Search for a command to run...
LOV nr 511 af 26/05/2014
Justitsministeriet
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved indsamlinger og om den kontrol, som skal udøves med anvendelsen af de indsamlede midler. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan anmeldelse og indsendelse af regnskab skal ske. Justitsministeren fastsætter herudover nærmere regler om indhold og dokumentation i forbindelse med ansøgninger efter § 5 og § 6.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte, at Indsamlingsnævnet med henblik på offentliggørelse skal afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til justitsministeren.
Det foreslås med § 15, stk. 1, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indsamlinger og om den kontrol, som skal udøves med anvendelsen af de indsamlede midler, samt regler om, hvordan anmeldelse og indsendelse af regnskab skal ske.
Der forventes i medfør af den foreslåede bemyndigelse i en bekendtgørelse fastsat nærmere regler om bl.a. kravene til indsamlinger, herunder således at de krav, der stilles til en indsamling vil afhænge af, hvilken type af indsamling, der er tale om. Der forventes i den forbindelse fastsat lempeligere krav, herunder regnskabskrav, til indsamlinger, som foretages af organisationer, som er godkendt af skatteministeren og omfattet af loven efter den foreslåede § 4, stk. 1.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse endvidere kunne fastsættes regler om, hvem der kan forestå en indsamling, herunder om, at en indsamling skal forestås af en juridisk person med et CVR-nummer eller mindst tre fysiske personer i forening. Der skal angives mindst én her i landet boende myndig person, som skal være medansvarlig for de forpligtelser, der påhviler arrangørerne.
Det foreslås endvidere, at der kan fastsættes regler om krav til regnskab og revision. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om bl.a., at de ansvarlige for indsamlingen i tilknytning til underskriften af regnskabet skal erklære, at indsamlingen er foretaget i overensstemmelse med denne lov, herunder at det tydeligt skal fremgå af revisors påtegning, hvis regnskabet ikke indeholder en sådan erklæring. Endvidere forventes der som hidtil fastsat krav om, at revisor skal afgive erklæring i forhold til dokumentation for overskuddets anvendelse svarende til den gældende indsamlingsbekendtgørelses § 5.
I medfør af den foreslåede bestemmelse bemyndiges justitsministeren endvidere til at fastsætte nærmere regler om indhold og dokumentation i forbindelse med ansøgninger efter §§ 5 og 6.
Der vil i den forbindelse kunne fastsættes krav til bl.a. ansøgningens indhold og dokumentation herfor. Desuden vil der kunne fastsættes regler om husindsamlinger i geografisk afgrænsede områder samt om de særlige tilfælde, hvor der kan meddeles tilladelse til gadeindsamlinger efter lovforslagets § 6, stk. 2.
Herudover forventes der fastsat regler om kravene til indsamlingsanmeldelser, bagatelgrænser, årsregnskaber og årsberetning, offentliggørelse mv.
Efter stk. 2 kan justitsministeren fastsætte, at Indsamlingsnævnet med henblik på offentliggørelse skal afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til justitsministeren.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.5.1.2-4.5.1.8 og pkt. 4.11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.