Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 32
§ 13, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter kravene og beregningsmetoden til et betalingsinstituts basiskapital. Endvidere gives Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere reglerne vedrørende opgørelsesmetoden.
Med forslaget til § 32 videreføres § 13, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge med indholdsmæssige tilføjelser, idet det foreslåede stk. 2 er nyt. Bestemmelsen gennemfører artikel 8 og 9 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at et betalingsinstitut, som udbyder tjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, til enhver tid som minimum skal have en basiskapital, som svarer til det højeste af følgende beløb: Startkapitalen, jf. § 12, eller det beløb, som fremkommer efter beregning i henhold til en af de tre metoder, der er beskrevet i bilag 2, jf. dog stk. 4.
Bestemmelsen omfatter alene betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6. Der er fastsat særskilte krav til udbydere af betalingsinitieringstjenester omfattet af bilag 1, nr. 7, stk. 2. I henhold til præambelbetragtning nr. 35 til 2. betalingstjenestedirektiv, ville det være disproportionalt at pålægge betalingsinstitutter, der alene udbyder kontooplysningstjenester, et løbende krav om basiskapital. Betalingsinstitutter, der alene udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 8, er derfor ikke omfattet af forslaget til § 32.
Bestemmelsen forudsætter, at den krævede startkapital fremover skal være intakt som betingelse for at opretholde tilladelse. Der stilles imidlertid yderligere krav til størrelsen af den løbende kapital. Betalingsinstitutter skal til enhver tid have en basiskapital, som svarer til det højeste af de beløb, der 1) kræves i henhold til § 12 (startkapital), og 2) fremkommer efter beregning i henhold til en af de tre metoder, der er beskrevet i bilag 2 (basiskapital).
De komponenter, der indgår i opgørelsen af basiskapitalen, er forskellige fra de komponenter, der indgår i opgørelsen af startkapitalen. Basiskapitalen opgøres i overensstemmelse med reglerne i lovforslagets § 33.
Da de forskellige typer af betalingstjenester indebærer forskellige risici, giver betalingstjenestedirektivet og lovforslagets § 32, stk. 1 og 2, sammenholdt med bilag 2, mulighed for anvendelse af en af tre forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargin ved fastsættelse af kravet til basiskapitalens størrelse. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets bilag 2, samt bemærkningerne til lovforslagets § 32, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, at et betalingsinstitut, som kun udbyder tjenester omfattet af bilag 1, nr. 7, til enhver tid som minimum skal have en basiskapital, som svarer til startkapitalen, jf. § 21.
Betalingsinstitutter, der alene udbyder betalingsinitieringstjenester, vil aldrig være i besiddelse af brugernes midler. Det ville derfor, jf. præambelbetragtning nr. 35 til 2. betalingstjenestedirektiv, være disproportionalt at kræve et løbende kapitalkrav. Bestemmelsen fastsætter således, at alene den krævede startkapital fremover skal være intakt som betingelse for at opretholde tilladelse, som betalingsinstitut, der kun udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 7.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for anvendelse af de beregningsmetoder, som er beskrevet i bilag 2, herunder hvilke af disse beregningsmetoder det enkelte betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2. Der skal herved tages hensyn til den type af betalingstjenester, som udbydes, og omfanget heraf.
I henhold til artikel 9, stk. 1, i 2. betalingsdirektiv har medlemslandene frihed med hensyn til valg af metode opregnet i bilag 2. Medlemslandene kan derfor vælge kun at implementere en eller flere af disse metoder eller fastsætte, at betalingsinstitutter, der udbyder bestemte typer af betalingstjenester, skal anvende en bestemt opgørelsesmetode.
Det foreslås, at der gives mulighed for at anvende alle tre opgørelsesmetoder i bilag 2, men således, at det, jf. § 32, stk. 2, overlades til Finanstilsynet at fastsætte nærmere regler om, hvilke af de i bilag 2 beskrevne beregningsmetoder det enkelte betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af basiskapitalkravet.
Der skal herved tages hensyn til risikovurdering af den eller de typer af betalingstjenester, som udbydes, omfanget heraf, i hvilket omfang betalingsinstituttet kommer i besiddelse af brugermidler, og i hvilket omfang betalingsinstituttet udfører andre aktiviteter end betalingstjenester omfattet af loven. Det ligger heri, at Finanstilsynet til enhver tid kan revurdere kapitalkravet til det enkelte institut inden for lovens rammer, såfremt Finanstilsynet vurderer, at forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Hvis instituttet udøver andre aktiviteter, jf. forslagets § 18, stk. 3, nr. 3, kan Finanstilsynet beslutte, at betalingsinstitutvirksomheden skal udskilles i et særskilt selskab, jf. forslagets § 10, stk. 3.
Artikel 8, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv fastslår, at medlemslandene skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af elementer, som kan indgå i egenkapitalen, hvis betalingsinstituttet tilhører samme gruppe som et andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljemanagementselskab eller forsikringsselskab. Tilsvarende gælder, hvis et betalingsinstitut udfører forskellige typer virksomhed og udfører andet end betalingstjenester som anført i bilag 1.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet ud fra en risikovurdering af det enkelte betalingsinstitut kan beslutte, at instituttets basiskapital skal være op til 20 pct. højere eller 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer for anvendelse af den anviste beregningsmetode.
I medfør af 2. betalingstjenestedirektiv artikel 9, stk. 3, kan myndighederne på baggrund af en konkret vurdering hæve eller sænke en instituts basiskapital med op til 20 pct. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til stk. 3, hvoraf det fremgår at Finanstilsynet, i valget af beregningsmetode, skal tage hensyn til en risikovurdering af den eller de typer af betalingstjenester, som udbydes, omfanget heraf, i hvilket omfang betalingsinstituttet kommer i besiddelse af brugermidler, og i hvilket omfang betalingsinstituttet udfører andre aktiviteter end betalingstjenester omfattet af loven, f.eks. kreditgivning. I tilfælde, hvor Finanstilsynet kommer frem til at risikoen er særligt lav eller høj kan kravet til instituttets basiskapital hæves eller sænkes med op til 20 pct. Hvis basiskapitalkravet hæves eller sænkes skal dette begrundes. I de tilfælde hvor instituttet yder kredit, skal basiskapitalen have en passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der ydes, jf. lovforslagets § 20, stk. 4, nr. 4. I et sådant tilfælde vil Finanstilsynet kunne beslutte at hæve basiskapitalkravet med op til 20 pct.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om opgørelse af kapitalkrav, hvor betalingsinstituttet indgår i en koncern.
Med bestemmelsen gives Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere krav om beregning af basiskapital. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 33, stk. 3. Finanstilsynet bemyndiges til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler, om hvordan basiskapitalen beregnes og hvilke elementer, der kan indgå, samt hvor ofte og hvordan der skal foretages indberetninger til Finanstilsynet herom.
