Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende markedsføringslovs § 2 og angiver lovens anvendelsesområde. Bestemmelsen er
ikke en gennemførsel af EU-regler.
Det følger af den foreslåede stk. 1, at loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, i det omfang
der udbydes produkter på markedet. Det indebærer, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed er omfattet af loven, dvs. alle
handlinger fra den indledende reklame over produktion, distribution og salg og til den efterfølgende service og inkasso. Det er
uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller søger at opnå personlig økonomisk vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed.
Hermed forstås, at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed inden for handel, industri, håndværk, landbrug, transport,
liberale erhverv og anden form for virksomhed på arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
Begrebet erhvervsdrivende, der er defineret i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 2, og anvendes i flere af lovforslagets bestemmelser,
skal fortolkes i overensstemmelse med privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på
markedet.
Handlinger, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet, såfremt de kan siges at være udslag af
erhvervsvirksomhed.
For så vidt angår handlinger, der foretages af en almennyttig forening, vil det bero på en konkret vurdering, om den pågældende
aktivitet kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed. Hvis en forening driver forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser,
driver butikker m.v., eller hvor f.eks. en fagforening varetager sine medlemmers interesser ved levering af tjenesteydelser i form
af individuel juridisk rådgivning og faglig bistand, eller salg af forsikringer og rabatordninger m.v. vil disse aktiviteter som
udgangspunkt blive anset for at være erhvervsvirksomhed omfattet af lovens anvendelsesområde. Derimod kan en fagforenings
traditionelle kernevirksomhed – indgåelse af kollektive overenskomster om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et
fagområde – ikke anses for handlinger i erhvervsøjemed og disse aktiviteter er derfor ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Det afgørende er, om den almennyttige forening træder ind på et kommercielt marked. Det er således karakteren af den konkrete
aktivitet, der skal lægges vægt på, og ikke hvem der formelt set står bag aktiviteten.
Almennyttige foreningers hvervning af medlemmer, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde. Hvis hvervning af medlemmerne sker
til en forening, som i almindelighed driver virksomhed i erhvervsøjemed, er medlemshvervningen derimod omfattet af lovens
anvendelsesområde. Der er tale om en samlet konkret vurdering, hvori bl.a. de vedtægtsbestemte formål indgår.
Almennyttige foreninger er endvidere til enhver tid underlagt de gældende foreningsretlige principper.
Det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til borgerne kan ligeledes falde inden for markedsføringslovens
anvendelsesområde, såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår. Det kan være ydelser inden for undervisningsområdet, som
undervisning på skoler og i gymnasier, ydelser inden for socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje, og ydelser inden for
sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling.
Det gælder således, at alle udbydere på et marked, hvad enten de er offentlige eller private, er underlagt samme grundvilkår.
Mange service- og velfærdsydelser udbydes af egentlige erhvervsvirksomheder, som klart er omfattet af markedsføringsloven. Hertil
kommer en lang række private institutioner, hvis aktiviteter også falder ind under den brede fortolkning af begrebet privat
erhvervsvirksomhed, og som derfor også falder ind under lovens anvendelsesområde.
Det afgørende kriterium for, hvornår offentlig virksomhed bliver omfattet af markedsføringsloven, er, at udbuddet af produkter
sker på et marked/markedslignende vilkår, herunder kan der lægges vægt på, om der indgår betaling, og om udbuddet sker i
konkurrence mellem offentlige institutioner og private virksomheder.
Loven finder endvidere anvendelse på udbud af service- og velfærdsydelser i de tilfælde, hvor der kun findes offentlige udbydere,
såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår. Det skyldes, at det er uden betydning for modtageren af ydelsen, om leverandøren
af en ydelse er en privat virksomhed eller en offentlig institution.
Det bemærkes, at offentlige udbydere desuden er omfattet af de forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og kravet om
overholdelse af god forvaltningsskik.
Markedsføringsloven finder i overensstemmelse med de folkeretlige jurisdiktionsprincipper, som udgangspunkt anvendelse, når
erhvervsdrivende markedsfører sig på det danske marked. Det afgørende for, om markedsføringsloven finder anvendelse er efter det
såkaldte virkningsprincip, om den erhvervsdrivendes markedsføring retter sig mod det danske marked,. Det er således uden
betydning, om den pågældende erhvervsdrivende er etableret i Danmark eller i udlandet.
Der gælder dog særlige regler, når erhvervsdrivende etableret i ét EU/EØS-land via internettet eller andre online tjenester retter
deres markedsføring mod privatpersoner bosat i et andet EU/EØS-land. I de tilfælde gælder der som udgangspunkt et afsender-
landsprincip, jf. e-handelslovens §§ 3-4. Når afsenderlandsprincippet finder anvendelse, betyder det, at erhvervsdrivendes
markedsføring som udgangspunkt blot skal overholde den offentligretlige lovgivning, herunder markedsføringslovgivningen, som
gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
Når f.eks. en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere, skal markedsføringen som
udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov. Tilsvarende skal en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på
internettet over for privatpersoner bosat i andre EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske markedsføringslov.
Det følger af den foreslåede stk. 2, at virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed undtages fra enkelte af lovens
bestemmelser i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område. Det drejer sig om § 3 om god
markedsføringsskik, § 4 om god erhvervsskik, § 9 om former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive og
§ 14 om oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v.
Det følger af den foreslåede stk. 3, at lovforslagets § 15 om faktureringspligt for regningsarbejde og lovforslagets § 15 om
gebyrer ikke finder anvendelse på virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
§ 2
Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indeholder den centrale begrebsterminologi, der anvendes i lovforslaget.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer af retstilstanden.
Bestemmelsens nr. 1-12 gennemfører artikel 2, litra a – l, i direktivet om urimelig handelspraksis. Bestemmelsens nr. 14
gennemfører artikel 2, litra f, i e-databeskyttelsesdirektivet. Bestemmelsens nr. 15 gennemfører artikel 2, litra h, i
e-databeskyttelsesdirektivet.
Bestemmelsens nr. 13 er ikke en gennemførsel af EU-regler. Bestemmelsen er en national regel og indeholder definitionen på et
gebyr i markedsføringslovens forstand.
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse. Definitionen af en købsopfordring fremgår i dag
af lovteksten til markedsføringslovens § 12 a, stk. 3, og definitionen af gebyr fremgår i dag af markedsføringslovens § 13, stk.
7.
Visse af de øvrige definitioner findes i dag i bemærkningerne til markedsføringsloven, jf. lov nr. 1547 af 20. december 2006, FT
2006-2007, Tillæg A, sp. 2. Det gælder definitionerne af forbruger, handelspraksis, væsentlig forvridning af forbrugernes
økonomiske adfærd, erhvervsmæssig diligenspligt og transaktionsbeslutning. Definitionen af elektronisk post fremgår af
bemærkningerne til lov nr. 450 af 10. juni 2003, FT 2003-2004, Tillæg A, sp. 6696.
Begrebet erhvervsdrivende er i dag gennemført i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af 21. december 2005, jf. denne lovs § 2,
stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven finder anvendelse på privat virksomhed, samt offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes
varer og tjenesteydelser på markedet.
Definitionen af et produkt er anvendt i lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1,
finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller
tjenesteydelser på markedet. Det lægges i dag til grund, at denne fortolkning svarer til definitionen af produkt i direktivet om
urimelig handelspraksis artikel 2, litra c.
Definitionen af adfærdskodeks, kodeksindehaver, lovregulerede erhverv og samtykke findes ikke i den gældende lov.
Det foreslås i § 2, nr. 1 at definere begrebet forbruger som fysiske og juridiske personer, der hovedsageligt handler uden for
deres erhverv. Definitionen svarer til det almindelige, danske civilretlige forbrugerbegreb, se nærmere betænkning nr. 1540 (2013)
om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder, side 84 ff. Dette begreb anvendes på tværs af den danske
forbrugerlovgivning. Definitionen af en forbruger i direktivet om urimelig handelspraksis, som omfatter fysiske personer, der ikke
udøver virksomhed som handlende, håndværker, industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, er indeholdt i den anvendte
civilretlige definition.
Det foreslås i § 2, nr. 2 at definere begrebet erhvervsdrivende som en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som
handlende, håndværkere eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn
eller på en erhvervsdrivendes vegne.
En erhvervsdrivende er således et bredt defineret begreb, der skal forstås som fysiske eller juridiske personer, der udøver privat
erhvervsvirksomhed og offentlig erhvervsvirksomhed, som kan sidestilles hermed.
Erhvervsdrivende og de, der handler på vegne af disse eller i deres navn udøver privat erhvervsvirksomhed. Det samme gælder f.eks.
tilfælde, hvor en erhvervsdrivende betaler nogen for at markedsføre sine produkter.
Bedømmelsen af om en fysisk person kan anses for at udøve erhvervsvirksomhed beror på en samlet vurdering af den pågældendes
forhold. Det kræves ikke, at vedkommende udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende eller har fast forretningssted. Det er
heller ikke afgørende, om der tilsigtes opnået en gevinst ved virksomheden, men denne må dog have et vist omfang og være af en vis
varighed.
Personer, der f.eks. fra deres hjem sælger produkter via internettet, og som søger en profit og/eller køber produkter med henblik
på at sælge dem videre til en højere pris, vil efter en konkret vurdering også kunne blive anset for at udøve privat
erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i § 2, nr. 3 at definere begrebet produkt som en vare eller en tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og
pligter.
Markedsføringsloven omfatter således alle produkter, bortset fra dem, der eksplicit er undtaget lovens anvendelsesområde, jf. § 1.
Det vil f.eks. sige, at bestemmelsen om gebyrer i § 16 ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder.
Det foreslås i § 2, nr. 4 at definere begrebet handelspraksis, som enhver handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling,
kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til
promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion.
Der er tale om en meget bred definition. En erhvervsdrivendes vejledning om et produkt er f.eks. omfattet. Det gælder også
salgsfremmende foranstaltninger, som konkurrencer og rabatordninger, jf. betegnelsen med direkte relation til promovering.
Handelspraksis udspiller sig således ikke alene på markedsførings-, salgs, eller leveringstidspunktet, men også i tiden efter
salget. F.eks. vil inkassoaktiviteter, eftersalgsservice og opkrævning af omkostninger i forhold til at skifte leverandør også
kunne være omfattet af begrebet handelspraksis og dermed falde ind under reglerne i markedsføringsloven. Dette er f.eks. kommet
til udtryk i EU-Domstolens afgørelse i C-388/13, Hatóság mod UPC Magyarország, hvoraf det fremgår, at eftersalgsservice er
omfattet af begrebet handelspraksis.
Handelspraksis kan ud fra en konkret vurdering også omfatte imagemarkedsføring. Imagemarkedsføring kan f.eks. være branding af en
virksomhed eller gennemførelse af CSR-initiativer, der skal virke positivt på selve virksomhedens omdømme, men som ikke direkte
relaterer sig til virksomhedens produkter. En virksomheds omdømme er en uhåndgribelig værdi, som kan give virksomheden en
konkurrencemæssig fordel, fordi virksomheden typisk vil blive opfattet som pålidelig, troværdig og ansvarlig. Et godt
virksomhedsomdømme kan forøge virksomhedens indtægter, fordi det kan fastholde eller tiltrække forbrugerne til at købe
virksomhedens produkter. Imagemarkedsføring kan derfor have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde er tale om en
handelspraksis. Hvis en erhvervsdrivende i en annonce oplyser, at denne bygger skoler i et tredjeverdensland eller støtter det
lokale sportsmiljø, vil dette være imagemarkedsføring omfattet af begrebet handelspraksis.
Det foreslås i § 2, nr. 5 at begrebet transaktionsbeslutning defineres som en beslutning, der træffes af en forbruger, om
hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et
produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en
transaktion eller ej. Begrebet dækker således et bredt udsnit af beslutninger, som en forbruger træffer i relation til et produkt.
De fleste almindelige handlinger, forbrugeren udfører forud for et køb, skal betragtes som transaktionsbeslutninger. Der kan bl.a.
være tale om beslutningen om at begive sig hen til en butik, beslutningen om at gå ind i en butik, f.eks. efter at have set et
skilt i butiksvinduet eller på gaden, eller beslutningen om at lade en erhvervsdrivende fremvise en vare. Det kan også være at
klikke sig ind på den erhvervsdrivendes hjemmeside, f.eks. efter at have set en bannerreklame, og beslutningen om at bruge mere
tid på internettet på potentielt at bestille et produkt. En beslutning om ikke at skifte til et andet produkt eller en anden
udbyder er også en transaktionsbeslutning.
Transaktionsbeslutninger kan også være beslutninger, som forbrugerne træffer efter at have købt en vare eller indgået aftale om
eller tegnet abonnement på en tjenesteydelse. Den vigtigste kategori af beslutninger efter køb er de beslutninger, der drejer sig
om forbrugerens udøvelse af sine kontraktlige rettigheder, f.eks. retten til at hæve købet eller opsige en kontrakt eller retten
til at bytte varen eller skifte til en anden udbyder.
En forbrugers købsbeslutning skal f.eks. betragtes som en transaktionsbeslutning, selvom købsbeslutningen ikke fører til eller
efterfølges af, at der indgås en gyldig transaktion mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. Det er således ikke en betingelse,
at der indgås en bindende købsaftale i aftaleretlig forstand. Beslutningen om ikke at købe et produkt er således også en
transaktionsbeslutning.
Det foreslås i § 2, nr. 6 at definere begrebet væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd som anvendelse af en
handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en
transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have truffet.
Det er et krav, at der er tale om en påvirkning, der er mærkbar nok til at ændre gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning,
således at forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som forbrugeren ellers ikke ville have truffet. Det vil derfor være
afgørende for, at en handelspraksis er omfattet af begrebet, at den pågældende handelspraksis er egnet til mærkbart at påvirke
forbrugerens transaktionsbeslutning.
Det foreslås i § 2, nr. 7 at definere begrebet adfærdskodeks som en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller
administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at
overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
Den foreslåede markedsføringslov indeholder ingen særlige bestemmelser om eller krav til et adfærdskodeks’ indhold, men slår i den
foreslåede § 5, stk. 2, nr. 9, fast, at der ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende vildleder forbrugere skal tages hensyn til
den erhvervsdrivendes forpligtelser til at følge adfærdskodeks, som den erhvervsdrivende angiver at være bundet af.
Et adfærdskodeks er f.eks. retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.
Ud over den foreslåede bestemmelse om vildledende handlinger, indeholder lovens bilag 1 også bestemmelser, der forbyder
erhvervsdrivende at hævde at have underskrevet et adfærdskodeks, når dette ikke er tilfældet, eller at et adfærdskodeks er
underskrevet af en myndighed, når det ikke er tilfældet, jf. bilagets nr. 1 og 3.
Det foreslås i § 2, nr. 8 at definere begrebet kodeksindehaver som et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af
erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af et adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen
overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til dette. Kodeksindehavere kan f.eks. være brancheforeninger, der har
etiske regler for deres medlemmer, Alkoholreklamenævnet, Læskedrikreklamenævnet og Forum for Fødevarereklamer.
Det foreslås i § 2, nr. 9 at definere begrebet god erhvervsskik. Begrebet dækker over standarden for de særlige færdigheder og den
omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til
hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det
samme som begrebet erhvervsmæssig diligenspligt, der benyttes i direktivet om urimelig handelspraksis.
Der er ikke tale om et fast begreb, men om en dynamisk standard, der kan variere fra branche til branche.
Det foreslås i § 2, nr. 10 at definere begrebet købsopfordring som en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og
pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren
sættes i stand til at foretage et køb. Den kommercielle kommunikation skal således indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at
forbrugeren kan træffe en købsbeslutning, før der er tale om en købsopfordring.
Det beror på en konkret vurdering, om omtalen af produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig og har en sådan karakter og
detaljeringsgrad til, at der foreligger en købsopfordring. I vurderingen indgår bl.a. produktets art. Ved komplicerede produkter,
som f.eks. forsikringsaftaler, vil kravene til omtalen af produktets karakteristika således være større, for at der foreligger en
købsopfordring, end ved ukomplicerede produkter, som f.eks. en liter mælk.
Udstilling af eller mundtlig fremhævelse af en specifik vare med oplysning om prisen vil ofte være tilstrækkelig til, at der er
tale om en købsopfordring. EU-Domstolen har i dommen C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB, udtalt, at en
præsentation i ord og billeder kan gøre det muligt for forbrugeren at danne sig et indtryk af produktets art og karakteristika med
henblik på at træffe en transaktionsbeslutning, herunder i tilfælde, hvor den samme præsentation beskriver et produkt, der udbydes
i flere udformninger.
Markedsføring af en virksomhed eller et varemærke, som ikke indeholder omtale af specifikke produkter, som f.eks. Køb bøger på
voresboghandel.dk eller Kom ind og prøvekør en af vores nyindkøbte biler hos Bilforhandleren er ikke købsopfordringer. Reklamer,
hvor en ny vareserie lanceres uden præciserende oplysninger om de enkelte produkter anses som udgangspunkt heller ikke for
købsopfordringer. Ved omtale af et helt specifikt produkt vil der kunne foreligge en købsopfordring, hvis omtalen af det
pågældende produkt indeholder faktuelle oplysninger samt pris.
Hvorvidt oplysningen om produktets karakteristika og pris er tilstrækkelige til at forbrugeren kan træffe en købsbeslutning,
afhænger endvidere af det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel og mediets art indgår derfor i den samlede vurdering af,
hvorvidt der foreligger en købsopfordring. I den forbindelse kan der f.eks. ligges vægt på varigheden, synligheden og størrelsen
af oplysningerne i forhold til, hvilket medie, oplysningerne bringes i.
Det må dernæst vurderes, om oplysningerne om produktets oplyste karakteristika og pris har en sådan karakter og detaljeringsgrad,
at forbrugeren kan foretage et køb.
Det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB, at der foreligger en
købsopfordring, når oplysningerne vedrørende det annoncerede produkt og dets pris er tilstrækkelige til, at forbrugeren kan træffe
en transaktionsbeslutning, uden at det er nødvendigt, at den kommercielle kommunikation ligeledes giver en faktisk mulighed for at
købe produktet, eller at den kommercielle kommunikation forekommer i forbindelse med en sådan mulighed.
Det er derfor ikke en betingelse, at den kommercielle kommunikation indeholder en bestillingskupon, et telefonnummer eller
lignende, for at der foreligger en købsopfordring. Tilsvarende kan det heller ikke kræves, at en annonce på internettet er
forbundet med en bestillingsfacilitet, hvor forbrugeren kan erhverve produktet, som den kommercielle kommunikation omhandler.
Det foreslås i nr. 11 at definere begrebet utilbørlig påvirkning som udnyttelse af en magtposition i forhold til forbrugeren til
at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til
at træffe en informeret beslutning.
Det foreslås i nr. 12 at definere begrebet lovregulerede erhverv som en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der
enten direkte eller indirekte ifølge lov eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at
optage eller udøve denne virksomhed eller en form heraf.
Et erhverv er lovreguleret, hvis man f.eks. skal have en bestemt autorisation, bestå bestemte eksamener eller registreres hos en
faglig organisation, inden man kan udøve det. Eksempler på lovregulerede erhverv er bl.a. VVS-installatører, elektrikere og
advokater.
Det foreslås i nr. 13 at definere begrebet gebyr som en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig
til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
Det afgørende er ikke, hvordan omkostningen betegnes i aftalen, men om den har en sådan karakter, at den falder ind under
definitionen. Som eksempel på gebyrer kan nævnes faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og opsigelsesgebyrer.
Gebyrer kan både være tvungne eller valgfrie. Det omhandler f.eks. betalinger for en ydelse, som direkte eller indirekte knytter
sig til erhvervelsen eller leveringen af et produkt.
Det foreslås i nr. 14 at definere begrebet samtykke. Ved et samtykke skal forstås enhver frivillig, specifik og informeret
viljestilkendegivelse.
Definitionen af et samtykke er ikke særlig knyttet til kommunikation til direkte markedsføringsformål og begrebet samtykke skal
forstås i overensstemmelse med persondatalovens § 3, nr. 8. I relation til markedsføring er det afgørende, at samtykke kan gives
ved ethvert passende middel, der muliggør en frit givet, specifik og informeret angivelse af brugerens ønsker.
Der er ikke nogen formkrav i forhold til afgivelse af samtykke. Samtykket kan gives såvel skriftligt som mundtligt, ligesom
samtykket også vil kunne gives digitalt. Bevisbyrden for, at der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den
erhvervsdrivende.
Et samtykke skal være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, at der gives samtykke, og hvad det er,
der gives samtykke til. Den erhvervsdrivende må således sikre sig, at den der afgiver samtykket, har tilstrækkelig information
til, at den pågældende kan vurdere, om den pågældende ønsker at afgive et samtykke. Heri ligger, at samtykket skal være udtryk for
et aktivt tilvalg for den, der afgiver samtykket. Det vil således ikke være i overensstemmelse med kravet, hvis et
afkrydsningsfelt er forhåndsafkrydset med en tekst om, at man giver sit samtykke til at modtage markedsføring. Hvis et samtykke
indhentes i forbindelse med f.eks. en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse, skal det være klart for forbrugerne, at der
samtidig med deltagelsen i konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
Det er et krav, at et samtykke er givet frivilligt.
Samtykket skal desuden være specifikt for at være gyldigt. Med andre ord accepteres et generelt samtykke uden nærmere angivelse af
det præcise formål med anvendelsen af samtykket ikke.
Det betyder, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til, hvem det er, der meddeles samtykke
til og hvilken kommunikationsform, der afgives samtykke til at anvende. Det betyder, at hvis forbrugeren har givet samtykke til at
modtage markedsføring via sms, kan den erhvervsdrivende ikke sende e-mails til forbrugeren.
Kravet om, at samtykket skal være specifikt, medfører endvidere, at de produkter, eller de kategorier af produkter, der kan blive
sendt markedsføring om, klart skal oplyses over for modtageren. Formålet kan dog formuleres forholdsvis bredt. Det vil f.eks. være
muligt for en supermarkedskæde at indhente samtykke til markedsføring inden for vores produktsortiment.
Den der afgiver samtykket, skal være klar over, hvilke(n) virksomhed(er) der afgives samtykke til at modtage
markedsføringsmateriale fra. Øvrige koncernselskaber betragtes i denne forbindelse ikke som samme virksomhed og vil således ikke
være omfattede at det givne samtykke, medmindre det eksplicit oplyses, at der også gives samtykke til disse selskaber.
Et samtykke givet til en konkret, navngivet erhvervsdrivende, vil ikke kunne overdrages til en anden erhvervsdrivende til
markedsføring, medmindre der er tale om, at den anden erhvervsdrivende har overtaget den pågældende forretningsaktivitet og i
øvrigt kun markedsfører sig inden for samtykkets rammer. En virksomhed kan således kun succedere i en anden virksomheds ret til at
bruge et samtykke, hvis virksomhedernes aktiver og passiver overtages. En virksomhed kan ikke benytte et samtykkeregister, der er
købt af et konkursbo, uden at virksomheden i øvrigt har overtaget den forretningsaktivitet, som samtykkeregisteret er knyttet til.
Hvis man som erhvervsdrivende ønsker at videregive oplysninger, skal der i forbindelse med indhentelsen af samtykket, også anmodes
om samtykke til at videregive oplysninger til specifikke tredjemænd. Den information, der gives til kunden, skal oplyse
formålet(ene) og de produkter eller de kategorier af produkter, for hvilke de pågældende tredjeparter vil sende markedsføring.
Et samtykke skal kunne tilbagekaldes let og gebyrfrit på et hvilket som helst tidspunkt, jf. § 10, stk. 1. Virkningen heraf vil i
givet fald være, at den erhvervsdrivende fra det tidspunkt tilbagekaldelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, ikke længere
kan fremsende markedsføring via elektronisk post til den pågældende.
Det foreslås i nr. 15 at definere begrebet elektronisk post. Ved elektronisk post forstås enhver meddelelse i form af tekst,
stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i
modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
Denne definition er teknologineutral og skal fortolkes bredt. Formålet er at sikre, at brugere af offentligt tilgængelige
elektroniske kommunikationstjenester opnår den samme beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, uanset hvilken
teknologi tjenesterne baserer sig på.
Om en henvendelse er omfattet af begrebet elektronisk post, beror på en konkret vurdering. For det første skal meddelelsen sendes
via et offentligt kommunikationsnet. Hvis kommunikationen sker via en tjeneste på internettet, der ikke på forhånd er afgrænset
til en bestemt kreds af slutbrugere, vil meddelelsen være sendt via et offentligt kommunikationsnet.
For det andet skal meddelelsen lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil den hentes af modtageren.
For det tredje skal meddelelsen sendes til brugeren via et offentligt kommunikationsnet. Heri indlægges den forudsætning, at
meddelelsen sendes til en bestemt modtagers elektroniske adresse.
E-mails, sms, mms og andre lignende applikationer, der benyttes til at sende beskeder, hvori billeder, lyd og tekst f.eks. kan
kombineres, via internettet eller mobiltelefoni er omfattet af begrebet elektronisk post. Det samme gør sig gældende for online
e-mailtjenester, som f.eks. g-mail.com og hotmail.com.
Listen er ikke udtømmende, og begrebet elektronisk post er et dynamisk begreb, der til enhver tid skal ses i lyset af
markedsudviklingen og den teknologiske udvikling.
Markedsføring, der er afhængige af, at modtageren er online, og som forsvinder af sig selv, når modtageren ikke længere er online
(f.eks. pop-up reklamer og reklamer via ens news feed), er ikke omfattet af definitionen elektronisk post. Denne form for
markedsføring kan efter omstændighederne falde ind under den foreslåede § 10, stk. 4.
§ 3
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 er en videreførelse af den del af generalklausulen i den gældende lovs § 1, stk. 1, som angår
forhold, der ikke påvirker forbrugernes økonomiske interesser, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 er med enkelte sproglige tilpasninger en videreførelse af den gældende lovs § 8, stk. 1, for så
vidt angår forhold, der ikke påvirker forbrugernes økonomiske interesser, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er ny og angiver, hvornår § 3, stk. 1 og 2, finder anvendelse i forhold til det foreslåede
kapitel 2, herunder § 4 om god erhvervsskik.
I bestemmelsen anvendes generelt begrebet handelspraksis i stedet for markedsføring, der anvendes i bestemmelsen i dag. Der er
alene tale om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring i den gældende markedsføringslov blev anset for at dække over det
samme som begrebet handelspraksis.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden. Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensynstagen til forbrugere, erhvervsdrivende
og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3. Stk. 1 finder således anvendelse i forhold mellem to erhvervsdrivende og i forhold
mellem erhvervsdrivende og forbrugere, hvor der ikke sker en påvirkning af forbrugernes økonomiske interesser.
Forhold, hvor forbrugernes økonomiske interesser påvirkes, er i stedet som udgangspunkt udelukkende omfattet af bestemmelsen om
god erhvervsskik i § 4 og de øvrige bestemmelser i kapitel 2, jf. dog stk. 3.
Stk. 1 gælder således i forholdet mellem erhvervsdrivende, hvor det primære sigte er at beskytte konkurrenters økonomiske
interesser, eller forhold som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende. Forhold, som udelukkende vedrører konkurrenternes
økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende, kan eksempelvis være kommerciel kommunikation til
investorer og virksomhedspromoverende litteratur, der ikke direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse
med produkter.
EU-Domstolen har dog anlagt en forholdsvis bred fortolkning af, hvornår forbrugernes økonomiske interesser er omfattet af sager
mellem erhvervsdrivende, jf. sagerne C-304/08, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV mod Plus Warenhandelsgesellschaft
mbH og C-540/08, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. Kg mod Österreich-Zeitungsverlag GmbH, hvilket vil kunne
få betydning for, om en konkret sag skal vurderes efter lovforslagets § 3 eller § 4
Kravet i stk. 1 om god markedsføringsskik beskytter bl.a. de erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence fra andre erhvervsdrivende,
herunder mod efterligning, snyltning eller anden udnyttelse af andres indsats samt krænkelser af andre virksomheders rettigheder
til navn, design og erhvervshemmeligheder, i det omfang rettighederne ikke er beskyttet af anden lovgivning. Stk. 1 benyttes
ligeledes til at beskytte virksomheder mod nedsættende omtale og renommesnylteri fra deres konkurrenters side.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse på forhold vedrørende smag og anstændighed. Hensynet til smag og anstændighed skal
forstås i en bred samfundsmæssig kontekst og beskytter bl.a. forbrugerne mod handelspraksis, som krænker almene samfundshensyn.
Bestemmelsen omfatter endvidere beskyttelse mod handelspraksis som krænker forbrugerens personlige integritet, privatlivets fred,
eller som er påtrængende, udnyttende, generende eller på anden måde krænkende. Der kan f.eks. være tale om uretmæssig brug af en
forbrugers billede eller navn. Det kan endvidere være handelspraksis, der strider mod social ansvarlighed, diskriminerer eller
tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet eller handelspraksis der spiller på frygt, sygdom, ulykke og
overtro eller tilskynder til vold eller anden farlig adfærd. Forbrugerombudsmanden har eksempelvis udstedt retningslinjer for hvad
der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse anses for god markedsføringsskik i forhold til kønsrelateret reklame. Bestemmelsen i
stk. 1 vil ligeledes fortsat omfatte uetisk handelspraksis. Som eksempel på uetisk markedsføring kan nævnes en kampagne, hvor der
på hjemmesiden for et fiktivt advokatfirma blev henvist til metoder, som ikke ville være lovlige efter dansk ret.
For så vidt angår hensynet til beskyttelse af sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter kan god skik-kravet f.eks. beskytte
forbrugerne i relation til markedsføring af alkohol, tobak og lægemidler.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis forholdet omhandler aftaleretten, herunder særligt om kontrakters gyldighed,
indgåelse, virkning og urimelige aftalevilkår. Det gælder f.eks. urimelige kontraktvilkår, hvor den erhvervsdrivende ensidigt
forrykker balancen i forholdet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren. F.eks. vil inkassovirksomheders anvendelse af
standardvilkår, i strid med reglerne i renteloven, jf. Højesterets dom i UfR 2013.2941H, eller standardvilkår med
bindingsperioder, der er i strid med reglerne i forbrugeraftaleloven, være omfattet af bestemmelsen og således skulle leve op til
god skik-kravet.
En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil som udgangspunkt være i strid med god
markedsføringsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for
sådanne overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.
Bestemmelsen om god markedsføringsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed for at foretage en løbende normdannelse og
videreudvikling af retstilstanden, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik skal fortolkes i lyset af hensynet til at sikre velfungerende
markeder, herunder hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene
er principielt sideordnede, og de retshåndhævende myndigheder skal derfor foretage en konkret afvejning af hensynene på baggrund
af de konkrete omstændigheder i de enkelte sager, som forelægges til afgørelse.
Det foreslås i stk. 2, at handelspraksis, som er rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over for den
pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring
og kritiske sans, som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge.
Bestemmelsen er oprindelig baseret på reglerne i ICC-kodeks for reklamepraksis og praksis efter den gældende markedsføringslovs §
1.
Begrebet børn og unge dækker generelt personer op til 18 år, men markedsføringen vil skulle bedømmes i forhold til den konkrete
aldersgruppe, den henvender sig til. Det indebærer, at en reklame, der henvender sig til små børn, skal vurderes anderledes end en
reklame, der henvender sig til unge på 15-16 år.
Bestemmelsen kan ikke umiddelbart danne grundlag for egentlige forbud eller påbud og foreslås som den gældende § 8 heller ikke
strafbelagt. Bestemmelsen skal i stedet fungere som en referenceramme eller agtsomhedsnorm, som virksomhederne skal udforme deres
handelspraksis efter, og indebærer således en generel skærpelse af de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven.
§ 3, stk. 2, finder som udgangspunkt ikke anvendelse på forhold omfattet af kapitel 2. I disse tilfælde finder § 4, stk. 3,
anvendelse. Såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed, sundhed
eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er
reguleret af aftaleretten finder § 3, stk. 2, dog anvendelse ved siden af kapitel 2.
Det særlige beskyttelsesniveau, som indføres med stk. 2 har baggrund i, at børn og unge ikke har de samme forudsætninger for at
gennemskue en given handelspraksis, og er lettere at påvirke, da de ikke har samme erfaring og kritiske sans som voksne
gennemsnitsforbrugere. Den foreslåede bestemmelse pålægger erhvervsdrivende, der henvender sig til børn og unge, at udforme deres
handelspraksis på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov, som denne målgruppe har. Det fremgår således af
bestemmelsen, at virksomheder, der udøver deres handelspraksis i forhold til børn og unge, ikke må udnytte den særlige godtroenhed
og mangel på erfaring, der karakteriserer denne målgruppe.
Bestemmelsen medfører, at man ved vurderingen af om en given handelspraksis er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, skal
tage højde for, at børn og unge lettere tager kommercielle udsagn for gode varer. Derfor skal beskrivelsen af et produkts
størrelse, værdi, art, holdbarhed eller præstation være mere præcis og realistisk end ved handelspraksis rettet mod voksne.
Bestemmelsen medfører endvidere, at erhvervsdrivende i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke må benytte referencer til sex i
forbindelse med handelspraksis rettet mod børn.
Det skærpede beskyttelsesniveau omhandler kun handelspraksis, der er rettet mod børn og unge. En erhvervsdrivendes handelspraksis
vil f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, hvis den erhvervsdrivendes hjemmeside i sig selv eller markedsføringen
af hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til børn og unge.
Handelspraksis, der ikke primært retter sig mod børn og unge, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen. Det gælder
uanset, om f.eks. reklamer optræder steder, hvor børn også færdes, f.eks. på metrostationer, ved busstoppesteder og på stadions
m.v. Konkrete forhold kan dog medføre, at en erhvervsdrivendes handelspraksis må anses for at være rettet mod børn og unge, selvom
dette ikke er den primære målgruppe. Det forhold, at en handelspraksis både appellerer til voksne og børn og unge udelukker
således ikke, at den pågældende handelspraksis kan anses for at være omfattet af bestemmelsen.
Der skal foretages en konkret helhedsvurdering fra sag til sag, hvor flere forskellige forhold kan være af betydning for, om en
handelspraksis kan siges at være rettet mod børn og unge. I vurderingen kan der bl.a. lægges vægt på den konkrete handelspraksis
udformning og indhold, hvor den konkrete handelspraksis optræder, det markedsførte produkt, og om der anvendes børn i den konkrete
handelspraksis.
En reklame, der bringes gennem et medie, som ikke primært retter sig mod børn og unge, f.eks. en fildelingstjeneste, vil alligevel
kunne anses for at være rettet mod børn og unge, hvis selve reklamen på grund af indholdet eller produktet, der reklameres for, må
anses for også at appellere særligt til børn og unge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det produkt, der reklameres for, er
legetøj, slik eller lignende, som særligt fanger børns interesse.
I tilfælde hvor den erhvervsdrivende med rimelighed må formode, at en given handelspraksis er egnet til væsentligt at påvirke børn
og unge, da de er særligt sårbare over for denne praksis, er det ikke en forudsætning, at den pågældende handelspraksis primært er
rettet mod børn og unge. I forhold til f.eks. markedsføring via internettet ses der i praksis forskellige eksempler på, at
erhvervsdrivende benytter et aldersfilter til at afskære børn og unge fra at få adgang til den pågældende hjemmeside. Sådanne
filtre vil indgå i den samlede vurdering af, om en hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der ikke foretages en
eller anden form for kontrol af de afgivne oplysninger, kan imidlertid kun tillægges en begrænset betydning. Et aldersfilter, hvor
man f.eks. blot skal indtaste sin fødselsdato eller svare ja eller nej til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen
yderligere kontrol af oplysningerne, vil således normalt ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at antage, at den pågældende
hjemmeside ikke retter sig mod børn og unge.
I forhold til blogs og lignende vil også bloggerens alder kunne tillægges betydning. F.eks. vil indholdet af en blog som
udgangspunkt blive anset for rettet mod børn og unge, hvis bloggeren er under 18 år, eller en ikke ubetydelig del af bloggerens
følgere m.v. ligeledes er under 18 år.
Det kan tillægges betydning, hvorvidt en virksomhed anvender tekniske foranstaltninger, som kan kontrollere alderen på brugerne af
det sociale medie, som markedsføringen bliver vist for. Hvis brugerne skal oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det
sociale medie, og det sociale medie på denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en aldersbegrænsning, når de
opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt kunne gå ud fra, at brugerne giver korrekt information om deres alder.
Erhvervsdrivende bør være tilbageholdende med at benytte pågående handelspraksis, som f.eks. brug af børn til markedsføring. Det
gælder f.eks. i forhold til vennehvervning, der er kendetegnet ved, at en erhvervsdrivende opfordrer kunder til blandt venner og
bekendte at hverve nye kunder mod betaling for indsatsen i form af varer, der oftest karakteriseres som gaver eller andet
vederlag. Det kan være en urimelig fremgangsmåde, der udnytter børn og unges naturlige godtroenhed og let påvirke- lighed. Det
skyldes den loyalitet, som den, der bliver hvervet, kan føle over for sin ven og det forhold, at det er svært at sige nej til en,
som man kender.
Det vil i alle tilfælde være en konkret vurdering, hvornår en given handelspraksis bevæger sig over grænserne for det tilladelige.
Det foreslås i stk. 3, at kapitel 2 finder anvendelse i stedet for § 3, stk. 1 og 2, hvis den pågældende handelspraksis påvirker
forbrugerens økonomiske interesser.
§ 3, stk. 1 og 2, finder således anvendelse i de tilfælde, hvor beskyttelseshensynet ikke vedrører forbrugernes økonomiske
interesser, men hvor intentionen alene er at beskytte andre hensyn, f.eks. vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed, sundhed
eller andre samfundsmæssige hensyn, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten. Disse tilfælde er ikke
reguleret af kapitel 2.
Vedrører et konkret forhold både forbrugernes økonomiske interesser og hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed, sundhed
eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er
reguleret af aftaleretten, finder kapitel 2 anvendelse ved siden af § 3, stk. 1 og 2. Det vil sige, at selvom et konkret forhold
omhandler forbrugernes økonomiske interesser, kan stk. 1 og 2, dog også finde selvstændig anvendelse i forholdet mellem
erhvervsdrivende og forbrugere, såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed,
sikkerhed, sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, eller den pågældende
handelspraksis er reguleret af aftaleretten.
Det kunne f.eks. være en handelspraksis, som både indeholder en vildledende prisangivelse, og samtidig er udtryk for
kønsdiskriminerende reklame.
I det tilfælde vil det være op til de håndhævede myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, at vurdere, om den konkrete sag
udelukkende skal behandles efter § 3, stk. 1 og 2, eller efter kapitel 2, eller om den skal behandles efter både § 3, stk. 1 og 2
og kapitel 2.
§ 4
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 1, stk. 2, for så vidt angår forhold, der tager sigte på at
beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, samt artikel 5, stk. 1-3, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion
i forbindelse med et produkt.
Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende skal udvise god erhvervsskik over for forbrugerne. God
erhvervsskik er defineret i lovforslagets § 2, nr. 9, og skal forstås som standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som
en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til
hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt.
Ved vurderingen af om der er tale om en handling i strid med god erhvervsskik efter stk. 1, skal kravene i den foreslåede § 8
endvidere være opfyldt.
Bestemmelsen om god erhvervsskik skal fortolkes dynamisk i lyset af samfundsudviklingen og giver de retshåndhævende myndigheder en
mulighed for at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, under hensyntagen til EU-Domstolens
praksis, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil som udgangspunkt være i strid med god
erhvervsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for
sådanne overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, forudsat at denne handelspraksis er egnet til at
forvride forbrugerens økonomiske adfærd.
En overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i §§ 5-7 vil altid udgøre en overtrædelse af denne bestemmelse. Dette følger direkte
af direktivets artikel 5, stk. 4. Det fremgår endvidere af EU-Domstolens i sag C-435/11, CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel
GmbH. Domstolen fastslog således, at det i tilfælde, hvor en handelspraksis anses for vildledende efter direktivets artikel 6,
stk. 1, er det ikke nødvendigt at undersøge, om en sådan praksis ligeledes er i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt
(god erhvervsskik), for at kunne betragtes som urimelig og dermed forbudt i henhold til det nævnte direktivs artikel 5, stk. 1.
§ 5
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den del af den gældende lovs § 3, der vedrører vildledende handlinger,
der skader forbrugernes økonomiske interesser.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1, 3 og 4, samt artikel 6 i direktivet om urimelig handelspraksis. Bestemmelsen medfører
ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion
i forbindelse med et produkt.
Bestemmelsen fastslår, at en erhvervsdrivende ikke må foretage vildledende handlinger, og fastlægger de nærmere omstændigheder og
elementer, der indgår i vurderingen af, om en konkret handelspraksis er vildledende. En overtrædelse af denne bestemmelse vil
samtidig kunne være en overtrædelse af bl.a. bestemmelsen om vildledende udeladelser, jf. § 6.
Det foreslås i stk. 1, at der er tale om en vildledende handling, hvis en erhvervsdrivendes handelspraksis indeholder urigtige
oplysninger, eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildleder eller kan forventes at vildlede en
gennemsnitsforbruger, uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte.
En handelspraksis kan vildlede eller forventes at vildlede, hvis en erhvervsdrivende fremstiller faktuelt korrekte oplysninger på
en vildledende måde, f.eks. hvis en annonce giver forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til et produkt, men
hvor en nærmere gennemlæsning af annoncen viser, at det ikke er tilfældet. Det vil endvidere kunne være en vildledende handling i
medfør af bestemmelsen, hvis en erhvervsdrivende fremhæver en myndighedsgodkendelse, som noget særligt ved sin virksomhed, når det
er et alment krav, at man som erhvervsdrivende skal have en sådan myndighedsgodkendelse.
Det foreslås i stk. 2, at det specificeres, hvilke elementer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en
handelspraksis er vildledende efter stk. 1. Listen med forhold er ikke udtømmende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til produktets art eller eksistens. Det kan f.eks. være markedsføring, som fejlagtigt oplyser, at
en erhvervsdrivende har en bestemt vare til salg, uden at det er tilfældet. Det kan også være tilfældet, hvor den erhvervsdrivende
på en vildledende måde giver indtryk af, at forbrugeren tegner et tidsbegrænset prøveabonnement, selvom der reelt er tale om et
løbende abonnement. Dette vil endvidere kunne være omfattet af den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 2. Den erhvervsdrivende må heller
ikke fremstille oplysninger om produktets art eller eksistens på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede
gennemsnitsforbrugeren.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til produktets væsentligste egenskaber. Ved produktets væsentligste egenskaber forstås bl.a. det
omfang, produktet er tilgængeligt i, produktets fordele og risici forbundet med brug af produktet. Det omfatter også produktets
udførelse, sammensætning og tilbehør. Herudover dækker begrebet eftersalgsservice og klagebehandling. Det dækker også måden og
tidspunkt for fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet dækker også oplysninger om produktets egnethed til et givent
formål, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater,
som kan forventes opnået ved brugen eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af
produktet. EU-Domstolen har i sag C-435/11, CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH, desuden fastslået, at det f.eks. kan
dreje sig om oplysninger om en eksklusiv ret til en tjenesteydelse. Det kan ligeledes være oplysninger vedrørende det tidsmæssige
omfang af en tjenesteydelse.
Der er et overlap til de elementer, der er omfattet af stk. 2, nr. 1. For eksempel vil miljøanprisninger, herunder tekst, logoer,
billeder og symboler, kunne omfattes både af nr. 1 og 2. Det betyder, at oplysninger om miljøanprisninger ikke må være
usandfærdige, ligesom fremstillingen af miljøanprisninger ikke må være vildledende. Sammenholdt med den foreslåede § 13 betyder
det, at enhver miljøanprisning skal fremføres på grundlag af dokumentation, som de kompetente myndigheder kan verificere. Det vil
f.eks. være vildledende, hvis en vaskemaskinefabrikant hævder, at hans nye model reducerer vandforbruget med 75 procent, hvis
vaskemaskinen kun reducerer vandforbruget 25 procent i et gennemsnitshjem, selvom vandforbruget reduceres med 75 procent under
laboratorieforhold.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis
og salgsprocessens karakter. En erhvervsdrivende må således ikke give indtryk af, at denne handler på vegne af eller efter
instruks fra en offentlig myndighed, eller at baggrunden for den pågældende handelspraksis er en offentligretlig forpligtelse, den
erhvervsdrivende er underlagt, hvis dette ikke er tilfældet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til erklæringer eller symboler, som direkte eller indirekte indikerer støtte eller godkendelse af
den erhvervsdrivendes produkter eller af den erhvervsdrivende selv. Der kan f.eks. være tale om vildledende brug af mærker, hvis
den erhvervsdrivende benytter et mærke fra en mærkningsordning uden at være tilsluttet mærkningsordningen, eller hvis en
erhvervsdrivende laver sit eget mærke, der giver forbrugere det indtryk, at der er tale om et uafhængigt mærke. Der kan også være
tale om, at en erhvervsdrivende udformer sit mærke på en sådan måde, at det let vil kunne forveksles med et anerkendt mærke.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til prisoplysninger. Bestemmelsen omfatter både prisen og den måde, prisen beregnes på. Et eksempel
på en vildledende fremstilling af prisen og den måde, prisen beregnes på, er, hvor prisen på et produkt er delt op i flere
delelementer, og hvor der i markedsføringen af produktet alene fokuseres på et enkelt – men ikke alle – delelementer af produktets
pris, mens de øvrige delelementer af prisen alene præsenteres på en uklar måde, hvorved forbrugeren kan få et forkert indtryk af
produktets pris.
Bestemmelsen omfatter også særlige prismæssige fordele. Herunder falder oplysninger om førpriser, rabatter, tilbud, vejledende
udsalgspriser m.v. Det er en forudsætning for anvendelse af sådanne rabatoplysninger, at det pågældende produkt har været solgt
eller udbudt til salg hos den erhvervsdrivende til førprisen eller til den pris, rabatten eller tilbuddet tager udgangspunkt i, i
en vis periode umiddelbart forud for annonceringstidspunktet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til behovet for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til oplysninger om den erhvervsdrivendes, eller den erhvervsdrivendes repræsentants identitet,
formue, kvalifikationer eller status. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor den erhvervsdrivende, eller dennes repræsentant,
giver indtryk af at have særlige godkendelser, tilhørsforhold eller tilknytning til myndigheder, offentlige institutioner,
foreninger eller organisationer, som vil give den erhvervsdrivende større troværdighed eller status i forbrugernes øjne. Det kan
f.eks. være, hvis den erhvervsdrivende markedsfører sig med, at den erhvervsdrivende samarbejder med eller er godkendt af et
teknologisk institut, eller at den erhvervsdrivendes produkter er udviklet i samarbejde med en patientforening, uden at dette dog
er tilfældet. Bestemmelsen omfatter endvidere tilfælde, hvor den erhvervsdrivende oplyser, at vedkommende er i besiddelse af
særlige rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, eller har modtaget prisbelønninger og udmærkelser, uden at dette er
tilfældet. Det kan f.eks. også være, hvor en erhvervsdrivende annoncerer med at være tilknyttet en garantiordning, som forpligter
den erhvervsdrivende til at efterleve en klagenævnsafgørelse, selvom det ikke er tilfældet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 8, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til forbrugerens rettigheder. Der sigtes her til oplysninger om forbrugernes civilretlige
rettigheder, herunder rettigheder efter købeloven og forbrugeraftaleloven. Det kan eksempelvis omhandle forbrugerens ret til
omlevering eller tilbagebetaling.
Det foreslås i stk. 2, nr. 9, at en erhvervsdrivendes handelspraksis, der indeholder urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte
efter stk. 1, kan relatere sig til oplysninger om den erhvervsdrivendes overholdelse af et adfærdskodeks.
Det betyder, at den erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må reklamere med at denne overholder et adfærdskodeks, såfremt
dette ikke er tilfældet.
Det fremgår endvidere af nr. 1 i bilag 1 til loven, at det altid vil anses som en vildledende handelspraksis, hvis den
erhvervsdrivende oplyser at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det ikke er tilfældet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 10, at den erhvervsdrivende ikke må anvende markedsføring, herunder sammenlignende reklame, vedrørende
et produkt, der medfører forveksling med konkurrenters produkter, varemærke eller forretningskendetegn.
Det kan f.eks. være en efterligning af et andet produkts emballage. Den efterlignede emballage kan f.eks. give forbrugere indtryk
af, at forskellen mellem produkterne kun ligger i prisen - og ikke i kombination af pris og kvalitet. Som eksempel kan nævnes en
brillefabrikant, der vælger et navn eller et mærke for sine nye solbriller, som ligger meget tæt op ad en konkurrerende
brilleproducents navn eller mærke. Hvis det kan vildlede gennemsnitsforbrugeren og få gennemsnitsforbrugeren til med større
sandsynlighed at købe de pågældende solbriller, hvilket denne ellers ikke ville have gjort, er der tale om en handelspraksis i
strid med bestemmelsen. Vildledningen kan også bestå i, at man benytter sammenlignende reklame, hvor sammenligningen ikke er
relevant og korrekt, f.eks. fordi man sammenligner ikke-sammenlignelige produkter.
Det bemærkes, at nr. 2, 4 og 13 i bilag 1 til loven forbyder en række former for handelspraksis angående varemærker m.v. Disse
konkrete former for handelspraksis er under alle omstændigheder urimelige, og er derfor forbudt. I alle andre tilfælde end dem,
der er oplistet i bilag 1, skal der foretages en konkret vurdering af, om den pågældende handelspraksis er vildledende efter
betingelserne i denne bestemmelse samt efter den foreslåede § 8.
§ 6
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 5 er en delvis videreførelse af den gældende lovs § 3, for så vidt angår den del, der
vedrører vildledende udeladelser, der skader forbrugernes økonomiske interesser.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2-3 viderefører den gældende markedsføringslovs § 12 a om købsopfordringer.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4 viderefører den gældende markedsføringslovs § 4 om skjult reklame. Den gældende bestemmelse i §
4 omfatter efter sin ordlyd kun reklame. Reklamebegrebet i § 4 har imidlertid været fortolket i overensstemmelse med begrebet
handelspraksis.
Bestemmelsen medfører på dette punkt ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 3-4, samt artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis vedrørende vildledende
udeladelser.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion
i forbindelse med et produkt.
Det følger af forarbejderne til den gældende § 4 (FT 2005/2006, Tillæg A, sp. 683), at reklame, der består i, at personer
eksponerer et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende, hvis produkt der reklameres
for, og den person, som står for eksponeringen. Såfremt der ikke foreligger en sådan aftale, skal der foretages en konkret
vurdering af, om der foreligger en kommerciel hensigt.
Bestemmelsens stk. 4 viderefører ikke det hidtil gældende krav om, at der skal foreligge en aftale mellem en erhvervsdrivende og
den der forestår eksponeringen af et produkt, f.eks. tøjvirksomhed og en blogger, før der kan være tale om kommerciel hensigt.
Denne ændring vil medføre ændringer i retstilstanden.
Derudover medfører bestemmelsen ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Det foreslås i stk. 1, at en handelspraksis er vildledende, hvis en erhvervsdrivende udelader eller skjuler væsentlige
oplysninger, eller i øvrigt præsenterer væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Den erhvervsdrivende skal således give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen
hensigtsmæssig måde.
Bestemmelsen skal sikre gennemsigtighed. Forbrugeren skal således have mulighed for på et reelt og veloplyst grundlag og forud for
en eventuel transaktionsbeslutning at bedømme det markedsførte produkt og de fordele, betingelser eller begrænsninger m.v., der
måtte være knyttet til den pågældende handelspraksis. Hvis gennemsigtighedskravet i den konkrete situation og ud fra en
helhedsvurdering ikke er opfyldt, vil dette kunne påvirke forbrugerens økonomiske transaktionsbeslutning, jf. § 8.
En overtrædelse af bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse om vildledende handlinger,
jf. § 5.
Bestemmelsen medfører en forpligtelse for de erhvervsdrivende til at give alle væsentlige oplysninger, dvs. de oplysninger, som er
nødvendige for gennemsnitsforbrugeren for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger, der må anses for væsentlige, og som den erhvervsdrivende derfor er
forpligtet til at give. For så vidt angår købsopfordringer, opregner stk. 2 dog en række konkrete oplysninger, der betragtes som
væsentlige.
Oplysningskrav, som følger af gældende EU-ret vedrørende kommerciel kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, betragtes
under alle omstændigheder som væsentlige. Det gælder f.eks. oplysningskrav efter artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 1008/2008/EF af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet. Herudover
indeholder bilag II til direktivet om urimelig handelspraksis en ikke-udtømmende liste over oplysningskrav, der altid anses for
væsentlige. Det drejer sig bl.a. om de oplysningskrav, der følger af artikel 5 og 6 i e- handelsdirektivet, der i dansk ret er
implementeret i § 7 om generel oplysningspligt, § 8 om prisinformation og § 9 om identifikation af kommerciel kommunikation i lov
nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel
Såfremt der er knyttet betingelser til et tilbud, vil dette som udgangspunkt være en væsentlig oplysning.
Betingelserne er de krav, forbehold eller begrænsninger, der er knyttet til et markedsført tilbud. Det kan f.eks. være
tidsmæssige, geografiske eller aldersmæssige begrænsninger i tilbuddet. Der kan også være tale om, at forbrugeren, der skal købe
noget, selv skal betale visse omkostninger eller skal afholde yderligere udgifter for at kunne benytte sig af tilbuddet, f.eks.
leveringsomkostninger og porto eller andre omkostninger ved udnyttelse af tilbuddet, eller andre betingelser, som man skal opfylde
for at få del i tilbuddet. Det kan f.eks. også være krav om, at forbrugeren, for at få andel i et tilbud, skal købe for et bestemt
minimumsbeløb.
Det vil f.eks. også være en væsentlig oplysning, hvis et markedsført produkt kun findes i en begrænset mængde, eller der er andre
kvantitative begrænsninger. Dette er bl.a. relevant i forhold til såkaldte slagtilbud.
Det vil også være en væsentlig oplysning, hvis der er begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn, f.eks. at besparelsen kun
gælder en begrænset produktgruppe eller lignende.
De væsentlige oplysninger kan også knytte sig til selve produktet, herunder dettes art, omfang, karakter m.v. samt produktets pris
eller den måde, hvorpå prisen beregnes. Det vil f.eks. kunne være en vildledende udeladelse, hvis ikke alle delelementer af prisen
på et produkt er oplyst klart og utvetydigt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis prisen på et produkt er delt op i flere
delelementer, og der i markedsføringen af produktet alene fokuseres på et enkelt – men ikke alle – delelementer af produktets
pris, mens de øvrige delelementer af prisen alene præsenteres på en uklar eller mindre fremtrædende måde, hvorved forbruge- ren
kan få et forkert indtryk af produktets samlede pris. Der henvises endvidere til bemærkningerne til denne bestemmelses stk. 2, nr.
6, vedrørende prisen ved købsopfordringer og § 5, stk. 2, nr. 5, om vildledende handlinger.
Bestemmelsen regulerer også den erhvervsdrivendes anvendelse af salgsfremmende foranstaltninger. En salgsfremmende foranstaltning
er en handelspraksis, hvor afsætningen af et produkt søges fremmet ved tiltag, der gør den erhvervsdrivendes produkter mere
tillokkende eller attraktive for forbrugerne, end de ville have været uden sådanne tiltag. Denne type handelspraksis omfatter
bl.a. tilgift, gratis reklamegaver, såsom f.eks. vareprøver, kvantumsrabatter og loyalitets- eller kundebindingsprogrammer,
herunder rabat- og bonussystemer, rabatkuponer, præmiekonkurrencer og lodtrækninger.
Ved sådanne salgsfremmende foranstaltninger vil de betingelser m.v., der er knyttet til tilbuddet, typisk være væsentlige for
forbrugerens bedømmelse af tilbuddet.
Hvilke oplysninger om tilbudsbetingelserne, der må anses for væsentlige ved den enkelte type salgsfremmende foranstaltning, er
dels afhængig af den konkrete situation, dels den enkelte foranstaltnings karakter. Generelt gælder dog, at alle relevante
oplysninger skal gives. Omvendt må oplysning om forhold, der må forventes at være uden betydning for forbrugerens opfattelse og
bedømmelse af et tilbud, som udgangspunkt betragtes som uvæsentlige.
Består den salgsfremmende foranstaltning i en tillægsydelse, der skal udleveres eller udføres af en anden erhvervsdrivende eller
på en anden adresse end den, hvor handlen indgås, vil dette i almindelighed være en væsentlig oplysning, som derfor ikke må
udelades.
Generelt gælder det, at der skal oplyses om yderligere omkostninger, der skal betales for at opnå den salgsfremmende
foranstaltning, og det gælder uanset, hvem forbrugeren skal udrede omkostningerne til.
Hvis den salgsfremmende foranstaltning f.eks. består i en tillægsydelse i form af tilgift, vil værdien af tillægsydelsen – det vil
sige det, man får oven i købet af produktet – typisk være en væsentlig oplysning.
Ved brug af konkurrencer som salgsfremmende foranstaltning, vil det ofte være af væsentlig betydning at kende de nærmere
konkurrencebetingelser og vilkår, præmiens værdi, eventuelle geografiske begrænsninger, herunder antallet af præmier og
udvælgelsesproceduren i forbindelse med tildelingen af præmien, hvornår vinderen trækkes, hvor og hvornår dette bliver
offentliggjort samt betingelser for levering, afhentning og forældelse af gevinster.
Vedrørende konkurrencer fremgår det desuden af nr. 31 i bilag 1 til loven, at det er urimelig handelspraksis, hvis der skabes det
fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie
eller et andet tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at
den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet tilsvarende gode, indebærer, at forbrugeren skal betale et
pengebeløb eller på anden måde pådrage sig udgifter.
Vedrører den salgsfremmende foranstaltning brug af rabatkuponer, vil forbrugeren oftest have brug for oplysninger om, hvem der er
rabatudsteder. Rabatudstederen kan både være en leverandør og en forhandler af et produkt eller en ydelse. Det er ligeledes
relevant at oplyse, hvilke betingelser og begrænsninger, der er knyttet til rabatten, og hvorledes rabatten opnås og indløses. Det
vil derfor f.eks. være relevant at oplyse rabattens gyldighedsperiode, for hvilke produkter rabatten gælder, og at rabatten ikke
gælder i kombination med andre tilbud, såfremt dette er tilfældet. Det vil typisk også være relevant at oplyse, om forbrugeren ud
over at købe varen skal afholde øvrige omkostninger for at få rabatten, f.eks. rabat på børnebilletter til underholdning, hvor en
voksen ledsager er påkrævet, og om der gælder særlige begrænsninger for at opnå rabatten, f.eks. at rabatten kun gælder medlemmer
af foreninger eller lignende. Det bør også fremgå, hvor rabatten kan indløses. Det vil derudover være relevant at oplyse,
hvorledes rabatten beregnes. Der henvises herved også til de udtrykkelige krav i lovforslagets § 6, stk. 2, om korrekte og loyale
oplysninger om prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en særlig prismæssig fordel. Forbrugeren skal umiddelbart og
uden vanskeligheder kunne sætte sig ind i betingelserne inden købet af det produkt, som den salgsfremmende foranstaltning er
knyttet til, og betingelserne skal derfor være let tilgængelige. Tilgængelighedskravet betyder herefter som udgangspunkt, at der
skal oplyses om betingelserne samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen finder sted. Det vil dog altid bero på en konkret
vurdering afhængig af mediet, jf. § 6, stk. 5. Ved anvendelsen af rabatkuponer vil det som udgangspunkt være relevant at angive
betingelserne på selve kuponen eller mærket.
Ved brugen af salgsfremmende foranstaltninger og andre typer handelspraksis er det endvidere generelt en forudsætning, at de ikke
konkret markedsføres eller udformes på en måde, der er i strid med god erhvervsskik eller forbuddet mod vildledende handlinger.
Der kan således være knyttet så mange forbehold og begrænsninger til den salgsfremmende foranstaltning m.v., at forbrugeren i
praksis vil have meget svært ved at opnå den fordel, der er indeholdt i den salgsfremmende foranstaltning. For rabatkuponer kan
der f.eks. være så få eller uigennemskuelige indløsningsmuligheder at ordningen i praksis er svær at anvende for forbrugeren. Hvis
det f.eks. fremgår af en rabatkupon, at der ydes rabat på kosttilskud, og det pågældende kosttilskud forhandles af få men ikke
nærmere angivne apoteker, supermarkeder og enkelte selvstændige købmandsforretninger, og en indløsningsaftale kun er indgået med
få af dem, vil rabatten i praksis være meget vanskelig at opnå. En sådan rabatordning vil i givet fald kunne være i strid med god
skik bestemmelserne i markedsføringsloven. Disse forhold vil i særlig grad gøre sig gældende ved leverandørudstedte kuponer.
Oplysninger om besparelser og andre prismæssige fordele ved brug af rabatkuponer skal desuden være retvisende og reelle.
Består den salgsfremmende foranstaltning i tildeling af bonuspoint som led i en bonusordning, vil det som udgangspunkt være en
væsentlig oplysning, hvad bonuspointene kan bruges til. Hvis der er tale om en bonusordning, som må karakteriseres som et stort
kompliceret system, f.eks. visse flybonusprogrammer, kan den erhvervsdrivende efter omstændighederne nøjes med at give en
kortfattet, men klar, loyal og afbalanceret beskrivelse af ordningen.
Består den salgsfremmende foranstaltning af et loyalitets-, fordels- eller kundebindingsprogram, vil forbrugeren have brug for
oplysninger om, hvem forbrugeren indgår programaftalen med. Forbrugeren har ligeledes brug for oplysninger om, hvilke betingelser
der gælder for programmet, herunder hvilke krav eller forpligtelser programmet pålægger forbrugeren, samt oplysninger om
eventuelle begrænsninger i programmet, herunder eksempelvis tidsbegrænsninger, begrænsninger i hvem der kan blive medlem m.v.
Herudover vil det bl.a. være relevant for forbrugeren at vide, hvilke fordele programmet giver forbrugeren, herunder oplysninger
om, hvordan disse fordele udløses eller kan benyttes af forbrugeren.
Efter bestemmelsens stk. 1 må de væsentlige oplysninger ikke udelades. Om der er udeladt væsentlige oplysninger, beror på en
konkret vurdering, hvor der skal tages hensyn til alle aspekter og omstændigheder ved den pågældende handelspraksis og de
begrænsninger, det pågældende kommunikationsmedie måtte indebære, jf. stk. 5 og bemærkningerne hertil nedenfor.
Bestemmelsen begrænser sig dog ikke til situationer, hvor oplysningerne er helt udeladte, da oplysninger heller ikke efter
bestemmelsen må skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Alle væsentlige
oplysninger skal derfor fremgå tilstrækkeligt tydeligt og være klare, forståelige, utvetydige og gives på en i sammenhængen
hensigtsmæssig måde.
Ved vurderingen heraf vil det bl.a. have betydning, hvordan, hvor og hvornår oplysningerne gives, herunder om de gives
selvstændigt eller som en del af en række andre oplysninger. Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der f.eks. indgår
særlige elementer eller præsentationsformer i den pågældende handelspraksis, der vil kunne aflede forbrugerens opmærksomhed fra de
væsentlige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være vildledende, hvis en reklames hovedbudskab afleder forbrugerens opmærksomhed fra
de væsentlige oplysninger ved at give indtryk af, at forbrugeren tegner et tidsbegrænset prøveabonnement hvor oplysningen om, at
det reelt er et løbende abonnement, præsenteres på en måde, så forbrugeren ikke bliver opmærksom på det. Det samme gør sig
gældende, hvis der gives indtryk af, at forbrugeren køber en bestemt vare, uden at det tydeligt fremgår, at forbrugeren samtidig
køber et løbende abonnement.
Ved enhver form for elektronisk markedsføring – det vil sige såvel på internettet, ved e-mail, sms, apps m.v. – følger det
endvidere udtrykkeligt af § 9, stk. 2, i lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse
aspekter af
elektronisk handel, at betingelserne for reklametilbud som f.eks. rabatter, tilgift og gaver skal være let tilgængelige og
fremlægges klart og utvetydigt.
Det foreslås i stk. 2, hvilke oplysninger, der skal betragtes som væsentlige i forbindelse med købsopfordringer, og som den
erhvervsdrivende dermed er forpligtet til at afgive medmindre oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
En købsopfordring er defineret i lovforslagets § 2, nr. 10, som en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og
pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand
til at foretage et køb, der henvises til bemærkninger til § 2, nr. 10.
Efter bestemmelsen skal oplysningerne ikke gives eksplicit, såfremt de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen. Oplysninger om
eksempelvis varers karakteristika vil ofte fremgå tydeligt for forbrugeren blot ved, at varerne er udstillet i en forretning,
hvorfor der ikke skal gives yderligere særskilt oplysning om varens karakteristika. Forbrugerne vil i disse tilfælde kunne finde
varens karakteristika ved en umiddelbar besigtigelse af varen. Såfremt dette ikke er muligt, f.eks. ved tekniske varer, skal der
gives oplysning om varens karakteristika.
Bestemmelsen opstiller ikke formkrav til de oplysninger, forbrugeren skal have i forbindelse med købsopfordringen. Kravet i den
foreslåede bestemmelses stk. 1 gælder dog også for købsopfordringer. Det betyder, at de oplysninger, der skal gives ved
købsopfordringer, ikke må udelades, skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Oplysningerne skal som udgangspunkt gives i umiddelbar forbindelse med købsopfordringen. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt,
at alene visse af et produkts vigtigste karakteristika oplyses, hvis den erhvervsdrivende i øvrigt henviser til sin internetside,
og der her findes væsentlige oplysninger om produktets vigtigste karakteristika, pris og øvrige forhold, jf. EU-Domstolens sag
C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB.
Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i forretninger, vil det være i overensstemmelse med bestemmelsen, hvis
oplysningerne om pris og varens vigtigste karakteristika fremgår af selve varen og skiltning på varen. Oplysninger, der ikke
vedrører selve varen, f.eks. om betaling og fortrydelsesret, kan derimod gives ved tydelig skiltning i forretningen.
Købsopfordringer i form af reklamer skal indeholde alle de oplysninger, der fremgår af den foreslåede bestemmelse, såfremt de ikke
allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at oplysninger om produktets væsentligste karakteristika skal betragtes som en væsentlig oplysning,
som den erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må udelade eller skjule eller præsentere på en uklar, uforståelig, dobbelttydig
eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1. Produktets vigtigste karakteristika skal ifølge den foreslåede bestemmelse oplyses i et
omfang, der svarer til mediet og produktet.
Såfremt der foreligger en købsopfordring, vil oplysninger om produktets karakteristika ofte allerede findes på grund af
definitionen på en købsopfordring, jf. bemærkningerne til definitionen på en købsopfordring i lovforslagets § 2, nr. 10.
Bestemmelsen har særligt selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare i et forretningslokale, hvor en umiddelbar
besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger om varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige
oplysninger til, at der foreligger en købsopfordring.
EU-Domstolen har i sag C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB fastslået, at en præsentation i ord eller billeder
opfylder betingelsen om oplysning om produktets karakteristika, herunder i situationer, hvor den samme præsentation beskriver et
produkt, der udbydes i flere udformninger. Det afgørende er, om forbrugeren råder over tilstrækkelige oplysninger til at danne sig
et indtryk af produktets art og karakteristika.
Betingelserne for erhvervelse af et produkt er også en del af produktets vigtigste karakteristika.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at den erhvervsdrivendes oplysninger om dennes fysiske adresse og navn skal betragtes som en
væsentlig oplysning, som den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade eller skjule eller præsentere på en uklar,
uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1. Såfremt den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden
erhvervsdrivende, anses navnet og adressen på den pågældende erhvervsdrivende som en væsentlig oplysning efter stk. 1.
For en forretning, som er almindeligt kendt af forbrugerne, er det f.eks. tilstrækkeligt i en reklame at oplyse den
erhvervsdrivendes navn, hvis adressen kan anses for at fremgå af sammenhængen, f.eks. hvis der er tale om landsdækkende
dagligvarekæder.
Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysningen om den erhvervsdrivendes adresse
og navn fremgå af sammenhængen, og skal derfor ikke oplyses separat i købsopfordringen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at den erhvervsdrivendes oplysninger om forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af
aftalen, i det omfang forholdene afviger fra, hvad der er sædvanligt i den pågældende branche skal betragtes som væsentlige
oplysninger, som den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade eller skjule eller præsentere på en uklar, uforståelig,
dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1. Der må således foretages en konkret vurdering ud fra den enkelte
branchesædvane.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at den erhvervsdrivendes oplysninger om fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling i det
omfang, fremgangsmåden afviger fra, hvad der er sædvanligt i den pågældende branche skal betragtes som væsentlige oplysninger, som
den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade eller skjule eller præsentere på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller
uhensigtsmæssig måde efter stk. 1. Der må således foretages en konkret vurdering ud fra den enkelte branchesædvane.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at den erhvervsdrivendes oplysninger om fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis
forbrugeren har en sådan ret, skal betragtes som væsentlige oplysninger, som den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade
eller skjule eller præsentere på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1.
Oplysningspligten omfatter både rettigheder, der følger af lovgivning, samt rettigheder givet forbrugeren ved aftale. Der skal ved
købsopfordringer kun gives oplysning om eksistensen af en sådan ret, men derimod ikke indholdet af denne ret.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at den erhvervsdrivendes oplysninger om produktets pris inklusive moms og afgifter, skal betragtes
som væsentlige oplysninger, som den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade eller skjule eller præsentere på en uklar,
uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1.
Produktets pris inkluderer ikke kun prisen for selve produktet, men også alle tillæg og gebyrer, som forbrugeren uundgåeligt skal
betale. Det kan f.eks. være betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til et produkt, eller et
løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes brændstoftillæg,
rengøringstillæg, faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og ekspeditionsgebyrer.
Hvis der er tale om et abonnement med en bindingsperiode, vil den samlede mindstepris i bindingsperioden skulle oplyses. Moms og
afgifter skal forstås som alle afgifter og skatter m.v.
Der skal således oplyses om den samlede pris, produktet faktisk kan erhverves til. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
det foreslåede stk. 1 og den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 5.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at den erhvervsdrivendes oplysninger om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller
porto, hvor det er relevant skal betragtes som væsentlige oplysninger, som den erhvervsdrivende i handelspraksis ikke må udelade
eller skjule eller præsentere på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at hvis produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed på forhånd kan beregnes, skal den måde,
hvorpå prisen beregnes, oplyses. Det vil f.eks. typisk ikke være muligt at beregne prisen, hvis en tjenesteydelse kræver
yderligere opmålinger, før prisen kan beregnes.
Det følger endvidere af stk. 3, at når omkostningerne vedrørende fragt, levering eller porto, ikke med rimelighed kan beregnes på
forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede køb, vil det
være en oplysning, som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette tilfælde skal det oplyses, at der vil blive tillagt
omkostninger til fragt. Ved elektronisk handel, hvor levering alene er mulig ved forsendelse, skal oplysningerne om, at der vil
blive tillagt omkostninger til fragt gives i umiddelbar tilknytning til prisen. Dette krav kan f.eks. overholdes ved, at der lige
under oplysningen om prisen skrives: Plus leveringsomkostninger, og oplyser et link til en side, hvor det fremgår, hvordan
leveringsomkostningerne beregnes. Hvis leveringsomkostningerne beregnes som en fast procentdel af produktets pris eller et fast
gebyr pr. produkt, skal leveringsomkostningerne derimod indregnes i produktets pris.
Det foreslås i stk. 4, at den erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis,
herunder reklame, medmindre den fremgår tydeligt af sammenhængen. Skjult reklame er således ikke tilladt.
Bestemmelsen indeholder et generelt krav om, at den kommercielle hensigt med en erhvervsdrivendes handelspraksis klart skal
oplyses. Formålet er at sikre, at de forbrugere, som en handelspraksis er rettet imod, kan identificere, at der er en kommerciel
hensigt og dermed vurdere den pågældende handelspraksis herefter. Er der f.eks. tale om en reklame, er formålet, at modtageren af
reklamebudskabet bliver gjort opmærksom på, at der er tale om reklame og dermed kan vurdere budskabet i det lys.
Det er en forudsætning for, at bestemmelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis skal forventes væsentligt at kunne
forvride den økonomiske adfærd, jf. lovforslagets § 2, nr. 6, samt, at der ved bedømmelsen tages hensyn til begrænsninger i
mediets beskaffenhed, jf. bestemmelsens stk. 5.
Begrebet handelspraksis er defineret i lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter en handelspraksis er en handling, udeladelse, adfærd,
fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation
til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4.
Som eksempler på handelspraksis omfattet af bestemmelsen kan nævnes reklame, der fremtræder som redaktionelt stof i aviser eller
blade og brug af privatpersoner til at promovere bestemte produkter. Det bemærkes, at nr. 11 i bilag 1 til loven forbyder
anvendelse af redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan
reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.
For at forholdet omfattes af bestemmelsen er det et krav, at den erhvervsdrivende har en kommerciel hensigt med den pågældende
handelspraksis. Der stilles derimod ikke krav om, at der skal foreligge en egentlig aftale, før der kan være tale om kommerciel
hensigt mellem den erhvervsdrivende og den, der forestår markedsføringen. Hvis der er indgået en aftale om promovering af et
produkt, vil der dog altid være en kommerciel hensigt. Det forhold, at en erhvervsdrivende giver en gave eller stiller en vare til
rådighed for andre, f.eks. for en blogger eller andre der optræder i medierne, uden at modtageren dog forpligtes til at bruge
produktet på en bestemt måde, kan ud fra en konkret vurdering indikere tilstedeværelsen af en kommerciel hensigt.
Bestemmelsen stiller krav om, at den kommercielle hensigt skal oplyses tydeligt, medmindre den allerede fremgår tydeligt af
sammenhængen. Særligt på de sociale medier kan personlige holdninger og kommercielle budskaber flyde sammen, og det kan derfor
være svært for forbrugerne at gennemskue, hvornår der er tale om personlige holdninger, og hvornår der er tale om kommercielle
hensigter. Det er overladt til den erhvervsdrivende at beslutte, hvordan den kommercielle hensigt oplyses, så længe det fremgår
tydeligt. Det vil sige, at det skal ske på en måde, så modtageren bliver gjort opmærksom på, at her er en kommerciel hensigt. Det
kan f.eks. ske ved, at den erhvervsdrivende direkte oplyser om den kommercielle hensigt ved at artikler i blade og aviser, som
reelt er reklamer for specifikke produkter, tydeligt markeres som reklame.
Bestemmelsen er efter omstændighederne ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende benytter den særlige reklameform, der kaldes
teasere. Det vil sige en reklameform, hvor det ikke umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det offentlige rum er et
led i en reklamekampagne.
Forpligtelsen til at sørge for, at den kommercielle hensigt er oplyst, påhviler den erhvervsdrivende, som er ansvarlig for den
pågældende handelspraksis.
Hvis en erhvervsdrivende f.eks. betaler en privatperson eller giver privatpersonen andre fordele for at omtale eller på anden måde
markedsføre den erhvervsdrivendes produkter, skal den erhvervsdrivende sikre, at det klart fremgår, at der er tale om
markedsføring, eller at personen har modtaget betaling eller andre fordele for at omtale produktet. Har den erhvervsdrivende
gjort, hvad der var muligt for at sikre sig, at den kommercielle hensigt er oplyst, men er det på trods heraf ikke sket, vil den
erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke være ansvarlig.
Bestemmelsen suppleres af de specifikke lovkrav om reklameidentifikation, som findes i radio- og fjernsynslovgivningen og
e-handelsloven. Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre den nuværende radio- og fjernsynslovgivning eller Radio- og tv-nævnets
kompetence.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at § 8, finder tilsvarende anvendelse på, 1. pkt. For at udeladelsen er egnet til at vildlede
efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den
økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren jf. lovforslagets § 2, nr. 6.
Det foreslås i stk. 5, at der ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal tages hensyn til, om
den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke
foranstaltninger, den erhvervsdrivende i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugeren på anden
måde. Kravet om, at der skal tages hensyn til mediets art finder endvidere anvendelse i forhold til vurderingen af, om den
kommercielle hensigt, jf. den foreslåede stk. 4, er oplyst tydeligt. Såfremt det anvendte medie indeholder begrænsninger i tid
eller rum, vil en erhvervsdrivende i et vist omfang kunne gøre oplysninger tilgængelige for forbrugeren på en anden måde.
Hvor det anvendte medie giver mulighed for i et vist omfang at gøre oplysninger tilgængelige for forbrugeren på en anden måde, kan
det ske enten i et andet medie eller ved at henvise forbrugeren til at hente oplysningerne via det samme medie. En
erhvervsdrivende kan f.eks. i en bannerannonce henvise forbrugeren til den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren må i den
forbindelse ikke blive pålagt unødige udgifter.
Det er en betingelse, at oplysningerne i den første præsentation er klare, loyale og afbalancerede med hensyn til fordele og
ulemper. Hvis der gælder yderligere betingelser, skal det endvidere tydeligt oplyses, hvor disse kan findes.
Der kan dog være væsentlige oplysninger, som det under alle omstændigheder vil være vildledende at udelade selv ved reklamering i
medier med begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne.
En erhvervsdrivende vil endvidere ikke frit kunne udelade væsentlige oplysninger om et produkt, blot fordi markedsføringen finder
sted i et medie, der indebærer begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, uden hensyntagen til, om disse
begrænsninger konkret har været til hinder for, at oplysningerne blev givet.
Den endelige afgørelse af, om der foreligger en overtrædelse vil bero på en konkret vurdering af den specifikke handelspraksis.
§ 7
Bestemmelsen er en videreførelse af den af del af den gældende lovs § 3, der vedrører aggressiv handelspraksis, som skader
forbrugernes økonomiske interesser. Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 4, samt artikel 8 og 9 i direktivet om urimelig handelspraksis.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige handelspraksis over for forbrugerne før, under og efter en
handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
Det foreslås i stk. 1, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må benytte chikane, ulovlig tvang, herunder vold eller
utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt. Ulovlig
tvang og vold er også reguleret i straffeloven.
Utilbørlig påvirkning er defineret i lovforslagets § 2, nr. 11, som udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at
udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne
til at træffe en informeret beslutning. Chikane skal forstås som bevidst, ondskabsfuldt drilleri eller forfølgelse.
Bestemmelsen omfatter aggressive salgsmetoder som f.eks. gentagende fremsendelse af produkter, som forbrugeren ikke har bestilt og
pyramidesalg.
Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende i sin handelspraksis har benyttet chikane, ulovlig tvang, herunder vold, eller
utilbørlig påvirkning, skal der for det første tages hensyn til tidspunkt, sted, karakter og vedholdenhed. Det kan tillægges
betydning, om den pågældende handelspraksis foregår i det offentlige rum eller i den erhvervsdrivendes forretningslokaler, hvorfra
forbrugeren let kan fjerne sig, eller på steder, hvor man som forbruger som udgangspunkt ikke forventer at blive udsat for den
pågældende handelspraksis, f.eks. på forbrugerens bopæl, arbejds- sted eller på andre steder, hvortil der ikke er offentlig
adgang.
Der skal for det andet tages hensyn til brug af truende eller utilbørlig sprog eller adfærd.
For det tredje skal der tages hensyn til den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der
er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den erhvervsdrivende har kendskab til og
udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forhold til produktet. Det kan eksempelvis omfatte situationer, hvor en
erhvervsdrivende udnytter, at forbrugeren står midt i en skilsmisse, eller i en begravelsessituation, ved en nærtståendes død.
For det fjerde skal der tages hensyn til om den erhvervsdrivende opstiller byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer
af ikke-kontraktuel karakter, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i henhold til kontrakten, herunder ophæve
kontrakten eller vælge et andet produkt. Som eksempel kan nævnes erhvervsdrivende, som kun har en meget kort åbningstid, eller som
det i praksis er umuligt at kommunikere med, fordi vedkommende ikke tager sin telefon og nægter at modtage breve eller uden saglig
grund stiller krav om, at en opsigelse f.eks. kun kan ske via telefax.
For det femte skal der tages hensyn til enhver trussel om ulovlige handlinger, herunder f.eks. hvis den erhvervsdrivende
foranlediger forbrugeren til at betale et vederlag ved at true med inkasso eller registrering i et kreditoplysningsbureau, selvom
de lovgivningsmæssige betingelser for at tage sådanne skridt ikke er opfyldt.
I nr. 24-31 i bilag 1 til loven er oplistet en række former for aggressiv handelspraksis, som altid vil være ulovlig efter
lovforslaget § 9.
Det bemærkes, at anvendelse af ulovlig tvang og vold også er reguleret i straffeloven jf. staffelovens § 244-245, § 246 samt §
260. Der kan straffes i sammenstød med disse bestemmelser.
§ 8
Den foreslåede bestemmelse er ny, og indeholder de betingelser, der skal være opfyldt, for at der er handlet i strid med §§ 4 – 7.
Det foreslås i stk. 1, som en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 4-7, at den pågældende handelspraksis skal være
egnet til væsentligt at forvride eller kunne forventes at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos
gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den rettes mod. Den pågældende handelspraksis skal således
forventes at kunne foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have
truffet.
Det betyder, at det efter bestemmelsen ikke er et krav, at der rent faktisk sker en forvridning af den økonomiske adfærd. Det er
tilstrækkeligt, at den pågældende handelspraksis ville kunne medføre, at en gennemsnitsforbruger træffer en
transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.
En væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd er defineret i lovforslagets § 2, nr. 6, som anvendelse af en
handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en
transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.
I bestemmelsen stilles der for det første et krav om, at den konkrete handelspraksis mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at
træffe en informeret beslutning, før der er handlet i strid med §§ 4-7. Det kræver en konkret vurdering af, om den pågældende
handelspraksis er egnet til at have en sådan virkning på gennemsnitsforbrugeren. Det, der skal vurderes, er sandsynligheden af den
virkning, den pågældende praksis vil kunne have for gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning. F.eks. vil udsagnet køb en
telefon til 4.000 kr. og få 10 timers gratis taletid med i købet forventes at kunne påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
Det er ikke afgørende, at forbrugeren rent faktisk har truffet en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have
truffet. Det er heller ikke et krav, at den pågældende handelspraksis har karakter af en gentagelse eller vedrører mere end én
forbruger jf. EU-Domstolens afgørelse i sag C-388/13, Hatóság mod UPC Magyarország.
Den omstændighed, at der ikke kan føres bevis for, at et reklamebudskab rent faktisk har fået forbrugere til at undersøge nærmere
om et produkt og eventuelt afgive en ordre på produktet, er derfor ikke til hinder for, at betingelsen i bestemmelsen kan anses
for at være opfyldt. Det er således tilstrækkeligt, at en sådan virkning er sandsynlig.
Begrebet transaktionsbeslutning er defineret i lovforlagets § 2, nr. 5, som en beslutning, der træffes af en forbruger, om
hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et
produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en
transaktion eller at undlade dette.
Gennemsnitsforbrugeren er en, under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold, almindeligt oplyst, rimeligt
opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger. Formålet med begrebet er at skabe den rette balance mellem nødvendigheden af at
beskytte forbrugerne og hensynet til den frie handel på et åbent, konkurrencepræget marked.
Ved vurderingen af gennemsnitsforbrugerens viden skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, bl.a. den økonomiske kontekst
og forholdene på det pågældende marked og under hvilke omstændigheder produkterne sælges. Der skal endvidere tages hensyn til
betydningen af produkternes egenskaber, hvilke oplysninger, der gives forbrugerne, hvor klare disse oplysninger er, og hvordan den
pågældende handelspraksis præsenteres.
Hensynet til sociale, kulturelle og sproglige forhold betyder, at vurderingen af en handelspraksis kan variere fra medlemsland til
medlemsland. En erhvervsdrivende vil derfor eventuelt skulle give yderligere oplysninger i nogle medlemslande, men ikke i andre,
da forbrugerne i de pågældende medlemslande ellers f.eks. kan blive vildledt. Det bør imidlertid indgå i vurderingen af den
pågældende handelspraksis, om den almindeligvis anvendes i andre lande.
EU-Domstolen har i dommen C-210/96, Gut Springenheide og Tusky mod Oberkreisdirektor des Kreises Steinfurt, udtalt, at ved
vurderingen af, om en betegnelse, et varemærke eller en oplysning i en reklame er egnet til at vildlede forbrugeren, skal den
formodede forventning hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger tages i betragtning.
I dommen C-470/93, Verein gegen unwesen in handel und Gewerbe Koeln E. V. mod Mars GMBH, fandt EU-Domstolen, at en almindeligt
oplyst forbruger må forventes at være klar over, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem størrelsen af tilbudsmærkning på
en emballage og forøgelsen af produktets volumen. Sagen vedrørte isbarer, hvor der på emballagen stod + 10 procent. Oplysningen +
10 procent dækkede dog mere end 10 procent af emballagens samlede overflade. EU- Domstolen har endvidere i dommen C-99/01, Linhart
and Biffl, udtalt, at gennemsnitsforbrugeren heller ikke vil forvente, at produkter mærket dermatologisk testet er i besiddelse af
helbredende virkninger.
Gennemsnitsforbrugeren er hverken et statisk eller statistisk begreb. De nationale domstole og myndigheder skal, under hensyntagen
til EU-Domstolens praksis, selv foretage en konkret vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion
i et givent tilfælde. Da gennemsnitsforbrugerbegrebet ikke er et statistisk begreb, er det ikke nødvendigt at inddrage
ekspertudtalelser eller forbrugerundersøgelser i vurderingen. EU-Domstolen har således i dommen C-210/96, Gut Springenheide og
Tusky mod Oberkreisdirektor des Kreises Steinfurt, udtalt, at det ikke er nødvendigt at indhente en sagkyndig undersøgelse eller
en meningsmåling.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, skal
vurderingen tage udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af denne gruppe. Hvis en handelspraksis er rettet mod børn, vil der ved
vurderingen skulle tages udgangspunkt i et gennemsnitligt barn og ikke en gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed.
For at fastslå, hvornår den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, er der behov for at vurdere, hvornår en given handelspraksis
er rettet mod en specifik gruppe, f.eks. børn og unge. Der henvises til bemærkningerne under § 3, stk. 2, i relation til, hvornår
en handelspraksis kan anses for at være rettet mod børn og unge.
Det foreslås i stk. 2, at en handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun forvrider den økonomiske
adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er særligt sårbare over for denne praksis eller det
omhandlede produkt herunder på grund af mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, skal vurderes med udgangspunkt i
et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Som eksempler på sårbare grupper kan nævnes, forbrugere som på grund af deres mentale eller fysiske handicap, alder eller
godtroenhed kan være mere sårbare over for en given handelspraksis end gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed. Der er tale om
en ikke-udtømmende liste over karaktertræk, der kan gøre en forbruger særlig sårbar.
F.eks. kan teenagere på grund af manglende mental modenhed være en særligt sårbar gruppe i forhold til markedsføring af produkter
med særlig appel til teenagere. En reklame for en applikation (app) til mobiler, som giver indtryk af, at man ved at benytte
app’en vil få en masse nye venner, må f.eks. antages at blive opfattet mere bogstaveligt af teenagere, end af voksne.
Særligt godtroende forbrugere er også at betragte som en særligt sårbar gruppe. Formålet er at beskytte de forbrugere, der på
grund af særlige omstændigheder har lettere ved at tro på visse påstande end andre, f.eks. en erhvervsdrivendes udsagn om, at
denne alene sælger vindende lotterinumre.
Når vurderingen af en handelspraksis skal foretages i forhold til en særlig sårbar forbrugergruppe, skal den erhvervsdrivendes
handelspraksis kunne formode at forvride den pågældende sårbare forbrugergruppes økonomiske adfærd på en måde, som den
erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at forudse.
Dette rimelighedskriterium indebærer et element af proportionalitet i vurderingen af, hvilken indvirkning en handelspraksis kan
have på sårbare forbrugere, og på den agtsomhed, som en erhvervsdrivende må forventes at udøve. Den erhvervsdrivende skal således
kun holdes ansvarlig, hvis den negative indvirkning på en sårbar forbrugergruppe er eller burde være forudsigelig for den
erhvervsdrivende.
Det betyder, at det ikke kræves, at erhvervsdrivende gør mere, end hvad rimeligt er, både med hensyn til at forudse, om den
pågældende handelspraksis kan forvride den økonomiske adfærd hos nogen klart identificerbar sårbar forbrugergruppe, og til at tage
skridt til at mindske denne forvridning.
Sigtet med bestemmelsen er ikke at forbyde den almindelige og legale reklamepraksis, der består i at fremsætte overdrevne
udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. Det gælder f.eks. almindelige anprisninger
som byens flotteste kager.
Der kan være forbrugere, der er så naive eller uvidende, at de bliver vildledt af eller på anden vis reagerer irrationelt på selv
den mest hæderlige handelspraksis. Der kan f.eks. være forbrugere, der tror, at russisk salat altid er produceret i Rusland De
erhvervsdrivende skal således ikke holdes ansvarlige for enhver tænkelig fortolkning af eller reaktion på deres handelspraksis,
som enkelte forbrugere måtte anlægge.
Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på markedsføring, der rettes mod et bredt udsnit af forbrugere, men som reelt har til formål
at udnytte bestemte svage forbrugere. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der sendes breve ud til et stort antal forbrugere med
falske oplysninger om f.eks. en stor pengepræmie, og hvor forbrugerne på den måde narres til at udlevere personlige oplysninger
eller penge.
§ 9
Den foreslåede bestemmelse erstatter bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 4, idet bilaget til
bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold, som er udstedt med hjemmel i den
gældende markedsføringslovs § 3, stk. 4, gøres til bilag 1 til selve loven.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Formålet med at knytte bilaget til selve loven er at øge synligheden af og kendskabet til, at der findes en række former for
handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive og hvor en vurdering af, om de er egnede til at forvride den
økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren, derfor ikke er nødvendig.
Bilag 1 implementerer af bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis, der indeholder en liste over forskellige konkrete
former for handelspraksis, som under alle omstændigheder skal betragtes som urimelige, og som derfor forbydes, jf. direktivets
artikel 5, stk. 5. Listen skal ifølge direktivets artikel 5, stk. 5, anvendes i samtlige medlemsstater og må kun ændres ved en
revision af direktivet.
Det foreslås, efter bestemmelsen, at uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7 må en erhvervsdrivende ikke anvende de
former for handelspraksis, der er opregnet i lovens bilag 1.
De første 23 former for handelspraksis vedrører vildledende handelspraksis, mens de sidste 8 former vedrører aggressiv
handelspraksis.
Der kan ikke sluttes modsætningsvis, således at en handelspraksis, der ikke er optaget på bilag 1, umiddelbart kan anses for at
være lovlig. De former for handelspraksis, som ikke er opregnet i bilaget, skal derimod altid vurderes konkret på baggrund af
lovforslagets §§ 5-7.
§ 10
Den foreslåede bestemmelse viderefører med visse sproglige justeringer § 6 i den gældende markedsføringslov, bortset fra stk. 3 og
4, der er nye.
I stk. 2 lægges der i bemærkningerne op til en bredere fortolkning af egne tilsvarende produkter, hvilket vil medføre ændringer af
retstilstanden.
Med stk. 3 indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse forhold mellem erhvervsdrivende, hvilket vil medføre
ændringer af retstilstanden.
Derudover er der ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 13 i e-databeskyttelsesdirektivet.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte forbrugere, erhvervsdrivende og offentlige myndigheder mod at blive overbebyrdet med
uønskede uanmodede henvendelser via bl.a. e-mails. Anvendelse af elektronisk post til markedsføring, som er en nem og billig
kommunikationsform kan således virke generende, påføre modtageren omkostninger, lægge beslag på modtagekapaciteten og dermed
hindre modtageren i at modtage andre e-mails.
Bestemmelsen indebærer, at uanmodet markedsføring ved brug af elektronisk post, automatisk telefonopkaldssystem og telefax
forbydes, medmindre forholdet er omfattet af undtagelserne i stk. 2 eller 3.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at det ved direkte markedsføring over for fysiske personer med andre former for
fjernkommunikation sikres, at modtagerne på en nem måde kan frabede sig markedsføringen.
Bestemmelsen gælder kun ved direkte markedsføring. Ved direkte markedsføring forstås, at den erhvervsdrivendes henvendelse sendes
til en bestemt person. Det er uden betydning, om der er tale om enslydende reklamemeddelelser sendt til flere personer.
Der foreligger også direkte markedsføring i tilfælde, hvor reklamemateriale f.eks. lægges i adresserede kuverter med kontoudtog
m.v. (»kuvertfyld«).
Adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer eller lignende, der sendes til en ubestemt kreds af mulige aftagere, er ikke
direkte markedsføring.
Det følger endvidere af bilag 1 nr. 26, at det er en aggressiv markedsføring i strid med lovens § 8, hvis der foretages
vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, der ikke er omfattet af forbuddet i forbrugeraftalelovens § 4, eller pr.
telefax, e-mail eller andre fjernkommunikationsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser med henblik på at
håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. at elektronisk post, automatiserede opkaldsanordninger og telefax ikke må anvendes til
markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående har afgivet samtykke til at modtage markedsføring (en såkaldt
opt-in model).
Begrebet elektronisk post skal forstås som enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via
et offentligt kommunikationsnet, og som lagres i nettet i modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren, jf.
lovforslagets § 2, nr. 15.
Ved automatisk opkaldssystem forstås automatiserede opkaldssystemer og kommunikationssystemer uden menneskelige indgreb. Ved
opringningen meddeles der automatisk et indtalt reklamebudskab.
Forbuddet gælder uanmodet henvendelse med henblik på direkte markedsføring, dvs. markedsføring til en bestemt person. Bestemmelsen
dækker enhver form for direkte markedsføring herunder imagemarkedsføring.
Bestemmelsen stiller krav om, at den erhvervsdrivende skal indhente modtagerens samtykke. Den erhvervsdrivende kan således ikke
benytte elektroniske adresser, der er oplyst af andre. Øvrige koncernselskaber er i denne forbindelse ikke den samme
erhvervsdrivende. Betingelserne for indhentelse af et lovligt samtykke er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 2, nr. 14.
Samtykket skal være indhentet, før den erhvervsdrivende retter henvendelse ved brug af elektronisk post m.v. Et samtykke kan
derfor ikke indhentes f.eks. ved at sende en mail til modtageren og anmode om samtykket.
Forbuddet mod uanmodet direkte markedsføring i stk. 1, 1. pkt. gælder, uanset om modtageren er forbruger, erhvervsdrivende, en
offentlig myndighed eller andet, og uanset om modtageren er en fysisk eller en juridisk person, jf. ordet »nogen«.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt. at den erhvervsdrivende skal give en let og gebyrfri adgang til at tilbagekalde samtykket.
Muligheden for at tilbagekalde samtykket skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Har kunden f.eks. givet sit
samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde sit samtykke via sms.
Stk. 2 indeholder en undtagelse til forbuddet i stk. 1.
I lighed med den foreslåede stk. 1, er undtagelsen i stk. 2 ikke begrænset til at gælde i forbrugerforhold, men gælder
markedsføring pr. elektronisk post til alle kunder, uanset om vedkommende er forbruger, erhvervsdrivende, en offentlig myndighed
eller andet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis en erhvervsdrivende har modtaget en elektronisk adresse fra en kunde i forbindelse med
salg af produkter, kan den erhvervsdrivende, uanset stk. 1, markedsføre egne tilsvarende produkter til kunden via elektronisk
post.
For at være omfattet af stk. 2, 1. pkt. er det en forudsætning, at kunden selv har oplyst sin elektroniske adresse til den
erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende kan således ikke benytte elektroniske adresser, der er oplyst af andre. Øvrige
koncernselskaber er i den forbindelse ikke at betragte som den samme erhvervsdrivende.
Det er ligeledes en betingelse, at oplysningen er givet i forbindelse med salg af produkter. Den erhvervsdrivende kan således kun
benytte adresser, der er afgivet i forbindelse med indgåelse af en aftale om salg af et produkt. En erhvervsdrivende, der under
andre omstændigheder kommer i besiddelse af en kundes elektroniske adresse, vil ikke kunne gøre brug af undtagelsen. Potentielle
kunder, der har vist interesse for et produkt, men ikke har gennemført et køb, er ikke omfattet af undtagelsen. Den
erhvervsdrivende vil derfor i disse tilfælde skulle indhente et lovligt samtykke efter den foreslåede stk. 1. Muligheden for at
reklamere ved fremsendelse med elektronisk post er desuden begrænset til markedsføring af egne tilsvarende produkter. Den
erhvervsdrivende skal, senest på tidspunktet for den erhvervsdrivendes registrering af adressen, specificere over for modtageren,
hvad der forstås ved egne tilsvarende produkter. I modsat fald skal begrebet egne tilsvarende produkter fortolkes snævert. Det er
en konkret vurdering hvad der skal forstås ved egne tilsvarende produkter. Det afgørende er de forventninger, den erhvervsdrivende
har skabt hos forbrugeren i forbindelse med afgivelsen af adressen. Det er ikke afgørende hvad den erhvervsdrivende selv forstår
ved begrebet. Begrebet egne tilsvarende produkter er ikke nødvendigvis begrænset til at være produkter, der er identiske med det
først solgte produkt. Tilsvarende produktgrupper, som den erhvervsdrivende selv forhandler, kan således omfattes af undtagelsen i
stk. 2, såfremt den erhvervsdrivende har skabt en forventning herom. Har man eksempelvis købt et par bukser i et stormagasin, der
sælger mange forskellige typer af varer, og i forbindelse hermed afgivet sin elektroniske adresse, vil den erhvervsdrivende
fremover kunne sende reklamer for stormagasinets øvrige varesortiment med elektronisk post. Dette gælder dog kun, hvis det er
oplyst over for kunden på det tidspunkt den elektroniske adresse afgives, at den erhvervsdrivende fremover vil sende markedsføring
om stormagasinets øvrige varesortiment. Hvis den erhvervsdrivende ikke har oplyst noget om dette, skal det fortolkes snævert,
hvilke produkter den erhvervsdrivende kan markedsføre elektronisk til forbrugeren.
Det foreslås i stk. 2, 2 pkt., at det er en forudsætning for at kunne bruge undtagelsen i stk. 2, 1. pkt., at den erhvervsdrivende
samtidig skal oplyse kunden klart og utvetydigt om, at adressen vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame, samt om
muligheden for at vælge dette fra.
Det skal således være muligt for kunden i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske adresse at meddele, at vedkommende ikke
ønsker at modtage reklame med elektronisk post. Det skal hertil også være let og gebyrfrit for kunden at frabede sig den
elektroniske markedsføring.
Muligheden for at melde fra skal ligeledes fremgå ved hver efterfølgende henvendelse, således at kunden, hver gang denne modtager
markedsføring med elektronisk post, bliver oplyst om muligheden for let og gebyrfrit at frabede sig fremtidig markedsføring.
Muligheden for at frabede sig fremtidige henvendelser skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Modtager kunden
f.eks. henvendelser via sms, skal kunden som minimum fremtidigt kunne frabede sådanne henvendelser via sms. Enhver elektronisk
markedsføring skal indeholde vejledning om, hvordan man let og gebyrfrit framelder sig fremtidige reklamer. Frameldingssystemet
skal være indrettet således, at den der foretager en sådan framelding modtager en bekræftelse herpå.
Den erhvervsdrivende har efter bestemmelsen alene ret til at fremsende sin markedsføring pr. elektronisk post. Fremsendelse af
markedsføringsmateriale pr. fax eller ved brug af telefonisk opkaldsmaskine vil fortsat skulle følge reglerne i stk. 1 og kræver
dermed et forudgående samtykke. Hvis den erhvervsdrivende ønsker at benytte andre fjernkommunikationssystemer, som f.eks.
almindelig post, skal reglerne i stk. 5 følges.
Stk. 3, indeholder en undtagelse fra kravet om indhentelse af forudgående samtykke ved markedsføring mellem erhvervsdrivende.
Bestemmelsen tillader således uanmodede markedsføringshenvendelser mellem erhvervsdrivende under visse nærmere betingelser. Da der
er tale om en undtagelsesbestemmelse skal bestemmelsen i overensstemmelse med almindelige fortolkningsprincipper fortolkes
snævert.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en erhvervsdrivende uanset stk. 1 og 2, kan rette henvendelse til en bestemt person hos en
anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring af egne produkter, når der er et
kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende.
Begrebet erhvervsdrivende skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 2, nr. 2. Det vil eksempelvis betyde, at
almennyttige foreninger også vil være omfattet af begrebet, hvis foreningen er afsender af den pågældende markedsføring, og
afsendelsen er udslag af erhvervsmæssig virksomhed.
Hvis foreningen imidlertid er modtager af den pågældende markedsføring, vil almennyttige foreninger som udgangspunkt ikke være
erhvervsdrivende i bestemmelsens forstand. Udgangspunktet kan dog fraviges, hvis markedsføringshenvendelsen vedrører en aktivitet
i foreningen, som må betragtes som en erhvervsaktivitet. Det kan f.eks. være en markedsføringsmail der vedrører en forenings
erhvervsmæssige kursusvirksomhed og som sendes til en ansat i foreningen, der arbejder med denne kursusvirksomhed. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til definitionen på erhvervsdrivende i § 2, nr. 2, og til bemærkningerne om lovens anvendelsesområde i §
1.
Bestemmelsen giver mulighed for at sende elektronisk post til en bestemt person hos en anden erhvervsdrivende. Der kan både være
tale om en ansat, et ledelsesmedlem, en partner m.v., der arbejder hos den erhvervsdrivende. Den personkreds, der kan sendes
markedsføring til, er afgrænset af stk. 3, 3. pkt., således at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den enkelte
modtagers arbejdsfunktion. Det vil f.eks. sige, at markedsføring om medarbejderkurser alene må sendes til de personer i en
virksomhed, der har en arbejdsfaglig interesse for indkøb af kurser, f.eks. en HR-chef.
Kravet om, at henvendelsen skal være rettet til en bestemt person betyder, at den elektroniske post alene kan sendes til en
personhenførbar elektronisk adresse hos den modtagende erhvervsdrivende, f.eks. hans.hansen@virksomhed.dk. Elektonisk post, der
bliver sendt til generiske elektroniske virksomhedsadresser, f.eks. info@virksomhed.dk eller andre elektroniske fællespostkasser
hos en virksomhed, ikke opfylder betingelsen om at være sendt til en bestemt person. Udgangspunktet er således, at der altid skal
indhentes et forudgående samtykke efter stk. 1, såfremt en erhvervsdrivende ønsker at sende markedsføring til en anden
erhvervsdrivendes generiske elektroniske adresse. Dette udgangspunkt modificeres dog i tilfælde, hvor en erhvervsdrivende kun har
én elektronisk adresse til virksomheden og ikke har elektroniske adresser til enkelte medarbejdere, f.eks. i
enkeltmandsvirksomheder eller små virksomheder, hvor der alene arbejder ganske få personer. I disse situationer betragtes
virksomhedens ene elektroniske adresse som værende personhenførbar grundet den meget snævre modtagerkreds.
Den afsendende erhvervsdrivende må kun markedsføre sine egne produkter. Der kan derfor ikke markedsføres produkter fra andre
erhvervsdrivende, herunder koncernforbundne selskaber, medmindre der er givet fornødent samtykke hertil efter stk. 1. Egne
produkter skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lovens § 2, stk. 3, som omfatter alle produkter, som den afsendende
erhvervsdrivende sælger eller har som en del af sin forretning. Herunder hører f.eks. også rabataftaler, som den erhvervsdrivende
har indgået med tredjemand, og som den erhvervsdrivendes kunder eller medlemmer kan drage fordel af, når indgåelsen af sådanne
aftaler udgør en del af den forudsatte kunde- eller medlemsrelation mellem afsender og modtager.
Bestemmelsen i stk. 3, er ikke som stk. 2 begrænset til, at der kun må markedsføres produkter, som svarer til de produkter, der
tidligere er solgt imellem parterne. Det er heller ikke et krav, at modtagerens elektroniske adresse skal være modtaget i
forbindelse med tidligere salg af produkter, eller at den elektroniske adresse er modtaget direkte fra modtageren.
Bestemmelsens 1. pkt. gælder kun eksisterende kundeforhold og skal vurderes på virksomhedsniveau. Et kundeforhold anses for at
være eksisterende, hvis der har været et salg af et produkt mellem de erhvervsdrivende parter inden for det seneste år, og
kunderelationen ikke er blevet opsagt. Erhvervsmæssigt medlemskab af foreninger betragtes i denne sammenhæng også som et
kundeforhold. Det gælder f.eks., hvor en erhvervsdrivende er medlem af en erhvervsorganisation, en brancheforening eller en anden
forening, som varetager den erhvervsdrivendes erhvervsmæssige interesser. I medlemsrelationer anses forholdet for at eksistere,
indtil en eventuel opsigelse af medlemsskabet er trådt i kraft. Såfremt den modtagende erhvervsdrivende er en del af en koncern,
anses de koncernforbundne selskaber ikke for at være omfattede af kunderelationen. Der må således ikke sendes uanmodet
markedsføring til ansatte m.v. i sådanne koncernselskaber.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at en erhvervsdrivende også må rette henvendelse til en bestemt person hos en anden
erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring af egne produkter, når afsenderen har fået
modtagerens elektroniske adresse direkte fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. 2. pkt.
udstrækker således anvendelsesområdet for stk. 3, til situationer, hvor der ikke er et eksisterende kundeforhold mellem den
afsendende og den modtagende erhvervsdrivende.
Med erhvervsmæssig kontakt forstås, at den elektroniske adresse skal være udvekslet mellem modtager og afsender i en
erhvervsmæssig sammenhæng. Hvis afsender f.eks. har fået modtagerens elektroniske adresse på et møde, en messe, et kursus eller
lignende, er kravet om erhvervsmæssig kontakt opfyldt. Den personkreds, der kan sendes markedsføring til efter 2. pkt., er
indsnævret i forhold til 1. pkt., idet kravet om erhvervsmæssig kontakt er en skærpelse i forhold til betingelsen i stk. 3, 3.
pkt., om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den enkelte modtagers arbejdsfunktion. Det gælder således efter
2 pkt. at der alene kan rettes uanmodet elektronisk henvendelse til den bestemte person, som den afsendende erhvervsdrivende har
været i konktakt med. Der kan således ikke sendes uanmodede elektroniske henvendelser til den pågældende persons kollegaer uden
gyldigt samtykke fra hver enkelt modtager efter stk. 1.
Bestemmelsens 2. pkt. supplerer således 1. pkt. Mens 1. pkt. er baseret på virksomhedsrelationen mellem afsender og modtager
(kunde-/medlemsforhold), er 2. pkt. baseret på personrelationen mellem afsender og modtager. I 2. pkt. er det et kriterium, at
afsenderen har modtaget den pågældende elektroniske adresse direkte fra modtageren, mens det ikke er et krav i 1. pkt. Når der
ikke er en eksisterende virksomhedsrelation mellem afsender og modtager, stilles der således større krav til personrelationen
mellem afsender og modtager.
Såfremt modtageren bestrider, at betingelserne i 2. pkt., for afsendelse af uanmodet elektronisk markedsføring er opfyldt, er det
afsenderen, der har bevisbyrden. Afsenderen skal derfor kunne dokumentere, hvor og hvornår den elektroniske adresse er modtaget.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion,
samt at den erhvervsdrivende skal give modtageren klart og utvetydigt mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere
elektronisk markedsføring ved hver henvendelse.
Kravene gælder både, hvor markedsføringen sendes som led i et eksisterende kunde- eller medlemsforhold, jf. 1. pkt., og hvor
markedsføringen sendes efter direkte modtagelse af adressen i forbindelse med en erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer, jf.
2. pkt.
Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion, betyder, at
markedsføringen skal ligge inden for den pågældende modtagers arbejdsområder i virksomheden. En ansat, der arbejder med
it-sikkerhed, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens it-sikkerhed, mens en ansat, der arbejder med indkøb,
må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens indkøbsfunktion. Markedsføringen skal således være tilpasset den
enkelte modtager. Ønsker afsenderen at afsende bredere form for markedsføring, må der indhentes samtykke efter stk. 1, eller
betingelserne efter stk. 2 skal være opfyldt. En bred udsendelse til mange modtagere i samme virksomhed, vil endvidere kunne være
i strid med god markedsføringsskik efter § 3.
Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion, skal dels sikre
modtageren mod irrelevant markedsføring, dels sikre at reglens anvendelsesområde reelt er begrænset til de tilfælde, hvor der er
en eksisterende relation mellem parterne enten på virksomhedsniveau eller personligt niveau, som er indgående nok til, at
afsenderen er bekendt med, hvad der har relevans for modtagerens arbejdsfunktion.
Retten for modtageren til at frabede sig yderligere elektroniske markedsføringshenvendelser modsvares af en pligt for afsenderen
til at respektere en sådan framelding.
Som det også gælder efter stk. 2, skal den modtagende erhvervsdrivende klart og utvetydigt oplyses om muligheden for at frabede
sig fremtidig markedsføring. Det skal således være muligt for den modtagende erhvervsdrivende at meddele, at vedkommende ikke
ønsker at modtage reklame med elektronisk post. Det skal hertil også være let og uden omkostninger for den erhvervsdrivende at
frabede sig markedsføring.
Muligheden for at melde fra skal fremgå af alle henvendelser fremover, således at den erhvervsdrivende, hver gang denne modtager
markedsføring med elektronisk post, bliver oplyst om muligheden for at frabede sig fremtidig markedsføring. Muligheden for at
frabede sig fremtidige henvendelser skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Modtager kunden f.eks.
henvendelser via sms, skal kunden som minimum fremtidigt kunne frabede sådanne henvendelser via sms. Enhver elektronisk
markedsføring skal indeholde vejledning om, hvordan man nemt og gebyrfrit framelder sig fremtidige reklamer. Frameldingssystemet
skal være indrettet således, at den der foretager en sådan framelding modtager en bekræftelse herpå.
Bestemmelsens stk. 4 indeholder en række betingelser, der skal være opfyldt, når en erhvervsdrivende retter henvendelse til nogen
ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring.
Det foreslås, i stk. 4, nr. 1, at den pågældende markedsføring klart skal kunne identificeres som sådan. Den erhvervsdrivende skal
således på en tydelig måde gøre det let for modtageren at blive opmærksom på, at der er tale om tilkendegivelser fra den
erhvervsdrivende, som har til formål at fremme afsætningen af dennes produkter.
Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at betingelser for salgsfremmende foranstaltninger skal være let tilgængelige og fremlægges klar og
utvetydigt. I kravet om let tilgængelighed ligger, at det skal være nemt at få adgang til betingelserne for f.eks. at deltage i en
konkurrence eller opnå en rabat. Betingelserne skal endvidere være affattet på en måde, så der ikke opstår tvivl om indholdet, og
at de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig. Betingelserne skal endvidere være fremhævede, så de er lette at få øje på.
Salgsfremmende foranstaltninger kan f.eks. være rabatter, tilgift, gaver, konkurrencer og spil.
Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at det skal fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde der ikke er tilsløret eller
holdes skjult. Det vil sige, den fysiske eller juridiske person, for hvilken markedsføringen har til formål at fremme sin
afsætning af produkter
Det foreslås i stk. 4, nr. 4, at der skal være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
henvendelser. Et link, hvor modtageren kan frabede sig sådanne henvendelser, vil også opfylde kravet.
Betingelserne i stk. 4, nr. 1- 4 svarer til kravene om identifikation af kommerciel kommunikation i den gældende e-handelslovs §
9, jf. FT 2001-2002, Tillæg A, sp. 1790.
Endelig indeholder bestemmelsen i stk. 4, nr. 5, et forbud mod, at modtageren i sådanne henvendelser, opfordres til at besøge
websteder, hvor den erhvervsdrivende bag webstedet ikke opfylder betingelserne i stk. 4, nr. 1-4.
Bestemmelsens stk. 5 indeholder et forbud mod at rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til
fjernkommunikation end dem der er nævnt i stk. 1, hvis det pågældende har frabedt sig dette (efter en såkaldt opt out model). Det
er uden betydning, om den fysiske person er forbruger eller erhvervsdrivende.
Det kan i praksis være vanskeligt at afgrænse, hvad der menes med andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post,
telefax og automatiske opkaldssystemer. Den teknologiske udvikling skaber hele tiden nye måder at markedsføre sig på, herunder
hvordan de erhvervsdrivende henvender sig til modtageren af markedsføringen. Den foreslåede bestemmelse opsamler de tilfælde, som
ikke falder ind under definitionen på elektronisk post m.v.
Det anses ikke for at være direkte markedsføring til en bestemt fysisk person og dermed omfattet af bestemmelsen, hvis man
husstandsomdeler f.eks. et omslag med en påtrykt adresse, men uden navn.
Det foreslås i stk. 5, nr. 1, at en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre
midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis den pågældende over for den
erhvervsdrivende har frabedt sig dette.
Det foreslås i stk. 5, nr. 2, at en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre
midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis det fremgår af en fortegnelse, som
udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig dette. For at overholde loven
skal en erhvervsdrivende sammenholde den adresseliste, man vil benytte ved direkte markedsføring, med den fortegnelse, som
udarbejdes af CPR med virkning for et kvartal af gangen, også kaldet Robinsonlisten.
Det foreslås i stk. 5, nr. 3, at en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre
midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse
i CPR – typisk i forbindelse med ajourføring af adresselister - er blevet bekendt med at den pågældende har frabedt sig direkte
markedsføring. Dette har praktisk betydning i forhold til de personer, som har navne- og adressebeskyttelse i CPR, og som derfor
ikke kan anføres på de fortegnelser, som CPR skal udarbejde.
Forbrugeraftalelovens regler om forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse gælder uændret. Der gælder visse undtagelser fra
forbuddet mod uanmodet telefonisk henvendelse, bl.a. for henvendelser om tegning af forsikring og om tegning af avisabonnement
m.v. Den foreslåede § 10, stk. 5, indebærer, at forbrugerne skal have mulighed for at frabede sig sådanne henvendelser. Det
foreslås præciseret i stk. 6, at en erhvervsdrivende, der har indhentet gyldigt samtykke, kan se bort fra adressebeskyttelsen i
CPR.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af
andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1, skal den erhvervsdrivende klart og utvetydigt oplyse om retten til at
frabede sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysningen gives i den
erhvervsdrivendes almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til modtageren.
Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den erhvervsdrivende altid skal give modtageren mulighed for let og gebyrfri at frabede sig
direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Muligheden for at tilbagekalde samtykket skal som minimum tilbydes via samme
kommunikationstjeneste. Har kunden f.eks. givet sit samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde sit samtykke via
sms. Den erhvervsdrivende må dog gerne tilbyde supplerende muligheder for at framelde sig markedsføring, såfremt denne mulighed er
nemmere at anvende for modtageren, f.eks. via et link.
Stk. 7 gælder kun ved henvendelser til fysiske personer. Det er uden betydning, om den pågældende er forbruger eller
erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 8, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan erhvervsdrivende skal oplyse
fysiske personer om adgangen til at frabede sig kommercielle henvendelser. Der kan også fastsættes nærmere regler om, på hvilken
måde modtagere skal kunne frabede sig denne form for markedsføring.
§ 11
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 8, stk. 2 og 3, dog er ordet handelspraksis
anvendt i stedet for markedsføring. Der er alene tale om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring i den gældende
markedsføringslov blev anset for at dække over det samme som begrebet handelspraksis.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden. Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Bestemmelsen regulerer handelspraksis rettet mod børn og unge. I forhold til vurderingen af hvornår en handelspraksis er rettet
mod børn og unge, henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 2.
Det foreslås, at stk. 1 supplerer den generelle bestemmelse i § 3, stk. 2, med et konkret forbud mod brug af visse pågående
virkemidler i handelspraksis rettet mod børn og unge. Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 2, og ændrer
ikke retstilstanden. Bestemmelsen er desuden i vidt omfang baseret på ICC-kodeks for regler om reklamering over for børn og unge.
ICC's kodeks for reklame og markedskommunikation er den danske oversættelse af Consolidated ICC Code of Advertising and Marketing
Communication Practice, der er udfærdiget af ICC Commission on Advertising and Marketing.
Handelspraksis, som opfordrer til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd er forbudt. Det vil ligeledes være i forhold til
børn og unge være forbudt på utilbørlig måde at benytte vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Handelspraksis, der tilskynder til voldshandlinger, mobning eller lignende, vil ikke være tilladt. Det samme gælder, hvis en
konkret handelspraksis på utilbørlig måde bruger drab, vold eller mishandling som virkemiddel. Eksempelvis vil det ikke være
tilladt at illustrere en reklame for legetøjspistoler med realistiske skuddueller mellem soldater.
Endvidere må den konkrete handelspraksis ikke uden pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig begrundelse indeholde afbildning
eller beskrivelser af farlige situationer eller af situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed. Det kunne f.eks. være en
reklame, hvor man viser modeller med plastikposer over hovederne, og hvor det vil være forbundet med stor fare, hvis børn
inspireret af reklamen gør det samme. Det samme gør sig gældende for reklamer, hvori personer f.eks. omgås uforsvarligt med ild.
Bestemmelsens stk. 2 supplerer også den foreslåede § 3, stk. 2, med et konkret forbud. Ifølge den foreslåede bestemmelse er enhver
omtale eller billeder af eller henvisning til rusmidler, herunder alkohol, i forbindelse med handelspraksis rettet mod børn og
unge under 18 år forbudt. Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 3, og ændrer ikke retstilstanden.
Handelspraksis vedrørende f.eks. alkoholholdige drikkevarer må dermed ikke rette sig mod børn og unge, uanset hvilken form den
antager, hvilket betyder, at enhver form for omtale af rusmidler, herunder alkohol, i f.eks. reklamer rettet mod børn og unge vil
være i strid med bestemmelsen. Det er således ikke tilladt, at en rejsearrangør, der i sin handelspraksis retter sig mod unge
under 18 år, anfører, at der under rejsen f.eks. besøges et antal barer og diskoteker i løbet af natten, hvor der serveres øl
m.v., og at der er fri bar eller billige drinks, eller at der er happy hour, pubcrawl eller lignende, da disse begreber henviser
til indtagelse af alkohol.
Mange sager vedrørende erhvervsdrivendes handelspraksis i forhold til alkoholholdige produkter over for børn og unge bliver i dag
behandlet i Alkoholreklamenævnet. Nævnet sender sagerne videre til Forbrugerombudsmanden til behandling efter markedsføringslovens
regler i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, hvis markedsføring er blevet erklæret i strid med retningslinjernes totalforbud
over for børn og unge af Alkoholreklamenævnet, ikke vil rette sig efter kritikken og ikke vil indstille den pågældende
handelspraksis.
Forbrugerombudsmanden har stadig mulighed for at tage sager op af egen drift eller oversende disse til Alkoholreklamenævnet.
§ 12
Den foreslåede bestemmelse viderefører bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs § 17, stk. 2.
Hjemmelsbestemmelsen er i dag udnyttet til at gennemføre en række EU-direktiver, og vil herudover kunne anvendes af erhvervs-og
vækstministeren i særlige tilfælde, hvor der, af hensyn til forbrugeroplysningen og til skabelsen af lige konkurrencevilkår på
markedet, opstår behov for, at ministeren fastsætter regler om mærkning med f.eks. bestemte varebetegnelser.
Det foreslås at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for, at der kan udstedes bekendtgørelser, der forbeholder bestemte
varebetegnelser og symboler til bestemte varer.
Det foreslås endvidere, at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for at udstede bekendtgørelser, der påbyder mærkning med
bestemte varebetegnelser, symboler eller oplysninger om blandt andet indhold, sammensætning og egenskaber i øvrigt.
De eksisterende bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den gældende hjemmel, vil blive videreført, jf. § 40. Det drejer sig
om bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer og bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af
materialer anvendt i hovedbestanddele af fodtøj med henblik på salg i detailledet.
§ 13
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 3.
Bestemmelsen blev indført som følge af det dagældende direktiv om vildledende og sammenlignende reklame fra 1984. Siden 2006 har
bestemmelsen ligeledes implementeret artikel 12, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af faktuelle oplysninger.
Kravet gælder ikke udsagn, som har karakter af almindelige anprisninger. Anprisninger er f.eks., når en erhvervsdrivende
fremsætter overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når
erhvervsdrivende reklamerer med, at de har byens venligste betjening.
Den erhvervsdrivende skal fremlægge bevis for rigtigheden af faktiske forhold, som den erhvervsdrivende gør gældende, såfremt
Forbrugerombudsmanden eller en anden håndhævelsesmyndighed, herunder domstolene, anmoder om det. Det skal under hensyn til de
legitime interesser hos den erhvervsdrivende og enhver anden part i sagen være relevant i det pågældende tilfælde.
Der stilles ikke krav om, at den erhvervsdrivende ligger inde med behørig dokumentation for rigtigheden af oplysninger om faktiske
forhold for at kunne anvende en given oplysning i markedsføringen. Oplysningen skal dog efterfølgende kunne dokumenteres inden for
rimelig tid, såfremt en håndhævelsesmyndighed anmoder om det.
§ 14
Den foreslåede bestemmelse er ny og træder i stedet for den gældende lovs § 13, stk. 1-3, der foreslås ophævet.
Bestemmelsen fastlægger, at erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugerne, i deres handelspraksis klart og tydeligt skal
oplyse om prisen efter de nærmere regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren efter bestemmelsens stk. 2.
Den gældende § 13, stk. 1, indeholder en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at oplyse om prisen for en vare som en samlet
pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter, dvs. at varens totalpris skal oplyses.
Ophævelsen af § 13, stk. 1, medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden, da der i bekendtgørelse nr. 866 af 18. september
2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer allerede er fastsat regler om prisoplysning for varer, der i det
væsentlige svarer indholdsmæssigt til oplysningskravene i den gældende § 13, stk. 1.
Den gældende § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser til
forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
Forpligtelsen gælder, når der sælges eller kan bestilles tjenesteydelser fra den erhvervsdrivendes faste forretningssted, dvs.
egentlige forretningslokaler eller værksteder, som forbrugerne normalt har adgang til. Som eksempler kan nævnes frisørsaloner og
fitnesscentre. Der skal også gives prisoplysninger, når der kan bestilles eller købes tjenesteydelser elektronisk, f.eks. på den
erhvervsdrivendes hjemmeside.
Ophævelsen af § 13, stk. 2, medfører en materiel ændring af retstilstanden. Efter forslaget vil forpligtelsen til at give
prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser primært være reguleret af bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om
tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Forskellen består i, at den erhvervsdrivende altid skal give oplysningerne om pris efter den gældende § 13, stk. 2, mens
oplysningerne efter bekendtgørelsen om oplysninger til tjenestemodtagere alene skal gives, hvis tjenesteyderen på forhånd har
fastsat en pris for en given type ydelse eller efter anmodning fra tjenestemodtageren.
Rent tidsmæssigt adskiller oplysningskravet i den gældende § 13, stk. 2, sig også fra bekendtgørelsen, da oplysningerne efter §
13, stk. 2, skal gives ved mærkning, skiltning eller på anden tydelig vis, mens oplysningerne efter bekendtgørelsen skal gives i
god tid inden kontraktens indgåelse eller, hvis der ikke foreligger en aftale, inden tjenesteydelsens udførelse.
Endelig har den forslåede § 13, stk. 1, et snævrere anvendelsesområde end den gældende § 13, stk. 2, idet bekendtgørelsen om
oplysninger til tjenestemodtagere grundlæggende finder anvendelse på alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt er udelukket
herfra. Bekendtgørelsen dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet, såsom turisme og håndværksvirksomhed, mens følgende
sektorer er undtaget fra bekendtgørelsens anvendelsesområde: Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, finansielle
tjenesteydelser, elektroniske kommunikationstjenester og – netværk, samt tilhørende faciliteter, tjenesteydelser på
transportområdet, tjenesteydelser, der udbydes af vikarbureauer, tjenesteydelser på sundhedsområdet, audiovisuelle tjenesteydelser
og radiospredning, spil, virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, sociale tjenesteydelser, private
vagttjenester samt tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder.
Det bemærkes dog, at den foreslåede § 13, stk. 1, skal anvendes i sammenhæng med lovforslagets § 6, stk. 1 og 2, der bestemmer, at
den erhvervsdrivende ved købsopfordringer skal give en række oplysninger, herunder oplysninger om prisen inklusive moms og
afgifter. Da den erhvervsdrivendes i sin handelspraksis over for forbrugerne i langt de fleste tilfælde vil gøre brug af
købsopfordringer, er det selvstændige anvendelsesområde for den foreslåede § 13, stk. 1, meget snævert.
Den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at kravene i § 13, stk. 1 og 2, samt de i medfør af den § 13, stk. 8, fastsatte
regler også skal opfyldes, når der gives prisoplysninger i annoncer m.v.
Det følger af den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., at når der i annoncer eller andet markedsføringsmateriale oplyses om prisen for
enten varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne i stk. 1 eller 2, samt de i medfør af stk. 8 fastsatte regler iagttages.
En lignende regel findes for varer i bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for
forbrugsvarer § 9, hvoraf det fremgår, at når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmaterialet gives oplysning
om pris for varer, skal prisoplysningerne gives i overensstemmelse med forskrifterne i bekendtgørelsens §§ 3-7 og § 8, 2. pkt. Den
gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., har således i det væsentlige samme indhold som prismærkningsbekendtgørelsens § 9, og der vil
derfor ikke være tale om en ændring af retstilstanden, for så vidt angår prisoplysning ved annoncering for varer.
Denne bekendtgørelse gælder imidlertid alene for varer. Konsekvensen af en ophævelse af § 13, stk. 3, nr. 1, i forhold til
tjenesteydelser vil derfor være, at der fremover ikke vil gælde en særlig regel om oplysninger om priser i annoncer m.v. for så
vidt angår tjenesteydelser.
Dog vil området i et vist omfang være reguleret af lov nr. 227 af 22. april 2001 om tjenester i informationssamfundet, herunder
visse aspekter af elektronisk handel (e-handelsloven), der i den gældende § 8 bestemmer, at når der gives oplysning om pris for en
informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt prisen er inklusive
afgifter og leveringsomkostninger.
En informationssamfundstjeneste er i den pågældende lovs § 2, nr. 1, defineret som enhver tjeneste, der har kommercielt sigte, og
som leveres online på individuel anmodning fra tjenestemodtageren.
Der er som udgangspunkt efter lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af
elektronisk handel, ikke pligt til at angive pris i annoncer eller andet markedsføringsmateriale, men hvis tjenesteyderen gør det,
skal kravene i denne lovs § 8 være opfyldt.
Det fremgår af den gældende § 13, stk. 3, 2. pkt., at såfremt en fabrikant, importør eller grossist i annoncer, i reklamer eller
på anden måde foreslår en pris for videresalg til forbrugerne, skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende. 1. pkt.
finder tilsvarende anvendelse for mundtlige prisoplysninger.
Bindende videresalgspriser er allerede forbudt efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 2, nr. 7, hvoraf følger, at
det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse
konkurrencen, herunder at fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til
ikke at fravige vejledende salgspriser.
Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 1-3, er en videreførelse af den gældende § 13, stk. 8, nr. 2-4, og indeholder en bemyndigelser
til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger. Det bemærkes, at den gældende § 13, stk. 8, nr. 1, er videreført med
den foreslåede § 14, stk. 4.
Bestemmelsen har, som den gældende § 13, stk. 8, til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning og samtidig undgå en unødig
detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder i forbindelse med administrationen af de generelle
prisoplysningsbestemmelser eller behov for særregler, er der med bestemmelsen hjemmel til at udstede supplerende administrative
regler, f.eks. i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage et område fra reglerne om prisoplysning.
Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 4, er en videreførelse af den gældende § 7a, der indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som
giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om oplysningsforpligtigelser for tjenesteydere. Hjemlen
er anvendt til at gennemføre de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende bemyndigelse
er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til
tjenestemodtagere.
Den foreslåede stk. 1 er udtryk for en generel adfærdsnorm og bliver suppleret af bestemmelsens stk. 2 samt de øvrige regler i
markedsføringsloven.
Bestemmelsen suppleres særligt af lovforslagets §§ 5 og 6 om vildledende handlinger og vildledende udeladelser, herunder særligt §
6, stk. 2, der fastlægger, hvilke oplysninger der betragtes som væsentlige at give i forbindelse med købsopfordringer. Heraf
fremgår bl.a., at den erhvervsdrivende skal oplyse om prisen inklusive moms og afgifter, samt hvor det er relevant, yderligere
omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto.
Bestemmelsen suppleres endvidere af bestemmelser om oplysninger vedrørende priser i anden lovgivning, herunder lov om tjenester i
informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, der fastlægger, at når der gives oplysning om pris for en
informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt.
Når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal fremgå,
hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.
Det foreslås i stk. 2 at give erhvervs- og vækstministeren en bemyndigelsesadgang til efter forhandling med vedkommende minister
samt repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer at fastsætte specifikke regler om prisoplysninger.
Stk. 2, nr. 1-3 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere
regler med henblik på at fastsætte de nærmere regler efter oplysningsforpligtelsen i stk. 1. Den gældende bemyndigelse er udnyttet
til at udstede en række bekendtgørelser om prisoplysninger inden for en række specifikke områder, herunder bl.a. bekendtgørelse
nr. 10002 af 16. marts 1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle prisnedsættelser for varer,
bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning og skiltning samt annoncering med priser m.v. for øl og mineralvand i
returflasker, bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995 om prisskiltning for motorbrændstof og bekendtgørelse nr. 866 af 18.
september 2000 om oplysning af salgspris og enhedspris på forbrugsvarer, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser. Det fremgår af bekendtgørelsen om
oplysning af salgspris og enhedspris på forbrugsvarer, at erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere i salgslokalet, eller
hvor varerne i øvrigt udstilles til salg, skal oplyse om såvel salgspris som enhedspris for den udbudte vare eller varemængde.
Prisoplysningerne skal gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne
vedrører. Ved salgspris forstås den endelige pris for en vare eller en given mængde af en vare, inklusive moms og alle øvrige
afgifter, men eksklusive eventuelt pant.
Nr. 4 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler med
henblik på at opfylde de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende bemyndigelse er
udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til
tjenestemodtagere.
Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at en tjenesteyder skal oplyse om prisen for en tjenesteydelse, hvis tjenesteyderen på
forhånd har fastsat en pris for en given type ydelse.
Disse oplysningskrav vedrører alene tjenesteydelser, ikke varer. Oplysningsforpligtelserne supplerer de øvrige oplysningskrav, der
gælder efter bl.a. forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven.
§ 15
Den foreslåede bestemmelses stk. 1-2 er en videreførelse af den gældende lovs § 13, stk. 4-5. Bestemmelsen medfører ikke
materielle ændringer i retstilstanden.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 viderefører delvist den gældende markedsføringslovs § 13, stk. 6.
Efter den gældende § 13, stk. 6, skal den erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning i særlige situationer give yderligere
oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser, der indgår i prisen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er dog ændret således, at der ikke længere vil blive stillet krav om, at der skal foreligge
særlige situationer for at forbrugeren kan anmode om yderligere oplysninger. Efter den foreslåede bestemmelse, vil forbrugeren nu
i alle situationer kunne anmode om yderligere oplysninger. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i praksis har været
usikkerhed om, hvilke særlige situationer, der er omfattet af den gældende § 13, stk. 6.
Der har endvidere været usikkerhed om det tidsmæssige aspekt i den gældende § 13, stk. 6. Det vil sige i hvor lang tid
forbrugerens ret til at anmode om yderligere oplysninger, strækker sig efter, at forbrugeren har modtaget regningen. Den
foreslåede bestemmelses stk. 3 er derfor rettet til sprogligt og præciseret, således at det udtrykkeligt fremgår af lovteksten, at
forbrugerens begæring om yderligere oplysninger skal være fremsat inden for rimelig tid efter, at forbrugeren har modtaget
regningen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4, er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 13, stk. 8, nr. 1. Bestemmelsen
medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Den foreslåede bestemmelsens stk. 1-3, pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning, en generel
forpligtelse til at give forbrugere en specificeret regning, så det er muligt for forbrugerne at kontrollere prisen for de købte
ydelser.
Regningen skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og materialer den samlede tjenesteydelse
indeholder. De oplysninger, der skal gives efter bestemmelsen, skal generelt sætte forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke
ydelser, der er leveret, og hvilke priser, der er beregnet herfor.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning, pålægges en generel forpligtelse til at
give forbrugeren en specificeret regning, der sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de materialer og
tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Denne generelle faktureringspligt skal, i de tilfælde, hvor der ikke på forhånd er opgivet
en fast pris for tjenesteydelsen, sikre forbrugeren et grundlag for at kunne vurdere, om den pris, som den erhvervsdrivende
forlanger for en tjenesteydelse, er berettiget.
Efter bestemmelsen skal der gives oplysninger om timepris og om timeforbrug, samt om eventuelt materialeforbrug, hvor dette har
betydning for prisen på tjenesteydelsen. For så vidt angår materialeforbrug vil det i nogle situationer være muligt at angive
dette, men materialeforbruget vil ikke nødvendigvis have betydning for prisen. I sådanne tilfælde kan den erhvervsdrivende undlade
at oplyse om materialeforbruget. Mindre mængder af hjælpematerialer kan endvidere angives som en samlet post, således at den
erhvervsdrivende ikke skal redegøre for hver enkelt lille del, der er brugt til at udføre tjenesteydelsen. Det vil således være
muligt for den erhvervsdrivende at angive materialer som søm, skruer og lignende hjælpematerialer under en samlet post. Den
samlede post, der angiver omfanget af hjælpematerialer, skal blandt andet ses i forhold til det samlede materialeforbrug.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan give forbrugeren flere oplysninger. Det kan f.eks. være
oplysninger om grundgebyr, kørsel m.v.
Det foreslås i stk. 2, at den erhvervsdrivende helt eller delvist kan erstatte oplysningerne i stk. 1, med andre oplysninger, hvis
dette er aftalt med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane indenfor det pågældende område. Det vil således være
muligt for de erhvervsdrivende at erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1, med oplysninger om f.eks. standardpriser m.v. Ligeledes
kan den del af den samlede faktura, der vedrører arbejde udført af underentreprenører eller underleverandører, angives som et
samlet beløb. Dette svarer til, hvad der i dag er gældende på f.eks. byggeområdet.
Det kan i nogle tilfælde være mere til forbrugerens gavn at få andre oplysninger end de oplysninger, der følger af stk. 1. F.eks.
kan standardpriser hjælpe forbrugeren til direkte at sammenligne prisen for en bestemt ydelse hos flere tjenesteudbydere. Der har
således i visse brancher – som f.eks. autoreparationsbranchen - udviklet sig en sædvane om at fakturere standardpriser for visse
standardydelser. Der er også i andre brancher udviklet en praksis for at give andre oplysninger end de oplysninger, der er nævnt i
stk. 1. Dette er f.eks. tilfældet i tandlægebranchen, hvor det er oplyst, at hovedparten af tandlægers regninger består af
ydelser, der er aftalt i tandlægeoverenskomsten med meget specifikke ydelsesbeskrivelser og faste priser.
Det foreslås i stk. 3, at den erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning skal give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren
i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i prisen.
Baggrunden for denne bestemmelse er, at forbrugeren kan have brug for at få yderligere oplysninger for at kunne bedømme
elementerne af ydelsen og prisen herfor.
Yderligere oplysninger efter stk. 3 vil typisk kunne være oplysninger om grundgebyr, andre gebyrer, kørsel, eksternt udført
arbejde, ekstra betaling for arbejde og/eller kørsel uden for normal arbejdstid, leje af materiel og forsikringer.
Begæringen efter stk. 3 skal fremsættes inden for rimelig tid efter, at forbrugeren har modtaget regningen, hvilket normalt vil
være ca. en måned efter, at forbrugeren har modtaget regningen medmindre særlige forhold bevirker, at forbrugeren ikke kan
overholde fristen.
Viser der sig et behov for særregler, der ligger ud over ordlyden i stk. 1-3, foreslås det, at der i bestemmelsens stk. 4, gives
hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren, efter forhandling med vedkommende fagminister samt forbrugerepræsentanter og
relevante forbruger- og erhvervsorganisationer, kan udstede supplerende administrative regler.
Disse regler kan eksempelvis være en præciserende bekendtgørelse. Det kan også være regler, der undtager et område fra
faktureringsreglerne.
Hjemlen kan f.eks. anvendes, hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt detaljerede regler om
fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
§ 16
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 15. Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Bestemmelsen regulerer gebyrer i løbende kontraktforhold, hvor der efter aftaleindgåelsen sker ændringer i eksisterende gebyrer
eller indføres nye gebyrer.
Bestemmelsens formål er at skabe gennemsigtighed omkring eksisterende gebyrer og indførsel af nye gebyrer i løbende
kontraktforhold. Det sikres ved, at erhvervsdrivende forpligtes til at varsle gebyrændringer over for forbrugeren.
Ved et gebyr forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til en vare eller tjenesteydelse,
eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse, jf. definitionen på et gebyr i
lovforslagets § 2, nr. 13. Derimod omfatter bestemmelsen ikke gebyrer, der er nærmere reguleret ved lov, f.eks. rentelovens regler
om rykkergebyrer.
Bestemmelsen har ikke civilretlig virkning, og den griber således ikke ind i aftaleforholdet mellem forbrugeren og den
erhvervsdrivende. Der er i stedet tale om en offentligretlig bestemmelse, der ikke regulerer de aftaleretlige eller andre
civilretlige aspekter af aftalen. Det betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører kontraktforholdet mellem den erhvervsdrivende
og forbrugeren.
Bestemmelsen suppleres dog af dansk rets civilretlige regler om aftaler. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt for den
erhvervsdrivende at overholde kravene efter den foreslåede § 16, for at kunne forhøje et gebyr eller indføre et nyt gebyr. Sådanne
ændringer skal have hjemmel i aftalen mellem parterne, og må i øvrigt ikke være urimelig, jf. aftaleloven kapitel 4 om
forbrugeraftaler.
Gebyrer kan dermed ikke indføres eller forhøjes ensidigt på den erhvervsdrivendes initiativ. Dette skal have hjemmel i aftalen
mellem parterne og således være en del af det eksisterende aftalegrundlag, hvad enten der er tale om en med forbrugeren
individuelt forhandlet kontrakt eller f.eks. den erhvervsdrivendes standardaftalevilkår eller almindelige forretningsbetingelser.
Foreligger der ikke en sådan aftale mellem parterne på forhånd, må indførelse af et nyt gebyr eller andre ændringer til ugunst for
forbrugeren som udgangspunkt sidestilles med indgåelse af en ny aftale, som kræver forbrugerens accept, før ændringerne kan træde
i kraft.
Der henvises i øvrigt til dansk rets almindelige regler om indgåelse af aftaler, herunder de særlige modifikationer for
aftaleforhold mellem erhvervsdrivende og forbrugere. I relation til aftalevilkår om gebyrer bemærkes, at det som udgangspunkt ikke
vil være tilstrækkeligt, at oplysningerne blot er tilgængelige f.eks. på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af dennes
forretningsbetingelser. Forbrugernes opmærksomhed skal eksplicit henledes på sådanne oplysninger inden aftalens indgåelse, før
vilkåret kan anses for aftalt mellem parterne.
Det bemærkes, at uanset om der i et konkret tilfælde ikke måtte være tale om et gebyr i markedsføringslovens forstand, og den
foreslåede § 16 følgelig ikke finder anvendelse på omkostningen, gælder de almindelige aftaleretlige principper for sådanne
omkostninger. Disse omkostninger skal således også være aftalt mellem parterne, jf. ovenfor, ligesom de f.eks. heller ikke kan
indføres eller ændres vilkårligt.
Bestemmelsen finder, jf. lovforslagets § 1, stk. 3, ikke anvendelse på virksomheder omfattet af lov om finansielle virksomheder.
Det foreslås i stk. 1, at betingelserne for at kunne ændre størrelsen eller opkrævningen af et gebyr i en eksisterende aftale til
ugunst for forbrugeren klart skal være fremhævet i aftalen.
Dette indebærer, at det tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrerne kan ændres eller indføres. Det
er f.eks. ikke tilstrækkelig præcist, at der blot er taget forbehold for løbende pris- og gebyrændringer.
Kriterierne må ikke være usaglige eller urimelige, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 om god skik.
Forbrugeren skal have mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringer er i overensstemmelse med aftalen. Dette indebærer, at
den erhvervsdrivende ved varslingen skal oplyse, med hvilken begrundelse i henhold til aftalevilkårene gebyret ændres eller
indføres.
Det foreslås i stk. 2, at ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold altid skal varsles med
en rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Alle former for gebyrændringer skal varsles. Varslingen skal ske med en rimelig frist, inden ændringen eller inden det nye gebyr
får virkning over for forbrugeren.
Vurderingen af, hvad der skal forstås ved begrebet rimelig frist, beror på en konkret vurdering. Heri indgår bl.a. ændringens
størrelse, og om gebyrforhøjelsen er begrundet i den erhvervsdrivendes egne forhold eller udefra kommende forhold, som den
erhvervsdrivende ikke har indflydelse på.
Det skal fremgå klart og tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en ændring af et eksisterende gebyr, og
hvori ændringen består, dvs. hvor stor en forhøjelse, der er tale om.
Direkte og individuel varsling vil i de fleste tilfælde være det mest hensigtsmæssige, men det er ikke et krav, når der er tale om
en ikke-væsentlig forhøjelse af et eksisterende gebyr. I de tilfælde, hvor der ikke er krav om individuel kommunikation, vil
f.eks. annoncering på en hjemmeside, i medierne eller information i et nyhedsbrev efter omstændighederne kunne være tilstrækkelig
varsling efter stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at der ved væsentlige gebyrændringer skal varsles ved individuel kommunikation over for
forbrugerne.
Hvornår der foreligger en væsentlig gebyrændring afhænger af en konkret vurdering, hvori indgår ændringens størrelse set i forhold
til det tidligere gebyr og i forhold til hovedydelsens værdi.
Forbrugeren skal oplyses om de muligheder, forbrugeren har i henhold til aftalen for at kunne komme ud af aftalen, inden
gebyrændringens ikrafttræden. Varslingen skal således indeholde en beskrivelse af de nærmere betingelser for opsigelse af aftalen,
herunder opsigelsesvarslets længde og eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelsen.
Det betyder, at det skal fremgå tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en ændring af et eksisterende
gebyr eller af indførelse af et nyt gebyr, og hvor stor en forhøjelse i forhold til det nuværende gebyr, eller hvor stort et nyt
gebyr, der er tale om.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at hvis forbrugeren ifølge aftalevilkårene har ret til at opsige aftalen som følge af det nye
gebyr eller gebyrforhøjelsen, skal dette som nævnt også fremgå af varslingen, herunder betingelserne for at gøre brug af denne
ret.
Også i tilfælde, hvor det ikke fremgår af aftalevilkårene, at forbrugeren har ret til at opsige aftalen som følge af det nye gebyr
eller gebyrforhøjelsen, men hvor forbrugeren vil have denne ret efter almindelige aftaleretlige principper, vil den
erhvervsdrivende efter reglerne om god skik, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 skulle oplyse forbrugeren om denne ret.
§ 17
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører oplysningskravene i den gældende lovs § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., mens den
foreslåede bestemmelses stk. 2 delvist viderefører sprogkravet i den gældende lovs § 12, stk. 2, 4. pkt.
Den gældende § 12, stk. 2, 4. pkt., stiller krav om, at en garanti skal være affattet på dansk. Den foreslåede § 16, stk. 2,
stiller imidlertid alene krav om, at vilkårene for garantien skal affattes på dansk, hvis markedsføringen er på dansk.
Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet.
Bestemmelsens formål er at opstille formkrav og sikre gennemsigtighed i forhold til garantiens indhold.
Ved garanti skal forstås en frivillig forpligtelse, som den erhvervsdrivende påtager sig ved salg af produkter, hvor forbrugeren
gives yderligere rettigheder, end de rettigheder, som forbrugeren har efter lovgivningen. En garanti kan ikke begrænse en
forbrugers lovbestemte og beskyttelsespræceptive rettigheder og må ikke forveksles med en lovbestemt reklamationsret og
reklamationsfrist. Det er ikke afgørende, om ordet garanti er anvendt. Det afgørende er derimod, om den forpligtelse, den
erhvervsdrivende påtager sig, indholdsmæssigt kan sidestilles med en garanti.
Bestemmelsen gælder kun i forbrugerforhold.
Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende, der f.eks. som sælger, leverandør, producent, importør m.v. yder en garanti eller lignende
i sin markedsføring eller som i sin markedsføring påtager sig en garanti ydet af tredjemand. Så snart en erhvervsdrivende nævner
garanti eller lignende i forbindelse med markedsføring af et produkt, er der tale om en markedsføring af en garanti omfattet af
bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige garantier.
Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse med aftaleindgåelsen overholde reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende
garantier.
Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti eller lignende til en forbruger,
har pligt til at give forbrugeren en række oplysninger.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at der skal gives oplysning om garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og
forpligtelser indeholdt i garantien. Det kan for eksempel være betingelserne for, at garantien træder i kraft, begrænsninger i
garantiens omfang og udstrækning, og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at der skal gives de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Sådanne
oplysninger omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse, garantiens varighed og geografiske omfang og den procedure, der
skal anvendes for, at garantien træder i kraft og kan påberåbes af forbrugeren.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at der skal gives oplysning om, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke
berøres af garantien. Herved forstås, at det positivt skal fremgå, at forbrugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter
lovgivningen. Oplysningspligten medvirker til, at en garanti, skønt den ikke i sig selv er vildledende, ikke praktiseres på en
vildledende måde. Normalt vil en oplysning fra en erhvervsdrivende eller, hvis garantien er skriftlig, en oplysning i garantien,
om at den ikke berører købers ufravigelige rettigheder efter købeloven, være tilstrækkelig. Anden lovgivning skal dog nævnes, hvis
dette er relevant under hensyn til garantiens indhold, produktets art, salgsmåden m.v.
Oplysningerne i nr. 1-3 skal gives på en klar og forståelig måde. Herved forstås, at den erhvervsdrivende skal fremkomme med
oplysningerne i en form og på en måde, der er let forståelig for forbrugeren.
Gyldigheden af en ydet garanti bevares, selvom garantien ikke lever op til de stillede formkrav i nr. 1-3. Forbrugeren vil således
stadig kunne støtte ret på garantien og kræve garantien opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, at vilkårene for garantien skal gives på dansk, såfremt markedsføringen er sket på dansk.
§ 18
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs §§ 14 a og 14 b bortset fra, at bestemmelsen ikke længere
omfatter boligkreditaftaler, der er selvstændigt reguleret i lovforslagets § 18.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet.
Bestemmelsens formål er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne nemmere kan overveje betingelserne og
omkostningerne vedrørende kreditten og deres forpligtelser. Formålet med bestemmelsen er således at sætte forbrugerne i stand til
at træffe beslutning på et kvalificeret og oplyst grundlag. Dette sker bl.a. ved, at sammenligneligheden mellem forskellige
kredittilbud øges, idet væsentlige oplysninger om kreditaftalen skal gives på en standardiseret måde.
Det foreslås i stk. 1, at enhver markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende
omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde de oplysninger, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-6.
Bestemmelsen gælder kun markedsføring af kreditaftaler henvendt til forbrugere.
Bestemmelsen omfatter markedsføring af alle typer kreditaftaler, som defineret i lov om kreditaftaler, herunder kreditkøb med
undtagelse af boligkreditaftaler i det omfang disse er omfattet af den foreslåede § 19.
Med undtagelse af boligkreditaftaler, omfatter bestemmelsen således enhver markedsføring af kreditaftaler, herunder kreditkøb, der
oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne. Hvis en virksomhed markedsfører en kreditaftale, f.eks. ved at
oplyse renten, er den pågældende markedsføring omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at
give de standardoplysninger, der er oplistet i stk. 1, nr. 1-6.
Indeholder markedsføringen derimod ingen oplysninger om rentesatser eller om størrelsen af kreditomkostningerne i øvrigt, er den
pågældende markedsføring ikke omfattet af bestemmelsen.
Begreberne rentesats og talstørrelser omfatter, udover oplysningen om renten i tal med procenttegn og øvrige talstørrelser, også
betegnelser som eksempelvis 0 kr. i rente, uden omkostninger, ingen renter, ingen gebyrer og lignende.
Oplysningspligten i den foreslåede § 18 gælder, uanset i hvilket medie kreditaftaler markedsføres.
Oplysningspligten gælder endvidere for enhver, som markedsfører kreditaftaler, og som viser en rentesats eller talstørrelser
vedrørende omkostningerne i forbindelse hermed. Det kan være kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret i lov om
kreditaftaler, men det kan også være andre erhvervsdrivende, jf. § 2, nr. 2, jf. § 1. Det afgørende er således, at der
markedsføres en kreditaftale, og ikke hvem, der står bag den pågældende markedsføring.
Bestemmelserne i de foreslåede §§ 4-7 i lovens kapitel 2 om handelspraksis over for forbrugerne finder også anvendelse ved
markedsføring af kreditaftaler. Det betyder, at både oplysningspligten i § 18 og kravene i §§ 4-7 skal overholdes ved
markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om debitorrenten, om denne er fast eller variabel
eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
De samlede omkostninger i forbindelse med kreditten skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler.
Omkostningerne består bl.a. af renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i
forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyr. Omkostninger ved accessoriske
tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, som kan beregnes på forhånd, medregnes også, såfremt
indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser er obligatorisk for at opnå kreditten, eller for at opnå kreditten på de markedsførte
vilkår.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede kreditbeløb.
Det samlede kreditbeløb skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler forstås som loftet for eller summen af
alle beløb, der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om de årlige omkostninger i procent, som beregnet
efter lov om kreditaftaler.
De årlige omkostninger i procent skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler forstås som de samlede
omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de
omkostninger, der er nævnt i kreditaftalelovens § 16, stk. 3 og 4.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om kreditaftalens løbetid.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at den erhvervsdrivende, ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller
tjenesteydelse, skal give oplysninger om kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren,
og ydelsernes størrelse.
Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler forstås som
summen af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten.
Det foreslås i stk. 2, at oplysningerne skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt
eksempel.
Det afhænger af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne står på en fremtrædende måde. Dog må standardoplysningerne
f.eks. ikke være skjult i markedsføringen eller være præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.
Oplysningerne skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel, der skal stå i selve markedsføringen. Hvad der er
repræsentativt, afhænger af den pågældende markedsføring og den måde, markedsføringen er udformet på. F.eks. skal der ved
markedsføring af kreditkøb af forskellige varer i henhold til kravene i stk. 1, nr. 5, gives et repræsentativt eksempel for hvert
produkt. Udbydes der f.eks. flere varer i et katalog, skal den erhvervsdrivende således oplyse et repræsentativt eksempel for
hvert af de produkter, der udbydes i kataloget.
Der må ikke i det repræsentative eksempel ske sammenblanding med øvrige oplysninger i markedsføringen. Oplysninger, som en
virksomhed f.eks. er forpligtet til at give ifølge anden lovgivning, må derfor ikke stå i det repræsentative eksempel. Det kan
f.eks. være oplysninger om, hvilken energiklasse en bil tilhører, og hvor langt bilen kan køre på literen.
Det foreslås i stk. 3, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen er
obligatorisk for at opnå kreditten, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå
denne aftale også være oplyst sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Det er et krav, at forpligtelsen til at indgå en aftale efter stk. 3 skal være oplyst klart, kort og på en fremtrædende måde
sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP). I modsat fald vil det være en overtrædelse af stk. 3, og kan efter
omstændighederne også være en overtrædelse af vildledningsbestemmelserne i §§ 5 og 6.
Det foreslås i stk. 4, at kreditformidlere i markedsføring og i anden dokumentation henvendt til forbrugere skal gøre opmærk som
på omfanget af deres beføjelser. Det skal bl.a. oplyses, om vedkommende udelukkende samarbejder med én eller flere kreditgivere
eller optræder som selvstædig mægler.
Bestemmelsen er begrænset til alene at gælde for kreditformidlere.
Begrebet kreditformidler skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 4, nr. 6, i lov om kreditaftaler. En kreditformidler
er således en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage
form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed
præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, bistår forbrugere ved at udføre andet
forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler, eller indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.
Erhvervsdrivende, der ikke er kreditformidlere i kreditaftalelovens forstand, er ikke omfattet af stk. 4. Disse erhvervsdrivende
skal dog stadig overholde § 18, stk. 1-3, når de markedsfører kreditaftaler og oplyser rentesats eller talstørrelser i forbindelse
hermed.
Det foreslås i stk. 5, at give erhvervs - og vækstministeren bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse om risikooplysninger
for kreditaftaler.
Kategorisering af forskellige kreditaftaler skal sikre, at låntageren let og hurtigt kan sammenligne forskellige former for lån og
få en let tilgængelig information om, at visse lånetyper har nogle karakteristika, som gør, at man som låntager skal tænke sig
godt om, inden man optager et sådan lån.
Bekendtgørelsen kan kategorisere forskellige kreditaftaler, og dette kan f.eks. ske med udgangspunkt i, hvorvidt lånets rente- og
afdragsprofil ligger fast eller er variabel, mulighederne og omkostningerne ved førtidig indfrielse, hvorvidt omkostningerne og
vilkårene for kreditaftalen er vanskeligt gennemskuelige, samt om der er tale om et sammensat låneprodukt. Der kan samtidig blive
stillet krav om, at udbydere eller formidlere af kreditaftaler, der yder lån til forbrugere og foreninger, skal oplyse låntagere
om, hvilken kategori et lån befinder sig, inden låntageren optager lånet.
Den eksisterende bekendtgørelse, der er i dag udstedt i medfør af den gældende hjemmel, vil blive videreført, jf. § 40. Hjemlen er
anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om oplysning om risikokvalificering af visse låneprodukter.
§ 19
Den foreslåede bestemmelse er ny i markedsføringsloven og gennemfører artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning 1093/2010/EU. Bestemmelsen er ligeledes gennemført i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april
2016 om god skik for boligkredit.
Med den foreslåede § 19 sker der en særregulering af markedsføring af boligkreditaftaler i forhold til hidtil, hvor
boligkreditaftaler har været omfattet af bestemmelsen om markedsføring af kreditaftaler i den gældende § 14 a, der videreføres i §
18 i lovforslaget.
I forhold til § 18 medfører § 19 en udvidelse af oplysningspligten, når det gælder markedsføring af boligkreditaftaler. Udvidelsen
af oplysningspligten består i, at der også skal oplyses om, hvorvidt boligkreditaftalen skal sikres ved pant i boligen, og, at
udsving på valutakursen kan påvirke ydelsen og tilbagebetalingsbeløbet på boligkreditten i de tilfælde, hvor der markedsføres lån
i Danmark i en anden valuta end DKR.
Markedsføring af boligkreditaftaler er også reguleret i § 10 i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for
boligkredit. I forhold til bekendtgørelsens § 10 indeholder den nye § 18 samme oplysningsforpligtelser for de finansielle
virksomheder, og tilsigter dermed ikke at ændre retstilstanden efter bekendtgørelsen eller tilsynspraksis i forhold til de
finansielle virksomheder.
Formålet med bestemmelsen er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne nemmere kan sammenligne
kredittilbuddene ved forskellig markedsføring. Bestemmelsen skal tillige sikre, at forbrugerne beskyttes mod illoyal og
vildledende markedsføring. Bestemmelsen suppleres af reglerne om forbud mod vildledende handlinger og udeladelser i lovforslagets
kapitel 2.
Bestemmelsen fastsætter regler for, hvilke standardoplysninger, der skal gives i markedsføring af boligkreditaftaler.
Ved en boligkreditaftale forstås en aftale, og hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit, sikret
ved enten pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til
beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til
eksisterende eller projekterede bygninger.
Bestemmelsens anvendelsesområde afgrænses i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 3, stk. 2, hvorefter
oplysningspligten ikke finder anvendelse på boligkreditaftaler med fribelåning, hvor kreditgiver udbetaler et engangsbeløb,
periodiske betalinger eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast
ejendom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og ikke kræver tilbagebetaling af kreditten,
før en eller flere anførte livsbegivenheder indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre forbrugeren
overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver ret til at ophæve kreditaftalen.
Oplysningspligten efter § 19 gælder endvidere ikke hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en
bibeskæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i procent, der er lavere end dem på
markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.
Videre gælder denne oplysningspligt ikke hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er direkte
forbundet med sikringen af kreditten, eller tilfælde hvor eller hvor kreditten ydes i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten
skal betales tilbage inden en måned.
Endelig gælder oplysningspligten ikke, hvor kreditten er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet
organ, eller tilfælde hvor kreditten vedrører omkostningsfri, udskudt betaling af en eksisterende gæld, og som ikke falder ind
under definitionen af en boligkreditaftale.
I det omfang en kreditaftale ikke er omfattet af definitionen på en boligkreditaftale eller i øvrigt falder uden for bestemmelsens
anvendelse, finder lovforslagets § 18 anvendelse på kreditaftalen.
Det foreslås i stk. 1, at markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser om en rentesats eller talstørrelse vedrørende
omkostningerne, skal indeholde de standardoplysninger, som fremgår af bestemmelsen.
Indeholder markedsføringen derimod ingen oplysninger om rentesatser eller omkostninger, er den pågældende markedsføring ikke
omfattet af bestemmelsen.
Efter boligkreditdirektivet skal visse af standardoplysningerne kun gives, hvor det er relevant. Da formuleringen vil kunne skabe
unødig usikkerhed om, hvornår oplysningerne skal gives, er formuleringen ikke medtaget ved gennemførelse af boligkreditdirektivet
i markedsføringsloven.
Det foreslås i stk. 2, at standardoplysningerne i stk. 1 skal oplyses klart, præcist og på en fremtrædende plads.
Standardoplysningerne i stk. 1, nr. 3-8, skal oplyses ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse af de af erhvervs- og
vækstministeren fastsatte standardforudsætninger, som fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik
for boligkredit.
Det foreslås i stk. 3, at såfremt det er en betingelse for at opnå boligkreditten, at kunden ligeledes indgår en aftale om en
accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditten, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal
forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst sammen med de årlige omkostninger i procent.
Det foreslås i stk. 4, at oplysningerne omhandlet i stk. 1 og stk. 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt
af det medie, der anvendes til markedsføring.
Det foreslås i stk. 5, at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for, hvad der anses for
et repræsentativt eksempel. Bestemmelsen skal sikre korrekt implementering af boligkreditdirektivets artikel 11, stk. 3, der er
gennemført i den foreslåede § 19, stk. 2.
§ 20
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af beskyttelsen mod vildledende og utilbørlig markedsføring, som fremgår af
den gældende lovs § 3, dog kun for så vidt angår forhold, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som
vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende. Det gældende vildledningsforbud i § 3 omfatter også forholdet mellem en forbruger
og en erhvervsdrivende. Vildledende og utilbørlig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser, foreslås fremover
reguleret selvstændigt i de foreslåede § 5 om vildledende handlinger, § 6 om vildledende undladelser og § 7 om aggressiv
handelspraksis.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3 i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame. Bestemmelsen går dog videre end artikel
3, idet den ikke kun omfatter reklame, men al handelspraksis, herunder også angivelser fremsat direkte over for enkeltpersoner.
Der har siden den første markedsføringslov blev vedtaget været en tilsvarende bestemmelse i loven.
Erhvervsdrivende er defineret i lovforslagets § 2, nr. 2, som en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som
handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn
eller på en erhvervsdrivendes vegne. Se nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.
Forhold, som vurderes at være i strid med bestemmelsen, vil som hidtil ligeledes være i strid med reglen om god markedsføringsskik
i den foreslåede § 3. Reglen om god markedsføringsskik kan endvidere anvendes som supplement til § 21, således at forhold, der
ligger på grænsen af eller falder uden for denne bestemmelse, vil kunne være i strid med reglen om god markedsføringsskik i den
foreslåede § 3.
Det foreslås i stk. 1, at der er tale om vildledende handelspraksis, hvis en erhvervsdrivende i sin markedsføring på nogen måde
anvender urigtige eller vildledende oplysninger.
Der vil også være tale om vildledende handelspraksis, hvis den pågældende handelspraksis – uanset om oplysningerne i øvrigt er
faktuelt korrekte - på grund af sin form er vildledende eller egnet til at vildlede.
Ligeledes vil der også være tale om vildledende handelspraksis, hvis den pågældende handelspraksis udelader væsentligt
oplysninger.
Det er et krav, for at betingelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis enten påvirker eller er egnet til at påvirke
efterspørgslen af produkter, eller at den skader eller er egnet til at skade en konkurrent. Det er dog ikke afgørende, at den
pågældende handelspraksis har haft denne virkning, men blot at oplysningerne, de manglende oplysninger eller fremgangsmåden
objektivt set er egnet til at fremkalde sådan en virkning.
Påvirkningen af efterspørgslen kan både være i forhold til egne produkter og i forhold til andres produkter.
Ved vurderingen af, om en handelspraksis er egnet til at vildlede efter bestemmelsen, skal der tages udgangspunkt i, hvordan en
erhvervsdrivende typisk vil opfatte den pågældende handelspraksis.
Det foreslås i stk. 2, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende. Som
noget nyt specificeres det, hvilke oplysninger der særligt skal tages hensyn til ved vurderingen af, om der er tale om en
vildledende markedsføring. Listen er ikke udtømmende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1, skal der
tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder oplysninger om egenskaberne ved produktet.
Den pågældende handelspraksis må således ikke indeholde urigtige oplysninger om produktets egenskaber, eller – uanset om
oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – må vildlede om produktets egenskaber.
Ved produktets egenskaber forstås bl.a. det omfang produktet står til rådighed i. Det kan f.eks. dreje sig om rådighed i forhold
til det tidsmæssige omfang af en tjenesteydelse. Produktets egenskaber omfatter også produktets beskaffenhed, udførelse og
sammensætning. Herudover dækker begrebet også måden og tidspunkt for fremstilling eller ydelse. Begrebet dækker også oplysninger
om produktets egnethed til formålet, anvendelsesmuligheder, mængde, specifikationer, samt geografiske eller handelsmæssige
oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået ved brugen eller resultaterne af og de vigtigste
karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet. Det kunne f.eks. være oplysninger om et produkts egenskab, holdbarhed
eller pris.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1, skal der
tages hensyn til prisen eller den måde, prisen beregnes på, samt betingelserne for levering af produkterne.
Den pågældende handelspraksis må således ikke indeholde urigtige oplysninger om prisen eller den måde, prisen beregnes på, eller –
uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – må vildlede herom. Bestemmelsen omfatter også urigtige oplysninger og
vildledning om betingelserne for levering af produkterne. Det kunne f.eks. være oplysninger fra en undersøgelse, hvor en
erhvervsdrivendes produkt er testet sammen med konkurrenters tilsvarende produkter, hvor nærmeste konkurrent er fjernet i
markedsføringen af testen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1, skal der
tages hensyn til annoncørens status, egenskab eller rettigheder.
Den pågældende handelspraksis må således ikke indeholde urigtige oplysninger om, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er
faktuelt korrekte – vildlede om annoncørens status, egenskaber og rettigheder, såsom hans identitet og formue, hans
kvalifikationer og immaterielle rettigheder. Bestemmelsen omfatter også tilkendte prisbelønninger og udmærkelser. Det kunne f.eks.
være oplysninger om, at produktet kun kan anvendes ved køb af et tillægsprodukt eller, produktet ikke kan anvendes, medmindre
særlige forhold er til stede.
Det foreslås i stk. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være utilbørlig over for andre erhvervsdrivende. En
handelspraksis kan som hidtil både være utilbørlig på grund af dens særlige form, og fordi den inddrager uvedkommende forhold. En
utilbørlig fremgangsmåde kan f.eks. bestå i, at en erhvervsdrivende omtaler en anden erhvervsdrivende på nedsættende eller på
anden skadelig måde. Et andet eksempel er oplysninger om en konkurrents privatliv, der er den erhvervsmæssige konkurrence
uvedkommende.
Det følger videre af bestemmelsen, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være aggressiv over for andre erhvervsdrivende.
Aggressiv handelspraksis kan i forhold til erhvervsdrivende være handelspraksis, som er meget pågående, som f.eks. de
markedsføringsmetoder, der anvendes af såkaldte annoncehajer. Der er her tale om erhvervsdrivende, som bondefanger især små og
nystartede virksomheder ved enten at sælge annoncer og andre ydelser uden reel værdi, eller ved at presse virksomhederne til at
betale regninger, som de efter almindelige civilretlige regler ikke er forpligtet til at betale.
§ 21
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 5.
Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra c og artikel 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december
2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
Det foreslås i stk. 1, at sammenlignende reklame defineres som enhver reklame, der direkte eller indirekte henviser til en
konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
Reklame omfatter enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed som handlende, håndværker eller
industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som har til formål at fremme afsætningen af produkter, jf. artikel 2,
litra a, i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.
Der skal således være tale om tilkendegivelser fra erhvervsdrivende, som har til formål at fremme afsætningen. Der gælder ikke et
krav om, at reklamen objektivt skal være egnet til at påvirke efterspørgslen.
Afgørende for, om der foreligger en sammenlignende reklame er, om reklamen direkte eller indirekte henviser til en konkurrent
eller dennes produkter.
Bestemmelsen finder således kun anvendelse, hvis der består en konkurrencerelation mellem den erhvervsdrivende, der er afsender af
reklamen, og den eller de virksomheder eller produkter, sammenligningen angår, jf. udtrykket konkurrent i bestemmelsen.
Der vil eksempelvis ikke foreligge ikke foreligger en konkurrencerelation omfattet af bestemmelsen, hvis en reklame fra en
erhvervsdrivende anvender en anden erhvervsdrivendes kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine produkter, når produkterne
vedrører et helt andet vareområde. I sådanne situationer foreligger der derfor ikke en sammenlignende reklame i bestemmelsens
forstand.
Omvendt vil der foreligge en konkurrencerelation, hvis en sammenlignende reklame f.eks. omhandler personbiler eller andre varer af
samme type, der sælges af forskellige fabrikanter.
Det er endvidere et krav, at der er tale om en direkte eller indirekte henvisning til en konkurrent eller dennes produkter.
En direkte henvisning omfatter enhver reklame, hvor konkurrenter eller konkurrenternes produkter nævnes. Det er ikke et krav, at
henvisningen skal være et led i en egentlig sammenligning mellem de pågældende produkter eller virksomheder, som fastslået af
EU-Domstolen i sag C-112/99, Toshiba Europe GmbH mod Katun Germany GmbH, hvor en virksomhed med uoriginale reservedele til
Toshiba-produkter angav de originale produkters bestillingsnumre sammen med numrene på de uoriginale dele. EU-Domstolen fandt, at
en objektiv sammenligning af en eller flere konkrete relevante egenskaber ved produkter, som er repræsentative og dokumenterbare,
kan udgøre sammenlignende reklame, selvom der ikke blev foretaget nogen egentlig sammenligning af produkterne.
Det vil desuden være en direkte henvisning til en konkurrent eller dennes produkter, hvis en reklame indeholder en opfordring til
andre om at foretage en sammenligning. Det kunne f.eks. være udsagn som: Du er som forbruger den bedste dommer. Derfor opfordrer
vi dig til selv at teste vores produkt og (konkurrentens navns) produkt.
Der foreligger en indirekte henvisning i de tilfælde, hvor den reklamerende ikke direkte nævner andre erhvervsdrivende eller
disses produkter, men hvor det dog er muligt at identificere, hvem eller hvad der sigtes til.
Der vil f.eks. være tale om en indirekte henvisning, hvor den erhvervsdrivende henviser til vore konkurrenter eller andre
konkurrenter på markedet. Desuden vil en henvisning til en hel branche kunne udgøre en indirekte henvisning, såfremt der er tale
om en rimelig afgrænset og identificerbar kreds. Markedsforholdene kan således have indflydelse på, hvornår der er tale om en
indirekte henvisning. Der skal mere til på et marked med mange aktører end på et marked med få aktører. Dette kan f.eks. være
relevant i forhold til anprisninger, der alene vil være omfattet af bestemmelsen i de tilfælde, hvor markedsstrukturen medfører,
at det kan afgøres, hvem der henvises til. En anprisning er f.eks., når en erhvervsdrivendes fremsætter overdrevne udtalelser
eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når erhvervsdrivende reklamerer med, at de har
byens mest venlige betjening.
Endvidere vil en henvisning i en reklame til en bestemt varetype kunne udgøre en indirekte henvisning, hvis det er muligt at
identificere konkurrenten eller de produkter, konkurrenten udbyder. Det er uden betydning, om henvisningen angår flere
konkurrenter på én gang eller flere af de produkter, som disse udbyder, jf. EU-Domstolens domme i sag C-381/05, de Landtsheer
Emmanuel SA mod Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne og Veuve Clicquot Ponsardin SA.
En reklame henviser endvidere indirekte til en konkurrent eller dennes produkter, hvis den indeholder systemsammenligninger.
Systemsammenligninger er kendetegnet ved, at de produkter, den erhvervsdrivende sammenligner med, opfylder samme eller lignende
behov for aftageren. Det kan f.eks. være en sammenligning af transporttider- og priser ved brug af bussen kontra toget på en
bestemt strækning eller anvendelsen af stål i forhold til aluminium. Som eksempel fra praksis på en sammenlignende reklame kan
nævnes U 2012.977 SH, hvor en virksomhed i sin salgsbrochure beskrev de miljømæssige fordele ved at anvende plastemballage i
forhold til metalemballage.
Anvendelse af produkttest kan efter omstændighederne udgøre en indirekte henvisning til konkurrenter eller disses produkter. Det
afgørende er, hvorledes testen er tilvejebragt.
Det vil være omfattet af bestemmelsen, hvis en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame anvender en test, som den
erhvervsdrivende selv har udført.
Erhvervsdrivende, der omtaler eller gengiver resultater af sammenlignende produkttest foretaget af en tredjepart, er derimod ikke
omfattet af bestemmelsen. En tredjepartstest kan f.eks. være, hvor testen er foretaget af en uafhængig forbrugerorganisation, et
forbrugermagasin eller lignende. I disse tilfælde gælder markedsføringslovens øvrige regler, reglerne om ophavsret og dansk rets
almindelige regler om erstatning i og uden for kontraktforhold.
Udarbejdelse og offentliggørelse af sammenlignende produkttest i form af forbrugerundersøgelser, der foretages af uafhængige
organisationer, myndigheder m.v., falder ligeledes uden for bestemmelsens anvendelsesområde, da der ikke er tale om reklame.
Det foreslås i stk. 2, at sammenlignende reklame er tilladt, når sammenligningen opfylder betingelserne oplistet i bestemmelsens
nr. 1-8. Betingelserne er kumulative og skal overholdes fuldt ud. En reklame, der er i strid med en af de opstillede betingelser,
er således ikke lovlige.
Bestemmelsen regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.
Såfremt en sammenlignende reklame opfylder de i nr. 1-8 opstillede betingelser, vil reklamen ikke i relation til sammenligningen
kunne mødes med andre indsigelser.
Dog vil anden erhvervsregulering kunne være af betydning for bedømmelsen af den sammenlignende reklame. Inden for immaterielretten
drejer det sig bl.a. om varemærkeretten, men også den navneretlige beskyttelse eller principperne herfor, der kan udledes af
selskabslovgivningen eller anden lovgivning, kan være af betydning for bedømmelsen af lovligheden af den pågældende sammenlignende
reklame. Endvidere findes der specifikke regler, der skal overholdes f.eks. for reklamering for sundhedsydelser. Disse er fastsat
i lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser.
Sammenlignende reklame skal således overholde lovgivningen i øvrigt, og bestemmelsen udelukker ikke, at en reklame, der opfylder
de nedenfor opregnede betingelser, af andre årsager kan være retsstridig. Eksempelvis kan reklamen være i strid med
markedsføringslovens bestemmelser om god skik i lovforslagets §§ 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelses nr. 1-3 angår de basale betingelser, som sammenligningen skal opfylde, mens den foreslåede
bestemmelses nr. 4-8 primært vedrører en række betingelser eller begrænsninger på det immaterielretlige område, som
sammenligningen skal respektere.
Det antages i almindelighed ikke at være en krænkelse af eneretten til et varemærke, kendetegn m.v. at nævne en konkurrents
varemærke eller kendetegn i forbindelse med sammenlignende reklame, når reklamen er korrekt, loyal og relevant. Den sammenlignende
reklame kan karakteriseres som en indskrænkning i eneretten, men angiver samtidig en standard for, hvorledes denne indskrænkning
kan ske.
Der kan imidlertid være konflikt mellem på den ene side ønsket om øget konkurrence og forbrugeroplysning gennem adgangen til at
foretage sammenlignende reklame, og på den anden side hensynet til beskyttelsen af eneretten efter de gældende regler om
forretningskendetegn, varemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser m.v.
Muligheden for anvendelse af sammenlignende reklame kan variere indenfor de enkelte ovennævnte områder, idet reklameformen skal
anvendes med respekt af de gældende regler om beskyttelse af varemærker, forretningskendetegn m.v.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at sammenlignende reklame kun er tilladt, hvis den ikke er vildledende.
Begrebet vildledning skal forstås i overensstemmelse med lovforslagets §§ 5-7 og § 20.
Et særligt problem kan opstå, når en reklame, der på annonceringstidspunktet opfylder betingelserne for lovlig sammenlignende
reklame i henhold til den foreslåede § 21, under den efterfølgende kampagne viser sig ikke længere at være korrekt. Dette vil
kunne være tilfældet som følge af konkurrenternes ændrede markedsføringstiltag, bl.a. i form af prisnedsættelser eller andre
justeringer ved det sammenlignende produkt. Sådanne tilfælde skal bedømmes efter lovforslagets §§ 3-4, §§ 5-7 samt § 20.
Særligt komplekse produkter kan være vanskelige at sammenligne. Det gælder eksempelvis forsikringer, hvor der ofte vil være
forskelle i policernes betingelser. Den erhvervsdrivende skal i sammenlignende reklamer med særligt komplekse produkter give
modtageren et klart overblik over forskelle og ligheder, for at den sammenlignende reklame ikke er vildledende.
Endvidere kan medievalget ved mere komplekse sammenligninger få betydning for sammenligningens lovlighed. Sammenligning af
komplekse produkter i f.eks. tv-reklamer kan, på grund af tv-reklamernes korte form, være uhensigtsmæssig.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at det kun er tilladt at sammenligne konkurrerende produkter, der opfylder samme formål eller tjener
samme behov.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at sammenlignende reklame ikke bruges på en illoyal måde, der hindrer den frie konkurrence.
Efter bestemmelsen er det muligt at sammenligne f.eks. fødevarer af samme art eller af forskellig art, hvis de tjener samme formål
eller behov, og der består en konkurrencerelation mellem produkttyperne.
Tilsvarende gælder de såkaldte systemsammenligninger, hvor man fremhæver sit eget produkts fordele i forhold til en anden type
produkter, f.eks. mellem forskellige personbefordringsmetoder. Det kan eksempelvis være en sammenligning af fordelen ved at
benytte togservice fra DSB fremfor bus eller fly mellem to destinationer, hvor der foreligger en konkurrencerelation mellem
produkttyperne. En sådan sammenligning er efter bestemmelsens mulig, forudsat de øvrige betingelser er opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at reklamen på objektiv måde skal sammenligne konkrete, relevante og repræsentative egenskaber ved
produkterne, som er dokumenterbare.
Bestemmelsen har til formål at sikre objektive kriterier for sammenligning af produkters karakteristiske træk. Bestemmelsen
indebærer, at sammenligningen ikke må bygge på subjektive vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres.
Der skal foretages en helhedsvurdering, hvori de nævnte kriterier skal indgå.
Sammenligningen skal foretages sagligt og efterlade et verificerbart og retvisende indtryk af de sammenlignende produkter, også
selvom det nødvendiggør en angivelse af fortrin ved konkurrenters produkter.
Kravet om, at sammenligningen skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, vil være opfyldt ved en sammenlignende
reklame, der anfører oplysninger om f.eks. vægt, produktionsmetode, miljøvenlighed, funktioner, eftersalgsservice, pris m.v.
Egenskaber, der ikke er konkrete, er subjektive og holdningsbaserede udsagn. Disse opfylder ikke kravene til at være en objektiv
sammenligning.
Endvidere skal egenskaberne være repræsentative, dvs. karakteristiske eller typiske for de produkter, der indgår i
sammenligningen. Egenskaberne skal endvidere være dokumenterbare.
En sammenligning kan basere sig på mange forhold for at være tilladt efter § 21, stk. 2, nr. 3. Sammenligning, der alene er
baseret på prisen, kan være tilstrækkeligt. Pris er således en konkret, relevant og repræsentativ egenskab, såfremt produkterne i
øvrigt er sammenlignelige.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at en sammenlignende reklame ikke må skabe forveksling mellem den annoncerende erhvervsdrivende og
en konkurrent eller mellem den annoncerende erhvervsdrivende og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske
kendetegn eller produkter.
For at gøre sammenlignede reklame effektiv kan det være nødvendigt at identificere en konkurrents produkter ved at henvise til
konkurrentens firmanavn eller til et varemærke, som konkurrenten er indehaver af. En sådan anvendelse af en andens varemærke,
firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn udgør ikke en krænkelse af den pågældendes eneret, hvis der ikke skabes
forveksling, og hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen øvrigt er opfyldt. Formålet med at tillade erhvervsdrivende at anvende
en andens varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, når det er muligt at skelne, at forskellene herved sættes
objektivt i relief.
Nr. 4 skal fortolkes i overensstemmelse med varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, således at det afgørende bliver, om der ved brug
af konkurrentens varemærke er risiko for forveksling, jf. EU-Domstolens dom i sag C-533/06, O2 Holdings Limited & O2 (UK) Limited
mod Hutchinson 3G UK. Domstolen fastslog i den konkrete sag, at forveksling, i forbindelse med brug af konkurrentens varemærke,
skal forstås som risiko for forveksling.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at det ikke er tilladt at miskreditere og nedvurdere en konkurrents varemærke, firmanavn,
karakteristiske kendetegn, eller produkter.
Utilbørlige og misrekommanderende udsagn i strid med lovforslagets god skik-bestemmelser i §§ 3-4 eller § 20 om vildledning mellem
erhvervsdrivende vil i almindelighed også være i strid med nr. 5, hvor udsagnene vedrører en konkurrent i en sammenlignende
reklame.
Nedsættende udsagn, der f.eks. gør konkurrenter eller deres produkter til genstand for foragt eller latterliggørelse m.v., er ikke
tilladte.
Udsagnet ”Mine kunder er nu mere tilfredse, efter jeg ikke længere sælger XX-biler, men er gået over til salg af YY-biler. Kom ud
og få en prøvetur og forstå, hvorfor jeg skiftede mærke”, vil eksempelvis være miskreditering og nedvurdering, der ikke er tilladt
efter bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at produkter, der er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, kun må sammenlignes med produkter med
samme oprindelsesbetegnelse.
Ved vurderingen af, om et produkt er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, skal der navnlig tages hensyn til Rådets forordning
510/2006/EF om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, samt andre
fællesskabsbestemmelser, der er vedtaget på landbrugsområdet.
Forordningens artikel 13 fastslår bl.a., at de betegnelser, der er registreret efter forordningen, er beskyttet mod enhver direkte
eller indirekte kommerciel anvendelse af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, hvis
disse produkter er sammenlignelige med de registrerede produkter, eller anvendelsen indebærer udnyttelse af den registrerede
betegnelses omdømme.
Sammenligning mellem f.eks. kødprodukter er således begrænset til produkter med samme registrerede oprindelsesbetegnelse.
Det er derfor som udgangspunkt kun tilladt at sammenligne en skinke registreret under betegnelsen Bayonne med en anden skinke
registreret under samme betegnelse.
Adgangen til at foretage sammenligning efter nr. 6 er således meget begrænset.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, såfremt der reklameres for et produkt, som ikke har en oprindelsesbetegnelse, og dette
produkt henviser til et andet produkt, der har en oprindelsesbetegnelse. Hvorvidt en sådan sammenligning er tilladt, afhænger af
de øvrige betingelser i stk. 2, herunder ikke mindst om den sammenlignende reklame drager utilbørlig fordel af den anseelse, der
er knyttet til konkurrentens varemærke og oprindelsesbetegnelse.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at det ikke er tilladt i en sammenlignende reklame at drage utilbørlig fordel af den anseelse, som
er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn, karakteristiske kendetegn eller af konkurrerende produkters
oprindelsesbetegnelser m.v.
Centralt for bestemmelsen er reklamering, hvor den erhvervsdrivende udnytter en kendt konkurrent eller dennes produkters position
på markedet til egen fordel. Der snyltes derved på andres renommé og goodwill. Renommesnyltning giver en uberettiget fordel og kan
samtidig påføre det velanskrevne produkt skadevirkninger i form af udvanding af anseelse.
Uden for bestemmelsen falder de tilfælde, hvor en virksomhed anvender en anden erhvervsdrivendes kendte varemærke som
kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter, som vedrører et helt andet vareområde, f.eks. vækkeurenes Rolls Royce. Efter
bemærkningerne til bestemmelsens stk. 1 skal sådanne tilfælde bedømmes efter lovforslagets §§ 3-4 om god skik, §§ 5-7 om
vildledning over for forbrugere, § 20 om vildledning mellem erhvervsdrivende samt § 22 om forretningskendetegn.
Det foreslås i stk. 2, nr. 8, at det ikke er tilladt at præsentere produkter som en imitation eller kopi af produkter med et
beskyttet varemærke eller firmanavn.
Bestemmelsen kan betragtes som en særlig variant af den foreslåede nr. 7 om snyltning, og er udtryk for et forbud mod, at
efterligninger og kopier kan optræde i en reklame sammen med det originale produkt, selvom det af reklamen fremgår, at der er tale
om en efterligning eller kopi.
Bestemmelsen forudsætter normalt, at sammenligningen er i strid med immaterialretslovgivningen og omfatter desuden enhver
efterligning eller kopi.
Bestemmelsens selvstændige anvendelsesområde er således reklamer, der f.eks. gengiver en parfumeflakon med efterligning af Chanel
no. 5 og teksten Chanel no. 5 koster 500 kr. Vores Chanel no. 5 koster 100 kr.
En reklame, der viser en efterligning af originalproduktet med teksten Vores version af Chloé, vil tilsvarende være omfattet af
bestemmelsen, da en sådan markedsføring betragtes som en krænkelse af varemærkeretten. jf. EU-Domstolens sag C- 487/07, L'Oréal,
Lancôme og Laboratoire Garnier & Cie mod Bellure, Malaika Investments Ltd og Starion International Ltd. Her udtalte domstolen, at
det er tilstrækkeligt til at være omfattet af bestemmelsen, at en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame direkte eller
indirekte angiver, at den vare, den erhvervsdrivende markedsfører, udgør en imitation af en vare, der er dækket af et renommeret
varemærke.
§ 22
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende § 18. Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestemmelse i § 3 om god markedsføringsskik, som generelt anvendes i forhold til
efterligninger, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats i erhvervsforhold.
Bestemmelsen om beskyttelse af forretningskendetegn har fået aftagende betydning som følge af det stigende omfang af
særlovgivning, der regulerer retten til at anvende navne, varemærker og kendetegn, herunder varemærkeloven, selskabsloven, lov om
visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om registrering af fonde, navneloven og internetdomæneloven.
De tilfælde, der falder uden for særlovgivningen, vil fortsat kunne rummes af bestemmelsen, og bestemmelsens selvstændige områder
er først og fremmest kendetegn i bred forstand, der ikke lader sig henføre under definitionen af et varemærke i varemærkeloven
eller varemærkeforordningen, uregistrerede forretningskendetegn af lokal eller begrænset geografisk betydning samt erhvervsmæssig
anvendelse af beskyttede personnavne.
Det foreslås i bestemmelsens 1. led, at erhvervsdrivende forbydes at benytte forretningskendetegn, der ikke tilkommer dem, mens
det i bestemmelsens 2. led foreslås, at erhvervsdrivende forbydes at benytte egne forretningskendetegn på en måde, der er egnet
til at fremkalde forveksling med andres.
led omfatter erhvervsdrivendes benyttelse af et navn eller andet kendetegn, der ikke tilkommer dem, og som er identisk med
tredjemands forretningskendetegn eller næsten identiske hermed. 2. led omfatter tilfælde, hvor der er forvekslingsrisiko mellem to
forretningskendetegn. Der er dog i praksis ikke nogen skarp grænse mellem de to grupper af forretningskendetegn.
Begrebet forretningskendetegn dækker over firmanavn, figurer, designlinje og andre kendetegn, der viser hen til den pågældende
erhvervsdrivende på en sådan måde, at den erhvervsdrivende eller et eller flere af dennes produkter bl.a. derigennem er kendt af
målgruppen eller af andre erhvervsdrivende.
§ 23
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 19. Der er foretaget en sproglig opdatering af bestemmelsen, idet
virksomhed er ændret til erhvervsdrivende. Formålet hermed er at tilpasse ordlyden af bestemmelsen med de øvrige bestemmelser i
markedsføringsloven. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
Bestemmelsen har til formål at sikre en strafferetlig beskyttelse mod ansatte og samarbejdspartneres uretmæssig udnyttelse af en
erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger. Bestemmelsen er udtryk for, at erhvervsvirksomheder har krav på, at
visse forhold vedrørende produktionen eller indkøbs- og salgsorganisationen, der har særlig betydning for virksom- hedens
konkurrenceevne, bevares for vedkommende virksomhed og ikke af dens ansatte eller medindehavere benyttes udenfor virksomheden
eller gives videre til andre.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der er i et samarbejdsforhold med en erhvervsdrivende, ikke på utilbørlig måde må skaffe sig –
eller forsøge at skaffe sig - kendskab til eller rådighed over den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
Begrebet erhvervshemmelighed omfatter dels hemmeligheder, der knytter sig til omsætningen af produkter, dels hemmelig- heder, der
har forbindelse med produktionen. Nogen skarp adskillelse behøver der ikke at være, idet en enkelt hemmelighed kan bestå af
elementer fra begge kategorier. Erhvervshemmeligheder kan angå enhver teknisk foranstaltning, som kan udnyttes i produktionen.
Erhvervshemmeligheder kan f.eks. udgøre en opfindelse, som opfylder betingelserne for at kunne patenteres, men som virksomheden
ikke ønsker offentliggjort. Hemmelighedens tekniske kvalitet kan også være så beskeden, at der ikke ville være grundlag for
patent, men hemmelighedens udnyttelse kan dog indebære en væsentlig fordel og dermed begrunde en interesse i, at forholdet ikke
kommer til konkurrenters kundskab.
Erhvervshemmeligheder kan også bestå i en særlig hensigtsmæssigt indrettet salgs- og indkøbsorganisation, kendskab til kundeemner,
indkøbsmuligheder og markedsanalyser.
Beskyttelsen forudsætter, at erhvervshemmeligheden holdes skjult for offentligheden. Det vil som udgangspunkt betyde, at forholdet
kun er kendt af en enkelt person eller af en begrænset kreds af personer inden for virksomheden. Beskyttelse udelukkes dog ikke,
fordi hemmeligheden stilles til rådighed, f.eks. for en underleverandør uden for virksomheden.
Hvad der imidlertid er almindelig kendt inden og uden for vedkommende virksomhed kan ikke betragtes som hemmeligheder.
Der kan derimod ikke stilles noget nyhedskrav, selvom hemmeligheden som regel vil bestå i en ny erkendelse, der kan udnyttes i
produktion og omsætning.
Den, der gør krav på beskyttelse af hemmeligheder, må selv gennem sikkerhedsforanstaltninger eller på anden måde tilkendegive
beskyttelsesinteressen, f.eks. således at kendskab til hemmeligheden kun gives til personer, der nødvendigvis må have sådan viden,
for at hemmeligheden kan udnyttes efter sit formål. Der foreligger eksempler på, at en erhvervshemmelighed kun er kendt af en
enkelt person.
Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en erhvervshemmelighed, som kan beskyttes efter bestemmelsen, forudsættes administreret
som praksis har udviklet sig.
Den foreslåede stk. 1 omfatter alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold eller et hverv har lovlig adgang til
virksomheden.
Ved begrebet utilbørlig forstås, at vedkommende uden virksomhedens samtykke eller uden i øvrigt at have en særlig adkomst skaffer
sig kenskab til eller rådighed over erhvervshemmeligheden. Det kan f.eks. være ved at udforske områder, der er den pågældende
uvedkommende.
Kendskab omfatter enhver måde, hvorpå den pågældende bliver bekendt med hemmelighederne. Det kan være ved læsning, via hukommelse,
notater, fotografering eller elektronisk kopiering m.v.
Rådighed kan skaffes både fysisk og elektronisk. Der vil oftest være tale om tilegnelse af beskrivelser, modeller og tegninger.
Hvis der er enten kendskab eller opnået rådighed, er det uden betydning, om informationerne er blevet udnyttet.
Den foreslåede stk. 2 omfatter de tilfælde, hvor en person på retmæssig måde har fået kendskab eller rådighed over en virksomheds
erhvervshemmeligheder, men hvor erhvervshemmelighederne ubeføjet viderebringes eller benyttes.
Bestemmelsen omfatter i modsætning til stk. 1 personer, der i kraft af deres arbejde eller tilknytning i øvrigt til den
erhvervsdrivende er bekendt med eller har en naturlig adgang til at gøre sig bekendt med virksomhedens erhvervshemmeligheder.
Bestemmelsen omfatter for det første personer, der er ansat, og hvis arbejde forudsætter kendskab til den erhvervsdrivendes
erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen omfatter for det andet personer, der samarbejder med den erhvervsdrivende, f.eks. som medejere
eller andre økonomisk interesserede heri. Bestemmelsen omfatter for det tredje personer, der udfører et hverv for den
erhvervsdrivende af begrænset varighed. Det gælder f.eks. rådgivende teknikere, revisorer og lignende, og som i kraft af deres
hverv får kendskab til den erhvervsdrivendes hemmeligheder.
Forbuddet omfatter ubeføjet viderebringelse eller benyttelse af hemmeligheden. Er der givet tilladelse til at viderebringe eller
benytte hemmeligheden eller har dette været en nødvendig følge af arbejdet, falder forholdet uden for bestemmelsens område.
Bestemmelsen rammer i første række ansatte eller samarbejdende personer m.v., der viderebringer oplysninger om virksomhedens
hemmeligheder til konkurrenter. Forseelsen er i denne form særlig farlig for den virksomhed, der har krav på hemmeligholdelse. Men
bestemmelsen gælder principielt også personer, der viderebringer eller selv benytter kendskabet til hemmeligheden, efter at deres
tilknytning til virksomheden er ophørt.
Med henblik på denne situation vil der dog ofte ved særlig aftale være truffet foranstaltninger til modvirkning af den skade, som
tidligere ansatte kan påføre virksomheden. Disse såkaldte konkurrenceklausuler er omfattet af lov om konkurrenceklausuler. Hvor
sådan aftale er truffet, må konkurrenceklausulen finde anvendelse forud for stk. 2.
Forbuddet i stk. 2 varer i tre år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør. Strafferetligt gælder
forbuddet således i tre år efter ansættelsesforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.
Det foreslås i stk. 3, at reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til
virksomheden. Bestemmelsen omfatter f.eks. besøgende og forretningsforbindelser.
Bestemmelsen vil sammen med stk. 1 efter omstændighederne kunne finde anvendelse f.eks., hvor en besøgende skaffer sig
informationer fra lokaliteter i virksomheden, der ikke er omfattet af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer eller
medtager prøver trods forbud herom.
Med hensyn til anvendelsen af stk. 3, jf. stk. 2, kan der eksempelvis være tale om ubeføjet videregivelse af
erhvervshemmeligheder, som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet i besiddelse af, uden at dette er sket som led i den
almindelige fremvisning.
Det foreslås i stk. 4, at den der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske
tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende ikke ubeføjet må benytte dette eller sætte andre i stand hertil.
Bestemmelsen i stk. 4 er et supplement til stk. 2, og omfatter information, der ofte er bestemt til at komme til kendskab for en
bredere kreds uden for virksomhedens rammer, og derfor ikke kan anses som en erhvervshemmelighed.
Det er ikke muligt udtømmende at opregne de genstande, der er beskyttet. I almindelighed drejer det sig om rørlige ting, der
tjener som forbillede ved fremstilling af nye genstande, eller som giver anvisning på en bestemt teknisk fremgangsmåde.
Endvidere omfattes udkast til kalkulationer og beskrivelser, der er udarbejdet f.eks. til brug ved tilbudsafgivelse, licitationer
m.v. Mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende falder uden for bestemmelsen.
Beskyttelsen kræver, at materialet skal være betroet i anledning af udførelsen af et arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed. Det
kan være udtrykkeligt tilkendegivet, at materialet ikke må anvendes til den pågældendes egne formål eller komme uvedkommende i
hænde. En sådan tilkendegivelse er dog ikke påkrævet, idet betroelsesforholdet kan fremgå af materialet selv eller af de
omstændigheder, hvorunder det er overdraget.
Beskyttelsen gælder over for enhver, der har fået materialet betroet med henblik på udførelsen af et arbejde. Bestemmelsen
omfatter således både den erhvervsdrivendes ansatte og enhver anden, der har fået materialet betroet i erhvervsøjemed. Det kan
f.eks. være underleverandører, personer der har fået materialet overgivet til reproduktion eller i forbindelse med afgivelse af
tilbud.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervsdrivende ikke må benytte erhvervshemmeligheder, såfremt kendskab til eller rådighed over disse
er opnået i strid med bestemmelsens stk. 1-4. Stk. 5 supplerer således stk. 1-4.
For en effektiv beskyttelse af erhvervshemmelighederne er det vigtigt, at den, der udnytter erhvervshemmeligheder, som en anden
har skaffet til ham, er omfattet af bestemmelsen, idet muligheden for den erhvervsmæssige udnyttelse af en andens hemmeligheder
skaber baggrunden for overtrædelse af reglerne.
Den erhvervsdrivende skal vide, at kendskab til eller rådighed over hemmeligheden er opnået ved en overtrædelse af bestemmelserne
i stk. 1-4. Hvis den erhvervsdrivende i god tro er påbegyndt benyttelsen af noget, der senere viser sig at være en andens
erhvervshemmelighed, kan forholdet ikke straffes. Den erhvervsdrivende kan heller ikke ved forbud pålægges at ophøre med
benyttelsen, når der ikke længere foreligger en erhvervshemmelighed, fordi erhvervshemmeligheden er blevet almindelig kendt.
Uanset den erhvervsdrivendes subjektive forhold må den berettigede dog kunne kræve udleveret sine tegninger og beskrivelser m.v.,
der indeholder erhvervshemmeligheder.
§ 24
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 20.
Erhvervsdrivende kan efter gældende ret forbydes fremtidigt at påberåbe sig urimelige kontraktvilkår i allerede indgåede
kontrakter. Bestemmelsen giver derudover muligheder for f.eks. påbud om tilbagebetaling af allerede opkrævede beløb.
Hvis en erhvervsdrivende hos kunder opkræver beløb, som ikke baserer sig på et civilretligt krav - f.eks. enten fordi de
pågældende aftaler ikke indeholder hjemmel til at opkræve beløbene – eller fordi vilkår om betaling af de pågældende beløb er
ugyldige efter aftalelovens regler - vil der således i klare tilfælde, kunne gives påbud om tilbagebetaling af allerede modtagne
beløb, forudsat at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det foreslås i stk. 1, at handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom, og at retten i forbindelse med et forbud kan meddele
påbud, som anses nødvendige for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af retstilstanden forud for den ulovlige
handling.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 1, vil bl.a. kunne danne grundlag for en pligt for en erhvervsdrivende til at undersøge hvilke af den
pågældendes kunder, der er berørt af en lovstridig markedsføring, f.eks. et urimeligt kontraktvilkår og underrette disse om, at
vilkåret ikke kan håndhæves.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 2, giver mulighed for i tilfælde, hvor det må anses nødvendigt for at sikre genoprettelse af status quo,
at give de i så henseende nødvendige påbud.
Der kan f.eks. gives påbud om gennem berigtigende reklame at fjerne eftervirkningerne af en vildledende reklame. Endvidere kan
produkter forlanges tilbagekaldt, efterligninger tilintetgjort, ulovligt opkrævede beløb tilbagebetalt osv., ligesom erhvervs-
drivende kan pålægges at give berigtigende meddelelser, ikke blot ved annoncering men tillige ved fremsendelse af meddelelser til
kunder m.v.
I det hele taget er der ingen anden begrænsning med hensyn til hvilke påbud, der kan komme på tale, end den, at påbuddet skal være
nødvendigt til sikring af genoprettelse af status quo. Et påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal
respektere retsordenens almindelige regler. Det kan f.eks. ikke påbydes at tilintetgøre ulovlige efterligninger, hvis produktet er
erhvervet af en, der er i god tro.
Det foreslås at adgangen til at kræve erstatning reguleres i stk. 2, således at der henvises til at dansk rets almindelige regler
om erstatningsansvar finder anvendelse ved overtrædelser af markedsføringsloven.
Bestemmelsen om erstatningsansvar er navnlig af betydning for de erhvervsdrivende. Efter almindelige erstatningsregler skal
skadelidte bevise, at vedkommende har lidt et tab. Kravene til dette bevis er imidlertid ikke fastsat i lovgivningen, og efter
omstændighederne kan sandsynliggørelse af et tab være tilstrækkeligt til fastsættelse af en skønsmæssig erstatning. Om
erhvervsdrivendes adgang til at rejse erstatningskrav foreligger der en omfattende praksis, som forudsættes videreført. F.eks. vil
benyttelse uden samtykke af en persons billede i reklameøjemed indebære en krænkelse af en interesse, som kan medføre erstatning
efterdansk rets almindelige erstatningsregler.
Det foreslås, at der i stk. 3 og 4 gives mulighed for at, der kan tilkendes virksomheder et rimeligt vederlag. En sådan mulighed
findes i immaterialretten, hvor man foruden erstatning også kan få tilkendt et vederlag for en krænkelse af rettigheder beskyttet
af denne lovgivning.
Baggrunden for bestemmelsen er at give mulighed for at få tilkendt kompensation, der svarer til de økonomiske konsekvenser, som en
konkurrents eller en anden erhvervsdrivendes retsstridige handlinger kan have for en virksomhed. Bestemmelsen tager dermed højde
for, at muligheden for økonomisk kompensation ellers ville afhænge af, at virksomheden kan føre bevis for, at den har lidt et tab,
enten i form af et direkte afsætningstab eller et tab som følge af markedsforstyrrelse.
Såfremt det ikke er muligt for virksomheden at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab, vil den virksomhed, der har krænket
virksomhedens rettigheder, kunne opnå en uberettiget berigelse som følge af den retsstridige handling.
Bestemmelserne er særligt relevante i forbindelse med visse produktefterligninger, men de vil også kunne benyttes i forbindelse
med andre overtrædelser af markedsføringsloven. Det kan bl.a. være i forbindelse med renommesnylteri, ulovlig sammenlignende
reklame, overtrædelse af bestemmelsen om forretningskendetegn og i forbindelse med uretmæssig udnyttelse af en virksomheds
beskyttelsesværdige viden og information.
Vederlagsreglerne kan kun anvendes, når der er tale om en privatretlig krænkelse.
§ 25
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 22, stk. 1-5, om Forbrugerombudsmanden.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmandens centrale opgave er at føre tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte
regler overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Denne tilsynsbeføjelse udøves enten på Forbrugerombudsmandens eget initiativ eller på grundlag af de klager, der rettes til
forbrugerombudsmandsinstitutionen.
Forbrugerombudsmanden skal sikre, at forbrugerinteresserne tilgodeses på en sådan måde, at markedsføring foregår tilbørligt og
rimeligt under hensyn til forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden er imidlertid ikke afskåret fra at forholde sig til problemer vedrørende erhvervsinteresser og respekten for
almene samfundsinteresser i markedsføring. Forbrugerombudsmanden kan således behandle spørgsmål om f.eks. race- og
kønsdiskrimination i reklamer og anvendelse af personers billede eller navn uden samtykke i annoncer.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger fra erhvervsdrivende, der skønnes nødvendige for
Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Bestemmelsen er
teknologineutral og skal sikre, at alle nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens rådighed, herunder
fysiske og elektroniske dokumenter. Det er en forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag
i de enkelte sager.
Det er efter bestemmelsen overladt til Forbrugerombudsmandens skøn at afgøre, hvad der kan kræves meddelt. Dette skøn er
undergivet de almindelige forvaltningsretlige og processuelle begrænsninger, dvs. krav om saglighed, proportionalitet og
retssikkerhed m.v.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at oplysningerne kan kræves meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende
reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.
Bestemmelsen angiver ikke efter sin ordlyd nogen frist for meddelelse af de relevante oplysninger. Fristen for meddelelse af
oplysninger varierer alt efter sagens karakter fra ca. 1 måned til korte frister. Som eksempel på behovet for anvendelsen af en
kort frist kan nævnes et påtænkt eller igangsat markedsføringstiltag, som Forbrugerombudsmanden bliver bekendt med, og som skader
væsentlige forbrugerinteresser, hvis de ikke hurtigt bringes til ophør. Der kan således være behov for at anvende en kort frist på
timer i forbindelse med nedlæggelse af et foreløbigt forbud.
Det foreslås i stk. 3, at Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på op til 6 år med
mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun
ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse finder 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse tilsvarende anvendelse.
Forbrugerombudsmanden skal opfylde de kvalifikationer, som stilles for at kunne blive dommer, herunder have bestået juridisk
kandidateksamen, jf. i øvrigt bestemmelserne om beskikkelse af dommere i retsplejelovens kapitel 4.
Udover at opfylde disse betingelser er det hensigtsmæssigt, at den person, der bestrider posten som forbrugerombudsmand, har et
solidt kendskab til erhvervs- og forbrugerforhold og markedsforhold i praksis. Naturlige kandidater til posten kan være embedsmænd
eller personer, der kommer fra advokatstanden, domstolene eller de højere læreanstalter.
Det er hensigten med bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden i realiteten skal være sikret mod forflyttelse qua åremålsansættelsen,
ligesom tjenestemandslovens disciplinære regler beskytter mod uansøgt afskedigelse, medmindre de anførte omstændigheder er til
stede.
Ved ansættelse på overenskomstvilkår udformes ansættelsesvilkårene i overensstemmelse hermed. Aflønningen af Forbrugerombudsmanden
forudsættes at ske efter de sædvanlige principper for åremålsansættelse.
Bestemmelsen giver mulighed for at forlænge Forbrugerombudsmandens ansættelsesperiode med yderligere tre år, så den samlede
ansættelsesperiode bliver i alt 9 år. Der vil derefter være mulighed for genansættelse efter sædvanlig ansættelsesprocedure.
Muligheden for at forlænge ansættelsen skal sikre, at der skabes den fornødne kontinuitet, så Forbrugerombudsmanden har den
tilstrækkelige tid til at påvirke og følge op på initiativer inden for de forskellige brancheområder, samt at
Forbrugerombudsmanden får mulighed for at følge op på og udnytte de erfaringer og den viden, som Forbrugerombudsmanden har fået
gennem sit virke.
Det fremgår endvidere, at Forbrugerombudsmanden kun kan afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige
årsager, eller såfremt den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uegnet til at forblive
i stillingen.
Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år.
Bestemmelsen finder anvendelse både ved ansættelse på tjenestemandsvilkår og ansættelse på overenskomstvilkår.
Det foreslås i stk. 4, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen udelukker, at Forbrugerombudsmandens afgørelser er undergivet administrativ rekurs, eller at de kan indbringes for
Erhvervs- og Vækstministeriet.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Bestemmelsen er således en bemyndigelsesbestemmelse. Den eksisterende bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af den gældende
hjemmel vil blive videreført, jf. § 40. Det drejer sig om bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens
virksomhed.
§ 26
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende markedsføringslovs § 22, stk. 6-10, om Forbrugerombudsmanden.
Den foreslåede § 26, stk. 1-5 skaber hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan
fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden skal foregå digitalt forudsat, at den pågældende
kommunikation angår forhold omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af loven.
Når hjemmelen i § 26, stk. 1-5 udnyttes, kan det omfatte kommunikation med såvel forbrugere som erhvervsdrivende og andre, og
kommunikation både til og fra Forbrugerombudsmanden.
Det foreslås i stk. 1, at det præciseres hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem til adressaten for
meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
For meddelelser, der sendes til Forbrugerombudsmanden, er Forbrugerombudsmanden adressat for meddelelsen. For meddelelser, som
Forbrugerombudsmanden sender, er den pågældende juridiske og fysiske person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til Forbrugerombudsmanden på det tidspunkt, hvor meddelelsen er
tilgængelig for Forbrugerombudsmanden, dvs. når Forbrugerombudsmanden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive
registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00,
anses normalt først for modtaget den dag meddelelsen er tilgængelig.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person på det tidspunkt, hvor meddelelsen er
tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig
adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan
nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra
Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå
digitalt.
Bestemmelsen giver hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra
Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af markedsføringsloven eller af regler, som er udstedt i medfør af
markedsføringsloven, skal foregå digitalt.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at der vil kunne fastsættes regler om, at skriftlige henvendelser m.v. til Forbrugerombudsmanden om
forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør af loven, som udgangspunkt ikke anses for behørigt
modtaget hos Forbrugerombudsmanden, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.
Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at Forbrugerombudsmanden kan vælge at behandle sager på baggrund af enhver anden
form for kommunikation. Forbrugerombudsmanden får i dag oplysninger på forskellig måde, og Forbrugerombudsman- den kan på eget
initiativ eller på baggrund af klager fra andre optage sager til behandling.
Bestemmelsen indebærer således ikke en begrænsning i Forbrugerombudsmandens muligheder for at optage sager til behandling,
herunder sager der ikke måtte være sendt på den foreskrevne digitale måde.
Hvis oplysninger m.v. sendes til Forbrugerombudsmanden på anden måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev,
følger det af den almindelige forvaltningsretlige vejledningspligt, at Forbrugerombudsmanden må vejlede om reglerne på området,
herunder om pligten til som udgangspunkt at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Bestemmelsen indebærer samtidig, at meddelelser m.v. til eller fra Forbrugerombudsmanden, der sendes på den foreskrevne digitale
måde, anses for at være kommet frem til modtageren på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for modtageren,
jf. stk. 1. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende
meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.
Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, skal det fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med
Forbrugerombudsmanden, om hvilke forhold og på hvilken måde. Det skal også fremgå af bekendtgørelsen, at kommunikationen som
udgangspunkt skal foregå digitalt, når det er hensigtsmæssigt og den fornødne teknologi er til stede. Bekendtgørelsen udstedes
efter forhandling med Forbrugerombudsmanden.
Det er tanken at udnytte bemyndigelsen således, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er
omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af denne lov, så vidt muligt skal foregå digitalt, f.eks. pr.
e-mail.
Ved henvendelser til Forbrugerombudsmanden kan Forbrugerombudsmanden stille krav om, at den pågældende oplyser en e-m ailadresse,
som den pågældende kan kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til Forbrugerombudsmanden.
I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt til at underrette Forbrugerombudsmanden om eventuel ændring i
e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til
den nye e-mailadresse.
På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger, til brug for
kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør af loven.
I bekendtgørelsen, som udmønter bemyndigelsen i stk. 1, kan der bl.a. fastsættes regler om, at Forbrugerombudsmanden kan sende
visse meddelelser, herunder påbud m.v., til den pågældendes digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om
Offentlig Digital Post.
I bekendtgørelsen kan der fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgangen til obligatorisk digital kommunikation.
I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes fritagelser fra pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden tænkes
navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital signatur, og der er tale om en person uden dansk CPR- nummer
eller et selskab med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur. Endvidere tænkes fritagelsesmuligheden
anvendt i de situationer, hvor en person har kognitiv funktionsnedsættelse, har fysisk funktionsnedsættelse eller har sproglige
barrierer. Derudover kan Forbrugerombudsmanden vælge at fritage fra pligten til digital kommunikation ved at behandle sager, som
Forbrugerombudsmanden modtager på baggrund af anden form for kommunikation.
Det forhold, at et selskab eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet
koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre
til fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek eller
anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lignende.
Efter bestemmelsen kan der i bekendtgørelsen specificeres krav om anvendelse af bestemte it-systemer, digitale formater og digital
signatur eller lignende.
Det foreslås i stk. 4, at der kan fastsættes regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter
markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af markedsføringsloven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde
gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen
eller dokumentet.
Det foreslås i stk. 5, at der kan fastsættes regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller
udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med Forbrugerombudsmanden som afsender.
Bestemmelsen finder anvendelse både på dokumenter, som Forbrugerombudsmanden sender digitalt, og på dokumenter, som sendes fysisk,
dvs. på papir med almindelig post.
§ 27
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 22 a om kontrolundersøgelser på stedet, med ændringer svarende
til de der fremgår af den tilsvarende bestemmelse i den gældende konkurrencelov.
Ordlyden af den gældende § 22 a svarer således til ordlyden af konkurrencelovens § 18 fra 2002. Efterfølgende er konkurrencelovens
bestemmelser om adgangen til at udføre kontrolundersøgelser ændret flere gange, særligt i 2007 og i 2012.
Bestemmelsen om kontrolundersøgelser på stedet blev indført i markedsføringsloven i 2006 med det formål at efterleve Dan- marks
forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2006/2004/EF af 27. oktober 2004 om
forbrugerbeskyttelsessamarbejde.
Bestemmelsen fastlægger således rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser.
Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser er i alle tilfælde underlagt det almindelige
proportionalitetsprincip.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af klager, der er
oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af Håndhævelsesforordningen, og som vedrører o vertrædelser af de
direktiver og forordninger, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed, jf. bilaget til forordningen, der
oplister de direktiver og forordninger, der er omfattet af forordningen. Med bestemmelsen reguleres det ikke, hvorledes
Forbrugerombudsmanden rent teknologisk indsamler dataindholdet, da bestemmelsen er teknologineutral. Derfor anvendes overalt i den
foreslåede bestemmelse udtrykket de indsamlede data. Det er dog et krav, at der er tale om dataindhold i elektroniske medier, som
er omfattet af kontrolundersøgelsen.
Bestemmelsen bringes alene i anvendelse, hvor der foreligger en klage oversendt fra andre EU-landes håndhævelsesmyndigheder, og
hvor den oversendte klagesag angår overtrædelse af et af de direktiver, der er anført i bilaget til Håndhævelsesforordningen, og
som Forbrugerbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed for.
Det følger af artikel 4, stk. 6, at en kompetent myndighed kan gennemføre nødvendige kontrolundersøgelser på stedet, såfremt det
med rimelighed kan formodes, at der foreligger en overtrædelse inden for Fællesskabet.
En kontrolundersøgelse kan således gennemføres i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden på baggrund af en konkret klage har en
formodning om, at en virksomhed overtræder en bestemmelse i en af de retsakter, der er omfattet af håndhævelsessamarbejdet som
fastlagt i Håndhævelsesforordningen.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kun kan finde sted efter indhentelse af en retskendelse.
Anmodning om retskendelse forelægges for Sø- og Handelsretten, jf. den gældende retsplejelovs § 225, hvorefter Sø- og
Handelsretten behandler sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part, og anvendelsen af markedsføringsloven har væsentlig betydning.
Det foreslås i stk. 3, at adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang til en virksomheds
eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,
herunder markedsføringsmateriale, regnskaber og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. Forbrugerombudsmanden kan
forlange mundtlige forklaringer om faktiske forhold i forbindelse med kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmanden kan desuden
forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende med henblik
på, at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette. En tilsvarende adgang findes i den gældende
konkurrencelovs § 18, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at gennemgå og kopiere materiale,
herunder materiale fra en virksomheds eller sammenslutnings it-system. Det gælder også materiale, som gøres tilgængeligt gennem
opkobling fra en virksomhed eller sammenslutning til disses it-systemer eller datalagre (servere m.v.), der fysisk befinder sig
uden for virksomheden eller sammenslutningen, f.eks. fordi datadriften er outsourcet, eller fordi datalagrene (servere m.v.)
ligger hos en anden virksomhed i samme koncern. Af tekniske eller praktiske årsager er det imidlertid ikke altid muligt at
foretage en sådan opkobling. Der er derfor behov for en hjemmel, der giver Forbrugerombudsmanden direkte adgang til en virksomheds
eller sammenslutnings eksternt placerede oplysninger.
Forbrugerombudsmandens adgang til at kræve mundtlige forklaringer om faktiske forhold i forbindelse med kontrolundersøgelsen, jf.
bestemmelsens 2. pkt., har til formål at sikre, at Forbrugerombudsmanden får adgang til det nødvendige materiale. Personkredsen,
der kan afkræves forklaring under en kontrolundersøgelse, omfatter repræsentanter for den virksomhed eller sammenslutning, der er
undergivet kontrolundersøgelsen. Begrebet repræsentanter for virksomheden eller sammenslutningen skal fortolkes bredt. Det følger
heraf, at enhver ejer, medejer eller ansat, der kan repræsentere virksomheden eller sammenslutningen, kan afkræves en mundtlig
forklaring.
De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om faktuelle forhold vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Som
eksempler kan nævnes oplysninger om virksomhedens eller sammenslutningens organisationsdiagram, medarbejdernes ansvarsområder og
hvor virksomhedens eller sammenslutningens markedsføringsmateriale opbevares. Forbrugerombudsmanden kan ikke kræve mundtlige
forklaringer efter den foreslåede § 27, stk. 3, 2. pkt., i tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om
et strafbart forhold, at der er grundlag for at rejse sigtelse.
Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder kapitel 4 om retten til ikke at
inkriminere sig selv m.v., finder anvendelse.
Hvis en repræsentant for virksomheden eller sammenslutningen nægter at udtale sig eller kommer med forkerte eller vildledende
oplysninger, vil det være omfattet af den foreslåede § 37, stk. 2, hvorefter den, som undlader at meddele oplysninger, der
afkræves efter den foreslåede § 25, stk. 2, eller § 27, stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler
Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning.
Med forslaget gives Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en kontrolundersøgelse mulighed for at forlange, at en virksomheds
eller sammenslutnings bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og andre ansatte viser indholdet af deres lommer, tasker og
lignende. Såfremt personen nægter, vil Forbrugerombudsmandens ansatte ikke selvstændigt tømme vedkommendes lommer, tasker og
lignende, men anmode om politiets bistand hertil.
Forbrugerombudsmandens adgang begrænses til alene at omfatte personlige genstande, herunder især visitation af tøj, lommer, tasker
og lignende. Det er ikke hensigtsmæssigt at foretage en positiv opremsning af, hvilke genstande der kan undersøges. Dog skal det
understreges, at Forbrugerombudsmanden ikke vil have adgang til at foretage en nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets
hulrum og lignende.
I takt med den teknologiske udvikling er der i dag mange muligheder for at opbevare oplysninger elektronisk. Oplysninger kan
f.eks. lagres på usb-nøgler, mobiltelefoner og i elektroniske kalendere. Medierne, som man kan gemme oplysningerne på, bliver
desuden fysisk mindre og mindre. Forud for og under en kontrolundersøgelse kan der opstå den situation, at en person forsøger at
unddrage myndighederne bevismateriale ved f.eks. at gemme og opbevare en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende. Det foreslås
derfor, at Forbrugerombudsmanden får adgang til at kræve, at en virksomheds eller sammenslutnings ansatte skal vise indholdet af
deres lommer, tasker og lignende. Forbrugerombudsmanden kan gennemgå et eventuelt indhold heraf med henblik på at kopiere dette,
herunder indsamle en kopi af dataindholdet, samt medtage materiale, der er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand.
Anvendelsen af bestemmelsen er ikke begrænset til de tilfælde, hvor det konkret kan konstateres, at en ansat har fjernet
oplysninger og lagt dem i sin lomme, taske eller lignende. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse i andre tilfælde, hvor det
skønnes at være nødvendigt for at opnå formålet med kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmandens adgang til at kræve, at en
virksomheds ellers sammenslutnings ansatte skal vise indholdet af deres lommer, tasker og lignende, skal ske under iagttagelse af
det almindelige proportionalitetsprincip. I praksis kan det først under selve tilstedeværelsen i virksomheden eller
sammenslutningen afklares, hvilke ansatte der har en sådan tilknytning til undersøgelsens genstand, at de bør inddrages i denne.
Der vil dog som regel kun være tale om, at et mindre antal centralt placerede ansatte bliver genstand for kontrolundersøgelsen, og
som dermed vil kunne blive anmodet om at vise indholdet af deres lommer, tasker og lignende.
I praksis vil proceduren være den, at Forbrugerombudsmandens ansatte eller repræsentanter beder den ansatte om at tømme lommer,
tasker og lignende. Ansatte, der frivilligt indvilliger heri, vil få tilbudt, at dette kan foregå adskilt fra virksomhedens eller
sammenslutningens øvrige medarbejdere. Såfremt den person, der af Forbrugerombudsmandens ansatte eller repræsentanter bliver bedt
om at tømme sine lommer, tasker og lignende, nægter, vil Forbrugerombudsmanden som ovenfor nævnt anmode politiet om bistand til at
foretage besigtigelsen. Politiet anmoder herefter endnu en gang den ansatte om at tømme lommer, tasker og lignende. Såfremt den
ansatte fortsat nægter, gennemfører politiet en undersøgelse af den ansattes lommer, tasker og lignende. Dette skal så vidt muligt
foregå adskilt fra virksomhedens ellers sammenslutningens øvrige medarbejdere.
Når politiet som led i en kontrolundersøgelse bistår Forbrugerombudsmanden med at tømme lommer, tasker og lignende, sker det i
medfør af Forbrugerombudsmandens beføjelser efter markedsføringsloven. Det vil sige, at det, ligesom når Forbrugerombudsmanden
kræver oplysninger udleveret efter den foreslåede § 25, stk. 2, er overladt til Forbrugerombudsmanden at skønne, hvilke genstande
der skal undersøges. Dette skøn er undergivet de almindelige forvaltningsretlige og processuelle begrænsninger, dvs. krav om
saglighed, proportionalitet og retssikkerhed m.v.
Det foreslås i stk. 4, at i de tilfælde, hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger opbevares hos eller behandles af en
ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig
bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3 i den foreslåede bestemmelse. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt
for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er
genstand for kontrolundersøgelsen.
Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden kan få adgang til oplysninger placeret hos en ekstern databehandler, såfremt det
ikke er muligt at få adgang til oplysningerne hos den, som er genstand for kontrolundersøgelsen. En sådan adgang forudsætter, at
Forbrugerombudsmanden har indhentet en retskendelse, som giver adgang til den eksterne databehandler.
Det foreslås i stk. 5, at Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af
kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå de indsamlede data. De indsamlede data skal forsegles eller på
anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at
denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede og sikrede data gøres tilgængelige for læsning, og
at Forbrugerombudsmanden gennemgår dataindholdet. Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter
kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget fra de indsamlede
data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres
mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en
overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre med sagen, skal de indsamlede data
slettes, når sagen er endeligt afgjort. En tilsvarende adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 4.
Selve søgningen efter data og især den efterfølgende analyse heraf er tidskrævende. Da kontrolundersøgelser sjældent udstrækkes
til mere end én dag af hensyn til de berørte virksomheder, kan det i praksis være umuligt at nå at gennemføre de fornødne
søgninger i bl.a. slettet materiale.
Med forslaget indføres der en adgang for Forbrugerombudsmanden til under en kontrolundersøgelse at tage en kopi af dataindholdet
på elektroniske medier, som f.eks. en computers harddisk, herunder også af slettede filer, skjult materiale m.v., med henblik på
at gennemgå kopien efter kontrolundersøgelsen. Herved sikres, at Forbrugerombudsmanden får tid til at lave en mere tilbundsgående
undersøgelse af de medtagne data, uden at dette behøver at ske på virksomhedens eller sammenslutningens lokaliteter til gene for
virksomheden eller sammenslutningen. I praksis vil kopiering af dataindholdet på elektroniske medier være begrænset til udvalgte
computere m.v. af interesse for kontrolundersøgelsen.
De indsamlede data forsegles eller sikres på anden måde mod læsning, når Forbrugerombudsmanden forlader virksomhedens eller
sammenslutningens lokaliteter. De indsamlede og sikrede data gøres først tilgængelige for læsning, når dataindholdet skal
gennemgås i forlængelse af kontrolundersøgelsen.
Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har krav på, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant kan overvære
gennemgangen af de indsamlede og sikrede data. Med udtrykket overvære stilles der ikke krav om, at de pågældende skal være fysisk
til stede. Der gives således også mulighed for, at de pågældende virtuelt kan overvære åbningen eller gennemgangen af de
indsamlede data.
Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har efter bestemmelsen krav på, at de indsamlede og sikrede data slettes senest 40
hverdage efter kontrolundersøgelsen, såfremt Forbrugerombudsmanden vurderer, at dataindholdet ikke indeholder beviser for en
overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Er der grundlag for at gå videre med sagen, herunder at oversende sagen til politiet
eller anklagemyndigheden, skal de indsamlede data opbevares forseglet eller på anden måde sikret mod læsning, indtil sagen er
endeligt afsluttet. Dette sker af hensyn til bevissikringen i sagen. F.eks. kan der tænkes at forekomme tilfælde, hvor det af en
part i en sag vil blive betvivlet, om en given oplysning stammer fra de indsamlede og sikrede data. I sådanne tilfælde vil
sikringen kunne brydes, og det vil være muligt at efterprøve indsigelsen. De indsamlede og sikrede data opbevares af den
myndighed, der behandler sagen, og først når sagen er endeligt afsluttet, vil dataindholdet blive slettet.
Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give kopier af det dataindhold, som
Forbrugerombudsmanden har taget kopi af til brug for den efterfølgende sag, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Den
pågældende kan anmode om, at kopierne skal være i papirform eller i elektronisk form. Med udtrykket hverdage menes mandag til
fredag bortset fra helligdage, juleaftensdag og nytårsaftensdag.
Det foreslås i stk. 6, at Forbrugerombudsmanden kan forsegle relevante forretningslokaler og oplysninger i op til tre hverdage
efter, at en kontrolundersøgelse har fundet sted, hvis en virksomheds eller sammenslutnings forhold gør, at det ikke er muligt for
Forbrugerombudsmanden at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3, 4 og 5 i den foreslåede bestemmelse, samme
dag, som kontrolundersøgelsen finder sted.
Det kan f.eks. ske, at der på et meget sent tidspunkt under kontrolundersøgelsen fremkommer materiale, som Forbrugerombudsmanden
ønsker at gøre sig bekendt med. Eller der kan opstå problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner eller andet
it-udstyr, som ikke kan løses samme dag. Det kan også være, at Forbrugerombudsmanden ikke umiddelbart kan få adgang til en
computer, der anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens ansatte, f.eks. fordi vedkommende person ikke er til stede.
I sådanne tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsegle et eller flere lokaler, computere m.v. i virksomheden eller
sammenslutningen, idet det herved sikres, at eventuelt bevismateriale ikke bortskaffes.
Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder såvel den virksomhed eller sammenslutning,
der har været genstand for en kontrolundersøgelse, som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når
Forbrugerombudsmanden undersøger materialet.
Det foreslås i stk. 7, at Forbrugerombudsmanden under samme betingelser som i stk. 6 kan medtage de oplysninger eller det medium,
hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med skal sammen
med et sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til
virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Forbrugerombudsmanden bør tilstræbe at kopiere de ønskede oplysninger under kontrolundersøgelsen i virksomheden eller
sammenslutningen. Da en kontrolundersøgelse af hensyn til virksomhederne normalt afsluttes samme dag, som den er påbegyndt, kan
det forekomme, at det ikke er muligt at afslutte kopieringen af de ønskede oplysninger inden for denne frist. Det kan f.eks. ske,
at Forbrugerombudsmanden ikke kan få adgang til en bærbar computer, der anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens
ansatte. Der kan også forekomme tilfælde, hvor en ansat sletter alle filer på sin computer, lige før Forbrugerombudsmanden skal
undersøge den. I sådanne særlige tilfælde kan Forbrugerombudsmanden have behov for at medtage den pågældende computer med henblik
på, ved anvendelse af særligt udstyr, at få adgang til computeren eller at reetablere slettede informationer.
Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner eller scannere, som i særlige
tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages med henblik på kopiering eller scanning hos Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmandens adgang til at medtage materiale er begrænset til de særlige tilfælde, hvor virksomhedens eller
sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet.
Hjemlen til i disse særlige tilfælde at medtage materiale gælder også oplysninger og informationsmedier fra eventuelle eksterne
databehandlere. Det er dog i forhold til materiale indhentet hos en ekstern databehandler en forudsætning, at oplysningerne m.v.
alene vedrører den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Såvel den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen, som den eksterne databehandler, skal have en
kvittering som dokumentation for, hvilket materiale Forbrugerombudsmanden har medtaget, og hvorfra i virksomheden m.v. det
stammer.
Materialet skal tilbageleveres senest tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet sted. Med udtrykket hverdage menes
mandag til fredag bortset fra helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.
Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder såvel den virksomhed eller sammenslutning,
der har været genstand for en kontrolundersøgelse, som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når
Forbrugerombudsmanden undersøger og kopierer materialet. Ved tilbageleveringen af materialet til den virksomhed eller
sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, udleverer Forbrugerombudsmanden endvidere en liste over de
kopier, der er taget, samt et sæt af kopierne.
Hvis der sker beskadigelser, herunder tab af data, på medtaget materiale eller medier, mens det er i Forbrugerombudsmandens
varetægt, er Forbrugerombudsmanden erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
Det foreslås i stk. 8, at fristerne i den foreslåede bestemmelses stk. 5 - 7 i særlige tilfælde kan forlænges.
Forlængelse af fristerne i stk. 5 kan f.eks. tænkes at blive relevant i tilfælde, hvor tekniske forhold gør det vanskeligt at
færdig- gøre gennemgangen af det spejlede materiale inden for fristen på de 40 hverdage, eller hvor mængden af data indsamlet
under en kontrolundersøgelse er meget stor.
Forlængelse af fristen i stk. 6 og 7 kan navnlig tænkes at ske i tilfælde, hvor det ikke har været teknisk muligt at få adgang til
oplysningerne på det medtagne medium.
Det foreslås i stk. 9, at politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 3-7.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 28
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 23.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden ved forhandling skal søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i
overensstemmelse med denne lovs principper for god skik og til at overholde loven i øvrigt.
Bestemmelsen hjemler forhandlingsprincippet, der er centralt for Forbrugerombudsmandens virke.
Forhandlingsprincippet er lovens primære indgrebsmiddel. Formålet med forhandling er at bringe virksomheders ulovlige adfærd til
ophør og at påvirke virksomhedernes fremtidige adfærd generelt.
Det er en naturlig følge af forhandlingsprincippet, at Forbrugerombudsmanden lægger vægt på at informere om loven og på at påvirke
efterlevelsen af lovens principper for god skik, og at Forbrugerombudsmanden som led i en åben og serviceorienteret forvaltning
skal indgå i dialog med organisationer, virksomheder og forbrugere.
Forbrugerombudsmanden kan dog efter en konkret vurdering kræve retsforfølgning uden forudgående forhandling. Hvis
Forbrugerombudsmanden altid først skulle indlede forhandlinger eller give en henstilling, ville dette kunne virke hæmmende på
effektiviteten af retsforfølgningen, idet den erhvervsdrivende således ville kunne få adgang til at begå ulovlige handlinger
mindst én gang, før der kunne gribes ind heroverfor.
Bestemmelsens stk. 1 er også anvendelig over for finansielle virksomheder, jf. den foreslåede § 1 om lovens anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 2, at en tilsidesættelse af tilsagn afgivet af den erhvervsdrivende som led i en forhandling med
Forbrugerombudsmanden kan modvirkes ved, at Forbrugerombudsmanden meddeler den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses for
nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Bestemmelsen understøtter således forhandlingsprincippet med en regel om, at tilsidesættelse af en aftale indgået med
Forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud.
Bestemmelsen indebærer, at det under minimal anvendelse af ressourcer, både for det offentlige og for den erhvervsdrivende, er
muligt at få bragt et forhold til ophør. Bestemmelsen medfører endvidere, at virksomhedernes generelle adfærd påvirkes derved, at
bestemmelsen forebygger tilsidesættelse af aftaler indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden kompetence til at udstede påbud i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende har tilsidesat et
tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden, om enten at bringe en vis ulovlig adfærd til ophør eller acceptere visse
nærmere vilkår for en påtænkt markedsføringsforanstaltning.
§ 29
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 24 om retningslinjer.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden skal søge at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og
offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på et givent område, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Grundlaget for
udstedelse af retningslinjer vil i almindelighed være forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante
erhvervsorganisationer.
Systemet med retningslinjer giver mulighed for en løbende, hurtig, effektiv og billig markedstilpasning af god skik samt lovens
øvrige regler i overensstemmelse med de omskiftelige behov på et område i konstant bevægelse.
Forbrugerombudsmanden søger på et givent område altid retningslinjer udfærdiget efter forhandling med relevante erhvervs- og
forbrugerorganisationer. Lykkes dette ikke, kan Forbrugerombudsmanden med hjemmel i den foreslåede § 25, stk. 1, selv udstede
retningslinjer på området.
Retningslinjer er ikke formelt bindende, men handlinger i strid hermed må i almindelighed forventes at blive betragtet som
stridende mod god markedsføringsskik. Retningslinjer udelukker ikke domstolene fra at foretage en prøvelse af, om overtrædelser i
det enkelte tilfælde er i strid med god markedsføringsskik eller andre bestemmelser i loven, jf. herom også grundlovens § 63.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder omfattet af
lov om finansiel virksomhed.
§ 30
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 25 om forhåndsbesked.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden på begæring kan afgive udtalelse om sit syn på lovligheden af påtænkte
markedsføringsforanstaltninger, dvs. afgive en såkaldt forhåndsbesked.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at besvare en anmodning om en forhåndsbesked, i det omfang
Forbrugerombudsmandens øvrige arbejde tillader det, og det er muligt at besvare de stilede spørgsmål i lyset af hidtidig
retspraksis eller administrativ praksis.
Forbrugerombudsmanden har pligt til at føre tilsyn med loven. Denne opgave løses ved markedsovervågning, information, forhandling,
udarbejdelse af retningslinjer, generel vejledning, retsforfølgning m.v. Det er op til Forbrugerombudsmanden at tilrettelægge
arbejdet i overensstemmelse med lovens formål med henblik på bedst mulig målopfyldelse inden for rammerne af givne ressourcer.
Virksomhederne har derfor ikke noget krav på at få forhåndsbesked, men kan alene forvente, at en anmodning herom imødekommes, for
så vidt arbejdet med spørgsmålet kan indpasses i rammerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
En forhåndsbesked indebærer en udtalelse om Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden af en påtænkt foranstaltning. Der kan være
tale om al form for markedsføring, når blot den vedrører et konkretiseret markedsføringstiltag, den erhvervsdrivende ønsker at
sætte i værk.
Markedsføringstiltaget skal være beskrevet klart, tydeligt og konkretiseret. For at Forbrugerombudsmanden skal kunne vurdere et
tiltag, skal der afgives fyldestgørende oplysninger om markedsføringen. Dette giver samtidig den erhvervsdrivende en større
sikkerhed for, at forhåndsbeskeden fra Forbrugerombudsmanden dækker den efterfølgende markedsføring.
En klar stillingtagen til, om foranstaltningen er lovlig, med en kortfattet begrundelse, vil i almindelighed være
tilfredsstillende som svar. Mener Forbrugerombudsmanden, at en sådan klar udmelding ikke er mulig på baggrund af hidtidig praksis
m.v., kan den spørgende ikke forvente andet og mere end en kortfattet orientering om de momenter, der efter det foreliggende må
antages at indgå i afvejningen.
Er et markedsføringstiltag allerede sat i værk, er det ikke længere muligt at modtage en forhåndsbesked, jf. ordet påtænkte i
lovteksten.
En forhåndsbesked er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden af en påtænkt
foranstaltning. En forhåndsbesked omfatter ikke en anvisning på, hvordan påpegede ulovligheder i en påtænkt aktivitet kan undgås.
En forhåndsbesked indebærer heller ikke en endelig stillingtagen til lovligheden af en foranstaltning, men alene
Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden. Det er derfor den erhvervsdrivende selv, der har ansvaret for aktivitetens lovlighed.
Der eksisterer således ikke et rådgivningsansvar eller lignende i forbindelse med forhåndsbeskeder.
Det foreslås i stk. 2, at en forhåndsbesked om lovligheden af en påtænkt markedsforanstaltning binder Forbrugerombudsmanden på den
måde, at anser Forbrugerombudsmanden aktiviteten for at være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den
erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden for rimelig tid
efter dennes afgivelse.
Så snart en erhvervsdrivende har sat et markedsføringstiltag i værk, må vedkommende finde sig i, at andre erhvervsdrivende eller
forbrugere m.fl. anfægter lovligheden. Den erhvervsdrivende må imidlertid kunne regne med, at Forbrugerombudsmanden står ved sin
udtalelse om, at foranstaltningen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er lovlig. En forudsætning herfor er selvsagt, at det
pågældende markedsføringstiltag er identisk med det forelagte, og at iværksættelsen sker tidsmæssigt i forlængelse af
forespørgslen.
Det forhold, at der kan spørges og fås en besked, bør ikke uden videre medføre, at den erhvervsdrivende kan anfægte et negativt
svar under et anerkendelsessøgsmål mod Forbrugerombudsmanden, medmindre der rent undtagelsesvist skulle være særlige forhold, som
taler for at tillade noget sådant, og admitteringen af søgsmålet vil være i overensstemmelse med almindelige procesretlige
principper. Spørgsmålet afhænger i sidste instans af domstolene og de konkrete sagers nærmere omstændigheder.
Det foreslås i stk. 3, at der indsættes en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om gebyr for
forhåndsbesked. Der er herved givet mulighed for, at en forhåndsbesked kan betinges af betaling. Gebyret må ikke overstige
udgifterne forbundet med at give en forhåndsbesked.
§ 31
Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 25 a om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-lovgivning. Der er tale om en hjemmelsbestemmelse for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til at udføre og gennemføre undersøgelser som en del af styrelsens markedsovervågning af forbrugerområdet.
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende undersøgelser af
produkter.
Undersøgelser af produkter kan bl.a. bestå i pris-, service- og kvalitetsundersøgelser.
Det foreslås i stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sådanne undersøgelser, som nævnt i stk. 1, kan
anvende anonym informationsindsamling.
Persondatalovens oplysningskrav skal iagttages ved, at Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen eller dennes repræsentant 14 dage til 2½
måned forud for undersøgelsers gennemførelse skal varsle virksomhederne, at der vil blive foretaget anonym informationsindhentning
eller et prøvekøb med oplysning om blandt andet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og dennes repræsentants identitet og formålet
med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal ved tilrettelæggelsen af undersøgelser inddrage de relevante organisationer og
tilsynsmyndigheder for at drøfte metodevalg og udformning af undersøgelser, således at der sikres et retvisende resultat af de
undersøgte virksomheder. Omfanget af inddragelsen af relevante organisationer og tilsynsmyndigheder vil bero på en konkret
vurdering i forhold til de undersøgelser, der gennemføres.
Persondataloven skal iagttages i det omfang, der i forbindelse med anonym informationsindsamling vil blive behandlet
personoplysninger.
§ 32
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 om retsforfølgning.
Det foreslås i stk. 1, at enhver med retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og vederlag efter lov-
forslagets § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om
erstatning og vederlag.
Bestemmelsen giver erhvervs- og forbrugerorganisationer søgsmålskompetence i sager om overtrædelse af markedsføringsloven. Hvem
der kan sagsøges for overtrædelse af markedsføringsloven er ikke reguleret i denne bestemmelse, men må afgøres ud fra lovens
formål. Af hensyn til mulighederne for effektivt at stoppe ulovlig markedsføring, vil det principielt være muligt at få nedlagt
forbud mod enhver, der forbereder eller medvirker til en ulovlig markedsføring. Der vil således kunne nedlægges forbud mod
sælgeren af et produkt, et reklamebureau, som udformer en ulovlig kampagne, et pengeinstitut, som medvirker gennem f.eks.
overførsel af penge m.v., og mod den, der leverer produkter, som skal indgå i en ulovlig markedsføring osv. Der kan endvidere
nedlægges forbud mod anvendelse af urimelige kontraktvilkår, både over for enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne,
såfremt disse anvender eller opfordrer til anvendelse af urimelige kontraktvilkår.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., sidste led, at Forbrugerombudsmanden på begæring af forurettede, kan anlægge individuelle
erstatningssager.
Adgangen til at anlægge individuelle erstatningssager efter markedsføringsloven er med til at sikre en optimering og effektivise-
ring af Forbrugerombudsmandens tilsyn.
Bestemmelsen giver endvidere Forbrugerombudsmanden en nemmere og hurtigere adgang til at kunne gribe ind over for unfair
konkurrence til gavn for de erhvervsdrivende, der overholder reglerne.
Forbrugerombudsmandens hjemmel til at anlægge individuelle erstatningssager er betinget af, at det sker på begæring af skadelidte.
Når Forbrugerombudsmanden på baggrund af en begæring skal vurdere, om der skal anlægges en individuel erstatningssag, vil det ske
ud fra lovens hensyn om, at Forbrugerombudsmanden skal føre tilsyn med, at loven overholdes, navnlig ud fra hensynet til
forbrugerne.
Ved vurderingen af, om individuelle sager skal anlægges, vil der således blive lagt vægt på, om kollektive forbrugerinteresser
eller almene samfundsinteresser gør sig gældende.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med loven, og handlingen ikke
kan ændres ved forhandling. Et påbud til den erhvervsdrivende kan både være formuleret positivt som en handlepligt og negativt som
et krav om for fremtiden at undlade en bestemt handling.
Et påbud efter stk. 2 er med udgangspunkt i den aktuelle markedsføring begrænset til kun at have virkning for igangværende og
fremtidige handlinger. Påbuddet vil således kunne indeholde et krav om tilbagekaldelse af materiale, der er led i igangværende
markedsføring.
Påbuddet vil derimod ikke kunne anvendes til administrativt at forbyde en erhvervsdrivende at påberåbe sig urimelige vilkår i
allerede indgåede kontrakter. Et sådant indgreb er så byrdefuldt, at det kun bør ske ved dom, jf. den foreslåede § 24.
Hvis et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud indbringes for retten, er Forbrugerombudsmanden ikke afskåret fra at udvide sine
påstande efter den foreslåede § 24, stk. 1, da disse vil blive underkastet prøvelse ved domstolen. Forbrugerombudsmanden vil
f.eks. kunne nedlægge påstand om, at påbuddet også skal kunne udvides til at omfatte allerede indgåede kontrakter.
Adgangen til administrativt at meddele påbud gælder alle markedsføringslovens bestemmelser. Påbuddet forudsætter imidlertid, at
handlingen forgæves skal være forsøgt ændret eller bragt til ophør ved forhandling med den erhvervsdrivende.
Forbrugerombudsmanden kan kun meddele påbud i tilfælde af klare overtrædelser af markedsføringsloven, dvs. når der ikke er tvivl
om retsstillingen. En klar retsstilling vil typisk foreligge, hvor praksis allerede er fastlagt, modsat tilfælde, hvor en
afgørelse vil ændre retspraksis, eller hvor en afgørelse vil skabe en ny retsstilling. Som eksempel på en klar overtrædelse kan
nævnes fremsendelse til forbrugere af udfyldte indbetalingskort med indbetalers navn, adresse, beløb og forfaldsdato, således at
forbrugeren tror, at vedkommende skylder beløbet, men indbetalingskortet reelt dækker over, at forbrugeren skal narres til at
indgå en aftale, f.eks. tegne et abonnement.
En klar retstilling vil også foreligge, hvor der ikke er tvivl om fortolkning af regelgrundlaget, fordi loven eller retsteorien er
klar på området.
Som et eksempel på dette kan nævnes erhvervsdrivendes overtrædelser af præcise regler i særlovgivningen, f.eks. den gældende
kreditaftalelovs kap. 2 om kreditgivers oplysningspligt eller § 8, nr. 9 i den gældende lov om visse forbrugeraftaler om pligt til
at oplyse om fortrydelsesretten. Sådanne handlinger vil tillige være i strid med den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik og
den foreslåede § 4 om god erhvervsskik.
Det vil være op til Forbrugerombudsmanden som specialmyndighed ved sagens begyndelse at vurdere, om der er tale om en sag, hvor
retsstillingen er så klar, at Forbrugerombudsmanden har mulighed for at meddele påbud, hvis forhandling med den erhvervsdrivende
viser sig forgæves.
Eftersom de af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud ikke kan påklages til højere administrativ instans forslås det i stk. 3, at
påbuddet kan forlanges indbragt for domstolene af den, som påbuddet retter sig mod. I overensstemmelse med forvaltningslovens
regler skal Forbrugerombudsmanden orientere om muligheden herfor. Skriftlig anmodning herom skal være fremsat over for
Forbrugerombudsmanden inden 4 uger. Sagen skal herefter inden 1 uge indbringes af Forbrugerombudsmanden for retten i den
borgerlige retsplejes former. Retten kan i forbindelse hermed tage stilling til, om betingelserne for meddelelse af påbuddet er
opfyldt.
Det foreslås i stk. 4, at udgangspunktet, om at anmodning om indbringelse for retten af det meddelte påbud ikke automatisk har
opsættende virkning, fastsættes, men at retten ved kendelse kan bestemme, at den erhvervsdrivende kan fortsætte den handling, som
påbuddet angår, under retssagens behandling, således at påbuddets indbringelse for retten får opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 5, at hvor en dom ankes, fordi et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud ikke er fundet lovligt, kan den ret,
der har afsagt dommen eller den ret, hvortil ankesagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den
handling, påbuddet angår.
Bestemmelsen indebærer, at retten, såfremt det af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud stadfæstes, ikke kan tillægge anke af
dommen opsættende virkning. Dette gælder uanset, om den pågældende under sagens behandling har kunnet fortsætte den handling,
påbuddet angår.
Konsekvenserne af, at et påbud senere ophæves af domstolene, vil være, at Forbrugerombudsmanden efter almindelige regler om
offentlige myndigheders erstatningsansvar vil kunne blive erstatningsansvarlig over for den erhvervsdrivende efter dansk rets
almindelige erstatningsretlige regler. I givet fald vil der som udgangspunkt kunne kræves erstatning for det fulde tab, der er
forårsaget ved påbuddet.
Tilsidesættelse af et påbud udstedt efter den foreslåede § 24, stk. 1, medfører strafansvar i form af bøde, jf. den foreslåede §
Under en straffesag vil domstolene kunne prøve, om påbuddet er overtrådt, og om påbuddet har den fornødne hjemmel.
Det foreslås i stk. 6, at hvis der rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombuds-
manden, såfremt denne begærer dette.
§ 33
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 a om informationspligt om forældelse.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at meddele påbud til erhvervsdrivende, herunder finansielle virksomheder, og
andre, der driver erhvervsmæssig virksomhed, om at informere om retsstillingen i relation til forældelse i de tilfælde, hvor
Forbrugerombudsmanden skønner det nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, og hvor der ikke ved forhandling kan opnås
enighed med den erhvervsdrivende om enten en aftale om forældelsen (suspensionsaftale) eller en udsendelse af information om
forældelsen til de berørte kunder. Reglerne i lovforslagets § 32, stk. 3-5, finder anvendelse på påbuddet.
Udgangspunktet vil være, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en konkret sag i første omgang vil søge at opnå en løsning ved
forhandling med den erhvervsdrivende. Først hvis der ikke kan opnås et tilfredsstillende resultat ved forhandling, vil den
foreslåede bestemmelse blive bragt i anvendelse. Informationspligten kan bl.a. omfatte baggrunden for kravets eksistens, dvs.
oplysning om det konkrete aftalegrundlag og f.eks. en sag hos Forbrugerombudsmanden, en klagenævnsafgørelse eller en dom,
oplysning om forældelsesreglerne, oplysning om, hvilke konsekvenser forældelsen vil have i forhold til den konkrete sag samt
vejledning om, hvad kunden konkret skal foretage sig for at afbryde forældelsen, således at kundens krav ikke er forældet, når der
f.eks. er indgået forlig eller er faldet dom i en prøvesag.
Bestemmelsen forudsætter, at den erhvervsdrivende faktisk har det fornødne kendskab til sine kunder. Bestemmelsen finder således
alene anvendelse, i det omfang den erhvervsdrivende ligger inde med eller på anden måde let og uden uforholdsmæssige omkostninger
kan skaffe sig adgang til kontaktoplysningerne. Det vil typisk være tilfældet i kundeforhold, hvor der eksisterer et løbende
kontraktforhold i modsætning til tilfælde, hvor der er tale om enkeltstående køb, da man herved typisk ikke vil få de nødvendige
oplysninger.
Informationspligten omfatter endvidere alene kunder, der har lignende krav som det krav, der er omstridt i en konkret sag. Det kan
være vanskeligt på forhånd at præcisere, hvornår der er tale om lignende krav, men Forbrugerombudsmanden foretager et skøn i
forbindelse med sin sagsbehandling.
Informationspligten vil kunne pålægges i sager, hvor den erhvervsdrivende f.eks. kan blive mødt med et krav om erstatning eller
vederlag i forbindelse med overtrædelse af love, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
Når Forbrugerombudsmanden vælger at føre en prøvesag for en eller flere forbrugere mod en erhvervsdrivende for overtrædelse af
love inden for Forbrugerombudsmandens tilsynsområde, er der et særligt behov for at sikre, at udenforstående kunder med lignende
krav mod den samme erhvervsdrivende vil kunne få gavn af et forlig eller en dom i prøvesagen, således at disse udenforstående
kunder ikke lider retstab. Der er ellers risiko for, at mange forbrugere misforstår retstilstanden og fejlagtigt tror, at de
automatisk vil kunne få gavn af et forlig eller en dom. Men det er ikke tilfældet, hvis der i mellemtiden er indtrådt forældelse
for deres krav, og forældelsesfristen ikke er afbrudt.
Det vil typisk være procesøkonomisk gunstigt for alle involverede, herunder den erhvervsdrivende, forbrugerne og domstolene, at
føre en prøvesag for en eller flere forbrugere med henblik på at fastslå et kravs eksistens og berettigelse. Men det forudsætter,
at andre forbrugere uden for prøvesagen sikres muligheden for at få gavn af en senere afgørelse, herunder ved i det mindste at
blive informeret om deres krav og reglerne om forældelse. Det gør sig f.eks. gældende i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har
tilkendegivet ikke at ville følge lignende klagenævnsafgørelser, og hvor forbrugere uden for prøvesagen ellers vil være henvist
til selv at indbringe en sag for klagenævnet alene med det formål at afbryde forældelsen. Dette vil kunne være både
uhensigtsmæssigt og særdeles tids- og ressourcekrævende.
Forbrugerombudsmanden har allerede erfaring med, at det i en række tilfælde er lykkedes at indgå en generel aftale med en
erhvervsdrivende om forældelse indbefattende alle med lignende krav. Men Forbrugerombudsmanden har også erfaring med andre
tilfælde, hvor en erhvervsdrivende ikke har ønsket at indgå en sådan generel aftale, og hvor udenforstående kunder som følge heraf
risikerer, at deres krav er forældet, når et forlig eller en dom i en prøvesag foreligger.
Den erhvervsdrivende har mulighed for at indgå en generel aftale med Forbrugerombudsmanden om udskydelse af forældelsen
(suspensionsaftale) efter navnlig lovforslagets § 28.
Hvis den erhvervsdrivende ikke vil indgå en suspensionsaftale eller informere de berørte kunder om de forældelsesmæssige
problemstillinger, kan det være nødvendigt, for at undgå at kunderne lider et retstab grundet forældelse af deres krav, at
Forbrugerombudsmanden meddeler et påbud om informationspligt til den erhvervsdrivende.
Bestemmelsen tænkes anvendt f.eks. på sager, hvor en forbruger i et lignende aftaleforhold har fået anerkendt sit krav ved enten
domstolene eller et relevant klagenævn, eller hvor Forbrugerombudsmanden har anlagt en sag eller er indtrådt i en sag ved
domstolene om det pågældende krav.
Der kan imidlertid også være sager, hvor Forbrugerombudsmanden efter en konkret vurdering finder, at der bør meddeles et påbud,
uanset at der ikke foreligger en egentlig dom eller klagenævnsafgørelse, eller der ikke er anlagt en sag ved domstolene. Det kan
navnlig være sager, hvor forældelse forventes at ville indtræde eller at være meget tæt herpå, såfremt Forbrugerombudsmanden skal
afvente en dom eller klagenævnsafgørelse eller anlæggelsen af en konkret sag.
Bestemmelsen kan anvendes, hvis det skønnes nødvendigt at beskytte forbrugere mod retstab. Det er Forbrugerombudsmanden, der
foretager skønnet under iagttagelse af det almindelige saglighedskrav, som Forbrugerombudsmanden er underlagt som offentlig
myndighed.
Hensynet til den erhvervsdrivendes retssikkerhed varetages ved bestemmelserne i den foreslåede § 32, stk. 3-5, i tilfælde af
uenighed om påbuddet. Efter disse bestemmelser har den erhvervsdrivende mulighed for at indbringe påbuddet for domstolene, hvis
den erhvervsdrivende ikke er enig i påbuddet. Det skal ske inden for 4 uger, efter at påbuddet er meddelt den pågældende.
Det er vigtigt, at informationen gives direkte og individuelt over for den enkelte kunde. Det vil f.eks. ikke være tilstrækkeligt,
at det alene fremgår af en betalingsoversigt, men det vil godt kunne ske via en meddelelse i kundens e-boks.
§ 34
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 1, om erstatningssøgsmål.
Bestemmelsen fastslår, at såfremt en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i denne lov har
ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale kravene under ét.
Bestemmelsen giver således adgang til at indbringe krav samlet for domstolene. Forbrugerombudsmanden kan indtale flere
forbrugerkrav under ét, hvis forbrugerne på grund af en erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringsloven har ensartede
erstatningskrav over for den erhvervsdrivende.
Bestemmelsens formål er bl.a. at afhjælpe, at visse erhvervsdrivendes ansvarspådragende adfærd i praksis ikke resulterer i et
erstatningsansvar, fordi de krav, som forbrugerne kan rejse hver for sig, er for små til at kunne bære de betydelige omkostninger
ved en retssag. Samtidig giver bestemmelsen forbrugerne via Forbrugerombudsmanden et middel, som kan anvendes mod udenlandske
virksomheder, som ved markedsføring her i landet tilsidesætter loven på ansvarspådragende vis.
Bestemmelsen muliggør, at samtlige erstatningskrav indtales under ét. Det har bl.a. den fordel, at en sådan dom, modsat et påbud
efter den foreslåede § 24, stk. 1, kan fuldbyrdes mod virksomheder i andre EU-lande. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes mod
danske virksomheder.
Forbrugerombudsmanden optræder på vegne af de forbrugere, som begærer dette. Via Forbrugerombudsmanden samles kravene således
under en enkelt sag. Det er en forudsætning herfor, at kravene udspringer af samme lovstridige forhold, og at de er ensartede.
Den processuelle behandling forudsættes i øvrigt at ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om subjektiv
kumulation, jf. den gældende retsplejelovs § 250. Forbrugerombudsmanden kan rette henvendelse til de krænkede om, at
Forbrugerombudsmanden vil tage initiativ til et kumuleret erstatningssøgsmål og derved opnå de fornødne begæringer til sagsanlæg.
Bestemmelsen skal ses i lyset af forhandlingsprincippet. I de tilfælde, hvor en anvendelse af bestemmelsen kan blive aktuel, vil
søgsmål efter bestemmelsen kunne undgås, hvis den erhvervsdrivende efter aftale med Forbrugerombudsmanden frivilligt foretager det
fornødne.
§ 35
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 2, om gruppesøgsmål.
Bestemmelsen fastslår, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. den gældende
retsplejelovs kapitel 23 a.
Bestemmelsen har sammenhæng med reglen i den gældende retsplejelovs § 254 c, stk. 1, nr. 3, hvorefter offentlige myndigheder kun
kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyndiget til det. Formålet med bestemmelsen er at give
Forbrugerombudsmanden denne lovmæssige bemyndigelse.
Bestemmelsen omfatter krav, der falder inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed efter markedsføringsloven, dvs. navnlig
civilretlige krav, der har sammenhæng med en overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven, eksempelvis krav om, at visse
nærmere angivne aftalevilkår kendes ugyldige, krav om tilbagebetaling af vederlag og krav om erstatning.
Forbrugerombudsmanden kan være grupperepræsentant i både gruppesøgsmål med tilmelding (opt-in). Efter denne model omfatter et
gruppesøgsmål de medlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet. Forbrugerombudsmanden kan også være grupperepræsentant i
gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen (opt-out). Opt-out gruppesøgsmål kan alene føres af Forbrugerombudsmanden eller anden
offentlig myndighed, jf. den gældende retsplejelovs § 254 c, stk. 2.
§ 36
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 29 om foreløbigt forbud.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge foreløbige forbud, når der øjensynlig er fare for, at formålet med et
forbud som nævnt i den foreslåede § 24, stk. 1, ellers vil forspildes.
Forbrugerombudsmanden skal senest hverdagen efter forbuddets nedlæggelse indbringe forbuddet for Sø- og Handelsretten ved en
formel stævning.
Reglerne om foreløbige forbud suppleres af de regler i retsplejeloven om nedlæggelse af midlertidige forbud, som stk. 1, 3. pkt.,
henviser til.
Et foreløbigt forbud har virkning fra det tidspunkt, hvor Forbrugerombudsmanden nedlægger forbud, hvilket sker skriftligt med
angivelse af dato og klokkeslæt.
Ved indlevering af stævning må Forbrugerombudsmanden principalt påstå forbuddet stadfæstet ved dom, subsidiært forbuddet
foreløbigt godkendt ved kendelse, jf. om stk. 2 nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, at der fastsættes en absolut frist for opretholdelsen af Forbrugerombudsmandens forbud. Har retten ikke
senest 5 hverdage efter sagens anlæg stadfæstet Forbrugerombudsmandens forbud, er det bortfaldet. Dette gælder også tilfælde, hvor
der ikke af retten tages stilling til forbuddet, f.eks. fordi retten ikke mener at kunne nå at tage stilling til spørgsmålet.
Kan retten nå at afgøre spørgsmålet udtømmende, træffes afgørelse ved dom, og salgsbehandlingen adskiller sig ikke fra den
sædvanlige. Hvor dette ikke er muligt, er der åbnet adgang for Forbrugerombudsmanden til at søge forbuddet foreløbigt godkendt af
retten. Afgørelse herom træffes ved kendelse. Forkastes forbuddet ved kendelsen, er det endeligt bortfaldet. Opretholdes det, kan
det senere under sagen forkastes. Der må senest ved dommen i sagen tages stilling til forbuddet.
Forbrugerombudsmanden bør i videst muligt omfang søge i forvejen at koordinere en forbudsnedlæggelse med Sø- og Handelsretten.
I tilfælde, hvor der under sagens forberedelse tages foreløbig stilling til et af Forbrugerombudsmanden nedlagt forbud, beklædes
Sø- og Handelsretten normalt af retsformanden alene.
§ 37
Den foreslåede § 20, stk. 1, om vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende, og den foreslåede § 21 om
sammenlignende reklame, er som efter den gældende markedsføringslov undergivet privat påtale.
Det foreslås som noget nyt, at § 22 om forretningskendetegn undergives privat påtale. Baggrunden herfor er, at lignende
bestemmelser i varemærkelovgivningen er underlagt privat påtale.
Den foreslåede bestemmelse er derudover en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 30. Bestemmelsen fastslår, hvilke
bestemmelser i markedsføringsloven, der er strafbelagte og med hvilken strafferamme.
De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringsloven er forsæt, jf. den gældende straffelovs § 19. Det er dog
alene forsætlige overtrædelser af den foreslåede § 22 om misbrug af forretningskendetegn, der kan straffes.
Det foreslås i stk. 1, at det straffes med bøde eller fængsel op til 4 måneder, hvis en erhvervsdrivende overtræder et forbud
eller påbud, der er nedlagt eller udstedt af en domstol, eller et påbud udstedt af Forbrugerombudsmanden i henhold til
lovforslaget § 28, stk. 2, eller § 32, stk. 2, ellers § 33. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget
pengeydelse straffes dog ikke.
Det foreslås i stk. 2, at det straffes med bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning, hvis der meddeles urigtige
eller vildledende oplysninger til Forbrugerombudsmanden. Det samme gælder, hvis den pågældende ikke efterkommer et krav fra
Forbrugerombudsmanden om at give sådanne oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan forlange, hvis de skønnes nødvendige for
dennes tilsynsvirksomhed, jf. den foreslåede § 25, stk. 2, eller som led i dennes adgang til at foretage kontrolundersøgelser, jf.
den foreslåede § 27, stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at det er strafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende overtræder lovforslagets § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3
og 4, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18, § 19, § 20, stk. 1, § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22.
Strafferammen er bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning.
§ 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, § 7, stk. 1, § 9 og § 20 kan straffes i sammenstød.
Det foreslås i stk. 4, at overtrædelse af § 20, stk. 1, § 21-22 er undergivet privat påtale.
I forbindelse med strafudmålingen skal der lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang og den tilsigtede økonomiske gevinst.
Overtrædelser, der er enten grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel
præventiv effekt.
Ved fastsættelsen af bøder i henhold til denne lov kan der tages hensyn til en række forskellige faktorer, herunder den tilsigtede
eller opnåede fortjeneste. I forhold til den fortjeneste, der må antages at være indvundet eller tilsigtet ved overtrædelsen, har
det dog i praksis vist sig, at det som regel er umuligt at føre noget bevis herfor. Det skyldes, at bedømmelsen af den faktiske
økonomiske effekt af et markedsføringstiltag i almindelighed er særdeles usikker.
Et andet parameter, der tidligere har været taget hensyn til i forbindelse med fastsættelse af bødens størrelse, er
markedsomkostningerne. Baggrunden for at anvende markedsføringsomkostningerne i bødefastsættelsen var en formodning om en direkte
sammenhæng mellem den markedsføringsmæssige effekt og markedsføringsomkostningerne. Tidligere kunne bøder derfor udmåles til det
dobbelte af markedsføringsomkostningerne i førstegangstilfælde.
På grund af de senere års praksis og den stigende markedsføring via internettet, hvor markedsføringsomkostningerne sammenlignet
med f.eks. trykte medier eller tv-reklamer kan være meget begrænsede, er kriteriet om markedsføringsomkostningerne ikke længere
altid tidssvarende. Da en videreførelse af kriteriet om markedsføringsomkostningerne vil indebære en risiko for skævvridning af
bødeudmålingen afhængig af det valgte medie, bør markedsføringsomkostningerne derfor ikke længere indgå som et selvstændigt
kriterie for bødeudmålingen. Kriteriet bør derimod kun indgå som delelement, hvor dette måtte være relevant i forhold til den
konkrete sag, hvor der er en formodning for, at de anvendte markedsføringsomkostninger er en indikation for den tilsigtede
økonomiske gevinst. Det vil f.eks. være tilfældet i sager, hvor omkostningerne til markedsføringen er betydelige. I
førstegangstilfælde kan der således i disse tilfælde tages udgangspunkt i det dobbelte af markedsomkostningerne.
Dertil kommer, at anvendelse af markedsføringsomkostningerne som parameter ved udmålingen af en bødes størrelse heller ikke er
relevant i sager om uanmodede henvendelser, idet markedsføringsomkostningerne her er typisk meget små.
I sager om overtrædelse af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser i den foreslåede § 9, stk. 1, skal bødens størrelse
som hidtil fastsættes på baggrund af en særlig beregningsmodel baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december
2005 til lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. For op til 100 overtrædelser gives en minimumsbøde på 10.000 kr.
Foreligger der mere end 100 overtrædelser gives en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser
være 10.000 kr. og en bøde for 140 overtrædelser være 14.000 kr. Fastsættelsen af straffen vil som altid bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op-
eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
I forhold den takstmæssige model vil fastsættelse af straffen dog som altid bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis
der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det foreslås i stk. 5, at overtrædelse af den foreslåede § 23 straffes med bøde eller fængsel indtil 18 måneder, medmindre højere
straf følger af den gældende straffelovs § 299 a. Påtale i sager om overtrædelse af § 23 kan kun finde sted efter anmodning fra
den forurettede.
Det foreslås i stk. 6, at der fastsættes en mulighed for at bødestrafsanktionere forskrifter udstedt i medfør af
markedsføringsloven.
De eksisterende bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den gældende hjemmel vil blive videreført, jf. § 40. Det drejer sig
blandt andet om bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold og bekendtgørelse nr.
1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Det forslåede stk. 7, at giver adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar efter reglerne i den gældende straffelovs
kapitel 5 om strafansvar for juridiske personer.
Det følger af reglerne i straffelovens kapitel 5, at bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter, medmindre andet er
bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer,
kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1.
Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og
organisation kan sidestilles med de ovenfor nævnte selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2.
Det følger videre, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse,
der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf.
straffelovens § 27.
Statslige myndigheder og kommuner kan alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der
svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk. 2.
§ 38
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 30 a.
Bestemmelsen giver erhvervs- og vækstministeren hjemmel til efter forhandling med justitsministeren at fastsætte, at
Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative bødeforelæg i visse typer af strafsanktionerede markedsføringssager. Det vil være
en forudsætning for udstedelse af administrative bøder, at der er tale om tilståelsessager, hvor der enten findes fast retspraksis
for bødeudmålingen eller faste retningslinjer for bødeudmålingen i lovbemærkninger. Den erhvervsdrivende skal således være enig i
både forseelsen og bødens størrelse.
Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes efter forhandling med justitsministeren. Herved sikres, at betingelserne om, at der
skal være tale om sager, der er enkle og ukomplicerede uden bevistvivl eller tvivl om sanktionsniveau for normalbøder i
førstegangstilfælde i forskellige situationer, er opfyldt.
Det foreslås i stk.1, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Forbrugerombudsmanden kan afslutte en
sag om overtrædelse af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør heraf med et administrativt bødeforelæg.
Kompetencen gælder alene ved åbenbare og objektivt konstaterbare overtrædelser, hvor overtrædelserne generelt er ensartede og
ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, og hvor bødeudmålingen ligger fast. Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes
efter forhandling med justitsministeren, som således også skal sikre, at disse betingelser er opfyldt.
Overtrædelserne skal således generelt være klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens afgørelse, herunder fastsættelse af
bødens størrelse, skal kunne ske uden skønsmæssige elementer af betydning. Det forudsættes, at hvis det ikke er tilfældet, skal
Forbrugerombudsmanden overgive sagen til anklagemyndigheden til videre foranstaltning frem for at udstede et bødefore- læg.
Det foreslås i stk. 2, at dele af retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse
på bødeforelæg efter denne bestemmelse. Det gælder f.eks. tiltaltes navn og adresse, oplysninger om det forhold, der rejses
tiltale for samt den regel, der påstås overtrådt, og en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan
angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig
beskrivelse, jf. den gældende retsplejelovs § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, og princippet om, at en sigtet ikke er
forpligtet til at udtale sig.
Det foreslås i stk. 3, at videre forfølgning bortfalder, hvis bøden vedtages. Vedtagelsen har endvidere samme virkning, herunder
gentagelsesvirkning, som en dom.
§ 39
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 26 om henlæggelsesbeføjelser.
Bestemmelsen fastslår, at erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed under
ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til den foreslåede § 25, stk. 5. Henlægger ministeren sine beføjelser til
en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Bestemmelsen giver således erhvervs- og vækstministeren mulighed for at delegere de opgaver, der efter loven påhviler ministeren,
til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom ministeren kan fastsætte regler om klageadgangen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har beføjelser til at udstede bekendtgørelser efter den foreslåede lovs § 10, stk. 8, (regler
om erhvervsdrivendes informationspligt vedrørende uanmodede henvendelser), § 12 (regler om mærkning og emballering) § 14, stk. 2,
(regler om prisoplysninger m.v.), § 17, stk. 5 (risikooplysninger for kreditaftaler), § 26 (digital kommunikation), § 27, stk. 9
(politibistand ved kontrolundersøgelser), § 30, stk. 3, (gebyr for forhåndsbesked) og § 38 (administrative bødeforlæg).
Ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed er undtaget fra henlæggelsesbeføjelsen,
jf. den foreslåede § 25, stk. 5. Dette skyldes, at det ikke er hensigtsmæssigt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er
sekretariat for Forbrugerombudsmanden, fastsætter regler for Forbrugerombudsmanden.
§ 40
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Det foreslås i stk. 2, at den gældende markedsføringslov jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012 med de ændringer, der
følger af § 33 i lov nr. 1231 af 18. december 2012, § 5 i lov nr. 1387 af 23. december 2012, § 1 i lov nr. 378 af 17. april 2013
og § 6 i lov nr. 1460 af 17. december 2013 ophæves 1. juli 2017.
Det foreslås i stk. 3, at regler fastsat i medfør af de gældende love opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter
udstedt i medfør af denne lov.
Med begrebet fastsat forstås regler, der er udstedt og opretholdt i medfør af de gældende love. Disse regler forbliver i kraft
indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af den foreslåede lov.
Det er hensigten, at de enkelte bekendtgørelser vil blive gennemgået efter denne lovs vedtagelse, og at det i samråd med de
relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer vil blive vurderet, om der fortsat er behov for at opretholde de pågældende
bekendtgørelser.
Det drejer sig om følgende bekendtgørelser:
Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af
§ 3, stk. 4, og § 30, stk. 5, i lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som senest ændret ved lov nr. 1547 af 20.
december 2006, § 4 i lov nr. 181 af 28. februar 2007 og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 7a og § 30, stk. 5 i lov nr. 839 af 31. august 2009 om markedsføring, og efter
bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse beføjelser til
Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugerne om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 13, stk. 8, nr. 1 og 2, og § 30, stk. 5, i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse
nr. 839 af 31. august 2009, som ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010.
Bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om risikoklassificering af visse udlånsprodukter. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør
af § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, samt § 14 b og §
30, stk. 5, i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012.
Bekendtgørelse nr. 487 af 21. september 1918 angående handel med og benyttelse af mineralvandssifoner, patentflasker og kasser til
transport af øl og mineralvande. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 1 i midlertidig Lov af 7. august 1914 om regulering af
prisen på levnedsmidler og varer, jf. lovene af 16. november 1914 og 7. december 1917 om straf for overtrædelse af de ifølge
fornævnte lov trufne foranstaltninger, som er videreført i den gældende lovs § 17.
Bekendtgørelse nr. 305 af 4. oktober 1938 angående Benyttelse af og Handel med Øl- og Mineralvandsflasker. Udstedt i medfør af lov
nr. 165 af 13. april 1938 om tillæg til Lov i uretmæssig Konkurrence og Varebetegnelse, jf. § 1, som er videreført i den gældende
lovs § 17.
Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 16 i lov om uretmæssig
konkurrence og varebetegnelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 145 af 1. maj 1959, som ændret ved lov nr. 506 af 29. november 1972 og
under henvisning til rådsdirektiv af 15. december 1969 om tilnærmelse af EF-landenes lovgivninger om krystalglas (69/493/EØF), som
tilpasset i bilag I, afsnit X, 1. til akten til traktaten om Danmarks tiltrædelse af EF, som er videreført i den gældende lovs §
17.
Bekendtgørelse nr. 321 af 16. juni 1978 om salg af beklædningsgenstande. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 10, stk. 1, og §
19, stk. 4, i lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring, som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af § 11, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, som, bortset fra en mindre sproglig justering, er
videreført i den gældende lovs § 17, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse beføjelser
til Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med oplysning om luftbåren støj.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 10, stk. 2 i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 28. januar 1987 og til
gennemførelse af rådsdirektiv af 1. december 1986 (86/594/EØF), som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg
i detailleddet. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 11, stk. 2, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, som er
videreført i den gældende lovs § 17, stk. 2, og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Følgende bekendtgørelser er udstedt i medfør af prismærkningsloven, som blev ophævet pr. 1. juli 2007, og som nu er videre- ført i
den gældende markedsføringslovs § 13, jf. § 13, stk. 8:
Bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer.
Bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995 om prisskiltning for motorbrændstof.
Bekendtgørelse nr. 866 af 12. oktober 1994 om skiltning med organiseret rabat eller anden særlig fordel.
Bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter.
Bekendtgørelse nr. 7 af 3. januar 1991 om skiltning for autoreperationer.
Bekendtgørelse nr. 10021 af 30. november 1988 om mærkning og skiltning i trælasthandler, tømmerhandler og byggemarkeder.
Bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger af vaske- og rengøringsmidler, pudse- og
poleremidler, husholdningskemikalier, malevarer, strikkegarn og vat.
Bekendtgørelse nr. 10002 af 16. marts 1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle prisnedsættelser
for varer.
Bekendtgørelse nr. 10025 af 10. oktober 1985 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger i rulleform af køkkenruller,
toiletpapir, husholdningsfolie af plast og aluminium, bagepapir og madpapir.
Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at overtrædelser af ovenstående bekendtgørelser straffes med bøde efter de hidtil gældende
regler.
§ 41
Det foreslås, at loven i lighed med den gældende lov ikke gælder for Færøerne og Grønland.
§ 42
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 1 foreslås ophævet og erstattet af
lovforslagets §§ 3 og 4.
§ 43
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 19 foreslås ophævet og erstattet med
lovforslagets § 23.
§ 44
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 6 om uanmodede henvendelser foreslås
ophævet og erstattet med lovforslagets § 10.
§ 45
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28 foreslås ændret til § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34.
§ 46
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at Forbrugerombudsmandens mulighed for at udstede retningslinje er fastsat i den
foreslåede § 29.
§ 47
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28 foreslås ændret til § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34.
§ 48
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28 foreslås ændret til § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34.
§ 49
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28 foreslås ændret til § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34.
§ 50
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk.
1, og § 28 foreslås ændret til § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34.
Officielle noter
1 Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1998/6/EF af 16. februar 1998 om
forbrugerbeskyttelse i forbindelse med afgivelse af priser på forbrugsvarer (EF-Tidende 1998 nr. L 080 af den 18. marts 1998, side
27), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i
forbindelse hermed (EF-Tidende 1999 nr. L 171 af 7. juli 1999, side 12), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.
juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor,
(EF-Tidende 2002 nr. L 201 af den 31. juli 2002, side 37), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om
virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004 (EU-Tidende 2005 nr. L 149 af den 11. juni 2005, side 22), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af
12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (EU-Tidende 2006, nr. L 376 af 17. december 2006, side 21),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende 2006 nr.
L 376 af 27. december 2006, side 36), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EU-Tidende 2008 nr. L 133 af 22. maj 2008, side 66),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og
brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet- og tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af
personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om
samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EU-Tidende 2009 nr. L
337 af 18. december 2009, side 11) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om
forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 (EU-Tidende 2014 nr. L 60 af 28. februar 2014, side 34). Lovforslaget indeholder endvidere en
bestemmelse, der fastsætter rammerne for Forbrugerombudsmandens kontrolbesøg i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2006/2004/EF af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om
forbrugerbeskyttelse (EU-Tidende 2004 nr. L 364 af 9. december 2004, side 1).
Herved bekendtgøres lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring med de ændringer, der følger af § 20 i lov nr. 309 af 25. april 2018, lov nr. 1309 af 6. december 2019, § 2 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, lov nr. 1055 af 30. juni 2020, lov nr. 720 af 27. april 2021, § 2 i lov nr. 1173 af 8. juni 2021 og lov nr. 2192 af 30. november 2021.
Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet.
Stk. 2. §§ 3, 4, 9 og 14 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på det pågældende område.
Stk. 3. §§ 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
Forbruger: En fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Erhvervsdrivende: En fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
Produkt: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, digitale tjenester og digitalt indhold samt rettigheder og pligter.
Handelspraksis: En handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.
Transaktionsbeslutning: En beslutning, der træffes af en forbruger, om, hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade dette.
Væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd: Anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have truffet.
Adfærdskodeks: En aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
Kodeksindehaver: Et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.
God erhvervsskik: Standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet »erhvervsmæssig diligenspligt«, der benyttes i direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.
Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børns og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge, jf. dog stk. 3.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:
Produktets eksistens eller art,
de væsentligste egenskaber ved produktet,
omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis og karakteren af den anvendte salgsproces,
erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivende eller dennes produkter,
prisen, den måde, prisen beregnes på, eller en særlig prismæssig fordel,
behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,
den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,
forbrugerens rettigheder,
den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet af,
forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn, eller
enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.
Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Stk. 2. Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige:
Produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet,
den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn og, hvis en anden erhvervsdrivende handler på dennes vegne, den fysiske adresse og navnet på denne erhvervsdrivende,
forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,
prisen inklusive moms og afgifter,
yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, i det omfang sådanne omkostninger pålægges, og
for produkter, der tilbydes på onlinemarkedspladser, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder produkterne, er erhvervsdrivende eller ej, på grundlag af den pågældende tredjeparts erklæring til udbyderen af onlinemarkedspladsen.
Stk. 3. Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme.
Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. § 8 finder tilsvarende anvendelse.
En erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at søge efter produkter, der tilbydes af forskellige erhvervsdrivende eller af forbrugere på grundlag af en søgning i form af et nøgleord, en sætning eller et andet input, uanset hvor transaktionerne i sidste ende gennemføres, skal på en klar og forståelig måde give forbrugeren generelle oplysninger om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen af de produkter, som forbrugeren præsenteres for som følge af søgningen, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.
Stk. 2. Oplysningerne skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor søgeresultatet præsenteres.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på udbydere af onlinesøgemaskiner som defineret i artikel 2, nr. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester.
En erhvervsdrivende, der giver adgang til brugeranmeldelser af produkter, skal på en klar og forståelig måde oplyse, hvorvidt og i givet fald hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne.
En erhvervsdrivende må i sin handelspraksis ikke benytte chikane, ulovlig tvang, vold eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende i sin handelspraksis har benyttet chikane, ulovlig tvang, vold eller utilbørlig påvirkning, skal der tages hensyn til:
Tidspunktet for denne handelspraksis, stedet, hvor den har fundet sted, og dens karakter og vedholdenhed.
Anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd.
Den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forbindelse med produktet.
Den erhvervsdrivendes opstilling af byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer af ikkekontraktuel karakter, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i henhold til kontrakten, herunder retten til at ophæve kontrakten eller til at vælge et andet produkt eller en anden erhvervsdrivende.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 4-7, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Stk. 2. En handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun forvrider den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er særlig sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt, herunder på grund af mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Inden der gives samtykke, skal den pågældende oplyses om, at samtykket kan trækkes tilbage. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.
Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af produkter, kan uanset stk. 1 markedsføre egne tilsvarende produkter til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende giver kunden klar og utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.
Stk. 3. Retter en erhvervsdrivende henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, skal følgende betingelser være opfyldt:
Markedsføringen skal klart kunne identificeres som sådan,
betingelser for salgsfremmende foranstaltninger skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt,
det skal fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde, der ikke er tilsløret eller holdes skjult,
modtageren må ikke opfordres til at besøge websteder, hvor den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for webstedet, ikke opfylder kravene i nr. 1-3, og
der skal være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne henvendelser.
Stk. 4. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis
den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette,
det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring, eller
Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol eller andre produkter, der er uegnede for børn og unge under 18 år.
Stk. 3. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke udøves på eller via profiler på sociale medier, der tilhører eller fremstår som tilhørende børn og unge under 15 år. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år på sociale medier må heller ikke i øvrigt anvende børn og unge under 15 år, medmindre anvendelsen indgår i en naturlig sammenhæng for at illustrere eller vise et produkt.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke produkter der er omfattet af stk. 2.
Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder
Markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere i følgende tilfælde:
På forbrugslånsvirksomhedens forretningssted.
På forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af forbrugslånsvirksomheden.
Hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter
a) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren,
b) kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted eller hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af sælgeren, og
c) markedsføringen sker i tilknytning til oplysningen om varens eller tjenesteydelsens kontantpris.
Enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.
Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis markedsføring sker ved en forbrugslånsvirksomheds sponsorering af idræt og almennyttige foreninger og fonde og forbrugslånsvirksomheden ikke udbyder lån med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover. Undtagelsen gælder kun ved skriftlige sponsoraftaler.
Erhvervsministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse nærmere angivne betingelser, og at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning oplyser om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.
En erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugere, skal i sin handelspraksis klart og tydeligt oplyse om produkternes pris efter de nærmere regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 2.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte de nærmere regler om oplysningsforpligtelsen i stk. 1, herunder
regler om fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsningen i mængden af oplysninger, der gives,
regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleenhed for de enkelte varegrupper,
regler om, at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysninger om pakningens nettomængde, og
regler med henblik på at opfylde de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører tjenesteyderes pligt til at give prisoplysninger m.v. til tjenestemodtagere.
Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal forbrugeren modtage en specificeret regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen. Forbrugeren skal have oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvis erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1 med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane inden for det pågældende område.
Stk. 3. Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens anmodning give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen. Anmodningen skal fremsættes inden for rimelig tid.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan efter forhandling med vedkommende fagminister samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte særregler om undtagelser fra stk. 1-3, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af kredit.
Størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret ved lov, i et løbende kontraktforhold kan alene ændres til ugunst for forbrugeren, hvis betingelserne herfor er klart fremhævet i kontrakten.
Stk. 2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i løbende kontraktforhold skal varsles med rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Har forbrugeren har ret til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, ligesom det skal fremgå, under hvilke betingelser forbrugeren kan opsige aftalen.
En erhvervsdrivende, der markedsfører en handelsmæssig garanti, skal udlevere en erklæring om garantien til forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af produktet.
Stk. 2. Erklæringen skal være udfærdiget på et klart og forståeligt sprog og skal indeholde,
når det er relevant, en utvetydig erklæring om, at køberen ved lov har ret til gratis afhjælpning fra sælgerens side af mangler ved salgsgenstanden, og at denne ret ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti,
garantigiverens navn og adresse,
den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå gennemførelse af den handelsmæssige garanti,
betegnelsen på de produkter, som den handelsmæssige garanti finder anvendelse på, og
vilkårene for den handelsmæssige garanti.
Stk. 3. Manglende overholdelse af stk. 1 og 2 ændrer ikke ved, at den handelsmæssige garanti er bindende for garantigiveren som anført i købelovens § 86 a, stk. 1.
Stk. 4. Vilkårene for den handelsmæssige garanti skal være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er sket på dansk.
Enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 19, og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde følgende standardoplysninger:
Debitorrenten, herunder om den er fast eller variabel eller begge, og oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
Det samlede kreditbeløb.
De årlige omkostninger i procent (ÅOP) som beregnet efter lov om kreditaftaler.
Kreditaftalens løbetid.
Kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse.
Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.
Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, herunder en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Stk. 4. En kreditformidler skal i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, herunder om vedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standardoplysninger:
Boligkreditgivers eller boligkreditformidlers identitet.
Det pant eller anden sikkerhed, som ligger til grund for boligkreditaftalen.
Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen.
Det samlede kreditbeløb.
De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som skal have en mindst lige så fremtrædende placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten.
Boligkreditaftalens løbetid.
Ydelsernes størrelse.
Det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af forbrugeren.
Advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb, der skal betales, hvis der markedsføres lån i Danmark i en anden valuta end danske kroner.
Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse af de af erhvervsministeren fastsatte standardforudsætninger. Udbydes boligkreditten kun under andre forudsætninger end de af erhvervsministeren fastsatte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markedsførte boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.
Stk. 3. Forpligtelsen til at indgå denne aftale skal være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP), hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå boligkreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og betingelser og omkostningerne ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd.
Stk. 4. Oplysningerne i stk. 1 og 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være egnet til at vildlede, således at dette kan antages at påvirke andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd eller skade en konkurrent.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1, skal der tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder oplysninger om følgende forhold:
Egenskaberne ved produktet,
prisen eller den måde, prisen beregnes på, og betingelserne for levering af produkterne og
annoncørens status, egenskaber og rettigheder.
Stk. 3. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være aggressiv eller utilbørlig over for andre erhvervsdrivende.
Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter loven, når sammenligningen
ikke er vildledende,
angår produkter, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,
ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn eller produkter,
ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,
for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme betegnelse,
ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og
ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.
Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lign., der ikke tilkommer dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andre.
Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre
forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyldige, og
genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse af angivelser.
Stk. 2. Handlinger i strid med loven er erstatningsansvarspådragende i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Bestemmelsen finder både anvendelse på erhvervsdrivende og forbrugere, der har lidt tab som følge af handlinger i strid med loven. Forbrugere vil endvidere, hvor det er relevant, have adgang til de almindelige misligholdelsesbeføjelser, herunder et afslag i købesummen eller ophævelse af aftalen i overensstemmelse med dansk rets regler om forbrugerbeskyttelse.
Stk. 3. Den, der forsætligt eller uagtsomt krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med loven, skal betale et rimeligt vederlag herfor.
Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet en ret i strid med loven, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
Forbrugerombudsmanden fører navnlig ud fra hensynet til forbrugerne tilsyn med, at loven og regler udstedt i medfør af loven overholdes.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysningerne meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervsministeren for et tidsrum på op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uegnet til at forblive i stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser for at blive dommer.
Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter loven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal foregå digitalt.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan træffes eller udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004, og som vedrører overtrædelser af direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser, jf. stk. 1, kan kun finde sted efter indhentet retskendelse.
Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Forbrugerombudsmanden forlange mundtlige forklaringer. Forbrugerombudsmanden kan ikke kræve mundtlige forklaringer i tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for at rejse sigtelse. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign., med henblik på at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Stk. 4. Opbevares en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger hos, eller behandles de af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 5. Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede materiale. Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse med principperne for god skik og til at overholde loven i øvrigt.
Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan uanset stk. 1 ikke udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Forbrugerombudsmanden kan på anmodning fra en erhvervsdrivende afgive udtalelse om sin vurdering af lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen giver anledning til særlig tvivl, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En forhåndsbesked indebærer ikke en bindende stillingtagen til lovligheden af vedkommende foranstaltning.
Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende om, at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid efter dennes afgivelse.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.
Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og vederlag efter § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling.
Stk. 3. Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet angår.
Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling, påbuddet angår.
Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer dette.
Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling med den erhvervsdrivende meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.
Har en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i loven ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indbringe kravene under et.
Forbrugerombudsmanden kan, når der øjensynligt er fare for, at formålet med et forbud som nævnt i § 24, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens § 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og reglerne i § 636, § 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 2. Kan en sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke afgøres ved dom senest 5 hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver, forinden sådan afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes forbuddet ikke inden fristens udløb, er det bortfaldet.
Tilsidesættelse af et forbud eller påbud nedlagt af retten eller et påbud, som Forbrugerombudsmanden har meddelt i henhold til § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33, straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget pengeydelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 25, stk. 2, eller § 27, stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, §§ 6 a og 6 b, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18 og § 19, § 20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.
Stk. 4. Overtrædelse af § 20, stk. 1 og 3, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, som på særlig måde angår den pågældende, § 21 og § 22 er undergivet privat påtale.
Stk. 5. Ved udmåling af bøder efter stk. 1-3 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Ved udmåling af bøder for overtrædelse af følgende bestemmelser lægges vægt på overtrædelsens varighed eller omfang:
Overtrædelse af § 5, stk. 1, hvor en erhvervsdrivende uberettiget bruger et logo eller mærke, hvor logoet eller mærket giver forbrugeren en sikkerhed for, at virksomheden giver forbrugeren en særlig beskyttelse.
Overtrædelse af § 10, stk. 1, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet elektronisk henvendelse til bestemte aftagere.
Overtrædelse af § 10, stk. 4, hvor en erhvervsdrivende retter uanmodet telefonisk henvendelse med henblik på direkte markedsføring til en bestemt fysisk person, der enten er på Robinsonlisten, eller som har frabedt sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende.
I sager omfattet af § 37, stk. 6, hvor den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i bødeforelægget, kan Forbrugerombudsmanden tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af loven eller regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag. Det er en betingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i bødeforelægget. Fristen kan efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.
Stk. 3. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 4. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 25, stk. 5. Henlægger ministeren sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Forældelsesfristen er 5 år for overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, i forbindelse med vildledende markedsføring af fast ejendom eller kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom og vildledende markedsføring af løbende kontraktforhold med angivelse af en varig pris.
Stk. 2. Den 1. juli 2017 ophæves lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelser af forskrifterne straffes med bøde efter de hidtil gældende regler.
Lov. nr. 309 af 25. april 2018 om forretningshemmeligheder2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 19. Loven træder i kraft den 9. juni 2018.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1309 af 6. december 2019 (Opdeling af fysiske og juridiske personer i forbrugerbegrebet, præcisering af bestemmelsen om aggressiv handelspraksis og tilpasning af samtykkekrav m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 17. januar 2020.
Stk. 2. § 37, stk. 3 og 4, i markedsføringsloven som ændret ved denne lovs § 1, nr. 8 og 9, finder ikke anvendelse på sager rejst som følge af erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringslovens § 20, stk. 3, der begås før lovens ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Lov nr. 801 af 9. juni 2020 (Opgør med kviklån m.v.)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. § 2 finder ikke anvendelse på handlinger, der er begået før den 1. juli 2020.
Lov nr. 1055 af 30. juni 2020 (Forældelsesfrist for vildledende markedsføring af fast ejendom, kreditaftaler til finansiering af eller med sikkerhed i fast ejendom og løbende kontraktforhold med angivelse af varig pris)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Lov nr. 720 af 27. april 2021 (Undtagelse af visse forbrugslånsvirksomheders sponsorering af idræt m.v. fra forbuddet mod markedsføring af forbrugslån og forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 28. april 2021.
§ 37, stk. 3, i markedsføringsloven som ændret ved § 2, nr. 2, i lov nr. 801 af 9. juni 2020 finder anvendelse på sager rejst som følge af erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringslovens § 11 b, stk. 1, der begås før denne lovs ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Købsopfordring: En kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
Utilbørlig påvirkning: Udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.
Lovreguleret erhverv: En eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller en form heraf.
Gebyr: En betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
Samtykke: Enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljetilkendegivelse.
Elektronisk post: Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres på nettet eller på modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
Rangordning: Den relative betydning, der tillægges produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Onlinemarkedsplads: En tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
God markedsføringsskik
Stk. 3. Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 anvendelse ved siden af kapitel 2.
Kapitel 2
Handelspraksis over for forbrugerne
God erhvervsskik
Stk. 5. Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger den erhvervsdrivende i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.
den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring.
Stk. 5. Stk. 4, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
Stk. 6. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1, skal den erhvervsdrivende klart og utvetydigt oplyse om retten til at frabede sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal endvidere altid give mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 6 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1.
Handelspraksis rettet mod børn og unge
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for, hvad der må anses at være et repræsentativt eksempel ved markedsføring af boligkreditter.
Kapitel 5
Forhold mellem erhvervsdrivende
Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende
Stk. 6. Medfører en virksomheds eller sammenslutnings forhold, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3-5, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter.
Stk. 7. Under samme betingelser som i stk. 6 kan Forbrugerombudsmanden medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Stk. 8. Fristerne i stk. 5, 6 og 7 kan i særlige tilfælde forlænges.
Stk. 9. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1 og 3-7. Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Forhandlingsprincippet
Overtrædelse af § 11, stk. 2, hvor en erhvervsdrivende retter sin markedsføring af et arrangement eller en begivenhed mod børn og unge under 18 år, og hvor markedsføringen indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Stk. 7. Ved udmåling af bøder for overtrædelse efter stk. 1 og 3, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 4 mio. euro.
Stk. 8. Ved udmåling af bøder efter stk. 1 for tilsidesættelse af forbud eller påbud nedlagt af retten eller af Forbrugerombudsmanden i forbindelse med tilsyn efter aftalelovens § 38 e, hvor tilsidesættelsen kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøde maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 2 mio. euro.
Stk. 9. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 10. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bødeforelæg
Stk. 2.
Lov nr. 1173 af 8. juni 2021 (Ændring af reglerne om forbrugerkøb som følge af implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. (Udelades)
Lov nr. 2192 af 30. november 2021 (Gennemførelse af ændringer i direktivet om urimelig handelspraksis og indførelse af regler om handelspraksis rettet mod børn og unge samt ny bødemodel m.v.)8) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1-11, 14-16, 21 og 22, og § 37, stk. 7 og 8, i lov om markedsføring som affattet ved denne lovs § 1, nr. 19, træder i kraft den 28. maj 2022.
Erhvervsministeriet, den 15. juni 2022
Simon Kollerup
/ Jakob Hald
Bilag 1
Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
Vildledende handelspraksis
1)
Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det ikke er tilfældet.
2)
Den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende uden at have opnået den nødvendige tilladelse.
3)
Den erhvervsdrivende hævder, at en adfærdskodeks er godkendt af en offentlig myndighed eller anden myndighed, selvom det ikke er tilfældet.
4)
Den erhvervsdrivende hævder, at en erhvervsdrivende (herunder dennes handelspraksis) eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans, selvom det ikke er tilfældet, eller fremsætter en sådan påstand uden at opfylde betingelserne for godkendelse eller tilladelse.
5)
Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne pris (bait advertising).
6)
Den erhvervsdrivende opfordrer til køb af produkter til en bestemt pris, men nægter at vise det averterede produkt for forbrugerne, eller nægter at tage imod bestilling af det eller levere det inden for et rimeligt tidsrum, eller fremviser en defekt udgave af det, fordi han agter at promovere et andet produkt (bait and switch).
7)
Det angives i modstrid med sandheden, at produktet kun vil være tilgængeligt i meget begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse og fratage forbrugerne tilstrækkelig mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
8)
Den erhvervsdrivende påtager sig at yde eftersalgsservice til en forbruger, med hvem han har kommunikeret forud for transaktionen på et sprog, som ikke er et officielt sprog i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, men yder kun en sådan service på et andet sprog uden tydeligt at have tilkendegivet dette over for forbrugeren, før denne forpligtede sig i forhold til transaktionen.
9)
Det angives, eller der gives på anden måde indtryk af, at et produkt kan sælges lovligt, selvom dette ikke er tilfældet.
10)
Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud.
11)
Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren. Dette berører ikke direktiv 89/552/EØF som kodificeret ved direktiv 2010/13/EU.
11 a)
Levering af søgeresultater som svar på en forbrugers onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå højere rangordning af produkter i søgeresultaterne.
12)
Der fremsættes en faktuelt ukorrekt påstand vedrørende arten og omfanget af risikoen for forbrugerens eller dennes families personlige sikkerhed, hvis forbrugeren ikke køber produktet.
13)
Der promoveres et produkt, der ligner et andet produkt fremstillet af en bestemt producent, på en sådan måde, at forbrugeren med overlæg forledes til at tro, at produktet er fremstillet af samme producent, uden at dette er tilfældet.
14)
Etablering, drift eller promovering af en salgsfremmende pyramideordning, hvor forbrugeren erlægger et vederlag og til gengæld stilles kompensation i udsigt, som hovedsageligt er afhængig af, om han har introduceret andre for ordningen og i mindre grad af salg eller forbrug af produkter.
15)
Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre lokaler er forestående, selvom det ikke er tilfældet.
16)
Det hævdes, at produkter kan gøre det lettere at vinde i hasardspil.
17)
Det hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funktionsforstyrrelser eller misdannelser.
18)
Der gives faktuelt ukorrekte oplysninger om markedsvilkår eller om muligheden for at finde produktet med henblik på at få forbrugeren til at erhverve produktet på ringere vilkår end de normale markedsvilkår.
19)
Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfremstød med præmier, men uden de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende uddeles.
20)
Et produkt omtales som »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« eller lignende, selvom forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.
21)
I markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet.
22)
Den erhvervsdrivende i modstrid med sandheden hævder eller giver indtryk af, at han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller han, i modstrid med sandheden udgiver sig for at være forbruger.
23)
Der skabes det fejlagtige indtryk, at eftersalgsservicen i forbindelse med produktet er tilgængelig i en anden medlemsstat end den, hvor produktet sælges.
23 a)
Videresalg til forbrugere af billetter til arrangementer, hvis den erhvervsdrivende har erhvervet dem ved hjælp af automatiske midler til at omgå eventuelle pålagte begrænsninger for antallet af billetter, som en person kan købe, eller andre regler for køb af billetter.
23 b)
Angivelse af, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, som faktisk har anvendt eller købt produktet, uden at træffe rimelige eller forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre, at anmeldelsen stammer fra sådanne forbrugere.
23 c)
Indsendelse eller rekvirering fra anden juridisk eller fysisk person af falske brugeranmeldelser eller anprisninger eller forkert fremstilling af brugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter.
Aggressiv handelspraksis
24)
Forbrugeren bringes til at tro, at han ikke kan forlade lokalerne, før en kontrakt er indgået.
25)
Der aflægges personlige besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske om, at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, idet der dog gælder en undtagelse for besøg med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
26)
Der foretages vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, der ikke er omfattet af forbuddet i forbrugeraftalelovens § 4, eller pr. telefax, e-mail eller andre fjernkommunikationsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning.
27)
Den erhvervsdrivende kræver, at en forbruger, som ønsker at anmelde en fordring i henhold til en forsikringspolice, skal fremlægge dokumenter, som ikke med rimelighed kan anses for at være relevante i forhold til fordringens gyldighed, eller han systematisk undlader at svare på korrespondance vedrørende sagen, i den hensigt at afholde forbrugeren fra at udøve sine kontraktlige rettigheder.
28)
En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse berører ikke artikel 9, stk. 1, litra g, i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester.
29)
Der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående anmodning).
30)
Det meddeles udtrykkeligt forbrugeren, at hvis han ikke køber produktet eller tjenesteydelsen, vil den erhvervsdrivendes job eller levebrød være truet.
31)
Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde påtage sig udgifter.
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1998/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med afgivelse af priser på forbrugsvarer, EF-Tidende 1998, nr. L 80, side 27, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning 2017/2394/EU og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 136, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, EF-Tidende 2002, nr. L 201, side 37, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 22, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 7, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame, EU-Tidende 2006, nr. L 376, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EU-Tidende 2006, nr. L 376 af 27. december 2006, side 36, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2009, nr. L 337, side 11, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34. Loven indeholder endvidere en bestemmelse, der fastsætter rammerne for Forbrugerombudsmandens kontrolbesøg i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2394/EU af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende 2017, nr. L 345, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Bestemmelsen i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.
Lovændringen vedrører overskriften før § 23, § 23 og § 37, stk. 5.
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel, § 1 a, § 2, nr. 1 og 14, § 7, § 10, stk. 1, § 27, stk. 1, § 37, stk. 3-4.
Lovændringen vedrører § 11 a, § 11 b, og § 37, stk. 3.
Lovændringen vedrører § 39 a.
Lovændringen vedrører § 11 b, stk. 1 og 4.
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel og § 17, stk. 2-3.
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel, § 2, nr. 3, § 2, nr. 16 og 17, § 5, stk. 2, nr. 9-11, § 6, stk. 2, nr. 4-7, § 6 a, § 6 b, § 11, stk. 2 og 3-4, § 24, stk. 2, § 32, stk. 2, § 37, stk. 3 og 5-8, § 38, stk. 1-4, bilag 1, nr. 11 a og 23a-c.