Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 224

Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 155, skal udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige for, at forsikringsselskabet kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse, senest 1 måned efter at forsikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.

Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 224

Det følger af den gældende § 248 b i lov om finansiel virksomhed, at hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal selskabet udarbejde en finansieringsplan, som skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet. Selskabet har herefter tre måneder til at opfylde minimumskapitalkravet.

Den foreslåede § 224 viderefører den gældende § 248 b i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 139, stk. 2-4, i Solvens II-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 155, skal udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige, for at forsikringsselskabet kan opfylde minimumskapitalkravet.

Det foreslås i 2. pkt., at finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest 1 måned efter, at forsikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.

Det fremgår af stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finansieringsplanen, som forsikringsselskabet skal udarbejde, skal føre til, at forsikringsselskabet indenfor 3 måneder vil være i stand til at leve op til minimumskapitalkravet.

Ved vurdering af planen skal Finanstilsynet lægge vægt på, om planen indebærer, at kapitalgrundlaget, der anvendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes indenfor fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at forsikringsselskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.

Overtrædelse af lovforslagets § 224, stk. 1, foreslås strafbelagt med lovforslagets § 312, stk. 2.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 224 er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare handling består i, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke opfylder minimumskapitalkravet, undlader at udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige for, at forsikringsselskabet kan opfylde minimumskapitalkravet, og forelægge finansieringsplanen for Finanstilsynet til godkendelse senest en måned efter, at forsikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Det foreslås i stk. 2, at finansieringsplanen skal føre til, at minimumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.

Efter stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselskabet senest tre måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge kapitalgrundlaget til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages. Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store risiko for forsikringstagerne er der heller ikke mulighed for, at fristen kan forlænges yderligere. Kan forsikringsselskabet ikke opfylde minimumskapitalkravet i medfør af lovforslagets § 155, og har forsikringsselskabet ikke indenfor den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse været i stand til at opfylde kravet, skal Finanstilsynet inddrage forsikringsselskabets tilladelse efter § 199.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.

I medfør af stk. 3 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde, og den periode, planen skal vedrøre.

Det foreslåede stk. 3 viderefører § 248 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, der er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 356 af 8. april 2015 om driftsplaner, planer for genoprettelse, finansieringsplaner og individuelt solvensbehov for forsikringsselskaber. Bekendtgørelsen vil fortsat være i kraft efter lovforslagets ikrafttræden, jf. lovforslagets § 322.