Formålet med denne lov er at beskytte mennesker samt husdyr, formuegoder og miljøet ved at stille krav til indretningen m.v. af visse produkter. Formålet med denne lov er endvidere at sikre den frie bevægelighed i Den Europæiske Union for de produkter, der er omfattet af denne lov.
Lovforslaget samler EU-reglerne for produktsikkerhed på de områder, som Arbejdstilsynet har ansvaret for at gennemføre i dansk ret. Disse EU-regler er alle reguleret i såkaldte totalharmoniseringsdirektiver. Det betyder, at direktiverne ikke kan fraviges ved implementeringen i national ret. Derved bliver der ensartede regler i hele EU, og produkterne vil frit kunne bringes i omsætning m.v. i hele EU, når produkterne opfylder kravene i direktiverne.
Direktiverne stiller krav til indretningen m.v. af produkter, så de kan anvendes sikkert. Direktiverne omfatter en række krav, herunder både krav til konstruktion, fremstilling, udformning, udstyr, mærkning, overensstemmelsesvurdering, brugsanvisning m.v., afprøvning, overensstemmelseserklæring og -mærkning af visse produkter, men også krav om fabrikantens eller importørens mærkning med eget navn osv.
Med dette lovforslag foreslås det at adskille reguleringen af produkters indretning m.v. fra reguleringen af produkternes anvendelse, så det er tydeligt, at der er tale om forskellige beskyttelseshensyn.
Reguleringen af produkters anvendelse findes fortsat i arbejdsmiljøloven. Dette skyldes, at arbejdsmiljøloven primært retter sig mod arbejdsgivere, mens målgruppen i dette lovforslag er fabrikanter, importører, distributører m.v. af produkter. Endvidere skal arbejdsmiljøloven fortsat regulere indretningen m.v. af de produkter, der ikke er omfattet af totalharmoniseringsdirektiverne, fx stiger, stilladser, gamle elevatorer og maskiner fra før direktivernes ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.
Denne lovs anvendelsesområde er afgrænset i forslagets § 2 via en henvisning til de EU-direktiver, hvor de omhandlede produkter er reguleret. Disse produkter er maskiner, materiel til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære, elevatorer, tovbaneanlæg til personbefordring, trykbærende udstyr, simple trykbeholdere, transportabelt trykbærende udstyr, aerosoler og personlige værnemidler.
Produkterne har det til fælles, at de alle er reguleret i EU-totalharmoniseringsdirektiver. Det betyder, at direktiverne ikke kan fraviges ved gennemførelsen i national ret. Disse direktiver stiller krav til indretningen m.v. af produkter, så de kan anvendes sikkert. Hvis et produkt lever op til kravene i direktivet, kan det bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet i alle medlemsstater.
Direktivernes krav om indretning m.v. omfatter en række krav, herunder både krav til konstruktion og fremstilling, men også bl.a. krav om fabrikantens eller importørens mærkning med eget navn, og krav til overensstemmelsesvurdering og –mærkning m.v.
De i § 2 nævnte direktiver har endvidere det til fælles, at Arbejdstilsynet er anmeldt til Europa-Kommissionen som kompetent myndighed. Det vil sige, at Arbejdstilsynet er den myndighed, som Europa-Kommissionen kan henvende sig til, herunder i forhold til spørgsmål om gennemførelsen af EU-totalharmoniseringsdirektiverne. Der kan være flere kompetente myndigheder på det samme direktiv. Den nærmere afgrænsning af, hvilken myndighed der regulerer og håndhæver de enkelte direktivområder fastsættes efter forhandling mellem de relevante ministre.
Eksempelvis er både Energistyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet kompetente myndigheder i forhold til direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære med den fordeling, at Energistyrelsen regulerer materiel og sikringssystemer på offshoreanlæg, Sikkerhedsstyrelsen regulerer elektrisk materiel og sikringssystemer, og Arbejdstilsynet regulerer ikke-elektrisk materiel og sikringssystemer.
Energistyrelsen er kompetent myndighed i forhold til alle produkter, som er placeret eller anvendes på offshoreanlæg.
Til stk. 1, nr. 1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (omarbejdning) finder anvendelse på produkter som maskiner, udskifteligt udstyr, sikkerhedskomponenter, hejse- og løftetilbehør, kæder, tove og stropper, aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler og delmaskiner.
Som eksempler på, hvilke maskiner der er omfattet kan nævnes boremaskiner, plæneklippere, gaffeltrucks, gravemaskiner, landbrugsmaskiner, maskiner til anvendelse i industrien og vindmøller.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære finder anvendelse på materiel og sikringssystemer bestemt til anvendelse i eksplosiv atmosfære, samt visse sikkerheds-, kontrol- og reguleringsanordninger dertil.
Som eksempel kan nævnes maskiner, gearkasser o.l. til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære samt eksplosionsaflastninger til støvfiltre o.l.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer finder anvendelse på elevatorer, der permanent betjener bygninger og anlæg. Det finder ligeledes anvendelse på de sikkerhedskomponenter, der anvendes i de pågældende elevatorer.
Som eksempler på elevatorer kan nævnes personelevatorer, godselevatorer samt person-/godselevatorer.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 4
Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2000/9/EF om tovbaneanlæg til personbefordring finder anvendelse på anlæg, der består af flere komponenter, og som konstrueres, opføres og monteres med henblik på personbefordring. Som eksempler kan nævnes skinnebundne tovbaner, svævebaner og slæbelifte fx skilifte.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 5
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/23/EF af 29. maj 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr omfatter produkter som beholdere, rørsystemer, sikkerhedstilbehør og trykbærende tilbehør. Trykbærende udstyr omfatter ligeledes elementer, der er fastgjort til trykbærende dele, såsom flanger, studse, koblinger, understøtninger, løftekroge m.v.
Som eksempler på produkter kan nævnes dampkedler (industrikedler til fremstilling af damp til opvarmning og/eller procesdamp) og kraftværkskedler.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 6
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/EØF og 1999/36/EF finder anvendelse på produkter som trykbeholdere og dertil hørende ventiler og evt. andet tilbehør, tanke, batterikøretøjer og multielement gascontainere (MEGC’s) og dertil hørende ventiler og evt. andet tilbehør. Direktivet omfatter tillige gaspatroner.
Som eksempler på transportabelt trykbærende udstyr kan nævnes almindelige gasflasker og acetylenflasker til brug for svejsning.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 7
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/105/EF af 16. september 2009 om simple trykbeholdere finder anvendelse på seriefremstillede simple trykbeholdere. Det er svejsede beholdere, der udsættes for et indre overtryk, der er højere end 0,5 bar, og som er bestemt til at indeholde luft eller kvælstof, men som ikke er bestemt til at udsættes for fyring. Som eksempler kan nævnes trykluftbeholdere, der indgår i kompressoranlæg til brug for fx sprøjtemaling, pneumatisk håndværktøj o.l. med maksimalt tryk på 30 bar, og seriefremstillede trykbeholdere bestemt til at indeholde kvælstof til forskellige formål med maksimalt tryk på 30 bar.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 8
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler omfatter produkter som engangsbeholdere af metal, glas eller kunststof indeholdende en sammentrykket, fordråbet eller en under tryk opløst luftart med eller uden en væske, pasta eller pulver, og som er forsynet med en anordning, som muliggør udtømning af indholdet i form af faste eller flydende partikler som tåge eller i form af skum, pasta eller pulver eller i væsketilstand. Som eksempler på produkter kan nævnes engangsaerosolbeholdere (ikke-genopfyldelige), fx hårlak, lightergas, spraymaling, smøremidler eller deodoranter.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet, fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 1, nr. 9
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 89/686/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler finder anvendelse på produkter, som er bestemt til at bæres eller anvendes af en person med henblik på at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true vedkommendes sundhed og sikkerhed, fx hjelme, sikkerhedssko og øjenværn.
Den nærmere afgrænsning af, hvad der er omfattet fremgår af direktivet. Direktivet vil blive implementeret i en bekendtgørelse, som bliver udstedt i medfør af den foreslåede lov, jf. § 2, stk. 2, § 4, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3, § 11, § 13, § 17, stk. 4, § 20, § 21, stk. 1 og § 27.
Til stk. 2
Det foreslås, at det fastsættes i stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler, hvis der sker ændringer af de i stk. 1 nævnte direktiver. Direktiverne stiller krav til indretning og konstruktion af produkter, så disse er sikre. I takt med den teknologiske udvikling ændres direktiverne løbende inden for direktivernes anvendelsesområder. Derudover sker der de kommende år en tilpasning af direktivernes indhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008, der lægger fælles rammer for markedsføring af produkter. Disse ændringer vil tilsvarende ligge inde for direktivernes anvendelsesområder.
Bemyndigelsesbestemmelsen anvendes i de situationer, hvor ændringerne sker inden for direktivernes anvendelsesområder. Sker der ændringer, der går ud over rammerne for lovens bestemmelser og de bemyndigelser, der er givet ministeren efter denne lov, vil det være nødvendigt at stille forslag til ændring af denne lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.
Det foreslås, at det fastsættes i § 3, at hvis der er en nærmere bestemt risiko eller fare ved et produkt omfattet af forslaget, hvor der er fastsat særlige regler i en anden lovgivning til gennemførelse af EU-retsakter, finder reglerne i forslaget kun anvendelse i det omfang, krav til indretningen m.v. af produktet efter forslaget ikke er reguleret i den særlige lovgivning.
Forslaget finder således fx ikke anvendelse på den del af produktet, som udgør en særlig risiko eller en særlig fare, fx risiko for eksplosion, stråling, udsættelse for elektrisk strøm eller lignende og som er reguleret i en anden del af lovgivningen, der gennemfører andre EU-retsakter. Det kan fx være en maskine, som indeholder et gasapparat. Gasapparatet i maskinen udgør en særlig risiko for brand og eksplosion. Gasapparatdirektivet går her forud for maskindirektivet for så vidt angår gasapparater indbygget i en maskine, mens resten af maskinen stadig skal leve op til kravene i denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov.
Det er kontrolmyndighedernes ansvar at koordinere markedsovervågningen, når flere direktiver er involveret.
Den foreslåede § 4 indeholder de almindelige, overordnede krav til, hvornår et produkt kan anses for sikkert og kan bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet samt tages i brug og anvendes.
Kravene til et produkt finder kun anvendelse, hvis produktet er bragt i omsætning eller er gjort tilgængeligt på markedet.
Ved begrebet »bringe i omsætning« forstås, at et produkt første gang gøres tilgængeligt i Unionen ved at blive stillet til rådighed for distribution, forbrug eller anvendelse.
Det er fabrikanten eller importøren, som bringer et produkt i omsætning.
Et produkt, der importeres til eget brug, fra et land uden for Unionen betragtes også som bragt i omsætning.
Ved begrebet »gøre tilgængelig på markedet« forstås enhver tilrådighedsstillelse af produktet med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse inden for EU som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. Det er distributøren, som gør produktet tilgængeligt på markedet.
Efter § 4, stk. 1, er der to overordnede betingelser for, at et produkt lovligt kan bringes i omsætning m.v. Kravene i denne lov og i regler, der er udstedt i medfør af denne lov, skal være opfyldt. Endvidere må produktet ikke frembyde fare, når det bliver installeret og vedligeholdt på passende vis og produktet bliver anvendt til det, fabrikanten har forudsat eller på en måde som fabrikanten med rimelighed kunne forudse.
Kravene i § 4, stk. 1 gælder også, hvor en fysisk eller juridisk person tager et produkt i brug, som er fremstillet til eget brug (§ 4, stk. 2).
De nærmere krav til det enkelte produkt vil blive fastsat administrativt, jf. forslagets § 4, stk. 3. Disse krav fremgår af de totalharmoniseringsdirektiver, som fremgår af lovforslagets § 2, og vil blive nærmere udmøntet i bekendtgørelser, som udstedes i medfør af den foreslåede lov. Kravene til produkterne tager sigte på at tilvejebringe og sikre et højt beskyttelsesniveau. Kravene vil enten være knyttet til bestemte risici i forbindelse med produktet (fx fysisk og mekanisk modstandsdygtighed, antændelighed, elektriske egenskaber, nøjagtighed) eller til produktets brugsegenskaber (fx bestemmelser vedrørende materialer, konstruktion, opbygning, fremstillingsproces og instrukser opstillet af fabrikanten).
I § 5 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter et produkt formodes at være sikkert, hvis det er forsynet med relevant overensstemmelsesmærkning og er ledsaget af en overensstemmelseserklæring, hvis der stilles krav om dette. Denne formodningsregel gælder for alle de direktiver, der er nævnt i lovforslagets § 2.
Overensstemmelsesmærkning er bl.a. CE-mærke (CE), der sættes på bl.a. maskiner og trykbærende udstyr og spejlvendt epsilon (3), der sættes på aerosolbeholdere.
Når overensstemmelsesmærkningen er anbragt på et produkt, og overensstemmelseserklæringen er vedlagt, angiver det, at den fysiske eller juridiske person, der har anbragt mærket, har sikret sig, at produktet opfylder alle relevante regler, og at det er blevet underkastet de relevante procedurer for overensstemmelsesvurdering. Når et produkt har været igennem denne proces og er forsynet med overensstemmelsesmærkning, formodes produktet at opfylde alle bestemmelser i de relevante regler, hvor mærkningen er beskrevet.
Kravet om overensstemmelseserklæring gælder ikke aerosolbeholdere, som omfattet af direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, jf. § 2, nr. 8.
Hvis et produkt er omfattet af andre direktiver, der vedrører andre aspekter, som ligeledes foreskriver anbringelsen af overensstemmelsesmærkning, angiver mærkningen, at produktet også opfylder bestemmelserne i disse andre direktiver.
Kontrolmyndighederne må ikke indføre begrænsninger i salg og ibrugtagning af produkter, som er forsynet med overensstemmelsesmærkning, medmindre sådanne foranstaltninger kan begrundes med produktets manglende opfyldelse af de relevante krav.
I stk. 2 foreslås det at fastsætte, at der er formodning for, at et produkt er sikkert, hvis det er fremstillet i overensstemmelse med de for produktet harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. Det betyder, at hvis en fabrikant har fulgt en eller flere harmoniserede standarder ved konstruktionen af et produkt, er der automatisk en formodning for, at produktet er sikkert.
En harmoniseret standard er en teknisk specifikation. De harmoniserede standarder er europæiske standarder, der vedtages af de europæiske standardiseringsorganisationer, og som udarbejdes på basis af et mandat, som Europa-Kommissionen har udstedt efter samråd med medlemsstaterne og i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, der er aftalt mellem Europa-Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganisationer.
Anvendelsen af harmoniserede standarder er frivillig. Fabrikanten kan vælge, om vedkommende vil følge en harmoniseret standard eller ej. Hvis fabrikanten vælger ikke at følge en harmoniseret standard, eller hvis der ikke findes en standard for det pågældende produkt, skal fabrikanten opfylde kravene i direktiverne på anden vis.
I § 6 foreslås indført en bestemmelse, som tydeliggør de pligter, der påhviler fabrikanten. Fabrikanten skal sikre, at fabrikanten kun bringer sikre produkter i omsætning i Unionen. Efter stk. 2 indebærer dette, at produktet er konstrueret og fremstillet, så det opfylder de krav, som er fastsat i denne lov, og regler udstedt i medfør af denne lov.
En fabrikant er den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for konstruktion og fremstilling af et produkt med henblik på at bringe produktet i omsætning i Unionen.
Den nærmere afgrænsning af begrebet fabrikant følger af de enkelte direktiver, jf. § 2.
Fabrikanten bærer ansvaret for, at produktet er i overensstemmelse med de relevante regler, uanset om den pågældende har konstrueret og fremstillet produktet selv eller anses for at være fabrikanten, fordi produktet bringes i omsætning i vedkommendes navn, jf. forslagets § 10. Fabrikanten kan lade produktet konstruere, fremstille, samle, emballere, behandle eller mærke af andre med henblik på, at det skal bringes i omsætning i Unionen i fabrikantens eget navn. Manglende overholdelse af forpligtelserne fastsat i forslagets § 6 kan efter forslagets § 27 straffes med bøde.
De nærmere krav til indretningen m.v. af produktet vil blive fastsat administrativt i overensstemmelse med de totalharmoniseringsdirektiver, der er nævnt i forslagets § 2, jf. § 4, stk. 3.
Det er ikke et krav, at fabrikanten er etableret i Unionen. Således har fabrikanten det samme ansvar, hvad enten vedkommende er etableret uden for eller i Unionen, så snart fabrikanten bringer et produkt i omsætning i Unionen.
Et produkt, som er fremstillet til eget brug, betragtes som bragt i omsætning, når det tages i brug. Den, som på denne måde bringer et produkt i omsætning, betragtes som fabrikant.
Den, der ombygger et produkt væsentligt, efter at det er taget i brug, kan i visse tilfælde også blive betragtet som fabrikant, da produktet i visse tilfælde vil kunne sidestilles med et nyt produkt. Der skal derfor foretages en ny overensstemmelsesvurdering og udarbejdes en ny overensstemmelsesmærkning og -erklæring for produktet.
Et produkt, der efter at det er taget i brug, undergår større ændringer, der tager sigte på at ændre dets oprindelige brugsegenskaber, formål eller type, vil kunne betragtes som et nyt produkt.
I stk. 3 bemyndiges beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, hvordan produkter skal indrettes, så de er sikre.
I stk. 3, nr. 1, bemyndiges beskæftigelsesministeren til at udstede administrative regler om kravene til overensstemmelseserklæring og inkorporeringserklæring, samt om at fabrikanten skal udarbejde en sådan.
I stk. 3, nr. 2, bemyndiges beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere regler om, at produkterne skal forsynes med overensstemmelsesmærkning.
Fabrikanten skal sikre, at produktet opfylder de relevante krav, og at en passende overensstemmelsesvurdering er gennemført med henblik på anbringelse af overensstemmelsesmærkningen.
Overensstemmelsesmærkningen og -erklæringen angiver, at produktet er i overensstemmelse med de relevante krav. Overensstemmelsesmærkningen og -erklæringen udarbejdes på baggrund af overensstemmelsesvurderingen.
Overensstemmelsesvurderingens indhold afhænger af kravene til det enkelte produkt. Disse vil blive fastsat administrativt. Afhængig af, hvilket produkt der er tale om, kan det være pålagt fabrikanten at stille sit produkt til rådighed for en tredjepart (normalt et bemyndiget organ) med henblik på fx afprøvning, typegodkendelse, certificering eller med henblik på at få fabrikantens kvalitetssystem godkendt af et bemyndiget organ.
Overensstemmelseserklæringen indeholder relevante oplysninger om bl.a. fabrikanten, dennes repræsentant, evt. bemyndigede organ, henvisning til harmoniserede standarder, som er anvendt m.v., samt en beskrivelse og identifikation af produktet. Endvidere skal de direktiver, som produktet erklæres at være i overensstemmelse med, angives. Overensstemmelseserklæringen skal udfærdiges på dansk eller oversættes dertil.
Når overensstemmelsesmærkningen er anbragt på et produkt, viser det, at den fysiske eller juridiske person, der har anbragt eller ladet mærket anbringe, har sikret sig, at produktet opfylder alle relevante regler, og at det er blevet underkastet de relevante procedurer for overensstemmelsesvurdering. Når et produkt har været igennem denne proces og er forsynet med overensstemmelsesmærkning, formodes produktet at opfylde alle bestemmelser i de relevante direktiver, hvor mærkningen er beskrevet, jf. forslagets § 5.
Produkterne mærkes på følgende måder:
– Følgende produkter skal CE-mærkes: Maskiner, elevatorer, trykbærende udstyr, simple trykbeholdere, personlige værnemidler og tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære. Principperne for CE-mærkning er reguleret nærmere i de enkelte direktiver og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter artikel 30.
– Transportabelt trykbærende udstyr skal pi-mærkes (π), jf. direktiv 2010/35/EU om transportabelt trykbærende udstyr.
– Aerosolbeholdere mærkes med et »spejlvendt epsilon« (3), jf. direktiv 75/324/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler.
I forhold til den situation, hvor et produkt uretmæssigt er påført CE-mærkning, gælder Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 artikel 30, stk. 2 og 5.
Derudover foreslås det i stk. 3, nr. 2 og 3, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fabrikantens pligt til at mærke sine produkter herunder forsyne produkterne med et type-, parti- eller serienummer, udarbejde brugsanvisning og sikkerhedsinformation, samt at fabrikantens navn og adresse er påført produktet, eller hvis dette på grund af produktets størrelse eller art ikke er muligt, at de krævede oplysninger fremgår af emballagen eller af et dokument, der ledsager produktet. Formålet er at sikre, at produkterne kan identificeres.
I stk. 3, nr. 4, foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at fabrikanten skal udarbejde brugsanvisning og sikkerhedsinformation.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at fabrikanten har pligt til at opbevare dokumentation, fx den tekniske dokumentation og overensstemmelseserklæringen i et vist tidsrum efter, at produktet er blevet bragt i omsætning.
Det foreslås i stk. 3, nr. 6, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til, at der desuden fastsættes nærmere regler om procedurer til sikring af produktseriers fortsatte overensstemmelse, fx nærmere bestemte kvalitetssikringssystemer. Derudover omfatter dette blandt andet krav om stikprøvekontrol af produkter, krav til registrering af klager over produkter, der ikke opfylder kravene, og pligt til at sikre, at et produkt kan findes fx ved hjælp af lister over, hvem produktet er solgt til.
I stk. 3, nr. 7, foreslås indført en bestemmelse, som bemyndiger beskæftigelsesministeren til at indføre en pligt for fabrikanten til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger, hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Der foreslås endelig indført en bemyndigelsesbestemmelse i stk. 3, nr. 8, om, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at fabrikanten skal orientere kontrolmyndigheden, hvis et produkt udgør en risiko. Oplysningerne skal blandt andet gøre det muligt præcist at identificere det pågældende produkt eller produktparti, og skal til det formål indeholde en beskrivelse af den risiko, som produktet frembyder, samt oplysninger, der kan være nyttige for at finde frem til produktet.
I de kommende år forventes der løbende at blive indført supplerende pligter til fabrikanten, fx pligten til at opbevare dokumentation, og til at fastlægge procedurer til sikring af produktseriers fortsatte overensstemmelse, når direktiverne bliver ændret i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af afgørelse 93/465/EØF.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.
I § 7 foreslås indført en bestemmelse om den bemyndigede repræsentants pligter. Fabrikanten kan udpege en fysisk eller juridisk person til at handle i sit sted som repræsentant.
En bemyndiget repræsentant er en fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at handle på dennes vegne. Repræsentanten skal være etableret i Unionen. Repræsentanten udpeges af fabrikanten.
Fabrikanten kan være etableret i Unionen eller andetsteds. I begge tilfælde kan fabrikanten udpege en bemyndiget repræsentant, som handler i fabrikantens sted i forbindelse med udførelsen af visse opgaver, som er påkrævet i henhold til de relevante regler.
En fabrikant, som er etableret uden for Unionen, er ikke forpligtet til at have en bemyndiget repræsentant.
Den bemyndigede repræsentant skal imidlertid være etableret i Unionen for at kunne handle på vegne af fabrikanten.
Fabrikanten bærer normalt ansvaret for handlinger, som repræsentanten har foretaget i fabrikantens sted.
Overdragelsen af opgaver fra fabrikanten til repræsentanten skal være udtrykkelig og ske skriftligt, navnlig for at definere indholdet af opgaverne og afgrænsningen af repræsentantens beføjelser.
Repræsentanten kan fx udpeges med henblik på at sikre og erklære, at produktet opfylder kravene, påføre produktet overensstemmelsesmærkningen, udfærdige og undertegne overensstemmelseserklæringen eller stille erklæringen og den tekniske dokumentation til rådighed for kontrolmyndigheden.
I stk. 2 bemyndiges beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere regler om repræsentantens pligter, samt om hvordan udpegning skal ske. Som eksempler på opgaver, som kan overlades til repræsentanten, kan nævnes at sikre og erklære, at produktet opfylder kravene, at det tekniske dossier er til rådighed, at levere brugsanvisninger eller at udføre den relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure.
I § 8 foreslås indført en bestemmelse om importørens pligter. En importør er enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som bringer et produkt fra et land uden for Unionen i omsætning i Unionen.
Importøren behøver hverken en fuldmagt fra fabrikanten eller et privilegeret tilhørsforhold til denne i lighed med den bemyndigede repræsentant. Importøren skal imidlertid sikre sig, at der kan etableres kontakt med fabrikanten.
Den nærmere afgrænsning af begrebet importør følger af direktiverne, jf. § 2.
I stk. 2 foreslås det, at det fastsættes, at importøren, før vedkommende bringer produkter i omsætning, sikrer, at fabrikanten har opfyldt sine forpligtelser.
Overordnet skal importøren sikre, at det produkt, som fabrikanten har fremstillet, og som importøren bringer i omsætning, er sikkert og konstrueret i overensstemmelse med kravene i lovgivningen. Importøren skal sikre sig, at produktet er ledsaget af den nødvendige dokumentation.
Overensstemmelseserklæringen skal udføres på landets officielle sprog, dvs. dansk. Teknisk dokumentation skal foreligge på et EU sprog.
Importøren skal selv sikre, at produktet opfylder de krav, der ifølge denne lov påhviler fabrikanten, herunder at den korrekte procedure for overensstemmelsesvurdering for produktet er blevet foretaget. Dette er fx tilfældet, hvis en importør har til hensigt at bringe et produkt i omsætning fra en fabrikant uden for Unionen, og denne fabrikant ikke har iagttaget de relevante krav i harmoniseringslovgivningen og herunder ikke har overensstemmelsesmærket produktet. Det samme gælder, hvis en importør importerer produkter til eget brug, som ikke opfylder kravene i harmoniseringslovgivningen.
I stk. 3 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler, som beskriver importørens pligter.
I stk. 3, nr. 1 og 2, foreslås det, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om importørens pligt til at sikre, at der medfølger brugsanvisning og sikkerhedsinformation på dansk, samt at fabrikantens navn og adresse er påført produktet.
Det foreslås desuden i stk. 3, nr. 3, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at importøren har pligt til at opbevare dokumentation, fx kopi af overensstemmelseserklæringen i et vist tidsrum.
I stk. 3, nr. 4 og 5, foreslås det, at der kan fastsættes nærmere administrative regler om, hvordan importøren skal følge produkterne, så der altid er sikre produkter på markedet. Det kan være i form af, at importøren skal foretage stikprøvekontrol af produkter, undersøgelser og registrering af klager over produkter, der ikke opfylder kravene og produkttilbagekaldelser, samt orientering af forsyningskæden. Endvidere foreslås det, at der kan fastsættes regler for importørens pligter for at sikre opbevarings- og transportbetingelserne for produkter, som vedkommende har ansvaret for.
Disse pligter vil løbende blive indført administrativt i takt med, at totalharmoniseringsdirektiverne ændres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter.
I stk. 3, nr. 6, foreslås indført en bestemmelse, som bemyndiger beskæftigelsesministeren til at indføre en pligt for importøren til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger, hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Importøren har som udgangspunkt pligt til selv at foretage de fornødne foranstaltninger i forhold til produkter, som vedkommende har bragt i omsætning, før kontrolmyndigheden meddeler påbud eller forbud i medfør af bestemmelsen i § 17.
I importørens vurdering bør inddrages produktets egenskaber og forventede levetid og den konkrete risiko, produktet frembyder.
Videre foreslås indført en bemyndigelsesbestemmelse i stk. 3, nr. 7, om, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at importøren skal orientere kontrolmyndigheden, hvis et produkt udgør en risiko.
Oplysningerne skal blandt andet gøre det muligt præcist at identificere det pågældende produkt eller produktparti og skal til det formål indeholde en beskrivelse af den risiko, som produktet frembyder, samt oplysninger, der kan være nødvendige, hvis et produkt skal findes, fx ved hjælp af lister over hvem produktet er solgt til.
I § 9 foreslås indført en bestemmelse om distributørens pligter.
En distributør er enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, bortset fra fabrikanten eller importøren, som gør et produkt tilgængeligt på markedet. Den nærmere afgrænsning af begrebet distributør følger af direktiverne, jf. § 2.
Distributøren skal handle med fornøden omhu og bør have et grundlæggende kendskab til kravene i de relevante retsakter. Distributøren bør fx vide, hvilke produkter der skal være udstyret med overensstemmelsesmærkning, hvilke oplysninger (fx overensstemmelseserklæring) der skal ledsage produktet, hvilke sproglige krav der er til brugsanvisninger eller andre ledsagedokumenter, og om der er en klar indikation af, at produktet ikke opfylder bestemmelserne i de relevante regler.
I stk. 2 foreslås det, at det fastsættes, at distributøren, før vedkommende gør et produkt tilgængeligt på markedet, kontrollerer, at fabrikanten og importøren har opfyldt deres forpligtelser.
Distributøren skal være i stand til at identificere fabrikanten, dennes i Unionen etablerede repræsentant eller importøren. Oplysningerne skal blandt andet gøre det muligt præcist at identificere det pågældende produkt eller produktparti, og skal til det formål indeholde en beskrivelse af den risiko, som produktet frembyder, samt oplysninger der kan være nyttige, hvis et produkt skal findes fx ved hjælp af lister over, hvem produktet er solgt til.
I stk. 3 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter beskæftigelsesministeren fastsætter regler om distributørens pligter, herunder hvis distributøren har gjort et produkt, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, tilgængeligt på markedet.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1 og 2, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at distributøren skal kontrollere, at produktet er forsynet med den relevante overensstemmelsesmærkning og er ledsaget af den relevante dokumentation samt brugsanvisning. Overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation skal være på landets officielle sprog, dvs. dansk.
Efter den foreslåede stk. 3, nr. 3, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om distributørens pligter til at sikre, at opbevarings- og transportbetingelserne for produkter, som distributøren har ansvaret for, ikke bringer produkternes overensstemmelse med denne lov og regler, som er udstedt i medfør heraf, i fare. Distributionsforholdene (fx transport eller oplagring) kan have indflydelse på den fortsatte opfyldelse af det relevante direktivs bestemmelser. Derfor skal distributøren træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at beskytte produktet, for at sikre at produktet fortsat opfylder de væsentlige krav.
Desuden foreslås det i stk. 3, nr. 4, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om distributørens forpligtelser til at sikre, at der træffes nødvendige foranstaltninger, hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med reglerne. Distributøren har som udgangspunkt pligt til selv at foretage de fornødne foranstaltninger i forhold til produkter, som vedkommende har gjort tilgængelige på markedet, før kontrolmyndigheden meddeler påbud eller forbud i medfør af bestemmelsen i § 17.
Foranstaltningerne kan træffes af distributøren på egen foranledning, på anmodning fra fabrikanten, importøren eller kontrolmyndighederne eller på baggrund af et udstedt påbud eller forbud i medfør af forslagets § 17.
Efter stk. 3, nr. 5, kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om, at distributøren skal orientere kontrolmyndigheden, hvis et produkt udgør en risiko.
I § 10 foreslås indført en bestemmelse, som præciserer, at en importør eller distributør anses for at være fabrikant og derfor underlagt de samme pligter som fabrikanten, når importøren eller distributøren bringer et produkt i omsætning eller gør et produkt tilgængeligt på markedet under sit navn eller varemærke, eller hvis den pågældende ændrer et produkt, der allerede er bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt på markedet, på en sådan måde, at det kan påvirke overholdelsen af de gældende krav.
I de direktiver, som lovforslaget omfatter, jf. § 2, optræder der andre forpligtede end fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører, som har pligter svarende til de i §§ 6-10 nævnte. Som eksempel kan nævnes »elevatorinstallatøren« i direktiv om elevatorer, som i vidt omfang har de pligter, som fabrikanten har efter fx maskindirektivet. Derudover kan nævnes en »bygherre«, som er et pligtsubjekt i direktivet om tovbaneanlæg til personbefordring. »Den, der er ansvarlig for, at aerosolerne bringes i handelen« er det centrale pligtsubjekt i direktivet om aerosoler. Tilsvarende er »ejer« og »bruger« pligtsubjekter i direktivet om transportabelt trykbærende udstyr blandt andet i relation til at sikre løbende eftersyn.
Det foreslås derfor, at der i § 11 indføres en bestemmelse, som giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om øvrige forpligtede efter direktiverne nævnt i lovforslagets § 2. De pligter, som andre end fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører har, vil blive udmøntet med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse. Dermed sikres det, at også direktiver med andre pligtsubjekter, end dem, der fremgår af §§ 6-9, kan implementeres fuldt ud.
I § 12 foreslås indført en bestemmelse, som beskriver kontrolmyndighedens forpligtelser. Kontrolmyndigheden fører kontrol med, at produkter omfattet af lovforslaget kun bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet, hvis de er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i lovforslaget og regler udstedt i medfør af denne lov.
Bestemmelsen handler om den markedsovervågning, som medlemsstaten efter Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter skal gennemføre for at kontrollere, om de produkter, der findes på markedet, overholder de gældende EU-regler. Markedsovervågningen skal både sikre, at forbrugernes, arbejdstagernes og andre brugeres interesser beskyttes, men også sikre virksomhederne imod illoyal konkurrence, da alle i EU skal opfylde de samme krav. Endvidere skal markedsovervågningen sikre, at produkter til skade for sikkerhed og sundhed lovliggøres, trækkes tilbage, forbydes eller kun gøres tilgængelige på markedet i begrænset omfang, og at offentligheden, Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater informeres herom.
Bestemmelsen viderefører den forpligtigelse, som Arbejdstilsynet har som kontrolmyndighed på området, og bestemmelsen tydeliggør, hvad markedsovervågningen består i, herunder at der er krav til markedsovervågningen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008.
Kontrolbestemmelserne vil kun kunne anvendes i forhold til indgreb over for produkter, der befinder sig på det danske marked. Ved udførelse af kontrolvirksomhed, herunder når der træffes afgørelse om påbud eller forbud m.v., finder de almindelige forvaltningsretlige regler anvendelse.
Kontrolmyndigheden kan kontrollere, om produkterne har formelle eller materielle mangler.
De formelle mangler ved et produkt kan fx være, at overensstemmelsesmærkningen er anbragt i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008, eller at betingelserne for at anbringe overensstemmelsesmærkningen ikke er opfyldt. Formelle mangler kan også være, at der ikke er udarbejdet en overensstemmelseserklæring, at overensstemmelseserklæringen ikke er udarbejdet korrekt, at den tekniske dokumentation enten ikke er til rådighed eller ikke er fuldstændig, eller at der mangler sikkerhedsinformation eller brugsanvisning.
Ved materielle mangler forstås mangler i forbindelse med indretningen af produktet, herunder kravene til afprøvning m.v. Kravene til indretning af produkterne vil fremgå af bekendtgørelser, der vil blive udstedt i medfør af denne lov, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
I stk. 2 foreslås, at kontrolmyndigheden kan iværksætte markedsovervågningsforanstaltninger over for fabrikanter, importører, distributører m.v., hvis myndigheden konstaterer, at et produkt omfattet af denne lov ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne lov eller i medfør af denne lov. Dette er i overensstemmelse med de direktiver, som er nævnt i § 2, og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at kontrolmyndigheden kan iværksætte de nødvendige foranstaltninger, hvis produktet bringer personers sikkerhed og sundhed i fare eller truer andre interesser, selvom de installeres, vedligeholdes og anvendes korrekt til de påtænkte formål.
Det fremgår nærmere af forslagets § 17, hvilke markedsovervågningsforanstaltninger, der kan iværksættes. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 17.
I § 13 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at kontrolmyndigheden skal underrette Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater i en såkaldt beskyttelsesprocedure, hvis kontrollen efter § 12 viser, at et produkt, som er bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt på markedet, ikke opfylder kravene.
Direktiverne, som er nævnt i forslagets § 2, indeholder en beskyttelsesprocedure, hvorefter alle medlemsstater pålægges at begrænse eller forbyde, at farlige produkter eller produkter, som på anden måde ikke opfylder de relevante krav, bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet.
Direktiverne fastlægger, at beskyttelsesproceduren skal anvendes, når der er behov for at træffe foranstaltninger på EU-plan.
Beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at beskyttelsesproceduren skal anvendes, når kontrolmyndigheden har truffet nationale foranstaltninger, som begrænser eller forbyder, at produktet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet, eller der påbydes foranstaltninger, som sikrer, at et produkt trækkes eller kaldes tilbage fra markedet. Procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter skal følges i den anledning. Det indebærer bl.a. krav til høring og krav om at meddele den berørte part en nøjagtig angivelse af begrundelsen for afgørelsen.
Inden beskyttelsesproceduren sættes i værk skal myndigheden som udgangspunkt anmode fabrikanten, dennes repræsentant eller importøren om, at vedkommende bringer produktet i overensstemmelse med reglerne, eller at den pågældende trækker eller kalder produktet tilbage fra markedet. Hvis produktet herefter bliver bragt i overensstemmelse med kravene eller trækkes eller kaldes tilbage fra markedet frivilligt, er der ikke behov for at foretage yderligere, og beskyttelsesproceduren skal ikke iværksættes.
Hvis der ikke træffes frivillige foranstaltninger til at bringe produktet i overensstemmelse med kravene, følges beskyttelsesproceduren.
Kontrolmyndigheden skal underrette Europa-Kommissionen om, hvilke foranstaltninger kontrolmyndigheden har truffet afgørelse om. Beskyttelsesklausulen giver Kommissionen mulighed for at undersøge, om de nationale foranstaltninger er berettigede. Hvis Kommissionen vurderer, at den nationale foranstaltning er berettiget, underretter Kommissionen de øvrige medlemsstater med anmodning om, at de træffer foranstaltninger på deres respektive områder.
Hvis omvendt Kommissionen finder, at den nationale foranstaltning er ubegrundet, vil den anmode medlemsstaten om at tilbagekalde foranstaltningen og tage passende skridt til at genoprette den frie bevægelighed for de pågældende produkter på sit område.
I § 14, stk. 1, foreslås indført en bestemmelse, som pålægger enhver, som er forpligtet efter denne lov, at give kontrolmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af kontrollen. Kontrolmyndigheden kan herunder anmode private ejere og brugere af produkter omfattet af denne lov om oplysninger.
Det foreslås endvidere, at fabrikanter, importører, distributører m.v. ikke kan undlade at give kontrolmyndigheden oplysninger og dokumenter efter forslagets § 14, stk. 1, under henvisning til, at oplysningerne har karakter af forretningshemmeligheder, når oplysningerne skal tjene til beskyttelsen af menneskers sikkerhed og sundhed.
Der findes en tilsvarende bestemmelse i lov om produktsikkerhed § 29.
I stk. 2 foreslås det, at der også er pligt for fysiske personer med tilknytning til den juridiske person til at afgive oplysninger til kontrolmyndigheden i tilfælde, hvor den juridiske person som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse af denne lov, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
I stk. 3 foreslås det, at kontrolmyndighedens medarbejdere uden retskendelse men mod behørig legitimation til enhver tid skal have adgang til arbejdspladser samt fabrikations-, salgs-, lager- eller øvrige erhvervsmæssige lokaler og transportmidler m.v., hvor der kan forefindes produkter, som er omfattet af denne lov.
I forhold til nogle af de af denne lov omfattede produkter vil det ikke være muligt at vurdere, om kravene til produkternes indretning er opfyldt, medmindre kontrolmyndigheden får adgang til de steder, hvor produkterne er placeret eller opstillet, herunder også private ejere og brugeres lokaliteter. Dette gælder i forhold til trykbærende udstyr, elevatorer og andet løfteudstyr, hvor den konkrete opstilling er en del af de krav, der stilles til indretningen efter direktiverne.
Det foreslås derfor, at kontrolmyndigheden får adgang til private ejere og brugeres lokaliteter, hvor disse produkter findes.
Trykbærende udstyr er nærmere beskrevet i pkt. 4.1, nr. 5-8, i de almindelige bemærkninger og til § 2, stk. 1, nr. 5-8, i de specielle bemærkninger.
I stk. 4 foreslås det, at kontrolmyndighedens medarbejdere som led i kontrollen uden retskendelse kan kræve tilgængelig dokumentation udleveret af dem, der er pålagt pligter efter denne lov, herunder fotografiske optagelser o.l. samt udtage prøver m.v.
Stk. 1-4 svarer til den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 76, idet det dog i nærværende lov foreslås nærmere beskrevet i stk. 3, hvilke lokaliteter kontrolmyndigheden har adgang til.
Bestemmelsen tager højde for de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne om markedsovervågning efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter. Efter forordningen skal der i passende omfang foretages kontrol med produkter. Det følger også af forordningen, at kontrolmyndighederne skal have adgang til de erhvervsdrivendes lokaliteter og til at udtage stikprøver af produkter, når det er nødvendigt og begrundet.
Med det foreslåede stk. 5 sikres, at der kan fastsættes regler om, at kontrolmyndigheden har mulighed for at udtage stikprøver af produkter uden vederlag med henblik på at kunne vurdere, om et produkt er sikkert. Kontrollen vil alene ske blandt erhvervsvirksomheder, der udgør et led i distributionskæden, altså hos fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren eller hos distributøren. Bestemmelsen kan således ikke anvendes til at udtage produkter til kontrol hos privatpersoner, der ikke driver erhvervsvirksomhed. Kontrollen skal ske i overensstemmelse med det almindelige proportionalitetsprincip.
Efter forslagets § 15 kan kontrolmyndigheden, i det omfang det er muligt, oplyse offentligheden om en evt. fare for mennesker, husdyr, formuegoder eller miljøet ved et produkt. Offentliggørelsen vil sammen med fabrikantens, importørens, distributørens m.v. handlinger medvirke til at skabe et mere sikkert marked, fordi der hurtigt kan oplyses om en konkret fare til en bredere kreds af fx brugere og distributører.
Offentliggørelse af oplysninger om et farligt produkt kan først ske, når kontrolmyndigheden har konstateret en fare ved produktet. Det betyder, at der ikke kan ske offentliggørelse, før kontrolmyndigheden konkret har vurderet, at produktet er farligt. Det kræves ikke, at der i øvrigt er foretaget indgreb mod produktet. Kontrolmyndighedens offentliggørelse vil ofte ske samtidig med, at fabrikanten, importøren, distributøren m.v. foretager relevant og nødvendig advarsel om faren eller trækker eller kalder produktet tilbage. Offentliggørelse af oplysninger vil ske i overensstemmelse med Justitsministeriets betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v.
Offentliggørelsen skal indeholde informationer, der er egnede til at identificere produktet og orientere om faren ved produktet. Den skal endvidere indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der evt. er truffet, samt om hvordan slutbrugerne bør forholde sig. Bestemmelsen giver hjemmel til at offentliggøre alle nødvendige oplysninger til identifikation af produktet, herunder billedmateriale og informationer om navn og adresse på tidligere afsætningsled. Ved offentliggørelsen gives slutbrugeren de oplysninger, der gør det muligt at medvirke til en effektiv tilbagekaldelse af produktet efter denne lovs bestemmelser herom.
Offentliggørelsen vil ske i den form, som er mest hensigtsmæssig i den konkrete sammenhæng, fx via Arbejdstilsynets hjemmeside eller relevante fagblade o.l.
Der findes en tilsvarende bestemmelse i lov om produktsikkerhed § 29.
I § 16 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter kontrolmyndigheden kun kan viderebringe oplysninger, som har karakter af forretningshemmeligheder, hvis det er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.
De oplysninger, som myndighederne kommer i besiddelse af, kan ofte være følsomme og af stor økonomisk og konkurrencemæssig betydning for den enkelte virksomhed. Det er derfor af væsentlig betydning for, om virksomhederne stiller de nødvendige oplysninger til rådighed for myndighedernes kontrol, at de ikke behøver at frygte for, at oplysningerne, som har karakter af forretningshemmeligheder, bliver offentliggjort, medmindre det er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.
Kontrolmyndigheden skal sikre, at oplysninger, der er indsamlet i medfør af de foreslåede regler, ikke viderebringes, når disse må betragtes som forretningshemmeligheder. Det vil alene ske rent undtagelsesvist, hvis det er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.
Med forslagets § 17 foreslås indført en bestemmelse, der beskriver de markedsovervågningsforanstaltninger, som kontrolmyndigheden kan træffe i forhold til fabrikanter, importører og distributører m.v. Foranstaltningerne kan træffes, hvis myndigheden konstaterer, at et produkt omfattet af denne lov ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne lov eller i medfør af denne lov, jf. § 12.
Det foreslås at fastsætte, at kontrolmyndigheden ud over at kunne træffe afgørelse om forhold, der strider henholdsvis imod denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov, også kan træffe afgørelse om forhold, som strider mod Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter.
Kontrolmyndigheden skal kunne reagere, hvis et produkt frembyder fare for mennesker, husdyr eller formuegoder og miljøet. Kontrolmyndigheden skal ligeledes kunne reagere, hvis der mangler overensstemmelsesmærkning eller overensstemmelseserklæring, at mærkningen er vildledende, at det tekniske dossier, brugsanvisningen m.v. mangler eller er mangelfuld, eller at der ikke er gennemført den relevante procedure for overensstemmelsesvurdering, eller denne er mangelfuld.
Kontrolmyndigheden skal i forbindelse med valg af reaktion i forhold til den konkrete overtrædelse vælge den mindst indgribende reaktion under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og gældende praksis på området.
En markedsovervågningsforanstaltning kan fx være påbud om, at det skal tilbydes slutbrugeren, at manglen på produktet afhjælpes, men det kan også være påbud om, at produktet skal tilbagetrækkes eller tilbagekaldes fra markedet.
Påbud om tilbagekaldelse anvendes kun, når andre forholdsregler ikke er tilstrækkelige til at forebygge risici. Ved tilbagekaldelse forstås, at fabrikanten m.v. skal opfordre slutbrugeren til at returnere produktet. Dette er relevant, når et produkt viser sig at frembyde fare, men der vil kun være pligt til at iværksætte tilbagekaldelse af et produkt, hvis de risici, produktet frembyder, ikke kan forebygges på anden vis. I stk. 2 foreslås indført en bestemmelse, hvor der gives hjemmel til, at kontrolmyndigheden kan indhente sagkyndige erklæringer, fx i form af test, hvis det skønnes nødvendigt til afgørelse af, om et påbud skal gives. Såfremt kontrolmyndigheden udsteder påbud, vil udgifterne for undersøgelsen kunne pålægges hhv. fabrikanten, importøren, distributøren m.v.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 indeholder hjemmel til destruktion af produkter, der udgør en alvorlig risiko. Det foreslåede stk. 3 sikrer et klart administrationsgrundlag for forordningens bestemmelser. Herved får kontrolmyndigheden beføjelse til at påbyde den, der har bragt et produkt i omsætning, eller gjort et produkt tilgængeligt på markedet, at destruere produktet, hvis det udgør en alvorlig risiko for sikkerhed og sundhed.
Med destruktion menes, at det pågældende produkt gøres ubrugeligt.
Bestemmelsen retter sig mod enhver, der har bragt et produkt i omsætning, gjort et produkt tilgængeligt på markedet med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i erhvervsmæssig henseende eller har ibrugtaget et produkt .
Påbud om destruktion forudsætter, at det anses for nødvendigt, rimeligt og hensigtsmæssigt at destruere produktet. Det ulovlige produkt skal udgøre en alvorlig risiko. Produktet må ikke på anden måde kunne lovliggøres eller ændres til at kunne anvendes sikkert. Bestemmelsen kan eksempelvis finde anvendelse i en situation, hvor en fabrikant sender defekte åndedrætsværn eller kemikaliedragter til det danske marked. Kontrolmyndigheden påbyder destruktion, fordi produktet ikke giver den fornødne beskyttelse, så der reelt er risiko for sygdom eller død, og fordi der samtidig er risiko for, at produktet sendes til andre medlemsstater, hvis det ikke destrueres.
Kontrolmyndigheden kan ikke påbyde en fabrikant, importør eller distributør at destruere produkter, der er hos slutbrugeren, og som derfor ikke længere er i deres besiddelse.
Stk. 3 svarer til den eksisterende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 77, stk. 6.
Efter stk. 4 kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om kontrolmyndighedens adgang til at træffe foranstaltninger og om destruktion af produkter.
Personer, der udøver opgaver inden for denne lovs område, er underlagt straffelovens almindelige regler om tavshedspligt. Dette gælder ligeledes enhver, der bistår disse.
Straffelovens almindelige regler om tavshedspligt indebærer, at der også er hjemmel til at straffe medhjælpere til den, der bryder sin tavshedspligt, samt den, der udnytter en andens brud på tavshedspligten. Endelig sikres med henvisningen til straffelovens § 152 f, at straffelovens regler om påtale i sager om brud på tavshedspligt ligeledes finder anvendelse.
Bestemmelsen svarer til den eksisterende bestemmelse i arbejdsmiljøloven.
Efter den foreslåede § 19 udpeges Arbejdstilsynet til som udgangspunkt at varetage opgaven som kontrolmyndighed efter denne lov og efter regler udstedt i medfør af denne lov.
Bestemmelsen åbner samtidig mulighed for, at myndigheder, der er underlagt andre ressortministerier, kan anvende lovforslagets bestemmelser.
Arbejdstilsynet varetager alene rollen som kontrolmyndighed i det omfang, der ikke er fastsat andet i anden lovgivning. Forslagets § 19, stk. 2, angiver, at det, hvis der i eller i medfør af anden lovgivning er fastsat andre regler på baggrund af produktets anvendelse, funktion eller særlige placering, er den relevante kontrolmyndighed, der påser overholdelsen af denne lovgivning. Det vil sige, at tilsynet og kontrollen med overholdelse af reglerne, føres af den myndighed, som i øvrigt fører kontrol inden for disse områder.
Dette betyder fx, at myndighederne for søfart, luftfart og offshoreanlæg varetager rollen som kontrolmyndighed i forhold til produkter, som er placeret eller anvendes inden for disse områder.
Det betyder fx også, at Sikkerhedsstyrelsen varetager rollen som kontrolmyndighed i forhold til elektrisk materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære.
Videre foreslås det, at den minister, under hvem reglerne hører, kan fastsætte egne regler om sagsbehandling og klageadgang, der afviger fra bestemmelserne i denne lov.
I § 20 foreslås indført en bestemmelse, hvorefter beskæftigelsesministeren kan udpege private og offentlige virksomheder samt offentlige myndigheder til at gennemføre godkendelses- og kontrolopgaver i henhold til Den Europæiske Unions retsakter. Der kan således udpeges såkaldte bemyndigede organer, tredjepartsorganer, brugerinspektorater m.v. En tilsvarende bestemmelse findes i dag i arbejdsmiljølovens § 74, stk. 6. Den del af udpegningerne, som skal foretages efter de regler, som implementerer direktiverne, som nævnt i § 2 til dette lovforslag, foreslås særskilt reguleret i denne lov.
Der er i det store hele tale om videreførelse af reglerne i arbejdsmiljøloven og fast administrativ praksis.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter indeholder krav til akkreditering. I Danmark er Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK) udpeget som nationalt akkrediteringsorgan efter forordningen, jf. bekendtgørelse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan.
For at kunne udpeges til bemyndiget organ m.v., skal organet være en juridisk person, der er etableret i Danmark. For at blive udpeget som bemyndiget organ m.v. skal ansøgeren være akkrediteret efter de relevante gældende standarder.
De bemyndigede organer m.v. vil herefter med virkning for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og EØS kunne gennemføre de kontrol- og godkendelsesopgaver, som fremgår af de respektive direktiver, jf. § 2. Opgaverne kan fx bestå i godkendelses- og kontrolopgaver i forbindelse med gennemførelse af procedurer for overensstemmelsesvurdering og periodiske undersøgelser.
Beskæftigelsesministeren forventes at fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet foretager udpegningerne, og hvilke kriterier der skal opfyldes for at blive udpeget.
Minimumskriterierne vil typisk fremgå af det pågældende direktiv og vil angå bl.a. uafhængighed, upartiskhed, integritet, kompetence, personale og udstyr.
I overensstemmelse med Kommissionens anbefaling herom forventes det, at standarderne i EN 17000/45000-serien indgår, evt. vejledende, ved bedømmelsen af, om kriterierne er opfyldt. Andre standarder på samme niveau vil kunne være relevante.
Det forventes fastsat, at de bemyndigede organer m.v. skal indsende rapporter til Arbejdstilsynet over udførte opgaver. Rapporterne indgår i baggrundsmaterialet for Arbejdstilsynets kontrol af, om en udpegning stadig er relevant. Hvis Arbejdstilsynet vurderer, at kriterierne for udpegningen ikke længere er opfyldt, vil Arbejdstilsynet kunne træffe afgørelse om, at udpegningen skal ophøre helt eller delvist. Klage over Arbejdstilsynets afgørelser vedrørende udpegning vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
I stk. 3 foreslås indført en bestemmelse, som giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om betaling af gebyr m.v. for ansøgninger om at blive udpeget som bemyndiget organ m.v.
Gebyret skal dække omkostningerne i forbindelse med behandlingen af ansøgningerne. Desuden får ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om opkrævning af gebyr for ansøgninger om autorisation samt ændring og kontrol heraf.
Efter stk. 4 skal gebyrer til Arbejdstilsynet, der ikke betales rettidigt, forrentes med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag. Under hensyn til, at rentelovens almindelige bestemmelser ikke finder anvendelse på fordringer i forbindelse med gebyrordninger på arbejdsmiljøområdet, er der en udtrykkelig hjemmel i arbejdsmiljøloven til forrentning af Arbejdstilsynets gebyrer, der ikke betales rettidigt. Denne hjemmel foreslås videreført.
Efter stk. 5 foreslås det, at Arbejdstilsynets gebyrer reguleres hvert år den 1. april med det generelle pris- og lønindeks.
Med den foreslåede bestemmelse tages højde for, at der kan blive behov for at fastsætte supplerende administrative regler til implementering af retsakter fra den Europæiske Unions institutioner vedrørende produkter omfattet af denne lov.
Institutionerne i Den Europæiske Union kan med Lissabontraktaten vedtage 5 forskellige typer retsakter henholdsvis forordninger, direktiver, beslutninger, henstillinger og udtalelser.
Bestemmelsen indeholder bl.a. en bemyndigelse til at fastsætte regler til gennemførelse af kommissionsbeslutninger, der vedrører bestemte produkter, som er omfattet af de direktiver, der er nævnt i lovforslaget § 2.
Europa-Kommissionen kan anmode medlemsstaterne om, at bestemte produkter ikke må bringes i omsætning, gøres tilgængelige eller ibrugtages, eller at produkterne underkastes særlige betingelser for anvendelse, distribution, salg m.v., hvis de udgør en risiko som følge af mangler ved en harmoniseret standard, eller hvis et produkt som følge af sine tekniske karakteristika udgør den samme risiko som produkter, hvor der er nedlagt forbud eller påbud, eller hvor produkter er underkastet særlige betingelser.
Arbejdsmiljørådet får i stk. 2 de samme muligheder i forbindelse med fastsættelse af ændrede og nye regler på beskæftigelsesministerens område, som Arbejdsmiljørådet har i den gældende arbejdsmiljølovs § 66, stk. 3. Forslaget er i vidt omfang en videreførelse af bestemmelsen i arbejdsmiljølovens § 66, stk. 3.
Hvis et produkt, der omfattes af en EU-retsakt, henhører under andre ministeriers ressort som følge af deres placering eller særlige anvendelse, fastsættes reglerne af den pågældende minister, eller den som den pågældende minister bemyndiger hertil.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren kan bemyndige direktøren for Arbejdstilsynet til at udøve beføjelser, der ved denne lov er tillagt beskæftigelsesministeren. Beskæftigelsesministeren forventes bl.a. at bemyndige direktøren for Arbejdstilsynet til at udstede de administrative forskrifter, som ministeren efter denne lov får bemyndigelse til at udstede.
Med den foreslåede bestemmelse kan beskæftigelsesministeren bestemme, at Arbejdstilsynets opgaver i nærmere angivet omfang henlægges til anden offentlig myndighed eller privat institution.
Bestemmelsen giver fx mulighed for at overlade gennemførelse af stikprøvekontroller eller tekniske prøver til en anden offentlig myndighed eller privat institution. Overlades opgaven til en privat institution vil selve myndighedsopgaven, herunder at træffe afgørelse, fortsat være hos Arbejdstilsynet.
Med den foreslåede bestemmelse kan beskæftigelsesministeren efter forhandling med en anden minister henlægge de beføjelser, der i denne lov er tillagt beskæftigelsesministeren, til andre statslige myndigheder.
Det er væsentligt, at der er mulighed for at overføre kompetence efter denne lov til en anden minister. Der kan således være produkter eller krav til produkter, som er omfattet af denne lov, hvor der hos en anden minister findes specialviden eller særregler, hvorefter det vil være nærliggende at overføre kompetence hertil for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Det er en forudsætning for kompetenceoverførslen, at den sker på baggrund af en forhandling mellem de relevante ministre.
Som eksempler kan nævnes produkter på fødevareområdet eller krav til produkter af hensyn til ydre miljø m.v.
Det foreslås, at det fastsættes i § 25, at der ikke er nogen administrativ klageadgang over afgørelser truffet efter denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov. Dette svarer til andre tilsvarende områder, der vedrører produktsikkerhed, fx lovgivningen om medicinsk udstyr.
Klage over sagsbehandlingen kan efter de almindelige forvaltningsretlige regler fortsat indbringes for den kontrolmyndighed, der har truffet afgørelsen.
Der vil være almindelig adgang til at indbringe afgørelserne for domstolene.
Direktiverne omfattet af denne lov har et meget fagligt teknisk indhold. Det er vurderingen, at der ikke findes et nævn, der har den fornødne kompetence til at kunne behandle disse sager. Arbejdsmiljøklagenævnet er partssammensat og har kompetencen til at behandle arbejdsmiljøfaglige spørgsmål.
Hvis der er tale om en afgørelse, som er omfattet af beskyttelsesproceduren i § 13, vil kontrolmyndigheden underrette Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen vil herefter i overensstemmelse med de procedurer, der gælder efter det relevante direktiv, tage stilling til, om afgørelsen truffet efter denne lov er i overensstemmelse med de gældende direktiver.
Der vil derfor være en prøvelse ved EU-Kommissionen af afgørelser omfattet af beskyttelsesproceduren.
Med bestemmelsen foreslås det, at de afgørelser, der er truffet af de private virksomheder, der efter den foreslåede § 20 er udpeget eller bemyndiget af beskæftigelsesministeren til at foretage godkendelses- og kontrolopgaver på områderne for maskiner, personlige værnemidler, materiel- og sikringssystemer til anvendelse i eksplosiv atmosfære, elevatorer, trykbærende udstyr m.v. og tovbaneanlæg til personbefordring, kan påklages til Arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsens adressat er blevet underrettet om afgørelsen. Arbejdstilsynets afgørelser i disse sager kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I § 27 foreslås indført hjemmel til at straffe overtrædelser af denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter med bøde. Bødestraf kan pålægges enhver, som er forpligtet efter denne lov.
Forslaget er i vidt omfang en videreførelse af bestemmelserne i arbejdsmiljølovens § 82, § 84 og § 86.
Med forslaget tilsigtes det, at bødeniveauet ved straf for overtrædelse af denne lov videreføres fra den gældende praksis for straf for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Dette er i overensstemmelse med, at denne lovs område hidtil har været administreret under arbejdsmiljøloven.
Med den foreslåede § 27, stk. 1, gives der mulighed for at straffe den, der overtræder de materielle bestemmelser i denne lov, og den, som overtræder de forordninger, der vedrører forhold omfattet af denne lovs område. Der gives endvidere mulighed for at straffe manglende efterkommelse af kontrolmyndighedens påbud, forbud m.v.
I stk. 2 foreslås der indført regler om strafskærpende omstændigheder, hvis en eller flere af følgende fire betingelser er opfyldt:
– hvis der ved overtrædelsen er sket personskade eller fremkaldt fare herfor, medmindre at forholdet er omfattet af forslagets stk. 3,
– hvis der tidligere er afgivet påbud eller forbud, om samme eller tilsvarende forhold,
– hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre,
– hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Med stk. 3 foreslås det, at det skal betragtes som en særligt skærpende omstændighed ved straffens udmåling efter stk. 1, hvis overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller har haft dødelig udgang. Alvorlig personskade foreligger fx ved amputation, mistet legemsdel og knoglebrud.
I stk. 4 foreslås indført en bestemmelse om, at der kan straffes med bøde for overtrædelse af de regler, der udstedes i henhold til denne lov. Bestemmelsen skal tilgodese, at principperne for straf efter forslaget også kan overføres til og anvendes på overtrædelser af de bekendtgørelser, der fastsættes administrativt efter denne lov.
I stk. 5 foreslås, at der skal ske absolut kumulation, når en virksomhed har flere overtrædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf til samtidig pådømmelse. Det betyder, at der ved udmålingen af den samlede bøde som udgangspunkt skal ske fuldstændig sammenlægning af den for hver af overtrædelserne udmålte bøde, efter at de evt. måtte være blevet forhøjet som følge af skærpende eller særligt skærpende omstændigheder.
I stk. 6 forslås indført en bestemmelse om, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kap. 5. Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 86. Efter straffelovens § 26, som indeholdt i straffelovens kap. 5, omfatter bestemmelsen, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter det også enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse under hensyn til navnlig deres størrelse og organisation kan sidestilles med selskaber.
I stk. 7 foreslås indført en bestemmelse om en 5-årig forældelsesfrist for strafansvaret for overtrædelse af denne lov, regler udstedt i medfør af denne lov eller forordninger vedrørende forhold omfattet af denne lov. Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 8, hvor den 5-årige forældelse omfatter overtrædelse af arbejdsmiljølovens bestemmelser om leverandøransvar i §§ 30-35.
Bøder for overtrædelse af regler omfattet af forslaget foreslås i overensstemmelse med den sædvanlige praksis for overtrædelser af arbejdsmiljøloven fastsat således:
– Straf for overtrædelse efter forslagets § 27, stk. 1, tager udgangspunkt i en grundbøde.
– Grundbøden for overtrædelse af formelle krav er 10.000 kr. Formelle overtrædelser kan fx være manglende eller mangelfuld overensstemmelseserklæring. Grundbøden for overtrædelse af materielle krav er 20.000 kr. Materielle overtrædelser kan fx være manglende afskærmning af farlige bevægelige dele på en maskine. For grove overtrædelser af materielle krav er grundbøden 40.000 kr. Grove overtrædelser kan fx være, når en maskine uventet sætter i gang, uanset at brugeren har afbrudt maskinen efter forskrifterne og dermed må forvente, at maskinen er standset.
– Hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller dødsfald til følge, forudsættes det, at grundbøden kan fordobles, jf. § 27, stk. 2.
Niveauet for bødeforhøjelser ved skærpende omstændigheder, jf. § 27, stk. 2, foreslås i overensstemmelse med praksis efter arbejdsmiljøloven at udgøre 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed. En evt. forhøjelse skal lægges til grundbøden.
Hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller dødsfald til følge, sigtes der mod, at grundbøden kan fordobles, jf. § 27, stk. 3. Bøder efter den foreslåede § 27, stk. 3, kan ikke samtidig forhøjes med henvisning til den skærpende omstændighed i § 27, stk. 2, nr. 1.
Fastsættelse af straffen og bødens størrelse vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og den angivne bødestørrelse vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det er hensigten, at der ved særligt grove overtrædelser skal være mulighed for at idømme bøder, der falder uden for det sædvanlige bødeniveau for materielle overtrædelser. Efter nuværende retspraksis efter arbejdsmiljøloven har der i sådanne tilfælde ikke været idømt en bøde under 75.000 kr.
Det er endvidere hensigten, at retspraksis for arbejdsmiljøovertrædelser om gentagelsesvirkning også skal finde anvendelse for overtrædelser af denne lov.
I § 29 foreslås indført en overgangsbestemmelse, hvorefter de udpegninger af private virksomheder og offentlige myndigheder til at gennemføre godkendelses- og kontrolopgaver i henhold til Den Europæiske Unions retsakter, der er foretaget efter § 74, stk. 6, i lov om arbejdsmiljø, fortsat er gældende efter ikrafttræden af denne lov.
I stk. 2 foreslås det endvidere, at klage over en afgørelse truffet før den 1. juli 2013 af en privat virksomhed eller en offentlig myndighed efter lov om arbejdsmiljø § 74, stk. 6, kan indbringes for Arbejdstilsynet efter lov om arbejdsmiljø § 81 b, stk. 2. Klage over afgørelser truffet efter den 1. juli 2013 behandles efter § 26 i denne lov.
Arbejdsmiljøloven indeholder i dag bestemmelser, der stiller krav både til indretningen og anvendelsen af tekniske hjælpemidler, herunder maskiner, elevatorer, personlige værnemidler m.v.
Som konsekvens af, at dette lovforslag tilsigter at samle EU-reglerne for produktsikkerhed i én lov foreslås det, at der foretages en række konsekvensrettelser og præciseringer i arbejdsmiljøloven.
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 30, nr. 2.
Til nr. 2
Det foreslås, at henvisningen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv nr. 95/16/EF (omarbejdning), EF-Tidende 2006, L 268, s. 24 fjernes, da produktreguleringen fremover vil være omfattet af denne lov og ikke arbejdsmiljøloven.
Til nr. 3
Det foreslås, at der indføres en præcisering i § 30, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, således at begreberne byggevarer og personlige værnemidler nævnes.
Arbejdstilsynet har en fast administrativ praksis for, at byggevarer og personlige værnemidler også er omfattet af bestemmelsen i § 30, stk. 1. Forslaget har derfor alene til formål at lovfæste og tydeliggøre den eksisterende retstilstand.
Til nr. 4
Det foreslås, at der indføres en præcisering i § 45, stk. 1, i arbejdsmiljøloven således, at begreberne byggevarer og personlige værnemidler nævnes.
Arbejdstilsynet har en fast administrativ praksis for at byggevarer og personlige værnemidler også er omfattet af bestemmelsen i § 45, stk. 1. Forslaget har derfor alene til formål at lovfæste og tydeliggøre den eksisterende retstilstand.
Til nr. 5
Det foreslås, at arbejdsmiljølovens § 74, stk. 6, ophæves som følge af, at reguleringen, håndhævelsen og kontrollen med produkter reguleres særskilt i denne lov og ikke i arbejdsmiljøloven.
Bestemmelsen videreføres i lovforslagets § 20.
Til nr. 6
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 30, nr. 5.
Til nr. 7
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 30, nr. 5.
Til nr. 8
Bestemmelsen i § 77, stk. 4 og 5, foreslås ophævet, da området fremover vil være omfattet af denne lov og ikke af arbejdsmiljøloven.
Bestemmelsen videreføres i lovforslagets § 17.
Til nr. 9
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 30, nr. 5.
Loven finder anvendelse på de produkter, der er omfattet af følgende direktiver udstedt efter Traktaten om Den Europæiske Union:
Direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (omarbejdning).
Direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære.
Direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer.
Direktiv 2000/9/EF af 20. marts 2000 om tovbaneanlæg til personbefordring.
Direktiv 97/23/EF af 29. maj 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr.
Direktiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/ EØF og 1999/36/EF.
Direktiv 2009/105/EF af 16. september 2009 om simple trykbeholdere.
Direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler.
Direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter de nærmere regler, hvis der sker ændringer af de i stk. 1 nævnte direktiver.
I det omfang der er en særlig fare eller risiko ved et produkt, som er reguleret i anden lovgivning, der gennemfører EU-retsakter, finder denne lov kun anvendelse på de dele af produktet, der ikke er reguleret i den anden lovgivning.
Et produkt formodes at være sikkert, når det er forsynet med overensstemmelsesmærkning, og hvor det er påkrævet, er ledsaget af en overensstemmelseserklæring.
Stk. 2. Et produkt formodes at være sikkert, når det er fremstillet i overensstemmelse med harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
En fabrikant må kun bringe produkter i omsætning, når betingelserne i § 4 er opfyldt.
Stk. 2. Fabrikanten skal konstruere og fremstille produkter i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fabrikantens pligter efter stk. 1 og 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om fabrikantens pligter med hensyn til dokumentation, mærkning, kontrol og overvågning m.v., herunder:
Krav om udarbejdelse af overensstemmelseserklæring og inkorporeringserklæring for produktet.
Krav om at anbringe overensstemmelsesmærkning på produktet og forsyne produktet med anden mærkning, herunder mærkning med type-, parti- eller serienummer samt fabrikantens navn og adresse.
Krav om at udarbejde teknisk dokumentation og gennemføre overensstemmelsesvurdering for produktet.
Krav om at udarbejde brugsanvisning og sikkerhedsinformation for produktet.
Krav om at opbevare dokumentation m.v. for produktet.
Krav om procedurer til sikring af produktionsseriers fortsatte overensstemmelse, herunder om stikprøvekontrol af produkter, om undersøgelse af og registrering af klager over produkter, der ikke opfylder kravene, og om produkttilbagetrækninger og produkttilbagekaldelser.
Krav om, at der træffes de nødvendige foranstaltninger, hvis produktet ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov.
Krav om at orientere kontrolmyndigheden, hvis produktet udgør en risiko.
Fabrikanten kan udpege en bemyndiget repræsentant.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om den bemyndigede repræsentants pligter og om, hvordan udpegning af repræsentanten skal ske.
En importør må kun bringe produkter i omsætning, når betingelserne i § 4 er opfyldt.
Stk. 2. Importøren skal, før vedkommende bringer produkter i omsætning, sikre, at fabrikanten har opfyldt sine forpligtelser efter reglerne udstedt i medfør af § 6, stk. 3, nr. 1-4.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om importørens pligter efter stk. 1 og 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om importørens pligter med hensyn til dokumentation, mærkning, kontrol og overvågning m.v., herunder:
Krav om dokumentation, brugsanvisning og sikkerhedsinformation for produktet.
Krav om at forsyne produktet med importørens navn og adresse og om mærkning på produktet.
Krav om at opbevare dokumentation m.v. for produktet.
Krav om opbevarings- og transportbetingelser for produktet.
Krav om stikprøvekontrol af produkter, undersøgelse af og registrering af klager over produkter, der ikke opfylder kravene, procedurer til sikring af produkttilbagetrækninger og produkttilbagekaldelser samt orientering af distributørerne herom.
Krav om, at der træffes de nødvendige foranstaltninger, hvis produktet ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov.
Krav om orientering af kontrolmyndigheden, hvis produktet udgør en risiko.
En distributør skal bidrage til, at produkter, som distributøren gør tilgængelige på markedet, opfylder betingelserne i § 4.
Stk. 2. Distributøren skal, før vedkommende gør et produkt tilgængeligt på markedet, kontrollere, at fabrikanten og importøren har opfyldt deres forpligtelser efter reglerne udstedt i medfør af § 6, stk. 3, nr. 1-4, og § 8, stk. 3, nr. 2.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter de nærmere regler om distributørens pligter efter stk. 1 og 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om distributørens pligter med hensyn til dokumentation, mærkning, kontrol og overvågning m.v., herunder:
Krav om dokumentation, brugsanvisning og sikkerhedsinformation for produktet.
Krav om mærkning på produktet.
Krav om opbevarings- og transportbetingelser for produktet.
Krav om at sikre, at der træffes de nødvendige foranstaltninger, hvis produktet ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov.
Krav om orientering af kontrolmyndigheden, hvis produktet udgør en risiko.
En importør eller distributør, der bringer et produkt i omsætning under sit navn eller varemærke eller ændrer et produkt, der allerede er bragt i omsætning på en sådan måde, at det kan påvirke overholdelsen af de krav, der påhviler fabrikanten efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov, anses for at være fabrikant og har de samme pligter som fabrikanten, jf. § 6.
Kontrolmyndigheden fører kontrol med, at produkter er indrettet m.v. i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i denne lov, i regler udstedt i medfør af denne lov eller i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93.
Stk. 2. Hvis kontrolmyndigheden konstaterer, at et produkt ikke er i overensstemmelse med de krav og regler, der er nævnt i stk. 1, kan kontrolmyndigheden iværksætte markedsovervågningsforanstaltninger, jf. § 17, over for de i §§ 6-11 nævnte personer.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at kontrolmyndigheden skal underrette Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater om resultaterne af kontrollen, jf. § 12, og om de foranstaltninger, jf. § 17, som kontrolmyndigheden har pålagt de i §§ 6-11 nævnte personer at træffe, hvis kontrolmyndigheden finder, at et produkt ikke er i overensstemmelse med gældende krav.
Enhver, der er pålagt pligter efter denne lov, efter regler udstedt i medfør af denne lov eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, og private ejere og brugere af produkter, der er omfattet af denne lov, skal efter anmodning give kontrolmyndigheden alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af kontrollen. De i §§ 6-11 nævnte personer samt forpligtede efter regler udstedt i medfør af denne lov kan ikke undlade at give kontrolmyndigheden oplysninger under henvisning til, at oplysningerne har karakter af forretningshemmeligheder.
Stk. 2. Hvis der er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder oplysningspligten efter stk. 1 for fysiske personer med tilknytning til den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Stk. 3. Kontrolmyndighedens medarbejdere har uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid adgang til arbejdspladser samt fabrikations-, salgs- eller lagerlokaler eller øvrige erhvervsmæssige lokaler og transportmidler m.v., hvor der kan forefindes produkter, som er omfattet af denne lov, i det omfang det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Derudover kan kontrolmyndighedens medarbejdere føre kontrol med elevatorer og andet løfteudstyr samt trykbærende udstyr på private lokaliteter uden retskendelse. Politiet yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes af beskæftigelsesministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 4. Kontrolmyndighedens medarbejdere kan som led i kontrollen uden retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret af dem, som er pålagt pligter efter denne lov og efter regler udstedt i medfør af denne lov, samt af private ejere og brugere af produkter omfattet af denne lov, herunder foretage fotografiske optagelser og lign. , og medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse. Den pågældende forpligtede skal underrettes herom.
Stk. 5. Kontrolmyndigheden kan udtage prøveeksemplarer af produktet eller bestanddele heraf uden betaling. Kontrolmyndigheden kan til brug for vurderingen af, om et produkt er sikkert, foretage relevante og nødvendige undersøgelser af produktet.
Oplysninger efter § 15, der har karakter af forretningshemmeligheder, kan kun gives, hvis dette er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed og sundhed.
Kontrolmyndigheden kan træffe afgørelse om forhold, der er i strid med denne lov, med regler udstedt i medfør af denne lov eller med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Kontrolmyndigheden kan påbyde,
at der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at bringe overtrædelsen til ophør,
at der gennemføres begrænsninger i adgangen til at bringe produktet i omsætning, gøre det tilgængeligt på markedet eller ibrugtage et produkt, som er fremstillet til eget brug,
at produktet ikke bringes i omsætning, gøres tilgængeligt på markedet eller ibrugtages, og
at produktet kaldes eller trækkes tilbage fra markedet.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden afholder udgifterne til indhentelse af sagkyndige erklæringer, som myndigheden skønner nødvendige til afgørelse af, om et påbud skal gives. Udgifterne hertil kan myndigheden kræve refunderet af den, som har fået et påbud.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan påbyde den, der har bragt et produkt i omsætning eller gjort et produkt tilgængeligt på markedet, at destruere dette på en forsvarlig måde, når produktet udgør en alvorlig risiko for sikkerhed og sundhed.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold.
Personer, der udøver opgaver efter §§ 12-17, og enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet reglerne om tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e. Straffelovens § 152 f finder ligeledes anvendelse.
Arbejdstilsynet varetager opgaven som kontrolmyndighed efter denne lov, medmindre andet følger af stk. 2.
Stk. 2. Hvis der i eller i medfør af anden lovgivning er fastsat andre regler på baggrund af produktets anvendelse, funktion eller særlige placering, er det den relevante kontrolmyndighed, der påser overholdelsen af denne lovgivning. Den minister, under hvem reglerne hører, kan fastsætte regler om sagsbehandling og klageadgang, der afviger fra bestemmelserne i denne lov.
Beskæftigelsesministeren kan efter ansøgning udpege private og offentlige virksomheder samt offentlige myndigheder til som bemyndiget organ m.v. at gennemføre godkendelses- og kontrolopgaver i henhold til direktiverne i § 2.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udpegning, herunder akkreditering, om tilsyn og kontrol med udpegede virksomheder og myndigheder og om, hvilke opgaver den udpegede skal udføre.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyrer, herunder om opkrævning og indbetaling til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved behandling af ansøgninger om bemyndigelse til godkendelses- og kontrolopgaver samt om ændringer deraf, jf. stk. 1.
Stk. 4. Gebyrer til Arbejdstilsynet efter regler udstedt i medfør af stk. 3, der ikke betales rettidigt, forrentes med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.
Stk. 5. Gebyrer til Arbejdstilsynet efter regler udstedt i medfør af stk. 3 reguleres med det generelle pris- og lønindeks.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for at gennemføre og håndhæve retsakter vedtaget af Den Europæiske Unions institutioner vedrørende produkter omfattet af denne lov.
Stk. 2. Arbejdsmiljørådet udtaler sig om og giver forslag til lovændringer og nye regler på områder efter denne lov, der henhører under beskæftigelsesministeren. Ved udarbejdelse af regler i henhold til bemyndigelse til beskæftigelsesministeren i denne lov skal Arbejdsmiljørådet medvirke gennem repræsentanter udpeget af rådet inden for eller uden for dettes medlemskreds. Endvidere skal rådets udtalelse indhentes, forinden reglerne fastsættes.
Stk. 3. Hvis et produkt på grund af produktets anvendelse, funktion eller særlige placering henhører under en anden minister, fastsættes reglerne af den pågældende minister eller af den, som den pågældende minister bemyndiger hertil.
Beskæftigelsesministeren kan bemyndige direktøren for Arbejdstilsynet til at udøve de beføjelser, der ved denne lov er tillagt beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at de opgaver, som Arbejdstilsynet har efter denne lov, i nærmere angivet omfang delegeres til anden offentlig myndighed eller privat institution.
Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med en anden minister henlægge beføjelser, der i denne lov er tillagt beskæftigelsesministeren, til den pågældende minister.
Klage over afgørelser truffet af bemyndigede organer m.v. udpeget af beskæftigelsesministeren, jf. § 20, kan indbringes for Arbejdstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, som
overtræder § 4, stk. 1 og 2, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1 og 2, § 9, stk. 1 og 2, eller § 14, stk. 1, eller overtræder Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 eller
ikke efterkommer påbud eller forbud efter denne lov eller ikke efterkommer afgørelser, herunder påbud eller forbud efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93.
Stk. 2. Ved straffens udmåling efter stk. 1 skal det betragtes som en skærpende omstændighed,
at der ved overtrædelsen er sket personskade eller fremkaldt fare herfor, jf. dog stk. 3,
at der tidligere er afgivet påbud eller forbud efter denne lov eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 om overtrædelse af denne lov eller forordningen om samme eller tilsvarende forhold,
at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller
at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Stk. 3. Ved straffens udmåling efter stk. 1 skal det betragtes som en særlig skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge.
Stk. 4. I regler, der udstedes i henhold til denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 5. Er der ved en eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse af regler omfattet af denne lov, regler udstedt i medfør af denne lov eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765/2008/EF af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93.
De udpegninger af private virksomheder og offentlige myndigheder til at gennemføre godkendelses- og kontrolopgaver i henhold til Den Europæiske Unions retsakter, der er foretaget efter § 74, stk. 6, i lov om arbejdsmiljø, er fortsat gældende efter ikrafttrædelsen af denne lov.
Stk. 2. Klage over en afgørelse truffet før den 1. juli 2013 af en privat virksomhed eller en offentlig myndighed udpeget i medfør af § 74, stk. 6, i lov om arbejdsmiljø kan indbringes for Arbejdstilsynet efter § 81 b, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø. Klager over afgørelser truffet efter den 1. juli 2013 behandles efter § 26 i denne lov.
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, som ændret ved lov nr. 1538 af 21. december 2010 og lov nr. 597 af 14. juni 2011, foretages følgende ændringer:
I fodnoten til lovens titel ændres »EF-Tidende 2003, L 299, s. 9,« til: »EU-Tidende 2003, L 299, s. 9, samt«.
I fodnoten til lovens titel udgår », samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv nr. 95/16/EF (omarbejdning), EU-Tidende 2006, L 157, s. 24«.
I § 30, stk. 1, ændres »eller andre tekniske hjælpemidler« til: », byggevarer, andre tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler«.
I § 45, stk. 1, ændres »og andre tekniske hjælpemidler« til: », byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler«.
§ 74, stk. 6, ophæves.
Stk. 7-10 bliver herefter stk. 6-9.
I § 74, stk. 7, nr. 3, som bliver stk. 6, nr. 3, udgår »og 6«.
I § 74, stk. 8 og 9, der bliver stk. 7 og 8, ændres »efter stk. 7« til: »efter stk. 6«.
Givet på Christiansborg Slot, den 20. februar 2013
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins
/ Mette Frederiksen
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/127/EF af 21. oktober 2009 om ændring af direktiv 2006/42/EF for så vidt angår pesticidudbringningsmaskiner, EU-Tidende 2009, nr. L 310, side 29, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære, EU-Tidende 1994, nr. L 100, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer, EU-Tidende 1995, nr. L 213, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/9/EF af 20. marts 2000 om tovbaneanlæg til personbefordring, EU-Tidende 2000, nr. L 106, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/23/EF af 29. maj 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr, EU-Tidende 1997, nr. L 181, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/EØF og 1999/36/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 165, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/105/EF af 16. september 2009 om simple trykbeholdere, EU-Tidende 2009, nr. L 264, side 12, Rådets direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 1975, nr. L 147, side 40, som ændret ved Kommissionens direktiv 2008/47/EF af 8. april 2008 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Rådets direktiv 75/324/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 2008, nr. L 96, side 15, og Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler, EU-Tidende 1989, nr. L 399, side 18, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/58/EF af 3. september 1996 om ændring af direktiv 89/686/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler, EU-Tidende 1996, nr. L 236, side 44.
Givet på Christiansborg Slot, den 20. februar 2013
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins
/ Mette Frederiksen
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/127/EF af 21. oktober 2009 om ændring af direktiv 2006/42/EF for så vidt angår pesticidudbringningsmaskiner, EU-Tidende 2009, nr. L 310, side 29, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF af 23. marts 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære, EU-Tidende 1994, nr. L 100, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/16/EF af 29. juni 1995 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elevatorer, EU-Tidende 1995, nr. L 213, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/9/EF af 20. marts 2000 om tovbaneanlæg til personbefordring, EU-Tidende 2000, nr. L 106, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/23/EF af 29. maj 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr, EU-Tidende 1997, nr. L 181, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/35/EU af 16. juni 2010 om transportabelt trykbærende udstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 76/767/EØF, 84/525/EØF, 84/526/EØF, 84/527/EØF og 1999/36/EF, EU-Tidende 2010, nr. L 165, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/105/EF af 16. september 2009 om simple trykbeholdere, EU-Tidende 2009, nr. L 264, side 12, Rådets direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 1975, nr. L 147, side 40, som ændret ved Kommissionens direktiv 2008/47/EF af 8. april 2008 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Rådets direktiv 75/324/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 2008, nr. L 96, side 15, og Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler, EU-Tidende 1989, nr. L 399, side 18, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/58/EF af 3. september 1996 om ændring af direktiv 89/686/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler, EU-Tidende 1996, nr. L 236, side 44.
