Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1473 af 10/12/2024

Skatteministeriet

Lov om ændring af lov om et indkomstregister, skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Terminaladgang for skatteforvaltningen i Grønland til visse oplysninger i indkomstregisteret, sanering og modernisering af sanktionsbestemmelser på skatteområdet, indhentelse af kontroloplysninger hos visse tredjemænd til brug for indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat m.v.) § 9

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 26. september 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 1110 af 13. november 2019, § 1 i lov nr. 814 af 9. juni 2020, § 1 i lov nr. 2221 af 29. december 2020 og § 1 i lov nr. 1565 af 12. december 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 3 A, stk. 1, ændres »Virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til: »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om et indkomstregister, skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Terminaladgang for skatteforvaltningen i Grønland til visse oplysninger i indkomstregisteret, sanering og modernisering af sanktionsbestemmelser på skatteområdet, indhentelse af kontroloplysninger hos visse tredjemænd til brug for indberetningskontrol og kontrol vedrørende indeholdelse af kildeskat m.v.) § 9

Til nr. 1

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, at virksomheder, der yder lån eller formidler lån, efter samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

En adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, i medfør af gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, jf. gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1.

Adgang til oplysninger i medfør af § 3 A, stk. 1, forudsætter desuden, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke til videregivelsen, og at oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret kreditgivningssituation.

En virksomhed, der yder lån eller formidler lån, skal være registreret hos Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData. Registreringen skal indebære tilladelse til at drive den type virksomhed, der er relevant for henholdsvis en virksomhed, der yder lån, og en virksomhed, der formidler lån. Anvendelse af eSkatData kræver, at virksomheden anvender et dansk VOCES-certifikat til sikker digital identifikation af den, der anmoder om oplysninger fra Skatteforvaltningen.

Det foreslås, at i § 3 A, stk. 1, ændres »Virksomheder, der yder lån eller formidler lån,« til »Kreditgivere og kreditformidlere«.

Formålet med forslaget er at ensrette begreberne i lovgivningen om eSkatData med hensyn til de situationer, hvor der kan ske videregivelse af oplysninger fra Skatteforvaltningen, når det er til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, § 3, nr. 4, og § 13, der alle har samme formål.

Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af § 3 A, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det efter gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 1, vil være kreditgivere og kreditformidlere, som efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen, jf. gældsinddrivelseslovens § 3 A, stk. 4. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.

Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.

Ved en »kreditformidler« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En kreditformidler vil i lighed med en kreditgiver, jf. ovenfor, skulle have den nødvendige registrering og tilladelse til Finanstilsynet for at kunne anvende eSkatData.