Lovguiden Logo
Historisk

LBK nr 151 af 27/01/2021

Digitaliseringsministeriet

Frekvensloven § 10

For auktioner, hvorved der skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn på baggrund af beslutning truffet efter § 9, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af auktionen og om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen.

Stk. 2. Energistyrelsens beslutning efter stk. 1 kan omfatte

  1. auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætninger for deltagelse i auktionen,

  2. depositum og bankgaranti,

  3. retningslinjer med henblik på at imødegå en adfærd fra budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,

  4. fraskrivning af retten til at kræve anden form for erstatning end pengekrav,

  5. erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod, og

  6. at deltagerne i auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med Energistyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt udstedelsen af tilladelserne.

Stk. 3. Energistyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen, kan ud over vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 5, § 9, stk. 3, nr. 3 og 6, og § 14 omfatte

  1. varighed og fornyelse af tilladelserne,

  2. anvendelse af de radiofrekvenser, der er omfattet af tilladelserne, inden en nærmere fastsat dato,

  3. vilkår for betaling for tilladelserne, herunder betaling i forbindelse med eventuel efterfølgende overdragelse, og

  4. at §§ 23 og 24 i en nærmere afgrænset periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter auktion.

Stk. 4. Energistyrelsen udsteder tilladelser efter at have afholdt auktion som nævnt i stk. 1. Energistyrelsen fastsætter vilkår i tilladelserne i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet om auktionen, jf. stk. 1 og § 9 stk. 3, nr. 3 og 6. Energistyrelsen kan endvidere fastsætte vilkår efter § 14 i tilladelserne.

Detaljer

Forarbejder til Frekvensloven § 10

Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af bestemmelsen i den gældende frekvenslovs § 8, idet der dog udelukkende vil blive gennemført auktion efter den foreslåede bestemmelse, hvis der ved tilladelsesudstedelsen skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn, og hvor videnskabsministeren derfor har truffet beslutning om valg af tildelingsmetode, jf. den foreslåede § 9, stk. 1. Hertil kommer, at kompetencen til at fastsætte regler om auktionen, bortset fra de i den foreslåede § 9 nævnte tilfælde, overføres fra videnskabsministeren til IT- og Telestyrelsen. I begge tilfælde vil der være tale om beslutninger truffet af ministeren eller IT- og Telestyrelsen og ikke regler fastsat af ministeren eller styrelsen. Bestemmelsen er endvidere justeret således, at der alene kan afholdes auktion på et offentligretligt grundlag.

Vilkår om betaling for tilladelserne kan være vilkår om betaling i forbindelse med eventuel efterfølgende overdragelse, således at overdragelse af tilladelsen først vil kunne ske, når betaling for tilladelsen er sket.

Den foreslåede bestemmelses opregning af mulige beslutninger om afholdelse af auktionen og vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen, er udtømmende.

IT- og Telestyrelsen vælger den auktionsform, som vurderes bedst at ville kunne sikre varetagelse af de væsentlige samfundsmæssige hensyn, der er relevante for den konkrete auktion, og de særlige hensyn, som videnskabsministeren efter den foreslåede § 9, stk. 3, nr. 1, har besluttet skal varetages ved auktionens gennemførelse.

I tilladelser udstedt efter afholdelse af auktionen kan der både fastsættes vilkår på baggrund af videnskabsministerens beslutning, jf. den foreslåede § 9, stk. 3, IT- og Telestyrelsens beslutning i medfør af den her foreslåede bestemmelse samt i medfør af den foreslåede § 14.

I medfør af den foreslåede § 9, stk. 3, kan ministeren træffe beslutning om udelukkelse af tilbudsgiver ud fra konkurrencemæssige hensyn forud for auktionen eller udbuddet. IT- og Telestyrelsen kan i medfør af den foreslåede § 10, stk. 2, nr. 4, fastsætte retningslinjer om bortvisning som følge af budgiverens adfærd. I den situation kan bortvisning begrundes i hensynet til opretholdelse af konkurrence under selve auktionen, således at budgivere kun bortvises, hvis der konstateres konkurrencebegrænsende samarbejde mellem budgivere eller andre former for forsøg på at begrænse konkurrencen.

For at sikre, at de budgivere, til hvem tilladelserne udstedes efter en auktion, kan handle i tillid til, at tilladelsen kan anvendes i hele dens varighed, åbnes der i det foreslåede stk. 2, nr. 5, mulighed for, at IT- og Telestyrelsen kan træffe beslutning om, at budgivere ikke kan kræve naturalopfyldelse, det vil sige udstedelse af tilladelse, men alene kan kræve erstatning efter dansk rets almindelige regler. Dette indebærer, at en afholdt auktion ikke kan gå om på grundlag af et sagsanlæg fra en budgiver. En sådan regel kendes allerede fra den aftaleretlige model, som blandt andet blev brugt i forbindelse med 3G-auktionen i 2001 og må vurderes at være i alle budgiveres interesse, da der dermed skabes sikkerhed for vinderen af auktionen.

Det bemærkes i forhold til IT- og Telestyrelsens fastsættelse af bod i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 6, at denne vil kunne være af en meget betydelig størrelse i lighed med, hvad der blev fastsat ved 3G-auktionen i 2001. IT- og Telestyrelsen vil eksempelvis i nogle tilfælde kunne pålægge budgiverne en konventionalbod på 200 millioner kroner.

Afhængig af auktionsformen kan vilkår for betaling for tilladelserne f.eks. være betaling svarende til budgiverens bud eller betaling svarende til det laveste vindende bud i auktionen.

I lighed med, hvad der gælder for alle øvrige tilladelsesindehavere, vil indehavere af tilladelser udstedt på baggrund af auktion være forpligtet til at betale frekvensafgifter, jf. den foreslåede § 50.

IT- og Telestyrelsens fastsættelse af vilkår vedrører én konkret auktion. Eventuelle overskydende tilladelser efter afholdelse af auktionen vil på et senere tidspunkt kunne udstedes efter de foreslåede §§ 7-12.

Endelig bemyndiger den foreslåede bestemmelse IT- og Telestyrelsen til at udstede tilladelser efter at have gennemført auktion.