LOV nr 388 af 28/05/2003
Justitsministeriet
Lov om Den Internationale Havretsdomstols kompetence og om fuldbyrdelse af domstolens afgørelser i visse sager § 1
Artikel 187, litra c-e, om kompetence for Den Internationale Havretsdomstols Afdeling for Havbundstvister og artikel 188, stk. 2, om voldgiftsprocedurer i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982, jf. bilaget til denne lov, gælder her i landet.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at en afgørelse, der er truffet af Den Internationale Havretsdomstols Afdeling for Havbundstvister, kan fuldbyrdes her i landet efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme og kendelser.
Forarbejder til Lov om Den Internationale Havretsdomstols kompetence og om fuldbyrdelse af domstolens afgørelser i visse sager § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen sætter Havretskonventionens artikel 187, litra c-e, om enekompetence for Havretsdomstolens Afdeling for Havbundstvister i visse tvister af privatretlig karakter og artikel 188, stk. 2, om voldgiftsprocedurer i kraft her i landet.
De omhandlede konventionsbestemmelser er optaget som bilag til loven. Havretskonventionen med tilhørende bilag, aftaler og protokoller er i sin helhed medtaget som bilag til det forslag til Folketingsbeslutning nr. B 75 om Danmarks ratifikation af Havretskonventionen mv., som udenrigsministeren den 24. januar 2003 fremsatte for Folketinget (Folketingstidende, tillæg A, 2002-2003, side 3025 ff.)
Hvis tvister, der er omfattet af Havretsdomstolens enekompetence efter de omhandlede bestemmelser, søges indbragt for en dansk domstol, skal sagen afvises.
Der henvises til punkt 5.1 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 2
Efter § 1, stk. 2, skal en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse, der er truffet af Havretsdomstolens Afdeling for Havbundstvister, indgives til justitsministeren, der træffer bestemmelse om, at afgørelsen kan fuldbyrdes her i landet.
Justitsministeren vil i den forbindelse påse, at de overordnede betingelser, der efter Havretskonventionen gælder for at fuldbyrde Domstolens afgørelser her i landet er opfyldt, herunder navnlig, at afgørelsen er ægte og angår opfyldelsen af en privatretlig forpligtelse, der kan tvangsfuldbyrdes efter dansk ret.
Når justitsministeren har bestemt, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes her i landet, kan den berettigede indgive anmodning om tvangsfuldbyrdelse til den fogedret, som efter retsplejelovens § 487 er kompetent til at behandle sagen. Fogedrettens behandling sker efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske domme og kendelser, jf. retsplejelovens kapitel 45-53.