Frederikshavn Kommune indfører en midlertidig trafikregulering ved Arena Nord på valgdagen tirsdag den 24. marts 2026 for at forebygge kødannelser og lange ventetider ved kommunens største valgsted.
Forbud mod venstresving ved Harald Nielsens Plads
I tidsrummet fra cirka kl. 07 til kl. 21 vil det ikke være muligt at dreje til venstre ved udkørsel fra Arena Nord ved krydset ved Rimmens Allé og Harald Nielsens Plads. Trafikanter, der forlader valgstedet, vil udelukkende kunne dreje til højre.
Foranstaltningen er godkendt af Nordjyllands Politi og har til formål at sikre en hurtigere og mere smidig afvikling af den udgående trafik fra valgstedets parkeringsområde i løbet af valgdagen.
Normale forhold genindføres efter valgstedets lukning
Når valgstedet lukker, og det trafikale pres er aftaget, åbnes venstresvingsbanen igen for normal kørsel. Den midlertidige regulering gælder således udelukkende i den periode, hvor valgstedet er i drift.








