Search for a command to run...
LOV nr 467 af 12/06/2009
Justitsministeriet
Mægling i konfliktråd træder ikke i stedet for straf eller andre retsfølger af den strafbare handling.
Det foreslås, at deltagelse i konfliktråd ikke træder i stedet for almindelig retsforfølgning og straf mv. i forbindelse med den strafbare handling. Konfliktråd er således et supplement til sædvanlig strafferetlig forfølgning, og konfliktråd kan afholdes både før og efter, at der er afsagt dom i sagen.
Gerningsmandens deltagelse i konfliktråd vil efter en konkret vurdering kunne indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen i sagen, jf. også straffelovens § 82, nr. 11. Det vil således ligesom under forsøgsordningen bero på domstolenes konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilken nærmere betydning gerningsmandens deltagelse skal have for strafudmålingen. Det forudsættes, at konfliktrådet skal være gennemført og således ikke er afbrudt enten på mæglerens eller en af parternes foranledning. Det er derimod ikke en forudsætning, at der er indgået en egentlig aftale mellem parterne i konfliktrådet.
Efter at have fået meddelelse herom fra mægleren underretter den lokale koordinator politiet om, at der er gennemført et konfliktråd med henblik på, at oplysningen kan inddrages i forbindelse med straffesagens behandling i retten. Retten må foretage en konkret vurdering af konfliktrådets betydning for straffastsættelsen i den enkelte sag på baggrund af de oplysninger, som anklagemyndigheden fremlægger for retten om, at der har været gennemført et konfliktråd, og eventuelt suppleret med oplysninger fra den tiltalte og – hvis denne skal afgive forklaring – den forurettede. Dette kan også omfatte oplysninger om, i hvilket omfang gerningsmanden har overholdt eller opfyldt en eventuel aftale, som måtte være indgået i konfliktrådet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.