Indholdsfortegnelse
Search for a command to run...
Bestemmelsen sætter Havretskonventionens artikel 187, litra c-e, om enekompetence for Havretsdomstolens Afdeling for Havbundstvister i visse tvister af privatretlig karakter og artikel 188, stk. 2, om voldgiftsprocedurer i kraft her i landet.
De omhandlede konventionsbestemmelser er optaget som bilag til loven. Havretskonventionen med tilhørende bilag, aftaler og protokoller er i sin helhed medtaget som bilag til det forslag til Folketingsbeslutning nr. B 75 om Danmarks ratifikation af Havretskonventionen mv., som udenrigsministeren den 24. januar 2003 fremsatte for Folketinget (Folketingstidende, tillæg A, 2002-2003, side 3025 ff.)
Hvis tvister, der er omfattet af Havretsdomstolens enekompetence efter de omhandlede bestemmelser, søges indbragt for en dansk domstol, skal sagen afvises.
Der henvises til punkt 5.1 i de almindelige bemærkninger.
Efter § 1, stk. 2, skal en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse, der er truffet af Havretsdomstolens Afdeling for Havbundstvister, indgives til justitsministeren, der træffer bestemmelse om, at afgørelsen kan fuldbyrdes her i landet.
Justitsministeren vil i den forbindelse påse, at de overordnede betingelser, der efter Havretskonventionen gælder for at fuldbyrde Domstolens afgørelser her i landet er opfyldt, herunder navnlig, at afgørelsen er ægte og angår opfyldelsen af en privatretlig forpligtelse, der kan tvangsfuldbyrdes efter dansk ret.
Når justitsministeren har bestemt, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes her i landet, kan den berettigede indgive anmodning om tvangsfuldbyrdelse til den fogedret, som efter retsplejelovens § 487 er kompetent til at behandle sagen. Fogedrettens behandling sker efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske domme og kendelser, jf. retsplejelovens kapitel 45-53.
Havretskonventionen træder efter artikel 308 i kraft for Danmark den tredivte dag efter deponeringen af Danmarks ratifikationsinstrument.
Med henblik på samtidig ikrafttræden af Havretskonventionen og loven om fuldbyrdelse af visse afgørelser truffet af De Forenede Nationers Havretsdomstol foreslås det, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Stk. 2 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
I de kongelige anordninger, som skal forelægges hjemmestyremyndighederne til godkendelse, vil det blive fastsat, at fuldbyrdelse af privatretlige afgørelser fra Havretsdomstolens Afdeling for Havbundstvister på Færøerne og i Grønland efter justitsministerens bestemmelse skal ske efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse af domme og kendelser i henholdsvis den færøske og grønlandske retsplejelov.
Det er hensigten, at ratifikationen af Havretskonventionen skal træde i kraft for hele riget under ét.
Lov om Den Internationale Havretsdomstols kompetence
og om fuldbyrdelse af domstolens afgørelser i visse sager
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Artikel 187, litra c-e, om kompetence for Den Internationale Havretsdomstols Afdeling for Havbundstvister og artikel 188, stk. 2, om voldgiftsprocedurer i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982, jf. bilaget til denne lov, gælder her i landet.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at en afgørelse, der er truffet af Den Internationale Havretsdomstols Afdeling for Havbundstvister, kan fuldbyrdes her i landet efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme og kendelser.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
/Lene Espersen
Bilag
Artikel 187
Afdelingen for Havbundstvister skal have kompetence i henhold til dette kapitel og de hertil knyttede bilag i tvister, som vedrører aktiviteter i Området, og som falder ind under følgende kategorier:
a) [ ]
b) [ ]
c) tvister mellem kontraktsparter, det være sig deltagende stater, Myndigheden eller Produktionsselskabet, statslige virksomheder og fysiske eller juridiske personer, som nævnt i artikel 153, stk. 2, litra b), vedrørende:
i) fortolkningen eller anvendelsen af en relevant kontrakt eller arbejdsplan; eller
ii) en kontraktsparts handlinger eller undladelser, som vedrører aktiviteter i Området, og som retter sig mod den anden part eller direkte berører dennes retlige interesser;
d) tvister vedrørende afslag på en kontrakt eller et retligt spørgsmål, som opstår under kontraktsforhandlingerne mellem Myndigheden og en ansøger, som en stat er sponsor for, i overensstemmelse med artikel 153, stk. 2, litra b), og som behørigt har opfyldt de i bilag III, artikel 4, stk. 6, og artikel 13, stk. 2, omhandlede betingelser;
e) tvister mellem Myndigheden og en deltagende stat, en statslig virksomhed eller en fysisk eller juridisk person, som en deltagende stat er sponsor for i overensstemmelse med artikel 153, stk. 2, litra b), når det påstås, at Myndigheden har pådraget sig det i bilag III, artikel 22, omhandlede ansvar;
f) [ ]
Artikel 188
Forelæggelse af tvister for en særlig afdeling af Den Internationale Havretsdomstol eller for en ad hoc afdeling af Afdelingen for Havbunds~tvis~ter eller for bindende handelsvoldgift
1. [ ]
2. a) Tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af en kontrakt, som nævnt i artikel 187, litra c), i), skal, efter anmodning af enhver af tvistens parter, underkastes bindende handelsvoldgift, medmindre par~ter~ne aftaler andet. En handelsvoldgiftsdomstol, for hvilken tvisten forelægges, må ikke have kompetence til afgørelse af noget spørgsmål vedrørende fortolkningen af denne konvention. I tilfælde, hvor tvisten ligeledes omfatter spørgsmål om fortolkningen af kapitel XI og de hertil knyttede bilag med hensyn til aktiviteter i Området, skal spørgsmålet henvises til Afdelingen for Havbundstvister med henblik på en afgørelse.
b) Såfremt voldgiftsdomstolen ved begyndelsen eller i løbet af en sådan voldgift bestemmer enten efter anmodning fra nogen af tvistens parter eller på eget initiativ, at dens kendelse afhænger af en afgørelse fra Afdelingen for Havbundstvister, skal voldgiftsdomstolen henvise et sådant spørgsmål til Afdelingen for Havbunds~tvister med henblik på en sådan afgørelse. Voldgiftsdomstolen skal derefter afgive sin voldgiftskendelse i overensstemmelse med afgørelsen fra Afdelingen for Havbundstvister.
c) I mangel af en bestemmelse i kontrakten om den voldgiftsprocedure, som skal anvendes på tvisten, skal voldgiften udføres i overensstemmelse med voldgiftsreglerne fastsat af De Forenede Nationers Kommission for International Handelslovgivning, UNCITRAL, eller sådanne andre voldgiftsregler, som måtte være foreskrevet i Myndighedens regler, forskrifter og procedurer, medmindre tvistens parter aftaler andet.