Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsformidling § 19
De gældende regler om grænseoverskridende virksomhed i §§ 42 og 43 i lov om forsikringsformidling er indsat i forbindelse med gennemførelsen af forsikringsformidlingsdirektivet. Reglerne indeholder krav om formidlerens underretning til hjemlandet om, at formidleren agter at udøve forsikringsformidlingsvirksomhed for første gang i en eller flere medlemslande i henhold til bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser eller bestemmelserne om etableringsfrihed. Reglerne forpligter hjemlandet til at meddele dette til de værtslande, som har ønsket at blive underrettet.
Forsikringsdistributionsdirektivet indeholder langt mere detaljerede bestemmelser om grænseoverskridende virksomhed end forsikringsformidlingsdirektivet og dermed også end de gældende regler. Derudover kan værtslande ikke længere undlade at blive orienteret om grænseoverskridende aktiviteter.
De gældende regler skelner ikke mellem, om formidleren ønsker at udøve grænseoverskridende virksomhed i form af fri udveksling af tjenesteydelser eller i form af udnyttelse af etableringsfrihed. De gældende regler herom findes i lovens § 42. I forsikringsdistributionsdirektivet er der sket en opdeling i grænseoverskridende virksomhed i form af enten fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 4 og i form af udnyttelse af etableringsfrihed i artikel 6.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forsikringsdistributionsdirektivets artikel 4. I forhold til den gældende § 42, foreslås det at tilføje yderligere oplysningsforpligtelser, ligesom værtslandet ikke længere kan undlade at blive underrettet om formidlerens grænseoverskridende virksomhed. Derudover indfører forslaget et krav om, at formidleren skal meddele hjemlandet, hvis der sker ændringer i de oplysninger, de har afgivet.
Det foreslås i stk. 1, at virksomheden skal meddele Finanstilsynet om, i hvilke lande og på hvilken måde formidleren ønsker at udøve sine aktiviteter. Det vil i alle tilfælde være Finanstilsynet, der skal have denne meddelelse. Efter den gældende § 42 i lov om forsikringsformidling skal det oplyses i hvilket land grænseoverskridende tjenesteydelser ønskes udbudt.
I henhold til den foreslåede bestemmelse skal formidleren, jf. stk. 1, nr. 1, angive navn, adresse og CVR-nummer. I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at formidleren skal angive, i hvilket land eller i hvilke lande forsikringsformidlingen ønskes påbegyndt. Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at formidleren skal oplyse, hvilke aktiviteter, der ønskes udøvet, og navnene på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller genforsikringsselskaber. Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at formidleren skal oplyse den relevante forsikringsklasse, hvis det er muligt.
Det afhænger af en konkret vurdering, om en forsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidlers distribution af forsikringsprodukter via internettet til kunder i andre lande vil være at betragte som en grænseoverskridende tjenesteydelse. Indretter virksomheden sin markedsføring via internettet, så den målretter sig andre markeder end det danske, vil der være tale om en grænseoverskridende tjenesteydelse, der er omfattet af bestemmelsen. I den forbindelse vil Finanstilsynet skulle lægge vægt på, om virksomhedens hjemmeside har et internationalt domænenavn, om virksomhedens hjemmeside anvender et andet sprog end dansk, og hvor virksomheden markedsfører sine forsikringsprodukter.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet efter modtagelse af meddelelse skal videresende denne til den kompetente myndighed i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af meddelelsen og samtidig skriftligt underrette formidleren om videresendelsen. Værtslandet kan ikke længere undlade at blive underrettet om formidlerens grænseoverskridende virksomhed. Som noget nyt medfører den foreslåede bestemmelse, at hvis værtslandet har regler om almene hensyn, herunder hvis værtslandet har fastsat strengere regler, end hvad der følger af forsikringsdistributionsdirektivet, så skal Finanstilsynet orientere formidleren herom samtidig med underretningen om videresendelsen. Det kan f.eks. være regler om yderlige oplysningskrav eller strengere aflønningsregler end dem, der er fastsat i direktivet.
Artikel 11 i forsikringsdistributionsdirektivet indeholder krav om, at hvert medlemsland skal sikre, at landets kompetente myndigheder, offentliggør de relevante nationale bestemmelser om almene hensyn, herunder oplysninger om, hvorvidt medlemslandet har valgt at anvende strengere bestemmelser end forsikringsdistributionsdirektivets regler. Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter EIOPA) skal på sin hjemmeside indsætte links til de kompetente myndigheders hjemmesider, hvor offentliggørelsen af de nationale bestemmelser fremgår. Medlemslandene skal endvidere oprette et fællesinformationssted, som er ansvarligt for at formidle oplysninger om bestemmelser om almene hensyn i de respektive medlemslande.
Det foreslås i stk. 3, at formidleren kan påbegynde sin virksomhed, når Finanstilsynet efter stk. 2 har underrettet virksomheden om, at Finanstilsynet har videresendt oplysningerne til myndighederne i værtslandet. Dette svarer til den gældende § 42, stk. 2, 2. pkt. Formidleren er dog forpligtet til at overholde eventuelle strengere regler i værtslandet.
Det foreslås i stk. 4, foreslås det, at formidleren er forpligtet til at meddele Finanstilsynet ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, mindst en måned inden ændringerne foretages. Reglen er ny og findes ikke i den gældende lov om forsikringsformidling.
Finanstilsynet skal i henhold til det foreslåede stk. 5 videresende oplysninger nævnt i stk. 4, til tilsynsmyndighederne i værtslandet hurtigst muligt og senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelsen om ændringerne. Reglen er ny og findes ikke i den gældende lov om forsikringsformidling.
Overtrædelse af stk. 3, jf. stk. 1 og 2, foreslås med § 42, stk. 2, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 3, jf. stk. 1 og 2, er forsikringsformidleren, genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler. Den strafbare handling består i at påbegynde de grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område uden at give meddelelse efter stk. 1, eller påbegynde de grænseoverskridende tjenesteydelser før, der er gået en måned efter underretning efter stk. 2 er sket.
Det er afgørende for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse inden for Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, at hjem- og værtslande samarbejder tæt omkring håndhævelsen af bestemmelserne i forsikringsdistributionsdirektivet. Et effektivt tilsyn med virksomheder, der udøver grænseoverskridende tjenesteydelser, kræver, at procedurerne for behørig underretning mellem de kompetente myndigheder er fulgt.
Overtrædelse af § 19, stk. 4, jf. stk. 1, foreslås med § 42, stk. 2, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 4, jf. stk. 1, er forsikringsformidleren, genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler. Den strafbare handling består i at undlade at meddele Finanstilsynet om påtænkte ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, senest en måned inden ændringerne foretages.
Det er afgørende for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse inden for Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, at hjem- og værtslande samarbejder tæt omkring håndhævelsen af bestemmelserne i forsikringsdistributionsdirektivet. Et effektivt tilsyn med virksomheder, der udøver grænseoverskridende tjenesteydelser, kræver, at de oplysninger, som virksomhederne skal meddele Finanstilsynet, er korrekte.
