I nogle tilfælde vil indsigelsen umiddelbart kunne afvises som grundløs, f.eks. fordi den er helt udokumenteret. I andre tilfælde vil indsigelsens berettigelse forholdsvis let kunne dokumenteres. Undertiden vil det være nødvendigt med partsforklaringer.
Hvis indsigelsen angår, at boet er delt ved aftale, vil skifteretten efter omstændighederne kunne afvise sagen på det foreliggende grundlag og henvise den ægtefælle, der mener, at der er noget at dele, til at anlægge sag om fortolkning eller tilsidesættelse af den påberåbte bodelingsaftale, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en ægtefælle kan fremvise en underskrevet bodelingsaftale, men hvor den anden ægtefælle hævder, at visse forhold ikke er medtaget, og at bodelingen dermed ikke er endelig.
Skifterettens afgørelse, hvad enten den går ud på afvisning, henvisning til rette værneting, eller at indsigelsen ikke tages til følge, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Skifteretten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at behandle sagen, jf. princippet i retsplejelovens § 232. Hvis den part, mod hvem der anmodes om skifte, ikke giver møde, påser skifteretten endvidere af egen drift, at den har international og stedlig kompetence til at behandle sagen, jf. princippet i retsplejelovens § 248.
Skifteretten kan således også i mangel af indsigelse afvise sagen eller henvise den til rette værneting. En sådan afgørelse træffes ligeledes ved kendelse og kan kæres til landsretten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår vejlednings- og forligsmødet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet der dog endvidere i bestemmelsens stk. 3 – som følge af medtagelsen af et nyt § 11, stk. 2, i forhold til udvalgets lovudkast – er tilføjet en henvisning til lovforslagets § 11, stk. 2.
Vejlednings- og forligsmødet holdes for lukkede døre, jf. lovforslagets § 68, stk. 1. En ægtefælle kan møde sammen med sin advokat og kan i givet fald møde sammen med sin værge, men i øvrigt kræver det retsformandens tilladelse, hvis andre (eksempelvis en ægtefælles revisor, nye samlever, søskende mv.) skal have adgang til at overvære mødet, jf. retsplejelovens § 29 e.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten på det indledende vejlednings- og forligsmøde med ægtefællerne skal afklare, om de nødvendige oplysninger om ægtefællernes aktiver og passiver foreligger, samt hvilke spørgsmål ægtefællerne er uenige om.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 12 om, at ægtefæller forud for mødet skal indsende nødvendige oplysninger til brug for skiftet, og om, at skifteretten i mangel heraf kan indhente oplysninger fra offentlige myndigheder (i praksis navnlig SKAT og Ægtepagtregistret).
Er de oplysninger, der herefter foreligger på vejlednings- og forligsmødet, mangelfulde, vil skifteretten kunne vejlede om, hvilke yderligere oplysninger ægtefællerne bør gå i gang med at indhente. I en sådan situation vil sagen typisk i givet fald efter anmodning skulle henvises til bobehandler, da skifteretten vil kunne have vanskeligt ved på det foreliggende – mangelfulde – grundlag at medvirke til, at der indgås aftale om delingen af boet. Bestemmelsen skal således også ses i sammenhæng med lovforslagets § 22, hvorefter bobehandleren som en af sine første opgaver skal sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger for at kunne dele boet, og i nødvendigt omfang gå i gang med at få dem indhentet.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten i nødvendigt omfang vejleder ægtefællerne om reglerne for bodelingen. Vejledningen bør i hvert fald omfatte de nødvendige oplysninger om ægtefællernes retsstilling, hvilket svarer til, hvad der gælder for dødsboskifter, jf. dødsboskiftelovens § 7, stk. 3.
Det foreslås endvidere, at skifteretten bistår ægtefællerne med at udfærdige en aftale om bodelingen, hvis det findes ubetænkeligt. Kan der ikke opnås et fuldstændigt forlig, som ender med en bodelingsaftale, vil meget være vundet ved, at der i hvert fald konstateres eller opnås enighed om flest mulige punkter, så bobehandlingen kan begrænses til at angå en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Skifterettens vejlednings- og forligsbestræbelser bør begrænses til det mere grundlæggende, da den egentlige sagsbehandling i givet fald som udgangspunkt bør foretages af bobehandleren. Forligsmæglingen bør således ikke angå komplicerede forhold, som f.eks. aktiver behæftet med latente skattebyrder eller lignede, da vejledning herom bør overlades til de specialiserede bobehandlere, som har mulighed for en nøjere granskning af ægtefællernes økonomiske forhold.
Det er ægtefællernes behov for vejledning, der er udgangspunktet, når skifteretten skal vurdere, hvor meget det er nødvendigt at vejlede ægtefællerne om reglerne. Vejledningen vil således f.eks. kunne afpasses efter, om ægtefællerne har bistand af egen advokat.
Ægtefællerne bør orienteres om muligheden for retsmægling, jf. retsplejelovens kapitel 27, og om muligheden for at få fri proces. Dette gælder, selv om retten allerede har orienteret herom i selve indkaldelse til mødet.
Ægtefællerne bør endvidere i givet fald orienteres om, hvilke omkostninger der kan forventes at være forbundet med en behandling ved bobehandler. Skifteretten bør i den forbindelse også orientere ægtefællerne om, inden for hvor mange timer bobehandleren som udgangspunkt bør kunne behandle boet. Skifterettens oplysning herom forudsættes at være baseret på samme vurdering, som skifteretten foretager, når en part har fri proces, jf. lovforslagets § 40, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Hvis boet henvises til bobehandler, bør skifteretten i den forbindelse skriftligt orientere bobehandleren og ægtefællerne om det forventede maksimale timetal, som skifteretten har oplyst ægtefællerne om på vejlednings- og forligsmødet.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten undtagelsesvis kan afholde et eller flere yderligere møder med ægtefællerne. Yderligere møder, inden den egentlige bobehandling ved bobehandler i givet fald går i gang, vil f.eks. kunne afholdes, hvis der fremskaffes yderligere oplysninger, herunder eventuelt oplysninger, som vil kræve en forklaring under strafansvar. Afholdelse af et yderligere møde vil også kunne være indiceret, hvis der kun mangler lidt på det første møde i relation til at få en sag forligt.
Skifterettens afgørelse om at afholde et yderligere møde eller om ikke at afholde et yderligere møde kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås, at lovforslagets § 11, stk. 2, om pligt til at møde personligt og § 13 om udeblivelse skal finde tilsvarende anvendelse på yderligere møder, jf. 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bevisførelse under skifterettens indledende behandling af anmodninger om bistand til deling af ægtefællers fællesbo. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at hvis der er behov for bevisførelse, kan skifteretten træffe afgørelse herom. Bestemmelsens formål er sikre, at skiftet fremmes mest muligt, således at f.eks. vurderingen af ægtefællernes fælles faste ejendom kan påbegyndes, allerede inden der er udpeget en bobehandler.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at skifteretten allerede under det indledende vejlednings- og forligsmøde efter anmodning kan pålægge en ægtefælle at afgive forklaring efter retsplejelovens regler om vidnepligt for tredjemand, jf. lovforslagets § 72. Et sådant pålæg kan f.eks. være relevant, hvis ægtefællen har vist sig modvillig til at samarbejde om oplysningen af sagen. Manglende efterkommelse af pålægget vil i givet fald straks kunne mødes med samme tvangsmidler, som kan anvendes over for vidner, jf. retsplejelovens § 178.
Skifteretten vil endvidere efter anmodning kunne pålægge en ægtefælle eller tredjemand at fremlægge dokumenter eller træffe beslutning om sagkyndig vurdering.
Skifteretten kan således i givet fald træffe afgørelse efter retsplejelovens regler om editionspligt for tredjemand, der også kan anvendes i forhold til en part, jf. lovforslagets § 72. En tredjemand skal i givet fald have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse om edition, jf. retsplejelovens § 300, stk. 2.
Hvis en eller begge ægtefæller allerede under det indledende vejlednings- og forligsmøde tilkendegiver et behov for, at et eller flere aktiver skal vurderes, er der endvidere intet til hinder for, at skifteretten straks udmelder en sagkyndig, jf. lovforslagets §§ 74-77.
Skifterettens afgørelser om bevisførelse, herunder om ikke at imødekomme en anmodning om bevisførelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår henvisning af sagen til bobehandler. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten henviser sagen til bobehandler, hvis en af ægtefællerne anmoder om det. I modsat fald hæves sagen.
Bestemmelsen er et udtryk for lovens hovedprincip, hvorefter al egentlig bobehandling under et offentligt skifte foretages af bobehandleren, jf. nærmere herom i lovforslagets kapitel 3.
Skifterettens henvisning til bobehandler vil i praksis være relevant i sager, hvor ægtefællerne ikke på et indledende vejlednings- og forligsmøde i skifteretten enes om at dele boet eller om at trække sagen tilbage. Der vil derimod i praksis ikke være behov for henvisning til bobehandler i de ukomplicerede sager, hvor oplysningsgrundlaget er tilstrækkelig klart, og hvor skifteretten umiddelbart kan afslutte skiftet allerede på et indledende møde i skifteretten.
Henvisning til bobehandler kræver anmodning fra en eller begge ægtefæller. Er ægtefællerne fortsat uenige om bodelingen, men anmoder ingen af dem om henvisning til bobehandler, kan skifteretten ikke henvise sagen til bobehandler af egen drift.
Henvisning af sagen til bobehandler udløser en skifteafgift på ½ pct. af bruttoaktiverne, dog højst 10.000 kr., jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens §§ 34 b, 34 c og 34 d). Afgiften skal først betales, når der stadfæstes en boopgørelse eller skiftet afbrydes, men afgiften indgår i de omkostninger, som der skal stilles sikkerhed for i forbindelse med henvisningen til bobehandler, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2.
Hvis en ægtefælle har fri proces, vil skifteretten skulle fastsætte et højeste timetal for den pågældende ægtefælles andel af bobehandlerens salær. Hvis begge ægtefæller har fri proces, vil skifteretten skulle fastsætte et højeste timetal for bobehandlerens samlede salær. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 40, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Hvis ingen af ægtefællerne har fri proces, bør skifteretten skriftligt orientere bobehandleren og ægtefællerne om, inden for hvor mange timer bobehandleren som udgangspunkt bør kunne behandle boet. Skifterettens oplysning herom forudsættes at være baseret på samme vurdering, som skifteretten foretager, når en part har fri proces. Skifterettens oplysning herom vil i givet fald ikke i sig selv have nogen retsvirkninger, men vil kunne tjene som vejledning for parternes vurdering af rimeligheden af bobehandlerens tidsforbrug. Behovet for en sådan vejledning skal bl.a. ses i lyset af, at de fleste ægtefæller må antages som udgangspunkt ikke at have nærmere kendskab til, hvad der vil kunne anses som et rimeligt tidsforbrug.
I stk. 2 foreslås af hensyn til overskueligheden en henvisning til lovforslagets § 37 om sikkerhedsstillelse.
Om dette spørgsmål, herunder om, at skifteretten skal afvise sagen, hvis en krævet sikkerhedsstillelse ikke stilles, henvises i øvrigt til lovforslagets § 37 og bemærkningerne hertil.
Hvis henvisningen til bobehandler angår en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, bør skifteretten – af hensyn til beregningen af skifteafgiften – i afgørelsen om henvisning til bobehandler søge at afgrænse den henviste del af boet så præcist, at der ikke efterfølgende opstår tvivl om, hvilke aktiver og passiver der er henvist til bobehandling ved bobehandler. Da præcisionskravet skyldes hensynet til statskassens krav på betaling af skifteafgift, gælder det uanset parternes indstilling til spørgsmålet. Parterne kan til enhver tid, hvis de er enige herom, udvide eller indskrænke den del af boet, der skal behandles ved bobehandler, men skifteafgiften skal i givet fald beregnes ud fra bobeholdningen opgjort i forhold til den del af boet, som var omfattet af henvisningen til bobehandler på det tidspunkt, hvor den største del af boet var henvist til bobehandler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 3
(Fællesboets behandling ved bobehandler)
Lovforslagets kapitel 3 fastsætter reglerne for behandling ved bobehandler, dvs. for perioden fra skifterettens henvisning til bobehandler til bobehandlerens afslutning af sagen ved fremsendelse af udkast til boopgørelse til skifteretten. Skifterettens behandling af udkastet til boopgørelse er behandlet i lovforslagets kapitel 4, mens lovforslagets kapitel 6 indeholder regler om autorisationsordningen for bobehandlere.
Kapitlets regler finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
De foreslåede regler knytter sig til den foreslåede nye ordning med behandling af ægtefælleskifter mv. ved en autoriseret bobehandler og er dermed alle nye.
Bestemmelsen angår udpegning af bobehandleren. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer samt en præcisering af stk. 4, 2. pkt., til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Når en sag henvises til bobehandler efter lovforslagets § 17, følger det af stk. 1, 1. pkt., at skifteretten samtidig udpeger en autoriseret bobehandler til at varetage bobehandling.
Statskassen hæfter som udgangspunkt ikke for betaling af bobehandlerens salær. Hvis en ægtefælle har fri proces, betaler statskassen dog denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær inden for det maksimum, som skifteretten har fastsat, jf. lovforslagets § 40, stk. 2. Hvis begge ægtefæller har fri proces, betaler statskassen hele bobehandlerens salær inden for det maksimum, som skifteretten har fastsat. Hvis skifteretten har fritaget en ægtefælle for sikkerhedsstillelse for boomkostningerne, jf. lovforslagets § 37, stk. 2, hæfter statskassen endvidere for betaling af bobehandlerens salær, i det omfang ægtefællerne ikke efter påkrav betaler salæret.
Det følger herudover af 2. pkt., at et fælles ønske fra ægtefællerne om en bestemt autoriseret bobehandler i almindelighed skal følges. Dette gælder også, hvis den pågældende bobehandler er autoriseret i en anden retskreds, men i så fald forudsætter udpegning dog, at den pågældende er villig til at lade sig udpege, idet en autoriseret bobehandler kun har pligt til at lade sig udpege i boer, der behandles ved skifteretten i den retskreds, hvor bobehandleren er autoriseret.
Der kan dog være sager, hvor skifteretten udpeger en anden autoriseret bobehandler end den, som begge ægtefæller peger på. Det kan f.eks. være, hvis den pågældende bobehandler i forvejen har så mange boer under behandling, at det må anses for tvivlsomt, om skiftet kan blive behandlet med fornøden hurtighed. Det kunne også være, at skifteretten har kendskab til, at den pågældende står over for at ophøre med at udøve advokatvirksomhed, og det derfor er usandsynligt, at vedkommende vil kunne behandle skiftet færdigt.
Hvis ægtefællerne ikke ønsker nogen bestemt bobehandler, eller hvis de ikke ønsker den samme bobehandler, udpeger skifteretten en bobehandler i retskredsen.
Om autorisationen af bobehandlere henvises til lovforslagets § 45 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten kan tillade, at ægtefællerne i enighed vælger en bobehandler, der ikke er autoriseret, hvis særlige grunde taler for det. Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, som kun finder anvendelse, hvis ægtefællerne er enige om at anmode om udpegning af en bestemt ikke-autoriseret bobehandler, og der er særlige grunde til, at ægtefællerne ønsker at vælge denne. Årsagerne til ønsket kan f.eks. være, at geografiske forhold taler for det, eller at skiftet kræver en særlig sagkundskab. Der kan f.eks. være tale om et skifte, hvor der opstår spørgsmål om overdragelse af virksomhed, som forudsætter et særligt branchekendskab for den pågældende bobehandler. Det er ikke en betingelse for skifterettens tilladelse af valg af en ikke-autoriseret bobehandler, at den pågældende er advokat.
Undtagelsesbestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde, således at de hensyn, der ligger bag autorisationsordningen, ikke udhules.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten udpeger en ny bobehandler efter stk. 1 og 2, hvis ægtefællerne under boets behandling i enighed anmoder om det, og forholdene taler for det. Der er tale om en konkret vurdering, men som udgangspunkt bør ægtefællernes fælles beslutning respekteres. Bestemmelsen kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker en anden bobehandler efter at have modtaget prisoplysning fra den udpegede bobehandler. Som et eksempel på en situation, hvor enige ægtefællers beslutning ikke nødvendigvis bør respekteres, kan nævnes, at bobehandlingen er langt fremskreden, eller at ægtefællerne må antages ikke at kunne overskue konsekvenserne af et bobehandlerskift.
Det foreslås i stk. 4, at skifteretten udpeger en ny bobehandler efter stk. 1 og 2, hvis den udpegede bliver forhindret eller ikke længere opfylder betingelserne for at behandle boet. Udgangspunktet er, at den udpegede bobehandler fører boet til ende, men ved bobehandlerens død, sygdom eller inhabilitet, eller hvis vedkommende i øvrigt ikke længere opfylder betingelserne for at virke som bobehandler, må skifteretten udpege en ny. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse, hvis bobehandleren på grund af stor uoverensstemmelse med en af ægtefællerne ikke ser sig i stand til kunne gennemføre bobehandlingen.
Efter stk. 4, 2. pkt., kan skifteretten, hvis forholdene ellers taler for det, bestemme, at en bobehandler, hvis autorisation udløber, kan fortsætte behandlingen af et påbegyndt skifte. Det forudsættes, at det er forbundet med visse ulemper, at den pågældende bobehandler ikke gør arbejdet færdigt, eksempelvis hvor et bo er tæt på at være færdigbehandlet på det tidspunkt, hvor bobehandlerens autorisation udløber.
Der henvises endvidere til lovforslagets § 48, hvorefter skifteretten tilbagekalder udpegningen af en bobehandler og udpeger en ny, hvis bobehandleren ikke varetager sine opgaver forsvarligt.
Skifterettens afgørelser med hensyn til udpegning af bobehandler kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angiver bobehandlerens opgaver i hovedtræk, idet mere detaljerede regler fremgår af kapitlets øvrige bestemmelser. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Efter den foreslåede bestemmelse hører det til bobehandlerens opgaver at vejlede ægtefællerne om deres retsstilling i nødvendigt omfang og at bistå ved praktiske spørgsmål under skiftet, jf. 1. pkt.
Vejledningen skal angå alle dele af bodelingen, herunder både juridiske spørgsmål og praktiske forhold. Har begge ægtefæller egen advokat, bør vejledningen afpasses i forhold til advokaternes bistand. Hvis kun den ene ægtefælle har egen advokat, stiller dette øgede krav til bobehandlerens evner som neutral vejleder. Finder bobehandleren, at der i en konkret situation er for stor styrkeforskel mellem de to parter, og at ægtefællen uden egen advokat har behov for en advokat til at rådføre sig med, f.eks. i forhold til, om et forligstilbud bør accepteres, kan bobehandleren opfordre den pågældende til at søge bistand hos egen advokat og om nødvendigt indstille til skifteretten, at den pågældende får beskikket en advokat, jf. lovforslagets § 23 og bemærkningerne hertil.
Herudover skal bobehandleren ifølge 2. pkt. søge at opnå holdbare løsninger af ægtefællernes konflikter på en betryggende måde, hvor omkostningerne står i rimeligt forhold til boets værdier. Dette kan bl.a. ske gennem forligsmægling og vejledning, således at de ressourcer, der anvendes, står i forhold til de omhandlede værdier. Det kan også ske ved, at bobehandleren opfordrer ægtefællerne til hurtigst muligt at anlægge sag, når det er klart, at der ikke kan opnås enighed om en enkelttvist, således at bobehandlerens ressourceanvendelse begrænses, og dobbeltbehandling undgås. Navnlig for så vidt angår brugte indbogenstande og andre genstande af begrænset økonomisk værdi, er det vigtigt, at bobehandleren gør ægtefællerne opmærksomme på, at de bør søge at forlige sig, idet salæret for bobehandlerens bistand til at løse eventuelle tvistepunkter nemt kommer til at overstige værdien af aktiverne. Konstateres uenighed, vil bobehandleren dog i sidste ende skulle opfordre til sagsanlæg.
Har en eller begge ægtefæller fri proces, vil bobehandleren under henvisning hertil kunne afslå at medvirke til undersøgelser mv., der ikke står i rimeligt forhold til boets værdier. Den fri proces vil kun gælde for et begrænset timetal, jf. lovforslagets § 40, stk. 2, og bobehandleren vil således være nødt til at prioritere.
Mens det er en grundlæggende opgave for bobehandleren at vejlede ægtefællerne, bør denne afstå fra at rådgive ægtefællerne om, hvad der konkret er bedst for den enkelte, idet dette vil være i strid med det grundlæggende princip om, at bobehandleren skal være upartisk.
Afgrænsningen mellem på den ene side den neutrale vejledning om, hvad der følger af regler og praksis på området, og på den anden side den konkrete rådgivning om, hvad der er bedst stemmende med en parts egne behov og interesser, bør foretages på samme måde, som det i dag sker mellem skifterettens vejledning og parternes eventuelle egne advokaters rådgivning. Bobehandleren bør sørge for, at begge ægtefæller er bekendt med retspraksis på de forskellige konfliktområder. Der kan også vejledes om, at der efter klar retspraksis ikke er støtte for den ene af ægtefællernes synspunkter. Er retsstillingen på et bestemt område uafklaret, eller vurderer bobehandleren et spørgsmål som tvivlsomt, bør bobehandleren gøre opmærksom på dette, så ægtefællerne kan træffe deres egne beslutninger på dette grundlag.
Er der forhold, som tyder på, at ægtefællerne har krav på kompensation eller godtgørelse af den ene eller anden karakter, bør bobehandleren vejlede om reglerne herom. Er der diskussion om ejerskabet til et bestemt aktiv, vil bobehandleren f.eks. skulle vejlede om, hvilke krav der normalt stilles for at kunne dokumentere sameje om eller ejerskab til en genstand, der formelt tilhører den ene. Derimod bør bobehandleren i almindelighed afholde sig fra at rådgive en ægtefælle om, hvorvidt et forligstilbud fra den anden ægtefælle bør accepteres, eller hvorvidt en ægtefælle bør stille krav af en vis størrelse i form af skævdeling, kompensation osv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen indeholder bl.a. regler om møder mellem ægtefællerne og bobehandleren og dennes opfordring til sagsanlæg i tilfælde af uenighed mellem ægtefællerne, som ikke løses forligsmæssigt. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at bobehandleren løbende skal orientere ægtefællerne om bobehandlingens forløb og forventede afslutning. Det må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvornår og hvor hyppigt der er behov for orientering. Orienteringen kan gives mundtligt på møder mellem ægtefællerne og bobehandleren eller skriftligt. Om indberetning til skifteretten, hvis bobehandlingen ikke er afsluttet inden et år henvises til lovforslagets § 47, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at bobehandleren skal indkalde ægtefællerne til møde, når der er behov for det. Det kan være nødvendigt, for at ægtefællerne kan tage stilling til konkrete spørgsmål, eller med henblik på at orientere dem om sagsforløbet i medfør af det foreslåede stk. 1. Det er bobehandleren, der afgør, hvornår der skal indkaldes til møderne, men det vil være nærliggende at tage hensyn til opfordringer fra en eller begge ægtefæller.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at bobehandleren kan tillade, at andre end ægtefællerne deltager i mødet. En ægtefælle kan møde sammen med sin advokat og kan i givet fald møde sammen med sin værge, men i øvrigt kræver det bobehandlerens tilladelse, hvis andre (eksempelvis en ægtefælles revisor, nye samlever, søskende mv.) skal have adgang til at deltage i mødet. Et afslag eller en tilladelse fra bobehandleren vil kunne påklages til skifteretten, jf. lovforslagets § 49.
En ægtefælle vil efter aftale med bobehandleren kunne deltage i et møde ved anvendelse af telekommunikation.
Det foreslås i stk. 3, at bobehandleren skal udfærdige referater af møderne med ægtefællerne og af mundtlige tilkendegivelser fra ægtefællerne i øvrigt. Det skal fremgå, hvad ægtefællerne er enige og uenige om, og i tilfælde af uenighed anføres de forskellige holdninger. Bobehandleren afgør selv, hvordan referaterne skal udformes. Hvis det er praktisk muligt, kan det være hensigtsmæssigt, at referaterne bliver underskrevet af ægtefællerne ved afslutningen af mødet, navnlig hvis de indeholder aftaler eller forligspunkter.
Det foreslås i stk. 4, at i tilfælde af uenighed mellem ægtefællerne, der ikke løses forligsmæssigt, skal bobehandleren opfordre til sagsanlæg, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Hvis sag ikke anlægges, skal bobehandleren redegøre for sin vurdering af spørgsmålet, som vil blive lagt til grund under sagens videre behandling. Bobehandleren skal på ny opfordre til sagsanlæg, hvis en ægtefælle er uenig i bobehandlerens vurdering af det pågældende spørgsmål.
Det kan være praktisk, hvis bobehandlerens redegørelse for sin vurdering af et omtvistet spørgsmål gives, så snart de nødvendige oplysninger foreligger. Dette har sammenhæng med, at bobehandlerens vurdering af spørgsmål i givet fald skal lægges til grund i udkastet til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28. Det er derfor hensigtsmæssigt, at en ægtefælle, der er uenig i bedømmelsen, får opfordringen til at anlægge sag efter § 2 tidligt under bobehandlingen. Det er imidlertid også vigtigt, at bobehandleren vejleder ægtefællerne om reglerne, således at unødige sagsanlæg kan undgås.
Et eventuelt sagsanlæg udsætter som udgangspunkt ikke bobehandlerens arbejde, idet arbejdet med de dele af boopgørelsen, der ikke er berørt af det omtvistede spørgsmål, bør fortsætte. Nogle spørgsmål vil dog være så grundlæggende, at de forhindrer bobehandleren i at videreføre sit arbejde, før retssagen om det omtvistede spørgsmål er afsluttet. Som eksempler kan nævnes spørgsmål om, hvorvidt der er særeje vedrørende samtlige ægtefællernes ejendele, eller om, hvilket lands lov der finder anvendelse ved bodelingen.
Hvis bobehandlerens vejledning ikke fører til enighed eller til, at en af ægtefællerne anlægger sag efter reglerne om enkelttvister, skal bobehandleren lægge sin vurdering af det omtvistede spørgsmål til grund for sagens videre behandling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bobehandlerens oplysning til ægtefællerne om salær og øvrige omkostninger. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ægtefæller, der har anmodet om henvisning til bobehandler, får oplysninger om forventede udgifter mv. Ægtefællerne vil heraf få mulighed for at vurdere, om de skal forsøge selv at dele nogle aktiver og passiver, herunder navnlig aktiver af mindre værdi. De vil endvidere få lejlighed til at tage stilling til, om de ønsker en anden bobehandler, herunder om de ønsker at undersøge, om den udmeldte bobehandlers timesats overstiger andre bobehandleres timesats.
Efter forslaget skal bobehandleren på det første møde skriftligt give ægtefællerne oplysning om, hvordan bobehandlerens salær beregnes, og om muligt den forventede størrelse heraf. Bobehandleren skal endvidere oplyse om, hvilke øvrige omkostninger der må forventes.
Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder, hvis ægtefællerne under et privat skifte gør brug af egne advokater. Efter de advokatetiske regler har en advokat pligt til skriftligt at give sin klient oplysning om de vigtigste elementer i den påregnede bistand og om størrelsen af det vederlag, advokaten agter at beregne sig. Er det ikke muligt at oplyse et fast vederlag, skal advokaten enten angive den måde, hvorpå vederlaget vil blive beregnet, typisk ved angivelse af timesats, eller give et begrundet overslag. Advokaten skal desuden oplyse om størrelsen af forventede udlæg, herunder afgifter til det offentlige.
Bobehandleren vil endvidere som noget væsentligt have pligt til løbende at justere prisoplysningen, særligt hvis bobehandlingen bliver dyrere end først forventet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår indhentelse af de oplysninger, der er nødvendige for at dele fællesboet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bobehandleren skal sikre sig, at de oplysninger, der er nødvendige for at dele fællesboet, foreligger. Dette er en af bobehandlerens vigtigste opgaver. Når oplysningerne foreligger, vil det oftest være enkelt at udfærdige et udkast til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28.
Med udtrykket »nødvendige« sigtes bl.a. til, at ægtefællerne har mulighed for at tilkendegive, at deres pensionsforhold ikke kræver nærmere undersøgelser end dem, de selv har foretaget. De kan endvidere begrænse bobehandlerens opgaver til bestemte aktiver og passiver, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, eller selv under skiftet indgå aftale om delingen af bestemte aktiver og passiver. Bobehandlerens opgave vil i sådanne tilfælde være begrænset til en sikring af, at ægtefællerne er bekendt med deres retsstilling, således at aftalen ikke er indgået på et forkert grundlag.
I de tilfælde, hvor ægtefællerne ikke efter opfordring meddeler nødvendige oplysninger og ikke gør indsigelse mod, at oplysningerne indhentes, kan bobehandleren selv indhente dem fra offentlige myndigheder og private, herunder forsikringsselskaber og penge-, pensions- og realkreditinstitutter, jf. de foreslåede stk. 1, 2. og 3. pkt.
En ægtefælle vil kunne have anerkendelsesværdige grunde til at modsætte sig, at bobehandleren agerer. Det kan være tilfældet, hvis bobehandleren uden rimelig grund søger at indhente oplysninger i et omfang, der risikerer at forhale og fordyre bobehandlingen. Som eksempel kan nævnes, at bobehandleren går på »fisketur« og kontakter f.eks. et antal pensionsinstitutter, uden at der er noget grundlag for at antage, at en ægtefælle har midler der. Det kan også være tilfældet, hvis en ægtefælle ganske vist ikke har fået skaffet oplysningerne selv, men hvor dette skyldes, at ægtefællen behøver mere tid til at fremskaffe dem, f.eks. fra udlandet.
Modsætter en ægtefælle sig, at oplysningerne indhentes, skal bobehandleren forelægge spørgsmålet for skifteretten, som så træffer afgørelse i sagen.
Hvis det er nødvendigt at anvende tvangsmidler, er bobehandleren også henvist til at anmode skifteretten om at træffe afgørelse, jf. det foreslåede stk. 1, 4. pkt. Afgørelsen træffes i givet fald efter retsplejelovens regler om editionspligt for tredjemand, der også kan anvendes i forhold til en part, jf. lovforslagets § 72. En tredjemand skal i givet fald have lejlighed til at udtale sig, før afgørelsen træffes, jf. retsplejelovens § 300, stk. 2.
Bobehandleren får med de foreslåede regler i stk. 1 kompetence til i givet fald selv at indhente de nævnte oplysninger. Bobehandleren skal ikke medsende en fuldmagt fra en ægtefælle, idet samtykke fra ægtefællerne ikke er nødvendigt. Bobehandleren skal dog efter de foreslåede regler i første række opfordre ægtefællerne til selv at meddele oplysningerne, og kun hvis ægtefællerne ikke meddeler oplysningerne (og ikke protesterer mod, at bobehandleren selv indhenter oplysninger), kan bobehandleren indhente oplysninger på egen hånd. Hvis en ægtefælle protesterer, kan bobehandleren kun indhente oplysninger efter bemyndigelse fra skifteretten.
Der er ikke noget til hinder for, at ægtefællerne bemyndiger bobehandleren til selv at indhente oplysninger, uden at bobehandleren først skal opfordre ægtefællerne til at meddele dem.
Det kan f.eks. være praktisk, hvis bobehandleren ved standardanmodninger til f.eks. pengeinstitutter og forsikringsselskaber sikrer, at f.eks. konti mv. opgøres pr. den rette dato. Det kan efter omstændighederne også opleves som mest betryggende for en ægtefælle, at det er bobehandleren, der indhenter oplysningerne, hvis ægtefællen er bange for, at den anden ægtefælle måske vil søge at skjule relevante oplysninger. Endvidere kan hensynet til en hurtig sagsbehandling tilsige, at bobehandleren umiddelbart kan indhente manglende relevante oplysninger, når bobehandleren vurderer, at det er nødvendigt.
Det foreslås i stk. 2, at bobehandleren kan anmode skifteretten om at pålægge en ægtefælle eller enhver anden at give møde og afgive forklaring for skifteretten. Afgørelsen træffes i givet fald efter retsplejelovens regler om vidnepligt for tredjemand, der også kan anvendes i forhold til en part, jf. lovforslagets § 72.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at bobehandleren, i det omfang det er nødvendigt, skal lade aktiver og passiver vurdere.
Med udtrykket »nødvendigt« tilkendegives, at ægtefællerne har mulighed for at aftale, hvad værdien af et aktiv skal være, herunder for at spare udgiften til vurdering. Vurdering er især relevant, hvis der er tale om værdifulde aktiver som f.eks. erhvervsvirksomheder, faste ejendomme, biler, både og malerier mv., hvor værdien ikke kan fastslås med sikkerhed, og hvor ægtefællerne ikke er enige om værdiansættelsen. Der vil sjældent være anledning til at vurdere passiver.
I det omfang ægtefællerne er enige om værdien af et aktiv, lægges beløbet uprøvet til grund ved bodelingen. Bobehandleren kan dog i kraft af sin vejledningspligt, jf. lovforslagets § 19, have pligt til at gøre opmærksom på eventuelle misforhold mellem ægtefællernes aftale og en regelret værdiansættelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en eller begge ægtefæller urigtigt antager, at fast ejendom altid værdiansættes i overensstemmelse med den offentlige ejendomsvurdering.
Med hensyn til bobehandlerens pligt til – af hensyn til beregningen af skifteafgiften – at oplyse i udkastet til boopgørelse, hvis den værdiansættelse, som ægtefællerne har aftalt, åbenbart ligger væsentligt under værdien i handel og vandel, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 28.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at hvis en ægtefælle er uenig i den fremgangsmåde, som bobehandleren foreslår med hensyn til vurderingen, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse. Hvis skiftereten kommer frem til, at et eller flere aktiver skal vurderes af en sagkyndig, udmelder skifteretten om nødvendigt en eller flere sagkyndige efter de nærmere regler i lovforslagets §§ 74-77.
Det foreslås i stk. 4, at bobehandleren kan antage sagkyndig bistand. Der kan f.eks. i særegne tilfælde tænkes at være behov for bistand af revisor. Er en ægtefælle ikke enig heri, skal bobehandleren anmode skifteretten om at træffe afgørelse. Bestemmelsen bør anvendes restriktivt, hvis en ægtefælle er uenig i bobehandlerens ønske om at antage sagkyndig bistand.
Om sagkyndig bistand (f.eks. af en ejendomsmægler) i forbindelse med salg af boets aktiver henvises til lovforslagets § 25 og bemærkningerne hertil. Om sagkyndig vurdering af boets aktiver henvises til lovforslagets §§ 74-77 og bemærkningerne hertil.
Skifterettens afgørelser om bobehandlerens indhentelse af oplysninger, jf. stk. 1, 3. pkt., eller om bobehandlerens antagelse af sagkyndig bistand, jf. stk. 4, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår beskikkelse af advokat for en ægtefælle. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at skifteretten efter anmodning fra en ægtefælle eller efter indstilling fra bobehandleren kan beskikke en advokat for en ægtefælle, hvis det ikke findes forsvarligt at behandle boet, uden at den pågældende har advokatbistand.
Bestemmelsen sigter navnlig på den situation, at en ægtefælle på grund af sygdom eller manglende indsigt ikke er i stand til selv at varetage sine interesser. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes, hvis en ægtefælle – f.eks. på grund af stor styrkeforskel mellem parterne – har et særligt behov for bistand af egen advokat til at tage stilling til, om et forligsforslag skal accepteres.
Anmodning om beskikkelse af advokat kan fremsættes både af den ægtefælle, som der er spørgsmål om at beskikke en advokat for, og af den anden ægtefælle. Endvidere kan bobehandleren indstille til skifteretten, at der beskikkes en advokat for en ægtefælle. Hvis den ægtefælle, som der er spørgsmål om at beskikke en advokat for, ligefrem protesterer mod advokatbeskikkelse (og ikke blot f.eks. forholder sig passiv), bør skifteretten dog være tilbageholdende med at beskikke en advokat, hvis den pågældende ægtefælle ikke har fri proces. Hvis ægtefællen ikke har fri proces, skal ægtefællen nemlig selv betale advokatens vederlag, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2. Det er dog ikke udelukket at tvangsbeskikke en advokat for en ægtefælle, der ikke har fri proces, hvis der helt åbenbart er et klart behov for advokatbistand.
Bestemmelsen har sammenhæng med de foreslåede regler om fri proces, jf. lovforslagets § 81, stk. 2-5. Efter forslaget til retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 2 (lovforslagets § 81, nr. 5), omfatter fri proces således kun udgifter til advokatbistand, når der beskikkes en advokat i medfør af den foreslåede § 23.
Bestemmelsen fastsætter ikke særskilte retsvirkninger for beskikkelsen, idet retsplejelovens almindelige regler herom, herunder navnlig retsplejelovens §§ 333 og 334 finder anvendelse. F.eks. fastsættes salæret af den ret, der har foretaget beskikkelsen, og statskassen udreder i første omgang salæret til advokaten.
En advokatbeskikkelse efter den foreslåede § 23 omfatter bobehandlingen. Beskikkelsen kan endvidere af skifteretten begrænses til en bestemt opgave eller et bestemt antal timer, jf. stk. 1, 2. pkt.
En advokatbeskikkelse efter den foreslåede § 23 kan også omfatte rådgivning om, hvorvidt en ægtefælle bør anlægge retssag om en enkelttvist, der er opstået under bobehandlingen, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. En advokatbeskikkelse efter den foreslåede § 23 omfatter imidlertid ikke et eventuelt sagsanlæg om en enkelttvist, idet retsplejelovens almindelige regler om fri proces og advokatbeskikkelse finder anvendelse i sådanne sager. Der er dog naturligvis ikke noget til hinder for, at den samme advokat beskikkes under en retssag om en enkelttvist, hvis ægtefællen har fået bevilget fri proces til retssagen.
Det foreslås i stk. 2, at den ægtefælle, der har fået beskikket en advokat, skal erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelsen, medmindre ægtefællen har fri proces.
Skifterettens afgørelser vedrørende advokatbeskikkelse, herunder afslag på advokatbeskikkelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår udlæg af aktiver under skiftet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at bobehandleren snarest muligt skal søge afklaret, om en eller begge ægtefæller ønsker et aktiv udlagt efter vurdering.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ægtefællerne på et tidligt tidspunkt udtager de aktiver og passiver, der ikke er tvist om. Hermed vil det kunne undgås, at indtægter og udgifter vedrørende aktiverne og passiverne skal indgå i boregnskabet, og efterfølgende værditab eller -stigning vil være boet uvedkommende.
En ægtefælle skal derfor tage stilling til, om denne fortsat ønsker at være ejer af egne aktiver, om denne ønsker at overtage nogle af den anden ægtefælles aktiver, eller om aktivet skal sælges, jf. om salg af aktiver lovforslagets § 25. Det vil således ikke være muligt gennem længere tid at »lurepasse« f.eks. for at se, om et bestemt aktiv senere under bobehandlingen stiger eller falder i værdi.
Fremgangsmåden bør i almindelighed være den, at et aktiv vurderes med henblik på, om en ægtefælle ønsker at udtage aktivet til vurderingsprisen. Når vurderingsresultatet foreligger, bør ægtefællen levnes en rimelig tid til at få et eventuelt finansieringsbehov klaret. Lykkes dette ikke, har ægtefællen ikke ret til at udtage aktivet, jf. lovforslagets § 63, stk. 1. Undtagelsesvis kan der dog være situationer, hvor en ægtefælle har gode grunde til at vente med en stillingtagen til udtagelsesretten, f.eks. indtil der foreligger en afklaring af andre forhold af væsentlig betydning for den pågældendes økonomiske situation. Opstår der tvist om, hvorvidt en ægtefælle kan bevare sin ret til udlæg, selv om ægtefællen ikke aktuelt kan eller vil gennemføre udlægget, eller om aktivet skal sælges, må spørgsmålet afgøres af skifteretten efter lovforslagets § 25, stk. 2.
Hvis begge ægtefæller ønsker samme aktiv udlagt, afgøres det i sager om ægtefællers fællesbo (men ikke i andre boer) efter lovforslagets § 63, hvem der skal have aktivet udlagt. Bobehandleren vil i den forbindelse skulle vejlede ægtefællerne om retsstillingen og om nødvendigt give udtryk for sin vurdering, jf. lovforslagets § 20, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Hvis ægtefællerne stadig ikke kan enes om, hvem der skal have udlagt det pågældende aktiv, kan udlæg ikke ske, før der enten foreligger en stadfæstet boopgørelse, eller spørgsmålet er afgjort ved en retssag om en enkelttvist anlagt af en af ægtefællerne, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.
Hvis ægtefællerne er enige om, hvem der skal have et aktiv udlagt, er det bobehandlerens opgave at bistå ægtefællerne med det nødvendige i forbindelse hermed. Der kan være tale om bistand til tinglysning af ejerskifte af en fast ejendom eller bistand til ændring af forsikringen af en bil. Der er dog naturligvis ikke noget til hinder for, at ægtefællerne f.eks. af omkostningsmæssige grunde vælger at varetage de praktiske opgaver eller nogle af dem selv.
Bobehandleren skal også bistå ægtefællerne med at få vurderet aktivet, medmindre de er enige om værdien heraf. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 22, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår udlæg af aktiver, der overstiger ægtefællens lod i boet, henvises for så vidt angår ægtefællers fællesbo (men ikke andre boer) til lovforslagets § 64 og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår salg af aktiver, som ingen af ægtefællerne ønsker udlagt. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at hvis ingen af ægtefællerne ønsker et aktiv udlagt, skal bobehandleren sørge for, at det afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes interesser bedst muligt.
Bestemmelsen har sammenhæng med lovforslagets § 24, hvorefter bobehandleren snarest muligt skal søge afklaret, om en eller begge ægtefæller ønsker et aktiv udlagt efter vurdering. Er det ikke tilfældet, skal bobehandleren udfolde bestræbelser på at få det pågældende aktiv solgt. Et salg vil kunne ske ved annoncering, gennem mægler eller i øvrigt på det frie marked. Bobehandleren kan således ved salg af boets aktiver benytte sagkyndig bistand, f.eks. ejendomsmægler. Et aktiv vil også kunne sælges ved auktion, jf. herom det foreslåede stk. 3.
Bobehandleren vil i hvert konkret tilfælde sammen med ægtefællerne skulle foretage en afvejning af, hvordan ægtefællernes interesse ved et salg tjenes bedst muligt. Nogle gange vil et hurtigt salg være det bedste, mens det i andre tilfælde vil tjene ægtefællernes interesser bedst, hvis bobehandleren venter med at afhænde et bestemt aktiv. Et salg sker ikke i bobehandlerens navn eller for dennes risiko, men i ejerægtefællens navn og for dennes risiko.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en ægtefælle er uenig i, at aktivet skal afhændes, eller i den måde, bobehandleren foreslår det skal ske, skal bobehandleren anmode skifteretten om at træffe afgørelse i sagen.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en ægtefælle mener, at det bedst kan betale sig at vente med at sælge en fast ejendom eller en aktiepost, mens den anden ægtefælle ikke ønsker at vente. Skifteretten må i så fald tage stilling til spørgsmålet efter at have hørt bobehandleren og begge ægtefæller.
Skifterettens afgørelse efter stk. 2 kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås i stk. 3, at salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler.
Behæftede aktiver sælges i givet fald ved tvangsauktion, jf. retsplejelovens § 538 b, stk. 1 (som foreslås konsekvensændret ved lovforslagets § 81, nr. 8-10). Bobehandleren skal i så fald udføre, hvad der påhviler rekvirenten af en tvangsauktion.
Ubehæftede aktiver sælges efter reglerne om offentlige auktioner, der ikke er tvangsauktioner, jf. retsplejelovens § 538 b, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår acontobetaling af boslod. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at bobehandleren efter anmodning fra en ægtefælle kan henstille, at den anden betaler et acontobeløb. Dette forudsætter, at der er et sikkert grundlag for, at ægtefællen ved boets afslutning vil have krav på dette beløb, og at der ikke er udsigt til en snarlig afslutning af bobehandlingen.
Formålet hermed er, at en ægtefælle, der savner likvide midler til at komme videre med anskaffelse af f.eks. ny bolig, ikke skal afvente boets afslutning, hvis der er et sikkert grundlag for at træffe bestemmelse om acontobetaling.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en ægtefælle er uenig eller der er behov for tvangsfuldbyrdelse, skal bobehandleren anmode skifteretten om at træffe afgørelse. Dette gælder, hvad enten bobehandleren har henstillet, at der betales et acontobeløb, eller ikke har fundet grundlag herfor.
Skifteretten er ikke bundet af bobehandlerens henstilling. Skifteretten kan således fastsætte en acontobetaling, der er både større eller mindre end henstillet af bobehandleren, og skifteretten kan herunder også afslå at fastsætte en acontobetaling, selv om bobehandleren har henstillet det, eller omvendt fastsætte en acontobetaling, selv om bobehandleren ikke har fundet grundlag for det.
Hvis en ægtefælle, der ikke har gjort indsigelse mod en henstilling fra bobehandleren om at betale et acontobeløb, ikke betaler, kan det være nødvendigt at anmode skifteretten om at træffe afgørelse for at få et grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Hvis spørgsmålet ikke tidligere har været forelagt for skifteretten, skal skifteretten som udgangspunkt i givet fald foretage en fuld prøvelse af, om der er grundlag for at fastsætte en acontobetaling, og i givet fald af størrelsen heraf. Hvis den pågældende ægtefælle positivt har tilsluttet sig at skulle betale et nærmere angivet acontobeløb, men ikke betaler, vil ægtefællen dog som udgangspunkt være afskåret fra efterfølgende at gøre indsigelse herimod, medmindre forholdene har ændret sig væsentligt.
Skifterettens afgørelser vedrørende acontobetalinger kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Hvis der på et senere tidspunkt under bobehandlingen foreligger væsentlige nye oplysninger, herunder f.eks. et væsentligt sikrere grundlag for at skønne over, hvilket beløb en ægtefælle vil have krav på ved skiftets afslutning, kan en ægtefælle endvidere på ny anmode bobehandleren om at henstille, at der betales et acontobeløb eller et yderligere acontobeløb, og i mangel af enighed vil spørgsmålet herefter på ny kunne indbringes for skifteretten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bobehandlerens mulighed for at udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse). Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at bobehandleren kan udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse), hvis der er et særligt behov og et sikkert grundlag for det.
Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for, at bobehandleren kan lave en partiel boopgørelse i tilfælde, hvor den fulde afklaring af det økonomiske opgør må forventes at trække ud. Herved vil værdiansættelsen af de aktiver og passiver, som kan omfattes af den partielle boopgørelse, kunne lægges fast, og det vil ikke længere være nødvendigt med regnskab over indtægter og udgifter vedrørende de omhandlede aktiver og passiver.
Der vil navnlig kunne være behov for en partiel boopgørelse, hvis det ikke umiddelbart er muligt at sælge et aktiv, og hvis ægtefællerne er enige om, at det vil være bedst at vente med et salg i stedet for at sænke prisen. Også hvis der verserer en sag om en enkelttvist, f.eks. om et pensionskompensationskrav, som vil kunne trække ud, eller hvis en ægtefælles situation på et enkelt punkt er uafklaret, f.eks. på grund af en tvist med en tredjemand, vil det kunne være hensigtsmæssigt at lave en partiel boopgørelse.
Det er imidlertid udgangspunktet, at skiftet sker samlet, og der kan kun udarbejdes en partiel boopgørelse, når det er sikkert, at de aktiver, som ægtefællerne får tildelt ifølge den partielle boopgørelse, kan rummes inden for deres respektive boslodder.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 28 om udkast til boopgørelse og § 29 om forelæggelse af boopgørelsen for ægtefællerne samt kapitel 4 om skifterettens behandling af boopgørelser også finder anvendelse på partielle boopgørelser med de lempelser, der følger af, at der er tale om en partiel opgørelse. F.eks. vil der ikke kunne være en indstilling om bobehandlerens samlede salær (men eventuelt om et acontosalær, jf. lovforslagets § 41) eller den endelige omkostningsfordeling.
Henvisningen til lovforslagets kapitel 4 giver bl.a. mulighed for, at der som betingelse for at stadfæste en partiel boopgørelse vil kunne stilles krav om sikkerhedsstillelse i overensstemmelsen med lovforslagets § 34, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bobehandlerens udkast til boopgørelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Bestemmelsen finder med de fornødne lempelser tilsvarende anvendelse på partielle boopgørelser, jf. lovforslagets § 27.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 1, nr. 1 og 3, og stk. 3, til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bobehandleren udfærdiger udkast til boopgørelse. Dette er en af bobehandlerens hovedopgaver og markerer afslutningen på bobehandlerens arbejde.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at udkastet til boopgørelse skal indeholde en redegørelse for alle væsentlige forhold af betydning for fællesboets deling og skiftets gennemførelse. I stk. 1, 2. pkt., nr. 1-6, angives mere detaljeret, hvad udkastet til boopgørelse skal indeholde.
Efter det foreslåede nr. 1 skal udkastet til boopgørelse indeholde en redegørelse for bobehandlingens forløb.
Hvis ægtefællerne efter henvisningen til bobehandler har aftalt at indskrænke den del af boet, som bobehandleren skal behandle, skal redegørelsen for bobehandlingens forløb i givet fald – af hensyn til beregningen af skifteafgiften – indeholde oplysning herom. Redegørelsen skal endvidere i givet fald angive den samlede nettoværdi af de aktiver og passiver, som efter henvisningen til bobehandler er udgået af bobehandlingen. Om tilfælde, hvor udkastet til boopgørelse alene angår en del af boet, henvises i øvrigt til det foreslåede stk. 3 og bemærkningerne hertil.
Efter det foreslåede nr. 2 skal udkastet til boopgørelse desuden indeholde en opgørelse over hver ægtefælles aktiver og passiver, herunder værdiansættelsen heraf, samt eventuelle indtægter og udgifter, der knytter sig hertil.
Ved skifte af ægtefællers fællesbo angår boopgørelsen som udgangspunkt ægtefællernes fælleseje. Ægtefællernes eventuelle særejer vil dog også skulle medtages i boopgørelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til et eventuelt vederlagskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 23 eller et eventuelt kompensationskrav efter lovforslagets § 67.
Efter det foreslåede nr. 3 skal udkastet til boopgørelse angive eventuelle indbyrdes krav. Det kan f.eks. være formueretlige godtgørelseskrav, erstatningskrav, lånekrav og regreskrav, men kan også angå lønkrav, hvis en af ægtefællerne har været ansat af den anden. Det kan endvidere være familieretlige vederlags-, godtgørelses- eller kompensationskrav, eksempelvis i medfør af lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 d-16 f eller 23 eller i medfør af lovforslagets § 67.
Efter det foreslåede nr. 4 skal udkastet til boopgørelse angive udlæg af aktiverne og passiverne og vilkårene herfor. Er der foretaget udlæg af aktiver under skiftet, skal dette angives.
Efter de foreslåede nr. 5 og 6 skal udkastet til boopgørelse endelig indeholde en indstilling vedrørende størrelsen af bobehandlerens salær og fordelingen af boomkostningerne.
For så vidt angår bobehandlerens salær henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 21 og 40 og bemærkningerne hertil. Med hensyn til fordelingen af boomkostningerne henvises til lovforslagets § 42 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at hvis ægtefællerne er enige om spørgsmål af betydning for boopgørelsen, lægges enigheden til grund, og i mangel heraf lægger bobehandleren sin egen vurdering til grund. Bestemmelsen udtrykker det grundlæggende princip, at ægtefællernes fælles indstilling til skiftespørgsmål skal lægges til grund. Ægtefællerne bevarer således rådigheden over deres aktiver og passiver og kan dermed frit aftale f.eks., hvad værdien af de forskellige aktiver skal ansættes til. Bobehandlerens opgave er i sådanne tilfælde alene at sikre, at enigheden er reel, og at de er vejledt fornødent om markedsværdi osv. Er ægtefællerne ikke enige, skal bobehandleren som nævnt lægge sin egen vurdering til grund.
Ægtefællernes aftalefrihed med hensyn til, hvilken værdi aktiverne og passiverne skal ansættes til, gælder kun i deres indbyrdes forhold. I forhold til statskassens krav på skifteafgift skal aktiverne og passiverne ansættes til værdien i handel og vandel. I tilfælde, hvor bobehandleren med henblik på bodelingen har lagt ægtefællernes enighed om værdiansættelsen til grund, men hvor værdiansættelsen åbenbart ligger væsentligt under værdien i handel og vandel, påhviler det bobehandleren – uanset ægtefællernes stilling til spørgsmålet – at oplyse herom i udkastet til boopgørelse og at oplyse om værdien af de pågældende aktiver og passiver i handel og vandel.
Det foreslås i stk. 3, at hvis udkastet til boopgørelse alene omfatter en del af fællesboet, skal dette fremgå af udkastet til boopgørelse.
Det foreslåede stk. 3 finder anvendelse i flere forskellige situationer. Der kan dels være tale om, at bobehandlingen ved bobehandler kun omfatter en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Der kan endvidere være tale om, at ægtefællerne er enige om, at boopgørelsen kun skal omfatte en del af boet, idet de f.eks. tilkendegiver over for bobehandleren, at denne ikke behøver specificere alle aktiver, f.eks. indbo, antikviteter mv., fordi det allerede er delt, at pensioner ikke behøver beskrives, da der er enighed om, at de ikke giver grundlag for indbyrdes krav, eller at indtægter og udgifter mv. vedrørende en solgt ejendom ikke behøver beskrives, idet provenuet er delt. En sådan enighed vil typisk være begrundet i et ønske om at formindske udgifterne til bobehandlerens arbejde.
I sidstnævnte tilfælde, hvor indskrænkningen først sker efter henvisningen til bobehandler, skal bobehandlerens redegørelse for bobehandlingens forløb, jf. stk. 1, nr. 1, imidlertid som nævnt i givet fald – af hensyn til beregningen af skifteafgiften – indeholde oplysning om den samlede nettoværdi af de aktiver og passiver, som efter henvisningen til bobehandler er udgået af bobehandlingen.
I begge tilfælde er der tale om en endelig boopgørelse, der afslutter bodelingen, og angivelsen af, at boopgørelsen kun omfatter en del af boet, og af begrundelsen herfor, vil f.eks. kunne have betydning af hensyn til, at bobehandleren ikke mødes med et erstatningskrav for at have overset relevante forhold, samt af hensyn til dokumentation for, at de udeladte elementer også er delt, således at hele boet kan anses for delt.
Endvidere kan en angivelse i medfør af det foreslåede stk. 3 af, at udkastet til boopgørelse alene omfatter en del af boet, simpelt hen være udtryk for, at der er tale om en partiel boopgørelse i medfør af lovforslagets § 27. I denne situation fortsætter bobehandlingen også efter en stadfæstelse af den partielle boopgørelse, og der vil som udgangspunkt senere komme en endelig boopgørelse, der afslutter bobehandlingen. Det vil dog også kunne forekomme, at et skifte, hvor der i første omgang er stadfæstet en partiel boopgørelse, senere afbrydes uden stadfæstelse af en endelig boopgørelse, jf. lovforslagets § 30.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår forelæggelse for ægtefællerne af bobehandlerens udkast til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Bestemmelsen finder med de fornødne lempelser tilsvarende anvendelse på partielle boopgørelser, jf. lovforslagets § 27.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at bobehandleren skal forelægge udkastet til boopgørelse efter lovforslagets § 28 for skifteretten og ægtefællerne på en betryggende måde.
Det kan ske skriftligt, herunder ved e-mail, hvis det er den måde, ægtefællerne har aftalt at kommunikere med bobehandleren på. Det kan også ske på et møde, hvor bobehandleren gennemgår udkastet med ægtefællerne.
I forbindelse med forelæggelsen af udkastet for ægtefællerne bør bobehandleren sikre sig, at ægtefællerne er opmærksomme på, hvad en godkendelse af boopgørelsen indebærer. Bobehandleren skal endvidere gøre opmærksom på fristen for at gøre skriftlig indsigelse til skifteretten, jf. stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at hver af ægtefællerne inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse skriftligt kan gøre indsigelse til skifteretten over udkastet, herunder bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne.
En indsigelse kan dels angå materielle forhold vedrørende bodelingen, dels bobehandlerens salær eller fordelingen af boomkostningerne. Med hensyn til skifterettens behandling af indsigelser henvises til lovforslagets § 31 og bemærkningerne hertil.
Ægtefællerne har en frist på 4 uger efter modtagelsen af udkastet til at gøre indsigelse til skifteretten. Er udkastet f.eks. modtaget tirsdag den 1. september, vil et brev modtaget af skifteretten senest tirsdag den 29. september inden for normal kontortid være rettidig. Indsigelsen skal fremsættes skriftligt, og det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis den er begrundet, hvilket dog ikke er et krav for, at skifteretten kan behandle indsigelsen efter lovforslagets § 31.
Kravet om skriftlighed indebærer – indtil ikrafttrædelsen af lovforslagets § 70 om anvendelse af digital kommunikation – et krav om indlevering af et papirdokument med original underskrift. Fremsendelse af en telefax eller e-mail til skifteretten inden for fristen skal således i givet fald følges op af et papirbrev med original underskift, som skal ekspederes således, at det ved normal postbesørgelse kan forventes at være fremme første arbejdsdag efter fristens udløb.
Klager over en bobehandlers behandling af boet og adfærdsklager over en bobehandler er ikke omfattet af det foreslåede § 29, stk. 2, men derimod af lovforslagets § 49.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår afbrydelse af bobehandlingen uden udarbejdelse af et udkast til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 og 3 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at hvis en bobehandler må afslutte sit arbejde, før der kan udfærdiges et udkast til boopgørelse, som opfylder kravene i lovforslagets § 28, skal bobehandleren udfærdige et udkast, der i videst mulige omfang sætter ægtefællerne i stand til selv at færdiggøre opgørelsen. Bestemmelsen har til formål at sikre, at al bobehandlerens arbejde ikke går til spilde, fordi det offentlige skifte ikke tilendebringes.
Bestemmelsen sigter navnlig på den situation, at bobehandlerens arbejde må afsluttes, fordi der ikke stilles fornøden øget sikkerhed, jf. lovforslagets §§ 37 og 38, eller fordi det timetal, en ægtefælle er blevet bevilget i medfør af en beslutning om fri proces, er opbrugt. Bestemmelsen finder imidlertid også anvendelse, hvis arbejdet må sluttes af andre grunde, f.eks. fordi ægtefællerne selv ønsker at afslutte skiftet uden boopgørelse.
I nogle tilfælde vil det i realiteten ikke være muligt for bobehandleren at udarbejde et udkast, som har nogen brugbar værdi for ægtefællerne. Det kan f.eks. være, hvis bobehandlingen kun lige er startet, eller hvis bobehandlingen afsluttes, fordi ægtefællerne genoptager samlivet. I sådanne tilfælde vil bobehandlerens udkast kunne være helt summarisk.
Det foreslås i stk. 2, at bobehandleren skal underrette skifteretten om, at arbejdet er afsluttet uden udfærdigelse af boopgørelse, samt indstille størrelsen af sit salær og fordelingen af boomkostningerne. Bobehandlerens underretning til skifteretten skal oplyse om årsagen til, at arbejdet er afsluttet uden udfærdigelse af boopgørelse, og skal være vedlagt det foreløbige udkast til boopgørelse som nævnt i stk. 1.
Ægtefællerne vil ikke have mulighed for at gøre indsigelse over det materielle indhold af det foreløbige udkast, de modtager, da det netop kun er foreløbigt. Med hensyn til indsigelse mod bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne henvises til det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, at hver af ægtefællerne inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen skriftligt kan gøre indsigelse til skifteretten over bobehandlerens indstilling til salær og fordeling af boomkostningerne. Med hensyn til skifterettens behandling af indsigelser henvises til lovforslagets § 31, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Ægtefællerne har en frist på 4 uger efter modtagelsen af bobehandlerens indstilling til at gøre indsigelse til skifteretten. Er indstillingen f.eks. modtaget tirsdag den 1. september, vil et brev modtaget af skifteretten senest tirsdag den 29. september inden for normal kontortid være rettidig. Indsigelsen skal fremsættes skriftligt, og det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis den er begrundet, hvilket dog ikke er et krav for, at skifteretten kan behandle indsigelsen efter lovforslagets § 31, stk. 1.
Kravet om skriftlighed indebærer – indtil ikrafttrædelsen af lovforslagets § 70 om anvendelse af digital kommunikation – et krav om indlevering af et papirdokument med original underskrift. Fremsendelse af en telefax eller e-mail til skifteretten inden for fristen skal således i givet fald følges op af et papirbrev med original underskift, som skal ekspederes således, at det ved normal postbesørgelse kan forventes at være fremme første arbejdsdag efter fristens udløb.
Klager over en bobehandlers behandling af boet er ikke omfattet af det foreslåede § 30, stk. 3, men derimod af lovforslagets § 49.
Når skifteretten har truffet afgørelse om bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne, bør skifteretten ved tilførsel til retsbogen formelt fastslå, at bobehandlingen er afsluttet, da dette kan have betydning i forskellige sammenhænge. Som eksempel kan nævnes, at når skifteretten formelt har sluttet boet, vil en anmodning om »fortsættelse« eller »genoptagelse« af bobehandlingen retligt skulle kvalificeres som en ny anmodning til skifteretten om offentligt skifte, jf. lovforslagets § 9, som bl.a. udløser ny betaling af retsafgift. Som et andet eksempel kan nævnes, at en eventuel rådighedsfratagelse, jf. lovforslagets § 54, bortfalder ved bobehandlingens slutning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 4
(Skifterettens behandling af boopgørelser)
Kapitel 4 omhandler regler for den behandling, som skal finde sted ved skifteretten, efter at bobehandleren har afsluttet sit arbejde. Modtages der ikke indsigelser, vil skifteretten i almindelighed straks kunne skride til stadfæstelse af bobehandlerens udkast til boopgørelse, jf. § 36. Ved indsigelser mod det materielle indhold af udkastet er udgangspunktet, at skifteretten henviser til sagsanlæg, jf. §§ 31 og 32. Indsigelser vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne afgøres af skifteretten selv, jf. § 31, stk. 1. Muligheden for, at skifteretten af egen drift kan ændre bobehandlerens salær, er behandlet i § 33. Endelig indeholder kapitlet regler om partiel stadfæstelse, jf. § 34, og om rettelser efter afslutningen af eventuelle retssager, jf. § 35.
Kapitlets regler finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
De foreslåede regler knytter sig til den foreslåede nye ordning med behandling af ægtefælleskifter mv. ved en autoriseret bobehandler og er dermed alle nye.
Bestemmelsen angår indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse, herunder bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne. Bestemmelsen angår endvidere indsigelser mod bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne i tilfælde, hvor skiftet afbrydes uden boopgørelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen bygger på § 31, stk. 2 og 3, og § 32 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, men er opbygget anderledes. Det foreslås således at samle reglerne om materielle indsigelser og om indsigelser (i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast kaldet »klager«) over bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne i § 31, mens reglerne om frist for sagsanlæg vedrørende materielle indsigelser placeres i § 32. I den forbindelse foreslås det også, at skifteretten retter åbenbare fejl, som rejste indsigelser giver anledning til, før skifteretten i givet fald sætter en frist for sagsanlæg.
Bestemmelsen har sammenhæng med lovforslagets § 29, stk. 2, hvorefter hver af ægtefællerne inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen af bobehandlerens udkast til boopgørelse skriftligt kan gøre indsigelse til skifteretten over udkastet, herunder bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne, og § 30, stk. 3, hvorefter hver af ægtefællerne inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen skriftligt kan gøre indsigelse til skifteretten over bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne i tilfælde, hvor skiftet afbrydes uden boopgørelse.
Det foreslås i stk. 1, at hvis skifteretten rettidigt modtager indsigelse mod bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne, træffer skifteretten afgørelse efter lovforslagets §§ 40 og 42. Om skifterettens mulighed for af egen drift at ændre bobehandlerens salær henvises til lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen omfatter både tilfælde, hvor bobehandlerens indstilling indgår i et udkast til boopgørelse efter lovforslagets § 28, som forelægges ægtefællerne efter lovforslagets § 29, og tilfælde, hvor bobehandleren efter lovforslagets § 30, stk. 2, afgiver en særskilt indstilling, fordi skiftet afbrydes uden boopgørelse.
I begge tilfælde er fristen for at gøre indsigelse 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse eller den særskilte indstilling. Indsigelsen, som skal være skriftlig, er rettidig, hvis den er modtaget af skifteretten inden for fristen.
Det er ikke et krav, at en indsigelse er begrundet, men hvis indsigelsen ikke er begrundet, vil skifteretten formentlig i praksis være mindre tilbøjelig til at tage indsigelsen til følge, medmindre bobehandlerens indstilling om salær eller fordeling af boomkostningerne er åbenbart urigtig.
Bobehandleren og den anden ægtefælle skal have lejlighed til at udtale sig om indsigelsen, før skifteretten træffer afgørelse.
Skifterettens afgørelse om bobehandlerens salær og om fordeling af boomkostningerne kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås i stk. 2, at hvis skifteretten i øvrigt rettidigt modtager indsigelse mod udkastet til boopgørelse, dvs. mod et eller flere materielle elementer i udkastet til boopgørelse, kan skifteretten rette fejl, som indsigelsen giver anledning til, hvis der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden, eller anmode bobehandleren herom.
Bestemmelsen angår indholdsmæssige fejl i bobehandlerens udkast til boopgørelse, forudsat at der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden. Bestemmelsen må bl.a. som følge af ekspertisen hos de autoriserede bobehandleren antages at få et meget begrænset anvendelsesområde i praksis.
Bestemmelsen tager ikke sigte på åbenbare skrivefejl mv., idet sådanne til enhver tid kan rettes af skifteretten efter princippet i retsplejelovens § 222.
Bestemmelsen giver mulighed for at rette boopgørelsens indhold, hvis der ikke er berettiget tvivl om, at retstilstanden er en anden end den, der er lagt til grund af bobehandleren.
Skifteretten kan uden høring af bobehandleren eller den anden ægtefælle undlade at rette boopgørelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, hvis der efter skifterettens opfattelse åbenbart ikke er grundlag for at bringe bestemmelsen i anvendelse, hvad enten dette skyldes, at bobehandlerens vurdering er åbenbart rigtig, eller at der er berettiget tvivl om retstilstanden.
Hvis skifteretten er i tvivl, bør bobehandleren og den anden ægtefælle have lejlighed til at udtale sig, før skifteretten træffer afgørelse, og navnlig bør skifteretten ikke foretage en indholdsmæssig rettelse (i modsætning til rettelse af åbenbare skrivefejl mv.) i medfør af bestemmelsen, uden at bobehandleren og den anden ægtefælle har haft lejlighed til at udtale sig.
Erklærer den anden ægtefælle sig enig i, at indsigelsen er berettiget, kan skifteretten lægge den aftale, dette indebærer, til grund.
Alt afhængig af rettelsens karakter og omfang beslutter skifteretten i givet fald, om den selv vil foretage rettelsen eller anmode bobehandleren herom.
Skifterettens afgørelse om rettelse af udkastet til boopgørelse, herunder om ikke at rette udkastet til boopgørelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten undtagelsesvis kan behandle en indsigelse, der er modtaget efter fristens udløb, men inden boopgørelsen er stadfæstet efter lovforslagets § 36.
Bestemmelsen knytter sig til både stk. 1 og 2 og tager sigte på situationer, hvor en indsigelse af undskyldelige årsager er blevet indgivet for sent, f.eks. på grund af sygdom eller tilsvarende.
Uanset årsagen til forsinkelsen kan en indsigelse, der modtages af skifteretten efter stadfæstelsen af boopgørelsen, ikke behandles. Skifteretten afgørelse om stadfæstelse af boopgørelsen vil kunne kæres til landsretten, men landsretten vil under et sådant kæremål alene kunne tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. Om muligheden for at få genoptaget et bo, der er afsluttet ved en stadfæstet boopgørelse, henvises til lovforslagets § 78 og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår frist for sagsanlæg i tilfælde af, at en ægtefælle fremsætter materielle indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen bygger på § 31, stk. 1, i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, men er opbygget anderledes. Det foreslås således, at skifteretten retter åbenbare fejl, som rejste indsigelser giver anledning til, jf. lovforslagets § 31, før skifteretten i givet fald sætter en frist for sagsanlæg.
Bestemmelsen angår alene materielle indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse og finder kun anvendelse, i det omfang en indsigelse ikke imødekommes gennem en rettelse af udkastet i medfør af lovforslagets § 31, stk. 2.
Fristen for at gøre indsigelse er 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse, jf. lovforslagets § 29, stk. 2.
Det foreslås, at i det omfang en rettidigt modtaget indsigelse ikke fører til rettelse af boopgørelsen efter lovforslagets § 31, stk. 2, meddeler skifteretten ægtefællerne, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdes.
Hvis der ikke anlægges sag inden 4 uger, kan skifteretten straks stadfæste udkastet til boopgørelse, jf. lovforslagets § 36.
Når boopgørelsen er stadfæstet, kan der ikke længere anlægges sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, og sker det alligevel, vil sagen skulle afvises. En indsigelse, som ikke fører til en rettelse efter lovforslagets § 31, stk. 2, og som heller ikke følges op af et sagsanlæg inden for 4-ugersfristen i lovforslagets § 32, stk. 1, kan således ikke længere gøres gældende, når boopgørelsen er stadfæstet.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 31, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvilket indebærer, at skifteretten undtagelsesvis kan meddele en frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1, hvis en indsigelse er modtaget efter udløbet af 4-ugersfristen i lovforslagets § 29, stk. 2, men inden boopgørelsen er stadfæstet efter lovforslagets § 36.
Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor en indsigelse af undskyldelige årsager er blevet indgivet for sent, f.eks. på grund af sygdom eller tilsvarende.
Bestemmelsen angår alene skifterettens mulighed for at fastsætte en frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1, selv om en indsigelse ikke er modtaget rettidigt.
Der foreslås ikke regler om tilfælde, hvor der anlægges sag efter udløbet af 4-ugersfristen for sagsanlæg efter stk. 1, men inden stadfæstelsen af boopgørelsen, og det vil være overladt til skifteretten at afgøre, om et sådan sagsanlæg undtagelsesvis bør behandles trods fristoverskridelsen, eksempelvis hvis fristoverskridelsen skyldes force majeure eller lignende, eksempelvis afbrydelse af sædvanlig postbesørgelse på grund af ekstraordinære vejrforhold.
Uanset årsagen til fristoverskridelsen kan et sagsanlæg, der indbringes for skifteretten efter stadfæstelsen af boopgørelsen, ikke behandles. Skifteretten afgørelse om stadfæstelse af boopgørelsen vil kunne kæres til landsretten, men landsretten vil under et sådant kæremål alene kunne tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. Om muligheden for at få genoptaget et bo, der er afsluttet ved en stadfæstet boopgørelse, henvises til lovforslagets § 78 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at en ægtefælle når som helst under bobehandlingen vil kunne anlægge sag om en enkeltvist efter lovforslagets § 2, stk. 1, herunder før skifteretten har meddelt frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1. Det følger imidlertid af sammenhængen mellem lovforslagets § 29, stk. 2, og § 32, at hvis en ægtefælle, der ikke rettidigt har fremsat indsigelse efter § 29, stk. 2, efter udløbet af 4-ugersfristen i § 29, stk. 2 (men dog før stadfæstelsen af boopgørelsen), anlægger sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, skal skifteretten afvise sagsanlægget, medmindre skifteretten undtagelsesvis finder grundlag for at tage sagen under behandling efter princippet i § 32, stk. 2, jf. § 31, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens mulighed for af egen drift at ændre bobehandlerens salær. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen og bygger på den tilsvarende bestemmelse i dødsboskiftelovens § 79, stk. 5, om salæret til bobestyrere i dødsboskifter.
Bestemmelsen giver mulighed for, at skifteretten af egen drift kan nedsætte et åbenbart urimeligt salær. Skifteretten vil skulle give bobehandleren lejlighed til at udtale sig, før salæret i givet fald nedsættes.
Skifterettens afgørelse om nedsættelse af bobehandlerens salær kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår, hvordan skifteretten skal forholde sig, når der verserer en sag om en enkelttvist efter lovforslagets § 2, stk. 1. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med en præcisering af, at en stadfæstet partiel boopgørelse kan tvangsfuldbyrdes.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten som udgangspunkt skal udsætte sin stillingtagen til bobehandlerens udkast til boopgørelse, hvis der verserer en sag om en enkelttvist efter lovforslagets § 2, stk. 1.
I denne situation sættes afslutningen af bobehandlingen således i bero, indtil retssagen er afsluttet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at skifteretten dog kan stadfæste de dele af boopgørelsen, der ikke er gjort indsigelse mod, hvis dette findes ubetænkeligt. Det er herved forudsat, at indsigelserne ikke angår forhold, som vil kunne forrykke den stadfæstede del af boopgørelsen. Der kræves således et meget sikkert grundlag for, at skifteretten kan stadfæste dele af boopgørelsen.
I tilknytning hertil foreslås det, at skifteretten i givet fald kan betinge stadfæstelsen af, at der stilles sikkerhed for den anden ægtefælles mulige krav efter en endelig boopgørelse, jf. 2. pkt. Hvis skifteretten træffer bestemmelse om sikkerhedsstillelse, stadfæster skifteretten først de pågældende dele af boopgørelsen, når sikkerheden er stillet.
En ægtefælle, der har fri proces, er ikke fritaget for sikkerhedsstillelse efter det foreslåede 2. pkt., da sikkerhedsstillelsen ikke angår omkostninger ved boets behandling som nævnt i forslaget til retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra a (lovforslagets § 81, nr. 4).
Når skifteretten har stadfæstet dele af en boopgørelse, kan de stadfæstede dele tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme, jf. henvisningen i 3. pkt. til det foreslåede § 36, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår, hvordan skifteretten skal forholde sig, når skifterettens behandling af indsigelser vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne samt retssager om enkelttvister efter lovforslagets § 2, stk. 1, er afsluttet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten foretager de ændringer i udkastet til boopgørelse, som afgørelserne af de rejste indsigelser indebærer. En afgørelse skal være endelig, før skifteretten foretager rettelser i udkastet.
Er der tale om omfattende eller komplicerede ændringer, hvor der reelt skal foretages en ny sagsbehandling, kan skifteretten anmode bobehandleren om at genoptage bobehandlingen. En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis et større aktiv fejlagtigt ikke har været inddraget under bobehandlingen. Bobehandleren vil i givet fald skulle udarbejde et udkast til tillæg til boopgørelsen, herunder med indstilling om salær vedrørende genoptagelsen af bobehandlingen, og udkastet vil skulle forelægges ægtefællerne med frist til at komme med indsigelser, jf. lovforslagets § 29. Det bemærkes, at der naturligvis ikke kan gøres indsigelse mod de dele af tillægsboopgørelsen, som direkte følger af de trufne afgørelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens stadfæstelse af bobehandlerens udkast til boopgørelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet det dog i 2. pkt. er præciseret, at det er efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme, at en boopgørelse kan tvangsfuldbyrdes.
Det foreslås, at skifteretten afslutter behandlingen af sagen ved at stadfæste boopgørelsen, og at en stadfæstet boopgørelse kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme.
Hvis ingen af ægtefællerne gør indsigelse mod bobehandlerens udkast til boopgørelse, herunder bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne, bør skifteretten stadfæste boopgørelsen straks efter udløbet af indsigelsesfristen i lovforslagets § 29, stk. 2. Skifteretten vil senest samtidig med stadfæstelsen af boopgørelsen – efter høring af bobehandleren – kunne nedsætte bobehandlerens salær, jf. lovforslagets § 33.
Fremsættes der rettidigt materielle indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse, men følges disse ikke op af sagsanlæg inden fristen efter lovforslagets § 32, stk. 1, bør skifteretten tilsvarende stadfæste boopgørelsen straks efter udløbet af fristen for sagsanlæg.
Fremsættes der rettidigt indsigelser mod bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne, vil skifteretten skulle tage stilling hertil senest samtidig med stadfæstelsen af boopgørelsen i øvrigt.
Skifterettens afgørelse om stadfæstelse af boopgørelsen kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 79, men landsretten vil under et sådant kæremål alene kunne tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. Materielle indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse vil således ikke kunne prøves under kære.
Herudover kan skifterettens afgørelser med hensyn til indsigelser mod bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne kæres til landsretten, og dette gælder også, hvis skifterettens afgørelse herom er indeholdt i afgørelsen om stadfæstelse af boopgørelsen.
Om muligheden for at få genoptaget et bo, der er afsluttet ved en stadfæstet boopgørelse, henvises til lovforslagets § 78 og bemærkningerne hertil.
I forbindelse med afslutningen af bobehandlingen vil skifteretten også kunne træffe afgørelse om betaling af skifteafgift efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven (lovforslagets § 85, nr. 4). Indsigelse mod beregningen af skifteafgift skal indgives til skifteretten inden 6 uger, jf. retsafgiftslovens § 64, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Hvis skifteretten ikke ændrer afgiftsberegningen, afsiger skifteretten kendelse herom, jf. retsafgiftslovens § 64, stk. 4 (som ikke foreslås ændret), og skifterettens kendelse kan kæres til landsretten, jf. retsafgiftslovens § 64, stk. 6 (som ikke foreslås ændret).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 5
(Omkostninger)
Kapitel 5 angår omkostningerne ved bobehandlingen. §§ 37 og 38 angår sikkerhedsstillelse for boomkostningerne, mens § 39 angår foreløbig betaling og sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved sagsbehandlingsskridt. § 40 omhandler størrelsen af bobehandlerens salær, mens § 41 omhandler betaling af acontosalær. § 42 angår fordeling af boomkostningerne, mens § 43 angår advokatomkostninger, og § 44 angår hæftelse over for statskassen for boomkostninger.
Med undtagelse af § 44 finder kapitlets regler tilsvarende anvendelse i andre boer, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
De foreslåede regler er generelt udtryk for en ny, samlet regulering af omkostningsspørgsmål i sager om ægtefælleskifte mv., der behandles ved bobehandler, jf. pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at den ægtefælle, som har anmodet om henvisning til bobehandler, efter skifterettens bestemmelse skal stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling. Har begge ægtefæller anmodet om henvisningen, påhviler pligten til sikkerhedsstillelse dem begge.
Omkostningerne ved boets behandling omfatter retsafgifter, bobehandlerens salær og vurderingsomkostninger mv. Størrelsen af sikkerheden fastsættes i første omfang af skifteretten i forbindelse med henvisningen til bobehandler, jf. lovforslagets § 17, ud fra en foreløbig vurdering af sagens omfang. Skifteretten kan senere kræve yderligere sikkerhedsstillelse, hvis det viser sig, at bobehandlingen bliver mere bekostelig end først antaget. Der kan f.eks. være tale om, at bobehandlingen trækker ud i forhold til, hvad der oprindeligt var antaget, og at det derfor må forventes, at bobehandlerens salær ikke kan holde sig inden for det oprindeligt skønnede. Der kan også være tale om, at nogle sagsskridt bliver dyrere end forventet.
Bestemmelsen skal ses i forhold til lovforslagets § 39, som giver skifteretten mulighed for at bestemme, at en ægtefælle skal stille sikkerhed for omkostningerne ved et sagsbehandlingsskridt, som denne anmoder om. Når § 39 bringes i anvendelse, skal sikkerhedsstillelsen efter § 37 således ikke forhøjes.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten helt eller delvist skal kunne fritage en ægtefælle for sikkerhedsstillelse, hvis ægtefællen ikke kan stille sikkerheden.
Ægtefællen vil i givet fald skulle give skifteretten oplysninger om sine økonomiske forhold og i kraft heraf godtgøre, at ægtefællen hverken har likvide midler eller relevante lånemuligheder, dvs. mulighed for at låne på vilkår, der ikke er urimeligt tyngende, mulighed for at skaffe bankgaranti eller lignende eller aktiver i øvrigt, der kan stilles som sikkerhed. Kan ægtefællen stille en del af sikkerheden, kan der eventuelt ske fritagelse for resten.
Det er endvidere en betingelse, at det skønnes, at den pågældende vil få et boslodskrav, der er tilstrækkeligt til at dække udgifterne, jf. stk. 2, 2. pkt. I modsat fald tjener bodelingen ikke et tilstrækkeligt anerkendelsesværdigt formål i forhold til, at det offentlige skal risikere at have udgifter herved.
Også i sager, hvor der er grundlag for fritagelse for sikkerhedsstillelse, skal skifteretten foretage en vurdering af, hvad sikkerhedsstillelsen i givet fald skulle have været, således at fritagelsen for sikkerhedsstillelse angår et bestemt beløb. Fikseringen af et bestemt beløb er bl.a. nødvendig af hensyn til at maksimere statskassens hæftelse for betaling af bobehandlerens salær, jf. straks nedenfor. Hvis der senere bliver spørgsmål om at kræve en højere sikkerhedsstillelse, vil skifteretten skulle foretage en ny vurdering af, om der er grundlag for yderligere fritagelse for sikkerhedsstillelse.
Hvis skifteretten har fritaget en ægtefælle for sikkerhedsstillelse efter det foreslåede stk. 2, hæfter statskassen for betaling af bobehandlerens salær, i det omfang ægtefællerne ikke efter påkrav betaler salæret. Statskassen kan i givet fald gøre regres mod ægtefællerne.
Det foreslås i stk. 3, at hvis den krævede sikkerhed ikke stilles, afviser skifteretten sagen. Dette gælder både den oprindelige sikkerhed, som fastsættes i forbindelse med henvisningen til bobehandler, og en eventuel yderligere sikkerhed, som fastsættes på et senere tidspunkt. Skiftet afsluttes i givet fald efter de foreslåede regler om afbrudt skifte, jf. lovforslagets § 30 og bemærkningerne hertil.
Manglende yderligere sikkerhedsstillelse medfører derimod ikke afvisning af sagen i de tilfælde, som fremgår af lovforslagets § 39.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bobehandlerens underretning af skifteretten om et opstået behov for at forhøje sikkerhedsstillelsen for omkostningerne ved boets behandling. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at bobehandleren skal underrette skifteretten, hvis der opstår behov for at forhøje sikkerhedsstillelsen efter lovforslagets § 37. Der kan f.eks. være tale om, at bobehandlingen trækker ud i forhold til, hvad der oprindeligt var antaget, og at det derfor må forventes, at bobehandlerens salær ikke kan holde sig inden for det oprindeligt skønnede. Der kan også være tale om, at nogle sagsskridt bliver dyrere end forventet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår omkostningerne ved sagsbehandlingsskridt, som ikke er dækket af sikkerheden for boomkostninger efter lovforslagets § 37. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen bygger på Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet det dog foreslås, at krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved enkelte sagsbehandlingsskridt forudsætter en konkret beslutning fra skifteretten, og at virkningen af manglende sikkerhedsstillelse er, at anmodningen om det pågældende sagsbehandlingsskridt betragtes som bortfaldet.
Formålet med bestemmelsen er navnlig at modvirke, at den pligt til at stille sikkerhed for de samlede boomkostninger, som efter lovforslagets § 37 påhviler den ægtefælle, der har anmodet om skifte, bliver urimeligt byrdefuld på grund af den anden ægtefælles anmodninger om omkostningstunge sagsbehandlingsskridt.
Udgangspunktet er, at den ægtefælle, der har anmodet om skifte, skal stille sikkerhed for de samlede omkostninger ved boets behandling, herunder omkostninger, som skyldes anmodninger om sagsbehandlingsskridt fra den anden ægtefælle.
Skifteretten kan imidlertid efter den foreslåede bestemmelse efter en konkret vurdering gøre undtagelse herfra og i stedet pålægge den ægtefælle, der anmoder om det pågældende sagsbehandlingsskridt, at stille sikkerhed for omkostningerne herved.
Hvis sikkerheden ikke stilles, betragtes anmodningen om det pågældende sagsbehandlingsskridt som bortfaldet. Dette adskiller sig fra tilfælde, hvor den generelle sikkerhed for boomkostningerne efter lovforslagets § 37 ikke stilles, idet retsvirkningen i sådanne tilfælde er, at sagen afvises, og bobehandlingen dermed afbrydes. Bestemmelsen sikrer således bl.a., at en ægtefælle ikke ved urimelige anmodninger om omkostningstunge sagsbehandlingsskridt indirekte kan opnå en afbrydelse af skiftet. Bestemmelsen er dog ikke begrænset til egentlige misbrugs- eller chikanetilfælde, men kan efter en konkret vurdering også anvendes, hvor der er anmodet om et sagsbehandlingsskridt, som kan siges at være hensigtsmæssigt uden dog at være nødvendigt.
Skifteretten kan træffe bestemmelse efter § 39, selv om den ægtefælle, der anmoder om det pågældende sagsbehandlingsskridt, har fri proces. Retsvirkningen heraf er i givet fald, at der ikke bliver tale om at forhøje sikkerhedsstillelsen efter § 37. I kraft af den fri proces vil den ægtefælle, der har anmodet om det pågældende sagsbehandlingsskridt, være fritaget for sikkerhedsstillelse, og skifteretten skal af hensyn til klarhed om statskassens hæftelse i givet fald beløbsfastsætte fritagelsen for sikkerhedsstillelse.
Det bemærkes, at hvis det pågældende sagsbehandlingsskridt indebærer arbejde for bobehandleren, ændrer en eventuel afgørelse efter § 39 i tilfælde, hvor den pågældende ægtefælle har fri proces, ikke det maksimum, som er fastsat af skifteretten efter lovforslagets § 40, stk. 2, for dækningen af bobehandlerens arbejde under den fri proces. Hvis det tidligere fastsatte maksimum skal forhøjes, skal skifteretten i givet fald træffe en særskilt afgørelse herom i medfør af § 40, stk. 2.
Skifterettens afgørelser om sikkerhedsstillelse efter § 39, herunder om ikke at pålægge en ægtefælle at stille sikkerhed, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår størrelsen af bobehandlerens salær. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsens stk. 1 svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, mens bestemmelsens stk. 2 er nyt i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast.
Det foreslås i stk. 1, at en bobehandler ikke må kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Bestemmelsen svarer til, hvad der generelt gælder for advokater, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2.
Bobehandleren afgiver selv indstilling til skifteretten om størrelsen af salæret, jf. lovforslagets § 29, jf. § 28, stk. 1, nr. 5, og § 30, stk. 2. Hver af ægtefællerne har 4 uger til at gøre indsigelse over for skifteretten over bobehandlerens indstilling, jf. lovforslagets § 29, stk. 2, og § 30, stk. 3, hvorefter skifteretten i givet fald træffer afgørelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1. Skifteretten kan endvidere af egen drift nedsætte bobehandlerens salær, hvis salæret findes åbenbart urimeligt, jf. lovforslagets § 33.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis en ægtefælle har fri proces, kan denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær højst omfatte det antal timer, skifteretten har fastsat.
Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at skifteretten i forbindelse med en bevilling af fri proces til en ægtefælle (eller anden part i en bobehandling, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 3 og 4) efter det foreslåede § 327, stk. 3, i retsplejeloven (lovforslagets § 81, nr. 2) samtidig skal fastsætte et højeste antal timer for den pågældendes andel af bobehandlerens salær. Hvis begge ægtefæller (eller begge eller alle parter i øvrigt i en bobehandling) bevilges fri proces efter det foreslåede § 327, stk. 3, skal skifteretten samtidig fastsætte et højeste antal timer for bobehandlerens samlede salær.
Et kompliceret bo bør som udgangspunkt kunne klares ved højst 40 timers behandling hos bobehandleren, og et forholdsvis ukompliceret bo af en vis størrelse bør som udgangspunkt kunne klares ved højst 20 timers behandling hos bobehandleren. Ukomplicerede mindre boer bør som udgangspunkt kunne klares på højst 10 timer, og insolvente boer, hvor der blot er behov for at konstatere, at der ikke er noget at dele, bør kunne klares på 5 timer. Heraf vil hver ægtefælle normalt skulle betale halvdelen, og det højeste antal timer for den pågældendes andel af bobehandlerens salær bør således normalt fastsættes til halvdelen af de nævnte timetal. Hvis begge ægtefæller har fri proces, bør det højeste antal timer for bobehandlerens samlede salær tilsvarende normalt fastsættes til de nævnte timetal.
En ægtefælle, der har fri proces, eller bobehandleren vil efterfølgende kunne anmode skifteretten om at forhøje det højeste antal timer for den pågældende ægtefælles andel af bobehandlerens salær. Skifteretten bør imidlertid kun imødekomme en sådan anmodning, hvis der er særlige forhold i det pågældende bo, som kan begrunde et højere tidsforbrug end sædvanligt.
Skifterettens afgørelse om det højeste antal timer for en ægtefælles andel af bobehandlerens salær kan af den pågældende ægtefælle (men ikke af den anden ægtefælle) kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. og 3. pkt., om salær til en advokat, der er beskikket for en part med fri proces, skal finde tilsvarende anvendelse.
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. pkt., indebærer, at bobehandleren ikke må modtage salær fra en ægtefælle, der har fri proces, ud over det højeste antal timer, der er fastsat af skifteretten. Hvis begge ægtefæller har fri proces, må bobehandleren således ikke fra ægtefællerne modtage salær ud over det samlede højeste antal timer, der er fastsat af skifteretten.
Hvis den ene ægtefælle har fri proces, mens den anden ægtefælle ikke har det, skal der først foretages en fordeling mellem ægtefællerne efter lovforslagets § 42 af det samlede salær, som bobehandleren – når der bortses fra den fri proces – ville kunne kræve efter det foreslåede § 40, stk. 1. Hvis den andel af bobehandlerens samlede salær, der efter denne foreløbige fordeling påhviler den ægtefælle, der har fri proces, overstiger det højeste antal timer, der er fastsat af skifteretten i medfør af det foreslåede § 40, stk. 2, 1. pkt., skal bobehandlerens samlede salær nedsættes med det overskydende beløb. Den ægtefælle, der ikke har fri proces, skal herefter dække den del af bobehandlerens salær, som fulgte af den foreløbige fordeling efter lovforslagets § 42, og den ægtefælle, der har fri proces, får af statskassen dækket den resterende del af bobehandlerens (nedsatte) salær, dvs. svarende til det højeste antal timer, som skifteretten har fastsat. Disse principper kan belyses ved følgende eksempel:
Eksempel
Skifteretten giver efter ansøgning den ene ægtefælle fri proces og bestemmer samtidig, at denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær højst kan omfatte et antal timer, som (efterfølgende) omregnes til 18.000 kr. Bobehandleren kræver et samlet salær på 40.000 kr. Hvis skifteretten (1) godkender salæret på 40.000 kr. efter § 40, stk. 1, og (2) ikke finder grundlag for en skævdeling af salæret efter § 42, 2. pkt., nedsættes bobehandlerens salær til 38.000 kr., hvoraf statskassen betaler 18.000 under den ene ægtefælles fri proces, og den anden ægtefælle betaler 20.000 kr.
Da der i givet fald vil være tale om, at bobehandleren ikke får dækket sit fulde salær, må det imidlertid antages, at en sådan situation kun helt undtagelsesvis vil forekomme i praksis, idet bobehandleren må forventes at ville sørge for at få afsluttet bobehandlingen inden for det højeste antal timer, som skifteretten har fastsat.
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 5, 3. pkt., indebærer, at bobehandleren kan indgå særlig aftale med en ægtefælle, der har fri proces, om, at ægtefællen af egen lomme betaler hele den pågældende ægtefælles andel af bobehandlerens salær uden hensyn til det højeste antal timer, som skifteretten har fastsat. En sådan aftale er kun gyldig, hvis bobehandleren samtidig giver afkald på dækning af statskassen af den pågældende ægtefælles andel af salæret. I givet fald er det kun den begunstigelse, der består i statskassens dækning af ægtefællens andel af bobehandlerens salær, jf. det foreslåede § 331, stk. 1, nr. 5, litra b (lovforslagets § 81, nr. 4), der falder bort. De øvrige begunstigelser under den fri proces berøres ikke.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår betaling af acontosalær til bobehandleren. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten kan godkende, at en bobehandler kan få udbetalt et acontosalær, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler herfor. Bestemmelsen tænkes navnlig anvendt, når der er tale om et langvarigt boarbejde, hvor det ikke er rimeligt, at bobehandleren skal vente med at få sit salær, til sagen er helt afsluttet.
Skifterettens afgørelser om acontosalær, herunder om ikke at træffe bestemmelse om acontosalær, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår fordelingen af boomkostningerne mellem ægtefællerne. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Efter forslaget er det udgangspunktet, at boomkostningerne deles ligeligt mellem ægtefællerne, jf. 1. pkt., hvilket svarer til gældende ret.
Det foreslås imidlertid i 2. pkt. som noget nyt, at en ægtefælle, der på uforsvarlig måde har givet anledning til en større del af udgifterne, kan pålægges at betale en større del af omkostningerne, således at modparten friholdes for denne del. Som eksempler på sådan uforsvarlig adfærd kan nævnes irrelevante protester, spildte møder, unødvendige udsættelser, unyttige bevisførelser og overflødige processuelle anmodninger. Bestemmelsen, som svarer til retsplejelovens § 318, lægger op til, at det i mere udstrakt grad, end hvad der er praksis for i dag, skal have omkostningsmæssige konsekvenser, hvis en af parterne forhaler processen. Bestemmelsen afløser i en vis udstrækning retsplejelovens § 660.
Ud over de tilfælde, som er omfattet af det foreslåede 2. pkt., kan en skævdeling af bobehandlerens salær i princippet blive konsekvensen af det foreslåede § 40, stk. 2, 1. pkt., om maksimering af andelen af bobehandlerens salær for en ægtefælle, der har fri proces. Da der i givet fald vil være tale om, at bobehandleren ikke får dækket sit fulde salær, må det imidlertid antages, at det kun helt undtagelsesvis vil forekomme i praksis, idet bobehandleren må forventes at ville sørge for at få afsluttet bobehandlingen inden for det højeste antal timer, som skifteretten har fastsat.
Skifterettens afgørelser om fordeling af boomkostningerne kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen angår omkostningerne ved selve bobehandlingen, hvilket i praksis navnlig omfatter retsafgifter, bobehandlerens salær og eventuelle udgifter til vurdering mv.
Fordelingen af omkostningerne ved eventuelle retssager om enkelttvister, som i medfør af lovforslagets § 2, stk. 1, anlægges under en bobehandling, sker efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30, og spørgsmål herom afgøres som led i afgørelsen af den pågældende enkelttvist.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår ægtefællernes eventuelle udgifter til advokatbistand i forbindelse med bobehandlingen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Udgangspunktet er, at hvis en ægtefælle vælger at lade sig bistå af egen advokat i forbindelse med bobehandlingen, kan udgifterne hertil ikke forlanges dækket af den anden ægtefælle. Det samme gælder, når skifteretten har beskikket en advokat for en ægtefælle efter lovforslagets § 23.
Det foreslås dog, at hvis ganske særlige grunde tale for det, kan skifteretten efter anmodning pålægge en ægtefælle at erstatte den anden ægtefælles udgifter til advokatbistand. Bestemmelsen tager navnlig sigte på tilfælde, hvor den ene ægtefælles forhold har medført, at den anden ægtefælle er blevet nødt til at antage egen advokat. Hvis bestemmelsen bringes i anvendelse til fordel for en ægtefælle, der har fået beskikket en advokat i medfør af lovforslagets § 23, skal erstatningen for udgifter til advokatbistand betales til statskassen (medmindre den ægtefælle, der har fået beskikket advokat, allerede efter § 23, stk. 2, har erstattet statskassens dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen).
Skifterettens afgørelser om erstatning af udgifter til advokatbistand, herunder om ikke at bringe bestemmelsen i anvendelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen angår advokatbistand til selve bobehandlingen.
Udgifter til advokatbistand til eventuelle retssager om enkelttvister, som i medfør af lovforslagets § 2, stk. 1, anlægges under en bobehandling, erstattes i givet fald efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30, og spørgsmål herom afgøres som led i afgørelsen af den pågældende enkelttvist.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår en ægtefælles hæftelse over for statskassens krav mod den anden ægtefælle vedrørende omkostninger ved bobehandlingen. I modsætning til de øvrige regler i kapitel 5 finder bestemmelsen ikke tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Hvis en bobehandling omfatter skifte af både ægtefællers fællesbo og sameje om flere særejeaktiver, gælder bestemmelsen om hæftelse over for statskassen for de samlede omkostninger ved bobehandlingen, herunder omkostninger (eksempelvis vurderingsomkostninger), som særligt vedrører skiftet af samejet om flere særejeaktiver.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at en ægtefælle hæfter subsidiært for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet. Bestemmelsen vil i praksis navnlig have betydning i tilfælde, hvor der er sket hel eller delvis fritagelse for sikkerhedsstillelse. Der er tale om en såkaldt subsidiær, solidarisk hæftelse, svarende til hvad der gælder for en simpel kautionist, som indebærer, at det skal være godtgjort, at den anden ægtefælle ikke kan betale. Statskassen skal således forgæves have forsøgt at inddrive beløbet hos den ægtefælle, der i det indbyrdes forhold skal betale beløbet, før kravet rettes mod den anden ægtefælle.
Det foreslås i stk. 2, at en ægtefælle kan modregne det beløb, som den subsidiære hæftelse indebærer, i den anden ægtefælles lod i boet. En ægtefælle kan således undgå at overtage gælden til det offentlige, hvis vedkommende som led i det endelige økonomiske opgør mellem ægtefællerne skal betale den anden ægtefælle et tilsvarende eller større beløb. En ægtefælle, der ønsker at benytte sig af den foreslåede modregningsadgang, skal i givet fald indbetale det beløb, der modregnes med, til statskassen til dækning af statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 6
(Regler om bobehandlere)
Kapitel 6 indeholder regler om en autorisationsordning for bobehandlere, deres habilitet, skifterettens tilsyn og kontrol med dem, udpegning af ny bobehandler samt klage over bobehandlere. De nærmere betingelser for, at en person kan virke som bobehandler, foreslås reguleret ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 45, stk. 2.
De foreslåede regler om autoriserede bobehandlere finder anvendelse i alle boer, der er omfattet af lovforslagets § 1.
Bobehandlerens hovedopgaver fremgår af lovforslagets kapitel 3 om behandling af ægtefællers fællesbo ved bobehandler, hvorved bemærkes, at dette kapitel finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Herudover findes der regler om bobehandlerens opgaver mv. i lovforslagets kapitel 4 (om skifterettens behandling af boopgørelser) og kapitel 5 (om omkostninger) samt § 51, stk. 5 (om fastsættelse af et ophørstidspunkt for formuefællesskabet efter indstilling fra bobehandleren) og § 73 (om bobehandlerens besigtigelse af aktiver).
De foreslåede regler i kapitel 6 angår den foreslåede nye ordning med behandling af ægtefælleskifter mv. ved en autoriseret bobehandler og er dermed alle nye.
Bestemmelsen angår autorisationsordningen for bobehandlere af ægtefælleskifter mv.
Bestemmelsen svarer med nogle præciseringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at justitsministeren for hver retskreds skal autorisere et passende antal advokater til som bobehandlere at forestå behandlingen af ægtefælleskifter mv., dvs. i skiftesager som nævnt i lovforslagets § 1. Bestemmelsen svarer til dødsboskiftelovens § 11, stk. 1, om autorisation af bobestyrere til at behandle dødsboer.
En autoriseret bobehandler skal være advokat, og en autorisation skal tilbagekaldes, hvis en autoriseret bobehandlers ret til at udøve advokatvirksomhed ophører.
Der er ikke noget til hinder for, at en advokat autoriseres både som bobehandler efter den foreslåede bestemmelse og som bobestyrer efter dødsboskiftelovens § 11, stk. 1, hvis den pågældende opfylder betingelserne for begge autorisa- tioner.
Bobehandlere skal autoriseres lokalt for hver retskreds, således at det sikres, at bobehandleren har et vist lokalkendskab, og at rejseudgifter mv. begrænses. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 18 er der imidlertid ikke noget til hinder for, at en autoriseret bobehandler, hvis begge ægtefæller og bobehandleren er enige herom, beskikkes til at behandle et bo ved skifteretten i en anden retskreds end den, bobehandleren er autoriseret i.
Når antallet af autorisationer skal fastlægges, bør der tages hensyn til, at antallet af bobehandlere bør være så tilpas lavt, at det er muligt for de enkelte bobehandlere at oparbejde og bevare en høj grad af erfaring og rutine med behandlingen af de spørgsmål, der kan opstå i sådanne sager, set i lyset af det aktuelle og forventede sagsantal.
Autorisationen forudsættes at skulle finde sted efter opslag fra byretspræsidenten, der foretager indstilling til vedkommende landsretspræsident, som derefter med sine bemærkninger indsender sagen til Justitsministeriet, der beskikker den enkelte bobehandler.
Autorisationen forudsættes gjort tidsbegrænset, f.eks. til 10 år, men med mulighed for genautorisation.
Om udpegning af bobehandler i den enkelte sag henvises til lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede stk. 2 indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler for bobehandleres autorisation, herunder om tidsbegrænsning af autorisationer, om deres virksomhed og salær og om skifterettens tilsyn. Det foreslås endvidere, at der i regler, der udstedes i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Dødsboskiftelovens § 11, stk. 3 og 4, indeholder en nogenlunde tilsvarende bemyndigelse til at fastsætte regler for bobestyreres autorisation.
Hvis lovforslaget vedtages, agter Justitsministeriet med hjemmel i den foreslåede bestemmelse at udstede en bekendtgørelse med regler om bobobehandleres autorisation. Reglerne vil f.eks. kunne indeholde krav om efteruddannelse, særlige forsikringsforhold mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår bobehandleres habilitet.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Der er bl.a. foretaget en redaktionel ændring af stk. 1, således at bestemmelsen formuleres generelt (dvs. ikke specielt i forhold til ægtefæller). Som følge heraf kan bestemmelsen (og dermed hele kapitel 6) anvendes direkte i alle skiftesager omfattet af lovforslagets § 1.
Det foreslås i stk. 1, at ingen må handle som bobehandler, hvis den pågældende er nærstående til en af parterne eller afhængig af denne, eller hvis der som følge af den pågældendes interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om den pågældendes upartiskhed. Dødsboskiftelovens § 115, stk. 1, indeholder en tilsvarende regel om bl.a. bobestyreres inhabilitet.
Det foreslås i stk. 2, at en bobehandler, dennes nærstående eller ansatte i dennes virksomhed ikke må erhverve nogen del af boets aktiver. Dødsboskiftelovens § 115, stk. 4, indeholder en tilsvarende regel om forbud mod bl.a. bobestyreres erhvervelse af et dødsbos aktiver.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens tilsyn med bobehandleren.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at skifteretten kan anmode bobehandleren om oplysninger om bobehandlingens forløb. Det kan f.eks. ske, hvis skifteretten på baggrund af en klage indgivet i medfør af lovforslagets § 49 bliver opmærksom på mulige mangler ved bobehandlerens sagsbehandling. Anmodningen kan også ske som led i skifterettens almindelige og generelle tilsyn, uden at der nødvendigvis er noget, der tyder på, at bobehandlingen skulle være mangelfuld.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hvis forholdene gør det nødvendigt, kan skifteretten desuden pålægge bobehandleren at indgive indberetninger om bobehandlingens forløb og at foretage det fornødne til fremme af boets behandling. Bobehandleren har efter lovforslaget et stort råderum med hensyn til, hvordan bobehandlingen skal foregå, og det vil derfor kun være i særlige tilfælde, at pålæg til bobehandleren om at indgive indberetninger kan komme på tale, herunder navnlig hvis skifteretten har konkret mistanke om, at bobehandlingen ikke forløber tilfredsstillende. Det vil også kun være i særlige tilfælde, at der er grundlag for, at skifteretten pålægger bobehandleren at udføre bestemte sagsskridt.
Om tilbagekaldelse af udpegningen som bobehandler henvises til lovforslagets § 48 og bemærkningerne hertil.
Skifterettens afgørelser om pålæg til bobehandleren kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Det foreslås i stk. 2, at hvis bobehandleren ikke har afsluttet sit arbejde senest et år efter, at sagen er modtaget, skal bobehandleren orientere skifteretten om bobehandlingens forløb og om, hvornår sagen forventes afsluttet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at skiftet ikke trækker unødigt ud, og skal således understøtte bobehandlerens mulighed for at fremme bobehandlingen mest muligt, herunder fastsætte frister for ægtefællernes stillingtagen til bestemte forhold, til at fremskaffe oplysninger osv.
Det foreslåede stk. 2 gælder også for de skifter, hvor det fra starten har været klart, at bobehandlingen vil strække sig ud over et år. I sådanne tilfælde vil orienteringen af skifteretten om bobehandlingens forløb kunne være summarisk, men også i sådanne tilfælde skal orienteringen indeholde oplysning om, hvornår sagen forventes afsluttet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår tilbagekaldelse af udpegningen af en bobehandler på grund af dennes uforsvarlige opgavevaretagelse.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten skal tilbagekalde udpegningen af bobehandleren, hvis dennes varetagelse af sine opgaver findes uforsvarlig. Tilbagekaldelsen kan f.eks. ske på baggrund af en klage indgivet i medfør af lovforslagets § 49, herunder navnlig hvis bobehandlingen tidligere har givet anledning til pålæg, jf. lovforslagets § 47, stk. 1, som ikke er fulgt. Skifteretten kan også på eget initiativ tilbagekalde udpegningen, men det vil normalt være naturligt at høre ægtefællerne inden.
Udpegningen af en ny bobehandler sker efter reglerne i lovforslagets § 18, der også indeholder regler om tilbagekaldelse og udpegning af ny bobehandler, hvis bobehandleren i øvrigt ikke længere opfylder betingelserne for at behandle boet, eksempelvis på grund af inhabilitet.
Skifterettens afgørelser med hensyn til tilbagekaldelse af udpegning, herunder om ikke at tilbagekalde udpegningen, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår klage til skifteretten over en bobehandlers behandling af boet.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i bestemmelsen, at klager over bobehandlerens behandling af boet, herunder over, at denne ikke fremmer behandlingen tilstrækkeligt, skal indgives skriftligt til skifteretten. Bestemmelsen giver ægtefæller eller andre parter adgang til at klage over bobehandleren, hvis der er utilfredshed med den måde, denne arbejder på.
Hvis skifteretten modtager en mundtlig klage over en bobehandler, skal skifteretten vejlede klageren om, at klager skal indgives skriftligt.
At klage over bobehandlerens behandling af boet er noget andet end at fremsætte indsigelse mod udkastet til boopgørelsen, herunder bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne, jf. lovforslagets § 29, stk. 2, og § 30, stk. 3. Hvis en ægtefælle er uenig i bobehandlerens vurdering af et konkret spørgsmål, må ægtefællen således gå frem efter reglerne om indsigelser og i givet fald om sager om enkelttvister. Hvis en ægtefælle er uenig i bobehandlerens indstilling om salær og fordeling af boomkostningerne, er det tilsvarende reglerne om indsigelse herimod (herunder indsigelsesfristen på 4 uger fra modtagelsen af indstillingen), der finder anvendelse. Skifteretten kan ikke efter den foreslåede § 49 om klage over en bobehandlers behandling af boet tage stilling til sådanne spørgsmål.
Der foreslås ikke nogen frist for indgivelse af en klage efter den foreslåede § 49. Bobehandleren er efter lovforslaget ikke tillagt afgørelseskompetence, og en klage efter den foreslåede § 49 kan således alene angå den måde, sagen behandles på.
Før skifteretten træffer afgørelse i anledning af en klage, skal bobehandleren have lejlighed til at udtale sig. Hvis klagen er åbenbart grundløs, kan skifteretten dog træffe afgørelse uden at høre bobehandleren, men skifteretten skal orientere bobehandleren om klagen og om skifterettens afvisning af den.
Ved gentagne, grundløse klager, som bobehandleren har måttet afgive redegørelser til skifteretten i anledning af, vil klageren kunne pålægges en forholdsmæssig større del af boomkostningerne, jf. lovforslagets § 42, 2. pkt.
Bestemmelsen tillægger ikke skifteretten kompetence til at behandle egentlige adfærdsklager over bobehandleren. Klager over en bobehandlers adfærd må i stedet indgives til Advokatnævnet efter de almindelige regler herom, jf. retsplejelovens § 147 b. Her gælder en 1-årsfrist.
Skifterettens tilsyn med bobehandleren er i øvrigt reguleret i lovforslagets §§ 47 og 48, der således også angiver skifterettens reaktionsmuligheder i anledning af en klage, dvs. pålæg til bobehandleren eller – i yderste konsekvens – tilbagekaldelse af udpegningen. Herudover vil skifteretten kunne udtale kritik af bobehandleren.
Hvis skifteretten udtaler kritik af en bobehandler, der er autoriseret i en anden retskreds, bør skifteretten orientere den skifteret, hvor bobehandleren er autoriseret, herom.
Skifterettens afgørelser i anledning af en klage, herunder om, at en klage ikke tages til følge, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 7
(Regler for fællesbodelingen)
Kapitel 7 indeholder regler om delingen af ægtefællers fællesbo. Reglerne finder ikke anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo. Reglerne gælder, hvad enten fællesboet skiftes privat eller ved bobehandler efter lovforslagets kapitel 3 og 4. Reglen i § 51, stk. 5, om, at skifteretten efter indstilling fra bobehandleren kan fastsætte ophørsdagen for formuefællesskabet, og § 64, 3. pkt., om afdragsvis betaling ved udlæg af aktiver ud over boslodden, kan dog kun anvendes, når boet skiftes ved bobehandler, og reglerne i § 54 om rådighedsfratagelse kan kun anvendes, når der er indgivet anmodning om offentligt skifte.
§§ 50-52 angår tidspunktet for formuefællesskabets ophør og tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver. I forhold til gældende ret foreslås det at fremrykke tidspunktet for formuefællesskabets ophør og at lovfæste tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver.
§§ 53-64 angår opgørelsen af fællesboet, rådigheden under skiftet, fælles gæld, ligedeling, udtagelse af genstande til personligt brug eller til børnenes brug, deling ved omstødelse af ægteskab eller kortvarigt ægteskab, skævdeling med henblik på udtagelse af bohave mv. og udlæg af ejendele efter vurdering. Disse bestemmelser viderefører med visse mindre justeringer de gældende regler i fællesboskifteloven om delingen af ægtefællers fællesbo.
Eventuel uenighed mellem ægtefællerne om anvendelsen af kapitlets regler vil i de fleste tilfælde i givet fald skulle afgøres under en retssag om en enkelttvist efter lovforslagets § 2, stk. 1. For så vidt angår reglerne i § 51, stk. 5 (om skifterettens fastsættelse af ophørsdagen), og § 64, 3. pkt. (om afdragsvis betaling ved udlæg af aktiver ud over boslodden), gælder dog, at skifteretten i givet fald træffer afgørelse som led i bobehandlingen.
Bestemmelsen angår grundlaget for opgørelsen af fællesboet.
Bestemmelsen viderefører fællesboskiftelovens § 65, stk. 2, 1. pkt., med den ændring, at henvisningen til tidspunktet for formuefællesskabets ophør ændres til en henvisning til ophørsdagen som fastlagt ved lovforslagets § 51. Den foreslåede ændring indebærer, at ophørstidspunktet fremrykkes i forhold til gældende ret, jf. nærmere lovforslagets § 51 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen fastslår, at grundlaget for opgørelsen af fællesboet er de aktiver og passiver, der hører til bodelene på ophørsdagen som fastlagt ved lovforslagets § 51. Afkast fra sådanne aktiver indtil udlægget eller boets afslutning indgår på tilsvarende måde i bodelingen.
Aktiver og passiver, som en ægtefælle erhverver efter ophørsdagen, indgår derimod ikke i grundlaget for boopgørelsen. Som eksempler kan nævnes, at løn, gaver eller arv mv., som en ægtefælle erhverver efter ophørsdagen, ikke vil indgå. Det samme gælder gældsforpligtelser, som en ægtefælle påtager sig efter ophørsdagen.
Efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2, udtager hver ægtefælle ved ægteskabets ophør eller i tilfælde af separation eller bosondring halvdelen af det beholdne fællesbo. Reglen er udtryk for den grundlæggende regel om »ligedeling på skifte«, som sammen med »særråden« (lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 1) og »særhæften« (lov om ægteskabets retsvirkninger § 25) udgør grundprincipperne for formuefællesskabet mellem ægtefæller efter dansk ret.
Selv om ophørstidspunktet for formuefællesskabet foreslås fremrykket i forhold til gældende ret, foreslås lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2, ikke ændret. Denne bestemmelse vil fortsat fastsætte et af de tre grundprincipper om formuefællesskabet mellem ægtefæller, nemlig at hver ægtefælle udtager halvdelen af det beholdne fællesbo i tilfælde af formuefællesskabets ophør på grund af ægteskabets ophør, separation eller bosondring.
I tilknytning til denne grundlæggende regel, som ikke foreslås ændret, vil lovforslagets §§ 50 og 51 fremover angive mere detaljeret, pr. hvilket tidspunkt fællesboet skal opgøres med henblik på den ligedeling, som fastsættes ved lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2.
For så vidt angår tidspunktet for aktivernes og passivernes værdiansættelse henvises til lovforslagets § 52 og bemærkningerne hertil.
Tvister om, hvilke aktiver og passiver der hører til bodelene på ophørsdagen, vil i givet fald skulle afgøres under en retssag om en enkelttvist efter lovforslagets § 2, stk. 1. Dette gælder f.eks., hvis rigtigheden af den gæld, som en ægtefælle har opgivet, bestrides af den anden ægtefælle (jf. det gældende § 65, stk. 2, 2. pkt., i fællesboskifteloven).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår datoen for formuefællesskabets ophør (ophørsdagen).
I forhold til gældende ret foreslås det at fremrykke tidspunktet for formuefællesskabets ophør, jf. nærmere nedenfor.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Det foreslås således, at ægtefællerne også ved bosondring og omstødelse af ægteskab skal kunne aftale, hvornår formuefællesskabet skal anses for ophørt, jf. bestemmelsens stk. 4 sammenholdt med lovudkastets stk. 3. Det foreslås samtidig præciseret, ægtefællerne først under skiftet kan indgå aftale om ophørsdagen. Endvidere er lovudkastets stk. 2 om fastholdelse af ophørsdagen efter en tilbagekaldelse af en anmodning om separation eller skilsmisse, hvis den anden ægtefælle inden 4 uger indgiver anmodning om separation eller skilsmisse, ikke medtaget.
Som det fremgår af lovforslagets § 50 og bemærkningerne hertil, er ophørsdagen bestemmende for opgørelsen af fællesboet, idet de aktiver og passiver, der hører til bodelene på ophørsdagen, indgår i bodelingen, hvorimod senere erhvervede aktiver og passiver ikke indgår i bodelingen. For så vidt angår tidspunktet for aktivernes og passivernes værdiansættelse henvises til lovforslagets § 52 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen fastslår tidspunktet for formuefællesskabets ophør (ophørsdagen) i forbindelse med skilsmisse, separation, bosondring og omstødelse af ægteskab. Stk. 1 angår separation og skilsmisse, stk. 2 angår bosondring (stk. 4 i udvalgets lovudkast), og stk. 3 angår omstødelse af ægteskab (stk. 5 i udvalgets lovudkast). Stk. 4 angår ægtefællernes mulighed for at aftale ophørsdagen (stk. 3 i udvalgets lovudkast), mens stk. 5 angår skifterettens mulighed for efter indstilling fra bobehandleren at fastsætte ophørsdagen.
Det foreslås i stk. 1, at ved separation og skilsmisse ophører formuefællesskabet ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen, jf. ægteskabslovens § 37, stk. 2. I dag anses formuefællesskabet for ophørt, når der er meddelt separation eller skilsmisse ved bevilling eller endelig dom. I forhold til gældende ret foreslås ophørstidspunktet – og dermed opgørelsestidspunktet for fællesboet – således rykket frem til udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen.
Det foreslås i stk. 2, at ved bosondring ophører formuefællesskabet ved udgangen af det døgn, hvor der er er indgivet begæring om bosondring til skifteretten. Bestemmelsen svarer til den gældende regel i fællesboskiftelovens § 65, stk. 2, 1. pkt., alene med den ændring, at formuefællesskabet fremover ophører ved udgangen af det døgn, hvor begæringen om bosondring indgives til skifteretten, og ikke – som det i dag principielt er tilfældet – på det tidspunkt på dagen, hvor begæringen om bosondring indgives.
Det foreslås i stk. 3, at ved omstødelse af ægteskab ophører formuefællesskabet ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. I forhold til gældende ret foreslås ophørstidspunktet fremrykket på samme måde som med hensyn til separation og skilsmisse, jf. det foreslåede stk. 1.
Det foreslås i stk. 4, at ægtefællerne under skiftet kan aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på det andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3. Dette er i overensstemmelse med, hvad der efter retspraksis gælder i dag. En aftale om ophørstidspunktet kan først indgås under skiftet (enten under et offentligt skifte eller et privat skifte). Der gælder ingen særlige begrænsninger i, hvor stor fravigelsen fra de deklaratoriske regler i stk. 1-3 kan være. En aftale om en ophørsdag, der medfører et væsentligt andet materielt resultat af bodelingen end de deklaratoriske regler i stk. 1-3, må imidlertid bedømmes på linje med (andre) aftaler om en deling af fællesboet, der væsentligt afviger fra lovens almindelige regler. En sådan aftale er således som udgangspunkt gyldig, men vil efter omstændighederne helt eller delvis kunne tilsidesættes som ugyldig.
Det foreslås i stk. 5, at hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3. Skifteretten kan derimod ikke med hjemmel i stk. 5 ændre en aftale indgået mellem ægtefællerne efter stk. 4. Tilsvarende kan stk. 5 ikke anvendes, hvis ægtefællerne er enige om, at fællesboet skal opgøres pr. den dato, som følger af de deklaratoriske regler i stk. 1-3.
Bestemmelsen er møntet på tilfælde, hvor den ophørsdag, som følger af de deklaratoriske regler i stk. 1-3, ville betyde en meget stor praktisk belastning for bobehandlingen, og hvor den ene ægtefælle derfor ønsker en fravigelse af det deklaratoriske udgangspunkt, og den anden ægtefælle ikke skønnes at have nogen berettiget interesse i at modsætte sig en anden ophørsdato. Bestemmelsen kan ikke anvendes, hvis den anden ophørsdato må antages at kunne føre til et væsentligt andet materielt resultat af bodelingen end de deklaratoriske regler.
Bestemmelsen kan kun anvendes under offentligt skifte ved bobehandler, idet skifteretten kun kan træffe afgørelse efter indstilling fra bobehandleren.
Skifteretten er i den forbindelse bundet af bobehandlerens indstilling af dato og kan kun godkende eller nægte at godkende den indstillede dato og altså ikke selv træffe afgørelse om en anden dato end indstillet af bobehandleren. Der er dog naturligvis ikke noget til hinder for, at skifteretten tilkendegiver, at en anden ophørsdato end indstillet af bobehandleren vil kunne godkendes, og at bobehandleren herefter, hvis en ægtefælle ønsker det og bobehandleren finder grundlag for det, afgiver en ny indstilling til skifteretten.
En ægtefælle kan ikke klage til skifteretten efter lovforslagets § 49 over bobehandlerens beslutning om at afgive indstilling eller ikke afgive indstilling efter stk. 5 eller over bobehandlerens beslutning med hensyn til, hvilken dato denne i givet fald indstiller. En klage efter § 49 kan i givet fald alene angå bobehandlerens sagsbehandling i den forbindelse, eksempelvis at bobehandleren uden rimelig grund har nægtet overhovedet at drøfte spørgsmålet om at afgive en indstilling efter stk. 5 med ægtefællerne.
Skifterettens afgørelse om bobehandlerens indstilling efter stk. 5, hvad enten skifteretten godkender eller nægter at godkende bobehandlerens indstilling, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår tidspunktet for værdiansættelsen af fællesboets aktiver og passiver.
Bestemmelsen svarer til gældende ret og til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Den foreslåede bestemmelse fastslår værdiansættelsestidspunktet, hvis ægtefællerne ikke har aftalt noget andet. Tidspunktet er afgørende for, med hvilken værdi et aktiv eller passiv indgår i bodelingen.
Det foreslås, at aktiver og passiver indgår i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets slutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Aktiver og passiver, der er udlagt til en af ægtefællerne under skiftet, indgår således i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet, mens aktiver og passiver, der ikke er udlagt under skiftet, indgår i bodelingen med værdien ved skiftets afslutning.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at værdistigninger og værdifald indtil udlægget eller boets afslutning indgår i bodelingen og dermed skal deles mellem ægtefællerne. Dette er som nævnt i overensstemmelse med gældende ret.
Ægtefællerne kan frit aftale, hvilken værdi et aktiv eller passiv skal indgå med i bodelingen. Ægtefællerne kan således også aftale et andet værdiansættelsestidspunkt end det, der fremgår af den foreslåede bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår opgørelsen af fællesboet.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til fællesboskiftelovens § 65, stk. 1 og 3, med de ændringer, som følger af, at særejekompensationskrav, jf. lovforslagets § 67, fremover skal behandles ved skifteretten og ikke længere som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 56 (som foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 82, stk. 3).
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med samme ændringer.
Bestemmelsen angår ægtefællernes rådighed over deres bodele under skiftet. Bestemmelsen kan kun anvendes, når der er anmodet om offentligt skifte, jf. lovforslagets § 9. Bestemmelsen kan således ikke anvendes under privat skifte.
Bestemmelsen bygger på fællesboskiftelovens § 66 og svarer med en redaktionel ændring af stk. 3 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. I overensstemmelse med Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast videreføres fællesboskiftelovens § 66 a om regnskabsaflæggelse ikke, da denne bestemmelse ikke ses at have haft betydning i praksis.
Det foreslås i stk. 1, at ægtefællerne under skiftet som udgangspunkt beholder rådigheden over deres bodele. Dette svarer til gældende ret, jf. fællesboskiftelovens § 66, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten kan fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvist er fælleseje, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle. Det utilbørlige kan f.eks. bestå i, at ægtefællen bevidst ødelægger sine aktiver eller forærer dem væk.
I forhold til den gældende regel i fællesboskiftelovens § 66, 2. pkt., foreslås det præciseret, at der skal være en nærliggende risiko for, at en ægtefælle på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle, for at rådighedsberøvelse kan ske.
Skifteretten kan tage stilling til en anmodning om rådighedsfratagelse, så snart der er indgivet en anmodning til skifteretten om offentligt skifte, jf. lovforslagets § 9, forudsat at betingelserne for offentligt skifte er opfyldt, herunder at retsafgiften for behandling af anmodningen er betalt, jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens § 34 a). Det vil dog i almindelighed være naturligt, at skifteretten tidligst tager stilling til en anmodning om rådighedsberøvelse på vejlednings- og forligsmødet, jf. lovforslagets §§ 11 og 15.
Det foreslås i stk. 3, at hvis skifteretten fratager ægtefællen rådigheden over den pågældendes bodel eller over et eller flere aktiver, skal skifteretten bestemme, hvordan aktiverne skal behandles under rådighedsfratagelsen. Bestemmelsen er ny. Måden må afpasses efter karakteren af aktiverne. Eksempelvis vil det være nærliggende at udpege en advokat til at tage sig af de praktiske og juridiske forhold i forbindelse med rådighedsfratagelsen af en udlejningsejendom.
Det foreslås i stk. 4, at skifteretten skal sørge for, at en rådighedsfratagelse tinglyses. I forhold til den gældende regel i fællesboskiftelovens § 66, 2. pkt., foreslås det, at det er skifteretten, der skal sørge for tinglysning, og at der i bestemmelsen ikke henvises til tinglysningslovens § 48, stk. 1.
Tinglysning sker i personbogen. Hvis rådighedsfratagelsen vedrører fast ejendom, sker tinglysning i tingbogen.
Skifterettens afgørelser om rådighedsfratagelse, herunder om ikke at imødekomme en anmodning om rådighedsfratagelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen fastslår udtrykkeligt, at et skifte ikke indskrænker fordringshavernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som hvis intet skifte fandt sted.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 67 og svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Hvis ægtefællerne i forbindelse med bodelingen ønsker, at kun den ene af dem skal hæfte for en gæld, som begge ægtefæller hæftede for, inden skiftet fandt sted, eller at en gæld skal overføres fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle, kræver det, at fordringshaveren accepterer skyldnerskiftet.
Bestemmelsen fastsætter, at hvis der er gæld, som begge ægtefæller hæfter for, kan hver af dem forlange, at den anden betaler den del af gælden, som denne endeligt skal bære, eller at der stilles sikkerhed for betalingen.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 65 a, stk. 1, og svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Hvis ægtefællerne er uenige om, hvilken del af en fælles gæld de hver især skal bære i deres indbyrdes forhold (jf. det gældende § 65 a, stk. 2, i fællesboskifteloven), vil hver ægtefælle kunne få spørgsmålet afgjort ved at anlægge retssag efter reglerne om sager om enkelttvister, der opstår under skiftet, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter, at hvis en ægtefælle har krav som omhandlet i lovforslagets § 53, stk. 2, mod den anden ægtefælle, kan ægtefællen under skiftet forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 67 a og svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsens stk. 1 udmønter princippet om ligedeling af det beholdne fællesbo (jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2) på den måde, at ligedelingen angår hver ægtefælles positive nettobodel. En eventuel negativ nettobodel deles således ikke.
Bestemmelsens stk. 2 fastslår udtrykkeligt, at en ægtefælle ikke ved at modtage udlæg for sin boslod i den anden ægtefælles bodel bliver ansvarlig for den anden ægtefælles gæld og således kun vil have pligt til at tilbagegive det modtagne til fordringshavernes fyldestgørelse, i det omfang det følger af konkurslovens regler om omstødelse.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 68 og svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsens stk. 1 angår ægtefællernes ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til vedkommendes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Bestemmelsen viderefører med en redaktionel ændring fællesboskiftelovens § 68 a, stk. 1, og svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsens stk. 2 angår retten til forlods at udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug. Bestemmelsen viderefører fællesboskiftelovens § 68 a, stk. 1, med den ændring, at det er den ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl (i stedet for den ægtefælle, der har forældremyndigheden over børnene), der har udtagelsesret efter bestemmelsen. Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen angår genstande, som tilhører en ægtefælle og dermed indgår i bodelingen. Genstande, som børnene selv ejer, indgår ikke i bodelingen og falder dermed uden for bestemmelsen. Uenighed om ejerskabet kan i givet fald afgøres af skifteretten under en retssag om en enkelttvist efter lovforslagets § 2, stk. 1.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 69 om delingen af fællesboet ved omstødelse af ægteskab. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 69 a om delingen af fællesboet ved separation, skilsmisse eller bosondring efter et kortvarigt ægteskab uden økonomisk fællesskab af betydning. Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 70 om skævdeling med henblik på udtagelse af bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer fællesboskiftelovens § 70 a om udlæg af ejendele efter vurdering. Bestemmelsen svarer til Ægteskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen svarer med enkelte justeringer indholdsmæssigt til fællesboskiftelovens § 70 b om udlæg ud over boslodden mod betaling af det overskydende beløb. Bestemmelsen svarer til Ægteskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen giver uændret mulighed for, at udlæg af aktiver kan ske, selv om værdien overstiger ægtefællens boslod, således at det overskydende beløb betales kontant, jf. 1. og 2. pkt.
Efter det foreslåede 3. pkt., der kun kan anvendes under et offentligt skifte, kan skifteretten ligeledes i overensstemmelse med gældende ret i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling af det overskydende beløb eller en del heraf. Skifteretten fastsætter i givet fald, hvordan gælden skal afdrages, dvs. tidspunkter og beløb for betaling af afdrag, og skifterettens afgørelse herom kan om nødvendigt tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Skifteretten kan endvidere ligesom efter den gældende bestemmelse i forbindelse med en tilladelse til afdragsvis betaling fastsætte vilkår om f.eks. rente eller sikkerhedsstillelse. I modsætning til, hvad der fremgår af den gældende bestemmelse, er skifteretten imidlertid ikke forpligtet til at fastsætte sådanne vilkår om rente og sikkerhedsstillelse.
Skifterettens afgørelser vedrørende afdragsvis betaling, herunder om afslag på at tillade afdragsvis betaling, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Til kapitel 8
(Bistand under privat skifte)
De foreslåede bestemmelser i dette kapitel har til formål at understøtte ægtefællers mulighed for at skifte deres fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver privat.
De foreslåede bestemmelser gælder alene for skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver. For ugifte samlevende og for interessentskaber mv. gælder retsplejelovens almindelige regler.
Bestemmelsen angår bistand til sagens oplysning under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver. Bestemmelsen er ny.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring af stk. 1, nr. 1, til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast til betænkningen med den ændring, at bestemmelsen også omfatter bistand under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver.
Formålet med bestemmelsen er at bidrage til, at der også under et privat skifte kan udmeldes sagkyndig vurdering, indhentes de nødvendige dokumenter og afgives forklaring under strafansvar. Bestemmelsen har således til formål at bidrage til, at ægtefæller, der ønsker at skifte privat, ikke skal være henvist til offentligt skifte alene for at få modparten eller andre til at afgive forklaring mv.
Det er en forudsætning for at kunne anvende de foreslåede regler om bistand til sagens oplysning, at der er påbegyndt et privat skifte. Ophørsdagen skal således være indtrådt, jf. lovforslagets § 51.
Det er endvidere en forudsætning, at anmodning om offentligt skifte ville kunne indgives til den pågældende skifteret. Skifteretten skal således have international og stedlig kompetence, jf. lovforslagets §§ 4-8, boet må ikke allerede være delt, og retten til skifte må ikke være bortfaldet på grund af passivitet.
Der skal betales en retsafgift på 500 kr. for en anmodning om bistand til sagens oplysning efer den foreslåede bestemmelse, og anmodningen kan ikke behandles, før retsafgiften er betalt, jf. lovforslagets § 85, nr. 9 (forslag til retsafgiftslovens § 39 b).
Det foreslåede stk. 1, nr. 1, giver mulighed for at anmode skifteretten om at afholde et retsmøde med henblik på afgivelse af forklaring. Om nødvendigt kan det pålægges modparten og enhver anden at give møde og afgive forklaring for skifteretten. Det er tillige muligt at anvende reglerne om editionspligt. Afgørelsen træffes i givet fald efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand, der også kan anvendes i forhold til en part, jf. lovforslagets § 72. En tredjemand skal i givet fald have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse om edition, jf. retsplejelovens § 300, stk. 2.
Ifølge nr. 2 kan skifteretten endvidere anmodes om at udmelde en sagkyndig til at foretage vurdering, jf. lovforslagets §§ 74-77.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en anmodning efter stk. 1, nr. 1, er af et sådant omfang eller en sådan karakter, at boet bør behandles under et offentligt skifte, kan skifteretten afvise anmodningen. Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at ægtefællerne ikke ved gentagen brug af bestemmelsen kan spekulere i reglerne om betaling af afgifter mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.
Bestemmelsens stk. 1 svarer til § 69 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med redaktionelle ændringer og med den ændring, at bestemmelsen også omfatter enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver. Bestemmelsens stk. 2 svarer med en redaktionel ændring til § 70 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, tidligst kan anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om bosondring eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse. Dette svarer til, hvornår der kan indgives anmodning om offentligt skifte af ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 10. Anlægges sagen tidligere, skal skifteretten afvise sagen af egen drift.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten kan afvise at behandle en sag om en enkelttvist, hvis den efter sit omfang og karakter bør behandles i forbindelse med et skifte efter lovforslagets § 1. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er mange forskellige spørgsmål til pådømmelse, så det er mere hensigtsmæssigt at foretage en offentlig skiftebehandling ved bobehandler. Skifteretten bør også afvise at behandle en sag om en enkelttvist, hvis det ikke er muligt at afgøre tvisten uden at have overblik over ægtefællernes samlede økonomi, og dette overblik ikke foreligger og mest hensigtsmæssigt kan tilvejebringes under en offentlig skiftebehandling ved bobehandler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 9
(Særejekompensation)
Bestemmelsen giver mulighed for at pålægge en ægtefælle, der har haft særeje (eller rettigheder efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, som ikke indgår i bodelingen), at betale en kompensation til den anden ægtefælle med henblik på at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse.
Bestemmelsen viderefører den gældende regel i ægteskabslovens § 56 med de ændringer, der følger af forslaget om, at sådanne kompensationskrav fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten. Det foreslås samtidig at ophæve ægteskabslovens § 56, jf. lovforslagets § 82, nr. 3.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslåede stk. 1 viderefører det materielle indhold af den gældende § 56 i lov om ægteskabets retsvirkninger.
Det foreslås i stk. 2, at sag om krav efter stk. 1 tidligst kan anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. Dette svarer for så vidt angår separation og skilsmisse til det tidspunkt, hvor der tidligst kan anmodes om offentligt skifte af ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 10, og hvor der tidligst kan anlægges sag om en enkelttvist under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 66, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2 har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor der hverken sker offentligt eller privat skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver. I disse tilfælde vil et krav om kompensation efter det foreslåede stk. 1 i mangel af enighed mellem ægtefællerne skulle gøres gældende ved en selvstændig retssag efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 1. Det følger af det foreslåede stk. 2, at en sådan sag tidligst kan anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse.
Det foreslås i stk. 3, at krav efter stk. 1 ikke kan gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, jf. lovforslagets § 36, medmindre bobehandlingen genoptages, jf. lovforslagets § 78.
Det foreslåede stk. 3 indebærer, at en ægtefælle, der ønsker kompensation efter det foreslåede stk. 1, i tilfælde, hvor der sker offentligt skifte, vil skulle gøre kravet gældende i forbindelse med skiftet. Ægtefællen vil herunder, hvis bobehandleren ikke har medtaget kravet i sit udkast til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28, skulle gøre indsigelse inden 4 uger, jf. lovforslagets § 29, stk. 2, og om nødvendigt følge indsigelsen op med et sagsanlæg, jf. lovforslagets § 32.
Der foreslås ikke særlige lovregler om, hvor længe et krav efter det foreslåede stk. 1 kan gøres gældende i tilfælde, hvor der ikke sker offentligt skifte. Det følger imidlertid af forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, at kravet forældes 3 år efter, at ægtefællen kunne kræve kravet opfyldt, medmindre der forinden er sket afbrydelse af forældelsen. Hvis et privat skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver afsluttes med en formel bodelingsaftale, vil det endvidere i almindelighed være udgangspunktet, at en ægtefælle, der ikke udtrykkeligt har taget forbehold om at rejse krav efter det foreslåede stk. 1, er afskåret fra senere at gøre et sådant krav gældende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 10
(Sagsbehandlingsregler)
Kapitel 10 indeholder regler om skifterettens sagsbehandling.
Reglerne gælder både under et offentligt skifte (og i givet fald både under den indledende behandling i skifteretten, jf. lovforslagets kapitel 2, og under behandlingen ved bobehandler, jf. lovforslagets kapitel 3 og 4) og under et privat skifte, når der anmodes om skifterettens bistand til sagens oplysning, jf. lovforslagets § 65.
Enkelte af reglerne finder endvidere tilsvarende anvendelse i sager om enkelttvister, der opstår under et skifte, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og i selvstændige sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, der indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 2. Det drejer sig om § 68 vedrørende retsmøder og offentlig gengivelse af domme og kendelser og § 72 om anvendelse af vidnetvang over for en part, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.
Kapitlet indeholder regler om retsmøder og offentlig gengivelse af domme (§ 68), deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation (§ 69), digital kommunikation (§§ 70 og 71), anvendelse af vidnetvang over for en part (§ 72), umiddelbare fogedforretninger (§ 73), sagkyndig vurdering (§§ 74-77), genoptagelse (§ 78) og kære (§ 79).
Bestemmelsen angår retsmøder og offentlig gengivelse af domme og kendelser. Bestemmelsen er ny, men svarer til retsplejelovens § 453 om sager om ægteskab eller forældremyndighed.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 71 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med en tilføjelse af en hjemmel til at pålægge juridiske personer strafansvar.
Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, og selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at retsmøder i skifteretten foregår for lukkede døre. Bestemmelsen omfatter alle retsmøder i skifteretten, dvs. retsmøder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte, bistand til sagens oplysning under et privat skifte, retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, og selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler.
Det foreslås i stk. 2, at der ved offentlig gengivelse af domme og kendelser ikke må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Ligesom stk. 1 gælder dette alle domme og kendelser, som skifteretten afsiger, dvs. både kendelser i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte og domme og kendelser i retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, og i selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder, og der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bestemmelsen angår parters og rettergangsfuldmægtiges deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunika- tion. Bestemmelsen er ny, men svarer til, hvad der f.eks. gælder under forberedelsen af en civil retssag, jf. retsplejelovens § 353, stk. 6.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i møder i skifteretten ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig. Når skifteretten har tilladt deltagelse ved anvendelse af telekommunikation, anses den pågældende som deltager i retsmødet på samme måde som ved fremmøde i retten, jf. retsplejelovens § 32 c (som foreslås konsekvensændret ved lovforslagets § 81, nr. 1).
Det følger af retsplejelovens § 32 d, at hvis nogen skal afgive forklaring i retsmødet, må en part eller rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, kun deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, såfremt fremgangsmåden i retsplejelovens § 192, følges eller den pågældende er ledsaget af en advokat. Tilsvarende begrænsning gælder ikke for partens eller rettergangsfuldmægtigens deltagelse i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation uden billede.
Bestemmelsen omfatter kun parters og rettergangsfuldmægtiges deltagelse i retsmøder i skifteretten ved anvendelse af telekommunikation. For vidner gælder retsplejelovens § 174, stk. 2 og 3.
Bestemmelsen gælder for retsmøder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte.
Bestemmelsen gælder derimod ikke i retssager efter lovforslagets § 2. Parters og rettergangsfuldmægtiges deltagelse i retsmøder under sådanne retssager reguleres af retsplejelovens regler, jf. bl.a. retsplejelovens § 353, stk. 6, og § 365, stk. 4 og 5.
Bestemmelsen angår anvendelse af digital kommunikation ved fremsendelse af meddelelser til skifteretten. Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den eksisterende (men ikke ikrafttrådte) § 92 a i fællesboskifteloven.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 148 a, konkurslovens § 237 a og dødsboskiftelovens § 115 a, der heller ikke er trådt i kraft. Disse bestemmelser træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni 2004, og tilsvarende foreslås i relation til den foreslåede § 70, jf. lovforslagets § 86, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen gælder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte. Bestemmelsen gælder derimod ikke i retssager efter lovforslagets § 2, men som nævnt findes en tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 148 a.
Bestemmelsen angår anvendelse af digital komminikation ved skifteretens fremsendelse af meddelelser. Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den eksisterende (men ikke ikrafttrådte) § 92 b i fællesboskifteloven.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 154, stk. 2, konkurslovens § 237 b og dødsboskiftelovens § 115 b, der heller ikke er trådt i kraft. Disse bestemmelser træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni 2004, og tilsvarende foreslås i relation til den foreslåede § 71, jf. lovforslagets § 86, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen gælder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte. Bestemmelsen gælder derimod ikke i retssager efter lovforslagets § 2, men som nævnt findes en tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 154, stk. 2.
Bestemmelsen angår anvendelse af vidnetvang over for en part. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 660, stk. 2, med en præcisering af, at en part også kan pålægges at fremlægge dokumenter efter reglerne om editionspligt for tredjemand.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med en præcisering af, at skifteretten kun efter anmodning kan pålægge en part vidne- eller editionspligt. Endvidere foreslås det, at bestemmelsen kun skal angå pålæg rettet mod parter, således at spørgsmål om pålæg rettet mod tredjemand i givet fald afgøres efter retsplejelovens regler, hvilket indholdsmæssigt svarer til Ægtefælleskifteudvalgets forslag.
Det foreslås, at skifteretten efter anmodning skal kunne pålægge en part at give møde, afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
Behovet for anvendelse af tvangsmidler vil primært opstå i forbindelse med bobehandlerens sagsbehandling. Opstår der under bobehandlingen behov for f.eks. en forklaring fra en modvillig ægtefælle, kan bobehandleren indstille til skifteretten, at der skal anvendes et tvangsmiddel, herunder f.eks. pålæg om vidnepligt eller editionspligt (fremlæggelse af dokumenter) over for den pågældende ægtefælle. Både bobehandleren og skifteretten skal altid i det enkelte tilfælde foretage en vurdering af, om tvang er nødvendig, og i givet fald sørge for, at anvendelse af tvang i den enkelte sag ikke går videre, end hvad der er nødvendigt. Det bør herunder i hvert enkelt tilfælde overvejes, om ægtefællens undladelse af at efterkomme bobehandlerens krav skal tillægges processuel skadevirkning, eller om der skal anvendes tvangsmidler.
Ud over i bobehandlerboer kan bestemmelsen også anvendes under den indledende behandling i skifteretten efter lovforslagets kapitel 2 og under ægtefællers private skifte af deres fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 65, stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen finder endvidere tilsvarende anvendelse i retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, og selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår skifterettens adgang til ved en umiddelbar fogedforretning at skaffe bobehandleren og en eventuel vurderingsmand adgang til aktiver, der er i en parts besiddelse. Bestemmelsen lovfæster og regulerer nærmere skifterettens adgang hertil.
Bestemmelsen bygger på Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, men er forenklet i forhold hertil, idet det foreslås generelt at henvise til retsplejelovens regler om umiddelbare fogedforretninger, og idet bestemmelsen foreslås begrænset til den skifteret, hvor sagen verserer.
Det foreslås, at skifteretten efter anmodning kan skaffe bobehandleren adgang til at besigtige aktiver, der er i en parts besiddelse. Denne del af bestemmelsen gælder i sagens natur kun i boer, der behandles ved bobehandler.
Det foreslås endvidere, at skifteretten efter anmodning kan skaffe en sagkyndig adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse. Denne del af bestemmelsen gælder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte (og både under den indledende behandling i skifteretten, jf. lovforslagets kapitel 2, og under behandlingen ved bobehandler) og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte.
Bestemmelsen er udtryk for, at den skifteret, der behandler sagen, tillægges kompetence til at foretage en umiddelbar fogedforretning efter de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 55. Der skal betales sædvanlig retsafgift for en anmodning herom, jf. lovforslagets § 85, nr. 8 (forslag til ændring af retsafgiftslovens § 39, stk. 2). Skifteretten tillægges efter bestemmelsen kompetence til at gennemføre en umiddelbar fogedforretning inden for retskredsen og kan endvidere i medfør af retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 491, stk. 3, gennemføre en umiddelbar fogedforretning uden for retskredsen, hvis særlige grunde taler for det. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det under en udkørende fogedforretning oplyses, at aktivet nu befinder sig i naboretskredsen, og forretningen kan fortsættes med det samme på den nye adresse.
Hvis der i øvrigt i andre retskredse er behov for ved umiddelbar magtanvendelse at gennemtvinge bobehandlerens adgang til at besigtige aktiver, der er i en parts besiddelse, eller en sagkyndigs adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse, kan der indgives sædvanlig anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning til fogedretten i den pågældende retskreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår sagkyndig vurdering af et bos aktiver eller passiver.
Bestemmelsen svarer med til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med en præcisering i stk. 2 af, at det er efter anmodning, at skifteretten udmelder sagkyndige.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten efter anmodning kan bestemme, at handelsværdien af et bos aktiver eller passiver skal fastsættes ved en sagkyndig vurdering. Hvis der ikke ved behandlingen af et bo kan opnås enighed om, hvorvidt der skal ske en sagkyndig vurdering, kan spørgsmålet således forelægges skifteretten.
Bestemmelsen skal navnlig ses i sammenhæng med lovforslagets § 22, stk. 3, om, at bobehandleren i nødvendigt omfang skal lade aktiver og passiver vurdere. Bestemmelsen kan dog også anvendes under skifterettens indledende behandling af et bo, jf. lovforslagets § 16.
Bestemmelsen kan endvidere anvendes under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. herved lovforslagets § 65 om bistand til sagens oplysning i sådanne tilfælde.
Der vil kun være behov for at anmode skifteretten om at træffe afgørelse om, at der skal ske sagkyndig vurdering, hvis parterne ikke er enige herom.
Skifteretten kan nægte at imødekomme en anmodning om sagkyndig vurdering, hvis en sådan vurdering er åbenbart overflødig. Som eksempler kan nævnes, at der allerede foreligger brugbare sagkyndige vurderinger, eller at anmodningen angår vurdering af børsnoterede værdipapirer eller lignende, hvis kursværdi bør fastsættes på grundlag af officielle kursnoteringer.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten efter anmodning udmelder en eller flere sagkyndige til at foretage vurderingen.
Bestemmelsen kan anvendes, både hvor skifteretten i medfør af stk. 1 har bestemt, at der skal ske sagkyndig vurdering, og hvor parterne er enige om, at der skal ske sagkyndig vurdering, men ikke er enige om, hvem der skal foretage vurderingen.
Der vil kun være behov for at anmode skifteretten om at udmelde sagkyndige, hvis parterne ikke er enige om valget af sagkyndige, eller hvis de ønsker, at skifteretten i tilfælde af uenighed skal kunne træffe afgørelse om den sagkyndiges vederlag efter lovforslagets § 77, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten efter anmodning kan indkalde til et møde, hvor den sagkyndige besvarer spørgsmål om vurderingen. Det kan være relevant, hvis en af parterne ikke er enig med den sagkyndige i værdifastsættelsen, eller hvis der er behov for at stille supplerende spørgsmål, som mest hensigtsmæssigt kan besvares mundtligt.
Skifteretten kan indkalde en sagkyndig til mundtlig besvarelse af spørgsmål, uanset om den sagkyndige er udmeldt af skifteretten i medfør af stk. 2 eller er privat antaget af parterne eller bobehandleren.
Skifterettens afgørelser med hensyn til sagkyndig vurdering kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Med hensyn til sikkerhedsstillelse og fastsættelse af vederlaget til en sagkyndig henvises til lovforslagets § 77 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen angår genvurdering i forbindelse med udlæg eller boets afslutning.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten efter anmodning kan bestemme, at der skal indhentes en erklæring fra den eller de sagkyndige om, i hvilket omfang handelsværdien af et aktiv eller passiv på grund af den forløbne tid afviger fra den første vurdering (genvurdering). Dette kan ske til brug for udlæg af et aktiv, jf. lovforslagets § 24, eller til brug for boets afslutning, herunder bobehandlerens udarbejdelse af udkast til boopgørelse, jf. lovforslagets § 28. Bestemmelsen kan også anvendes under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. herved lovforslagets § 65 om bistand til sagens oplysning i sådanne tilfælde.
Der vil kun være behov for at anmode skifteretten om at træffe afgørelse, hvis parterne ikke er enige om, at der skal ske genvurdering.
Skifteretten kan træffe afgørelse om genvurdering, uanset om den sagkyndige er udmeldt af skifteretten i medfør af lovforslagets § 74, stk. 2, eller er privat antaget af parterne eller bobehandleren. Hvis den sagkyndige er privat antaget, kan skifteretten efter anmodning udmelde den sagkyndige til at foretage genvurderingen, hvilket har den betydning, at skifteretten i givet fald om nødvendigt kan fastsætte den sagkyndiges vederlag for genvurderingen, jf. lovforslagets § 77, stk. 2.
Adgangen til genvurdering har til formål at sikre, at aktivet medregnes i boopgørelsen med den handelsværdi, aktivet har på udlægstidspunktet eller boopgørelsestidspunktet, idet aktiver og passiver indgår i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden, jf. lovforslagets § 52.
Hvor lang tid der skal være gået, før det vil være hensigtsmæssigt at indhente en erklæring fra en sagkyndig, afhænger af de konkrete omstændigheder.
Skifterettens afgørelser om genvurdering, herunder om, at der ikke skal ske genvurdering, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen angår omvurdering på grund af fejl ved vurderingen.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifteretten efter anmodning kan bestemme, at der skal ske omvurdering, hvis der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket resultatet af vurderingen, hvis vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde, eller hvis aktivets eller passivets værdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet.
Der vil kun være behov for at anmode skifteretten om at træffe afgørelse, hvis parterne ikke er enige om, at der skal ske omvurdering.
I sammenligning med retsplejelovens regler om syn og skøn foreslås en nærmere opregning af de grunde, der kan begrunde omvurdering, jf. herved retsplejelovens § 210, hvorefter et syn eller skøn ikke udelukker fornyet syn eller skøn.
Efter nr. 1 kan der foretages omvurdering, hvis der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket resultatet af vurderingen. Bestemmelsen sigter mod alle andre fejl end selve den skønsmæssige ansættelse af værdien, der er reguleret ved nr. 3.
Efter nr. 2 kan der endvidere foretages omvurdering, hvis vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde. Der sigtes hermed først og fremmest til tilfælde, hvor vurderingsmanden har været inhabil eller ikke har besiddet den fornødne sagkundskab.
Efter nr. 3 kan der endelig foretages omvurdering, hvis det pågældende aktivs eller passivs handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet. Der sigtes hermed for det første til tilfælde, hvor aktivets værdi må antages at have ændret sig væsentligt, siden en tidligere sagkyndig vurdering fandt sted. Bestemmelsen vil navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor der ved bobehandlingens begyndelse eller før dette tidspunkt har fundet en sagkyndig vurdering sted af et aktiv eller passiv, f.eks. af aktier eller fast ejendom, som siden må antages at være steget eller faldet væsentligt i værdi. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde, hvor det må antages, at aktivets eller passivets værdi ikke har ændret sig siden vurderingen, men hvor den oprindelig værdiansættelse ikke desto mindre afviger væsentligt fra handelsværdien.
Hvis skifteretten træffer afgørelse om, at der skal ske omvurdering, kan skifteretten efter anmodning udmelde en sagkyndig til at foretage omvurderingen, jf. lovforslagets § 74, stk. 2, hvilket navnlig vil være relevant, hvis parterne ikke er enige om, hvem der skal udmeldes. Det er som udgangspunkt ikke udelukket at udmelde den sagkyndige, der foretog den oprindelige vurdering, til også at foretage omvurderingen, men hvis omvurderingen f.eks. skyldes inhabilitet hos den sagkyndige, vil der selvfølgelig i givet fald skulle udmeldes en anden sagkyndig.
Skifterettens afgørelser om omvurdering, herunder om, at der ikke skal ske omvurdering, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen angår sikkerhedsstillelse for vurderingsomkostninger og fastsættelse af vederlaget til en sagkyndig.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten kan betinge udmeldelsen af sagkyndige af, at der stilles sikkerhed for vurderingsomkostningerne.
Det forudsættes, at skifteretten generelt kræver sikkerhedsstillelse, hvis der ikke foreligger en advokatindeståelse for betaling af den sagkyndiges vederlag, jf. herved også bemærkningerne til stk. 2 nedenfor. I det omfang en allerede stillet sikkerhed for boomkostningerne, jf. lovforslagets § 37, er tilstrækkelig til også at dække den sagkyndiges vederlag, skal skifteretten dog ikke kræve yderligere sikkerhedsstillelse.
En part, der har fri proces under et offentligt skifte, er fritaget for at stille sikkerhed, jf. lovforslagets § 81, nr. 4 (forslag til retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra a).
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten om nødvendigt fastsætter vederlaget til en sagkyndig.
Skifteretten kan fastsætte vederlaget til en sagkyndig, der er udmeldt af skifteretten efter lovforslagets § 74, stk. 2. Skifteretten kan endvidere fastsætte vederlaget til en sagkyndig for at møde i retten, når skifteretten har indkaldt den pågældende efter lovforslagets § 74, stk. 3. Skifteretten kan derimod ikke i øvrigt fastsætte vederlaget til en sagkyndig, der er privat antaget af parterne eller bobehandleren.
Hvis parterne og den sagkyndige er enige om vederlagets størrelse, er der ikke behov for at anmode skifteretten om at træffe afgørelse. Hvis der er behov for tvangsfuldbyrdelse, kan den sagkyndige dog anmode om skifterettens afgørelse, uanset at der ikke er tvist om vederlagets størrelse.
Også i tilfælde, hvor der er enighed om vederlagets størrelse mellem den sagkyndige og den part, der anmodede om udmeldingen, kan den anden part anmode skifteretten om at træffe afgørelse, idet vederlagets størrelse kan have betydning for den anden parts betaling af omkostninger.
Den eller de parter, der har anmodet om udmelding af en sagkyndig, hæfter, i givet fald solidarisk, over for den sagkyndige for betaling af dennes vederlag. Dette gælder også parter, der har fri proces, idet fri proces ikke medfører fritagelse for betaling af vurderingsomkostninger, jf. lovforslagets § 81, nr. 5 (forslag til retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 3).
Hvis anmodningen fremsættes af en advokat på vegne af en part, herunder hvis anmodningen fremsættes af bobehandleren, hæfter advokaten ifølge retssædvane solidarisk med parten over for den sagkyndige for betaling af vederlaget.
Statskassen hæfter kun for den sagkyndiges vederlag i de tilfælde, hvor en part, der har været fritaget for at stille sikkerhed, fordi parten havde fri proces, ikke efter påkrav betaler vederlaget. Statskassen kan i givet fald gøre regres mod parten og ved skifte af ægtefællers fællesbo endvidere subsidiært gøre kravet gældende mod den anden ægtefælle, jf. lovforslagets § 44, stk. 1.
Vurderingsomkostningerne indgår i de boomkostninger, der ved boets afslutning som udgangspunkt fordeles lige mellem parterne, jf. lovforslagets § 42. Hvis vurderingen foretages under et privat skifte, jf. lovforslagets § 65, kan vurderingsomkostningerne tilsvarende indgå som omkostninger i en eventuel bodelingsaftale mellem parterne.
Skifterettens afgørelser om sikkerhedsstillelse og vederlag kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Bestemmelsen fastsætter regler for genoptagelse af et bo.
Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen med en præcisering af, at det er efter anmodning, at skifteretten kan genoptage et bo, og med den ændring, at stk. 2 om sikkerhedsstillelse ikke er medtaget i lovforslaget.
Det foreslås, at skifteretten kan genoptage et bo, der er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, hvis det findes påkrævet. Der foreslås endvidere en ikke udtømmende angivelse af typiske situationer, hvor genoptagelse af et bo kan finde sted.
Efter nr. 1 kan genoptagelse ske, når der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver. Efter nr. 2 kan genoptagelse ske, når der er begået væsentlige fejl under bobehandlingen. Efter nr. 3 kan genoptagelse ske, når der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling.
Bestemmelsen retter sig mod de tilfælde, hvor der er sket offentlig bobehandling, jf. lovforslagets § 1, og hvor bobehandlingen er afsluttet med skifterettens stadfæstelse af en boopgørelse, jf. lovforslagets § 36. Hvis bobehandlingen er afbrudt uden stadfæstelse af en boopgørelse, jf. lovforslagets § 31, kan der indgives ny anmodning om skifte, jf. lovforslagets § 9, medmindre boet er delt ved aftale eller retten til at anmode om offentligt skifte i øvrigt er bortfaldet.
Bestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor et offentligt skifte er afsluttet ved dom før lovens ikrafttræden, eller hvor et offentligt skifte, der verserede ved lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden er afsluttet ved dom efter de hidtil gældende regler, jf. lovforslagets § 87, stk. 1.
Genoptagelse af et privat skiftet bo, der er afsluttet med en bodelingsaftale, vil forudsætte, at bodelingsaftalen først tilsidesættes efter de almindelige regler herom, og en retssag om tilsidesættelse vil høre under skifterettens kompetence efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.
Der skal betales en retsafgift på som udgangspunkt 400 kr. for en anmodning om genoptagelse af et bo, jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens § 34 a, stk. 2), og anmodningen om genoptagelse kan ikke behandles, før retsafgiften er betalt.
Retsafgiften tilbagebetales ikke, hvis anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes.
Hvis skifteretten genoptager boet, behandles genoptagelsesboet efter lovforslagets almindelige regler om offentligt skifte, herunder kapitel 2 om indledende behandling i skifteretten og kapitel 3 om behandling ved bobehandler. Hvis genoptagelsesboet henvises til behandling ved bobehandler, jf. lovforslagets § 17, skal der stilles sikkerhed for boomkostningerne under genoptagelsen, jf. lovforslagets § 37, og der påløber yderligere retsafgift, jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens § 34 b).
Skifterettens afgørelser om genoptagelse, herunder om, at der ikke skal ske genoptagelse, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår kære af skifterettens afgørelser. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 661.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifterettens afgørelser kan kæres efter de almindelige regler om kære i retsplejelovens kapitel 37.
Bestemmelsen gælder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte.
Bestemmelsen gælder derimod ikke for skifterettens afgørelser i retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, eller i selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 2. Afgørelser i sådanne retssager kan dog også appelleres (ankes eller kæres) efter retsplejelovens almindelige regler, herunder retsplejelovens kapitel 37 om kære, men det følger af, at sager efter lovforslagets § 2 generelt behandles efter retsplejelovens regler om civile retssager (jf. lovforslagets § 2, stk. 4).
Bestemmelsen gælder således navnlig for skifterettens afgørelser med hensyn til:
– henvisning af et bo til en anden skifteret (§ 8)
– en anmodning om bistand til deling af et fællesbo (§ 9)
– indkaldelse til vejlednings- og forligsmøde (§ 11)
– indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder (§ 12, stk. 2)
– afvisning eller ophævelse af sagen ved udeblivelse (§ 13)
– indsigelse mod skifterettens kompetence (§ 14)
– afholdelse af et eller flere yderligere møder (§ 15, stk. 3)
– bevisførelse under den indledende behandling i skifteretten (§ 16)
– henvisning til bobehandler eller ophævelse af sagen (§ 17, stk. 1)
– udpegning af bobehandler (§§ 18 og 48)
– indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder og private (§ 22, stk. 1, 3. pkt.)
– edition og vidneførsel (§ 22, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2)
– fremgangsmåden ved vurdering af aktiver og passiver (§ 22, stk. 3)
– antagelse af sagkyndig bistand (§ 22, stk. 4)
– advokatbeskikkelse (§ 23)
– afhændelse af aktiver (§ 25, stk. 2)
– acontobetaling (§ 26, stk. 2, og § 41)
– rettelse af boopgørelsen (§ 31, stk. 2, og § 35)
– bobehandlerens salær (§§ 31 og 33, jf. § 40)
– fordeling af boomkostningerne (§ 31, jf. § 42)
– stadfæstelse af boopgørelsen (§ 34, stk. 2, og § 36)
– sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling (§§ 37 og 39)
– maksimum for en parts andel af bobehandlerens salær, når parten har fri proces (§ 40, stk. 2)
– betaling af advokatomkostninger (§ 43)
– pålæg til bobehandleren (§ 47, stk. 1)
– klage over bobehandleren (§ 49)
– tidspunktet for formuefællesskabets ophør (§ 51, stk. 5)
– fratagelse af rådigheden (§ 54, stk. 2 og 3)
– afdragsvis betaling ved udlæg ud over boslodden (§ 64, 3. pkt.)
– bistand til sagens oplysning under privat skifte (§ 65)
– vidnepligt og editionspligt for en part (§ 72)
– adgang til aktiver ved en umiddelbar fogedforretning (§ 73)
– sagkyndig vurdering (§§ 74-77)
– genoptagelse af et bo (§ 78)
Både positive og negative afgørelser (altså både skifterettens afgørelse om at foretage og om ikke at foretage det pågældende retsskridt) vil kunne kæres. Afgørelserne vil kunne være i form af en kendelse eller en beslutning. Afgørelse ved dom vil derimod kun skulle anvendes ved skifterettens afgørelse af enkelttvister, der opstår under et skifte, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og af selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.
En kære af skifterettens stadfæstelse af boopgørelsen, jf. lovforslagets § 36, eller en del heraf, jf. lovforslagets § 34, stk. 2, vil i givet fald alene angå, om betingelserne for stadfæstelse efter disse bestemmelser var opfyldt. Materielle indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse kan kun behandles under en sådan kære i form af kære af skifterettens afgørelser efter lovforslagets § 31, stk. 2 og 3 (om tilfælde, hvor der før stadfæstelsen er rejst indsigelse mod bobehandlerens udkast til boopgørelse og der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 11
(Anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser)
Bestemmelsen angår anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser vedrørende skifte af ægtefællers fællesbo mv. Bestemmelsen er ny, men en tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse gælder for dødsboskifte, jf. dødsboskiftelovens § 3, stk. 1, og konkursbehandling mv., jf. konkurslovens § 6, stk. 1.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 79, stk. 1, i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, mens § 79, stk. 2, i udvalgets lovudkast ikke er medtaget i lovforslaget.
Det foreslås, justitsministeren skal kunne fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende skifte af ægtefællers fællesbo eller andre boer omfattet af lovforslaget skal have bindende virkning (retskraft) og kunne fuldbyrdes her i riget. Det er en betingelse, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden (ordre public).
Til kapitel 12
(Ændringer i anden lovgivning)
Kapitel 12 indeholder ændringer i anden lovgivning i anledning af de foreslåede nye regler om ægtefælleskifte mv.
De fleste af kapitlets bestemmelser har ikke noget direkte modstykke i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Lovforslagets § 81, nr. 11, svarer dog til § 80, stk. 2, nr. 2, i lovudkastet. Endvidere svarer lovforslagets § 81, nr. 2-5, i vidt omfang indholdsmæssigt til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast om ændring af retsplejeloven, jf. betænkningen side 354, idet der i forhold hertil i hovedsagen er foretaget en vis omstrukturering og visse præciseringer.
(Retsplejeloven)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at skifteretten skal kunne tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommunikation i et retsmøde i skifteretten under en bobehandling eller i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte, jf. lovforslagets § 69. Som følge heraf foreslås det at udvide retsplejelovens § 32 c om retsvirkningerne af en sådan tilladelse til også at omfatte tilladelser i medfør af anden lovgivning end retsplejeloven. Det er fortsat en betingelse, at der uden for § 32 c er udtrykkelig lovhjemmel til en parts eller rettergangsfuldmægtigs deltagelse i det pågældende retsmøde ved anvendelse af telekommunikation.
Det foreslås, at skifteretten skal kunne give fri proces under skifterettens behandling af et bo omfattet af lovforslagets § 1, når ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. retsplejelovens § 325 (der ikke foreslås ændret).
Det foreslåede stk. 3 omfatter alene fri proces til selve bobehandlingen. Bestemmelsen omfatter således ikke enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1, og som indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 1.
For enkelttvister, der indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 1 (herunder enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver), og sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, der indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 2, gælder retsplejelovens almindelige regler om fri proces, jf. retsplejelovens §§ 328 og 329 (som ikke foreslås ændret).
Det foreslåede stk. 3 indebærer, at skifteretten efter ansøgning kan meddele en part fri proces, når ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (og ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved bobehandlingen). Kravet om, at ansøgeren skal opfylde betingelserne i retsplejelovens § 325, indebærer, at juridiske personer ikke kan få fri proces efter bestemmelsen (hvilket kun kan få betydning i sager om opløsning af »andre boer« efter lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 4).
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 327, stk. 3, der bliver stk. 4, indebærer, at det gældende stk. 3 (fremtidige stk. 4) også vil finde anvendelse på ansøgninger om fri proces efter det foreslåede stk. 3. Skifteretten skal således afslå fri proces, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen.
Som et eksempel herpå kan nævnes, at det allerede under første møde i skifteretten er klart, at begge ægtefællernes bodele er negative, og at der for så vidt ikke er andet at gøre end at konstatere dette. Som et andet eksempel kan nævnes, at ægtefællens anmodning bygger på et løsere grundlag, eller at ægtefællen i øvrigt kommer med anbringender eller ønsker, der er i åbenbar modstrid med gældende ret. Er der alene tale om værdiløst indbo, der skal deles, vil der heller ikke skulle henvises til bobehandler, og der vil derfor ikke være grundlag for at bevilge fri proces.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 327, stk. 4, der bliver stk. 5, indebærer, at det gældende stk. 4 (fremtidige stk. 5) også vil finde anvendelse på ansøgninger om fri proces efter det foreslåede stk. 3. Kompetencen til at meddele fri proces er således henlagt til skifteretten, og hvis fri proces afslås, skal afgørelsen træffes ved kendelse. Et afslag på fri proces kan af ansøgeren kæres til landsretten efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 37 (der ikke foreslås ændret). For kære til landsretten skal der i givet fald betales en retsafgift på 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 54 (som tilbagebetales, hvis kærende får medhold, jf. retsafgiftslovens § 57).
Uanset at § 327, stk. 4, der bliver stk. 5, også nævner den ret, som sagen kan indbringes for, følger det af det foreslåede stk. 3, der giver mulighed for at give fri proces under skifterettens behandling af et bo, at fri proces tidligst kan gives, når der er indgivet anmodning til skifteretten om bistand til bodelingen, jf. lovforslagets § 9. En ansøgning om fri proces efter det foreslåede stk. 3 kan som følge heraf heller ikke behandles, før den foreslåede retsafgift for en sådan anmodning på 400 kr. er betalt, jf. lovforslagets § 85, nr. 4 (forslag til retsafgiftslovens § 34 a).
Virkningerne af en bevilling af fri proces efter det foreslåede § 327, stk. 3, fremgår af retsplejelovens § 331, som affattet ved lovforslagets § 81, nr. 4 og 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget angår virkningerne af fri proces efter det foreslåede § 327, stk. 3 (lovforslagets § 81, nr. 2), om skifterettens mulighed for at give fri proces under skifterettens behandling af et bo omfattet af lovforslagets § 1.
Der foreslås dels en ændring af det gældende § 331, stk. 1, nr. 5, dels et nyt stk. 3.
Både stk. 1, nr. 5, og stk. 3, finder kun anvendelse i boer omfattet af lovforslagets § 1. Disse bestemmelser angår således alene fri proces til selve bobehandlingen. Bestemmelserne omfatter dermed ikke fri proces til enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1, og som indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 1.
For enkelttvister, der indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 1 (herunder enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver), og sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, der indbringes for skifteretten efter lovforslagets § 2, stk. 2, gælder retsplejelovens almindelige regler om virkningerne af fri proces, jf. bl.a. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1-4 (som ikke foreslås ændret).
Det foreslås, at fri proces i et bo omfattet af lovforslagets § 1 for vedkommende part medfører fritagelse for sikkerhedsstillelse for omkostninger ved boets behandling, jf. stk. 1, nr. 5, litra a. Fritagelsen omfatter sikkerhedsstillelse efter lovforslagets §§ 37, 39 og 77 om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved bobehandlingen. Fritagelsen omfatter derimod ikke sikkerhedsstillelse efter lovforslagets § 34, stk. 2, 2. pkt., om sikkerhedsstillelse for den anden ægtefælles mulige krav efter en endelig boopgørelse eller efter lovforslagets § 56 om sikkerhedsstillelse for betaling af den del af en gæld, som begge ægtefæller hæfter for, som en ægtefælle endeligt skal bære.
Fritagelsen efter litra a omfatter alene fritagelse for sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling, ikke for betaling af omkostningerne i sidste ende. Samtidig foreslås det imidlertid, at den fri proces også omfatter fritagelse for betaling af den pågældendes andel af bobehandlerens salær, jf. straks nedenfor. De omkostninger ved boets behandling, som parten i sidste ende selv skal betale, er således navnlig den pågældendes andel af skifteafgifterne og vurderingsomkostninger mv.
I forhold til en sagkyndig, der udmeldes efter lovforslagets § 74, stk. 2, hæfter statskassen, når en part har været fritaget for sikkerhedsstillelse efter § 77, stk. 1, for betaling af den sagkyndiges vederlag, jf. lovforslagets § 77, stk. 2, hvis parten ikke efter påkrav betaler vederlaget. Statskassen kan herefter gøre regres mod den pågældende part for det fulde vederlag og mod enhver anden part for den del af den sagkyndiges vederlag, som den pågældende endeligt skal betale. Hvis der er tale om et bo omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1, om deling af ægtefællers fællesbo, kan statskassens krav endvidere subsidiært rettes mod den anden ægtefælle, jf. lovforslagets § 44, stk. 1, medmindre den anden ægtefælle også har fri proces og dermed er fritaget for den subsidiære hæftelse efter § 44, stk. 1 (jf. nedenfor om litra c).
Det foreslås endvidere, at fri proces i et bo omfattet af lovforslagets § 1 for vedkommende part medfører fritagelse for betaling af partens andel af bobehandlerens salær, jf. stk. 1, nr. 5, litra b. Det følger af bestemmelsen, at partens andel af bobehandlerens salær betales af statskassen. Med hensyn til eventuel regres for statskassens udgifter mod den part, der har fri proces, henvises til bemærkningerne nedenfor.
Når en part har fri proces, er partens andel af bobehandlerens salær – og dermed statskassens betaling af partens andel af bobehandlerens salær – maksimeret til det antal timer, skifteretten har fastsat efter lovforslagets § 40, stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås endvidere i stk. 1, nr. 5, litra c, at fri proces i et bo omfattet af lovforslagets § 1 for vedkommende part medfører fritagelse for hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle efter lovforslagets § 44, stk. 1. En ægtefælle, der har fri proces, hæfter således ikke for statskassens krav mod den anden ægtefælle efter lovforslagets § 44, stk. 1. Lovforslagets § 44, stk. 1, og dermed litra c er kun relevant i boer omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1, om deling af ægtefællers fællesbo, idet § 44 ikke finder anvendelse i andre boer, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Ud over de foreslåede særlige regler i retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, om virkningerne af fri proces i boer omfattet af lovforslagets § 1 gælder de almindelige regler om virkningerne af fri proces i § 331, stk. 1, nr. 1-4 (der ikke foreslås ændret), med de ændringer, som fremgår af det foreslåede § 331, stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at fritagelsen for afgifter efter stk. 1, nr. 1, ikke omfatter skifteafgift efter lov om retsafgifter §§ 34 a og 34 b (jf. lovforslagets § 85, nr. 4). Fritagelsen efter stk. 1, nr. 1, omfatter derimod andre afgifter efter lov om retsafgifter, eksempelvis fogedafgift i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse, som skifteretten har truffet i forbindelse med bobehandlingen.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at stk. 1, nr. 2, om beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen kun finder anvendelse, når skifteretten beskikker en advokat i medfør af lovforslagets § 23. Det følger af det foreslåede § 23, stk. 1, 2. pkt., at advokatbeskikkelsen i den forbindelse kan begrænses til en bestemt opgave eller et bestemt antal timer. Medmindre skifteretten i medfør af lovforslagets § 23 beskikker en advokat for den part, der har fri proces, omfatter den fri proces i boer omfattet af lovforslagets § 1 – i modsætning til fri proces i øvrigt, herunder fri proces til enkelttvister, der opstår under behandlingen af et bo omfattet af lovforslagets § 1 – således ikke advokatbeskikkelse.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at stk. 1, nr. 3, om godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen, ikke finder anvendelse. I boer omfattet af lovforslagets § 1 skal sådanne udgifter således altid endeligt afholdes af parterne, uanset om der er givet fri proces. Om fritagelse for sikkerhedsstillelse og statskassens hæftelse for eventuelle sagkyndiges vederlag i den forbindelse henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende det foreslåede stk. 1, nr. 5, litra a.
Der foreslås ingen fravigelse af stk. 1, nr. 4, om fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger. I de undtagelsestilfælde, hvor skifteretten pålægger en part at erstatte en anden parts udgifter til advokat, jf. lovforslagets § 43, omfatter den fri proces således også fritagelse herfor, således at beløbet i givet fald betales af statskassen.
Der foreslås ingen ændringer af retsplejelovens § 332, stk. 2, hvorefter retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det.
Skifteretten vil således ligesom efter gældende ret i forbindelse med afslutningen af bobehandlingen kunne pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter til partens andel af bobehandlerens salær og i givet fald til en eventuel beskikket advokat (lovforslagets § 23) og/eller til sagsomkostninger til modparten (lovforslagets § 43).
Som det fremgår af § 332, stk. 2, kan en part, der har fri proces, pålægges helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det. Der bør i den forbindelse foretages en samlet vurdering, hvori blandt andet indgår størrelsen af den pågældendes boslod, størrelsen af det nettobeløb, som den pågældende modtager ifølge boopgørelsen (efter betaling af boomkostninger), og hvor stor en del af dette nettobeløb der udredes kontant. Der kan også tages hensyn til, om den pågældende har modtaget acontoudlodninger under skiftebehandlingen, idet summen af eventuelle acontoudlodninger og det modtagne nettobeløb ifølge boopgørelsen populært sagt er udtryk for, hvad den pågældende »fik ud af skiftet« (sammenlignet med, hvis der ikke var blevet gennemført noget skifte og hver part havde beholdt, hvad de hver især havde rådighed over, før bobehandlingen blev indledt).
Ud over de nævnte forhold vedrørende skiftets økonomi kan der i givet fald også tages hensyn til partens adfærd under skiftebehandlingen, herunder navnlig om parten uden rimelig grund ved sin adfærd har forøget statskassens udgifter til den fri proces, herunder navnlig i form af sagsomkostninger til modparten, der efter lovforslagets § 43 navnlig kan komme på tale i de (sjældne) tilfælde, hvor den ene parts adfærd har medført, at den anden part har været nødt til at antage advokat.
Herudover kan det naturligvis ligesom i dag indgå i vurderingen efter § 332, stk. 2, om parten i forbindelse med ansøgningen om fri proces har givet urigtige oplysninger af betydning for afgørelsen af spørgsmålet om fri proces.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 327, stk. 4, efter lovforslaget bliver til § 327, stk.5.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at sager om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler fremover skal høre under skifterettens kompetence, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.
Som følge heraf foreslås det at ændre retsplejelovens § 448, nr. 5, således at sager om anfægtelse af aftaler om fordeling af formuen, der er indgået med henblik på separation, skilsmisse eller omstødelse, ikke længere er omfattet af retsplejelovens kapitel 42 om sager om ægteskab og forældremyndighed.
Efter lovforslagets § 2, stk. 3, kan skifteretten henvise en sag om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af en bodelingsaftale, der også angår andet end bodelingen (såkaldte pakkeaftaler eller blandede aftaler), til de almindelige domstole. I tilfælde af en sådan henvisning kan de almindelige domstole behandle hele sagen, herunder spørgsmål vedrørende bodelingen. Hvis hovedspørgsmålet i sagen er ændring eller anfægtelse af vilkår om ægtefællebidrag, behandles sagen i givet fald som en ægteskabssag efter retsplejelovens kapitel 42, jf. § 448, nr. 5, som affattet ved lovforslagets § 81, nr. 7. I andre tilfælde behandles sagen i givet fald som en almindelig civil retssag.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at indføre en bobehandlerordning i sager om ægtefælleskifte mv., jf. navnlig lovforslagets kapitel 3. Forslaget til ændring af retsplejelovens § 538 b, stk. 1, skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 25, stk. 3, hvorefter salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler, hvilket for behæftede aktivers vedkommende vil sige retsplejelovens § 538 b, stk. 1. I konsekvens heraf foreslås det at medtage en henvisning til fællesbo mv., der behandles ved bobehandler, i retsplejelovens § 538 b, stk. 1, 1. pkt. (nr. 7), og angive i § 538 b, stk. 1, 2. pkt., at bobehandleren i givet fald skal udføre, hvad der påhviler rekvirenten af en tvangsauktion (nr. 8).
Herudover foreslås det at ophæve retsplejelovens § 538 b, stk. 1, 3. pkt., som angår konkursboer, hvor ingen kurator er udpeget (nr. 9). Efter konkurslovens § 107 skal skifteretten imidlertid i alle konkursboer udpege en kurator, og retsplejelovens § 538 b, stk. 1, 3. pkt., har derfor ikke længere noget anvendelsesområde. Da bestemmelsen således er overflødig, foreslås den ophævet.
Det foreslås at ophæve retsplejelovens tredje bog, sjette afsnit, om skifte af fællesbo mv. Kapitlet indeholder processuelle regler om ægtefælleskifte mv., som erstattes af de foreslåede regler i den nye lov om ægtefælleskifte mv. eller af retsplejelovens almindelige regler. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
(Ægteskabsloven)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at fællesboskifteloven foreslås ophævet og erstattet af en ny lov om ægtefælleskifte mv. Som følge heraf foreslås henvisningen i ægteskabslovens § 25, stk. 2, og § 27, stk. 1 og 2, til fællesboskiftelovens § 69 ændret til en henvisning til lov om ægtefælleskifte mv. § 60, idet lovforslagets § 60 viderefører den gældende bestemmelse i fællesboskiftelovens § 69 om deling af fællesboet ved omstødelse af ægteskab.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at tvister mellem ægtefæller om særejekompensationskrav (»urimeligt ringe«-reglen) fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 6, og stk. 2, nr. 1. Som følge heraf foreslås det at ophæve ægteskabslovens § 56 og henvisningen hertil i ægteskabslovens § 42, stk. 1. Ægteskabslovens § 56 foreslås videreført ved lovforslagets § 67 med de ændringer, der følger af, at sådanne kompensationskrav fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten.
(Lov om ægteskabets retsvirkninger)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 81, nr. 11, om ophævelse af retsplejelovens tredje bog, sjette afsnit, indeholdende kapitel 58, jf. § lovforslagets § 81, nr. 11. Som følge heraf foreslås det at ændre henvisningen til retsplejelovens kapitel 58 i lov om ægteskabets retsvirkninger § 40, stk. 2, til en henvisning til retsplejelovens kapitel 37, der indeholder de almindelige regler om kære i civile sager.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at fællesboskifteloven foreslås ophævet og erstattet af en ny lov om ægtefælleskifte mv. Det foreslås i den forbindelse at ophæve den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger § 41, som fastsætter, at når begæring om bosondring er taget til følge, deles fællesboet mellem ægtefællerne i overensstemmende med reglerne i fællesboskiftelovens kapitel 6.
Den foreslåede ophævelse af § 41 medfører ingen ændring af retstilstanden. Hvis ægtefællerne ikke kan enes om delingen af fællesboet, vil en sag herom kunne behandles efter de foreslåede regler om ægtefælleskifte, jf. lovforslagets kapitel 1-10.
Det fremgår af lov om ægteskabets retsvirkninger § 16 (som ikke foreslås ændret), at bl.a. i tilfælde af bosondring udtager hver ægtefælle halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
Med hensyn til selve skiftet i anledning af bosondring fremgår det af lovforslagets § 10, at anmodning om bistand til deling af et fællesbo tidligst kan indgives, når der er afsagt bosondringsdekret.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at fællesboskifteloven foreslås ophævet og erstattet af en ny lov om ægtefælleskifte mv.
Den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger § 42 fastsætter, at hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller tilfalder denne efter indgivelsen af bosondringsbegæringen, bliver dennes fuldstændige særeje.
Det foreslås at ændre denne bestemmelse, således at hvad der udlægges en ægtefælle på skifte efter en bosondring eller tilfalder denne efter formuefællesskabets ophør, jf. lovforslagets § 51, bliver dennes fuldstændige særeje. Der er uændret tale om en regulering af retsvirkningerne af en bosondring og det deraf følgende skifte af fællesboet. Der kan være tale om et offentligt skifte, jf. lovforslagets § 1, eller et privat skifte.
Efter lovforslagets § 51 ophører formuefællesskabet i tilfælde af bosondring som udgangspunkt med virkning fra udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. Ægtefællerne kan dog aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt. Endvidere kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt.
(Dødsboskifteloven)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at fællesboskifteloven foreslås ophævet og erstattet af en ny lov om ægtefælleskifte mv.
Det foreslås at ændre henvisningen til fællesboskiftelovens §§ 65, 65 a, 66 a, 67 a og 68 i dødsboskiftelovens § 77 til lov om ægtefælleskifte §§ 50, 51, 53 og 56-58, som erstatter de nævnte bestemmelser i fællesboskifteloven.
(Retsafgiftsloven)
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. Som følge heraf vil retsafgiftslovens kapitel 5 herefter kun angå konkursbehandling, og det foreslås derfor at ændre kapitlets overskrift samt § 27, som angiver, i hvilke boer kapitlet anvendes, i overensstemmelse hermed.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. Som følge heraf vil retsafgiftslovens kapitel 5 herefter kun angå konkursbehandling, og det foreslås derfor at nyaffatte §§ 28-30 (samt ophæve §§ 34-36, jf. lovforslagets § 85, nr. 4), så bestemmelserne alene angår skifteafgifter i konkursboer. Nyaffattelsen indebærer ingen realitetsændringer.
Bestemmelsen angår lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at loven træder i kraft den 1. marts 2012. Ikrafttrædelsestidspunktet skal bl.a. ses i lyset af, at der med loven indføres en autorisationsordning for bobehandlere, og at Domstolsstyrelsen i givet fald vil skulle forberede skifteretten på reglernes ikrafttræden gennem efteruddannelse og tilpasning af retternes sagsbehandlingssystemer. Der skal således inden lovens ikrafttræden autoriseres et passende antal bobehandlere i hver retskreds, og Domstolsstyrelsen vil endvidere i givet fald skulle udarbejde vejledninger og blanketter til brug for ægtefællerne, når de anmoder skifteretten om bistand til skifte.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at §§ 70 og 71 om digital kommunikation dog først træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Lovforslagets §§ 70 og 71 viderefører de eksisterende bestemmelser i fællesboskiftelovens §§ 92 a og 92 b, som ikke er i kraft, idet de træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, jf. § 5, stk. 1, i lov nr. 447 af 9. juni 2004. Det foreslåede 2. pkt. viderefører således denne bemyndigelsesbestemmelse.
Det foreslås i stk. 2, at fællesboskifteloven ophæves den 1. marts 2012.
Lovforslagets § 87 indeholder overgangsbestemmelser, herunder om færdigbehandling af verserende sager efter de hidtil gældende regler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen indeholder overgangsbestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at sager, der er indbragt for skifteretten eller de almindelige domstole inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at lovens regler kun finder anvendelse på nye sager, dvs. sager, som indbringes for skifteretten eller de almindelige domstole efter lovens ikrafttræden.
Sager, der er indbragt for skifteretten eller de almindelige domstole inden lovens ikrafttræden, skal derimod færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Dette gælder både med hensyn til regler om saglig, international og stedlig kompetence, processuelle spørgsmål i øvrigt og materielle spørgsmål, og det gælder også med hensyn til retsafgifter. I sådanne sager vil ingen af lovforslagets regler således finde anvendelse.
Det er kun verserende sager, der skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Hvis en sag før eller efter lovens ikrafttræden afsluttes med skifterettens stadfæstelse af en boopgørelse og der efter lovens ikrafttræden anmodes om genoptagelse, skal anmodningen om genoptagelse behandles efter de nye regler, jf. lovforslagets § 78. Tilsvarende gælder, at hvis en sag før eller efter lovens ikrafttræden afsluttes på anden måde, og der efter lovens ikrafttræden f.eks. indgives ny anmodning om skifte, skal den nye anmodning behandles efter de nye regler.
Skæringstidspunktet for anvendelsen af de nye eller de hidtil gældende regler er indbringelsen for skifteretten eller de almindelige domstole. Indgivelse af en anmodning til justitsministeren om at bestemme, at en skiftesag skal behandles i Danmark, jf. fællesboskiftelovens § 64 a, stk. 2, er ikke tilstrækkeligt. Hvis sagen ikke er indbragt for retten inden lovens ikrafttræden, skal den behandles efter de nye regler, uanset om justitsministeren før lovens ikrafttræden har truffet afgørelse om sagens behandling i Denmark. Det bemærkes, at fællesboskiftelovens § 64 a, stk. 2, ikke videreføres ved lovforslaget, og at justitsministeren ikke efter lovens ikrafttræden vil kunne træffe afgørelse efter denne bestemmelse, uanset om der før lovens ikrafttræden er indgivet anmodning herom.
Indgivelse af ansøgning om fri proces er heller ikke tilstrækkeligt. En ansøgning om fri proces, der er indgivet, men ikke færdigbehandlet, inden lovens ikrafttræden, skal færdigbehandles efter de nye regler, hvis ansøgningen angår fri proces til en sag, der indbringes for retten efter lovens ikrafttræden. I det omfang kompetencen til at meddele fri proces overføres fra Civilstyrelsen til skifteretten, kan Civilstyrelsen i givet fald ikke behandle ansøgningen efter lovens ikrafttræden, og Procesbevillingsnævnet kan i sådanne tilfælde heller ikke behandle, herunder færdigbehandle, en klage efter lovens ikrafttræden. Ny ansøgning må i givet fald indgives til skifteretten.
Omvendt gælder, at hvis sagen er indbragt for skifteretten eller de almindelige domstole inden lovens ikrafttræden, gælder de hidtil gældende regler om fri proces fortsat. Også efter lovens ikrafttræden vil en ansøgning om fri proces i givet fald skulle indgives til Civilstyrelsen, og Civilstyrelsens eventuelle afslag på fri proces vil i givet fald kunne påklages til Procesbevillingsnævnet. Betingelserne for og retsvirkningerne af fri proces afgøres i sådanne tilfælde i det hele efter de hidtil gældende regler om fri proces (uanset at disse i øvrigt ændres ved lovforslagets § 81, nr. 2-5).
Bortset fra de tilfælde, der er behandlet i det foreslåede stk. 2, er det heller ikke tilstrækkeligt, at der f.eks. er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse inden lovens ikrafttræden, hvis der først efter lovens ikrafttræden anmodes om skifte. Bortset fra de bestemmelser, der er nævnt i det foreslåede stk. 2, skal skiftesagen i sådanne situationer behandles efter de nye regler.
Det foreslås i stk. 2, at hvis der før lovens ikrafttræden er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse, anvendes de tidligere gældende regler i stedet for §§ 50, 51 og 67, og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 42 (som foreslås ændret ved lovforslagets § 82, nr. 2) anvendes i den hidtil gældende affattelse.
Lovforslagets §§ 50 og 51 angår tidspunktet for formuefællesskabets ophør. I forhold til gældende ret foreslås det at fremrykke dette tidspunkt, således at formuefællesskabet ophører ved udgangen af det døgn, hvor der indgives anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen, i stedet for på det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig afgørelse om separation eller skilsmisse. Ved omstødelse af ægteskab foreslås det tilsvarende at fremrykke dette tidspunkt, så formuefællesskabet ophører ved udgangen af det døgn, hvor der anlægges sag om omstødelse, i stedet for på det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig afgørelse om omstødelse af ægteskabet.
Det foreslåede stk. 2 indebærer i relation til §§ 50 og 51, at denne fremrykning af tidspunktet for formuefællesskabets ophør i forhold til de hidtil gældende regler kun får virkning i de tilfælde, hvor anmodningen om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen efter lovens ikrafttræden, eller hvor sag om omstødelse af ægteskab anlægges efter lovens ikrafttræden.
I tilfælde, hvor anmodning om separation eller skilsmisse er indgivet til statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden (uanset om afgørelsen om separation eller skilsmisse er truffet før eller efter lovens ikrafttræden), omfatter bodelingen de aktiver og passiver, som hører til bodelene på tidspunktet for den endelige afgørelse om separation eller skilsmisse. Tilsvarende gælder, hvor sag om omstødelse af ægteskabet er anlagt inden lovens ikrafttræden (uanset om afgørelsen om omstødelse af ægteskabet er truffet før eller efter lovens ikrafttræden). Ægtefællerne vil – i overensstemmelse med hidtidig praksis – kunne aftale et andet ophørstidspunkt, hvis de er enige herom, men skifteretten vil ikke efter indstilling fra bobehandler kunne fastsætte et andet ophørstidspunkt i medfør af lovforslagets § 51, stk. 5.
Overgangsbestemmelsen henviser til indgivelse af anmodning til statsforvaltningen om separation og skilsmisse og tager dermed teknisk set ikke højde for, at der før den 1. januar 2007 umiddelbart kunne anlægges retssag om separation eller skilsmisse. Hvis en ægtefælle efter lovens ikrafttræden anmoder om skifte i anledning af en separation eller skilsmisse, der er meddelt på grundlag af et sådant sagsanlæg, vil en analog anvendelse af det foreslåede stk. 2 imidlertid føre til samme resultat, dvs. at tidspunktet for formuefællesskabets ophør i givet fald skal afgøres efter de hidtil gældende regler.
Lovforslagets § 67 viderefører den gældende regel i ægteskabslovens § 56 med de ændringer, der følger af forslaget om, at sådanne kompensationskrav fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten.
Det foreslåede stk. 2 indebærer i relation til § 67, at denne ændring fra at være et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse til at høre under skifterettens kompetence kun vil gælde i de tilfælde, hvor anmodningen om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen efter lovens ikrafttræden. Henvisningen til § 67 har ikke betydning i relation til omstødelse af ægteskabet.
I tilfælde, hvor anmodning om separation eller skilsmisse er indgivet til statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, gælder ægteskabslovens § 56 også efter lovens ikrafttræden (hvor bestemmelsen ellers ophæves, jf. lovforslagets § 82, nr. 3), og et særejekompensationskrav vil i givet fald skulle indgå som et vilkår i forbindelse med separationen eller skilsmissen, jf. ægteskabslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., i den hidtil gældende affattelse. I sådanne tilfælde vil der ikke kunne rejses krav efter lovforslagets § 67, hverken under et offentligt eller privat skifte eller under en selvstændig retssag efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 1.
Det foreslåede stk. 2 har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor anmodning om separation eller skilsmisse er indgivet til statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, men hvor der først efter lovens ikrafttræden indgives anmodning om skifte eller anlægges retssag. Hvis der anmodes om skifte eller anlægges retssag inden lovens ikrafttræden, følger det allerede af stk. 1, at sagen i det hele behandles efter de hidtil gældende regler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven bortset fra §§ 81 og 85 ved kongelig anordning skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets §§ 81 og 85 indeholder ændringer af retsplejeloven og retsafgiftsloven. Disse bestemmelser er ikke omfattet af den foreslåede mulighed for ved kongelig anordning at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland. Dette skyldes, at der for Færøerne er fastsat en særlig lov om rettens pleje og en særlig lov om retsafgifter, og at der for Grønland er fastsat en særlig lov om rettens pleje, der også indeholder regler om retsafgifter.
Bestemmelsen angår, hvem der hæfter for skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven.
Det foreslåede stk. 1 angår andre boer end ægtefællers fællesbo, dvs. opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 2-4.
Det foreslås, at hver lodtager i et sådant bo skal hæfte solidarisk for afgiften efter de foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven med værdien af det, den pågældende lodtager har modtaget.
Det foreslåede stk. 2 angår ægtefællers fællesbo og henviser til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 44 om en ægtefælles subsidiære hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostningerne i forbindelse med skifte af ægtefællernes fællesbo. Der kan således henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. Som følge heraf foreslås det, at det gældende kapitel 5 a om dødsbobehandling ændres til kapitel 5 b. Kapitlets regler (og disses paragrafnumre) ændres ikke.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. I den forbindelse foreslås det bl.a. at videreføre det gældende § 36, stk. 4, om betalingsfrist og rentebetaling i et nyt § 34 d, stk. 2 (samtidig med, at bl.a. den gældende § 36 ophæves).
Som følge heraf foreslås det at ændre de eksisterende henvisninger i retsafgiftslovens § 36 g, stk. 1, 2. pkt., og § 36 h, 4. pkt., til § 36, stk. 4, til henvisninger til § 34 d, stk. 2.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4.
Forslaget går ud på at indsætte et nyt nr. 3 i retsafgiftslovens § 39, stk. 1, om sager om enkelttvister mv., jf. lovforslagets § 2. Bestemmelsen fastslår, for at undgå tvivl herom, at der ved indbringelse af en sådan tvist for skifteretten skal betales retsafgift efter de almindelige regler i retsafgiftslovens kapitel 1 om retsafgift i civile retssager. Afgiften for en sådan retssag efter lovforslagets § 2 skal i givet fald betales uafhængigt af, om der er betalt eller senere betales afgift for en anmodning om skifte eller for bobehandlingen efter de foreslåede regler i retsafgiftslovens § 5 a.
De gældende nr. 1 og 2 (om tvister om anmeldte fordringer og krav i konkursboer og likvidationsboer) foreslås samtidig videreført alene med en sproglig modernisering af nr. 1.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at skifteretten efter anmodning skal kunne skaffe bobehandleren adgang til at besigtige eller en sagkyndig adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse, jf. lovforslagets § 73.
Det foreslås, at der for behandling af sådanne anmodninger skal betales samme retsafgift som for skifterettens behandling af ind- og udsættelsesforretninger efter konkurslovens § 112, svarende til retsafgiften for umiddelbare fogedforretninger efter retsafgiftslovens kapitel 3 (som ikke foreslås ændret). Retsafgiften udgør således 300 kr., jf. retsafgiftslovens § 17, med tillæg af 400 kr., hvis forretningen helt eller delvis foretages uden for rettens kontor (hvad der ofte kan være behov for i de heromhandlede sager), jf. retsafgiftslovens § 17 a.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsafgiftsloven om afgiften af anmodninger til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 65. Der er tale om en ny sagstype, som ikke findes i dag.
Det foreslås, at der skal betales en afgift på 400 kr. for en sådan anmodning.
Afgiftspligten indtræder ved indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Afgiftspligten påhviler den ægtefælle, der fremsætter anmodningen, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 2 (som ikke foreslås ændret). Hvis ægtefællerne indgiver en fælles anmodning til skifteretten, påhviler afgiftspligten dem begge solidarisk.
Afgiften skal betales samtidig med indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Betales afgiften ikke efter påkrav, kan skifteretten fastsætte en frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, betragtes anmodningen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.
En anmodning til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte kan således ikke tages under behandling (endsige tages til følge), før retsafgiften på 400 kr. er betalt. Og hvis retsafgiften ikke betales, afvises anmodningen som følge heraf, og afgiften bortfalder.
Retsafgiften tilbagebetales ikke, hvis anmodningen af andre grunde afvises eller ikke tages til følge, og ved indgivelse af en eventuel ny anmodning skal der betales ny retsafgift.
Afgiften dækker én anmodning i medfør af lovforslagets § 65, uanset om anmodningen angår flere forhold, eksempelvis både afholdelse af møde i skifteretten med henblik bevisførelse og udmeldelse af sagkyndig til at foretage vurdering. Dette gælder også, hvis der samtidig anmodes om sagsoplysningsskridt over for flere personer eller om udmeldelse af flere sagkyndige, eksempelvis fordi der er tale om at vurdere forskellige aktiver, hvor vurderingen kræver forskellig sagkundskab.
Derimod skal der betales ny retsafgift, hvis der senere indgives en ny anmodning til skifteretten om yderligere bistand. Dette gælder, selv om der kun skulle have været betalt én afgift, hvis anmodningen havde været medtaget i den oprindelige anmodning. Dette gælder endvidere også i tilfælde, hvor det er udfaldet af den første anmodning, der giver anledning til at indgive anmodning til skifteretten om yderligere bistand.
Det bemærkes i den forbindelse, at hvis en anmodning er tilstrækkelig konkret, er der ikke noget til hinder for, at den f.eks. principalt angår afgivelse af mundtlig forklaring og subsidiært udlevering af dokumenter (eller omvendt), eller at den principalt angår sagsoplysningsskridt over for en person og subsidiært over for en anden person. I så fald skal der ikke betales ny afgift, hvis der efter gennemførelse af det principale sagsoplysningsskridt eller forsøg herpå bliver tale om at gå videre med det subsidiære ønske. Generelle forbehold om i givet fald senere at anmode om yderligere sagsoplysningsskridt er imidlertid uden virkning i denne henseende, og der vil således i en sådan situation skulle betales ny retsafgift, hvis der senere indgives en konkret anmodning til skifteretten om yderligere bistand.
Det vil i den forbindelse være op til domstolene ved administrationen af retsafgiftsreglerne at opnå en rimelig balance mellem hensynet til, at der ikke ved en for formalistisk anvendelse af reglerne lægges unødige hindringer i vejen for ægtefællernes reelle muligheder for at benytte sig af muligheden for skifterettens bistand under privat skifte, og på den anden side hensynet til at undgå omgåelse af retsafgiftsreglerne.
Det bemærkes i den forbindelse også, at det til enhver tid står en ægtefælle frit for at indgive anmodning til skifteretten om indledning af offentligt skifte, herunder om offentligt skifte af en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. I så fald dækker den retsafgift på 400 kr., der efter den foreslåede § 34 a i retsafgiftsloven skal betales for denne anmodning, og den eventuelle skifteafgift efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, hvis boet henvises til bobehandler, bl.a. et ubegrænset antal anmodninger til skifteretten om sagsoplysningsskridt under bobehandlingen.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. I den forbindelse foreslås det bl.a. i retsafgiftslovens § 30, stk. 1, for så vidt angår konkursboer at videreføre de gældende regler i retsafgiftslovens § 35 om afgiftens forfaldstid uden indholdsmæssige ændringer. Samtidig foreslås en hertil svarende regel i retsafgiftslovens § 34 d, stk. 1, for så vidt angår ægtefælleskifte mv., og det foreslås i retsafgiftslovens § 34 d, stk. 2, at videreføre de gældende regler i retsafgiftslovens § 36, stk. 4, om betalingsfrist og rente ved forsinket betaling.
Som følge heraf foreslås det at ændre henvisningen i retsafgiftslovens § 62, stk. 2, til § 35 og § 36, stk. 4, til en henvisning til § 30, stk. 1, og § 34 d.
Til kapitel 13
(Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser)
Bestemmelsen fastsætter en retsafgift på 400 kr. for anmodninger til skifteretten om indledning af offentligt skifte eller om genoptagelse af et bo.
Afgiftspligten indtræder ved indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Afgiftspligten påhviler den, der fremsætter anmodningen, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 2 (som ikke foreslås ændret). Hvis ægtefæller indgiver en fælles anmodning til skifteretten, påhviler afgiftspligten dem begge solidarisk. Det samme gælder ved andre anmodninger, som indgives i fællesskab af flere personer.
Afgiften skal betales samtidig med indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Betales afgiften ikke efter påkrav, kan skifteretten fastsætte en frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, betragtes anmodningen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.
En anmodning til skifteretten om indledning af offentligt skifte eller om genoptagelse af et bo kan således ikke tages under behandling (endsige tages til følge), før retsafgiften på 400 kr. er betalt. Og hvis retsafgiften ikke betales, afvises anmodningen som følge heraf, og afgiften bortfalder.
Retsafgiften tilbagebetales ikke, hvis anmodningen af andre grunde afvises eller ikke tages til følge, og ved indgivelse af en eventuel ny anmodning skal der betales ny retsafgift.
Det foreslåede stk. 1 angår anmodninger til skifteretten om bistand til skifte af et bo, jf. lovforslagets § 9. Som nævnt gælder det alle boer omfattet af lovforslagets § 1, herunder de »andre boer«, som er omfattet af den gældende fællesboskiftelovs § 82 (interessentskabsboer mv.).
Retsafgiften efter stk. 1 skal betales, selv om der tidligere en eller eventuelt flere gange er betalt retsafgift efter den foreslåede bestemmelse i retsafgiftslovens § 39 b (lovforslagets § 85, nr. 7) for en anmodning til skifteretten om bistand under privat skifte af det pågældende bo.
Retsafgiften er den samme, uanset om anmodningen angår hele boet eller en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. Der skal ikke betales ny afgift, hvis der er indledt skiftebehandling vedrørende en del af boet, og der derefter anmodes om, at skiftebehandlingen udvides til at omfatte en større del af boet eller eventuelt hele boet. Dette gælder også, selv om anmodningen om udvidelse af skiftebehandlingen til at omfatte en større del af boet eller hele boet fremsættes af en anden end den, der oprindelig anmodede om skiftebehandling og betalte retsafgiften.
Hvis bobehandlingen afbrydes uden stadfæstelse af en boopgørelse, jf. lovforslagets § 30, skal der betales ny retsafgift, hvis der på et senere tidspunkt på ny anmodes om skifterettens bistand til deling af boet.
Det foreslåede stk. 2 angår anmodninger til skifteretten om genoptagelse af et bo, jf. lovforslagets § 78.
Det foreslås i stk. 3, at afgiften helt bortfalder i fællesboer med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr., forudsat at ikke begge ægtefællernes bodele er negative.
Ved formuemassen forstås bruttoaktiverne, jf. nærmere retsafgiftslovens § 31 (der ikke foreslås ændret). Henvisningen i stk. 3 til den »samlede« formuemasse betyder, at afgiftsberegningen skal foretages ud fra det samlede bo, uanset om anmodningen om skifte kun angår en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det foreslåede stk. 3 indebærer i praksis følgende:
Bestemmelsen har ingen betydning i fællesboer, hvor begge ægtefællers bodele er negative. Her er afgiften således altid 400 kr.
I fællesboer, hvor ikke begge ægtefællers bodele er negative, skal der slet ikke betales afgift, hvis bruttoaktiverne ikke overstiger 15.000 kr. Afgiftsfriheden indtræder, når en ægtefælle over for skifteretten godtgør, at fællesboets samlede bruttoaktiver ikke overstiger 15.000 kr., uden at begge ægtefællers bodele er negative. Dette kan principielt ske allerede samtidig med indgivelsen af anmodningen om skifte til skifteretten, og i så fald skal der slet ikke betales retsafgift. I andre tilfælde tilbagebetales den betalte afgift, når en ægtefælle har godtgjort, at fællesboets samlede bruttoaktiver ikke overstiger 15.000 kr., uden at begge ægtefællers bodele er negative.
Det foreslåede stk. 3 finder også anvendelse i forhold til den foreslåede afgift på ½ pct. af formuemassen for boets behandling ved bobehandler, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 34 b.
Bestemmelsen angår tidspunktet for afgiftspligtens indtræden for skifteafgifterne efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, dvs. afgiften på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr.
Det foreslås, at afgiftspligten indtræder ved skifterettens henvisning af boet til bobehandler, jf. lovforslagets § 17.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at når skifteretten har henvist et bo til bobehandler, skal skifteafgiften betales, uanset hvordan boets videre behandling forløber, herunder – for at tage den mest ekstreme mulighed – hvis parterne afslutter sagen forligsmæssigt dagen efter henvisningen til bobehandler.
Det bemærkes i den forbindelse, at skifteretten kun kan henvise et bo til bobehandler efter anmodning fra en part, jf. lovforslagets § 17. Der kræves en særskilt anmodning herom, og det er således ikke tilstrækkeligt, at en part har anmodet om skifterettens bistand til skifte af et bo, jf. lovforslagets § 9.
Om afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 d-34 f i retsafgiftsloven.
Bestemmelsen angår, hvem der hæfter for skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven.
Det foreslåede stk. 1 angår andre boer end ægtefællers fællesbo, dvs. opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 2-4.
Det foreslås, at hver lodtager i et sådant bo skal hæfte solidarisk for afgiften efter de foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven med værdien af det, den pågældende lodtager har modtaget.
Det foreslåede stk. 2 angår ægtefællers fællesbo og henviser til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 44 om en ægtefælles subsidiære hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostningerne i forbindelse med skifte af ægtefællernes fællesbo. Der kan således henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. Som følge heraf foreslås det, at det gældende kapitel 5 a om dødsbobehandling ændres til kapitel 5 b. Kapitlets regler (og disses paragrafnumre) ændres ikke.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. I den forbindelse foreslås det bl.a. at videreføre det gældende § 36, stk. 4, om betalingsfrist og rentebetaling i et nyt § 34 d, stk. 2 (samtidig med, at bl.a. den gældende § 36 ophæves).
Som følge heraf foreslås det at ændre de eksisterende henvisninger i retsafgiftslovens § 36 g, stk. 1, 2. pkt., og § 36 h, 4. pkt., til § 36, stk. 4, til henvisninger til § 34 d, stk. 2.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4.
Forslaget går ud på at indsætte et nyt nr. 3 i retsafgiftslovens § 39, stk. 1, om sager om enkelttvister mv., jf. lovforslagets § 2. Bestemmelsen fastslår, for at undgå tvivl herom, at der ved indbringelse af en sådan tvist for skifteretten skal betales retsafgift efter de almindelige regler i retsafgiftslovens kapitel 1 om retsafgift i civile retssager. Afgiften for en sådan retssag efter lovforslagets § 2 skal i givet fald betales uafhængigt af, om der er betalt eller senere betales afgift for en anmodning om skifte eller for bobehandlingen efter de foreslåede regler i retsafgiftslovens § 5 a.
De gældende nr. 1 og 2 (om tvister om anmeldte fordringer og krav i konkursboer og likvidationsboer) foreslås samtidig videreført alene med en sproglig modernisering af nr. 1.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at skifteretten efter anmodning skal kunne skaffe bobehandleren adgang til at besigtige eller en sagkyndig adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse, jf. lovforslagets § 73.
Det foreslås, at der for behandling af sådanne anmodninger skal betales samme retsafgift som for skifterettens behandling af ind- og udsættelsesforretninger efter konkurslovens § 112, svarende til retsafgiften for umiddelbare fogedforretninger efter retsafgiftslovens kapitel 3 (som ikke foreslås ændret). Retsafgiften udgør således 300 kr., jf. retsafgiftslovens § 17, med tillæg af 400 kr., hvis forretningen helt eller delvis foretages uden for rettens kontor (hvad der ofte kan være behov for i de heromhandlede sager), jf. retsafgiftslovens § 17 a.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsafgiftsloven om afgiften af anmodninger til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. lovforslagets § 65. Der er tale om en ny sagstype, som ikke findes i dag.
Det foreslås, at der skal betales en afgift på 400 kr. for en sådan anmodning.
Afgiftspligten indtræder ved indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Afgiftspligten påhviler den ægtefælle, der fremsætter anmodningen, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 2 (som ikke foreslås ændret). Hvis ægtefællerne indgiver en fælles anmodning til skifteretten, påhviler afgiftspligten dem begge solidarisk.
Afgiften skal betales samtidig med indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Betales afgiften ikke efter påkrav, kan skifteretten fastsætte en frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, betragtes anmodningen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.
En anmodning til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte kan således ikke tages under behandling (endsige tages til følge), før retsafgiften på 400 kr. er betalt. Og hvis retsafgiften ikke betales, afvises anmodningen som følge heraf, og afgiften bortfalder.
Retsafgiften tilbagebetales ikke, hvis anmodningen af andre grunde afvises eller ikke tages til følge, og ved indgivelse af en eventuel ny anmodning skal der betales ny retsafgift.
Afgiften dækker én anmodning i medfør af lovforslagets § 65, uanset om anmodningen angår flere forhold, eksempelvis både afholdelse af møde i skifteretten med henblik bevisførelse og udmeldelse af sagkyndig til at foretage vurdering. Dette gælder også, hvis der samtidig anmodes om sagsoplysningsskridt over for flere personer eller om udmeldelse af flere sagkyndige, eksempelvis fordi der er tale om at vurdere forskellige aktiver, hvor vurderingen kræver forskellig sagkundskab.
Derimod skal der betales ny retsafgift, hvis der senere indgives en ny anmodning til skifteretten om yderligere bistand. Dette gælder, selv om der kun skulle have været betalt én afgift, hvis anmodningen havde været medtaget i den oprindelige anmodning. Dette gælder endvidere også i tilfælde, hvor det er udfaldet af den første anmodning, der giver anledning til at indgive anmodning til skifteretten om yderligere bistand.
Det bemærkes i den forbindelse, at hvis en anmodning er tilstrækkelig konkret, er der ikke noget til hinder for, at den f.eks. principalt angår afgivelse af mundtlig forklaring og subsidiært udlevering af dokumenter (eller omvendt), eller at den principalt angår sagsoplysningsskridt over for en person og subsidiært over for en anden person. I så fald skal der ikke betales ny afgift, hvis der efter gennemførelse af det principale sagsoplysningsskridt eller forsøg herpå bliver tale om at gå videre med det subsidiære ønske. Generelle forbehold om i givet fald senere at anmode om yderligere sagsoplysningsskridt er imidlertid uden virkning i denne henseende, og der vil således i en sådan situation skulle betales ny retsafgift, hvis der senere indgives en konkret anmodning til skifteretten om yderligere bistand.
Det vil i den forbindelse være op til domstolene ved administrationen af retsafgiftsreglerne at opnå en rimelig balance mellem hensynet til, at der ikke ved en for formalistisk anvendelse af reglerne lægges unødige hindringer i vejen for ægtefællernes reelle muligheder for at benytte sig af muligheden for skifterettens bistand under privat skifte, og på den anden side hensynet til at undgå omgåelse af retsafgiftsreglerne.
Det bemærkes i den forbindelse også, at det til enhver tid står en ægtefælle frit for at indgive anmodning til skifteretten om indledning af offentligt skifte, herunder om offentligt skifte af en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. I så fald dækker den retsafgift på 400 kr., der efter den foreslåede § 34 a i retsafgiftsloven skal betales for denne anmodning, og den eventuelle skifteafgift efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, hvis boet henvises til bobehandler, bl.a. et ubegrænset antal anmodninger til skifteretten om sagsoplysningsskridt under bobehandlingen.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at fastsætte nye regler om retsafgifter ved ægtefælleskifte mv. i et nyt kapitel 5 a i retsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 85, nr. 4. I den forbindelse foreslås det bl.a. i retsafgiftslovens § 30, stk. 1, for så vidt angår konkursboer at videreføre de gældende regler i retsafgiftslovens § 35 om afgiftens forfaldstid uden indholdsmæssige ændringer. Samtidig foreslås en hertil svarende regel i retsafgiftslovens § 34 d, stk. 1, for så vidt angår ægtefælleskifte mv., og det foreslås i retsafgiftslovens § 34 d, stk. 2, at videreføre de gældende regler i retsafgiftslovens § 36, stk. 4, om betalingsfrist og rente ved forsinket betaling.
Som følge heraf foreslås det at ændre henvisningen i retsafgiftslovens § 62, stk. 2, til § 35 og § 36, stk. 4, til en henvisning til § 30, stk. 1, og § 34 d.
Til kapitel 13
(Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser)
Bestemmelsen fastsætter en skifteafgift på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr., af boer, der henvises til bobehandler, jf. lovforslagets § 17. Afgiften skal betales i alle boer omfattet af lovforslagets § 1, som henvises til bobehandler, medmindre boets samlede formuemasse er på højst 15.000 kr. I så fald betales ingen afgift, jf. henvisningen i stk. 2 til § 34 a, stk. 3.
Skifteafgiften på ½ pct. er i tillæg til den retsafgift på 400 kr., der skal betales for anmodningen om skifte, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 34 a. I de tilfælde, hvor boet henvises til bobehandler, skal der således betales afgift efter både § 34 a og § 34 b. Dette gælder også, hvis et bo genoptages, jf. skiftelovens § 78, og dernæst henvises til bobehandler.
Retsafgiften efter § 34 b kan højst udgøre 10.000 kr.
Parternes aftalefrihed med hensyn til, hvilken værdi aktiverne og passiverne skal ansættes til, jf. lovforslagets § 28, stk. 2, gælder kun i deres indbyrdes forhold. I forhold til statskassens krav på skifteafgift skal aktiverne og passiverne ansættes til værdien i handel og vandel. I tilfælde, hvor bobehandleren med henblik på bodelingen har lagt parternes enighed om værdiansættelsen til grund, men hvor værdiansættelsen åbenbart ligger væsentligt under værdien i handel og vandel, påhviler det bobehandleren – uanset parternes stilling til spørgsmålet – at oplyse herom i udkastet til boopgørelse og at oplyse om værdien af de pågældende aktiver og passiver i handel og vandel.
Om afgiftspligtens indtræden, afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 c-34 f i retsafgiftsloven.
Det foreslås i stk. 2, at § 34 a, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 indebærer i praksis følgende:
Bestemmelsen har ingen betydning i fællesboer, hvor begge ægtefællers bodele er negative. Her er afgiften efter § 34 b således altid ½ pct. af bruttoaktiverne, dog højst 10.000 kr.
I fællesboer, hvor ikke begge ægtefællers bodele er negative, skal der slet ikke betales afgift, hvis bruttoaktiverne ikke overstiger 15.000 kr.
Angår skiftet kun en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, medregnes alene den del af bobeholdningen, der er eller har været omfattet af skiftet, jf. det foreslåede stk. 3.
Parterne kan til enhver tid, hvis de er enige herom, udvide eller indskrænke den del af boet, der er omfattet af skiftet, men skifteafgiften skal i givet fald beregnes ud fra formuemassen opgjort i forhold til den del af boet, som på noget tidspunkt har været omfattet af henvisningen til bobehandler. Hvis parterne efter henvisningen til bobehandler indgår forlig om en del af boet, således at bobehandlingen ved bobehandler herefter kun angår en mindre del af boet, end da boet blev henvist til bobehandler, skal afgiften således stadig beregnes efter formuemassen opgjort ud fra de aktiver og passiver, som oprindelig var omfattet af henvisningen til bobehandler. Omvendt gælder, at hvis en oprindelig henvisning til bobehandler af en del af boet senere udvides til at omfatte en større del af boet, skal afgiften beregnes efter formuemassen opgjort efter de aktiver og passiver, som efter udvidelsen er omfattet af bobehandlingen.
Om afgiftspligtens indtræden, afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 c-34 f i retsafgiftsloven.
Bestemmelsen angår forfaldstiden for skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, dvs. afgiften på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr.
Det foreslås i stk. 1, at afgiften som udgangspunkt forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. 1. pkt.
En sådan boopgørelse kan være den endelige boopgørelse eller en boopgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse). En stadfæstet partiel boopgørelse kan være udarbejdet af bobehandleren som en partiel boopgørelse efter lovforslagets § 27, eller den kan være udarbejdet af bobehandleren som en fuldstændig boopgørelse, der (i første omgang) alene er blevet stadfæstet partielt efter lovforslagets § 34, stk. 2.
En boopgørelse er endelig (i givet fald for så vidt angår de stadfæstede dele), når kærefristen er udløbet, uden at kære er iværksat, eller når landsretten har stadfæstet skifterettens afgørelse om at stadfæste boopgørelsen.
Afgiften efter § 34 b på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr., forfalder, når en hvilken som helst boopgørelse (fuldstændig eller partiel) er endelig. Afgiften skal betales, medmindre boopgørelsen dokumenterer, eller den afgiftspligtige på anden måde godtgør, at afgiften udgør et mindre beløb eller eventuelt helt skal bortfalde, jf. herom den foreslåede § 34 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Hvis den afgiftspligtige først senere kan godtgøre, at afgiften efter § 34 b udgør et mindre beløb, kan der ske tilbagebetaling af det for meget betalte.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., angår den situation, hvor skiftet afbrydes uden stadfæstelse af en endelig boopgørelse. I denne situation forfalder afgiften, når de afgiftspligtige modtager meddelelse om afgiftsberegningen.
Har skifteretten tilstrækkelige oplysninger til at kunne afgøre skifteafgiften, kan skifteretten umiddelbart give de afgiftspligtige meddelelse om, at afgiften er forfalden til betaling. Det påhviler i givet fald den afgiftspligtige at godtgøre, at afgiften udgør et mindre beløb, jf. herom den foreslåede § 34 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Med hensyn til tilfælde, hvor skifteretten ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne afgøre størrelsen af skifteafgiften, henvises til forslaget til retsafgiftslovens § 34 e og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede stk. 2 angår betalingsfristen og rentebetaling ved for sen betaling. Det foreslås, at afgiften skal betales inden 14 dage efter forfaldstid, jf. 1. pkt. Betaling på 14. -dagen er rettidig og udløser ikke rentebetaling. Det foreslås endvidere, at ved betaling efter denne frist svares en rente på ½ pct. månedlig for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, dog mindst 50 kr., jf. 2. pkt.
Det foreslåede stk. 2 er en uændret videreførelse af det gældende § 36, stk. 4.
Med hensyn til sikkerhedsstillelse for betalingen følger det af lovforslagets § 37, at den, der har anmodet om henvisning til bobehandler, skal stille sikkerhed for bl.a. betaling af skifteafgiften. Hvis den pågældende har fri proces, er den pågældende dog fritaget for sikkerhedsstillelse for afgiften, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra a (som affattet ved lovforslagets § 81, nr. 4).
Fri proces medfører derimod ikke fritagelse for i sidste ende at betale skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven.
Bestemmelsen angår de tilfælde, hvor skiftet afbrydes uden stadfæstelse af en endelig boopgørelse (når afgiftspligten ikke allerede er indtrådt, da en boopgørelse over en del af boet blev endelig). Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, hvis parterne forliger sagen, men også hvis bobehandlingen afbrydes af andre grunde, f.eks. fordi en yderligere sikkerhed for boomkostningerne ikke stilles, jf. lovforslagets § 38, eller fordi anmodningen om separation eller skilsmisse tilbagekaldes.
I sådanne tilfælde påhviler det parterne at give skifteretten de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftens størrelse.
Hvis skifteretten ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder bobehandlerens udkast efter lovforslagets § 30, kan afgøre afgiftens størrelse, kan skifteretten pålægge parterne inden en nærmere fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten, jf. stk. 1.
Fremkommer oplysningerne ikke inden den fastsatte frist, kan skifteretten pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne fremkommer, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende regel i retsafgiftslovens § 33 (som ikke foreslås ændret) om oplysninger til brug for beregning af afgiften i et konkursbo, der udleveres skyldneren til fri rådighed.
Bestemmelsen angår forfaldstiden for skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, dvs. afgiften på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr.
Det foreslås i stk. 1, at afgiften som udgangspunkt forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. 1. pkt.
En sådan boopgørelse kan være den endelige boopgørelse eller en boopgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse). En stadfæstet partiel boopgørelse kan være udarbejdet af bobehandleren som en partiel boopgørelse efter lovforslagets § 27, eller den kan være udarbejdet af bobehandleren som en fuldstændig boopgørelse, der (i første omgang) alene er blevet stadfæstet partielt efter lovforslagets § 34, stk. 2.
En boopgørelse er endelig (i givet fald for så vidt angår de stadfæstede dele), når kærefristen er udløbet, uden at kære er iværksat, eller når landsretten har stadfæstet skifterettens afgørelse om at stadfæste boopgørelsen.
Afgiften efter § 34 b på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr., forfalder, når en hvilken som helst boopgørelse (fuldstændig eller partiel) er endelig. Afgiften skal betales, medmindre boopgørelsen dokumenterer, eller den afgiftspligtige på anden måde godtgør, at afgiften udgør et mindre beløb eller eventuelt helt skal bortfalde, jf. herom den foreslåede § 34 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Hvis den afgiftspligtige først senere kan godtgøre, at afgiften efter § 34 b udgør et mindre beløb, kan der ske tilbagebetaling af det for meget betalte.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., angår den situation, hvor skiftet afbrydes uden stadfæstelse af en endelig boopgørelse. I denne situation forfalder afgiften, når de afgiftspligtige modtager meddelelse om afgiftsberegningen.
Har skifteretten tilstrækkelige oplysninger til at kunne afgøre skifteafgiften, kan skifteretten umiddelbart give de afgiftspligtige meddelelse om, at afgiften er forfalden til betaling. Det påhviler i givet fald den afgiftspligtige at godtgøre, at afgiften udgør et mindre beløb, jf. herom den foreslåede § 34 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Med hensyn til tilfælde, hvor skifteretten ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne afgøre størrelsen af skifteafgiften, henvises til forslaget til retsafgiftslovens § 34 e og bemærkningerne hertil.
Det foreslåede stk. 2 angår betalingsfristen og rentebetaling ved for sen betaling. Det foreslås, at afgiften skal betales inden 14 dage efter forfaldstid, jf. 1. pkt. Betaling på 14. -dagen er rettidig og udløser ikke rentebetaling. Det foreslås endvidere, at ved betaling efter denne frist svares en rente på ½ pct. månedlig for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, dog mindst 50 kr., jf. 2. pkt.
Det foreslåede stk. 2 er en uændret videreførelse af det gældende § 36, stk. 4.
Med hensyn til sikkerhedsstillelse for betalingen følger det af lovforslagets § 37, at den, der har anmodet om henvisning til bobehandler, skal stille sikkerhed for bl.a. betaling af skifteafgiften. Hvis den pågældende har fri proces, er den pågældende dog fritaget for sikkerhedsstillelse for afgiften, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra a (som affattet ved lovforslagets § 81, nr. 4).
Fri proces medfører derimod ikke fritagelse for i sidste ende at betale skifteafgiften efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven.
Bestemmelsen angår de tilfælde, hvor skiftet afbrydes uden stadfæstelse af en endelig boopgørelse (når afgiftspligten ikke allerede er indtrådt, da en boopgørelse over en del af boet blev endelig). Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, hvis parterne forliger sagen, men også hvis bobehandlingen afbrydes af andre grunde, f.eks. fordi en yderligere sikkerhed for boomkostningerne ikke stilles, jf. lovforslagets § 38, eller fordi anmodningen om separation eller skilsmisse tilbagekaldes.
I sådanne tilfælde påhviler det parterne at give skifteretten de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftens størrelse.
Hvis skifteretten ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder bobehandlerens udkast efter lovforslagets § 30, kan afgøre afgiftens størrelse, kan skifteretten pålægge parterne inden en nærmere fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten, jf. stk. 1.
Fremkommer oplysningerne ikke inden den fastsatte frist, kan skifteretten pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne fremkommer, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende regel i retsafgiftslovens § 33 (som ikke foreslås ændret) om oplysninger til brug for beregning af afgiften i et konkursbo, der udleveres skyldneren til fri rådighed.
Bestemmelsen fastsætter en retsafgift på 400 kr. for anmodninger til skifteretten om indledning af offentligt skifte eller om genoptagelse af et bo.
Afgiftspligten indtræder ved indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Afgiftspligten påhviler den, der fremsætter anmodningen, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 2 (som ikke foreslås ændret). Hvis ægtefæller indgiver en fælles anmodning til skifteretten, påhviler afgiftspligten dem begge solidarisk. Det samme gælder ved andre anmodninger, som indgives i fællesskab af flere personer.
Afgiften skal betales samtidig med indleveringen af anmodningen til skifteretten, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Betales afgiften ikke efter påkrav, kan skifteretten fastsætte en frist for afgiftens betaling. Betales afgiften ikke inden fristens udløb, betragtes anmodningen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften.
En anmodning til skifteretten om indledning af offentligt skifte eller om genoptagelse af et bo kan således ikke tages under behandling (endsige tages til følge), før retsafgiften på 400 kr. er betalt. Og hvis retsafgiften ikke betales, afvises anmodningen som følge heraf, og afgiften bortfalder.
Retsafgiften tilbagebetales ikke, hvis anmodningen af andre grunde afvises eller ikke tages til følge, og ved indgivelse af en eventuel ny anmodning skal der betales ny retsafgift.
Det foreslåede stk. 1 angår anmodninger til skifteretten om bistand til skifte af et bo, jf. lovforslagets § 9. Som nævnt gælder det alle boer omfattet af lovforslagets § 1, herunder de »andre boer«, som er omfattet af den gældende fællesboskiftelovs § 82 (interessentskabsboer mv.).
Retsafgiften efter stk. 1 skal betales, selv om der tidligere en eller eventuelt flere gange er betalt retsafgift efter den foreslåede bestemmelse i retsafgiftslovens § 39 b (lovforslagets § 85, nr. 7) for en anmodning til skifteretten om bistand under privat skifte af det pågældende bo.
Retsafgiften er den samme, uanset om anmodningen angår hele boet eller en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2. Der skal ikke betales ny afgift, hvis der er indledt skiftebehandling vedrørende en del af boet, og der derefter anmodes om, at skiftebehandlingen udvides til at omfatte en større del af boet eller eventuelt hele boet. Dette gælder også, selv om anmodningen om udvidelse af skiftebehandlingen til at omfatte en større del af boet eller hele boet fremsættes af en anden end den, der oprindelig anmodede om skiftebehandling og betalte retsafgiften.
Hvis bobehandlingen afbrydes uden stadfæstelse af en boopgørelse, jf. lovforslagets § 30, skal der betales ny retsafgift, hvis der på et senere tidspunkt på ny anmodes om skifterettens bistand til deling af boet.
Det foreslåede stk. 2 angår anmodninger til skifteretten om genoptagelse af et bo, jf. lovforslagets § 78.
Det foreslås i stk. 3, at afgiften helt bortfalder i fællesboer med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr., forudsat at ikke begge ægtefællernes bodele er negative.
Ved formuemassen forstås bruttoaktiverne, jf. nærmere retsafgiftslovens § 31 (der ikke foreslås ændret). Henvisningen i stk. 3 til den »samlede« formuemasse betyder, at afgiftsberegningen skal foretages ud fra det samlede bo, uanset om anmodningen om skifte kun angår en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det foreslåede stk. 3 indebærer i praksis følgende:
Bestemmelsen har ingen betydning i fællesboer, hvor begge ægtefællers bodele er negative. Her er afgiften således altid 400 kr.
I fællesboer, hvor ikke begge ægtefællers bodele er negative, skal der slet ikke betales afgift, hvis bruttoaktiverne ikke overstiger 15.000 kr. Afgiftsfriheden indtræder, når en ægtefælle over for skifteretten godtgør, at fællesboets samlede bruttoaktiver ikke overstiger 15.000 kr., uden at begge ægtefællers bodele er negative. Dette kan principielt ske allerede samtidig med indgivelsen af anmodningen om skifte til skifteretten, og i så fald skal der slet ikke betales retsafgift. I andre tilfælde tilbagebetales den betalte afgift, når en ægtefælle har godtgjort, at fællesboets samlede bruttoaktiver ikke overstiger 15.000 kr., uden at begge ægtefællers bodele er negative.
Det foreslåede stk. 3 finder også anvendelse i forhold til den foreslåede afgift på ½ pct. af formuemassen for boets behandling ved bobehandler, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 34 b.
Bestemmelsen fastsætter en skifteafgift på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr., af boer, der henvises til bobehandler, jf. lovforslagets § 17. Afgiften skal betales i alle boer omfattet af lovforslagets § 1, som henvises til bobehandler, medmindre boets samlede formuemasse er på højst 15.000 kr. I så fald betales ingen afgift, jf. henvisningen i stk. 2 til § 34 a, stk. 3.
Skifteafgiften på ½ pct. er i tillæg til den retsafgift på 400 kr., der skal betales for anmodningen om skifte, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 34 a. I de tilfælde, hvor boet henvises til bobehandler, skal der således betales afgift efter både § 34 a og § 34 b. Dette gælder også, hvis et bo genoptages, jf. skiftelovens § 78, og dernæst henvises til bobehandler.
Retsafgiften efter § 34 b kan højst udgøre 10.000 kr.
Parternes aftalefrihed med hensyn til, hvilken værdi aktiverne og passiverne skal ansættes til, jf. lovforslagets § 28, stk. 2, gælder kun i deres indbyrdes forhold. I forhold til statskassens krav på skifteafgift skal aktiverne og passiverne ansættes til værdien i handel og vandel. I tilfælde, hvor bobehandleren med henblik på bodelingen har lagt parternes enighed om værdiansættelsen til grund, men hvor værdiansættelsen åbenbart ligger væsentligt under værdien i handel og vandel, påhviler det bobehandleren – uanset parternes stilling til spørgsmålet – at oplyse herom i udkastet til boopgørelse og at oplyse om værdien af de pågældende aktiver og passiver i handel og vandel.
Om afgiftspligtens indtræden, afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 c-34 f i retsafgiftsloven.
Det foreslås i stk. 2, at § 34 a, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 indebærer i praksis følgende:
Bestemmelsen har ingen betydning i fællesboer, hvor begge ægtefællers bodele er negative. Her er afgiften efter § 34 b således altid ½ pct. af bruttoaktiverne, dog højst 10.000 kr.
I fællesboer, hvor ikke begge ægtefællers bodele er negative, skal der slet ikke betales afgift, hvis bruttoaktiverne ikke overstiger 15.000 kr.
Angår skiftet kun en del af boet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, medregnes alene den del af bobeholdningen, der er eller har været omfattet af skiftet, jf. det foreslåede stk. 3.
Parterne kan til enhver tid, hvis de er enige herom, udvide eller indskrænke den del af boet, der er omfattet af skiftet, men skifteafgiften skal i givet fald beregnes ud fra formuemassen opgjort i forhold til den del af boet, som på noget tidspunkt har været omfattet af henvisningen til bobehandler. Hvis parterne efter henvisningen til bobehandler indgår forlig om en del af boet, således at bobehandlingen ved bobehandler herefter kun angår en mindre del af boet, end da boet blev henvist til bobehandler, skal afgiften således stadig beregnes efter formuemassen opgjort ud fra de aktiver og passiver, som oprindelig var omfattet af henvisningen til bobehandler. Omvendt gælder, at hvis en oprindelig henvisning til bobehandler af en del af boet senere udvides til at omfatte en større del af boet, skal afgiften beregnes efter formuemassen opgjort efter de aktiver og passiver, som efter udvidelsen er omfattet af bobehandlingen.
Om afgiftspligtens indtræden, afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 c-34 f i retsafgiftsloven.
Bestemmelsen angår tidspunktet for afgiftspligtens indtræden for skifteafgifterne efter den foreslåede § 34 b i retsafgiftsloven, dvs. afgiften på ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr.
Det foreslås, at afgiftspligten indtræder ved skifterettens henvisning af boet til bobehandler, jf. lovforslagets § 17.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at når skifteretten har henvist et bo til bobehandler, skal skifteafgiften betales, uanset hvordan boets videre behandling forløber, herunder – for at tage den mest ekstreme mulighed – hvis parterne afslutter sagen forligsmæssigt dagen efter henvisningen til bobehandler.
Det bemærkes i den forbindelse, at skifteretten kun kan henvise et bo til bobehandler efter anmodning fra en part, jf. lovforslagets § 17. Der kræves en særskilt anmodning herom, og det er således ikke tilstrækkeligt, at en part har anmodet om skifterettens bistand til skifte af et bo, jf. lovforslagets § 9.
Om afgiftens forfaldstid mv. henvises til de foreslåede §§ 34 d-34 f i retsafgiftsloven.
Herved bekendtgøres lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v. med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 550 af 30. maj 2017, § 18 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 4 i lov nr. 1169 af 8. juni 2021.
Skifteretten behandler sager om
deling af ægtefællers fællesbo, uanset om bodelene er negative,
opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver,
opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og
opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lign. , der ikke behandles efter konkursreglerne.
Stk. 2. Sager som nævnt i stk. 1 kan angå en del af boet.
Stk. 3. Kapitel 2-5 med undtagelse af §§ 10 og 44 finder tilsvarende anvendelse i sager som nævnt i stk. 1, nr. 2-4.
Skifteretten behandler sager om enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af et bo efter § 1 eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, herunder om
opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver,
opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del heraf, der indgår i bodelingen,
regulerings- og misbrugskrav, jf. kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold,
pensionskompensation, jf. kapitel 13 i lov om ægtefællers økonomiske forhold,
afgrænsning af særejer og
kompensationskrav i særlige situationer, jf. kapitel 12 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Stk. 2. Skifteretten behandler endvidere selvstændige sager mellem ægtefæller om
kompensationskrav i særlige situationer, jf. kapitel 12 i lov om ægtefællers økonomiske forhold, og
tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler.
Stk. 3. Omfatter ægtefællers aftaler, jf. stk. 2, nr. 2, også andet end bodelingen, kan skifteretten henvise sagen til de almindelige domstole.
Stk. 4. Sager som nævnt i stk. 1 og 2 behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, jf. dog § 5. §§ 68 og 72 finder tilsvarende anvendelse.
Loven gælder ikke for skifte af dødsboer eller skifte af en længstlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens denne lever.
Anmodning om skifte efter § 1 kan indgives til skifteretten her i landet, hvis en af parterne har bopæl her.
Stk. 2. Hvis mindst en af parterne har tilknytning til Danmark, kan parterne, når tvisten er opstået, aftale, at anmodning om skifte kan indgives her i landet.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan anmodning om skifte efter § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo indgives til skifteretten her i landet, hvis sammenslutningen har hjemting her.
Stk. 4. En anmodning om skifte af den del af et bo, der befinder sig her i landet, kan indgives her, hvis de pågældende aktiver ikke inddrages under en bobehandling i udlandet.
Sager efter § 2, stk. 1, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, og sager efter § 2, stk. 2, kan anlægges her i landet, hvis en af ægtefællerne har bopæl her.
Stk. 2. Hvis mindst en af ægtefællerne har tilknytning til Danmark, kan ægtefællerne, når tvisten er opstået, aftale, at sagen kan anlægges her i landet.
Anmodning om skifte efter § 1 indgives til skifteretten på det sted, hvor parterne har eller sidst har haft fælles bopæl, hvis mindst en af dem fortsat har bopæl i denne retskreds.
Stk. 2. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1 indgives anmodningen til skifteretten på det sted, hvor den, anmodningen er rettet mod, har bopæl. Hvis den, anmodningen er rettet mod, ikke har bopæl i Danmark, indgives anmodningen til skifteretten på det sted, hvor den, der indgiver anmodningen, har bopæl. Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, indgives anmodningen til Københavns Byret.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 indgives anmodning om skifte efter § 1, stk. 1, nr. 4, af en sammenslutnings bo til skifteretten på det sted, hvor sammenslutningen har hjemting.
Når tvisten er opstået, kan parterne aftale, ved hvilken skifteret boet skal behandles.
Skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, kan efter anmodning fra en part henvise boet til behandling i en anden retskreds, hvis dette findes væsentligt mere hensigtsmæssigt.
En anmodning til skifteretten om bistand til deling af et fællesbo skal indeholde angivelse af ægtefællernes navne, adresser, fødselsdatoer og om muligt personnumre og skal være vedlagt dokumentation for, at betingelsen i § 10 er opfyldt.
Stk. 2. Opfylder anmodningen ikke betingelserne i stk. 1, kan skifteretten afvise sagen.
Anmodning om bistand til deling af et fællesbo kan tidligst indgives, når der er indgivet anmodning til Familieretshuset om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet.
Skifteretten indkalder snarest muligt ægtefællerne til et vejlednings- og forligsmøde, medmindre mødet undtagelsesvis findes upåkrævet.
Stk. 2. Ægtefællerne skal møde personligt, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet.
Ægtefællerne skal senest 7 dage før mødet indsende oplysninger om forhold af betydning for skiftet, herunder oplysninger om egne og i videst muligt omfang om ægtefællens aktiver og passiver og disses skønnede værdi samt om, hvilke spørgsmål der er uenighed om.
Stk. 2. Indsendes oplysningerne ikke eller kun i utilstrækkeligt omfang, kan skifteretten indhente de nødvendige oplysninger fra offentlige myndigheder.
Udebliver den ægtefælle, der har anmodet om bistand, fra mødet, afviser skifteretten sagen, medmindre den anden ægtefælle er mødt og ønsker sagen fremmet.
Stk. 2. Udebliver begge ægtefæller, hæver skifteretten sagen.
Stk. 3. Skifteretten kan undtagelsesvis undlade at tillægge en ægtefælles udeblivelse virkning efter denne paragraf. Der tages herved navnlig hensyn til, om udeblivelsen må antages at skyldes lovligt forfald, eller om der i øvrigt må antages at foreligge undskyldende omstændigheder.
Gøres der indsigelse mod skifterettens kompetence, herunder under påberåbelse af, at boet er delt ved aftale eller på anden måde, træffer skifteretten efter eventuel bevisførelse afgørelse herom. Afgørelsen træffes ved kendelse.
Skifteretten skal på mødet afklare, om de nødvendige oplysninger om ægtefællernes aktiver og passiver foreligger, og hvilke spørgsmål ægtefællerne er uenige om.
Stk. 2. Skifteretten vejleder i nødvendigt omfang om reglerne for bodelingen og bistår med at udfærdige en aftale herom, hvis det findes ubetænkeligt.
Stk. 3. Skifteretten kan undtagelsesvis afholde et eller flere yderligere møder. § 11, stk. 2, og § 13 finder tilsvarende anvendelse.
Er der behov for bevisførelse, kan skifteretten efter anmodning træffe afgørelse herom.
Skifteretten henviser sagen til bobehandler, hvis en af ægtefællerne anmoder om det. I modsat fald hæver skifteretten sagen.
Stk. 2. Om sikkerhedsstillelse gælder § 37.
Henvises en sag til bobehandler, udpeger skifteretten en autoriseret bobehandler til at varetage bobehandlingen. Ønsker ægtefællerne en bestemt autoriseret bobehandler, udpeger skifteretten i almindelighed denne.
Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at ægtefællerne i enighed vælger en bobehandler, der ikke er autoriseret, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 3. Hvis ægtefællerne under boets behandling i enighed fremsætter ønske om en anden bobehandler og forholdene taler for det, udpeger skifteretten en ny bobehandler efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Bliver en udpeget bobehandler forhindret, eller opfylder denne ikke længere betingelserne for at behandle boet, udpeger skifteretten en ny bobehandler efter stk. 1 og 2. Hvis forholdene taler for det, kan skifteretten dog bestemme, at en bobehandler, hvis autorisation udløber, kan fortsætte behandlingen af et påbegyndt skifte.
Bobehandleren vejleder i nødvendigt omfang ægtefællerne om deres retsstilling og bistår ved praktiske spørgsmål under skiftet. Bobehandleren skal søge at opnå holdbare løsninger af ægtefællernes konflikter på en betryggende måde, hvor omkostningerne står i rimeligt forhold til boets værdier.
Bobehandleren orienterer løbende ægtefællerne om bobehandlingens forløb og forventede afslutning.
Stk. 2. Bobehandleren indkalder ægtefællerne til møde, når der er behov for det. Bobehandleren kan tillade, at andre deltager i mødet.
Stk. 3. Bobehandleren udfærdiger referat af møderne og af mundtlige tilkendegivelser fra ægtefællerne i øvrigt. Det skal fremgå, hvad ægtefællerne er enige og uenige om.
Stk. 4. Ved tvister skal bobehandleren opfordre til sagsanlæg efter § 2, stk. 1. Hvis sag ikke anlægges, skal bobehandleren redegøre for sin vurdering af spørgsmålet, som vil blive lagt til grund under sagens videre behandling. Bobehandleren skal på ny opfordre til sagsanlæg, hvis en ægtefælle ikke er enig i vurderingen.
Bobehandleren skal på det første møde, og når der i øvrigt er anledning til det, skriftligt oplyse ægtefællerne om, hvordan bobehandlerens salær beregnes, og om muligt den forventede størrelse heraf. Bobehandleren skal endvidere oplyse om, hvilke øvrige omkostninger der må forventes.
Bobehandleren skal sikre sig, at de oplysninger, der er nødvendige for at dele fællesboet, foreligger. Hvis en ægtefælle ikke efter opfordring meddeler oplysningerne, kan bobehandleren indhente dem fra offentlige myndigheder og private, herunder forsikringsselskaber og penge-, pensions- og realkreditinstitutter. Modsætter en ægtefælle sig, at oplysningerne indhentes, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse. Er det nødvendigt at anvende tvangsmidler, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.
Stk. 2. Bobehandleren kan anmode skifteretten om at pålægge en ægtefælle eller enhver anden at give møde og afgive forklaring for skifteretten.
Stk. 3. Bobehandleren skal i nødvendigt omfang lade aktiver og passiver vurdere. Er en ægtefælle uenig i fremgangsmåden, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.
Stk. 4. Bobehandleren kan antage sagkyndig bistand. Er en ægtefælle uenig heri, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.
Skifteretten kan efter anmodning fra en ægtefælle eller efter indstilling fra bobehandleren beskikke en advokat for en ægtefælle, hvis det ikke findes forsvarligt at behandle boet, uden at den pågældende har advokatbistand. Beskikkelsen kan begrænses til en bestemt opgave eller til et bestemt antal timer.
Stk. 2. Ægtefællen skal erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen, medmindre ægtefællen har fri proces.
Bobehandleren skal snarest muligt søge afklaret, om en eller begge ægtefæller ønsker et aktiv udlagt efter vurdering.
Ønsker ingen af ægtefællerne et aktiv udlagt, skal bobehandleren sørge for, at det afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes interesser bedst muligt.
Stk. 2. Er en ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.
Stk. 3. Salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler.
Bobehandleren kan efter anmodning fra en ægtefælle henstille, at den anden betaler et acontobeløb, hvis der er et sikkert grundlag for, at ægtefællen ved boets afslutning vil have krav på dette beløb, og der ikke er udsigt til en snarlig afslutning af bobehandlingen.
Stk. 2. Er en ægtefælle uenig, eller er der behov for tvangsfuldbyrdelse, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.
Bobehandleren kan udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet, hvis der er et særligt behov og et sikkert grundlag for det.
Stk. 2. §§ 28 og 29 og kapitel 4 finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Bobehandleren udfærdiger udkast til boopgørelse. Udkastet skal indeholde en redegørelse for alle væsentlige forhold af betydning for fællesboets deling og skiftets gennemførelse, herunder
en redegørelse for bobehandlingens forløb,
en opgørelse over hver ægtefælles aktiver og passiver, herunder værdiansættelsen heraf, samt eventuelle indtægter og udgifter, der knytter sig hertil,
en angivelse af eventuelle indbyrdes krav, herunder vederlags-, godtgørelses- og kompensationskrav,
en angivelse af udlæg af aktiverne og passiverne samt vilkårene herfor,
en indstilling vedrørende størrelsen af bobehandlerens salær og
en indstilling vedrørende fordelingen af boomkostningerne, jf. § 42.
Stk. 2. Er ægtefællerne enige om spørgsmål af betydning for boopgørelsen, lægges enigheden til grund. I modsat fald lægger bobehandleren sin egen vurdering til grund.
Stk. 3. Hvis opgørelsen alene omfatter en del af fællesboet, skal dette fremgå af opgørelsen.
Bobehandleren forelægger på betryggende måde udkastet til boopgørelse efter § 28 for skifteretten og ægtefællerne.
Stk. 2. Hver af ægtefællerne kan inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse skriftligt gøre indsigelse til skifteretten over udkastet, herunder bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne.
Må bobehandleren afslutte sit arbejde, før der kan udfærdiges et udkast til boopgørelse, som opfylder kravene i § 28, skal bobehandleren udfærdige et udkast, der i videst muligt omfang sætter ægtefællerne i stand til selv at færdiggøre opgørelsen.
Stk. 2. Bobehandleren underretter skifteretten om, at arbejdet er afsluttet uden udfærdigelse af boopgørelse, og indstiller størrelsen af sit salær og fordelingen af boomkostningerne.
Stk. 3. Hver af ægtefællerne kan inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen skriftligt gøre indsigelse til skifteretten over bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne.
Modtager skifteretten rettidigt indsigelse mod bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne, jf. § 29, stk. 2, og § 30, stk. 3, træffer skifteretten afgørelse, jf. §§ 40 og 42.
Stk. 2. Modtager skifteretten i øvrigt rettidigt indsigelse mod udkastet til boopgørelse, jf. § 29, stk. 2, kan skifteretten rette fejl, som indsigelsen giver anledning til, hvis der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden, eller anmode bobehandleren herom.
Stk. 3. Skifteretten kan undtagelsesvis behandle en indsigelse, der er modtaget efter fristens udløb, men inden stadfæstelsen af boopgørelsen.
I det omfang en rettidigt modtaget indsigelse ikke fører til rettelse af boopgørelsen efter § 31, stk. 2, meddeler skifteretten ægtefællerne, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdes.
Stk. 2. § 31, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Skifteretten kan af egen drift ændre bobehandlerens salær, hvis salæret findes åbenbart urimeligt.
Skifteretten udsætter sin stillingtagen til bobehandlerens udkast til boopgørelse, hvis der verserer sag om en enkelttvist efter § 2, stk. 1.
Stk. 2. Skifteretten stadfæster de dele af boopgørelsen, der ikke er gjort indsigelse mod, hvis dette findes ubetænkeligt. Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at der stilles sikkerhed for den anden ægtefælles mulige krav efter en endelig boopgørelse. § 36, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Når der foreligger en endelig afgørelse vedrørende rejste indsigelser, foretager skifteretten om nødvendigt rettelser af udkastet til boopgørelse eller anmoder bobehandleren om at genoptage bobehandlingen.
Skifteretten afslutter behandlingen af sagen ved at stadfæste boopgørelsen. En stadfæstet boopgørelse kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme.
Den, der har anmodet om henvisning til bobehandler, skal efter skifterettens bestemmelse stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling.
Stk. 2. Skifteretten kan helt eller delvis fritage for sikkerhedsstillelse, hvis ægtefællen ikke kan stille sikkerheden. Det er en betingelse, at det skønnes, at den pågældende vil få et boslodskrav, der er tilstrækkeligt til at dække udgifterne.
Stk. 3. Stilles den krævede sikkerhed ikke, afviser skifteretten sagen.
Bobehandleren skal underrette skifteretten, hvis der opstår behov for at forhøje sikkerhedsstillelsen, jf. § 37.
Skifteretten kan bestemme, at en ægtefælle skal stille sikkerhed for omkostningerne ved et sagsbehandlingsskridt, som denne anmoder om.
Stk. 2. Stilles sikkerheden ikke, betragtes anmodningen som bortfaldet.
En bobehandler må ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
Stk. 2. Hvis en ægtefælle har fri proces, kan denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær højst omfatte det antal timer, skifteretten har fastsat. Retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Acontosalær til bobehandleren kan udbetales med skifterettens godkendelse, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler for det.
Boomkostninger, herunder bobehandlerens salær, deles ligeligt mellem ægtefællerne. Har en ægtefælle på uforsvarlig måde givet anledning til en større del af udgifterne, pålægger skifteretten denne en større del af omkostningerne.
Skifteretten kan efter anmodning pålægge en ægtefælle at erstatte den anden ægtefælles udgifter til advokatbistand, hvis ganske særlige grunde taler for det.
En ægtefælle hæfter subsidiært for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet.
Stk. 2. En ægtefælle kan modregne det beløb, som den subsidiære hæftelse indebærer, i den anden ægtefælles lod i boet.
Justitsministeren autoriserer for hver retskreds et passende antal advokater til som bobehandlere at forestå behandlingen af ægtefælleskifter m.v.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler for bobehandleres autorisation, herunder om tidsbegrænsning af autorisationer, om deres virksomhed og salær og om skifterettens tilsyn. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af 1. pkt., kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ingen må handle som bobehandler, hvis den pågældende er nærstående til en af parterne eller afhængig af denne, eller hvis der som følge af den pågældendes interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om den pågældendes upartiskhed.
Stk. 2. En bobehandler må ikke erhverve nogen del af boets aktiver. Det samme gælder nærstående til bobehandleren eller ansatte i dennes virksomhed.
Skifteretten kan anmode bobehandleren om oplysninger om bobehandlingens forløb. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten pålægge bobehandleren at indgive indberetninger om bobehandlingens forløb og at foretage det fornødne til fremme af boets behandling.
Stk. 2. Har bobehandleren ikke afsluttet sit arbejde 1 år efter sagens modtagelse, skal bobehandleren orientere skifteretten om bobehandlingens forløb og om, hvornår sagen forventes afsluttet.
Hvis bobehandlerens varetagelse af sine opgaver findes uforsvarlig, tilbagekalder skifteretten udpegningen og udpeger en ny bobehandler.
Klage over en bobehandlers behandling af boet, herunder over, at denne ikke fremmer behandlingen tilstrækkeligt, indgives skriftligt til skifteretten, der træffer afgørelse herom.
Ægtefællers fællesbo deles efter afsnit III i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Ægtefællerne beholder rådigheden over deres bodele under skiftet.
Stk. 2. Skifteretten kan fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er delingsformue, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle.
Stk. 3. Fratager skifteretten en ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under rådighedsfratagelsen.
Stk. 4. Skifteretten sørger for, at rådighedsfratagelse tinglyses.
Et skifte indskrænker ikke fordringshavernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som hvis intet skifte fandt sted.
Er der gæld, som begge ægtefæller hæfter for, kan hver af dem forlange, at den anden betaler den del af gælden, som denne endeligt skal bære, eller at der stilles sikkerhed for betalingen.
Har en ægtefælle et krav som omhandlet i § 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov om ægtefællers økonomiske forhold eller § 26 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning mod den anden ægtefælle, kan ægtefællen under skiftet forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.
En ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg for sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld. Om ægtefællen har pligt til at tilbagegive det modtagne til fordringshavernes fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om omstødelse.
En ægtefælle kan under et privat skifte af et fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver anmode om skifterettens bistand til sagens oplysning, herunder ved
at pålægge modparten og enhver anden at give møde og afgive forklaring for skifteretten og fremlægge dokumenter og
at udmelde en sagkyndig til at foretage vurdering, jf. §§ 74-77.
Stk. 2. Skifteretten kan afvise en anmodning efter stk. 1, nr. 1, hvis bistanden har et sådant omfang eller en sådan karakter, at boet bør behandles under et skifte efter § 1.
Sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. § 2, stk. 1, kan tidligst anlægges, når der er indgivet anmodning til Familieretshuset om separation eller skilsmisse eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse.
Stk. 2. Skifteretten kan afvise at behandle en sag om en enkelttvist, hvis den efter sit omfang og sin karakter bør behandles under et skifte efter § 1.
Retsmøder i skifteretten foregår for lukkede døre.
Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme og kendelser må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Skifteretten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i møder i skifteretten ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.
Krav om skriftlighed er ikke til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation.
Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten skal forsynes med original underskrift, når den finder anledning til det.
(Ophævet)
Skifteretten kan efter anmodning pålægge en part at give møde, afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
Skifteretten kan efter anmodning skaffe bobehandleren adgang til at besigtige eller en sagkyndig adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse. Retsplejelovens kapitel 55 finder tilsvarende anvendelse.
Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at handelsværdien af et bos aktiver eller passiver skal fastsættes ved sagkyndig vurdering.
Stk. 2. Skifteretten udmelder efter anmodning en eller flere sagkyndige til at foretage vurderingen.
Stk. 3. Skifteretten kan efter anmodning indkalde til et møde, hvor den sagkyndige besvarer spørgsmål om vurderingen.
Skifteretten kan til brug for udlæg eller boets afslutning efter anmodning bestemme, at der skal indhentes en erklæring fra den eller de sagkyndige om, i hvilket omfang handelsværdien af et aktiv eller passiv på grund af den forløbne tid afviger fra den første vurdering.
Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at der skal ske omvurdering, hvis
der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet,
vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde eller
aktivets eller passivets handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet.
Skifteretten kan betinge en udmeldelse af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne.
Stk. 2. Skifteretten fastsætter om nødvendigt vederlaget til en sagkyndig.
Skifteretten kan efter anmodning genoptage et bo, der er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, hvis det findes påkrævet, navnlig fordi
der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver,
der er begået væsentlige fejl under bobehandlingen eller
der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for bobehandlingen.
Skifterettens afgørelser kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende skifte af ægtefællers fællesbo eller andre boer omfattet af denne lov skal have bindende virkning og kunne fuldbyrdes her i riget, hvis de har sådanne virkninger i den stat, hvor afgørelsen er truffet, og anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden.
Loven træder i kraft den 1. marts 2012. §§ 70 og 71 træder dog i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.
Stk. 2. Lov om skifte af fællesbo m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, ophæves den 1. marts 2012.
(Udelades)
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan med undtagelse af §§ 81 og 85 ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 550 af 30. maj 2017 (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. §§ 2 og 16 finder ikke anvendelse, når Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, eller når en ægtefælle før lovens ikrafttræden over for skifteretten har fremsat anmodning om bosondring. I sådanne situationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4-9. (Udelades)
Lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2-5. (Udelades)
Lov nr. 1169 af 8. juni 2021 (Effektivisering af straffesagskæden, digital kommunikation i skiftesager, pligtig afgangsalder for dommerfuldmægtige m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
/ Jørgen Jørgensen
Lovændringen vedrører § 2, stk. 1, nr. 3, 4 og 6, § 2, stk. 2, nr. 1, § 10, overskriften før § 50, § 50, overskriften før § 51, §§ 51-53, § 54, stk. 2, § 57, overskriften før § 58, § 58, overskriften før § 59, §§ 59-64, § 66, stk. 1, og kapitel 9.
Lovændringen vedrører § 10 og § 66, stk. 1.
Lovændringen vedrører §§ 70 og 71.
