LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 190
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning, og hvilke valutaer der kan anvendes til indregning, måling og oplysninger i monetære enheder.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncernregnskaber, herunder regler for, hvornår en årsrapport skal indbefatte et koncernregnskab, og hvilke selskaber dette skal omfatte.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler for bæredygtighedsrapportering og rapporter om indkomstskatteoplysninger, herunder regler om indhold og form.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 190
Den gældende § 196 i lov om finansiel virksomhed indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.
Den gældende § 192 i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at indregning, måling og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro, og at Finanstilsynet i regler udstedt i medfør af § 196 kan fastsætte, at beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern.
Den gældende § 192, 1. pkt., fastsætter, at indregning, måling og oplysninger i montetære enheder skal foretages i danske kroner eller i euro.
§ 192, 2. pkt., indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet til i regler udstedt i medfør af § 196 at fastsætte, at beløb til indregning, måling og oplysninger i monetære enhed kan anføres i andre fremmede valutaer end danske kroner eller euro.
Den foreslåede § 190 viderefører lov om finansiel virksomhed § 196 og § 192, 2. pkt. med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelserne.
Den foreslåede § 190 viderefører ikke den gældende § 192, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, da det er hensigten, at bestemmelsen skal indsættes i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, jf. bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2017, således at kravene til valuta ikke ændres.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter, ledelsesberetningen, og hvilke valutaer der kan anvendes til indregning, måling og oplysninger i monetære enheder.
Den foreslåede bemyndigelsesadgang skal ses i lyset af den regnskabsmæssige udvikling nationalt og internationalt. Udviklingen har ført til et behov for, at der fastsættes mere detaljerede nationale regnskabsregler og foretages løbende ændringer af disse. Hertil kommer den tekniske karakter, som de mere detaljerede regnskabsregler har, og som gør det naturligt at samle these bestemmelser i et selvstændigt regelsæt. Det foreslås, at det fremgår, at bemyndigelsen også omfatter fastsættelse af regler om, hvilke valutaer der kan anvendes til indregning, måling og oplysninger i monetære enheder.
Finanstilsynet har udnyttet den gældende hjemmel i § 196 i lov om finansiel virksomhed til at udstede bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Det er hensigten, at et lignende regelsæt skal udstedes med hjemmel i lovforslagets § 190.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte regler om, at koncernbegrebet i de internationale regnskabsstandarder (IAS/IFRS) gælder alle de selskaber, som omfattes af koncerndefinitionen.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet bemyndiges til at udstede regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrapporten.