Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1543 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsformidling § 20

En forsikringsformidler, en genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller en permanent tilstedeværelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af

  1. formidlerens navn, adresse og cvr-nummer,

  2. i hvilket land eller hvilke lande forsikringsformidleren har til hensigt at oprette en filial eller en permanent tilstedeværelse,

  3. hvilke aktiviteter der ønskes udøvet, og navnene på eventuelle repræsenterede forsikrings- eller genforsikringsselskaber,

  4. den relevante forsikringsklasse, hvis muligt,

  5. en adresse i værtslandet eller værtslandene, hvorfra dokumenter kan rekvireres, og

  6. navnene på personer, der er ansvarlige for administrationen af filialen eller en permanent tilstedeværelse.

Stk. 2. Finanstilsynet videresender meddelelsen til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen og giver samtidig skriftlig underretning til formidleren om videresendelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet kan afvise at videresende meddelelsen, hvis Finanstilsynet betvivler tilstrækkeligheden af formidlerens organisatoriske struktur eller økonomiske situation i betragtning af den aktivitet, der ønskes udøvet. Finanstilsynet giver straks formidleren meddelelse om afgørelsen.

Stk. 4. Senest 1 måned efter at værtslandet har modtaget oplysninger efter stk. 2, underretter Finanstilsynet formidleren om værtslandets eventuelle regler om almene hensyn, herunder hvis værtslandet har fastsat strengere regler, end hvad der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution, og meddeler formidleren, at denne kan påbegynde sin virksomhed i værtslandet, forudsat at formidleren overholder de eventuelt strengere regler i værtslandet.

Stk. 5. Har en forsikringsformidler, en genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler ikke modtaget meddelelse inden for fristen i stk. 4, kan formidleren påbegynde sin virksomhed i værtslandet.

Stk. 6. En forsikringsformidler, en genforsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler er forpligtet til at meddele Finanstilsynet påtænkte ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, mindst 1 måned inden ændringerne foretages.

Stk. 7. Finanstilsynet videresender oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 6, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen om ændringerne.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsformidling § 20

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 6 i forsikringsdistributionsdirektivet om, at en forsikringsformidler, en genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler med tilladelse i et medlemsland har ret til at udøve virksomhed gennem en filial i alle øvrige medlemslande. I forhold til den gældende lov om forsikringsformidling, § 42, tilføjer forslagets § 20 yderligere oplysningsforpligtelser, ligesom værtslandet ikke længere kan undlade at blive underrettet om formidlerens grænseoverskridende virksomhed.

Det foreslås i stk. 1, at virksomheden skal meddele Finanstilsynet, i hvilke lande og på hvilken måde formidleren ønsker at udøve sine aktiviteter. Det vil i alle tilfælde være Finanstilsynet, der skal have denne meddelelse. Efter den gældende § 42 i lov om forsikringsformidling skal det oplyses i hvilket land en filial ønskes etableret og filialens adresse. I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal formidleren angive formidlerens navn, adresse og CVR-nummer. Formidleren skal, jf. stk. 1, nr. 2, endvidere oplyse, i hvilket land eller i hvilke lande formidleren har til hensigt at oprette en filial. Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at formidleren skal oplyse, hvilke aktiviteter, der ønskes udøvet, og navnet på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller genforsikringsselskaber. Formidleren skal, jf. stk. 1, nr. 4, oplyse den relevante forsikringsklasse, hvis det er muligt. Formidleren skal, jf. stk. 1, nr. 5, oplyse en adresse i værtslandet, hvorfra dokumenter kan indhentes. Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at formidleren skal oplyse navnene på de personer, der er ansvarlige for administrationen af filialen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet efter modtagelse af meddelelsen efter stk. 1 skal videresende denne til den kompetente myndighed i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af meddelelsen. Samtidig skal Finanstilsynet skriftligt underrette formidleren om videresendelsen.

Som noget nyt foreslås det i stk. 3, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om at afvise at videresende meddelelsen, hvis Finanstilsynet har grund til at betvivle tilstrækkeligheden af formidlerens organisatoriske struktur eller økonomiske situation, når denne ses i betragtning af den aktivitet, der ønskes udøvet. Afgørelsen skal begrundes og er underlagt mulighed for domstolsprøvelse. Finanstilsynet skal desuden straks meddele formidleren om afgørelsen.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet senest en måned efter, at værtslandet har modtaget oplysninger efter stk. 2, skal meddele formidleren om værtslandets eventuelle regler om almene hensyn, herunder hvis værtslandet har fastsat strengere regler, end hvad der følger af forsikringsdistributionsdirektivet. Samtidig meddeler Finanstilsynet formidleren, at denne kan påbegynde sin virksomhed i værtslandet, forudsat at formidleren overholder de eventuelle strengere regler i værtslandet. Reglen er ny og findes ikke i den gældende lov om forsikringsformidling.

Det foreslås i stk. 5, at i tilfælde af, at en forsikringsformidler, en genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler ikke har modtaget meddelelse indenfor fristen i stk. 4, kan formidleren påbegynde sin virksomhed i værtslandet.

I henhold til det foreslåede stk. 6, er en forsikringsformidler, en genforsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler forpligtet til at meddele Finanstilsynet ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, mindst en måned inden, at ændringerne foretages. Reglen er ny og findes ikke i den gældende lov om forsikringsformidling.

Finanstilsynet skal i henhold til det foreslåede stk. 7 videresende oplysninger, der er nævnt i stk. 6, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af meddelelsen om ændringerne. Reglen er ny og findes ikke i den gældende lov om forsikringsformidling.

Overtrædelse af stk. 5, jf. stk. 1-4, foreslås med § 42, stk. 2, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 5, jf. stk. 1-4, er forsikringsformidleren, genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler.

Den strafbare handling består i at etablere en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område uden at give meddelelse efter stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afvist at videresende meddelelse, jf. stk. 3, eller at etablere filialen før der er gået en måned, efter underretning efter stk. 2 er sket.

Det er afgørende for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse inden for Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, at hjem- og værtslande samarbejder tæt omkring håndhævelsen af bestemmelserne i forsikringsdistributionsdirektivet. Et effektivt tilsyn med virksomheder, der udøver grænseoverskridende tjenesteydelser, kræver, at procedurerne for behørig underretning mellem de kompetente myndigheder er fulgt.

Overtrædelse af stk. 6, jf. stk. 1, foreslås med § 42, stk. 2, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 6, jf. stk. 1, er forsikringsformidleren, genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler. Den strafbare handling består i ikke at meddele Finanstilsynet om påtænkte ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, senest en måned inden ændringerne foretages.

Det er afgørende for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse inden for Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, at hjem- og værtslande samarbejder tæt omkring håndhævelsen af bestemmelserne i forsikringsdistributionsdirektivet. Et effektivt tilsyn med virksomheder der etablerer filialer i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle kræver, at de oplysninger, som virksomhederne skal meddele Finanstilsynet er korrekte.