Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 130
§ 87 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge vedrører de beføjelser, som Finanstilsynet er tillagt i forbindelse med udøvelsen af sin tilsynsvirksomhed, herunder retten til at kræve oplysninger fra virksomheder og retten til at udføre inspektioner på stedet hos en virksomhed. Det følger ligeledes af bestemmelsen, at § 346, stk. 2-5, og § 347 b i lov om finansiel virksomhed, der bl.a. vedrører afholdelse af møde efter en inspektion og adgang til en virksomhed uden retskendelse, finder tilsvarende anvendelse.
Med lovforslaget til § 130 sker der en nyaffattelse af § 87, ved at denne bliver opdelt i tre nye bestemmelser, §§ 2, 3 og 4 i lovforslaget. Med nyaffattelsen bliver § 346, stk. 2-5, og § 347 b bliver skrevet ind i loven med de fornødne tilpasninger.
Forslaget gennemfører artikel 22, stk. 2, artikel 23, stk. 1, litra b, artikel 29, stk. 1, 1. afsnit, artikel 30, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 100, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv samt artikel 3, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet skal undersøge virksomheder omfattet af lovforslaget, filialer eller agenter, der udsteder elektroniske penge eller udbyder betalingstjenester, eller en virksomhed, som aktiviteterne er outsourcet til, herunder ved inspektioner på stedet i den enkelte virksomhed.
Bestemmelsen fastsætter en pligt for Finanstilsynet til at undersøge virksomheder omfattet af loven, filialer og agenter af e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter og virksomheder hvortil aktiviteterne er outsourcet. Med muligheden for at foretage inspektioner på stedet i den enkelte virksomhed, sikres det, at Finanstilsynet kan skaffe sig indsigt i virksomhedens aktiviteter med henblik på udøvelse af tilsynet.
Det foreslås i stk. 2, at der efter inspektion i en virksomhed kan afholdes et møde med virksomheden.
Formålet med mødet er at meddele virksomhedens ledelse de overordnede resultater af inspektionen. Hvis en inspektion kun har omfattet afgrænsede aktivitetsområder, kan inspektionen i stedet afsluttes med et møde, hvor den ansvarlige for det undersøgte område orienteres om Finanstilsynets konklusioner.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg kan fremsende de væsentlige konklusioner i form af en skriftlig rapport til virksomhedens ledelse. Rapporten kan på samme måde som Finanstilsynets konklusioner på mødet anført i det foreslåede stk. 2 omfatte lovovertrædelser, hvor Finanstilsynet kræver, at virksomheden lovliggør forholdene.
Har en undersøgelsen ikke har givet anledning til væsentlige konklusioner, er der ikke krav om fremsendelse af en rapport til virksomhedens ledelse.
Finanstilsynet kan vælge at sende et særskilt brev til virksomhedens ledelse med konklusioner, der er mindre væsentlige, og som derfor ikke er med i rapporten til ledelsen.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land efter forudgående meddelelse til Finanstilsynet herom foretage inspektion i de her i landet beliggende filialer eller agenter af e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter med hjemsted i det pågældende land.
Det er et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed aftaler inspektionen med Finanstilsynet forud for udførelsen. Finanstilsynet skal herefter underrette den her i landet beliggende virksomhed om den forventede inspektion.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet beliggende filialer, agenter og distributører af udenlandske virksomheder. Bestemmelsen vil således ikke omfatte danske virksomheder eller personer.
Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut i et andet EU- eller EØS-land, har en filial i Danmark. Hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af oplysninger, der kan påvirke den kompetente myndighed i hjemlandets vurdering af betalingsinstituttet, bør Finanstilsynet således under-rette hjemlandets kompetente myndighed.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Finanstilsynet kan deltage i den i 1. pkt. nævnte inspektion. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan beslutte at deltage i en medlemsstats tilsynsmyndigheds inspektion af her i landet beliggende filialer og agenter omfattet af § 1, stk. 2 og 3, af udenlandske virksomheder.
Finanstilsynet vil herved kunne føre tilsyn med, at filialen og agenten overholder danske regler, og at den udenlandske tilsynsmyndigheds inspektion foregår i overensstemmelse med de grundlæggende danske regler herfor.
Hvis en virksomhed som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk myndigheds undersøgelse, foreslås det i stk. 4, 3. pkt., at undersøgelsen kun kan foretages med Finanstilsynets medvirken.
Udenlandske tilsynsmyndigheder fra en medlemsstat vil være kompetente for så vidt angår virksomheder, som er stiftet og godkendt i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersøge den pågældende virksomheds filial, agent eller distributør i Danmark, vil dette skulle ske ved stedlige undersøgelser her i landet. En sådan undersøgelse vil relatere sig til moderselskabets overholdelse af koncernreglerne i hjemlandet. Tilsynet med filialens overholdelse af danske regler føres derimod af Finanstilsynet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 130, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter de grundlæggende danske regler, men den udenlandske virksomheds filial, agent eller distributør i Danmark skal leve op til det udenlandske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.
En udenlandsk myndigheds inspektion skal foregå under samme betingelser som Finanstilsynets inspektioner, hvilket betyder, at inspektionen skal ske i overensstemmelse med lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myndighed har derfor som udgangspunkt udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til private boliger.
Der er mulighed for at foretage inspektion uden forudgående varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt inspektion uden forudgående varsling skal alene anvendes, hvis det er Finanstilsynets vurdering, at formålet med inspektionen ville blive forspildt, hvis inspektionen blev varslet. Finanstilsynet meddeler den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om en uanmeldt inspektion kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat, at inspektioner skal varsles på forhånd, i det omfang det er muligt.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan påbyde en filial eller agent af et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut med hjemsted i et andet land inden for EU/EØS at foretage midlertidige nødvendige foranstaltninger for at imødegå en alvorlig trussel mod indehavere af elektroniske penge eller brugere af betalingstjenester.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et påbud kan gives, når der er en risiko for, at et bestemt forhold fortsætter eller indtræffer, som vil udgøre en alvorlig trussel mod indehavere af elektroniske penge eller brugere af betalingstjenester. Med midlertidige nødvendige foranstaltninger menes foranstaltninger, der afhjælper de alvorlige trusler indtil tilsynsmyndighederne i hjemlandet griber ind over for filialen eller agenten. Finanstilsynet vil om muligt underrette tilsynsmyndighederne i hjemlandet, inden Finanstilsynet påbyder filialen eller agenten at foretage de nødvendige foranstaltninger. Er dette ikke muligt, orienterer Finanstilsynet hurtigst muligt tilsynsmyndighederne om de foranstaltninger, som Finanstilsynet har påbudt virksomheden at foretage.
Der kan eksempelvis iværksættes en midlertidig foranstaltninger, hvor et institut ikke opfylder de sikkerhedsmæssige it-krav for beskyttelse af følsomme betalingsdata.
Et eksempel på en midlertidig nødvendig foranstaltning kan være et påbud til en filial af et betalingsinstitut, om at indsætte midler på en særskilt konto i et kreditinstitut, der ved afslutningen af en arbejdsdag, der følger efter den arbejdsdag, hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden udbyder.
