Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 63 af 19/01/2021

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 27

Det beskatningsgrundlag, der indgår i beregning af tilskud og bidrag for tilskudsåret efter denne lov, jf. §§ 2 og 14, opgøres på grundlag af det udskrivningsgrundlag, kommunerne budgetterer med for tilskudsåret, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, og Social- og Indenrigsministeriets skøn over de afgiftspligtige grundværdier i kommunen.

Stk. 2. Det endeligt opgjorte beskatningsgrundlag for en kommune, jf. § 24, stk. 7, opgøres på grundlag af det provenu af indkomstskat for tilskudsåret, som indgår ved beregning af efterregulering af kommunal indkomstskat, jf. § 16, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat, divideret med kommunens udskrivningsprocent for tilskudsåret tillagt en af social- og indenrigsministeren fastsat andel af de afgiftspligtige grundværdier, jf. § 26.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 27

I henhold til lov om kommunal indkomstskat skal kommunerne basere deres budget på et udskrivningsgrundlag, som fastlægges af staten. Det er dette udskrivningsgrundlag, der lægges til grund for opgørelse af det beskatningsgrundlag, der indgår i beregningen af tilskud og bidrag for tilskudsåret. I beskatningsgrundlaget indgår herudover en andel af de afgiftspligtige grundværdier. De afgiftspligtige grundværdier, der indgår i beregningen, er Indenrigs- og Sundhedsministeriet s skøn over de afgiftspligtige grundværdier svarende til det, der gælder på nuværende tidspunkt vedr. beregning af de statsgaranterede tilskuds- og udligningsbeløb.

I forbindelse med opgørelse af eventuelle efterreguleringsbeløb efter § 24, opgøres en kommunes beskatningsgrundlag for det pågældende tilskudsår på grundlag af kommunens faktiske udskrivningsgrundlag for det pågældende år og kommunens faktiske afgiftspligtige grundværdier for det pågældende år. Udskrivningsgrundlaget beregnes som den faktiske slutskat til kommunen for det pågældende år - som opgjort pr. 1. maj i året to år efter året – divideret med kommunens udskrivningsprocent for det pågældende år.