Det foreslås i 1. pkt. , at der i hver politikreds af politidirektøren etableres konflikt­råd i straffesager. Med lovforslaget lægges der således op til, at den nuværende forsøgsordning med konfliktråd, som med flerårsaftalen for politi og anklagemyndighed for 2007-2010 er videreført i 2 sjællandske politikredse, afløses af en landsdækkende og permanent ordning med konflikt­råd.

Ved konfliktråd forstås, at den forurettede og gerningsmanden til en strafbar handling får mulighed for at møde hinanden under en neutral mæglers tilstedeværelse for at tale om den strafbare handling. Mæglerens opgave er at fungere som mødeleder og stå for mødets struktur og rammer og sørge for, at »spillereglerne« for konfliktråd bliver overholdt, herunder navnlig at parterne lytter og taler til hinanden på en ordentlig måde. Mægleren skal ikke træffe afgørelse af nogen form i sagen.

Mægleren skal være »neutral«, hvilket bl.a. indebærer, at en person er afskåret fra at virke som mægler i en sag, hvis han eller hun f.eks. er nærtstående til den forurettede eller gerningsmanden eller i øvrigt har særlige interesser i sagen, jf. principperne i forvaltningslovens § 3 om inhabilitet. Betingelsen om mæglerens neutralitet understreger desuden det grundlæggende krav om, at mægleren også i selve konfliktrådet skal være neutral og upartisk, således at der ikke hos parterne kan opstå indtryk af, at mæglerne har eller varetager særlige interesser i konfliktrådet eller i relation til det strafbare forhold. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Efter den foreslåede bestemmelse angår den foreslåede ordning konfliktråd i anledning af en strafbar handling, dvs. forhold, som indebærer en overtrædelse af en strafbelagt lovregel. Der vil som udgangspunkt være tale om sager, hvor politiet har indledt efterforskning, før der kan opstå spørgsmål om at afholde et konfliktråd i sagen.

Muligheden for at deltage i konfliktråd er ikke begrænset til gerningsmænd, der ikke tidligere er straffet, eller gerningsmænd i en særlig aldersgruppe. Behandlingen i konfliktråd er heller ikke begrænset til bestemte former for kriminalitet. En forudsætning for, at en sag kan behandles i konfliktråd, er dog, at der er et identificerbart offer for forbrydelsen. Visse sagstyper som f.eks. visse narkotikaforbrydelser og våbenlovsovertrædelser vil således som udgangspunkt ikke kunne henvises til konfliktråd. Det må forventes, at de sagstyper, der under forsøgsordningen har været kerneområde for ordningen, også fremover naturligt vil være kerneområde for konfliktrådene, dvs. navnlig sager om vold, indbrud, andet tyveri, røveri og hærværk. Der er imidlertid ikke noget til hinder for at behandle sager vedrørende andre former for kriminalitet i konfliktrådene, forudsat at de øvrige betingelser for at lade en sag behandle i konfliktråd, herunder sagens konkrete egnethed, er opfyldt.

Hvis lovforslaget vedtages, vil det overordnede ansvar for den landsdækkende ordning med konfliktråd blive placeret i Rigspolitiet, der bl.a. vil skulle varetage opgaver som uddannelse, efteruddannelse og udpegning af mæglerne til de enkelte politikredses konfliktråd, samt den overordnede administration og løbende evaluering af ordningen. Efter Rigspolitiets nærmere bestemmelse vil der endvidere i hver politikreds blive udpeget en eller flere personer, som vil fungere som lokal koordinator for konfliktrådsordningen, og herunder bl.a. vil varetage den endelige visitation af sagerne til mæglerne og den løbende kontakt mellem politiet og mæglerne.

Det er forudsat, at visitationen af sager til konflikt­råd vil foregå i to led i politiets regi. Justitsministeren vil i givet fald, jf. lovforslagets § 6, fastsætte nærmere regler om visitationen af sager til konfliktråd, som indtil videre vil bygge på følgende ordning:

Ved den indledende visitation af sagen skal den politibetjent, der behandler sagen, foretage en overordnet vurdering af, om sagen er umiddelbart uegnet til konfliktråd. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis gerningsmanden ikke kan erkende at have begået den strafbare handling, eller hvis der er tale om en forbrydelse uden et identificerbart offer, jf. ovenfor.

En sag kan f.eks. også være uegnet til behandling i konfliktråd, hvis politibetjenten ud fra sit kendskab til sagens parter vurderer, at den ene eller begge ikke er egnede til at deltage i en konfliktrådsbehandling, f.eks. fordi den pågældende har alvorlige misbrugsproblemer, som vil gøre vedkommende ude af stand til at deltage i en meningsfuld drøftelse af den strafbare handling i konfliktråd. Medmindre der er et meget sikkert grundlag for det, bør den sagsbehandlende politibetjent dog i almindelighed være tilbageholdende med i denne fase af visitationen at erklære en af sagens parter for uegnet til at deltage i et konfliktråd.

Andet led af visitationen foretages af den lokale konfliktrådskoordinator i politikredsen, og her foretages en mere indgående vurdering af sagen, herunder den egentlige vurdering af sagens egnethed til behandling i konfliktråd. I denne fase af visitationen skal der bl.a. foretages en endelig vurdering af, om sagen på grund af kriminalitetens art ikke bør behandles i konfliktråd, og om gerningsmanden har erkendt i et sådant omfang, at erkendelsen efter en konkret vurdering kan danne grundlag for et konfliktråd mellem parterne, jf. herom også bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 3.

I denne fase af visitationen tager den lokale koordinator også kontakt til parterne, der orienteres om, hvad konfliktråd indebærer, herunder hvad parterne kan forvente af mødet, og hvordan det kommer til at foregå. Parterne skal i den forbindelse også orienteres om, at konfliktråd ikke træder i stedet for en sædvanlig straffesag mod gerningsmanden, men at deltagelse i konfliktråd vil kunne indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen. Hvis det ikke allerede er sket, kan det også afklares, om der bør medvirke en tolk under konfliktrådet. Der bør ligesom under forsøgsordningerne normalt tages kontakt til gerningsmanden, før forurettede kontaktes, for at undgå den situation, at forurettede har indvilliget i og dermed indstillet sig på at møde gerningsmanden, og gerningsmanden efterfølgende afviser at deltage i konfliktråd. Parterne skal forinden deltagelsen i konflikt­rådet underrettes om, at politiet orienteres om, hvorvidt der er gennemført et konfliktråd.

Efter den endelige egnethedsvurdering sender den lokale koordinator sagen videre til en mægler med henblik på afholdelse af konfliktrådet. Mæglerens opgave er herefter at indkalde parterne mv. og eventuelt andre deltagere til mæglingsmødet, reservere lokaler og foretage den praktiske tilrettelæggelse af mødet. Under selve konfliktrådet er det mæglerens opgave at lede mødet, jf. nærmere lovforslagets § 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Mægleren skal straks orientere den lokale koordinator om, hvorvidt mæglingen er gennemført eller afbrudt. Den lokale koordinator underretter herefter politiet med henblik på, at oplysningen kan blive inddraget i straffesagens akter. Såfremt gerningsmanden er blevet dømt og afsoner sin straf, videresendes oplysningen til kriminalforsorgen med henblik på, at kriminalforsorgen i forbindelse med den løbende sagsbehandling i forbindelse med straffuldbyrdelsen er bekendt med, at den pågældende har deltaget i konflikt­råd. Der er ikke knyttet særlige virkninger mv. til den dømtes deltagelse i konfliktråd, men oplysningen herom vil kunne indgå som et blandt flere andre konkrete momenter i kriminalforsorgens sagsbehandling som led i straffuldbyrdelsen.

En sag kan i øvrigt behandles i konfliktråd på alle stadier af en straffesags forløb, og der er således i princippet ikke noget til hinder for, at parterne kan mødes i et konfliktråd under eller efter gerningsmandens afsoning af straffen. Dette forudsætter dog, at f.eks. kriminalforsorgen kontakter den lokale koordinator, hvis en gerningsmand under afsoningen udtrykker ønske om (nu) at møde den forurettede i et konfliktråd. Hvis en gerningsmand oprindelig har afvist at deltage i konfliktråd, kan også den pågældende selv eller f.eks. dennes forsvarer på et senere tidspunkt kontakte den lokale koordinator med henblik på at undersøge mulighederne for alligevel at afholde et konfliktråd.

Andre offentlige myndigheder end politiet, f.eks. de sociale myndigheder, har også mulighed for at henvende sig med en konkret sag til den lokale koordinator i politikredsen med henblik på at få sagen behandlet i konfliktråd. De almindelige betingelser for konfliktrådsbehandling, herunder at der skal være tale om en sag, som angår et strafbart forhold, og at gerningsmanden i det væsentlige skal have tilstået det pågældende forhold, skal dog være opfyldt. Der vil efter omstændighederne i sådanne tilfælde også kunne behandles sager, hvor gerningsmanden er under 15 år og derfor ikke kan straffes, jf. straffelovens § 15, hvis det f.eks. ud fra gerningsmandens erkendelse står klart, at der er begået en handling, som normalt ville kunne straffes, men hvor straf i den konkrete situation er udelukket som følge af gerningsmandens unge alder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter forslaget til 2. pkt. kan mægleren tillade, at andre end den forurettede og gerningsmanden deltager i konfliktrådet. Udgangspunktet for et konfliktråd er, at der tale om et møde mellem den forurettede og gerningsmanden. Med udtrykket »den forurettede« sigtes i overensstemmelse med det sædvanlige straffeprocessuelle begreb til det umiddelbare offer for en forbrydelse.

Som der nærmere er redegjort for i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.5.4 og 3.5.5, kan der i visse tilfælde efter en konkret vurdering være anledning til, at andre end den forurettede får mulighed for at deltage i et konfliktråd med gerningsmanden (enten i stedet for eller sammen med den forurettede). Det kan f.eks. være tilfælde, hvor den forurettede er afgået ved døden eller f.eks. på grund af alvorlig sygdom ikke er i stand til at møde i konfliktrådet. I disse tilfælde vil den forurettedes nære pårørende efter omstændighederne kunne deltage i konfliktrådet. Det samme gælder visse tilfælde, hvor den forurettede er i stand til, men ikke ønsker at deltage i konfliktrådet og møde gerningsmanden igen. Også i disse tilfælde kan der efter omstændighederne være anledning til, at den forurettedes nære pårørende i særlige tilfælde kan deltage i konfliktråd med gerningsmanden, f.eks. forældrene til et forurettet barn.

Med det foreslåede 2. pkt. fastslås det, at det beror på mæglerens konkrete vurdering, i hvilket omfang andre end den forurettede i sådanne tilfælde kan deltage i konfliktråd med gerningsmanden. Der henvises herom i øvrigt til pkt. 3.5.4 og 3.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Hvis lovforslaget vedtages, vil justitsministeren i øvrigt fastsætte nærmere regler bl.a. om, i hvilket omfang den forurettede kan deltage med en bisidder i konfliktrådet, jf. lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at deltagelse i konfliktråd er frivilligt for både gerningsmand og den forurettede, jf. stk. 1, at forældremyndighedsindehaveren skal give samtykke til en mindreåriges deltagelse i konfliktråd, jf. stk. 2, og at gerningsmanden i det væsentlige skal have tilstået det strafbare forhold, jf. stk. 3.

Når den lokale koordinator efter visitation af sagen finder den egnet til behandling i konfliktråd, tager den lokale koordinator kontakt til parterne og indhenter deres – og hvis parterne er under 18 år tillige forældremyndighedsindehaverens – samtykke til, at parterne mødes og deltager i konfliktråd.

Efter det foreslåede stk. 1 forudsætter deltagelse i konfliktråd, at parterne (typisk gerningsmanden og den forurettede) samtykker til det. Parterne skal efter almindelige principper om et gyldigt samtykke være i stand til at afgive et habilt samtykke, dvs. at de pågældende må antages at have den fornødne forståelse for, hvad de meddeler samtykke til, herunder hvad det vil sige at deltage i et konfliktråd. Parterne kan tilbagekalde deres samtykke på et hvilket som helst tidspunkt i processen med den virkning, at konfliktrådet afbrydes, og sagen alene behandles i det sædvanlige strafferetlige system, jf. også lovforslagets § 3, stk. 3. Mægleren bør ligeledes afbryde mæglingen, hvis det under konfliktrådet måtte vise sig, at en af parterne ikke (længere) er i stand til at give et habilt samtykke til at deltage i konfliktråd.

Behandling i konfliktråd forudsætter også, at gerningsmanden og forurettede ud fra en konkret vurdering af bl.a. deres psykiske tilstand findes at være egnede til at deltage i konfliktråd. Straffesager med gerningsmænd, som vurderes at være uegnede til straf, f.eks. i medfør af straffelovens § 16 om sindssygdom mv., bør som udgangspunkt ikke visiteres til behandling i konfliktråd. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en gerningsmand, der på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, og derfor ikke kan straffes i medfør af straffelovens § 16, efterfølgende kan afgive et habilt samtykke til at deltage i konfliktråd.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at indehaveren af forældremyndigheden skal give samtykke til, at børn og unge under 18 år deltager i et konfliktråd. Det gælder, uanset om der er tale om en gerningsmand eller en forurettet under 18 år. Har forældrene fælles forældremyndighed, vil den ene af forældrene eller – hvis forældrene ikke bor sammen – bopælsforælderen, jf. forældreansvarslovens § 3, normalt kunne give samtykke til, at et barn deltager i konfliktråd. Angår konfliktrådet et alvorligt, personligt overgreb mod barnet eller begået af barnet, f.eks. voldtægt, røveri eller lignende, må deltagelse i konfliktråd anses for en væsentlig beslutning om barnets forhold, som kræver samtykke fra begge indehavere af forældremyndigheden, jf. herved forældreansvarslovens § 2.

Hvis et barn er anbragt uden for hjemmet, må spørgsmålet om, hvem der skal give samtykke til, at barnet kan deltage i konfliktråd, afgøres af kommunen.

Parterne i konfliktråd har mulighed for at indgå en aftale, herunder om at gerningsmanden f.eks. forpligter sig til at betale erstatning til forurettede. En sådan adgang til at indgå en aftale i konfliktrådet omfatter også børn og unge under 18 år. Det følger dog af værgemålslovens § 1, stk. 2, at børn og unge under 18 år som udgangspunkt ikke kan forpligte sig ved retshandler. Personer under 18 år kan således ikke selvstændigt påtage sig gældsforpligtelser, jf. værgemålslovens § 42, stk. 2, 2. pkt., uden samtykke fra værgen. Hvis parter under 18 år indgår en aftale af økonomisk karakter i konfliktråd, skal forældremyndighedsindehaveren/værgen således godkende den pågældende aftale.

Efter det foreslåede stk. 3 er det en betingelse, at gerningsmanden i det væsentlige har afgivet en tilståelse, for at sagen kan behandles i konfliktråd. Det er ikke en betingelse, at gerningsmanden har afgivet en sådan tilståelse, at sagen vil kunne afgøres som en tilståelsessag efter retsplejelovens § 831, men gerningsmanden skal have erkendt i et sådant omfang, at erkendelsen kan danne grundlag for en meningsfuld dialog i konfliktrådet. Som eksempel kan nævnes den situation, at gerningsmanden og den forurettede er enige om det faktiske hændelsesforløb, men hvor gerningsmanden ikke i fuldt omfang kan erkende at have haft forsæt til gerningen, eller at gerningsmanden i en voldssag kan erkende at have udøvet vold mod den forurettede, men ikke fuldt ud i det omfang, som han eller hun er sigtet for.

Det beror på den lokale koordinators og i sidste ende mæglerens konkrete vurdering, om der foreligger en sådan tilståelse, at sagen kan behandles i konfliktråd. Der skal i den forbindelse navnlig lægges vægt, at erkendelsen har en sådan karakter og omfang, at der er grundlag for, at gerningsmanden og den forurettede kan mødes og have en reel dialog i anledning af den strafbare handling, og at mødet/mæglingen kan tilgodese de grundlæggende formål med konfliktrådet, jf. herom pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger mæglerens grundlæggende rolle og funktion i konfliktrådet.

Det foreslås i stk. 1, at justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, udpeger et antal mæglere i hver politikreds. Hvis lovforslaget vedtages, vil denne opgave indtil videre blive varetaget af Rigspolitiet.

Forslaget til stk. 2 fastlægger de overordnede rammer for mæglerens opgaver mv. i forbindelse med konfliktrådet. Mæglerens opgave er i første række at indkalde parterne mv. og eventuelt andre deltagere til mæglingsmødet, reservere lokaler og foretage den praktiske tilrettelæggelse af mødet. Under selve konfliktrådet er det mæglerens opgave at lede mødet. Mægleren skal bl.a. præsentere mødets »spilleregler« for parterne og i den forbindelse forklare parterne, at mægleren har tavshedspligt, og bistå deltagerne med at afklare og eventuelt at indgå en (eventuelt skriftlig) aftalte om, i hvilket omfang deltagerne til uvedkommende må videregive oplysninger, som kommer frem under konfliktrådet. Hvis parterne når til enighed om en aftale f.eks. om betaling af erstatning til en forurettede, kan mægleren bistå med den skriftlige udfærdigelse af aftalen, men mægleren må ikke træffe nogen form for afgørelse vedrørende det strafbare forhold.

Mægleren skal straks orientere den lokale koordinator om, hvorvidt mæglingen er gennemført eller afbrudt. Den lokale koordinator underretter herefter politiet med henblik på, at oplysningen kan blive inddraget i straffesagens akter, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 4, hvoraf det bl.a. fremgår, at gerningsmandens deltagelse i konfliktråd efter en konkret vurdering vil kunne indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen. Såfremt gerningsmanden er blevet dømt og afsoner sin straf, videresendes oplysningen til kriminalforsorgen med henblik på, at kriminalforsorgen i den løbende sagsbehandling i forbindelse med straffuldbyrdelsen er bekendt med, at den pågældende har deltaget i konfliktråd, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Efter det foreslåede stk. 3 kan mægleren afslutte en mægling i konfliktråd på et hvilket som helst tidspunkt. Reglen tænkes f.eks. anvendt i situationer, hvor mægleren føler, at det er nyttesløst at fortsætte mæglingen, herunder fordi en af parterne ikke følger de »spilleregler«, der indledningsvis er blevet præsenteret for og/eller aftalt mellem parterne, eller hvor det af hensyn til en af parterne eller mægleren selv er påkrævet, f.eks. fordi forløbet viser sig at være for stor en belastning for en af parterne eller mægleren. I det sidstnævnte tilfælde bør mægleren – hvis parterne fortsat ønsker at mødes i et konfliktråd – kontakte den lokale koordinator med henblik på, at der så vidt muligt kan afholdes et nyt konfliktråd med en anden mægler.

Mægleren kan efter omstændighederne også afslutte mæglingen, selv om parterne ønsker at fortsætte et (ellers »vellykket«) konfliktråd, hvis der f.eks. har været tale om et meget langvarigt møde, og de væsentligste aspekter og følger af den strafbare handling mv. efter mæglernes vurdering har været drøftet mellem parterne.

Det forudsættes, at mægleren endvidere kan afbryde mæglingen, hvis parterne ønsker at indgå en aftale, som er ulovlig.

Eftersom parternes deltagelse i konfliktråd bygger på frivillighed, jf. lovforslagets § 2, stk. 1-2, kan en af parterne på et hvilket som helst tidspunkt afbryde mæglingsforløbet, hvorefter mæglingen i konfliktråd afsluttes.

Mægleren skal straks orientere den lokale koordinator om, hvorvidt mæglingen er gennemført eller afbrudt, jf. ovenfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at deltagelse i konfliktråd ikke træder i stedet for almindelig retsforfølgning og straf mv. i forbindelse med den strafbare handling. Konfliktråd er således et supplement til sædvanlig strafferetlig forfølgning, og konfliktråd kan afholdes både før og efter, at der er afsagt dom i sagen.

Gerningsmandens deltagelse i konfliktråd vil efter en konkret vurdering kunne indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen i sagen, jf. også straffelovens § 82, nr. 11. Det vil således ligesom under forsøgsordningen bero på domstolenes konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilken nærmere betydning gerningsmandens deltagelse skal have for strafudmålingen. Det forudsættes, at konfliktrådet skal være gennemført og således ikke er afbrudt enten på mæglerens eller en af parternes foranledning. Det er derimod ikke en forudsætning, at der er indgået en egentlig aftale mellem parterne i konfliktrådet.

Efter at have fået meddelelse herom fra mægleren underretter den lokale koordinator politiet om, at der er gennemført et konfliktråd med henblik på, at oplysningen kan inddrages i forbindelse med straffesagens behandling i retten. Retten må foretage en konkret vurdering af konfliktrådets betydning for straffastsættelsen i den enkelte sag på baggrund af de oplysninger, som anklagemyndigheden fremlægger for retten om, at der har været gennemført et konfliktråd, og eventuelt suppleret med oplysninger fra den tiltalte og – hvis denne skal afgive forklaring – den forurettede. Dette kan også omfatte oplysninger om, i hvilket omfang gerningsmanden har overholdt eller opfyldt en eventuel aftale, som måtte være indgået i konfliktrådet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at en mægler i konfliktråd er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt, hvorefter den, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det foreslås i forlængelse heraf, at også straffelovens §§ 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse. I relation til § 152 f bemærkes, at en eventuel krænkelse af mæglerens tavshedspligt normalt både vil krænke den pågældende part og det offentliges interesse i, at mægling i konfliktråd er fortrolig.

Det foreslås endvidere, at mægleren er omfattet af retsplejelovens § 170, stk. 1-2 og 4, om vidneudelukkelse. Dette indebærer, at en mægler i konfliktråd som udgangspunkt vil være udelukket fra at afgive forklaring om forhold, som er kommet frem under konflikt­rådet. Retten kan dog i medfør af retsplejelovens § 170, stk. 2, pålægge mæglerne at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afgives. Det samme gælder for mæglernes eventuelle medhjælpere, jf. retsplejelovens § 170, stk. 4.

Bestemmelsen omfatter ikke parterne eller andre deltagere i et konfliktråd. Det forudsættes i den forbindelse, at parterne sammen med mægleren i konfliktrådet fastlægger de nærmere rammer for den fortrolighed, der skal gælde for det, der kommer frem i konfliktrådet, dvs. hvilke oplysninger der kan videregives fra konfliktrådet. Udgangspunktet for parternes aftale bør være, at oplysninger, der kommer frem under konfliktrådet, er fortrolige, medmindre parterne har aftalt noget andet, eller oplysningerne i øvrigt er offentlige tilgængelige eller hidrører fra parten selv. Endvidere vil en aftale om fortrolighed skulle vige i det omfang det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.

En person, der f.eks. i strid med den indgåede aftale herom videregiver fortrolige oplysninger fra konflikt­rådet, vil efter omstændighederne kunne pådrage sig et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler, hvis videregivelse påfører modparten tab, og en uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger kan efter omstændighederne være omfattet af straffelovens regler om fredskrænkelser, jf. straffelovens kapitel 27.

Med hensyn til eventuel afgivelse af vidneforklaring under en senere straffesag mod gerningsmanden vil deltagerne i konfliktrådet være omfattet af de almindelige regler herom i retsplejeloven. Parterne og øvrige deltagere (bortset fra den tiltalte) er således omfattet af retsplejelovens § 168 om vidnepligt. Det beror på almindelige straffeprocessuelle principper om rettens mulighed for at afskære overflødig og/eller irrelevant bevisførelse under en straffesag, i hvilket omfang der vil være mulighed for, at deltagerne i konfliktrådet kan afgive forklaring om det, der måtte være kommet frem under konfliktrådet. Dette vil således bero på rettens konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag, men det må antages, at retten i almindelighed vil være særdeles tilbageholdende med at tillade bevisførelse, som ikke angår umiddelbare indtryk, observationer mv. i forbindelse med, at den strafbare handling blev begået, men alene angår parternes efterfølgende drøftelser under konfliktrådet. I den forbindelse må det også antages at ville indgå med betydelig vægt, at konfliktrådet lægger op til, at parterne har en bredere drøftelse af deres oplevelse af den strafbare handling, herunder reaktionen efter den strafbare handling, og at det ikke er hensigten i konfliktrådet at søge at fastlægge eller opnå enighed om det præcise hændelsesforløb omkring den strafbare handling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om en landsdækkende ordning med konfliktråd. Hvis lovforslaget vedtages, vil justitsministeren bl.a. fastsætte nærmere regler om konfliktråd, herunder om udpegning af mæglere, henvisning af sager til konfliktråd og mægleres virksomhed, jf. bemærkningerne ovenfor til lovforslagets § 1. Der vil endvidere blive fastsat regler om parternes adgang til at møde med bisiddere i et konfliktråd, jf. pkt. 3.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvorefter en part efter mæglerens nærmere bestemmelse kan møde med bisidder, i det omfang den pågældende kan henvise til en rimelig grund. Advokater vil dog ikke kunne deltage som bisiddere, medmindre advokaten deltager i anden egenskab end at være advokat, f.eks. fordi vedkommende er partens nære pårørende.

Forslaget til 2. pkt. åbner mulighed for, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at konfliktråd kan anvendes i andre sager end straffesager, hvis der f.eks. ud fra erfaringerne med en permanent konflikt­råds­ord­ning findes at være grundlag for at udvide ordningen til også at gælde andre »konfliktsituationer« end strafbare forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2010.

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landdele med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det bemærkes, at efter § 319 i den nye retsplejelov for Grønland, jf. lov nr. 305 af 20. april 2008, der træder i kraft den 1. januar 2010, kan justitsministeren efter forhandling med Grønlands Hjemmestyre iværksætte en forsøgsordning med konfliktmægling i Grønland.