Lov om ændring af lov om et indkomstregister, skatteforvaltn...

§ 1

Til nr. 1

Efter artikel 26 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst (aftale af 18. oktober 1979 mellem den danske regering og Grønlands landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v.) forpligter begge dele af riget sig til at yde hinanden bistand i skattesager i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i et bilag til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Dette bilag er benævnt ”Bistandsaftale”.

Bistandsaftalens pkt. 12 indeholder regler om automatisk udveksling af oplysninger. Desuden fremgår det af bistandsaftalens pkt. 20, at de kompetente myndigheder i de to dele af riget kan indgå yderligere aftale for at gennemføre bestemmelserne i denne aftale.

I henhold til pkt. 20 i bistandsaftalen har Danmark og Grønland indgået administrativ aftale af 28. februar 2019 mellem Danmark og Grønland om automatisk udveksling af oplysninger. Aftalen er senere ændret to gange ved henholdsvis ”Aftale af 10. december 2020 om ændring af aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Grønland i henhold til pkt. 20 i aftale af 18. oktober 1979 mellem Danmark og Grønland om bistand i skattesager om automatisk udveksling af oplysninger” og ”Aftale af 14. december 2021 om ændring af aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Grønland i henhold til pkt. 20 i aftale af 18. oktober 1979 mellem Danmark og Grønland om bistand i skattesager om automatisk udveksling af oplysninger, som ændret ved aftale af 10. december 2020”.

Efter denne aftales artikel 1 og bilag 1 udveksler Danmark og Grønland en række oplysninger automatisk. Udvekslingen sker efter aftalens artikel 1, stk. 3, årligt senest den 1. marts i året efter det kalenderår, oplysningerne vedrører. De udvekslede oplysninger kan kun videregives under overholdelses af grønlandsk lovgivning og databeskyttelsesforordningen.

En række af de oplysninger, Danmark sender til Grønland efter disse aftaler, indgår i det danske indkomstregister. Det drejer sig om følgende oplysninger:

– Royalties og andre periodisk betalbare afgifter for udnyttelse af ophavsret, patent, mønster, varemærke eller anden sådan rettighed eller ejendom

– Lønninger

– Gratiale, provision, honorar og andet vederlag

– Pensioner, livrenter, dagpenge, sociale ydelser m.v.

– Arbejdsgivers indbetaling på en pensionsordning

– Visse godtgørelser

– Værdien af rådigheden over fri bil, bolig eller lystbåd og andre personalegoder

– Aktieløn

– Værdien af udnyttelse eller vederlag for købe- og tegningsretter til aktier eller anparter m.v.

– Andre arter af indkomster omfattet af skatteindberetningslovens §§ 1-7

– Detailoplysninger om indberettede indkomster m.v. efter skatteindberetningslovens §§ 1-7.

For så vidt angår spørgsmålet om terminaladgang til indkomstregisteret er det i indkomstregisterlovens § 7, stk. 1, bestemt, at kommunale og statslige myndigheder, anerkendte arbejdsløshedskasser og andre uden for de i lovens § 6 nævnte tilfælde kan få terminaladgang til indkomstregisteret, i det omfang de pågældende i henhold til anden lovgivning kan få sådan adgang.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en sådan udtrykkelig hjemmel til, at skatteforvaltningen i Grønland kan få terminaladgang til oplysningerne i indkomstregisteret.

Det foreslås, at der i indkomstregisterlovens § 7 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter skatteforvaltningen i Grønland har terminaladgang, jf. stk. 1, til de oplysninger i indkomstregisteret, som efter eller i medfør af artikel 26 i aftale mellem den danske regering og Grønlands landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. og den bistandsaftale, der er optaget som bilag hertil, skal udveksles automatisk fra Danmark til Grønland.

Den foreslåede ændring vil medføre, at skatteforvaltningen i Grønland vil kunne få løbende adgang til de månedligt indberettede oplysninger i indkomstregisteret, frem for at modtage dem automatisk årligt efter udgangen af det år, oplysningerne vedrører.

Den foreslåede ændring vil alene give skatteforvaltningen i Grønland adgang til oplysninger i indkomstregisteret, som efter de relevante aftaler mellem Danmark og Grønland skal udveksles automatisk. Skatteforvaltningen i Grønland vil således ikke få terminaladgang til andre af de systemer, Skatteforvaltningen driver, end indkomstregisteret, og Skatteforvaltningen i Grønland vil ikke få adgang til de data i indkomstregisteret, som ikke efter de relevante aftaler udveksles automatisk fra Danmark til Grønland.

De oplysninger i indkomstregisteret, det foreslås at give skatteforvaltningen i Grønland terminaladgang til, er de oplysninger, der i dag udveksles automatisk med Grønland, jf. omtalen heraf ovenfor.

Som følge af det foreslåede, hvor skatteforvaltningen i Grønland får terminaladgang til de oplysninger i indkomstregisteret, som efter eller i medfør af den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst og den bistandsaftale, der er optaget som bilag til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, skal udveksles automatisk fra Danmark til Grønland, vil der kunne ske en udvidelse eller indskrænkning af de typer af oplysninger, skatteforvaltningen i Grønland vil kunne få terminaladgang til, gennem ændring af aftalerne mellem Danmark og Grønland om automatisk udveksling af oplysninger eller nye administrative aftaler mellem Danmark og Grønland herom udstedt i medfør af artikel 26 i aftale mellem den danske regering og Grønlands landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. og den bistandsaftale, der er optaget som bilag hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en gennemgang af gældende ret.

Til nr. 2

Efter indkomstregisterlovens § 7, stk. 4, skal Skatteforvaltningen indgå aftaler med hver enkelt af de myndigheder m.v., som efter lovens § 7, stk. 1 eller 2, har terminaladgang til indkomstregisteret.

Det foreslås, at i § 7, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1 eller 2« til »stk. 1-3«.

Det foreslås således, at henvisningen til indkomstregisterlovens § 7, stk. 1 eller 2, ændres til en henvisning til § 7, stk. 1-3.

Forslaget indebærer, at Skatteforvaltningen i Grønland – i lighed med andre myndigheder m.v., som har terminaladgang til indkomstregisteret – vil skulle indgå en aftale med Skatteforvaltningen i Danmark om denne adgang.

Til nr. 3

Efter indkomstregisterlovens § 7, stk. 5, fastsætter skatteministeren efter aftale med videnskabsministeren regler for behandling af oplysninger i indkomstregisteret og om adgang til oplysninger i indkomstregisteret efter stk. 1-4 og § 6. Der kan bl.a. fastsættes regler om adgangskontrol til indkomstregisteret, adgangen til at få stillet oplysninger fra indkomstregisteret til rådighed, herunder i form af advis-ordninger, overførsel af oplysninger fra indkomstregisteret, beskyttelse af oplysninger registreret i indkomstregisteret eller overført herfra og anvendelse af oplysninger i registeret og om betaling for adgang til og anvendelse af indkomstregisteret.

Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 906 af 26. juni 2018 om et indkomstregister.

Det foreslås i § 7, stk. 5, der bliver stk. 6, at ændre »stk. 1-4« til »stk. 1-5«.

Digitaliseringsområdet er nu placeret i digitaliseringsministeriet, og forslaget indebærer dermed, at skatteministeren efter aftale med ministeren for digitalisering også vil kunne fastsætte regler for behandling af oplysninger i indkomstregisteret og om adgang til oplysninger i indkomstregisteret i relation til den terminaladgang, skatteforvaltningen i Grønland foreslås at få til indkomstregisteret, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Forslaget indebærer dermed, at de regler, der er fastsat i §§ 14-16 i bekendtgørelse nr. 906 af 26. juni 2018 om et indkomstregister om adgang til oplysninger i indkomstregisteret om adgang for offentlige myndigheder og andre brugere af data i indkomstregisteret, også vil kunne finde anvendelse i forhold til den terminaladgang, skatteforvaltningen i Grønland foreslås at få til indkomstregisteret, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 4

Det fremgår af indkomstregisterlovens § 7 A, stk. 1, 1. pkt., at virksomheder, der yder lån eller formidler lån, efter samtykke fra den registrerede, kan få adgang til oplysninger i indkomstregisteret, som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

En adgang til oplysninger i indkomstregisteret i medfør af § 7 A, stk. 1, 1. pkt., forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, jf. indkomstregisterlovens § 7 A, stk. 1, 1. pkt.

Adgang til oplysninger i indkomstregisteret i medfør af § 7 A, stk. 1, 1. pkt., forudsætter desuden, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke til videregivelsen, og at oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret kreditgivningssituation.

En virksomhed, der yder lån eller formidler lån, skal være registreret hos Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData. Registreringen skal indebære tilladelse til at drive den type virksomhed, der er relevant for henholdsvis en virksomhed, der yder lån, og en virksomhed, der formidler lån. Anvendelse af eSkatData kræver, at virksomheden anvender et dansk VOCES-certifikat til sikker digital identifikation af den, der anmoder om oplysninger fra Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i § 7 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »Virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Formålet med forslaget er at ensrette begreberne i lovgivningen om eSkatData med hensyn til de situationer, hvor der kan ske videregivelse af oplysninger fra Skatteforvaltningen, når det er til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 4, § 9 og § 13, der alle har samme formål.

Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 7 A, stk. 1. 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det efter indkomstregisterlovens § 7 A, stk. 1, 1. pkt., vil være kreditgivere og kreditformidlere, som efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger i indkomstregisteret, som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen, jf. indkomstregisterlovens § 7 A, stk. 5. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.

Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.

Ved en »kreditformidler« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En kreditformidler vil i lighed med en kreditgiver, jf. ovenfor, skulle have den nødvendige registrering og tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData.

Kilde

§ 2

Til nr. 1

Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 ydes der godtgørelse på 50 pct. for udgifter til sagkyndig bistand m.v., som den godtgørelsesberettigede ifølge regning skal betale eller har betalt, når klageren taber sagen eller opnår medhold i mindre grad. Får klageren fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, ydes godtgørelsen med 100 pct. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 60, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Skønnes en overtrædelse af § 60, stk. 1, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen afslutte sagen med bødeforelæg, hvis den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Dette følger af § 61, stk. 1.

Der er ikke tidligere fastsat et sanktionsniveau i lovbemærkningerne for overtrædelse af § 60, stk. 1.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 60, stk. 1 , ophæves, og i stedet indsættes, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Det foreslås desuden, at der i skatteforvaltningslovens § 60 efter stk. 1 indsættes et nyt stykke, hvorefter den, der med forsæt til uberettiget at opnå udbetaling af omkostningsgodtgørelse efter stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Forslagene vil medføre, at overtrædelser af skatteforvaltningslovens § 60 vil kunne straffes på samme måde som overtrædelser af den øvrige skatte- og afgiftslovgivning om unddragelse af skatter eller afgifter.

Det er med forslagene forudsat, at fysiske personers overtrædelse af § 60, stk. 2, jf. stk. 1, ved uberettiget udbetaling af omkostningsgodtgørelse på 500.000 kr. eller derover vil kunne medføre fængsel og en tillægsbøde svarende til det dobbelte af størrelsen på den uberettigede udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Overtrædelsen vil som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel. Som ved overtrædelse af den øvrige skatte- og afgiftslovgivning vil det imidlertid skulle bero på en konkret vurdering, hvorvidt forholdet skal henføres til straffelovens § 289, eller det skal henføres til straffebestemmelsen i særlovgivningen.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr., jf. ovenfor, ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde. I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende handler med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling af omkostningsgodtgørelse for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for uberettiget udbetaling af omkostningsgodtgørelse for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

I andre tilfælde vil forholdet alene kunne straffes med bøde, det vil sige ved fysiske personers overtrædelser af § 60, stk. 2, jf. stk. 1, hvor størrelsen på den uberettigede udbetaling af omkostningsgodtgørelse ikke udgør 500.000 kr. eller derover, ved fysiske personers overtrædelse af § 60, stk. 1, og ved juridiske personers overtrædelse af § 60, stk. 1, eller § 60, stk. 2, jf. stk. 1.

En overtrædelse af § 60, stk. 2, jf. stk. 1, vil skulle straffes med en bøde, der udgør det dobbelte af størrelsen af den uberettigede udbetaling af omkostningsgodtgørelse. En overtrædelse af § 60, stk. 1, vil skulle straffes med en bøde, der udgør det dobbelte af størrelsen af den uberettigede udbetaling af omkostningsgodtgørelse, hvis overtrædelsen er begået forsætligt. Hvis en overtrædelse af § 60, stk. 1, er begået groft uagtsomt, vil der skulle straffes med en bøde, som svarer til størrelsen af den uberettigede udbetalte omkostningsgodtgørelse.

I de mindste sager, hvor den uberettigede udbetaling af omkostningsgodtgørelse i førstegangstilfælde ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil en overtrædelse af § 60, stk. 1 eller 2, imidlertid alene kunne medføre en bøde af en fast størrelse på 5.000 kr. Den forudsatte minimumsgrænse vil skulle anvendes, uanset om handlingen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

Skatteforvaltningen vil have kompetence til at afslutte sager om overtrædelser af § 60, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, med et bødeforelæg, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 61.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Kilde

§ 3

Til nr. 1

Efter skattekontrollovens § 1, stk. 2, kan Skatteforvaltningen anmode om oplysninger fra tredjemand efter reglerne i skattekontrollovens afsnit II og skatteindberetningsloven til brug for skatteansættelse og opgørelse af skattepligt.

Det foreslås, at »skatteansættelse og opgørelse af skattepligt« i skattekontrollovens § 1, stk. 2, ændres til »indberetningskontrol, kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat, skatteansættelse og afgørelse«.

Det foreslås således, at denne bestemmelse ændres, så Skatteforvaltningen kan anmode om oplysninger fra tredjemand efter reglerne i skattekontrollovens afsnit II og skatteindberetningsloven til brug for indberetningskontrol, kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat, skatteansættelse og afgørelse af skattepligt.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 59, stk. 3, og 61, stk. 4, udvides til også at omfatte kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat og indberetningskontrol. Det vurderes hensigtsmæssigt, at dette afspejles i skattekontrollovens § 1, som omhandler Skatteforvaltningens kompetence.

Den foreslåede ændring indebærer, at Skatteforvaltningen får kompetence til at anmode om oplysninger hos uafhængige tredjemænd – konkret hos finansielle virksomheder, offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende – til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke i sig selv tidsmæssige begrænsninger for indhentelse af oplysninger, men indhentelsen skal som hidtil ske inden for de rammer og forudsætninger, der følger af de forvaltningsretlige grundsætninger og forældelsesregler m.v.

Til nr. 2

Efter skattekontrollovens § 59, stk. 1 og 2, kan Skatteforvaltningen anmode finansielle virksomheder om en række oplysninger. Det følger herudover af lovens § 59, stk. 3, at oplysningerne, jf. bestemmelsens stk. 1 og 2, skal være nødvendige for skattekontrollen.

Efter skattekontrollovens § 61, stk. 1, kan Skatteforvaltningen anmode offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, om en række oplysninger. Det følger af lovens § 61, stk. 4, at oplysningerne, der anmodes om, dog skal være nødvendige for skattekontrollen.

Det foreslås, at der i skattekontrollovens § 59, stk. 3, 1. pkt., og § 61, stk. 4, 1. pkt., efter »skattekontrollen« indsættes », indberetningskontrollen eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat«.

Det foreslås således at udvide anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 59, stk. 3, så Skatteforvaltningen også vil kunne indhente oplysninger fra finansielle virksomheder til brug for indberetningskontrollen eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke i sig selv tidsmæssige begrænsninger for indhentelse af oplysninger, men indhentelsen skal som hidtil ske inden for de rammer og forudsætninger, der følger af de forvaltningsretlige grundsætninger og forældelsesregler m.v. Det vurderes, at en udvidelse af mulighederne for at indhente kontroloplysninger fra finansielle virksomheder til brug for indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat vil kunne effektivisere såvel den løbende generelle, rutinemæssige kontrol, som den kontrol, hvor der er formodning for fejl, misbrug eller svig. Dertil vil en hjemmel til at indhente kontroloplysninger hos tredjemand til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat betyde, at Skatteforvaltningen i højere grad, end tilfældet er i dag, vil kunne imødegå manglende, mangelfulde eller fiktive indberetninger til indkomstregisteret.

Den foreslåede ændring indebærer, at Skatteforvaltningen vil kunne indhente de oplysninger, der er nævnt i skattekontrollovens § 59, stk. 1 og 2, hos finansielle virksomheder til brug for indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat for både tidligere og indeværende indkomstår.

Der vil f.eks. kunne indhentes bankkontoudtog for de virksomheder, der har foretaget indberetning, til brug for vurdering af, om det er den pågældende virksomhed, der reelt har indberetningspligten og til vurdering af, om indberetning og indeholdelse hos lønmodtagere, honorarmodtagere m.v. har været korrekt.

Derudover vil bankkontoudtog m.v. også kunne anvendes i forhold til at kunne vurdere, om den virksomhed, der reelt skulle have foretaget indberetning, har ladet en fiktiv virksomhed eller en stråmandsvirksomhed foretage indberetning på vegne af sig, ligesom det vil kunne afdækkes, hvilken virksomhed, der er indberetnings- og indeholdelsespligtig.

Sådanne oplysninger vil i øvrigt også kunne indgå i vurderingen af, om der er foretaget korrekt beskatning af de involverede parter.

Det foreslås tillige at udvide anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 61, stk. 4, så Skatteforvaltningen også vil kunne indhente oplysninger fra offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke i sig selv tidsmæssige begrænsninger for indhentelse af oplysninger, men indhentelsen skal som hidtil ske inden for de rammer og forudsætninger, der følger af de forvaltningsretlige grundsætninger og forældelsesregler m.v. Det vurderes, at en udvidelse af mulighederne for at indhente kontroloplysninger fra offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, til brug for indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat vil kunne effektivisere såvel den løbende generelle, rutinemæssige kontrol, som den kontrol, hvor der er formodning for fejl, misbrug eller svig. Dertil vil en hjemmel til at indhente kontroloplysninger hos tredjemand til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat betyde, at Skatteforvaltningen i højere grad, end tilfældet er i dag, vil kunne imødegå manglende, mangelfulde eller fiktive indberetninger til indkomstregisteret.

Den foreslåede ændring indebærer, at Skatteforvaltningen vil kunne indhente oplysninger fra offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat for både tidligere og indeværende indkomstår.

Til nr. 3

Efter skattekontrollovens § 61, stk. 1, skal offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, efter anmodning give Skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af en identificerbar fysisk eller juridisk persons skattepligt eller skatteansættelse.

Denne oplysningspligt gælder dog ikke ved indhentelse af oplysninger om omsætning m.v. mellem erhvervsdrivende, finansielle virksomheders oplysninger om kundernes økonomiske forhold og advokaters oplysninger om klientforhold, jf. § 61, stk. 3.

Det foreslås, at der i skattekontrollovens § 61, stk. 1, efter »skatteansættelse« indsættes »eller indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat«.

Det foreslås således, at anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 61, stk. 1, udvides, så Skatteforvaltningen også vil kunne anmode erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, om oplysninger til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke i sig selv tidsmæssige begrænsninger for indhentelse af oplysninger, men indhentelsen skal som hidtil ske inden for de rammer og forudsætninger, der følger af de forvaltningsretlige grundsætninger og forældelsesregler m.v.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at anvendelsesområdet for skattekontrollovens § 61, stk. 4, foreslås udvidet til også at omfatte indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat. Det vurderes hensigtsmæssigt, at dette afspejles i § 61, stk. 1, som definerer rækkevidden af den oplysningspligt, som Skatteforvaltningen kan pålægge offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende.

Den foreslåede ændring indebærer, at Skatteforvaltningen vil kunne anmode offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, om oplysninger til brug for indberetningskontrol eller kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat for både tidligere og indeværende indkomstår.

Til nr. 4

Det fremgår af skattekontrollovens § 70, stk. 1, 1. pkt., at finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån, med samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

En adgang til oplysninger i medfør af § 70, stk. 1, 1. pkt., forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, jf. skattekontrollovens § 70, stk. 5.

Adgang til oplysninger i medfør af § 70, stk. 1, 1. pkt., forudsætter desuden, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke til videregivelsen, og at oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret kreditgivningssituation.

En virksomhed, der yder lån eller formidler lån, skal være registreret hos Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData. Registreringen skal indebære tilladelse til at drive den type virksomhed, der er relevant for henholdsvis en virksomhed, der yder lån, og en virksomhed, der formidler lån. Anvendelse af eSkatData kræver, at virksomheden anvender et dansk VOCES-certifikat til sikker digital identifikation af den, der anmoder om oplysninger fra Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i § 70, stk. 1, 1. pkt., ændres »Finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Formålet med forslaget er at ensrette begreberne i lovgivningen om eSkatData med hensyn til de situationer, hvor der kan ske videregivelse af oplysninger fra Skatteforvaltningen, når det er til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, § 9 og § 13, der alle har samme formål.

Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 70, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det efter skattekontrollovens § 70, stk. 1, 1. pkt., vil være kreditgivere og kreditformidlere, som med samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen, jf. skattekontrollovens § 70, stk. 5. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.

Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.

Ved en »kreditformidler« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En kreditformidler vil i lighed med en kreditgiver, jf. ovenfor, skulle have den nødvendige registrering og tilladelse til Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData.

Til nr. 5 og 6

Skattekontrollovens §§ 75-81 indeholder regler om revisorpålæg.

Det følger af skattekontrollovens § 75, stk. 1, at hvis en skattepligtig er bogføringspligtig, og skal den skattepligtige indgive et skattemæssigt årsregnskab til Skatteforvaltningen efter regler fastsat efter § 6, stk. 1, nr. 1, kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse om, at en statsautoriseret eller registreret revisor for den skattepligtige udarbejder et regnskab, hvis én af betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Et eksempel på en af betingelserne er, at det skattemæssige årsregnskab i væsentligt omfang ikke opfylder kravene til indholdet af regnskabet bestemt i regler fastsat efter § 6, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af § 76, stk. 1, at før Skatteforvaltningen træffer afgørelse efter § 75, skal forvaltningen skriftligt underrette den skattepligtige om den påtænkte afgørelse. Der fastsættes en frist for den skattepligtige til at komme med bemærkninger, som ikke kan være på mindre end 15 dage, jf. § 76, stk. 2.

Indgiver den skattepligtige inden 2 måneder fra udløbet af den frist, som Skatteforvaltningen har fastsat efter § 76, stk. 2, et årsregnskab, der opfylder kravene fastsat i regler efter § 6, stk. 1, nr. 1, bortfalder Skatteforvaltningens afgørelse, jf. § 77, stk. 1.

Efter § 78 har den skattepligtige mulighed for at stille forslag om, hvilken der skal udarbejde regnskabet. § 79 indeholder regler om udredningen af honorar til revisor og virksomhedens pligt til at refundere udgifterne til Skatteforvaltningen. § 80 fastsætter, at opkrævningslovens almindelige regler om opkrævning af skatter og afgifter også gælder ved opkrævning af Skatteforvaltningens udlæg til revisor hos den skattepligtige. Det fremgår af § 81, at Skatteforvaltningens afgørelser efter § 75, jf. § 76, § 77, stk. 3, § 78, stk. 2, eller § 79, stk. 2, kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og at klage ikke har opsættende virkning.

Det foreslås, at overskriften før § 75 udgår, og at §§ 75-81 ophæves.

Forslaget vil medføre, at Skatteforvaltningen ikke længere vil kunne pålægge en skattepligtig at anvende en statsautoriseret eller registreret revisor til udarbejdelse af regnskab i medfør af skattekontrollovens §§ 75-81.

Skatteforvaltningen vil som efter gældende ret fortsat kunne søge at opnå de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage en opgørelse af den skatte- eller afgiftspligtige skatteansættelse eller afgiftstilsvar, på anden vis. Det vil f.eks. kunne være oplysninger fra tredjemandsindberetninger.

Kilde

§ 4

Til nr. 1

Momslovens § 62 indeholder regler, der giver Skatteforvaltningen mulighed for at begrænse kredittiden for moms. Det medfører, at virksomheden skal betale moms på et tidligere tidspunkt, end de almindelige regler foreskriver.

Formålet med reglerne om forkortet afregning er at bidrage til at mindske statens risiko for tab i tilfælde, hvor en betalingspligtig viser tegn på at kunne påføre et tab for staten.

Det er ifølge momslovens § 62, stk. 1, en forudsætning, for at Skatteforvaltningen kan begrænse kredittiden, at betingelserne i opkrævningslovens § 11, stk. 1, er opfyldt.

Det er samtidig et krav for at anvende forkortet afregning, at Skatteforvaltningen efter en konkret vurdering skønner, at den pågældende virksomheds drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås, at i § 62, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 11, stk. 1,« »nr. 2-4,«.

Forslaget vil medføre, at reglerne i momslovens § 62 om kreditbegrænsning kun vil kunne blive anvendt i tilfælde, der er omfattet af opkrævningslovens § 11, stk. 1, nr. 2-4.

Hvis Skatteforvaltningen konstaterer forhold, der viser, at en registreret virksomhed kan være en dårlig betaler af moms efter de objektive betingelser i opkrævningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og den subjektive betingelse i stk. 3, vil Skatteforvaltningen som i dag kunne kræve, at virksomheden stiller sikkerhed for betalingen af moms.

Kilde

§ 5

Til nr. 1

Opkrævningsloven §§ 5 a-5 g indeholder regler om revisorpålæg.

Efter § 5 a, stk. 1, kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse om revisorpålæg, hvis virksomheden ikke har udarbejdet et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af en periodeangivelse efter reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov, eller hvis størrelsen af det tilsvar, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskab. Også her gælder, jf. stk. 2, at Skatteforvaltningen ved afgørelse efter stk. 1 skal tage hensyn til virksomhedens forhold, herunder betalingsevne, ligesom der ifølge stk. 3 ikke kan udstedes revisorpålæg, hvis den skattepligtige er under rekonstruktions- eller konkursbehandling.

§ 5 b fastsætter et krav om høring af virksomheden, inden Skatteforvaltningen træffer afgørelse om revisorpålæg, mens § 5 c indeholder regler om bortfald af en afgørelse om revisorpålæg, hvis virksomheden inden 2 måneder fra udløbet af høringsfristen efter § 5 b, stk. 2, indgiver et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af en periodeangivelse efter reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. Virksomheden kan ifølge § 5 d inden udløbet af fristen i § 5 c, stk. 1, stille forslag om, hvilken revisor der skal udarbejde regnskabet.

§ 5 e indeholder regler om udredningen af honorar til revisor og virksomhedens pligt til at refundere udgifterne til Skatteforvaltningen. § 5 f fastsætter, at de almindelige regler om opkrævning af skatter og afgifter i opkrævningsloven også gælder ved opkrævning af Skatteforvaltningens udlæg til revisor hos virksomheden. Det fremgår af § 5 g, at Skatteforvaltningens afgørelser efter § 5 a, jf. § 5 b, § 5 c, stk. 3, § 5 d, stk. 2, eller § 5 e, stk. 2, kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og at klage ikke har opsættende virkning.

Det foreslås, at opkrævningslovens §§ 5 a-5 g ophæves.

Forslaget vil medføre, at Skatteforvaltningen ikke længere vil kunne give pålæg om anvendelse af en statsautoriseret eller registreret revisor til udarbejdelse af regnskab i medfør af §§ 5 a-5 g.

Hvis Skatteforvaltningen konstaterer, at en virksomhed ikke har et fyldestgørende regnskab, vil Skatteforvaltningen erfaringsmæssigt typisk have mulighed for på anden vis at kunne opnå de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage en opgørelse af den skatte- eller afgiftspligtiges skatteansættelse eller afgiftstilsvar. Det vil f.eks. kunne være oplysninger fra tredjemandsindberetninger.

Kilde

§ 6

Til nr. 1

Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 26 a, stk. 1, at ved grove eller gentagne overtrædelser omfattet af § 26, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Konfiskation kan dog undlades, hvis det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger 1.000 kr. Hvis der sker konfiskation, bortfalder afgiftspligten for de konfiskerede varer, jf. § 26 a, stk. 2.

Chokoladeafgiftslovens § 26, stk. 3, fastsætter, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser i stk. 1 med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det foreslås, at chokoladeafgiftslovens § 26 a ophæves.

Formålet med forslaget er at ophæve bestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 26 a, da den kun sjældent bliver anvendt i praksis. Det skyldes, at bl.a. konfiskation ofte foretages af andre myndigheder end Skatteforvaltningen.

Forslaget vil medføre, at der i tilfælde af grove eller gentagne overtrædelser omfattet af chokoladeafgiftslovens § 26, stk. 3, ikke længere vil skulle ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Det skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen fortsat vil kunne anvende reglerne om sikkerhedsstillelse og tvangsafmelding, som anses for mere effektive reaktionsmuligheder.

Forslaget vil ikke være til hinder for, at der som efter gældende ret vil kunne ske beslaglæggelse eller konfiskation af andre myndigheder, f.eks. Fødevarestyrelsen, i medfør af lovgivningen på myndighedernes ressort.

Kilde

§ 7

Til nr. 1

Det følger af emballageafgiftslovens § 18 a, stk. 1, at ved grove eller gentagne overtrædelser omfattet af § 18, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Konfiskation kan dog undlades, hvis det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger 1.000 kr. Hvis der sker konfiskation, bortfalder afgiftspligten for de konfiskerede varer, jf. § 18 a, stk. 2.

Emballageafgiftslovens § 18, stk. 3, fastsætter, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser i stk. 1 med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det foreslås, at emballageafgiftslovens § 18 a ophæves.

Formålet med forslaget er at ophæve bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 18 a, da den kun sjældent bliver anvendt i praksis. Det skyldes, at bl.a. konfiskation ofte foretages af andre myndigheder end Skatteforvaltningen.

Forslaget vil medføre, at der i tilfælde af grove eller gentagne overtrædelser af emballageafgiftslovens § 18, stk. 3, ikke længere vil skulle ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Det skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen fortsat vil kunne anvende reglerne om sikkerhedsstillelse og tvangsafmelding, som anses for mere effektive reaktionsmuligheder.

Forslaget vil ikke være til hinder for, at der som efter gældende ret vil kunne ske beslaglæggelse eller konfiskation af andre myndigheder, f.eks. Fødevarestyrelsen, i medfør af lovgivningen på myndighedernes ressort.

Kilde

§ 8

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 22, stk. 1, nr. 5, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme et i medfør af § 16 a, stk. 6, 1. pkt., meddelt påbud.

§ 16 a, stk. 6, 1. pkt., fastsætter, at Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse.

Det foreslås, at i forbrugsafgiftslovens § 22, stk. 1, nr. 4, udgår »eller«. Det foreslås desuden, at der i § 22, stk. 1, efter nr. 4 indsættes et nyt nummer 5, som vil medføre, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.

Den foreslåede ændring af § 22, stk. 1, nr. 4, er alene en sproglig justering som følge af forslaget om at indsætte et nyt nummer 5.

Hvis en overtrædelse af det foreslåede § 22, stk. 1, nr. 5, begås med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, jf. forbrugsafgiftslovens § 22, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil have karakter af et økonomisk medvirkensansvar og vil f.eks. kunne anvendes, hvor en virksomhed er bekendt med, at den handler med afgiftspligtige varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, og herved vil opnå en økonomisk fordel i forbindelse med handlen.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse, hvor den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Straf for forsøg vil alene kunne aktualiseres, hvor der er handlet forsætligt.

Det forudsættes, at fysiske personers overtrædelse af § 22, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 5, om unddragelse af afgift på 500.000 kr. eller derover vil kunne medføre fængsel og en tillægsbøde svarende til det dobbelte af størrelsen af den unddragne afgift. Overtrædelsen vil som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel. Som ved overtrædelse af den øvrige skatte- og afgiftslovgivning vil det imidlertid skulle bero på en konkret vurdering, hvorvidt forholdet skal henføres til straffelovens § 289, eller det skal henføres til straffebestemmelsen i særlovgivningen, her forbrugsafgiftslovens § 22, stk. 3, der hjemler fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

I andre tilfælde af unddragelse af afgift vil forholdet alene kunne straffes med bøde. Det vil gælde ved fysiske personers overtrædelser af § 22, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 5, hvor den unddragne afgift ikke udgør 500.000 kr. eller derover, ved fysiske personers overtrædelse af § 22, stk. 1, nr. 5, og ved juridiske personers overtrædelse af § 22, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 5, eller § 22, stk. 1, nr. 5.

I disse tilfælde vil der skulle straffes med en normalbøde på det dobbelte af unddragelsens størrelse, hvis der er forsæt til unddragelse, og en normalbøde svarende til unddragelsens størrelse, hvis der er handlet groft uagtsomt. I de mindste sager, hvor den unddragne afgift i førstegangstilfælde ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil overtrædelserne imidlertid kunne straffes med en bøde af fast størrelse på 5.000 kr. Minimumsgrænsen på 40.000 kr. for at rejse en bødesag i førstegangstilfælde vil skulle anvendes, uanset om unddragelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

En overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i forbrugsafgiftslovens § 22, stk. 1, nr. 5, vil kunne afsluttes med administrativt bødeforelæg, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 22 a, jf. opkrævningslovens § 18.

Kilde

§ 9

Til nr. 1

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, at virksomheder, der yder lån eller formidler lån, efter samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

En adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, i medfør af gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, jf. gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1.

Adgang til oplysninger i medfør af § 3 A, stk. 1, forudsætter desuden, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke til videregivelsen, og at oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret kreditgivningssituation.

En virksomhed, der yder lån eller formidler lån, skal være registreret hos Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData. Registreringen skal indebære tilladelse til at drive den type virksomhed, der er relevant for henholdsvis en virksomhed, der yder lån, og en virksomhed, der formidler lån. Anvendelse af eSkatData kræver, at virksomheden anvender et dansk VOCES-certifikat til sikker digital identifikation af den, der anmoder om oplysninger fra Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i § 3 A, stk. 1, ændres »Virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Formålet med forslaget er at ensrette begreberne i lovgivningen om eSkatData med hensyn til de situationer, hvor der kan ske videregivelse af oplysninger fra Skatteforvaltningen, når det er til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, § 3, nr. 4, og § 13, der alle har samme formål.

Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 3 A, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det efter gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, vil være kreditgivere og kreditformidlere, som efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen, jf. gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 4. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.

Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.

Ved en »kreditformidler« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En kreditformidler vil i lighed med en kreditgiver, jf. ovenfor, skulle have den nødvendige registrering og tilladelse til Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData.

Kilde

§ 10

Til nr. 1

Det fremgår af køretøjsregistreringslovens § 21, stk. 1, at Skatteforvaltningen kan afslutte en sag om overtrædelse af § 2, stk. 1-4, §§ 3, 4 eller 7 b-7 d, § 7 e, stk. 2, § 7 f eller § 7 g, stk. 1 og 2, eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Bestemmelsen medfører, at Skatteforvaltningen har kompetence til at afslutte en straffesag om overtrædelse af de anførte bestemmelser i køretøjsregistreringsloven med et bødeforelæg. Det er en forudsætning, at overtrædelsen ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, og at den, der har overtrådt loven, er enig i Skatteforvaltningens vurdering af forholdet og erkender sig skyldig.

Det foreslås, at i § 21, stk. 1, ændres »§ 2, stk. 1-4, §§ 3, 4 eller 7 b-7 d, § 7 e, stk. 2, § 7 f eller § 7 g, stk. 1 og 2,« til »denne lov«.

Forslaget vil medføre, at Skatteforvaltningens adgang til at afslutte en sag ved administrativt bødeforelæg vil omfatte alle bødesager om overtrædelse af køretøjsregistreringsloven. Forslaget vil desuden medføre, at der ikke utilsigtet udelades en henvisning til en bestemmelse i loven med den virkning, at Skatteforvaltningens kompetence begrænses.

Til nr. 2

Det fremgår af køretøjsregistreringslovens § 21, stk. 2, at reglerne i retsplejelovens § 832, stk. 2 og 3, om indholdet af anklageskrift og om bortfald af videre forfølgning finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter stk. 1.

Retsplejelovens regler om indholdet af anklageskrift følger af § 834, mens reglerne om bortfald af videre forfølgning følger af § 832, stk. 4.

Det foreslås, at i § 21, stk. 2, ændres »§ 832, stk. 2 og 3,« til »§ 832, stk. 4, og § 834«.

Forslaget vil medføre en ajourføring af henvisningerne til retsplejeloven, hvorved de igen vil blive retvisende.

Kilde

§ 11

Til nr. 1

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 6, stk. 2, at opkrævningslovens § 2, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for virksomheder, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 6, stk. 3, at virksomheder efter udløbet af hver opgørelsesperiode skal angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 2, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 2, stk. 1, § 3, stk. 2 eller 3, § 6, stk. 2, § 6 a, stk. 2, § 6 b, stk. 2 eller 3, § 10, stk. 2, eller § 14, stk. 2 eller 3.

Det foreslås, at i lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 6, stk. 2,« til »§ 6, stk. 3,«.

Forslaget er begrundet med, at da det gældende § 6, stk. 2, blev indsat, blev det dagældende stk. 2 til stk. 3. I den forbindelse blev der ikke foretaget den rette korresponderende ændring i § 18, stk. 1, nr. 2, hvorfor der her fortsat henvises til § 6, stk. 2, selv om der retteligt bør henvises til § 6, stk. 3.

Forslaget vil således medføre, at hvis en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 6, stk. 3, vil virksomheden kunne straffes med en bøde i medfør af § 18, stk. 1, nr. 2. Hvis overtrædelsen begås med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, jf. § 18, stk. 3.

Kilde

§ 12

Til nr. 1

Det fremgår af selskabsskattelovens § 29 A, stk. 1, at selskaber og foreninger m.v. skal betale indkomstårets forventede indkomstskat i løbet af indkomståret, jf. dog § 30 A. Beløb, der indbetales i løbet af indkomståret, benævnes acontoskat. Hvor selskabet eller foreningen m.v. anvender et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), betales acontoskatten for et givet indkomstår i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Selskabsskattelovens § 30, stk. 6, indeholder regler om forkortet afregning for selskabs- og acontoskat, dvs. at skatten i visse situationer skal betales på et tidligere tidspunkt, end det ellers er forudsat. Det fremgår af stk. 6, 1. pkt., at hvis et selskab eller en forening m.v. er i væsentlig restance med restskat som nævnt i § 30, stk. 1 eller 2, eller med indkomstskat som nævnt i § 30 A, stk. 1, kan Skatteforvaltningen bestemme, at de nævnte skatter forfalder til betaling samtidig med oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 12 og 13 og § 14, stk. 1.

Det foreslås, at selskabsskattelovens § 30, stk. 6, ophæves.

Som det fremgår af pkt. 3.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil Skatteforvaltningen typisk allerede have iværksat tiltag over for et selskab m.v. på det tidspunkt, hvor det ellers ville være aktuelt at overveje at anvende forkortet afregning i medfør af § 30, stk. 6. Forkortet afregning for selskabs- og acontoskat ses derfor kun sjældent anvendt i praksis.

Forslaget vil medføre, at Skatteforvaltningen ikke vil kunne fremrykke forfaldstidspunktet for betaling af selskabsskat for selskaber, der er i væsentlig restance med restskat.

Kilde

§ 13

Til nr. 1

Det fremgår af skatteindberetningslovens § 15 b, stk. 1, 1. pkt., at virksomheder, der yder lån eller formidler lån, efter samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Oplysningerne efter skatteindberetningslovens § 15 vedrører en låntagers identitet og de samlede renter samt reservefonds- og administrationsbidrag, der er omfattet af indberetningspligten efter § 13, stk. 1, 1. pkt., eller § 14, og som er ydet, tilskrevet eller opkrævet i kvartalet, jf. § 15, stk. 1, 1. pkt.

En adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, i medfør af § 15 b, stk. 1, 1. pkt., forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, jf. skatteindberetningslovens § 15 b, stk. 5.

Adgang til oplysninger i medfør af § 15 b, stk. 1, 1. pkt., forudsætter desuden, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke til videregivelsen, og at oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret kreditgivningssituation.

En virksomhed, der yder lån eller formidler lån, skal være registreret hos Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData. Registreringen skal indebære tilladelse til at drive den type virksomhed, der er relevant for henholdsvis en virksomhed, der yder lån, og en virksomhed, der formidler lån. Anvendelse af eSkatData kræver, at virksomheden anvender et dansk VOCES-certifikat til sikker digital identifikation af den, der anmoder om oplysninger fra Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i § 15 b, stk. 1, 1. pkt., ændres »Virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Formålet med forslaget er at ensrette begreberne i lovgivningen om eSkatData med hensyn til de situationer, hvor der kan ske videregivelse af oplysninger fra Skatteforvaltningen, når det er til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, § 3, nr. 4, og § 9, der alle har samme formål.

Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 15 b, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det efter skatteindberetningslovens § 15 b, stk. 1, 1. pkt., vil være kreditgivere og kreditformidlere, som efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen, jf. skatteindberetningslovens § 15 b, stk. 5. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.

Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.

Ved en »kreditformidler« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En kreditformidler vil i lighed med en kreditgiver, jf. ovenfor, skulle have den nødvendige registrering og tilladelse til Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData.

Kilde

§ 14

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af spilleafgiftslovens § 33, stk. 1, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen, jf. nr. 1, eller overtræder § 19, stk. 1-3 eller 5, §§ 20-23, § 24, stk. 1, § 25, § 29, stk. 1, eller § 30, stk. 2 eller 4-6, jf. nr. 2.

Den, der begår en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289, jf. § 33, stk. 2.

Det er forudsat, at der kan straffes med fængsel, hvis der er tale om en overtrædelse af spilleafgiftsloven, og overtrædelsen er begået af en fysisk person, der har haft forsæt til at unddrage for mere end 100.000 kr., jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 24 som fremsat, pkt. 2.6 og de specielle bemærkninger til § 24.

Det foreslås, at i spilleafgiftslovens § 33, stk. 1, ændres »den, som« til »den, der«. Desuden foreslås det, at i § 33, stk. 2, ændres »Den, der« til »Den, som«.

De foreslåede ændringer har alene til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet ved overtrædelser af § 33, stk. 1 og 2.

Med ændringerne er det således forudsat, at der vil skulle gælde samme sanktionspraksis for overtrædelser af spilleafgiftsloven, som der er tilkendegivet i lovbemærkningerne til lov nr. 1795 af 28. december 2023, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 52 som fremsat, s. 12ff. Den forudsatte sanktionspraksis er beskrevet i det følgende.

Det forudsættes for det første, at der ikke længere vil skulle foretages en lempeligere bødeberegning, hvor der også straffes med fængsel. Tillægsbøden vil således skulle fordobles i sager, hvor der kan straffes med fængsel. Tillægsbøden vil herefter som udgangspunkt udgøre et beløb, der svarer til det dobbelte af det unddragne beløb.

Da det tillige forudsættes, at progressionsgrænsen ved beregning af normalbøder afskaffes, jf. nedenfor, vil bødeberegningen herefter foretages på samme måde, uanset om der er tale om en tillægsbøde eller en bøde, der beregnes efter normalbødetaksterne.

I situationer, hvor der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21, stk. 1, vil tillægsbøden udgøre et beløb, der svarer til det unddragne beløb.

Det forudsættes for det andet, at beløbsgrænsen for, hvornår der kan straffes med fængsel, hæves til 500.000 kr., jf. dog nedenfor om gentagelsestilfælde. Dette vil medføre, at hvis unddragelsen ikke udgør 500.000 kr. eller derover, vil der i disse sager kunne straffes med bøde, og de vil dermed kunne afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Er unddragelsen 500.000 kr. eller derover, vil sagen skulle sendes til politiet med henblik på domstolsbehandling.

Ligesom efter gældende ret vil en unddragelse på 500.000 kr. eller derover som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel. Som i dag vil det imidlertid skulle bero på en konkret vurdering, hvorvidt forholdet skal henføres til straffelovens § 289, eller det skal henføres til straffebestemmelsen i særlovgivningen, der hjemler straf indtil 1 år og 6 måneder.

Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør 500.000 kr. eller derover, men overtrædelserne samlet set udgør 500.000 kr. eller derover, vil beløbsgrænsen for fængselsstraf være overskredet. F.eks. vil en unddragelse af spilleafgift på 400.000 kr. og en momsunddragelse på 400.000 kr. samlet set føre til, at grænsen er overskredet.

Straffelovens § 289 vil imidlertid ikke skulle anvendes i den situation, der er nævnt ovenfor. F.eks. vil en unddragelse af spilleafgift på 400.000 kr. og en momsunddragelse på 400.000 kr. ikke samlet set føre til, at forholdet kan henføres under straffelovens § 289.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr., jf. ovenfor, ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde.

I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende forsætligt unddrager for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for at unddrage skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

Gentagelsesvirkningen vil finde anvendelse, uanset hvilke skatter eller afgifter den tidligere straffesag angik.

Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør mere end 250.000 kr., men overtrædelserne samlet set udgør mere end 250.000 kr., vil beløbsgrænsen være overskredet.

F.eks. vil der kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde på to gange det unddragne beløb, hvis den pågældende forsætligt unddrager 300.000 kr. (f.eks. 200.000 kr. i spilleafgift og 100.000 kr. i skat), og vedkommende tidligere er blevet straffet med bøde som følge af en forsætlig unddragelse på 280.000 kr. (f.eks. 180.000 kr. i spilleafgift og 100.000 kr. i moms).

Gentagelsesvirkningen vil ophøre, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Er den tidligere straf en bødestraf, regnes den nævnte frist fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse. Med hensyn til betingede domme regnes fristen fra den endelige dom. Dette følger af straffelovens § 84, stk. 3.

Det forudsættes for det tredje, at progressionsgrænsen på 60.000 kr., der i dag finder anvendelse ved beregningen af normalbøder, ophæves. Dette vil medføre en ikke uvæsentlig skærpelse af praksis for normalbøder. Normalbøden vil herefter udgøre en gang det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås ved grov uagtsomhed, og to gange det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås forsætligt.

Til belysning heraf er nedenfor to eksempler på beregning af bøder, der sammenligner gældende praksis, hvor progressionsgrænsen finder anvendelse, med lovforslagets forudsatte praksis, hvorefter progressionsgrænsen ophæves.

Efter gældende praksis vil bøden ved en unddragelse på 100.000 kr., der er begået ved grov uagtsomhed, udgøre (½ x 60.000 kr.) + (100.000 kr. – 60.000 kr.) = 70.000 kr. Med den forudsatte nye praksis vil bøden i den samme situation udgøre 1 x 100.000 kr. = 100.000 kr.

Efter gældende praksis vil bøden ved en forsætlig unddragelse på 200.000 kr. udgøre (60.000 kr. x 1) + (140.000 kr. x 2) = 340.000 kr. Med den forudsatte nye praksis vil bøden i den samme situation udgøre 2 x 200.000 kr. = 400.000 kr.

Foruden at medføre en skærpelse af bødeniveauet vil den forudsatte ophævelse af progressionsgrænsen medføre en forenkling af bødeberegningen, idet der ved beregningen alene vil skulle henses til tilregnelsesgraden og unddragelsens størrelse, men ikke længere hvorvidt unddragelsen overstiger 60.000 kr.

Det forudsættes for det fjerde, at der sker en ændring af praksis for, hvornår der rejses en bødesag i førstegangstilfælde, og hvordan bøder udmåles i de mindste bødesager.

Det er således forudsat, at minimumsgrænsen for at rejse en bødesag i førstegangstilfælde, hvor bøden beregnes efter taksterne for normalbøder, vil skulle udgøre 40.000 kr., uanset om overtrædelsen begås forsætligt eller groft uagtsomt. Dette vil udgøre en forenkling, der vil gøre det nemmere for borgere og virksomheder at forudse, hvornår de risikerer at få en normalbøde.

Derudover er det forudsat, at en overtrædelse i de mindste sager, hvor unddragelsen ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil kunne medføre en bøde af fast størrelse i stedet for en bøde, der beregnes efter taksterne for normalbøder. Det er forudsat, at bøden af fast størrelse vil skulle udgøre 5.000 kr., uanset om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Da det herved vil være uden betydning, om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, forventes ændringen at understøtte en hurtigere sagsbehandling.

Samlet set vil den nye forudsatte praksis for bøder af fast størrelse og de ovenfor beskrevne ændringer af progressions- og minimumsgrænsen medføre, at de mindste sager, hvor unddragelsen ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil kunne sanktioneres lempeligere og hurtigere med en fast bødetakst, mens de grovere sager sanktioneres hårdere efter nogle forenklede principper. Det vil medføre, at borgere og virksomheder i videre omfang vil kunne forudse konsekvenserne af at overtræde skatte- og afgiftslovgivningen.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Kilde

§ 15

Til nr. 1

Det fremgår af spiritusafgiftslovens § 31 a, stk. 1, at ved grove eller gentagne overtrædelser omfattet af § 31, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Konfiskation kan dog undlades, hvis det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger 1.000 kr. Hvis der sker konfiskation, bortfalder afgiftspligten for de konfiskerede varer, jf. § 31 a, stk. 2.

Det fremgår af § 31, stk. 3, at hvis en overtrædelse omfattet af § 31, stk. 1, begås med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det foreslås, at § 31 a ophæves.

Formålet med forslaget er at ophæve bestemmelsen i spiritusafgiftslovens § 31 a, da den kun sjældent bliver anvendt i praksis. Det skyldes, at bl.a. konfiskation ofte foretages af andre myndigheder end Skatteforvaltningen.

Forslaget vil medføre, at der ved grove eller gentagne overtrædelser af § 31, stk. 3, ikke længere vil skulle ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Det skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen fortsat vil kunne anvende reglerne om sikkerhedsstillelse og tvangsafmelding, som anses for mere effektive reaktionsmuligheder.

Forslaget vil ikke være til hinder for, at der som efter gældende ret vil kunne ske beslaglæggelse eller konfiskation af andre myndigheder, f.eks. Fødevarestyrelsen, i medfør af lovgivningen på myndighedernes ressort.

Kilde

§ 16

Til nr. 1 og 2

Det følger af tinglysningsafgiftslovens § 30, stk. 1, at med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt 1) opgør afgiftsgrundlaget forkert eller foretager en urigtig beregning af afgiften efter loven eller 2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for Skatteforvaltningens beregning af afgiften eller til brug for afgiftsmyndighedens afgørelse om godtgørelse af afgift.

Det følger af § 30, stk. 2, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift eller til uberettiget at opnå godtgørelse, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Bødesager om overtrædelse af tinglysningsafgiftsloven kan afsluttes med administrativt bødeforelæg af Skatteforvaltningen, hvis den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angiven bøde. Dette følger af tinglysningsafgiftslovens § 31, jf. opkrævningslovens § 18.

Der kan straffes med fængsel, hvis der er tale om en overtrædelse af tinglysningsafgiftsloven, og overtrædelsen er begået af en fysisk person, der har haft forsæt til at unddrage for mere end 100.000 kr., jf. om denne praksis i Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 24 som fremsat, de specielle bemærkninger til § 27.

Unddragelse af tinglysningsafgift, der ikke kan straffes med fængsel, kan alene straffes med bøde. Dette omfatter for det første overtrædelser, der er begået ved grov uagtsomhed. For det andet omfatter det overtrædelser, der er begået med forsæt til unddragelse, hvis strafsubjektet er en juridisk person. For det tredje omfatter det overtrædelser, hvis strafsubjektet er en fysisk person, og unddragelsen ikke overstiger den ovenfor nævnte beløbsgrænse på 100.000 kr. I disse sager beregnes bøden som udgangspunkt efter faste takster. Bøder, der beregnes efter disse takster, betegnes normalbøder.

Normalbøden udmåles til to gange det unddragne beløb, når der er forsæt til unddragelse, og en gang det unddragne beløb ved grov uagtsomhed. Af den del af unddragelsen, der ikke overstiger 60.000 kr., beregnes normalbøden kun som en gang det unddragne beløb, når der er forsæt til unddragelse, og som halvdelen af det unddragne beløb ved grov uagtsomhed. Denne grænse på 60.000 kr. betegnes progressionsgrænsen.

Da tillægsbøder i fængselssager alene udgør et beløb, der svarer til unddragelsens størrelse, jf. ovenfor, foretages der således en lempeligere bødeberegning i fængselssager end i bødesager, hvor bøden beregnes efter normalbødetaksterne for forsætlig unddragelse.

Ved førstegangsovertrædelser i sager, hvor der er tale om normalbøder, rejses der efter praksis alene en bødesag, hvis unddragelsen overstiger visse beløbsgrænser.

Ved forsætlig unddragelse af tinglysningsafgift rejses der ikke en bødesag, hvis der er tale om en førstegangsovertrædelse, og unddragelsen er 5.000 kr. eller derunder. Ved grov uagtsom unddragelse er beløbsgrænsen 10.000 kr. ved førstegangsovertrædelser.

Det foreslås, at i § 30, stk. 1, ændres »den, som« til »den, der«. Det foreslås desuden, at i § 30, stk. 2, ændres »Den, der« til »Den, som«.

De foreslåede ændringer har alene til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet ved overtrædelser af § 30, stk. 1 og 2.

Det forudsættes således, at overtrædelser af tinglysningsafgiftsloven om unddragelse af afgift vil skulle omfattes af den sanktionspraksis, der er beskrevet i lovbemærkningerne til lov nr. 1795 af 28. december 2023, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 52 som fremsat, s. 12ff. Den forudsatte sanktionspraksis er beskrevet nedenfor.

Det forudsættes for det første, at der ikke længere vil skulle foretages en lempeligere bødeberegning, hvor der også straffes med fængsel.

Tillægsbøden vil således skulle fordobles i sager, hvor der kan straffes med fængsel. Tillægsbøden vil herefter som udgangspunkt udgøre et beløb, der svarer til det dobbelte af det unddragne beløb.

Da det med lovforslaget tillige er forudsat, at progressionsgrænsen ved beregning af normalbøder afskaffes, jf. nedenfor, vil bødeberegningen herefter foretages på samme måde, uanset om der er tale om en tillægsbøde eller en bøde, der beregnes efter normalbødetaksterne.

I situationer, hvor der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21, stk. 1, vil tillægsbøden udgøre et beløb, der svarer til det unddragne beløb.

Det forudsættes for det andet, at beløbsgrænsen for, hvornår der kan straffes med fængsel, hæves til 500.000 kr., jf. dog nedenfor om gentagelsestilfælde. Dette vil medføre, at hvis unddragelsen ikke udgør 500.000 kr. eller derover, vil der i disse sager kunne straffes med bøde, og de vil dermed kunne afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Er unddragelsen 500.000 kr. eller derover, vil sagen skulle sendes til politiet med henblik på domstolsbehandling.

Ligesom efter gældende ret vil en unddragelse på 500.000 kr. eller derover som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel. Som i dag vil det imidlertid skulle bero på en konkret vurdering, hvorvidt forholdet skal henføres til straffelovens § 289, eller det skal henføres til straffebestemmelsen i særlovgivningen, der hjemler straf indtil 1 år og 6 måneder.

Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør 500.000 kr. eller derover, men overtrædelserne samlet set udgør 500.000 kr. eller derover, vil beløbsgrænsen for fængselsstraf være overskredet. F.eks. vil en unddragelse af tinglysningsafgift på 400.000 kr. og en momsunddragelse på 400.000 kr. samlet set føre til, at grænsen er overskredet.

Straffelovens § 289 vil imidlertid ikke skulle anvendes i den situation, der er nævnt i afsnittet ovenfor. F.eks. vil en unddragelse af tinglysningsafgift på 400.000 kr. og en momsunddragelse på 400.000 kr. ikke samlet set føre til, at forholdet kan henføres under straffelovens § 289.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr., jf. ovenfor, ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde.

I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende forsætligt unddrager for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for at unddrage skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

Gentagelsesvirkningen vil finde anvendelse, uanset hvilke skatter eller afgifter den tidligere straffesag angik.

Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør mere end 250.000 kr., men overtrædelserne samlet set udgør mere end 250.000 kr., vil beløbsgrænsen være overskredet.

F.eks. vil der kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde på to gange det unddragne beløb, hvis den pågældende forsætligt unddrager 300.000 kr. (f.eks. 200.000 kr. i tinglysningsafgift og 100.000 kr. i skat), og vedkommende tidligere er blevet straffet med bøde som følge af en forsætlig unddragelse på 280.000 kr. (f.eks. 180.000 kr. i tinglysningsafgift og 100.000 kr. i moms).