Bekendtgørelse af lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 1, dog er i stk. 2 »hvis det skønnes« ændret til »når det findes« i overensstemmelse med retsplejelovens sprogbrug, jf. f.eks. § 8, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006. Ændringen er alene af redaktionel karakter.

Stk. 1 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 2, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2 at indsætte en bemyndigelse til, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsrettens formand og ordinære dommere kan forhøje antallet af næstformænd fra 5 og op til 7.

Efter § 2 i den gældende lov består Arbejdsretten af 12 ordinære dommere og 31 suppleanter for disse samt af en formand og 5 næstformænd. Meningen med ændringen er alene at give mulighed for at øge antallet af næstformænd fra de hidtidige 5 til 6 eller 7. De nuværende ordinære dommere og suppleanter samt medlemmer af formandskabet fortsætter deres virke på det hidtidige lovgrundlag, der uændret videreføres i lovforslaget, jf. hertil § 35, stk. 4.

Bestemmelsen foreslås ændret for at sikre, at Arbejdsrettens kapacitet til enhver tid med passende fremdrift kan behandle den store mængde af sager, der indbringes for og verserer i Arbejdsretten.

Forslaget indeholder således som nævnt en mulighed for, at Arbejdsrettens formandskab kan bestå af en formand og op til 7 næstformænd. Muligheden for at udvide Arbejdsrettens formandskab skal ses i sammenhæng med muligheden for at indføre en yderligere fast ugentlig ordinær retsdag, jf. hertil udvalgets administrative overvejelser nævnt i kapitel 2.11 i betænkning nr. 1489/2007.

Bestemmelsen svarer til § 3 i den gældende lov, dog med visse redaktionelle ændringer og en ændring i stk. 1, nr. 3, af opregningen af arbejdsgiverparterne på det offentlige arbejdsmarked som følge af kommunalreformen pr. 1. januar 2007.

I indledningen til § 3, stk. 1, er »arbejdsministeren« ændret til »beskæftigelsesministeren« som den, der foretager beskikkelse efter bestemmelsen.

I stk. 1, nr. 3, er »Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner« ændret til »Danske Regioner og KL«. Baggrunden er, at med kommunalreformen er Amtsrådsforeningen afløst af Danske Regioner, og Københavns og Frederiksberg Kommuner er optaget i Kommunernes Landsforening, der har ændret navn til KL.

I stk. 1, nr. 5, er »Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd«, der har ændret navn til FTF, ændret til »FTF«.

Stk. 2 er alene redaktionelt ændret. Indstillingerne foreslås som hidtil meddelt rettens sekretariat, som herefter fremsender indstillingerne samlet til beskæftigelsesministeren.

Vedtagelse af lovforslaget er uden betydning for de nuværende ordinære dommeres og suppleanters fortsatte virke. Vedtagelsen af lovforslaget er uden betydning for de nuværende ordinære dommeres og suppleanters fortsatte virke, jf. § 35, stk. 4.

Stk. 1 er en uændret videreførelse af den gældende § 4, dog med visse redaktionelle ændringer. Som anført i bemærkningerne til § 2 er en vedtagelse af lovforslaget uden betydning for det nuværende formandskabs fortsatte virke.

Stk. 2 er nyt. Det foreslås, at rettens formandskab indgår på listen nævnt i § 27, stk. 1. Det er af stor betydning for Arbejdsrettens virke, at Arbejdsrettens formandskab beskæftiger sig med kollektivarbejdsretlige uoverensstemmelser både i Arbejdsretten og ved de faglige voldgiftsretter. Baggrunden herfor er, at formandskabets faglige indsigt og detailkendskab til overenskomsterne samt hele kontinuiteten i det danske arbejdsretssystem bedst skabes og sikres ved en løbende aktivitet både i Arbejdsretten og ved de faglige voldgiftsretter. Der var også i det forberedende udvalg tilslutning til et fælles ønske fra DA og LO om, at Arbejdsrettens formandskab indgår på den i § 27 foreslåede liste over dommere, der kan udpeges som opmænd i en faglig voldgift. Dette skal sikre grundlaget for, at medlemmerne af Arbejdsrettens formandskab fortsat kan benyttes som opmænd i de faglige voldgiftsretter, sådan som der i mange år har været praksis for.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 5, dog er bestemmelsen redaktionelt ændret og »arbejdsministeren« ændret til »beskæftigelsesministeren«.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 6, dog er bestemmelsen redaktionelt ændret og »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform).

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor til § 26, hvor inhabilitetsreglerne samlet gennemgås.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 7, dog er bestemmelsen redaktionelt ændret og »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform).

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 8, dog er bestemmelsen redaktionelt ændret og »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform).

Stk. 1, nr. 7 og 8, er nye. I øvrigt er bestemmelsen en uændret videreførelse af den gældende lovs § 9 med enkelte redaktionelle ændringer. Det bemærkes, at der i anden lovgivning kan være henlagt sager til Arbejdsretten, jf. f.eks. § 4 a, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Til stk. 1, nr. 7, bemærkes:

Det foreslås, at sager om, hvorvidt der foreligger aftale om faglig voldgift, og om fortolkning af en aftale om faglig voldgift i alle tilfælde henhører under Arbejdsretten.

Bestemmelsen indebærer, at uoverensstemmelser om eksistensen og fortolkningen af aftaler om faglig voldgift skal afgøres af Arbejdsretten. Det gælder, selv om der er tale om en uoverensstemmelse som nævnt mellem parter, der i deres kollektive overenskomst har aftalt konfliktløsning ved faglig voldgift i stedet for Arbejdsretten. Der er tale om en sagstype, som angår et centralt arbejdsretligt problem, som - uanset overenskomstområde - bør afgøres efter ensartede retningslinjer, hvorfor Arbejdsretten tillægges enekompetence til afgørelse af sager af denne art. Sager herom kan ikke indbringes for de almindelige domstole, jf. § 11, stk. 1. Der kan heller ikke i stedet for behandling ved Arbejdsretten træffes aftale om behandling ved en faglig voldgiftsret, jf. også bemærkningerne nedenfor til § 22, stk. 2.

Det er for så vidt angår voldgift omfattet af voldgiftsloven almindeligt antaget, at en voldgiftsaftale kun kan anses for indgået, hvis dette er klart, og aftalen fortolkes således, at den kun omfatter de tvister, som klart falder ind under aftalen. Voldgiftsloven gælder imidlertid ikke for tvistløsning ved faglig voldgift, jf. denne lovs § 1, stk. 5. Tvistløsning ved en faglig voldgiftsret repræsenterer omvendt en model for kollektiv tvistløsning på det kollektivarbejdsretlige område, som overenskomstparterne har fundet naturlig og har opereret med i 100 år. Der er derfor i almindelighed ikke behov for at stille særlige klarhedskrav til kollektive overenskomstparters vedtagelse af faglig voldgift, som også for det enkelte medlem af de overenskomstbærende organisationer indebærer en retlig prøvelse, som må anses for retssikkerhedsmæssigt fuldt betryggende, se også bemærkningerne nedenfor til § 21, nr. 3. Uoverensstemmelser om eksistens, omfang og virkning af en aftale om faglig voldgift skal derfor i almindelighed afgøres på samme måde som andre fortolkningsuoverensstemmelser på det kollektivarbejdsretlige område.

For så vidt angår organisationsmedlemmers lovbaserede krav er der imidlertid behov for også i forhold til arbejdsretlige overenskomstparters aftale om faglig voldgift - alt afhængig af kravets art og baggrund samt arbejdsretlig praksis - at stille krav om klarhed med hensyn til, hvad der er aftalt, jf. nærmere bemærkningerne til § 21, nr. 3, jf. § 22, stk. 2.

Til stk. 1, nr. 8, bemærkes:

Det foreslås, at sager, hvor en af parterne vægrer sig ved at lade sagen behandle ved faglig voldgift, kan indbringes for Arbejdsretten.

Pligten til at lade en sag behandle ved en faglig voldgiftsret er hidtil fremgået af 1910-Normen for regler for behandling af faglig strid, men foreslås skrevet ind i loven, jf. lovforslagets § 32. Tilsidesættelse af denne pligt har hidtil kunnet indbringes for Arbejdsretten som overenskomstbrud, men foreslås nu medtaget i § 9, stk. 1, hvor Arbejdsrettens kompetenceområder er opregnet.

Stk. 1 svarer med enkelte - rent sproglige - ændringer til den gældende lovs § 10.

Stk. 2 er nyt. Det foreslås udtrykkeligt lovfæstet - helt i overensstemmelse med hidtidig praksis - at Arbejdsretten ikke blot beskæftiger sig med kollektive overenskomster, men også med lovgivningsspørgsmål, når en stillingtagen hertil er af betydning for afgørelsen af en sag, som i medfør af § 9 henhører under Arbejdsretten. Forslaget er alene udtryk for en kodificering af gældende ret, der ikke er tilsigtet ændret.

Som eksempel på denne praksis kan nævnes, at Arbejdsretten i en række sager har fortolket virksomhedsoverdragelsesloven i forbindelse med en stillingtagen til sager om konkrete brud på kollektive overenskomster.

Forslaget er indsat ud fra et overordnet retsplejemæssigt hensyn om at sikre, at Arbejdsrettens kompetence fremgår direkte af arbejdsretsloven.

Stk. 1 og 2 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 11 med en enkelt redaktionel ændring.

Stk. 3 er nyt. Det indeholder, for så vidt angår private arbejdsgivere, en regel svarende til den, som efter stk. 2 gælder for lønmodtagere, dvs. ret til selv at forfølge et krav, når vedkommende organisation ikke gør det.

Et eksempel på et påstået tilgodehavende kan være, at en virksomhed i henhold til en kollektiv overenskomst har krav på en godtgørelse mod en lønmodtager, der ikke har overholdt sit opsigelsesvarsel.

Virksomheder må allerede i dag antages på baggrund af en udvidende fortolkning af lovens § 11, stk. 2, at have mulighed for at anlægge en sådan sag. Med henblik på at opfylde en af lovforslagets overordnede målsætninger om at sikre og oplyse om relevante retsplejemæssige forskrifter og retssikkerhedsgarantier foreslås det, at denne mulighed fremgår af loven.

Bestemmelsen vil formentlig blive anvendt i begrænset omfang, allerede fordi virksomheder i få tilfælde har økonomiske krav af denne karakter at rette mod en lønmodtager.

Det foreslås, at bestemmelsen ikke skal gælde for offentlige myndigheder og institutioner, som er bundet af en overenskomst indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet, Danske Regioner eller KL. Der foreligger ikke i forhold til myndigheder og institutioner på det offentlige arbejdsmarked de individuelle hensyn, som for lønmodtagere og private arbejdsgivere kan begrunde en ret til individuelt at forfølge krav, når organisationen ikke gør det.

Der er i stk. 1 indsat et nyt 2. pkt. Bestemmelsen er i øvrigt en uændret videreførelse af den gældende lovs § 12 med enkelte redaktionelle ændringer.

Det følger af det nye 2. pkt. i stk. 1, at Arbejdsretten kan idømme bod i de sager, der er nævnt i § 32. Formålet med denne ændring er at skabe et hjemmelsgrundlag for Arbejdsretten til at idømme bod, såfremt en part uberettiget vægrer sig imod at lade en sag behandle ved en faglig voldgiftsret i overensstemmelse med reglerne i lovforslagets kapitel 2.

Norm for regler for behandling af faglig strid af 1910 indeholdt en bestemmelse om vægring mod deltagelse i bl.a. faglige voldgifter. Vægring mod at medvirke i en faglig voldgiftsret har således hidtil været bodspådragende som et overenskomstbrud.

Da bestemmelsen fremover indgår i loven, foreslås det i forslagets § 12, stk. 1, præciseret, at manglende efterlevelse af bestemmelsen kan sanktioneres med bod. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 32.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 13.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 14.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 15.

Stk. 1-3 og stk. 4 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 16, dog er »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige love (Politi- og domstolsreform).

Stk. 5 er nyt. Det foreslås, at forberedende retsmøder, der holdes med henblik på sagens afgørelse efter § 16, stk. 3, foregår for åbne døre. Baggrunden er, at et sådant møde berammes og i det væsentlige afvikles som en hovedforhandling - alene med den forskel, at fagdommere ikke deltager.

Retsformanden kan undtagelsesvis - hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde det, f.eks. under afgivelse af en forklaring - beslutte at holde hele mødet for lukkede døre.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 17, dog er bestemmelsen redaktionelt ændret og »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige love (Politi- og domstolsreform). Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor til § 29.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 18.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 19.

Stk. 1 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 20, stk. 1.

Stk. 2 foreslås ændret, således at tilladelse til genoptagelse ikke som hidtil meddeles af »Arbejdsrettens formandskab« - forstået som rettens samlede formandskab - men af tre medlemmer af Arbejdsrettens formandskab. Bestemmelsen er i øvrigt en uændret videreførelse af den gældende § 20, stk. 2.

Til kapitel 2

Området for, hvilke tvister der har skullet behandles ved de faglige voldgiftsretter, og reglerne for disse retters funktionsmåder har hidtil, jf. den gældende lovs § 22, som grundlag haft den mellem DA og LO i 1910 aftalte Norm for behandling af faglig strid og den i henhold hertil udviklede praksis. Det er meningen med kapitel 2 om faglige voldgiftsretter at understrege disse retters domstolslignende karakter ved at fundere deres efter praksis velkendte kompetence og funktion direkte i loven. Bestemmelserne i kapitel 2 er i det væsentlige derfor nye, men kun som lovbestemmelser.

I bestemmelsen fastlægges de faglige voldgiftsretters virkeområder, og formålet er at sikre, at de faglige voldgiftsretters kompetence fremgår direkte af loven. Systematikken fra arbejdsretslovens § 9, hvori Arbejdsrettens kompetence er afgrænset, er således videreført til denne bestemmelse om de faglige voldgiftsretter.

Ved at sammenholde § 9 og § 21 vil det være lettere at vurdere, om en sag henhører under Arbejdsretten eller de faglige voldgiftsretter.

I bestemmelsen er angivet, at sager vedrørende fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster skal afgøres ved en faglig voldgiftsret, og at det samme gælder andre sager, når parterne har aftalt, at de skal afgøres ved en faglig voldgiftsret. Der er med indførelsen af denne bestemmelse ikke tilsigtet en ændring af hidtidig praksis for så vidt angår Arbejdsrettens og de faglige voldgiftsretters kompetence. Det betyder bl.a., at sager om eksistensen af og indholdet af arbejdsretlige kutymer, bortset fra kutymer i forholdet mellem hovedorganisationer, fortsat skal indbringes for de faglige voldgiftsretter. Det betyder også, at det både i en overenskomst og i den enkelte sag kan aftales, at en sag skal afgøres ved en faglig voldgiftsret.

De faglige voldgiftsretters centrale kompetence har i overensstemmelse med 1910-Normens § 5 været sager om forståelsen af kollektive overenskomster, dvs. fortolkningstvister, der - bortset fra sager om fortolkningen af hovedoverenskomster og hovedaftaler - i modsætning til sager om overenskomstbrud ikke er omfattet af Arbejdsrettens kompetence, jf. § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Bestemmelsen i § 21, nr. 1, kodificerer i overensstemmelse med den eksisterende 100-årige praksis, at sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster - bortset fra de hovedoverenskomster, som er omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1 - henhører under de faglige voldgiftsretter. Formuleringen »fortolkning og forståelse« er valgt som udtryk for, at der er tale om en videreførelse af denne tradition. Bestemmelsen omfatter også overenskomstbestemmelser, som gennemfører EF-direktivbestemmelser.

Bestemmelsen i § 21, nr. 2, lovfæster overenskomstparters frie adgang til at aftale behandling ved de faglige voldgiftsretter af de sager, som i § 9, stk. 1, nr. 1-4, er henlagt til Arbejdsretten, jf. herved § 9, stk. 3, 2. pkt. En aftale om, at sager om overenskomstbrud skal behandles af en faglig voldgiftsret i stedet for Arbejdsretten, indebærer - i mangel af modstående aftale - at den faglige voldgiftsret kan sanktionere overenskomstbrud på samme måde som Arbejdsretten, dvs. bl.a. med bod, jf. § 12. Der er i lovforslagets § 24, stk. 2, medtaget en udtrykkelig bestemmelse herom. En sag om, hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst, kan kun - efter bestemmelsen i § 21, nr. 2 - blive en sag for en faglig voldgiftsret, hvis tvisten er omfattet af en aftale om faglig voldgiftsretsbehandling af tvister mellem disse parter i en anden kollektiv overenskomst.

Vedrørende § 21, nr. 3, bemærkes, at den foreslåede bestemmelse giver overenskomstparterne adgang til at aftale, at en sag skal behandles ved en faglig voldgiftsret, selv om kravet helt eller delvis baserer sig på lovgivning. Voldgiftsbehandling kan være aftalt både som en generel ordning og i det konkrete tilfælde. Efter praksis har aftaleadgangen især betydning for sager, der helt eller delvis baserer sig på ansættelsesretlige love. Aftaleadgangen omfatter imidlertid også anden lovgivning - på det offentlige arbejdsmarked f.eks. forvaltningsloven. Med udtrykket lovgivning sigtes ikke blot til lov i formel forstand, men også til f.eks. uskrevne retsgrundsætninger.

Bestemmelsen i nr. 3 tager alene sigte på de tilfælde, hvor overenskomstparterne har aftalt at lade en sag behandle ved en faglig voldgiftsret. Bestemmelsen har derfor ikke betydning for den faglige voldgiftsrets egen adgang til at fortolke lovgivning og uskrevne retsgrundsætninger som led i behandlingen af en sag, jf. herom forslagets § 24, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Der skal foreligge en aftale om faglig voldgift. En sådan aftale kan fremgå af parternes overenskomst eller være indgået for det enkelte tilfælde. Forudsætningen om aftalt faglig voldgift »i henhold til praksis« i nr. 2 og 3 kan være opfyldt for så vidt angår tillidsrepræsentantsager og uoverensstemmelser om kutymer. Det afgørende er, om der mellem parterne er udviklet en bindende praksis af en karakter som i de nævnte eksempler.

Den foreslåede bestemmelse regulerer forholdet mellem de faglige voldgiftsretter og de almindelige domstole.

Til stk. 1 bemærkes, at overenskomstfortolkning er de faglige voldgiftsretters kerneområde, og på dette område har de enekompetence, jf. dog § 9, stk. 1, nr. 1 og 7, og § 10, stk. 1, 2. pkt., om afgørelse af sådanne uoverensstemmelser ved Arbejdsretten. Sager om overenskomstfortolkning kan ikke anlægges ved de almindelige domstole. § 11, stk. 2 og 3, finder dog tilsvarende anvendelse.

På en række områder har parterne i deres overenskomster aftalt, at også sager om overenskomstbrud og andre tvister, som efter § 9, stk. 1, nr. 1-4, henhører under Arbejdsretten, skal afgøres ved faglig voldgift. Efter stk. 1 er der fortsat adgang til indgåelse af sådanne aftaler. Uanset en sådan aftale om behandling ved faglig voldgift gælder § 11 om adgangen til sagsanlæg ved de almindelige domstole tilsvarende.

Til stk. 2 bemærkes, at § 21, nr. 3, angår andre faglige uoverensstemmelser end fortolkningstvister og tvister, som henhører under Arbejdsretten efter § 9, stk. 1, nr. 1-4. En sådan voldgiftsaftales indhold og virkning, herunder om den afskærer sagsanlæg ved de almindelige domstole, beror på, hvad der er aftalt. Der gælder som udgangspunkt ikke noget særligt klarhedskrav, jf. hvad der anført herom i bemærkningerne til § 9, stk. 1, nr. 7. Om aftale i henhold til praksis henvises til bemærkningerne foran til § 21, nr. 2 og 3. Som anført i bemærkninger til § 9, stk. 1, nr. 7, skal der imidlertid stilles krav om klarhed, for så vidt angår enkeltmedlemmers lovbaserede krav.

Under det forudgående lovforberedende udvalgsarbejde oplyste DA og LO, at det er organisationernes opfattelse, at reglerne om Afskedigelsesnævnet i Hovedaftalens § 4, for så vidt angår lovbaserede krav, skal forstås som et tilbud, som medlemsorganisationer kan vælge at gøre brug af, men ikke har pligt til at benytte. Denne aftale om faglig voldgift er således ikke til hinder for, at arbejdstagersiden holder sig til de almindelige domstole, for så vidt angår lovbaserede krav. DA og LO har videre oplyst, at de ikke er enige om, hvorvidt - og i givet fald fra hvornår - indbringelse for de almindelige domstole afskæres ved, at kravets forfølgelse er indledt i det fagretlige spor - og vice versa. Den endelige afklaring af dette spørgsmål må ske gennem retspraksis.

Uoverensstemmelser om selve eksistensen og forståelsen af en aftale om faglig voldgift henhører alene under Arbejdsretten i henhold til den nye bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 7. Det gælder uanset, hvilket overenskomstniveau voldgiftsaftalen befinder sig på.

Klarhedskravet vedrørende de lovbaserede krav indebærer, at det skal være klart, om det pågældende krav er omfattet af voldgiftsaftalen, og om adgangen til voldgiftsbehandling afskærer muligheden for at indbringe kravet ved de almindelige domstole. Uklarhed i den ene eller anden henseende vil i almindelighed indebære, at der ikke er fornødent grundlag for at anse faglig voldgift for aftalt for så vidt angår vedkommende lovbaserede krav. Uklarhed som nævnt kan ikke medføre, at der foreligger dobbeltkompetence, men at tvisten henhører under de almindelige domstole og ikke kan indbringes for faglig voldgift.

Må en aftale om faglig voldgift efter § 21, nr. 3, forstås således, at sagen ikke kan anlægges ved de almindelige domstole, finder § 11, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse, jf. § 22, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 1, at det er de overenskomstbærende enkeltvirksomheder eller organisationer, der er de processuelle parter i en faglig voldgiftsret - medmindre de pågældende parter aftaler andet.

I overensstemmelse med hidtidig praksis er det de parter, der har indgået fagoverenskomsten, der er parter i den faglige voldgiftsret, uanset karakteren af og »niveauet« for den konkrete sag. Dette gælder også uoverensstemmelser, der f.eks. vedrører en lokalaftale.

Denne del af bestemmelsen er således en kodificering af de almindelige processuelle kompetenceregler på området for de faglige voldgiftsretter.

Bestemmelsens stk. 2 om adgangen til repræsentation i en faglig voldgift svarer til lovens § 13, stk. 2, vedrørende repræsentation i Arbejdsretten. Det foreslås således lovfæstet, at en part også i en faglig voldgiftsret skal være frit stillet med hensyn til, hvem man ønsker at lade sig repræsentere af under sagen. Der gælder altså heller ikke et møderetsmonopol for advokater ved de faglige voldgiftsretter.

Den, der møder som fuldmægtig for en part, skal dog være over 18 år og uberygtet, jf. retsplejelovens § 261, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at den faglige voldgiftsret kan behandle en sag, hvori indgår stillingtagen til lovgivning. Dette er en kodificering af den eksisterende praksis om de faglige voldgiftsretters fortolkning af lovgivning og almindelige retsgrundsætninger som led i afgørelsen af sager. Voldgiftsretten kan alene fortolke lovgivning, når sagen efter sin karakter henhører under en faglig voldgiftsret, jf. forslagets § 21, nr. 1-3. Det er op til den faglige voldgiftsret at afgøre, om det er nødvendigt at fortolke lovgivning som led i afgørelsen af en sag, der er indbragt i medfør af § 21. Bestemmelsen svarer til § 10, stk. 2, om Arbejdsrettens adgang til at fortolke lovgivning som led i sager indbragt efter § 9.

Det foreslås i stk. 2, at den faglige voldgiftsret kan sanktionere overenskomstbrud efter reglerne i § 12. Om adgangen til efter § 21, nr. 2, at indbringe sådanne sager for en faglig voldgiftsret henvises der til bemærkningerne herom ovenfor.

I stk. 3 foreslås der henvist til, at faglige voldgiftsretter - i lighed med andre retsinstanser - har mulighed for og efter omstændighederne pligt til at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at træffe en præjudiciel afgørelse i henhold til EF-traktatens artikel 234. Omfanget af de faglige voldgiftsretters forelæggelsespligt følger den almindelige praksis for forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen. Der henvises til Domstolens orientering om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål fra de nationale retter (2005/C 143/01).

Det foreslås i stk. 1, at en faglig voldgiftsret består af en opmand og 4 andre medlemmer. Bestemmelsen indeholder en angivelse af, hvorledes en faglig voldgiftsret sammensættes. De fleste overenskomster, der indeholder fagretlige regler, har tilsvarende bestemmelser. I almindelighed medvirker 2 partsudpegede medlemmer fra hver side og 1 opmand.

Efter stk. 2 og 3 foreslås det, at parterne kan beslutte at etablere voldgiftsretten med blot et partsudpeget medlem fra hver side eller helt uden partsudpegede medlemmer, ligesom parterne kan beslutte at udvide formandskabet med yderligere 2 opmænd, således at formandskabet i alt består af 3 opmænd. Baggrunden for sådanne beslutninger kan bl.a. være, at sagen er særlig principiel, eller at der på anden måde er særlige hensyn, der bedst varetages ved at ændre på den gængse sammensætning af en faglig voldgiftsret.

Den foreslåede bestemmelse indeholder de regler om inhabilitet, der gælder for henholdsvis partsudpegede voldgiftsretsmedlemmer og opmænd i en faglig voldgift.

Ifølge den gældende lovs § 6, stk. 1, som er ordret gentaget i lovforslagets § 6, stk. 1, gælder retsplejelovens inhabilitetsregler for dommere (§§ 60-61) såvel for Arbejdsrettens ordinære faglige dommere og deres suppleanter som for formandskabets medlemmer og sekretariatslederen. Herefter må de ikke handle som dommere i sager, hvor de f.eks. selv er part eller interesseret i udfaldet, har aflagt vidnesbyrd eller handlet som rettergangsfuldmægtig, eller når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om deres fuldstændige upartiskhed. Det har altid været antaget, at der stilles helt samme habilitetskrav til medlemmerne af Arbejdsrettens formandskab som til dommerne ved de almindelige domstole. Det samme gælder sekretariatslederen, når denne er beskæftiget med tvistløsning.

Derimod er habilitetskravene til de faglige dommere mere moderate, jf. herved den aftale af 15. marts 1948 mellem Dansk Arbejdsgiverforening, De Samvirkende Fagforbund i Danmark og Den Faste Voldgiftsret, der er medtaget som bilag 5 i betænkning nr. 1318/1996 om revision af lov om Arbejdsretten. Det er i betænkning nr. 1318/1996 om revision af arbejdsretsloven s. 41 udtalt, at disse principper fortsat kan tjene som fortolkningsbidrag, ligesom der er henvist til dem i betænkning nr. 685/1973 om Arbejdsretten s. 25.

Om de faglige voldgiftsretter hed det i 1910-Normen for regler ved behandling af faglig strid, at ingen kan være medlem af en voldgiftsret, når sagen »drejer sig om et spørgsmål vedrørende arbejdsforholdene på det arbejdssted, hvor vedkommende har personlig interesse«. Denne inhabilitetsregel suppleredes i den tilhørende vejledning med en udtalelse om, at en voldgiftsmand eller opmand bør vige sit sæde, hvis han eller hun står i et så nært familiemæssigt eller personligt forhold til nogen af parterne eller er så personligt interesseret i afgørelsen, at vedkommendes upartiskhed efter almindelig naturlig opfattelse må anses for at være truet. Det samme gælder, hvor en voldgiftsmand, uden at hans stilling som mæglingsmand eller organisationsleder har nødvendiggjort det, på udpræget måde har taget parti i sagen, før den blev indbragt for retten.

Det foreslås i stk. 1, at det ikke er muligt at være voldgiftsmedlem i situationer, hvor der er personlige interesser involveret. De foreslåede habilitetskrav til voldgiftsmedlemmerne svarer indholdsmæssigt til § 10 i 1910-Normen. Kravene reflekterer, at voldgiftsmedlemmerne som organisationsrepræsentanter kan forlige sagen, jf. lovforslagets § 28, stk. 3, og ved flertalsbeslutning - uden opmandens inddragelse - afgøre sagen, jf. § 28, stk. 1. Ved at lovfæste kravene understreges de faglige voldgiftsretters karakter af retsinstans.

I lighed med tidligere er inhabilitetsbestemmelsen i stk. 1 ikke til hinder for, at de partsudpegede voldgiftsmedlemmer er ansatte eller valgte fra vedkommende arbejdstager- eller arbejdsgiver organisation. Der er heller ikke noget til hinder for, at vedkommende voldgiftsmedlem konkret har beskæftiget sig med sagen, f.eks. som mæglingsmand eller organisationsrepræsentant. Det afgørende er alene, at vedkommende voldgiftsmedlem ikke må have en personlig interesse i sagen.

Inhabilitetsbestemmelsen indebærer, at udpegede voldgiftsmedlemmer ikke kan afgive forklaring for voldgiftsretten, medmindre parterne er enige herom. Det klare udgangspunkt er, at personer, der føres som vidner, ikke tillige kan fungere som voldgiftsmedlemmer og dermed være med til at træffe afgørelse i sagen. Herved undgås det, at udfaldet af en faglig voldgiftssag kan kritiseres som værende retssikkerhedsmæssigt betænkeligt på grund af en personel sammenblanding af vidner og voldgiftsmedlemmer.

I øvrigt har det af hensyn til effektiviteten i systemet betydning, at de udpegede medlemmer af voldgiftsretten som nævnt har kompetence til at indgå forlig i sagen, jf. § 28, stk. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Af den foreslåede bestemmelses stk. 2, fremgår det, at opmanden i den faglige voldgiftsret på sædvanlig vis er underlagt retsplejelovens bestemmelser om inhabilitet for dommere. Disse regler hindrer som udgangspunkt ikke, at en opmand kan være involveret i behandlingen af aspekter af samme sag ved både en faglig voldgiftsret og i Arbejdsretten. Konkrete omstændigheder kan dog pege i en anden retning.

Det foreslås i stk. 1, at det er Arbejdsrettens formand, der udpeger en dommer som opmand til en faglig voldgift.

Den i bestemmelsen indeholdte udpegningsordning indebærer, at opmanden i en faglig voldgiftsret - hvad enten den er nedsat til behandling af en enkelt sag eller som f.eks. Afskedigelsesnævnet og Ledernævnet er af permanent karakter, og hvad enten opmanden er dommer eller ej - altid skal udpeges af Arbejdsrettens formand, som foretager denne udpegning, hvad enten parterne er enige eller ej om en indstilling. Det er - til understøttelse af de fagretlige tvistløsningsorganers domstolslignende karakter - fundet væsentligt, at udpegningsordningen sikrer den nødvendige tillid til disse organer. I øvrigt er der tale om en præciserende gentagelse af retsplejelovens § 47 a, stk. 3. Det er fundet hensigtsmæssigt i forhold til brugerne, at de i alle tilfælde skal rette henvendelse til Arbejdsretten, som drager omsorg for, at reglerne i retsplejeloven om vedkommende retspræsidents godkendelse bliver opfyldt.

Udpegningsordningen for de faglige voldgiftsretter er som foreslået i betænkning nr. 1465/2005 om dommeres bibeskæftigelse tilrettelagt som en såkaldt institutmodel, hvor den dommer, der er formand for Arbejdsretten, inden for en nærmere afgrænset liste af dommere udpeger den enkelte dommer til en faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område.

Det foreslås, at den nærmere sammensætning af den liste, hvorfra dommerne skal vælges, fastlægges efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab. Optagelse af nye dommere på listen kan ske løbende. Optagelse af en dommer på listen forudsætter vedkommende retspræsidents godkendelse. Behovet for yderligere retningslinjer for sammensætning af listen afgøres af Arbejdsrettens ordinære dommere og formand.

I praksis vil udpegningen foregå således, at parterne i en faglig strid retter henvendelse til Arbejdsrettens formand med anmodning om at udpege en dommer som opmand. Parterne har i forbindelse med anmodningen mulighed for i fællesskab at bringe en eller flere navngivne dommere fra den afgrænsede liste i forslag.

Det forudsættes, at Arbejdsrettens formand i almindelighed udpeger en dommer i overensstemmelse med parternes indstilling. I øvrigt skal udpegning ske med respekt af det spredningshensyn, som ordningen hviler på, jf. betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse, s. 111. I overensstemmelse hermed kan Arbejdsrettens formand tillige pege på sig selv som opmand til en faglig voldgift.

Kan en anmodning om udpegning af den eller de dommere, som parterne har bragt i forslag, ikke imødekommes, meddeler Arbejdsrettens formand dette til parterne, der så har mulighed for at pege på andre dommere.

I de - formentlig få - tilfælde, hvor parterne ønsker en dommer udpeget til en faglig voldgift, der ikke er på den liste af dommere, som Arbejdsrettens formand har til rådighed, kan udpegningen ske i henhold til forslaget til stk. 2. Parterne skal således også i disse tilfælde rette henvendelse til Arbejdsrettens formand, der herefter tager stilling til udpegningen, som forudsætter indhentelse af vedkommende retspræsidents godkendelse, jf. retsplejelovens § 47 a, stk. 3.

De i stk. 1-2 indeholdte udpegningsregler retter sig alene mod anvendelsen af dommere i en faglig voldgiftsret og indebærer ingen indskrænkninger i den eksisterende brug af andre end dommere som opmænd i de faglige voldgiftsretter. Adgangen til at få udpeget en opmand, som ikke er dommer, fremgår af forslaget til stk. 3. Muligheden for at få udpeget en opmand i henhold til denne bestemmelse begrænses dog, hvis dette eksempelvis strider mod retsplejelovens inhabilitetsregler for dommere.

I bestemmelsen foreslås en kodificering af den måde, hvorpå der allerede træffes afgørelser i de faglige voldgiftsretter.

Som udgangspunkt træffes der afgørelse ved stemmeflerhed blandt de partsudpegede medlemmer, jf. forslaget til stk. 1, 1. pkt. I praksis forholder det sig ofte således, at der ikke blandt de partsudpegede voldgiftsmedlemmer er enighed om eller flertal for en afgørelse, hvorefter opmanden afgør sagen, jf. forslaget til stk. 1, 2. pkt.

Afgørelse efter stk. 1 træffes ved skriftlig kendelse, jf. forslaget til stk. 2, 1. pkt. Har opmanden i umiddelbar forlængelse af de partsudpegede medlemmers votering mundtligt tilkendegivet, hvad en opmandskendelse vil gå ud på - noget, som opmanden kan, men også kan lade være med - kan de partsudpegede medlemmer aftale at afslutte sagen forligsmæssigt som angivet i forslaget til stk. 4 ved, at opmandens tilkendegivelse i skriftlig form parterne imellem tillægges virkning som en kendelse.

En kendelse efter stk. 2 skal indeholde en begrundelse, jf. forslaget til stk. 5, 1. pkt. Sagsfremstilling, forklaringer og gengivelse af parternes argumentation kan udelades, hvis parterne er enige om det, jf. forslaget til stk. 5, 2. pkt.

En række forhold kan have betydning for afgørelsesformen, herunder om sagen er principiel, om sagen er konkret begrundet, sagens omfang, sagens genstand, sagens følsomhed etc. Med denne kodificering sker der imidlertid ikke ændringer i den eksisterende praksis, hvorefter mange voldgiftssager afsluttes med opmandens tilkendegivelse, som parterne tager til efterretning. Ønsker parterne ikke yderligere, er sagen dermed afsluttet.

Det foreslås i stk. 2, at en kendelse skal afsiges senest 6 uger efter sagens optagelse til kendelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. forslaget til stk. 2, 2. pkt. Der henvises i denne forbindelse til retsplejelovens § 219, hvoraf det fremgår, at særlige omstændigheder kan gøre det påkrævet at fravige fristen. Som eksempler herpå kan nævnes, at sagen er særlig omfattende, at den er kompliceret eller principiel. Opmanden og parterne kan aftale en længere eller kortere frist, hvis det er hensigtsmæssigt i den konkrete sag. For skriftlige tilkendegivelser efter stk. 4, 2. og 3. pkt. gælder en tilsvarende frist på 4 uger, jf. forslaget til stk. 4, 4. pkt.

I stk. 6 forslås tre yderligere grunde til afslutning af en faglig voldgiftssag. Det foreslås, at sagen afsluttes, når klager frafalder sit krav, parterne aftaler det, eller hvor en fortsættelse af sagen ikke er nødvendig eller mulig. Bestemmelsen svarer til § 32, stk. 2, i lov om voldgift (lov nr. 553 af 24. juni 2005), som vedrører private voldgifter. Af nr. 1 fremgår det, at hvis klageren frafalder sit krav, træffer voldgiftsretten afgørelse om sagens afslutning, medmindre indklagede modsætter sig, at sagen afsluttes, og voldgiftsretten finder, at indklagede har en berettiget interesse i en endelig afgørelse af sagen. Dette skyldes, at en frafaldelse af kravet under voldgiftssagen ikke nødvendigvis indebærer, at klageren materielt har opgivet kravet, og at indklagede således kan have en interesse i at få en bindende kendelse eller tilkendegivelse. Nr. 2 angår parternes aftale om at afslutte voldgiftssagen, og nr. 3 angår det forhold, at en fortsættelse af sagen af andre grunde er unødvendig eller umulig.

Det foreslås i stk. 7, at kendelser - efter anonymisering i henhold til gældende regler herom - kan offentliggøres. Denne bestemmelse har til formål at medvirke til at sikre, at offentlighedskravet i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 iagttages på behørig vis. Ved henvisning til gældende regler forstås de til enhver tid gældende regler, herunder aftaler og lovgivning, eksempelvis persondataloven. Meningen med bestemmelsen er at sikre offentlighedens adgang til de faglige voldgiftsretters afgørelser på samme måde, som offentligheden har adgang til Arbejdsrettens domme. Ligesom ved offentlighedens adgang til domme afsagt af de almindelige domstole opstår der ikke ved offentlighedens adgang til de faglige voldgiftsretters kendelser problemer i forhold til offentlighedsloven eller forvaltningsloven.

Det foreslås i stk. 1, at retsplejelovens almindelige regler for hovedforhandling i borgerlige sager gælder for voldgiftsforhandlingen. Stk. 1 svarer til arbejdsretslovens § 17, stk. 1, der gælder for behandling af sager i Arbejdsretten. Det betyder, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om hovedforhandling i 1. instans som udgangspunkt også gælder ved de faglige voldgifter. Der henvises til retsplejelovens kapitel 34 (§§ 362-366a).

At retsplejelovens regler gælder »med de fornødne tilpasninger«, betyder, at der både i arbejdsretsloven, i kollektive overenskomster og i Norm for behandling af faglig strid af 2006 gælder visse tilpassede retsplejemæssige regler og procedurer for de faglige voldgiftsretter. Derudover er der tradition for, at voldgiftsforhandlingen foregår under mindre formelle former. Den foreslåede lovbestemmelse tilsigter ikke ændringer i måden, hvorpå voldgiftsforhandlingen i dag foregår.

Forslaget om, at der kan være tale om aftalte fravigelser, indebærer, at der udover gældende fravigelser i bl.a. Normen er mulighed for både konkret og generelt at aftale fravigelser fra gængse retsplejemæssige regler. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 33.

Det foreslås i stk. 2, at voldgiftsforhandlingen - som ikke omfatter voteringen - foregår for åbne døre. Stk. 2 er således en ændring, idet voldgiftsretsforhandlingen hidtil er foregået for lukkede døre, medmindre parterne bestemte andet.

Ændringen skal ses i lyset af, at det på baggrund af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 vurderes, at det er nødvendigt at sikre, at de faglige voldgiftsretter - i hvert fald inden for det område, hvor deres kompetence følger direkte af loven, jf. lovforslagets § 21, nr. 1 - også i forbindelse med selve voldgiftsforhandlingen er underlagt kravet om offentlighed i lighed med andre retsinstanser.

Der er dog mulighed for, at parterne eller opmanden kan bestemme, at dørene skal holdes lukkede, eksempelvis af hensyn til ro og orden i voldgiftslokalet, eller hvis der er særlige eller følsomme hensyn at tage i sagen, herunder til sagens parter.

På andre sagsområder vil der i forhold til de almindelige domstole være tale om en betydeligt mere lempelig adgang til at holde dørene lukkede, ligesom der vil blive taget hensyn til en enkelt parts begæring om lukkede døre, såfremt parterne ikke kan opnå enighed herom.

Det foreslås, at en sag undtagelsesvis kan genoptages. Forslaget indeholder altså kun en begrænset adgang til at få en sag genoptaget ved en ny faglig voldgiftsret.

Adgangen til at få genoptaget en sag, der er afgjort ved en faglig voldgiftsret, svarer til betingelserne for at få genoptaget en sag i Arbejdsretten, jf. arbejdsretslovens § 20, stk. 2, og retsplejelovens § 399. Dog er kriteriet i arbejdsretslovens § 20, stk. 2, nr. 2, om hensynet til oprettelse af et indgribende individuelt tab udeladt. Baggrunden herfor er, at dette ikke findes at være tilsvarende relevant på det faglige voldgiftsområde.

Det foreslås at kodificere den gældende praksis om, at parterne deler udgifterne til opmandens honorar og diverse udgifter, og at parterne selv afholder egne omkostninger i forbindelse med voldgiftssagens behandling. Med egne omkostninger menes omkostninger til facilitering af voldgiftsforhandlingen, omkostninger til juridisk bistand og procesførelse etc.

Bestemmelsen kan være fraveget ved parternes aftale om voldgift. I øvrigt gælder den pligt til gensidig loyalitet, som påhviler parterne i ethvert overenskomstforhold, også i relation til fagretlig tvistløsning. Brud på denne loyalitetspligt i form af særlig dadelværdigt og urimeligt misbrug af ordningen til f.eks. åbenbar unødig trætte eller iværksættelse af åbenbart overflødige og chikanøse foranstaltninger vil således kunne være bodspådragende.

Bestemmelsen om, at Arbejdsretten kan tage stilling til spørgsmålet om berettigelsen af en parts vægring mod at deltage i en faglig voldgift, har hidtil været indeholdt i Norm for regler for behandling af faglig strid af 1910. Eftersom reglerne om pligt til deltagelse i faglig voldgiftsretsbehandling med lovforslaget bliver en integreret del af arbejdsretsloven, foreslås det, at bestemmelsen om behandling af vægringsspørgsmål ligeledes indgår i loven. Såfremt en vægring anses for uberettiget, kan Arbejdsretten herefter idømme bod i henhold til lovens § 12, stk. 1. Ved fortsat vægring kan der idømmes bod for løbende brud.

En vægring kan efter omstændighederne anses for berettiget, såfremt der uomtvisteligt allerede er taget stilling til det pågældende spørgsmål ved en anden faglig voldgift, eller såfremt sagens anlæggelse på anden måde har karakter af unødig trætte af henholdsvis voldgiftsretten og/eller den indklagede part.

Med bestemmelsens indsættelse i loven er der ikke tilsigtet ændringer af praksis vedrørende vægring mod deltagelse i en faglig voldgift.

Det foreslås, at bestemmelserne om faglig voldgift i dette kapitel anvendes, medmindre der er vedtaget andre betryggende regler.

Det arbejdsretlige system i Danmark er kendetegnet ved, at parterne i et overenskomstforhold - eller ved aftaler i øvrigt - ofte tilrettelægger forholdene mellem lønmodtager og arbejdsgiver på en måde, der mest hensigtsmæssigt passer til den enkelte branche eller den enkelte virksomhed. Det indebærer bl.a., at en lang række overenskomster indeholder regler om etablering og tilrettelæggelse af faglige voldgifter. Dette autonome aspekt gør, at systemerne ofte er effektive og procesbesparende.

Der er ikke med forslaget om at forankre de faglige voldgiftsretter i loven tilsigtet ændringer i dette system. Det betyder, at parterne i et overenskomstforhold i henhold til stk. 1 fortsat kan vedtage betryggende regler om de faglige voldgiftsretter, således at sådanne overenskomstbestemmelser træder i stedet for lovreglerne i kapitel 2. Parterne har imidlertid pligt til at underkaste sig tvistløsning ved en faglig voldgiftsret efter § 21, nr. 1, der kun kan fraviges som angivet i § 10, stk. 1.

Det er efter stk. 1 en betingelse for fravigelse af lovens regler, at de pågældende overenskomstbestemmelser er betryggende. Det betyder, at reglerne skal leve op til de retsplejemæssige standarder, der er foreskrevet i loven bl.a. på baggrund af de krav, der kan udledes af praksis vedrørende den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6. Overenskomstbestemmelser, som fraviger det, der efter loven er helt afgørende for en faglig voldgiftsrets domstolslignende karakter, kan ikke anses for betryggende. Der skal således være en opmand udpeget efter lovens regler, og denne skal opfylde lovens habilitetskrav og kunne træffe afgørelse i sagen som angivet i lovforslagets § 28, stk. 1. Der er heller ikke mulighed for fravigelse af § 22.

Der har under det forberedende udvalgsarbejde været enighed om, at f.eks. de velkendte regler, der gælder for afskedigelsesnævn - både permanente og ad hoc - på forskellige områder, må anses for betryggende.

Forslaget til stk. 2 svarer til den hidtidige § 22 i den gældende lov. Normen af 1910 er imidlertid blevet revideret og afløst af Regler for behandling af faglig strid (Normen) af 2006. Den nye Norm svarer til den tidligere, men den er blevet sprogligt moderniseret, ligesom der er sket en kodificering af praksis vedrørende det fagretlige system. Normen er således fortsat en standardvedtægt for behandlingen af uenighed af faglig strid på det danske arbejdsmarked. Forslaget til § 33, stk. 2, giver Normen status på linje med en deklaratorisk lovregel, dog således, at dens grundprincipper er ufravigelige.

Til kapitel 3

Bestemmelserne i dette kapitel er fælles for Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter og indeholder fuldbyrdelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser samt ændringer i andre love m.v.

Det foreslås i stk. 1, at Arbejdsrettens og de øvrige fagretlige instansers afgørelser kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af domme, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås i stk. 2, at forlig indgået for Arbejdsretten og de nævnte fagretlige instanser kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af forlig, der er indgået for en ret, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2. Forslaget til stk. 2 er da også udformet i overensstemmelse med retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 3, at retsplejelovens bestemmelser om indsigelser mod rigtigheden af domme m.v. og mod forlig finder tilsvarende anvendelse på indsigelser, der fremsættes under fuldbyrdelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser og forlig. Forslaget til stk. 3 svarer til den gældende lovs § 21, stk. 3.

Fuldbyrdelsesbestemmelsen i den gældende arbejdsretslovs § 21 har givet anledning til uklarhed om, hvorvidt der var ændret ved retstilstanden efter den tidligere arbejdsretslov (lov nr. 317 af 13. juni 1973 § 20), hvorefter Arbejdsrettens domme m.v. og afgørelser fra de øvrige fagretlige instanser alle kunne fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af domme og forlig indgået ved disse instanser derfor som retsforlig i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2.

For at fjerne denne uklarhed, som har givet anledning til tvister, jf. herved Højesterets kendelse af 15. januar 2007 (UfR 2007, s. 1013), foreslås bestemmelsen i stk. 1 affattet i overensstemmelse med, hvad der gjaldt tidligere. Det foreslås samtidig, at afgørelser efter § 16, stk. 3, som er en afgørelsesform indført med den gældende lov i 1997, medtages i opregningen i stk. 1, idet disse afgørelser i praksis træffes af et medlem af Arbejdsrettens formandskab efter en forhandling svarende til en hovedforhandling, men uden medvirken af organisationsindstillede dommere. Det foreslås endvidere, at Arbejdsrettens beslutninger om sagsomkostninger medtages i opregningen i stk. 1, idet der i praksis har været uklarhed vedrørende fuldbyrdelsen af beslutninger om sagsomkostninger efter lovforslagets § 19, stk. 2, som angår betaling af et beløb til delvis dækning af Arbejdsrettens omkostninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2008.

Det foreslås samtidigt, at den gældende lov om Arbejdsretten ophæves.

Loven vil finde anvendelse på de faglige voldgifter, der indledes efter lovens ikrafttræden. Det har i denne sammenhæng ingen betydning, at sagen forud for fremsættelse af voldgiftsbegæringen har været genstand for forhandling og mægling.

I stk. 4 foreslås det at opretholde de beskikkelser, der er sket i henhold til den gældende arbejdsretslov for en ny periode fra 1. januar 2008. Vedtagelsen af lovforslaget er dermed uden betydning for Arbejdsrettens nuværende ordinære dommere, deres suppleanter samt det nuværende formandskabs fortsatte virke. Disse fortsætter deres virke på det hidtidige lovgrundlag, der uændret videreføres i lovforslaget.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, hvilket svarer til, hvad der hidtil i den gældende lovs § 24 har været bestemt for Arbejdsrettens vedkommende.

De foreslåede bestemmelser er konsekvensrettelser i forbindelse med, at ordlyden af den gældende lovs § 22 foreslås ændret, se § 33 og bemærkningerne ovenfor hertil.